Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Giro dell’Emilia
05. oktober 2018 18:00 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic / Luis Angel Gomez

Årets VM var i kraft af den bjergrige rute et kolossalt mål for de fleste af verdens klatrere, og mange af dem planlægger at forsøge at udnytte den gode form til også at vinde årets sidste monument, Il Lombardia, næste. Allerede nu på lørdag får de chancen for at teste benene i Giro dell’Emilia, der heldigvis har genvundet sin prestige efter en restrukturering af kalenderen i 2016. Efter et par år med et relativt svagt felt er der for tredje år i træk samlet en fabelagtig liste af stjerner, der er klar til at slås om sejren på den legendariske San Luca-stigning i Bologna - en ikonisk stigning, som enhver klatrer drømmer om at tæmme.

Løbets rolle og historie

Mens sprinterne efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. I år har de næsten alle haft VM som efterårets helt store mål, men mange er også friske på at udnytte den gode VM-form til at satse på den italienske klassiker, og i de kommende to uger har de masser af muligheder for at holde benene i gang, da der i denne periode afvikles et hav af italienske klassikere, hvoraf flere endda er stærkt kuperede. Sammen med Milano-Torino er Giro dell’Emilia traditionelt det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

 

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 101. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.

 

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede dey sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger De Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana og Esteban Chaves på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

 

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere, helst med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

 

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

 

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.

 

Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkes arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

 

I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og GranPiemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

 

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.

 

Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man gavde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

 

I år har man gennemført den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours er tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsætter. Faktisk overgår man igen sig selv fra sidste år med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold.

 

Sammen med Milano-Torino og Il Lombardia er Giro dell’Emilia det eneste løb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af klatrere, idet mange af de store navne, der satsede stort på det bjergrige VM, har valgt at forsøge at bevare den gode form hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Vincenzo Nibali, Michael Woods, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Primoz Roglic, Egan Bernal, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Gianni Moscon, Bauke Mollema, Domenico Pozzovivo, Mikel Landa, Rigoberto Uran, og Thibaut Pinot, der er klar til at slås om sejren i det, der ligner den stærkest besatte udgave i mange, mange år.

 

Sidste år fik løbet et ganske uventet udkomme på en dag, hvor de fleste havde den meget formstærke Vincenzo Nibali som storfavorit. Den italienske stjerne lod imidlertid løjtnanten Giovanni Visconti forsøge sig fra distancen, og da ingen var i stand til at organisere en tilstrækkelig stærk jagt, endte det med årets eneste sejr i en ellers svær sæson for den italienske veteran. Bagude viste Nibali sig ikke uventet som den stærkeste af favoritterne og sikrede derved en dobbeltsejr til Bahrain-Merida ved at køre 3 sekunder fra Rigoberto Uran, der således blev nr. 3 for andet år i træk. Efter at være gået glip af en plads på det italienske VM-hold vil Visconti forsøge at forsvare sin titel, og han stiller igen op sammen med Nibali, der efter et skuffende VM har blikket stift rettet mod et titelforsvar i Lombardiet. Også Uran forsøger sig igen med det håb, at han endelig kan forbedre de seneste to års tredjepladser.

 

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.

 

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. Sidste år opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til BolognaI år er de to første af de tre indledende stigninger de samme, mens man har fundet en ny sidste bakke inden finalen i Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km. I år er stigningerne præcis de samme, men man har fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceres med knap 20 km.

 

I år skal der tilbagelægges 207,4 km, og som i langt de fleste år finder starten sted i Bologna, hvorfra man begiver sig mod øst og slår en lille sløjfe i den vestlige del af byen, inden man langs flade veje kører mod syd frem til dagens første udfordring. Mongardino stiger med 7% over 1,9 km, når et maksimum på 10% og kommer efter 22,0 km.

 

Efter nedkørslen fortsætter feltet mod syd igennem svagt stigende terræn, indtil de når bunden af løbets længste stigning, Passo Zanhetto (19,7 km, 5%, max. 8%), der har top efter 89,6 km. Den markerer løbets sydligste punkt og starten på en lang nedkørsel, der fører mod nord og nordvest, inden flade veje igen leder mod nordøst tilbage mod Bologna. Kort inden byen drejer man mod øst for at køre op over Ganzole-stigningen (2,0 km, 8%, max. 12%), hvis top rundes efter 126,0 km. Herefter går det mod øst ned til en flad rundstrækning, hvor der køres en omgang.

 

Mod slutningen når man endelig tilbage til Bologna, der rammes fra øst, hvorefter man kører direkte ud til San Luca-stigningen (2,1 km, 10%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den rammes første gang, når der resterer 39,3 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der består af en nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen, og et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en finale, der kun byder på bløde kurver på den sidste kilometer.

 

Den første del af løbet anvendes altid som afsæt for et tidligt udbrud, der får lidt tid i rampelyset, og tjener primært til at trætte benene, men det virkelige løb indledes først, når man rammer rundstrækningen. Som regel er der tale om et udskilningsløb, hvor feltet gradvist tyndes ud for hver passage af stigningen, og da der ikke er meget fladt terræn, er der faktisk plads til, at favoritterne kan gøre en forskel endda inden sidste tur op ad stigningen. Løbet er derfor typisk ret aggressivt, og det kræver et stærkt hold at holde styr på tingene i et typisk ganske lille felt.

 

Alligevel er det som regel ved sidste passage, at det hele skal afgøres mellem favoritterne, men det er før sket, at forskellen er gjort tidligere. I 2011 var det et tidligt angreb af Carlos Betancur, som overraskede favoritterne, og den efterfølgende kamp om andenpladsen mellem Bauke Mollema og Rigoberto Uran var derfor kun om andenpladsen. I 2014 var en overraskende stærk Angel Madrazo tæt på at snyde de store navne, og hans indsats blev belønnet med en andenplads, idet kun Davide Rebellin kunne gå forbi. I 2015 lykkedes det Jan Bakelants at foregribe favoritterne og herigennem sikre sig sejren på en sjælden regnvejrsdag, og sidste år var det som sagt Visconti, der udnyttede den store fokus på kaptajn Nibali til at tage en overraskende solosejr med et tidligt angreb. Uanset hvad er én ting givet: kun en stærk klatrer har en chance for at stå øverst på podiet i den 101. udgave af Giro dell’Emilia.

 

Løbet byder på i alt 3241 højdemeter.

 

 

 

 

Vejret

Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for tre år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Så slemt bliver det ikke i år, men intet tyder på, at det bliver en fornøjelig affære. Efter en skyet formiddag ventes der nemlig byger det meste af eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå et maksimum på 20 grader. Der vil være en let vind fra nordvest, hvilket giver sidemedvind på turen ud til vendepunktet og sidemodvind på turen hjem. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på stigningen og første del af nedkørslen samt sidemodvind på det meste af mellemstykket mellem passagerne af stigningen.

 

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knao blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

 

Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 101. udgave i løbet, der i sandhed er den glorværdige historie værdig. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig. Af flere årsager er der usædvanligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen. Det skyldes naturligvis hovedsageligt, at mange har satset stort på det bjergrige VM, og med den gode form herfra er det kun naturligt også at forsøge at presse det sidste ud af citronen.

 

Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld - i 2016 var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran - men i år er listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, alenlang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.

 

At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os i oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at der i skrivende stund mindre end 48 timer inden starten i Bologna kun er udtaget få hold. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb.

 

I år er vi heldigvis bedre stillet af at have VM som en referenceramme, for løbet i Østrig afslørede meget klart, hvem der er i form. Omvendt kommer løbet bare seks dage efter slaget om regnbuetrøjen, og det er ikke sikkert, at alle er kommet sig lige vel. Samtidig er det velkendt, at dagene efter et VM kan være meget travle og tumultariske, ikke mindst for ryttere, der havde succes, og det er derfor langtfra sikkert, at alle favoritterne har haft den forberedelse, de kunne ønske sig.

 

Uanset hvad skal vi ikke regne med en gentagelse af overraskelsesangrebene fra 2015 og 2017, hvor favoritterne slet ikke kom til at køre om sejren til sidst. Ganske vist er der mange hold med flere kort at spille, og de kan sagtens tænkes at have intentioner om også at forsøge sig med tidligere udbrud på rundstrækningen, hvor løjtnanter som Giovanni Visconti sidste år kan tage deres chance. Der nemlig så mange favoritter, der tror på, at de kan vinde, at vi må forvente et relativt kontrolleret løb. Helt udelukkes kan det ikke, for sidste år var det som bekendt storfavorittens hold, der faktisk gik i offensiven, men vi må tro, at i hvert fald EF, Sky, Ag2r og formentlig også FDJ har en interesse i, at favoritterne skal slås om det på den sidste opkørsel.

 

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Milano-Torino og Il Lombardia i den kommende uge.

 

Det får os til at pege på Michael Woods som vores favorit. Canadieren har ikke haft den letteste sæson efter en Giro ødelagt af allergi og en Vuelta, der blev delvist ødelagt af et styrt i Utah. Alligevel lykkedes det ham at vinde en etape på den stejle Balcon de Bizkaia, og noget tyder på, at de tre uger i Spanien i den grad har tjent ham vel. I hvert fald kørte han et fabelagtigt VM, hvor han lignede løbets stærkeste mand. Således var det hans utallige forceringer på Helvedesstigningen, der i sidste ende kogte favoritgruppen ned til bare tre mand, og måske kunne han sågar have taget kampen op nid Valverde i spurten, hvis ikke han var blevet ramt af krampe.

 

Præstationen vidner om, at Woods er i fabelagtig form, og med podiepladser nu både ved VM og i Liege i år har han udmærket sig som en sand specialist i kuperede endagsløb. Hans speciale er korte, stejle stigninger, og selvom San Luca gerne måtte have været endnu stejlere, er det derfor en finale, der bekommer ham vel. Han har et fremragende punch og er hurtig i en stigende spurt, og der findes således ikke mange endagsløb, der passer ham bedre end dette. Han er omgivet af et fremragende hold med Rigoberto Uran, Daniel Martinez og formstærke Hugh Carthy, der vil kunne sætte den formidable canadier op til finalen. Har han ikke ladet sig forvirre alt for meget af al VM-hypen i de seneste dage, bliver han svær at slå på San Luca, og derfor er han vores favorit.

 

En anden af VMs positive oplevelser var Gianni Moscon, der næsten hang med de allerbedste på en rute, der både havde lidt for mange højdemeter og ikke mindst en lidt for stejl finalestigning for en relativt stor fyr som ham. Den gode præstation bekræfter bare den superform, han har haft siden comebacket fra sin karantæne, hvor han har kørt fabelagtigt stærkt i alle de italienske endagsløb, hvoraf han har vundet de to. Torsdag varmede han benene op til lørdagens løb ved at forsvare sin titel som italiensk enkeltstartsmester, og dermed fik han vist, at formen stadig er intakt. Sammenlignet med VM passer dette løb ham langt bedre, da der er tale om en mere eksplosiv og knap så stejl finale. Tidligere ville vi ellers have sagt, at også en afslutning som denne kunne være lige hård nok kost for en fyr af Moscons statur, men det argument holder ikke længere efter det flotte VM. Det er klart, at torsdagens enkeltstart kan trætte ham lidt mere end de mere friske rivaler, men en formstærk Moscon hører naturligt til blandt favoritterne i en relativt eksplosiv finale som denne.

 

En af VMs mest uheldige ryttere var Primoz Roglic, der fik ødelagt sit løb af et tidligt styrt og en knaldhård opkørsel. I forvejen var han i kraft af sit sparsomme løbsprogram et af løbets store spørgsmålstegn, men det hårde arbejde fra det slovenske landshold gennem hele dage tyder på, at han følte sig god nok tul at blive verdensmester. Desværre betød styrtet, at vi aldrig fik at se, hvor god han vitterligt var, og derfor er han også denne gang lidt af et spørgsmålstegn. Den selvtillidsfulde kørsel i søndags er dog en klar indikation på, at han trods sine få løb faktisk har ramt en ret god form, og den skal naturligvis udnyttes sidst på sæsonen. I den sammenhæng er Giro dell’Emilia et af de løb, der passer ham allerbedst, for han har et glimrende punch på korte, stejle stigninger, hvor han også er ganske hurtig. Det viste han i år i Baskerlandet, hvor han på de korte mure var den eneste, der kunne matche specialisten Alaphilippe, samt på Tourens Mende-stigning, der på mange måder minder om San Luca. Heldigvis skulle styrtet ikke have samt ham væsentligt tilbage, og er han vitterligt i så god form, som man kan tro, burde han køre med om sejren i dette løb.

 

Da Alaphilippe i søndags fik krampe, tog Romain Bardet over som fransk kaptajn, og da han sammen med Valverde var den eneste, der kunne følge Woods på den sidste stigning, fik han bekræftet det gode indtryk fra de italienske løb, der indikerede fremragende form. Bardet er måske kendt som etapeløbsrytter, men han har nu så mange topplaceringer i store endagsløb, at han efterhånden skal tages seriøst i enhver klassiker. Han har da også et glimrende punch på korte stigninger, men han er ikke så eksplosiv som de tre ovennævnte. Der er da heller ingen tvivl om, at Bardet var bedre stillet i et langt opslidende VM med mange højdemeter end i lørdagens løb. Formen kan imidlertid ikke diskuteres, og stigningen er trods alt svært nok til, at en fyr som Bardet kan vinde, ikke mindst hvis hans stærke hold får gjort løbet hårdt forinden. Altid stabile Bardet vil helt sikkert være med helt i front. Spørgsmålet er bare, om han også kan slå de mere eksplosive folk.

 

Vinder Bardet ikke, er Frankrig ikke uden muligheder. Ved VM fik Thibaut Pinot nemlig bekræftet, at han er kommet ud af Vueltaen i god form. Således var han aktiv i de tidlige angreb, satte det tidlige tempo for Alaphilippe og Bardet på den sidste stigning og havde alligevel overskud til at sidde med i den første forfølgergruppe. Med andre ord kunne Pinot garanteret være kørt med helt i front, hvis ikke han havde skullet ofre sig for sit hold, og det betyder, at han også bør være en af de bedste i dette løb. Han er ligesom Bardet fan af længere og hårdere stigninger, men han er med sin gode spurt jo faktisk ganske eksplosiv. Vueltaen viste, at han ikke kan matche de allerskarpeste i en afslutning som denne, men det kan hans gode form måske kompensere for, især hvis løbet bliver hårdt og opslidende.

 

En anden positiv oplevelse ved årets VM er Bauke Mollema, der i stigende grad synes at transformere sig selv fra etapeløbs- til endagsrytter. I hvert fald er det i de seneste to sæsoner primært som etapejæger i grand tours og i klassikerne, at han har udmærket sig. Således også i 2018, hvor klassementet gik fløjten i Touren, men hvor han var meget offensiv i sin jagt på en etapesejr, hvorefter han kom flyvende ind til Clasica San Sebastian, hvor han og Alaphilippe var de bedste på den sidste stejle stigning. Egentlig virkede han ret træt i Vueltaen, hvor han i den sidste uge gang på gang skuffede i sine udbrud, men ligesom i juli synes de tre uger at have givet ham en god ballast. Ved VM var han således med i første forfølgergruppe, og formen er således stadig god. Han har altid været god i eksplosive finale, hvilket også præstationen i San Sebastian understregede, men det er klart, at han er oppe mod umiddelbart bedre folk, især fordi der trods alt må være grænser for, hvor længe han kan holde formen. Har han samme ben som i San Sebastian, er han imidlertid livsfarlig i en finale som denne.

 

En anden rytter, der synes at være gået i samme retning, er Roman Kreuziger. Han blev aldrig den grand tour-vinder, mange havde spået, men især i år har han udmærket sig som en fabelagtig endagsrytter. I Ardennerne var han i alle løb en af de allerstærkeste, og ved VM, hvor den stejle mur bestemt ikke var hans kop te, lignede han gennem hele dagen en mand med stort overskud. Formentlig kunne han have kørt finale, hvis afslutningen havde passet ham bedre, og med et let løbsprogram hidtil synes han at have masser af overskud endnu. Den knap så stejle stigning her passer ham umiddelbart bedre, men nogen eksplosiv type er han ikke. Alligevel viste han i Fleche Wallonne, at han med sin nuværende form sagtens kan blande sig. Hans bedste chance for at vinde er dog nok at udnytte lidt for intens kamp mellem de mere eksplosive typer til at udnytte lidt stilstand til i finalen at snige sig væk.

 

Forud for VM havde vi store forventninger til Miguel Angel Lopez, der dog endte som en af løbets helt store skuffelser. Det skyldtes først og fremmest hans styrt, men han lignede bestemt heller ikke en mand med tiltro til egne evner, da han modsat Roglic med det samme resignerede. Noget kunne derfor tyde på, at han kan være træt efter en hård Vuelta, men i lyset af omstændighederne i søndags er det farligt at afskrive ham. Var han helt færdig, havde han formentlig endt sin sæson, og et eller andet må han derfor have at skyde med. Selvom han ikke er den mest eksplosive, er han bestemt ikke dårlig i finaler som disse, hvilket hans sejr i Milano-Torino og flotte bedrifter på murene i Vueltaen vidner om. Han er måske mest kendt som etapeløbsrytter, men sejren i Torino viser, at han også sagtens kan vinde endagsløb, når det tager ham. Evnerne fejler således ikke noget. Det er snarere formen, der er et spørgsmål.

 

Hvor står Egan Bernal? Det er der ingen uden for Sky-lejren, der aner noget om, for den talentfulde colombianer har ikke været i konkurrence siden styrtet i San Sebastian. Det var imidlertid kun ansigtet og hovedet, der led skade, og det er efterhånden adskillige uger siden, han i Colombia genoptog træningen. Naturligvis vil det være en overraskelse, hvis han allerede nu viser sig at være i topform. Præcis det samme sagde de fleste imidlertid efter hans grimme styrt i Catalonien, men i hvert fald Roflic nok kunne huske, hvor fremragende han klatrede i Romandiet bare få uger senere. Fænomenet Bernal er ganske enkelt en type, der ikke behøver megen træning for at finde sine bedste ben, og da han har punch, kan spurte og er en af verdens allerskarpeste klatrere, vil det ikke være nogen stor sensation, hvis han allerede kører med de bedste i sit comebackløb.

 

På Bahrain vil meget fokus være rettet mod Vincenzo Nibali, der er den erklærede kaptajn, men baseret på det, vi så i søndags, er Domenico Pozzovivo holdets bedste bud. Den lille italiener har igennem hele sæsonen været på et tårnhøjt niveau, og selvom han i Toscana akkurat måtte slippe Moscon og Bardet til sidst og i søndags ikke helt kunne følge de bedste, kan hans form heller ikke denne gang diskuteres. Måske er den ikke helt i top, men den er i hvert fald konkurrencedygtig. Naturligvis findes der mere eksplosive typer end Pozzovivo, men den lille italiener har ført vist, at hans punch er fint, især når det er relativt stejl, som det er på San Luca.

 

BMC giver atter chancen til Dylan Teuns, der har vist sig som specialist på mure som disse. Måske foretrækker han dem en anelse kortere og stejlere, men i Vueltaen viste hans nærmest endeløse serie af top 5-resultater fra udbrud, at han også kan begå sig i mere barskt terræn. VM-ruten blev som ventet lidt for hård kost, og bliver der for alvor lagt pres på, kan det samme være tilfældet lørdag, især fordi silken efterhånden må være slidt af for en mand, der har kørt stærkt helt siden Tour de Pologne. Vi tvivler derfor også på, at Teuns stadig har benene til at være med helt fremme, men er han vitterligt på toppen, hører han til de skarpeste i en afslutning som denne.

 

Det dumme Tour-styrt ødelagde totalt VM for Vincenzo Nibali, der trods de bedste bestræbelser aldrig nåede at finde sin topform. Han var således ikke i nærheden af at følge de bedste i søndags, og i det lys er det svært at tro, at han bare seks dage senere kan køre lige op med folk, der klart distancerede ham. Omvendt er der ingen tvivl om, at Nibalis form er i fremgang, og at han stadig håber at finde de bedste ben inden titelforsvaret i Lombardiet. Det kan måske stadig nås, og selvom dette løb nok fortsat kommer lidt for tidligt, burde han i hvert fald være bedre her. Den sidste mur er lidt for eksplosiv for Nibali, hvis han ikke er på toppen, men til gengæld har han vist sin næse for at foregribe favoritterne og snyde dem alle. Noget lignende kunne han meget vel forsøge denne gang.

 

På FDJ vil meget dreje sig om Pinot, men man skal ikke på forhånd afskrive David Gaudu. Den lille franskmand er ellers gået totalt i stå i år, men der har været opløftende tendenser i efteråret. Han var offensiv og stærk i de canadiske løb, der ikke passede ham, og efter en offday i Toscana blev han nr. 2i Memorial Marco Pantani og var blandt de stærkeste i Trofeo Matteotti. Han skippede VM og har derfor haft en lang pause, men har han bevaret formen, kan han gøre det godt lørdag. Sidste års flotte top 10 og sene angreb i Fleche Wallonne samt podieplads i Milano-Torino viser i hvert fald, at han har det rette punch til at begå sig her. Holdets tredje kandidat, Sebastien Reichenbach, er efter sin skade også efterhånden blevet ganske stærk, hvilket han især viste i Toscana, men han må formentlig regne med en rolle som tredjeviolin.

 

Listen over stærke franskmænd tæller også Alexis Vuillermoz, der ligesom Gaudu er lidt af et spørgsmålstegn. Efter styrtet i Touren har han kæmpet for at finde formen, og selvom han har været konkurrencedygtig i Canada og Italien, hvor han særligt gjorde det godt i puncheurløbet Coppa Sabatini, har han manglet det sidste. Det kostede ham en plads til VM, men har måske også givet ham mere friskhed end rivalerne. Hans form burde i hvert fald være bedre nu, og vi skal ikke glemme, at han sidste år kørte fabelagtigt sidst på året, hvor han blev nr. 4 i Il Lombardia. Desværre har han slet ikke haft samme niveau i år, hvilket naturligvis giver en del skepsis, men genfinder han benene fra sidste år, og bliver han ikke for låst af Bardet, er han en sand specialist i afslutninger som disse.

 

De danske forhåbninger til Jakob Fuglsang ved VM blev aldrig indfriet. Helt dårlig var danskeren imidlertid ikke, og med det lette løbsprogram må man formode, at han har en friskhed, der kan gøre ham bedre og bedre gennem de italienske løb. Ligesom finalen ved VM er denne afslutning lidt for eksplosiv for danskeren, der næppe sætter de bedste til vægs i en direkte dyst. Omvendt har Fuglsang gang på gang vist, at han med klog kørsel kan vinde løb uden at være den stærkeste, og det vil han med et smart angreb måske kunne gøre her også. I hvert fald har han så sent som i Tour de Suisse vist, at han hører til cremen i dette løb, hvis han nærmer sig topformen.

 

En af oplevelserne ved VM var atter Antwan Tolhoek, der har været en sand fornøjelse gennem hele året. Sammen med Sam Oomen var han den mest aktive hollænder, og han angreb nærmest utrætteligt på de sidste omgange. Dermed synes han efter en pause at være tilbage i form og frisk inden de sidste klassikere. Særligt i Californien og Hammer Series har han vist, at hans punch på korte stigninger er fremragende, og låser Roglic ham ikke for meget, kan han sagtens være en mand, der kan gentage Viscontis nummer fra sidste år. Holdets tredje kort, George Bennett, gjorde det bedre end ventet til VM, men i en finale, der ikke passer ham, tvivler vi på, at han fortsat har friskheden til for alvor at gøre sig gældende.

 

Jack Haig er desværre blevet låst lidt for meget i en hjælperrolle, men når han er på toppen, er han ganske enkelt fabelagtig. Det viste han i år særligt i Liege og Giroen, men desværre er det ikke lykkedes ham i efteråret at finde samme form. Vueltaen var i hvert fald en lille skuffelse, men en top 20 til VM vidner trods alt om, at der fortsat er lidt at skyde med. Kreuziger ligner Mitcheltons bedste kort, men måske kan Haig være manden, der skal forsøge som Visconti sidste år at angribe lidt tidligere. Mitcheltons store stjerne, Simon Yates, er egentlig skabt til denne finale, men hans skuffende VM viste klare tegn på træthed, og han har da også nærmest på forhånd afskrevet sig selv fra dette løb.

 

Sæsonen er ikke gået som håbet for Ben Hermans, der ikke fandt sine bedste ben til det store mål, Giroen. Siden den flotte kongeetape i Adriatica Ionica Race i juni har han imidlertid vist, hvorfor han sidste år gjorde det så fremragende. Samlet sejr i Østrig og en andenplads i Tour of Utah er det blevet til, og efter en lille skuffelse i Tyskland blev han nr. 2 bag Alaphilippe på kongeetapen i det ganske vist ikke så stærkt besatte Slovakiet Rundt. Ved VM var han bedste belgier, og han har således vist, at formen fortsat er god. Han er normalt fremragende i finaler som disse, hvilket han særligt viste i Oman sidste år, og kan han fortsat mobilisere lidt kræfter, burde han derfor være med fremme også her.

 

Det stærke Astana-mandskab tæller også Sergei Chernetckii, der i flere år var gået helt i stå, men med sin top 10 i Lombardiet i 2017 pludselig fandt tilbage på sporet. Efter et skidt forår kørte han fremragende i Polen, hvor kun en løs hund forhindrede ham i et topresultat, inden han sejrede i Arctic Race of Norway. En lidt stille periode blev fulgt op af et flot VM, og noget tyder på, at han atter har fundet de gode ben til de italienske klassikere. Han har punch og kan spurte og er derfor god i en finale som denne, også selvom den nok er lidt for stejl for ham. Som del af et stærkt Astana-mandskab vil han kunne angribe tidligt, og det er nok hans bedste chance for at vinde. Astana kan også satse på en langt om længe formstærk Jan Hirt, der var god til VM, og Davide Villella, der netop har vundet i Kazakhstan, men førstnævnte mangler eksplosivitet og punch, og finalen er nok lige svær nok for sidstnævnte.

 

Endelig skal Rigoberto Uran også nævnes. Colombianeren er to år i træk blevet nr. 3 og var i både 2016 og 2017 en af de klart stærkeste i de italienske efterårsklassikere. I år kommer han imidlertid fra Vueltaen, og en tam præstation ved VM kunne tyde på, at han efterhånden er godt slidt ned. Den eksplosive finale passer ham, men med en formstærk Woods på holdet siger logikken, at der skal satses fuldt ud på canadieren. Helt afskrive Uran skal man dog ikke, for det kan sagtens tænkes, at han får lov at køre offensivt tidligere, så EF ikke skal jagte. Det kan måske give et godt resultat. Holdet har også den meget formstærke Hugh Carthy, der kørte fremragende i Tour of Britain, men som i kraft af sit ikke-eksisterende punch nok ender som hjælper for mandskabets to stjerner.

 

Andre kandidater til et godt resultat er talenterne Giulio Ciccone og Ben O’Connor, der efter en svær tid synes i fremgang, men mangler punch til at vinde. Ivan Sosa viste til VM, at der er et eller andet helt galt med formen, og derfor skal man ikke regne med et topresultat, selvom potentialet er der. Hans holdkammerater Mattia Cattaneo og Fausto Masnada kan begge gøre de hæderligt. Pierre Latour gør comeback efter sin skade og er næppe i topform, og intet tyder på, at Mikel Landa efter sit styrt i San Sebastian er konkurrencedygtig. Kandidater til sene angreb. Damiano Caruso synes stadig at være i udmærket form, men næppe nok til at vinde. Formen hos holdkammeraten Alessandro De Marchi er til gengæld fremragende, og man kan ikke udelukke, at han vil vise sig frem med angreb i finalen, hvor også Giovanni Visconti, Tanel Kangert, Gianluca Brambilla, Nicolas Schultz, Jan Polanc, Pierpaolo Ficara, Giovanni Carboni, Merhawi Kudus og Matej Mohoric er kandidater til at vise sig frem.

 

OPDATERING: LottoNL har erstattet George Bennett med en stadig ganske formstærk Steven Kruijswijk. Han er ikke eksplosiv nok til sidste stigning, men er bestemt en top 10-kandidat og et bud på en mand, der kan angribe lidt tidligere. Alexis Vuillermoz er ramt af allergi og stiller ikke til start.

 

***** Michael Woods

**** Gianni Moscon, Primoz Roglic

*** Romain Bardet, Thibaut Pinot, Bauke Mollema, Roman Kreuziger, Miguel Angel Lopez

** Egan Bernal, Domenico Pozzovivo, Dylan Teuns, Vincenzo Nibali, David Gaudu, Jakob Fuglsang, Antwan Tolhoek, Jack Haig, Ben Hermans, Sergei Chernetckii, Rigoberto Uran, Steven Kruijswijk

* Damiano Caruso, Jan Hirt, Hugh Carthy, Sebastien Reichenbach, Ivan Sosa, Davide Villella, Giulio Ciccone, Ben O’Connor, Merhawi Kudus, Alessandro De Marchi, Giovanni Visconi, Tanel Kangert, Gianluca Brambilla, Jan Polanc, Simon Yates, Mikel Landa, Pierre Latour

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er en af flere gode kort på et stærkt Astana-mandskab, og hans chancer er beskrevet ovenfor. Niklas Eg skal hjælpe Bauke Mollema på Trek.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger