Optakt: Eschborn-Frankfurt

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern lykkedes det i 2018 at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Eschborn-Frankfurt, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig før. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961. Det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne og var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Det blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet blev siden kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det nu slutter i finanskvarteret i Frankfurt, der er kendt som Tysklands finansielle centrum, inden det fra sidste år fik det nye navn, Eschborn-Frankfurt. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det har altid været et højdepunkt på forårskalenderen og altid tiltrukket et fint felt af internationale stjerner, der har blandet sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb har det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

I 2017 nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite og viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

Sidste år lykkedes det desværre ikke helt at gentage succesen, og således var det kun halvdelen af WorldTour-holdene, der var at finde i feltet. Heldigvis ser det bedre ud i år, hvor vi fra det fineste selskab kun vil savne Movistar, Mitchelton-Scott, FDJ, Deceuninck-Quick Step, Team Ineos/Team Sky og Jumbo-Visma. Derudover er det igen lykkedes at få næsten alle de største tyske navne til start, og de får selskab af internationale stjerner som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Edvald Boasson Hagen og Oliver Naesen. Løbet har stadig ikke samme status som de virkelige forårsklassikere, men efter opgraderingen til WorldTouren er der sket et skifte til det bedre, ikke mindst fordi der i år for første gang siden 2007 også er livetransmission på national tysk tv.

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2018, 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. John Degenkolb er den seneste tyske vinder i 2011, men han overgås af Erik Zabel, der med tre sejre længe havde rekorden, der sidste år blev slået af Kristoff, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

Sidste år fik ruten et nyt twist, idet man lagde ekstra stigninger ind undervejs. Det har vakt en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygter, at hjemlandets ryttere får sværere ved at begår sig på en hårdere rute, men ikke desto mindre endte 2018-løbet stort set, som det plejer. Modellen fastholdes i år, hvor den afsluttende rundstrækning inde i selve Frankfurt dog er modificeret.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Sidste år endte løbet som altid med en hæsblæsende jagt, men det lykkedes til slut at skabe samling til den klassiske, reducerede massespurt. Her forbavsede Fernando Gaviria alle ved at åbne en tidlig spurt, angiveligt fordi han fejlbedømte placeringen af målet, men det generede ikke kongen af Frankfurt, Alexander Kristoff, der med sin 4. sejr i træk overgik Zabel på listen over flest triumfer og henviste Michael Matthews og Oliver Naesen til de sekundære placeringer. Kristoff vender naturligvis tilbage i et forsøg på at tage sejr nr. fem, og han er igen oppe mod både Matthews og Naesen, der håber at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Som sagt afvikles Rund um den Finanzplatz i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den nu om dage skal forceres hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor slutter løbet med et par omgange på en flad rundstrækning har der altid været god tid til, at der kan ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren gjorde man i 2018 gjort som sagt endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det skete ved, at man justerede lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der ventede yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man ændrede en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt. Det gav flere højdemeter, men den sidste del af løbet havde grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændredes reelt ikke på løbets identitet.

Også i år vil løbet grundlæggende være det samme, men lidt overraskende har man forkortet løbet fra de klassiske knap 220 km til nu blot 187,5 km. Det sker primært ved at fjerne en af de to passager af Ruppertshain- og Billtalhöhe-stigningerne samt ved at ændre på rundstrækningen inde i Frankfurt, så opløbsstrækningen nu bliver længere og finalen mindre kompliceret. Mammolshain skal dog fortsat passeres fire gange, og man passerer ikke igennem terræn, der ikke er kendt fra tidligere.

Det 187,5 km lange løb starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 16,5 km. Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning og en spurt efter 32,0 km venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der har top i 833 m højde efter 48,9 km. Herefter forsætter man med en lille nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer den rundstrækning, der vil udgøre den væsentligste del af løbet.

Strækningen her består af både en kort og en lang rundstrækning. Sidste år kørte man først to omgange på den lange og dernæst to omgange på korte, men i år kører man en kort, så en lang og til slut to korte omgange. Først skal man en første gang op over Ruppertshain (1,3 km, 8,6%) efter 59,5 km, inden man rammer den korte rundstrækning, der er 16 km lang. Den indledes ved, at man kører mod sydøst igennem let faldende terræn, inden det går mod øst og nordvest frem til bunden af Mammolshainer (2,3 km, 8,2%), der passeres første gang efter 81,0 km. Efter at have afsluttet omgangen kører man en omgang på den store rundstrækning, der har samme indledning, så man igen skal over Mammolshainer efter 96,0 km. Et kort fladt stykke fører direkte ind på sidste års nyskabelse Billtalhöhe (2,6 km, 6,2%), hvis top rundes efter hhv. 101 km, inden en nedkørsel leder det sidste stykke mod nordvest tilbage til Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), hvis top rundes for anden og sidste gang efter 108,0 km. Efter den store rundstrækning gælder det igen to omgange på den korte rundstrækning, hvorfor Mammolshainer passeres igen med hhv. 57,5 og 41,5 km til mål.

