Optakt: Boucles de la Mayenne

Løbets rolle og historie

Mens mange lande har været vidner til en massiv reduktion i antallet af løb på højeste niveau, forholder det sig en anelse anderledes i Frankrig. Nogle løb er ganske vist forsvundet - mest markant Criterium International, Middelhavet Rundt, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine - men derudover er kalenderen i store træk uforandret. Nogle løb har været i en overlevelseskamp, men de fleste har været i stand til at finde den nødvendige finansielle støtte.

I 2016 blev der endda etablevet nye løb. I februar blev de første udgaver af La Mediterraneenne og Tour La Provence afviklet med nogen succes, og sidstnævnte ser ud til at have etableret sig solidt som en tilbagevendende begivenhed. Andre begivenheder har imidlertid haft en mere gradvis udvikling op gennem rækkerne på den blomstrende franske cykelscene. Et af dem er Boucles de la Mayenne.

Mange af de franske departementer har deres egne etapeløb. Løbene i Picardie, Lorraine, Limousin, Haut-Var og Poitou-Charentes har alle været store begivenheder med WorldTour-deltagelse. Andre som de lokale rundture i Bretagne, Normandiet og Alsace er 2.2-løb, hvor nogle af de mindre hold og unge ryttere har kunnet vise deres potentiale.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

I mange år var løbet i Mayenne-området et af disse 2.2-løb. Det blev skabt i 1975 som et amatørløb, men i 2004 blev man en del af UCI-systemet. Dets status ændredes i 2014, da det blev rykket op i 2.1-kategorien og således fik mulighed for at tiltrække WorldTour-hold.

Som et relativt nyt 2.1-løb har det endnu ikke været i stand til at tiltrække udenlandske hold fra det fineste selskab, og derfor er det stadig ikke på samme niveau som mange af de andre regionale etapeløb. Ikke desto mindre har de første fem udgaver på det højere niveau været ganske underholdende og en stor chance for unge WorldTour-talenter til at vise sig selv frem. Mens de franske topnavne næsten alle er til start i Criterium du Dauphiné søndag, kan de yngre ryttere teste sig selv på en blandet rute, der byder på en prolog og tre relativt flade etaper, der ofte køres meget aggressivt

I 2014 var det Stephane Rossetto, der fortsatte med at vise sit store potentiale som etapeløbsrytter ved at tage en stor sejr for det lille Auber-hold. I 2015 understregede Anthony Turgis sin status som et af de største franske talenter ved at tage den samlede sejr bare får måneder efter at have taget bronze ved U23-VM. I 2016 stillede Bryan Coquard til start som løbets store stjerne, og han gjorde næsten rent bord ved at vinde to ud af tre linjeløbsetaper samt prologen og således også tage den samlede sejr foran Anthony Delaplace og holdkammeraten Thomas Boudat.

I de sidste to år har løbet dog været Mathieu van der Poels legeplads. Efter at have vundet første gang i 2017 forsvarende han sin titel i 2018, hvor regnvejr ganske vist kostede sejren på prologen, men hvor han med en spurtsejr på 1. etape sikrede sig førertrøjen, som han kunne forsvare hele vejen og vinde med 13 sekunder ned Romain Seigle og 19 sekunder ned til Eli Iserbyt. I år har Van der Poel et andet landevejsprogram, og derfor forsvarer han ikke titlen. Til gengæld er både Seigle og Iserbyt med igen.

Ruten

Efter sin oprykning til 2.1-niveau har Boucles de la Mayenne fundet et fast format, som de har benyttet indtil nu. Hver gang har man lagt ud med den samme meget tekniske 4,5 km lange prolog i løbets hovedby Laval, hvor sprinterne og specialisterne kan slås om helt afgørende sekunder. Dernæst har de hurtige folk som regnet kunnet slås om sejren på 1. etape samt den klassiske afslutningsetape i Laval, mens 2. etape som regel har været kongeetapen, dog af stærkt varierende sværhedsgrad og ofte også god for sprinterne.

