Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 5. etape af Volta a la Comunitat Valenciana

Optakt: 5. etape af Volta a la Comunitat Valenciana

04. februar 2024 13:33Foto: Sirotti

Brandon McNulty fik endelig omsat sin gode form til sæsonens første sejr, og nu står han også på tærsklen til den største samlede etapeløbssejr i karrieren. Intet er dog sikkert endnu, for hvor man indtil sidste år bare kunne se frem til en let sprinteretape til Valencia som afrunding, byder sidste etape for andet år i træk på den brutale stigning La Frontera, der sidste år var nok til i en taktisk ukontrollerbar finale at koste Giulio Ciccone den samlede sejr - og dermed kan alt fortsat forandres til allersidst.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

Ruten

Nøjagtigt som i de otte foregående år afsluttes løbet med en relativt kort etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I 2016, 2017 og 2018 skulle man undervejs over den ikke helt lette Oronet-stigning, men derefter fulgt fire udgaver, hvor etapen var helt flad. I alle syv tilfælde var det dog en rute, der appellerede til sprinterne, men den tradition ændrede man i 2023, hvor man ikke blot inkluderede Oronet igen, men også tilføjede udgavens allersværeste stigning, La Frontera. Det skabte et sandt drama, hvor en lille gruppe af klassementsryttere afgjorde løbet i den taktiske finale, der gav Rui Costa den samlede sejr på bekostning af den førende Giulio Ciccone, og derfor kommer det næppe som noget chok, at man vil forsøge at gentage succesen. Årets afsluttende etape er ganske vist ændret en smule, men byder på præcis samme nøglefase med Oronet og La Frontera, og selvom indløbet til Valencia er anderledes, kommer toppen stadig med knap 45 km til mål. Der er stadig god tid til en eller anden regruppering i Valencia-regionens fladland til sidst, men den tidligere massespurt er nu afløst af en helt uforudsigelig afslutning, der kan gå flere veje og vende op og ned på klassementet til allersidst.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 93,0 km, der i år fører feltet fra en ny start i Betera til Valencia. Årets startby ligger lidt tættere på stigningen end sidste års ditto, Paterna, og derfor lægger man ud med at slå en lille sløjfe ved kortvarigt at køre mod sydøst igennem fladt terræn, inden det går mod nord, nordvest, igen nord og slutteligt nordøst igennem let stigende terræn med retning mod stigningerne.

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Efter 20,3 km rammer man dagens nøglerundstrækning, hvor der skal køres en omgang, og den indledes med, at man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Oronet (4,9 km, 4,2%), der efter en let første kilometer stiger helt jævnt med ca. 5-7% frem mod toppen, der rundes efter 25,0 km. En i starten teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst frem til det nordligste punkt i Torres Torres, der passeres efter 35,0 km, hvorefter det går mod syd ad let faldende veje med retning mod Valencia.

 

Nu bliver arrangørerne imidlertid modbydelige. I stedet for at tage den direkte vej tilbage til storbyen sendes rytterne mod sydvest op ad kategori 1-stigningen La Frontera (5,0 km, 9,3%). Der er tale om en brutal sag med først 2 km med 8-9% og siden 2 km med 10-11%, inden de sidste 1000 m stiger med 8,3%.  Toppen rundes efter 48,2 km, men herfra resterer fortsat 44,8 km. De indledes med en småteknisk nedkørsel, der fører mod vest og syd tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, idet den sidste del af nedkørslen består af opkørslen af Oronet.

 

Nu går det tilbage mod Valencia. Således kører man videre mod sydøst ad lange, lige og let faldende veje, der leder ned til byen Montcada, der nås efter 72,0 km. Herfra er de sidste 21,0 km stort set flade, når man kører først mod nordøst, siden sydøst og derefter syd ned til dagens spurt, der kommer efter 80,8 km, dvs. med 12,2 km igen.

