Optakt: 6. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper, men nu om dage er der mere plads til variation. Derfor skal vi frem til fredag, inden rytterne kastes ud i den første ”rigtige” bjergetape, når de på 6. etape endelig rammer Alperne, der som bekendt er løbets hjemsted. Der lægges dog ganske blødt ud med en etape, der med sine 229 km nok er et alenlangt maraton, men hvor den sværeste stigning er i kategori 2, og hvor der sluttes af med den relativt lette Col de Beaune, inden en nedkørsel leder direkte ned til målet i Saint-Michel-de-Maurienne.

Med sine 229 km er der for et ASO-etapeløb tale om en usædvanligt lang etape, der fører fra Saint-Vulbas - Plaine de l’Ain til Saint-Michel-de-Maurienne. Startbyen ligger nogle kilometer vest for Alperne, og derfor er indledningen af etapen let. Man kører først mod nordøst, inden man snor sig mod sydøst igennem helt fladt terræn. Først efter næsten 80 km rammer man den første udfordring, når man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de la Chambotte (5 km, 7,8%), der har top efter 82 km og er ganske svær. En nedkørsel fører mod sydøst ned til udkanten af Aix-les-Bains, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Lachat (2,9 km, 4,7%), hvis top passeres efter 100 km. Derefter er terrænet let stigende over de næste ca. 30 km, hvor man kører mod sydøst og syd forbi dagens indlagte spurt, der er placeret efter 117 km, og helt frem til toppen af kategori 4-stigninegn Col du Frene (2,2 km, 5,1%), hvis top kommer efter 131,5 km.

Efter det lange stigende stykke fører en teknisk nedkørsel mod øst, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Chateauneuf (1,4 km, 6,6%), hvis top passerer efter 144,5 km. Herfra går det videre mod øst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Aiton (1,3 km, 8%), der har top efter 154,5 km, og mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Georges-d’Hurtieres (4,9 km, 5,9%), hvis top passeres efter 165 km.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Herfra bliver det igen lettere. En kort nedkørsel fører mod syd, inden man rammer en lang, let stigende dalvej, der fører mod syd og sydøst ned Saint-Jean-de-Maurienne. Efter at have passeret igennem byens centrum fortsætter man mod sydøst gennem dalen ned til kategori 3-stigningen Cote du Bocher (1,6 km, 7,4%), hvis top passeres efter 203,5 km. Efter en kort nedkørsel rammer man igen den let stigende dalvej, der fører ind til målbyen, hvor man efter 212,5 km rammer rundstrækningen og 500 m senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 16 km lang rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Den består nemlig af en tur op og ned ad kategori 2-stigningen Col de Beaune (8,1 km, 5,6%), der er placeret nord for byen. Umiddelbart efter stregen kører man mod nord op ad stigningen, der stiger relativt stabilt med 6-7% hele vejen op til den 6. kilometer, der med sine 7,8% er den stejleste. Herefter flader det ud, og de sidste 1100 m stiger med bare 2,8%, inden man med 8,5 km igen runder toppen. Herefter venter en teknisk vanskelig nedkørsel, der fører tilbage mod syd ned fra bjerget, og det er kun de sidste ca. 700 m, der er flade. De tekniske udfordringer ender først umiddelbart inden den røde flamme, og på den sidste kilometer skal man igennem hele to rundkørsler, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3715 højdemeter over den korte distance.

Saint-Michel-de-Maurienne har ikke været vært for et af de store professionelle løb i dette årtusinde. Tour de l’Avenir var dog forbi i 2015, hvor Elie Gesbert tog en solosejr med 40 sekunder ned til løbets senere vinder Marc Soler og hans følgesvend Laurens De Plus. Bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc var forbi i 2017, hvor Kevin De Jonghe tog en solosejr, og i 2015, hvor Loic Vliegen gjorde det samme.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Vejret

For nogle dage siden frygtede rytterne mere kulde i bjergene, men det slipper de for. Ganske vist starter fredagen regnfuldt, men ved middagstid vil det klare op, så der gennem hele eftermiddagen kun vil være få skyer og en temperatur i målbyen på 25 grader. Det vil dog også blæse kraftigt op, så der kommer en frisk til hård vind fra sydøst. Det giver mod- og sidemodvind stort set hele dagen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på stigningen og sidemodvind på nedkørslen. På de sidste 2 km vil der være direkte modvind

