Optakt: 6. etape af Tour de Suisse

Ruten

Efter en dag, hvor man har kunnet slikke sårene eller glæde sig over tidsgevinsterne, er det tid for klassementsrytterne for alvor at slås om den samlede sejr i det schweiziske etapeløb. Det sker på to bjergetaper torsdag og fredag, der begge vil give klatrerne en chance for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart. Der er ingen tvivl om, at fredagens 7. etape er langt den sværeste, men allerede torsdag er der mulighed for at vinde tid, når feltet vender tilbage til La Punt for første gang i fire år.

I alt skal der tilbagelægges 166,7 km og klatres hele 3950 højdemeter på turen fra Locarno til La Punt Chamues-ch. Fra start bevæger man sig langs søen mod øst igennem helt fladt terræn, men det ændrer sig efter ca. 35 km, når man drejer mod nord for at køre ind i bjergene. Her skal man op over San Bernardino-passet (30,5 km, 5,2%), der har top efter 66,5 km. Herfra går det mod nordøst og nord via en lang, gradvis nedkørsel, inden man igen når dalen, hvor man drejer mod øst.

Det går nu igennem svagt stigende terræn forbi dagens to spurter, der kommer efter henholdsvis 133,2 km og 142,5 km, videre frem mod bunden af dagens sidste stigning, men langsomt begynder det at stige mere og mere, og man befinder sig således allerede i ca. 1000 m højde, når man rammer bunden af den 17 km lange Albulapass med 26,3 km til mål. Den stiger med ca. 7,5% i gennemsnit, men er ganske ujævn. Således er den stejlest i bunden, hvor det i de første 9 km ofte stiger med 8-11%. Herefter følger en lettere kilometer, inden det jævnt stiger med 6-8% over adskillige kilometer. Til slut bliver den irregulær med både meget stejle passager og letter stykker. Toppen kommer med 9,3 km til mål, hvorefter en nedkørsel leder ned til La Punt, hvor det først flader ud med 800 m igen. Nedkørslen er meget teknisk, og det sidste af mange hårnålesving kommer kun lige inden den røde flamme. Til slut venter to skarpe sving med ca. 400 m til stregen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

La Punt har ofte været besøgt af løbet, og finalen er altid den samme. I 2013 slog Rui Costa Bauke Mollema og Tejay van Garderen i en tremandsspurt, mens Robert Gesink tog en solosejr i 2010. Det samme gjorde Koldo Gil i 2006 og Francesco Casagrande i 2003, mens Stefano Garzelli var hurtigst i en lille gruppe i 2000.

BEMÆRK! Der er en fejl på den officielle profil. Etapen slutter ikke på toppen af stigningen.

Vejret

I dag fik feltet omsider den længe varslede byge, og det kan de meget vel få igen torsdag. Igen ventes en solrig formiddag med kun enkelte skyer, men om eftermiddagen er der igen 50% risiko for regnbyger, der endda kan være med torden. Der vil være en let vind fra nordvest, hvilket giver sidevind på første del af etapen og dernæst sidemedvind på den sidste halvdel af etapen, herunder på Albulapasset og nedkørslen. Det varer ved helt til stregen.

Analyse af 5. etape

Peter Sagan er ofte blevet kritiseret for sine taktiske dispositioner, og det er tit ikke uden grund. Han har tabt utallige sejre på ubeslutsomhed i finalerne, og hvem husker ikke, hvordan han og resten af Bora smed årets Flandern Rundt ved at sove på et tidspunkt, hvor Quick-Step næsten havde annonceret, at de ville angribe? Fejlene overskygger imidlertid ofte for, at verdensmesteren i andre situationer er fantastisk snu og en mester i at gribe momentet, og det har givet ham måske lige så mange sejre, som han har tabt på sine fejl.