 

Den sidste del indledes med, at man zigzagger sig ad ret snoede veje mod syd, sydøst, syd og igen sydøst, indtil man når kystvejen i udkanten af Valencia. Den følges nu mod syd hele vejen ind til mål, der som noget helt nyt er ved havnefronten. Man drejer med 3700 m igen, hvorefter der en 90-graders kurve, inden man med 3300 m igen kører igennem en rundkørsel, der leder ind på kystvejen. Den afbrydes ad en rundkørsel med 1500 m igen, inden der følger en teknisk afslutning med et sving i en rundkørsel med 1100 m igen, et skarpt højresving med 1000 m igen og slutteligt et sidste skarpt højresving med 900 m igen, hvorefter det går hen langs vandet ad en vej, der til slut buer mod venstre og hele tiden er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 1075 højdemeter mod 1119 højdemeter på sidste års rute.

 

Sidste år brugte man for første gang den nye finale, og det gav en dramatisk udvikling, hvor et angreb fra Aleksandr Vlasov på stigningen skabte en lille favoritgruppe, hvorefter Rui Costa og Thymen Arensman sneg sig væk i en taktisk finale, inden Costa vandt etapen i en tomandsspurt - 7 sekunder inden Samuele Battistella, der efter et sent styrt endte som nr. 3. I 2022 havde man en mere klassisk rute, hvorfor det endte det i den forventede massespurt, hvor Fabio Jakobsen dagen efter et nederlag tog sin anden sejr, denne gang foran Elia Viviani og Alexander Kristoff. Også i 2021  endte det i den ventede massespurt, og her fortsatte Arnaud Demare sin dominans ved at tage sin anden sejr, denne gang foran Jon Aberasturi og Timothy Dupont, mens en slukøret Caleb Ewan bare blev nr. 6. I 2020 lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen, som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny van Poppel og Clement Venturini, mens det i 2017 endte i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

 

 

 

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

 

 

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

Vejret

Det sublime vejr fortsætter hele vejen til enden på en søndag, der bliver helt skyfri og for årstiden meget varm med en temperatur på 20 grader ved starten og 18 grader i mål. Man vil intet mærke til den vind, området er kendt for, da der blot vil være en let brise (8-13 km/t) fra sydøst. Det giver sidemedvind, indtil man kort efter toppen af Oronet får sidemodvind. I bunden af Frontera får man sidemedvind, men fra begyndelsen af nedkørslen vil der være mod- og sidemodvind resten af vejen. Der vil også være sidemodvind, når man med 3300 m igen rammer kystvejen, men over de sidste 900 m vil der være sidemedvind og til allersidst, dog med sidevind over de sidste 200 m.

 

Favoritterne

Siden løbet blev genoptaget i 2016, har vi været vant til, at alt har været afgjort inden sidste etape til Valencia, hvor sprinterne med en enkelt udbrudsundtagelse altid har fået det sidste ord. Det satte de hurtige folk pris på, men i dag forbander de nok arrangørerne langt, langt væk. Nu har de nemlig fået den geniale ide at spice den ellers ret tilforladelige etape op med stigningen La Frontera, og det har mildt sagt forandret løbet.

 

Én gang tidligere har vi oplevet dette format, nemlig sidste år, og det skulle vise sig, at ændringen var akkurat lige så dramatisk, som man kunne forestille sig. Giulio Ciccone gik ind til etapen som den førende rytter, men da Aleksandr Vlasov splittede feltet til atomer på den brutale stigning, var den stakkels italiener isoleret mod et hav af konkurrenter. Efter et intenst forfølgelsesløb mod en gruppe med hurtige folk som Matej Mohoric, Fred Wright, Omar Fraile og Alex Aranburu lykkedes det for de forreste klassementsryttere at holde forfølgerne bag sig med 30 sekunder, og til slut sneg Thymen Arensman og ikke mindst Rui Costa sig væk fra Ciccone, der endda var så uheldig at styrte og kunne se Costa løbe med det hele.

 

Det vidner om, at Brandon McNulty ikke kan vide sig sikker endnu, selvom han i dag bekræftede den form, vi så på Mallorca og leverede et af sit livs klatrepræstationer. Han kan dog glæde sig over, at han har to fordele, Ciccone ikke havde. For det første har han et langt stærkere hold, der med tre mand i top 12 burde sikre, at han er svær at isolere, og for det andet betyder årets langt hårdere kongeetape, at han har langt større forspring til flertallet af sine rivaler. Skulle han blive isoleret i Valencias gader, er der ikke mange, han for alvor skal holde øje med, og det skal derfor gå pokkers galt, hvis han skal lide samme triste skæbne som Ciccone.