Analyse af 5. etape

En af cykelsportens grundregler er, at man altid skal være særligt opmærksomme, når ryttere kommer sent ind i sporten. Hvis en rytter på kort tid viser evner trods en begrænset erfaring, tyder det nemlig på et ganske særligt talent, der kan udvikles lynhurtigt, efterhånden som der opnås mere rutine. I disse år er det særligt Primoz Roglics kometagtige transformation fra skihopper til en af cykelsportens største stjerner, der tiltrækker opmærksomhed, men også Michael Woods’ forvandling fra løber til ”næsten-verdensmester” inden for cykelsporten har fået mange til at hæve øjenbrynene.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Overgangen fra cykelcross til landevejscykling er naturligvis knap så markant. Der er trods alt betydelige ligheder mellem de to sportsgrene, men alligevel kan man godt regne med, at man skal have visse forventninger, når crosssportens største stjerner skifter mudderet ud med asfalten. I nyere tid er Lars Boom det første eksempel på en rytter, der med succes skiftede fokus, og Zdenek Stybar blev den næste i rækken, endda med endnu mere succes.

Derfor har mange også længe håbet, at den moderne crosssports to helt dominerende skikkelser, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der fra en meget ung alder totalt har sat sig på tronen i den terrængående disciplin, hurtigt ville få smag for landevejen. Lysten til at se dem folde sig ud er ikke blevet mindre af, at de allerede med deres begrænsede landevejsprogram har vundet et hav af løb så tidligt, at man helt glemmer, hvor unge de er. Van der Poel blev eksempelvis juniorverdensmester i 2013 og har siden vundet en hel stribe relativt store løb i Frankrig, Belgien og Holland, og Van Aert har ligeledes sikret sig mange sejre i belgiske endagsløb, ligesom han trak mange overskrifter, da han for nogle år siden slog Tony Martin på en enkeltstart i Belgium Tour.

Heldigvis er det nu slut med at vente. Allerede sidste år, hvor han for første gang satsede stort på klassikerne, viste Van Aert sig i stand til at køre med om sejren i de største endagsløb, og det samme gjorde Van der Poel ved de hollandske mesterskaber og EM, selvom han slet ikke havde samme omfangsrige program som Van Aert. I år har de begge taget yderligere et skridt, Van Aert ved at skifte til WorldTouren og Van der Poel ved endelig at komme på et prokontinentalhold, der giver adgang til de store endagsløb. Og selvom forventningerne var enorme, har det hollandske fænomen med sit fantastiske forår og ikke mindst sejren i Amstel Gold Race overgået selv de mest optimistiske prognoser.

Det har desværre sendt Van Aert lidt i skyggen af sin evige rival, og det er egentlig helt ufortjent. Hans resultater afspejler nemlig slet ikke, hvor stærk han faktisk var i årets klassikere, hvor han indtil Van der Poels indtog længe lignede den måske allerbedste i brostensklassikerne. Sådan så det i hvert fald ud i E3, hvor han dog blev slået af Deceunincks overtal, og efter et lidt skuffende Flandern Rundt kørte han et fabelagtigt Paris-Roubaix, som han meget vel kunne have vundet, hvis ikke man skulle have brugt 7-8 hænder for at tælle det antal uheld, han blev ramt af på de knap 260 brutale kilometer i Nordfrankrig.

Desværre for Van Aert er det tilsyneladende blevet hans skæbne, at han skal stå i skyggen af sin evige rival. Efter at de i de tidlige år ellers var meget jævnbyrdige på crosscyklen, er han i de seneste to sæsoner blevet overgået med flere længder af det hollandske unikum, og da Van der Poel bare en uge efter Van Aerts flotte Roubaix, leverede en vanvidspræstation ved Amstel Gold Race, blev belgieren igen hurtigt glemt. På den baggrund var det heller ikke mærkeligt, at Van Aert nærmest ikke fik nogen omtale forud for årets Dauphiné, for ikke blot er løbet hans første rigtige bjergløb på højeste niveau, Van der Poels dominans i foråret gjorde også, at man næsten havde glemt, hvor god Van Aert egentlig var.

Det har han til gengæld mindet os om de seneste dage og det i en grad, som ingen vel havde forventet. Allerede på 1. etape var vi sikkert flere, der bemærkede, hvor velkørende han var på sidste stigning, men alligevel fangede hans fine 3. plads i spurten ikke den store interesse. Det gjorde det heller ikke, at han på 2. etape forsvarede sig fornemt i terræn, der ellers var for svært for den relativt store belgier, men siden da har cykelverdenen i den grad fået øjnene op for det belgiske fænomen.

