Optakt: 7. etape af Volta a Catalunya

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt konceptet hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2024. I 2021 gav man dog den afsluttende rundstrækning et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skulle passeres færre gange, og den ide vil også finde genanvendelse. Ganske vist har den siden Scarponis kup kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 145,3 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører ind til rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Fra starten i den vestlige udkant af Barcelona lægger man ud med at køre ad en helt lige vej mod sydvest, inden man efter ca. 10 km drejer mod nordvest for at køre ad endnu en helt lige og flad vej. Efter 20 km drejer man mod sydvest for at køre ind i terrænet ad en let stigende vej, hvorefter det går mod vest op ad kategori 3-stigningen Coll de la Creu de l’Ordal (7,0 km, 4,4%), der midtvejs har 3 km med 5-7%, men derudover stiger med bare 3-4%.

Toppen rundes efter 36,5 km, hvorefter det går ad en let faldende vej mod sydvest ud til det vestligste punkt. Her drejer man mod sydøst for at køre tilbage mod kysten ad en let stigende vej, inden en lidt teknisk nedkørsel leder ned til udkanten af Barcelona, hvor man med det samme køres dagens første spurt efter 72,9 km. Herfra går det mod syd ad en helt lige og flad vej ud til kysten, hvor dagens anden spurt køres allerede efter 75,3 km. Kortvarigt kører man nu mod øst ad den flade kystvej, inden det går ad lange, lige og flade vej mod nordøst ind mod centrum af Barcelona.

I hjertet af storbyen krydses målstregen for første gang efter 98,1 km, og herefter afsluttes løbet som i 2021, 2022 og 2023 med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en igen forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 600 m efter målstregen rammer man kategori 2-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den som i 2021, 2022 og 2023 fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,6%, men hvor den derefter er meget let indtil de sidste 900 m, hvoraf de første 500 m stiger med 5,1% og de sidste 400 m med hele 11,8%.

Fra toppen resterer bare 5,5 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en 500 m lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%, og der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen.

Etapen byder på i alt 2055 højdemeter, hvilket er ca. 200 flere end i 2022, ca. det samme som i 2021, ca. 100 flere end i 2021 og ca. 100 færre end i 2019.

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012 og 2023. I 2012 lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC. Sidste år var det til gengæld Andreas Kron, der på en delvist neutraliseret etape på bakken kørte fra alt og alle og tog karrierens største sejr, inden Kaden Groves vandt feltets spurt foran Andrea Vendrame.

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.

I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I 2018 angreb Simon Yates i finalen, og han holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand.

I 2021 lagde Ineos, der havde nr. 1, 2 og 3 i klassementet, løbet i et jerngreb, og mens Thomas de Gendt kørte fra Matej Mohoric og tog sin anden sejr på etapen via et udbrud, udgjorde en blanding af udbrydere og klassementsfolk en 20 mand stor gruppe, der nåede mål 1.46 bag De Gendt. I 2022 var det den førende Sergio Higuita, der blev angrebet, men han kom aldrig i problemer, og da de bedste, der var kørt væk på sidste stigning, ikke kunne samarbejde, indtraf en større regruppering, så 18 mand kunne spurte om sejren, der gik til Andrea Bagioli foran Attila Valter og Fernando Barcelo.

Sidste år lykkedes det så endelig for de bedste at køre fra alt og alle, da Remco Evenepoel og Primoz Roglic fortsatte deres dominans, inden Evenpoel tog etapesejren og Roglic den samlede triumf. Bag dem kørte Marc Soler alene væk til en 3. plads med et tab på 53 sekunder, inden Corbin Strong 5 sekunder senere var hurtigst i en spurt blandt 28 mand.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Efter en generelt solrig uge slutter det hele knap så pænt af. Søndagen bliver overskyet med en beskeden temperatur på 13-14 grader. Der vil være en let til jævn vind (15-18 km/t), i starten fra sydøst og til slut fra syd. Det giver først sidevind og derefter med- og sidemedvind op over første stigning. I det vestligste punkt får men mod- og sidemodvind på turen tilbage til byen, hvorefter der vil være sidevind frem til rundstrækningen. Her vil der mod slutningen, hvor vinden er i syd være mod- , så side- og slutteligt igen modvind på Montjuic. Derefter vil der kortvarigt være sidemodvind, men derefter hovedsageligt sidemedvind. Med 2 km igen får man sidevind, mens der igen vil være sidemedvind over den sidste kilometer.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Tadej Pogacar i sjælden grad rundbarberede Visma-stjernerne på dagens kongeetape.

