Optakt: 6. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har Vueltaen haft en næsten sygelig trang til at have mål på toppen af stigninger, så man i nogle år har haft afslutning på bakker på helt op mod halvdelen af etaperne. Derfor kan det heller ikke undre, at der venter en anden bjergafslutning allerede dagen efter den første, men denne gang er der nu tale om en betydeligt mere moderat en af slagsen. Denne gang skal der nemlig sluttes på den ret lette Puerto de Ares, der mere lægger op til et opgør mellem de eksplosive afsluttere, og med mindre Alejandro Valverde skulle have lyst til at sejre i regnbuetrøjen, kunne 6. etape ligne en dag for et udbrud.

I alt skal der tilbagelægges hele 198,9 km på en af Vueltaens længere etaper, som fører fra Mora de Rubielos til Ares del Maestrat. Starten er knaldhård, idet kun et kort let faldende stykke fører mod sydvest og nordvest, inden man rammer kategori 2-stigningen Puerto de Nogueruelas (9 km, 4,5%), hvis data snyder, da den byder på 3 km med mellem 6,7% og 8,5%, inden den er næsten helt flad over de sidste 4 km frem mod toppen, som rundes efter 21,0 km. Herfra går det via en nedkørsel mod nordøst og nord direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Linares (7,7 km, 5,7%), der bestiges fra vest, og som over de sidste 5 km stiger stabilt med ca. 7%.

Toppen passeres efter 36,5 km, hvorfra det bliver betydeligt lettere. Nu falder det nemlig let næsten uafbrudt over knap 100 km, idet der undervejs dog venter enkelte mindre bakker, særligt efter 100 km, hvor det går op og ned, inden det igen begynder af falde. Undervejs kører man først mod nordøst, inden man snor sig mod øst, hvorefter det går mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt. Den sidste del af nedkørslen er teknisk og fører mod sydøst, inden man igennem fladt terræn kører mod syd ned til dagens spurt, der kommer efter 139,0 km. Herfra fortsætter det flade terræn mod syd, inden man drejer mod vest for at køre op ad en bakke (4,2 km, 4,9%), der leder direkte frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Culla (4,4 km, 5,8%), der stiger med 7% over de første 2 km, men derefter flader ud inden toppen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Herfra resterer 25,5 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man kører mod nordvest ad en let stigende vej frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Ares, der bestiges fra syd. Den stiger med 5,0% over 7,9 km og lægger blødt ud med to relativt lette kilometer, inden den stiger med 5-6% resten af vejen, dog med en lidt stejlere afslutning på 6,0% over den sidste kilometer. Sidste del af stigningen byder på et hav af hårnålesving, herunder to lige inden den røde flamme. Derefter venter to relativt skarpe sving med hhv. 750 og 270 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3257 højdemeter.

Ares del Maestrat har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter en lidt køligere dag tager varmen til igen på en torsdag, der starter solrigt, men byder på en skyet eftermiddag. Temperaturen vil nå 29 grader, og der vil bare være en let til jævn vind fra sydøst Det giver direkte sidevind stor set hele dagen, indtil man drejer ind i modvind frem mod spurten. Herefter vil der være sidemodvind, indtil man får sidemedvind fra bunden af næstsidste stigning og hele vejen til mål.

Analyse af 5. etape

Man skal ikke have set mange grand tours siden 2017 for at vide, at Miguel Angel Lopez hører til blandt sin generations mest lovende grand tour-ryttere. Det er trods alt ikke hvem som helst, der i sin første fulde grand tour giver Chris Froome bøllebank på tre på hinanden følgende bjergetaper, og som i sin næstsidste sæson som kandidat til ungdomstrøjerne ender på podiet i både Giroen og Vueltaen. En formidabel restitutionsevne og en særlig evne til at toppe i den tredje uge - de kendetegn, som adskiller grand tour-ryttere fra andre etapeløbsryttere - har fået Lopez til at skille sig ud som en guldfugl på niveau med Egan Bernal, Richard Carapaz, Enric Mas og Tadej Pogacar som de mest lovende unge ryttere med den enorme motor, som er forudsætningen for at vinde et tre uger langt etapeløb.

Der er imidlertid en grund til, at Lopez endnu ikke har været tæt på at vinde en grand tour, og det skyldes ikke blot, at han i sidste års Giro var oppe mod en uovervindelig Chris Froome. Det skyldes i stedet i høj grad, at det colombianske supertalent har haft en kedelig tendens til at komme rusten ind til sine store mål. Dumme huller, uopmærksomhed og en bemærkelsesværdig tendens til at underpræstere på første uges bjergetaper har betydet, at han har klattet alt for meget tid væk i løbets indledning. 10 sekunder her og 10 sekunder der er pludselig løbet så meget op, at det - sammenholdt med hans ringe enkeltstart - har været alt for meget at hente mod slutningen af løbet, hvor han ellers har haft for vane at være flyvende,

Sidste års Vuelta er et glimrende eksempel. Her lykkedes det Lopez at smide et lille minut til Alejandro Valverde og Simon Yates i løbet af de første 8 etaper. Det skulle vise sig at være dyre sekunder, som ikke kunne hentes mod slutningen af løbet, hvor han ellers var den klart stærkeste på løbets sidste bjergetape. I samme års Giro var det endda endnu værre, for her lykkedes det ham i løbet af mindre end en uge at smide mere end 2 minutter til Yates og næsten det samme til Tom Dumoulin, alt sammen tidstab, der er for store, når man også som regel skal indkalkulere et par minutters tab på løbets enkeltstarter.