Det startede med hans overraskende 2. plads på 3. etape, hvor han måske nok blev kørt midt over af Sam Bennet, men hvor han på imponerende vis overspurtede flere ”rigtige” sprintere. Det helt store chok kom i går, hvor han leverede en magtdemonstration på enkeltstarten, som var en Rohan Dennis værdig, og dermed beviste, at han fremover formentlig allerede skal regnes som en af verdens allerstørste specialister. Og i dag fuldendte han så succesen ved at få revanche over Bennett og sikre sig ”the double” ved at spurte sig sejr på 5. etape.

Egentlig kan det ikke komme bag på nogen. Når han allerede som crossrytter uden det store fokus på landevejen kunne vinde flere mellemstore løb, gav det næsten sig selv, at han ville være noget ganske særligt, når først han kom ind i et system, der kunne give ham den rette opbakning. Og med tanke på, at han uden det rette materiel eller den rette ekspertise, allerede tidligt kørte flere fornemme enkeltstarter, lå det næsten i kortene, at Jumbo med sin store indsigt i tidskørsler, kunne gøre ham til en sand tempospecialist.

Alligevel virker succesen også til at komme bag på Van Aert selv, men noget tyder på, at han allerede i de seneste uger har vist Jumbo-ledelsen, at noget stort kunne være i vente. I hvert fald valgte de allerede for et par dage siden at ændre på de oprindelige planer og udtage ham til sit første Tour de France, selvom den oprindelige hensigt var, at han efter Dauphiné skulle fokusere på BinckBank Tour. Det kan kun skyldes, at han har vist dem noget ganske særligt på den nylige højdetræningslejr, hvor han har overbevist holdet om, at han med sin alsidighed vil kunne bidrage som støtte for Steven Kruijswijk og George Bennett i mellemhårdt terræn, som en del af toget for Dylan Groenewegen og som en motor på det vigtige holdløb. Og med denne uges præstationer har han vist, at de i hvert fald ikke har grund til at fortryde den beslutning.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Succesen må også sætte nogle tanker i gang. De sidste to crosssæsoner har nemlig været alt andet end sjove for Van Aert, der weekend efter weekend har fået bøllebank af Van der Poel og gang på gang har måttet agere prygelknabe for den belgiske presse, der har haft svært ved at acceptere det nye hollandske herredømme. Faktisk har han i perioder virket lidt smådeprimeret over de triste resultater, og det står i skærende kontrast til den succes, han har oplevet, siden han fra begyndelsen af februar rettede blikket mod landevejen.

Der er ingen tvivl om, at Van Aert stadig elsker cykelcross, men spørgsmålet er, om ikke det vil være en god ide at dedikere sig 100% til landevejen fremfor igen at lege boksebold for Van der Poel de kommende vintre også. Der kunne nemlig være en god ide i at skynde sig, for noget kunne tyde på, at hollænderen også kan blive en sand magtfaktor på landevejen, når han engang mere entydigt fokuserer på asfalten. Der vil fortsat gå nogen tid, da hollænderen i første omgang drømmer om at vinde OL-guld på sin mountainbike, og derfor har Van Aert stadig et vindue, inden han risikerer igen at blive indhentet af den triste skæbne, som Van der Poel har resulteret i på crosscyklen. Foreløbig har han stadig planer om at satse på begge discipliner, og han regner således med at indstille landevejssæsonen efter Touren, men mon ikke den seneste succes har sat nogle tanker i gang?

I dag priser han sig dog nok lykkelig for, at han har en crossbaggrund. Den har nemlig bibragt ham de tekniske evner, der var hovedforklaringen på, at det lykkedes ham at slå en af verdens allerhurtigste sprintere. I selve spurten viste Bennett nemlig atter, at han i dette felt er rivalerne totalt overlegen, men på det tidspunkt var det bare allerede for sent.

Det skyldtes nemlig, at Bennett er blevet lidt af en forsigtigper. Det så vi allerede, da han på sidste etape i Tour of Turkey med nærmest overdreven varsomhed smed en stensikker etapesejr lige i armene på Caleb Ewan, og det gentog sig i dag, da han blev slået hjem af den yderst kringlede finale. Forinden havde hans hjemvendte lead-out man, Shane Archbold, ellers for anden spurt i træk vist, at han har fortjent den ekstra chance, Bora har givet ham, da han med en monsterføring ikke blot neutraliserede et farligt fremstød fra Philippe Gilbert og Edvald Boasson Hagen, men også havde sikret, at Bennett kunne ramme sidste sving i en helt ideel position allerforrest i feltet.

