Optakt: Dwars door Vlaanderen

Husk at du kan se Dwars door Vlaanderen LIVE på Eurosport Player.

Løbets rolle og historie

I årtier har sidste del af Den Flamske Cykeluge, der er rammen om de største brostensklassikere på belgisk jord, haft den samme afslutning. Efter en indledning, der har budt på Dwars door Vlaanderen som onsdagsopvarmning og siden 2010 E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem i weekenden - før 2010 udgjorde E3 og Brabantse Pijl den første weekend i den berømte uge - har det været fast tradition, at det lille etapeløb 3 Dage ved Panne har fungeret som sidste opvarmning til Flandern Rundt i løbet af ugen, der leder op til det flamske monument

Sådan er det ikke længere. Den uhyre magtfulde arrangør Flanders Classics, der står for alle de største flamske endagsløb undtagen E3 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, har længe været på udkig efter en model, som kunne give større status til Dwars door Vlaanderen, der som regel ikke har kunnet tiltrække de største stjerner. Med en placering bare fire dage efter Milano-Sanremo og to dage inden E3 har de store navne som regel skippet den lille midtugeklassiker til stor frustration for mændene bag Flanders Classics. I 2017 tog man første skridt ved at sikre løbet WorldTour-status, men det havde kun delvist den ønskede effekt, da navne som Peter Sagan og Greg Van Avermaet fortsat ikke lod sig friste til at stille til start.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Løsningen lå lige for. Organisationen blev lun på ideen om at overtage den eftertragtede placering, som 3 Dage ved Panne nu i mange år har haft monopol på, og man var ikke for ublu til at benytte de mange muskler til at presse den lokale cykelklub i De Panne, der på imponerende vis har stået bag et af Belgiens største etapeløb i årtier, væk. Meldingen kom i efteråret 2017, hvor løbsdirektør Wim Vandenhaute sejrssikkert meldte ud, at hans løb fremover ville blive afviklet onsdagen inden Flandern Rundt, og trods højlydte protester fra De Panne lod han sig ikke rokke. Det blev hurtigt klart, at Vandenhaute havde opbakning fra UCI, og derfor måtte den lille cykelklub hurtigt kaste håndklædet i ringen.

Resultatet blev, at Dwars door Vlaanderen sidste år for første gang afvikledes midt i Den Flamske Cykeluge som den fjerde af de fem WorldTour-klassikere, der nu udgør hjertet af den flamske klassikersæson, mens 3 Dage ved Panne har måttet lade sig reducere til en endagsløb, der nu afvikledes på Dwars door Vlaanderens gamle plads onsdagen inden E3.

Dermed har Flanders Classic fået det præcis, som de vil have det, og håbet er, at det fremover vil kunne tiltrække sportens store stjerner. I de senere år har de ganske vist i stort tal skippet 3 Dage ved Panne, der har været anset for lidt for stor en mundfuld for klassikerrytterne efter to hårde endagsløb i den forgangne weekend og med udsigt til et stort monument næste søndag. Flanders Classics håber, at en endagsløb vil være en mere overkommelig affære og derfor mere attraktiv, på samme måde som Scheldeprijs altid har held til at tiltrække mange topnavne onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. For at gøre løbet endnu mere attraktivt har man samtidig gjort distancen kortere og ruten langt lettere, så det nu sammen med det nye endagsløb i De Panne fremstår som det klart letteste af de fem WorldTour-klassikere og med en større appel til sprinterne end tidligere.

Effekten er ikke udeblevet. Selvom løbet som nyt på WorldTouren ikke har haft krav på deltagelse fra alle WorldTour-hold, var FDJi 2018 det eneste hold fra det fineste selskab, der ikke stillede til start. Samtidig var stort set alle de allerstørste klassikerstjerner med, og blandt de store favoritter til Flandern Rundt var det kun Peter Sagan, Michal Kwiatkowski, den sygdomsramte Sonny Colbrelli, Matteo Trentin samt Arnaud Demare, der var at finde i feltet. Samtidig skuffede hovedaktørerne ikke, da de intet holdt tilbage inden søndagens monument og udnyttede de vanskelige vejrbetingelser til at give publikum et forrygende cykelløb.

Tendensen er fortsat ind i 2019. Denne gang har man endda også fået FDJ med, så der nu er deltagelse af alle WorldTour-hold, og samtidig har stjernerne i stort antal meldt deres ankomst. Ganske vist glimrer Sagan igen med sit fravær, ligesom mange vil savne Zdenek Stybar, Matteo Trentin, John Degenkolb og Wout van Aert, men derudover vil stort set alle de forventede hovedaktører i søndagens monument være at finde i feltet.

Der er naturligvis en risiko for, at hovednavnene som i Scheldeprijs blot vil bruge løbet som træning - som det i mange år også har været tilfældet i De Panne - men alene deres tilstedeværelse betyder, at løbet vil få et stort boost. Derudover betyder den nemmere rute, at løbet er blevet et stort mål for sprinterne, der ser det som et af fire flamske løb, de kan vinde. Sammen med Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs udgør det en sprintervenlig klassikerserie, og det er derfor ikke overraskende, at navne som Fernando Gaviria, Alexander Kristoff, Danny Van Poppel og Bryan Coquard alle stiller til start denne onsdag.

Dwars door Vlaanderen er som sagt den mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere i Den Flamske Cykeluge. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagsløb.

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er imidlertid et relativt nyt fænomen, men i de seneste ti år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået i efteråret 2016, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og det er altså målet, at den nye kalenderplacering vil fortsætte med at løfte dets prestige.

Løbet har traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at de syv seneste udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har ofte givet en god indikation på, hvem der har kunnet overraske i de følgende uger. Niki Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent. I de senere år er det Yves Lampaert, der med to sejre i træk har afsløret, at han snart er klar til at være med i front også i de største løb.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet har bevæget sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side har ruten været nemmere end i de større løb, og det har betydet, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere, har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 10 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager er løbet alligevel flere gange blevet afgjort i en spurt.

Fra og med 2018 er ruten som sagt gjort endnu nemmere i et forsøg på at tiltrække flere store navne. Den grundlæggende struktur er uforandret, men denne gang undlader man hovedparten af de vanskeligste stigninger i De Flamske Ardenner. Det udestår stadig at se, hvilken effekt det vil have, hvis vejret ikke som i 2018 er dårligt, men i teorien har ændringen i hvert fald gjort løbet betydeligt mere sprintervenligt.

Sidste år var det dog ikke nok for de hurtige folk. Regnfuldt og blæsende vejr betød, at det blev et hårdt udskilningsløb, men hvor det også til slut blev en temmelig taktisk affære. Efter et første fejlslagent fremstød fra nogle af favoritterne udnyttede Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen situationen til at køre væk, og de endte med at holde den nærmeste lille favoritgruppe bag sig. Til slut angreb Lampaert og kørte alene hjem til sin anden sejr i træk, inden Teunissen spurtede sig til en 2. plads foran Vanmarcke. Lampaert stiller i år til start med håb om at sikre sig hattricket, og han er igen oppe mod Teunissen, der i Van Aerts fravær igen kan tage sin egen chance, samt Vanmarcke, der er tilbage efter sit styrt i E3. Også Boasson Hagen og Pedersen er med igen i et forsøg på at rette op på et ikke alt for godt forår indtil nu.

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun i 2016 er det endt i en spurt, mens det i 2011 og 2014 akkurat lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas og Niki Terpstra at holde feltet bag sig.

Siden sidste år har ønsket om at tiltrække flere stjerner som sagt betydet, at man har omlagt ruten fuldstændig, reduceret distancen med ca. 25 km og gjort løbet langt lettere. Strukturen med et indledende fladt stykke som opvarmning og en kringlet tur rundt i De Flamske Ardenner efterfulgt af et fladt stykke tilbage til Waregem er bibeholdt, men turen rundt i den kuperede zone er afgørende forandret. Ganske vist er der fortsat 12 stigninger samt nu tre mod tidligere fire flade pavéer på programmet, men væk er de berømte og meget svære stigninger Paterberg og Oude Kwaremont. Blandt områdets svære stigninger er det kun Taaienberg, der fortsat er på menuen, men den er placeret med mere end 50 km til mål. De afsluttende stigninger er alle betydeligt lettere, og i stedet er det en lille pavé med 6 km til mål, der måske kan bruges til at skabe den afgørende udskilning.

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det nu bare 180,1 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje ud på en lille sløjfe mod nordøst for herefter at køre mod sydøst til hovedbyen, hvor målstregen krydses første gang efter 43,9 km. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Efter målpassagen er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Rytterne benytter imidlertid først flade veje i den indledende del og undgår i første omgang de berømte hellingen. Det sker ved at køre vest om stigningerne og fortsætte ned til løbets sydligste punkt, inden man vender rundt for at køre tilbage mod Waregem. Denne gang skærer man imidlertid tværs gennem De Flamske Ardenner på turen nordpå og kører undervejs rundt på en lille rundstrækning i terrænet for at ramme flere af bakkerne.

Den nye rute er primært karakteriseret af stigningerne Kluisberg (1000 m, 6,8%m max. 16%, asfalt) og Knokteberg/Cote de Trieu (1900 m, 4,9%, max. 11,8%, asfalt), der begge skal passeres i alt tre gange og således udgør seks af de i alt tolv stigninger. De kommer første gang efter hhv. 82,6 og 90,0 km, men her fungerer de primært som opvarmning. Efter en tur på en lille rundstrækning gennem byerne Ronse og Kluisbergen skal de allerede passeres igen efter hhv. 107,3 og 114,8 km, inden feltet kører ud på en ny rundstrækning, der inkluderer rutens vanskeligste stigninger.

Det første nøglepunkt på den nye rute kunne meget vel være Kortekeer (900 m, 6,5%, 9,8%, asfalt) med 57,7 km igen, idet den indleder en ganske svær serie. Bare 2,1 km senere skal man over den 2,4 km lange Mariaborrestraat-pavé, inden Steenbeekdries (600 m, 4,5%, max. 8%, brosten) melder sin ankomst 1200 m senere. Derefter går det direkte ind på løbets klart sværeste stigning, den frygtede og meget stejle Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, brosten), der kommer med 51,9 km til mål.

Efter Taaienberg bliver terrænet lettere, idet fladt terræn leder frem til de tredje og sidste passager af Kruisberg og Knokteberg med hhv. 41,8 km og 33,0 km igen. Herefter går det mod nord ud af De Flamske Ardenner og tilbage mod Waregem gennem nemt og hovedsageligt fladt terræn. Der venter dog et par mindre udfordringer undervejs. Først er der den 2000 m lange pavé Varentstraat med 25,7 km til mål og derefter stigningen Vossenhol (1400 m, 6,5%, max. 9%, asfalt) 20,9 km fra stegen. Med 16,5 km igen gælder det Holstraat (1000 m, 5,2%, max. 12%, asfalt), inden den ganske lette Nokereberg (500 m 5,7%, max. 6,7%, brosten) optræder som sidste stigning 9,0 km fra stregen. Til slut kører man mod sydvest ind til centrum af Waregem via pavéen Herlegemstraat, der med 6,2 km igen udgør dagens sidste forhindring. Derefter går det via fladt terræn ind til mål, hvor en teknisk finale venter. På de sidste 3 km vil der være sving med 2000 m, 1700 m, 1200 m, 500 m og 400 m igen.

Ruten er oræcis den samme som sidste, men er altså helt nytænkt i forhold til tidligere, hvor Paterberg og Oude Kwaremont blev passeret med ca. 35 km til mål. De sidste ca. 30 km er imidlertid de samme som i 2017, og derfor er delen med Varentstraat, Vossenhol, Holstraat, Nokereberg og Herlegemstraat, der gjorde debut det år, kendt fra tidligere. Her har de dog sjældent gjort den store forskel, og de afgørende forskelle har hidtil skullet gøres tidligere. Det vil formentlig også være tilfældet denne gang, hvor rytterne endda vil være endnu mere friske, når de når til denne sidste del.

Løbet byder på i alt 1191 højdemeter.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Vejret

Som anført har vejret altid været en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr har øget chancen for udskilning, men sprinterne har haft en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

Med udsigt til igen at have den lettere rute vil vejret i år blot være endnu vigtigere, og ligesom sidste år bliver det en våd affære. I hvert fald vil der gennem hele løbet være en 50% risiko for byger, og der vil blot være en temperatur på beskedne 9 grader. Til gengæld vil vi slet ikke have samme vind som i søndagens Gent-Wevelgem, da der blot vil være en svag til let vind fra syd. Det giver primært modvind i den indledende del og dernæst vind fra alle retninger i den kringlede, kuperede zone. Fra bunden af Knokteberg vil der være medvind hele vejen frem til toppen af Nokereberg, hvorefter der vil være sidevind på det sidste stykke ind til Waregem. Her vil der være sidemodvind på de sidste 3 km, indtil man får medvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Med den nye rute og den nye kalenderplacering er Dwars door Vlaanderen reelt at betragte som et helt nyt løb. Ikke blot betyder den nye, lettere rute i sig selv en betyder usikkerhed om, hvad vi kan forvente, det langt stærkere felt betyder også, at løbet vil blive tilført en helt ny dynamik. Tidligere var det primært et løb for unge talenter og luksushjælperyttere, men nu stiller de fleste hold med deres store stjerner.

Forud for sidste års udgave skabte det en del usikkerhed om, hvorvidt det ville blive et sprinterløb eller ej. Det viste sig hurtigt, at det dårlige vejr umuliggjorde det for folk som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, der ellers havde gjort det til et mål, og i stedet blev det et løb for de hårde drenge. Alligevel viste det sig også tydeligt, at finalen var en anelse for let, og derfor blev det en temmelig taktisk affære, hvor blandt andre Tiesj Benoot og Greg Van Avermaet spillede deres kort en anelse for tidligt, og derfor ikke kom med, da det afgørende fremstød kørte. Med andre ord var det en kombination af gode ben og tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis blev Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen, der kørte finale, for blandt dem var det kun Vanmarcke, der var blandt de bedste på de sværeste hellingen.

Den udvikling viser, at Dwars door Vlaanderen med den nye rute er lidt af et sært misfoster. På den ene side kan vi i hvert fald under de rette vejrbetingelser få et hårdt, selektivt løb, men selv i det tilfælde er finalen så let, at det også bliver et spørgsmål om taktik og ikke kun gode ben. Omvendt er løbets eneste meget svære stigning, Taaienberg, placeret meget langt fra mål, og derfra er de resterende bakker så lette, at sprinterne har ganske gode chancer for at sidde med. I godt vejr vil det i hvert fald kræve en ret determineret indsats fra de hårde drenge, hvis de skal holde en frontgruppe fri efter passagen af Taaienberg, hvis ikke de får hjælp af vejret.

Endnu mere kompliceret bliver det af, at ingen aner, hvordan de store navne vil gribe løbet an. Scheldeprijs har en lignende kalenderplacering og bliver af stort set alle klassikerstjernerne bare brugt til forberedelse frem mod Paris-Roubaix. Forskellen er imidlertid, at det løb har en helt anden og langt mere sprintervenlig rute, der gør det helt uegnet for de hårdføre typer. Dwars door Vlaanderen indbyder meget mere til at køre rigtigt cykelløb. På den anden side gjorde dele af 3 Dage ved Panne det samme, ligesom Gent-Wevelgem også havde en ganske hård rute, da det lå imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alligevel blev begge disse løb med deres gamle kalenderplacering meget ofte betragtet som forberedelse. Sidste år var favoritterne aggressive, men de vil helt sikkert have Flandern Rundt i baghovedet, hvis løbets udvikling går i retning af en spurt.

I år bliver vejret bedre end i 2018, hvor det i høj grad var betingelserne, der gjorde det svært. Det vil ganske vist igen blive vådt og halvkoldt, men der vil ikke være megen vind. Regnen vil naturligvis gøre det hele lidt vanskeligere, men fraværet af vind vil være en nøglefaktor, som med meget stor sandsynlighed vil gøre det lettere end sidste år. Koblet med den lettere rute burde det derfor gå i retning af spurtafgørelse.

Problemet er bare, at der er meget få hold, der vitterligt vil gå efter en spurt. Deceuninck har sendt Viviani hjem til Italien, og Groenewegen har i år aldrig haft planer om at køre. Faktisk er det kun UAE med Alexander Kristoff og Fernando Gaviria, Bora med Pascal Ackermann, FDJ med Arnaud Demare, Dimension Data med Giacomo Nizzolo samt Vital Concept med Bryan Coquard, der for alvor vil satse på en samlet afgørelse, og ingen af dem har stærke mandskaber. Særligt vigtigt er det naturligvis, at Deceuninck denne gang vil gøre alt for at undgå en spurt, da det virker stærkt usandsynligt, at den meget lidt holdbare Alvaro Hodeg vil klare strabadserne. Det gør løbet til et af de allersværeste at forudsige. Ruten og vejret tilsiger en spurt, men feltets sammensætning gør det ikke.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Løbets nøglepunkt er formentlig den stejle Taaienberg. I gamle dage ved det Tom Boonens favoritstigning, og han missede sjældent en chance til at teste sin ben med en voldsom acceleration på brostenene. I de senere år har Sep Vanmarcke overtaget den rolle, og der er ingen tvivl om, at det er her slaget skal slås. Særligt vil Deceuninck her forsøge at skabe en situation, hvorfra de kan udnytte et overtal til at angribe, som vi har set det i snart sagt alle årets klassikere, hvor de har spillet deres taktiske kort til perfektion.

Der er ingen tvivl om, at Taaienberg vil skabe udskilning, men spørgsmålet er, om det er nok. Selvom der kun er få hold med en interesse i en spurt, virker det svært usandsynligt, at der kan skabes så lille en gruppe, at et samarbejde kan etableres. Med mindre det kan lykkes en håndfuld stærke folk at køre væk i et lidt taktisk spil, er der en vis risiko for, at manglen på samarbejde vil betyde samling. Det betyder ikke, at det ikke kan ske, særligt fordi Deceuninck helt sikkert vil angribe i ét væk, men på en relativt let rute, er der altså en vis sandsynlighed for, at der sker samling, selvom ingen rigtigt vil det. Finalen kan ganske enkelt vise sig at være let, og der vil næsten altid være hold, der har misset en eventuel frontgruppe og derfor iværksætter en jagt.

Det får os til at tro på en reduceret massespurt, men det er uden fast overbevisning i stemmen, og manglen på stærke sprinterhold kan sagtens føre til et anden udfald. I en spurt må det være Fernando Gaviria, der er hurtigste mand, og derfor er han vores vinderbud. Colombianeren viste fremragende form i Gent-Wevelgem, hvor han imponerede ved at sidde med i første gruppe i sidevinden, og dermed bekræftede han det lovende indtryk, han havde efterladt i 3 Dage ved Panne. Ganske vist kostede det så mange kræfter, at han overlod det til Alexander Kristoff at spurte, men det gav god mening at satse på den mest friske af de to hurtige folk. Efter et skuffende Tirreno synes han at have timet klassikerformen perfekt, og dette løb er hans bedste chance for at tage en sejr på brostenene.

Gaviria er måske ikke god nok til at køre med de allerbedste på Taaienberg, men på de øvrige stigninger bliver han ikke let at ryste. Han ser ud til at være så formstærk, at han vil kunne være med i front både i et hårdt løb, og hvis det ender i en spurt. Her vil han selvfølgelig igen være klar til at overlade tøjlerne til Kristoff, hvis han ikke er på toppen, men holdet har gjort det klart, at det er ham, der er holdets førstesprinter. Kristoff vil sikkert med en sejr i bagagen også have lettere ved nu at udfylde den lead-out-opgave, han i UAE Tour viste, at han mester som ingen anden, og han vil være guld værd i den yderst tekniske finale, hvor positionering er altafgørende. Kombinationen af verdens formentlig bedste lead-out man samt en yderst formstærk supersprinter, der på papiret er løbets hurtigste, gør, at vi tror, at Gaviria vil kunne spurte sig til UAEs anden store sejr, hvis det ender i den spurt, vi forventer.