Noget kunne imidlertid tyde på, at Lopez har lært lektien. I hvert fald har han været som forvandlet fra det øjeblik, han satte sig op på cyklen i Torrevieja for fem dage siden. Allerede her viste han nærmest overlegen styrke ved på holdløbets opløbsstrækning at køre så stærkt, at han endda måtte lette på sit tråd for at vente på de nødlidende holdkammerater, der endda kørte så stærkt, at de vandt etapen. Og selvom han sov gevaldigt i timen - endnu en klassisk Lopez-blunder - på 2. etape viste han imponerende styrke ved med beskeden hjælp fra Davide Formolo næsten ene mand at holde en samarbejdende seksmandsgruppe i snor.

Med andre ord har det fra dag 1 stået klart, at Lopez er kommet helt anderledes velforberedt til årets Vuelta, end han plejer. Det er der imidlertid også en god grund til, og den handler ikke bare om, at Lopez har lært af tidligere tiders fejltagelser. Nej, årets Vuelta-rute er med en brutal første uge og en meget let tredje uge så speciel, at Lopez på ingen måde har kunnet tillade sig at gøre, som han har for vane. Denne gang skal man være klar fra start, hvis man vil synge nationalsang under Madrids aftensol om to uger!

Hvis nogen manglede bevis på, at Lopez har læst på lektien hjemmefra og indset, at der skulle skiftes spor, blev det endegyldige bevis leveret, da løbet for alvor blev skudt i gang med en for en grand tour usædvanligt svær første bjergfinale. Og selvom favoritholdene, som man desværre ofte ser i den lidt for højdemetertunge Vuelta, var så bange for at spilde kræfter, at de lod en stensikker og ellers relativt ”billig” etapesejr gå til et sjældent svagt udbrud, og det derfor udviklede sig til lidt af en langgaber, udviklede Javalambre-stigningens modbydelige procenter sig præcis til det blodbad, mange havde spået, så der blev skabt forskelle, som man vel skal tilbage til ”Froome Day” i Touren i 2013 og 2015 for at finde noget lignende på en første bjergetape i en grand tour. Nok var de tre første tæt på hinanden, men derefter var tidsforskellene enorme - og de blev endda skabt på kun ganske få kilometers reelt cykelløb.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Tilbage på slagmarken stod Lopez efter at være danset væk fra rivalerne med den legende lethed, som vi vel skal tilbage til drømmeugen under Vueltaen i 2017 for at finde, og som han aldrig tidligere har vist så tidligt i en grand tour. Og selvom han i sidste ende kun endte med at indkassere en gevinst på 12 sekunder i forhold til Primoz Roglic og Alejandro Valverde og sikkert alligevel ærgrer sig over, at Astana ikke investerede de få kræfter, det havde krævet at køre den svage trio ind, må Lopez alligevel knibe sig selv i armen over den start på løbet, han har fået.

Al logik sagde nemlig, at han nu skulle være på bagkant. Jumbo stod til at give Astana en lussing på holdløbet, men her betød et defekt svømmebassin som bekendt, at colombianeren fik 40 sekunder gratis foræret. Nok smed han dem næsten alle væk igen under søndagsluren på 2. etape, men han kunne stadig gå ind til dagens etape som bedst placeret i den duel mellem ham og Roglic, som løbet siden Richard Carapaz’ afbud har haft form af. Og med tanke på, at det er Roglic, der har for vane at køre som en maskine i de første dage af et etapeløb, og Lopez, der plejer at klatte tid væk i øst og vest, må han være svært tilfreds med et klassement, der nu sender ham tilbage i førertrøjen med 14 sekunder ned til Roglic.

Det er klart, at de 14 sekunder smelter hurtigt, end man kan stave til Superman, når først han og Roglic har fundet tempocyklerne frem på tirsdag, men dagens magtdemonstration må give Lopez en reel tro på, at han kan vinde. Går det, som det plejer, vil Lopez - trods den åbenlyst gode udgangsform - næppe blive meget ringere undervejs, og de to første uger af Vueltae byder på så mange svære finaler, at han nu for alvor kan lugte sejren.

Roglic har formentlig lidt sværere ved at finde en grimasse, der kan passe, når Jumbo-holdet skal gøre boet op i aften. Ganske vist kørte sloveneren fornemt og begrænsede tabet så meget, at han stadig vil vinde løbet, hvis han kan holde tabene på det niveau på de kommende bjergetaper også. Problemet er bare, at det var Roglic, der skulle have været det glubende monster i den første uge, og går det som i Giroen, kan det blive vanskeligt at matche Lopez senere i løbet. Omvendt viste Roglic under sidste års Tour, at han sagtens kan forbedre sig igennem tre uger, og da han i Italien for det første var træt efter et meget aktivt forår og desuden var mærket af styrt og sygdom, er juryen stadig ude i forhold til, hvordan Roglics form vil udvikle sig frem mod 16. etape, der formentlig er den sidste nøgledag i løbet.