Problemet var bare, at han havde de forkerte ryttere på hjul. Man skal ikke have set mange cykelløb for at vide, at Julian Alaphilippe er et teknisk unikum, og det samme er Van Aert naturligvis efter at have tilbragt det meste af sin karriere på en crosscykel. Derfor var det ikke noget stort chok, at både franskmanden og belgieren gik forbi ireren i den sidste kurve, og da først Bennett endelig kunne vise sin enorme power, havde de to teknisk dygtigere ryttere allerede sikret sig for stort et forspring.

Det udnyttede Van Aert optimalt og sikrede sig derved en sejr, der blev opnået lige så meget med hovedet som med benene. Det var nemlig kløgtigt tænkt, at Alaphilippes hjul kunne være det rigtige i en finale som denne, og herefter viste han sine evner ved at skubbe Zdenek Stybar og Alvaro Hodeg væk fra bagpartiet af deres holdkammerat. På den måde endte Alaphilippe, der åbenbart havde fået carte blanche til at køre sin egen chance, hvis Hodeg som frygtet ikke kunne holde sig til i de mange sving, med at aflevere belgieren perfekt, og til slut kunne han med sin stadig bedre spurtstyrke gøre arbejdet færdigt.

Og netop hans spurtstyrke er måske det mest overraskende i dette løb. Ganske vist har han tidligere været hurtig, men det siger alligevel ganske meget, at han i tirsdags slog flere sprintere og i dag ganske suverænt satte Alaphilippe til vægs. Så sent som for et par måneder siden overspurtede franskmanden nemlig en hel serie af gode afsluttere, herunder Van Aert, i Milano-Sanremo, men i dag var han ikke i nærheden af at matche sin belgiske rival. Og selvom Bennett trods alt viste, at der er forskel på en klassikerrytter og en supersprinter, åbner hans hurtighed nogle meget interessante muligheder, når han skal lægge taktik frem mod den kommende sæsons klassikere.

For Bennett endte det naturligvis i skuffelse, men der er dog lyspunkter. Først og fremmest viste Archbold, at han i hvert fald er en hæderlig erstatning for Rudiger Selig, der som led i Boras desavouering af Bennett er blevet Pascal Ackermanns faste støtte, og samtidig kørte Bennett godt i både positionskampen og i selve spurten. At han fortsat har nogle tekniske mangler, er ærgerligt, men det var trods alt heller ikke hvem som helst, der overmandende ham i sidste sving. Og med én etapesejr i løbet har han fortsat sin fornemme serie af succes i en sæson, hvor han har været en af sæsonens helt store oplevelser.

Det har Alaphilippe også, og i dag viste han atter, at man næsten pr. automatik bør nævne ham som joker i enhver massespurt. Naturligvis var det oplagt, at dagens kringlede finale kunne være noget for ham, især fordi Hodeg før har vist vanskeligheder i kampen for at holde sin position, men alligevel er det herligt at se, hvordan franskmanden griber sine muligheder overalt. Det gjorde han også, da han nærmest sensationelt vandt massespurten på 6. etape i Tirreno, og i dag var han tæt på at gentage den bedrift.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I det hele taget viser top 10 tydeligt, at det var en stærkt atypisk spurt, der mere handlede om teknik end om spurtstyrke. Således finder vi ikke færre end tre nuværende eller tidligere crossryttere helt fremme. Det gælder Van Aert, men også Stybar, der tabte Hodeg til slut og således i stedet selv endte i top 10, samt sprinteren Clement Venturini, der med sine tekniske evner altid har været en af de allerbedste i positionskampen. Og Boasson Hagen og Gilbert endte i kraft af deres sene angreb også helt fremme på bekostning af de mange sprintere, der aldrig nåede frem for at spurte.