Et eksempel på denne snarrådighed så vi i dag, hvor det lykkedes ham at afværge den lille katastrofe, det havde været, hvis han måtte se sin imponerende stime af etapesejre i Schweiz Rundt blive brudt, med en meget smart manøvre. Som vanligt havde han positioneret sig helt perfekt på John Degenkolbs hjul umiddelbart bag det Quick-Step-tog, der for Matteo Trentin havde taget total kontrol. Herfra greb han momentet, da Nikias Arndt lancerede et formidabelt lead-out for Michael Matthews, og da Sunweb-sprinteren ikke reagerede, var det i stedet Sagan, der greb tyskerens hjul. Da parret slog et hul, og Michael Albasini akkurat ikke kom med på hjul, var udfaldet givet på forhånd, og verdensmesteren kunne tage en af de mest suveræne sejre, han har taget i et løb, der ellers har givet ham så mange glæder.

Sagan kan imidlertid i lige så høj grad sende en venlig tanke til Matthews, der om nogen var grunden til hans sejr. Australieren er ny på Sunweb, og det forklarer måske, hvorfor han ikke stolede på Arndt, da tyskeren lancerede sit lead-out. I stedet blev han bag de øvrige topsprintere i et håb om, at han kunne slå dem i en direkte duel, og det viste sig at koste ham chancen. Havde han stolet på sin holdkammerat, havde han i stedet fået det helt ideelle lead-out, og der var en stor chance for, at han havde sikret sig endnu en triumf.

Hans disposition var mystisk af flere årsager. For det første er han normalt ikke hurtig nok til at slå folk som Sagan og Degenkolb i en direkte spurt, og derfor var det i sig selv uforståeligt, at han følte sig tryg ved situationen bag tyskeren. Måske skyldtes det hans suveræne sejr i mandags, men man kan ikke overføre mange konklusioner fra den hårde finale i Bern til en flad finale som denne. Samtidig burde Arndts fantastiske præstation i netop Bern faktisk have overbevist ham om, at han netop kan stole 100% på sin holdkammerat. Det gjorde han ikke, og i stedet endte Arndt med at forære sejren til Sagan og endda herved miste pointtrøjen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Matthews har dog sin etapesejr og vist så stor styrke i løbet, at han sikkert kan leve med at blive slået på en etape, der alligevel ikke passede ham ideelt, og han kan glæde sig over, at han har en måske endnu bedre chance på lørdag i Schaffhausen. Mere bekymrende er det for John Degenkolb, at det igen mislykkedes at færdiggøre Trek-mandskabets ellers knaldhårde arbejde. Denne gang er det imidlertid svært at bebrejde tyskeren selv. Han havde egentlig positioneret sig perfekt og var i den ideelle situation. Som alle andre blev han overrasket af Sagan, men han fik startet sin spurt hurtigt, og en andenplads syntes at være inden for rækkevidde. Netop som han var klar til at gå forbi, blev han imidlertid bremset af Trentins svaj, og dermed endte han igen uden for top 10 helt uden at have haft mulighed for at teste sin spurt.

Det efterlader Degenkolb i en svær situation inden Touren. I forvejen vil han ikke få meget støtte på et hold, der vil være bygget op om Contador, men han håber fortsat at få et par mand til sin rådighed. Nu står han imidlertid stadig kun med én sejr i år, og den kom helt tilbage i begyndelse af februar i Dubai. Siden da har han været tæt på utallige gange, men marginalerne har ikke været på hans side. Nu har han endda kun én chance tilbage, hvis han vil vise Trek-ledelsen, at han har farten til at vinde en etape i Frankrig: lørdagens etape til Schaffhausen.

Også Matteo Trentin må ærgre sig. Quick-Step spillede virkelig med musklerne i finalen, og med Gianluca Brambilla, Yves Lampaert, Philippe Gilbert og Zdenek Stybar kørte man et fornemt lead-out. Desværre manglede man en sidste mand, der havde farten til at matche Arndt, og det ødelagde det fine arbejde. Stybar er en klasserytter med en god topfart, men han har trods alt ikke styrken til at matche en rigtig sprinter.

