Optakt: 8. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Spaniens ganske alsidige geografi betyder, at man næsten altid kan finde svære stigninger tæt på snart sagt enhver målby, og derfor er løbet berømt for etaper, hvor en svær bakke tæt på mål afsluttes af en hæsblæsende nedkørsel mod en flad finale. Det har traditionelt givet gode muligheder for både udbrydere og holdbare sprintere, og det er da også disse ryttertyper, der vil kunne lugte blod på løbets 8. etape, men denne gang er den sidste stigning dog så svær, at det nok vil være lykkeridderne, som skal til fadet i Igualada.

Etapen fører feltet over bare 166,8 km mellem Valls, der er kendt som afdøde Xavier Tondos hjemby og altid besøges af Volta a Catalunya, og Igualada. Fra start snor man sig mod nord igennem fladt terræn, inden et længere let stigende stykke leder mod nord, nordøst og igen nord frem til Bellmunt, der efter 58,7 km nås i etapens højeste punkt. Her er man ikke langt fra målbyen, men man fortsætter videre mod nordøst via et plateau, inden man i byen Calaf rammer en nedkørsel, der leder ned til forplejningen. Her kører man mod nordøst op ad en bakke, inden en lang nedkørsel fører mod øst ned til dagens spurt, der kommer efter 112,1 km.

Efter spurten drejer man mod syd for at køre igennem fladt terræn, inden man drejer mod vest ind på dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Puerto de Montserrat (7,4 km, 6,6%), der er en næsten helt regulær stigning med en stort set uforandret stigningsprocent hele vejen op. Fra toppen resterer stadig 27,5 km, der indledes på et plateau, sp, fører mod vest, og som byder på en bakke (2,2 km, 3,8%) med top 20 km fra mål. Herefter indledes den ganske teknisk nedkørsel, der leder mod vest og sydvest ned mod Igualada, hvor de sidste 7-8 km er flade. Finalen er relativt teknisk, da en lang, lige vej med hele 3 rundkørsler mellem 4 km- og 2 km-mærkerne afbrydes af to sving med 2 km igen, inden man drejer skarpt med 1100 og 500 m igen. Mellem de to sving stiger det med 4,2%, inden selve opløbsstrækningen stiger med 1,0%.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 2291 højdemeter.

Igualada var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med 2017-udgaven af Volta a Catalunya, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt foran Davide Cimolai og Daryl Impey.

Vejret

Efter en varm fredag venter en endnu varmere lørdag. Her vil temperaturen nå intet mindre end 34 grader på en dag, hvor der kun fra sidst på eftermiddagen vil være få skyer. Til gengæld er der 30% risiko for en tordenbyge i finalen. Vinden vil være let til jævn og komme fra syd. Det giver med- og sidemedvind stort hele dagen frem til forplejningen. Der vil være sidevind frem til spurten og derefter modvind frem til toppen af stigningen. Til slut vil der være sidevind hele vejen, indtil man kort inden den røde flamme får medvind og til slut sidemedvind efter sidste sving.

Analyse af 7. etape

I disse tider, hvor det så intensivt diskuteres, om der skal være ret til tidlig folkepension, og hvem der i givet fald skal udstyres med en sådan rettighed, er der sikkert mange i Vuelta-feltet, der ville ønske, at diskussion pågik i Spanien og ikke i Danmark. Alejandro Valverde opfylder nemlig alle relevante kriterier, da han både kom tidligt på arbejdsmarkedet og er i en fysisk opslidende branche, og dermed ville han nok kunne finde vej til de fleste regeringers liste. Selvfølgelig kan man argumentere for, at den spanske veteran for længst har overskredet den gængse pensionsalder i sin branche, men mon ikke der i løbet af den seneste uge var mange lidende cykelryttere, der ville ønske, at nogen om ikke sendte Valverde hen, hvor peberet gror, men så i hvert fald på et godt og trygt alderdomshjem hjemme i Murcia.

Desværre for det nødlidende Vuelta-felt er der ikke umiddelbart udsigt til, at Valverde indsender en ansøgning om pension. Spanieren har nemlig allerede forlænget til udgangen af 2021, hvor han forventes endegyldigt at parkere cyklen - men lad os nu se, om han kan undvære sin lidenskab - og så længe han er aktiv, kan man være temmelig sikker på, at han vil være en hovedfigur i Vueltaen. Nok er han på sine gamle dage blevet mere svingende end tidligere, hvor han havde et bundniveau, der lå langt over de fleste topniveau, men én ting synes at være mere sikkert end det amen, der prædikes ud over hele Spanien hver søndag, nemlig at verdensmesteren kører som en motorcykel i sin hjemlige grand tour.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Igen i år var der ellers grund til at have lidt tvivl. Valverde har nemlig haft sin i særklasse ringeste sæson siden det lidt triste comebackår i 2012. Ikke blot kom han igennem et forår med bare én sejr - en uhørt score for manden, der plejer at vinde næsten hvert andet cykelløb i sæsonens første del - hans ardennerkampagne blev også den vel nok dårligste nogensinde. Igen blev der gjort klar til nekrologskrivning hos alverdens cykelmedier, for det kunne vel ikke være rigtigt, at El Imbatido kunne rejse sig igen?

