Optakt: Deutschland Tour

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu Hamburg Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2916, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Vigtigst af alt har det været, at Tour-arrangørerne ASO hele tiden har haft et godt øje til det tyske marked, og man gav derfor udvikling yderligere et boost, da man sidste år henlagde Tour-starten til Düsseldorf.

For de fleste lande er det imidlertid den nationale rundtur, der har været den naturlige hovedbegivenhed, men for den tyske variant, Deutschland Tour, der har haft et hav af forskellige navne gennem historien, har det været en temmelig omskiftelig affære, der har været præget af mange årelange aflysninger og pludselige genopstandelser. Den første udgave blev arrangeret helt tilbage i 1911 under navnet Quer durch Deutschland. Første Verdenskrig betød, at den anden udgave måtte vente hele 11 år på sig. I en tumultatisk tid blev der derudover kun afviklet løb i 1927, 1930 og 1931 i de tidlige år, inden nazisterne med storslåede udgaver i 1937, 1938 og 1939 ville demonstrere Tysklands storhed i forhold til Frankrig og Italien, der allerede på den tid havde etableret både Giroen og Touren.

Løbet forsøgte at finde en form for stabilitet i efterkrigstiden, da det blev genoplivet i 1947, først i en lidt forkølet udgave, indtil Vesttyskland igen blev fuldgyldigt medlem af UCI. Derefter kom løbet på den internationale kalender i 1952, men blev atter aflyst. Man forsøgte igen i 1955, inden man endelig oplevede lidt succes med tre løb fra 1960 til 1962, hvor blandt andre den lokale helt Rudi Altig bidrog til løvets succes.

Hurtigt gik løbet igen i glemmebogen, indtil Dietrick Thuraus succes i 1970erne genoplivede cykelsportsinteressen i Tyskland. I 1979 blev løbet derfor genoplivet under navne Deutschland-Rundfahrt men allerede i 1982 betød store underskud, at man igen måtte lukke ned.

Efter en lang pause fik Ullrich og Zabel endelig cykelsporten til virkelig at boome i 90erne, og derfor var det kun naturligt, at det nye Deutschland Tour blev vakt til live igen. Det skete i 1999, og i de følgende år trivedes løbet endelig. Da ProTouren blev indført i 2005, kom løbet endda på den fineste kalender og var en stor sensommerbegivenhed, der strakte sig over mere end en uge. Ullrich selv var med til at kaste glans over begivenheden, selvom han aldrig selv lykkedes med at vinde. I stedet var det Levi Leipheimer, Jens Voigt (to gange) og til slut Linus Gerdemann, der vandt de fire ProTour-udgaver af løbet.

Desværre eksploderede cykelballonen sammen med Ullrichs Operacion Puerto-ballade i 2006, og da Patrik Sinkewitz året efter blev sendt hjem fra Touren i vanære, og tysk tv midt under løbet trak stikket, indledtes cykelsportens nedtur for alvor. De nationale tv-stationer ARD og ZDF havde efterfølgende heller ingen interesse i at transmittere fra Deutschland Tour, og derfor var det ikke overraskende, at Gerdemann i 2008 blev den foreløbig sidste vinder.

Den genoplivede interesse for cykelsporten har imidlertid også ført til håb om, at Deutschland Tour alligevel har en fremtid. Igen har ASO været den store motor bag projektet. I juli 2016 blev det annonceret, at organisationen var gået sammen med det tyske cykelforbund om fra 2018 at relancere landets cykelstolthed, igen under navnet Deutschland Tour. I første omgang sker det i en forkortet udgave på bare fire etaper og en beskeden 2.1-status på UCI-kalenderen, men målsætningen er på sigt at bringe tilbage mod tidligere tiders storhed og igen give Tyskland en plads på den internationale kalender, som landets talentmasse berettiger.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

At ASO er bag projektet, er tydeligt at se, for det er sjældent, at et nyt løb har kunnet tiltrække sig en sådan interesse allerede i sit første år.  Ikke færre end 11 af de 18 WorldTour-hold har meldt deres ankomst, og de kommer endda næsten alle i en stærk besætning. Arrangørerne har især gjort en form for kup ved at sikre sig deltagelse fra Geraint Thomas og Tom Dumoulin, der begge bruger løbet til at genoptage aktiviteterne efter Tour-succes, og derudover vil også Romain Bardet kaste stjernestøv over debuten. Endelig har man naturligvis tiltrukket cremen af tysk cykelsport anført af supersprinterne Marcel Kittel og André Greipel samt talenterne Maximilian Schachmann og Pascal Ackermann, og det er kun den skadede Tony Martin og den i Vueltaen aktive Emnauel Buchmann, der blandt de tyske stjerner må melde forfald.

