Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Fredagens etaper i Andalusien, Algarve og Haut-Var

Optakt: Fredagens etaper i Andalusien, Algarve og Haut-Var

21. februar 2019 18:30Foto: Sirotti

Efter en meget hektisk uge 7 bliver det bestemt ikke mindre travlt i den kommende uge, der med sine fire store etapeløb er kendt som den måske vigtigste forberedelsesuge i februar. En stribe af verdens bedste etapeløbsryttere skal i aktion i Spanien ved Vuelta a Andalusia, i Portugal ved Volta ao Algarve, i Mellemøsten ved Tour of Oman og i Frankrig ved Tour du Haut-Var og vil her lægge grundstenen til de kommende store opgaver i begyndelsen af marts. Hver dag vil vi have optakter til den kommende dags etaper.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Fredag gælder det 3. etape af Vuelta a Andalusia og Volta ao Algarve samt 1. etape af Tour du Haut-Var, mens Tour of Oman nu er slut.

 

Vuelta a Andalucia - 3. etape

Ruten

Vuelta a Andalucia er et af de få spanske etapeløb, der altid har en enkeltstart på programmet, mens den placering, længde og karakter er varierende. I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod uret havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. I de senere år er der skruet voldsomt ned for længden, men med 16,4 km til at sætte sig igennem på tempocyklen vil de mere alsidige ryttere igen i år kunne nyde godt af en for dem gunstig rute. Klatrerne kan heldigvis glæde sig over, at terrænet på 3. etapes enkeltstart ikke er fladt, og der bydes således både på tonerterræn og en to bakker, når det fredag går løs på løbets måske vigtigste etape.

 

I alt skal der tilbagelægges 16,4 km, der fører feltet fra Macha Real til La Guardia de Jaen. Fra start kører man igennem fladt terræn gennem et par sving ud af startbyen, inden man drejer mod sydvest. Her rammer man kategori 3-stigningen Alto de 7 Pililas (4,8 km, 3,8%), hvis top rundes efter 6,3 km. Herefter venter et længere let faldende tonserstykke, der fører mod syd forbi mellemtiden efter 7,9 km og videre mod sydvest, vest og til slut nordvest. I udkanten af målbyen drejer man skarpt to gange i træk for at ramme den afsluttende stigning, der over 1,8 km stiger med 7,6% i gennemsnit, og den sidste kilometer endda med 8,9%. Efter svingene fører den lige vej mod nordvest med to skarpe sving i rap på den sidste kilometer.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Etapen byder på i alt 345 højdemeter.

 

La Guardia de Jaen var senest målby i 2012, hvor Daniel Moreno slog Alejandro Valverde og Samuel Sanchez i en puncheurfinale. I de senere år har der to gange været mål på nabobjerget, Alto de Allanadas. I 2010 tog Sergio Pardilla en solosejr med 7 sekunder ned til Jurgen Van Den Broeck, og sidste år slog Wout Poels rivalerne Luis Leon Sanchez, Tim Wellens, Mikel Landa og Jakob Fuglsang på kongeetapen.

 

 

 

 

Vejret

Det sydspanske vejr bliver næsten bare bedre og bedre, som dagene skrider frem. Fredag vil byde på en skyfri himmel samt en temperatur på hele 21 grader. Det vil være stort set vindstille med vind fra skiftende, hovedsageligt nordlige retninger. Det giver sidemed- og medvind på stort set hele etapen, indtil man får sidemodvind på de sidste par kilometer.

 

Favoritterne

Efter dagens sprinterintermezzo tager klassementskampen atter fat igen på det, der meget vel kan ende som løbets vigtigste etape. Hvis der på 4. etape sker en regruppering efter Hazallanas, er det formentlig tidsforskellene på denne dag, der vil skille fårene fra bukkene, og dermed er det sandsynligvis fredag, at løbet skal vindes.

 

Det favoriserer på papiret temporytterne, men klatrerne har faktisk også grund til at glæde sig.  Der er tale om en ganske kompliceret enkeltstart, der med sine to stigninger er en ganske alsidig affære. Den første er lang, jævn og velegnet til et højt tempo, mens den sidste er kort og stejl, og der er derfor brug for alle dele af repertoiret. Det styrkes yderligere af det lange, faldende stykke, der er skabt til de store specialister, og det er derfor en voldsomt alsidig test, der tilgodeser tempostærke klasementsryttere.

 

Feltet har meget få specialister, og de få tunge typer, der er rejst til Spanien, kan næppe blande sig. Derfor venter vi ikke at se Edoardo Affini, Lars Boom eller Corentin Ermenault i front. I stedet er de bedste temporyttere faktisk også alle klassementsryttere, og de vil elske denne kuperede rute. Derfor regner vi med, at etapesejren bliver et anliggende for topkandidaterne til den samlede sejr.

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Vejret er perfekt til cykelløb, men vinden vil have skiftende retninger gennem hele eftermiddagen. Da der er tale om en punkt-til-punkt-enkeltstart, kan det være ret afgørende, hvis nogle har med- og andre modvind. Heldigvis vil alle favoritterne starte til sidst, og derfor regner vi ikke med, at vejret vil spille en stor rolle.