 

Derfor vil jeg også blive ret overrasket, hvis McNulty ender med at smide sejren, men jeg er til gengæld ret sikker på, at Bahrain og Bora endnu ikke har givet op. Det var som sagt Vlasov, der splittede feltet til atomer for et år siden, og det er svært at se, hvorfor han ikke skulle forsøge at gentage det kunststykke - særligt da i år, hvor han med Jai Hindley og Giovanni Aleotti har et langt stærkere hold. Drømmen må jo endda være, at han, Hindley, Pello Bilbao og Santiago Buitrago måske kan fange McNulty i en ubehagelig dobbeltsandwich på toppen.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Derfor giver jeg heller ikke udbruddet mange chancer. Etapens karakter og det forhold, at det er sidste etape, bør sikre, at vi får en lang kamp om at ramme udbruddet, og måske når det slet ikke at komme væk, inden vi rammer La Frontera, da etapen er ultrakort. Hvis vi når at få en gruppe sendt afsted, regner jeg imidlertid med, at Bahrain og Bora lynhurtigt vil tage kontrol, og måske vil de endda få hjælp af Lidl, der ikke har noget at miste ved at give formstærke Jonathan Milan en chance. Etapens længde gør, at forspringet aldrig vil blive stort, og alene kampen på La Frontera bør være nok til at kvæle udbruddet.

 

Når vi rammer stigningen, vil jeg forvente, at Bora superhold - måske med hjælp fra det decimerede Bahrain - vil gå grassat, inden kaptajnerne skal angribe på toppen. Med medvind på stigningen er der alle chancer for at skabe samme blodbad som sidste år, hvor det kun var de allerbedste, der overlevede, og hvor vi - hvis jeg husker rigtigt - på et tidspunkt kun havde Vlasov, Ciccone og Tao Geoghegan Hart i front. Der kom senere lidt flere op - herunder ikke mindst Arensman og Costa - men stigningen er svær nok til, at det kun vil være de allerbedste, der vil være tilbage.

 

Det store spørgsmål er, hvad der sker på toppen. Sidste år fattede jeg aldrig, hvorfor Ciccone ikke satte sig på hjul. Det skal McNulty naturligvis gøre, hvis han er isoleret, for Felix Grossschartner og Igor Arrieta vil ikke være langt efter. I den situation må rivalerne vælge, hvad de gør. Fører de med McNulty på hjul, eller går de i stå, så vi får en regruppering?

 

En eller anden form for regruppering bør vi få. Jeg kan ikke se, at de vil slæbe McNulty hele vejen ind til Valencia, men jeg tror heller ikke, at den bliver særligt stort. Bora har al mulig interesse i at få så lille en gruppe som muligt, og de vil hurtigt sidde med tre mand i front. Det samme vil Bahrain, hvis Rainer Kepplinger klatrer som i dag, og de har al mulig interesse i at gå efter en spurtsejr med Bilbao. Jokeren kan dog være, hvis Matej Mohoric ikke er langt efter, for så kan det give mening at vente. Meget vil dog også afhænge af, hvad UAE-drengene gør. Hjælper de med at holde den i gang, eller sætter de sig bare på hjul.

 

Vi så sidste år, at udskilningen i anden gruppe var meget stor, og det var kun de allermest holdbare afsluttere, der stadig var i spil. Det er sandsynligt, at vi i den næste større gruppe vil kunne se, at Movistar, Jayco og Lidl vil sidde med folk og have en interesse i at jagte. Den kamp mellem Bahrain-Bora-måske UAE og Movistar-Jayco-Lidl kan blive ganske interessant og gå begge veje. Sidste år holdt de hjem, men denne gang kan vi sagtens få samling i en større gruppe. Der vil være modvind hele vejen hjem, og det øger chancen for feltet, hvis der er flere til at føre her. Hvis vi får en regruppering, regner jeg til gengæld ikke med, at den går helt i stå, så tungere folk kan komme op bagfra. Der vil nemlig være hurtige folk hos Bahrain, og Jayco, der vil have en klar interesse i ikke at få andre op - i hvert fald hvis Milan er sat af.

