Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics (der i år dog var aflyst) og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele er blevet afsluttet med Jayco Herald Sun Tour i den efterfølgende uge, men selvom sidstnævnte desværre aldrig er kommet tilbage efter coronakaosset, kan man stadig tilbringe nogle gode uger i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser.

De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme var tilfældet i 2019, hvor man med hele 15 WorldTour-hold satte ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejste hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Sådan var det også i 2020, hvor 15 af de nu 19 hold var med, og det var således kun Movistar, Astana, Cofidis, UAE og Jumbo-Visma, der rejste hjem efter Tour Down Under. Efter to års coronapause kunne løbet dog ikke holde kadencen, da man i 2023 kun kunne præsentere 11 af de 18 hold - selvom point nu pludselig igen er blevet meget vigtige - og bedre er det bestemt heller ikke i 2024, hvor kun 10 af de store hold bliver i Australien. Der er heller ikke så mange stjerne som tidligere, men man kan dog præsentere navne som Filippo Ganna, Caleb Ewan og Biniam Girmay.

Et problem i forhold til at sikre holdenes deltagelse har været, at det kun er et endagsløb. Det var formentlig en af grundene til, at man i forbindelse med overgangen til WorldTouren valgte at supplere selve WorldTour-løbet med et indledende gadeløb allerede om torsdagen inden søndagens finale. Løbet, der har været kendt under navnene Race Melbourne-Albert Park og Towards Zero Race Melbourne, gav rytterne mulighed for at holde benene i gang efter Tour Down Under og skabte en folkefest i Melbournes gader, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere viste sig frem i et lynhurtigt sprinterløb. Det løb blev i 2020 opgraderet til et længere 1.1-løb, der under navnet Race Torquay afvikledes torsdagen forinden, og dermed var den australske løbsblok nu blevet udvidet, så den bød på i alt 13 løbsdage i UCI-regi over mindre end tre uger. Desværre vendte dette løb i 2023 ikke tilbage efter pausen, men det var heldigvis en undtagelse. I hvert fald har rytterne i 2024 atter mulighed for at teste benene allerede om torsdagen i det fladere opvarmningsløb, der nu går under navnet Surf Coast Classic.

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs, og dermed er der egentlig ikke tale om et løb, der i udpræget grad giver mindelser om Evans’ egen karriere. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas.

I 2016 viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere, hvor Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen. I 2017 blev det hele samlet til en reduceret massespurt, hvor Nikias Arndt satte Simon Gerrans og den sent angribende Cameron Meyer til vægs, og i 2018 lykkedes det akkurat et reduceret felt at indhente et stærkt udbrud nærmest på selve målstregen, men alligevel lykkedes det Jay McCarthy at holde lynhurtige Elia Viviani bag sig. I 2019 fik Viviani så sin revanche, da han sejrede i en spurt, mens vi i 2020 nok engang fik en selektiv udgave, da Ineos spillede med musklerne og skabte en seksmandsgruppe, der afgjorde løbet, hvorfra de dog blev snydt af den sejrende Dries Devenyns.

Da løbet efter sin toårige coronapause vendte tilbage i 2023, fik vi til gengæld endnu en sprinterudgave. Spurten kom aldrig for alvor i fare, og det hele blev samlet til et opgør mellem 34 mand. Her fik vi imidlertid et højst overraskende udfald, for mens de fleste nok havde øjnene stift rettet mod Caleb Ewan, skabte Marius Mayrhofer en pæn sensation ved at spurte sig til karrierens første sejr foran Hugo Page og Simon Clarke. Desværre får den unge tysker ikke mulighed for at forsvare sin titel, da hans nye Tudor-hold ikke rejser hele vejen til Australien, og da Page i år også skipper den australske sommer, bliver Clarke eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagsløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og tv-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelser. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - også selvom der ingen brosten er.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Selvom løbet i 2017 blev optaget på WorldTouren, var ruten uforandret i forhold til de to første udgaver. Forud for den fjerde udgave valgte man imidlertid at give den en opdatering med det klare formål at gøre udfordringerne vanskeligere. Et stærkere felt betyder naturligvis, at der skal mere til for at skabe splittelse, og det var ganske tydeligt i 2017-udgaven. Derfor forkortede man den afsluttende rundstrækning, men tilføjede til gengæld en ekstra omgang. Den er løbets vanskeligste udfordring og indeholder den ganske stejle Challambra Crest-stigning, der således altså skulle forceres fire mod tidligere tre gange. Ændringen betød imidlertid, at distancen blev reduceret fra 174 til 164 km, da den indledende strækning var uforandret. Den model fastholdtes i 2019, hvor ruten var uforandret, og i store træk også i 2020, hvor den indledende strækning var ændret en anelse, hvorved den samlede distance forøgedes til 172,7 km, og antallet af højdemeter reduceredes fra ca. 2000 til ca. 1500.

Efter to års pause benyttede man lejligheden til at foretage en ret markant ændring, da løbet i 2023 vendte tilbage. Dels ændrede man igen lidt på den indledende rundstrækning, men mest markant vafr det, at man også vendte den rundt og nu kørte mod uret. Det betød, at man startede med at køre den mere kuperede del inde i landet, mens man sluttede med den flade del op langs kysten, inden man nok engang sluttede løbet med de fire omgange på finalerundstrækningen. Resultatet var lidt flere højdemeter end i 2020, nemlig godt 1700, men en stort set uforandret distance. Det var åbenbart en model, der vakte succes, for i 2024 er der tale om totalt genbrug.

Den begrænsede distance er usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagsløb er det dog naturligt, at det er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdes under 150 km.