I år ændres der på traditionen. Løbet indledes igen med den klassiske prolog, men i år er der ikke en rigtig kongeetape. Tværtimod synes alle linjeløbsetaper at kunne ende i massespurter, og faktisk bliver terrænet bare lettere og lettere dag for dag. 1. etape er således den vanskeligste, men her kommer stigningerne så langt fra mål, at de næppe gør en forskel. Til gengæld har arrangørerne ændret den sidste etape til Laval, hvor der nu er mål på en lille bakke, der over 300 m stiger med 6,7% og vil kunne give en lidt anderledes spurt end det, man typisk ser i det relativt flade franske løb.

Prolog

Løbets nye status på kalenderen er ganske vist relativt ny, men siden man blev et 2.1-løb, har man allerede startet en tradition, der synes at være kommet for at blive. For sejtte år i træk indledes løbet med den samme 4,5 km lange prolog i Laval, der således har været den indledende udfordring hver eneste gang, løbet har været afviklet siden oprykningen til det højere niveau.

Igen i år skydes løbet i gang med samme rute. Der er tale om en ganske teknisk sag med hele 11 sving på den relativt korte tur gennem Lavals gader. Efter en lille nedkørsel og et let stigende stykke er ruten hovedsageligt let faldende, men etapen slutter med en 650 m lang bakke, der stiger med 5% i snit

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 49 højdemeter.

Rutens begrænsede distance, tekniske karakter og eksplosive bakke betyder, at det er en etape for de virkelige prologspecialister, og derfor er det en kombination af enkeltstartseksperter samt sprintere, der vil dominere.

Det afspejles i listen over vindere. I 2014 blev etapen vundet af Jimmy Engoulvent, der i mange år var en af bedste franske prologryttere, mens det i 2015 var enkeltstartsspecialisten Johan Le Bon, der vandt. I 2016 måtte han imidlertid se sig slået af en sprinter, idet Bryan Coquard lagde grunden til sin samlede sejr ved at triumfere allerede på første dag. I 2017 fik Le Bon revanche, da han sejrede med to sekunder ned til Clement Venturini og 3 sekunder ned til Mathieu van der Poel, mens det sidste år lykkedes for Dorian Godon at udnytte regnfulde forhold for mange af favoritterne til at sejre med 9 sekunder ned til Van der Poel og 10 sekunder ned til Romain Seigle.

1. etape

Første etape har traditionelt været en sag for sprinterne, og det vil igen være tilfældet i 2019. Ganske vist er der ganske mange stigninger på programmet midtvejs, men da løbet slutter med 25 flade kilometer på e rundstrækning ligner det en sag for de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 183 km, der fører feltet fra Renault/St-Berthevin til Changé - to byer, der ligger på hver sin side af Laval med bare få kilometers afstand. Etapen består derfor af en stor sløjfe mod øst, og man lægger ud med at køre mod øst og nordøst igennem fladt terræn på til en særlig bonusspurt, der er placeret efter 18,9 km. Derfra går det videre gennem fladt terræn mod øst forbi den næste af disse bonusspurter, der kommer efter 44,7 km. Her rammer man den kuperede zone, hvor man i den følgende fase snor sig mod nord og nordvest på over flere stigninger. Det gælder Cote de St. Nicolas (500 m, 4,4%) med top efter 51 km, Cote des Sources (1,2 km, 6,6%) med top efter 63 km, Le Mont du Feu (2,5 km, 5,8%) med top efter 70,2 km, Le Mont Rochard (3,9 km, 5,2%) med top efter 82,8 km og Le Montaigu (1,3 km, 4,5%) med to top efter 93,4 km, og undervejs venter også den første indlagte spurt efter 53,5 km.

Efter stigningerne flader det igen ud, når man kører mod sydvest ned til den tredje bonusspurt, der er placeret efter 122,8 km, inden man fortsætter igennem fladlandet mod vest frem til den sidste indlagte spurt, der efter 148 km kommer på toppen af en bakke (550 m, 6,45%). Derefter går der mod syd ned mod målbyen, hvor man skal over Cote de l’Autoroute (1,3 km, 3,7%) efter 154,6 km. Efter 156 km rammer man rundstrækningen, og 1200 m senere krydser man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 12,7 km lange runde med en bonusspurt ved anden passage af målstregen. Der er en lille bakke fra start, men derudover er ruten hovedsageligt flad. På de sidste 3 km er der bare ét sving lige ved den røde flamme, og til slut stiger de sidste 500 m ganske let.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på i alt 2387 højdemeter.

På papiret burde det være en sprinteretape, men historien viser, at udbrud ofte har en ganske god chance i det franske løb. Det skyldes ikke mindst kombinationen af små bakker, vind og små hold, der har svært ved at kontrollere tingene. I år har FDJ, Ag2r, Vital Concept og Direct Energie dog alle interesse i en spurt, og derfor ligner det en dag for de hurtige folk.

Chane var senest målby i 2015, hvor Andrea Pasqualon vandt en massespurt i byen, samt i 2010, hvor en ung Ramunas Navardauskas var hurtigst i et udbrud.

2. etape

Løbet har altid afviklet sin kongeetape om lørdagen, hvor en mere kuperet rute har kunnet sætte sprinterne under pres. I 2017 strammede man endda grebet en anelse ved at lave en rigtig puncheurafslutning, men i år bryder man traditionen. I stedet har man gjort den klassiske afslutningsetape til den vanskeligste, og i år ser det ud til, at sprinterne også skal til fadet på 2. etape.

I alt skal der tilbagelægges 179 km, der fører feltet fra La Croixille til Lassay Les Chateaux. Fra start kører man en omgang på en let kuperet rundstrækning, inden man i startområdet efter 13,9 km kører en af de særlige bonusspurter. Derefter går det igennem fladt terræn mod sydøst, nordøst og nord, inden man slår en lille sløjfe for at køre op ad Cote de la Multiere (200 m, 13,0%), der har top efter 35,3 km. Derefter går det mod sydøst ned til Cote de la Sicorie (500 m, 7,0%), som passeres efter 43,3 km, inden man igennem fladt terræn kører mod nordøst og øst op til den første indlagte spurt, der er placeret efter 52,5 km. Herfra snor man sig mod nordøst op til den første indlagte spurt, der kommer efter 68,5 km i udkanten af Mayenne.

Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod øst, sydøst og nord, inden stigningerne igen melder sig. Først skal man over Cote de Ste Anne (1,8 km, 5,8%) efter 93,2 km og derefter Cote du Ricordeu (1,7 km, 4,4%) efter 96,7 km, inden man kører frem til den tredje bonusspurt, der er placeret efter 101,3 km på toppen af en bakke. Herfra falder det let, mens man snor sig mod nord op til det nordligste punkt. Her kører man mod vest, inden man vender rundt for at køre mod syd op over en lille bakke med retning mod målbyen. Inden man kommer så langt, slår man dog en sløjfe mod vest, hvilket bringer rytterne ned til den anden indlagte spurt efter 145,7 km og derefter Cote d’Herbaine (4,0 km, 3,1%), der har top efter 151,9 km. Efter 155,8 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 1200 m senere krydser man stregen for første gang i forbindelse med den fjerde bonusspurt. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,0 km lange runde, der byder på en mindre bakke midtvejs, men i alt væsentligt er flad. Den sidste kilometer er ganske let stigende, og på de sidste 3 km er der en teknisk finale med skarpe sving med 2800, 2000, 1300, 600, 500 og 300 m igen.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Etapen byder på i alt 1983 højdemeter.

Normalt er lørdagen som sagt dagen for kongeetapen, men sådan er det i hvert fald ikke i år. Tværtimod synes 2. etape at være den letteste af de tre, og selvom rundstrækningen heller ikke denne gang er glad, ligner det en sag for sprinterne, der denne gang skal manøvrere i en usædvanligt teknisk finale.