De vil blive udfordret af en rute, der ikke har meget til fælles med det, vi kender fra ProTour-tiden. Dengang var der både enkeltstarter og bjergetaper i de østrigske Alper på programmet, men denne gang holder man sig til det kuperede terræn i det sydvestlige hjørne af Tyskland, hvor alle fire etaper afvikles. Hvordan løbet vil udvikle sig på sig, efterhånden som det etablerer sig og formentlig forlænges, er stadig uafklaret, men i første omgang har man designet et løb, der synes skabt til klassikerryttere.

Som sagt blev seneste udgave afviklet helt tilbage i 2008. Her kørte den lokale helt Linus Gerdemann sig allerede i førertrøjen på 2. etape, og den position forsvarede han hele vejen til mål i det, der endte som en sand Team Highroad-fest. Holdet vandt adskillige etaper og tog en samlet dobbeltsejr med Gerdemann foran Thomas Löfkvist, mens Janez Brajkovic på 3. pladsen var best of the rest. Både Gerdemann og Löfkvist har i dag indstillet karrieren og vender derfor ikke tilbage, og det gør heller ikke Brajkovic, der i dag lever en anonym tilværelse på det lille Adria Mobil-hold.

Ruten

Tyskland er et enormt land, og derfor ville det næsten kræve en hel grand tour at dække hele arealet. Store dele af landet er imidlertid også fladt og cykelmæssigt temmelig uinteressant, og i tiden på WorldTouren besøgte Deutschland Tour da stort set heller ikke det flade nord. Tværtimod fandt det meste af løbet sted i det mere kuperede syd, og løbet havde endda tradition for at afvikle kongeetaperne i de østrigske Alper, hvilket vel egentlig kan betragtes som lidt af en falliterklæring for et løb, der burde være en national rundtur.

Det korte format for det genopstandne løb betyder naturligvis, at man ikke kommer i nærheden af at komme rundt i hele Tyskland, og ikke overraskende har man igen valgt at koncentrere etaperne i en del af landet, der byder på mere interessant terræn. Derfor afvikles alle fire etaper i det sydvestlige hjørne, hvor der ganske vist ikke findes længere stigninger, men hvor de mange mindre bakker på grænsen til Luxembourg er den perfekte ramme om aggressivt cykelløb. Til gengæld bevæger man sig kke so tidligere ind i Østrig, og der bliver derfor ikke et besøg i de høje bjerge som i de gode, gamle dage.

Løbet indledes med den nemmeste etape, hvor feltets mange sprintere burde kunne se frem til at få deres chance i Bonn, som formodes at blive rammen om den eneste helt sikre massespurt. Derefter venter to kuperede etaper med mange mindre bakker i finalerne, og det er her, at klassikerrytterne forventes at skulle afgøre klassementet. Det hele slutter med en lang etape til Stuttgart, hvor man slutter med at køre omgange på VM-rundstrækningen fra 2007, og hvor en lille bakke til slut betyder, at både holdbare sprintere og klassikerryttere kan komme til fadet.

1. etape

Tyskland er kendt for sin alenlange liste over topsprintere og for et terræn, der i store dele af landet er helt fladt, men det afspejles nu ikke i årets rute, at Tyskland er et sprinterland. Faktisk har arrangørerne ved at henlægge løbet til det kuperede sydvest nærmest gjort alt for at lægge hindringer i vejen for landets mange topsprintere, for der er kun én etape, der med nogenlunde sikkerhed kan forventes at ende i en massespurt. Derfor handler det for de mange hurtige folk om at slå til med det samme, når løbet indledes med den letteste af de fire etaper, men der burde til gengæld heller intet, der står i vejen for, at løbet vil blive indledt med et brag af en massespurt i Bonn.