Roglic har i hvert fald én ting, han kan glæde sig over. Efter tabet af Steven Kruijswijk viste Sepp Kuss nemlig endelig på den store scene det eminente potentiale, der gjorde ham i en liga for sig i sidste års Tour of Utah. Den form har han aldrig fundet i Europa - slet ikke i en Giro, hvor Roglic i den grad savnede ham - men i årets Dauphiné var der tegn på, at den spinkle mountainbiker endelig er klar til at tage næste skridt. Det gjorde han i den grad med dagens suveræne præstation, og selvom George Bennett slet ikke kunne følge op på søndagens fine ridt, står Jumbo stadig som et af de stærkeste hold - Kruijswijk eller ej. Glæder bliver helt sikkert ikke mindre af, at Astana for anden gang i træk faldt helt igennem - særligt Ion Izagirre, der slet ikke synes at have fundet formen - og for alvor skal vise andre takter, hvis de skal være i stand til dels at forsvare en trøje, dels at sætte Lopez op til de angreb, der skal til, hvis Jumbo ikke skal kunne kontrollere løbet hjem.

Roglic og Lopez skal dog passe på ikke kun at have øje for hinanden. Jeg mindes, hvordan jeg i en analyse under sidste års Vuelta, hvor Alejandro Valverde, som i klassikerne og Touren havde lignet en mand på vej mod pension, lovede mig selv aldrig igen at skrive verdensmesterens nekrolog. Det har jeg nu ellers været tæt på at gøre mange gange alligevel i løbet af et 2019, hvor første del af sæsonen bestemt ikke viste, hvorfor Valverde er en helt fortjent verdensmester.

Under Touren var der imidlertid klare tegn på fremgang for den spanske veteran, ikke mindst fordi han excellerede på en rute, der med lange stigninger og iltfattig luft slet ikke passede ham. På den baggrund lå det i kortene, at manden, der med en enkelt undtagelse efter den første top 10 i 2003 aldrig er endt uden for top 7 i sit hjemlands grand tour og har vundet seks pointtrøjer og 11 etaper, naturligvis nok skulle være der i Vueltaen. Det kan man nemlig stille uret efter - præcis som man kunne sidste år, da ”afdankede” Valverde med bare tre etaper igen stadig lignede en mulig vinder af løbet.

Dengang kan mislykkedes projektet som følge af det, der vel må betegnes som et regulært sammenbrud på de lange stigninger i Andorra, men efter dagens etape må man i den grad skrive Valverde ind som en seriøs kandidat til sejren. Sidste år var han ganske tæt på at vinde på en rute, der med usædvanligt mange lange stigninger slet ikke passede ham, men den slags handicap har han slet ikke i år. Nok er La Cubilla på 16. etape ikke en Valverde-stigning, men til gengæld vil han elske Mas de La Costa på fredag og Los Machucos en uge senere. Og med tanke på, at Valverde altid kan hive et kilo bonussekunder hjem i et par puncheurspurter, hvis han vil, ser verdensmesteren, der i dag var næsten lige så imponerede, som han var på den overlegne 2. etape, ud til at være i gang med at lancere comeback nr. 434 i en karriere, der ingen ende vil tage. Nu skal han bare vise, at han også stadig kan køre enkeltstart, for det har det desværre knebet gevaldigt med i de senere år.

Til gengæld var Nairo Quintana ikke så genfødt, som 2. etape kunne have indikeret. Nok var colombianeren blandt de bedste, men drømmen om, at den gamle Quintana var steget op fra graven døde nok engang, så snart det blev alvor. Sjovt nok var det ligesom i Touren Movistar selv, der afslørede svaghedstegnet, da det var under Valverdes første forcering, som satte scenen for Lopez’ angreb, at colombianeren gav slip. Da verdensmesteren opdagede miseren, var det allerede for sent, for kort efter fløj en af deres værste rivaler væk. Man kan filosofere sig over, om Quintana er ude af stand til at bruge sin radio, for nu har han to gange i træk tilsyneladende uden at sige et kvæk ladet sit eget hold køre sig agterud.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

På baggrund af styrkeforholdet kan Movistar også kun ærgre sig over, at det var Quintana og ikke Valverde, der fik sneget sig med i det lidt tilfældige spil, der udspillede sig i finalen på 2. etape. Det betyder dog også, at colombianeren stadig i den grad er i spil, og at Movistar kan få en gigantisk fordel ud af at have to mand at spille på i kampen mod Lopez og Roglic. Og selvom Antonio Pedrero ikke just havde Giro-diamanter i benene, viste Marc Soler også, at de har en hjælper, der kan være med til at skabe de situationer, hvor de kan udnytte overtallet - især hvis Kuss og Bennett, som man kan frygte, har svært ved at holde niveauet helt frem til afslutningen på de asturiske etaper.

Movistar er ikke de eneste, der kan ærgre sig over udfaldet af tilfældighedernes spil i søndags. UAE havde utvivlsomt også håbet, at det havde været Tadej Pogacar og ikke Fabio Aru, der var kommet med Roglic-gruppen hjem. Drømmen om en genfødsel af italieneren brast nemlig lynhurtigt på en dag, hvor han ellers havde sat sit hold frem for at føre undervejs. Det gjorde den til gengæld ikke for den bare 20-årige guldfugl Pogacar, der også i sin første store bjergprøve i en grand tour dokumenterede, at han som talent nærmer sig Bernal-klassen. Ikke blot er han stadig skræmmende ung, han har også gennem hele sæsonen vist, at han kun bliver bedre og bedre undervejs i et etapeløb. Nok er det for meget at forvente, at han vinder løbet, men der er al mulig grund til at frygte Pogacar, når vi rammer de asturiske bjerge om halvanden uges tid.

