Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Etoile de Besseges
06. februar 2019 17:50 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens mange ryttere nu om dage foretrækker Mellemøsten, Australien, Argentina eller Colombia som steder, hvor de tidlige løbskilometer skal i benene, er der også folk, der stadig benytter den traditionelle vej frem mod sæsonens første højdepunkter. I næsten 50 år har Etoile de Besseges tilbudt rytterne en chance for at få et europæisk etapeløb i benene, og selvom løbet ofte har været plaget af forfærdeligt vejr, er det fortsat det bedste sted at teste formen for nogle af de hårdføre ryttere, der forbereder sig til større mål i et løb, som traditionelt har været domineret af sprintere.

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. For fem år i træk blev der imidlertid første gang trampet i pedalerne på europæisk grund i Mallorca i den forløbne uge, men det ændrer ikke på, at mange ryttere holder fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

 

Igen i år er Volta a la Comunitat Valecniana tilbage på kalenderen og afvikles i samme uge, og derfor har Etoile de Besseges nu hårdere konkurrence, også selvom Dubai Tour nu er fusioneret med Abu Dhabi Tour og afvikles meget senere. Det har desværre kostet lidt for det historiske løb, idet folk i stigende grad har søgt mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold foretrækker imidlertid fortsat deres hjemmebaneløb, og selvom La Mediterraneenne igen i år har aflyst, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour La Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Tour du Haut-Var og endagsløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

 

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagsløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på anden etape, hvor de kørte i bidende kulde. Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringer. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de indtil i år fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alés har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det er nu enkeltstartsrytterne, der dominerer.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo Van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand på podiet. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de Las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 lykkedes det kun Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Tony Gallopin og Anthony Ravard.

 

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre er Etoile de Besseges nu også ramt, og arrangørerne afviklede udgaverne i både 2017 og 2018 med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret er villige til at investere i begivenheden. Det lykkedes i første omgang at finde en løsning, men i år gik den ikke længere. Derfor er 2019-udgaven reducereret fra de hidtidige fem til nu bare fire dage. Til gengæld har Dubai Tours forsvinden haft en meget gavnlig effekt på feltet, der er langt stærkere og mere internationalt med hele fem WorldTour-hold, end det har været i umindelige tider.

 

Sidste år lykkedes det endelig for Tony Gallopin at bryde en trist serie på hele tre andenpladser i træk, da han med en klar sejr på enkeltstarten endelig kunne bestige podiets øverste trin som vinder med forspring på hhv. 15 og 20 sekunder ned til Christophe Laporte og Yoann Paillot. Efter i flere år at have været en markant figur i løbet vender Gallopin ikke tilbage denne gang, men de gør til gengæld Laporte og Paillot, der håber at gøre det endnu bedre end sidste år.

 

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og siden da har løbet haft det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år.

 

Det ændres der afgørende på i 2019. Ikke blot er løbet som sagt desværre forkortet fra fem til fire dage, hvilket er sket på bekostning af lørdagens klassiske puncheurspurt på Muren i Laudun, der denne gang udgår, resten af løbet er også gjort langt lettere. Det er sket ved, at lørdagens ellers så velkendte kongeetape er gjort betydeligt lettere og nu med stor sandsynlighed kan blive afgjort i en massespurt. Tidligere har det ellers været netop denne etape, der sammen med enkeltstarten og eventuelle bonussekunder har været afgørende, men nu synes det hele måske at kunne koges ned til et opgør om tidsbonus samt den afsluttende enkeltstart.

 

Som sagt er terrænet i denne del af Frankrig nemlig ikke voldsomt vanskeligt, og arrangørerne vælger klogeligt at undgå de sværeste stigninger. Det giver masser af muligheder for sprinterne, og det vil de også få i år. Som i tidligere udgaver er de to første etaper næppe stort set helt flade, og med mindre vinden kommer i spil ventes de at blive afgjort af de hurtige folk. Det øger blot betydningen af søndagens korte enkeltstart, der slutter på toppen af en kort stigning i Alés, og som gør det til et interessant slag, hvor ryttere, der ikke nødvendigvis er specialister, som regel kan begå sig fint, hvis klatrebenene er skruet rigtigt på.