Første etape byder på beskedne 157 km, der fører feltet fra Koblenz til Bonn. Fra start kører man igennem fladt terræn mod syd og siden øst frem til dagens første indlagte spurt, der kommer efter 25 km. Herfra sætter man kursen mod nord og siden nordvest med retning direkte mod Bonn. De følgende kilometer er ganske let stigende, indtil det igen flader ud midtvejs. Derefter venter der en lille bakke ved forplejningszonen efter 88 km, inden det igen går igennem fladlandet forbi den anden spurt, der er placeret efter 108 km.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Umiddelbart efter venter dagens eneste udfordring i form at stigningen Hohn (3,8 km, 4,5%), der har top med 41 km igen. Derefter venter yderligere en lille bakke, inden det falder ned mod byen Stieldorf i udkanten af Bonn. Her drejer man mod vest for at køre frem til dagens bonusspurt med indlagte bonussekunder, der kommer på et let stigende stykke med 18 km til stregen. Derefter venter en nedkørsel, inden det går mod vest igennem fladt terræn ind til centrum af målbyen. Her venter en flad, men teknisk finale med et hav af sving på de sidste 10 km. De sidste 5 km er imidlertid helt enkle, idet men med 4,8 km igen drejer ind på en lang, lige vej, der fører ned langs Rhinen. Den følges ned til et vendepunkt med 2450 m igen, hvorefter det går den modsatte vej tilbage til mål ad den 6,5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 1464 højdemeter.

Løbet har ikke uventet tiltrukket et hav af topsprintere, og de har alle udset sig denne etape som deres helt store mål med deltagelsen. Derfor vil de være meget ivrige efter at slå til på løbets letteste etape, og det er derfor kun dårligt vejr og sidevind, der vil kunne forhindre en massespurt i Bonns gader. Den lange opløbsstrækning er som skabt til de rene sprintere, der ser frem til at skulle slås om den første førertrøje langs bredden af Rhinen.

Bonn blev senest besøgt i 2005, hvor Daniele Bennati vandt en massespurt på sidste etape. Det samme gjorde Jimmy Casper, da han besejrede Erik Zabel i 1999.

2. etape

Efter bare en enkelt dag for sprinterne venter der allerede betydeligt større udfordringer på 2. etape, hvor man bevæger sig ind i det kuperede terræn omkring målbyen Trier. Her skal man op over ikke færre end fire stigninger i løbets sidste tredjedel, der ikke byder på megen flad vej, og med en lille ikke-kategroiseret bakke i den absolutte finale er scenen derfor sat til aggressivt cykelløb, der vil give det første klare svar på, hvem der kan vinde den første udgave af det genopstandne Deutschland Tour.

I alt skal der tilbagelægges hele 196 km mellem Bonn og Trier, der ligger i det uvejsomme terræn på grænsen til Luxembourg. Allerede fra start går det svagt opad, når man kører mod sydvest, inden man rammer en lille bakke med en efterfølgende nedkørsel. Herfra fortsætter man via et let stigende stykke mod sydvest forbi den første indlagte spurt, der kommer efter 38,5 km, inden der venter en ganske svær, ikke-kategoriseret stigning. Herefter drejer man mod syd og sydøst via et hovedsageligt faldende stykke, der undervejs afbrydes af et par korte stigninger. Efter forplejningen venter en længere nedkørsel, inden man fortsætter mod syd gennem fladt terræn.

Finalen indledes når man rammer Klausen-stigningen (2,7 km, 5,6%), der har top efter 129,5 km, og derefter er der ikke meget fladt terræn. En nedkørsel og en kort flad strækning fører frem til stigningen Auf Zummet (1,8 km, 7,5%), hvis top rundes efter 143,5 km. Ganske kort efter drejer man mod sydvestrammer man Naurath (3,4 km, 6,5%), hvis top kommer med 42,5 km til mål, inden en nedkørsel og en bakke fører frem til den sidste spurt, der er placeret efter 162,5 km.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Efter spurten går det mod vest via en nedkørsel, inden man rammer dagens sidste kategoriserede stigning, Korligen (2,5 km, 7,6%), hvis top rundes med 22 km igen. Derfra går det via en nedkørsel mod nordvest ned til Trier, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 182 km. 4 km senere krydser man stregen første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 14 km lange runde. Den er ganske teknisk og indledes fladt, inden man skal op over den lille stigning Petrisberg (1,7 km, 6,3%), på hvis top bonusspurten er placeret med bare 6,5 km igen. Herefter følger et kort fladt stykke, inden det med 4 km igen begynder at falde ned mod den sidste kilometer, der er flad. Der er et skarpt sving med 4 km igen, og derefter bugter vejen sig frem til det sidste sving med 900 m til stregen på den 6,5 km brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2677 højdemeter

Det er svært at sige præcis, hvor hård etapen er. Antallet af højdemeter og dataene på de enkelte stigninger er ikke i sig selv skræmmende, og holdbare sprintere kan ikke afskrives på en etape, hvor der trods alt er relativt langt til mål fra de sværeste stigninger. Den lille Petrisberg er dog en perfekt rampe for sene angreb, især fordi der er bonussekunder på toppen, men mest sandsynligt er det, at et reduceret felt, formentlig uden rigtige sprintere, skal spurte om sejren.