Også Mitchelton-Scott tabte i 2. etapes lotteri. De fik nemlig Mikel Nieve med i front, men det skulle vise sig at være den forkerte hest, da den ellers normalt så stabile basker faldt helt igennem på dagens etape. Det gjorde Esteban Chaves til gengæld ikke, og selvom han endnu har nogen vej at gå, inden han definitivt kan lukke det livskapitel, der hedder kyssesyge, har han gjort gigantiske fremskridt siden Giroen. Man kan frygte, at han falder sammen ligesom en punkteret ballon, som han gjorde det i Italien, men dagens etape har i hvert fald løftet håbet om, at det ikke er sidste gang, Chaves’ smil har lyst op på et grand tour-podium, heller ikke selvom det næppe bliver i denne Vuelta.

Det er til gengæld nok slut for Rigoberto Uran med at slutte på et grand tour-podium. Nu skal man ikke have læst mange af mine skriverier forud for løbet for at vide, at mine forventninger har været begrænsede, men desværre blev det kun til fulde imødekommet af en ikke specielt overbevisende præstation. Colombianeren, der stadig ikke har været sig selv siden 2017, fik sig endnu en lussing, som bliver svær at rejse sig fra for en mand, der allerede har Touren i benene. I det hele taget endte det stærke EF-mandskab som nogen af dagens helt store tabere, da det også lykkedes den stærke Hugh Carthy at afsløre, at Sergio Higuita trods alt stadig har nogen vej at gå, inden han kan være med i en grand tour, og at holdet nok nu skal vende tilbage til plan A og lade vidunderbarnet jagte etape senere i løbet.

Endnu værre gik det dog for Sunweb. Nok kæmpede Nicolas Roche heroisk mod overmagten, men han var naturligvis ude af stand til at forsvare trøjen. Og da Wilco Kelderman måtte sande, at den lovende start desværre blot var røgslør for en ikke alt for god form, ser det ud til, at det tyske mandskab får svært ved at spille den rolle, de havde håbet på. I stedet må de nu håbe på, at Kelderman, der også i år har haft en skidt forberedelse, ligesom sidste år kan rejse sig lidt undervejs.

På mange måder bekræftede etapen ellers, hvad vi vidste. Rafal Majka er bedre end længe, men stadig ikke som i gamle dage, og hans holdkammerat Davide Formolo er nok flyvende i klassikerterræn, men slet ingen bjergrytter. Pierre Latour har sine begrænsninger på svære stigninger, selvom han åbenlyst er i fremragende form. Louis Meintjes og David De La Cruz er stadig skygger af sig, men Ineos kan i det mindste glæde sig over, at lottokuponen Wout Poels viste så markant fremgang allerede nu, at der meget vel kan ligge en etapesejr at vente, hvis han finder sin berømte og frygtede tredjeugesform.

Og så er der naturligvis spillet om etapesejren. Forud for løbet kunne man formentlig have tjent en bondegård, hvis man havde peget på, at Burgos, løbets klart svageste mandskab, skulle vinde en etape. Det var formentlig blevet til en herregård, hvis man havde spillet penge på en dobbeltsejr. Om mon ikke man havde vundet et helt slot, hvis man havde spillet på en dobbeltsejr til Burgos på en af løbets sværeste bjergetaper?

Ikke desto mindre var det, hvad der skete på en etape, der fulgte det mønster, vi kender fra Vueltaen. Den spanske grand tour er så drønsvær, at alle hold sparer sig i nærmest én uendelighed. Faktisk var de så nøjeregnende med deres ressourceforbrug, at de end ikke turde åbne bare lidt for gassen, selvom Sunweb med dygtig kørsel havde sørget for, at verdens svageste tremandsudbrud blev sluppet afsted efter bare ca. 10 km. Sådan går det imidlertid altid i et løb, hvor så mange etaper er så svære, at de tidlige bjergetaper næsten altid bliver vundet af et udbrud - åbenbart også selvom gruppen er så svag, at det lykkedes dem at smide 10 minutter på ca. 15 km.

Det skyldtes dog også, at det store forspring gjorde det muligt at spille spillet til perfektion. Nok var Jose Herrada vel stærkeste mand, men det spanske miniputhold udnyttede fornemt deres overtale. Jetse Bol, der for to år siden hele to gange var tæt på at tage den røde trøje og flere gange har vist sig som en glimrende klatrer, kunne nemlig svare på den erfarne spaniers mange forceringer, som tydeligt viste, at han vitterligt er faldet gevaldigt af på den, siden han sluttede i top 15 i Vueltaen. Og med et stort forspring kunne han tillade sig at lade Herrada gøre alt arbejdet, mens den heroisk kæmpende Angel Madrazo, der ellers med mere end 30 km hjem lignede en hængt kat, som en yoyo kørte frem og tilbage, indtil han mod slutningen mobiliserede nogle ressourcer, som var ganske svære at få øje på og dermed højst overraskende opnåede et højdepunkt i en karriere, der ellers kun er gået den forkerte vej, siden Movistar vejede ham og fandt ham for let.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det var formentlig ikke sidste gang, at vi så et udbrud køre om sejren. Udbrudstriumfer er reglen snarere end undtagelsen i Vueltaen, og alt peger da også på, at lykkeridderne skal til fadet torsdag, hvor etapen nok er svær, men slutter på en stigning, der ikke kan gøre de store forskelle. Det næste store opgør mellem favoritterne er programsat til Alto Mas de La Costas grufulde procenter fredag eftermiddag. Her får Lopez chancen for én gang for alle at dokumentere, at han ikke blot er Superman i løbets tredje uge, men også kan være det fra start. Noget tyder på, at han er blevet kureret for sin mest alvorlige børnesygdom.

