Optakt: Coppa Bernocchi

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har vlret det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 11 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uge med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien er traditionelt blevet indledte med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb. I stedet finder det sted i samme uge som Il Lombardia, hvor det nu tjener som forberedelse til monumentet. Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi afvikles fortsat som de første løb i den lange italienske endagsblok og på hinanden følgende dage, og de skyder dermed den italienske fest i gang.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun søndagens Coppa Bernocchi er anderledes, da det er en af de få italienske klassikere, som de rene sprintere kan have som et realistisk mål.

Løbet blev første gang afviklet helt tilbage i 1919, og der er dermed tale om et af de ældste løb på kalenderen. Det blev grundlagt og finansieret af Antonio Bernocchi og er siden blevet arrangeret af Union Sportive Leganese. Trods en verdenskrig undervejs er kun to udgaver blevet aflyst, og da ryttere som Gino Bartali, Fausto Coppi, Rik Van Looy, Aldo Moser, Gianni Motta, Felice Gimondi, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Guido Bontempi og Rolf Sørensen alle har sejret, er det en ganske prestigiøs begivenhed, selvom det altid har været en ret italiensk affære. Desværre nyder det i dag slet ikke samme prestige, først og fremmest på grund af økonomiske vanskeligheder, og som et 1.1-løb på den italienske kalender tiltrækker det som mange andre italienske løb, der afvikles uden for RCS-regi, ikke længere mange internationale hold.

Som sagt er det et løb, der passer de rene sprintere, og langt de fleste af de seneste udgaver er endt i massespurter med Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Sacha Modolo, Yauheni Hutarovich, Manuel Belletti og Danilo Napolitano som nogle af de seneste vindere - sidstnævnte satte sig suverænt på løbet med tre sejre i træk mellem 2005 og 2007. I 2015 så man imidlertid, at det kan lade sig gøre at bryde det traditionelle manuskript, da en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali akkurat sikrede sig en solosejr et sekund foran en firemandsgruppe, der blev ført an af Mauro Finetto og Matteo Trentin.

Sidste år vendte man imidlertid tilbage til normaltilstanden i en udgave, der endte i den ventede massespurt. Her var Elia Viviani storfavorit, men han måtte overraskende nøjes med en 5. plads. I stedet var det Sonny Colbrelli, der tog en af sine mange italienske klassikersejre foran Guillaume Boivin og Sacha Modolo. Colbrelli vender i år tilbage for at forsvare sin titel og er igen oppe mod Modolo, der denne gang kører for landsholdet. Til gengæld er Boivin ikke med denne gang, selvom han er i gang igen efter en lang skadespause.

Ruten

Den 100. udgave af Coppa Bernocchi vil blive afviklet på en rute, der er næsten helt identisk med den, der er blevet benyttet i de sidste mange år. I alt skal der tilbagelægges 194,7 km med start og mål i Legnano. Fra starten i byen centrum slår man en lille sløjfe syd om bykernen, inden man sætter kursen mod nord igennem helt fladt terræn. Efter 49,25 km når man løbets nøglepunkt, den 16,7 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for Legnano. Den indeholder den lille Morazzone-stigning (1,7 km, 5,5 % max. 7,9%), der imidlertid ikke er nogen voldsom udfordring. I alt skal der køres seks omgange, inden man efter sidste tur, der afsluttes efter 163,65 km, igen via samme flade veje som tidligere sætter kursen mod syd tilbage mod Legnano, hvor målstregen krydses første gang efter 177,3 km. Løbet afsluttes nu med tre omgange på en flad 5,8 km lang rundstrækning, der har bare fire sving, det sidste lige inden den røde flamme.

Løbet byder på i alt 1909 højdemeter.

I forhold til sidste år er der fjernet en omgang på den kuperede rundstrækning og til gengæld som noget nyt indført den flade rundstrækning til sidst. Det betyder et lettere løb med længere afstand fra sidste stigning til mål, så der resterer næsten 60 km fra sidste passage af bakken.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Vejret

Der venter feltet en potentielt temmelig våd dag. Det vil vlre overskuet med en konstant risiko for byger og en temperatur på 27 grader. Der vil bare være en svag vind fra sydøst og syd. Det giver medvind på turen ud til rundstrækningen, hvor der vil være sidemodvind på stigningen. Der vil være modvind på turen tilbage til Legnano. Her vil der være vind fra alle retninger. Der vil primært være sidemodvind på anden halvdel, indtil man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Historien taler sit tydelige sprog: modsat stort set alle andre italienske endagsløb, der som regel har flere forskellige mulige udfald, ender Coppa Bernocchi stort set altid i en massespurt. Kun i 2015, hvor en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali og et brølstærkt italienske landshold ”gik amok” på rundstrækningen og udnyttede den ellers ganske lille Morrazone-stigning til at skabe en udskilning, lykkedes det at snyde sprinterne. I alle øvrige udgaver i de seneste mange år er det hele blevet samlet til en massespurt, hvor selv relativt tunge typer har været i spil til sejren.