Trier var tit målby for det nu hedengangne Rheinland-Pfalz Rundfahrt. I 2003 tog Kevin Van Impe en solosejr i byen, i 2002 vandt Sebastian Lang en spurt i et udbrud, og i 2000 vandt Erik Zabel en massespurt i byen.

3. etape

Efter det første formodede klassementsslag venter endnu en mulighed for de ryttere, der ventes at gå efter den samlede sejr, på en etape, der er en næsten tro på af den foregående. Igen indledes dagen nemlig relativt tilforladeligt, inden det hele slutter med en stærkt kuperet sidste del med et hav af mindre stigninger og meget lidt fladt terræn. Og for anden dag i træk er der til allersidst en lille bakke med en bonusspurt på toppen, og dermed kan vi igen se frem til en aggressiv finale med benhård kamp om etejvert sekund.

I alt skal der tilbagelægges 177 km mellem Trier og Merzig. Starten er helt flad, mens man kører mod sydvest og syd ned til dagens første stigning, Saarhölzbach (1,5 km, 8,8%), der har top efter 37 km. Herfra bliver terrænet let kuperet, ens man kører mod øst, inden det flader ud, mens man kører mod syd og sydvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 74 km. Derfra kører man mod syd ned til det sydligste punkt, hvor man drejer mod vest for via en lille bakke at køre frem til forplejningzonen, der nås efter 92,5 km.

Efter frokosten går det mod nordvest og nord gennem let kuperet terræn, inden man drejer mod øst frem mod den første af de to rundstrækninger. Den rammes med godt 60 km igen, og derefter kører man næsten en hel omgang. Det betyder, at man efter hhv. 119,5 og 131,5 km når toppen af de to stigningen Nohn (2 km, 7,1%) og Mettlach (1,3 km, 7,9%), inden man efter 137 km krydser stregen for første gang Derefter kører man en hel omgang på den i alt 30,5 km lange runde, hvor man først møder dagens anden spurt efter 140 km og derefter igen først Nohn med 27,5 km igen og siden Mettlach med 15,5 km til stregen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Efter 167,5 km krydses stregen for anden gang, og etapen afsluttes derefter med en omgang på en kortere, 9,5 km lang rundstrækning. Fra start skal man op ad den ikke-kategoriserede Eiler Weg (1,7 km, 6,2%), på hvis top dagens bonusspurt kommer med bare 7 km igen. Derfra falder det let ned til den sidste kilometer, der er flad. På de sidste 5 km bugter vejen sig kun let med et skarpt sving lige inden den røde flamme, inden den buer sig ind på den 600 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2379 højdemeter.

Etapen minder meget om den foregående, men denne gang kommer der flere stigninger tættere på mål. Derfor kan vi vente større udskilning end på 2. etape, og det vil igen blive for svært for selv de mest holdbare af sprinterne. Til slut vil vi helt sikkert se angreb på bakken op til den vigtige bonusspurt, inden det formentlig ender i en spurt i en mindre gruppe.

Merzig har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Efter to ganske hårde etaper venter der på papiret en lettere dag til sidst, når den første udgave af det genopstandne løb slutter med en finale i Stuttgart, hvor der skal køres på samme bakke, som gjorde Paolo Bettini til verdensmester i 2007.  Dermed er der igjen lagt op til en en aggressiv finale med terræn til angreb, men en samlet set lettere etape betyder, at de holdbare sprintere drømmer om at skulle spurte om en etapesejr, inden vinderen skal kåres efter det, der formentlig vil være en benhård kamp om bonussekunder.

Med sine 207,5 km er 4. etape løbets længste, og den fører feltet fra Lorsch til Stuttgart. Starten er den hårdeste, for efter en flad indledning, der fører mod syd, drejer man mod sydøst for at køre op over de to stigninger Ursenbach (3,3 km, 5,3%) og Wilhelsmfeld (3,7 km, 5,4%), der har top efter hhv. 23,5 og 30 km. Derefter venter en længere nedkørsel, inden man kører mod syd frem til den første spurt, der kommer efter 45,5 km.

