Optakt: 5. etape af Tour Down Under

Ruten

Hvis der er én ting, der har ligget fast, har det været, at løbets traditionelle kongeetape til Willunga Hill altid har ligget på næstsidste dag, men det laves der om på i 2019. Denne gang har man skubbet løbets nøgleetape med yderligere 24 timer, og derfor skal vi helt frem til sidste etape for at finde løbets afgørelse. Det betyder også, at sprinterne mister deres traditionelle afsluttende massespurt i Adelaide, men til gengæld får de som kompensation en sidste chance på lørdagsetapen, der som sagt ellers altid har været tiltænkt klassementsrytterne. Derfor er 5. etape en vigtig sag for sprinterne, der i år her får den sidste mulighed for at gå efter succes.

I alt skal der tilbagelægges 149,5 km mellem Glenelg og Strathalbyn. Starten går helt ude ved kysten syd for Adelaide, og som mange andre etaper indledes det hele med en af de bakker, der fører ud af millionbyen. Herefter består den første lange del af etape af den tur mod syd ned langs vandet, hvor let faldende terræn afløses af fladt terræn. Efter knap 40 km slår man et lille smut ind i landet via kategori 2-stigningen Sellicks Hill (8,6 km, 2,5%), der har top efter 43,9 km, inden man fortsætter mod sydøst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 47,2 km. Herfra får det via en nedkørsel mod sydvest ned til havnebyen Yankalilla.

I Yankallilla forlader man kysten for at køre mod sydøst på tværs af halvøen. Det sker via en lille bakke og et let faldende stykke, der leder forbi dagens anden spurt efter 73,9 km. Kort efter når man kystbyen Victor Harbor, der ofte har været rammen om en massespurt, og herefter fortsætter man mod øst langs den flade kystvej frem til Goolwa. Her forlader man atter havet for at køre mod nord og nordøst igennem stort set fladt terræn helt frem til målbyen Stathalbyn. Her venter en flad, men ganske teknisk finale, der på de sidste tre km har skarpe sving med 1600, 800 og 600 m igen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 1715 højdemeter.

Strathalbyn var tidligere et hyppigt mål, men har ikke være besøgt siden 2011, hvor Cameron Meyer ganske overraskende lagde grunden til den samlede sejr ved at sikre sig en helt uventet udbrudssejr i kamp med Thomas De Gendt, Laurens Ten Dam og Matthew Wilson. I 2008 vandt André Greipel en massespurt i byen, mens en ung Michal Rogers var bedste mand fra et udbrud helt tilbage i 2002. I 2001 kørte Nikolaj Bo Larsen sig i førertrøje ved at blive nr. 3 på en udbrudsetape, der blev vundet af Luke Roberts, og i debutåret 1999 var det Erik Zabel, der var hurtigste mand i en afsluttende spurt.

Vejret

Nattens etape kan måske se tilforladelig ud på papiret, men glem ikke, at området syd for Adelaide er kendt for sin kraftige vind. Den kan endda meget vel komme i spil på en lørdag, der ventes at blive meget blæsende. Varmen har lagt sig betydeligt, og selvom det bliver solrigt, vil temperaturen kun snige sig op på 25 grader. Til gengæld vil der blæse en meget hård vind fra syd. Det giver kraftig modvind hele vejen ned langs kysten, men kort inden den sidste spurt drejer man ind i et længere sidevindsstykke, der varer ved helt frem til Goolwa. Derfra vil der være med- og sidemedvind på turen ind mod Strathalbyn, inden man via de to sidste skarpe sving drejer ind i sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 4. etape

For to dage siden sagde Mitchelton-Scott-sportsdirektør Matt White, at yderligere 5 bonussekunder til Patrick Bevin ville være nok til at sikre newzealænderen en overraskende samlet sejr i årets første WorldTour-løb. Skal man tage den erfarne australiers ord for gode varer, er det således nu en ”done deal”, efter at CCC-kaptajnen i nat tog et kolossalt skridt mod karrierens største triumf ved at spurte sig til 6 bonussekunder og en andenplads på nattens første store klassementsetape.

Det var da heller ikke svært at forstå, at Bevin efter etapen var ovenud lykkelig. Forud for etapen kunne det næppe være gået to veje på en dag, der både kunne koste ham muligheden for at vinde samlet og ende som en klar gevinst for spurtstærke folk som ham. Alt afhang nemlig af, om de bedste klatrere, der ventedes at køre væk på løbets klart sværeste stigning, Corkscrew Road, ville kunne holde afslutterne bag sig, eller om der slut ville ske en regruppering. Førstnævnte scenarium ville i et løb, der ofte afgøres af sekunder formentlig være dødsstødet for Bevin, men sidstnævnte option kunne til gengæld bibringe ham de bonussekunder, der kunne give ham de sekunder, han manglede i at opbygge et måske afgørende forspring inden Willunga-etapen på søndag.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det hele gik da også helt som forudsagt. På den stejleste del af stigningen angreb Wout Poels, og han fik naturligvis selskab af Michael Woods og Richie Porte, der er løbets to øvrige superklatrere og forhåndsfavoritter, samt George Bennett, der atter bekræftede, at han efterhånden skal regnes til den allerøverste klatreelite. Sammen opbyggede de et forspring på 15 sekunder, men en kombination af kraftig modvind og en lidt halvhjertet indsats fra Porte og Poels betød, at de klogt kørende Bevin og Daryl Impey kunne udnytte nedkørslen og deres betydeligt større kropsvægt til at komme tilbage og i sidste ende ved at tage hhv. 1. og 2. pladsen med tilhørende tidsbonus ende som dagens helt store vindere.

Bevin kan måske nok ærgre sig over, at han ganske klart måtte se sig overspurtet af Impey, der ellers normalt ikke burde være meget hurtigere end newzealænderen, men det bør ikke kunne ødelægge billedet af en dag, der ikke kunne være forløbet meget bedre. Den forsvarende vinder er nemlig fortsat 7 sekunder, og det er svært at se, at han på de to sidste etaper skulle kunne finde den tid i form af bonussekunder. Med andre ord er sydafrikaneren formentlig kun en trussel mod Bevins position på Willunga Hill, men med tanke på, at Bevin i dag var betydeligt bedre klatrende end Mitchelton-kaptajnen ligner der ikke noget sandsynligt scenarium.

Spurtnederlaget var først og fremmest ærgerligt, fordi det kostede 4 ekstra sekunder, men Bevin kan stadig lune sig ved, at han har 21 sekunder ned til Poels, Porte, Woods og Bennett, der ligner de fire bedste bud på at vinde Willunga-etapen. Her får etapevinderen naturligvis 10 bonussekunder, hvilket betyder, at CCC-kaptajnen kan tillade sig at smide 11 sekunder til løbets fire bedste klatrere.

Er det nok? Tja, da Bevin sidst kørte sin egen chance i løbet tilbage i 2016 blev han nr. 10 på den ikoniske kongeetape, 17 sekunder efter suveræne Porte. Det er imidlertid også helt klart, at det er en langt stærkere Bevin, vi ser i årets løb, hvor han virkede ganske overbevisende på den stejle og sværere Corkscrew-stigning. Her kørte han ikke klogt ved aldrig at forsøge at følge de bedre klatrere, han lignede også en af de klart stærkeste blandt de ryttere, der forblev i forfølgergruppen, både på stigningen og på nedkørslen.

Samtidig er der to øvrige forhold, der taler til Bevins fordel. For det første er klatrefeltet denne gang langt, langt skarpere, og med modstand fra Woods, Poels og Bennett er det langt fra givet, at Porte blot kan køre alle sønder og sammen på Willunga Hill, som han har gjort det fem gange i træk. Lykkes det ham ikke med sit vanlige angreb kort før den røde flamme at sætte rivalerne, vil der uundgåeligt gå taktik i frontgruppen, og det vil gøre det langt nemmere for de tungere folk at reducere tidstabet.

Dernæst er der vinden. Så sent som sidste år så vi, hvordan en brutal blæst, der stod direkte ind i ansigtet på den stakkels Porte betød, at han trods meget overbevisende kørsel ikke lykkedes med at vinde tilstrækkeligt med tid på Impey. Tilsyneladende har de australske vejrguder et horn i siden på den ellers så sympatiske Trek-kaptajn, for kaster man et blik på vejrudsigten for søndag meldes der om hård vind fra sydøst. Og ja, klatrer man op ad Willunga, kører man direkte mod sydøst!