Løbets næsthurtigste er vel Arnaud Demare, der i den grad må være på jagt efter revanche. I fredagens E3 blev han ramt af defekt på Stationsberg, og i går kom han ikke med i sidevinden. Det er derfor lidt svært at gennemskue, hvor franskmanden står formmæssigt, men han burde normalt kunne gøre sig gældende i dette betydeligt lettere løb. Faktisk er det en rute, hvor han normalt vil kunne være med i front, også hvis det bliver hårdt og selektivt, og derfor kan han som Gaviria både satse på en spurt eller et lidt mere aktivt løb. Størst chance har han dog i en spurt, for han har med sine mange flotte spurter i Gent-Wevelgem og Milano-Sanremo vist, at han er en mester i at afslutte efter et hårdt løb.

Til gengæld kniber det ofte med positioneringen, og derfor taler den tekniske finale ikke til hans fordel. Det kan blive et problem, hvis ikke han får en af sine vigtige lead-out men, Jacopo Guarnieri eller Ramon Sinkeldam, med sig, og det kan blive vanskeligt på denne rute. Lykkes det at holde sig fremme, vil han til gengæld være en af de klart hurtigste, også med muligheder for at slå Gaviria. Derfor kan det blive til lidt tiltrængt succes til uheldige Demare.

Et andet godt bud er Pascal Ackermann. I Sagans fravær får den tyske mester her sin store chance, og han er sprængfyldt med selvtillid efter sejren i Koksijde. Han bekræftede også sin gode form i Gent-Wevelgem, hvor han var med i frontgruppen i sidevinden, hvor han dog arbejdede så hårdt for kaptajnen, at han senere faldt tilbage. Det vidner om gode ben inden onsdagens lettere løb, hvor han måske ikke er stærk nok til at køre aggressivt, men i hvert fald bør være der i tilfælde af en spurt. Desværre har han i år slet ikke vist samme spurtstyrke som i 2018, men han blev trods alt alligevel nr. 2 i Nokere og vandt i Koksijde. Samtidig er han kendt for sin gode positioneringsevne, og derfor vil han se frem til en teknisk finale. Her vil han endda formentlig have Lukas Pöstlberger og ikke mindst Jempy Drucker ved sin side, og der er ikke mange, der kan præstere et tog af den kaliber. Med de spurter, han hidtil har kørt, er han fartmæssigt måske ikke på niveau med Gaviria eller Demare, men det kan han kompensere for med sit tog i den kringlede finale. Derfor kan det sagtens ende med, at det er Ackermann, der i første omgang redder Boras lidt fejlslagne klassikerkampagne.

Efter at han i Milano-Sanremo havde en af sine berømte offdays, har Danny Van Poppel igen rejst sig. I E3 angreb han stærkt på Taaienberg, og selvom han som forventet måtte give fortabt på den hårde rute, viste han igen, at hans evner på disse hellingen er fremragende. I Gent-Wevelgem var han med i første gruppe i sidevinden, indtil en punktering satte ham du af spillet, men han kom sig alligevel tilstrækkeligt til at spurte sig til en 5. plads. Der er derfor ikke den store tvivl om, at Van Poppel har genfundet de gode ben, der kortvarigt var forsvundet i Sanremo.

Van Poppel er så god på Taaienberg, at han vil have flere kort at spille. Denne gang er løbet ikke så svært, at han ikke kan være med i front også med de hårde drenge, og her kan Jumbo endda meget vel sidde i en god position. Både Mike Teunissen og Amund Jansen er nemlig også i storform, og holdet imponerede stort med deres tilstedeværelse overalt i Wevelgem i søndags. I et hårdt løb kan de derfor meget vel sidde med flere folk, der kan sætte Van Poppel op til en spurt i en lille gruppe, men også i en massespurt vil Van Poppel være en af de klart hurtigste. Samtidig har Teunissen i rollen som sidste mand for Groenewegen vist sig som en eminent lead-out man, og det kan være nøglen til, at Van Poppel også vinder spurten i den kringlede finale.

Læs også

Hollandsk stjerne vil gøre Mads P. kunsten efter og lave Grand Tour-hattrick

Det var opløftende at se Sonny Colbrelli i E3. Aldrig tidligere har han været så tæt på at sidde med de bedste i et af de sværeste flamske løb, og det vidner om en vis udvikling. Desværre fik han ødelagt sit hjul i sidevinden i Gent-Wevelgem, og det forhindrede ham i at bygge videre på den gode form. Nu jagter han så revanche i et løb, der burde passe ham ganske glimrende. Med de ben, han havde i fredags, bør han i hvert fald på denne lidt lettere rute være med helt i front. Hans positionering inden Taaienberg er vel det eneste, der kan forhindre ham i at være en hovedaktør i en hård udgave af løbet, og på den lidt lettere rute kan han endda håbe også at have Matej Mohoric og Ivan Garcia ved sin side til at kontrollere angrebene. Blandt de hårde drenge er han formentlig den hurtigste, og det giver ham gode kort på hånden i tilfælde af en selektiv affære. Men også i en spurt står han ganske stærkt med Mohoric og Garcia som holdbare lead-out men i den tekniske finale. Han har i hvert fald før vist, at han efter hårde løb kan slå også hurtigere folk, og kan han for en gangs skyld ramme rigtigt i positioneringen stiller det ham ganske godt i en sådan situation også.

I Gent-Wevelgem levede Mahieu van der Poel til fulde op til de høje forventninger. Han var med i front i sidevinden, og selvom han ikke helt kunne følge Zdenek Stybar og Wout van Aert ved sidste passage af Kemmelberg, var han ikke langt efter. Til slut viste han, hvorfor han tidligere har vundet massespurter, da han i kamp med flere af feltets topsprintere sikrede sig en 4. plads, og han mente endda, at benene rakte til mere end det. Dermed er han en af de få, der ligesom Colbrelli kan være med i front uanset hvad, for uanset hvor hårdt det udvikler sig, vil han næsten med sikkerhed være med i front. Blandt favoritterne er han klart en af de hurtigste, og selv Colbrelli vil han kunne overspurte på stregen. Hans problem er naturligvis det svage hold, for modsat mange rivaler kan han ende isoleret i kamp mod overmagten, I det taktiske spil kan han derfor blive en taber. Det behøver dog slet ikke blive selektivt, for også i en massespurt, vil Van der Poel tage sin chance. Her vil han elske den tekniske finale, hvor han med sine ekvilibristiske evner på formentlig regnvåde veje kan drage fordel af de sene sving til måske ar overspurte folk, der normalt er hurtigere end ham.

Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt Alexander Kristoff stadig er en skræmmende afslutter efter 250 km, fik de syn for sagen i søndags. Normandens spurtsejr i Gent-Wevelgem var en af de mest overlegne i år og viste igen, at der er meget få, der har Kristoffs power efter en hård klassiker. Det kom endda blot en uge, efter at han havde vundet feltets spurt i Sanremo, og dermed står det klart, at Gaviria skal være godt kørende, hvis han igen skal bede Kristoff om at køre lead-out. Rollefordelingen har dog hidtil været ret klar, og dette løb er trods alt 70 km kortere. Derfor må man formode, at Gaviria igen er manden, men colombianeren har også vist, at han er ærlig nok til at give stafetten videre, hvis benene ikke rækker. Det kan igen blive Kristoffs chance, og selvom hans muligheder er mindre efter et kortere, lettere løb, er der ingen i dette felt, han ikke kan overspurte. Han ville have foretrukket endnu en powerspurt og ikke denne tekniske finale, men med sin gode positioneringsevne er han også et stærkt kort i denne afslutning. Det står i hvert fald klart, at Kristoff fortsat er hurtig nok til at vinde. Det kræver bare, at han igen får chancen.

Vital Concept har sikret sig et wildcard til den eneste brostensklassiker, Bryan Coquard har været tæt på at vinde. I 2016 blev han kun slået med det yderste af neglene af Jens Debusschere, og der er ingen tvivl om, at han håber på revanche denne gang. Efter nogle sløje år har han på det seneste igen lignet sig selv, og selvom han ikke er på sit 2016-niveau, burde han have en ganske god chancen for at sidde hjem på en rute, der ikke er alt for svær. Han er naturligvis for klejn til at matche specialisterne på brostenene, men i en spurt burde han være der, i hvert fald hvis ikke han med et svagt hold har skullet bruge for mange kræfter i positionskampen. Det er da også den, der igen fremstår som hans store udfordring, hvis det skulle blive en spurt. Coquard har nemlig aldrig været en ørn til at positionere sig, og den tekniske finale taler ikke just til hans fordel. Heldigvis har han i Jonas Van Genechten en stærk og holdbar lead-out man, og det giver ham en chance for at holde sig fremme. Spurterne i Paris-Nice var lovende, og ikke mindst på 1. etape i Oman viste han høj topfart. Det kræver lidt held i de sidste sving, men en delvist genfødt Coquard er blandt de hurtigste i dette felt.

Det er lidt overraskende, at Deceuninck har sendt Viviani til Italien, for han havde utvivlsomt været deres bedste chance i dette løb. Som sagt er der ikke mange chancer for, at Alvaro Hodeg klarer strabadserne, og derfor er det op til holdets tre kaptajner, Philippe Gilbert, Yves Lampaert og Bob Jungels, at gøre løbet så hårdt som muligt. Spørgsmålet er bare, om ruten er svær nok til, at de vil kunne skabe den overtalssituation, som altid er deres store styrke, og det bliver i hvert fald ikke let at gentage kunststykkerne fra E3 og Omloop, hvor Zdenek Stybar kunne profitere af den taktiske situation til at vinde.

I et løb som dette er det nok Philippe Gilbert, der har de bedste chancer. Ganske vist så vi i E3, at han ikke helt kan være med de allerbedste på en stigning som Taaienberg, men han bør være der i en hård udgave af løbet. Her vil Deceuninck formentlig sidde med alle tre mand, og herfra skal der angribes på skift. Blandt de tre er Gilbert den hurtigste og den mest erfarne i det taktiske spil, og derfor er det ham, der vil have de bedste forudsætninger for at udmanøvrere rivalerne. Selv hvis en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren, vil han have ganske gode chancer, ikke mindst med to så stærke holdkammerater ved sin side. Til gengæld vil han nok ikke være hurtig nok i en rigtig massespurt, og det er derfor det selektive løb, der er det belgiske storholds chance.

Mens han altid er kommet til kort i de store løb, har Yves Lampaert haft dette som sin legeplads. Det er blevet til sejr i de seneste to udgaver, hvor det har været ham, der med en kombination af styrke og snilde har udnyttet Deceunincks overtal optimalt. Det drømmer han utvivlsomt om at gøre igen, og det står hævet over enhver tvivl, at formen er mindst lige så god som sidste år. I hvert fald var han i E3 tættere på de bedste end tidligere, og også i Tirreno og Milano-Sanremo, hvor han i positionskampen frem mod Poggio var en nøglekomponent i Alaphilippes sejr, viste han, at han vel aldrig har været bedre end netop nu. Ligesom Gilbert skal han forsøge at skabe en situation, hvor overtallet kan udnyttes, og det har han vist, at han mestrer til fulde. Det var således sammen med Gilbert, at han udmanøvrerede rivalerne i 2017 - en model, de gentog ved deres dobbeltsejr ved de belgiske mesterskaber i 2018 - og også sidste år var han i stand til at spille kortene perfekt, da Deceuninck igen sad med flere kort at spille. Dette er måske hans største chance for at lever et resultat, og derfor vil motivationen være i top. Da han samtidig har en fornuftig spurt, kan det sagtens ende med et hattrick for Lampaert.

Bob Jungels kunne ikke have drømt om en bedre debut i brostensklassikerne, end han har fået i år. Først leverede han et uforglemmeligt soloridt i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og siden var han minsandten ved at gentage det i E3. Ingen kan derfor betvivle, at Jungels har smag og næse disse løb, og formen er indlysende på et meget højt niveau. Vi så imidlertid også i åbningsweekenden, at han mangler det sidste punch for at kunne følge de virkelige specialister på de sværeste hellingen, og da han heller ikke er specielt hurtig, er hans eneste chance at udnytte sin brutale råstyrke samt Deceunincks kollektive styrke til igen at køre væk enten før eller efter Taaienberg. Problemet er bare, at rivalerne har lært lektion og derfor næppe giver ham samme frihed som tidligere. Det betyder dog ikke, at han ikke kan gentage solosejren fra Kuurne. Det kræver bare den rette timing, for vi har set, at Jungels er meget svær at hente, hvis først han er kommet væk.

Det har været en klassikersæson til rotterne for Dimension Data, men måske er der lys for enden af tunnelen. Mens Michael Valgren og Edvald Boasson Hagen stadig er mærkede af den sygdom, der har lagt deres forår i ruiner, kan Giacomo Nizzolo måske levere et resultat i dette løb. Der er ikke mange, der taler om italieneren, men det kan vise sig at være dumt. På papiret er der nemlig ikke mange, der er hurtige end ham - i virkeligheden er det måske kun Gaviria - for han viste både i Vueltaen og med sin etapesejr i Tour of Oman, at han nærmer sig den hurtighed, der i 2015 og 2016 gjorde ham til Giroens dominerende sprinter. Før den grimme knæskade, der ødelagde 2017 og 2018, havde han endda nået en forrygende holdbarhed, der blandt andet gjorde ham til italiensk mester på en drønsvær rute med en stigning i edn absolutte finale, og efterhånden som han genfinder det niveau, burde han også kunne gå efter brostensklassikerne. Han har jagtet formen efter en knæoperation i december og et styrt i Tirreno, men da han klarede Poggio i Sanremo, kan formen ikke være skidt. Nu burde han være endnu bedre, og mens Gent-Wevelgem var for hårdt, er dette løb inden for rækkevidde. Han elsker en teknisk finale, hvor han positionerer sig som få, og derfor vil han være en af favoritterne i en spurt. Spørgsmålet er bare, om formen rækker til at komme så langt.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Efter at have rystet næsten en hel cykelverden med sin skræmmende kørsel på stigningerne i Paris-Nice og den overraskende 2. plads i Sanremo, er Oliver Naesen kommet ned på jorden igen. Den store belgier kunne ikke matche de allerbedste i E3, og heller ikke i Gent-Wevelgem virkede han overbevisende. Til gengæld kørte han for anden weekend i træk en forrygende spurt, og det viser, at han efterhånden kan bruge sin afslutning som et våben. Alligevel vil det trods alt være en overraskelse, hvis han vinder en massespurt, men han ved nu, at han i et løb for de hårde drenge vil være en af de hurtigste. Det vil give ham langt større chance for faktisk at vinde, og han behøver ikke længere at tage de samme risici. Ender det i en spurt i en gruppe af favoritter, vil han i hvert fald være en af favoritterne. Han har det evige problem, at hans hold ikke er det stærkeste, og Silvan Dillier ligner ikke en mand, der kan sidde hos ham til sidst. Derfor skal det taktiske spil flaske sig, men lykkes det, vil Naesen være i stand til at spurte sig til sejr.

En af de ryttere, han i givet fald skal slå, vil sikkert være vennen Greg Van Avermaet. Belgieren var klart en af de allerstærkeste i E3, hvor han skabte den afgørende udskilning både på Paterberg og Tiegemberg, og selvom han var lidt anonym i søndags, ligner han en mand, der nærmer sig niveauet fra jubelåret 2017. På mange måder befinder han sig i samme situation som Naesen i den forstand, at han næppe vinder en massespurt, men vil være en af de hurtigste, hvis en lille gruppe skal afgøre det i en spurt. Ligesom Naesen er han hæmmet af sit skræmmende svage hold, og det vil altid være hans ulempe, at han vil være isoleret i en finale. I et let løb som dette kan han ikke bare sætte sig igennem med sin superform, og derfor skal også han have lidt held for at havne i en situation, hvor han faktisk kan spurte om sejren. Har han det, ved vi til gengæld, at han efter et selektivt løb er hurtig nok til at slå de fleste i dette felt.

Efter års venten kan cykelfans endelig se frem til at få Alejandro Valverde at se i årets Flandern Rundt. Spanieren varmer op i Dwars door Vlaanderen, og selvom han har begrænset erfaring i disse løb, så vi både i 2014 og 2018, at han sagtens kan køre med de bedste på brostenene. Som en letvægter har han ikke det samme punch som de virkelige specialister, og det kostede ham en anelse, da han sidste år var en af hovedanimatorerne. Samtidig har han det ofte svært i kulde, og betingelserne er derfor ikke ideelle, men det synes alligevel at være næsten sikkert, at vi vil se væddeløberen Valverde i offensiven undervejs. Volta a Catalunya bekræftede, at han måske ikke længere kan matche de bedste i de høje bjerge, men så sent som i Sanremo så vi, at hans evner i klassikerne er helt intakte. Han er snu og dreven og kan derfor læse det taktiske spil, hvis det bliver den selektive udgave, han ønsker sig, men også han må berede sig på at være isoleret i finalen. Her skal han spille kortene rigtigt, men ender han i en lille gruppe, der skal spurte om sejren, er han hurtig nok til at vinde, også selvom han foretrækker stigende afslutninger.

Et skadesplaget 2018 fik os til at glemme, hvor lovende Alberto Bettiol egentlig er, men det har han i den grad mindet os om, siden han i Strade Bianche, hvor han blev slået ud af krampe, for første gang viste sig frem. Siden har han imponeret i Tirreno-Adriatico, med et stærkt angreb på Poggio og ikke mindst i et forrygende E3, hvor han var en af de absolut stærkeste. Her brugte han nok lidt for mange kræfter til at køre en spurt på vanligt niveau, men han må helt sikkert have tanket selvtillid efter den præstation. Han havde en mindre offday i Gent-Wevelgem, men vi ved, at formen er helt på plads, og derfor er der al mulig grund til at tro på, at han vil være med i front onsdag. Han vil sikkert også forsøge sig i en massespurt, men hans chance er et hårdt løb, hvor han sammen med Sep Vanmarcke og Sebastian Langeveld muligvis kan udgøre en trio, der kan matche Deceuninck. Af de tre står formstærke Bettiol med sin gode spurt som det bedste kort, og han vil kunne tro på, at han kan slå de fleste på stregen. Derfor kunne det godt blive til en første stor klassikersejr til den lovende italiener.

Det har været livgivende at se Jens Keukeleire genfinde sin bedste form efter et 2018, der blev ødelagt af sygdom. Han kørte et fremragende E3, og selvom Lotto var lidt på bagkant i Gent-Wevelgem, viste han også en vis styrke her. Til gengæld har vi også i både 2018 og 2019 set, at han ikke har samme spurt som tidligere, og det er derfor ikke i en massespurt, han vinder løbet. I stedet skal han og Tiesj Benoot skabe et hårdt løb, hvor de kan udnytte, at de har to kort at spille, og i dette lidt lettere løb vil det være en stor fordel. Kan Keukeleire spille kortene rigtigt, kan han måske havne i en situation, hvor han skal spurtemod folk, han stadig kan slå.

Stakkels Sep Vanmarcke har haft et forår til rotterne. Først havde han en sjælden offday i Omloop, men værre var det, at han styrtede i fredagens E3 og derfor måtte skippe Gent-Wevelgem. Set i det lys er Dwars door Vlaanderen først og fremmest en test inden monumenterne, men det betyder ikke, at vi helt skal afskrive belgieren. Vanmarcke er nemlig en af verdens absolut førende specialister på de belgiske hellingen, og selvom han svigtede i Omloop, viste hans klatrebedrifter i Tirreno, at han er i glimrende form. Naturligvis er dette løb lidt for let for en rigtig klassikerspecialist som Vanmarcke, men ender det i et hårdt udskilningsløb, hvor han ikke er for mærket af skaderne, vil han sagtens kunne vinde. Som sagt kan EF nemlig sidde i en situation, hvor også de har tre kort ar spille, og det er det formentlig kun Deceuninck, der kan matche. Vanmarcke viste samtidig så sent som med sejren i Haut-Var, at han er langt hurtigere, end mange tror, og derfor står han med gode chancer for at gøre det færdigt. Det kræver bare, at han ikke er for mærket af styrtet.

Sidste år opnåede Mike Teunissen en fornem 2. plads i dette løb, og i Van Aerts fravær ser han frem til her at få sin store chance. Formen ser i hvert fald glimrende ud, efter at han kørte et meget aktivt Gent-Wevelgem, hvor han var med i den Sagan-gruppe, der animerede det meste af løbet. Det er klart, at han i tilfælde af en spurt skal køre for Van Poppel, men ender det i et hårdt løb, kan Jumbo måske sidde i et overtal med Teunissen, Van Poppel og en velkørende Amund Jansen. I det tilfælde vil Teunissen formentlig være den stærkeste af de tre, og han viste så sent som sidste år, at han i en spurt efter et hårdt løb, kan slå også folk som Vanmarcke, Boasson Hagen og Mads Pedersen. Kan han havne i en situation, hvor en lille gruppe skal spurte om sejren, vil han derfor tro på, at han kan gøre det færdigt.

Tiesj Benoot har desværre været en af klassikernes skuffelser hidtil, og han synes slet ikke at have samme tårnhøje niveau som sidste år. Det betyder dog ikke, at han ikke kan komme til at spille en rolle, for i et let løb som dette burde han nok kunne køre finale. Til gengæld er han i en flad spurt blandt de hårde drenge en af de langsomste, og det gør det til et svært løb at vinde. For ham handler det om sammen med Keukeleire at havne i en gunstig situation, hvor de kan udnytte deres overtal til at angribe rivalerne. Her skal Benoot have held i sprøjten for faktisk at krydse stregen først, men det vil - god form eller ej - være farligt at udelukke en klasserytter som Benoot i det kolde, regnfulde vejr, han elsker mere end de fleste.

Endelig vil vi pege på Cees Bol som en joker. Den unge hollænder har længe været betragtet som et talent, men han har alligevel overrasket de fleste. Først overspurtede han en vis Ackermann på Nokereberg, da han tog Sunwebs første sæsonsejr i Nokere Koerse, og siden sad han minsandten med de bedste i sidevinden i Gent-Wevelgem. I sidste ende kostede det for mange kræfter, men i et løb på 180 km burde han kunne side med hele vejen. Han kan nok ikke spille en rolle, hvis det bliver knaldhårdt, men i en spurt efter et hårdt løb står han ikke uden chancer. Han har vist god positioneringsevne, og selvom han er bedst i stigende spurter, er han også hurtig på flad vej. Uden Matthews og Kragh får han her sin egen chance, og efter sejren i Nokere vil det i hvert fald være dumt helt at afskrive ham.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

OPDATERING: Deceuninck har udtaget Florian Senechal. Det giver dem en option i en spurt, men den hurtige franskmand kan i en massespurt næppe gå efter mere end en podieplads. Han vil dog også være et glimrende fjerde kort i tilfældet af et hårdt løb.

OPDATERING 2: Greg Van Avermaet har besluttet sig for at restituere frem mod søndagens løb og skipper onsdagens begivenhed.

OPDATERING 3: Dimension Data er uden Giacomo Nizzolo, der ikke stller til start alligevel.

OPDATERING 4: Bahrain-Merida er uden Sonny Colbrelli, der forbereder sig til søndag. Sep Vanmarcke når ikke at blive klar efter sin skade, men til gengæld har EF formsvage Sacha Modolo som en mand til en spurt.

VEJROPDATERING: Vejrudsigten har ændret sig, og der meldes nu om mere vind end først antaget. Det mindsker chancen for en spurt betydeligt og øger sandsynligheden for et hårdt, selektivt løb for Flandern-favoritterne.

***** Fernando Gaviria

**** Arnaud Demare, Pascal Ackermann

*** Danny Van Poppel, Mathieu van der Poel, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Philippe Gilbert

** Yves Lampaert, Bob Jungels, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Alejandro Valverde, Jens Keukeleire, Mike Teunissen, Tiesj Benoot, Cees Bol, Florian Senechal

*  Niki Terpstra, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Jempy Drucker, Jens Debusschere, Davide Ballerini, Timothy Dupont, Christophe Laporte, Nils Politt, Mads Pedersen, Sebastian Langeveld, Luke Rowe, Dylan Van Baarle, Amund Grøndahl Jansen, Kasper Asgreen, Ivan Garcia, Tom Van Asbroeck, Adrien Petit, Sacha Modolo, Matej Mohoric, Marc Hirschi, Jasha Sütterlin, Jack Bauer, Silvan Dillier

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Deceuninck-Quick Step: Som sagt virker det stærkt usandsynligt, at Alvaro Hodeg kommer med hjem, og holdets chance er derfor at skabe et hårdt løb, som Lampaert, Gilbert eller Jungels kan vinde. Holdet har dog også en plan B I Florian Senechal, der vil kunne køre en spurt, men også brgå sig i et hårdt løb. Kasper Asgreen er dog så velkørende, at man slet ikke kan udelukke, at også han kan blive sendt i offensiven.

Movistar: Jurgen Roelandts har desværre slet ikke ramt formen, og selvom han nok kan deltage i en spurt, er det Valverde, der er holdets bedste kort. Jasha Sütterlin kørte et flot E3 og kan måske med lidt held spille sine kort i et hårdt løb, hvor man heller ikke kan udelukke, at Nelson Oliveira  eller Lluis Mas kan spille en rolle.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

CCC: Uden Greg Van Avermaet har holdet ikke mange chancer og skal køre offensivt med især Nathan Van Hooydonck, Michael Schär og Gijs Van Hoecke. Løbet er formentlig for hårdt for holdets sprinter, Szymon Sajnok, og i en spurt vil Van Hoecke i stedet skulle forsøge sig.

Lotto Soudal: Her handler alt om Keukeleire og Benoot, da Adam Blythe ikke har formen til at spille en rolle i en spurt.

Ag2r: Naesen er den klare kaptajn, men man kan håbe, at Silvan Dillier også kan spille en rolle. En joker i en spurt kunne være en ganske velkørende Dorian Godon ¸ men Naesens gode spurter gør nok, at man vil satse på ham.

EF Education First: Udover Bettiol har holdet en meget velkørende Sebastian Langeveld. Hans problem er bare, at han er så langsom, at han skal alene hjem for at vinde. Sacha Modolo er hentet ind som en option til spurten, men han har været meget formsvag.

Trek-Segafredo: Holdet rejste sig i Gent-Wevelgem, men det blev også helt tydeligt, at hverken Jasper Stuyven eller Edward Theuns er i nærheden af topformen. I et hårdt løb er det formentlig kun en velkørende Mads Pedersen, der måske kan komme i spil, men han får svært ved at vinde. I en spurt kan enten Stuyven eller Theuns forsøge sig, men de kan næppe slå de hurtigste.

Bahrain-Merida: Efter Colobrellis afbud kan Matej Mohoric måske give holdet et kort i finalen. Ivan Garcia kan med den gode form, han har vist, køre en fin spurt.

Dimension Data: Holdet er svækket uden Nizzolo, der alligevel ikke stiller til start. Både Michael Valgren og Edvald Boasson Hagen synes stadig at være for formsvage, og Reinardt van Rensburg har stadig til gode for alvor at vise sig i disse løb. Han eller Boasson Hagen vil kunne gå efter en top 10 i en spurt.

UAE - Team Emirates: Her handler alt om Kristoff og Gaviria. Jasper Philipsen skal støtte dem i finalen.

Katusha-Alpecin: Jens Debusschere viste fremgang med 10. pladsen i søndags, men de dage, hvor han kan vinde en spurt, er nok talte. Nils Politt kørte flot i E3 og kan være med i et hårdt løb, men meget skal flaske sig, hvis han skal vinde.

Læs også

Topsprinters kontrakt er næsten på plads

Groupama-FDJ: Alt handler om Demare, men man kan ikke helt udelukke, at Stefan Küng måske kan spille en rolle i et hårdt løb. Hans dårlige spurt gør det dog svært at vinde.

Astana: Uden Cort handler alt om Davide Ballerini, der så stærk ud i E3, indtil han udgik med rygproblemer. Han kan godt overraske i dette lidt lettere løb, hvor han både kan spurte og køre offensivt. Han er dog næppe hurtig eller stærk nok til at vinde.

Bora-hansgrohe: En spurtsejr med Ackermann må være prioriteten, men en velkørende Jempy Drucker kan måske komme i spil i et hårdt løb, eller hvis Ackermann falder fra. Lukas Pöstlberger synes til gengæld ikke helt at have ramt formen.

Jumbo-Visma: Udover Teunissen og Van Poppel virker Amund Grøndahl Jansen til at være i hopla, og han kan måske spille en rolle i et hårdt løb. Timo Roosen gør comeback efter en skadespause og ventes ikke at kunne være med fremme.

Mitchelton-Scott: I Trentins fravær får holdet det svært. Luka Mezgec kan køre en spurt, men han får svært ved at vinde. Jack Bauer er i god form og kan måske køre finale, hvis han kommer favoritterne i forkøbet. Og så skal det blive interessant at se unge og hurtige Robert Stannard i dennes brostensdebut.

Team Sky: Efter en dårlig dag I E3 viste Luke Rowe I Gent-Wevelgem sin fremragende form, men dette løb er så let, at han i kraft af sin dårlige spurt skal have meget held for at vinde. Dylan Van Baarle kørte et flot Coppi e Bartali, men mangler formentlig stadig lidt form efter sin skadespause og skal primært bruge løbet som opvarmning til søndag. Gianni Moscon  er desværre stadig for langt tilbage efter sit styrt og ser ud til primært at skulle bruge klassikerne som forberedelse til Giroen. Løbet er formentlig for hårdt for sprinterne Kristoffer Halvorsen  og Chris Lawless, men helt afskrives kan de ikke. Hvis de er væk, kan holdet spurte med Owain Doull , men han er ikke hurtig nok til at gå i top 5.

Sunweb: Bol ligner bedste bud, men man skal bestemt ikke udelukke, at Marc Hirschi kan overraske i et hårdt løb efter 10. pladsen i E3. Løbet bør til gengæld værefor hårdt for en ellers formstærk Max Walscheid .

Direct Energie: Niki Terpstra har ikke samme superform som i 2018, og da han ikke er specielt hurtig, skal det taktiske spil flaske sig, hvis han skal vinde et let løb som dette. Adrien Petit spurtede sig til en 6. plads i søndags og kan måske blande sig i en spurt. Lilian Calmejane mangler erfaring, men kan måske komme favoritterne i forkøbet. Endelig kan Anthony Turgis måske også spille en rolle i finalen.

Corendon: Det er alle mand for Van der Poel, der sikkert også skal spurte, hvorfor Roy Jans ikke får chancen.

Wanty-Gobert: Ender det i en spurt, har holdet formstærke og holdbare Timothy Dupont, der kan gå i top 5, men nok ikke vinde. Frederik Backaert er i god form, men kan næppe køre finale. Loic Vliegen, Xandro Meurisse og Aime De Gendt synes ikke at have de bedste ben.

Cofidis: Christophe Laporte har slet ikke ramt formen, men ender det i en spurt, kan han i en teknisk finale som denne nok alligevel gå i top 5, hvis tingene flasker sig. Bert Van Lerberghe og Damien Touze er plan B i en spurt.

Vital Concept: Alt handler om at skulle spurte med Coquard, men holdet har en plan B i en efterhånden mere velkørende Jonas Van Genechten.

Sport Vlaanderen: Benjamin Declercq leder desværre efter formen efter nogle helbredsproblemer, og holdets to sprintere, Amaury Capiot og Christophe Noppe, er hhv. formsvag og på vej tilbage efter en skade. Derfor får de det svært.

Israel Cycling Academy: Både Tom Van Asbroeck og Mihkel Raim har vist god form på det seneste og kan gå efter en top 10 i en massespurt. Guillaume Boivin er til gengæld stadig langt fra sit bedste niveau.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Mads Pedersen, hvis chancer er omtalt ovenfor, men som nævnt skal man ikke helt udelukke, at også Kasper Asgreen kan spille en rolle. Det kniber desværre fortsat med formen for Michael Valgren, der derfor sammen med Lars Bak  formentlig ender med at skulle køre spurt for Nizzolo på Dimension Data. Casper Pedersen og Asbjørn Kragh skal støtte Hirschi og Bol på det unge Sunweb-hold. Christopher Juul kan måske få lov at foregribe favoritterne på et profilfattigt Mitchelton-hold. Endelig skal Mads Würtz støtte Debusschere og Politt på Katusha, og Lasse Norman skal hjælpe Van der Poel på Corendon.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Yves Lampaerts sejre fra 2018 og 2017, Jens Debusscheres sejr fra 2016, Jelle Wallays’ sejr fra 2015, Niki Terpstras sejre fra 2014 og 2012 samt Oscar Gattos sejr fra 2013.

Husk at du kan se Dwars door Vlaanderen LIVE på Eurosport Player.