 

Der er vel i det lys tre scenarier. Vi kan få en ret lille gruppe, som vi havde i 2023. Sker det, kan det ende i en spurt eller i en taktisk finale med et Costa-kup, men sidstnævnte er denne gang knap så sandsynligt, da UAE bør sidde med flere mand. Alternativet er en regruppering, så vi får en spurt i en mellemstor gruppe med de allermest holdbare afsluttere. Og mindst sandsynligt er det vel, at den går helt i stå, og at vi får samlet et halvstort felt, hvor også tungere folk kan være med.

 

Jeg tror mest på det første. Hvis Boras og Bahrains plan skal give mening, skal de partout holde den gående, selv hvis UAE-drengene er passive, for de har stadig en god chance for at vinde etapen i en spurt med hhv. Aleksandr Vlasov og Pello Bilbao. Til gengæld tror jeg, at UAE er for stærke til, at vi får et Costa-kup, og mit gæt er derfor, at vi får en spurt i en mindre gruppe af klassementsryttere, som kun Costa, Arensman og et styrt forhindrede sidste år. Skal der spurtes, er finalen meget teknisk med forhindringer med 1100 m, 1000 m og 900 m igen, men medmindre vi får en ret stor gruppe, burde positioneringen ikke blive specielt afgørende - slet ikke hvis får den lille gruppe, jeg forventer.

 

I kraft af mit hovedscenarium peger jeg på Pello Bilbao. Baskeren viste i dag ganske hæderlig form, for selvom han var i en tidlig krise, kom han som altid med sin dieselmotor stærkt igen. Det er da også muligt, at han i morgen vil blive sat undervejs, men det er til gengæld ret umuligt at forestille sig, at han aldrig kommer tilbage igen. Får vi en lille gruppe af klassementsryttere, taler alt for, at han vil være den hurtigste, nu hvor han i 2022 genfandt den spurtstyrke, han havde som ung. Han skulle også igen være begyndt at dyrke sin spurt, der derfor igen er blevet bedre, og ender det i en spurt med klassementsryttere, må han derfor være manden, der skal slås. Derfor tror jeg, at han sikrer Bahrain deres anden sejr i løbet.

 

Holdet har dog også en anden af topfavoritterne, nemlig Matej Mohoric. Sidste år sad han i den gruppe, der kun var 30 sekunder fra sejren, og han vil formentlig igen befinde sig i den første større gruppe bag de bedste. Det er klart, at Milan ikke skal befinde sig i den gruppe, hvis han skal vinde, men det virker også sandsynligt, at han kommer længere end den store italiener. Ser man på de andre kandidater til at sidde i en sådan gruppe, burde han have en fair chance for at vinde en spurt. Hvis han virkelig har gode ben, kan han også bruge den småtekniske nedkørsel til måske at komme tilbage til de allerforreste. Det er klart, Rainer Kepplinger og Santiago Buitrago også må ventes at være langt fremme, men skal de vinde løbet, skal de lave et Costa-kup. Det får Buitrago næppe lov til, og det vil være Kepplinger, der har den bedste chance for at få den frihed, han næppe får. Holdets sprinter, Nicolo Buratti, må være ren hjælper.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Den største rival kunne være Patrick Konrad. Østrigeren viste i dag noget af det bedste, vi har set fra ham i lang tid, og det taler for, at han vil have en god chance for at sidde med, hvis der samles en gruppe af samme størrelse som sidste år. Sker det, ved vi, at han er lynhurtig i en flad spurt, og blandt de mest klatrestærke ligner han manden, der kan slå Bilbao. Han får dog nok kun sin chance, hvis ikke Milan sidder i anden gruppe, for er det tilfældet, vil han formentlig få besked på at sætte sig på hjul, og så kan han meget vel være med til at ødelægge samarbejdet så meget, at de bliver hentet.