Favoritterne

Dagens etape blev en understregning af, at udbrud næsten altid holder hjem på Vueltaens første bjergetape. Forklaringen er naturligvis den, at højdemeterne i det spanske løb er så mange, at man altid har en ny etape, man skal gemme kræfter til. Det gælder særligt i år, hvor den første uge er usædvanligt brutal, og da det lykkedes for Sunweb højst overraskende at sende et for trøjen ufarligt udbrud afsted, gik det, som man kunne frygte, nemlig at ingen turde spilde alt for mange kræfter med udsigt til hårde bjergetaper både fredag og søndag også.

Feltets passivitet er som sagt typisk for Vueltaen og forklaringen på, at det spanske løb altid er den mest udbrudsvenlige grand tour. Ikke blot byder løbet på et hav af mellemhårde etaper, der er som skabt til offensiv kørsel, men også i bjergene ser man særligt først i løbet, at feltets afventende kørsel giver gode chancer for lykkeridderne, som Ben King sidste år udnyttede til at vinde de to første bjergetaper.

På den baggrund burde der heller ikke være den store tvivl om, hvad der sker torsdag. Etapen slutter ganske vist på en stigning, men den er så let, at den ikke kan bruges til det store klassementsopgør. Når favoritholdene ikke gad gå efter en sejr i en knaldhård bjergfinale, gider de naturligvis heller ikke føre an på en etape, som mest ligger til hurtige folk som Alejandro Valverde og Sergio Higuita. 6. etape er en af den slags udbryderetaper, som Vueltaen er spækket med, og med tanke på dagens passivitet burde der være næsten garanti for en udbrudssejr.

Er der da slet ingen, der kan tænkes at jagte? Det er vel kun Movistar, EF og Caja Rural, der for alvor kan se en interesse i en spurtsejr på den bløde målbakke. Movistar lader altid Valverde-etaperne sejle i Vueltaen, og selvom man kunne argumentere for, at han burde udnytte sin gode form til at redde sig 10 bonussekunder, er det stærkt usandsynligt, at vi vil se Movistar-initiativ nu, hvor der venter vigtigere etaper fredag og søndag. EF skal næppe noget, efter at Sergio Higuita i dag havde en svær dag, og de vil nok i stedet kan satse på udbrud. Og Caja Rural kunne måske nok tænke sig at spurte med Alex Aranburu, men ved, at de ikke kan klare opgaven alene, hvorfor de formentlig også vil satse på offensiv kørsel.

Samtidig er det usandsynligt, at Astana vil bruge mange kræfter på at forsvare trøjen. For det første er tidsforskellene så store, at det slet ikke er sikkert, at den bliver truet, og for det andet skulle det være mærkeligt, om de vil jagte hårdt 24 timer efter, at de smed en oplagte etapesejr væk. Naturligvis kan der altid ske det, at Caja Rural eller EF misser udbruddet og holder dem i snor, hvilket kunne anspore Movistar til at gå i aktion mod slutningen af etapen, ligesom udbruddet næppe vil få meget tid, hvis eksempelvis Wout Poels, som man nok ikke lukker ind i klassementet igen, skulle komme afsted. Derfor kan det ikke helt udelukkes, at et udbrud vil blive hentet, og at favoritterne ender med at skulle spurte på bakken, men det virker stærkt, stærkt usandsynligt.

Dermed er der lagt op til en gigantisk kamp fra start. I dag så det ud til, at mange sparede sig netop med henblik på denne etape, og derfor bliver der krig om at ramme udbruddet. Da samtidig starten er knaldhård, burde der være garanti for et stort og meget stærkt udbrud. Dem vil Astana formentlig lade sejle væk - og nok også, hvis det skulle koste dem trøjen - og efter den indledende kamp forventer vi en stille dag, indtil udbruddet skal køre finale på de sidste to stigninger.

Vil der bag udbruddet komme kamp mellem favoritterne? Næppe. Der venter en langt vanskeligere og vigtigere etape fredag, og derfor vil det være hovedløst at bruge kræfter på angreb. I stedet forventer vi, at Astana måske med hjælp fra Jumbo eller Movistar vil sætte et stabilt tempo, der afholder folk fra at angribe, men vi regner ikke med action mellem favoritterne. Hvis udbruddet skulle blive hentet, kan det være anderledes, men i givet fald vil Movistar formentlig gå så hårdt efter en sejr med Valverde, at det på den lette stigning vil være svært at komme væk, også selvom medvinden vil gøre det lidt mere selektivt end ellers.

