Optakt: 8. etape af Tour de Suisse

Ruten

Det er klassisk for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Denne model blev senest benyttet sidste år, hvor Peter Sagan i Schaffhausen vandt en spurt om lørdagen, inden Rohan Dennis sejrede på den afsluttende enkeltstart, og i 2015, hvor Alexey Lutsenko vandt en etape i Bern, inden Tom Dumoulin vandt en neglebidende enkeltstart dagen efter. Schaffhausen havde samme ære af at afslutte løbet på denne facon i 2011, men i år er det byen Bellinzona i den italiensktalende del af landet, der får fornøjelsen. Ligesom sidste år har man denne gang valgt to forskellige ruter til lørdagens rundstrækningsløb og søndagens enkeltstart, men der er dog tale om et ganske stort overlap mellem sidste linjeløbsetape og den afsluttende tidskørsel.

Weekenden indledes med en etape i typisk Schweiz Rundt-terræn, hvor der ikke er meget fladt, men heller ikke store stigninger. Faktisk er etapen usædvanligt let efter schweizisk standard, når der skal tilbagelægges bare 123,8 km omkring Bellinzona. Etapen består af seks omgange på en 21,5 km lang rundstrækning (første del af første omgang er neutraliseret). Indledningsvist kørt man mod nordøst gennem byens centrum, hvor der i fladt terræn er en del sving, inden man fortsætter mod nord over to mindre bakker op mod det højeste punkt, hvor der vil være spurt på de sidste tre omgange, sidste gang med 12,5 km igen.

Herefter går det via en lille nedkørsel mod vest, inden man sætter kursen mod sydøst og siden sydvest via den relativt flade dalvej, der byder på et par ganske små bakker, inden det flader ud på de sidste 3 km. Her venter et par skarpe sving med 2,2 km, 1,4 km og til slut 800 m igen

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 824 højdemeter.

Bellinzona var senest vært for løbet i 2014, hvor Tony Martin besejrede Tom Dumoulin og Rohan Dennis på den indledende enkeltstart. Paolo Bettini tog en solosejr 10 år tidligere. I 2001 vandt Martin Elmiger det schweiziske mesterskab i byen.

Vejret

Efter en ret våd uge kunne løbet ikke få en flottere afslutning i en solrig weekend. Lørdag byder på masser af solskin og en temperatur på 27 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra sydvest, hvilket primært giver med- og sidemedvind på første del af rundstrækningen og sidemod- og modvind på anden del, indtil man drejer ind i sidemed- og medvind efter det første af de tre sene sving.

Analyse af 7. etape

Man har næsten kunnet høre en dråbe falde til jorden. Så stille har der været om Nairo Quintana i 2018. Mens al opmærksomhed har rettet sig mod Chris Froome, Richie Porte, Tom Dumoulin og hans holdkammerater Mikel Landa og Alejandro Valverde, der alle har høstet flere resultat i løbet af sæsonen, er den lille colombianer nærmest blevet glemt. Manden, der to gange er sluttet som nr. 2 bag Froome i Touren og siden 2013 generelt har været betragtet som britens førsteudfordringer - ikke mindst fordi han i Vueltaen i 2016 som bekendt slog netop Froome - er fløjet helt under radaren, hvis signal har knap har kunnet fange hans spinkle korpus.

Egentlig giver det god mening, at mange har været skeptiske. Efter den store sejr over Froome i Vueltaen har Quintana nemlig ikke været på sit topniveau. Det kan godt være, at han trods alt blev nr. 2 bag Dumoulin i Giroen, men enhver, der var vidne til bjergetaperne i det løb, kunne se, at der var meget langt fra 2017-udgaven af Quintana til den rytter, der bare få måneder forinden havde slået dem alle på Lagos De Covadonga i Spanien. Og efter den dybt skuffende Giro endte sæsonen som en regulær katastrofe, hvor en næsten pinlig Tour tydeligvis tærede hårdt på Quintana selvtillid.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Måske var det også derfor, at Quintana havde så travlt med i bogstavligste forstand at pisse territoriet af. I al offentlighed kritiserede han beslutningen om at hente Mikel Landa til holdet, og det var tydeligt, at han følte sin kaptajnrolle under pres. Alligevel havde han det store mod, som kun de største har. Med fare for at han kunne ende med at ende sæsonen totalt tomhændet, tog han den store risiko at gamble alt på at vinde Touren. Da det blev annonceret, at Chris Froome skulle køre Giro, så han sin store chance for endelig at få ram på ærkerivalen, og derfor tøvede han ikke med at erklære, at 2018 kun vil handle om én ting: Tour de France.