 

 

1. etape

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, og den model genbruges i 2019, hvor der er tale om en stort set identisk rute i forhold til det, vi har set i de tidligere udgaver. Vinden truer altid med at skabe splittelse, men som regel er det sprinterne, der afgør slaget og således får mulighed for at sikre sig den første førertrøje.

 

I forhold til tidligere udgaver er etapen forkortet til nu bare 145,3 km, og den har som sagt start i Bellegarde og mål i Beaucaire. Fra start køres igennem helt fladt terræn mod nordøst frem til et vendepunkt umiddelbart nord syd for storbyen Avignon. Her vendes der rundt, hvorefter man følger bredden af en flod tilbage til Beaucaire, inden man efter en lille sløjfe mod nord, inden man kører ind til selve målbyen, hvor målstregen dog ikke krydses.

 

I stedet går det mod syd ned til en 43,7 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Først køres mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor kategori 2-stigningen Cote de la Tour (700 m, 5,9%) skal forceres efter hhv. 59,6 og 103,3 km. Derfra går det igennem fladlandet mod sydøst og siden nord tilbage til rundstrækningens udgangspunkt. Efter anden omgang går det endelig det korte stykke ind til Beaucaire, hvor målstregen krydses efter 136,7 km i forbindelse med dagens eneste indlagte spurt. Etapen afsluttes nu med en omgang på en flad 8,6 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Den byder på en lille 1500 m lang bakke efter 4 km og en svagt faldende opløbsstrækning, men er i alt væsentligt flad. Det sidste sving kommer med 2400 m til mål.

 

Etapen byder på bare 419 højdemeter.

 

Etapen er som sagt lidt en klassiker, der nu i mange år i lidt varierende form har været benyttet. I forhold til sidste år er eneste forskel, at man kun kører én og ikke tre omgange i finalen, og derfor ved vi, hvad der skal forventes. Historien viser tydeligt, at sprinterne som regel kommer til fadet. Vinden er altid farlig i regionen, men alt peger på, at det hele atter skal afgøres i en massespurt.

 

Det var også tilfældet sidste år, hvor Marc Sarreau fik en drømmestart på sæsonen ved at slå til på sin allerførste løbsdag. I 2017 gav Arnaud Demare også FDJ en perfekt indledning, da han slog Alexander Kristoff efter et fornemt lead-out af sit nye tog. I 2016 vandt Bryan Coquard, mens Kris Boeckmans og Michael van Staeyen var hurtigst i henholdsvis 2013 og 2015. I 2014 lykkedes det imidlertid et udbrud at holde hjem og Sander Helven at tage sejren.

 

 

 

 

2. etape

Mens 1. etape stort set altid er den samme, varierer målet for 2. etape. Starten gør som regel fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. I år er etapen imidlertid flyttet til et nyt område, men det bør ikke ændre på forløbet. Med mindre vinden kommer i spil burde de hurtige folk for anden dag i træk få chancen for at slå til.

 

Også 2. etape er en relativt kort sag, der fører feltet over bare 157,9 km fra Saint Genies de Malgoires til La Calmette. De to byer er at regne som naboer, og derfor består etapen af en sindrig tur i det relativt flade terræn i området både øst og vest for startbyen. Ruten indledes således med en nordgående strækning igennem fladlandet, hvorefter det får mod vest og sydvest frem til en kort rundstrækning, der skal tilbagelægges en enkelt gang. Herefter går det videre mod sydøst op over kategori 2-stigningen Cote Montagnac (1,1 km, 6,3%), hvis top rundes efter bare 23,5 km. Herefter flader det igen ud, mens det går mod sydøst og siden nordøst op til La Calmette, hvor målstregen for første gang passeres efter 37,1 km i forbindelse med dagens eneste indlagte spurt.

 

Der venter nu en omgang på en 57,5 km lang rundstrækning, der består i et indledende fladt stykke, der fører tilbage til startbyen, hvorefter den indledende del af ruten gentages igen. Det betyder, at Cote Montagnac atter skal passeres efter 81,0 km, inden målstregen krydses for anden gang efter 94,6 km. Dernæst gælder det en omgang på en relativt fladt 32,1 km rundstrækning, der i store træk gør brug af de samme veje som den store runde, men en betydelig del - herunder Cote Montagnac - skæres af. Etapen afsluttes med en omgang på en endnu kortere 31,2 km lang rundstrækning, der er en næsten tro kopi af den forrige. Den afsluttes med fem næsten helt flade kilometer, hvor de sidste 1000 m stiger med beskedne 0,4% i gennemsnit, og hvor det sidste sving kommer hele 4,6 km fra mål.