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010, og igen i år skal der køres 174,3 km. De første ca. 110 km består af en store rundstrækning i området syd for kystbyen, men som sagt er der igen blevet justeret i forhold til den version, der er blevet benyttet i alle tidligere udgaver og nu altså med en vendt retning. Fra starten i Geelong kører man mod øst ud af byen, og det sker med det samme via en halvlang bakke, Wandana Heights (2,5 km, 4,6%), der har 500 m med hele 7,1% på den øvre del. Toppen rundes efter 6,5 km, og herefter fortsætter det med at være ganske kuperet med to mindre bakker, men når man drejer mod syd og senere sydvest bliver det betydeligt fladere, dog fortsat med enkelte mindre bakker. Sådan fortsætter det, når man senere drejer mod øst for at sætte kurs mod kysten, og nu bliver det generelt let faldende, dog stadig med et par småbakker undervejs.

Efter knap 50 km når man kysten i Bells Beach, og herfra er det stort set helt fladt, når man snor sig mod nordøst op langs vandet. Undervejs passerer man igennem Torquay, hvor der om torsdagen var mål i Surf Coast Classic, og her køres en spurt efter 56,5, inden man kører videre hen langs kysten, først mod nordøst og siden øst. I byen Barwon Heads forlader man kortvarigt vandet, men det er fortsat fladt, når man kører ad en lige vej mod nord, inden en helt lige vej leder mod vest hen langs kysten tilbage til Geelong, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning bare få meter fra målstregen.

Løbet afsluttes nu med fire omgange på den afsluttende 16,8 km lange rundstrækning, der altså siden 2018 har været ændret en anelse i forhold til de første tre år (idet man dog mangler nogle ganske få meter af den første omgang). Først går det mod syd igennem let faldende terræn ind gennem byen, inden man kortvarigt kører mod sydøst og nordøst igennem fladt terræn. Herefter går det for alvor løs, når man skal over Challambra Crest, der er 1,2 km lang, stiger med 8,9% i gennemsnit og har top med 9,1 km til mål. Den stejle del er 810 m lang og stiger jævnt med 9,8% i gennemsnit med 12,7% over de første 300 m, 7,2% over de næste 250 m og 9,6% over de sidste 250 m.

Efter nedkørslen slog man tidligere en lille sløjfe for herved at køre op over yderligere en lille bakke, der kunne bruges som sidste afsæt for et angreb. Denne del er imidlertid nu sløjfet og i stedet køres direkte mod byens centrum gennem let faldende og stort set fladt terræn, men umiddelbart efter den reelle nedkørsel er der dog stadig en lille bakke, Melville (600 m, 8,3%) med top med 6,0 km igen, hvorefter der venter 2 flade kilometer, inden de sidste 4 km alle er ganske let faldende. De sidste sving kommer med 3900 og 1800 m til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

Løbet byder på i alt 1699 højdemeter mod 1527 højdemeter i 2020, 2012 højdemeter i 2018 og 2019 samt 1619 højdemeter i 2015, 2016 og 2017, hvor stigningen som nævnt kun skulle forceres tre gange.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Vejret

I et løb, hvor sidevind er en af hovedudfordringerne, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er langt sjældnere tilfældet i Geelong, og i stedet passede vejret i de to første udgaver til rygtet som en slags nordeuropæisk klassiker, som det også var tilfældet i 2021. Feltet oplevede dog sommervarme i de mellemliggende år, og man ved derfor aldrig, hvad man skal vente sig i Melbourne-området.

Denne gang bliver det ganske perfekte betingelser. Således ventes en solrig dag med kun få skyer, hvor temperaturen vil stige fra 20 til 23 grader. Det vil ikke være helt stille med en let til jævn vind (13-18 km/t), der undervejs vil dreje fra vestsydvest over sydvest og syd til sydøst til finalen, hvor den også vil være kraftigst. Den skiftende retning gør det lidt svær at sige, hvordan vinden vil stå på den store rundstrækning, men generelt bør der være mod- og sidemodvind ned til det sydligste punkt og med- og sidemedvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind og dernæst sidemed- og medvind hen til stigningen, hvor der vil være medvind hele vejen op. Derefter vil der skiftevis være sidemod- og sidemedvind, men med 4000 m igen får man sidemodvind og slutteligt næsten direkte modvind over de sidste 1800 m.

Favoritterne

Et af de afgørende kendetegn ved klassikerne er deres uforudsigelighed. Når et løb som Milano-Sanremo trods dets relativt lette rute gang på gang kan betage verdens cykelfans, skyldes det, at det er åbent for flere forskellige ryttertyper, og at man kun til allersidst ved hvilke af de velkendte scenarier, der bliver til virkelighed. Når Cadel Evans med etableringen af sit eget løb udtrykte håb om at skabe en begivenhed, der kunne give mindelser om de største endagsløb, var et af hovedmålene derfor netop at sikre uforudsigelighed.

De første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er lykkedes, og at der er tale om et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således har den alsidige rute åbnet mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, mens det i 2015 var umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i en spurt blandt ni mand.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren i 2016, og efter at løbet er blevet en del af WorldTouren og feltet derfor stærkere, er balancen i stigende grad tippet til fordel for de hurtige folk. I 2017 var det netop den hårdføre afslutter Nikias Arndt, der sejrede i en udgave, hvor det indtil allersidste meter stadig var åbent, om Cameron Meyer ville holde hele vejen hjem. I 2018 var det endda endnu mere tæt, idet den gruppe, der var undsluppet på Challambra Crescent, kun blev hentet ganske få meter fra stregen, og det lykkedes endda akkurat Jay McCarthy at holde feltet bag sig, mens Daryl Impey og Dries Devenyns også begge endte i top 4 efter at have været med i gruppen. Til gengæld var feltets hurtigste Elia Viviani, der endte på 2. pladsen, og dermed viste italieneren, at også en type som ham kan være med i dette terræn.

