Optakt: 9. etape af Tour de Suisse

Ruten

Et af kendetegnene ved Schweiz Rundt er, at man altid har en mellemlang enkeltstart på 30-40 km, der som regel finder sted på en relativt kuperet rute med en eller flere typiske schweiziske stigninger. I langt de fleste udgaver har enkeltstartsrytterne haft fordel af, at denne nøgleetape er kommet til sidst, hvor de ved, hvor meget tid der skal vindes. Af og til har man afviklet tidskørslen tidligere, som det senest skete i 2016, hvor man sluttede løbet med en bjergetape, men i år er enkeltstarten tilbage på sin vante plads som rosinen i pølseenden. Her venter der en for Schweiz Rundt usædvanligt flad tidskørsel, hvor de store maskiner kan få trådt mange watt over de 34,1 km, der vil spille en afgørende rolle i at krone den samlede vinder af et af sportens mest prestigiøse løb.

I alt skal der køres 34,1 km på en rundstrækning omkring byen Bellinzona, hvor der i alt væsentligt er tale om en forlænget udgave af den rundstrækning, der blev benyttet til den foregående etape. Indledningen er helt den samme, hvorfor man fra start kører mod nordøst gennem byens centrum, hvor der i fladt terræn er en del sving, inden man fortsætter mod nord over to mindre bakker op mod det højeste og nordligste punkt.

Herefter går det via en lille nedkørsel mod vest, hvor første mellemtid tages efter 9,0 km, inden man sætter kursen mod sydøst og siden sydvest via den relativt flade dalvej, der byder på et par ganske små bakker, inden det flader ud ind gennem Bellinzona. Modsat dagen forinden fortsætter man denne gang mod sydvest ud af byen forbi den sidste mellemtid, der efter 19,7 km tages på toppen af en 1 km lang bakke, der stiger med 3,0%. Herefter kører man ned til byen Gudo, hvor man med 10,8 km igen kører mod syd. Herefter går det gennem let stigende terræn tilbage mod nordøst, hvor der venter en teknisk afslutning i Bellinzona. En lille stejl bakke slutter med 2 km igen, hvorefter det falder let ned mod den flade sidste kilometer. På de sidste 2 km er der hele 6 skarpe sving, det sidste bare 200 m fra stregen.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Etapen byder på i alt 251 højdemeter.

Bellinzona var senest vært for løbet i 2014, hvor Tony Martin besejrede Tom Dumoulin og Rohan Dennis på den indledende enkeltstart. Paolo Bettini tog en solosejr 10 år tidligere. I 2001 vandt Martin Elmiger det schweiziske mesterskab i byen.

Vejret

Efter en generelt våd uge venter der en lidt blandet afslutning. Det meste af dagen skulle være solrig, men ved middagstid er der 30-40% risiko for byger. Temperaturen vil nå hele 28 grader, og der vil bare være en svag vind fra vest og nordvest. Det giver primært modvind på første del, medvind på anden del og sidevind på løbets sidste del.

Analyse af 8. etape

For bare 24 timer siden var FDJ-manager Marc Madiots sindsstemning formentlig kulsort. Meget mod sin vilje havde den iltre franskmand nemlig givet efter for Thibaut Pinots ønske og ladet sit holds store stjerne stille til start i Giroen, og den eftergivenhed ser nu ud til at koste dyrt. Tilladelsen blev kun givet på den betingelse, at et meget let forårsprogram skulle gøre det muligt for Pinot både at jagte et topresultat i Italien og i Touren, hvor holdet sidste år efter Pinots tidlige exit som følge af en hård Giro havde været totalt usynlige i løbets anden halvdel. Det måtte for alt i verden ikke gentage sig i sæsonens vigtigste løb for det franske mandskab, for hvem hjemmebaneløbet naturligvis er sæsonens altoverskyggende højdepunkt.