Favoritterne

Historien viser, at vinderen af Volta a Catalunya altid er fundet efter Pyrenæerne. Sådan har det været hvert eneste år, siden det ældgamle løb fik sit nuværende format i 2013, indtil det hele blev ændret i 2022 med det flotte regnvejrskup fra Sergio Higuita og Richard Carapaz. Det til trods for, at løbet altid er sluttet med den forrygende og altid underholdende Barcelona-etape, hvor førertrøjen altid er blevet angrebet, men aldrig væltet. Det skete heller ikke i 2022, for efter sit kup om lørdagen kom Higuita ikke i problemer om søndagen.

Med det nye format med en bjergetape sent i løbet kan vi ikke længere regne med, at løbet vil være afgjort efter Pyrenæerne, men det betyder til gengæld også, at chancen for, at trøjen skal skifte ejermand i Barcelona er endnu mindre end tidligere. En hårdere rute giver større afstande, og det betyder selvsagt, at det er meget svært at ændre på noget, når man alene har kort, eksplosive stigninger at gøre godt med. Efter dagens kongeetape er afstandene i top 3 og mellem nr. 3 og 4 også så enorme, at det vil være en stor overraskelse, hvis podiet ændrer sig i morgen.

Alligevel skal man ikke undervurdere Barcelona-etapen. Det kan godt være, at førertrøjeindehaveren altid har været i stand til at svare på de mange angreb, men underholdende og aggressivt er det altid. Samtidig betyder en finale, hvor der nærmest intet fladt terræn er, at det er en etape, der kan være uhyre svær at kontrollere. Mens den førende har kunnet holde sig til sine værste rivaler, har både Michele Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 med stærke angreb på rundstrækningen kunnet avancere kraftigt i klassementet - Scarponi til en 3. plads og Yates til en 4. plads. Og Egan Bernal smed i 2018 en stensikker 2. plads, da han og Jose Joaquin Rojas styrtede på nogle spejlglatte veje.

Til gengæld er det slet ikke hver gang, at klassementsrytterne har kørt om sejren. Af de ti forrige udgaver er et udbrud løbet med sejren hele fem gange, og det er endda sket, selvom Movistar i de fleste tilfælde har haft en gylden chance for at vinde med Alejandro Valverde, som da også har taget sejren to af de fem gange, favoritterne har kørt om den. Det fortæller alt om, hvor svær etapen er at kontrollere. Vi ser altid det samme, nemlig at et meget stort udbrud kommer tidligt afsted, og det er altid pokkers svært at hente på den svære rundstrækning.

Spørgsmålet er, om vi får en udbrudssejr i år. Det er bestemt muligt, men jeg tror det ikke. Alt afhænger af, hvad UAE vil. Igen ved alle, at Pogacar vinder, hvis udbruddet hentes, og derfor burde alle øvrige 24 hold - måske med undtagelse af Soudal og Ineos, der mest er optaget af at beskytte deres kaptajner - gå efter at ramme udbruddet. Dermed er der lagt op til den velkendte vilde kamp, og at vi formentlig igen får et stort og et stærkt udbrud.