Det blev endnu tydeligere i 2019, hvor kraftig modvind på stigningen betød, at en reduceret massespurt aldrig var i fare, og her kunne Viviani akkurat sætte Caleb Ewan til vægs. Til gengæld fik vi et benhårdt løb i 2020, hvor Ineos gik til stålet og skabte den seksmandsgruppe, der skulle afgøre det, hvorfra Dries Devenyns og Pavel Sivakov kørte væk fra de hurtigste i gruppen i en taktisk finale. Bag dem var feltet splittet i mange grupper, men det er værd at bemærke, at den seks mand store forfølgergruppe, der bare kom 25 sekunder for sent, talte navne som Caleb Ewan, Viviani og Marco Haller, og at vi i et større felt, der tabte bare 50 sekunder, fandt endnu tungere folk som Michael Mørkøv, Kristoffer Halvorsen, Marc Sarreau, Rick Zabel og sågar Lukasz Wisniowski. Nok er stigningen stejl, men den er også kort, og det er altså ikke nogen bjergetape, rytterne skal ud på.

At det lige nu er sprinterne, der har overhånden, blev helt tydeligt sidste år. Her var der ellers medvind på stigningen, men spurten var aldrig i fare. 34 mand nåede mål sammen, inden Marius Mayrhofer to gsin choksejr, men denne gang var der ryddet godt ud i sprinterne. Navne som Jordi Meeus, Hugo Hofstetter og Gerben Thijssen var sat af, mens det var mere holdbare typer som Caleb Ewan, Corbin Strong, Michael Matthews, Hugo Page, Mayrhofer og sågar løbets nr. 3, Simon Clarke, der spurtede om sejren.

Den hidtidige rute har med andre ord levet fuldt ud op til forventningerne med dets kombination af flade strækninger, hidsige bakker og sidevind. Samtidig blev det imidlertid også klart, at løbets optagelse på WorldTouren giver det visse udfordringer. Når man tiltrækker et felt, der har talt navne som Chris Froome, Richie Porte og Simon Yates er det klart, at niveauet ikke bliver meget højere, og så viser al erfaring, at der skal langt flere vanskeligheder til for at skabe splittelse. Således var det i 2017 meget markant, at ingen af løbets klatrere kunne gøre en reel forskel på stigningerne - end ikke Porte, der ellers netop havde knust al modstand i Tour Down Under - og når det alligevel var lige ved at glippe for sprinterne, var det kun, fordi Meyer tog dem alle på sengen på flad vej i den absolutte finale.

Derfor har det også været klart for arrangørerne, at noget måtte gøres, hvis ikke løbets balance skulle tippe i sprinternes favør, og hvis den store grad af uforudsigelighed skulle bevares. Løsningen blev designet af den nye rute, der blev indført i 2018. Ruteændringen betyder som sagt, at Challambra nu skal forceres en ekstra gang og kommer endnu tættere på målstregen. Til gengæld er der et længere fladt stykke til sidst, da den lille finalebakke er blevet elimineret. Det gjorde det som sagt i 2018 muligt for en gruppe på ca. 10 af de bedste klatrere at komme væk og sætte scenen for det, der blev en fabelagtig og meget medrivende finale, og det var det, vi så gentaget i 2020. I 2019 betød modvinden til gengæld, at ingen kunne komme væk, men modvind er ikke en forudsætning for at snyde sprinterne. Sidste år havde Jay Vine og Yates imponeret i Tour Down Under for et år siden, men de spillede ingen væsentlig rolle her, selvom der var meget kraftig medvind på stigningen.

Netop det forhold, at 2018-løbet blev afgjort på en knivsæg, siger alt om, at det er så godt som umuligt at forudsige, om en hårdfør sprinter vil kunne gøre som Arndt i 2017, Viviani i 2019 og Mayrhofer i 2023 og slå til i en reduceret massespurt, eller om vi igen skal finde vinderen blandt de hurtige eller snu puncheurs, som det var tilfældet i 2018 med McCarthy og i 2020 med Devenyns. Den lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Det er således ikke mange hold, der entydigt satser på en spurtafgørelse, men de fleste hold medbringer alligevel mindst en hurtig mand, der kan gøre det færdigt, hvis der skulle blive samling i finalen. Holdudtagelserne afspejler på bedste vis, hvordan usikkerhed om ruteændringen og løbets forløb har sneget sig ind på holdene, selvom de fleste trupper dog er identiske med dem fra Tour Down Under, der primært har været bestemmende for, hvem der er sendt til Australien.

Efter at feltet splittedes i sidevinden i en af de første udgaver, har mange frygtet netop vinden i Melbourne-området. I de senere år har den imidlertid ikke spillet en rolle, og det kommer den heller ikke til i år. Ganske vist bliver det ikke helt stille, men vinden bør være for svag. Den vil være kraftigt til sidst, men sidevindskørsel bliver ikke aktuelt på rundstrækningen, der ligger i byzone. Vinden skaber altid lidt nervøsitet langs kysten, men nogen faktor bliver den ikke.

Jeg regner derfor med en relativt kontrolleret indledning på løbet, hvor jeg vil forvente, at det er Jayco, Ineos, Israel-PT og måske også Intermarché, der vil tage ansvaret. Med vinden ude af billedet er det de fire ture op ad stigningen, der skal gøre forskellen, og her bliver det helt, helt afgørende, hvordan holdene griber det an.

Min forventning er, at Ineos og Israel-PT er nøgleholdene. Jayco har Luke Plapp til det offensive løb, men da også har Ewan, vil de formentlig være fint tilfredse med en spurt. Jeg forventer, at Intermarché vil satse 100% på en spurt, og det vil formentlig også ende sådan for de fleste andre hold. Når de har misset angrebene, har de fleste nemlig en hurtig mand, det giver mening at jagte for.