Lidt overraskende var det Lorrenzo Manzin, der var den næstbedste af de hurtige folk. Ganske vist ved vi fra blandt andet Tour La Provence, at han er god i finaler med sene sving, men det var ikke ventet, at han helt uden tog kunne begå sig i denne finale. Ikke desto mindre tog han med en 4. plads et af sine bedste resultater på WorldTour-niveau og viste dermed, at han er en hæderlig erstatning for Vital Concetps stjerne, Bryan Coquard, der i sine bestræbelser på at blive fransk mester har vurderet, at Boucles de la Mayenne og Belgium Tour ville være bedre forberedelse end det løb, der vel ret beset er det største for holdets i hele sæsonen. Og med tanke på, at Pierre Rolland stadig leder efter formen efter et skadesramt forår, sikrede han også, at holdet nu får noget med hjem, inden de formentlig bliver kørt helt agterud de sidste tre dage.

Til gengæld blev det ikke til et resultat for de andre sprintere. Sonny Colbrelli kunne med en 8. plads faktisk være relativt tilfreds med, at han klarede sig bedre i positionskampen end forventet, men med tanke på de ambitioner, han havde inden løbet, er det hele alligevel endt som en lille fiasko, hvor især den forspildte mulighed på 1. etape må gøre ondt. Heller ikke folk som Edward Theuns, Jens Debusschere eller Luka Mezgec havde styrken til at holde sig fremme, og faktisk var det næsten udelukkende klassementsrytterne, der skulle være særligt påpasselige i denne finale, som markerede sig fremme.

Der blev heller ingen succes til André Greipel, der således ikke fik den oprejsning, han havde håbet på efter tirsdagens katastrofespurt. Det var nu forventeligt, at netop han ville være chanceløs i denne tekniske finale, og faktisk kan man kun beundre Arkea for den tillid, de viste deres stjerne på en dag, hvor de trods det næsten pinlige nederlag tirsdag alligevel påtog sig ansvaret for at skabe samling til en spurt, da et stærkt udbrud med særligt Alessandro De Marchi pludselig udgjorde en trussel. Desværre lykkedes det ikke Greipel at leve op til tilliden, og han må derfor nu rejse til Touren med bevidstheden om, at han igennem hele første del af sæsonen har bemærkelsesværdigt få resultater.

Han får nemlig ikke flere chancer. Fra nu af er ventespillet slut, og de kommende tre dage vil fokusere på det, Dauphiné i bund grund handler om, nemlig bjerge. Naturligvis græder vi formentlig alle stadig over Chris Froomes ærgerlige uheld, men heldigvis kan vi glæde os over, at der med et meget tæt klassement er lagt op til helt åbent og uforudsigeligt løb, der stadig har adskillige mulige vinderkandidater.

Den liste tæller dog ikke Van Aert. Ganske vist er han stille og roligt kravlet tilbage i toppen af klassementet, men i tirsdags så vi trods alt, at han som klatrer stadig har sine begrænsninger. Selvom man ikke helt kan afskrive ham på morgendagens relativt lette bjergetape, vil de kommende dage for ham formentlig alene handle om at støtte holdets kaptajn, Steven Kruijswijk. Og når dagens dont er overstået, kan han så passende bruge tiden på at tænke over, om ikke det snart er på tide at fokusere 100% på landevejen. Potentialet er nemlig så enormt, og han må hellere skynde sig, hvis ikke han også på asfalten vil risikere at ende som Van der Poels boksebold.

Favoritterne

Efter fem dage i kuperet eller fladt terræn er det endelig til de etaper, der definerer løbet. Dauphiné er nemlig først og fremmest et bjergløb, og derfor er der lagt op til en spektakulær afslutning, hvor der som altid bydes på en menu med adskillige bjerge. I år er ruten dog betydeligt lettere end i tidligere år, og faktisk er det kun lørdagens kongeetape, der med sikkerhed bør skabe betydelige forskelle. De øvrige to etaper har nemlig alle relativt lette afslutninger, og man kan med nogen ret spørge, om de vil skabe de afstande, som mange har brug for efter enkeltstarten.

Fredagens etape er et godt eksempel. Ganske vist venter der en relativt lang stigning i finalen, men den er ingenlunde den vanskeligste i Alperne. Den gennemsnitlige stigningsprocent snyder en anelse, fordi den flader ud nær toppen, men nogen voldsom udfordring er det altså ikke. Dertil kommer, at den kommer efter en etape, der måske nok er lang og kuperet, men som ikke byder på rigtige bjerge.

