Optakt: 5. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

Årets Tirreno-Adriatico byder ikke på en bjergfinale, men der er dog alligevel en væsentlig afslutning på en stigning. Den kommer på søndagens etape, hvor der venter en af de eksplosive afslutninger på en mur, som altid har været Tirreno-Adriaticos varemærke. Selvom det flader ud til sidst, vil ardennerspecialisterne elske afslutningen i Recanati, hvor de ikke kan vinde minutter, men hvor de skal forsøge at udnytte den sidste chance for med deres punch at stjæle lidt tid inden tirsdagens afsluttende enkeltstart. Den kommer som del af en finale, der byder på et hav af disse berømte mure og stort set intet fladt terræn, og dermed er der lagt op til et brag et slag i noget af det bedste cykelterræn, Italien kan byde på.

Etapen er med sin 180,0 km lidt kortere end de to foregående og fører feltet fra Colli al Metauro til Recanati. Startbyen er placeret bare få kilometer vest for Adriaterhavet, og fra start kører man mod sydøst og nordøst helt ud til kystvejen, først via en lille bakke og derefter let kuperet terræn, der afsluttes med en nedkørsel. Efter 34,4 km når man vandet, og herfra går det mod sydøst lang den helt flade kyst, indtil man kort før Ancona kører væk fra havet for at fortsætte mod sydøst forbi forplejningen.

Kort efter frokosten indledes finalen, når man drejer skarpt mod vest for at køre op ad en lille bakke, der leder frem til den første spurt, som kommer efter 97,4 km. Herefter venter en 3 km lang bakke (5,3%), der leder mod sydvest, inden en nedkørsel leder ind på den afsluttende rundstrækning, hvor man tager de sidste hårnålesving mod nord og derfra kører mod vest frem til dagens vigtigste stigning, Porta d’Osimo (3,6 km, 7,5%, max. 19%), der leder direkte op til målstregen, som krydses for første gang efter 111,6 km.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Etapen afsluttes nu med tre omgange på de 22,8 km lange rundstrækning. Den indledes med et langt let faldende stykke, der fører mod syd og sydøst ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nord for at køre op af den ikke-kategoriserede Muro di Pietro, der blot stiger med 6,8% i snit over 3 km, men når 20% over de sidste 200 m. Toppen rundes med 10,3 km igen, hvorefter det hovedsageligt er let faldende, mens man fortsætter mod nord og nordvest i en fase, der til slut bliver mere teknisk. Med 3,6 km igen rammer man så igen Porta d’Osimo (3,6 km, 7,5%, max. 19%), der over de første 1800 m stiger med 10,9% i snit (herunder 1300 m med hele 14%) og når 19% undervejs, inden det flader ud med 3,3% over de sidste 1800 m. Her bliver det ganske teknisk med et sving på 180 grader lige inden den røde flamme, hvorefter der venter yderligere to 90-graderssving med hhv. 900 og 500 m igen, inden vejen bøjer ind på den 300 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. Der er bjergpoint på spil ved alle passager af mål og tillige en sidste indlagt spurt ved anden af de fire passager.

Etapen byder på i alt 2902 højdemeter.

Recanati blev senest besøgt i 2008, hvor Fabian Cancellara slog David Zabriskie og Thomas Löfkvist på en 26 km lang og ganske kuperet enkeltstart, hvorved han grundlagde sin samlede sejr i løbet.

Vejret

Der er udsigt til to våde dage til slut, men rytterne får en sidste dag i solen, inden regnen melder sin ankomst. Søndag byder på en skyfri himmel og temperatur på 17 grader, og der vil blot være en let vind fra øst og sydøst. Det giver modvind det meste af dagen frem til den første spurt, hvorefter man får sidemedvind frem mod rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på den første stigning og den efterfølgende nedkørsel og sidemodvind på den sidste rampe, herunder på opløbsstrækningen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Analyse af 4. etape

Tænk, at det bare er under to år siden! I begyndelsen af 2017 lignede Astana et falleret storhold, der efter mange år på toppen lignede et mandskab i frit fald. Væk var stjernerne Vincenzo Nibali og Mikel Landa, og han havde også mistet Diego Rosa, der ellers netop var blevet nr. 2 i Il Lombardia. Samtidig oplevede man en regulær katastrofestart på sæsonen, hvor man skulle helt frem til den 17. april, inden Michele Scarponit tog årets første sejr. For at gøre ondt værre var holdets to stjerner, Miguel Angel Lopez og Fabio Aru, begge ude med skader, og den triste kulmination kom, da Scarponi så tragisk gik bort bare få dage efter, at han havde brudt den lange sejrstørke for kasakkerne.

Heldigvis lykkedes det holdet at vende modgangen. Med sin samlede sejr i Dauphiné i juni indledte Jakob Fuglsang en successtime, der fortsatte med Arus forrygende Tour de France, som bød på både etapesejr og førertrøje, samt en Vuelta, hvor Lopez tørrede gulv med stjerne og vandt to etapesejre. Det igangsatte en forvandling, der fortsatte i et fornemt 2018, hvor man trods tabet af Aru oplevede et stort år med to grnad tour-podier til Lopez, to klassikersejre til Michael Valgren og et hav af andre flotte sejre i en sæson, hvor man atter var at finde i toppen af WorldTour-hierarkiet.

Man skulle ikke tro, at den præstation kunne overgås, men tilsyneladende er der ingen grænser for kasakkernes succes. 2019 har været et sandt jubelår, hvor holdet har vundet syv af de ni etapeløb, de har kørt. Det startede med Ion Izagirres sejr i Valencia, Lopez fulgte op med en triumf i Colombia 2.1, Gorka Izagirre gjorde brormand kunsten efter ved at vinde i Provence, Alexey Lutsenko kørte alle midt over i Tour of Oman, holdet leverede en magtdemonstration, da Luis Leon Sanchez vandt Vuelta a Murcia, Fuglsang og Izagirre tog en dobbeltsejr i Ruta del Sol, og senest vandt Merhawi Kudus det mindre Tour du Rwanda. Alt sammen er det blevet ledsaget af en stribe etapesejre, så holdet i dag tog den 17. triumf, og samtidig har Lutsenko og Fuglsang endda været i top 4 i årets første to europæiske WorldTour-klassikere.

Midt i al succesen har det dog også gjort ondt på Alexandre Vinokourov, at det har knebet for kasakkerne. Holdet er trods alt et nationalt foretagende, der først og fremmest skal promovere hjemlandet, men det er længe siden, at chefen selv sammen med andre navne med en plettet fortid gjorde nationen til en magtfaktor i cykelsporten. Landets guldfugl, Lutsenko, havde nemlig en svær tid efter den store sejr ved U23-VM i 2012, og selvom han momentvist har vist sin tårnhøje klasse med WorldTour-sejre i Vueltaen, Paris-Nice og Tour de Suisse har det desværre altid knebet på den store scene, ikke mindst i klassikerne, hvor han ellers har et så åbenlyst potentiale.

Nu synes der imidlertid at være hul igennem. Lutsenko har nemlig været den måske mest opløftende karakter i holdets drømmestart, hvor han som sagt var på anden planet i Oman og siden en af de stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han endelig kørte finale i et stort europæisk endagsløb. Egentlig var takterne der allerede mod slutningen af 2018, hvor han vandt kongeetapen i Tour of Turkey, men selv da han knuste alle i Oman, sad man tilbage med frygten for, at det ville få som sidste år, hvor han også dominerede totalt i Mellemøsten, men glemt at pakke formen med i bagagen, da han tog tilbage til Europa.

Det har han imidlertid husket i år, og hvis nogle troede, at han var på vej mod et formdyk efter et lidt halvsløjt Strade Bianche, må de tro om. I Tirreno-Afdriatico har han nemlig været flyvende, og efter en yderst overbevisende 2. etape, hvor han sammen med Primoz Roglic og Julian Alaphilippe efterlod det mest positive indtryk, kom kulminationen i dag, da han kunne føje en Tirreno-etapesejr til dem, han allerede har i Paris-Nice, Tour de Suisse og Vueltaen.

Sejren var et studium i smukt holdarbejde, da han slog pjalterne sammen med en forrygende Fuglsang, som igen i dag bekræftede, at han vel aldrig har været bedre, end han er i netop disse dage. Igen i dag var danskeren i hopla i terræn, som ellers ikke passede ham ideelt, og nøjagtigt som i sidste uges Strade Bianche lignede han en af dagens to stærkeste. Med stor autoritet skyggede han ethvert angreb, da Lutsenko med stort mod åbnede ballet allerede 30 km fra stregen, og siden viste han klassen, da han som en af kun to kunne følge motorcyklen Roglic på den sidste mur i udkanten af Fossombrone.

Astanas sejr var både smuk og fortjent. Efter et holdløb, hvor de trods en godkendt præstation som forventet havde fået store klø, havde de nemlig intet at miste ved at gå i offensiven. Derfor var det også dem, der tog initiativ til at gøre løbet knaldhårdt med Dmitriy Gruzdev og ikke mindst Omar Fraile¸og siden var det Fuglsang, der åbnede favoritternes fest ved at skabe en lille gruppe allerede med mere end 30 km til stregen, hvorfra Lutsenko kunne stikke af. Herefter var det op til de andre favoritter at køre kasakken ind, mens Fuglsang sad klar til at give dem én i nakken, hvis den kasakhiske mester ikke kunne holde stand.

Det kunne han heldigvis efter en præstation, der til fulde stod mål med den store dag i Paris-Nice, hvor han ene mand kørte fra et helt sprinterfelt. Til gengæld kan holdet ærgre sig over, at han to gange satsede så voldsomt, at han røg i asfalten. Heldigvis slap han uden skrammer og havde stadig overskud til at udnytte sin veldokumenterede hurtighed til at vinde spurten, men med lidt mere omhu i svingene havde han også sikret sig en tidsgevinst, der havde lunet i den samlede stilling. Alligevel leverede holdet så flot en indsats, at de måske nok stadig må indse, at den samlede sejr ikke er realistisk, men hvor de efter at have slettet deres minus til de fleste af topfavoritterne nu i hvert fald har top 5 og måske endda podiet inden for rækkevidde.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

De må dog også erkende, at de trods sejren var oppe mod deres overmand. Allerede på 2. etape sad man med det indtryk, at Roglic var et niveau over alle andre, og at han havde kørt de fleste midt over, hvis bare finalen havde været sværere. Det indtryk bekræftede han til fulde med en nærmest skræmmende magtdemonstration i dag, hvor han førte fra top til bund ved sidste passage af muren, og hvor hans sidste forcering åbnede nogle få meter til de lidende Fuglsang og Adam Yates, der skulle prise sig lykkelige for, at toppen var lige om hjørnet. Hvis ikke var den slovenske skihopper formentlig fløjet fra dem, og det er såmænd også tænkeligt, at han havde vundet spurten, hvis ikke han mod slutningen tydeligvis prioriterede en tidsgevinst i forhold til Tom Dumoulin og Julian Alaphilippe højere end en etapesejr og derfor førte uafbrudt i den flade afslutning.

Roglic synes med andre ord at være i en anden liga efter et UAE Tour, hvor han også var altdominerende. Med tanke på den udvikling, han har gennemgået over de seneste år, er der altså noget, der kunne tyde på, at han efter sidste års Tour har taget et ekstra skridt. Hvis han kan bekræfte det indtryk i de kommende uger og holde formen helt til begyndelsen af juni, er det meget sandsynligt, at Jumbo-Visma i Italien kan fejre deres første grand tour-triumf. Noget tyder i hvert fald på, at Roglic er endnu bedre end i 2018, hvor han i forvejen satte sig på tronen som verdens bedste i de ugelange etapeløb.