Trek trækker sig fra sponsorat

Israel-PT er holdet, der skal skabe løbet. De har et suverænt klatrehold, og selvom de også har Corbin Strong til en spurt, har de alle interesser i at skabe så hårdt et løb som muligt, da Strong - måske sammen med Laurence Pithie - også er den mest holdbare sprinter. Jeg forventer derfor, at de vil lægge et benhårdt pres, men jeg kan måske godt være en anelse bange for, at de tror så meget på Strong, at de slet ikke vil angribe. Sker det, kan der mangle hold til at gå i offensiven, fordi de fleste gerne vil spurte, men jeg håber, at de lader formstærke Stephen Williams få løbet til at eksplodere.

Jokerholdet er Ineos, og jeg tror, at meget vil afhænge af, hvordan de griber løbet an. De har Elia Viviani, der har fortalt, at han har løbet som en stort mål, og det kan anspore dem til at køre løbet defensivt. På den anden side har de også en uhyre formstærk Jhonatan Narvaez, der har alle chancer for at vinde en hård udgave af løbet. Hvis både de og Israel-PT lægger presset, kan vi få et benhårdt løb, for vi taler her om de to vel nok stærkeste hold. Hvis de til gengæld kører defensivt, og Narvaez kun må følge de angreb, der måtte komme - og hvis Israel-PT endda også primært går efter en spurt - tror jeg, at en spurt bliver svær at undgå. Hvis til gengæld de to stærke hold spiller med musklerne, er betingelserne for et hårdt løb perfekt, når der er medvind på stigningen og endda også på den første del af det efterfølgende stykke.

Oftest får vi dannet flere forskellige udbrud, også med stærke outsidere, undervejs, og man kan ikke udelukke, at der allerede næstsidste gang kan skabes en gruppe, der afgør det. Det er dog usandsynligt, medmindre Israel-PT vil bruge deres mange klatrere til at gå bersærk tidligt. Mest sandsynligt er det, at udbrud vil blive kørt inden sidste passage af stigningen. Herefter vil vi igen se, at de bedste kører væk, og så kan vi få det klassiske forfølgelsesløb mellem felt og angribere - hvis altså ikke Williams og Narvaez er låst i forhold til at angribe.

Holder de forreste, kan det ende i en spurt, som vi så med McCarthys sejr (selvom de blev hentet på stregen), men det kan også blive lige så taktisk som i 2020, hvor Devenyns vandt, og hvor de hurtigste folk i udbruddet blev snydt af angreb i den flade finale. Ender det i en spurt, er det ofte meget kaotisk, fordi togene er ikkeeksisterende, men spurten er helt enkel med et 1800 m langt opløb, hvor man har masser af plads til at lade farten tale, også selvom modvinden denne gang lægger nogle begrænsninger på spurtens længde, hvis man sidder for langt tilbage. Endelig kan man ikke helt udelukke, at bedste mand som Kennaugh kører alene hjem fra stigningen, men det er svært at tro på i dette stærke felt - især når man ser hvor jævnbyrdige de bedste klatrere var i sidste uge.

Jeg vælger at tro på, at vi ikke får en spurt. I mine øjne vil det være hovedløst af Israel-PT ikke at udnytte deres overtal og af Ineos ikke at gå 100% for Narvaez i stedet for at tro på en formsvag Viviani, og hvis de to mandskaber får løbet til at eksplodere, tror jeg, at Jhonatan Narvaez endelig får sin sejr. Ecuadorianeren igen i år i storform fra sæsonstart, og meget peger i retning af, at han sammen med Stephen Williams samt måske Oscar Onley er stærkest på stigningerne. Hvis de bedste kører væk, er de i den gunstige position, at både Narvaez og Williams vil tro på deres spurt, og derfor vil de have al interesse i at samarbejde. Jeg kan godt frygte, at Luke Plapp kan ødelægge festen ved at gå med og derefter sætte sig på hjul for Ewan - akkurat som han gjorde på 2. etape i Down Under - men hvis den ikke velkørende Ewan allerede er i problemer, burde den australske mester få lov at samarbejde.

Sker det, har de bedste en god chance for at holde sig fri, og skal der spurtes, tror jeg mest på Narvaez. Han blev ganske vist slået af Williams i den flade spurt i søndags, men det var efter en meget eksplosiv finale, hvor Isaac Del Toro netop havde forceret hårdt på to bakker. Her får vi en langt mere klassisk boulevardspurt på helt flad vej, og her vil jeg tro, at Narvaez, der tidligere har vundet reducerede massespurter, har en overhånd. Ja, faktisk har han to veje til sejr, for selvom det bliver samlet - og Viviani forventeligt er røget af - vil Ineos køre spurten for Narvaez, og med det supertog, han har til rådighed, vil han have en helt reel chance for at vinde, når man ser på, hvor godt Narvaez-typer typisk gør det i denne spurt. De slår i hvert fald ganske ofte rigtige sprintere, som vi så det med Clarkes podieplads sidste år. Med to veje til sejr og en suveræn form tror jeg på karrierens første sejr i et endagsløb.

Det kan dog også sagtens være, at Stephen Williams vil forsætte med at gøre rent bord i årets WorldTour-løb. Hans opkørsel på sidste etape af Tour Down Under indikerede, at han nok er løbets stærkeste, og skal der være en rytter, der kan udnytte medvinden til at køre alene hjem, må det være ham. Så god tror jeg desværre ikke, at verden er, men hvis de bedste klatrere kører væk, vil han have en helt fair chance i en spurt - også mod Narvaez. Det viste han ved at slå ecuadorianeren i søndagens flade spurt, og vi skal ikke glemme, at det, der vel stadig er hans største sejr, nemlig etapesejren i Schweiz, kom i en spurt i en lille gruppe, hvor han slog hurtige folk som Maximilian Schachmann, Andreas Kron, Marc Hirschi og Sergio Higuita. Modsat Narvaez får han ikke lov at blande sig i en større spurt, hvor hans hold vil satse på Strong, men den vej, han har til sejr, er også helt oplagt med den superform, han har. På søndag kan det meget vel være, at han bliver den første til at følge en Down Under-sejr op med sejr i også Australiens andet WorldTour-løb.

Mit tredjebedste bud bliver min favorit til en reduceret massespurt. Sejren i Surf Coast Classic blev endnu en understregning af, at Biniam Girmay stadig har den lovende fart, han fandt i 2023, og der vil ikke være mange, der kan slå ham i denne lange powerspurt, han vil elske. Som udgangspunkt er han jo også en uhyre holdbar sprinter, der ikke burde få problemer med denne bakke, men her skal vi måske vænne os til en ny virkelighed. Sidste år var hans holdbarhed helt væk, og hans kørsel på særligt sidste etape i sidste uge, hvor mange sprintere kom ganske langt, var bestemt ikke overbevisende. Medvinden og det stærke israelske hold kan derfor være en stor modspiller, men når man ser på, hvem der plejer at overleve, burde han ikke få problemer. Derefter skal han sidde rigtigt i den heldigvis ret enkle finale, men da Intermarché har et af de stærkeste klatrehold, hvor folk som Georg Zimmermann, Lilian Calmejane, Dion Smith og forhåbentlig også Madis Mihkels alle har fart og kan overleve, vil han formentlig have det allerbedste tog. Derfor er han min klare favorit, hvis han overlever til en spurt.

En trussel er dog Laurence Pithie. Den newzealandske komet imponerer så meget, at han faktisk også kan vinde på to måder. Efter hans show på Mount Lofty i søndags kan man nemlig slet ikke udelukke, at han kan gå med de bedste på stigningen, og sker det - og ødelægger hans tilstedeværelse ikke samarbejdet - vil han være den helt store favorit i en spurt. Det bliver dog nok svært, for Challambra er betydeligt vanskeligere end Mount Lofty, og 2. etape i sidste uge viste, at han ikke kunne følge Plapp og Narvaez, da det blev stejlt. Derfor er hans chance nok en spurt, men her vil han have en stor fordel, hvis de to stærke hold gør det benhårdt. Med den fart, han har vist, kan han formentlig slå alle i dette felt, men han har lidt under et svagt hold. Det vil også ramme ham på søndag, hvor han kan være alene til allersidst, men til gengæld vil han i et mindre felt have langt lettere ved at manøvrere på egen hånd - og med den suveræne positioneringsevne, han har vist, har han alle chancer for at sidde i en vindende position.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Et andet godt bud til en spurt er Corbin Strong. Vi ved fra Touren og senest Tour Down Under, at han mangler noget fart til de klassiske massespurter, men som sagt klarer de mere holdbare typer sig ofte uventet godt i denne spurt. Vi så også på 2. etape i sidste uge, at han med et suverænt lead-out fra Williams vandt spurten foran på papiret hurtigere folk som Ewan og Girmay, og selvom det mest handlede om positionering, tankede han selvtillid med torsdagens 3. plads i et løb, der ikke rigtigt passede ham. Det viste også, at han er kommet sig efter sin sygdom, og får vi et benhårdt løb, vil han formentlig være den mest friske af sprinterne, selvom jeg tvivler på, at han klatrer så godt, at han decideret kan gå med i angrebene. Efter et hårdt løb har han i hvert fald stadig hurtige Nick Schultz og Williams hos sig, og med endnu et suverænt Williams-lead-out, kan han slå folk, der på papiret er hurtigere.

Hvad så med Caleb Ewan? Han burde jo være den store favorit til en spurt, men krisen er allerede blevet ganske markant med den seneste nedtur, der fulgte i torsdagens løb. Han har endnu ikke vundet dette løb, selvom det passer ham glimrende, for han har altid overlevet stigningen, inden spurten til gengæld er kikset. Denne gang er jeg bare ikke sikker på, at han kommer med hjem. Hans svage sæsonafslutning og svage klatring i sidste weekend giver mig en frygt for, at vi skal til at tilskrive ham en helt anderledes svag holdbarhed. Omvendt så vi på 2. etape, at han sad med hjem, og selvom denne finale er hårdere, vidner det om, at det kan lykkes. Sidste år, hvor han bestemt heller ikke brillerede, overlevede han også stigningen, og sidder han først med hjem, må man stadig mene, at han bør være den hurtigste. Det kræver bare, at han sidder rigtigt, og det har det i den grad knebet med - senest i torsdags. Jayco kommer endda med et tungt hold, hvor han måske kun har Chris Harper og Plapp til at køre lead-out, og derfor kan positionering meget vel koste ham sejren igen, som den også gjorde sidste år. Hvis til gengæld han sidder rigtigt, bør hans fart altså stadig række til at vinde.

Det er også en ret stor chance for Max Kanter. Tyskerens holdbarhed var i 2023 ikke så god som tidligere, men han synes i form. I hvert fald klatrede han fornemt på begge weekendens etaper, og dermed ligner han en af de sprintere, der ikke bør få problemer med at overleve. Der er nok et par af de ovennævnte, der på papiret er hurtigere end ham, men han er helt sikkert en af de ryttere, der kan vinde denne spurt, der så sent som sidste år skabte en stor overraskelse. Han hjælpes også af, at hans tog til slut kan være et af de bedre, hvis det tæller Christian Scaroni, Samuele Battistella, Gianmarco Garofoli og måske endda Michele Gazzoli. Af en eller anden grund får vi i dette løb ofte en overraskelse fra en tysk sprinter, som vi har gjort det med Arndt og Mayrhofer. Er Kanter den næste, selvom han modsat de to forrige ikke vil vinde med DSM-trøjen på sine skuldre - en trøje, han dog har båret tidligere?

Jeg kan også se en chance for Nick Schultz. Han viste i Tour Down Under, at han er en af de mest formstærke klatrere, og det er bestemt ikke usandsynligt, at han vil kunne køre med i angrebene på stigningerne. Sker det, kan israelerne meget vel sidde i et overtal med både ham og Williams, og det kan udnyttes til at angribe på skift. Samtidig har han den store fordel, at han er lynhurtig og dermed kan slå en eventuel følgesvend på stregen - akkurat som da Devenyns slog Sivakov, da de to var kørt væk i en taktisk finale. Sidder han sammen med Williams, spurter de nok med briten, men det sandsynlige israelske overtal kan spille bolden over i hænderne på Schultz, der vil være mindre overvåget.

En spændende kandidat er Axel Mariault. Det franske talent imponerede stort på kongeetapen i sidste uge, hvor han fulgte de bedste hele vejen, men desværre fik han ødelagt sit klassement af styrtet på sidste etape. Derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men har han Willunga-benene endnu, bør han være en af de ryttere, der kan gå med de bedste. Sker det, kan han overraske i denne flade spurt. Det er bestemt ikke meget, han har spurtet, men han er altså tidligere gået i top 5 i en massespurt i Ain. Nok var feltet ikke skræmmende, men det vidner om fart. Tiden vil så vise, om den også rækker til at slå folk som Narvaez og Williams - og ellers må han jo udnytte sin underdogstatus i det taktiske spil.

Man er vel også nødt til at have Filippo Ganna som en ganske markant joker. Italieneren efterlod i sidste uge ikke noget indtryk af storform, men det er altid svært at vurdere, når han agerede ren hjælper. Hvis han har lyst til at teste formen inden sine baneløb i Australien, kunne han måske få lidt mere frihed. Jeg kan stadig godt frygte, at den bedste Ganna ikke kan klatre med de bedste på denne stigning, for det er på bløde procenter, han typisk chokerer, mens det kniber på procenter som disse. Omvendt imponerer han jo igen og igen, og skulle han miste et par meter, kan han jo komme tilbage efter toppen. Lykkes det, vil Ineos sidde perfekt med to mand, hvor Ganna ikke skal have én meter i det taktiske spil. Man kan vel heller ikke helt udelukke, at han får lov at spurte i en større eller mindre gruppe. Narvaez’ form gør det usandsynligt, men hvis han vitterligt har benene, viste Vueltaen vel, at han er et endnu bedre vinderbud end Narvaez, hvis det skal afgøres på stregen - uanset gruppens størrelse.

Hvad så med Luke Plapp? Efter hans styrt i sidste uge er det svært at vide, hvor han står, men i et interview med Cyclingnews lød han optimistisk. Det lyder dog også til, at han har tilbragt noget tid i sin seng, og det må derfor have kostet lidt på formen. Den så til gengæld også fornem ud, da han i onsdags kørte så stærkt på Fox Creek, at kun Narvaez kunne følge med, og har han de ben på søndag, bør han køre med de bedste på stigningen. Spørgsmålet er så, om han får lov at køre sin chance, hvis Ewan sidder i feltet, hvad han jo ikke fik på 2. etape i sidste uge, men er hans holdkammerat sat af, er der i hvert fald carte blanche. Problemet er, at han får svært ved at slå mine to favoritter i en spurt, men måske kan han overraske. Han viste i hvert fald lidt fart i de indlagte spurter i UAE Tour sidste år - og ellers er han jo skabt til at køre alene hjem i en taktisk finale.

En anden rytter, der kan gå med de bedste, er Oscar Onley. Han skuffede ganske vist i søndags, men Mount Lofty var måske en anelse for let. Challambra minder meget mere om Willunga, og hvis det også betyder Willunga-ben, kører han med de bedste. Hans problem er, at han næppe kører alene hjem, og selvom han ikke er helt langsom, har jeg svært ved at se ham slå både Narvaez og Williams i en spurt. Til gengæld kan han glæde sig over, at Sivakov var pokkers tæt på at vinde den seneste hårde udgave af løbet, og det vidner om, at man sagtens kan spille sine kort rigtigt i en taktisk finale - måske særligt, hvis de to hurtigste kigger lidt for meget på hinanden.

Jeg er nødt til at rangere Christian Scaroni ret højt. Italienerens form er nemlig en smule ukendt, fordi det grimme styrt betød, at han fik ødelagt sit klassement i sidste uge. Han var derfor helt væk på Willunga, men hans top 10 på Mount Lofty fortæller, at formen ikke er helt ringe. Om den så rækker til at gå med de bedste på denne stigning, er måske mere tvivlsomt, men med tanke på det niveau, han havde i august, er det bestemt ikke umuligt, hvis han har trænet godt over vinteren. Han er også så hurtig, at han vil have en reel chance for at slå Narbaez og Williams på stregen. I en større spurt kan han også blande sig, men det kræver, at formstærke Kanter mod forventning er sat af.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

En anden rytter, der måske kan køre med de bedste, er Georg Zimmermann. Man må nok erkende, at hans kørsel i sidste uge ikke gør det rasende sandsynligt, men formen udvikler sig jo heldigvis positivt på denne tid af året. Har han absorberet de første syv løbsdage godt, er den Zimmermann, der nåede helt nye højder sidste år, skabt til denne eksplosive stigning. Det er ikke ofte, han spurter, men som vi så i de indlagte spurter i sidste uge, er han altså stadig hurtig, som han også viste i sin U23-tid. Dermed kan han true Narvaez og Williams eller måske spille sine kort rigtigt i en taktisk finale.

Hvad så med Milan Fretin? Belgieren er stadig et ret ubeskrevet blad, og indtil nu har han ikke imponeret med sin holdbarhed. Derfor var det også overraskende at se ham ende så langt fremme på Mount Lofty. Det vidner heldigvis om, at han er en af de sprintere, der har en god chance for at overleve. Det er klart, at der stadig derfra er langt til sejren, men nu er han altså gået i top 4 i de to seneste massespurter, han har kørt, senest i torsdagens løb. Der er ikke mange af de ovennævnte, han ikke vil kunne slå, hvis det flasker sig i positionskampen, hvor Mariault vil være en god støtte. Det vil i hvert fald være mindre overraskende, hvis han vinder, end det var, da Mayrhofer sejrede for et år siden.

En anden sprinter, der kan overleve, er Madis Mihkels. Som professionel har han ikke vist den store holdbarhed, men det gjorde han som U23-rytter. Signalerne fra sidste uge var blandede, da han faldt helt igennem på 2. etape, men Mount Lofty viser, at formen er til at overleve her. Problemet er naturligvis, at han er Girmays lead-out man, og derfor får han kun chancen, hvis eritreeren flopper, men som nævnt ovenfor kan det bestemt ikke udelukkes. Hvis klatrestyrkeforholdet mellem de to er som i søndags, kommer Mihkels i hvert fald længst, og så er det ham, der har det måske bedste tog. Hans gode lead-outs, der så sent som i torsdagens løb kastede en 7. plads af sig, og hans sejr i Tyskland, vidner om, at farten rækker langt.

Så er der Elia Viviani. Med en sejr og en 2. plads har han vist, at det er et løb, der passer ham, men det var også dengang, vi talte om en helt anden Viviani. I de seneste år har han slet ikke haft samme holdbarhed, og det vil undre mig meget, hvis han stadig kan overleve stigninger som disse. Samtidig har hans ret svage spurter, der senest formøblede et fornemt lead-out i torsdagens løb, ikke givet indtryk af særligt god form, og det gør det blot endnu vanskeligere. Omvendt kan vi som sagt godt ende med et løb, der bliver lidt passivt, og man skal derfor aldrig helt udelukke noget som helst. Hans spurter har som sagt været så kritiske, at jeg tror, at en træt Viviani kan få svært ved at gøre det færdigt, men med et lead-out fra Josh Tarling, Ganna og Narvaez har han i hvert fald de bedste forudsætninger for at gøre det.

Løbet passer ganske elendigt til Chris Harper, der ikke slår mange snegle i en spurt, men han har en vej til sejr. Han har vist fremragende form, men i sidste uge blev den brugt som ren hjælper for Yates. Nu er det ikke Jayco, der skal skabe det hårde løb, og det bør give ham mulighed for at gå med i angrebene på stigningen. Det burde han have fine chancer for at gøre, men derfra er det stadig svært at finde en vej til at komme alene hjem. Han og Plapp kan dog sagtens sidde i overtal, og i et taktisk spil kan det altid flaske sig for spurtsvage folk, som altid er lidt mindre overvågede end mere oplagte favoritter.

Jeg er også nødt til at nævne Michele Gazzoli, og det skyldes, at sidste uges styrt skaber usikkerhed. Her viste han nemlig ikke skyggen af holdbarhed i weekenden, men det gjorde han altså på den halvhårde 2. etape, hvor han sad med feltet hjem. Senere styrtede han som bekendt, hvilket kan forklare weekendens trængsler, og derfor er formen formentlig bedre end som så. En god Gazzoli klarer denne stigning, og vi så i Norge sidste efterår, at han har fået en fin fart, selvom det var i stigende spurter, der passer ham bedre. Hans problem er bare, at han er hold med formstærke Kanter, og det er svært at se et felt, hvor han sidder med, men hvor Kanter mangler - hvis ikke tysk uheld ”kommer ham til hjælp”.

Kan Emils Liepins overleve? Det vil undre mig voldsomt, for han skal være i meget god form for at klare denne medvindsbakke. Sidste år faldt han da også fra, selvom han havde vist god form i Down Under, og desværre viste han denne gang betydeligt ringere form. På den anden side har han før taget mig på sengen med en uventet holdbarhed, og han er den sprintertype, der ikke helt kan afskrives. Hans spurter har ikke for alvor fungeret, men den ene gang havde han gearproblemer, og i torsdagens løb mistede han alle positioner, da han skulle bremse. Med et godt lead-out fra Sean Flynn kan det måske lade sig gøre, for han er helt sikkert en af de hurtigste i feltet.

Jeg vil også nævne Louis Barré. Hans kørsel i sidste uge antyder ikke, at han vil spille en rolle, men der kan være en god forklaring. Han styrtede nemlig om fredagen, og i det lys var weekendens skuffelser ikke helt uventede. Nu har han haft en uges tid til at komme sig, og vi ved, at han var rejst til Australien med meget store ambitioner. Vi ved også, at han sidste år var flyvende i årets første måneder, og at han mod slutningen af året fandt sig selv igen efter sygdom og skader. Det skaber i hvert fald en mulighed for at gå med de bedste, men derefter skal det stadig gøres færdigt. Hurtig er han, men næppe hurtig nok mod Narvaez og Williams. Til gengæld vil han være en underdog i det taktiske spil.

Endelig er jeg nødt til at kaste Archie Ryan ind i puljen. Han levede slet ikke op til mine forventninger i sidste uge, hvilket vidner om, at formen halter, men supertalenter kommer hurtigt i form. Han så allerede meget bedre ud søndag end lørdag, og det vil ikke komme som et chok for mig, hvis han pludselig kører med de bedste. Talentet er i hvert fald enormt, men selv hvis han viser det på søndag, er der stadig langt til sejren, når mange andre er hurtigere. Men sidder man der først, har man da i hvert fald en billet til det taktiske spil.

Dansker triumferer i junioretapeløb

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var som ventet ingen ændringer.

***** Jhonatan Narvaez

**** Stephen Williams, Biniam Girmay

*** Laurence Pithie, Corbin Strong, Caleb Ewan, Max Kanter, Nick Schultz

** Axel Mariault, Filippo Ganna, Luke Plapp, Oscar Onley, Christian Scaroni, Georg Zimmermann, Milan Fretin, Madis Mihkels, Elia Viviani, Chris Harper, Michele Gazzoli, Emils Liepins, Louis Barré, Archie Ryan

* Dion Smith, Samuele Battistella, Bauke Mollema, Mathias Vacek, Natnael Tesfatsion, Patrick Bevin, George Bennett, Derek Gee, Laurens De Plus, Lilian Calmejane, Dan McLay, Owain Doull, Simon Clarke, Pavel Bittner, Sean Flynn, Jacopo Mosca, Miles Scotson, Eddy Finé, Gianmarco Garofoli, Piet Allegaert, Elliot Schultz, Luke Burns, William Eaves

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Marius Mayrhofers sejr fra 2023, Dries Devenyns’ sejr fra 2020, Elia Vivianis sejr fra 2019, Jay McCarthys sejr fra 2018, Nikias Arndts sejr fra 2017, Peter Kennaughs sejr fra 2016 og Gianni Meersmans sejr fra 2015.

Liveopdatering

Løbet køres i nattetimerne, hvorfor vi ikke liveopdaterer derfra, selvom der er tale om et WorldTour-løb. Det kan dog streames i fuld længde på Disovery, hvis man er en natteravn. Starten går kl. 1.10, og løbet ventes afsluttet ca. kl. 5.30.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

Arkea-B&B Hotels: Barré må være manden, og det vil nok også være ham, der skal deltage i en reduceret massespurt. Dan McLay bør nemlig være for tung, og Miles Scotson klatrede skidt i sidste uge. Det gjorde også klatreren Laurens Huys, mens Michel Ries trods god form næppe går med de bedste.

Astana Qazaqstan Team: Kanter, Scaroni og måske Gazzoli ligner de gode bud. De har også Samuele Battistella, der passer godt til løbet, men han skuffede i sidste uge, hvor han dog også var mærket af sit styrt. Hurtige Gianmarco Garofoli skuffede på stigningerne i sidste uge og får ikke chancen i en stor spurt.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Cofidis: Det må handle om Mariault og Fretin, men falder sidstnævnte fra, vil Eddy Finé måske kunne sidde med hjem og gå efter en top 10 i en spurt. Piet Allegaert synes helt uden holdbarhed lige nu, og Ruben Fernandez og Simon Geschke viste ingen form i sidste uge.

EF Education-EasyPost: De får det svært og skal vel satse på en overraskelse fra Ryan, da hverken Harry Sweeny, Jardi Christiaan van der Lee eller Stefan De Bod imponerede på stigningerne i sidste uge. Owain Doull kan måske blande sig i en spurt, han ikke kan vinde.

Groupama-FDJ: Det må handle 100% om Pithie, da Reuben Thompson skuffede på stigningerne i sidste uge.

INEOS Grenadiers: Narvaez, Ganna og Viviani må være de potentielle kaptajner, da Laurens De Plus formentlig igen vil være hjælper. Ben Swift kunne være et alternativ i en spurt, hvis Viviani er væk, men i dag vil de formentlig køre for Narvaez.

Intermarché-Wanty: I Girmay, Zimmermann og Mihkel har holdet flere kandidater. Lilian Calmejane har ikke vist en form, der gør det sandsynligt, at han går med i angrebene. Til en spurt har holdet Dion Smith, hvis begge de to sprintere er faldet fra, men han kan næppe vinde.

Lidl-Trek: Bedste bud er vel Bauke Mollema, der viste fin form i sidste uge, men ikke en form, der gør det sandsynligt, at han går med de bedste, hvad spurtsvage Juan Pedro Lopez, der også er i form, næppe heller gør. På papiret er løbet perfekt for Natnael Tesfatsion, men han skuffede stort i sidste uge, og skal nu nok satse på en spurt i en større gruppe, hvor han næppe kan vinde. Quinn Simmons, Mathias Vacek og Jacopo Mosca klatrer alle godt og kan spurte, men de klatrede alle skidt i sidste uge og har ikke farten til at vinde.

Team dsm-firmenich PostNL: De har Onley til et hårdt løb og måske Liepins til en spurt. Falder han fra, vil Sean Flynn kunne spurte, men han mangler farten og klatrede skidt i sidste uge. Løbet passer perfekt til Patrick Bevin, men han er stadig en skygge af sig selv, og holdets anden sprinter, Pavel Bittner, klatrede ringere end Liepins i sidste uge. Chris Hamilton viste ikke en form, der gør det sandsynligt, at han kan være med i angrebene.

Team Jayco-AlUla: I Ewan, Plapp og Harper har de flere bud til alle scenarier. De øvrige hurtige folk, Blake Quick og Campbell Stewart, er for tunge til at sidde med hjem, og Rudy Porter klatrer ikke godt nok til at gå med de bedste.

Israel-Premier Tech: Det brølstærke hold har Williams, Strong og Schultz som gode kandidater. Simon Clarke blev nr. 3 sidste år, men klatrer i år skidt og får ikke chancen for at deltage i spurten. Derek Gee er ikke dårligt kørende, men ligner en hjælper. Det gør også spurtsvage George Bennett, der ikke er dårligt kørende, men skuffede i sidste uge, hvor han havde ambitioner.

ARA | Skip Capital: Holdets klatrestærke mand er William Eaves, men han kan ikke spurte. Det kan Declan Trezise, der ikke kommer med hjem, og Tyler Tomkinson, der kan klatre, men bør få det for svært.

Team BridgeLane: Holdets bedste bud er Elliot Schultz, der kan klatre og spurte og blev nr. 4 på den hårde rute ved mesterskaberne. Deres bedste klatrer er Luke Burns, der gjorde det pænt i sidste uge, men ikke kan afslutte.