Lassay-les-Chateaux var senest målby i 2015, hvor Anthony Turgis kørte alene hjem fra et udbrud, og i 2012, hvor Pirmin Lang leverede samme bedrift.

3. etape

Løbet vender altid tilbage til Laval på sidste etape, hvor løbets hovedby lægger asfalt til afslutningen på det, der typisk har været den fladeste af de tre linjeløbsetaper. I år har etapen imidlertid fået et twist, idet man har flyttet målet til toppen af en lille bakke, og der måske kun er 300 m lang, men som med en stigningsprocent på 6,7% vil gøre det til en anderledes spurt end den, vi kender.

I alt skal der tilbagelægges 173 km mellem Cosse-le-Vivien og Laval. De to byer er næsten naboer, og derfor består etapen af en stor sløjfe mod syd. Fra start kører man mod nordøst op til Cote de Montigne (1,0 km, 3,9%), der passeres efter 11,3 km, inden man vender rundt for at køre tilbage til startbyen, hvor den første bonusspurt kommer efter 41,1 km. Herfra går det videre igennem fladlandet mod sydøst forbi den første indlagte spurt efter 55,8 km og ned til etapens sydligste punkt. Her kører man mod øst og siden nordøst forbi den anden bonusspurt efter 96,5 km og op til den tredje af disse, der er placeret efter 118,6 km.

Efter spurten fortsætter det flade terræn, mens man kører mod nordvest op til den anden indlagte spurt, der er placeret efter 132,8 km. Umiddelbart efter skal man op over Cote de Houssay (900 m, 6,3%), der har top efter 137,1 km, hvorefter det går mod nord med retning mod Laval. Undervejs skal man over Cote de Montmoult (600 m, 5,3%), der passeres efter 150,3 km, inden man efter 160,2 km rammer rundstrækningen halvvejs oppe ad målbakken. Herefter kører man op, inden man krydser stregen efter 160,4 km i forbindelse med den sidste bjergspurt.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 4,2 km lange runde, hvor der er en sidste bonusspurt efter første omgang. Den er hovedsageligt let faldende, indtil man ramme den 300 m lange bakke, der stiger med 6,7% i snit og leder direkte op til mål. Finalen er yderst teknisk, da der på de sidste 3 km er skarpe sving med 2800 m, 2300 m, 1800 m og 1100 m, inden man kører hele vejen rundt om en plads med 800 m igen og til slut drejer skarpt med 500 og 150 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1424 højdemeter.

Etapen til Laval er igen i år den letteste af de tre, men den nye finale vil ændre spurten. Ganske vist er 300 m så kort en distance, at sprinterne alle kan være med, men det vil ændre styrkeforholdet ganske betragteligt, når der skal spurtes op ad næsten 7%. Først og fremmest kan det dog vise sig, at det er positioneringen, der vil være vigtig i den kringlede afslutning, der vil krone vinderen af årets udgave af det franske løb.

Laval er som sagt altid vært for sidste etape. Sidste år tog Nacer Bouhanni sin anden sejr i træk, da han slog Marc Sarreau og Rudy Barbier. I 2017 tog Mathieu van der Poel sin anden sejr i træk samt den samlede triumf ved at vinde den afsluttende massespurt foran Sarreau og Yohann Gene. I 2016 tog Tom Scully en overraskende udbrudssejr, mens Danilo Napolitano slog Justin Jules og Andrea Pasqualon i en massespurt i 2015. I 2014 var Gene hurtigere end Tom Van Asbroeck og Roy Jans, mens Marcel Meisen, Morgan Kneisky, Jimmy Casper, Jean-Luc Delpech, Benoit Daeninck, Martin Garrido, Janek Tombak, Franck Charrier og Stephane Bonsergent er de øvrige vindere siden 2005.