 

Etapen byder på i alt 1096 højdemeter.

 

Etapen er måske nok ny, men svær er den ikke. Antallet af højdemeter er forøget i forhold til tidligere, men reelt er det kun vinden, der kan forhindre endnu et af Etoile de Besseges’ mange sprinteropgør. Hvorvidt vejret kan splitte feltet, må tiden vise, men sandsynligheden taler for, at det atter bliver en hurtig herre, der slår til på 2. etape.

 

La Calmette har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage for sprinterne er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute er der imidlertid i år lagt op til en nyskabelse, og det må få sprinterne til at slikke sig om munden. Den gamle, ganske udfordrende strækning med flere hårde bakker på en svær rundstrækning er nemlig erstattet med langt fladere terræn, hvor der ganske vist er stigninger på programmet, men ikke i samme omfang som tidligere. Allerede den gamle rute gav de mest hårdføre sprintere en vis chance, og deres muligheder synes i den grad at være forøget i 2019-udgaven af det første franske etapeløb.

 

Den nye etape byder på i alt 158,2 km og har som den gamle variant både start og mål i Besseges. Den kan inddeles i tre dele, og det er den indledende del, der er den vanskeligste. Den består nemlig af en omgang på den 42,9 km lange rundstrækning i bakkerne umiddelbart syd for Besseges, der på den tidligere rute skulle forceres hele tre gange. Nu skal den bare tilbagelægges en enkelt gang og det betyder, at den gamle nøglestigning, kategori 1-stigningen Col de Trelis (3,0 km, 6,1%) med top efter 6,4 km, nu blot er på programmet en enkelt gang. Efter en nedkørsel gælder det den ikke-kategoriserede Col des Brousses (2,0 km, 5,2%), hvis top rundes efter 14,4 km, og som har en ganske stejl midtersektion med 500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4. Herefter flader det atter ud, mens man kører frem til målstregen, der krydses efter de 42,9 km, og hvor en indlagt spurt er placeret.

 

Nu gælder det nyskabelsen, der består af en omgang på en 108,6 km lang rundstrækning, der er betydeligt fladere end den foregående. Den sender rytterne ud i terrænet øst for Besseges, hvor det er langt mere overkommeligt end på bakkerne i den umiddelbare nærhed. Hovedudfordringen er her kategori 2-stigningen Cote de Majannes-le-Clap (7,3 km, 2,9%), der er lang, men regulær og alt andet end stejl, og som har top efter 100,3 km. Herefter flader det atter ud, inden det kort inden næste målpassage gælder den ikke-kategoriserede Col du Grand Chataignier (8,2 km, 1,9%, der kun nær toppen med 500 m med 6,1% er en anelse stejl. Toppen passeres efter 143,3 km, hvorefter faldende og fladt terræn leder tilbage til mål, hvor den anden spurt kommer efter 151,7 km. Som på den gamle rute afsluttes etapen nu med en omgang på en helt flad, 6,8 km lang rundstrækning uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 3,1 km igen og derefter går det fladt ind til stregen, idet den sidste kilometer dog stiger med 0,7%.

 

Etapen byder på i alt 1715 højdemeter.

 

Klatrerne og klassikerspecialisterne vil helt sikkert begræde ruteændringen, der vil gøre det meget vanskeligt at skabe nogen form for udskilning inden den afgørende enkeltstart. Den nye rute er langt letter end den foregående, og da de sværeste stigninger nu begge kommer inden for de første 50 km, vil de slet ikke spille samme rolle som tidligere. Så sent som sidste år endte det trods det vanskeligere terræn alligevel i en reduceret massespurt, og denne gang kan det meget vel være et næsten fuldt felt, der skal afgøre kongeetapen i et sprinteropgør.

 

Den gamle etape var langt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel vandt en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

 

 

 

 

4. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og det må formodes i endnu højere grad at blive tilfældet på den lettere rute i 2019.

