Optakt: 9. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Vueltaen er altid så spektakulær, at det er svært at udpege løbets mest imødesete etape, men ved årets rutepræsentation var der særligt én etape, der fik opmærksomhed. Lige siden løbet i 2015 med hjælp fra Joaquim Rodriguez designede en kort og meget voldsom bjergetape i bjergstaten Andorra, har arrangørerne haft smag for at designe korte og meget vanskelige ruter i miniputnationen. Det gjorde man således også i 2017 og sidste år, hvor løbets sidste store bjergetape blev afviklet i landet, og den model gentages i år som en brutal afslutning på den første uge. Her venter over bare 94,4 km hele 3300 højdemeter på en vild bjergetape, der er designet helt efter samme mønster som i 2015 og også har mål på samme stigning, Cortals d’Encamp, hvor Mikel Landa sejrede for fire år siden.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 94,4 km, der fører feltet fra hovedstaden Andorra La Vella til Cortals d’Encamp. Ruten kringler sig rundt i bjergnationen, hvor man lægger benhårdt ud med at køre med nordøst og nord over 8 km, der stiger med 4,8%, inden man når frem til den officielle start på kategori 1-stigningen Coll d’Ordino (8,9 km, 5%), der bestiges fra nordøst, og som stiger med 7-8% på det mest af den nedre del, inden det flader betydeligt ud over de sidste 5 km. Toppen rundes efter 17,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod vest ned til Ordino, hvorefter man via et let faldende stykke kører mod syd og sydøst tilbage til startområdet i hovedstaden.

Herefter gælder det endnu en rundstrækning, når man kører mod sydvest og syd igennem let faldende terræn frem til bunden af Coll de la Gallina, der er uden for kategori, og som var mål for den sidste store bjergetape sidste år. Den stiger med 8,3% over 12,2 km, men er meget irregulær. De første 2 km stiger således med 11-14%, inden man rammer et 2 km langt plateau Herfra stiger det hovedsageligt med 7-8%, men det afbrydes af flere længere ramper med tocifrede procenter, blandt andet ca. en kilometer med 13,5%, som leder frem til de sidste 2,5 km, som er lettere. Toppen rundes efter 56,6 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod nord og siden via en lettere del mod øst tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst frem til dagens spurt, som er placeret efter 72,2 km.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Efter spurten kører man mod nordøst ind til hovedstaden, hvor man dog forlader hovedvejen for i stedet at køre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto de la Comella (4,2 km, 8,6%), der indledes med 2 km med 8%, herefter flader ud og slutter med knap en kilometer med 11,0% frem mod toppen, der rundes med 18,0 km igen. En ultrakort nedkørsel fører mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Engolasters (4,8 km, 8,1%), der indledes stejlt med en kilometer på 11,2%, men som derefter er lettere med 7-9%.

Fra toppen resterer 10,6 km, der indledes med et spektakulært og helt fladt grusvejsstykke, som fører mod nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Cortals d’Encamp. Den stiger med 8,3% over 5,7 km og er stejlest i bunden, hvor den stiger med mellem 9,5 og 12% over de første godt 2 km, inden sidste del veksler mellem stykker med 8% og stykker med 4-5%. Det stiger med 8% over en kilometer, inden det flader ud med 3,7% på de sidste par hundrede meter. Stigningen byder på adskillige hårnålesving i bunden, inden der kommer yderligere to lige inden den røde flamme og med bare 150 m igen.

Etapen byder på i alt 3300 højdemeter.

Cortals d’Encamp var senest mål for den vilde etape i 2015, hvor Mikel Landa tog en solosejr, og holdkammeraten Fabio Aru med en 2. plads kørte sig i førertrøjen og tog et stort skridt mod den samlede sejr. I gamle dage havde Volta a Catalunya næsten altid en afslutning på bjerget, og det gav senest sejre til Aitor Kintana (2003), Daniele De Paoli (2001), Jose Maria Jimenez (2000) og Roberto Heras (1999).

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Coll d'Ordino

Col de la Gallina:

Vejret

I dag blev feltet ramt af byger, og det kan de meget vel gøre igen søndag. Det bliver nemlig en meget ustabil dag, der starter solrigt, men som bliver overskyet fra middagstid. Mellem kl. 14 og 16 er der en 85% risiko for tordenbyger, som aftager til 50% mod slutningen af etapen. Temperaturen i Andorra La Vella vil nå 22 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra sydvest og senere vest. Det giver vinde fra alle mulige retninger på den kringlede rute. På Ordino vil der hovedsageligt være modvind, og det samme vil der på Gallina. Til gengæld får man med- og sidemedvind på Comella og Engolasters og videre hele vejen frem til mål.

Analyse af 8. etape

Naturligvis forstår man godt, at de små hold alle drømmer om at få et wildcard til Tour de France. Det franske løb er trods alt det eneste, der transcenderer cykelsporten og har en opmærksomhed, som ikke blot gælder sportens virkelige fans. Den omtale, sponsorerne kan få i Frankrig, er slet ikke sammenlignelig med den, de får noget andet sted, og alen presset fra bidragyderne gør, at Touren altid vil være den klare førsteprioritet.