Derfor er det også en etape, der er åben for fortolkning. Det er næppe en dag, som relativt spurtsvage folk som Nairo Quintana, Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk, Wout Poels eller Richie Porte har de store ambitioner på, og for Adam Yates vil det være fint, hvis bonussekunder forsvandt. Det er bestemt heller ikke en oplagt etape for folk som Romain Bardet og Thibaut Pinot, men førstnævnte er på hjemmebane og sidstnævnte meget motiveret og relativt hurtig, og derfor kan man ikke helt udelukke, at de vil gå efter en sejr. De eneste, der for alvor har udset sig denne etape, er dog nok snarere Dan Martin og Michael Woods, der med deres gode spurt må kunne øjne muligheder, men som nok også alligevel må være lidt tøvende i forhold til at bede deres hold kontrollere en 229 km med en så uforudsigelig finale.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Derfor er det en etape, der meget vel kan ende med en udbrudssejr. Det ved alle, og derfor er der lagt op til en rigtig angrebsfest, som vi så det på 2. etape. Formentlig vil det tage en del tid at få udbruddet etableret, men der er én væsentlig forskel på de to etaper. Hvor mandagens start var knaldhård, lægges der denne gang meget blødt fra land, og hvis et hold virkelig vil satse på denne etape, er det derfor sandsynligt, at man kan lirke et lille og kontrollerbart udbrud afsted.

Meget vil derfor blive bestemt af udbruddets sammensætning. Jo flere ryttere fra EF, UAE, Ag2r, FDJ og Deceuninck, der er med, jo større er chancen for, at de holder hjem. Mitchelton vil formentlig kun kontrollere til husbehov, så Yates’ trøje ikke kommer i fare, og det vil formentlig være op til et eller flere af de nævnte hold at skulle jagte.

Vi er derfor ret splittede i vores vurdering af etapen, og vi anser chancen for en udbrudssejr for at være tæt på 50%. Når vi alligevel tror, at favoritterne skal afgøre det, skyldes det tre forhold. For det første har EF ført på både 1. og 2. etape i et forsøg på at vinde med Woods, og det kunne indikere, at canadieren er meget opsat på at vinde. Med de ben, han viste i mandags, er den sult næppe blevet mindre, slet ikke nu hvor hans håbløse enkeltstart har ødelagt hans klassement. For det andet har en fyr som Pinot brug for bonussekunder, og med sin hurtighed bør han øjne muligheder for at opnå netop det. Og for det tredje betyder den knaldhårde modvind over 230 km, at det bliver meget vanskeligt for et udbrud at holde sig fri over så lang en distance.

Vi tror derfor, at EF med mulig hjælp fra FDJ og måske også UAE, Deceuninck og Ag2r, vil skabe samling. De fleste stigninger kommer tidligt, og derfor må favoritterne vente med det store slag til den sidste stigning. Her er der garanti for, at vi vil se angreb fra favoritterne - især nu hvor Ineos ikke bare vil køre dræbertempo, som de plejer - og vi forventer især, at det stærke FDJ-hold vil gøre alt for at sætte den velkørende Pinot op til angreb.

Heldigvis er der medvind, hvilket vil gøre stigningen mere selektiv, men det synes at være udelukket, at en rytter kan køre alene væk alene på råstyrke. Hvis ikke det lykkes en fyr som Woods eller Guillaume Martin, der har tabt megen tid, at snige sig væk i et taktisk spil, er der derfor gode muligheder for, at en lille gruppe vil runde toppen samlet. Det store spørgsmål er bare, hvor mange der vil overleve. Derefter vil den tekniske nedkørsel være ganske vigtig, og den kan både bruges til at komme tilbage eller til måske at splitte den gruppe, der må være etableret.

Det får os til at pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Man skal altid være varsom med franskmanden i etapeløb, hvor han har en kedelig tendens til at falde lidt sammen efter nogle dage, men med gårsdagens fremragende enkeltstart viste han, at han fortsat er relativt frisk, og at det ikke er formen, der er skyld i tidstabet på 2. etape. Her satsede han i stedet alt på det store udbrud, og det har nu sendt ham ud af klassementet. Målet er således i stedet at vinde en etape, og denne er en glimrende mulighed, enten via et tidligt udbrud eller ved at satse på finalen.

Desværre er stigningen lige på grænsen. Medvinden er en ulempe, og hvis Alaphilippe efterhånden er lidt mærket, kan han få det svært, når favoritterne går i angreb. Til gengæld vil han have nedkørslen som en god chance for at genvinde lidt tabt terræn, og i sin bedste form burde han altså kunne være med meget langt fremme på en stigning som denne. Vi tager alle mulige forbehold for hans friskhed seks dage henne i et etapeløb, men på papiret ligner det her en fremragende etape for Alaphilippe, der kan overleve stigningen, bruge nedkørslen aktivt og til slut slå snart sagt hvem som helst på stregen. Derfor er han vores favorit.