Vi tror altså på en udbrudssejr, og denne gang bliver der formentlig ingen gaver, som vi så det i dag. For det første skal man være en meget klatrestærk type for overhovedet at komme med i et udbrud på en etape, der starter modbydeligt, og for det andet skal man være god til at køre op ad for at kunne spille en rolle i finalen. Til gengæld betyder de sidste to stigningers karakter også, at spurtstyrke meget vel kan vise sig helt afgørende i en gruppe, hvor der formentlig ikke vil mangle gode klatreben, og hvor det derfor kan være svært at køre alene. Selvfølgelig kan meget ske i en taktisk finale - bare spørg Angel Madrazo - men som udgangspunkt skal vi se efter klatrestærke folk, der kan spurte på moderate procenter på toppen af en knap 8 km lang stigning.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Dem er der en del af, og der er således mange, der kan tænkes at løbe med sejren, og blandt dem vil vi pege på Alex Aranburu som vores favorit. Nok fik han ødelagt det meste af foråret med en skade, men det lykkedes ham alligevel med overbevisende kørsel i Hammer Limburg at konfirmere det store potentiale, han viste mod slutningen af 2018. Efter en lidt haltende start på sommeren viste han klassen med sin overlegne puncheursejr på 4. etape i Burgos og senest med fabelagtig kørsel sammen med klassementsrytterne på 2. etape i dette løb. Formen sidder således i skabet, og noget kunne tyde på, at han i dag i den grad tog sig en slapper for at gøre sig klar til en etape, der burde passe ham. Stigningerne er måske lige lange nok, og med medvind på sidste stigning risikerer han at blive sat af mere klatrestærke typer, men med den styrke, han har vist på bakker i år, bliver han ikke let at komme af med. I en stigende spurt er han næsten umulig at slå, og det gør ham til vores favorit.

En anden oplagt kandidat er Dylan Teuns. Bahrain skal nu alene jagte etaper, og det har Teuns i den grad smag for. Sidste år ramte han udbruddene næsten hver eneste dag, og det blev på imponerende vis til en 2., to 3., en 4. og en 5. plads fra sine fem udbrud. Sejren missede han, men den fik han i år under Touren, hvor han vandt i en finale, der var langt vanskeligere end denne. Dagens 38. plads tyder på glimrende form, og han ved endda fra Touren, hvor han var med i Ciccone-udbruddet, at man med et udbrud kan køre sig i rødt. Det har han sikkert også i tankerne, og Bahrain vil sikkert gøre alt for at få ham eller Mark Padun afsted. Han er specialist på stejle procenter, men også i denne afslutning spurter han fremragende og vil være svær at slå på stregen

En anden oplagt kandidat er Jesus Herrada. Han smed tid i sidevinden i går, hvorfor han næppe kommer i rødt igen i år, men til gengæld kan han så vinde sin etape. Han har gjort gigantiske fremskridt i en sæson, hvor han vandt Tour de Luxembourg og Ventoux-løbet og blev nr. 20 i Tour de France. Hans kørsel på 2. etape viste fremragende form, og han må have udset sig denne etape som et gigantisk mål. Ikke blot passer de knap så stejle procenter ham bedre end søndagens mur, han var også i gamle dage en god puncheur. Det har han nu ikke vist meget siden etapesejren i Dauphiné, men i Luxembourg genfandt han de gamle evner. Derfor bliver også han svær at overspurte, hvis han skulle ramme det rette udbrud.

Det var herligt at se Wout Poels rejse sig i dag. Hollænderen er kendt som en langsom starter, der næsten altid falder igennem på de første stigninger i en grand tour, men til gengæld bliver han også altid bedre undervejs. Dagens præstation tyder på, at han allerede er i kraftig fremgang, og dermed burde han have blikket rettet mod denne etape, der passer ham ganske glimrende. Poels har nemlig et glimrende punch i e stigende finale, som han viste, da han blæste forbi Fuglsang og Buchmann på kongeetapen i Dauphiné eller overspurtede folk som Michael Albasini, Rui Costa og Samuel Sanchez i forbindelse med sejren i Liege. Formen er åbenlyst ikke i top endnu, men den synes god nok til, at han kan vinde denne etape - i hvert fald hvis Astana giver ham lov. Det er trods alt ikke verdens bedste ide at bringe en af feltets bedste ryttere tilbage i et klassement, han ellers har smidt væk.

Dagens positive overraskelse kom fra ustabile Ruben Guerreiro, der efter år med endeløse skuffelser endelig synes at have fundet formen også i Europa. Han kørte stærkt i BinckBank Tour, og i dag blev han nr. 15 på en etape, der ellers burde have været for svær. Det tyder på forrygende ben, og mon ikke Katusha ser en stor chance for at køre ham i trøjen? Det er næppe en mand, Astana er bange for, og som puncheur er han skabt til at afslutte på denne stigning. Det er klar, at udsigten til måske at komme i rødt kan koste etapesejren, men sidder han med op til toppen, er han hurtig nok til at slå de fleste i en stigende spurt.

Det er Tao Geoghegan Hart også. Faktisk er det noget nær en perfekt afslutning for briten, der i forbindelse med sejren i Tour of the Alps viste sine puncheuregenskaber. Problemet er bare, at hans form er svær at vurdere. Han var flyvende i Polen, og derfor blev holdet overraskede over nedturen på 2. etape, især fordi han meldte om gode ben på holdløbet. I dag endte han langt tilbage, men det kan lige så vel være udtryk for, at han sparede sig til et udbrud torsdag. Den gode form fra Polen, hvor han i perioder lignede bedste mand, kan da for pokker ikke være forsvundet helt. Er han sig selv igen, bliver han svær at slå i en spurt på denne bakke.

Naturligvis skal Thomas De Gendt også nævnes. Forud for løbet var der usikkerhed om, hvorvidt han stadig var frisk efter to tidligere grand tours, men dagens præstation tyder på, at benene ikke er helt væk. Om de er godt nok til at vinde i terræn, der kan være lige svært nok, har vi til gode at se, men De Gendt kan i hvert fald glæde sig over, at starten er så svær, at han kan komme tidligt væk, hvilket er en fordel for en mand, der altid brænder krudtet af på de første 20 km. Terrænet er ikke meget forskelligt fra det, der gav ham en mageløs og overmenneskelig etapesejr i Touren, og stigningerne er heldigvis ikke for stejle. Har han en af sine superdage, er De Gendt modbydelig på en sådan etape - og så er han endda også ganske hurtig i en spurt.

Det er Gianluca Brambilla også, men der er desværre efterhånden lidt langt mellem snapsene for den ellers engang så spændende italiener. På 4. etape i Giroen viste han imidlertid, at han stadig kan være med i kampen om etapesejre i grand tours, og denne finale burde passe glimrende til en puncheurtype som ham. Hans spurter har på det sidste været lidt haltende, ligesom formen i Polen ikke var den bedste, men han rejste sig med en 3. plads på sidste etape. Om han stadig er god nok til at være den bedste i et formentlig meget stærkt udbrud, kan være tvivlsomt, men det er i hvert fald en rigtig Brambilla-etape.

Igen i dag bekræftede vores bjergtrøjefavorit Nicolas Edet den glimrende form, han viste i Polen. Han er helt sikkert en af de ryttere, der lurer på en mulig førertrøje, og som vil gøre alt for at ramme udbruddet. Franskmanden er samtidig en ganske eksplosiv type, der slet ikke vil være ked af en afslutning som denne. Man kan frygte, at han prioriterer trøjen over etapesejren, og at han vil være oppe mod mere formstærke folk, men det er helt sikkert en etape, som en velkørende Edet kan vinde, så han dels kan tage et skridt mod endnu en bjergtrøje, dels bringe Cofidis i førertrøjen for andet år i træk.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Deceuninck er her i en jagt på etaper, og det her ligner en oplagt chance for James Knox. Briten har desværre aldrig fundet de ben, han havde i UAE Tour i starten af året og skuffede senest i Tour de Pologne. I dag kørte han dog en hæderlig etape, og han er en af de ryttere, der med rette kan drømme om en førertrøje. Selvom han egentlig er mest komfortabel på længere stigninger, viste han et fint punch i spurten på 2. etape af Volta a Catalunya, og det gør det til en glimrende afslutning for den lovende Knox. Nu skal han bare finde dine bedste ben efter en sæson, der ikke er gået helt som ønsket.

Bahrain-Merida kom for at køre klassement med Mark Padun, men den unge ukrainer har atter måttet sande, at han mangler lidt for at følge de bedste, specielt når terrænet er svært. Det er dog kun en måneds tid siden, at han vandt Adriatica Ionica Race ved at slå en meget formstærk Ben Hermans på Tre Cime di Lavaredo, og det viser, at han sagtens kan begå sig også på længere stigninger. Dette er terræn, som han har gjort det bedst i, blandt andet da han vandt en etape i Tour of the Alps. Man kan frygte, at han ikke er helt hurtig nok, men sejren i Italien i juli viste, at han godt kan afslutte på en bakke.

Deceuninck har en potentiel plan B i Zdenek Stybar. Egentlig burde dette terræn være for svært for tjekken, som ikke just er klatrer, men han synes at være i glimrende form. Det var således højst overraskende at se, at han næsten kunne sidde med de bedste på 2. etape, hvor stigningen var langt sværere. Man kan stadig frygte, at Stybar vil være oppe mod folk, der klatrer lidt for godt, men når man kan vinde fra et udbrud på Alto do Malhao i Volta ao Algarve, burde man også kunne vinde her, når man har en spurt som Stybar.

Lotto har også uerfarne Carl Fredrik Hagen. Han er egentlig kommet til løbet for at køre lidt klassement, og da det er hans første grand tour, kan man frygte, at han skal holde lidt igen. Omvendt kan dette være en stor chance for at vinde lidt gratis tid, og efter en stor nedtur på holdløbet viste han i dag, at formen slet ikke er så ringe. Han har ganske meget punch og burde passe fint til denne finale. Han var tæt på at vinde sidste etape i Dauphiné fra et udbrud, og denne gang kan det måske lykkes.

UAE har naturligvis Valerio Conti , der tidligere har vundet en etape i løbet, og som via udbrud overtog førertrøjen i Giroen. Terrænet her passer glimrende til Conti, der også er en dygtig afslutter med et fint punch, og formen synes ikke at være helt ringe for den ellers meget svingende Conti. Problemet er bare, at UAE har hele to kaptajner at beskytte, og da de en stor del af holdet udgøres af sprintertog, kan man frygte, at han får besked på at holde sig til Pogacar og Aru.

Et andet bud er Oscar Rodriguez, der med dagens 16. plads atter bekræftede den storform, han viste med 2. pladsen bag Ivan Sosa i Burgos. Man kan dog frygte, at etapen her er lidt for let for Rodriguez, der er mere klatrer end puncheur, og da han samtidig kunne have kig på førertrøjen, kan han meget vel ende med at ofre etapen. Omvendt viste han i årets Tour du Finistere, at han godt kan afslutte, og med den fine form, han åbenlyst har, er han ikke helt ude af billedet. Det vil i hvert fald ikke være helt så overraskende, at han vinder, som det var i forbindelse med sensationen i 2018.