Det meste af den resterende del af etapen består af en lang tur først mod syd og siden sydøst gennem let kuperet terræn med flere mindre bakker, men ingen kategoriserede stigninger. Først i byen Waiblingen efter 158 km drejer man mod vest for igennem relativt fladt terræn at køre mod først nord og så sydvest  ind mod centrum af Stuttgart. Her rammer manden afsluttende rundstrækning efter 182 km, inden man 4,5 km senere krydser stregen for første gang i forbindelse med den sidste indlagte spurt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 10,5 km lange runde, der efter en flad indledning byder på stigningen Herdweg (1,3 km, 7,3%), der har top med 6,5 km til stregen og byder på en bjergspurt på første omgang og dagens bonusspurt på anden omgang. Toppen rundes med 6,5 km igen, hvorefter de falder let ned til de sidste 2 km, der er flade. Finalen er ganske teknisk med skarpe sving med 4000, 2500, 2100, 1500, 1100 og 600 m igen, inden man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning.

I alt er der 2543 højdemeter på programmet.

Etapen er lang og terrænet let kuperet, men modsat de to foregående byder den ikke på længere stigninger i løbets anden halvdel. Derfor er det kun på Herdweg, som kun skal forceres to gange, at der kan skabes forskelle, og det kan blive svært. Der vil helt sikkert komme angreb på bakken, ikke mindst i forbindelse med bonusspurten, men det kunne ligne en reduceret massespurt, hvor også de holdbare sprintere vil kunne gå efter sejren i en dog ganske teknisk finale.

Stuttgart var vært for VM i 2007, hvor Paolo Bettini blev verdensmester vd at slå Alexandr Kolobnev og Stefan Schumacher i en spurt i en lille gruppe, og hvor Fabian Cancellara vandt enkeltstarten foran Laszlo Bodrogi og Stef Clement. Deutschland Tour var forbi i 2002, hvor Erik Zabel vandt en spurt, i 2001, hvor Zabel gjorde det samme, og i 2000, hvor Davide Casarotto snød Zabel ved at køre alene hjem.

Favoritterne

Det nye Deutschland Tour er reelt at betragte som et helt nyt løb, og det gør det i sagens natur altid svært at vide, hvad der skal forventes. Det er imidlertid endnu mere udtalt til netop dette løb, fordi arrangørerne har designet en stærkt uforudsigelig rute, hvis sværhedsgrad er meget vanskelig at vurdere. Der er ingen afslutninger på stigninger, men både. 2 og 3. etape byder på ganske kuperede finaler, der er som skabt til angreb og aggressivt cykelløb.

I sig selv er stigningerne på de to nøgleetaper ikke specielt svære, og holdbare sprintere burde egentlig kunne klare sig på bakker som disse. Problemet er imidlertid det samlede omfang af klatreudfordringerne i finalerne, som formentlig vil gøre det mere selektivt, end man umiddelbart skulle forvente, især på 3. etape, hvor stigningerne kommer relativt sent. Derudover vil alene de sidste bakker med top på de sidste 10 km alle kunne bringe mange i vanskeligheder efter etaper, der formentlig vil blive kørt i et opskruet tempo.

Sprinterne vil helt sikkert komme til fadet på 1. etape, for selvom der kan komme byger, vil vinden ikke kunne skabe splittelse. Sidste etape er heller ikke voldsomt selektiv og burde trods muligheden for sene angreb ende i en reduceret massespurt, hvor stærke sprintere som Pascal Ackermann og André Greipel vil have en chance for at gøre sig gældende. Det ser derfor ud til, at klassementet hovedsageligt skal afgøres på de to midterste etaper, men graden af selektion vil i høj grad blive bestemt af, hvor hårdt der bliver kørt.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Løbet har ikke en klar favorit eller et hold, der med sikkerhed vil tage kontrol, og det betyder, at det sagtens kan byde på en overraskelse. Der er nemlig kun små seksmandshold, og derfor kan man i terræn som dette sagtens se, at et udbrud kører hjem efter et angreb i en af de kuperede finaler. Det er derfor et løb, hvor det kan betale sig at tage chancer, for det er langt fra sikkert, at en af forhåndsfavoritterne vil have styrken til at holde det samlet.

Det er muligt, at det kan lade sig gøre for nogle af de bedste klassikerspecialister at køre alene eller asfted i små grupper på begge de to midterste etaper, men mest sandsynligt er det, at en lille gruppe eller et reduceret felt skal spurte om sejren begge dage. Derfor vil det formentlig blive en kamp mellem spurtstærke og eksplosive klassikertyper, der vil skulle gå efter bonussekunder både i de flade spurter til sidst, hvor der vil være hhv. 10, 6 og 4 sekunder til de tre første og i de sene bonusspurter, der i tre tilfælde kommer på ganske hårde bakker, og hvor der vil være hhv. 3, 2 og 1 sekund til de tre første.