Efter stigningen drejer man atter mod sydøst, og herefter går det i den retning hele vejen tilbage mod centrum af Frankfurt. Efter en nedkørsel flader det ud, mens man passerer gennem startområdet i Escborn, hvor der er en spurt efter 158,5 km. Herefter går det gennem fladt terræn ind mod storbyen, hvor man rammer finanskvarteret og den afsluttende rundstrækning efter 168 km, inden man 3 km senere kører dages sidste spurt. Efter 174,5 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med to omgange på en ny 6,5 km lang rundstrækning. Den er næsten helt flad og byder modsat den tidligere udgave på en del skarpe sving, idet man blandt andet skal dreje en del i forbindelse med to passager af Main-floden. På de sidste 5 km er der sving med 4200, 4000, 3100, 1600 m og til slut 670 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der er dobbelt som lang som tidligere

Ruten har i alt 2660 højdemeter, hvilket er som følge af den kortere distance er ca. 400 færre end sidste år.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Vejret

For to år siden var løbet plaget af forfærdeligt regnvejr, men sådan bliver det slet ikke i år. Denne gang er der udsigt til en flot forårsdag med en lidt skyet formiddag, men kun få skyer om eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå 21 grader. Vind vil der ikke være meget af, blot en svag til let vind fra nordvest. Det giver modvind på turen ud til toppen af Feldberg og primært med- eller modvind på de to rundstrækninger. Der vil være modvind på Mammolshainer og Billtalhöhe og medvind på Ruppertshain. Til slut vil der være medvind på turen ind mod Frankfurt, hvor der på den afsluttende rundstræknings sidste halvdel vil være næsten konstant sidemodvind, inden man drejer ind i sidemedvind i sidste sving.

Favoritterne

Rund um den Finanzplatz er en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det er har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et fascinerende forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsiger, at det kan gå begge veje.

Ikke desto mindre synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet en anelse i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, har vi i de seyv seneste udgaver haft fire reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

I 2017 år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurten aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og en formsvafPeter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

Sidste år fik ruten en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det vlev meget omtalt, og ruten blev beskrevet som hårdere, men det var nu svært at se, at det kunne gøre en voldsom forskel. Naturligvis var der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kom kun i forbindelse med de to første passager af stigningen. Den sidste del af løbet var stort set uforandret i forhold til tidligere. Det blev da også den ventede spurt, men Grega Bole, Simon Spilak, Julien Bernard og Emanuel Buchmann blev først hentet med 3 km igen af et felt på kun godt 20 mand.

Det viser, at spurten sagtens kan undgås. Havde Quick-Step ikke haft Yves Lampaert til at lukke hullet, er de meget tænkeligt, at de forreste var holdt hjem, for langt de fleste sprintere var isolerede. Samtidig var mange af de hurtige faldet fra, og det var folk som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen og Fernando Gaviria - alle klatrestærke folk - der havde overlevet.

Hvad kan vi så forvente os i år? Ruten er en ændret en anelse med en reduceret distance og fjernelsen af en enkelt passage af Ruppertshain og Billtalhöhe, hvilket alt andet lige må gøre ruten lettere. På den anden side vil der være medvind hele vejen hjem fra sidste passage af Mammalshain, og det burde øge chancen for, at en gruppe kan køre hjem.

Vigtigst er det dog at se, hvilke ambitioner de enkelte hold har, og her kunne noget pege på, at vi kan få svært ved at få skabt samling. Der er nemlig ikke mange, der har lyst til at skulle spurte med Alexander Kristoff, og det er vel reelt kun John Degenkolb, Pascal Ackermann og André Greipel, der vil tro på deres chancer i kamp mod nordmanden, samt naturligvis Phil Bauhaus, der dog mp være for tung til denne rute. Kristoffs UAE-hold er imidlertid temmelig svagt og kan under ingen omstændigheder kontrollere løbet alene, og Trek har ikke meget at byde ind med heller.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det har Bora, men sidste år så vi, at de trods tilstedeværelsen af Sam Bennett gik i offensiven med Buchmann, og da de denne gang har nogle meget klatrestærke folk i Patrick Konrad og Gregor Mühlberger, er det tænkeligt, at de igen vælger en tosidet strategi, hvor de ikke nødvendigvis vil bidrage til jagten. Greipels Arkea-tropper er bestemt heller ikke skræmmende, og selvom hold som Israel Cycling Academy med formstærke Davide Cimolai, Astana med Magnus Cort og Davide Ballerini samt andre hold, der måtte have misset et udbrud, måske kan give en hånd med, kunne det meget vel være året, hvor Kristoffs dominans brydes, og hvor vi ikke får en massespurt.

Meget vil naturligvis også afhænge af sammensætningen af et eventuelt udbrud. Vil ryttere eksempelvis været trygge ved at slæbe Michael Matthews med til stregen, eller vil hans tilstedeværelse ødelægge et eventuelt samarbejde? Og hvad vil Bora gøre, hvis Konrad eller Mühlberger er med i en gruppe, men Ackermann har overlevet stigningerne og har mulighed for at vinde i Tyskland i den tyske mesterskabstrøje? I et løb som dette kan alt ske, også selvom sprinterholdene i år ser meget svage ud.

Og netop det forhold får os til at tro på en udbrudssejr. Kommer der en gruppe fri med folk som Simon Clarke, Bjorg Lambrecht, Dylan Teuns, Oliver Naesen og Matej Mohoric er det nærliggende at tro, at de vil være villige til at holde den gående, også selvom de skulle have en hurtig fyr som Matthews med. Da Phil Bauhaus ikke ventes at klare stigningerne, er holdenes chancer nemlig om muligt endnu mindre i en massespurt, og derfor vil de i den situation formentlig søge den chance, der kan være i en lille gruppe nede i Frankfurt, hvor en fyr som Matthews kan få svært ved at kontrollere det. Derfor tror vi, at 2019 bliver året, hvor det stærke felt af klassikerryttere er i stand til at snyde feltet.

Det får os til at pege på Michael Matthews som vores favorit. Australieren har ikke haft det bedste forår, og det lykkedes ham aldrig at finde sin bedste form til Ardennerne, hvor han aldrig var et match for de bedste. Alligevel blev han nr. 4 i Brabantse Pijl, kørte et hæderligt Amstel og blev nr. 8 i Fleche Wallonne, inden han i Liege sad i den gruppe, der kæmpede om 10. pladsen, indtil han styrtede på det berømte ”Fuglsang-punkt” på den sidste nedkørsel. Faktisk så han ud til at blive bedre igennem Ardennerne, og da stigningerne her er af en anden støbning, burde han kunne sidde med de allerbedste, også når der angribes.

Og vi tror, at Matthews vil angribe. Han ved, at han er slået i en spurt mod Kristoff, og han elsker i forvejen at tage initiativ og ikke ”bare” være sprinter. Sidste år havde han ikke formen til at gøre andet end at satse på spurten, men i år virker han stærkere. Det er klart, at han kan få svært ved at samarbejde med langsommere folk i et udbrud, men kan han måske få en velkørende Jan Bakelants med sig, står han ikke dårligt. I det hele taget har Sunweb et hold, der kan bidrage til at gøre det hårdt og sætte Matthews op til et angreb, som vi tror, er nok til at sikre ham den klassikersejr, han endnu ikke har fået. Naturligvis kan han også køre en spurt, men chancerne for, at han slår Kristoff i en flad spurt er nærmest ikke-eksisterende.

En anden rytter, der komme fra Ardennerne, er Simon Clarke. Australieren har haft en sand drømmesæson, hvor han har været med i front i Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og senest i Amstel Gold Race, hvor han blev nr. 2. Det kneb lidt på de længere stigninger i de hårdere klassikere, men det var ikke svært uventet, og han burde være mere komfortabel på stigningerne her.

Det er klart, at han mod slutningen af ardennerugen efterhånden virkede en anelse mere slidt, og han synes i hvert fald ikke at have den form, han havde i marts. Omvendt burde der nok være til et sidste forsøg på sejr i et løb, der passer ham. Clarke viste nemlig i Amstel, at han er knivskarp i eksplosivt terræn som dette, og han er samtidig lynhurtig på stregen. Det så vi i duellen med Van der Poel i Amstel, men også i Provence tidligere på året. Det er klart, at en fyr som Matthews er en svær nød at knække på stregen, men Clarke kan slå de fleste andre offensive typer. EF skal ud over stepperne, og Clarke er manden, der kan gøre det færdigt og krone et flot forår med sejr.

Lotto Soudal kommer til start uden sprinter, og derfor skal de skabe et hårdt løb. Manden, der skal levere varen for belgierne, er Bjorg Lambrecht, der kommer til løbet efter en fantastisk klassikerkampagne, hvor han blev nr. 5 i Brabantse Pijl, nr. 6 i Amstel Gold Race og nr. 4 i Fleche Wallonne. Desværre blev han ramt af en forkølelse inden Liege, og det betød, at han valgte en offensiv tilgang i stedet for at køre finale. Alligevel kørte han et flot løb under nogle kolde betingelser, der slet ikke passede ham, og det viser, at han ikke er alt for mærket af sygdommen.

Det er klart, at Lambrecht efterhånden må være træt efter at have kørt fuld gas siden Catalonien, men foreløbig har der ikke været mange tegn på svækkelse. Hans evner og punch på stigninger som disse er indiskutable, og det samme er hans form. Samtidig ved vi, at han er ganske hurtig i en spurt, også selvom han foretrækker stigende finaler. Det er klart, at også han vil have det svært i duel med en fyr som Matthews, men de fleste andre klassikertyper vil han kunne true. Det store spørgsmål er primært, om han har friskheden og helbredet til en sidste kraftanstrengelse inden en pause.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Egentlig ville vi gerne gøre Oliver Naesen til vores favorit, men vi er lidt i tvivl om hans chancer. Belgieren har i år klatret langt, langt bedre end tidligere, og hvor han før var henvist til at følge med på stejle stigninger som Mammolshain, vil han nu trods sin størrelse formentlig kunne køre offensivt. Hans klatrepræstation på sidste etape i Paris-Nice var i hvert fald af en anden verden, og har han de samme ben denne gang, vil han utvivlsomt være en af de stærkeste på de sidste stigninger.

Usikkerheden relaterer sig til formen. Naesen er en af de mange brostensspecialister, der har holdt pause, og spørgsmålet er, om han kan matche ardennerfolk som Matthews, Clarke og Lambrecht. Omvendt rejste han sig efter et skuffende Roubaix ved at køre et flot Amstel, og har han ikke taget den alt for meget med ro i den sidste halvanden uges tid, kan den gode form ikke være helt forsvundet. Sidder han med i en gruppe, vil han endda kunne true Matthews, for med 2. pladsen i Sanremo, 3. pladsen i Gent-Wevelgem og 3. pladsen i dette løb sidste år, har han vist, at han er blevet lynhurtig efter hårde løb. I en massespurt kan han ikke slå Kristoff, men sidder han med i et udbrud, vil han med sikkerhed være en af de hurtigste.