I klassementssammenhæng blev det en stille dag, hvor Damiano Caruso dog scorede sig et enkelt bonussekund og således øgede sin føring. Alligevel bød dagen på drama, da den forsvarende vinder Miguel Angel Lopez styrtede ud af løbet. Dermed fortsætter serien af uheld, men det kan efterhånden ikke afskrives kun mangel på held. Det er efterhånden en tendens, at colombianeren ligger mere på asfalten, end han sidder på cyklen - han styrtede også ud af Vueltaen sidste år og røg i grøften for blot et par dage siden - og det ser desværre ud til, at hans evner til at sidde i feltet ikke helt står målt med hans gudsbenådede klatretalent. I hvert fald ligner det en tanke og et problem, som man fra Astanas side er nødt til at adressere.

Favoritterne

Med udsigt til to brutale bjergetaper havde klassementsrytterne håbet på en stille dag. Det fik de imidlertid slet ikke - tværtimod. De første to timer blev kørt i et vanvittigt tempo, og det vil derfor være nogle trætte ben, der tager hul på det første af de to bjergslag, der i høj grad vil afgøre årets løb. De kan begge gøre kolossale forskelle, og ingen af dem kan undervurderes. Der er ingen tvivl om, at fredagens kongeetape er den sværeste, men man skal ikke lade sig snyde af torsdagens etape. Måske slutter den ikke på toppen, men Albulapasset er en modbydelig stigning, der ofte har afgjort løbet.

Afslutningen med Albulapass og den svære nedkørsel er velkendt og en klassiker i Schweiz Rundt. Historien viser, at det er muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel på stigningen, og da der efterfølgende næsten intet fladt er, kan man sagtens holde til stregen. Nedkørslen kan imidlertid også gøre en forskel - specielt hvis en af de varslede regnbyger melder sin ankomst - som man så i 2013, hvor Thibaut Pinot blev sat fra frontgruppen.

Det er imidlertid slet ikke sikkert, at favoritterne skal køre om sejren på en dag, hvor et udbrud vil have ganske gode muligheder for at holde hjem. Allerede på 4. etape så vi, at manglen på en oplagt favorit betød, at det først var for sent, at Bahrain-Merida tog ansvar for jagten. Styrkeforholdet er blevet klarere, men det forhold, at etapen slutter med en nedkørsel, betyder, at klatrerne tror mindre på, at de faktisk kan vinde etapen. Det skyldes ikke mindst, at Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Steven Kruijswijk, der ligner de stærkeste ryttere, alle er kendt for ikke at kunne spurte - tværtimod. Derfor har de ikke meget incitament til at gå efter en etapesejr. Damiano Caruso er lynhurtig på stregen, men han vil sandsynligvis køre lidt mere afventede, da han er usikker på, om han kan matche de bedste klatrere på så svær en stigning.

Da det samtidig kræver ganske meget at kontrollere en etape, der inkluderer San Bernardino-passet, ligner det en dag, hvor et udbrud vil holde hjem. Det betyder, at vi igen kan vente krig i den indledende fase, men udbruddets sammensætning vil afhænge af, hvornår elastikken knækker. Sker det flade, vil det være et rent lotteri at komme fri, som det var tilfældet i dag, men sker det først på San Bernardino, vil de gode klatrere kunne gøre forskellen, og vi vil få et meget stærkt udbrud, der vil være meget svært at hente. Det er imidlertid ikke utænkeligt, at hold som Trek og Lotto, der har fremragende udbrudskandidater vil jagte på det flade for at give deres klatrere mulighed for at angribe på stigningen. Derfor tror vi, at vi vil få et meget kraftfuldt udbrud med stærke folk, der er gode nok til at gøre det færdigt på Albulapasset. Det ligner med andre ord en dag for et udbrud.