 

Det er svært at komme uden om, at Ion Izagirre er etapens favorit. Baskeren spiste i sine velmagtsdage kuperede enkeltstarter som denne til morgenmad, og det var hans evner på netop ruter som denne, der gjorde ham til en af verdens bedste i ugelange etapeløb. I de seneste to år har det knebet gevaldigt, men Izagirre rejste sig med maner i Valencia, hvor han blev en flot nr. 2 på en blandet rute med meget fladt og en kort, stejl bakke. Denne vanskeligere tidskørsel passer ham langt bedre, og blandingen af stigninger og fladt terræn gør, at han kan vinde tid på alle ryttertyper undervejs. Izagirre er ganske enkelt formentlig igen en af verdens bedste på kuperede enkeltstarter, og da formen samtidig er i top, ligner han den helt store favorit.

 

Tim Wellens er ingenlunde tempospecialist, men han har af og til kørt pænt alligevel. I de seneste års tid har det dog knebet lidt, og sidste blev en formstærk Wellens eksempelvis blot nr. 8 på tidskørslen i dette løb og på den kuperede enkeltstart i Paris-Nice. Derfor er han et uforudsigeligt element på denne etape. Sygdommen har ikke sat ham nævneværdigt tilbage, og formen gør ham til et godt bud på en vinder på en rute, hvor han burde kunne drage fordel af bakkerne til at sætte sig igennem. Omvendt er han så svingende på sine enkeltstarter, at han også kan skuffe fælt. Risikoen er mindre på en rute som denne, men ligesom Wellens kan vinde etapen, kan han også ende i udkanten af top 10.

 

Kan Jakob Fuglsang virkelig være med i kampen om sejren? Danskeren har ikke kørt gode enkeltstarter i en menneskealder - hvis man da lige ser bort fra hans chokresultat i sidste års Tour de Suisse. Her leverede han en præstation, der kan give håb om, at han har lagt sine trængsler bag sig, men det er klart, at han fortsat har til gode at bekræfte tendensen. Normalt ville vi da heller ikke tro meget på ham, men i et felt uden specialister og på en kuperet rute kan Fuglsang måske alligevel slå til. Det skyldes særligt den helt forrygende form, han først stillede til skue som hjælper i Murcia og siden med 2. pladsen på 1. etape, der slet ikke passede ham. Det kan sagtens ende med endnu en skuffelse, men på denne rute burde Fuglsang kunne lade formen tale.

 

Egentlig burde Dylan Teuns vel være Izagirres værste rival. Belgieren lærte sidste efterår nemlig pludselig at køre enkeltstart, og han kørte nogle flotte etaper i Vueltaen. Hans imponerende 4. plads i Valencia bekræftede blot tendensen, men desværre har han siden da været syg. Det er formentlig også forklaringen på det skuffende resultat på 1. etape, hvor han var helt væk, men det er alligevel for tidligt at afskrive ham. Efter en sygdomsperiode kan en kort, stejl stigning være lidt af et chok for systemet, ligesom brostenene heller ikke var til gunst for den spinkle Teuns. Finder han benene fra Valencia, burde han være med helt fremme i kampen om sejren på en rute som denne.

 

På mange måder kan meget af det samme siges om Pello Bilbao. Han lærte nemlig ligeledes i løbet af 2018 at køre enkeltstart, selvom det kun var på 1. etape i Giroen, at han viste det. Hans fornemme resultat i Valencia viser, at han måske nu har taget endnu et skridt, og han har generelt vist fremragende form i årets første løb. På en tonserrute er han stadig uden mange chancer, men netop i terræn som dette bør Bilbao kunne bygge videre på de lovende takter fra tidligere.

 

En af 1. etapes helt store positive overraskelser var Steven Kruijswijk. Hollænderen plejer at være en langsom starter og er slet ikke skabt til eksplosive finaler. Alligevel endte han på en 5. plads, hvilket vidner om, at han er i glimrende form. Det kan gøre ham ganske interessant, for egentlig er han på papiret en af feltets bedre temporyttere. Kruijswijk er imidlertid ikke specialist og temmelig svingende i sine præstationer på tempocyklen. Han er langt bedst i grand tours, hvor hans motor kommer til sin ret, samt ikke mindst over længere distancer. Det kuperede terræn passer ham til gengæld, og kører han, som han gjorde i Vueltaen, vil han være med helt i front og måske endda også i kampen om sejren.

 

Gårsdagens store skuffelse var naturligvis Adam Yates, der slet ikke kunne følge op på sit holds store arbejde. Det var en slem overraskelse efter den magtdemonstration, han havde leveret i Valencia, men som for Teuns gælder, at det er for tidligt at afskrive ham. Britens form var trods alt så god for blot et par uger siden, at den ikke kan være helt væk. Til gengæld er tidskørsler som bekendt slet ikke hans force, og derfor kunne det være let slet ikke at nævne ham. Man skal imidlertid ikke glemme, at Yates faktisk i Baskerlandet og sidste år i Touren kørte stærkt på denne type kuperede ruter, og derfor kunne det være en etape, der passer ham udmærket, ikke mindst den stejle rampe til sidst. Det er klart, at han næppe vinder en enkeltstart, men han burde kunne rejse sig med den gode form, vi ved, at han har har.