Det er ikke overraskende. Ikke blot er Morrazone en ganske let stigning, der både kommer langt fra mål og kan overleves af langt de fleste, løbets ry som et sprinterløb betyder også, at de fleste hold stiller til start med det klare mål at sikre en massespurt. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor specielt Bahrain, der har et af de stærkeste hold, samt det italienske landshold vil gå efter en spurt. Også Androni og Nippo kan se en ide i, at det hele slutter samlet, og det ligner derfor endnu en massespurt.

Det er klart, at der kan ske overraskelser. Vi så i dag, at Gianni Moscon og Damiano Caruso var stærkere end alle andre på stigningerne, og man kan meget vel forestille sig, at de to igen får frihed til at splitte feltet. I år er der imidlertid hele 60 km fra sidste stigning til mål, og selvom Moscon virker brølstærk netop nu, bliver det svært at holde hjem. Vi tror derfor, at det ender i endnu en spurt i et ret stort felt. Selve opløbet er teknisk ikke specielt kompliceret, og der er god plads til, at de hurtigste kan sætte sig igennem.

Det får os til at pege på Sonny Colbrelli som vores favorit. I dag led den italienske stjerne voldsomt, men det kan meget vel skyldes jetlag efter rejsen fra Canada. I Canada var han også skidt kørende i Quebec, men skræmmende stærk i Montreal, og derfor er der grund til at tro på oprejsning. Formen er i hvert fald fremragende, og på en rute som denne burde han ikke få skyggen af problemer. Desværre er løbet her lidt for let for Colbrelli, der normalt ikke er hurtig nok til at vinde flade spurter. Feltet her er imidlertid ikke skræmmende, og på papiret burde han være en af de allerhurtigste. Det var han da også sidste år, hvor han som bekendt slog selveste Viviani, og han har flere gange vist, at han godt kan begå sig, når der har været lidt stigninger undervejs. I Grega Bole har han en god lead-out man, og vi tror derfor, at han gentage sidste års sejr.

Hans værste rival kan meget vel være Sacha Modolo, der denne gang kører for det italienske landshold. Heller ikke han er ren sprinter, men i dette felt bør han være en af de hurtigste. Han viste glimrende form med en 2. plads bag Greipel på en etape i England, ligesom han blev nr. 4 i en flad spurt i Polen. Faktisk er det længe siden, at han har spurtet så godt, og han er ganske godt støttet på landsholdet. Derfor burde han have ganske gode chancer for at udfordre Colbrelli i en spurt, hvor de er nogenlunde lige hurtige. Holdet har Riccardo Minali som plan B, men han skal formentlig køre for sin landsmand.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Sky stiller med unge Kristoffer Halvorsen , der bestemt ikke har haft en let start hos Sky. En 4. plads på en spurt i det stærkt besatte BinckBank Tour var imidlertid tegn på fremgang, og vi ved, at han har farten til at slå alle i dette felt. Hidtil har det knebet lidt med positioneringen, og det er også her hans store udfordring, især fordi han er omgivet af et ungt og meget uerfarent hold. Er han imidlertid langt fremme i sidste sving, burde han være hurtigst - i hvert fald hvis han overlever bakkerne undervejs. Falder han fra, har briterne Ethan Hayter som plan B. Han viste nemlig stort sprinterpotentiale i England, hvor han var med helt fremme i alle massespurter.

Androni kommer med en formstærk Manuel Belletti, der netop har vundet samlet i Ungarn. Han er måske ikke helt så hurtig som i 2010, hvor han faktisk vandt dette løb, men i dette felt burde han være en af de hurtigste og mest formstærke, især efter et par bakker undervejs. Samtidig har han i Davide Ballerini en god støtte, der måske endda selv kan gøre sig gældende, hvis Androni går efter at score mange point til Coppa Italia.

Polatec stiller med supertalentet Matteo Moschetti, der som bekendt tog en stor sejr i Burgos og også slog Belletti ved flere lejligheder i Ungarn. Hans problem er, at han ikke er feltet mest holdbare, og bakkerne kan blive lidt for meget undervejs. Sidder han med til stregen, er han imidlertid livsfarlig.

Ag2r har deres holdbare sprinter Clement Venturini. Han har ikke helt kunnet leve op til sine fine resultater fra tiden hos Cofidis, men sejren i Route l’Occitanie viser, at han er konkurrencedygtig. Bakkerne undervejs er i hvert fald til hans fordel, og han er god til at positionere sig.

Wilier har i Luca Pacioni en spændende afslutter, der har vist sig i stand til at vinde mange løb på lavere niveau. Hans holdbarhed er lidt svær at blive klog på. Han imponerede på den hårde rute i Aargau i juni, men har ikke været stærk på det seneste. Han burde have farten til at blande sig, men det er ikke sikkert, at han kommer med hjem. Lykkes det ikke, vil holdet køre for den knap så hurtige Liam Bertazzo.

Bardiani stiller med deres to sprintere, Andrea Guardini og Paolo Simion. Guardini burde egentlig være en af de hurtigste, men så alt andet end godt ud i England. Derfor frygter vi, at det bliver for hårdt for holdets hurtigste. Det åbner døren for Simion, der med tre top 10-placeringer i England er i form. Til gengæld kan man tvivle på, om farten rækker til sejr. Som plan C har man Vincenzo Albanese, men da Simion som minimum burde sidde med hjem, bliver det næppe aktuelt.

Nippo havde en skidt dag i dag, men jagter nu revanche. Desværre er løbet her nok for let for Marco Canola, der trods sin gode positioneringsevne sjældent er hurtig nok i flade spurter. Også Marco Tizza kan tænkes at spurte i et forsøg på at vinde så mange Coppa Italia-point som muligt, men heller ikke han bør have farten til at vinde. Holdets hurtigste, Eduard Grosu, er på vej tilbage efter en skade, og hans form er derfor næppe god nok.

CCC stiller med den talentfulde Alan Banaszek, der på U23-niveau har vist ganske stort potentiale. Han er imidlertid også en meget tung fyr, og vi har en grum mistanke om, at han ikkekommer med til mål. Falder han fra, skal man i stedet satse på Jonas Koch, men han er ikke hurtig nok til at vinde.

UAE har den unge talentfulde argentiner German Tivani, der har kørt fremragende i flere mindr løb og blandt andet vandt samlet i Serbien. Han er kendt som en holdbar type, der burde kunne drage god nytte af opbakning fra et WorldTour-hold. Det er dog tvivlsomt, om farten rækker til sejr.

Læs også

Starttider: 1. etape af Vuelta España Femenina 2024

Israel Cycling Academy stiller med Kristian Sbaragli og Edwin Avila, der begge er holdbare sprintertyper. Formentlig kører de i Italien for Sbaragli, men desværre er der efterhånden langt mellem snapsene for italieneren. Ingen af dem er formentlig hurtige nok til at vinde.

Endelig vil vi pege på Joeri Stallaert, der sidste år var med fremme i et hav af belgiske endagsløb. Han har haft en svær sæson hos Vorarlberg, men ligner nu igen sig selv. På papiret passer ruten ham, men han skal stadig vise, at han har fordums styrke.

Skulle et udbrud mod forventning holde hjem, er det efter i dag især Gianni Moscon og Damiano Caruso, der skiller sig ud, fordi de både kan spurte og klatre. Andre kandidater er klatrestærke og hurtige folk som Marco Canola, Francesco Gavazzi, Davide Ballerini, Luca Wackermann, Mauro Finetto, Lilian Calmejane og Giovanni Visconti, hvis Colbrelli giver ham lov.

***** Sonny Colbrelli

**** Sacha Modolo, Kristoffer Halvorsen

*** Manuel Belletti, Matteo Moschetti, Clement Venturini, Paolo Simion, Luca Pacioni

** Andrea Guardini, Marco Canola, Eduard Grosu, Alan Banaszek, German Nicolas Tivani, Davide Ballerini, Kristian Sbaragli, Joeri Stallaert, Gianni Moscon, Rein Taaramae

* Giovanni Visconti, Lilian Calmejane, Riccardo Stacchiotti, Atillio Viviani, Fabian Lienhard, Paolo Toto, Alexander Porsev, Riccardo Minali, Ethan Hayter, Marco Tizza, Francesco Gavazzi, Andrea Vendrame, Jonas Koch, Mauro Finetto, Rein Taaramae, Anthony Delaplace

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.