Favoritterne

I de foregående år Boucles de la Mayenne blevet afgjort af tre forhold. Først og fremmest har prologen naturligvis spillet en nøglerolle i et løb, der afgøres på sekunder. Derudover har bonussekunder været helt afgørende, og endelig har lørdagens kongeetape kunnet skabe visse forskelle.

I år ser det ud til, at det hele bliver en anelse mere enkelt. Det er som sagt svært at tale om en decideret kongeetape denne gang, og de tre linjeløbsetaper synes alle at være for sprinterne. Dermed kommer holdbarheden ikke på samme måde i spil, og det ser ud til, at det meget vel kan blive afgjort af en kombination af prologens tidsforskelle samt de bonussekunder, der kan scores undervejs, særligt i de tre forventede massespurter.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Vi ved dog også af erfaring, at etaperne kan være svære at kontrollere, ikke mindst fordi holdene kun består af seks ryttere. Alligevel ligner det tre spurter. Man må nemlig formode, at FDJ med Marc Sarreau, Vital Concept med Bryan Coquard og formentlig også Ag2r med Clement Venturini og Direct Energie med Niccolo Bonifazio vil gå relativt målrettet efter massespurter. Det betyder, at fire af de seks store franske hold formentlig vil kontrollere etaperne, og derfor virker det stærkt usandsynligt, at vi ikke får tre spurtafgørelser efter prologen.

Hvad der kan komme på tværs, er vejret. Alle dagene vil nemlig byde på byger og formentlig relativt våde forhold, og især vinden kan blive en faktor. Fredag har nemlig udsigt til at blive en yderst blæsende dag, men vindretningen synes ikke umiddelbart at være den rigtige. I weekenden er den næppe kraftig nok, og vi forventer derfor, at det bliver en prolog efterfulgt af tre massespurter.

Spurterne er imidlertid ikke helt enkle. Søndagens finale består som sagt af en ganske stejl bakke, men da den bare er 300 m lang, er det stadig en dag for sprinterne, også selvom det vil favorisere dem, der er bedst i stigende finaler. Først og fremmest ser det ud til, at positionering og et godt tog ser afgørende ud, for afslutningerne i weekenden er nemlig begge meget kringlede. Kun på 1. etape vil vi se, at topfarten vil være afgørende.

Det betyder, at det i år er de hurtige folk og prologspecialister, der er favoritter. Som udgangspunkt er det prologen samt bonussekunder, der vil afgøre løbet. Det er dog klart sprinterne, der har overhånden, for denne ryttertype er også blandt de bedste på en teknisk prolog - bare se på resultaterne fra tidligere udgaver - og med mulighed for at vinde helt op til 30 bonussekunder i de tre massespurter, bliver det næsten umuligt for en spurtsvag prologrytter at vinde løbet. Heldigvis ser det ud til, at prologen i år vil blive afviklet på tørre veje, og at vi derfor ikke skal vente en gentagelse af sidste års lotteri, hvor de først startende havde en kolossal fordel.

Det store spørgsmål er, hvor kontrolleret løbet i år vil være. Både Cofidis og FDJ kommer nemlig med stærke sprintere i hhv. Nacer Bouhanni og Marc Sarreau, og de kan med en god prolog gå efter den samlede sejr. Er det tilfældet, vil to af de stærkeste hold formentlig køre relativt defensivt, og det betyder, at vi i hvert fald venter massespurter på 1. og 4. etape. Spørgsmålet er herefter, om de er stærke nok til også at overleve stigningerne lørdag.

På papiret ligner det et opgør mellem Marc Sarreau, Bryan Coquard og Marc Sarreau med Niccolo Bonifazio som en skarp outsider, og de har alle en reel chance for at vinde. Efter nogen overvejelse vil vi pege på Bryan Coquard som vores favorit, men det er ikke med nogen fast overbevisning. Franskmanden synes imidlertid at nærme sig sit gamle niveau og er i glimrende form i øjeblikket. Han lagde ud med at vinde en af de hårde etaper i Dunkerque, hvor han også var med fremme på kongeetapen og slog dernæst Bouhanni i en klassisk massespurt i GP Marcel Kint. I weekenden imponerede han med et flot resultat i GP Plumelec, hvor målbakken ellers er en anelse for stejl for ham. Det vidner om, at han kommer til Mayenne med forrygende ben.

Coquard har tidligere vundet prologen, og selvom han ikke er så god som dengang, bør han igen være med i kampen om sejren. Lægger man dertil, at alle spurterne er let stigende, hvilket er hans speciale, står han fremragende. Særligt 3. etapes afslutning er skabt til ham, men de tekniske finaler er et problem for den positioneringssvage franskmand. Toget med Kevin Reza og Jonas Van Genechten er dog slet ikke ringe, og kan de holde ham fremme, vil en formstærk Coquard have gode muligheder for at gøre arbejdet færdigt. Van Genechten burde også kunne køre klassement, men da han her er hjælper, bliver det kun aktuelt i tilfælde af uheld til Coquard. Holdet har også prologspecialisten Johan Le Bon, der er dobbelt vinder af prologen, hvor han er kørt i top 2 de seneste tre gange, han har deltaget. Dette er dog hans første løb efter en skade, der har holdt ham ude siden februar, og derfor er han næppe i form til at være med fremme denne gang.

Løbets hurtigste er utvivlsomt Marc Sarreau, der med en 10. plads i 2016 har vist, at han også kan klare prologen. I dag er han endda langt stærkere end dengang, og han ligner derfor endda en mulig vinder. Problemet er, at han skippede weekendens løb med sygdom, og hans form er derfor usikker. Dertil kommer, at han har det meget svært i tekniske finaler, og bakken på 3. etape er heller ikke til hans fordel i forhold til folk som Coquard og Venturini. Hans tog er heller ikke til start i sin bedste formation, og det kan blive dyrt i disse afslutninger, men sidder han rigtigt placeret, vil han som hurtigste mand altid være favorit til at vinde. FDJ har også sidste års nr. 2 Romain Seigle og temporytteren Bruno Armirail, der begge kan køre en god prolog, men som får svært ved at vinde samlet på den sprintervenlige rute.

Løbet burde være som skabt til Clement Venturini, der blev nr. 3 ved sin seneste optræden i 2017. Her blev han nr. 2 på prologen, og det skulle ikke undre, om han faktisk ender med at vinde denne gang. I hvert fald er han som crossrytter eminent på tekniske, eksplosive ruter. I flade spurter har han ikke samme fart som Coquard og Sarreau, men han er til gengæld en eminent puncheur, der for alvor kan true Coquard på bakken på 3. etapen. Samtidig er de tekniske finaler en gave til en mand, der har positionering som sin styrke. Nu skal han bare vise, at det er nok til at kompensere for den manglende topfart. Ag2r har også sidste års prologvinder Dorian Godon, der dog uden regn får svært ved at gentage den bedrift, samt Gediminas Bagdonas, der ligeledes med en god prolog kan sikre sig et godt resultat.

Læs også

Rodriguez i førertrøjen inden sidstedagen: Dét vil være vigtigt for mig

Direct Energie kommer med deres bedste sprinter Niccolo Bonifazio. Italieneren fik en drømmestart for sit nye hold i januar, men løb siden ind i helbredsproblemer. Med den nylige sejr i Aragonien har han dog vist, at han er på vej tilbage, og han burde på papiret være i stand til at vinde spurter i dette løb. Han fremstår ikke som typen, der kan vinde prologen, og selvom han formentlig vil gøre det hæderligt, vil han nok være den ringeste af de fire topnavne. Herefter skal han indhente det tabte i de tre massespurter, men det er heller ikke umuligt. Toget med Romain Cardis og Yohann Gene er udmærket, og Bonifazio selv er eminent i positionskampen, hvorfor han vil elske de tekniske finaler. Bakken op til mål på søndag er måske ikke ideel, men er ikke noget, lille Bonifazio ikke kan klare.

Caja Rural kommer med deres sprinter Jon Aberasturi, der ligeledes burde være en af feltets hurtigste. Det har knebet lidt med resultaterne i år, men han viste god form på den hårde rute i Plumelec i weekenden. Han er ganske god i positionskampen, og den stigende finale på 3. etape er heller ikke dum for ham. Han mangler måske den sidste topfart for at vinde, ligesom han næppe heller vinder prologen, men med et par gode spurter kan han gøre det godt. Holdet har også tempospecialisten Domingos Goncalves, der kan køre en god prolog, samt de eksplosive Jonathan Lastra og Gonzalo Serrano, der dog vil finde ruten for nem.

Roubaix stiller med deres sprinter Pierre Barbier, der i år flere gange har vist, at han kan være med helt fremme i spurter på dette niveau. Senest blev han nr. 4 i en spurt i Dunkerque, og han bør være en af de hurtigste her, hvor han også drager fordel af sin positionering. Til gengæld fremstår heller ikke han som den helt perfekte prologrytter, og det kan koste for dyrt.

Matteo Pelucchi havde en svær start for Androni, men nu er han kommet i gang. For nylig blev det til en spurtsejr i Aragonien og en 8. plads i GP Marcel Kint, og selvom han ikke har tidligere tiders topfart, er han hurtig nok til at vinde i dette felt. Desværre passer de tekniske finaler ham ikke, og det gør bakken på 3. etape heller ikke. Da han samtidig vil tabe en del på prologen, skal han formentlig vinde både 1. og 2. etape for virkelig at have en chance.

Auber stiller med deres holdbare afslutter Kevin Le Cunff, der med sin 4. plads i Plumelec viste helt forrygende form. Hans evner som prologrytter er relativt ubeskrevne, men han burde være typen, der kan gøre det godt. Han mangler desværre lidt fart til de klassiske massespurter, men han vil elske den stigende finale på søndag. Kan han overvinde problemerne i positionskampen, kan det blive ganske godt. Holdets to andre sprintere Anthony Maldonado og Tony Hurel har ikke samme form og vil formentlig tabe for meget på prologen, ligesom de mangler den sidste topfart. Endelig har holdet tempospecialisten Yoann Paillot, der kan køre en god prolog, men ikke vinde løbet.

Cofidis kommer uden deres sprintere, og det gør det svært at vinde. Det kan give en chance til Damien Touze, der sidste år var en relativt fast bestanddel af top 10 i franske sprinterløb. I år har han desværre skuffet fælt, men her får han chancen for at rejse sig en anelse i en rolle som kaptajn. Han vil elske bakken på 3. etape, men mangler farten til de øvrige etaper. Holdet har også deres puncheur Julien Simon, der formentlig kan køre en god prolog samt være med fremme på 3. etape, men næppe vinde løbet.

En spændende kandidat er Sunwebs Niklas Märkl, der med sin sejr på prologen i Istarsko Proljece har vist sine evner på korte enkeltstarter. Samtidig er han en hurtig rytter, der med den nylige 4. plads i GP Criquelion har vist form. Niveauet her er et andet, men han har potentialet til at gøre det godt. Det samme har holdets anden hurtige mand Marius Mayrhofer , der blev nr. 2 bag Märkl på den nævnte prolog i Kroatien, samt måske endda Leon Heinschke, der blev nr. 5 på samme etape.

Sport Vlaanderen kommer med Christophe Noppe, der i år har gjort store fremskridt som sprinter og nu har vist, at han kan være med helt fremme i spurter på dette niveau. Vi vil tvivle på, at han kører en god prolog, men med lidt helt kan han komme i top 3 i en spurt og sikre sig bonussekunder. Også en relativt velkørende Dries Van Gestel kan måske levere en god prolog.

Også Arkea kommer uden deres sprintere, og de får det derfor svært. Bedst chance har nok Romain Hardy og Laurent Pichon, der må formodes at skulle forsøge sig i spurterne, især på 3. etape, og begge burde kunne køre en hæderlig prolog. Kevin Ledanois er også halvhurtig og kunne komme i spil, ligesom Maxime Bouet, der dog stadig er på vej tilbage efter en skade, skal forsøge at køre en hæderlig prolog.

Sidste år blev crosstalentet Eli Iserbyt nr. 3 samlet i kraft af en 6. plads på prologen. Dengang blev han dog hjulpet af regnen, og det kan blive svært at gentage i år, selvom en nylig 6. plads på prologen i Fleche du Sud bekræftede evnerne. Crossstjernen Michael Vanthourenhout burde i princippet også kunne gøre det godt, men han har ikke vist meget på landevejen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Swiss Racing Academy har nogle spændende navne i Gian Friesecke, Damian Lüscher, Cyrille Thiery og Lukas Ruegg, der alle kan køre en god prolog, mens det på IAM Excelsior er værd at holde øje med Fabian Lienhard, der kan køre prolog og spurte, samt måske holdets sprinter Dylan Page, der dog får det svært på prologen. Det samme gør Evopros sprinter Wouter Wippert, der har farten, men vil hade de tekniske finaler. Delko har et par hurtige folk i Brenton Jones og Jeremy Leveau samt halvhurtige Evaldas Siskevicius, men de mangler fart og prologevner til at blive farlige, og Ramunas Navardauskas er desværre stadig en skygge af sig selv. Burgos har Daniel Lopez som sprinter, men han mangler farten, og det samme gør Alexander Porsev hos Gazprom, hvor den fallerede tempospecialist Anton Vorobyev heller ikke længere er en trussel.

OPDATERING: Ag2r har udskiftet Clement Venturini med Quentin Jauregui og skal nu forsøge at undgå tre massespurter. Holdets kaptajn og sprinter må nu være sidste års prologvinder Dorian Godon, men det kan også tænkes, at veteranen Samuel Dumoulin og måske tempospecialisten Gediminas Bagdonas skal spurte. Jauregui selv er i god form og kan køre en god prolog.

OPDATERING 2: Den dobbelte vinder af prologen Johan Le Bon er endnu ikke klar efter sin skade.

OPDATERING 3: Arkea stiller ikke med Pichon og Ledanois, men har i stedet udtaget sprinteren Maxime Daniel. Han vil formentlig være deres bedste bud på et topresultat. Derudover stiller Mayrhofer ikke til start for Sunweb.

OPDATERING 4: Det vælter ind med sene ændringer. Cofidis har radikalt forandret ved at udtage sprinteren Hugo Hofstetter og Bert Van Lerberghe som lead-out man. Det giver dem pludselig løbets vel nok bedste tog. Hofstetter er ikke helt så hurtig som de Coquard, Sarreau og Bonifazio og er næppe med helt i front af prologen, men som en af de bedste sprintere, ligner han en af favoritterne.

OPDATERING 5: Androni er uden Pelucchi, men har Marco Benfatto med som deres sprinter i stedet. Heller ikke Eli Iserbyt, Anthony Maldonado, Maxime Bouet eller Gian Friesecke er med denne gang.

***** Bryan Coquard

**** Marc Sarreau, Niccolo Bonifazio

*** Hugo Hofstetter, Jon Aberaturi, Pierre Barbier, Dorian Godon, Kevin Le Cunff

** Maxime Daniel, Julien Simon, Gediminas Bagdonas, Niklas Märkl, Romain Seigle, Christophe Noppe, Romain Hardy, Fabian Lienhard, Quentin Jauregui

* Yoann Paillot, Samuel Dumoulin, Bruno Armirail, Domingos Goncalves, Dries Van Gestel, Wouter Wippert, Marco Benfatto, Evaldas Siskevicius, Michael Vanthourenhout, Jonas Van Genechten, Mikel Aristi, Damien Touze, Ramunas Navardauskas, Anton Vorobyev

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.