Matej Mohoric har måttet sande, at han fortsat mangler en del, inden han kan være med i de store klassikere, men nu har han chancen for at runde en lang endagssæson af med et løb, der passer ham bedre. Niveauet her er nemlig en anelse lavere, han skal ikke slås med brosten, hvor han har det svært, og løbet er ikke så hårdt som i Ardennerne. Tværtimod er det i et løb som dette, at den alsidige slovener har sin virkelige force, og han vil elske udsigten til et offensivt og aggressivt løb. Stigningerne burde passe ham, og vi vil utvivlsomt se ham i offensiven før eller siden. Han kørte et ganske fint Liege og ligner derfor en mand, der endnu ikke er for træt, selvom hans klassikersæson har været alenlang. I det hele taget er han en rytter, der sjældent er helt væk, og motivationen mangler aldrig. Han har også en ganske hæderlig spurt, men han er ikke den hurtigste af de ryttere, der vil kunne køre offensivt undervejs. Til gengæld er han en kørelysten rytter, der ved, hvordan man sniger sig væk til slut.

Ender det alligevel i en spurt, er Alexander Kristoff tårnhøj favorit. Nordmanden har altid været en mester i at afslutte efter lange og hårde løb, men i de senere år har man måske kunnet stille spørgsmålstegn ved, om den evne stadig var intakt. I år har han imidlertid gjort de spekulationer totalt til skamme ved at vinde feltets spurt i Sanremo, vinde favoritgruppens spurt i Flandern Rundt og ikke mindst tage en knusende overlegen sejr i Gent-Wevelgem. I det hele taget er det mange år siden, at Kristoff har spurtet og klatret så godt som i år, og han nærmer sig igen niveauet fra 2015. Ligesom Naesen har han haft pause, men med fire sejre har han vist, at han altid mestrer kunsten at være knivskarp til dette løb også. Stigningerne burde han nok kunne klare, og selvom han næppe vil have meget lead-out efter 3000 højdemeter, ved vi, at han sagtens klarer sig selv i en relativt ukompliceret spurt som denne, hvor han vil være tårnhøj favorit. Udfordringen bliver at skabe samling med et hold, der bestemt ikke har meget at komme med i et hårdt løb som dette, og derfor kan det meget vel være, at hans sejrsrække bliver brudt.

Den eneste, der vel reelt har en chance for at slå Kristoff i en spurt, er Pascal Ackermann, men modsat nordmanden kan tyskeren langt fra være sikker på at klare stigningerne. Ganske vist viste han med sejren i RideLondon Classic og ikke mindst den flotte kørsel på 5. etape i Tour de Pologne sidste år, at han klatrer glimrende, men han har trods alt ikke Kristoffs holdbarhed, og 3000 højdemeter kan blive for meget. Formen burde være god med bare halvanden uge til Giro-starten, men det er til gengæld usikkert, hvordan han har det efter det styrt, der sendte ham hjem fra Tour of the Alps efter bare få kilometer. Det har i hvert fald kostet noget god løbstræning, og vi kan godt have en mistanke om, at han ikke klarer et løb, der kan blive ganske hårdt. Kommer han over stigningerne, har han imidlertid farten til at true Kristoff, også selvom han ikke har spurtet godt i år, men det er til gengæld ikke sikkert, at han får sin lead-out man Rudiger Selig med hjem. Med hjælp fra særligt Konrad kan man håbe, at han alligevel kan matche positioneringsstærke Kristoff og atter vise den fart, han havde i 2018 og dermed tage en stor sejr på sin tyske hjemmebane.

En anden stærk hjemmebanekandidat er naturligvis John Degenkolb, der er den seneste tyske vinder af løbet. Det er ikke mærkeligt, da Degenkolb sammen med Kristoff har været kendt som en mester i at afslutte efter de svære og opslidende løb. Desværre er han stadig slet ikke den samme rytter som før det grimme træningsstyrt i 2016, og det blev endnu engang understreget i en skuffende klassikersæson. Hvor et løb som dette tidligere ikke kunne blive for hårdt for ham, skal han formentlig nu grave dybt for at komme med hjem. Det burde han dog gøre, og herefter er det på til ham selv at vise, at han stadig kan true Kristoff efter et langt og hårdt løb. Hans 2. pladser bag nordmanden på Champs-Elysees i 2008 og senest i Gent-Wevelgem viser, at han stadig har en vis fart, men også, at han slet ikke er så hurtig som sin ærkerival. Man kan håbe, at folk som Michael Gogl og Alex Kirsch kan klare stigningerne og med et godt lead-out måske give ham det, han mangler for at slå Kristoff og dermed tage en populær anden sejr i løbet.

En rytter, der kan blive spændende at følge, er Enrico Battaglin. Italieneren, der som ung lignede et af de mest lovende talenter, forsvandt totalt, indtil han i den første uge af Giroen sidste år bragede tilbage i alles bevidsthed med suveræn kørsel på de to første sicilianske etaper. Siden dengang har der imidlertid været langt mellem snapsene, men selvom han fortsat ikke er i nærheden af sit niveau fra maj sidste år, har han set bedre ud på det seneste. Han spurtede sig til en 3. plads i et ellers svagt Baskerlandet Rundt, og senest er han blevet hhv. nr. 25 og nr. 38 i Amstel og Liege. Det er ikke i sig selv prangende, men viser, at han har et niveau, der burde gøre ham konkurrencedygtig her. Han vil sikkert forsøge sig i en spurt, men mod Kristoff er han chanceløs. Til gengæld kan han med den stigende form sagtens være en offensiv rytter i et terræn, der burde passe ham, og kommer han først med i en lille gruppe, vil han med sikkerhed være en af de hurtigste.

Som sagt kan Bora vælge både at satse på Ackermann og køre offensivt. Sidste år praktiserede de i hvert fald en tosidet strategi, og gør de det igen i år, er det Patrick Konrad, der skal i angreb. Østrigeren kommer til løbet med en top 10 fra Fleche Wallonne og en 13. plads fra Liege-Bastogne-Liege i benene, og i sidstnævnte var han endda i offensiven, inden han alligevel næsten sad med de bedste. Han ligner således en af feltets mest formstærke klatrere, og får han lov, vil han helt sikkert være blandt de bedste på stigningerne. I gamle dage var han også meget hurtig på stregen, men i de senere år synes han at have tabt den sidste hurtighed. Derfor frygter vi, at han vil være oppe mod hurtigere folk i en lille gruppe, men spiller han Ackermann-kortet og sætter sig på hjul, har han så fin en afslutning, at han med lidt held ikke er uden chance.

Egentlig ville vi gerne gøre Davide Ballerini til en af topfavoritterne. Sidste år vandt han i en gylden weekend to kuperede italienske endagsløb, hvor han kørte med i en lille gruppe, som han derefter slog på stregen. Det viser, at et løb som dette burde være helt perfekt for den alsidige, hurtige og yderst talentfulde italiener. Som for de andre brostensryttere gælder imidlertid også for ham, at han har holdt pause, og man kan derfor tvivl på, om benene rækker til at gå med ardennerrytterne. Terrænet er til gengæld på papiret ikke for hårdt, og i Paris-Roubaix så han nærmest skræmmende stærk ud, indtil et dumt styrt formentlig kostede ham et topresultat. Har han bygget videre på det momentum, er han et godt bud på en mand, der kan køre offensivt. I en massespurt skal han og Magnus Cort fordele opgaverne, men ingen af dem har de store chancer mod Kristoff.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Den lokale helt André Greipel er tidligere blevet nr. 3 og 5 i løbet, men han har ikke gennemført siden 2013. Nu om dage kan man frygte, at niveauet er for højt til, at han kan sidde med på så kuperet en rute, ikke mindst fordi også han kommer til løbet efter en lille pause. Normalt skal Greipel være i storform for at sidde med de bedste på en sådan dag, men han har også vist os, at det ikke er umuligt. I Catalonien klatrede han faktisk imponerende godt, ikke mindst på 1. etape, og derfor er han bestemt ikke uden chancer. Til gengæld er hans spurter gået ad h… til i et år, hvor han uden et stærkt hold slet intet har kunnet i positionskampen. Her vil feltet dog være så reduceret, at han burde have en chance, og selvom vi reelt ikke har haft mulighed for at se ham spurte i næsten hele 2019, burde han trods alt være en af de få, der har en reel chance for at slå Kristoff.

Davide Cimolai var gået helt i stå på FDJ, men efter skiftet til Israel Cycling Academy er han virkelig blomstret op. Hans fabelagtige EM sidste år viste, at han stadig har klassen, og det har han bygget videre på i dette forår, hvor han lagde ud med at spurte sig til en 2. plads i Tirreno-Adriatico og nu efter en hård træningslejr frem mod Giroen netop har vundet to etaper samt taget den samlede sejr i Vuelta a Castilla y Leon. Her viste han stor styrke på både stigninger og i sidevind, og han burde derfor have gode muligheder for at klare udfordringerne i dette løb. Han bakkes endda op af et stærkt hold, der også burde have en formstærk Kristian Sbaragli og måske Tom Van Asbroeck, August Jensen og Krists Neilands hos sig i finalen. Det giver ham et af de bedste tog, og selvom det er svært at slå Kristoff, har han formen til at forsøge.

Det har været et skidt forår for Magnus Cort, der egentlig lagde fint fra land i Paris-Nice og Milano-Sanremo, men derfra gik det bare nedad bakke. Han syntes at blive dårligere fra løb til løb, og han har derfor utvivlsomt haft godt af en lille pause. Hvor han står nu, er temmelig usikkert, men sidste år kom han faktisk flyvende ud fra pausen, da han slog Greg Van Avermaet på en knaldhård etape i Tour de Yorkshire. Har han samme ben nu, burde dette være et løb, der passer ham. Man kan måske nok tvivle på, om han har benene til at køre offensivt, men han burde kunne tage sin chance i en reduceret massespurt. Han viste nemlig med sin flotte spurt i Sanremo, hvor han kun blev slået af Kristoff, at farten stadig er høj, særligt efter et hårdt løb, og at hans vanskeligheder i spurterne primært skyldes hans positionering. De problemer bliver mindre, hvis vi som sidste år blot har ca. 20 mand tilbage, og derfor kan Cort, hvis Astana satser på ham og ikke Ballerini, som i Italien tage kampen op med Kristoff, især hvis han har sin italienske holdkammerat som lead-out man.

Ryan Gibbons lagde ud som lyn og torden i en sæson, hvor han klatrede som en drøm i årets første måneder. Det fik desværre en brat ende efter en lille pause, og siden Volta a Catalunya har han slet ikke været på samme niveau. Senest kørte han et nærmest katastrofalt Tour of Turkey, hvor han på stigningerne blev slået af langt tungere folk. Normalt burde han dog ikke få problemer med at klare bakkerne her, og han har undervejs i blandet andet Oman, Tour Down Under og Catalonien faktisk kørt nogle fine, flade spurter. Det er klart, at han ikke har Kristoffs fart, men med støtte fra Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen, der begge burde have en fin chance for at klare stigningerne, vil han med et godt lead-out måske kunne kompensere for den manglende topfart.

En yderst formstærk og holdbar sprinter er Justin Jules. Franskmanden har med en 2. plads i Liburg, flot kørsel i Sarthe og en 11. plads i Brabantse Pijl vel aldrig klatret bedre end nu, og han har endda med sine spurter i Sarthe og De Panne vist, at han også stadig kan begå sig i massespurter. Det er klart, at heller ikke han har Kristoffs topfart, men han bakkes til gengæld op af et stærkt hold, der kan ende med at have en formstærk Baptiste Planckaert, Dimitri Peyskens og Eliot Lietaer hos ham i finalen. Samtidig er han god i positionskampen, og selvom en sejr måske er lidt langt væk, er podiet i hvert fald klart inden for rækkevidde.

Efter en meget svær tid rejste Dylan Teuns sig pludselig ud af det rene ingenting og kørte et fantastisk Liege, hvor han var en af de absolut stærkeste. Dermed har han endelig fundet benene, og selvom det er lidt for sent, kan han i det mindste presse et sidste resultat ud af benene i dette løb. Desværre er ruten her langt fra ideel for ham, for mens han er en god puncheur, er han ikke specielt hurtig på flad vej. Derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde, og det er trods alt svært i et løb som dette. Omvendt kan han sammen med Mohoric meget vel i finalen udgøre en skræmmende stærk duo i en lille gruppe, og mens de fleste vil holde øje med den hurtigere Mohoric, kan Teuns måske udnytte den gode form til at stikke af.

Neri Sottoli har en meget spændende duo i Simone Velasco og Davide Gabburo, der har været her, der og alle vegne i dette forår. Senest kørte de et fint Tour of the Alps, hvor Velasco efter en svær start sluttede af med en 3. plads på sidste etape, og Gabburo klatrede bedre på lange stigninger end ventet. De kom lidt til kort i Giro dell’Appennino, men også her var stigningerne en anelse for lange. Dette terræn burde til gengæld passe dem ideelt, og selvom de er i skrapt selskab, burde de have en god mulighed for offensiv kørsel. Begge er endda så hurtige, at de i Coppi e Bartali var hurtigst i spurter i relativt store grupper - Gabburo dog bag den ensomme Mauro Finetto, der stjal etapesejren - og det viser, at de begge kan gøre arbejdet færdigt, hvis de har styrken til at køre med i angrebene undervejs.

Ligesom det meste af Dimension Data har Edvald Boasson Hagen haft et skidt forår, hvor han aldrig fandt formen efter den sygdom, der slog ham ud i Algarve. Han blev heldigvis bedre og bedre, men heller ikke i Roubaix var han endnu god nok til at køre med de bedste. Nu har han holdt pause, hvilket formentlig har været godt for ham, og han plejer altid at være i form i maj, hvor han som regel vinder et hav af etaper i de norske løb. Dette løb kommer nok en anelse for tidligt, og da han formentlig skal køre spurten for Gibbons, skal han være god nok til at køre offensivt. Vi har en tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre, men en formstærk Boasson Hagen er god i dette terræn. Og sidder han først med i en lille gruppe, vil han formentlig være en af de allerhurtigste.

Mange tyske øjne vil være rettet mod Nils Politt. Med 2. pladsen i Roubaix fik tyskeren sig det store folkelige gennembrud for et par uger siden, og derfor vil mange fans nu holde et vågent øje med ham på hjemmebanen. Selvom han efterhånden har udviklet en fin spurt og sidste år faktisk slog folk som Greipel og Ackermann i sprinterløbet Münsterland Giro, kan han ikke vinde løbet i en massespurt. Derfor skal han køre offensivt, og selvom han i sidste års Deutschland Tour viste, at han kan begå sig i dette terræn, tvivler vi på, om tunge Politt kan gå med ardennerrytterne, især efter en lille løbspause. Omvendt udvikler han sig med så hastige skridt, at vi intet afskriver, og motivationen vil intet fejle. Med sin gode spurt står han i hvert fald godt, hvis han skulle ramme rigtigt og sidde med hjem i en gruppe, der afgør løbet.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det har ikke været sjovt at være vidner til den deroute, den ellers så lovende Kristian Sbaragli har oplevet. Nu er der måske lys for enden af tunnelen, for han kommer til Tyskland med en 14. plads fra Brabantse Pijl og ikke mindst en 20. plads fra Amstel Gold Race i bagagen. Det vidner om, at han efterhånden har fundet sine gamle klatreben, og i givet fald er dette et godt løb for en fyr som ham. I en spurt har han ikke samme fart som tidligere og vil helt sikkert skulle køre for Cimolai, men med den form, han har vist på det seneste, kan han sagtens være en animator i et offensivt løb. Lykkes det, vil han have farten til også at gøre det færdigt, hvis en lille gruppe skal spurte om sejren.

Det er sjældent, at vi nævner Grega Bole, der efterhånden bare er ren hjælper. Sidste år fandt han imidlertid formen netop til maj måned, hvor han i dette løb var med i den gruppe, der blev hentet bare 3 km fra stregen. I år har han også vist visse takter med en 3. plads i Catalonien og en 10. plads i Baskerlandet, og han har derfor bevaret sin spurtstyrke i et hårdt løb. Han vil utvivlsomt være ivrig efter at angribe i samme stil som sidste år, og sammen med Teuns og Mohoric kan han udgøre en farlig trio, hvor han vil være den hurtigste. Da Phil Bauhaus næppe klarer stigningerne, kan han også få chancen i en massespurt, men her vil han have det svært mod en fyr som Kristoff.

Endelig vil vi pege på Sergey Shilov. Russeren var for et par år siden decideret specialist i at spurte i endog meget kuperede endagsløb og vandt på den vis blandt andet Trofeo Matteotti og Prueba Villafranca i 2017. Sidste år var han imidlertid helt væk, og derfor var der ikke den stor optimisme inden 2019. Siden Siclien, hvor han blev hhv. nr. 4 og 6 i massespurterne har der imidlertid været hul igennem, og senest klatrede han ganske godt i Tour of the Alps, inden han blev nr. 7 i det hårde Giro dell’Appennino, hvor han var tredjehurtigst i den lille gruppe, der spurtede om 5. pladsen. Derfor burde dette også være et godt løb for den holdbare russer. Det er klart, at han ikke er hurtig nok til nå Kristoff til sokkeholderne, men med den nuværende form er podiet realistisk, især hvis det bliver hårdt.

OPDATERING: En af løbets favoritter, Bjorg Lambrecht, har desværre meldt afbud med sygdom.

OPDATERING 2: Matti Breschel kommer ikke til start, men til gengæld har EF udtaget Sacha Modolo som deres kandidat til en spurt. Han har holdbarhed, men bør ikke være hurtig nok til at vinde.

***** Michael Matthews

**** Simon Clarke, Oliver Naesen

*** Matej Mohoric, Alexander Kristoff, Pascal Ackermann, John Degenkolb, Enrico Battaglin

** Patrick Konrad, Davide Ballerini, André Greipel, Davide Cimolai, Magnus Cort, Sacha Modolo, Ryan Gibbons, Justin Jules, Dylan Teuns, Simone Velasco, Davide Gabburo, Edvald Boasson Hagen, Nils Politt, Kristian Sbaragli, Grega Bole, Sergey Shilov

* Hugo Hofstetter, Damien Touze, Phil Bauhaus, Baptiste Planckaert, Reinardt van Rensburg, Marco Haller, Moreno Hofland, Szymon Sajnok, Guillaume Boivin, Romain Hardy, Quentin Jauregui, Pieter Weening, Jose Goncalves, Jan Bakelants, Alex Kirsch, Gregor Mühlberger, Tom Van Asbroeck, Lawrence Naesen, Romain Cardis, Tomasz Marczynski, Jerome Baugnies

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Naesen vil være førstemanden til både at angribe og køre en massespurt, men den hurtige og formstærke Quentin Jauregui kan måske også begå sig i et offensivt løb. Det samme kan Francois Bidard og Geoffrey Bouchard, men de er reelt uden chance for at vinde.

Astana: Holdet har Ballerini og Cort, der som sagt både kan køre offensivt og spurte. Den nykårede asiatiske mester Yevgeniy Gidich kommer ganske vist med en frisk sejr, men ventes at skulle støtte holdkammeraterne.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Bahrain-Merida: Holdet har Teuns og Mohoric som to af de stærkeste på stigninger, og som sagt kan Bole både spurte og angribe. Selvom han klatrede fint i Catalonien, bør løbet været for hårdt for Phil Bauhaus. Henrich Haussler har en bedre chance for at overleve, men han er ikke hurtig nok længere.

Bora-hansgrohe: Holdet har i Ackermann og Konrad som sagt gode kandidater til begge scenarier. Også Gregor Mühlberger kan køre offensivt, men han virker meget formsvag. Det er Cesare Benedetti bestemt ikke, men den velkørende italiener får svært ved at vinde.

CCC Team: Løbet bør være for hårdt for holdets sprinter, Szymon Sajnok. Plan B er den mere holdbare Jonas Koch, men han har ikke farten til at vinde. Josef Cerny burde være en god kandidat i et offensivt løb, men han har skuffet fælt på det seneste.

Cofidis: Hugo Hofstetter kørte flot i Roubaix og burde have en fin chance for at sidde med hjem til en reduceret massespurt. Han får det dog svært mod Kristoff og co. Som plan B har holdet den endnu mere klatrestærke Damien Touze, der dog er knap så hurtig. Dimitri Claeys burde kunne køre offensivt, men synes ikke at have formen.