Spørgsmålet er så bare, om Pogacar vil vinde. Denne gang er jeg ikke så sikker, som jeg var det forud for dagens etape. Går han efter den næste sejr også, kommer han meget, meget let til at virke unødigt grådig. Jeg tror bare ikke, at han kan lade denne etape sejle. At vinde i storbyen Barcelona på den ikoniske Montjuic-stigning tror jeg har en vis betydning for ham, for han plejer at gå op i den slags. I forvejen mindes jeg faktisk ikke, at han har ladet en oplagt Pogacar-etape sejle i et ugelangt løb, og denne etape minder meget om en af de klassikere, som han elsker så højt Endelig går holdet meget op i at vinde verdensranglisten og ende som holdet med flest sejre, så hvis ikke Pogacar selv vil, tror jeg, at hans hold vil.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Spørgsmålet er så, om UAE er stærke nok. De har virket en anelse ”shaky” i dette løb, ikke mindst på 1. etape, men som beskrevet i analysen var de fremragende i dag. På både 3. og 6. etape lagde de løbet i et jerngreb, og det kan de formentlig gøre igen. De vil sørge for, at afstanden aldrig bliver stor, og hvis de gør det, vil Pogacar selv kunne gøre meget af arbejdet til sidst. Jeg regner nemlig ikke med, at han vil vinde i en spurt eller med et angreb på sidste omgang. Nej, jeg vil forvente, at han igen har et lidt længere soloridt i tankerne, og hvis det er tilfældet, skal et udbrud have et vist forspring for at holde.

Der er også en god chance for, at UAE kan få hjælp. Der er hold, der satser på denne etape, og selvom udbrud nok er plan A, kan de sagtens finde på at jagte, hvis de misser det. Her tænker jeg særligt på Israel-PT, men det kunne også være Lotto, Bora eller Alpecin. Man får hurtigt allierede, for ingen har noget at miste ved at gå på jagt efter udbruddet. Måske er Pogacar svær at slå, men har man misset udbruddet, vinder man i hvert fald ikke etapen ved at lade det køre hjem, og der er ingen grund til at spare på kræfterne til mandag.

Jeg er bestemt ikke sikker, men mit gæt er, at vi får samling. Her vil jeg forvente, at Pogacar vil angribe relativt tidligt - måske med nogenlunde samme afstand til mål som i dag - og herefter vil han levere et soloridt. Ganske vist har det aldrig tidligere været muligt for bedste mand at køre alene, men sidste år så vi, hvordan Primoz Roglic og Remco Evenepoel kørte resten af feltet midt over med et parløb over flere omgange. Hvis man er god nok, kan man altså godt gøre forskellen, og ingen vil vel benægte, at Pogacar er god nok.

Hvad der sker bag Pogacar, kan til gengæld være ret spændende. Her vil klassementsrytterne formentlig angribe hinanden, og man kan ikke helt udelukke, at der kan komme forskelle. Sidste år kom Marc Soler alene væk på sidste omgang, men det er første gang, at vi har set noget sådant. Til gengæld har vi flere gange set, at man kan komme væk via taktik. Vi så i 2018, at Simon Yates kunne udnytte kampen om førertrøjen til at køre væk, og den slags er muligt igen i år.

Taktik kan altså komme i spil. Det kan det gøre inden sidste stigning, men det kan det også gøre efter sidste stigning. Som vi så særligt i 2022, går der let taktik i den efter toppen, hvor kaptajnerne er alene. Det hører dog til sjældenhederne. Typisk er favoritterne kommet til mål i ret store grupper på helt op omkring 50 mand, men i de tre udgaver, hvor vi har brugt den nye og stejlere opkørsel har vi kun haft hhv. 18, 19 og 28 mand. Generelt havde vi også på den gamle rundstrækning grupper på 10-20 mand, og jeg vil i år forvente en relativt selektiv udgave, hvis UAE gør det hårdt, så Pogacar kan køre væk. Modvinden på stigningen peger til gengæld lidt i den modsatte retning.

Man skal dog passe på med at overgøre, hvem der kan sidde i en sådan gruppe. Bryan Coquard har faktisk engang vundet spurten bag et udbrud, men det var på den gamle rute. Sidste år vandt Corbin Strong dog spurten, og det viser tydeligt, at man heller ikke på denne rute skal være klassementsrytter for at sidde med hjem. Ja, faktisk overlevede Dorian Godon også, selvom han ikke kom frem i spurten. Den er ne,igret speciel, fordi det falder stort set hele vejen. Det handler ikke så meget om klassisk fart, men mere om timing og momentum.