En anden rytter, der meget vel kan have udset sig etapen, er Dan Martin. Ireren skuffede fælt i mandags, og noget tyder på, at han ikke er helt på toppen. Det behøver han imidlertid heller ikke at være her, for stigningen her er så let, at han burde have ganske gode chancer for at holde sig til. Selvom han er bedst i stigende spurter og lidt for ofte skuffer på flad vej, bør han samtidig være den hurtigste af de ryttere, der fortsat holder sig til i klassementet. Han er tillige en glimrende nedkører, og der er derfor på alle måder tale om en glimrende afslutning for ham. Samtidig har han tabt lidt tid og kunne være en rytter, der kan snige sig væk på den muligvis meget taktiske stigning. Med andre ord har Martin gode chancer for at vinde etapen.

Det samme har Michael Woods. Canadieren virker til at være i storform. Ikke blot var det ham, der sammen med Pinot gik i offensiven på 2. etape, så de øvrige favoritter måtte grave dybt for at komme tilbage, alene EF-holdets store arbejde tyder også på, at han har stor selvtillid. Det kan han kun have, hvis benene er skruet rigtigt på, og dette er en ganske god afslutning for ham. Det virker i hvert fald usandsynligt, at han kan sættes af på denne stigning, og vi ved samtidig, at han har en god spurt, der gør det muligt at slå de andre klassementsryttere. Han kan også udnytte tidstabet til offensiv kørsel på stigningen. Hans eneste problem er nedkørslen, der ikke er hans force, men ender han i en situation, hvor han kan spurte om sejren, står han godt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter 2. etape sagde Chris Froome, at Thibaut Pinot var stærkeste mand i favoritgruppen. Franskmanden virkede da også til at være i sandt hopla, da han og Woods var i angreb, og hans kommentarer efterlader også det indtryk, at han er fuld af selvtillid. Det vil være en mindre sensation, hvis ikke Pinot i morgen går i offensiven, men det kommer nok til at knibe for ham at komme væk. Til gengæld har han sin gode spurt, der før har givet sejre i små grupper, som et drøneffektivt våben, og med de forbedrede nedkørselsevner behøver han ikke længere frygte afslutningen. Pinot er en af de ryttere, der kan vinde en spurt, og det gør ham til en af de oplagte favoritter.

En anden kandidat kunne være Dylan Teuns. Belgieren får det nok svært på de længere stigninger i weekenden, men på denne etape har han en god chance for at kunne være med. Formen synes i hvert fald at være fremragende, og han vil være fyr og flamme efter at sikre sig de bonussekunder, der kan bringe ham tilbage i trøjen. Han er ikke superhurtig på flad vej, men blandt favoritterne vil han være konkurrencedygtig. Det er ikke givet, at han vil kunne sidde med på så lang en stigning, men det er realistisk. Gør han det, vil han have farten til at køre med i kampen om etapesejren.

I gamle dage havde Adam Yates faktisk også ry for at være hurtig på flad vej. I de seneste par sæsoner har han dog skuffet i den ene spurt efter den anden, og det er også sket flere gange i år. Derfor har vi vores tvivl om, hvorvidt han vil være i stand til at vinde her, hvor flere på papiret er hurtigere end ham. Omvendt vil kampen for bonussekunder tvinge ham til at forsøge sig, og helt langsom er han altså ikke. I en spurt mellem klatrere kan meget ske, og en formstærk Yates kan i hvert fald ikke afskrives som vinder i et spurtscenarium.

Vi føler os også nødsaget til at nævne Jakob Fuglsang. Egentlig er det slet ikke en finale for danskeren, der ikke kan køre alene væk på den lette stigning og er kendt som en af de ringeste afsluttere. Alligevel har han faktisk kørt nogle hæderlige spurter i år, ikke mindst da han spurtede sig til 3. pladsen på 2. etape. Det er klart, at konkurrencen vil være større, hvis der er en etapesejr på spil, men som sagt kan meget ske i en spurt mellem klatrere. Fuglsang vandt som bekendt en sådan spurt i løbet for to år siden, og selvom han denne gang nok skal slå hurtigere folk end Porte og Froome, udelukker vi ikke helt, at danskeren kan gøre det igen.

En anden kandidat er Bjorg Lambrecht . Belgieren kunne ikke følge med i mandags, og derfor kan denne finale meget vel være for hård for belgieren. Med tanke på hans flotte kørsel på 1. etape og i Ardennerne, er det dog ikke umuligt, at han klarer paragrafferne. Skulle det lykkes, vil han være en af de helt store favoritter i en spurt.

Heller ikke Romain Bardet kan være helt tilfreds med denne lette etape. Til gengæld kan han glæde sig over, at han har tabt tid og åbenlyst ikke er i sin bedste form. Det kan betyde, at rivalerne ikke ryster i bukserne af skræk, hvis han sniger sig væk i en taktisk finale. Vi ved i hvert fald, at Bardet altid opsøger mulighederne overalt, og her er tidstabet en fordel. Får han først hullet, kan han bruge nedkørslen til at øge afstanden og dermed måske tage en solosejr.

I mandags sagde Teuns, at Guillaume Martin var stærkere end ham. Det vidner om, at franskmanden virkelig har fundet formen, og hans ringe enkeltstart betyder, at heller ikke han er livsfarlig. Bliver det hele taktisk, kan man bestemt ikke udelukke, at han for anden gang på få dage kan foregribe favoritterne. Han har i hvert fald både formen og angrebslysten til at gøre det.

Vi vil heller ikke helt udelukke Wout Poels. Ganske vist kørte han en skuffende enkeltstart, men han virkede meget overbevisende på stigningen i mandags, hvor han sad med de bedste, selvom han havde ført i bunden. Selv melder han også om god form, og at han er sulten efter at revanchere Froomes nederlag, og det er meget tænkeligt, at han vil gå i offensiven i morgen. Hans tidstab betyder, at han ikke er den største trussel, og han kan samtidig spurte hæderligt, hvis han får den rette følgesvend. Det er ingenlunde en oplagt Poels-etape, men han er i hvert fald en kandidat.

Ineos har også et andet bud i Michal Kwiatkowski, men vi tvivler på, at polakken er i form. Han blev brugt meget tidligt i mandags, og han tog den med ro på enkeltstarten, ligesom han forud for løbet sagde, at han er lidt varsom, da han har planer om at holde formen nærmest helt til sæsonafslutningen. Vi tror derfor, at han vil falde fra undervejs, men har han sine gode ben, er det en fremragende etape for ham. Stigningen kan en formstærk Kwiatkowski overleve, han er en eminent nedkører, og han kan slå de fleste i en spurt.

Endelig vil vi pege på Tom Dumoulin og Wout van Aert. Med sin ringe form vil Dumoulin formentlig blive sat undervejs, men han virker altså bedre kørende end som så. Han kørte flot i udbruddet i mandags, og hans enkeltstart var også ganske hæderlig, om end ikke af vanlig standard. Skulle han kunne hænge på undervejs, er han en ganske hurtig afslutter, der har en chance i dette felt. Al logik siger på samme vis, at Van Aert falder fra undervejs, men med tanke på det, han hidtil har vist, synes der ikke at være megen logik over hans kørsel. Det er et longshot, men en spurtsejr til Van Aert er ikke helt utopisk.

Naturligvis bør den meget formstærke Emanuel Buchmann, samt Steven Kruijswijk, Richie Porte og Nairo Quintana også være med fremme, men det er meget svært at se, hvordan de skal vinde denne etape.

Som sagt er en udbrudssejr også meget sandsynlig. Som kandidater til at tage en sådan springer særligt Julian Alaphilippe i øjnene, men også Tom Dumoulin, Michal Kwiatkowski, Gorka Izagirre, Odd Christian Eiking, Benoit Cosnefroy, Gregor Mühlberger, Carl Fredrik Hagen og Alessandro De Marchi er gode kandidater, da de klatrer godt og har tabt masser af tid.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Michael Woods

Outsidere: Thibaut Pinot, Dylan Teuns, Adam Yates, Jakob Fuglsang, Bjorg Lambrecht

Jokers: Romain Bardet, Guillaume Martin, Wout Poels, Michal Kwiatkowski, Tom Dumoulin, Wout van Aert

Kandidater til et udbrud: Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin, Michal Kwiatkowski, Gorka Izagirre, Odd Christian Eiking, Benoit Cosnefroy, Gregor Mühlberger, Carl Fredrik Hagen, Alessandro De Marchi