Det får os til at pege på Jarlinson Pantano som favorit. Colombianeren har hele året haft dette løb som hans store personlige mål, inden han skal ofre sig for Contador i Touren. Derfor var han grædefærdig, da maveproblemer på 2. etape knuste hans drømme om en samlet sejr. De seneste etaper har imidlertid vist, at han er ved at komme sig, og da han hele året har forberedt sig frem mod dette løb, må man formode, at han er i topform. Sidste år viste han både her og i Touren, at han har nået et niveau, hvor han kan blande sig med de bedste på stigningerne, og i dette forår har han været helt fantastisk i sit arbejde for Contador. Dertil kommer, at finalen passer ham helt perfekt. Han er god i højderne, er en af feltets allerbedste nedkørere - det viste han specielt i Touren sidste år - og samtidig er der ikke mange klatrere, der kan slå ham i en spurt. Alt afhænger af, om han allerede nu er på 100%, men vi tror på, at Pantano kan tage sejren.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Pieter Weening vandt sidste år en etape i dette løb, og det drømmer han om at gøre igen. Hollænderen fik ødelagt sit forår af et styrt i Catalonien Rundt, men synes nu igen at være i topform. Det viste han med sit snedige angreb i finalen af kongeetapen i Tour of Norway, som han vandt i fornem stil, og siden da har han forberedt sig til dette løb. Der er næppe tvivl om, at han har udset sig denne etape som sit største mål, og han har klatreegenskaberne til at gøre det færdigt. Naturligvis er han ikke hurtig på stregen, men på Albulapasset vil stærkeste mand sandsynligvis køre fra følgesvendene. Det kunne meget vel være en genfødt Weening, som har gode muligheder for igen i år at vinde en etape.

Alle tanker om, at Carlos Betancur er tilbage på sit topniveau, er blevet gjort til skamme. Efter opvisningen i Hammer Climb har han ikke kunnet følge op på de gode takter i dette løb. Det giver ham imidlertid nu muligheder for at gå efter en etapesejr, og denne etape er hans bedste mulighed. Selvom han ikke kunne matche de bedste, har han trods alt vist, at han er bedre end længe, og ruten her burde passe ham. Han er en sublim klatrer, hurtig i en spurt, en god nedkører og vant til højderne. Skal Betancur endelig tage sin første WorldTour-sejr siden 2014?

Tim Wellens led voldsomt i varmen på 2. etape, men er siden kommet sig. Det viste han med fjerdepladsen i Bern og angrebet på 4. etape. Hans mål er at vinde en etape, og mon ikke også han har peget på netop 5. etape som sin bedste mulighed. Han er som bekendt udbrudsspecialist, men samtidig enormt ustabil, og derfor vil alt afhænge af, om han har en af sine gode dage. Har han det, kan han sagtens vinde en etape, hvor han kan drage fordel af sin gode spurt og sine gode nedkørselsevner. Problemet kan blive, at Albulapasset kan være for svært for en mand, der ikke er ren klatrer.

Det er til gengæld Hugh Carthy. Efter en yderst skuffende Giro ser det ud til, at det amerikanske supertalent endelig har ramt formen. I hvert fald så han lovende ud på både 3. og specielt 4. etape, og han er nu klar til at gå efter en etapesejr. Han mangler power til at komme væk på det flade, men på San Bernardino vil han være i stand til at køre væk. Han kan overhovedet ikke spurte, men er en helt ren klatrer, der kan gøre forskellen på så svær en stigning som Albulapass.

Det samme kan et andet stortalent, Matvey Mamykin . Efter et meget svært forår fandt han endelig formen sidst i Giroen, hvor han arbejdede flot for Zakarin. Den gode præstation i går viser, at han har taget formen med til Schweiz, og som han viste i sidste års Vuelta, er hans potentiale kolossalt. Han har klatreevnerne til at vinde - nu skal han bare vise, at han også kan dosere kræfterne bedre, end han gjorde i sine mange angreb sidste år.