Dermed har jeg klart indikeret, at Tadej Pogacar er min favorit. Min forventning er, at han vil vinde, og min forventning er, at han vinder. Han vil kunne satse på en spurt, hvor han vil være en af de helt tunge favoritter, men den er som sagt ret speciel. Det tør han næppe satse på, og han tør næppe heller satse på sidste omgang. Nej, som Evenepoel i 2023 vil han formentlig angribe tidligt, og når han gør det, plejer det at lykkes. Som sagt har det historisk været svært at gøre forskelle her, men Evenepoel og Roglic viste, hvordan man gør det, og i år stiller vi så med en endnu stærkere og endnu mere overlegen puncheur. Det er svært at tro, at han ikke kan køre fra alt og alle - modvind eller ej - og han vil formentlig køre tidligt og levere endnu et stort soloridt. Skulle han alligevel få selskab - og det skal i givet fald nok være af Mikel Landa - vil han altid kunne vinde spurten. Derfor tror jeg, at han kroner en suveræn uge med sin fjerde etapesejr.

Igen er han så suveræn, at truslen mod ham formentlig er udbrud eller uheld, men da jeg tror mest på en favoritafgørelse, rangerer jeg de øvrige efter vinderpotentiale i tilfælde af, at Pogacar alligevel fejler, nok via uheld. Mange af kandidaterne er dog også nogle af de bedste udbrudsbud.

Skulle det gå galt for Pogacar, tilsiger historien, at vi får en spurt blandt 15-20 mand. Her vil jeg pege på Axel Laurance. VI er stadig ved at lære ham at kende, men han imponerede mig virkelig på stigningen i går. Her lignede han aldrig en mand, der var blot tæt på at komme i problemer, og det taler for, at han klarer denne stigning. Den er kortere og mere eksplosiv og burde passe en mand, der i år satser på Ardennerne. Formen er fremragende, og han bekræftede i går sin fart. I går nævnte han ganske vist ikke denne etape som en, han har satset på, men forsøget vil han naturligvis gøre. Han ligner en mand, der har en god chance for at overleve, når man ser på, hvem der tidligere er kommet med hjem - senest altså Godon og Strong - og selvom denne spurt er speciel, vil der ikke være mange, der kan slå ham på stregen-

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Jeg vil rangere Stephen Williams som den næste. Nu er han ganske vist en lottokupon, der kan floppe fælt, men modsat Laurance burde han ikke få problemer med at overleve. I dag klatrede han endda chokerende godt i bjergene, og han bekræftede i går, at han vitterligt er lynhurtig. På papiret er Laurance hurtigere, men i denne specielle spurt vinder hurtigste mand ikke altid. Han vil endda formentlig have formstærke Nick Schultz og måske endda Michael Woods til at støtte sig, og dermed har han alle forudsætninger på plads for at gøre det godt på denne etape. Det er også en spurt, som særligt Schultz, men til dels også Woods kan køre, men de får kun chancen, hvis Williams har en offday.

Som sagt sad Dorian Godon med hjem sidste år, og med den suveræne spurt, han kørte på 1. etape, synes han endnu stærkere i år. Det er klart, at det kan være på grænsen for en fyr som ham, men der er en god chance for, at han kommer med hjem igen denne gang. Sidste år kiksede han spurten, men som han har vist i spurterne de seneste dage, vil han kunne slå de fleste i en afslutning som denne. Måske er de to ovennævnte en anelse hurtigere, men som sagt er denne spurt så speciel, at han sagtens kan vinde alligevel, også fordi han med nogen sandsynlighed kan have hjælp af Nicolas Prodhomme, Clement Berthert og Valentin Paret-Peintre, der vil være en langsommere plan B.

Kan man tillade sig at tro på Sergio Higuita? Denne etape har hans navn skrevet med flammeskrift, men han er stadig langt fra fordums styrke. I dag savnede Aleksandr Vlasov ham i hvert fald helt enormt, men heldigvis har han i år også vist bedre takter end sidste år. Det gjorde han i hvert fald tydeligt på 3. etape, hvor han tog en stor føring for russeren, og selvom holdbarheden kunne tilsige, at han falder igennem igen i morgen, har han i hvert fald en chance i terræn, der passer ham bedre. Er han først med til sidst, er han i hvert fald en af de allerhurtigste, selvom denne faldende spurt nok ikke er helt ideel. Falder han fra, har Bora dog et godt alternativ. Aleksandr Vlasov viste på Mallorca, at han ikke er verdens hurtigste, men denne faldende spurt kan minde om den, han i sin kørte i GP Indurain, hvor han for første gang viste, at han slet ikke er så langsom. Et tredje kort kunne være Frederik Wandahl, der spurtede i går, men jeg tror ikke, at formen rækker til, at han kan overleve.

Det var opløftende at se Patrick Konrad i går. Endelig blandede han sig i en spurt igen, og selvom han blev slået klart af sprinterne, viste han, at han stadig har en vis fart. Han er ikke på sit tidligere niveau, men denne etape burde han have en chance for at klare. Han var bekymrende lang væk i dag, men det kan handle om, at han sparede sig. Han kørte i hvert fald i top 40 på de to første bjergetaper, og det taler for, at formen rækker til at klare sig på en etape, der passer ham langt bedre. Overlever han, har han i hvert fald en fart, der fører langt. Et andet bud havde i gamle dage været Bauke Mollema , men her rækker niveauet næppe længere.

Andreas Kron har satset meget på denne etape. Det gjorde han allerede sidste år, men nu betyder den endnu mere for ham, efter at han vandt på netop denne stigning i Vueltaen. Spørgsmålet er så, hvad formen rækker til. Etapen passer ham perfekt, og han er også ganske hurtig, som han bekræftede sidste år, hvor han var blandt de bedste i spurten. Hans form har bare været svær at vurdere, fordi han ikke har kørt etaper, der for alvor har passet ham. Det bekymrer mig dog lidt, at han så skidt ud i spurten på 1. etape, hvor finalen var så hård, at man nok kan læse ganske meget om formen på den baggrund. Omvendt sad han i hvert fald med hele vejen i går, så uden form er han slet ikke. Spørgsmålet er bare, om den med den ærgerlige optakt rækker til en etape, der er hårdere og mere selektiv.

Den store joker er vel Orluis Aular. Kan han klare denne vanskelige etape? Formentlig bliver det en tand for stramt, men udelukkes kan det ikke. Han kom i hvert fald med hele vejen til toppen på gårsdagens stigning, og når typer som Coquard og Godon har klaret den, er den inden for hans rækkevidde. Det kræver, at han er blevet stærkere siden sidste år, men det synes også at være tilfældet. Efter nogle skuffende spurter i år fik han også vist, at han har alletiders chance for at vinde, hvis han overlever. Det skyldes også, at han kan få et lead-out fra Fernando Barcelo, der selv er blevet nr. 3 i denne spurt og vil være en god plan B. Han er desværre en skygge af sig selv, men han har rejst sig selv i år, som vi så i Jaen og Laigueglia. Til gengæld er han knap så hurtig. Et tredje kort er den stadig mere holdbare David Gonzalez, men han burde få det for svært og vil også skulle køre for Aular.

EF har også et godt kort i Sean Quinn . Amerikaneren har klatret overraskende godt i dette løb, og nu kommer vi til det terræn, der passer ham. Tidligere blandede han sig ofte i spurter, men det har vi ikke set længe. Hvor hurtig han er, kan derfor være lidt svært at sige, men desværre indikerer hans tidligere spurter ikke helt, at han har farten til faktisk at vinde. Omvendt er denne spurt jo så speciel, at intet kan udelukkes., Formen er i hvert fald fremragende.

Efter dagens kollaps kan Visma vel give Attila Valter chancen. Ungareren blev nr. 2 i 2022, hvor han kun blev slået af Andrea Bagioli, og i 2021 blev han nr. 3 som overlevende fra et udbrud. Det vidner om, at det er en etape, der passer ham, men desværre er hans form lidt svær at vurdere. Siden Strade, hvor han skuffede, har han kun kørt som hjælper. Det har han gjort med et lidt svingende indtryk, men jeg vil tro, at han selv med Strade-ben kan overleve. Herefter må han så vise, at han kan køre en lige så god spurt som i 2022. På papiret er han for langsom, men netop den spurt viser, hvordan man kan blive overrasket i denne faldende finale.

Kunne Damiano Caruso finde på at blande sig? Jeg tvivler, men jeg håber. Vi så senest i Tirreno, men også da han vandt på Sicilien for nogle år siden, at han stadig har lidt af den fart, han havde som ung. Han er bestemt ikke flyvende lige nu, men niveauet rækker til at komme med hjem. Han har samtidig enorm rutine, og det kan næsten kun være en fordel i en spurt, der er så speciel som denne. Jeg vil også tro, at Antonio Tiberi, der har været god i de indlagte spurter, og Wout Poels kan komme ret langt - særligt Tiberi - men vinde burde de ikke kunne.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Hvor meget betyder en 8. plads for Joao Almeida? Hvis han vil avancere, skal han gå efter bonussekunder, men det tvivler jeg på, at han vil. Så meget betyder en placering næppe, og i dag spurter han stort set aldrig. Omvendt så vi i Polen, at han faktisk stadig har lidt af den fart, der engang var en af hans styrker, så hvis han blander sig, burde han komme et stykke. Han har bare spurtet så lidt de seneste år, at vi næppe vil se ham helt i front. Denne spurt er også så speciel, at det godt kan blive til en top 10 til Marc Soler, der sikkert vil have frihed til at spurte, hvis Almeida ikke vil, og Pogacar er forna. Han er trods alt på hjemmebane og vil gerne have et resultat.

Hvad så med unge William Junior Lecerf? Det er egentlig ikke noget, der tyder på, at han er alt for hurtig, men han vandt altså en spurt i Rwanda - til sin egen overraskelse. Jeg tvivler på, at han vil blande sig, hvad han ikke gjorde i går, og jeg tror snarere, at vi vil se Mikel Landa holde sig fremme, hvad han sidste år gjorde så godt, at han endte som nr. 6. Jeg håber dog, at han tager chancen, for vi så også i AlUla Tour, at han slet ikke er så langsom endda, og i dag viste han, at han bør sidde med hjem. Holdets hurtigste er Antoine Huby, der er skræddersyet til denne etape, men synes formsvag, og vi har ikke set Mauri Vansevenant spurte i en menneskealder.

Allerede sidste år så vi, at Harold Tejada slet ikke er helt langsom, og det har vi i år fået bekræftet i Paris-Nice og Colombia og senest på 1. etape. Han har dog ikke for vane at blande sig i spurter, og jeg er slet ikke sikker på, at han prøver. Det kræver også, at han kommer med hjem, og efter den stærke start har han været svær at vurdere. Han blev i hvert fald sat lidt tidligt i dag, men det kan også være med ønsket om at spare sig til i dag, når nu hans chancer var forduftet. På sigt er det også en perfekt etape for Henok Mulubrhan , men selvom han kom med hjem i går, har han manglet lidt for meget i dette løb.

Det var opløftende at se Tobias Johannessen i dag. Nordmanden har haft det svært grundet sit brækkede kraveben, men han er i hvert fald i fremgang. Jeg tror ikke, at formen rækker hele vejen - dertil manglede han for meget - men lad os nu give ham chancen på en etape, der er lettere. Sidste år skuffede hans fart mig lidt, men den så god ud i Alpes-Maritimes. Sidder han med hjem, burde han komme et stykke. Der var opløftende takter fra hans hurtige bror, Anders Johannessen, i dag, men ikke nok til, at vi kan tro på overlevelse.

Jeg nævner også Francesco Busatto, men det er på potentiale mere end forventning. Etapen passer perfekt til en lynhurtig ardennertype, og vi så jo i Strade, at han allerede kan være flyvende på dette niveau. Til gengæld har han skuffet fælt i dette løb, hvor han end ikke sad med hjem i går. Det taler for, at han er træt efter nogle hårde dage, men omvendt ved man aldrig med disse supertalenter. Finder han pludselig Strade-benene, er han en spændende kandidat. Alternativet er Lilian Calmejane, men han har ikke været godt kørende i år.