Dermed blev Landas ankomst pludselig en gave. Med baskeren på holdet var der nemlig to kaptajner, der kunne aflaste Quintana og score de nødvendige point i WorldTourens forårsløb. I tidligere sæsoner har det slidt voldsomt på den lille colombianer, at han og Valverde har skullet fordele stort set alle de store etapeløb mellem sig. Med Landa på holdet skulle byrden nu bære af flere skuldre, og derfor kunne Quintana få plads til at foretage sin satsning.

Resultatet har været et meget stille forår, hvor han har været fint tilfreds med at sætte point i banken hos sine medkaptajner inden Touren. I Catalonien arbejdede han stenhårdt for Valverde - og kørte alligevel så stærkt, at han kunne blive nr. 2 bag sin holdkammerat - og i Baskerlandet var han en nøglerytter for Landa - og endte alligevel som nr. 5. Formen har derfor ikke været dårlig, men helt efter planen har der været et stykke op til det topniveau, vi alle ved, at han besidder, ligesom rollerne har gjort det umuligt for ham at jagte personlige sejre.

Alt sammen har det imidlertid været led i en overordnet strategi, der har haft det ene formål at sikre, at Quintana er flyvende, når Tour-feltet om en måneds tid rammer Alperne. Alligevel kan man ikke fortænke mange i at have været en smule skeptiske, for vi skal trods alt næsten to år tilbage for at genfinde den ”rigtige” Quintana, og derfor har man med rette kunne tvivle lidt på, om potentialet stadig var intakt.

I dag fik vi svaret. Quintanas potentiale er i den grad lige så kolossalt, som det altid har været, for med dagens magtdemonstration var den colombianske kondor endelig igen den rytter, der første gang betog Tour-publikummet med andenpladsen i 2013. Med en suveræn præstation sikrede colombianeren sig sæsonens første sejr og den første triumf siden sidste års Giro og det på en maner, der i den grad tænder advarselslamper i Sky- og BMC-lejren.

Kigger man alene på resultatlisten, er det ikke specielt bemærkelsesværdigt, at Quintana vinder en stor bjergetape. Det er derimod måden, der viser hans klasse. Velvidende at han ikke har en jordisk chance for at matche Porte på søndag, udviste han det helt store mod ved at angribe fra de allerførste meter af Arosa-stigningen. I første omgang mislykkedes offensiven, da Porte, Fuglsang og Kruijswijk alle kom tilbage, men han nægtede at give op. Da han rykkede for anden gang, valgte Porte at holde sig til Tejay van Garderen og dermed var den store plan iværksat.

Victor De La Parte ventede som en perfekt allieret på sin kaptajn, men planen så du til at gå i vasken, da spanieren overraskende tidligt måtte forlade colombianeren. Dermed var det overladt til Quintana selv at klare sig på det lange, næsten helt flade midterstykke, hvor han ikke fik skyggen af hjælp fra de mange udbrydere, han havde samlet op. Lettere blev det ikke af, at BMC havde spillet deres kort klogt ved at placere Greg Van Avermaet i det tidlige udbrud, og den brølstærke belgier viste sig at være guld værd for Porte på den lette del af stigningen, hvor han holdt Quintana i snor.

Det lette terræn midtvejs favoriserede i den grad store Van Avermaet - der i parentes bemærket atter viste storform og mere og mere fremstår som en nøglerytter for Porte til juli - og derfor kunne man i den grad frygte, at den lille kondor havde en regning at betale, da han igen ramte sit terræn på den sidste del af stigningen.

Det havde han imidlertid ikke. Med en kraftpræstation, han ikke har leveret siden Vueltaen i 2016, holdt han - endda med stor margin - både Porte og Fuglsang bag sig og dokumenterede dermed, at han i dag vat løbets i særklasse stærkeste. Dermed blev det ikke blot til sæsonens første sejr og en god mulighed for en podieplads på søndag - han skrev sig også igen ind som en af de helt store favoritter til Touren. Timingen af formen kunne i hvert fald næppe have været bedre.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Selvom han næppe vil sige det offentligt, bliver dagen næppe værre af, at holdkammeraten Mikel Landa var en af dagens skuffelser. Baskeren endte trods alt stadig i top 10 - han er jo en klasserytter - men han var sket ikke i stand til at leve op til det positive indtryk, han efterlod i onsdags. Med en måned til de første bjerge i Touren er der ingen grund til alarm, for Landa kan sagtens være flyvende til den tid, men for det interne hierarki på Movistar kan det spille en ikke uvæsentlig rolle. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Movistar-ledelsen i dag har fået styrket troen på, at Quintana vitterligt kan vinde Touren.

Det kan være lidt hårdt at sætte Porte på taberlisten også, men det kan man alligevel med nogen rette gøre. Forud for den sidste enkeltstart skal der nu ganske vist ske en katastrofe, hvis ikke australieren skal tage den samlede sejr, men han fik sig alligevel en spand kold vand i hovedet i dag. Med den ventede suverænitet trods han nemlig bed lethed væk fra feltet, men det var tydeligt, at han overvurderede sig selv. Lynhurtigt nærmede han sig Quintana, men pludselig bragede han direkte ind i muren, og havde til slut endda svært ved at følge med Fuglsang.

Ligesom for Landa er der ingen grund til at igangsætte nogen alarmklokker, for der er stadig masser af tid til Touren, og hans magtdemonstration i går står stadig stærkt i de flestes erindring. Alligevel kan det hurtigt sætte sig som en tvivl hos Porte, der er kendt som en mentalt lidt skrøbelig rytter, der ikke altid har været god til at tackle modvind. En samlet sejr i Tour de Suisse er naturligvis slet ikke modvind - tværtimod - men der er næppe tvivl om, at Porte selv ser det som en skuffelse, at han i den grad fejlvurderede egne evner og tydeligvis ikke var så stærk, som han og de fleste andre havde troet.

Helt anderledes optimistisk og selvsikker må Jakob Fuglsang være. For andet år i træk har danskeren ramt topformen på det helt perfekte tidspunkt, og med dagens sublime bjergridt har han atter bekræftet, at den fremgang, han har vist i det sidste års tid, ikke blot er en enlig svale. Fuglsang er vitterligt end anden rytter, end han var indtil juni 2017, og det må give en vis optimisme forud for Touren. Der er stadig lang tid, hvor formen skal holdes - ikke mindst fordi han altid har haft det lidt svært med at holde niveauet over alle tre uger - men foreløbig er alt lovende.

Næste store test kommer så på søndag, hvor han skal vise, om han også har forbedret enkeltstarten, men her er der desværre ikke grund til at være alt for optimistisk. Fuglsang har nemlig - heller ikke i sidste års Dauphiné - kørt én eneste gode enkeltstart i mange år, og netop kampen mod uret er fortsat den værste hurdle, der skal overvindes, hvis han for alvor skal gøre sig gældende i etapeløbssammenhæng.

En anden vinder var naturligvis Wilco Kelderman, som man må beundret for sin evne til at træne sig i form. Ligesom sidste år har han fået det meste af sin sæson smadret af en skade, og han har ikke kørt løb siden marts. Alligevel kunne han i dag til fulde bekræfte den fantastiske forbedring, han har oplevet siden skiftet til Sunweb, og han burde have gode chancer for med sin vanlige gode enheltstart på søndag at gå forbi Quintana og sikre sig løbets samlede andenplads. Også hans unge holdkammerat Sam Oomen bliver bare ved med at imponere, da han modsat Jack Haig og Patrick Konrad har kunnet fastholde Giro-formen og nu har kurs mod en sandsynlig 4. plads i et af sportens hårdeste løb.

Han må nemlig ventes at gå forbi Enric Mas, der ikke just er kendt for sine evner i kampen mod uret, men det gør næppe det store for den lille spanier. Med dagens præstation cementerede han nemlig atter sin status som den næste store spanske grand tour-rytter, og han fremstår i stigende grad som en mand, der bliver meget interessant at følge i Vueltaen til august. Fremtiden ligger i hvert fald åben for den spanske supermand.

Der er også grund til optimisme hos Steven Kruijswijk, der gjorde det ganske hæderligt på et tidspunkt, hvor han sjældent er helt på toppen. Han efterlod igen det positive indtryk, han har givet det meste af året, og efter i dag er der ikke mindre grund til at tro på, at han måske vitterligt kan nærme sig det fabelagtige niveau, han havde i 2016. Lykkes det, vil han sammen med Primoz Roglic, der ifølge rygter alligevel vil køre klassement i Touren, udgøre en ganske interessant og potent duo om en måned.

En lille nedtur var der omvendt til landsmanden Bauke Mollema, men også for ham er det for tidligt at gå i panik. Mollema har aldrig været god i sine forberedelsesløb, og da et styrt u 2016 forhindrede ham i at slutte på podiet i Touren, havde han en måned forinden været ganske elendig i Dauphiné. Mollema kan stadig nå at finde formen, men det skal dog siges, at den fightende hollænder ikke har været på sit topniveau i nu to år.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Udover Haig, hvis kollaps var en overhængende risiko, var dagens tabere Simon Spilak og Ion Izagirre. Særligt Izagirre oplevede en kæmpe nedtur, men det er efterhånden ikke uset, at baskeren har sig nogle voldsomt dårlige dage. Det havde han også i dette løb sidste år og på 1. etape i Baskerlandet i år. Formen er derfor ikke nødvendigvis dårlig, men Izagirre har behov for at finde større stabilitet, især hvis han drømmer om at køre klassement i Vueltaen i år. Spilak derimod har tydeligvis i dette løb været på sit højeste niveau siden samme tid sidste år, men det står efterhånden i stigende grad klart, at han aldrig igen vil genfinde det niveau, der gjorde ham til af verdens bedste i ugelange etapeløb.

Spilak er dog en af de ryttere, der har udsigt til avancement, når det hele skal afgøres på søndagens enkeltstart. Efter dagens tredjeplads vil det formentlig ende med den forventede kroning af Porte, der kan se frem til at vinde løbet, formentlig foran Kelderman. Men måske kan Quintana levere endnu en overraskelse, ligesom han gjorde da han i 2016 slog Chavanel på en flad enkeltstart i Route du Sud. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at den colombianske kondor endelig er tilbage!

Favoritterne

Inden favoritternes sidste slag på den afsluttende enkeltstart skal de hurtige folk imidlertid tilbage i rampelyset en sidste gang. Hidtil har de mange schweiziske stigninger forhindret de fleste i at køre blot én eneste spurt, og derfor må sulten være enorm hos næsten alle de hurtige folk forud for det, der ubetinget er løbets letteste etape.

Disse afsluttende rundstrækningsløb har ofte været ganske kuperede, men denne gang er der tale om en usædvanligt nem sag. Sjældent har man set en fladere etape i Schweiz, og de små bakker synes ikke at kunne bruges til mange angreb. Med tanke på de mange sprintere, der er til start, synes det derfor at være en oplagt chance for, at de hurtige folk kan teste formen en sidste gang inden det store slag i juli.

800 højdemeter over ca. 120 km er ikke meget, og selvom man ofte kan blive overrasket over, hvor hårdt terrænet i Schweiz er, bør det ende i en massespurt. Der ventes den smukkeste sommerdag uden megen vind, og Fernando Gaviria har endnu ikke vundet sin etape. Derfor burde etapen blive kontrolleret benhårdt.

Det betyder ikke, at der ikke vil blive angrebet. For mange er det sidste chance for at køre sig til en Tour-plads, og derfor vil der næsten med garanti blive kørt aggressivt fra start. Det kan derfor tage lidt tid, inden udbruddet etableret, men når det sker, vil Quick-Step næppe tage den mindste chance. På så kort en etape vil de ikke give meget snor, og da også FDJ, Lotto og måske Bora kan tænkes at deltage i jagten burde der være interesse i at sikre en massespurt i et næsten fuldt felt. Selve spurten er flad og relativt teknisk med to temmelig sene sving. Derfor betyder et god lead-out en del, men opløbsstrækningen er stadig så lang, at man med en god topfart kan gøre en forskel.

Det får os til at pege på Fernando Gaviria som vores favorit. Colombianeren jagter fortsat sin etapesejr og er nu to gange blevet slået. Han har imidlertid begge gange til fulde dokumenteret sin status som løbets hurtigste mand, men begge gange har han begået fejl, der har kostet ham sejren. I søndags var han for langt tilbage og måtte starte sin spurt alt for tidligt, men alligevel var han på imponerende vis alligevel ikke langt fra sejren. I mandags kørte han ikke med samme kløgt som Sagan og endte med at køre en lang spurt i vinden, hvor han endda endte med at give sine rivaler perfekt læ.

Gavirias problem har været, at han hidtil har været alene i spurterne, men det vil han ikke være i morgen. Her kan han endelig se frem til at drage nytte af sit supertog med Yves Lampaert, Iljo Keisse og Maximilano Richeze, der jo totalt dominerede spurterne i Californien. Dermed burde der være mulighed for, at han endelig kan undgå at lave dumme fejl og endda blive afleveret perfekt i front. Herefter burde han have farten til at gøre det færdigt, og dermed er han vores favorit.

Det eneste tog, der kan konkurrere med Quick-Steps, er umiddelbart FDJs. De er her imidlertid også ved fuld styrke med Davide Cimolai, Ramon Sinkeldam og ikke mindst Jacopo Guarnieri. Løbet har ikke været let for Arnaud Demare, men efter en lang pause helt siden Roubaix er han bare blevet bedre og bedre. Han burde ikke have problemer på så let en etape, og dermed kan han endelig få chance for at teste sin spurt. Måske er han ikke lige så hurtig som særligt Gaviria og Greipel, men hans tog er et fantastisk våben, der har givet ham et hav af sejre i det seneste halvandet år. Afleverer Gaurnieri ham igen perfekt, er han hurtig nok til at vinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Den eneste, der i topfart kan matche Gaviria, er formentlig André Greipel . Tyskeren var ellers afskrevet af mange, men særligt i Tour Down Under i januar viste han med to sejre, at han stadig er en af verdens allerhurtigste, da han slå folk som Viviani og Ewan. Siden da har han ligget stille med et brækket kraveben, men med sejr i Dunkerque og Belgium Tour har han fået et fremragende comeback. Han så ganske stærk ud i Belgien og har dokumenteret, at han fortsat skal regnes som favorit i klassiske massespurter som denne. Hans tog med Marcel Sieberg og Jasper De Buyst kan ikke matche FDJ og Quick-Step, men dominerede totalt i Belgien. Den tekniske finale tiltaler ikke Greipel, men kommer han godt igennem svingene, er han hurtig nok til at slå dem alle.

Peter Sagan viste på 2. etape, at han stadig i kraft af sin kølighed og snilde kan vinde massespurter. Senest i Californien blev det ganske vist tydeligt, at han efter en let dag som denne ikke har Gavirias hurtighed, men det er ikke nødvendigvis det vigtigste. Både søndag og mandag gjorde Sagan næsten alt rigtigt i spurterne, og det vil han formentlig gøre igen i morgen. Sandsynligheden for, at det er ham, der har det helt rigtige hjul til allersidst, er stor, og derefter skal de andre ikke begår mange fejl, før det ender med endnu en Sagan-sejr.

Efter sejren i Aargau så det lyst ud for Alexander Kristoff , men i dette løb har han været en skuffelse. Hidtil har han ikke kunnet sidde med hjem på én eneste af sprinteretaperne, men i morgen vil han med sikkerhed være der. Desværre er etapen for kort og let for en mand, der er bedst efter 300 km i kuperet terræn, men han viste i Abu Dhabi, at han med lidt held faktisk godt kan vinde rene massespurter også. Han s våben er hans positionering og et tog, der tæller Ben Swift og især Roberto Ferrari. En sejr er usandsynlig, men det var det også, da han slog alle supersprinterne i Arabien i februar.

Sejren på 3. etape viste, at Sonny Colbrelli er i superform, men det er næppe helt nok til at vinde denne etape. Selvom Colbrelli er hurtig, er han nemlig ikke i stand til at matche de bedste efter en flad og let dag, og han er tillige hæmmet af et ganske svagt tog. Han vil formentlig være lidt for isoleret, og en sejr er stærkt usandsynlig. Efter 8 dage vil hans udholdenhed dog sætte sig igennem, og det kan måske give ham en lille chance.

Det samme kan siges om Magnus Cort. Danskeren har tydeligvis været i superform på det seneste, men det har knebet lidt i spurterne. Det har været tydeligt, at han stadig mangler det sidste for at matche de allerbedste i dette selskab, og det vil formentlig også være tilfældet i morgen, hvor han ligeledes igen vil betale en pris for et svagt hold og en mindre god positioneringsevne. Finder han det rigtige hjul, burde han dig være god nok til et topresultat.

Denne sæson har været en mindre katastrofe for John Degenkolb, der har været en skygge af sig selv. Det har han også været i dette løb, men måske har han en chance lørdag. På papiret har han med Koen De Kort og Jasper Stuyven nemlig et af de bedste tog, og denne gang er finalen ikke så kompliceret, at den positioneringssvage tysker på forhånd er dømt ude. Måske kan et godt lead-out give Degenkolb lidt tiltrængt opmuntring inden Touren.

Michael Matthews har igen og igen vist, at han er i glimrende form inden Touren, men dette er ikke just hans etape. Den er alt, alt for kort og let, og som vi så på både 2. og 3. etape mangler han farten til at slå de bedste i en klassisk spurt. Det kan 4. etape ikke ændre her på, for her vandt han kun, fordi Sagan var lukket ind. Hans tog er et af de allerbedste, hvilket kan give ham en lille chance, men logikken siger, at han ikke kan vinde her. I virkeligheden ville det være klogere for holdet at køre for Edward Theuns, der i en spurt som denne er hurtigere og måske kan få en chance for endelig at spurte selv.

Supertalentet Kristoffer Halvorsen har ikke haft en let sæson, og han har skuffet gang på gang. Han er primært til start her for at lære, men på en kort, let etape som denne vil han være klar til at tage sin chance. Efter det, han har vist hidtil i år, er det svært at være alt for optimistisk, men er han ikke for mærket efter 7 hårde dage, burde han trods alt med lidt held kunne vise sig frem her.

Endelig vil vi pege på Eduard Grosu og Thomas Boudat. Ingen af dem har kunnet spurte hidtil, men i morgen burde de får deres chance. Særligt Boudat har potentialet til ay overraske, men da han positionerer sig dårligt, kræver det held, hvis han skal slå til. Grosu er langt mere stabil i kraft af sin positionering, men han er ikke helt så hurtig som franskmanden.

Også Michael Albasini, Nathan Haas, Reinardt Van Rensburg, Greg van Avermaet, Silvan Dillier, Daniele Bennati, Jose Joaquin Rojas, Matti Breschel og Enrico Battaglin vil måske forsøge sig, men de mangler farten til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, André Greipel

Outsidere: Peter Sagan, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Magnus Cort

Jokers: John Degenkolb, Michael Matthews, Kristoffer Halvorsen, Thomas Boudat, Eduard Grosu