 

For et par år siden havde man naturligt peget på Luis Leon Sanchez som etapens måske største favorit. Sådan er det imidlertid ikke længere, for selvom han fortsat kører stærkt, er han faldet voldsomt af på den i sin gamle yndlingsdisciplin. I 2018 skuffede han på alle sine tidskørsler, og tendensen gentog sig for et par dage siden i Valencia. Havde ruten været flad, havde han måske nok kunnet gøre sig gældende i et specialistfattigt felt, men det er svært at se ham for alvor rejse sig på denne hårde rute, også selvom han som altid er i forrygende form fra sæsonstart.

 

Læs også
Se Lotto-stjernes knusende sejr

 

Yates skuffede i går, men heldigvis tog Jack Haig over for Mitchelton. Den talentfulde australier bekræftede til fulde det flotte niveau fra Valencia og virkede endda endnu bedre i en finale, der slet ikke passede ham. Til gengæld er han alt andet end tempospecialist, men i Valencia overraskede han faktisk positivt. Det er klart, at han ikke er med helt i front, men på en rute som denne burde han nok kunne lade sin gode form skinne igennem på stigningerne.

 

Uden for feltet af klassementsryttere er det værd at fremhæve Matteo Trentin. Italieneren har været i skræmmende god form gennem hele sæsonen og imponerede senest på stigningerne i Murcia. Trentin er slet ikke tempospecialist, selvom han for to år siden skabte en overraskelse på 1. etape i Touren. I et felt uden specialister kan hans form og power imidlertid bringe ham langt, og med de ben, han har haft hidtil, kan bakkerne endda vise sig at være til hans fordel.

 

Det er tydeligt, at Mattia Cattaneo ikke er i storform, men han er heller ikke helt væk. Han blev trods alt nr. 16 i San Juan, og her var det endda særligt på enkeltstarten, at han gjorde det godt. Var han ikke blevet vist forkert mod slutninger, var det blevet til mere end en 14. plads, og det vidner om visse evner. Det er klart, at han slet ikke kan være med i kampen om sejren, men på en rute som denne burde han nok kunne forsvare sig.

 

Endelig vil vi pege på Aleksandr Vlasov . Efter en skuffende præstation i Murcia viste vinderen af Baby-Giroen på 1. etape stor styrke, og han ligner en mand, der kan levere et godt resultat her. Desværre er enkeltstarten en udfordring, for hidtil har han ikke vist meget i denne disciplin. Omvendt er han også relativt uprøvet, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på en rute, hvor stigningerne bør tiltale ham.

 

Feltet.dks vinderbud: Ion Izagirre

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Jakob Fuglsang

Outsidere: Dylan Teuns, Pello Bilbao, Steve Kruijswijk, Adam Yates, Luis Leon Sanchez

Jokers: Jack Haig, Matteo Trentin, Mattia Cattaneo, Aleksandr Vlasov

 

Volta ao Algarve - 3. etape

Ruten

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. For sjette år i træk kommer den før det afgørende slag i bjergene, idet rytterne skal have enkeltstartscyklerne frem allerede på tredje dag. Efter to år med samme rute valgte arrangørerne i 2018 at nytænke tidskørslen, der blev flyttet til Lagoa, forlænget en anelse samt gjort en anelse mere kuperet end den helt flade rute, der blev benyttet tidligere. I år bruger man helt samme rute som for 12 måneder siden.

 

Årets enkeltstart er i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km og både starter og slutter i Lagoa. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod vest op over en 600 m lang bakke, der stiger med 5,3% i gennemsnit og forbi den første mellemtid efter 5,8 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende. Den sidste kilometer følger en lige vej med en rundkørsel lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 199 højdemeter.

 

Sidste år var det en af klassementsrytterne, der slog til, da ruten gjorde debut, idet Geraint Thomas i ganske overlegen stil sejrede foran Victor Campenaerts og Stefan Küng og herved kørte sig i førertrøjen. I 2017 var Jonathan Castroviejo akkurat hurtigere end Tony Martin, og i 2016 slog Fabian Cancellara Martin med 5 sekunder. I 2015 vandt Martin over Adriano Malori med mindre end et sekund på en lidt anderledes rute, mens Thomas var bare 3 sekunder efter på tredjepladsen. Tyskeren måtte i 2014 nøjes med tredjepladsen, da Michal Kwiatkowski slog Malori med 11 sekunder og Martin med 13 sekunder. Martin vandt også enkeltstarten i 2013 og 2011, mens Bradley Wiggins var hurtigst i 2012. Luis Leon Sanchez vandt i 2010, og Alberto Contador var bedst i 2009 og Stijn Devolder hurtigst i 2008.