Det er også en god finale for Sergei Chernetckii. Russeren har desværre slet ikke haft et godt år hos Caja Rural, men vi så sidste sensommer, hvor skræmmende stærk en formstærk Chernetckii kan være. Nogen klatrer er han ikke, men dette terræn burde passe fint til russeren, der også kan afslutte. Vi frygter bare, at formen stadig ikke er helt god nok efter et ikke specielt let år.

Endelig vil vi pege på Amanuel Ghebreigzabhier og Lawson Craddock. Begge har vist fremragende form i tiden op til løbet. Ghebreigzabhier blev nr. 3 på den sidste store bjergetape i Burgos, og Craddock kørte et herligt offensivt og imponerende Tour of Utah. Craddock kan være låst som hjælper, men de burde begge kunne få lidt frihed til at køre offensivt. Begge kan klatre og afslutte, men man kan frugte, at de vil være oppe mod hurtigere folk.

Andre kandidater til et udbrud er Niklas Eg, Peter Stetina, Daniel Navarro, Hugh Carthy, Francois Bidard, Geoffrey Bouchard, Sebastian Henao, Tsgabu Grmay og Jesper Hansen , men vi frygter, at finalen er for let til, at det kan vinde. Uden Mühlberger skal Felix Grossschartner nok blive hos Boras kaptajner, og Enrico Battaglin, Sergio Henao og Nick Schultz synes for formsvage. Finalen er nok lidt for svær til, at en ikke alt for formstærk Philippe Gilbert, Tomasz Marczynski og Jose Joaquin Rojas, der ellers godt kunne skulle beskytte Movistars holdkonkurrence, kan gøre det færdigt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Som sagt tror vi ikke meget på en afgørelse mellem favoritterne, og det scenarium vil vi ikke bruge meget krudt på. men skulle det ende i en spurt, vil vi i prioriteret rækkefælge pege på Alejandro Valverde foran Sergio Higuita, Primoz Roglic, Alex Aranburu, Pierre Latour, Tadej Pogacar, Nicolas Roche, Rigoberto Uran og Davide Formolo.

Feltet.dks vinderbud: Alex Aranburu (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Dylan Teuns, Jesus Herrada (fra et udbrud)

Outsidere: Wout Poels, Ruben Guerreiro, Tao Gegoghegan Hart, Thomas De Gendt, Gianluca Brambilla (fra et udbrud)

Jokers: Nicolas Edet, James Knox, Mark Padun, Zdenek Stybar, Carl Fredrik Hagen, Valerio Conti, Oscar Rodriguez, Sergei Chernetckii, Amanuel Ghebreigzabhier, Lawson Craddock (fra et udbrud)

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Alejandro Valverde, Sergio Higuita, Primoz Roglic, Alex Aranburu, Pierre Latour, Tadej Pogacar, Nicolas Roche

Tour du Poitou-Charentes

Hver dag bringer vi som lovet vores bud på den kommende dags vinder/vindere i Tour du Poitou-Charentes.

Etape 3a

Det ligner endnu en spurt, men denne gang i en hårdere finale med en sen bakke. Til gengæld er afslutningen enkel uden tekniske udfordringer, så det bliver et opgør på ren power. Det får os til at pege på Davide Cimolai foran Christophe Laporte og Andrea Pasqualon. Bakken bør dog ikke være hårdere, end at også Emils Liepins, Bram Welten og Matteo Malucelli kan værre med. Det er også en god afslutning for Lorrenzo Manzin , men han kan være for mærket af styrtet, og det samme kan Pierre Barbier. Den ukomplicerede finale er en stor chance for Thomas Boudat og måske også for unge Ziga Jerman, mens bakken er en fordel for Colin Joyce.

Feltet.dks vinderbud: Davide Cimolai

Øvrige vinderkandidater: Christophe Laporte, Andrea Pasqualon

Outsidere: Emils Liepins, Bram Welten, Thomas Boudat, Matteo Malucelli, Lorrenzo Manzin

Jokers: Pierre Barbier, Colin Joyce, Ziga Jerman, Vincenzo Albanese, Samuel Caldeira, Julien Duval

Etape 3b

Der er tale om en ren tonserenkeltstart for specialisterne. Selvom distanden er lang må Miles Scotson være den førende, men han trues af særligt Brandon McNulty, Yoann Paillot, Tony Gallopin, Alexis Gougeard og Niki Terpstra . Christophe Laporte bør køre stærkt, men den er nok for lang til, at han kan vinde. Anthony Roux styrtede i dag og kan være mærket, og Alexandre Geniez synes ude af form. Andre kandidater er Thiabult Guernalec, Ignatas Konovalovas, Damien Gaudin, Julien Antomarchi og måske Marco Mathis, Tom Wirtgen og Benoit Jarrier.

Feltet.dks vinderbud: Miles Scotson

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Yoann Pailoot

Outsidere: Tony Gallopin, Christophe Laporte, Alexis Gougeard, Niki Terpstra, Anthony Roux

Jokers: Thibault Guernalec, Ignatas Konovalovas, Damien Gaudin, Julien Antomarchi, Alexandre Geniez