Men det kunne det. Præcis som i 2018, hvor han kom til Vueltaen efter det, han selv betegner som en forfærdelig Tour, har han brugt Vueltaen til atter at cementere sin plads i verdenseliten. Egentlig gjorde han det allerede i Frankrig for en måned siden, hvor han kørte med de bedste på en rute, der var så fjernt fra noget, der faldt i Valverdes smag, som tænkes kan, men han havde alligevel stadig til gode at bevise, at han også kunne køre med om sejrene.

Det varede imidlertid mindre end 24 timer i denne Vuelta, inden de mange nekrologer atter blev arkiveret til senere brug. Allerede på 2. etape lignede Valverde en mand, der i bogstavelig forstand var på søndagstur, og det positive indtryk blev til fulde bekræftet onsdag på Javalambre, hvor han imponerede stort på en stigning, der havde en længde, som ikke passede ham optimalt. Og da vi i dag ramte det terræn, han for alvor elsker, nemlig Vueltaens stejle mure, var det Valverde, som da han var allerbedst og for første gang i år viste regnbuetrøjen frem som vinder af et stort cykelløb på europæisk grund.

Præstationen var så klassisk Valverde, som noget kan være. Nu kan man argumentere for, at næsten to årtier i det professionelle felt har givet ham god tid til at lære sig selv at kende, men man forbløffes alligevel gang på gang over hans eminente evne til at disponere sine kræfter og vide præcis, hvad han magter. Det er ikke uden grund, at Valverde mere end nogen anden har en evne til at begrænse sit tab og komme tilbage på de sidste kilometer, og at hans timing i finalerne altid er så eminent, at det er overordentlig svært at huske en afslutning, hvor han ikke har truffet den korrekte beslutning.

Heller ikke i dag begik han nogen fejl. Han lod Nairo Quintana og Primoz Roglic brænde krudtet af med talrige forceringer, mens han selv gemte sig bagerst i den kvartet, der helt som forventet viste sig som den stærkeste på Alto Mas de La Costas modbydelige procenter. Da de dybeste stød kom, undlod han at gå i rød zone, men kæmpede sig langsomt tilbage, inden han autoritativt satte sig frem kort efter den røde flamme. Her blev han hjulpet af, at farten langt om længe gik ned, hvormed det hele blev et spørgsmål om punch og timing. Og når det handler om netop de to egenskaber, er det vel nok kun Julian Alaphilippe, der kan matche veteranen - og det mere i kraft af sit punch end af sin timing.

Dermed blev det til etapesejr nr. 12 til Valverde knap 16 år efter, at han tog den første på Port d’Envalira den 14. september 2003, og samtidig blev der ført yderligere næring til alle spanieres drøm om, at Valverde i tiåret efter sin eneste grand tour-sejr i karrierens efterår kan vinde sit hjemmebaneløb igen. I hvert fald fremstår det som en mere og mere reel mulighed, for der er en hel serie af ting, der gør det langt mere sandsynligt, at Valverde vil kunne vinde i år, end det var for 12 måneder siden. Og dengang lignede veteranen som bekendt en sandsynlig vinder indtil kollapset i Andorra med bare 48 timer til den store afslutning i Madrid.

For det første passer ruten ham langt bedre. Sidste års mange lange stigninger er væk og er i stedet erstattet med mere eksplosive finaler som den, der gav en fornem sejr i dag. Særlig Los Machucos ligner en lækkerbisken for Valverde, som samtidig kan se frem til puncheurfinaler i Oviedo og Toledo, hvor han kan finde bonussekunder, som han måske også kan det på de lette bjergetaper i den tredje. Lægger man dertil, at løbet reelt afgøres på de første 16 etaper, og at Valverdes måske ikke altid helt så imponerende holdbarhed ikke bliver så stort et tema, og at iltfattig luft heller ikke er noget stort problem denne gang, står det klart, at Valverde er en reel vinderkandidat - ikke mindst nu hvor en genfødt Nairo Quintana giver Movistar en taktisk overhånd, som kun styrkes af holdets imponerende magtdemonstration i dag, hvor Marc Soler kørte finale, og mandskabet splittede feltet til atomer allerede inden stigningen.

Der er dog også udfordringer. Dels har Valverde som bekendt kørt ringe enkeltstarter siden sin grimme skade i 2017, og han har derfor til gode at vise, at han kan begrænse den stensikre tab til Primoz Roglic på tirsdag i Pau. Og dertil kommer, at de store bjergetaper i Andorra og Asturien ikke passer ham helt så godt, især ikke i forhold til Miguel Angel Lopez, der i onsdags viste sig som stærkeste mand på de lidt længere stigninger. Der er således endnu meget, der kan gå galt, men det er i hvert fald ikke uden grund, at spanierne drømmer sødt om at se Valverde vinde igen præcis 10 år efter den første store triumf i 2009.