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

Lagoa har i dette årtusinde kun være målby tre gange tidligere. Det var i forbindelse med Thomas’ sejr sidste år, i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle flotte dage venter der en meget blæsende fredag. Dagen vil starte med kun få skyer, men det vil sky til sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at nå 18 grader. Der vil være en hård vind fra øst, hvilket giver sidevind frem til første mellemtid, hvorefter der følger en fase med modvind. Til slut vil der være en kombination af side-, med- og på de sidste kilometer sidemedvind. Vinden vil aftage en smule ud å eftermiddagen.

 

Favoritterne

Tadej Pogacar viste med en fornem sejr, at det ikke er uden grund, at han regnes som et af sportens supertalenter, og har nu kurs mod et samlet topresultat, selvom enkeltstarten betyder, at alle pile peger på Wout Poels som samlet vinder. Hollænderen lykkedes ikke med at vinde etapen, men står på 3. etape stærkere end rivalerne og er bakket op af et stærkt Sky-hold, der udnyttede medvinden til at skabe den ønskede udskilning, så man vandt tid på den ellers dybt imponerende Søren Kragh, der fornemt begrænsede sit tab og har kurs mo et samlet resultat.

 

Efter dagens indledende bjergtest gælder det så løbets vigtigste etape. Enkeltstarten er måske ikke så udslagsgivende som i tiden før indførelsen af Foia-stigningen, men det er stadig den største chance for at gøre forskelle. Det skyldes ikke mindst, at den altid er relativt flad, og dermed lider de lette folk som regel voldsomt på de sydportugisiske og meget vindblæste veje.

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Sidste år ændrede man som sagt ruten en anelse. Den tidligere enkeltstart var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister. Den nye rute byder på flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister, selvom man dog skal være i stand til at håndtere de ofte ret stejle småbakker undervejs. Sidste års resultat med Geraint Thomas-sejr foran Victor Campenaerts og Stefan Küng siger imidlertid alt om, at det er de stærke drenges rute, og det vil det særligt være i år, hvor den voldsomme blæst vil være til ugunst for de lette folk.

 

Vejret kan måske spille en rolle. Vinden vil lægge sig en anelse i løbet af eftermiddagen, og det vil være til gunst for de senere startende. Det kan tippe balancen en anelse, men da de fleste af etapens favoritter vil starte tidligt, er det ikke sikkert, at det vil vise sig at gøre en forskel.

 

I Andalusien er feltet nærmest renset for specialister, men her er der nogle rigtige kraftkarle. Feltets helt store specialist er naturligvis Stefan Küng, der sidste år lidt skuffende måtte nøjes med en 3. plads. Senere på sæsonen viste han imidlertid sin tårnhøje klasse, da han først vandt på hjemmebanen i Tour de Suisse og siden leverede en virkelig skræmmende magtdemonstration i BinckBank Tour, hvor feltet ellers var spækket med flere af sportens allerstørste specialister. Küng er ganske vist slet ikke stabil og er kendt for sine offdays, som vi så det sidste år, hvor han kort inden BinckBank Tour var helt fra den ved EM. Denne gang hersker der også naturlig usikkerhed i sæsondebuten, men Küng plejer at køre stærkt allerede i februar. Det er klart, at han kan være sat lidt tilbage af at skulle finde sig til rette med nyt udstyr på FDJ, men franskmændene har en ganske god track record, når det handler om at forbedre rytternes tempoegenskaber. Naturligvis er det ikke en fordel at forlade specialisterne fra BMC, men på en rute, der burde passe ham glimrende, må Küng som feltets store specialist være manden, der skal slås.

 

I både Tour de Suisse og BinckBank Tour måtte Søren Kragh sande, at Küng stadig er ham overlegen. Med hhv. en 2. og en 3. plads viste danskeren imidlertid til fulde sin klasse, der blot blev endnu tydeligere med hans flotte 5. plads på Tourens kuperede enkeltstart. Der er ingen grund til at tro, at Kragh ikke vil fortsætte sin udvikling i år, og han kan måske lukke en del af hullet til Küng. Ruten her burde i hvert fald passe ham, og selvom det er sæsondebuten, har han vist forrygende form de første dage. Modsat sidste år er han ikke ramt af uheld, og han ligner en mand, der er klar til at tage kampen op mod sin onde ånd. Kragh har endda en stabilitet, som Küng mangler, og særligt i et februarløb er der gode chancer for, at danskeren kan få skovlen under FDJ-specialisten.

 

For et års tid siden så vi sjældent en grund til at nævne Dylan Van Baarle som favorit på enkeltstarter. Det har imidlertid ændret sig efter skiftet til Sky. Sidste år skabte han en sensation, da han vandt det hollandske mesterskab, men det kneb lidt senere på sæsonen. Når vi alligevel har enorme forventninger til ham denne gang, skyldes det den helt forrygende form, han viste i Australien, hvor han klatrede på et niveau, han aldrig tidligere har været i nærheden af. Samtidig er han begyndt at arbejde målrettet på enkeltstarten, og det plejer - særligt på Sky - at give resultater. Styrtet sendte ham ud af klassementet, men heldigvis er han uskadt og klar til igen at lade sin forrygende form tale.