Derfor var det også en katastrofe for Madiot, da Pinot på næstsidste bjergetape i Italien blev slået ud af en kraftig lungebetændelse, der ikke blot kostede ham det, der lignede en podieplads, men også sendte ham direkte på hospitalet. Hurtigt blev der stillet spørgsmålstegn ved, om Pinot ville komme sig i tiden inden Tour-starten om bare et par uger, og i går kom så den for Madiot så ubærlige melding, at kaptajnens helbred umuliggør tre ugers strabadser i verdens hårdeste cykelløb, hvorfor en skuffet Pinot måtte sende et meget beklageligt afbud.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Med ét kuldsejlede FDJs ambitiøse Tour-planer, der både talte ambitioner om en podieplads til Pinot og etapesejre til holdets anden stjerne, Arnaud Demare. Da Demare efter en meget lang pause helt siden Paris-Roubaix samtidig havde haft ganske store problemer i Tour de Suisse og derfor ikke var nogen garanti for succes til juli, forstår man, hvis Madiot har haft et par svære nætter uden megen søvn.

Derfor kom dagens opmuntring også som kaldet fra himlen, da Demare med relativ stor lethed satte selveste Fernando Gaviria på plads i sit foreløbig sidste løb i den franske mesterskabstrøje og dermed fik den perfekt opvarmning frem mod kampen om den første gule trøje om ca. tre uger. Efter 7 dages solid træning i de schweiziske bjerge har Demare stille og roligt opbygget den løbsrytme, han manglede efter den lange pause, og i dag var der ingen tvivl om, hvem der var den stærkeste, og at Demare har kurs mo at ramme topformen på præcis rette tidspunkt.

Sejren var lovende af flere årsager. Først og fremmest kan man næppe overvurdere betydningen af, at Demare slet og ret satte Gaviria til vægs i en direkte duel, hvor colombianeren ingen undskyldninger har. Maximilano Richeze afleverede nemlig sin kaptajn på absolut bedste maner, men hans fart kunne ganske enkelt ikke matche Demares. Der har ellers været almindelig enighed om, at Demare i en ren spurt har været lige under den absolutte elite, og særligt efter de suveræne sejre i Californien havde Gaviria dokumenteret, at han i den grad tilhører den højeste klasse. At Demare derfor med så stor klarhed kunne gå forbi en af sportens allerhurtigste, er blot en bekræftelse på den markante fremgang, vi har set fra den franske mester i de sidste to sæsoner.

Mindst lige så vigtigt var det imidlertid, at Demares tog fungerede så perfekt, som det gjorde. I starten af karrieren var FDJ-sprinterens store problem hans håbløse positioneringsevne, der gang på gang betød, at han end ikke sluttede i top 10 i massespurterne. Det problem besluttede man sig sidste år for at løse, da man hentede Jacopo Guarnieri og Davide Cimolai til holdet, og den investering gav med det samme pote. I 2017 viste FDJ gang på gang, at deres tog kunne matche de allerbedste, og det helt store udbytte kom, da Demare tog sin første etapesejr i Touren.

Forud for denne sæson styrkede man truppen yderligere med erhvervelsen af Ramon Sinkeldam, men i kraft af Demares ret lette sæsonprogram har der ikke været mange chancer for at teste toget i fuld formation. Derfor var dagens etape at regne som den helt store generalprøve for de store Tour-spurter, og set i det lys kunne udfaldet ikke have været bedre. Med Olivier Le Gac, Cimolai, Sinkeldam, Guarnieri og Demare dominerede holdet nemlig finalen totalt, og dermed fik Demare bestyrket sin tro på, at han har et af de allerstærkeste sprinterhold i årets Tour - ikke mindst nu, hvor stort set hele holdet vil blive bygget op omkring ham. Ganske vist måtte Guarnieri til sidst se sig overmatchet af sublime Maximilano Richeze, der bragte Gaviria frem til fronten, men Demare var snarrådig og greb colombianerens hjul, inden han selv med stor autoritet satte sig igennem og tog sejren.

Dermed ser det hele pludselig ikke så sort ud for FDJ. Som mange husker, er Demare i de seneste sæsoner eksploderet totalt efter en uges tid i Touren, men det har man i år forsøgt at undgå ved at give ham et meget lidt sæsonprogram med en pause på to måneder siden Roubaix. Det ser nu ud til, at han og toget har timet formen perfekt, og dermed kan der være håb om, at den franske mester kan have loidt mere holdbarhed, når det går løs om et par uger. Samtidig har den ustabile etapejæger Arthur Vichot aldrig været bedre efter nogle helt fantastiske uger, der foreløbig kulminerer med en 11. plads i dette løb, der burde være alt for svært for den tidligere franske mester, ligesom stortalentet David Gaudu efter sit styrt endelig viste lidt form på sidste etape i Dauphiné. Samtidig har man en stærkt forbedret Rudy Molard, der har lagt alt til rette efter at toppe i Touren. Selvom tabet af Pinot naturligvis er uerstatteligt, ser det hele ikke længere så sort ud for Madiot og resten af FDJ-ledelsen.

Der må til gengæld være lidt panderynker i Quick-Step-lejren. Gaviria må nu forlade løbet helt uden etapesejr efter en temmelig blandet præstation. Med fremragende klatring viste han ellers storform på 2. og 3. etape, men i begge tilfælde begik han eklatante fejl i afslutningen, der gjorde det umuligt at udnytte sin tydelige status som hurtigste mand til at omsætte de gode ben til sejr. Det viste en mangel på kølighed og afslørede en sårbarhed, når han ikke har sin stabile bodyguard Richeze til at guide sig i spurterne.

I dag var Richeze så tilbage og viste igen, hvorfor han er en af verdens allerbedste lead-out men og endda med lethed gik forbi Guarnieri, der ligeledes tilhører den absolut ypperste klasse. Dermed fik Gaviria som i Californien foræret det hele på et sølvfad, men denne gang var han regulært overmatchet af en hurtigere rytter. Naturligvis ser det stadig lovende ud for Gaviria og Quick-Step, der særligt med Richezes dominans her og i Californien kan se de kaotiske Tour-spurter i møde med en vis tryghed, men dagens spurt afslørede, at man ikke blot kan stole på, at Gaviria kan gøre det færdigt alene i kraft af sin topfart. Der er bestemt ting at arbejde med, både hvad angår spurtstyrke og timing.

Mens etapen ikke var den store succes for Gaviria var der til gengæld tiltrængt opmuntring for Alexander Kristoff, der har skuffet meget i dette løb. Den store nordmands styrke er hans holdbarhed, og derfor var det stærkt bekymrende, at han ikke kunne sidde med feltet hjem på de første to linjeløbsetaper, der var af en type, som normalt burde gøre dem til oplagte mål for europamesteren. Dagens etape var derimod alt for let for Kristoff, der altid har haft det svært i helt rene massespurter som denne, men Kristoff viste igen, at han har en fantastisk positioneringsevne. Denne gang var det ham og ikke Sagan, der vandt kampen om Gavirias eftertragtede hjul, og selvom Kristoff som forventet manglede topfarten til at gå forbi de hurtigere folk i en alt for let finale, kan han efter i dag se Touren i møde med lidt mere tro på, at han måske kan få en lidt uventet etapesejr.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

For John Degenkolb var etapen en blandet oplevelse. Den store tysker har haft en rædselsfuld sæson og er stadig en skygge af den rytter, han var inden sit grimme styrt i 2016, og derfor burde der egentlig være en del opmuntring at hente i, at han kunne snige sig i top 10 på en ren sprinteretape, der på papiret var alt for let for ham. Problemet var, at resultat først og fremmest blev opnået via hans meget stærke tog, og til slut kunne han end ikke gå forbi sin i øvrigt meget formstærke lead-out man Jasper Stuyven. På den ene side kan han glæde sig over, at holdet viser klasse, men Degenkolb selv mangler desværre meget, inden han atter er den rytter, der vandt to monumenter i 2015 og scorede et hav af etapesejre i Vueltaen.

For en sjælden gangs skyld gik alt ikke glat for Sagan, der ellers stort set altid udser sig det rette hjul. Denne gang havde gang havde han selvfølgelig blikket stift rettet mod Gaviria, der med Richeze som pilot kunne ventes at få det bedste lead-out, men denne gang måtte han se sig slået af Kristoff i kampen. Selvom han selv kørte en fin spurt, var han for langt tilbage til at kunne nå frem. Skal Sagan vinde en ren massespurt som denne, skal tingene flaske sig i positionskampen. Det gør det som regel, men når det ikke lykkes, er det klart, at Sagan trods alt mangler topfarten til at vinde etaper som disse.

Det gør også Michael Matthews og Sonny Colbrelli som endnu engang fik illustreret, at deres topfart ikke gør det muligt at blande sig med de bedste i en flad. Heldigvis kan de begge glæde sig over at have vist storform på stigningerne, og de har derfor al mulig grund til at gå til Touren med en tro på, at de kan vinde de etaper, der virkelig passer dem. Så kan massespurter være massespurter. Det er i puncheurfinalerne, de for alvor har ambitioner.

Det er til gengæld i massespurterne, at André Greipel skal slå til, og derfor må den store tysker efter i dag være en anelse bekymret. Tabene af først Greg Henderson og siden Jurgen Roelandts har nemlig svækket hans tog ganske markant, og selvom de dominerede i Belgium Tour, blev det i dag tydeligt, at Marcel Sieberg og Jasper De Buyst ikke kan matche de bedste på højeste niveau. Ganske vist bliver de i Touren styrket med Jens Keukeleire, som var afgørende i Belgien, men det står klart, at meget skal flaske sg, hvis Greipel skal vinde en Tour-etape, også selvom han personligt synes at have masser af fart i benene. Endelig blev etapen endnu en nedtur for unge Kristoffer Halvorsen, der end ikke kunne sidde med feltet hjem og fortsat har til gode at vise det talent, der sidste år gjorde ham til den mest hypede U23-sprinter.

For klassementsrytterne endte det som en stille og nem dag på kontoret, hvor de fik den perfekte opvarmning til morgendagens afgørende enkeltstart. Richie Porte viste endda stor kørelyst og opmærksomhed ved at ende på etapens 12. plads - ganske usædvanligt for en mand, der er kendt for at være rædselsslagen i disse hektiske finaler - og han synes dermed helt klar til at sikre sig den samlede sejr efter de 34 flade kilometer i Bellinzona i morgen. Meget skal i hvert fald gå galt, hvis ikke den lille australier skal hyldes øverst på podiet søndag eftermiddag, og han kan derfor gå til køjs uden de helt store nerver. Det samme kan Madiot, der efter et par svære nætter endelig kan drømme sødt om, at Touren ikke ender som den katastrofe, han frygtede for bare 24 timer siden.

Favoritterne

Som sagt skal det hele nu afgøres i et sidste slag mellem klassementsrytterne på de 34 flade kilometers enkeltstart i Bellinzona, men om sejren er der ikke den store spænding. Kun regulært uheld burde kunne fravriste Richie Porte sejren, men det betyder ikke, at der ikke er spænding. Dels er der et meget åbent spil om etapesejren, og dels er der masser af placeringer at slås om i klassementet, hvor det fortsat er tæt. Kelderman burde kunne gå forbi Quintana og Oomen forbi Mas, og derefter er der benhård kamp om placeringerne fra 5 til 9.

Enkeltstarterne i Schweiz er kendt for deres kuperede natur, men det er bestemt ikke tilfældet denne gang. Sjældent har man set en lettere rute i det schweiziske løb, og derfor er der lagt op til, at de store maskiner skal slås om sejren i rigtigt specialistterræn. De største udfordringer er de små bakker og den tekniske start og finale, men derudover burde der være god plads til at træde mange watt. Over 34,1 km kan der samtidig gøres store forskelle i klassementet, og dermed er der lagt op til, at meget kan forandres til allersidst, som det ofte er sket i det schweiziske etapeløb.

Desværre må vi igen tage forbehold for vejret. Selvom risikoen for en byge ikke er stor, er den reel, og det kan tænkes, at nogle ryttere vil have våde veje. Over en lang distance med masser af lige strækninger kan en stærk mand stadig vinde, selvom han rammes af regnvejr, men særligt på grund af den tekniske finale vil det være en klar fordel at have tørvejr. Samtidig er det umuligt at sige, hvem der er i størst risiko for at blive ramt, for faren er den samme stort set hele eftermiddagen. Vi baserer denne analyse på den antagelse, at betingelserne er de samme for alle mand.

I fravær af Rohan Dennis, der sidste år var storfavorit til at vinde begge enkeltstarter, er det i år langt mere åbent med flere mulige vinderkandidater. Det må dog være Stefan Küng, der fremstår som det bedste vinderbud. Efter i mange år at have været udskreget til at være den nye Cancellara slog han som temporytter for alvor igennem i netop dette løb sidste år, da han begge gange blev nr. 2 bag Dennis. Kort efter blev han kun besejret af Geraint Thomas på 1. etape af Touren, ligesom han senere på året slog en hel række af verdens store specialister på enkeltstarten i BinckBank Tour.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Dermed har Küng til fulde demonstreret, at han er en af verdens allerbedste i kampen mod uret, og selvom han i år har kørt to skuffende enkeltstarter med en 3. plads om bedste resultat, kan der ikke rokkes ved den status. Denne gang kan vi forbedre en markant bedre præstation, for Küng har været forrygende kørende hidtil. Han har klatret fremragende i svært terræn, og efter holdløbet sagde Porte, at schweizeren havde ført for ti mand. Han elsker en flad powerrute med enkelte bakker, og den lange distance er god for hans store motor. Küng er løbets førende specialist, og med sin nuværende form må han være favorit.

Løbets allermest interessante rytter er Richie Porte. Australieren var som ung specialist i disipilinen og blev blandt andet nr. 4 ved VM i 2010 samt nr. 3 på en flad Tour-enkeltstart i Touren i 2013. I de senere år, hvor han har forbedret sin klatring så markant, har han imidlertid ikke kørt mange enkeltstarter, men sidste år viste han, at han stadig mestrer disciplinen. Her knuste han nemlig alt og alle på den flad enkeltstart i Dauphiné, hvor han sejrede foran Tony Martin, ligesom han på en kuperet rute i Romandiet kun måtte se sig besejret af Primoz Roglic.

Havde enkeltstarten været kuperet, havde Porte utvivlsomt været manden, der skulle slås, men terrænet her passer ham ikke ideelt. På den anden side så vi i Dauphiné, at en Porte kan vinde en hvilken som helst enkeltstart, og selvom han fik sig en dukkert i går, har han stadig vist, at han ikke er langt fra sit bedste niveau. Kører han som i Frankrig sidste år, kan han sagtens ende med at tage etapeseejren.

En anden af løbets få specialister er Yves Lampaert, der i år virkelig har taget stort skridt op. Han var flyvende i klassikerne, hvor han blandt andet vandt Dwars door Vlaanderen, og i dette løb har han imponeret stort på stigningerne, der bestemt ikke er hans terræn. Til gengæld har det knebet lidt på enkeltstarterne, hvor han ikke har kunnet leve op til 2016, hvor han blev nr. 4 i Vueltaen og nr. 7 til VM. Han slog dog Campenaerts ved de belgiske mesterskaber på en lignende rute, og både distance og terræn passer ham. En formstærk Lampaert burde være flyvende på denne etape.

Wilco Kelderman har efter et forår ødelagt af et kompliceret kravebensbrud, vist, at han som ingen anden forstår at træne sig i form. Trods utroligt få løbsdage ligner han igen den rytter, der sidste år blev nr. 4 i Vueltaen, og nu jagter han både en samlet andenplads og etapesejr. Siden skiftet til Sunweb har han gjort kolossale fremskridt både som klatrer og på tempocyklen, hvilket han særligt viste i sidste års Vuelta, hvor han på den lange, flade enkeltstart blev nr. 2 bag Froome. Også i år har han bekræftet sine evner med et topresultat i Abu Dhabi, og han er en alsidig type, der kan køre over alle distancer og i alt terræn. Han har måske ikke helt Vuelta-formen endnu, men kan han køre i samme stil som i Spanien, kan han køre med helt i front.

Nelson Oliveira viste med en podieplads på den lange enkeltstart i Touren i 2016 samt et flot OL, at han var en af verdens bedste temporyttere for to år siden. Han havde et svært 2017, men kom flot tilbage med en fremragende fjerdeplads ved VM. I år viste han klassen med en fin femteplads i Algarve, hvor ruten var lidt for kort til at passe ham ideelt. Han havde foretrukket lidt flere stigninger, men den lange distance passer hans store motor. Dette er en stor chance for at køre sig til Tour-plads, og han vil være topmotiveret til at gå efter sejren.

Det har ikke været en sjov tid for Tejay van Garderen , der fortsat ikke er den rytter, han var for år tilbage. I Californien viste han imidlertid betydelig fremgang, og mens han fortsat har et stykke i bjergene, bragede han en forrygende enkeltstart af, hvilket gav ham en overraskende sejr foran holdkammeraten Patrick Bevin. I dette løb har han været fornuftigt kørende og gjort det fint for Porte, men med den ustabile van Garderen ved man aldrig, hvad man får. Det kan gå helt galt, men han kan også køre, som han gjorde i Californien i år og Romandiet sidste år. Gør han det, kan det blive rigtig godt.

Det kan godt være, at Michael Matthews er kendt som en holdbar sprinter, men han er også en glimrende temporytter. Det startede med, at han kørte gode prologer, hvilket han særligt viste med sejren i Paris-Nice for et par år siden, og nu er han også blevet god på lange enkeltstarter. Det viste han med 6. pladsen i Baskerlandet på en tilsvarende flad rute, og her var han endda et stykke fra topformen. Han har virket til at være enormt godt kørende hidtil og synes at være tæt på 100%. Det gør ham til en ganske farlig herre på en enkeltstart som denne, selvom den nok alligevel er lidt for lang til, at han for alvor kan tro på sejren.

På papiret er MacIej Bodnar en af feltets helt store specialister, men der har godt nok været langt mellem snapsene i det seneste års tid. Skal man være lidt hård ved den loyale polak, har han i 2017 og 2018 kun kørt én god enkeltstart, men den kom til gengæld på det helt rette tidspunkt, da det gav ham en stor sejr i Touren. I år har der ikke været meget at råbe hurra for hos polakken, der senest skuffede stort i Californien. Ruten og distancen passer ham, men det er svært at være alt for optimistisk efter de seneste præstation. Det var det på den anden side også inden 20. etape i Touren, og her ved vi jo alle, hvordan det gik. Derfor har han potentialet til at overraske.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Danske Søren Kragh har virkelig været i hopla i dette løb og har med flot kørsel mere eller mindre sikret sig en plads på Tour-holdet. Nu får han chancen for at jagte endnu et resultat i en disciplin, han mestrer. Han har kørt ganske gode enkeltstarter som professionel, særligt med fjerdepladsen i BinckBank Tour sidste år. Til gengæld har han stadig til gode at bevise sig selv over lange distancer, hvor han endnu har sit første topresultat til gode. Derfor kan man frygte, at denne etape er lidt for lang, men med den form, han har vist, kan det sagtens være nu, at han også viser evnerne på en ”rigtig” enkeltstart som denne.

Rækken af Sunweb-ryttere tæller også Nikias Arndt , men hans form er ikke helt let at blive klog på. Sygdom betød, at han missede en stor del af foråret, og han har ikke vist megen form på det seneste, heller ikke i dette løb. Derfor er det svært at have alt for meget tro på tyskeren, men potentialet har han. Det viste han særligt med 7. pladsen på sidste enkeltstart i Touren sidste år og 7. pladsen i det stærke felt i Abu Dhabi i år. Umiddelbart foretrækker han lidt kortere ruter, men han har også præsteret over længere distancen. Der har været lidt tegn på fremgang de seneste dage, og derfor kan han måske få et vigtigt selvtillidsboost.

Distancen er til gengæld perfekt for Andrey Amador . Costaricanerens store gear og dieselmotor betyder, at han er i sit es over lange distancer, og derfor burde han kunne lide denne etape. Naturligvis havde han ønsket sig flere bakker, men han har flere gange gjort det godt også i fladt terræn, senest med 2. pladsen i Andalusien i februar. Han har klatret ganske fornuftigt indtil en lille nedtur på kongeetapen og har generelt haft et ganske stærkt forår, der også gav en sjælden sejr i Klasika Primavera. Sidste år var han i top 10 på begge enkeltstarter i Giroen, og det gør ham til en naturlig kandidat her også.

Michael Hepburn er aldrig blevet den temporytter, man kunne have håbet. Han har stadig kørt nogle fremragende enkeltstarter på korte, flade ruter, senest med 6. pladsen i Tirreno, men det har knebet mere over længere distancer. Senest blev han blot nr. 15 i Californien, og derfor må man frygte, at denne etape er for lang for australieren. Terrænet burde imidlertid passe ham, og derfor kan man ikke udelukke, at han kan overraske.

Diego Ulissi har ikke lagt skjul på, at han er i storform, og det blev da også tydeligt med hans suverøne sejr på 5. etape. Som ventet var kongeetapen for svær, men han har stadig kig på en mulig top 10, hvis han kan køre en god enkeltstart. Han er bestemt ikke specialist, slet ikke på en rute som denne, men Ulissi har det med at hive en fantastisk enkeltstart op af hatten af og til. Et gjorde han senest på en tilsvarende flad rute i Giroen, og med de ben, han har i øjeblikket, kan han måske gøre det igen denne gang.

En af løbets store skuffelser har været Ion Izagirre , der slet ikke slog til på kongeetapen. Samtidig har han kørt overraskende dårlige enkeltstarter i år, selvom disciplinen plejer at være hans stærkeste våben. Lægger man dertil, at han altid er bedst på kuperede ruter og har det svært i fladt terræn, er det vanskeligt at tiltro ham de helt store chance. Helt afskrive ham kan man dog ikke, da han som bekendt vandt enkeltstarten i 2016, hvor terrænet også var relativt fladt. Han er nemlig kendt for at have dårlige dage, og derfor kan han måske pludselig finde benene.

Det er også svært at være alt for optimistisk på vegne af Taylor Phinney, der stort set ikke har kørt én eneste lang enkeltstart siden sit grimme styrt for efterhånden mange år siden. Der har dog været tegn på forbedring med to fine enkeltstarter i Touren sidste år og ikke mindst hans fantastiske Roubaix, der viser, at motoren måske er på vej tilbage. Alt peger stadig på, at distancen her er for lang for ham, men der var ikke mange, der havde set ham overraske på de franske brosten i april. Måske kan han gøre det igen.

Andre kandidater til et godt resultat er i prioriteret rækkefølge Bauke Mollema, Sam Oomen, Tanel Kangert, Steven Kruijswijk, Cameron Meyer, Simon Spilak, Gorka Izagirre, Silvan Dillier, Koen Bouwman, Victor De La Parte og Jose Goncalves.

Feltet.dks vinderbud: Stefan Küng

Øvrige vinderkandidater: Richie Porte, Yves Lampaert

Outsidere: Wilco Kelderman, Nelson Oliveira, Tejay van Garderen, Michael Matthews, Maciej Bodnar

Jokers: Søren Kragh, Nikias Arndt, Andrey Amador, Michael Hepburn, Diego Ulissi, Ion Izagirre, Taylor Phinney