 

Etapen er 10,7 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første 9 km er helt flade og består af en kort tur mod nord og vest og dernæst frem og tilbage mod nord og syd langs floden, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til området kort nær starten krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd og siden vest. Her leder et højresving ind på en 2,9 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 4,8, men efter 1500 bløde meter stiger det over 500 m med hele 8,0%, inden 500 m med 3,2% efterfølges af de afsluttende 400 m, der stiger med 6,4%. Målet er placeret på toppen. I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man siden sidste år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m.

 

Etapen byder på i alt 179 højdemeter.

 

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre og med en sejr her formentlig kan tage et meget stort skridt mod den samlede sejr.

 

Sidste år sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte bare 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

 

 

 

 

Favoritterne

Siden enkeltstarten blev introduceret i 2012, har den vist sig at være stort set altafgørende, og i langt de fleste tilfælde har vinderen af kampen mod uret også stået øverst på podiet. Således var det kun i 2013 og i 2017, det forholdt sig anderledes. I førstnævnte tilfælde var Jonathan Hivert del af en lille 11-mandsgruppe, der havde vundet 36 sekunder på feltet på kongeetapen, og dermed havde han vundet tid på de fleste. Vinderen af enkeltstarten, Anthony Roux, var imidlertid også med i den gruppe, men da han havde tabt tid grundet et split på den flade første etape, var en niendeplads i sidste etapes kamp mod uret nok til, at Hivert kunne vinde samlet. I 2017 tog Lilian Calmejane en solosejr på kongeetapen, og derfor var en 2. plads bag løbets evige toer, Tony Gallopin, på enkeltstarten nok til at tage den samlede triumf.

 

2013- og 2017-udgaverne viser således, hvad det er, der kan forhindre vinderen af enkeltstarten i også at vinde samlet. Hovedsageligt har det været den hårde 3. etape, hvor der kan gøres forskelle, og har man ikke været med i frontgruppen her, har chancerne for samlet været sejr ødelagt. I 2017 så vi også, hvordan feltet blev splittet til atomer i sidevinden på den ellers flade 2. etape, men her var alle løbets store favoritter med i frontgruppen, og det fik derfor ikke den store indflydelse på kampen om den samlede sejr.

 

Et andet element, der kommer i spil, er bonussekunderne. En dominerende sprinter kan på landevejsetaerne opbygge et ganske solid forspring. I 2014 vandt John Degenkolb således flere etaper, og selvom han ikke kunne matche de bedste på den afsluttende enkeltstart, endte han som nummer 3 samlet. I 2015 blev Edward Theuns nummer fem samlet, selvom han kun blev nummer 25 på enkeltstarten, og sidste år havde Christophe Laporte scoret så megen tidsbonus, at han endte som nr. 2.

 

I år er ruten som sagt ændret ganske markant. Vigtigst er det, at kongeetapen er blevet gjort langt lettere, og det synes nu at være usandsynligt, at klatrerne her kan gøre en forskel. Løbet er altid meget aggressivt, og man kan ikke udelukke, at der kan ske overraskelser, men på papiret ligner det tre massespurter inden den sidste enkeltstart.

 

Den store joker er som altid sidevinden, der reelt er det eneste, der for alvor kan ruske op i tingene. Vi så som sagt i 2017, hvordan feltet sprængtes i til atomer, og efter et meget vindblæst GP Marseillaise i søndags har rytterne fået en påmindelse om, hvor slem Mistralen kan være. Det ser imidlertid ikke ud til at blive en faktor i år, hvor særligt de tre sidste dage kun vil byde på meget begrænset vind. Faren kommer på 1. etape, hvor det vil være en anelse mere blæsende, men det synes ikke sandsynligt, at det vil være nok til at skabe den helt store ravage i et felt med mange sultne sprintere.

 

Samlet set kan det konkluderes, at enkeltstarten ser ud til at blive næsten altagørende, da de tre første etaper ventes at ende i massespurter. Man skal dog tage sig i agt for sprintere, der som Laporte sidste år kan score mange bonussekunder, også selvom forkortelsen af løbet betyder, at der denne gang kun er tre muligheder for at sætte sekunder i banken.

 

Enkeltstarten er imidlertid meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute.