EF Education First: Holdet har Clarke som en god kandidat til et offensivt løb, men har også i sidste øjeblik hentet Sacha Modolo ind som en holdbar sprinter. Han er dog ikke hurtig nok til at slå Kristoff.  Moreno Hofland kunne også være en kandidat til en reduceret massespurt, men han har intet vist i et forår plaget af helbredsproblemer og skal formentlig køre for Modolo.. Sean Bennett er klatrestærk og halvhurtig, men har skuffet i år. Logan Owen er også en kandidat til en top 10 i en reduceret massespurt, mens Dan McLay er uden chance for at klare stigningerne.

Gazprom-Rusvelo: Som nævnt har holdet en stærk kandidat i Shilov. Med sin martsform ville Evgeny Shalunov have været en kandidat i et offensivt løb, men selvom der var lidt fremgang i Giro dell’Appennino er han slet ikke på samme niveau længere.

Israel Cycling Academy: Holdet satser på Cimolai i en spurt, men som sagt kan Sbaragli også køre et offensivt løb. Tom Van Asbroeck kan agere plan B for Cimolai, mens Krists Neilands og August Jensen mangler at vise form, der gør det muligt at tro på at se dem i offensiven. Formstærke Guillaume Boivin er hentet ind og kan måske også gå i offensiven.

Lotto Soudal: Holdet er stærkt svækket efter Lambrechts afbud. Uden en sprinter må det handle om offensiv kørsel ,og måske  kanTomasz Marczynski, der kørte et flot Fleche Wallonne, gøre det. Holdet har Lawrence Naesen og Enzo Wouters, der dog er for tung, til at gå efter en top 10 i en spurt.

Neri Sottoli: Som sagt er Velasco og Gabburo gode bud. Etienne Van Empel og Sebastian Schönberger kørte flot i Tyrkiet, men selvom de sammen med Edoardo Zardini kan løre offensivt kan de ikke vinde.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Roompot: Mathias De Witte kan måske spurte sig til en top 10, men bedste chance er offensiv kørsel med den meget svingende Pieter Weening samt en velkørende Oscar Riesebeek. Begge er dog for langsomme til at have de helt store chancer.

Sport Vlaanderen: Thomas Sprengers kørte pænt i Ardennerne, men ikke på et niveau, der gør det muligt at tro på det helt store. Det samme er tilfældet for den halvhurtige Kevin Deltombe , der heller ikke har sin bedste form. Holdets hurtigste er Aaron Verwilst, men han kommer næppe med hjem.

Arkea-Samsic: Holdet satser formentlig alt på Greipel, men hurtige Romain Hardy begynder at vise noget form, der kan gøre det muligt at tro på offensiv kørsel. Det er også muligt for Kevin Ledanois, der dog er meget svingende, samt en velkørende Antony Delaplace, der dog mangler spurten til at gøre det færdigt.

Dimension Data: Som sagt vil holdet formentlig satse på en spurt med Gibbons, mens Boasson Hagen kan køre offensivt. Reinardt van Rensburg kunne også være en kandidat til en top 10 i en reduceret massespurt. Michael Valgren virker desværre stadig for formsvag, og den velkørende klatrer Amanuel Ghebreigzabhier får svært ved at vinde et løb som dette.

Katusha-Alpecin: Battaglin ligner bedste bud, både i en spurt og i et aggressivt løb, men som sagt er Politt også en kandidat. En velkørende Marco Haller kan måske sidde hjem til en spurt, mens Jose Goncalves og Ruben Guerreiro desværre virker for formsvage til at køre aggressivt.

Team Sunweb: Matthews må være den klare førstemand og vil formentlig have hele holdet til sin rådighed. Jan Bakelants kørte fint i Liege og kan måske sidde med i en lille gruppe af offensive ryttere, hvor de svingende Robert Power og Chris Hamilton måske også kan støtte kaptajnen.

Total Direct Energie: Holdet har Romain Cardis til en spurt, men han får svært ved at sidde med hjem. Den mere holdbare Angelo Tulik kunne være en plan B. Rein Taaramae  kan køre offensivt, men har ikke vist meget i år.

Trek-Segafredo: Det ligner et hold, der satser 100% på Degenkolb. Alex Kirsch og en desværre formsvag Michael Gogl kan vise sig frem i et mere offensivt løb.

UAE- Team Emirates: De får rigeligt at gøre med at sikre en massespurt for Kristoff.

Wallone-Bruxelles: Formstærke Jules ligner en god kandidat, og han støttes af den mindst lige sp velkørende Baptiste Planckaert, der kommer til løbet med to podiepladser fra Tour du Finistere og Tro-Bro Leon, men som formentlig skulle køre spurten for den hurtigere franskmand. . Eliot Lietaer og Dimitri Peyskens kan køre offensivt, men får svært ved at vinde.

Wanty-Gobert: Det burde være et godt løb for hurtige og aggressive Jerome Baugnies, og løbet er for let for Fabien Doubey. Holdets hurtigste er sprinteren Boris Vallee, mden han får det formentlig for svært. Pieter Vanspeybrouck er pla B til en spurt, men han har intet vist i snart en menneskealder.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi naturligvis have til Magnus Cort, hvis chancer er omtalt ovenfor. Michael Valgren har stadig ikke en form, der giver grundlag for optimisme, og han vil formentlig støtte Gibbons og Boasson Hagen. Casper Pedersen får nok at gøre med at støtte Matthews på Sunweb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexander Kristoffs sejre fra 2018, 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.