Det får os til at pege på Patrick Konrad som vores favorit. Der er ikke mange hurtige klassikertyper til start, men en af de få er østrigeren. Konrad har i år taget et stort skridt op og viste helt nye sider af sit klatretalent med en samlet 7. plads i Giroen. Her viste han også sine evner som puncheur med en 7. plads på 4., en 10. plads på 5. og en 6. plads på 11. etape, ligesom han spurtede sig til en 8. plads på 8. etape. Konrad er nemlig både klatrestærk og hurtig, og det uanset om spurten er flad eller på en bakke. Blandt klatrerne i dette løb er han en af de hurtigste på flad vej, og han burde derfor have ganske gode chancer for at tage bonussekunder og køre med om sejren på begge de to nøgleetaper. Lægger man dertil, at han kan tage bonussekunder i bonusspurterne, ligner han en rytter med gode evner til at gå efter sejren i et løb som dette. Han var ikke på toppen i Tour de Pologne, men lykkedes dog med at vinde bjergtrøjen efter et hav af angreb på de hårde etaper. Hans store mål er VM på hjemmebane, og har han forbedret formen siden det polske løb, burde han køre med om sejren her.

Hvor der måske kan herske lidt usikkerhed om Konrads form, er der ingen tvivl om, at Matej Mohoric er flyvende. Sloveneren kommer til Tyskland med en overraskende samlet sejr i BinckBank Tour i bagagen, og når han kunne vinde det løb, kan han helt sikkert også vinde i den kommende uge, hvor ruten passer ham langt, langt bedre. Her er nemlig ingen enkeltstart at slås med, og i stedet skal Mohoric alene i aktion på korte bakker, der er hans absolut foretrukne terræn. Hans fremragende nedkørsel gør det endda muligt, at han i de af og til lidt kringlede finaler faktisk kan køre alene væk i de absolutte finaler på de sidste tre etaper. Han har et godt punch, der gør det muligt at gå efter bonussekunder i bonusspurterne, ligesom han kan spurte på flad vej. Han er i en flad spurt ikke helt så hurtig som Konrad, og det forklarer, hvorfor vi har østrigeren øverst på favoritlisten. Jævnbyrdigheden er dog stor, og Mohoric har formen på sin side. Derfor kan det sagtens ende med endnu en etapeløbssejr til den formstærke slovener.

En anden yderst formstærk rytter er Ben Hermans, der efter en svær start his Israel Cycling Acdemy endelig har fundet sine bedste ben. Belgieren lagde ud med at køre fremragende på kongeetapen i Ariatica Ionica Race, inden han viste overraskende gode evner i de høje bjerge med den samlede sejr i Østrig Rundt. Samme evner og form blev stillet til skue for et par uger siden, da han blev nr. 2 bag suveræne Sepp Kuss i Utahs højder. Formen kan der derfor ikke stilles spørgsmålstegn ved, og i virkeligheden burde han i teorien være endnu bedre i terræn som dette. Han har nemlig et glimrende punch på korte stigninger og vil helt sikkert være blandt de allerstærkeste på de sidste bakker på nøgleetaperne. Her kan han gå efter bonussekunder på toppen og er et godt bud på en rytter, der kan køre alene hjem. Han er også halvhurtig på stregen, men ikke så hurtig som Konrad og Mohoric, og det bringer ham et par trin ned på favoritlisten-

Det har ikke været en let tid for Jan Bakelants, der har kæmpet hårdt for at komme tilbage efter sit grimme styrt i Il Lombardia. En samlet 22. plads og offensiv kørsel i Tour de Pologne viser imidlertid, at han nærmer sig, og har han endelig fundet sin gode form, er dette terræn, der passer ham. Bakelants er yderst svær at styre på korte bakker, hvor han altid er god for at angribe, og samtidig har han et glimrende punch, som han viste med 3. pladsen bag Van Avermaet og Sagan på Rodez-etapen i Touren for et par år siden. Han har også en udmærket spurt på flad vej, og kan han komme af med de hurtigste, er dette en god chance for ham, ikke mindst fordi han på Ag2r har et fremragende hold til at køre offensivt i det svært kontrollerbare terræn.

Sammen med Hermans og Mohoric er Maximilan Schachmann formentlig feltets mest formstærke klatrer. Den alsidige tysker vandt først bronze ved EM i enkeltstart og kørte i sidste uge et fremragende BinckBank Tour, hvor han blev nr. 4 samlet og var blandt de allerstærkeste på stigningerne. Nu tager han sin gode form med sig til hjemmebanen, hvor det eksplosive terræn på de to nøgleetaper burde passe ham fint. Selvom han især i bonusspurterne med sit punch burde kunne gøre sig gældende, kunne han dog godt have brugt en hårdere rute, for i en flad spurt er der flere af klatrerne, der er bedre end ham.

Colin Joyce kommer til løbet med en stor etapesejr og en samlet 3. plads i Arctic Race of Norway i ryggen. Det viser, at formen er fremragende, og at han kan begå sig i terræn, der på mange måder minder om dette. Det norske løb viste, at Joyce måske mangler det sidste for at kunne følge de bedste på stigningerne, men til gengæld har han gode chancer for at overleve, hvis det ender i en spurt i en gruppe. Her burde han på flad vej i teorien være en af de hurtigste, så ender løbet i spurter begge dage, burde Joyce have fremragende chancer for med bonussekunder at tage den samlede sejr. Rally har også i Robin Carpenter og Adam De Vos to meget formstærke klatrere, der med offensiv kørsel vil have chance for at køre klassement i et løb som dette.

Bora har ud over Konrad en glimrende plan B i jokeren Peter Kennaugh. Den stærkt uforudsigelige brites form er helt umulig at spå om, og derfor aner vi ikke, hvor vi har ham. Han var ude af det meste af foråret med personlige problemer, men kom fornemt tilbage med en sejr i GP Cerami i juni og offensiv kørsel i RideLondon Classic. Herefter måtte han imidlertid igen udgå af Tour de Pologne med et af sine mange helbredsproblemer, og der er derfor en risiko for, at han igen er faldet ned i et hul. Er han imidlertid på toppen, er dette et godt løb for ham, for han har tidligere med blandt andet sejren i Cadel Evans Great Ocean Road Race vist, at han har punch på stigninger som disse, og han er heller ikke langsom i en spurt. Endelig har tyskerne også meget formstærke Pascal Ackermann. Det må formodes, at det bliver for hårdt for den store tysker, men efter den fremragende klatring i Polen, tør vi ikke helt afskrive, at han kan gøre sig gældende, hvis det hele bliver kørt konservativt.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Wanty har også en joker i Odd Christian Eiking, der er stort set lige så svingende som Kennaugh. Han var flyvende i Tour de Wallonie, hvor han blandt andet vandt en etape, men skuffede derefter med en total offday på 1. etape i Arcitc Race. Han rejste sig imidlertid med en 5. og en 7. plads i puncherfinalerne på de to sidste etaper, og dermed synes han at have genfundet formen. Korte bakker er i hvert fald hans terræn, og han er heller ikke langsom i en flad spurt. Derfor burde dette være et løb, der passer ham. Holdet har også Guillaume Martin, der trods uheld også viste god form i Norge, men selvom han har et godt punch på stigninger, er de flade finaler ikke til hans fordel.

BMC stiller med Damiano Caruso, der i teorien burde være en af favoritterne. Han er nemlig en af løbets bedste klatrere, har et godt punch og er ikke mindst hurtig i en flad spurt. Der er dog efterhånden blevet så langt mellem hans gode spurter, at man kan tvivle på, om han stadig har sin gamle topfart. Derudover var han slet ikke i stand til at udfylde sin kaptajnrolle i Norge i sidste uge, og man kan derfor frygte, at han er ved at være træt efter en hård sæson og et svært Tour de France. BMC kan i stedet satse på Loic Vliegen , der er god på bakker som disse og ganske hurtig, men som heller ikke har vist meget i sine seneste løb. Endelig kan man ikke helt udelukke, at Jurgen Roelandts faktisk kan gøre sig gældende, hvis udskilningen er begrænset.

En outsider kunne være Quick-Steps Jhonatan Narvaez. Den unge ecuadorianer har ikke haft det let i sin første tid hos Quick-Step, men han rejste sig med flot kørsel i Tour de Wallonie. Har han samme form nu, burde dette være ideelt terræn for ham, for han har punch på stigninger og ikke mindst en god spurt på flad vej, hvor han vel også er hurtigere end kaptajn Schachmann. Endelig har holdet også Remi Cavagna og James Knox, der begge klatrer godt, men skal køre offensivt for at vinde løbet.

En anden spændende outsider Katushas stagiaire Dmitry Strakhov. Han har kørt et fremragende forår, hvor han i de spanske løb har vist sig som en solid klatrer med en fremragende spurt på flad vej, og det gør ham jo nærmest skabt til et løb som dette. I Norge, hvor han blev nr. 9 samlet, så vi, at han fortsat har sine begrænsninger på bakkerne i stærkt selskab, men ender det med en spurt i en gruppe på begge de to svære etaper, kan han i den grad blive farlig.

I teorien burde det være et perfekt løb for August Jensen, der med blandt andet sin sejr foran Dylan Teuns på kongeetapen i Arctic Race sidste år dokumenterede sin styrke i terræn som dette. Samtidig er det velkendt, at han sågar er hurtig nok til at blande sig i massespurter, og derfor synes løbet at være perfekt for ham. Desværre har han skuffet gennem hele sæsonen, og det lykkedes slet ikke at rejse sig i Arctic Race i sidste uge, hvor han trods en god rute endte langt tilbage. Derfor ser han ikke ud til at have formen til at blande sig, men helt afskrives kan han ikke, fordi han blandt de hurtige folk trods alt burde være en af de mere holdbare. Det samme er hans holdkammerat Kristian Sbaragli, men selvom han har vist tegn på fremgang, har der ikke været meget at hente håb i i løbet af sæsonen.

En spændende kandidat er unge Alexander Krieger, der hidtil har været kendt som sprinter, men som med en samlet 5. plads på bakkerne i Tour de Luxembourg pludselig viste uventede evner. Har han samme form nu - og det kunne et pænt EM tyde på - kan han faktisk blive ganske farlig, for han er så hurtig, at han kan blande sig i massespurter. Køres der relativt konservativt, og ender det i spurter alle dage, vil Krieger kunne køre med om sejren også på allerhøjeste niveau. Det samme kan hans ligeledes hurtige og klatrestærke holdkammerat Szymon Rekita

Mens al opmærksomhed er rettet mod Geraint Thomas, er løbet en chance for hans holdkammerat Michal Golas . Den erfarne polak var tidligere fremragende i terræn som dette, fordi han både kan klatre og spurte, men i de senere år er han endt som en anonym hjælper. Den rolle kan han bryde ud af i dette løb, hvor han vil være en outsider, hvis det ender i en spurt i en gruppe på begge de to vigtigste etaper.

På papiret er det et godt løb for Alexis Vuillermoz, for der er ikke mange, der kan matche hans punch, ligesom han også er ganske hurtig i en flad spurt. Dette er imidlertid hans comeback efter styrtet i Touren, og vi tvivler derfor på, at han har en form, der gør ham konkurrencedygtig. Måske er løbet bedre for Nick van der Lijke og Nathan Earle, der også begge har en fin spurt, og som kan gøre sig gældende i spurter, hvis det ikke bliver alt for hårdt.

Endelig fortjener stjernerne også at blive nævnt. Geraint Thomas og Tom Dumoulin burde egentlig være ganske gode på en rute som denne, for de har begge en ganske god spurt og et godt punch. Alt tyder dog på, at det alene handler om at komme i gang igen, og de vil derfor næppe køre efter et resultat. Det vil Romain Bardet og Warren Barguil til gengæld, men da de ikke er specielt hurtige i en flad spurt, skal de køre offensivt for at udnytte den gode form, de begge ventes at have. Det samme skal Jelle Vanendert, der ligeledes kan vise som en af de bedste på bakkerne, men som ikke er hurtig på flad vej.

***** Patrick Konrad

**** Matej Mohoric, Ben Hermans

*** Jan Bakelants, Maximilian Schachmann, Colin Joyce, Peter Kennaugh, Odd Christian Eiking

** Damiano Caruso, Dmitry Strakhov, Jhonatan Narvaez, Alexander Krieger, August Jensen, Michal Golas, Alexis Vuillermoz, Guillaume Martin, Romain Bardet, Warren Barguil, Jelle Vanendert, Loic Vliegen, Robin Carpenter, Szymon Rekita

* Ruben Fernandez, Remi Cavagna, Sebastian Henao, Nick van der Lijke, Geraint Thomas, Tom Dumoulin, Nathan Earle, Pascal Ackermann, Jasha Sütterlin, Antonio Pedrero, James Knox, Kristian Sbaragli, Jurgen Roelandts, Benoit Jarrier, Ildar Aralanov, Nico Denz, Adam de Vos

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.