 

Det er meget svært at komme uden om, at Tim Wellens må være den store favorit. Belgieren har tradition for at være flyvende fra sæsonstart, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i år. Således vandt han for tredje år i træk det hårdeste endagsløb på Mallorca, hvor han viste stor klasse på både stigninger og nedkørsler, og han har dermed til fulde dokumenteret, at han formen er præcis, hvor den skal være. Selvom han ikke er specialist, er han en fornuftig temporytter, og denne rute passer ham eminent. Som sagt er det nemlig typisk ardernnertyper, der gør det godt, og Wellens hører som bekendt til blandt de allerbedste på en stigning som den, der venter i Ales. Det er ikke uden grund, at Tony Gallopin, der på mange måder minder om Wellens, har været så stærk på netop denne etape i de senere år, og der er al mulig grund til at tro, at belgieren kan følge i den tidligere holdkammerats fodspor. Da han heller ikke bliver fanget i eventuel sidevind, må han være den klare favorit.

 

Sidste år blev Christophe Laporte samlet nr. 2, da bonussekunder samt en 4. plads på enkeltstarter næsten bragte ham på højde med Gallopin. Det må have givet mod på mere forud for årets løb, hvor han atter burde have gode chancer. Han har sidste år med 4. pladsen vist, at han mestrer den eksplosive enkeltstart, ligesom han som bekendt lidt overraskende vandt enkeltstarten i Belgium Tour, der ligeledes var en relativt kort sag. Sprinterfeltet er stærkt, men Laporte har med et stærkt tog bestående af Geoffrey Soupe, Bert Van Lerberghe og Zico Waeytens gode muligheder for at få del i tidsbonussen igen. Gør han det, og har han lagt yderligere på i forhold til sidste år, kan han blive livsfarlig, i hvert fald hvis han i sin sæsondebut er i lige så god form som sidste år.

 

Ag2r er uden Gallopin, men har i Alexandre Geniez en ganske kapabel afløser. Den uhyre ustabile franskmand er altid helt umulig at forudsige, men er han lige så flyvende som i 2018, hvor han vandt sine to allerførste løb, er han livsfarlig. En af sejrene var nemlig på prologen i Tour La Provence, og det siger alt om hans evner på korte enkeltstarter. Denne kuperede rute passer ham endda endnu bedre, og han er tillige hurtig og kan gå efter bonussekunder, dog kun i indlagte spurter. Formen er lidt usikker, efter at hård modvind og ruteændringer gjorde GP La Marseillaise til en tam affære, men han sad dog med feltet hjem. Meldingen er, at benene er gode, og det gør ham til en oplagt kandidat.

 

Trek kommer med et næsten skræmmende stærkt mandskab og har en hel stribe vinderkandidater. Bedst chance har nok Fabio Felline, selvom der fortsat er noget vej at gå, inden han er på samme niveau som før sin sygdom. Han var ikke flyvende i Mallorca, men blev gradvist bedre og bedre og kan drage fordel af sine løbskilometer her i Frankrig. Den sidste enkeltstart passer perfekt til Felline, der elsker korte, eksplosive enkeltstarter, og det er bestemt heller ikke uden grund, at han tidligere er blevet nr. 2 på denne etape. Også han har mulighed for at gå efter bonussekunder i de indlagte spurter, og han har således hele pakken. Det store spørgsmål er primært, hvor langt formen rækker.

 

Modsat Felline er Bauke Mollema i storform. Hollænderen kørte to løb på Mallorca, og dem omsatte han begge i 3. pladser. Særligt imponerende var det, at han overspurtede en vis Alejandro Valverde på toppen af torsdagens målstigning, og der hersker derfor ingen tvivl om, at Mollema er kommet flyvende ud af vinteren. Han er desværre ikke tempospecialist og har i de senere år været yderst svingende, men faktisk har der undervejs været ganske opløftende præstationer, blandt andet en sejr i Tour of Alberta. Ruten med den hårde bakke burde passe ham glimrende, så det handler alene om at begrænse tabet på det flade, så han kan sætte sin gode form igennem til sidst.

 

Treks tredje option er Mads Pedersen, der egentlig burde være et fremragende bud på en vinder. Danskeren har nemlig udviklet sig til lidt af en tempospecialist, og selvom der har været visse udsving, har han på sine gode dage imponeret, ikke mindst i sidste års Tirreno-Adriatico. Til gengæld er dette hans sæsondebut, og han har ikke just været flyvende i sine første løb i tidligere år. Vi frygter derfor, at han fortsat mangler det sidste på en rute, hvor bakken trods alt er til den hårde side for en relativt stor fyr som ham, men det er klart, at han har en reel chance for at køre fra alt og alle, hvis han er kommet bedre gennem pausen end i tidligere år.

 

Vi fortsætter serien af Trek-ryttere ved at pege på Jasper Stuyven. Belgieren er alt andet end tempospecialist, men til gengæld er han brølstærk. På netop denne enkeltstart er det ofte råstyrke mere end tempoegenskaber, der gør forskellen, og det burde komme Stuyven til gode. Hans form er et åbent spørgsmål efter en lang pause, men han plejer altid at lægge pænt fra land. Særligt, hvis holdet vælger at køre spurter for ham og ikke Edward Theuns, der formentlig får det lidt svært på enkeltstarten, vil han kunne overraske, da et par bonussekunder vil kunne give ham det forspring, han skal bruge i kampen mod de bedre temporyttere.

 

Når vi taler om råstyrke, er det naturligt også at fremhæve Sep Vanmarcke. Belgieren er kendt som et sandt kraftmonster, og han har samtidig tradition for altid at køre stærkt fra start, hvor han år efter år imponerer i Omloop Het Nieuwsblad. Heller ikke han er specialist, men i de senere år har han særligt først på året kørt nogle gode enkeltstarter med brug af sine gode form. Det burde han også kunne gøre her, hvor bakken måske nok er lidt svær også for en stor fyr som ham, men hvor han med sit punch alligevel bør være ganske tæt på de bedste. Også han kan gå efter bonussekunder i indlagte spurter, og det gør ham til en god kandidat.

 

FDJ har stortalentet Valentin Madouas, der i sit første år som professionel imponerede ved flere lejligheder. Særligt sidst på året, hvor han vandt Paris-Bourges og var blandt de stærkeste i Paris-Tours var han fremragende, og han er formentlig endnu bedre i år. Han lagde benhårdt ud sidste år, og det vil han sikkert gøre igen denne gang. Han er langt fra kendt som tempospecialist, men til gengæld passer bakken ham ganske perfekt. Det er netop en ryttertype som ham, der ofte gør det godt i Ales, og der er derfor al mulig grund til at have forventninger til Madouas.

 

Det har været nogle svære år for Bryan Coquard, der er gået fra de ene nedtur til den anden. Dette løb har imidlertid altid været en af hans favoritter, og han har en hel stribe etapesejre på cv’et. Det siger alt om, at han ofte kommer godt igennem vinteren, og det gør han formentlig også i år, hvor han atter har kørt en del på banen. Vi har gang på gang set, at han er kommet til kort på enkeltstarten, og han vil helt sikkert tabe tid igen denne gang. En formstærk Coquard har imidlertid i blandt andet Route du Sud gjort det godt på korte enkeltstarter, og bakken er heller ikke overkommelig for en klatrestærk fyr som ham. For at vinde skal han dog atter vinde en del etaper først i løbet, og det kan blive sværere end tidligere i det ganske stærke felt.

 

Sidste år blev Yoann Paillot nr. 2 på enkeltstarten, og dermed var der opmuntring at hente for det ellers fallerede tempotalent. Desværre havde han derefter ikke den bedste sæson, men han blev dog nr. 6 ved de franske enkeltstartsmesterskaber. Paillot er således stadig blandt en af de bedste temporyttere i Frankrig, men denne rute passer ham ikke ideelt, hverken hvad distance eller terræn angår. Omvendt vidner sidste års resultat jo om, at han sagtens kan begå sig. Om det også kan lade sig gøre i årets skarpere felt, er mere tvivlsomt, men han er utvivlsomt topmotiveret til et løb, der er en stor chance.

 

Tobias Ludvigsson var tidligere kendt som tempospecialist, men i 2018 røg han helt ud af billedet. Det blev til den ene skuffende præstation efter den anden, og det er næsten svært at huske, hvornår han sidst var med fremme. I dette felt er han dog alligevel en af de eneste specialister, og da han samtidig klatrer glimrende og viste hæderlig form i Australien, burde ruten her ikke være helt dum for ham. Nu skal han bare vise, at vi ikke definitivt skal afskrive ham som temporytter.

 

Lottokuponen Jonathan Hivert skuffede fælt i GP Marseillaise, hvor han end ikke kom med feltet hjem, og noget kunne tyde på, at formen lader noget tilbage at ønske. Lige netop med Hivert skal man imidlertid altid være forsigtig, da hans form kan være, som vinden blæser, og han har altid haft tradition for at være stærk i årets første måneder. Derfor tør vi endnu ikke helt afskrive ham på en enkeltstart, hvor han vil få det svært på den flade del, men hvor den eksplosive bakke passer ham, og hvor han sidste år trods alt blev nr. 5.

 

Ramunas Navarduaskas gør debut for Delko, men han har fortsat en del at bevise efter den hjertesygdom, der truede med at ødelægge karrieren. Sidste år var han i hvert fald langt fra fordums styrke, og derfor er 2019 lidt af en test. Vi skal imidlertid ikke glemme, at Navardauskas for to år siden lagde ud som lyn og torden ved at vinde enkeltstarten i Vuelta a San Juan, og det vidner om, at han på sine gode dage kan køre ganske stærkt i kampen mod uret. Ruten til 5. etape er ikke helt dårlig for ham, hvis han virkelig er i form, men han har altså fortsat til gode at bevise niveauet.

 

Søndagens vinder i Marseille, Anthony Turgis, synes at være i storform, og det kan gøre ham til en spændende outsider. Han har ganske vist aldrig tidligere kørt gode enkeltstarter, men han har det rette punch til at køre stærkt på bakken. Han vil formentlig tabe for meget på den flade del til at kunne være med helt i front, men det skal blive interessant at se, hvor langt den gode form kan bringe ham. En lignende type er Alex Kirsch og Quentin Pacher, der også kan gøre det hæderligt på en eksplosiv enkeltstart.

 

Wanty stiller med Xandro Meurisse, der heller ikke er nogen stor temporytter, men er den form for eksplosiv klatrer, der før har gjort det godt i Ales. Formen på Mallorca var god uden at være prangende, og det er derfor nok tvivlsomt, om han kan være med helt fremme. Taber han ikke for meget på det flade, kan et hæderligt resultat dog være i vente. Er Loic Vliegen kommet sig over sin sygdom, kan også han gøre det godt.

 

Endelig er der et par sprintere, der kan gøre det godt, hvis de virkelig har held i sprøjten i massespurterne. Det gælder i første omgang Edward Theuns og Marc Sarreau, der ligner nogle af de hurtigste i dette felt, og de har så meget råstyrke, at de kan klare enkeltstarten hæderligt. Efter succesen i Afrika kan der også vente flere sejre på Niccolo Bonifazio¸ men han er så svag en temporytter, at han får det svært i klassementet. Det samme gør sig gældende for Sacha Modolo, der også bør være en af de hurtigste.

 

OPDATERING: Desværre har vores klare favorit, Tim Wellens, måttet melde fra med sygdom. Derfor har vi ændret favoritbilledet og tildelt Laporte de fem stjerner. Heller ikke Xandro Meurissen stiller til start.

 

***** Christophe Laporte

**** Alexandre Geniez, Fabio Felline

*** Bauke Mollema, Mads Pedersen, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Valentin Madouas

** Bryan Coquard, Yoann Paillot, Tobias Ludvigsson, Jonathan Hivert, Ramunas Navardauskas, Anthony Turgis, Edward Theuns, Marc Sarreau

* Quentin Pacher, Loic Vliegen, Alex Kirsch, Eliot Lietaer, Sean Bennett, Anton Vorobyev, Aime De Gendt, Jonas Rickaert, Niccolo Bonifazio, Sacha Modolo, Romain Combaud, Sebastian Langeveld, Bruno Armirail, Larry Warbasse, Clement Venturini, Benjamin Declercq, Jimmy Janssens

 

Danskerne

Mads Pedersen gør sæsondebut for det ekstremt stærke Trek-mandskab, hvor han er et af flere mulige bud i klassementet jf. analysen ovenfor. Matti Breschel skal på EF støtte Sacha Modolo i spurterne og Sep Vanmarcke i klassementet.

DEL
INFO
Etoile de Bessèges
Nyheder Profil Startliste Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

Great War Remembrance Race(1.1) 30/08

Tour de DMZ(2.NCUP) 30/08-03/09

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 31/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 31/08

Tour of Almaty(2.1) 31/08-01/09

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 01/09

Grote Prijs Jef Scherens ...(1.1) 01/09

Boels Ladies Tour(2.WWT) 03/09-08/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger