Optakt: Baloise Belgium Tour

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Belgien er kendt som det store klassikerland med ikke færre end to af cykelsportens fem monumenter hjemmehørende i den lille nation. Som ethvert andet vigtigt cykelland har man imidlertid naturligvis også sit eget nationale etapeløb. Det kommer måske endda som en overraskelse for mange, at Belgium Tour er verdens næstældste etapeløb, kun overgået af Tour de France. Mens Touren, Giro d’Italia og Volta a Catalunya - de tre øvrige af sportens fire ældste etapeløb - alle spiller en fremtrædende rolle på WorldTouren, får den nationale rundtur i Belgien imidlertid meget mindre opmærksomhed.

Det er nu ikke, fordi der mangler interesse for etapeløb - Eddy Merckx er trods alt den mest succesrige etapeløbsrytter nogensinde, og man er konstant på udkig efter landets næste grand tour-stjerne - men endagsløb har altid været det, der for alvor inspirerede drømmene hos de unge belgiske ryttere. Derfor har Belgium Tour også haft det svært og endda kæmpet hårdt for sin overlevelse. Det blev afviklet hvert år mellem 1908 og 1981 - naturligvis med undtagelse af krigsårene - men mellem 1982 og 1990 blev det aflyst flere gange. Fra 1991 til 2001 forsvandt det endda helt fra kalenderen, inden det blev genskabt forud for 2002-sæsonen. Siden da har det igen fundet sin egen vigtige plads, og det kæmper ikke længere for at holde sig oven vande.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Med indførelsen af ProTouren i 2005 var der planer om at skabe et Tour of Benelux ved at fusionere de nationale etapeløb i Holland, Belgien og Luxembourg. Ideen førte til skabelsen af Eneco Tour (nu BinckBank Tour), men i sidste ende var det kun Holland Rundt, der tilsluttede sig projektet. Det løb er nu det største belgiske etapeløb, idet det afvikles i både Belgien og Holland, mens Belgium Tour foretrak at fortsætte som selvstændigt løb. Bortset fra længden og det forhold, at BinckBank Tour er et hollandsk-belgisk løb, er de to begivenheder imidlertid meget identiske.

Løbet er altid blevet afviklet i den sidste uge af Giro d’Italia, og derfor har det haft svært at tiltrække megen opmærksomhed uden for landets grænser. Det har imidlertid spillet en vigtig rolle for mange klassikerryttere, og ryttere, der har øjnene rettet mod Tour de France. Det er kommet på et tidspunkt, hvor mange af disse har haft en lille løbspause, og således har det været en god chance for at få løbsfart i benene på fem hårde etaper. For de mindre belgiske hold er det et af sæsonens højdepunkter, specielt for de kontinentale hold, der ikke har adgang til WorldTour-klassikerne.

I år sker der imidlertid noget nyt. Efter en 2018-udgave, hvor feltet var uhørt svagt og tabte kampen til Hammer Series, der i samme uge tiltrak de fleste store hold, har man forsøgt sig med at flytte løbet til samme uge som Dauphiné. Desværre har det slet ikke haft den ønskede effekt, for løbet er nu i konflikt med ikke blot det franske storløb, men også Tour de Suisse. Naturligvis er de lokale hold, Lotto Soudal og Deceuninck-Quick Step, at finde i feltet, men derudover vil Astana og Trek-Segafredo være de eneste mandskaber fra højeste niveau, når løbet for første gang afvikles som et sommerløb.

Belgium Tour er en slags sammensmeltning af klassikerne. Det byder som regel på en helt afgørende enkeltstart, to potentielt vindblæste sprinteretaper, en lille brostensklassiker og en kuperet etape i Ardennerne. Dermed er det en fascinerende udstilling af det bedste, de store endagsløb kan byde på, og derfor fortjener løbet egentlig mere opmærksomhed, end det får. Som et 2.HC-løb på kalenderen har det masser af anerkendelse fra UCI, og det tilbyder vigtige point for de hold, der er til start.

I 2015 indførte arrangørerne den helt nye ide om Den Gyldne Kilometer. Den består af tre separate spurter, der kommer inden for 1 km, og hver tilbyder 3, 2 og 1 bonussekunder. Klassementsrytterne tog godt imod ideen ved faktisk at gå efter denne tidsbonus, og BinckBank Tour-arrangørerne var så begejstrede, at de også adopterede konceptet. Den Gyldne Kilometer synes at være kommet for at blive og er i år på programmet for femte gang i træk.

Sidste år var feltet som sagt usædvanligt svagt, og det udnyttede Jens Keukeleire til at tage sin anden sejr i træk. Efter at have hjulpet André Greipel med at vinde to massespurter bragte han sig i en god position med en solid enkeltstart, inden han og Jelle Vanendert fortsatte Lotto-dominansen på kongeetapen, hvor Vanendert sejrede og Keukeleire erobrede førertrøjen. Den forsvarede han på sidste etape og sejrede med 15 sekunder ned til Vanendert i en dobbeltsejr til Lotto, mens Dion Smith var 39 sekunder efter på 3. pladsen. Keukeleire vælger i år at køre Tour de Suisse i stedet for at gå efter et hattrick, og heller ikke Vanendert er med denne gang. Smith er skiftet til Mitchelton-Scott, der ikke deltager, og derfor skal der i år findes et helt nyt podium.

Ruten

Som sagt kan man anse Belgium Tour som en slags sammensmeltning af en stribe klassikere samt en altid meget afgørende enkeltstart. Som regel byder løbet på to sprinteretaper, hvor vinden kan komme i spil, en etape med et par brostensstigninger kendt fra de flamske klassikere samt en kongeetape i Ardennerne. Derfor er løbet ofte blevet afgjort af en kombination af bonussekunder, enkeltstarten samt kongeetapen, mens de tre fladere etaper sjældent har spillet en stor rolle.

Nøgleetapen har som regel været enkeltstarten, de typisk har haft en længde på 10-20 km. I nogle år har man imidlertid i stedet haft en kortere prolog, hvilket har gjort det vanskeligere for enkeltstartsspecialister at vinde. Derudover har ardenneretapen varieret betydeligt i sværhedsgrad, og der har været stillet ganske forskellige krav til rytternes klatreevner.

Efter to år med en prolog vendte man i 2017 tilbage til en længere enkeltstart, og den model er blevet brugt siden da. Det gælder også i år, men denne gang har man forkortet den yderlige, så den med en distance på 9,2 km ikke er meget længere end en prolog. Den kommer på fredagens tredje etape og er med fladt terræn skabt til de store specialister.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Resten af løbet følger det klassiske mønster. Sidste år erstattede man Flandern-etapen med en ekstra sprinteretape, men i år er der igen to dage for sprinterne og to små klassikere. De hurtige folk ventes at komme til fadet fra starten i den helt klassiske afslutning i Knokke-Heist, som er med hvert eneste år, og derefter gælder det torsdag miniudgaven af Flandern Rundt, hvor udfordringerne, herunder frygtede Muur van Geraardsbergen, dog kommer så langt fra mål, at også denne etape meget vel kan ende i en massespurt. Efter fredagens enkeltstart gælder det så lørdagens kongeetape i Ardennerne, hvor der i år er en vanskelige menu end vanligt, da rytterne skal køre det meste af finalen af Liege-Bastogne-Liege, herunder både Cote de la Redoute og ikke mindst Cote de la Roche-aux-Faucons, der kommer bare 15 km fra stregen. Her ventes løbet at blive afgjort, inden sprinterne formentlig atter får det sidste ord om søndagen som afslutning på årets udgave af verdens næstældste etapeløb.

1. etape

Belgium Tour er ofte blevet indledt med en prolog, men første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. Ligesom i 2017 og 2018 har man dog i år skippet den indledende enkeltstart til fordel for en længere tidskørsel på 3. etape, og det betyder, at de hurtige folk igen kan slås om den første førertrøje. Det sker, når feltet på førstedagen kan se frem til en pandeklagefald etape, hvor kun vinden kan true en eventuel massespurt, og hvor man vender tilbage til den helt klassiske stigende finale i Knokke-Heist, der år efter år er vært for en af de første sprinteretaper.

I alt skal der tilbagelægges 183,4 km, der fører feltet fra Sint-Niklaas til Knokke-Heist helt ude ved den belgiske kyst. Startbyen ligger inden i landet lige syd for grænsen til Holland, og her lægger man ud med at køre en omgang på en helt flad rundstrækning, inden man vender tilbage til centrum, hvor dagens første Checkpoint-spurt kommer efter 19,0 km. Derefter sætter man kursen mod sydvest med retning mod vandet og passerer forbi den anden Checkpoint-spurt efter 40,5 km, inden man kortvarigt kører mod nord igennem fladlandet for derefter at sno sig igennem fladt terræn mod vest langs grænsen til Holland.

I udkanten af Brugge rammer man en 2000 m lang pavé, der er placeret efter 120,7 km, inden man kører nord om storbyen via endnu en pavé (400 m), der er placeret efter 126,0 km. Man fortsætter mod nord ud mod kysten, hvor man efter 133,6 km rammer den afsluttende rundstrækning og herefter krydser stregen for første gang efter 144,9 km, idet man kort 4,6 km forinden har kørt den sidste Checkpoint-spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 19,3 km lange runde, der er næsten helt flad og placeret i området syd for byen. Både mod starten og slutningen er der visse tekniske udfordringer, men ellers består den af lange, flade veje. På de sidste 3 km er der skarpe sving med 2700 m, 500 m og 400 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, der er let stigende. Den Gyldne Kilometer kommer på anden omgang og indledes med 13,6 km til mål.

Etapen byder på i alt 167 højdemeter.

Finalen i Knokke-Heist er kendt af enhver, der tidligere har kørt Belgium Tour, og det ender altid i en massespurt. Vinden er en potentiel fare i kystregionen, men har traditionelt aldrig spillet en rolle. Med mindre det er meget blæsende, vil det blive en dag for de store sprintere, der dog skal time det rigtigt på den stigende opløbsstrækning, der ikke er helt nem. Samtidig er lead-outs vigtige i den tekniske finale.

Sidste år tog André Greipel sin fjerde sejr i denne finale, da han krydsede stregen foran Wouter Wippert og Tim Merlier. I 2017 vandt Bryan Coquard sin sidste sejr for Direct Energie foran Jens Debusschere og Daniel McLay, og i 2016 sejrede Edward Theuns foran Dan McLay og Kenny Dehaes. De tidligere vindere i Knokke-Heist er Tom Boonen (2015, 2014, 2006, 2005, 2004), André Greipel (2013, 2012, 2011), Kenny Van Hummel (2010), Borut Bozic (2009) og Jan Svorada (2002). Kun i 2003 lykkedes det Jans Koerts at snyde sprinterne. I 2007 var man vært for en etape i Eneco Tour, hvor Mark Cavendish vandt, og i 2008 lagde man asfalt til unge Jurgen Roelandts’ overraskende sejr ved de belgiske mesterskaber.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Sidste år var en undtagelse, men som regel har løbet budt på en etape, der gør brug af nogle af bakkerne og brostenene fra de flamske klassikere. Det gælder også for årets udgave, hvor etapen kommer på løbets anden dag. Her skal rytterne over fem af de mest kendte hellingen og i finalen to af de mest kendte pavéer, men alt sammen kommer det så langt fra mål, at sprinterne vil øjne en chance for igen at komme til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 179,9 km, der fører feltet fra Knokke-Heist til Zottegem, der ligger midt i De Flamske Ardenner. Det første stykke har imidlertid karakter af transport og fører feltet mod syd væk fra kysten. I udkanten af storbyen Brugge skal man over to pavéer, nemlig Kerkstraat (500 m) og Brieversweg (2000 m) efter hhv. 7,5 og 12,3 km, men derudover er der ikke mange udfordringer på den lange rejse mod syd og sydøst. I udkanten af Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, venter den kendte pavé Lange Astraat (300 m) efter 70,4 km, inden man når frem til den endnu mere berømte Haaghoek (2000 m), der er placeret efter 86,2 km.

Ved ankomsten til De Flamske Ardenner begynder stigningerne også at melde sig. Først skal man over Leberg (700 m, 6,1%) efter 89,1 km og derefter Tenbosse (500 m, 7,0%) efter 96,5 km. Kort efter rammer man Denderoordberg (700 m, 8,0%), hvorpå den første Checkpoint-spurt er placeret efter 108,2 km, og umiddelbart derefter er det tid til den frygtede Muur van Geraardsbergen (1100 m, 8,7%), der er brostensbelagt og passeres efter 113,8 km. Næste udfordring er Eikenmolen (700 m, 5,4%) efter 123,8 km, og efter 125,7 km venter så en 300 m lang pavé. Valkenberg (750 m, 6,0%) kommer efter 129,7 km, inden Berendries (900 m, 7,0%) er dagens sidste stigning efter 134,0 km, hvor der stadig resterer 45,9 km.

Efter 136,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 5,4 km krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 18,9 km lange runde, der er relativt flad. Den første del er let faldende, den anden del let stigende og de sidste del igen let faldende, men den væsentligste udfordring er de kendte pavéer, Lippenhovestraat (1300 m) og Paddestraat (1900 m), der altså begge skal passeres to gange, sidste gang med hhv. 16,2 og 14,6 km til mål. Til slut venter en kringlet finale med sving med hhv. 3000, 1700, 1500, 700 og 400 m igen, og de sidste 5 km er let faldende. På begge omgang er der en Checkpoint-spurt med hhv. 35,4 og 16,5 km igen, mens Den Gyldne Kilometer kommer i den absolutte finale med bare 4,5 km til stregen.

Etapen byder på i alt 1121 højdemeter.

Etapen byder på en ganske svær fase i De Flamske Ardenner, hvor flere af de mest berømte stigninger, herunder Muren, kan bruges til angreb. De sidste næsten 50 km er dog så flade, at det næppe vil tjene det store formål. I stedet er det sidste passage af Lippenhovestraat og Paddestraat, der især kendes fra Omloop Het Nieuwsblad, som vil være farlige, men meget kunne tyde på, at etapen vil ende i en reduceret massespurt.

Zottegem var i mange år næsten fast målby for den indledende kongeetape i 3 Dage ved Panne. De seneste vindere er hhv. Philippe Gilbert (2017), Alexander Kristoff (2016 og 2015), Peter Sagan (2014 og 2013), André Greipel (2011), Filippo Pozzato (2009), Enrico Gasparotto (2008), Luca Paolini (2007), Leif Hoste (2006), Alessandro Ballan (2005), Danilo Hondo (2004 og 2001), Gianluca Bortolami (2003), Stefano Zanini (2002), Jeroen Blijlevens (2000) og Tom Steels (1999).

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

3. etape

Belgium Tour byder altid på en enkeltstart, der helt uundgåeligt spiller en afgørende rolle i det samlede klassement. I nogle udgaver er der tale om en prolog, men oftest har der været tale om en ”rigtig” enkeltstart på ca. 15 km i fladt terræn. Efter en kort, tekniske prolog i 2016 favoriseres temporytterne ligesom i de to seneste udgaver, idet de får en længere distance at gøre godt med, når feltet på tredjedagen kastes ud i det første klassementsslag i årets tidskørsel, der er en sag for specialisterne.

I år er enkeltstarten henlagt til Grimbergen, og den er med sin distance på 9,2 km en anelse kortere end i 2018 og 2017. Ligesom i de år er der tale om en sand lækkerbisken for de store specialister, da etapen er stort set helt flad. Fra start bevæger man igennem et par sving mod øst ud af byen, inden en lige vej fører mod nordøst ud til Lint. Her drejer man mod nord, inden man kort efter sætter kursen mod vest, inden man når frem til Belgem. Til slut fører en lang, næsten lige vej mod syd tilbage til Grimbergen, hvor der venter to sving på den sidste kilometer, der stiger let.

Etapen har bare 34 højdemeter.

Specialisterne kunne næppe have designet en bedre rute. Der er stort set ingen klatring på programmet, og antallet af sving er også beskedent. Dermed er der tale om en etape for de mest kraftfulde ryttere, og det vil være de sande tempomonstre, der skal slås om sejren. Af og til kan sprintere gøre det godt på korte enkeltstarter, men denne er en anelse for lang og mangler tekniske udfordringer til, at de kan gøre sig gældende. Samtidig er etapen lang nok til, at der kan gøres solide forskelle, og efter fredagens dyst vil vi vide meget mere om, hvem der kan vinde årets Belgium Tour.

Grimbergen har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

4. etape

Belgium Tour er karakter af en sammensætning af en stribe klassikere, og det betyder, at der altid bydes på en vanskelig etape i Ardennerne. Sværhedsgraden har varieret fra år til år, men i år har man sammensat en ganske svær rute, der blandt andet byder på to passager af den frygtede Cote de la Roche-aux-Faucons, hvor Jakob Fuglsang tidligere i år sikrede sig sejren i Liege-Bastogne-Liege. Modsat sidste år er udfordringerne denne gang koncentreret i løbets anden halvdel, og dermed er der langt op til en helt lille ardennerklassiker, der vil kunne udvikle sig til en selektiv affære.

I alt skal der tilbagelægges bare 151,6 km, der har både start og mål i Seraing lige uden for storbyen Liege. Etapen er opbygget af to rundstrækninger, hvoraf den ene er en forkortet udgave af den anden. Fra start kører man mod syd og sydøst med retning mod Ardennerne, men første del af etapen er relativt flad. Her er højdepunktet den første Checkpoint-spurt, der kommer allerede efter 11,1 km, inden stigningerne begynder at melde sig. Først skal man over Chambrailles (1600 m, 9,5%) efter 25,5 km, inden det gælder den kendte Cote de la Vecquee (6200 m, 5,3%), hvis top passeres efter 53,2 km, inden man kort efter når etapens sydligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod nord, hvor man rammer finalen af Liege-Bastogne-Liege. Det betyder, at man først skal over Cote du Macquisard (3000 m, 5,1%), hvis top rundes efter 63,1 km, inden det gælder navnkundige Col de la Redoute (1650 m, 9,8%), der passeres efter 74,4 km. Herfra afviger man fra Liege-urten ved at køre mod nordvest op til Rue de Lince (2400 m, 4%), som passeres efter 82,2 km, inden man vender tilbage til klassikerruten, hvor både Les Forges (1550 m, 6,9%) og frygtede Roche-aux-Faucons (1500 m, 9,7%) passeres efter hhv. 91,0 og 100,9 km. Herfra går det videre mod nord op til Seraing, hvor stregen krydses for første gang efter 116,4 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 35,2 km lang rundstrækning, der på mange måder kan betragtes som en forkortet udgave af den forrige. Først leder fladt terræn mod syd op over Rue de Fort (1,3 km, 6,9%), hvor dagens første Checkpoint-spurt kommer efter 124,3 km. Herefter leder en længere nedkørsel ned til dagens sidste Checkpoint-spurt, der kommer på en lille bakke efter 131,2 km, mens man kører mod øst. Umiddelbart herefter sætter man atter kursen mod nordvest og nord for igen at køre op ad Roche-aux-Faucons (1500 m, 9,7%), der passeres på for sidste gang med 15,5 km igen, og hvorpå Den Gyldne Kilometer er placeret. Som vi ved fra Liege-Bastogne-Liege fortsætter det med at stige efter toppen, inden en nedkørsel fører mod nord med retning mod Seraing, hvor de sidste fem kilometer er flade. Her følger man en let bugtende vej, der med 3 km igen byder på et par rundkørsler, inden der venter en U-vending ved den røde flamme. Herefter kommer to sving i rap, inden man rammer den 900 m lange opløbsstrækning.

Etapen har i alt 2274 højdemeter.

Sværhedsgraden af kongeetaperne i Belgium Tour har varieret meget fra år til år og ofte været inspireret af klassikerne. I år er det Liege-Bastogne-Liege, der er inspirationen, og det ser ud til, at der er tale om en af de mere selektive udgaver. Vi ved alle, at Roche-aux-Faucons er et bæst, som Fuglsang viste os for et måneds tid siden, og med en placering så tæt på mål vil den efter en så vanskelig dag være så svær, at det vil være muligt for stærkeste mand at køre alene hjem, også selvom der vil være tid til en mulig regruppering.

Seraing har i dette årtusinde to gange været vært for Tour de France, senest i 2012, hvor Peter Sagan tog sin første etapesejr nogensinde, og tidligere i 2001, hvor Erik Zabel vandt en stigende spurt. I 2006 startede Giroen med en prolog i byen, hvor Paolo Savoldelli slog Bradley McGee i en sand magtdemonstration. Endelig er byen hyppigt besøgt af Tour de Wallonie, hvor de seneste vindere er Jasper De Buyst (2017), Gianni Meersman (2008), Paolo Bettini (2002) og Jo Planckaert (2000).

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

5. etape

Efter to dage uden for rampelyset ventes sprinterne at få det sidste ord i årets Belgium Tour. Målbyen fra 2016 og 2017, Tongeren, agerer denne gang ganske vist startby, men det ændrer på ikke terrænets karakter. Den nye målby Beringen ligger nemlig ogsåi en flad del af Belgien, og det vil således være en overraskelse, hvis ikke det er de hurtige folk, der skal slås om løbets sidste etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 158,5 km mellem Tongeren og Beringen. Fra start slår man en flad sløjfe syd om startbyen, inden man vender tilbage til centrum, hvor den første Checkpoint-spurt er placeret efter 17,8 km. Herefter snor man sig mod nord og siden nordvest igennem helt fladt terræn med retning mod Beringen. Eneste udfordring er en 200 m lang pavé efter 42,8 km, inden man efter 97,1 km rammer den afsluttende rundstrækning.

Efter præcis 100,0 km passerer man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med tre omgange på en 19,5 km lang rundstrækning i området vest for byen. Den er helt flad, men byder på ganske mange sving undervejs samt 200 m brosten 13,4 km fra mål. Finalen er dog knap så kompliceret, for selvom der venter hele seks sving mellem 4 km- og 2 km-mærkerne, rammer man herefter en mere end 2 km lige og flad vej, der kun afbrydes af to rundkørsler med hhv. 1300 og 800 m igen. Der er Checkpoint-spurter på de to første omgange med hhv. 56,2 og 36,7 km igen, mens Den Gylde Kilometer kommer på sidste omgang med 11,1 km til stregen.

Etapen byder på i alt 505 højdemeter.

Terrænet er så fladt, som det kan være, og det ligner derfor en stensikker sprinteretape, hvis ikke vejret skulle være usædvanligt dårligt for en junidag. Man kan dog håbe, at klassementet er så tæt, at Den Gyldne Kilometer kan komme i spil, som den gjorde det i 2017, men formentlig bliver det for klassementsrytterne en fredsommelig dag, der bare skal overleves.

Beringen har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Favoritterne

Kampen om sejren i Belgium Tour kan som regel koges ned til fire elementer. Vigtigst er enkeltstarten og kongeetapen, der suverænt kan skabe de største tidsforskelle. Afhængig af kongeetapens sværhedsgrad har den ofte kogt antallet af mulige vindere ned til en håndfuld, der så har afgjort deres indbyrdes placering på enkeltstarten. Bonussekunder spiller imidlertid en stadigt stigende rolle med indførelsen af den gyldne kilometer, ikke mindst fordi den ofte ligger på en stigning, hvor ardennerspecialister har gode muligheder for at score tid. Endelig kan vinden spille en rolle, men det er sjældent på en tid af året, hvor det ikke er specielt blæsende i Belgien.

Rutemæssigt er årets Belgium Tour meget klassisk og byder på den type etaper, vi kender fra tidligere. 1. og 5. etape burde med sikkerhed ende i massespurt i et felt, hvor der er ganske mange sprintere til start, og dermed får sprinterne deres obligatoriske to muligheder. Det efterlader os med tre afgørende etaper i midten, og de vil - sammen med bonussekunderne - afgøre løbet.

Sidste års rute var usædvanligt let, men i år har arrangørerne skruet op for sværhedsgraden. Lørdagens kongeetape hører til i den hårdere kategori, og med en finale, der er næsten identisk med den, vi kender fra Liege-Bastogne-Liege, er det klart, at man skal være en fremragende klatrer for at vinde løbet. Det er i hvert fald ikke en udgave, hvor en lidt tungere rytter kan være med fremme. Dertil er terrænet i Ardennerne for svært, og det kan bestemt ikke udelukkes, at en rytter vil kunne køre alene hjem.

Dertil kommer naturligvis den altid vigtige enkeltstart. Den er i år reduceret i længde, men mellem de ryttere, der måtte sidde sammen på kongeetapen, vil den sammen med bonussekunderne være afgørende. Da den er skabt til specialister, er tempoevner således ganske afgørende. Endelig er der torsdagens brostensetape, der måske nok byder på rigtigt Flandern-terræn, men hvor stigningerne alle kommer så tidligt, at det formentlig bliver vanskeligt at køre offensivt. Til gengæld kan vinden faktisk komme i spil her. Mens de øvrige fire dage vil være relativt stille - med regn onsdag, lørdag og søndag, solskin fredag og overskuet med tørt vejr torsdag - vil der være en frisk vind fra syd til 2. etape. Det vil give modvind det meste af dagen, men på de kringlede veje i De Flamske Ardenner vil vinden kunne spille en rolle. Det er næppe nok til at rive feltet i stumper og stykker, men det kan gøre det til en ret hård dag kun for de hårdføre sprintere.

Samlet set forventer vi hovedsageligt, at det vil være kongeetapen og enkeltstarten, der sammen med bonussekunder opnået enten på stregen eller ved De Gyldne Kilometer, vil være afgørende. Det gør det helt oplagt, at løbet ligner et opgør mellem Remco Evenepoel og Tim Wellens, der umiddelbart er løbet bedste i det terræn, der venter på kongeetapen.

Af disse ville vi pege på Remco Evenepoel som vores favorit. Allerede inden sidste uges Hammer Series havde det belgiske fænomen haft en professionel debut, der langt overgik, hvad man kunne forvente af så ung en rytter. I Hammer Climb overgik han imidlertid sig selv med adskillige længder, da han kørte alle rivalerne midt over. Ikke blot var han med i alle fremstød, han endte også med at køre alene væk fra folk som Wellens og Greg Van Avermaet og nærmest støvsuge løbet for point.

Det er klart, at Evenepoel i det løb var hjulpet af de kortere distancer, der minder ham om juniortiden, men han har også vist, at han også kan begå sig i længere løb. Han var i hvert fald Wellens så overlegen, at han som minimum bør være i stand til at følge Lotto-stjernen på lørdag. Lægger man dertil, at han er den bedste temporytter af de to og i Tour de San Luis viste, at han allerede kan begå sig på dette niveau, peger mange pile på ham. Holdet er stærkt med Pieter Serry og Eros Capecchi som støtte på stigningerne. Udfordringen er hans manglende spurtstyrke, der gør, at Wellens særligt i de stigende spurter på De Gyldne Kilometer måske kan true belgieren, der dog lige nu virker så formstærk, at han er vores vinderbud.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Med den gamle kalenderplacering lå Belgium Tour dårligt for Tim Wellens, men i år kan han gøre debut. Han bruger det endda som sin vigtigste forberedelse frem mod Touren, og han har ganske gode chancer for at vinde i første forsøg. Ganske vist så vi i Tour of Norway og Hammer Series, at han endnu ikke er på toppen, men dårlig var han bestemt ikke. I Norge kørte han væk sammen med Marc Hirschi på den sværeste stigning, og i Hammer Series var han vel næstbedste mand efter Evenepoel. Kongeetapen i Ardennerne passer ham ganske perfekt, og sammenlignet med sidste fredag vil han have en fordel af den forøgede distance. Samtidig kan han med sit gode punch og sin fine spurt samle en del bonussekunder op undervejs. Han er ikke tempospecialist som Evenepoel, men på sine gode dage hiver Wellens en fin enkeltstart op af hatten, som han senest gjorde, da han vandt på en ganske vist langt mere kuperet rute i Ruta del Sol. Kan han begrænse tabet til Evenepoel - eller måske endda slå ham - kan han tage den samlede sejr enten i kraft af bonussekunder eller ved at køre alene hjem på kongeetapen.

Deceuninck satser utvivlsomt på Evenepoel, men de har en glimrende plan B i Pieter Serry. Belgieren kom ud af Giroen i god form og sluttede af med en 5. plads på næstsidste bjergetape. Som ardennerspecialist vil han elske kongeetapen, og modsat Evenepoel har han endda en god spurt, der kan indbringe bonussekunder. Som temporytter er han ustabil, men han er trods alt blevet nr. 11 og 13 på grand tour-enkeltstarter, ligesom han har vundet bronze ved de belgiske mesterskaber. Sammen med Evenepoel vil han kunne udgøre en fremragende duo til at angribe Wellens, og det kan måske udnytte til at løbe med sejren.

Den positive overraskelse i Hammer Series var, at Ben Hermans gjorde det så godt. Belgieren kørte ellers sit første løb siden april, efter at en skade har holdt ham ude af konkurrence. Måske havde han ikke samme styrke som Evenepoel og Wellens, men han var stadig en af de bedste på stigningerne. Han har ligeledes et fint punch til de stigende indlagte spurter, hvor han kan gå efter bonussekunder, og han har tidligere været i top 5 på enkeltstarter i Tour de Pologne og Belgium Tour, ligesom han er blevet både nr. 2 og 3 ved de belgiske mesterskaber. Desværre har det stået værre til efter skiftet fra BMC til Israel Cycling Academy, men kan han genfinde lidt af fordums tempostyrke, er dette et løb, han kan vinde. Det israelske hold har også Krists Neilands, der var ganske tæt på at vinde en af de sidste etaper i Giroen, og som vil elske den hårde 4. etape, men som kører for svag en enkeltstart til for alvor at blive farlig. Kongeetapen må til gengæld formodes at være for hård for en ellers formstærk Tom Van Asbroeck.

Løbets helt store joker er crossrytteren Quinten Hermans. Sidste år blev han nr. 8, men siden da er han bare blevet bedre og bedre. I Tour de Wallonie vandt han sågar en etape og sluttede som nr. 2 samlet, og med den nylige samlede sejr i Fleche du Sud, hvor han vandt hele tre af de fem etaper, har han vist storform. Han klatrer godt og har sin fremragende spurt som en genvej til bonussekunder. Sidste år blev han endda nr. 7 på enkeltstarten, og selvom konkurrencen denne gang er betydeligt stærkere, viser det i hvert fald, at han kan begrænse tabet hæderligt. Telenet Fidea har endda også crossstjernen Toon Aerts ¸ der sågar blev nr. 2 bag Hermans i Fleche du Sud, og som er en fremragende klatrer. Til gengæld mangler han både tempoevner og spurtstyrke. Endelig har holdet en anden crossstjerne, Lars van der Haar, der også er hurtig og klatrer hæderligt, men som i Fleche du Sud ikke havde helt samme ben som holdkammeraterne.

Pieter Weening er på sine gamle dage blevet temmelig ustabil, men han viste med sin etapesejr og 8. plads på kongeetapen god form i Tour de Luxembourg. De længere stigninger i Ardennerne burde passe ham betydeligt bedre end puncheurafslutningerne i Luxembourg, og han er typen, der kan køre alene hjem på kongeetapen. I tiden på GreenEDGE lærte han endda at køre enkeltstart, men efter skiftet til Roompot er de evner forsvundet, ikke mindst på en så kort rute som denne. Skal han vinde, skal han køre alene hjem på 4. etape, men det er bestemt også muligt. Roompot har en alternativ kandidat i Oscar Riesebeek, der efter en skadespause viste fin form med en 4. plads i Circuit de Wallonie, men som er meget svag på enkeltstarten.

Alexander Kamp havde et skuffende Tour of Norway, hvor han måtte sande, at forårets superform var forsvundet. Han lignede dog en mand, der kørte sig op undervejs, og han burde være mere konkurrencedygtig her. Kongeetapen og måske også 2. etape kunne være en vej til at indhente bonussekunder, og det samme kan de indlagte spurter undervejs. Desværre ved vi også fra Danmark Rundt, at danskeren desværre står til en god gang klø på enkeltstarten, og det vil derfor kræve ganske megen tidsbonus, hvis han skal indhente det tabte og faktisk vinde løbet. På Riwal finder vi også Sindre Lunke og Emil Vinjebo, der ikke viste megen form i Luxembourg, samt Krister Hagen, der havde et svært Tour of Norway, og de synes derfor ikke at kunne være med i front.

Løbets joker er Victor Campenaerts . Det bør være stensikkert, at belgieren knuser al modstand på enkeltstarten, hvor han med meget stor sandsynlighed vil køre sig i førertrøjen. Herefter skal han så forsøge at forsvare sig selv på kongeetapen, og det bliver formentlig for stor en mundfuld mod det stærke Deceuninck-mandskab. Omvendt klatrer ikke helt ringe, og han bliver konstant bedre og bedre. Der er ingen tvivl om, at dette er et løb, han kan vinde. Spørgsmålet er bare, om årets rute ikke er en anelse for hård til, at det bliver i 2019.

Direct Energie kommer med formstærke Anthony Turgis, der netop er blevet nr. 4 i Tour de Luxembourg, hvor han tillige blev nr. 3 på kongeetapen. De lidt længere stigninger her er måske ikke til hans fordel, men det er ikke terræn, han ikke kan være med i. Hans hurtighed og punch kan indbringe bonussekunder undervejs, men til gengæld har han enkeltstarten som en svaghed. For to år siden blev han imidlertid nr. 8 på tidskørslen, og kan han gentage den bedrift, kan han vinde dette løb. Holdet har også Niki Terpstra , men selvom han formentlig vil køre en god enkeltstart, kommer han nok til kort på kongeetapen, som vi også så det i Luxembourg.

Deceuninck har en tredje kandidat i Eros Capecchi. Efter mange år som anonym hjælper trådte han ud af skyggen, da han var tæt på at vinde en meget hård etape i Giroen. Desværre havde han ikke samme friskhed sidst i løbet, men er han kommet sig godt, bør han være en af de bedste på kongeetapen. Hans problem er den manglende tempostyrke, men måske kan han udnytte Deceuninck-mandskabets overtal til at køre alene væk på kongeetapen.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Bryan Coquard bekræftede med sin flotte kørsel på de sidste to etaper i Mayenne, at han endelig nærmer sig sit gamle niveau. Særligt hans kørsel i GP de Plumelec var imponerende og viser, at han klatrer bedre end længe. Alligevel må man trods alt formode, at terrænet her er for vanskeligt for den franske sprinter, men har han endelig genfundet sit 2016-niveau, kan han ikke helt udelukkes. Han kører gode korte enkeltstarter og kan score bonussekunder på 1. 2. og 5. etape.

Wanty havde et skuffende Tour de Luxembourg, og de kan få det svært igen i denne uge. Bedst chance har Aime De Gendt¸ der lagde stærkt ud med en 5. plads på prologen, men som skuffede på de to sværeste etaper. Derfor ligner han ikke en rytter, der har formen til at være med helt fremme, specielt fordi terrænet nok kan være en anelse for vanskeligt, ligesom han ikke er en stor temporytter. Holdets på papiret bedste kandidat, Loic Vliegen , måtte også efter sine mange helbredsproblemer sande, at der er nogen vej at gå igen. Jerome Baugnies viste, at han stadig er for formsvag, og Frederik Backaert synes slet ikke at have de ben, han havde tidligere på sæsonen.

Efter en lidt anonym start viste Jonas Gregaard i Californien endelig, at han er en ganske lovende klatrer. Her burde han endda køre som kaptajn på et svagt Astana-mandskab, og det er derfor en chance for at følge op på de lovende takter. Den hårde kongeetape burde passe ham udmærket, men han er desværre for temposvag til at kunne blande sig i kampen om de sjoveste placeringer. Desværre så vi i Norge, at hans holdkammerat Yevgeniy Gidich stadig er milevidt fra den form, han viste i Tour of Croatia sidste år.

Wallonie kommer med den ekstremt formstærke Baptiste Planckaert, der senest overgik alle forventninger med en 5. plads på kongeetapen i Luxembourg. Her må man dog formode, at terrænet trods alt bliver en anelse for vanskeligt. Tempoevnerne rækker heller ikke langt, og selvom han kan score bonussekunder undervejs, er løbet her nok ikke ideelt for ham. Holdets på papiret bedste klatrer er Eliot Lietaer, men han har desværre været formsvag i lang tid.

Arkea kommer med Franck Bonnamour, der efter en svær tid endelig viste form i Norge. Her var han blandt de bedste på kongeetapen, og har han stadig de ben, bør han være en god kandidat til at gøre det hæderligt her. Han klatrer dog ikke godt nok eller kører en tilstrækkeligt god enkeltstart til at være med helt i front.

På Sport Vlaanderen finder vi Thomas Sprengers og Benjamin Declercq, der på papiret burde kunne gøre det hæderligt på kongeetapen. Hhv. en 16. og en 22. plads i Luxembourg viser dog, at formen ikke er i top i øjeblikket.

Endelig er der et par kontinentalryttere, der skal nævnes. Det gælder den klatrestærke Julien Antomarchi, der efter en svær tid med en 9. plads i Mayenne og Dunkerque endelig har vist lidt form. Gianni Marchand er netop blevet nr. 8 i Fleche du Sud og blev sidste år samlet nr. 6 i dette løb. Endelig er der på landsholdet den meget lovende Kobe Goossens , der netop har vundet det bjergrige Tour du Jura samlet.

OPDATERING: Trek har udtaget Alex Kirsch som klassementsrytter, men han har ikke just imponeret på stigningerne i år og får det svært på enkeltstarten. Israel Cycling Academy har sendt Krists Neilands til Ungarn i stedet, og Wallonie er uden Eliot Lietaer, der er blevet knæskadet. Endelig har Pauwels-holdet udtaget Eli Iserbyt, der viste lovende takter sidste år, men skuffede i det nylige Fleche du Sud.

OPDATERING 2: Riwal er desværre uden ALexander Kamp og skal i stedet forsøge at opnå et resultat med i første række Lucas Eriksson og i anden række Krister Hagen. 

***** Remco Evenepoel

**** Tim Wellens, Pieter Serry

*** Ben Hermans, Quinten Hermans, Pieter Weening, Victor Campenaerts, Anthony Turgis

** Eros Capecchi, Bryan Coquard, Niki Terpstra, Toon Aerts, Franck Bonnamour, Baptiste Planckaert, Jonas Gregaard, Benjamin Declercq, Loic Vliegen, Julien Antomarchi, 

* Gianni Marchand, Alex Kirsch, Oscar Riesebeek, Kobe Goossens, Elit Iserbyt, Lucas Eriksson, Thomas Sprengers, Aime De Gendt, Frederik Backaert, Dries De Bondt, Connor Swift, Lars van der Haar, Yevgeniy Gidich, Dimitri Claeys, David van der Poel, Krister Hagen, Floris Gerts

Danskerne

Som nævnt ovenfor kommer Riwal alligevel ikke med Alexander Kamp og har ikke danske kaptajner. I spurterne bør Andreas Stokbro og Nicolai Brøchner og måske endda Rasmus Bøgh Wallin imidlertid få deres chance, og også Andreas Kron, der har kørt stærkt på det seneste, og Jonas Aaen er til start. Jonas Gregaard har som nævnt en mulighed for at køre sin egen chance i klassementet og er omtalt ovenfor, mens Lasse Norman på Corendon skal køre spurter for Roy Jans og forsøge sig på enkeltstarten. Endelig skal Rasmus Byriel Iversen forsøge at vinde løbet samlet som hjælperytter for Tim Wellens på Lotto Soudal.