 

Det er efterhånden mange år siden, vi stoppede med at nævne Edvald Boasson Hagen som et varmt navn på enkeltstarterne. Nordmanden har intet vist i mange sæsoner, og derfor kom det som et chok for de fleste, da han pludselig knuste al modstand i Valencia for et par uger siden. Det viser i første omgang, at Boasson Hagen som så ofte før er i glimrende form fra start, og det gør ham til en naturlig topkandidat på en kuperet rute, der burde passe ham. Niveauet er dog betydeligt højere her, og Boasson Hagen har fortsat til gode at bekræfte, at han virkelig har genfundet fordums styrke.

 

Yves Lampaert havde utvivlsomt håbet at vinde enkeltstarten i Tour La Provence, men her leverede den ellers så stærke belgier en lidt skuffende præstation i et felt, der ikke talte mange specialister. Formen syntes ellers på stigningerne at være glimrende, ligesom han også var brillant, da han i går kørte lead-out for Fabio Jakobsen. Egentlig burde ruten være fin for Lampaert, men desværre har der været ret langt mellem snapsene i 2018 og 2019 for den tidligere belgiske mester. Hans 4. plads ved EM vidner om, at han fortsat er stærk på sine gode dage, men dem er efterhånden for få af. Han bør være med i front, men han skal ramme en af de gyldne momenter for at slå favoritterne.

 

Maciej Bodnar er en sjov størrelse. I tiden op til 2017 nærmede han sig den absolutte verdenselite, men pludselig forsvandt alle evnerne. Som ud af det blå vandt han dernæst enkeltstarten i Touren, inden han igen i 2018 kørte som en sæk kartofler. Derfor er det også længe siden, at polakken for alvor har præsteret, og man skal derfor være forsigtig med at have for store forventninger. I sin storhedstid ville Bodnar dog være en af topfavoritterne på en rute som denne, og som vi så i Marseille i 2017, kan han af og til hive en kanin op af hatten.

 

Da han vandt sidste års enkeltstart i San Juan og endelig kom væk fra EF, så Ryan Mullen ud til endelig at kunne indfri det ekstremt lovende potentiale, han havde som U23-rytter. Desværre gik det aldrig sådan, og ireren viste ikke meget i resten af sæsonen. Han er hæmmet af, at han kun for alvor excellerer over længere distancer, og mange lange enkeltstarter er der ikke på en sæson. De 20 km her er dog en rimelig længe, men bakkerne taler ikke til Mullens fordel. Formen er dog god efter en lovende start i Australien, hvor han arbejdede hårdt for Porte, og terrænet er ikke vanskeligere, end at han snart burde kunne vise, at skiftet til Trek har båret frugt.

 

Læs også
Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

 

Løbets store favorit til den samlede sejr er Wout Poels. Det skyldes, at hollænderen blandt klatrerne er den eneste gode temporytter, men specialist er han ikke. Derfor er denne rute nok også en anelse for flad for Poels, der nok primært skal koncentrere sig om at vinde tid på rivalerne. Hans enkeltstartssejre i Paris-Nice og Valencia kom på mere kuperede ruter, men han har også i Vueltaen gjort det godt i fladt terræn. Med sin gode form kan man derfor ikke udelukke, at han vil være med langt fremme, også selv ham havde ønsket sig en sejr på dagens etape.

 

Et spædendende navn er den stadig mere lovende Nils Politt, Tyskeren kørte fabelagtigt i anden del af 2018 og synes at være klar til at få sit helt store gennembrud. Han har også tidligere kørt hæderlige enkeltstarter, men nogen specialist er han ikke. Han burde dog have et vist potentiale, ikke mindst på en rute so denne. Han er i hvert fald så brølstærk, at han burde kunne sætte sig igennem på rå power.

 

Egentlig burde det være en god rute for Mads Pedersen , der som bekendt i sidste års Tirreno viste, at han også kam begå sig på allerhøjeste niveau. Desværre er det også hans eneste topresultat i et felt med mange specialister, og efter en halvsløj start i Besseges, hvor han ingenlunde imponerede på enkeltstarten, er det svært at have de helt store forventninger. Omvendt kom også hans resultat i Tirreno sidste år lidt ud af det blå, og derfor kan man håbe på endnu en overraskelse på en rute, der burde passe ham fint.

 

Tør vi nævne Stephen Cummings? Briten har ikke kunnet træde en bule i en blød hat i de seneste sæsoner, og den halvgamle brite er som bekendt ikke langt fra pensionsalderen. I den alder forbedrer man sig sjældent, men angiveligt skulle han være på vej tilbage. I sin storhedstid var han i stand til at blande sig helt i front på enkeltstarter som denne, og hvis han vitterligt er på rette kurs, kunne det være en chance for at vise det.

 

Endelig vil vi nævne Arnaud Demare og Jose Goncalves. Demare er ingelunde kendt som temporytter, men han kører som regel stærkt på enkeltstarten i Algarve, ikke mindst med 6. pladsen for to år siden. Som bekendt vandt han sågar enkeltstarten i Poitou-Charentes sidste år, og selvom han ikke vinder her, burde han kunne vise god form med et godt resultat inden klassikerne. Goncalves har aldrig været specialist, men på sine gode dage kører han stærkt, som han særligt gjorde det på 1. etape i Giroen. Desværre tvivler vi på, at han efter en dårlig start har formen til at gøre sig gældende i et stærkt felt på hjemmebanen.

 

Andre spændende navne er David De La Cruz , der dog har været så skuffende på det seneste, at han på en flad rute næppe kan være med helt i front, Neilson Powless , for hvem ruten dog nok er lidt for flad, Enric Mas, der ligeledes trods den flotte præstation i Vueltaen får det svært mod de tunge folk, Tao Geoghegan Hart , der imponerede stort i dag, og Valerio Conti , der på en tempocykel nok får svært ved at gentage sensationen fra San Juan. Josef Cerny er nok desværre for mærket af gårsdagens styrt, mens Tadej Pogacar nok desværre vil tabe en del tid på denne rute.  Endelig kan man håbe på hæderlige præstationer af Mads Würtz og måske også Michael Valgren, der alene med sin råstyrke kan komme langt.

 

Feltet.dks vinderbud: Stefan Küng

Øvrige vinderkandidater: Søren Kragh Andersen, Dylan Van Baarle

Outsidere: Edvald Boasson Hagen, Yves Lampaert, Maciej Bodnar, Ryan Mullen, Wout Poels

Jokers: Nils Politt, Mads Pedersen, Stephem Cummings, Arnaud Demare, Jose Goncalves

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Geraint Thomas’ sejr fra 2018.

 

Tour du Haut-Var - 1. etape

Ruten

Årets Tour du Haut-Var er en usædvanligt hård affære, og det får rytterne at føle allerede fra første færd. Således lægges der ud med en knaldhård etape, der måske ikke byder på en bjergfinale, men som med et hav af højdemeter og en afslutning, der i mange år var fast bestanddel af Paris-Nice, med det samme vil skabe en første udskilning og give en indikation på, hvem der er i form til årets udgave af det franske løb.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

I alt skal der tilbagelægges 154,5 km mellem Vence og Mandelieu i udkanten af storbyen Cannes. Der lægges hårdt ud ved, at man kører to omgange på en 53,5 km rundstrækning i området nord for startbyen. Her kører man mod nordøst og nord op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,6 km stiger med 3,6% i gennemsnit. Derfra går det mod nordvest, vest, sydvest og syd op af den lange Montte du Coursegoules (12,5 km, 4,1%), efter hvis top man kører det sidste stykke mod syd op af kategori 3-stigningen Col de Vence (1,0 km 3,7%), der har top efter 38,5 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod sydvest tilbage til Vence, hvor startområdet passeres efter 47,6 km (den første del af rundstrækningen var neutraliseret).

 

Efter anden omgang sætter man kursen mod sydvest igennem let kuperet terræn, hvor dagens spurt passeres efter 104,9 km. Herfra snor man sig videre mod vest, nordvest og sydvest henover et par mindre bakker, Montee du Pre du Lac (5,9 km, 3,6%) efter 122 km og Montee Boulevard Rothschild (2,8 km, 6,3%) efter 129,5 km, frem til byen Grasse. Her venter en nedkørsel, der fører mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col du Tanneron (4,9 km, 5,3%). Toppen rundes med bare 9,8 km igen, og de består først af et kort fladt stykke, der fører mod øst, inden en teknisk nedkørsel leder mod øst og sydøst ned til målbyen ved kysten. Her er de sidste 4 km flade og følger en lang, lige vej med et sidste sving i en rundkørsel bare 380 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2734 højdemeter.

 

Mandelieu har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

Vejret

Der venter rytterne en perfekt fredag, hvor der ikke vil være en sky på himlen, og hvor temperaturen vil nå 16 grader. Der vil kun være en svag vind fra syd, hvilket efter den indledende rundstrækning giver mod- og sidemodvind helt frem til toppen af Tanneron. Herefter vil der være sidevind, inden man får sidemodvind frem til det sidste sving, hvorefter der atter er sidevind på opløbsstrækningen.

 

Læs også
To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

 

Favoritterne

1. etape er måske den letteste af de tre, men det betyder ingenlunde, at der er tale om en enkel affære. Finalen med Col du Tanneron og den tekniske nedkørsel kendes fra tidligere udgaver af Paris-Nice, hvor den frem til 2008 var fast afslutning på næstsidste etape af Paris-Nice, idet man dog her fortsatte helt ind til mål i selve Cannes. Vi har tidligere set, at Alberto Contador har kunnet køre væk på Tanneron, men grundlæggende er der tale om en ret nem stigning. I langt de fleste udgaver af Løbet mod Solen kunne der ikke gøres afgørende forskelle, og selvom man denne gang slutter tættere på bakkens top, skal man ikke forvente, at klatrerne kan få feltet til at eksplodere.

 

Det gør også etapen ganske åben, for hvem tror egentlig, at de kan vinde? Det er en dag uden en klar favorit, og etapens vanskeligheder betyder, at det ikke er let at kontrollere. Omvendt må man også formode, at storholdene FDJ og Ag2r ikke løber unødige risici ved at lade et udbrud køre hjem, og formodningen må derfor være, at de løfter deres ansvar og sikrer, at der skabes samling.