 

Det store spørgsmål er nemlig Jonathan Milan. Normalt er han en ret tung sprinter, men han leverede på 1. etape sit livs klatrepræstation. Gentager han den, kan han sidde i den første større forfølgergruppe, og så skal vi bare have en regruppering. Får vi den, er der ingen tvivl om, hvem der vinder en spurt, for han satte i går en fed streg under sin overlegne fart. Spørgsmålet er så bare, om han klatrer lige så godt. Det tvivler jeg lidt på. Stigningen er langt stejlere, og det siger sig selv, at den derfor passer langt dårligere til Milan. Derudover har vi nu flere gange set, at han oftest er stærkest i begyndelsen af et etapeløb, og jeg kan godt have en forventning om, at trætheden vil sætte ham markant tilbage. Har han en decideret offday, kan Simone Consonni komme ind som et alternativ, men han lignede ikke på 1. etape en mand med storform.

 

Et andet hold med en meget formstærk sprinter er Bardiani, der har Filippo Fiorelli. Både på Mallorca samt på 1., 2. og nu også 4. etape har han vist klatreben, vi ikke har set i lang tid. Sidste år sad han kun i den tredje større gruppe i dette løb, men denne gang har han en helt anderledes form. På så stejl en stigning har han en fin chance for at sætte Milan, og sker det, samtidig med at vi får en vis regruppering i front, kan han utvivlsomt vinde en spurt med den fart, han har vist hidtil. Til gengæld kan jeg ikke se Luca Colnaghi komme med hjem her. Er Fiorelli ikke med hjem, kan den imponerende Alessandro Tonelli godt lave en top 10 i en lidt større gruppe, men vinde kan han ikke.

 

En anden holdbar sprinter, der kan overleve, er Orluis Aular. I dag gjorde han det endda en smule bedre end Fiorelli, der til gengæld var bedst på Mallorca. Normalt vil jeg regne Aular som den hurtigste af de to i en flad spurt, men indtil nu har Fiorelli i år slået ham hver eneste gang. Derfor giver jeg italieneren overhånden i den interne duel, men det er et opgør, der kan gå begge veje. Aular har med sin gode form i hvert fald en fair chance for at sidde med i en relativt stor gruppe, hvor han ikke skal spurte mod Milan.

 

Jayco savner i den grad Michael Matthews, der helt sikkert havde denne etape som et stort mål, men heldigvis har de en lille Matthews-kopi i form af Felix Engelhardt. Jeg kan dog ikke finde ud af, om han har været styrtet, for han endte sammen med den styrtede Eddie Dunbar på 2. etape og smed tid igen på 3. etape, ligesom han var relativt langt efter i dag. Det kan dog have været et bevidst valg for at spare sig til i dag, og har han de ben, han havde på 1. etape, klatrer han bedre end Milan. Også han skal slippe for at spurte mod italieneren, men den chance er bestemt også god. Om han kan slå Fiorelli og Aular, er også usikkert, men til gengæld bør han i frisk tilstand klatre bedre end dem, som vi så på 1. etape. Jayco har dog et alternativ i Davide De Pretto, hvis tyskeren ikke kan være med. Han har vist fornem form og er en relativt hurtig herre, men vi aner ikke, hvad hans fart rækker til på dette niveau. Spurten på 2. etape vr dog lovende. Til en taktisk finale i en lille gruppe har de Welay Hagos Berhe, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde, da han ikke er spurtstærk.

 

Bora skal satse på så lille en gruppe som muligt. Det ideelle er en taktisk finale, hvor Giovanni Aleotti eller måske Jai Hindley, der har lidt mere frihed, kan snige sig væk til sidst. Skal de vinde, skal de dog nok først og fremmest satse på en spurt med Aleksandr Vlasov. Det kan godt være lidt svært at se ham slå Bilbao, for han spurtede ikke voldsomt godt på Mallorca, men her begik han også en hel serie fejl. Viser han den fart, vi tidligere har set, burde han ikke være helt chanceløs mod Bilbao.