Tirreno-Adriatico er et af de løb, han endnu ikke har vundet, men i dag tog han et stort skridt mod sejren. Det lykkedes ham nemlig at vinde vigtig tid på sine formodet værste rivaler, Dumoulin og Alaphilippe. Dumoulin kunne med et brag af en enkeltstart stadig udgøre en trussel, og Alaphilippes eminente punch var formentlig det eneste, der for alvor kunne bringe Roglic i krise. I dag vandt han så megen tid, at de begge effektivt er elimineret fra kampen om den samlede sejr.

Der er ingen tvivl om, at Alaphilippes nederlag kommer som en spand kold vand i hovedet. Franskmanden strålede nemlig af selvtillid efter en overlegen sæsonstart, og han havde ikke lagt skjul på, at han er i Italien for at vinde samlet. I dag lod han da også Zdenek Stybar sætte ham op til en finale, der burde passe ham, men da det gjaldt, manglede hans vanlige punch. Dermed fik vi endnu engang illustreret, at Alaphilippe altså har sine begrænsninger mod slutningen af etapeløb, og han har stadig til gode at ramme sit tårnhæje topniveau konsistent gennem et helt ugelangt løb på WorldTouren. I forvejen var morgendagens kongeetape måske for svær for ham, og efter dagens nederlag ser det ud til, at vi ikke skal forvente flere Alaphilippse-sejre i dette løb.

Dumoulin er utvivlsomt også dybt skuffet. Hollænderen havde efter den dårlige dag på kongeetapen i Emiraterne troet, at han havde fundet forklaringen på sine trængsler, og en stærk 2. plads bag Roglic på den sidste bjergetape i ørkenen havde givet ham troen på, at han var klar til at køre med om sejren i dette løb. Det måtte han imidlertid i dag opgive, og det var en slemt desillusioneret hollandsk stjerne, der rullede over stregen bagerst i favoritgruppen. Dermed må han nok give fortabt i denne uges kamp mod sin store Giro-rival, men heldigvis er der god tid inden det virkelige mål til maj, hvor han sidste år var i glimrende form trods en langt værre krise på denne tid af året.

Adam Yates viste igen, at han på de stejle mure hører til blandt de bedste i verden, men modsat sidste år, hvor han med sit punch sprang væk fra alt og alle, havde han denne gang rigeligt at gøre med blot at hænge på motorcyklen Roglic. Det lykkedes ham således at forsvare førertrøjen, men reelt har han den kun til låns. De syv sekunder mister han lynhurtigt på tirsdag, og derfor skal han være fint tilfreds med, at hans flotte kørsel i dag formentlig sikrede ham tid nok til, at han kan hjemtage den samlede 2. plads.

Listen over tabere var længere end listen over vindere. Den tæller nemlig også et helt Sky-hold, der har oplevet et sjældent sammenbrud. Først mistede de Gianni Moscon, der stadig var for mærket efter sit styrt i Emiraterne, så forlod en syg Geraint Thomas løbet, og til slut faldt så også holdets tredje kaptajn Wout Poels igennem i dagens finale, der ellers burde have passet ham glimrende. Desværre er det ikke uset, at den ustabile hollænder, der ellers har været velkørende i 2019, er yderst svingende fra løb til løb, og faktisk er det netop den manglende konsistens, der betyder, at han formentlig aldrig for alvor bliver en grand tour-rytter.

Thibaut Pinot er som regel stabiliteten selv, men han måtte i dag indse, at den nylige sygdom har sat ham for langt tilbage. Ganske vist kom han sikkert med favoritterne hjem, men han var aldrig en faktor i løbet og lignede en mand, der bare skulle have det overstået. Heldigvis er der en naturlig forklaring på trængslerne, og set i det lys er det godkendt, at han trods alt stadig holder sig til i klassementet.

Bora fik noget tiltrængt oprejsning på en dag, hvor Peter Sagan ellers igen viste, at der efter fem dage i sengen fortsat er nogen vej til klassikerformen. Davide Formolo lignede allerede på 2. etape en mand i hopla, og det indtryk bekræftede han igen i dag. Desværre betød det svært uheldige holdløb, at han er ude af klassementet, men dagens præstation kan give håb om, at han endelig kan indfri det lysende talent, han viste i sine helt unge år. Og da en forslået Rafal Majka også kørte en flot finale, var det faktisk en ganske god dag for det tyske hold.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

EF oplevede også en herlig dag, da Simon Clarke og Alberto Bettiol fortsatte deres yderst lovende sæsonstart ved at være animatorer i en finale, som ellers burde være til den svære side for dem begge. På en dag, hvor Daniel Martinez også sejrede i Frankrig, fik de dermed atter bekræftet, at det er et forvandlet EF-mandskab, vi oplever i 2018. Mange har ellers fået for vane nærmest at gøre lidt grin med det amerikanske mandskab, der ikke just er forvænt med succes, men sådan har det bestemt ikke været i år. Og glem ikke, at holdets guldfugl, Michael Woods, har været holdt i stalden i mere end en måned og formentlig er klar til at fortsætte succesen.

Lotto måtte igen indse, at Tim Wellens altså vitterligt har tabt den superform, han havde i februar, men til gengæld fortsætter Tiesj Benoot med at overbevise i en finale, hvor den sidste mur var en anelse for stejl for ham. Det var også opløftende at se Dayer Quintana fortsætte den forvandling, som skiftet ud af brormands skygge har igangsat, ligesom Roman Kreuziger, Vincenzo Nibali og Rui Costa viser fremgang efter en halvsløj sæsonstart. Til gengæld måtte Greg Van Avermaet ikke helt uventet sande, at terrænet her altså er en anelse for hårdt for en stor fyr som ham, hvilket dog ingenlunde er ildevarslende inden klassikerne, hvor de mere moderate stigninger falder langt bedre i hans smag.

Han er derfor én af de mange, der er ude af kampen om klassementet i et løb, hvor terrænet ikke helt uventet har kunnet gøre store forskelle, end mange sagde i dagene op til løbet. Nu venter endda den sværeste dag af dem alle, og her er der lagt op til et sandt festfyrværkeri. Roglic har måske nok vist sig som løbets stærkeste rytter, men Astana har vist sig som det stærkeste kollektiv. Og efter at nøglehjælperen Laurens De Plus røg i asfalten i dag, kan den slovenske stjerne måske isoleres, når det går løs på flere stejle mure i morgen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at intet vil forblive uforsøgt i endnu en kasakhisk angrebsfest. Og Roglic skal tage sig i agt. Astana har altså for vane at vinde de etapeløb, de deltager i!

Favoritterne

Allerede i den overordnede optakt skrev vi, at de på papiret måske ret fredsommelige weekendetaper kunne vise sig mere selektive, end mange troede. Det blev dagens etape et første vidnesbyrd om, og derfor er der grund til at have store forventninger til det, der venter på søndagens kongeetape. Her er distancen måske kortere, men finalen er langt sværere end i dag. Således skal man over hele syv stejle mure i løbet af de sidste 70 km, og dermed er der tale om en langt, langt vanskelige menu end i dag, hvor den afgørende stigning blot skulle forceres to gange.

Samtidig skal man bestemt ikke undervurdere den sidste stigning, der med 1300 m med 14% er langt værre end Mur de Huy, og derfor vil det bestemt være muligt for de eksplosive ”murspecialister” her at gøre en forskel, ikke mindst fordi bakken skal forceres ikke færre end fire gange. I det hele taget er der ikke meget fladt terræn at gøre godt med, og da mange vil have en interesse i at gøre det knaldhårdt og vinde tid inden enkeltstarten, kan det blive ganske selektivt og svært at kontrollere. Denne gang er der heller ikke en nedkørsel efter toppen, og selvom de sidste 1800 m er fredsommelige, er chancerne for, at stærkeste mand kører alene hjem betydeligt større, end de var i dag.

Terrænet indbyder naturligvis til angreb, og det åbenlyse spørgsmål er derfor, om et udbrud har en chance. Det har de formentlig ikke, da særligt Astana næppe kan tillade sig at smide bonussekunderne væk og tillige må være interesserede i endnu en etapesejr. Skal Yates holde Roglic bag sig på enkeltstarten, må også han skulle tro på, at han vinde etapen og sikre sig tidsbonus, og derfor må også Mitchelton have en interesse i at jagte. Samtidig er første del af etapen ganske fredsommelig, og selvom der utvivlsomt igen vil være mange angreb fra start, burde Astana og Mitchelton nok kunne sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt, og at de kan holdes i snor på det lange flade stykke frem mod stigningerne.

Her kommer det imidlertid til at gå hedt for sig. Det er reelt kun Jumbo og Mitchelton, der har interesse i et relativt kontrolleret. Alle andre har tabt så meget tid, at de ikke har meget at miste ved at gå i offensiven også langt fra mål. Særligt Astana har en interesse i at åbne ballet tidligt, så de igen kan udnytte deres overtal, og vi forventer derfor, at festen indledes allerede på de første omgange. Fuglsang og Lutsenko vil næppe tøve med at åbne tidligt, og det vil tvinge Roglic til at reagere selv. Heller ikke folk som formstærke Formolo, Dumoulin, Carapaz, Pinot, Benoot eller Wellens har meget at miste ved offensiv kørsel, og derfor venter en angrebsfest, hvor Roglic og Yates får nok at gøre med at holde tingene nogenlunde i snor.

Den gode nyhed for Roglic er, at nøglerytteren Laurens De Plus heldigvis ikke skulle være slemt forslået efter dagens styrt. Også Robert Gesink viste stor styrke i dag, og selvom tabet af den rygskadede Koen Bouwman kan mærkes, har de et fornuftigt hold til at kontrollere. Mitchelton har en velkørende Brent Bookwalter samt Damien Howson, der heller ikke slog sig alt for voldsomt i dag. Dermed er der en vis styrke til at holde tingene i snor, men det bliver alt andet end let, og det er meget sandsynligt, at en stærk rytter, der har tabt tid, kan køre væk, som Lutsenko gjorde det i dag, indtil de to styrt alligevel betød, at han blev hentet.

Det gør det til et helt åbent løb, hvor manglen på kontrol betyder, at der er mange vinderkandidater. Sikkert er det dog, at det kun er en knivskarp klatrer, der kan sejre, for finalen er så svær, at vi skal kigge i toppen af dagens resultatliste for at finde vinderen. Ganske vist er finalen så svær at styre, at stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder, men det vil alligevel være en brøkstærk fyr, der ender på øverst på podiet.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Det gør det også så åbent, at det godt kan komme til at handle en del om held og timing, hvem der eventuelt udnytter manglen på kontrol til at vinde. Derfor er den mest sandsynlige vinder også løbets stærkeste, men det er ikke med stor overbevisning, at vi peger på Primoz Roglic som vores favorit. Sloveneren kan nemlig få nok at gøre med at holde styr på tingene, men er De Plus ved samme styrke som i Emiraterne, kan han forhåbentlig få den nødvendige hjælp til i finalen at kunne sætte sig igennem. I dag viste han i hvert fald, at han var et niveau over rivalerne, og i denne langt sværere finale er det formentlig kun taktik, der kan koste ham sejren. I dag var han meget tæt på at knække Fuglsang og Yates, der mod toppen blev reddet af gongongen, og derfor burde han kunne komme dem til livs i en vanskeligere afslutning. Samtidig er der denne gang også mål efter en let stigende spurt, hvor der ikke er plads til at komme sig på en nedkørsel. Roglic har vist sig som en sublim puncheur, og i en finale som denne sætter stærkeste mand sig som regel også igennem i spurten. Det er utvivlsomt Roglic, og derfor tror vi på slovensk sejr, hvis ikke løbet glider ham og Jumbo af hænde forinden.