Med Dumoulin ude af klassementet kan Georg Preidler nu gøre, hvad han gør bedst: angribe. Østrigeren kørte fantastisk i Giroen sidste år, hvor han var meget tæt på at vinde kongeetapen. I år har han ikke ramt sit højeste niveau, men han var trods alt i stand til at slæbe Dumoulin til stregen mandag. Det tyder på, at han er kommet godt ud af Giroen, og det gør ham til en god kandidat til denne etape.

Også Jan Hirt fortjener en kommentar. Tjekken viste sit helt fantastiske talent i Giroen, hvor han var en af de allerbedste på stigningerne i den sidste uge. Desværre skuffede han fælt på tirsdagens etape, men det giver ham nu muligheder for at angribe. Som Carthy er en han en ren klatrer, der slet ikke kan spurte, men har muligheder for at køre væk på San Bernardino. Albulapass er svært nok til, at han kan tage en solosejr.

Endelig vil vi pege på Bart De Clercq, der måtte udgå af Giroen med en skade. En 20. plads på tirsdagens etape indikerer dog, at han er kommet sig, og det gør ham til en god kandidat på denne etape. På papiret er han i hvert fald en af de bedste klatrere blandt de ryttere, der har tabt tid.

Også Maxime Monfort, Darwin Atapuma, Gianluca Brambilla, Sebastian Henao, Simone Petilli, Joe Dombrowski, Ruben Plaza, Louis Vervaeke, Robert, Power, Lachlan Morton, Fabio Felline og Joe Dombrowski har klatreevnerne til at vinde i denne finale, men for alle undtagen Felline gælder, at deres form ikke er i top. For Felline gælder til gengæld, at finalen måske er en anelse for svær.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Vi tror ikke meget på en favoritafgørelse, men det kan ikke udelukkes, specielt ikke hvis udbruddet indeholder en farlig mand som eksempelvis Ion Izagirre, der ikke kan lukkes ind i klassementet igen. Som vi ser det er Steven Kruijswijk, Simon Spilak og Domenico Pozzovivo de bedste klatrere i løbet, og vi tror, at de kan gøre en forskel på Albulapasset. Problemet er, at de alle tre er kendt for deres håbløse spurtevner, og Kruijswijk og Pozzovivo er også dårlige nedkørere. En spurt mellem de tre kan ende med hvad som helt.

Vi vil dog pege på Kruijswijk som vores favorit. Hollænderen så meget stærk ud på en etape, der ikke passede ham, og hans dieselmotor er meget bedre på denne etape og på en sværere stigning. På papiret er han et niveau over rivalerne, og vi tror faktisk, at de får svært ved at følge ham. Derfor kunne det meget vel ende med hollandsk solosejr - men Spilak og Pozzovivo har også ganske gode chancer. Specielt Pozzovivo burde også kunne drage fordel af en hårdere stigning. Spilak vil til gengæld være i sit es, hvis vi får en solid regnbyge.

Damiano Caruso vil helt sikkert være favorit i en spurt, og han er også en god nedkører. Vi tror imidlertid, at han får det svært på så svær en stigning. En god nedkørsel kan dog bringe ham tilbage i spil, og han er derfor også et glimrende etapevinderbud. Endelig vil vi pege på Mikel Nieve som dark horse. Han er også langt mere komfortabel på en sværere stigning, og selvom han ikke kan spurte, kan han måske få lidt mere frihed til at køre alene hjem.

Feltet.dks vinderbud: Jarlinson Pantano (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Pieter Weening, Carlos Betancur (udbrud)

Outsidere: Tim Wellens, Hugh Carthy, Matvey Mamykin, Georg Preidler, Bart De Clercq (udbrud)

Jokers: Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Simon Spilak, Damiano Caruso, Mikel Nieve