 

Der er under alle omstændighed lagt op til en aggressiv start. Netop usikkerheden om løbets styring bør anspore de mange mindre mandskaber til at give den et skud, og derfor kan vi vente os, at den hårde indledning giver anledning til tidlig selektion og et ret stærkt udbrud. Efterfølgende vil der utvivlsomt ske en regruppering, mens vi forventer, at FDJ og Ag2r, måske med hjælp fra Direct Energie, vil påtage sig ansvaret.

 

Efter den sidste nedkørsel fra Col du Vence venter et lidt lettere stykke, men vi forventer, at løbet åbnes, når man efter ca. 115 km rammer den første af de tre afsluttende stigninger. Her vil særligt FDJ have en interesse i at gøre løbet hårdt, og de vil skabe en udskilning frem mod Tanneron. Her kan vi vente os, at det franske hold vil gå i offensiven med deres mange klatrere, men det synes usandsynligt, at man alene på råstyrke kan gøre forskellen. I et felt som dette kan det sagtens via taktik lade sig gøre at snige sig væk, især hvis både FDJ og Ag2r er repræsenteret, men mest sandsynligt er det, at en lille gruppe vil runde toppen samlet.

 

Nedkørslen er meget vanskelig og har før skabt splittelse, inden der venter et kort fladt stykke. Det kan blive vanskeligt at kontrollere, men formodningen er, at både Ag2r og FDJ vil sidde i overtal. Særligt Ag2r vil have en interesse i en spurt, hvis Alexandre Geniez sidder med, og formodningen er derfor, at det vil ende i en spurt i en ganske lille gruppe.

 

Det får os til at pege på Alexandre Geniez som vores favorit. Franskmanden har gang på gang vist, at han er i stand til at vinde spurter i mindre grupper, som han eksempelvis gjorde i Vueltaen og GP Marseillaise sidste år samt tidligere i Tour de l’Ain og Tre Valli Varesine. Geniez er til gengæld også en lottokupon, hvis form kan variere dramatisk fra løb til løb, og derfor er der ingen, der ved, hvor han står. Han skuffede i Besseges, men uden at være på sit til tider katastrofale niveau, og han ligner en mand, der er fornuftigt kørende. Stigningerne her burde ikke være så svære, at han ikke kan klare dem, og han vil elske den tekniske nedkørsel. I finalen kan han ventes at have støtte fra som minimum Romain Bardet og den ligeledes hurtige Alexis Vuillermoz, og kan de kontrollere finalen, har Geniez alle muligheder for at gøre det færdigt.

 

Thibaut Pinot viste glimrende form i Provence, men han formøblede sine chancer i spurterne, hvor han havde det svært i de tekniske finaler. Her vil han helt sikkert forsøge med sin gode form at køre væk på stigningen, men det bliver meget vanskeligt. Til gengæld kan det stærke FDJ-mandskab tænkes at skabe megen udskilning, hvilket vil øge kaptajnens chancer i en spurt. Pinot har meget ofte vist, at han kan vinde spurter i mindre grupper, og denne gang er finalen heldigvis knap så teknisk. Han kan ventes at have støtte fra Rudy Molard og måske også Georg Preidler og Kilian Frankiny til slut, men de har ikke samme power som Ag2r i den flade finale. Det kan blive et problem med det sene sidste sving, men heldigvis står Pinot bedre i denne knap så tekniske afslutning, hvor han forhåbentlig kan få revanche for kiksene i Provence.

 

Direct Energie håber, at Lilian Calmejane endelig kan bryde sin lange tørke, og denne etape er en god mulighed. Franskmanden sendte ganske vist lidt blandede signaler i Provence, hvor han på de to nøgleetaper viste meget forskelligt niveau. Han var dog brølstærk på den sværeste etape, og han bør derfor kunne sidde med de bedste over Tanneron. Hans aggressive temperament kan give ham muligheder i en ukontrollerbar finale, men bedst chance har han i en spurt. Han spurtede ikke imponerende godt i Provence, men han bør ikke være uden chance i en lille gruppe, hvor han på papiret formentlig vil være en af de hurtigste.

 

Det var godt at se Anthony Perez køre så flot i Provence, hvor kun sidevinden på 3. etape forhindrede ham i at opnå et bedre resultat. Det betyder, at han bør gøre det godt også i denne uge, hvor 1. etape ligner hans store chance. Der er ingen garanti for, at han overlever Tanneron, men det er bestemt muligt med den form, han viste i sidste uge. Han er kendt som puncheur og sin sejr over Van Avermaet i Luxembourg, men i Tour du Gevaudan har han vundet en flad spurt i en lille gruppe. Derfor har han også fine muligheder for at slå til på denne etape. Normalt ville det også være en fremragende finale for hans hurtige holdkammerat Julien Simon, men denne var så skuffende i Provence, at der skal ske en markant fremgang, hvis han skal gøre sig gældende.

 

Læs også
Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

 

Løbets store joker er Jarlinson Pantano . Colombianeren er formentlig hurtigere end alle de ovennævnte, men han kæmper stadig med formen efter den sygdom, der lagde 2018 i ruiner. I Australien var han heller ikke sig selv endnu, og selvom han viste lidt fremgang i Herald Sun Tour, er der lang vej igen. Omvendt har han haft et par uger til at komme sig, og denne etape er ikke så svær, at han kan afskrives. Han vil elske den tekniske nedkørsel, og i en spurt kan han slå alle klatrerne i dette felt.

 

Som sagt er Geniez lidt af en lottokupon, og det kan åbne døren for Alexis Vuillermoz. Franskmanden er først og fremmest puncheur, men i en flad spurt er han heller ikke langsom. Falder hans hurtigere holdkammerat fra, vil Romain Bardet formentlig køre spurten for Vuillermoz. På papiret vil han formentlig være oppe mod folk, der er hurtigere i en flad finale, men særligt efter et hårdt løb kan man ikke afskrive den eksplosive franskmand, der meldes i god form frem mod sæsondebuten. Finalen er derimod ikke ideel for Bardet, der formentlig kun kan vinde med lidt held og et smart angreb i en taktisk finale, hvor FDJ dog vil holde ham i kort snor.

 

Sidste år var Jonathan Hivert ustoppelig i dette løb, men i år kommer han til Haut-Var med en dårlig oplevelse i Provence i frisk erindring. Han er i hvert fald ikke i nærheden af sidste års niveau, men omvendt var han ikke helt væk på løbets hårdeste etape. Han udgik på 4. etape, men hans form har det med at komme ud af det blå. Rejser han sig igen, er Tanneron ikke for svær en stigning, og i en spurt er det på topfart af de hidtil nævnte nok kun Pantano, der kan matche ham.

 

Vital Concept havde store forventninger til Arthur Vichot i Provence, men desværre ser franskmanden ud til at have en af sine mange dårlige perioder. Han var helt væk på de første etaper, og selvom han rejste sig lidt på den lettere sidste etape, ligner han ikke en mand, der kan sidde med i denne finale. Omvendt er han som Hivert lidt af en lottokupon, der måske kan finde benene ud af det blå. Normalt er en spurt i en lille gruppe i hvert fald det perfekte scenarium for hurtige Vichot. Hvis han falder fra, vil formstærke Cyril Gautier helt sikkert tage over, men selvom han ikke er langsom, skal han have heldet med sig for at vinde. Finalen er derimod ikke ideel for holdets kaptajn Pierre Rolland, der kun kan vinde ved at køre væk i et taktisk spil.

 

FDJ-løjtnanterne Rudy Molard og Georg Preidler skal også nævnes. Formentlig skal de køre spurten for Pinot, men i finalen vil de formentlig også stikke på skift. Modsat Pinot, som Ag2r ikke vil give en meter, kan de måske få den nødvendige frihed. Molard er i hvert fald i god form, mens vi fortsat har til gode at se, hvor Preidler står efter sine helbredsproblemer.

 

Mauro Finetto sendte blandede signaler i Provence med en stærk præstation på den hårdeste etape og en skuffende indsats dagen efter. Han har heller ikke været flyvende i år, men han burde have en hæderlig chance for at sidde med i finalen til sidst. Han er heller ikke helt langsom, men desværre er han slet ikke så hurtig som tidligere. Delko har også den formstærke, men knap så hurtige Julien El Fares.

 

I 2017 havde Romain Hardy været en topkandidat til denne etape, men desværre har han slet ikke været på samme niveau siden da. Senest blev han blot nr. 13 i det ikke specielt stærkt besatte løb i Laigueglia, og derfor bliver finalen formentlig for hård. Klarer han bakken, er han dog hurtig nok til at vinde.

 

Og så er der Fabio Felline. Vi ville ønske, at italieneren var vores store favorit, for egentlig burde han være manden, der skulle slås på denne rute. Efter endnu en nedtur i Laigueglia er det imidlertid svært at have den store optimisme, og alt peger på, at han ikke kommer med hjem. Også Felline er imidlertid en uforudsigelig størrelse, der kan være meget svingende, og bliver det hele mindre selektivt end ventet, kan man ikke udelukke, at han alligevel klarer den. I en spurt er han næsten umulig at slå for klatrerne her. En anden sprintertype med en lille chance er formstærke Kevin Le Cunff. Og så kan man håbe, at Alexander Kamp kan rejse sig efter den svære start i Laigueglia, for egentlig burde dette være en glimrende finale for den hurtige dansker.

 

OPDATERING: Tanel Kangert er kommet ind for EF i sidste øjeblik. Han er ikke helt langsom og kan som outsider måske blande sig i finalen.

 

Feltet.dks vinderbud: Alexandre Geniez

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Lilian Calmejane

Outsidere: Anthony Perez, Jarlinson Pantano, Alexis Vuillermoz, Jonathan Hivert

Jokers: Arthur Vichot, Cyril Gautier, Rudy Molard, Georg Preidler, Tanel Kangert, Mauro Finetto, Romain Hardy, Julien Simon, Fabio Felline, Kevin Le Cunff

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Andalucia
Nyheder Profil Resultater
Tour des Alpes Maritimes et du Var
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?