Handlede det alene om det sportslige, ville det imidlertid have forholdt sig anderledes. Touren er nemlig så prestigiøs og dermed også kontrolleret, at der kun meget sjældent uddeles gaver. Det er i hvert fald ikke noget tilfælde, at det siden Europcars fantastiske Tour i 2012, hvor de vandt hele tre etaper, kun tre gange er lykkedes for en rytter fra et wildcard-hold at vinde en etape. Det skete for Stephen Cummings i 2015, Jarlinson Pantano i 2016 og Lilian Calmejane i 2017, men derudover har WorldTour-holdene siddet på flæsket. Og som regel er det de største hold, der tager for sig af retterne, som vi så det i år, hvor Jumbo, Movistar, Deceuninck, Bora og Mitchelton, der alle hører til blandt sportens mest succesrige hold vandt 13 af de 20 ikke-neutraliserede etaper og totalt ryddede podiet.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Helt anderledes forholder det sig i de to øvrige grand tours. I Giroen har vi ofte set wildcard-holdene snyde sprinterne, som særligt Bardiani har haft for vane at gøre det, og som Damiano Cima sensationelt gjorde det i år. Det er dog i særdeleshed Vueltaen, der har for vane at være gavmilde over for de små hold. Her betyder både den generelle træthed hos de store holds ryttere, det betydeligt mindre pres og ikke mindst den meget kuperede rute, der både skræmmer sprinterne væk og giver et hav af muligheder udbrydere for de små hold til at boltre sig, enten ved at vinde etaper eller få en dag i førertrøjen.

Sidste års Vuelta er et glimrende eksempel. Her lykkedes det det lille Cofidis-hold at vinde en etape med Nacer Bouhanni og få Jesus Herrada to dage i gult. Det succesfattige Dimension Data vandt sensationelt to etaper med Ben King, Oscar Rodriguez tog årets mest uventede sejr til Euskadi-Murias, et svagt Ag2r-hold vandt etaper med Alexandre Geniez og Tony Gallopin, FDJ fik mange dage i rødt med Rudy Molard og vandt to etaper med Thibaut Pinot, der dog som rytter må kaldes alt andet end en lille rytter, og det succeshungrende EF vandt med både Simon Clarke og Michael Woods. Faktisk sad store hold som Movistar, Deceuninck, Mitchelton og BMC kun på 10 af de 21 etaper, og hold som Astana og Ineos vandt overhovedet ikke noget som helst. Særligt er det førertrøjen, der ofte har været billigt til salg på en rute, hvor de store hold gerne vil spare på kræfterne, og vi udover Herrada og Molard i 2018 på det seneste har set ryttere som Darwin Atapuma og David de la Cruz køre sig i rødt via udbrud.

I år er tendensen næsten endnu mere udpræget. Nok har Astana og Movistar til sammen vundet tre etaper, ligesom det også er blevet til sejre til Bora og Deceuninck, men hele tre af de otte etaper er gået til hold, man ikke regnede som hørende til blandt de mest dominerende. Først levere Angel Madrazo en gigantisk sensation, da han og Jetse Bol sikrede Burgos - løbets suverænt svageste hold - en dobbeltsejr på den første bjergetape, siden tog Herrada en etapesejr, og i dag blev det så Nikias Arndt til at vinde for et Sunweb-hold, som bestemt ikke er kommet til løbet med en trup, man kunne have alt for store forventninger. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez har gjort det til lidt af hobby at aflevere en trøje, han simpelthen ikke kan blive fri for, har der også været plads til yderligere succes til Sunweb, der havde Nicolas Roche i rødt, til Cofidis, der i dag fik Nicolas Edet i den eftertragtede trikot, og et profilfattigt Bahrain-hold, der fik en enkelt dag i rampelyset med Dylan Teuns.

På den baggrund kan man godt forstå, at mange af de små hold havde sat et fedt kryds ud for dagens 8. etape. Ikke blot betød en meget hård stigning til sidst, at det var næsten udelukket, at der ville være hold med mod på at gå efter en spurt, og da klassementsholdene samtidig havde brug for en let dag inden morgendagens gigantiske slag i Andorra, var det ikke svært at forudse, at en gruppe ville kunne holde hjem. Samtidig har Lopez de seneste dage nærmest tryglet om at blive fri for den røde trøje, og man skulle derfor ikke være den store taktiker for at lure, at man måske endda kunne komme på julekort med Astana-ledelsen, hvis man som velplaceret klatrer sneg sig med og befriede den stakkels colombianer for førertrøjens lænker.

Og man fristes næsten til at sige, at det naturligvis var Cofidis, der var de snu. Holdet har nemlig altid været som forvandlet, når de har krydset grænsen fra Frankrig til Spanien. Mens man skal helt tilbage til Samuel Dumoulins overraskende sejr i Touren i 2008 for at finde holdets seneste succes i en Tour, hvor de i de senere år har været næsten helt ligegyldige, har de altid vadet i succes i Vueltaen. Mest markant var det med David Moncoutie, der vandt etaper og bjergtrøjer efter behag, men derudover har holdet også haft succes med en bjergtrøje til Nicolas Edet, etapesejr til Rein Taaramae og nu altså for andet år i træk både førertrøje og etapesejr med to forskellige ryttere.

I dag gjorde holdet igen alt rigtigt. Faktisk så det længe ud til, at de kunne få både i pose og i sæk, da de fik sendt både Edet og Herrada med i det udbrud, der efter en gigantisk kamp fik lov at afgøre etapen mellem sig. Som forventet kørte Astana helt samme strategi som i forgårs, hvor de holdt udbruddet i snor undervejs for derved at give sig selv lov til at spare på kræfterne til sidst. Dermed stod det også lynhurtigt klart, at det kun var Mitchelton-holdet, som lidt overraskende havde misset udbruddet, og som havde Luka Mezgec til en spurt, der muligvis kunne forhindre Edet i at overtage trøjen. Naturligvis opgav australierne hurtigt at forsøge at hente 21 mand, og derfor kunne Cofidis reelt allerede midtvejs på etapen sætte flueben ved en førertrøje, de næsten ikke kunne miste.

Det gav plads til, at Herrada kunne forsøge at gå efter endnu en etape, og det gjorde han i den grad. Med stor autoritet viste han sig som stærkeste mand på stigningen, hvor han angreb i ét væk, inden han til slut fik slået et hul. Desværre vidste alle også, at han var i form, og særligt rivalen fra 6. etape, Dylan Teuns, havde ikke i sinde at give mange meter til spanieren. Samtidig måtte Herrada sande, at ikke alt går hans vej, for den relativt kraftige modvind gjorde det helt umuligt for både ham og Teuns, som klart lignede de stærkeste i gruppen, at gøre den forskel, de formentlig havde gjort med en anden vindretning.

Derfor blev det ikke til både pose og sæk for franskmændene, og da regnen til slut gjorde finalen til en isdans på to hjul, valgte de to ryttere klogelig at koncentrere sig om at sikre sig trøjen. I stedet var det Nikias Arndt og gruppens hurtige folk, der åbenbart havde haft held med at bede til vejrguderne, for hvor det fra start kunne se svært ud for dem at klare sig over en stigning, som burde være alt for svær for de fleste af dem, betød vindretningen og Herradas og Teuns’ opmærksomme udmanøvrering af hinanden, at det kun var Silvan Dillier, Nic Dlamini og Jorge Arcas - gruppens på papiret ringeste klatrere - som ikke kunne stå distancen.

Arndt sendte formentlig en tak til vejrguderne, da han begav sig ud på den hæsblæsende og livsfarlige nedkørsel, for nu stod han pludselig i en fremragende situation. På papiret var han i hvert fald gruppens hurtigste, også selvom han var oppe mod semisprintere som Tosh van der Sande og Jonas Koch, men der lurede stadig en trussel. En bakke på den sidste kilometer kunne blive lidt for meget for den holdbare, men ikke specielt eksplosive Arndt, som kunne komme til kort, hvis puncheurs som især Alex Aranburu, men også Zdenek Stybar åbnede for gassen.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Igen tilsmilede heldet tyskeren. Den urutinerede Aranburu blev åbenbart lidt for nervøs over udsigten til måske at kunne vinde en Vuelta-etape og smed alle sine kort væk med et lidt hovedløst angreb på nedkørslen. Her brændte han et hav af kræfter af, som kunne være bedre brugt, hvis han havde ladet holdkammeraten Jonathan Lastra arbejde for en spurt. Mod slutningen viste den eksplosive spanier nemlig, at han var præcis lige så god i den stigende finale, som man kunne forvente, og med en 2. plads satte han folk som Van der Sande og Koch til vægs. Nok var Arndt ganske overlegen, men man kan ikke lade være med at spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis Aranburu havde stjålet lidt af den is, Arndt havde til overflod i sin mave.

I stedet blev det altså Arndt, der nu kan kalde sig både Giro- og Vuelta-etapevinder, og denne gang kom sejren endda på helt regulær vis modsat den kontroversielle gevinst i Italien, hvor han kun vandt sidste etape som følge af en deklassering af Giacomo Nizzolo, som skæbnen har set sig sur på, at han bare ikke må vinde en etape i sit hjemlands grand tour. Det er en ganske imponerende bedrift af tyskeren, der egentlig mest er endt som Michael Matthews bodyguard, at han nu kan skrive sejre i to grand tours, Dauphiné samt i WorldTour-løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race på sit cv. Og forud for løbet var der næppe mange, der havde spået, at Sunweb efter 8 dage ville have en etapesejr, tre dage i rødt samt en kaptajn i top 10.

I det hele taget var det musene, der spillede på bordet, mens katten var ude. Således skal vi helt ned på etapens 10. plads for i Sergio Henao at finde en rytter fra et af løbets stærkere hold. På 3. pladsen finder vi således også Van der Sande, der kom tæt på for tredje år i træk at sikre Lotto en etapesejr i et løb, hvor de ellers altid kommer med et hold uden hverken sprintere eller klassementsryttere. Det så ellers længe godt ud for den hurtige belgier, der med sejren på Mur de Thuin i Vallonien havde vist sine evner i en finale præcis af denne type, og som kan sende en tak til Carl Fredrik Hagen, der må betegnes som næsten eneansvarlig for, at det aldrig lykkedes for ryttere at snige sig væk. Desværre har Van der Sande bare slet ikke længere den hurtighed, han havde i sine unge år, og det blev nok engang stillet til skue, da han trods nordmandens hårde arbejde end ikke var i nærheden af at fuldføre missionen.

Det var Ruben Guerreiro til gengæld, og dermed var han meget tæt på at give Katusha noget højst tiltrængt succes. Portugiseren, der ellers længe har lignet et tabt talent, er virkelig blomstret op i sensommeren, hvor han først kørte et fremragende BinckBank Tour og i onsdags blev en overraskende nr. 15 på den første bjergetape. Desværre havde han en offday i går, som formentlig kostede ham den trøje, Edet i dag har, men i dag rejste han sig fornemt med et meget offensivt løb, som måske kunne have ført til sejr, hvis ikke Hagen til slut havde fået skabt samling. Trods sin aggressive kørsel endte Guerreiro nemlig som nr. 4, og det vidner om, at vi forhåbentlig kan se det engang så lovede puncheur endelig leve op til det potentiale, han engang viste.

En succes må det også siges at være for Jonas Koch. Nok kan man argumentere for, at en 5. plads er et svagt udkomme for en af løbets tre sprintere, men efter så hård en dag er det et stort resultat for en rytter, der først i Østrig i juli for alvor begyndte at levere lidt resultater. Også for CCC må det betegnes som lidt af en sejr, efter at det i forvejen svage polske mandskab med tabet af Victor de la Parte lignede et hold, som kunne være helt afhængige af Patrick Bevin og en god spurt af Szymon Sajnok i Madrid, hvis de skulle have et eller andet hjem fra et løb, hvor deres trup bestemt ikke er den stærkeste.

Man må også tage hatten af for Teuns. Nok lykkedes det ikke at vinde etapen, men man kan ikke lade være med at blive imponeret over, hvordan belgieren dag efter dag spiller en hovedrolle i dette løb. Sidste år endte han i top 5 på fem udbrudsetaper, og nu har han været i rampelyset tre dage i træk i årets løb, først med en 2. plads, så med en dag i førertrøjen og i dag med en 6. plads. Til gengæld skal Bahrain også være lykkelige for, at de har ham i en trup, der efter Mark Paduns lille sammenbrud bestemt ikke er det stærkeste. Og for at fuldende de små hold succes fik Caja Rural også Lastra ind som nr. 7, det svage FDJ-hold havde Tobias Ludvigsson som nr. 8, Euskadi fik unge Fernando Barcelo ind som nr. 9, og det svage Trek-hold var længe i rampelyset med Peter Stetinas offensiv.

Til gengæld blev de store hold kørt midt over. Stybar forsøgte sig flot med et sent angreb, som så ud til at kunne have båret frugt, hvis ikke det havde været for Hagen, men Luis Leon Sanchez, der ellers er en mester i at gøre det færdigt, var påfaldende svag og helt uden sin vanlige power. Han havde ellers vist stor styrke de seneste dage, ikke mindst i går, men formentlig har et par hårde dages arbejde i front af feltet for Lopez alligevel kostet for meget. På den baggrund kan man også undre sig over, at Astana overhovedet gav ham lov til at jagte en etape. Det var mere selvfølgeligt, at David De La Cruz fik den mulighed, men nok engang endte det med en nedtur for Ineos og ikke mindst spanieren selv, der dog heller ikke have en finale, som på nogen måde passede ham - slet ikke nu, hvor de regnvåde veje effektivt eliminerende en af feltets ringeste nedkørere.

For feltet blev det præcis den lette dag, de havde håbet på. Nok betød kampen om at komme i udbrud, at de for tredje dag i træk sprængte alle tidsplanen, og Astana fik brugt en del kalorier på at holde dem i snor, men det var trods alt kun Manuele Boaro og formsvage Gorka Izagirre, der for alvor var i aktion. Da Omar Fraile og Dario Cataldo til sidst tog over, lettede de nemlig foden fra gassen og sørgede for, at Cofidis nu kan blive en allieret i Andorra i morgen, og dermed kom kasakkerne relativt fornuftigt igennem. Det gjorde alle de øvrige favoritter også på en etape, der trods alt må regnes som den letteste af tre meget hurtige dage.

Let er imidlertid ikke det første ord, der melder sig, når man studerer søndagens etape. Hvis der var én dag, der for alvor fangede folks interesse ved rutepræsentationen, var det den ultrakorte bjergdag i Andorra, der på alle måder minder om den store etape, som Joaquim Rodriguez designede i 2015, hvor Mikel Landa og Fabio Aru sikrede Astana en dobbeltsejr med baskisk gevinst og italiensk førertrøje som resultat, og om sidste års afsluttende bjergetape, hvor Enric Mas og Miguel Angel Lopez satte Simon Yates under pres, kørte Movistar i sænk og knuste Steven Kruijswijks podiedrømme.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Hvis de to etaper skal bruges som målestok, bliver det et blodbad, som kun kan blive endnu mere dramatisk af de tordenbyger, som er varslet i en generel våd weekend. Alene frygten for Andorra-etapen har lagt bånd på mange de seneste dage, men den opsparede energi bliver der også brug for på en af løbets allervigtigste etaper. Det er trods alt ikke hver dag, at de små hold for lov at boltre sig. I dag fik musene lov at spille, mens katten var ude, men de må hellere skynde sig tilbage i hullerne, for katten står klar til at blive lukket ind igen på det, der kun kan blive en mindeværdig søndag.

Favoritterne

Om det er Joaquim Rodriguez, der bærer ansvaret på sine skuldr, skal vi lade være usagt, men i hvert fald var det ham, der startede en trend, som mange nok forbander langt væk. Det var nemlig ham, der var hovedmanden bag den vanvidsetape i 2015-udgaven af løbet, som over bare 138 km kringlede sig rundt i Andorras vanskeligste bjerge, og som forinden af mange blev betegnet som den hårdeste grand tour-etape i nyere tid.

Man kan diskutere, om den levede op til prædikatet, men dramatik var den i hvert fald garant for. Løbet var knap skudt i gang, før Chris Froome var sendt i asfalten og på vej ud af løbet, og senere leverede ellers altid bundloyale Mikel Landa sin vel nok hidtil eneste illoyale opførsel, da han i et udbrud hev radioen ud af ørerne og kørte alene hjem til en stor solosejr. Bag ham klarede kaptajn Fabio Aru sig nu glimrende uden ham, da han distancerede sensationen Tom Dumoulin med mere end halvandet minut og overtog en førertrøje, som han siden mistede for så til slut at generobre den med et stort ridt i bjergene omkring Madrid.

Siden da har disse Andorra-etaper tilsyneladende vundet indpas. Nok gik man udenom miniputnationen i 2016 og 2017, men både i 2018 og 2019 har arrangørerne designet en etape efter samme format som i 2015. Den eneste forskel er, at tendensen til kortere og kortere etaper vinder indpas, og nu om dage undergår man langt de 138 km, der for fire år siden virkede som en næsten urimeligt kort distance. Da Enric Mas sejrede på rundturen rundt i fyrstendømmet sidste år, var det således efter bare 97,3 km, og i år skal er distancen med knap 95 km endnu kortere. På alle andre punkter minder den imidlertid meget om etapen i 2015, ikke mindst fordi den slutter på samme bjerg, og undervejs skal man også over Gallina, hvor Mas tog sin store triumf sidste år.

At der er tale om en vanskelig etape, er soleklart. Fordelte man de 3300 højdemeter ligeligt ud over de 94,4 km, ville der være tale om en næsten 100 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,5. Det siger lidt om, hvor stejle bjergene undervejs er, og vi har da også på de fleste bjerge lange passager med stigningsprocenter mellem 8 og 12. Nok har bjergene ikke de samme voldsomme procenter som Alto Mas de La Costa, men det kompenseres der så rigeligt for med den samlede vanskelighed, der endda tilføjes et ekstra element af uforudsigelighed i form af den sene grusvej, der dog ikke skulle være noget særligt, og formentlig flere regnvåde veje - en kombination, der kan gøre styrt og måske også punkteringer til dagens orden.

Disse korte etaper kan altid være lidt svære at læse taktisk. Det er dage, hvor man kan tillade sig at satse stort, men denne gang kommer etapen nok lidt for tidligt til, at det kan betale sig. Der venter trods alt mange bjerge endnu, og da forskellene stadig er små, er det ikke nu, at alt skal sættes på ét bræt - slet ikke for de fire forreste, der alle ligger meget tæt på hinanden i toppen af klassementet. Til gengæld er det den første bjergetape indtil nu, hvor man kan tillade sig at brænde holdet af uden at tænke alt for meget på de kommende dage. For hjælperytterne venter der nemlig halvanden hviledag i form af en fridag og en enkeltstart, og da 11. og 12. etape ikke er vigtige for de store hold, skal hjælperytterne først for alvor i aktion på fredag. Med andre ord kan man godt tillade sig at jagte et udbrud og gøre etapen hård. Det er kun kaptajnerne, som er nødt til at have tirsdagens vel nok endnu vigtigere enkeltstart lidt i baghovedet, inden de kører sig selv helt i hegnet.

Uanset hvad vil der være knald på fra start. Etapen starter brutalt, og der vil være garanti for angreb fra km 0, ikke mindst fra det revanchelystne Ineos-hold. Samtidig kan man være sikre på, at de tre store hold, Jumbo, Astana og Movistar, alle vil have folk med i front, og der burde derfor være garanti for, at der som så ofte før kører et stort udbrud med nogle af løbets førende klatrere samt hjælpere fra de tre førende mandskaber. Der vil formentlig også være klassementsryttere med i gruppen, og mens folk som Rafal Majka, Tadej Pogacar, Fabio Aru og Esteban Chaves nok vil holde sig til de fire store, kunne man sagtens forestille sig, at folk som Wilco Kelderman, Pierre Latour, Mikel Nieve og Oscar Rodriguez kom afsted. Og hvorfor skulle Jumbo ikke sætte rivalerne under pres ved at forsøge at spille George Bennett ud? Tanken er i hvert fald oplagt.

Hvad der herefter vil ske, bliver spændende at se. Cofidis har mange klatrere, men det er klart, at de ikke kan gøre meget for at forsvare en trøje, som Nicolas Edet i øvrigt synes alligevel med sikkerhed at miste. Skal udbruddet køres ind, skal et af de tre store hold træde i karakter. Jumbo bliver det ikke, for de har absolut ingen grund til at satse stort inden enkeltstarten, så det er atter Astana og Movistar, som sidder med nøglen til etapen.

Vi tror, at de har ambitioner. Særligt Astana skal udnytte denne etape, som passer en ren klatrer som Lopez fremragende, ikke mindst fordi der skal vindes noget tid inden enkeltstarten. Derfor må det være i Astanas interesse at gøre løbet så hårdt som muligt, og man må også tro, at Lopez, som ikke har vundet et cykelløb siden marts, har udset sig denne kongeetape som en, han særligt gerne vil vinde. Til gengæld kan man være lidt i tvivl om, hvorvidt Astana er stærke nok til alene at kontrollere etapen, men med de takter, Jakob Fuglsang og særligt Ion Izagirre viste i går, burde der være gode chancer.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Det er også meget tænkeligt, at de får hjælp fra Movistar. Spanierne har allerede vundet to etaper og har derfor måske ikke så meget blik på etapen, men de må drømme om at skabe endnu en overtalssituation. Den var lidt svær at udnytte i går, hvor de stejle procenter eliminerede det taktiske element, men i morgen vil strategi spille en rolle. Drømmen for spanierne må være, at superkvartetten samles relativt tidligt, så de kan angribe Lopez og Roglic, der primært kan have blik på hinanden, på skift. Derfor må man formode, at både Astana og Movistar har en interesse i et hårdt løb.

Efter at udbruddet er etableret på den første stigning, forventer vi, at det kortvarigt falder lidt til ro, men allerede fra Gallina må det forventes at gå løs med hårdt tempo fra Astana og Movistar. Et stort og stærkt udbrud kan ikke få megen plads på så kort en etape, og derfor forventer vi en knaldhård dag med hårdt tempo fra Gallina og frem. Da udbruddet formentlig indeholder klasseklatrere, er det bestemt muligt, at de bedste herfra kan holde hjem, og en udbrudssejr er indenfor rækkevidde for de superklatrere, der ikke ligger til allerforrest i klassementet. Vi tror dog, at Astana og Movistar vil køre så stærkt, at det ender med en favoritsejr, og det vil kun være de skarpeste udbrydere, som har en chance på en etape, der kun kan vindes af en sublim klatrer.

Spørgsmålet er, hvornår favoritterne spiller ud. De sidste tre stigninger er reelt at regne som én 25 km lang stigning afbrudt af en nedkørsel og den flade grusvej. Angrebene kan formentlig komme allerede fra Engolasters, der er ganske svær, og hvor Movistar kan forsøge at skabe overtallet. Den sidste stigning i sig selv er måske ikke lang, men da der næsten er tale om ét sammenhængende bjerg, passer det mere til rigtige klatrere, især hvis der åbnes tidligt. Med direkte medvind fra toppen af Gallina og hjem  er der plads til at forsøge sig og skabe store forskelle, men frygten for de våde nedkørsler vil nok betyde, at de fleste venter til de to sidste dele af den lange målstigning, hvor der ikke er flere ture nedad.

På den baggrund vil vi også tro, at etapen vindes af en af løbets fire store navne, og vi vil pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Nok var han klart den svageste af de fire i går, men det var også på en stigning, der passede bedre til hans tre rivaler. På den baggrund kom han hæderligt fra etapen, og han kan finde trøst i, at han var ganske suveræn på løbets eneste længere bjergfinale, Javalambre. Her kørte han fra alt og alle og det endda efter en dag, hvor det lave tempo egentlig spillede etapen i hænderne på eksplosive folk som Valverde og Roglic. Alligevel var Lopez i stand til at gøre en forskel, og de chancer bliver blot større, når det i morgen gælder en rigtig bjergetape, hvor det går stærkt hele dagen. Nok havde Lopez utvivlsomt ønsket sig en længere etape, men på en dag, hvor det må ventes at blive hårdt hele dagen, bør han atter kunne sætte sine klatreevner igennem, særligt når der er medvind. Han kan blive overmatchet af Movistar-overtallet, men handler det alene om benene, tror vi, at Lopez kan tage den sejr, Mas akkurat snød ham for på den tilsvarende etape sidste år, og samtidig køre sig i trøjen for fjerde gang i løbet.

Gårsdagens største vinder var nok Primoz Roglic , der var betydeligt bedre på Mas de La Costa end på Javalambre. Det kan dels tilskrives stigningens karakter, men også at Roglics strategi med en løbsfattig forberedelse synes at være den omvendte af Giro-taktikken. Denne gang ser han ud til at bruge modellen fra sidste års Tour, hvor han blot blev bedre og bedre dag for dag, og formkurven synes i hvert fald at være stigende. Til gengæld er han umiddelbart mere på udebane på en rigtig bjergetape som denne, men selvom han umiddelbart er bedre i mere eksplosivt terræn, skal vi ikke glemme, hvor skræmmende han var i sit angrebsvanvid på 19. etape af Touren sidste år. Her lignede han i hvert fald løbets klart stærkeste, og det viser, at han også kan være dominerende, når vi tale om en rigtig bjergetape som denne. Med formstærke George Bennett og Sepp Kuss ved sin side på en dag, hvor det er op til Astana og Movistar at tage initiativ, kan man håbe, at han kan have holdkammerater til at hjælpe med at kontrollere Movistar-duoen også sent på etapen, og derefter skal Roglic selv gøre det færdigt. Med en stigende formkurve og en god spurt, som kun Valverde kan matche i den relativt flade afslutning, kan det sagtens ende med, at en formentlig defensivt kørende Roglic spurter sig til sejren på toppen.

Den anden positive oplevelse i går var naturligvis Nairo Quintana . Etapen blev endnu et vidnesbyrd om, at stabile Quintana er blevet til svingende Quintana, og at man aldrig kan vide, hvordan dagsformen er. Efter nedturen på Javalambre var han muligvis stærkeste mand på Mas de La Costa, hvor det i hvert fald var ham, der angreb, førte, angreb og førte i ét væk. Hvis han har de samme ben denne søndag, vil han være langt mere komfortabel på en rigtig bjergetape med mange højdemeter og en lang finalestigning med iltfattig luft. I virkeligheden minder etapen meget om sidste års ultrakorte kongeetape i Touren, hvor han som bekendt leverede et fabelagtigt soloridt. Denne gang kører han nok ikke fra distancen, men man kan sagtens forestille sig, at han kører alene væk på den sidste stigning. Opstår den forventede kvartet, vil Movistar sidde i overtal, og her kan man sagtens forestille sig, at Roglic og Lopez har lidt for meget fokus på hinanden. Valverde og Quintana kan angribe på skift, og mens verdensmesteren også kan gemme lidt til spurten, vil Quintana absolut skulle alene hjem for at vinde. Det kan han heldigvis også komme, for med de ben, han har nu, skal Lopez og Roglic ikke give ham mange meter, inden han definitivt siger farvel - i hvert fald hvis ikke han oplever endnu en af sin efterhånden endeløse serie af nedture.

For 7 år siden vandt Alejandro Valverde på Gallina, så han kender følelsen af at vinde i fyrstendømmet. Den vil han sikkert gerne opleve igen, og chancerne herfor burde også være hæderlige. Etapen her er dog også en af dem, Valverde først og fremmest skal overleve, for selvom han i Touren viste, at han stadig godt kan køre på lange stigninger - ikke mindst da han var meget tæt på at vinde på Val Thorens - så vi dog også de fleste dage, at han var et niveau under de bedste. I dette løb er han åbenlyst i en helt anden forfatning og langt mere konkurrencedygtig, og derfor vil han helt sikkert også forsvare sig bedre i de høje bjerge. Det gjorde han da også på Javalambre, men her betød det lave tempo også, at det blev meget eksplosivt. Spørgsmålet er, om Valverdes evner rækker på en lynhurtig dag med hele tre lange stigninger og masser af højdemeter samt ikke mindst iltfattig luft, som han stadig ikke er stor fan af. I forhold til sidste år har han tabt sig, hvilket formentlig forklarer en stor del af fremgangen i bjergene, men vi så sidste år, at selv en meget formstærk Valverde havde det svært netop på de to Andorra-etaper. Det er derfor ikke den etape, Valverde får lettest ved at vinde, men det er også klart, at udfaldet af en spurt er givet på forhånd, hvis regnbuetrøjen stadig er med, når det flader ud på den sidste kilometer.

Den sidste toprytter, der bør have en chance for at vinde etapen fra et opgør mellem favoritterne, er Tadej Pogacar. Nok havde han sin vanskeligheder forleden, men det var også på en meget stejl stigning, der ikke umiddelbart passede til store Pogacar. Han burde være langt mere komfortabel på en rigtig bjergetape som denne, hvor antallet af højdemeter er mange og bjergene lange. Særligt for en fyr som ham, der helt åbenlyst bliver bedre og bedre undervejs gennem etapeløb, kan man forvente noget stort, nu hvor vi efter 8 dage rammer den første etape, der virkelig passer ham, og hvor der vil blive kørt stærkt hele dagen. Det er måske svært at se ham bare flyve væk fra superkvartetten, men hvem ved, hvad der kan ske, hvis de fire favoritter har lidt for meget øje på hinanden? Der er i hvert fald mange, der i år har lært, at man skal passe meget på med at undervurdere det slovenske fænomen.

Vi tror, at Fabio Aru kører en god etape på en dag, der virkelig passer ham, men vi tror også, at han med sine skader i baghovedet kører defensivt og derfor ikke vinder. Det er også svært at se Rafal Majka køre fra favoritterne, og vi frygter, at Esteban Chaves allerede nu er i tilbagegange. Wilco Kelderman og Pierre Latour synes at være overmatchet på så svær en etape - i hvert fald med Keldermans nuværende form - og derfor vil vi herfra pege på ryttere, der kan vinde fra et udbrud.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Her ligner Mikel Nieve det mest oplagte valg. Med hele fire gigantiske soloridt i Vueltaens og Giroens bjerge samt en ”næsten-sejr” i sidste års Tour har baskeren etableret sig som feltets vel nok førende specialist i lange togter i bjergene. Etapen her er måske en anelse for kort for Nieves diesel, men hvad den ikke har i længde, har den i højdemeter. Nieve havde en offday på Javalambre, men med en 14. plads på Mas de La Costa, der slet ikke passede ham, fik han vist, at formen er ganske glimrende. Han ligger relativt godt til i klassementet, men han er en rytter, Astana eller Movistar ikke lukker med det samme. Kommer han først med i udbruddet, ved vi, at han kan være næsten umulig at hente.

Naturligvis skal der også igen peges på Wout Poels . Følger han trenden, bliver han bare bedre og bedre dag for dag, og alt tyder da også på, at formen kun er i fremgang. Poels holdt ene mand feltet bag sig over to stigninger i torsdagens vanvidsstart, og da han missede udbruddet i går, gjorde han sig helt sikkert klar til denne etape. Regnvejr er endda perfekt for Poels, der vandt en iskold udgave af Liege og har nogle af sine største resultater i sæsonens koldeste måneder. Det er klart, at man aldrig ved, om Poels har en af sine dårlige dage, men hvis ikke er der garanti for, at han rammer udbruddet. Og har han en af de store dage, er han som bekendt en af verdens allerbedste bjergryttere.

Ineos’ andet bud er naturligvis Tao Geoghegan Hart . Som skrevet i tidligere optakter har briten været syg, hvilket forklarer, hvorfor hans klassement med det samme gik fløjten. Allerede i onsdags havde han det imidlertid langt bedre, og det fortsatte han med at vise med sit angreb i går, hvor han testede benene. Han har ligeledes været aktiv i udbruddene de seneste dage, og hvis han er helt rask, er der gigantisk sandsynlighed for, at både han og Poels vil være at finde i udbruddet. Nok har han endnu ikke Poels’ topniveau, men til gengæld er han mere stabil, og hans form i Polen var så fremragende, at en rask Geoghegan Hart burde være en af de bedste klatrere i dette løb.

EF jagter i den grad revanche, og manden, der skal levere det, er først og fremmest Sergio Higuita. Det colombianske vidunderbarn har ganske vist været i asfalten to gange, men heldigvis synes han ikke at have slået sig voldsomt. Der er en risiko for, at EF passer lidt på deres unge debutant, men forhåbentlig får han lov til at gå i offensiven på en etape, der synes skræddersyet til en ren klatrer som ham. Han lagde ud som lyn og torden på 2. etape, hvor han var en af de allerbedste, men havde så en svær dag på Javalambre. Den rejste han sig efter med sin flotte kørsel i går, hvor han trods et styrt 15 km fra mål, kun endte lige uden for top 20. Det tyder på, at det colombianske monster stadig har noget at skyde med, og med ham kan man vente sig hvad som helst.

Som sagt kunne vi godt tænke os at se George Bennett i udbrud. Det kunne i hvert fald være et frisk initiativ af Jumbo at sætte rivalerne under pres. Det er i hvert fald langt fra sikkert, at Astana og Movistar vil lukke ham ned med det samme, for det vil kræve lidt af en indsats at lukke til newzealænderen, der synes i fremragende form. Han døde lidt mod slutningen af Javalambre, men hans fine kørsel i går på en stigning, der slet ikke var ham, viste, at han i hvert fald endnu ikke er træt efter Touren. Han synes ikke at være alt for mærket af sine to styrt, og selvom vi frygter, at han falder sammen senere i løbet, kunne han meget vel have et stort soloridt i sig i denne tidlige fase af løbet.

Oscar Rodriguez er havnet lidt i en klemme. På den ene side vil han først og fremmest vinde en etape, men han siger også, at han har svært ved at smide klassementet helt væk. Forhåbentlig har han modet til at satse lidt på denne etape, som synes skabt til en klatrer som ham. Han har gjort gigantiske fremskridt siden Route d’Occitanie, hvor han kørte en stor og offensiv kongeetape, og han kommer til løbet med en frisk 2. plads fra Burgos i bagagen. Sidste år viste han, at han også har køligheden til at går det færdigt sin unge alder til trods. Og med en hård start burde han have alle forudsætninger for at ramme udbruddet, hvis han vil.

En positiv overraskelse i går var den flotte kørsel fra Louis Meintjes, der leverede sin bedste præstation efter skiftet til Dimension Data. Formentlig kommer denne etape stadig for tidligt for den uheldige sydafrikaner, der er styrtet flere gange i år, men ser man bort fra den alt for korte distance, burde etapen passe fint til Meintjes’ dieselmotor. Han har tabt så meget tid, at han ikke har meget at miste. Spørgsmålet er bare, om han kan ramme et udbrud, der formentlig kører, inden han er blevet varm. Og så må man nok også betvivle, om han vitterligt allerede nu er god nok til at vinde en så svær etape.

Skal vi være lidt mere spekulative, kunne Kilian Frankiny være et spændende bud. Den unge schweizer kom skidt fra start, men har fundet benene de seneste dage, som han også gjorde i sidste års Giro, der blev sluttet stærkt af. Han er stærkt svingende, men han viste i Italien sidste år, at han som ren klatrer kan levere i de højeste bjerge. Denne etape burde være guf for ham, og en 20. plads på Mas de La Costa, som slet ikke passede ham, synes han at have fundet benene.

Etapen er så svær, at vi har vanskeligt ved at se andre vindere. Som sagt tror vi, at resten af klassementsrytterne skipper det tidlige udbrud, og Astanas og Movistars hjælpere får næppe deres egen chance. Med sin ringe forberedelse virker Daniel Martinez endnu ikke god nok, og Hermann Pernsteiner mangler motoren til et stort ridt. Dylan Teuns må være træt efter nogle hårde dage, og Jesus Herrada skal arbejde for Nicolas Edet, der heller ingen steder skal. Carl Fredrik Hagen, Ruben Guerreiro og Peter Stetina var afsted i dag, og Niklas Eg havde en svær dag i går. David de la Cruz er ikke længere god nok, og vi tror heller ikke, at James Knox har niveauet til at gøre det færdigt. Daniel Navarro er for formsvag, og etapen er for vanskelig for Francois Bidard, Sergio Henao og Gianluca Brambilla. Det er no også svært at se Amanuel Ghebreigzabhier eller formsvage Ben O’Connor vinde etapen, mens Mark Padun og Felix Grossschartner har haft et svært løb, og Mikel Bizkarra ikke synes at have sin bedste form.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Nairo Quintana

Outsidere: Alejandro Valverde, Tadej Pogacar, Mikel Nieve (udbrud), Wout Poels (udbrud), Tao Geoghegan Hart (udbrud)

Jokers: Sergio Higuita (udbrud), George Bennett (udbrud), Oscar Rodriguez (udbrud), Louis Meintjes (udbrud), Kilian Frankiny (udbrud)

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mikel Landas sejr fra 2015.