 

UAEs primære mål er at sikre sig den samlede sejr, og etapesejren er af sekundær prioritet. Det betyder dog ikke, at de er helt uden chance. Ideelt set havde de kunnet satse på en spurt med Alessandro Covi, men den skuffende italiener kommer næppe specielt langt denne gang heller. I en spurt i en lille gruppe tror jeg mest på Felix Grossschartner, der er en ganske storartet puncheur, men som ikke har vist samme fart på flad vej. Hvis UAE spiller spillet og sætter sig på hjul, skal man dog aldrig sige aldrig mod Bilbao og Vlasov, og ellers kan han eller Igor Arrieta måske snige sig væk i en taktisk finale. Alternativt kan Brandon McNulty satse på en spurt, men efter at have set ham spurte på Mallorca, har jeg ikke så meget tiltro til hans afslutning, som jeg tidligere havde.

 

Movistar skal vel satse på Oier Lazkano , men hans form er helt usikker. Han var langt efter i dag, men det kan sagtens handle om, at han sparede sig til denne etape. Han var da i hvert fald med de bedste på 1. etape, og selvom han ikke klatrer med de allerbedste, er en formstærk Lazkano næppe langt fra. Han kan også spurte, men det er svært at se ham ende i en gruppe, hvor han kan vinde. Til gengæld er han skabt til et sent angreb inde i Valencia, hvor han kan være helt ustyrlig. Alternativt har vi nu set, at Pelayo Sanchez kan køre en ret god spurt, men formen rækker nok ikke til at få så lille en gruppe, at han kan vinde. Alternativ skal holdet håbe på en helt lille gruppe, hvor Javier Romo eller Einer Rubio kan snige sig væk i en taktisk finale.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Intermarché er de hurtige folk for tunge, selvom man efter i dag måske kan have lidt større forhåbninger til den ellers skuffende Vito Braet, og Rein Taaramae klatrer ikke med de bedste. Euskaltel skal vel satse på en spurt i en lidt større gruppe med Xabier Isasa. Hos Q36.5 synes Nicolo Parisini langt fra sine bedste klatreben, og hos Kern Pharma kommer Pablo Castrillo næppe med de allerbedste. Bingoal kan måske håbe på Marco Tizza i en spurt, men som han klatrer nu, skal den gruppe være ret stor. Hos Polti chokerede Giovanni Lonardi virkelig på 2. etape, men denne stigning bør være for svær - og han kommer ikke til spurte uden Milan. Snarere skal holdet satse på en taktisk finale med Paul Double og Davide Piganzoli, hvor særligt Double måske kan klatre med de bedste. De to kontinentalhold skal håbe på en top 10 i en større spurt med Alex Molenaar og Tyler Stites.

 

Feltet.dks vinderbud: Pello Bilbao

Øvrige vinderkandidater: Matej Mohoric, Patrick Konrad

Outsidere: Jonathan Milan, Filippo Fiorelli, Orluis Aular, Felix Engelhardt, Davide De Pretto

Jokers: Oier Lazkano, Pelayo Sanchez, Felix Grossschartner, Brandon McNulty, Giovanni Aleotti, Igor Arrieta, Rainer Kepplinger, Welay Hagos Berhe, Javier Romo, Einer Rubio, Jai Hindley, Giovanni Lonardi

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Rui Costas sejr fra 2023 på den næsten identiske rute, hvor finalen inde i Valencia dog var en anden.

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Pello Bilbao
Matej Mohoric, Patrick Konrad
Jonathan Milan, Filippo Fiorelli, Orluis Aular, Felix Engelhardt, Davide De Pretto
Oier Lazkano, Pelayo Sanchez, Felix Grossschartner, Brandon McNulty, Giovanni Aleotti, Igor Arrieta, Rainer Kepplinger, Welay Hagos Berhe, Javier Romo, Einer Rubio, Jai Hindley, Giovanni Lonardi
Paul Double, Marco Tizza, Alex Molenaar, Tyler Stites, Vito Braet, Santiago Buitrago, Filippo Zana, Davide Piganzoli, Pablo Castrillo, Joan Bou, Rein Taaramae, Alessandro Tonelli, Carl Fredrik Hagen, Mikel Bizkarra, Mikel Iturria, Xabier Isasa, Simone Consonni, Alessandro Covi, Arne Marit
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Volta a la Comunitat Valenciana
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?