Det er særligt Quintanas genfødsel, der giver Valverde muligheder. Atter engang fik vi bevis for det besynderlige faktum, at Quintana, som engang var indbegrebet af stabilitet i grand tours, er blevet så svingende, at selv Wout Poels må være småmisundelig. To dage efter at have lidt den tort at blive sat fra hjul af sin egen holdkammerat, lignede Quintana igen den rytter, han også var i gamle dage og i store del af sidste års Vuelta, hvor han i det meste af de første 14 dage lignede bedste mand. Om det var gensynet med Alto Mas de La Costa, hvor han vandt en etape i Volta a la Comunitat Valenciana i 2017 og udkæmpede et drabeligt slag med Esteban Chaves, Alberto Contador og Chris Froome ved Vueltaens første besøg i 2016 skal vi lade være usagt, men en kendsgerning er det i hvert fald, at Quintana i dag fik dokumenteret, at han skal tages seriøst som vinderbud. Med tanke på hans i de senere år forfærdelige enkeltstart og især store udsving kan det måske nok være lidt svært at se ham gentage bedriften fra 2016, men som minimum vil han være det ekstra våben, som Valverde kan bruge både taktisk og fysisk i jagten på sejr.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det er dog nok Primoz Roglic, der fremstår som etapens største vinder. Efter at onsdagens præstation formentlig har givet ham lidt tvivl på, om han kunne matche Miguel Angel Lopez i bjergene, viste han i dag virkelig den klasse, der gjorde ham til et altædende monster i foråret. Nok kunne han ligesom Quintana ikke gøre en forskel med sine gentagne forceringer, og nok måtte han sande, at selv hans ellers fine punch trods alt ikke er noget match mod Valverde - selvom han jo faktisk slog en småsyg Valverde på Jebel Jais i UAE Tour i begyndelsen af året - men det gør ikke det store. I dag var han nemlig synligt stærkere end Lopez, satte lidt sekunder i banken i forhold til colombianeren og sørgede for, at han nu atter kan se bjergetaperne trygt i møde, når han forventeligt har overtaget førertrøjen efter tirsdagens enkeltstart.

Der er to mulige forklaringer på, at Roglic i dag var synligt stærkere end Lopez. Dels viste han, da han i 2018 dansede væk sammen med Alaphilippe på de baskiske mure, at stejle og korte stigninger passer ham glimrende og bedre end længere bjerge, og dels kunne noget tyde på, at hans begrænsede forberedelse er led i en strategi, der skal sikre, at han gentager mønsteret fra sidste års Tour, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Særligt sidstnævnte bør gøre ham tryg, for ender han med at køre lige så stærkt, som han gjorde i forbindelse med sit angrebsvanvid på Tourens 19. etape sidste sommer, skal selv Lopez stå tidligt op for at matche Roglic de kommende dage. Og da George Bennett bekræftede sit tårnhøje niveau på en stigning, der slet ikke passede ham, og Sepp Kuss splittede feltet til atomer, viste Jumbo, at de har et hold, der til fulde kan tage kampen op med Movistar i bjergene - i hvert fald så længe, der stadig er benzin på Bennetts tank, og Kuss ikke falder ned i et af sine dybe huller.

Lopez var til gengæld dagens taber. 48 timer efter magtdemonstrationen på Javalambre blev han den lille i en kvartet, hvor han åbenlyst var den svageste. Det skal man nu nok ikke lægge det helt store i. Lopez har altid været bedst i de rigtige bjerge, og denne finale var ikke just nogen lækkerbisken for ham. Problemet er bare, at han står til så stor en lussing på enkeltstarten, at han ikke kan tillade sig at lade mange muligheder gå til spilde. Og særligt må han være bekymret over, at Roglic i dag var den klart stærkeste af de to forhåndsfavoritter. Lidt trøst kan han til gengæld finde i, at den altid meget svingende Ion Izagirre pludselig fandt benene ud af det blå - måske fordi stigningen mindede om de baskiske mure - og at også Jakob Fuglsang begynder at vise en form, der gør, at Astana måske på sigt ikke længere skal være det lille af de tre store hold.

Dagens anden taber var Tadej Pogacar, men det var alligevel mindre uventet. Som jeg også skrev i gårsdagens optakt, kunne man frygte, at sloveneren, som vi stadig blot er ved at lære at kende, med en kropsvægt på næsten 10 kg mere end de letteste colombianere kunne få det svært på de 25%. Sådan gik det da også, men set i det lys kom han nu hæderligt fra en etape, der åbenlyst ikke passede ham. Han vil være langt mere komfortabel i Andorra og Asturien, og selvom han nok nu må sande, at podiet virker langt væk, ligner han med tanke på det, der ligner en imponerende restitution, stadig det bedste bud på sidste mand i top 5 bag den dominerende kvartet. Og samtidig rejste Fabio Aru med sin ukuelige og karakteristiske fight sig ganske fornemt, så man nu faktisk alligevel kan tillade sig at have forventninger til en mand, der som bekendt har været hæmmet af 1. etapes styrt, og som altid har haft for vane at toppe mod slutningen af en grand tour.

Desværre ser kursen ud til at være en anden for Esteban Chaves. Modsat Pogacar og Aru burde han nemlig være i sit es på en mur, hvor han for tre år siden kørte fra Valverde og lige op med Froome, Contador og Quintana. I dag fik han sig imidlertid en gedigen lussing, som er stærkt urovækkende for netop ham. Chaves har nemlig altid haft for vane at lægge ud som lyn og torden og derefter tabe niveau - det har særligt været kendetegnende i de sidste tre grand tours, han har kørt - og dermed kan det være lidt svært at tro, at han får den genfødsel, mange havde håbet. Risikoen for endnu et kollaps synes i hvert fald overhængende. Heldigvis viste bundsolide Mikel Nieve betydeligt bedre kræfter på en stigning, der slet ikke passede ham, og derfor har Mitchelton altid en plan B at falde tilbage på.

Det har Bora ikke længere, efter at Davide Formolo er rejst hjem fra det decimerede tyske mandskab, men heldigvis fungerer plan A glimrende. Rafal Majka kørte nemlig en fornem etape - som dog måske nok også afspejler, at favoritfeltet i år er betydeligt mindre dybt, end det plejer - og han har kurs mod endnu en fin genrejsning, som han indledte i Giroen. Desværre er billedet det samme, som det også var i Italien i maj, nemlig at Majka anno 2019 bare er et par procent fra at kunne matche de bedste.

Derudover bekræftede etapen meget af det, vi vidste. Som forventet led store Pierre Latour lidt for meget på de stejleste procenter, og han kan være glad for, at denne etape er ude af verden. Den dårligt forberedte Wilco Kelderman ser ud til ligesom i 2018 at være i gang med at køre sig langsomt op, og Nicolas Edet bekræftede den lovende form fra Polen.

Der var dog også mere uventede overraskelser. Oscar Rodriguez har vist sig mere robust og stabil end ventet og ligner nu en mulig top 10-kandidat. Sergio Higuita viste igen klassen, da han på endnu en sort dag for EF, hvor han både punkterede og styrtede, alligevel kørte pænt op med de bedste og viste, at han stadig er et godt bud på en etapevinder, nu hvor det ellers så stærke hold har måttet sætte sig nye mål. Kilian Frankiny er ligesom i sidste års Giro ved at køre sig i form undervejs. Hermann Pernsteiner leverede sit livs præstation på en ellers skidt dag for Bahrain, hos hvem Dylan Teuns betalte en dyr pris for i går, og viste, at mure passer godt til den tidligere mountainbiker. Og endelig var det herligt at se den fallerede Louis Meintjes levere det, der vel må være den bedste præstation siden skiftet til Dimension Data.

I forhold til det overordnede billede er det dog alt sammen blot anekdotiske sidehistorier. I det overordnede billede har en kvartet nu udkrystalliseret sig så klart, at de synes at skulle slås om de fire bedste placeringer - i hvert fald hvis Quintana ikke løber ind i de sammenbrud, der har kendetegnet ham i de senere år. Og reelt kan sejren gå til såvel Lopez, der ligner den bedste bjergrytter, Roglic, der har enkeltstarten i baghånd og synes i fremgang, samt Movistar, der særligt i Valverde og dennes udsigt til bonussekunder samt overtalsfordelen har nogle våben, som er ganske giftige.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Om det så også lykkes Valverde at sende Spanien i kollektiv ekstase ved at vinde for anden gang præcis 10 år efter den første triumf og 16 år efter den første podieplads, er stadig tvivlsomt, men efter i dag står det i hvert fald klart, at det ikke er ham, der får brug for en tidlig pension.

Favoritterne

Den første uge af årets Vuelta er som bekendt usædvanligt vanskelig, men rækken af fire bjergfinaler afbrydes dog af et lille intermezzo. Efter dagens store slag burde klassementsrytterne kunne erklære våbenhvile lørdag og forsøge at spare så meget som muligt på kræfterne inden Andorra-etapen, som hele feltet med bæven har kunnet se nærme sig i horisonten, særligt de ryttere, som får kvalme, når ordet ”tidsgrænse” bliver nævnt.

Det betyder dog ikke, at det bliver en badeferie for favoritterne. 8. etape er nemlig endnu et eksempel på, hvorfor Vueltaen altid har været kendt som udbrydernes paradis. Nok er det meste af etapen så let, at det samlede antal højdemeter holder sig på for Vueltaen beskedne 2300, men selvfølgelig har løbsdirektør Javier Guillen fundet lidt guf frem til sidst. Montserrat er nemlig en temmelig svær stigning, der ikke blot er lang, men også stabilt er relativt stejl uafbrudt fra bund til top. Det er med sikkerhed for meget for alle sprinterne, hvis der gås til stålet, og derfor kræver det sin mand at bede sit hold om at jagte, for det vil altid indebære den store risiko, at det hele falder sammen til sidst, som det gjorde for Sam Bennett, som på 2. etape yderst ambitiøst bad Bora om at jagte det tidlige udbrud.

Ireren har i hvert fald nok lært lektien, og da han samtidig lider af nogle fysiske skavanker, er det meget usandsynligt, at det stærkt decimerede Bora-mandskab vil kaste sig ind i jagten. I det hele taget er det overordentlig svært at se, hvem der skulle kaste sig ud i det ambitiøse projekt at kontrollere etapen. Det bliver blot endnu sværere at se på en dag, hvor de fleste vil være bange for at bruge for meget krudt dagen inden en Andorra-etape, hvor tidsgrænsen som sagt kan blive en seriøs udfordring for mange.

Der er umiddelbart kun fire hold, der kan tænkes måske at gå efter en spurtafgørelse. Mest iøjnefaldende er Mitchelton med den meget formstærke Luka Mezgec. Med udsigt til modvind på bakken kan man ikke udelukke, at Mitchelton vil tage kontrol, for skal Mezgec vinde en etape, er det på dage som disse. Montserrat er dog så svær, at Mezgec også falder fra, hvis eksempelvis EF som i søndags sætter sig frem for at føre for Higuita, og da Esteban Chaves skal bruge hjælp søndag, tvivler vi på initiativ fra australierne.

En anden mulighed er Deceuninck, der i Philippe Gilbert har en god kandidat. Vi tror dog, at de hovedsageligt vil satse på at få enten Gilbert eller Zdenek Stybar med i udbruddet, og kun hvis det skulle glippe, kan det måske komme på tale for dem at indlede en jagt. Derudover er der EF, som har vist, at de har meget stor tiltro til Higuitas spurt, men som med nu bare fem mand er kørt helt i sænk. Samtidig har de mistet tre af deres bedste klatrere - det havde været lidt bedre for dem, hvis det var Logan Owen eller Mitchell Docker, som var sendt hjem - og mens de slikker sårene, virker det usandsynligt, at de med så begrænset et mandskab vil kaste sig ind i jagten. Og endelig er der Caja Rural med Alex Aranburu, men spanierne er formentlig for svage til at gøre arbejdet alene og vil helt sikkert først og fremmest satse på udbrud.

Der kan naturligvis altid ske uventede ting undervejs - eksempelvis ved man aldrig, hvad Katusha med Enrico Battaglin, Lotto med Tosh van der Sande, CCC med Patrick Bevin eller Dimension Data med Edvald Boasson Hagen kan finde på, hvis de misser udbruddet, da de alle er helt ude af klassementet - men dagen inden Andorra vil vi tro, at det ender i en udbrudssejr. Vi lukker ikke helt døren for, at et af de ovennævnte hold kan træde i karakter, hvis udbruddet glipper, og dermed er en spurt en reel mulighed, men vi anser det som usandsynligt. Og skulle det ske, vil vi tro, at EF lægger så solidt et pres på på stigningen, at det bliver ganske selektivt, selvom modvinden på bakken vil hjælpe sprinterne lidt.

Efter to dage med vanvittige starter kan man ikke udelukke, at det bliver en af de dage, hvor der lynhurtigt slipper 30 mand afsted, men mest sandsynligt er det, at der endnu engang bliver gigantisk kamp om at komme væk. Starten er bestemt ikke den vanskeligste, men det stiger alligevel let det meste af de første 50 km. Hvis der virkelig bliver givet gas, vil man skulle være temmelig robust for at komme fri, og det bliver derfor ikke udelukkende tilfældigheder, hvem der rammer rigtigt.

Når udbruddet er etableret, er det tid til at gøre status. Astana vil tage kontrol, men de har nu to gange vist, at de ikke vil gøre meget for at forsvare en trøje og da slet ikke dagen inden Andorra. En snu rytter har derfor en reel chance for at køre sig i trøjen, for selvom forskellene efterhånden er gigantiske, er det på en dag som denne, at et udbrud sagtens kan køre hjem med 10-15 minutter. Når først gruppen er kommet væk, regner vi nemlig med en helt stille dag, hvor Astana giver udbruddet den tid, de synes passende, og hvor feltet stille og roligt kommer til mål, mens udbryderne kæmper om sejren. Kun hvis et af de nævnte hold mod forventning tager initiativ til at jagte, kan det tænkes at gå anderledes.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Først og fremmest skal man have et vist held, men også en betydelig styrke for at komme væk i den hårde indledning. Derefter skal man klatre temmelig godt, for der vil utvivlsomt være så gode klatrere i gruppen, at det bliver meget svært for tungere folk at klare stigningen, selvom der er modvind. En god nedkørsel er ikke ubetydelig på de kringlede veje, og endelig skal man gerne kunne gøre det færdigt i en let stigende spurt.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Vi vil gøre noget lidt ukonventionelt og pege på en rytter, der allerede har vundet en etape. Jesus Herrada virker imidlertid til at være så fremragende kørende, at han sagtens kunne ende med at gøre det igen. Ikke blot sad han med de bedste på 2. etape, han kørte også en suveræn finale på 6. etape, hvor han nok over for Dylan Teuns signalerede, at han var i større problemer, end han vitterligt var. I hvert fald havde var det kun, når Teuns kiggede på ham, at han erstattede det iskolde pokerfjæs med en nødlidende skæren-tænder, og hans spurt gav da heller ikke indtryk af, at han var i problemer. I dag tog han den med ro og slap meget tidligt, og dermed har han haft en chance for at komme sig. Etapen passer ham da også helt perfekt med en stigning, der kan ryste de fleste hurtige folk af, og selvom han ikke har samme hurtighed som tidligere, viste han i går, at han på en bakke stadig er en glimrende afslutter. Kombinationen af god form og en god puncheurspurt, gør Herrada til en indlysende kandidat, og derfor tror vi, at han gentager succesen.

Det er også en god etape for rivalen fra forleden, Dylan Teuns. I dag havde belgieren åbenlyst en pris at betale for sine anstrengelser torsdag, men det endte jo faktisk med, at han kunne slippe grebet og komme relativt let gennem etapen. Sidste år så vi, at Teuns ramte udbruddene stort set hver eneste dag, og at han aldrig bliver mæt, og derfor ville det ligne ham dårligt ikke at prøve igen. Han var skræmmende stærk på 6. etape og har vist, at han bliver meget svær at følge på den sidste stigning. Til gengæld passer spurten ham ikke helt så godt, da 1% er lidt for lidt for en mand, der ikke har den store historik i flade spurter. Afslutte kan han dog stadig, og han har vist både form og eminent næse for at ramme udbruddene. Derfor kan han sagtens ende med at være med i kampen om sejren igen, hvis han ikke stadig er lidt for træt. Og hvem ved? Måske kan der vente endnu en tur i førertrøjen.

Naturligvis skal vi pege på Thomas De Gendt . Reelt ved vi ikke, hvordan hans form er, for det har været så vanskeligt at ramme udbruddene de seneste dage, at han sagtens kan være glimrende kørende, selvom det er mislykkedes. Faktisk tyder hans top 60-placeringer de seneste to dage på, at formen slet ikke er så ringe, og så ved vi alle, at han er livsfarlig. Stigningen til slut er måske til den lange og vanskelige side, men det er ikke noget, en formstærk De Gendt ikke kan klar. Tværtimod ved vi, at han på sine store dage kan køre fra snart sagt hvem som helst i dette terræn, og da han tillige kan slå mange i en spurt, er han på alle måder et godt bud. Vi ved til gengæld også, at De Gendts form svinger, som vinden blæser, og derfor har han stadig til gode at vise, at han nærmer sig det skræmmende niveau, han havde på 8. etape i Touren. Men når han nu vandt 8. etape i det franske løb, ville det jo være passende at gøre det samme i Spanien. Ruten gør det i hvert fald muligt.

Vi kan slet ikke finde ud af, hvad vi skal mene om Alex Aranburu. Han kørte fantastisk på 2. etape, men siden dengang er han endt næsten sidst på alle etaperne. Er det udtryk for, at den temmelig svingende spanier er i krise? Eller er det udtryk for, at han sparer sig, når udbruddet er kørt? Vi ved det ikke, for spanieren har intet sagt siden 2. etape, og derfor er begge scenarier sandsynlige. Vidste vi, at han var på toppen, ville han være det oplagte bud på denne etape, for med de ben, han havde i søndags, bliver han svær at sætte på bakken, også selvom den er for lang til at passe ham ideelt, ligesom han er næsten umulig at slå i en stigende spurt. Nu skal han bare vise, at 2. etapes Aranburu stadig lever, og at de ringe resultater de seneste dage ikke er udtryk for, at han er drattet ned i et af sine mange og desværre ofte lidt for dybe huller.

Vi har allerede én gang fremhævet, at Zdenek Stybar imponerede os på den hårde 2. etape, hvor han var meget tæt på at sidde med de bedste. Siden da har han været temmelig anonym, men formen synes der i hvert fald ikke at være noget galt med. Det indledende klassikerterræn burde gøre det muligt for en fyr som Stybar at ramme udbruddet, men desværre er finalen til den hårde side for tjekken, der ikke er en udpræget klatrer. Der er dog tid til at komme tilbage for manden, der trods alt vandt kongeetapen i Algarve tidligere på året, ikke mindst, når man har hans nedkørselsesevner. Samtidig burde den let stigende og tekniske finale være guf for Stybar, der således har en god chance for at tage sin anden etapesejr i det spanske løb.

Hvis han misser chancen, har holdet Philippe Gilbert. Lidt uforståeligt valgte veteranen at gå i udbrud i dag, og det kan have kostet kræfter inden en etape, der passer ham langt bedre. Til gengæld viste han i dag glimrende form på stigningerne, og det giver håb om, at benene efter en lidt svær tid er ved at være der. Stigningen er lidt lang, men det er ikke noget en velkørende Gilbert ikke kan overkomme, og i en spurt kan han slå næsten alle, især når det stiger let. Spørgsmålet er bare, om Gilbert har noget tilbage i tanken efter en dag, der utvivlsomt har kostet en del kræfter.

Vi har flere gange fremhævet, at Nicolas Edet synes i glimrende form. Det bekræftede han med dagens 18. plads, og det må nu ligge i kortene, at Cofidis skal forsøge at erobre trøjen med ham. Edet har altid været god til at ramme udbrud, og den hårde start burde passe ham fint. Med de ben han har vist, vil han altid være en af de bedste på stigningen, og samtidig er han en habil - men ikke prangende afslutter - først og fremmest skal han have det gjort så hårdt som muligt, så han kan bruge sin gode form. Og så skal han ikke som Teuns forledes havne i en position, hvor han prioriterer trøje over etapesejr.

Med et angreb på næstsidste stigning i dag fik Tao Geoghegan Hart vist, at han er ved at være rask. Når først han er kommet sig helt, ligner han et oplagt bud på en etapevinder, hvis han stadig har den superform, han havde i Polen. Denne etape passer ham ikke ideelt, men det er bestemt heller ikke en ringe etape for en fyr som ham. Det er åbenlyst, at han næsten med sikkerhed vil være den bedste klatrer i snart sagt et hvilket som helst udbrud, og han viste senest med etapesejren i Tour of the Alps, at han er en glimrende afslutter, særligt når det stiger. Ineos må være meget bevidste om, at dette er en god chance for deres brite, og med et stærkt hold til at hjælpe sig med at ramme rigtigt kunne dette være dagen, hvor briterne kommer tilbage på sporet.

En af løbets overraskelser har været Ruben Guerreiro, der særligt på Javalambre overraskede stort. I dag havde han det til gengæld svært, og derfor er han drattet gevaldigt ned ad vores favoritliste. Vi ved nemlig, at Guerreiro desværre oftere er skidt end godt kørende, og hvis han som så ofte før er faldet sammen igen, vinder han ikke etapen. Hvis i dag blot var en dårlig dag, er det imidlertid en fremragende finale for en mand, der for bare to dage siden blev nr. 15 på Javalambre. Her viste han nemlig sublime klatreben, og da han samtidig har et glimrende punch og en pæn spurt, kan han også gøre det færdigt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Er etapen for hård for Patrick Bevin? Formentlig ja, men vi har nu været imponerede over hans kørsel de seneste dage. Newzealænderen er endt ganske hæderligt, og det tyder på, at han er kommet til Spanien i form. Vi tror, at han har så meget fokus på enkeltstarten, at udbrud må vente til efter tirsdag, men skulle han give det et skud, er det ikke en ringe etape for ham. Vi vil tro, at han vil være oppe mod bedre klatrere, men med Tour Down Under-ben kan han måske begrænse tabet, komme tilbage og slå alle med sin dødbringende spurt.

EF forsøger at slikke sårene efter nogle svære dage, men måske kan de alligevel finde overskud til at gå efter et udbrud. Det burde i hvert fald være en god etape for Sergio Higuita, der klatrer som en drøm og kan slå de fleste i en spurt. Han har været styrtet to dage i træk, men dagens 22. plads viser, at han ikke kan være svært nødlidende. Han kan nok med sin manglende erfaring få svært ved at ramme udbruddet - især fordi vi er bange for, at de store hold ikke vil lukke ham ind i klassementet - men rammer han rigtigt, og får han lov, bliver han ikke let at bide skeer med.

Vi har flere gange fremhævet Carl Fredrik Hagen. Han er her egentlig for at køre klassement, men for en fyr som ham kan det i den sammenhæng være klogt at vinde tid via et udbrud - især fordi han også kan få en dag i trøjen. Vi frygter, at Lotto passer så meget på ham, at han skal holde sig i skindet, men det kunne være en god etape for ham. Han er åbenlyst en af feltets bedre klatrere - i dag blev han således nr. 26 - og med en hæderlig spurt, har han forudsætningerne for at vinde etapen.

Smøren kan gentages om James Knox, der er endt tæt på Hagen de fleste dage, og de synes at være nogenlunde på samme niveau. Begge har de punch i en stigende spurt uden at være sprinterne, begge kan de måske få førertrøjen, og begge kan de klatre. Knox har desværre nu været styrtet to dage i træk, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 29 i dag. Han synes således at være relativt intakt, og det gør ham til en hæderlig kandidat til denne etape, hvis ikke, som man kan frygte, han vælger at spare sig til Andorra.

EFs andet bud må være Lawson Craddock. Amerikaneren er nu fri af hjælpeopgaver og kan køre lige så offensivt, som han gjorde i Utah. Her viste han fremragende form og stor kørelyst, og har han samme ben nu, burde dette være en glimrende etape for ham. Terrænet passer ham fint, han har en stor motor, og han er slet ikke langsom i en spurt. Til gengæld er han også meget svingende, og derfor ved man aldrig, hvor man har ham.

Vi vil også pege på Jose Joaquin Rojas. Af hensyn til holdkonkurrencen kan det tænkes, at Movistar sender en mand med, også selvom stillingen betyder, at det formentlig ikke er nødvendigt, og at det er bedre at spare sig til Andorra. Hvis han får lov, burde Rojas dog kunne lide denne etape. Han har i hvert fald tidligere været tæt på at vinde lignende etaper i Vueltaen, og han viste i dag, hvor han kørte feltet i stumper og stykker, at formen er god. En formstærk Rojas klatrer godt, og selvom man altid forbløffes over, hvem der kan slå ham i en spurt, burde han som tidligere sprinter også kunne gøre det færdigt.

Endelig vil vi pege på Tosh van der Sande og Dorian Godon . Al logik siger, at etapen er for svær for dem begge, men vi udelukker dem ikke. Van der Sande kører i øjeblikket top 50-70 på bjergetaperne, og vi ved tidligere Vueltaer, at den lidt svingende belgier klatrer godt, når han er i form. I en spurt er han samtidig svær at slå, hvis han kan kæmpe sig over bakken. Det burde Godon ikke kunne gøre, men han blev alligevel nr. 3 i går. Med de ben kan den hurtige franskmand måske være en joker, hvis han ikke er for mærket af 6. etapes strabadser.

Af andre kandidater kan nævnes Sander Armee, Francois Bidard, Mark Padun, Pawel Poljanski og Martijn Tusveld , men vi har svært ved at se dem gøre det færdigt. Felix Grosschartner skal formentlig spare sig som Majkas vigtigste mand i Andorra, og Sergei Chernetckii, Nicolas Schultz, Valerio Conti og Dion Smith virker formsvage. Gianluca Brambilla har været afsted to dage i træk, og vi tror ikke længere, at Edvald Boasson Hagen klatrer godt nok. Jetse Bol kunne med sin hurtighed være en kandidat, men han får det sværere, hvis han er oppe mod hårdere modstand end på 5. etape. Endelig tror vi, at niveauet er lidt for højt til, at Jonathan Lastra og Gonzalo Serrano trods deres hurtighed kan vinde.

Skulle det mod forventning ende i en spurt, vil vi pege på Alex Aranburu, der vil elske denne puncheuragtige finale. Det samme vil Philippe Gilbert, der endda vil have Stybar til at sætte sig op. Patrick Bevin er skabt til denne finale, men han har ingen garanti for at overleve. Det har Luka Mezgec bestemt heller ikke, men med sin superform har han en reel chance for at være med i en stigende spurt, der passer ham. Bliver det rigtigt hårdt, kommer også Sergio Higuita og måske endda Alejandro Valverde i spil, men sidstnævnte vil nok ikke tage risici. Enrico Battaglin synes ikke at have formen, og det bør være for svært folk folk som Sam Bennett, John Degenkolb og den skadede Fernando Gaviria. Dion Smith kommer næppe hjem uden Mezgec, og Omar Fraile ligner ikke en mand, der får lov at spurte. Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Tosh van der Sande, Cyril Barthe og måske endda Damien Touze kan måske overleve, men det vil kræve, at der ikke gås alt for meget til stålet.

Feltet.dks vinderbud: Jesus Herrada (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Dylan Teuns, Thomas De Gendt (begge fra et udbrud)

Outsidere: Alex Aranburu, Zdenek Stybar, Philippe Gilbert, Nicolas Edet, Tao Geoghegan Hart (alle fra et udbrud)

Jokers: Ruben Guerreiro, Patrick Bevin, Sergio Higuita, Carl Fredrik Hagen, James Knox, Lawson Craddock, Jose Joaquin Rojas, Tosh van der Sande, Dorian Godon (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Alex Aranburu, Philippe Gilbert, Patrick Bevin, Luka Mezgec, Sergio Higuita, Alejandro Valverde, Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen, Tosh van der Sande