Med andre ord vil vinden for andet år i træk ikke blot stå direkte ind i fjæset på de stakkels klatrere, den vil også have en anselig styrke. Det vil ikke blot begrænse tidsforskellene, det vil også gøre løbet langt mere taktisk mellem de fire topklatrere, og dermed styrkes Bevins chancer yderligere. Med andre ord peger stort set samtlige faktorer nu direkte mod Bevin som løbets samlede vinder, også selvom det utvivlsomt bliver et neglebidende opgør om sekunder på søndag, og det er således ikke uden grund, at Porte, Woods, Bennett og Poels alle samstemmende pegede på newzealænderen som den klare favorit til den samlede sejr.

Det betyder også, at det bliver meget vanskeligt for Impey at gentage sidste års sejr. Som sagt er det meget svært at se, hvordan han skal finde de 7 sekunder, han mangler for at overtage tronen fra løbets nuværende førstemand, men heldigvis betyder nattens triumf, at han kan og Mitchelton-mandskabet ikke kommer tomhændede fra hjemmebaneløbet. Faktisk var det endda hans første etapesejr i løbet, efter at sidste års triumf blev grundlagt i kraft af tre 2. pladser, og dermed fik han vist, at det er fuldt fortjent, at det store hjemmebanehold for andet år i træk har gjort ham til soleklar kaptajn i et af mandskabets sæsonhøjdepunkter. Måske virker han ikke helt så overbevisende som sidste år - han var således i store vanskeligheder på Corkscrew - men klog kørsel, hvor han bevarede roen og aldrig gik i panik, da han på den stejle del gled en smule tilbage - betød, at han alligevel kunne redde hjemmebaneholdets løb og samtidig styrke sine chancer for i hvert fald en samlet podieplads.

Det var dog ikke Impey, der var dages mand på Mitchelton-Scott. Allerede i går fremhævede jeg, hvordan unge Lucas Hamilton havde været yderst imponerende i den hårde finale på 3. etape, hvor han førte nærmest uafbrudt mod slutningen, inden han afleverede sin kaptajn i spurten. I nat var han om muligt endnu mere overbevisende, da han først ventede på Impey på bakken og siden spillede en helt afgørende rolle i at hente de forreste og siden køre endnu et lead-out. Vi var nok en del, der var en anelse skuffede over supertalentets første sæson som professionel, men tilsyneladende har et år på højeste niveau gjort ham godt. Der er i hvert fald grund til at holde øje med unge Hamilton, der ligner næste skud på stammen efter Jack Haig på den stadig længere liste over lovende australske klatrere.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Den liste toppes dog fortsat af Porte, der altså blev en af nattens tabere efter det, der må betegnes som en overraskende passiv indsats. På bakken overlod han nemlig alt initiativ til Bennett og Woods, og da det var Poels, der åbnede ballet, var den tidligere vinder således den eneste af de fire topklatrere, der aldrig for alvor bekendte kulør. Det burde ellers have været i hans interesse at sætte Bevin ud af spillet, men tilsyneladende var han bange for at blotte sig. Det virkede ellers ikke til, at han på nogen måde var presset, og efterfølgende meldte en meget selvtillidsfuld Porte da også ud, at han var overrasket, hvor let det havde vejret på stigningen.

Porte efterlod faktisk et klart indtryk af, at han fortsat tror på, at han kan gøre arbejdet færdigt på Willunga, og han lignede en mand, der med nattens præstation fik tanket gevaldigt med selvtillid. Helt anderledes forholdt det sig med manden, han efter 3. etape kaldte løbets stærkeste, nemlig Woods. Canadieren, der elsker de stejleste af de stejle stigninger, har nu i ugevis talt om, hvordan han så frem til at atter at møde Corkscrew, hvor han i 2016 fik sit WorldTour-gennembrud, mens hans ellers hårde arbejde på stigningen bar aldrig frugt. Da han samtidig i en spurt i frontkvartetten ville have været det klart hurtigste og med en sejr kunne have anlagt en defensiv tilgang til Willunga-etapen, var han vel nattens helt store taber, og det var således helt forståeligt, at den tilsyneladende flyvende canadier, der er i gang med at fortsætte sit fremragende momentum fra efteråret, var nattens mest skuffede.

En mere blandet tilgang havde Poels, der var yderst tilfreds med benene, men som omvendt også måtte indse, at den samlede sejr blev en del sværere. Ganske vist var det ham, der lancerede det afgørende angreb, men ligesom Porte kørte han overraskende passivt på stigningen. Selvom han fik vist, at han atter er flyvende fra sæsonstart, virker det umiddelbart lidt svært at se ham køre fra både Woods og Porte på søndag - med mindre han da skulle vise sig lige så suveræn, som han var, da han for to år siden suverænt dominerede sit første løb, Volta a la Comunitat Valenciana. Til gengæld kan Sky så glæde sig over at være leveringsdygtige i en af nattens store overraskelser, da store Dylan Van Baarle helt mod forventning sad med de bedste hjem.

Ligesom Woods virkede Bennett efterfølgende dybt skuffet, men faktisk har han mest grund til at være tilfreds. Som en antieksplosiv rytter er han nemlig ikke typen, der nogensinde vil have en reel chance for at sejre samlet i Tour Down Under, og derfor var det kun positivt, at han på bakken kunne matche de tre ryttere, der på forhånd var udset som de bedste på de korte bakker. Med tanke på at han slet ikke har trænet så intensivt i løbet af vinteren, kunne noget således tyde på, at Bennett er på vej mod at tage endnu et skridt op efter to sæsoner, hvor han har gjort uafbrudte fremskridt, og selvom det måske ikke omsætter sig i en podieplads her, er det yderst lovende frem mod mere udprægede klatreløb, hvor han vil finde sit virkelige terræn. Til gengæld kan Jumbo tilsyneladende glemme alt om Robert Gesink, der bare synes at fortsætte sin kurs i den forkerte retning efter en præstation, der er langt under niveau for det tidligere hollandske håb, der ellers har tradition for at starte sæsonen så godt.

Derudover bestod frontgruppen stort set af de navne, man kunne have ventet. Mest skuffende var måske nok Domenico Pozzovivo, der på papiret nok burde kunne have matchet de fire bedste klatrere, men som ikke just efterlod det allerbedste indtryk på stigningen. Holdkammeraten Rohan Dennis sad til gengæld fint med og fik delvist slettet det lidt kedelige indtryk fra de nationale mesterskaber. Dries Devenyns bekræftede de lovende takter fra 3. etape, og Luis Leon Sanchez kom måske nok til kort i forhold til de allerbedste, men fik med en god spurt sikret sig yderligere bonussekunder og styrket sin kamp for en podieplads betydeligt. Og Ruben Fernandez, der var så uheldig med to defekter at blive sat ud af klassementskampen på 3. etape, fik vist, at hans lovende sæsonafslutning sidste år ikke var noget tilfælde, og at han måske endelig er ved at lægge sine mange skader bag sig.

Det var ligeledes lovende takter fra en stribe unge folk. Allerede i går fremhævede jeg Tour de l’Avenir-vinderen Tadej Pogacar, og han sad også uden problemer med de bedste hjem denne gang. Endnu mere imponerende var dog Chris Hamilton, som ellers efter to meget sløje år lignede et fortabt stortalent, men som i nat var ”the best of the rest”, da han trods en defekt på det værst tænkelige tidspunkt i den benhårde positionskamp frem mod stigningen alligevel rundede toppen af bakken som en ensom nr. 5 umiddelbart bag de fire forreste. Måske er også han ved endelig at indfri sit store potentiale på et Sunweb-hold, der også havde et andet australsk klatretalent, Jai Hindley, med fremme.

Dagens store sensation var imidlertid en sprinter. I går rundede jeg analysen af med at skrive, at nattens etape ikke ville være noget for Ryan Gibbons, der ellers havde virket chokerede stærk i finalen på 3. etape. Den unge sydafrikaner, der allerede i sidste års Vuelta havde klatret overraskende flot, chokerede imidlertid en hel cykelverden, herunder sig selv og sit hold, ved at sidde med alle klatrerne. På en dag, hvor flere klassementsryttere tabte tid, holdt han sig til langt lettere folk, og havde han ikke til sin egen store fortrydelse misset totalt ud i positionskampen frem mod sidste sving, kunne han være endt som noget, der allerede nu måske kunne være endt som sæsonens mest overraskende sejrherre. Sådan gik det desværre ikke, men efter et år, hvor han ellers var en temmelig stor skuffelse, ligner han pludselig et af de navne, der for alvor er værd at holde øje med.

Og lad os så runde af med skuffelserne. Dem var der nemlig mange af. Først og fremmest bekræftede evigt ustabile Nathan Haas det yderst kedelige indtryk, han har efterladt hidtil, og han er derfor godt i gang med at sikre, at Katusha fortsætter katastrofekursen fra 2018. Hans rival fra 2017, Jay McCarthy, skuffede også fælt, og selvom Peter Sagan gjorde det langt bedre end ventet, er Bora derfor nu helt ude af klassementskampen, da også klatreren Gregor Mühlberger skuffede. Den tidligere vinder Tom-Jelte Slagter fortsætter sin kurs mod afgrunden efter endnu en skuffende præstation, og da også den ellers hidtil så overbevisende Ben O’Connor og måske knap så overraskende Michael Valgren også faldt igennem, var det altså sensationen Gibbons, der var ene om at forsvare farverne på det ellers på papiret så stærke Dimension Data-mandskab.

Der blev altså ryddet betydeligt ud i antallet af favoritter på en dag, hvor modvinden ellers betød, at frontgruppen var betydeligt større, end nogen havde forestillet sig, men spillet er stadig åbent. 21 sekunder er ikke meget, men i Tour Down Unders knivskarpe kamp om sekunder kan det synes som en evighed. Bevin kunne i hvert fald ikke have drømt om et bedre udgangspunkt med to dage tilbage af sæsonens første WorldTour-løb, og hans 6 bonussekunder fra nattens etape kunne meget vel være sømmet i ligkisten for klatrerne Porte, Woods og Poels.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Kun Willunga kan igen tippe balancen tilbage i deres favør, men hvis ikke Porte forsoner sig med de vejrguder, der nu to år i træk har set sig sure på ham, kan det blive meget svært at forhindre en overraskende CCC-sejr. Mon ikke der bliver foldet hænder og sendt en lille bøn mod himlen i Trek-lejren de kommende aftener? Efter nattens begivenheder kan lydhørhed fra de høje magter være eneste vej til samlet sejr for løbets forhåndsfavorit.

Favoritterne

Naturligt nok har alle blikket stift rettet mod Willunga-etapen, og lørdagens tur gennem det australske fladland ligner et intermezzo, der blot skal overstås. Kun en tåbe frygter imidlertid ikke sidevinden på Fleurieu-halvøen, hvor det før har blæst så kraftigt, at feltet er blevet splittet. Det skete eksempelvis for et par år siden på en etape, som GreenEDGE-mandskabet udnyttede til at eliminere sprinterne og sikre sig bonussekunder til Simon Gerrans, ligesom vinden for et par år siden var meget tæt på at koste Richie Porte en af de mange sejre på Willunga, da han og Sky blev fanget på det åbne stykke inden selve bakken.

Og for cykelfans, der drømmer om en god gang sidevindstons, er der godt nyt. Det kan godt være, at vejrguderne med deres hårde modvind på løbets to nøglestigninger kan ende med at tage luften ud af de to vigtigste etaper, men til gengæld har de i hvert givet forudsætningerne for, at 5. etape kan blive langt mere dramatisk, end der på forhånd var lagt op til. Med en styrke på mere end 25 km/t vil den sydlige vind nemlig være så kraftig, at den som minimum vil skabe en del nervøsitet og meget vel også kan ende med at skabe forskelle på en dag, der ellers burde tilhøre sprinterne.

På det første stykke er der nu ikke lagt op til meget drama. Her vil vinden nemlig stå direkte ind i ansigtet på feltet, og det burde nok kunne dræbe kørelysten på de fleste. Derfor virker det også sandsynligt, at udbruddet vil blive etableret stort set med det samme, som vi har set det på tre af de fire hidtidige etaper, og løbets første halvdel vil derfor sikkert ende som lidt af en langgaber, hvor CCC sammen med de to store sprinterhold, Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal, formentlig vil holde gruppen i temmelig kort snor.

Det er dog ikke helt udelukket, at Mitchelton-Scott vil mere end det. Der er ganske vist langt hen til den første indlagte spurt, men for australierne burde det være værd at gå efter sekunderne. Som nævnt ovenfor skal der formentlig yderligere tidsbonus, hvis Impey skal vinde samlet, og da holdet ikke ventes at skulle kontrollere søndagens etape, er det nok kræfterne værd at gå efter i hvert fald den første af de to spurter, ikke mindst fordi Viviani og de andre sprintere denne gang sikkert vil spare kræfter til finalen. Det kunne i hvert fald være et ekstra krydderi til en ellers forventelig kedelig indledning på etapen.

Løbet vil for alvor åbne sig, når vi nærmer os sidevindsstykket kort inden den anden spurt. Her vil positionskampen utvivlsomt blive brutal, og herefter vil der næppe være et roligt øjeblik på resten af etapen, der kan blive ganske hurtig. Det i sig selv vil formentlig være nok til at knuse håbet for udbruddet, og sandsynligheden for, at et formsvagt januarfelt kan splittes i disse betingelser, er ret stor. Samtidig vil der være medvind på stykket hjem mod Strathalbyn, og der er derfor de helt rette forhold til at forsvare og måske udbygge de afstande, der vil kunne etableres i sidevinden.

Uanset hvad vil løbet blive langt hårdere end de forudgående meget stille sprinteretaper. Ikke blot har vi meget svært ved at forestille os, at et fuldt felt vil nå samlet til mål, det vil også være nogle langt mere mærkede sprintere, der vil skulle spurte om sejren. Etapen burde ende i en eller anden form for spurt, men det vil sandsynligvis hverken være i et fuldt felt eller med den friskhed, vi hidtil har set.

Selve finalen er ganske teknisk med to meget sene sving umiddelbart efter hinanden. Det hele kompliceres yderligere af den hårde modvind på opløbsstrækningen, og det er derfor en spurt, der er ganske svær at læse. Svingene kommer sent nok til, at man skal sidde helt fremme igennem dem, men der er samtidig så langt til stregen i modvindsspurten, at man meget hurtigt kan ende i front alt for tidligt, som det skete for Max Walscheid i modvinden på 1. etape. Det er derfor en finale, der både handler om at have et godt lead-out og om at besidde den rette timing og måske også det held og mod, Elia Viviani havde i tirsdags.

Sidevinden gør det hele lidt mere usikkert end en klassisk massespurt, men vi vil alligevel pege på Elia Viviani som vores favorit. Italieneren kom måske nok til kort i det stigende opløb på 2. etape, men det er stadig svært at glemme den topfart, han fremviste i sin suveræne sejr dagen forinden. Den viste, at haner kommet til Australien i glimrende form, og formentlig er det kun Caleb Ewan, Walscheid og Jakub Mareczko, der kan true ham på ren fart. Til gengæld har hans ellers så stærke lead-out skuffet på både 1. og 2. etape, og de har slet ikke været i stand til at sætte sig igennem, som man ellers kunne forvente det.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Det ændrer dog ikke på, at de på papiret er de stærkeste, og de er som bekendt samtidig konger af sidevinden. Viviani selv er også en glimrende sidevindsrytter, og det synes usandsynligt, at han vil blive taget på sengen. Det bør Michael Mørkøv og Fabio Sabatini heller ikke blive, og de kan vise sig altgørende i en teknisk finale som denne. Den tilsyneladende ret formstærke Viviani burde heller ikke have nogen ulempe af, at løbet bliver hårdere og mere opslidende, og derfor peger stort set alle faktorer på, at italieneren står med overhånden. Viviani er en mester i klog kørsel i en kompliceret spurt, og bakket op af det stærkeste sprinterhold er han vores favorit til at vinde etapen.

Løbets anden meget formstærke sprinter er Caleb Ewan. Det viste han med sin 2. plads i den ganske hårde spurt på 2. etape, hvor det kun var den imponerende Patrick Bevin, der forhindrede ham i at vinde. Her rejste hans nye tog, der gjorde det så flot i søndags, sig også efter tirsdagens fadæse, og Ewan fik vist, at hans topfart kan bringe ham ganske langt efter et år, hvor det ellers har knebet med netop farten. Formen er helt sikkert i top, og han burde derfor ikke have nogen ulempe af sidevinden, hvor han også støttes af et stærkt hold. Faktisk kan den vise sig at være en fordel, fordi den kan rydde ud i feltet og dermed gøre positionskampen mindre hektisk. Det bør være til gunst for Ewan i kampen mod det stærke Deceuninck-tog, og med Adam Blythe og Roger Kluge har han folk til at føre ham frem inden svinget. Modvinden er til fordel for feltets mest aerodynamiske sprinter, der burde have farten til at udfordre Viviani, hvis han sidder velplaceret igennem svingene.

Egentlig havde vi bestemt os for ikke at placere Peter Sagan specielt højt på listen. Mens han har klatret langt bedre end ventet, har han nemlig skuffet i spurterne, selv i forbindelse med sin etapesejr, hvor han sågar var tæt på at blive slået af Luis Leon Sanchez. Der er dog flere forhold, der på denne etape taler til Sagans fordel. Dels er sidevinden uomtvisteligt til gunst for slovakken, der aldrig bliver fanget på det forkerte ben og kun kan drage nytte af, at de mere klassiske sprintere trættes inden spurten. Dernæst er der den tekniske finale, der altid vil begunstige cykelekvilibristen Sagan, og endelig betyder modvinden, at kongen af timing kan drage fordel af en god position til måske at sætte de hurtigere folk til vægs. Der er mange ting, der skal falde i hak, hvis den tilsyneladende ikke specielt spurtformstærke Sagan skal vinde en flad etape som denne, men særligt hvis sidevinden virkelig skaber kaos, har han en ganske god chance.

Det har været en fornøjelse at følge Phil Bauhaus hidtil. Tyskeren er kendt som en ren sprinter uden mange klatreevner, men han har imponeret stort. På 3. etape var han ikke langt fra at sidde med de bedste hjem, og i den stigende finale på 2. etape, hvor blandt andre Viviani løb tør for kræfter, kørte han fra en ikke alt for god position en spurt, der syntes at være på niveau med Bevins. Formen synes med andre ord at være i top, og han har tidligere vist, at han kan slå selv de bedste. Han er omgivet af et stærkt hold, der med Marcel Sieberg og Heinrich Haussler har gode folk til både sidevinden og et lead-out i den tekniske finale. På en dag, hvor positionering og form kan blive det helt afgørende, burde Bauhaus have ganske gode chancer for måske at tage karrierens tredje WorldTour-sejr.

Det er lidt sværere at vurdere chancerne for Max Walscheid. Den store tysker har haft nogle meget svære dage på bakkerne og kom blandt andet til kort i den hårde spurt på 2. etape. Til gengæld imponerede han stort på 1. etape, hvor han trods en meget lang spurt i den hårde modvind, kun måtte se sig slået af Viviani. Det viser, at hans topfart er blandt de allerhøjeste, og samtidig har hans unge tog med Cees Bol og Max Kanter overrasket positivt. Sidstnævnte er imidlertid nu ude af løbet, og det er i den grad en hæmsko for positioneringssvage Walscheid, at han i en teknisk finale som denne kun har en enkelt nyprofessionel til sin rådighed. Samtidig er det også til ugunst for ham, at sidevinden vil slide på ham inden selve spurten, og hans hold er slet ikke rustet til at sikre, at han overhovedet overlever udskilningen. Derfor er vi ikke alt for optimistiske, men det ændrer ikke på, at han med sin fart vil have en reel chance, hvis han faktisk stadig er med i en god position efter de sene sving.

Hidtil har Danny Van Poppel ikke just imponeret med sin topfart. Faktisk har han kørt nogle halvsvage spurter, men til gengæld viste han glimrende form ved som en af tre sprintere at overleve stigningerne i går. Samtidig er han med sit fornyede fokus på klassikerne en mand, der burde kunne drage fordel af et hårdt sidevindsløb, hvor han også burde have god støtte fra Jumbo-Visma-drengene. Hans positionering med støtte fra Tom Leezer har også været god, og derfor kan han måske kompensere for det, der ligner en manglende topfart, til alligevel at gøre sig gældende, hvis det hele bliver tilstrækkeligt hårdt i de blæsende betingelser.

Efter et svært år har Kristoffer Halvorsen vist sig fint frem i dette løb. Det lover godt forud for en sidevindsetape, hvor han med Owain Doull, Luke Rowe og Dylan Van Baarle er omgivet af et af de bedste klassikerhold. Hans egen styrke i sidevinden er også ganske betydelig, og da briterne samtidig meget vel kunne sidde i betydeligt overtal, hvis det hele splittes, er dette måske Halvorsens allerbedste chance. Han har stadig til gode at vise, at han har samme høje topfart som i jubelårene 2016 og 2017, men lykkes det Sky at få ham godt igennem svingene via et stærkt kollektiv, er dette måske hans chance for endelig at vise det.

I analysen bukkede vi os i støvet for den dybt imponerede Ryan Gibbons, der synes at være i sit livs form. Ingen havde set ham sidde hos alle klatrerne i dag, og derfor kan det kun være til hans fordel, at løbet bliver så hårdt som muligt. Samtidig har han i Lars Bak og Michael Valgren folk til at hjælpe sig i sidevinden, og selv om hans egen erfaring i disse betingelser er begrænset, burde han have en reel chance for at sidde med hjem. Samtidig har han gjort det fremragende i positionskampen, og den tekniske finale burde derfor bekomme ham vel. Farten bør ikke række til at vinde, men måske kan han endelig få det resultat, hans flotte kørsel fortjener.

En anden sprinter, der burde kunne drage fordel af de blæsende betingelser, er Jasper Philipsen . Den unge belgier er kendt som et stort klassikertalent, og mens han måske nok kan få det svært i klassiske massespurter, er han stærk efter et hårdt løb. Hans imponerende positionering i de to første spurter viser, at han allerede er moden til at begå sig i positionskampen, og chancerne for at sidde med hjem er derfor ganske gode. Hans topfart er måske nok en anelse for lav til, at han faktisk kan vinde, men dette kunne være hans bedste chance for at sikre sig en podieplads.

Davide Ballerini fortjener også at blive nævnt. Heller ikke han er en klassisk sprintertype, men til gengæld er han brølstærk og voldsomt alsidig. Han viste blandt andet fornuftig form med sit angreb mod slutningen af 3. etape, og selvom han styrtede tidligere i løbet, synes han at være ganske velkørende. Han har i Luis Leon Sanchez en meget erfaren holdkammerat at holde sig til i sidevinden, og han besidder styrken til at klare udskilningen. Farten rækker næppe til sejr, men i en spurt efter en hård dag har han bedre chancer end vanligt for at tage kampen op mod de hurtigste.

Endelig vil vi pege på Patrick Bevin og Daryl Impey. Deres chancer i en klassisk massespurt er måske begrænsede, men efter et hårdt sidevindsløb kan intet udelukkes for de to meget formstærke klassementsryttere. De har i hvert fald intet at miste ved at forsøge at gå efter yderligere bonussekunder, og særligt i et decimeret felt burde en top 3 være mulig. Impey kan samtidig nyde godt af et af feltets allerstærkeste tog med Alexander Edmondson som sidste mand, og den teknisk komplicerede finale kan i den sammenhæng hjælpe med at kompensere for den manglende topfart. Til gengæld betyder kombinationen af sidevind, et hårdt løb og en teknisk finale, at det bliver svært for Bevins meget lidt holdbare og positioneringssvage, men lynhurtige Jakub Mareczko at få noget ud af den høje fart, han ellers atter viste på 1. etape.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Peter Sagan

Outsidere: Phil Bauhaus, Max Walscheid, Danny Van Poppel

Jokers: Kristoffer Halvorsen, Ryan Gibbons, Jasper Philipsen, Davide Ballerini, Patrick Bevin, Daryl Impey