Den værste rival må være Adam Yates. Det er klart, at briten i dag kun med det yderste af neglene kom med Roglic til toppen, men han undgik at knække. Det er klart, at han får meget svært ved at køre fra sloveneren, og da han ikke får taktiske gaver, skal han selv slå sin rival på stregen. Det bliver ikke let, men kan han ligesom i dag holde ud hele vejen til den fladere del, er han ikke uden chance. Yates er i en stigende spurt nemlig lynhurtig, og selvom det samme gælder for Roglic, er briten vel den rytter, der har den største chance for faktisk at overspurte den slovenske supermand.

Der er ingen tvivl på, at Astana vil angribe Roglic i ét væk, og denne gang er det nok Jakob Fuglsang, der har den største chance for at profitere. Finalen her kan nemlig sagtens være for hård for Lutsenko, mens det for danskeren kun er en fordel, at det hele bliver mindre eksplosivt. Det er stadig nogle korte stigninger for en stor fyr som Fuglsang, men her kommer hans dieselmotor ham til ret. Selvom Roglic syntes næsten at kunne knække ham i dag, lignede danskeren næststærkeste mand, og han har fortsat tabt så megen tid, at Roglic kan tillade sig at lade ham smutte. Fuglsang kører ikke fra Roglic på ren råstyrke, mens hans tidstab giver ham den frihed, som han med sin superform kan udnytte til at snige sig væk fra Roglic og Yates i deres interne magtkamp.

Det kan dog også blive Alexey Lutsenko igen. Kasakken viste sig på 2. etape i forrygende form, og i dag var han igen flyvende. Morgendagens finale er dog betydeligt hårdere, og Lutsenko har fortsat til gode at vise sig frem i et europæisk WorldTour-løb i så vanskelig en afslutning. De enkelte stigninger passer ham fint, for han har både her og i Oman vist evner også på stejle procenter, men det samlede omfang af klatringen kan blive for voldsomt for en stor fyr som ham. Heller ikke han kører fra Roglic på ren power, men han og Fuglsang har stadig en taktisk overhånd, der kan udnyttes. Det vil Lutsenko være klar til igen, hvis ikke han kommer til kort i så vanskelig en klatreudfordring

Vi tør stadig ikke afskrive Julian Alaphilippe. Det kan godt være, at han i dag faldt fra, men en klasserytter som ham er altid farlig i en finale som denne. Det samlede omfang af klatring er formentlig for svært, ikke mindst ford han som nævnt har en tendens til at falde lidt sammen, som et etapeløb skrider frem, og derfor tror vi mest, at han også i morgen vil indkassere sig en lussing. Var dagens resultat blot udtryk for en dårlig dag, er afslutningen ikke så svær, at den på papiret udelukker en Alaphilippe sejr. De enkelte stigninger passer ham nemlig som fod i hose, og overlever han først den stejle del, er der ingen, der slår ham i en spurt. Nu skal han blot vise, at han også kan klare alle de syv mure i finalen.

Som sagt har det været opløftende at se Davide Formolo i dette løb. I dag var han ikke langt fra at lukke hullet til de forreste, og det vidner om stor styrke både på muren og det flade. Morgendagens hårdere finale passer ham endda endnu bedre, og samtidig synes han at være bedst, når stigningerne ikke er alt for lange. Med andre ord ligner dette en fremragende afslutning for en formstærk Formolo, der derfor ligner et godt bud på en rytter, der i kraft af et stort tidstab kan få frihed af Roglic til at smutte væk.

Også Tiesj Benoot har tabt en del tid efter den uheldige punktering i går. Det kan nu komme ham til gode, for på den samlede 16. plads udgør han ikke den store fare. Finalen med de mange højdemeter og meget stejle procenter er egentlig for svær for den store belgier, og derfor vinder han da heller ikke på råstyrke alene. Til gengæld virker han enormt formstærk, og vi ved fra sejren i Strade Bianhce, at han er svær at hente, hvis først han slår hullet. Benoot vil utvivlsomt sætte et tidligt angreb ind, og det kan godt give resultat.

Af samme grund er det værd at holde øje med Richard Carapaz . Ecuadorianeren er som bekendt et af tidens mest spændende klatretalenter, men han har haft det svært i et løb, der ingenlunde passer ham. Morgendagens finale handler dog mere om klatrestyrke end om punch, og det burde tiltale Carapaz, der også altid bliver bedre i løbet af et etapeløb. Han har tabt masser af tid og er aldrig bange for at angribe. Derfor kan det være ham, der får frihed til at stikke af.

Det vil Thibaut Pinot måske også forsøge. Franskmanden er også et stykke efter i klassementet, og selvom han åbenlyst lider under sin sygdom, er han stadig konkurrencedygtig. Morgendagens hårdere finale er i hvert fald langt bedre for en dieselklatrer som ham, og han har faktisk også et udmærket punch på stigninger som disse. Efterhånden som formen bedres igen, kan han måske udnytte sin offensive kørestil til at snige sig væk i en ukontrollerbar finale.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Det kan Rafal Majka måske også. Efter styrtet på holdløbet er han helt ude af klassementet, men han rejste sig flot i dag, hvor han var en af de stærkeste på den sidste stigning. Også han er en mere klassisk klatrer, der burde have glæde af den hårdere finale. Det er klart, at styrtet stadig kan have mærket ham for meget, men han ligner en mand, der måske kan overraske.

Tom Dumoulin har også en chance, men det bliver svært at vinde etapen. I morgen burde hans dieselmotor komme ham til gode, og han viste i Emiraterne, at formen altså ikke er helt elendig. Hans problem er, at Roglic aldrig vil lade ham køre, og derfor kan han kun vinde i en spurt. Det bliver ikke let, men han er faktisk en glimrende afslutter, hvilket han senest viste med sin 2. plads på Jebel Jais i Emiraterne. På en dag med mange højdemeter er dieselmotoren Dumoulin altid en kandidat.

Wout Poels fortjener trods alt også at blive nævnt. Han skuffede fælt i dag, men han er så ustabil, at han sagtens kan være helt anderledes i morgen. Han elsker stejle stigninger, og den hårdere finale burde også være bedre for en klatrer som ham. Han har også et godt punch, og med dagens tidstab er han ikke en stor trussel mod Roglic. Det kræver dog alt sammen, at han vender bøtten på hovedet efter dagens skuffelse.

Endelig skal Simon Clarke og Alberto Bettiol roses for deres flotte kørsel, men vi tror trods alt, at finalen i morgen bliver for hård for dem begge. Det bør den også gøre for Greg Van Avermaet, og Tim Wellens har som nævnt mistet den sidste skarphed over de seneste uger. Dayer Quintana bliver ved med at imponere, men kan trods alt ikke vinde, og det bør også blive for svært for de stadig ikke tilstrækkeligt formstærke Roman Kreuziger og Vincenzo Nibali samt store Rui Costa, der ikke er fan af stejle stigninger.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Jakob Fuglsang

Outsidere: Alexey Lutsenko, Julian Alaphilippe, Davide Formolo, Tiesj Benoot, Richard Carapaz,

Jokers: Thibaut Pinot, Rafal Majka, Tom Dumoulin, Wout Poels