Endelig er der Pau Miquel. Spanieren passer godt til denne etape, da han har punch og er hurtig, men efter en stærk start har han skuffet i lang tid. I forvejen har han til gode at vise sig helt fremme på dette niveau, og jeg vil tro, at han fortsat mangler for meget. Hvis han alligevel kommer med hjem, kan han lave en top 10, men vinde bør han ikke kunne.

Både Ethan Hayter og Ivan Garcia Cortina burde være blandt de helt tunge favoritter, men efter i går står det vist klart, at de er for formsvage - selvom de begge også er så svingende, at de pludselig kan dukke op ud af det blå. Egan Bernal kunne formentlig køre en god spurt, men da podiet er sikkert, tvivler jeg på, at han vil tage risici, og Geraint Thomas spurter aldrig. DSM har Frank van den Broek, der godt kan overleve og deltage i spurten, som han gjorde i går, men intet taler for, at farten rækker. Louis Barré sad med hjem sidste år, men synes helt uden form lige nu, og Bryan Coquard klatrer slet ikke, som da han i sin tid sad med hjem, mens Jesus Herrada fortsat er i krise. Måske vil Eric Fagundez prøve, hvis han overlever, men farten rækker ikke.  Endelig er der heller ikke meget håb for Simon Yates lige nu - og sidder han med hjem, spurter han i hvert fald ikke.

Som sagt er den reelle trussel mod Pogacar nok et udbrud, men her er favoritterne mange af de samme, da man skal have punch og ofte kunne spurte. Vi har dog set flere solosejre, hvorfor en spurt ikke er strengt nødvendig, og det stiller større krav til holdbarhed og klatreevner at vinde fra et udbrud. Mit bedste bud er Stephen Williams, men gode bud er også Nick Schultz, Damiano Caruso, Attila Valter, Geraint Thomas, Patrick Konrad, Sean Quinn, Andreas Kron, Sergio Higuita, Harold Tejada, Michael Woods, Valentin Paret-Peintre, William Junior Lecerf, Axel Laurance, Mauri Vansevenant, Dorian Godon, Simon Yates og Tobias Johannessen. Endelig kan jeg ikke helt udelukke, at UAE lader Marc Soler jagte en udbrudssejr på sin hjemmebane.

BEMÆRK: Som nævnt er den eneste trussel mod Pogacar formentlig udbrud eller uheld, men selvom jeg normalt rangerer efter vinderpotentiale, tror jeg mest på en favoritafgørelse, at jeg rangerer efter forventet styrkeforhold og dermed vinderchancer i tilfælde af nedtur eller uheld for Pogacar. Flere af de bedste kandidater er dog de samme, som det fremgår af udbrudskandidaterne nedenfor.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Axel Laurance, Stephen Williams

Outsidere: Dorian Godon, Sergio Higuita, Patrick Konrad, Andreas Kron, Orluis Aular

Jokers: Aleksandr Vlasov, Sean Quinn, Attila Valter, Fernando Barcelo, Damiano Caruso, Joao Almeida, William Junior Lecerf, Harold Tejada, Tobias Johannessen, Francesco Busatto, Antonio Tiberi, Wout Poels, Marc Soler, Valentin Paret-Peintre, Pau Miquel

Kandidater til et udbrud: Stephen Williams, Nick Schultz, Damiano Caruso, Attila Valter, Geraint Thomas, Patrick Konrad, Sean Quinn, Andreas Kron, Sergio Higuita, Harold Tejada, Marc Soler, Michael Woods, Valentin Paret-Peintre, William Junior Lecerf, Axel Laurance, Mauri Vansevenant, Dorian Godon, Simon Yates, Tobias Johannessen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Remco Evenepoels sejr fra 2023, Andrea Bagiolis sejr fra 2022, Thomas De Gendts sejre fra 2021 og 2013, Davide Formolos sejr fra 2019, Simon Yates’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Alexey Tsatevichs sejr fra 2016 samt Lieuwe Westras sejr fra 2014.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT