Optakt: 7. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har løbsdirektør Javier Guillen gjort det til lidt af en sport at opsøge de stejle gedestiagtige mure, som Spanien er så rigt på, og på det seneste har han næsten hvert år kunne præstere en ny af slagsen. En af de mure, han var mest stolt af at have fundet, var Alto Mas de la Costa, som han forud for introduktionen i 2016-udgaven beskrev som den stejleste længere stigning, han nogensinde havde fundet til løbet, og den brutale mur med sine stigningsprocenter på op til 25 gav da også anledning til et spektakulært opgør mellem Chris Froome, Alberto Contador, Nairo Quintana og Esteban Chaves. Efter tre års fravær vender stigningen tilbage igen i år, hvor den er rammen om den tredje bjergafslutning i træk, og hvor vi utvivlsomt vil blive endnu klogere på, hvem der kan vinde årets Vuelta.

I alt skal der tilbagelægges 183,2 km, der fører feltet fra Onda til toppen af Alto Mas de la Costa. Startbyen ligger ikke langt fra målet, og etapen indledes således med en omgang på en godt 130 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den første del er meget let, idet man kører igennem helt fladt terræn mod nordøst, sydøst og til slut nordøst helt ud til kystbyen Benicassim, der nås efter 33,7 km. Herfra går det mod sydvest ned langs den flade kyst, inden man kortvarigt drejer mod vest, hvorefter man atter følger vandet mod sydvest, stadig igennem helt fladt terræn.

I etapens sydligste punkt drejer man mod vest, hvorefter det begynder at stige let, inden man skal over kategori 3-stigningen Purto del Marianet (3,7 km, 5,5%), der har top efter 93,7 km. Herefter venter kun en kort nedkørsel, inden man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Puerto de Eslida (6 km, 4,5%), der som den foregående er regulær og let og har top efter 104,5 km. Igen er det kun en kort nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Alcudia de Veo (4,2 km, 4,4%), hvis top passeres efter 115,7 km, og som også er en let stigning. Herfra bliver det atter lettere, idet et let faldende stykke fører mod nordøst tilbage til Onda, hvor dagens spurt er placeret efter 130,0 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter rundstrækningen går det mod nordvest igennem let kuperet terræn, indtil man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Puerto del Salto del Caballo (10,4 km, 4,6%), der over de første 5 km stiger med 6-7%, men derefter flader ud bortset fra en kilometers penge med 8,1% to kilometer fra toppen. Herefter falder det let, mens man kører mod sydøst og nord ad en meget kringlet vej, der afbrydes af to bakker (hhv. 1,4 km med 6,4% og 600 m med 6,4%) 11,5 og 7,5 km fra mål. Herfra falder det ned mod Llucena, hvorfra man kører mod nord direkte ind på kategori 1-stigningen Alto Mas de la Costa. Nok er den blot 4,1 km lang, men den byder på en stigningsprocent på hele 12,3 med 1 km-segmenter på hhv. 11,1%, 14,3%, 12,5% og 10,8%, har et stejleste stykke på 25% med 2 km igen og tager fat igen med 17,5% på de sidste par hundrede meter. Stigningen følger en relativt lige vej, indtil man rammer en serie sving omkring 2 km-mærket, hvorefter en lige vej leder frem til en kringlet afslutning med hele fire sving på de sidste 445 m.

Etapen byder på i alt 2856 højdemeter

Alto Mas de la Costa gjorde debut som målstigning i 2016, hvor Mathias Frank sejrede fra et udbrud, og hvor Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Esteban Chaves senere sammen nåede mål næsten et minut foran deres nærmeste rival, Jean-Christophe Peraud. Året efter blev den benyttet i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Nairo Quintana kørte fra alt og alle og sejrede med 40 sekunder ned til Merhawi Kudus som nr. 2.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Vejret

Indtil nu har temperaturen holdt sig under 30 grader, men sådan vil det ikke være på en varm fredag. Her vil der først komme ganske få skyer sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at kravle helt op på 31 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydøst. Det giver primært sidevind, indtil man får sidemedvind fra bunden af første stigning. Efter den tredje stigning er der atter sidevind, inden med- og sidemedvind leder frem til bunden af målstigningen. Her vil der være sidemed- og medvind hele vejen op.

Analyse af 6. etape

Cykelsporten er berømt for sine brødrepar. Desværre har sporten gang på gang afsløret, at gener ikke altid er retfærdigt fordelt, for i langt de fleste tilfælde har den ene klart overskygget den anden. I det nuværende felt er Quintana-, Nibali-, Van der Poel-, Izagirre-, Van Poppel- og Sagan-brødrene vel blandt de mest oplagte eksempler på brødrepar, hvor den ene klart har overskygget den anden. Ganske vist findes der undtagelser som Schleck- og Yates-brødrene - sidstnævnte er dog et særligt tilfælde, da der er tale om enæggede tvillinger - hvor begge brødre har været virkelige verdensstjerner, men som også andre nylige eksempler som Chavanel-, Jalabert, Beloki- og Galdeano-brødrene viser, er der som regel en af de to, der klart overstråler brormand.

Sådan er det også i Herrada-familien. Her har storebror Jose udviklet sig til en bundloyal hjælper, der har været en skattet hjælper på Movistar, men som foreløbig kun har vundet to mindre cykelløb. Helt anderledes forholder det sig med lillebror Jesus, der i dag tog sin 15. sejr, er blevet nr. 2 i en stor klassiker og sågar har båret Vueltaens førertrøje. Nu er Joses kvaliteter langt større, end hans beskedne resultater antyder - blandt andet blev han som hjælper for Valverde nr. 12 i 2013-udgaven af Vueltaen - men den stabile dieselklatrer har aldrig haft det punch og antrit som adskiller en dygtig hjælper fra en rigtig vindertype.

Det har Jesus til gengæld. Nok er han aldrig blevet til den superpuncheur, som det så ud til, da han leverede en af de flotteste puncheurspurter i det franske løb på en svær Dauphiné-etape for nogle år siden, og faktisk har han endda med alderen åbenlyst tabt hurtighed, men han har stadig punch, antrit og ikke mindst klasse. På bekostning af sine spurtevner er han nemlig også blevet en langt bedre klatrer, som har gjort det muligt for ham at blomstre gevaldigt op, efter at han tog springet fra en hjælpertilværelse på Movistar til at blive kaptajn på Cofidis. Sidste år fik han en dag i Vueltaens røde trøje, og i år har han for alvor foldet sig ud med sejre på Mallorca og Mont Ventoux og i en sand magtdemonstration over fem dage i Luxembourg samt 3. pladser ved de nationale mesterskaber og i Tour of Omans klassement.

Forskellen på de to brødre er på smukkeste vis kommet til udtryk de seneste to dage, hvor de begge har haft chancen for at vinde en Vuelta-etape. I går var det dieselmotoren Jose, der i kamp mod to hurtigere folk ikke havde andet valg end at forsøge at slide Angel Madrazo og Jetse Bol op - en mission, der mislykkedes, selvom han førte uafbrudt hele vejen op ad den sidste stigning.

Helt anderledes forholdt det sig, da det i dag var lillebror, der fik chancen, for han kunne gribe situationen helt anderledes an. Nok er han ikke den puncheur, han var tidligere, men som han viste i Luxembourg er han stadig en glimrende afslutter, og derfor kunne han være fint tilfreds med at sætte sig på hjul, da en skræmmende stærk Dylan Teuns åbnede for gassen. Godt hjulpet på vej af, at Teuns prioriterede den røde trøje over etapesejren, kunne Herrada tage plads i passagervognen, vel vidende at han med sit punch nok ville kunne slå en træt Teuns på toppen, også selvom belgieren selv er en måske endnu bedre afslutter på bakker.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Herrada spillede da også spillet til fulde. Da Teuns anmodede om lidt hjælp, skar han ansigtet lidt ekstra og signalerede, at overskuddet ikke rakte. Det gjorde det nu alligevel, for så snart Teuns atter gik i gang med sit sliderarbejde, fandt Herrada pokerfjæset frem igen, og han havde da heller ingen problemer med let at træde forbi og for andet år i træk sikre, at Cofidis, der sidste år vandt en etape med Nacer Bouhanni, fik Herrada i den røde trøje og dominerede bjergkonkurrencen med Luis Angel Mate gennem det meste af løbet, også i år kommer succesfuldt gennem den spanske grand tour. I gamle dage var det David Moncoutie, der med et pund bjergtrøjer sørgede for fransk succes syd for grænsen i et løb, der har udviklet sig helt anderledes end Touren, som i mange år har været en gigantisk nedtur for det ambitiøse mandskab.

Man kan ærgre sig lidt over, at Teuns prioriterede, som han gjorde, for en spurt mellem ham og Herrada havde været et knivskarpt opgør, som havde været svært at kalde. Omvendt kan man sagtens forstå, at belgieren gjorde, som han gjorde. Så sent som i Touren vandt han en grand tour-etape, og da han sidste år blev nr. 2, 3, 3, 4 og 5 i de fem udbrud, han på imponerende vis ramte, er der meget, der peger på, at Teuns nok skal få sin Vuelta-etape før eller siden. En førertrøje er til gengæld ikke noget, man bare sikrer sig. En tur i rødt kræver altid, at der er mange forskellige omstændigheder, der falder sammen, så sol, måne og stjerner står helt rigtigt, som de gjorde det for Teuns i dag. Og selvom et minut ned til Miguel Angel Lopez på modbydelige Alto Mas de La Costa nok er så lidt, at det bare bliver til en enkelt dag i rødt, er det en oplevelse, han ikke kan regne med at få senere i karrieren.

Med tanke på de etaper, der venter senere, og den fornemme form, Teuns viste i dag, skulle det såmænd ikke undre, om sejren alligevel kommer i dette løb. Teuns har nemlig udviklet sig til en af feltets bedste udbrydere. Ikke blot vandt han en etape i Touren og kørte i top 5 fem gange i sidste års Vuelta, han vandt sågar også en etape i årets Dauphiné, hvor han såmænd også endte i trøjen. Teuns kan stadig være temmelig svingende, men når han rammer formen, har han en bemærkelsesværdig til at ramme rigtigt og også omsætte et udbrud til et resultat.

Trøjen kom på bekostning af David De La Cruz, der ellers havde en gigantisk chance for igen at køre sig i rødt tre år efter første tur i rampelyset. Desværre blev dagens etape en åbenlys påmindelse om den deroute, spanieren har oplevet. Det er næsten svært at forstå, at der stadig er tale om den mand, som i 2016 vandt en etape, fik en dag i rødt og højst overraskende endte i top 10. Desværre blev han eksemplet på, at det som regel er en dårlig ide at forlade Deceuninck, også selvom destinationen er Ineos. Spanieren er i hvert fald kontinuerligt bare blevet ringere igennem de 20 måneder i britisk tjeneste - en nedtur, der blev stillet til skue i dag, og som nåede et lavpunkt inden løbet, hvor kun hans magtfulde agent Giuseppe Acquadro angiveligt kunne sikre ham en plads på et hold, han var blevet fravalgt til. Forhåbentlig kan han finde inspiration hos Herrada, der som bekendt blomstrede op hos Cofidis, som angiveligt skulle være De La Cruz’ kommende arbejdsgiver. Dagens præstation vise i hvert fald, at der er brug for lidt af en opblomstring, hvis han atter skal blive den rytter, han var, mens der stadig stod Quick-Step på brystet.

Sjovt nok var han ikke den eneste rytter i udbruddet, som mindede os om, at man aldrig skal forlade Patrick Lefeveres stald. I jubelåret 2016, hvor han vandt etaper i både Giroen og Vueltaen, havde Gianluca Brambilla nemlig utvivlsomt vundet denne etape. Det gjorde han imidlertid ikke denne gang, hvor han blot blev nr. 8 og endda måtte se sig slået af den gigantiske sprintertype Dorian Godon og Bruno Armirail, der har for vane at blive sat på stigninger som en af de første. Det blev dermed blot endnu et bevis på, at Quick-Steps Brambilla slet ikke kan sammenlignes med den lille italiener, der i de seneste to år har båret Trek-trøjen.

Det blev også en dag, hvor de loyale hjælpere fik deres dag i rampelyset. Særligt Nelson Oliveira greb fornemt den mulighed, han fik, da Movistar som altid sendte en mand afsted for at forsvare holdkonkurrencen. Velvidende at han var oppe mod bedre klatrere, greb han ud efter lykken fra distancen, og havde Teuns ikke været så skræmmende, kunne det såmænd sagtens være endt med, at han havde vundet etapen, for stigningen var så let, at det meget vel kunne være endt i taktisk stop-go-kørsel hos forfølgerne. Det var kun Teuns’ klasse, der forhindrede det og dermed berøvede tempospecialisten Oliveira en sjælden chance for at vinde et linjeløb.

Samme strategi benyttede Tsgabu Grmay, der havde chance for at skrive sig ind i historien som den første etiopiske etapevinder i en grand tour. Også han var oppe mod mere eksplosive folk, og derfor gjorde han det eneste rigtige ved at gribe ud efter lykken tidligt. Hvis blot han havde fået Oliveira med sig fra start og således ikke tilbragt lidt for lang tid alene, kunne det måske endda være endt lykkeligt, men desværre havde det til slut kostet lidt for mange kræfter for den ellers klatrestærke Grmay, der som regel blot agerer hjælper. Det samme gør Robert Gesink, der af en eller anden uforklarlig grund blev sendt i udbrud af et Jumbo-hold, som ellers burde være kommet for at vinde løbet, men som nu i stedet blot atter fik udstillet, at Gesink desværre kun bliver ringere år for år, efter at hans sidste store grand tour-resultat kom i 2015, og i 2016 vandt kongeetapen som udbryder i dette løb.

Som forventet fik etapen ikke umiddelbart den store indflydelse på klassementet. Stigningen var for let til at gøre en forskel, og det var ganske enkelt ikke besværet værd at spilde kræfter med bare hhv. 24 og 72 timer til to af løbets allervigtigste etaper. Den eneste, der forsøgte sig var Tadej Pogacar, der måske desværre her nok viste en umodenhed, som afslører, at dette er hans første grand tour. Især i sit første forsøg over tre uger, er det afgørende at økonomisere, og det var der nok nogen, der skulle have fortalt den lovende slovener, som nu brændte kræfter af for en gevinst, der i sidste ende bare blev på 2 sekunder.

Alligevel vil etapen kunne mærkes. En gigantisk kamp for at ramme udbruddet samt et overraskende hårdt tempo fra Astana betød, at alle tidsplaner blev sprængt, så de var i mål næsten en time tidligere end på onsdagens sneglemarch gennem Sydspanien. Nok kan det ikke aflæses i resultatet, men det er en af den slags dage, der koster dyrt de kommende dage. Det er ikke uden grund, at mere end 50 mand smed mere end et kvarter, og at udbruddet var så brølstærkt. 6. etape blev en dag, som mange helt sikkert vil tænke tilbage på som en af løbets hårdeste!

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Derfor kan man også undre sig over, at Astana prioriterede, som de gjorde. I går smed de en oplagt chance for en etapesejr væk, selvom det havde krævet meget få kræfter at hente et svagt udbrud, men i dag arbejdede de gigantisk gennem hele dagen. Længe så det ud til, at de lidt overraskende ville gøre alt for at forsvare trøjen, men det var åbenbart alligevel ikke tilfældet. I stedet så det ud til, at det handlede om ikke at bringe De La Cruz og Tejay van Garderen tilbage i klassement. Med tanke på, hvordan de har klatret i år, var det nok en risiko, der var værd at tage. Til gengæld gav det god mening, at de sørgede for at lukke Wout Poels ned, da hollænderen leverede et stort soloshow tidligt i løbet, for her viste hollænderen, at han som altid er ved at køre sig op i løbet af en grand tour, og at der ikke er nogen grund til at give ham en fribillet tilbage til et klassement, hvor hans tredjeugesform kan blive livsfarlig.

Også af andre grunde kommer etapen til at spille en rolle. Det blev nemlig dagen, hvor et stort styrt kostede så mange profiler, at vi vel skal tilbage til Tour-styrtet i 2010, hvor Alexandre Vinokourov brækkede lårbenet og Jurgen van den Brock blev sendt hjem, for at finde et lignende eksempel på et grand tour-styrt, der med ét har ryddet så kraftigt ud i profilerne. Værst gik det ud over EF, der for anden gang på tre dage fik sendt det meste af holdet til tælling og som følge heraf mistede kaptajn Rigoberto Uran og den tilsyneladende meget velkørende Hugh Carthy. Også Sergio Higuita var nede - dog ikke mere, end at han sad med feltet hjem - og for at gøre ondt værre lykkedes det Tejay van Garderen for 117. gang i karrieren at brage i asfalten og smide en mulig etapesejr væk. Heldigvis er han i første omgang ikke sendt hjem, som han blev det fra Touren, men da han endte allersidst på etapen, kan man frygte, at EF i dag mistede hele tre mand fra en af løbets absolut mest interessant trupper.

Galt gik det også for Nicolas Roche, der blev sendt direkte fra himmel til helvede og fra førertrøjen ud af et løb, hvor han ellers så ud til at kunne være på vej mod en lille genrejsning. CCC mistede deres kaptajn, Victor De La Parte, der ellers var kommet imponerende godt fra start. Og Davide Formolo led så kraftigt efter sit styrt, at han meget vel kunne ende som den anden Bora-klatrer, der efter Gregor Mühlberger må forlade løbet. Det vil i givet fald være et slag ikke blot for Rafal Majka, men måske særligt for Sam Bennett, der i forvejen for meget svært ved at kontrollere de ganske kuperede etaper, hvor der kan være en mulighed for en spurt.

Det blev imidlertid også den eneste synlige påvirkning af klassementet. De store navne sluttede - med Pogacar som en undtagelse - alle i samme tid, men som sagt vil 6. etape formentlig alligevel spille en rolle. Det vil i hvert fald være nogle trætte ben, der i morgen tager hul på en af løbets allervigtigste etaper. Det er nemlig ikke uden grund, at Javier Guillen forud for introduktionen i 2016 beskrev Alto Mas de La Costa, som den stejleste længere stigning, han nogensinde har fundet. Her bliver der brug for alle de kræfter, som blev brændt af på en vanvidsdag i Sydspanien.

Teuns og Herrada er nok de eneste, der ikke synes, at torsdag d. 29. august var en møgirriterende og rigtigt træls dag. Og det er meget sigende, at det netop er Jesus, der har det sådan, bare 24 timer efter, at storebror Jose formentlig har grædt sig i søvn.

Favoritterne

Nu skal vi passe på med ikke at komme i konflikt med injurielovgivningen, men en psykolog vil sikkert beskrive løbsdirektør Javier Guillen som en mand med sadistiske tilbøjeligheder. I hvert fald har han gjort det sin hobby at afsøge det fantastiske spanske terræn for gedestier, der er så stejle, at de er mere velegnede som skibakker. Faktisk har han gjort det til lidt af en æressag at finde en ny mur til hver ny Vuelta. I 2016 var han pavestolt over at have opdaget Alto Mas de La Costa, som han betegnede som den stejleste længere stigning, han nogensinde havde fundet, da den kombinerede de modbydelige procenter vi kender fra mure som Mirador del Ezaro, Valdepenas de Jaen og San Lorenzo del Escorial med en pæn længde på 4,1 km. I 2017 var det den endnu stejlere, men langt mere irregulær Los Machucos, der fik alle til at spærre øjnene op en ekstra gang, og sidste år var det så Balcon de Bizkaia, som var rammen om løbets mest spektakulære finale.

I år har han brudt trenden. Nok har han fundet nye stigninger som Javalambre og Cubilla, men de er alle lange bjerge og ikke mure. Til gengæld har han samlet de to måske allermest spektakulære mure i én og samme udgave, da feltet i år skal over både Mas de La Costa og Los Machucos. Og selvom de er ganske forskellige - Mas de La Costa er relativt regulær og bare pokkers stejl over alle 4100 m, mens Los Machucos er stærkt irregulær med flere meget stejle ramper - er der tale om den slags stigninger, der mere end noget andet viser, hvad Vueltaen er.

Derfor gør man klogt i at skære et ekstra stykke kage og fylde lidt ekstra på kanden, når man fredag eftermiddag læner sig tilbage i sofaen for at blive vidne til et af Vueltaens mest spektakulære øjeblikke. De sidste 4,1 km kommer nemlig til at føles som en evighed, måske ikke hjemme i sofaen, men for de stakkels ryttere, der sikkert allerede nu sammen med mekanikerne er ved at vurdere, hvor lille en gearing de får brug for.

Stigningen er blevet brugt to gange. I 2016 endte den på sin vis i lidt af en fuser, da løbets fire stærkeste, Chris Froome, Nairo Quintana, Alberto Contador og Esteban Chaves, sjovt nok ikke kunne sætte hinanden af trods de stejle procenter. Til gengæld lykkedes det dem over de 4,1 km at distancere resten af feltet med næsten et minut, og det siger alt, om at der kan skabes forskelle i stil med dem, vi så på 5. etape. Det samme så vi ved det andet besøg i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Quintana sejrede suverænt med 40 sekunder ned til Merhawi Kudus på en dag, hvor folk som Wout Poels, Primoz Roglic, Dan Martin, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang smed hhv. 0.48, 0.57, 1.07, 1.10 og 1.13 til den overlegne colombianer, der her som regerende Vuelta-vinderleverede en af de sidste magtdemonstrationer i sin storhedstid.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Dermed er der garanti for et stort opgør mellem favoritterne, men spørgsmålet er, om de også skal køre om etapesejren. Det skulle de ikke for tre år siden, hvor Contador som bedste klassementsrytter blot blev nr. 24 bag et gigantisk udbrud, hvori Mathias Frank viste sig som stærkeste mand. Og noget kunne tyde på, at et udbrud meget vel igen kan ende med at løbe med laurbærrene.

Det er i hvert fald givet, at der er mange, der har blik på en mulig udbrudssejr, og derfor burde der være garanti for endnu en knaldhård og aggressiv start. Nok bliver det svært for Dylan Teuns at holde Lopez bag sig med bare et minut, men han vil helt sikkert gøre forsøget på en stigning, der endnu burde passe murspecialisten Teuns glimrende. Derfor vil Bahrain gøre alt for at forsvare trøjen, og da første del af etapen er pandekageflad, burde det være muligt at sikre, at udbruddet ikke er en trussel mod trøjen. Dermed kan vi formentlig også allerede nu udelukke udbrudssejre fra folk, der ligger hæderligt i klassementet.

Hvis Bahrain er snu, sørger de for, at udbruddet er helt ufarligt, for i den bedste af alle verdener sørger de for, at udbruddet stjæler de 10 bonussekunder fra Lopez. Med en flad start bør det være muligt at sikre et udbrud, som de kan lade sejle langt væk, og det vil de derfor formentlig lade ske, så snart røgen har lagt sig efter en hård og hurtig start, hvor det sagtens kan tage mere end en time at få udbruddet etableret.

Om de også skal køre om etapesejren, bestemmes af to hold, nemlig Movistar og Astana. Jumbo skal i hvert fald ikke nyde godt af muligvis at forære Lopez 10 bonussekunder, så de vil læne sig tilbage i sædet og lade Bahrain gøre arbejdet. Det efterlader os med Movistar og Astana. Det er bestemt sandsynligt, at de vil gå efter etapen, men vi tror, at Androrra-etapen lurer lidt for meget i baghovedet. Det er på en dag som den, at man virkelig får glæde af et stærkt hold, og det giver derfor god mening at spare på kræfterne. Særligt Astana, der arbejdede som æsler hele dagen i dag vil formentlig gerne lidt lettere igennem, selvom Lopez åbenlyst ville have en fremragende chance for at vinde etapen.

Alligevel vil de være i et dilemma, og særligt hvis udbruddet er lille, kræver det ikke særligt meget at holde dem i snor på den lette første halvdel af etapen. Det gør det heller ikke for Movistar, der også må være fristede af at gå efter sejren med Alejandro Valverde på en stigning, der er skræddersyet til den eksplosive spanier. På den anden side havde Nairo Quintana ikke sin bedste dag forleden, og holdet kan derfor forholde sig mere afventende, indtil de med større sikkerhed ved, hvor deres colombianer står. Samtidig har også de Andorra-etapen at forholde sig til.

Konklusionen er, at det kan gå begge veje. Særligt hvis udbruddet er stort, vil vi tro, at Astana og Movistar lader det sejle, men er det mindre, kan de føle sig fristede. Det er stort set 50-50, men vi tror, at frygten for Andorra sætter sig igennem og at vi får endnu en afgørelse i et udbrud. UAE kan komme i spil som en joker, efter at de tog lidt ansvar i går, men efter Fabio Arus trængsler virker det usandsynligt, at de vil gå efter sejren på en etape, Tadej Pogacar alligevel får svært ved at vinde.

Med vores tro på et udbrud bliver det endnu sværere at gætte en vinder. Den flade start betyder nemlig, at det bliver som at kaste en terning at finde ud af, hvem der kan komme afsted. Det er på dage som disse, at man kan se sprintere og tonstunge hjælperyttere komme i udbrud, dels af taktiske årsager, dels for at kunne tage det lidt mere afslappet på stigningerne med et solidt forspring. Der er slet ingen garanti for, at udbruddet vil have særligt mange gode klatrere, og det gør det til lidt af et lotteri.

For at vinde skal man imidlertid kunne klatre, så det synger. Stigningen er som bekendt brutal, og det er således ikke her, Max Walscheid vinder, selvom han skulle havne i et udbrud med lutter tunge folk. Et par bjergstærke folk vil der utvivlsomt være, og det er blandt disse, at vi skal udse os de mulige vindere. Og som sagt skal man formentlig være langt efter i klassementet for at have en chance.

Der er ét navn, hvis navn står skrevet med fed ud over hele etapen. Som sædvanlig kom Wout Poels haltende ind i en grand tour, men lige så forudsigeligt det var, at han ville smide klassementet væk med det samme, lige så forudsigeligt er det, at han er i fremgang. Det er Poels altid i løbet af en grand tour, og han har allerede gjort gigantiske fremskridt siden søndagens lussing. I går sad han længe med favoritterne, og i dag leverede han et fabelagtigt soloshow først på etapen, hvor han længe ene mand holdt et jagtende Astana-mandskab og et sprængt felt bag sig henover to svære stigninger. Det vidner om, at benene er der, og vi kan være stensikre på, at Ineos vil gøre alt for at få ham eller Geoghegan Hart afsted, gerne sammen med en hjælper eller to, som kan holde farten oppe og feltet væk.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Samtidig er finalen en lækkerbisken for Poels, der mere end de fleste elsker stejle procenter. I 2011 blev han som helt unge nr. 2 bag Juan Jose Cobo på frygtede Angliru - en etape, han i dag står noteret som vinder af - og for to år siden blev han igen nr. 2 på Angliru på en dag, hvor han formentlig havde vundet, hvis ikke Alberto Contador var kommet væk på nedkørslen. Han er blevet nr. 4 på Mur de Huy og kørte i 2011 også fremragende på Vueltaens stejle mure som ung Vacansoleil-rytter. Poels er som skabt til Alto Mas de La Costa, og har han ikke en af sine mange dårlige dage, er det svært at se en anden udbryder, der kan slå ham. Med et tidstab på mere end 20 minutter er han heller ikke skyggen af trussel. Samlet set er det nok til at gøre ham til vores favorit.

Ineos har imidlertid også et andet godt bud. Det var længe et mysterium, hvorfor Tao Geoghegan Hart efter et holdløb, hvor han følte sig stærk, pludselig faldt igennem på 2. etape, men holdet har endelig fundet ud af hvorfor. I går var han nemlig så syg, at han kastede op og intet kunne spise, men heldigvis er han allerede i bedring. I dag var han således så god, at han var med i den brølstærke gruppe, der kørte op til Poels efter dennes soloridt, og det tyder på, at han er ved at komme sig. Når først han er rask, må man formode, at han har samme form som i Tour de Pologne, hvor han virkede skræmmende stærk. Han er lidt uprøvet på stejle stigninger, men han er klog - og det er vigtigt på en stigning, hvor man ikke må køre i rød zone for tidligt - og han har punch. Med andre ord er Geoghegan Hart livsfarlig, hvis han nu er blevet helt rask.

Vi vover pelsen og peger på en dansk favorit også. Det har været imponerende at se Niklas Eg lægge en svær tid bag sig og køre fremragende først i Utah og nu også her. I går blev han nr. 22, og i dag sad han med favoritterne, og det viser, at han stadig har Utah-formen. Her viste han, at han mestrer de stejleste procenter, da han blev nr. 3 på vanvidsstigningen Powder Mountain, og her viste han også en vigtig modenhed ved at holde et stabilt og klogt tempo på de brutale procenter. Eg viste allerede sidste år i Kroatien og Emiraterne, at hans potentiale er stort, men det har han bare ikke vist siden dengang. Nu ser han i den grad ud til at være tilbage, og da han har været klog nok til at smide næsten 9 minutter, bør han kunne få masser af frihed.

Vi vil også pege på Amanuel Ghebreigzabhier. Eritreeren viste allerede sit talent sidste år, og det har i særlig grad foldet ud i år, hvor han senest blev nr. 3 på Lagunas de Neila i Burgos. Forinden blev han også nr. 3 på Kitzbüheler Horn i Østrig, der har stigningsprocenter, som kan sammenlignes med disse, og dermed har han to gange vist, at han mestrer kunsten at være med i front, når det bliver umenneskeligt stejlt. Han mangler stadig det helt store resultat, men det må bare være et spørgsmål om tid. Sidste år blev han nr. 7 på Balcon de Bizkaia, og i år burde han have taget det skridt, der gør ham i stand til også at følge med de allerbedste i et udbrud.

En anden kandidat fra Trek kunne være Peter Stetina. Amerikaneren har haft en svær tid, hvor hans karriere sågar har været truet, men i Utah gav han endelig lidt prøver på sin gamle klasse. Naturligvis er han ikke i nærheden af sit gamle niveau, men han var i hvert fald bedre, end han har været længe. Som ren klatrer burde han have det ganske fint med denne stigning, og hans kørsel de seneste dage tyder på, at han har taget den gode form med sig over Atlanten. Om han stadig er god nok til faktisk at vinde en sådan etape, er lidt tvivlsomt, men han vil have en reel chancei det rette udbrud.

En anden spændende rytter er Kilian Frankiny. Den ranglede schweizer var tidligere et enormt klatretalent, men han er desværre gået lidt i stå. I foråret viste han imidlertid endelig lidt af sin gamle klasse, som han også gjorde det mod slutningen af sidste års Giro. Siden har der været langt mellem snapsene, og han kom heller ikke godt fra start, men i dag viste han tegn på fremgang. Han burde have tabt nok tid til at få frihed, og som ren klatrer burde han kunne lide de stejle procenter, selvom han nok er mere komfortabel på længere stigninger.

Vi er lidt i tvivl om, hvem Bahrain vil lade køre. Carl Fredrik Hagen ligger på grænsen, men med et tab på 6.10 burde man nok kunne give ham en chance. Han kom skidt fra start på holdløbet, men de seneste dage har han rejst sig fornemt. Han er en relativt eksplosiv type, der nok burde kunne gøre det godt på en stigning som denne, og med 3. pladsen på sidste etape i Dauphiné og den fine kørsel i Romandiet har han vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Vi frygter lidt, at Lotto holder ham lidt tilbage i hans grand tour-debut, men forhåbentlig får han chancen for at gå efter en etape som denne.

Lidt af det samme kan siges om James Knox. Også han ligger på grænsen af de ryttere, som kan forventes at få lov at køre, og det er ikke blevet bedre af, at han styrtede i dag. Det skulle dog ikke have sat ham tilbage, og han burde være fyr og flamme efter at forsøge at ramme et udbrud på en dag, der passer ham. Han har vist, at han har et fint punch, og som en spinkel klatrer burde han også have det fint med stejle procenter. Han har desværre ikke virket alt for overbevisende på det seneste, men han kørte trods alt på podiet i Adriatica Ionica Race. Har han benene fra UAE Tour, bør han i et udbrud kunne være en af de bedste.

Vi tvivler på, at folk som Sergio Higuita, Oscar Rodriguez, Ruben Guerreiro, Daniel Martinez og Nicolas Edet får lov at køre, og Mark Padun og Hermann Pernsteiner er naturligvis låst af Teuns. Cristian Rodriguez, Mikel Bizkarra, Sergio Pardilla, Daniel Navarro og Louis Meintjes er ikke just skabt til denne type stigning og får svært ved at vinde. Det gør også Darwin Atapuma og Sergio Henao, der ellers ville elske en stigning som denne, men nok ikke længere er god nok, samt Francois Bidard, Geoffrey Bouchard Sander Armee, Valrio Conti, Sergei Chernetskii, Lawson Craddock og Alex Aranburu, der nok vil finde stigningen enten for lang eller stejl. Astana skal formentlig blive hos Lopez, og Matteo Fabbro og Stef Cras mangler nok stadig for meget. Jesper Hansen og Felix Grossschartner synes ikke at have ramt den bedste form, og Jumbos og Movistars klatrere er nok også låst. Vi kunne være fristede af at pege på Ben O’Connor, men med undtagelse af den fine kørsel på Grossglockner i juli har han intet vist i år.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Da det er meget åbent, om etapen bliver for favoritter eller udbrydere, vil vi bruge resten af tiden på at pege på kandidaterne til et favoritopgør. Formentlig vil de skulle slås om det alene på finalestigningen. Man kan sagtens forestille sig, at der vil blive lagt pres på allerede på Salto del Caballo, der bestemt ikke er nogen let stigning, men med så svær en afslutning er det for tidligt at angribe allerede her. Det er mest et sted, hvor Astana og Movistar kan gøre det hårdt.

Det er svært at komme udenom, at Miguel Angel Lopez må være manden, der skal slås. Colombianeren var et niveau over rivalerne på Javalambre, og han burde bestemt ikke være ringere på en endnu stejlere stigning. Som spinkel klatrer har han det fint på +20%, og selvom han er mest komfortabel på længere stigninger, har han også et glimrende punch. Modsat tidligere er han kommet til løbet i flyvende form, og han plejer endda bare at blive bedre og bedre. På en stigning, hvor benene taler, er det bedste mand, som vinder, og det synes lige nu at være Lopez.

Man skal dog ikke undervurdere Alejandro Valverde. Spanieren er specialist på disse stejle mure. Det så vi sidste år, hvor han var bedste mand blandt favoritterne på Balcon de Bizkaia, og hvor han kørte så stærkt mod slutningen af Les Praeres, at han mente sig i stand til at have vundet, hvis han havde vidst, at den ikke var sværere (!!!). I år synes han om muligt at være endnu bedre end dengang, og derfor vil han have bedre chance for at tage kampen op mod Lopez på denne stigning. Om det rækker på en mur, som er relativt lang, har vi til gode at se, men det burde være en etape som denne, hvor det kan lade sig gøre.

Da han spurtede op ad de baskiske mure sammen med en vis Julian Alaphilippe i sidste års Baskerlandet Rundt, viste eksplosive Primoz Roglic, at han har det fint på stejle mure. Punch har han som bekendt masser af, og han har altså også dokumenteret, at de stejleste procenter ikke generer ham. Til gengæld lignede han i går den svageste af de tre topnavne, og man kan måske nok have en grund til at tro, at Valverde og Lopez trods alt er mere komfortable på +20%. Stigningens længde burde dog i teorien give Roglic end bedre chance, end han havde i onsdags. Han er ikke samme monster, som han var i foråret, men noget kunne til gengæld tyde på, at denne gang har tænkt sig at køre sig op undervejs, som han også gjorde i sidste års Tour.

Nairo Quintana er den eneste i feltet, der faktisk ved, hvad det vil sige at vinde på Mas de La Costa. Han har også altid været god på disse mure. Sidste år var det således ham og Lopez, der kørte fra de andre på La Camperona, og de kunne have holdt rivalerne bag sig, hvis blot Lopez havde gidet at føre. Quintana var åbenlyst ikke på toppen i går, men vi ved også fra de seneste grand tours, at ustabilitet er blevet Quintanas varemærke. I de seneste grand tours har han kørt, som vinden blæser, og han var trods alt ikke langt fra at følge de bedste forleden. Belært af nyere erfaringer ved vi, at et Quintana-comeback altid er en mulighed.

Som nævnt ovenfor ødslede Tadej Pogacar nok lidt med kræfterne i dag, men det vidner bare om, at han må sidde med masser af overskud. Hans historik siger åbenlyst, at han har grand tour-motoren og bare bliver bedre og bedre undervejs, og han burde således være endnu tættere på de bedste denne gang, end han var i går, hvor han ikke manglede meget. Punch har han også masser af, men vi har stadig til gode at se ham på en rigtig mur. Han er trods alt en relativt stor fyr, der vejer næsten 10 kg mere end de små colombianere, og spørgsmålet er, om han kan matche dem, når procenterne, når et lag, der får en til at gispe efter vejret.

Endelig vil vi pege på Esteban Chaves. Den smilende colombianer kom fint fra start forleden, og det lover godt for fremtiden. Desværre har han en historik, der siger, at han aldrig bliver bedre i løbet af en grand tour, og faktisk er han faldet helt sammen i de seneste tre grand tours, han har kørt. Det er dog stadig tidligt at spå et kollaps, og har han benene fra forleden, bør han gøre det endnu bedre her. I sin storhedstid sluttede Chaves således blandt andet som nr. 2 bag Froome på Muren til Cumbre del Sol, som de kørte i søndags, og som bekendt kørte han lige op med Quintana, Froome og Contador, da de kørte stigningen her for tre år siden. Han vinder nok ikke, men han burde kunne gøre det hæderligt.

Det er svært at se andre vinderkandidater. Rafal Majka mangler for meget, og stigningen er for stejl til Pierre Latour. Den passer heller ikke til Wilco Kelderman, som dog bør vise stigende form, Davide Formolo er forslået, og Fabio Aru mangler for meget. George Bennett og Sepp Kuss er slagtekvæg, og det vil være ambitiøst at tro, at Oscar Rodriguez og Ruben Guerreiro kan slå favoritterne. Endelig er Sergio Higuita formentlig ikke frisk efter dagens styrt. Hvis ikke han har været i udbrud, kunne det til gengæld være sjovt at se en stadig mere formstærk Wout Poels slås med favoritterne på en stigning, der passer ham som fod i hose.

Feltet.dks vinderbud: Wout Poels (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Tao Geoghegan Hart, Niklas Eg (fra et udbrud)

Outsidere: Amanuel Ghebreigzabhier, Peter Stetina, Kilian Frankiny, James Knox, Carl Fredrik Hagen (fra et udbrud)

Jokers (i prioriteret rækkefølge): Miguel Angel Lopez, Alejandro Valverde, Primoz Roglic, Nairo Quintana, Tadej Pogacar, Esteban Chaves

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mathias Franks sejr fra 2016 og Nairo Quintanas sejr fra 2017-udgaven af Volta a la Comunitat Valenciana.

Tour du Poitou-Charentes

På opfordring bringer vi hver dag vores bud på den kommende dags vinder i Poitou-Charentes.

4. etape

Etapen slutter på den klassiske rundstrækning i Poitiers, hvor man i gamle dage havde fornemmelsen af, at Jesus Herrada pr. definition altid vandt. Vi skal dog tilbage til 2013 hans sejr i 2013 for at finde seneste eksempel på, at etapen ikke sluttede i en spurt. I et år, hvor Christophe Laporte vel egentlig har større mål end at gå efter en spurt, og hvor hold som Ag2r og FDJ gerne vil undgå en spurt, kunne det godt lykkes med et udbrud denne gang. Vi tror dog, at særligt Israel Cycling Academy og Wanty med mulig hjælp fra Cofidis vil sikre en spurt, hvor stærke sprintere som regel excellerer. Det gør også formstærke Christophe Laporte til favorit foran andre specialister i at spurte op ad bakke som Davide Cimolai og Andrea Pasqualon. Det kunne også være en god afslutning for Lorrenzo Manzin , hvis formen rækker, og Thomas Boudat, hvis han kommer i position. Det er heller ikke en dum afslutning for Anthony Roux eller for den sags skyld Jonathan Hivert, Julien Duval og Tony Gallopin. Holdbare folk som Samuel Caldeira, Vincenzo Albanese og Colin Joyce kan også være med, men nok ikke vinde, og finalen bør være for svær til, at Pierre Barbier, Ziga Jerman, Matteo Pelucchi og Matteo Malucelli kan slå de hurtigste.

Feltet.dks vinderbud: Christophe Laporte

Øvrige vinderkandidater: Davide Cimolai, Andrea Pasqualon

Outsidere: Lorrenzo Manzin, Thomas Boudat, Anthony Roux, Jonathan Hivert, Colin Joyce

Jokers: Tony Gallopin, Julien Duval, Emils Liepins, Pierre Barbier, Matteo Malucelli, Matteo Pelucchi