Optakt: GP La Marseillaise

Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu én uge tidligere end normalt, og det har betydet, at de første vindere i Europa allerede har været fundet, når rytterne har taget starten i Frankrig.

For de ryttere, der har været til start i Marseille, har det imidlertid fortsat været det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden har det markeret den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det altid det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der ofte har haft et stort set identisk felt, og selvom Middelhavet Rundt definitivt er væk, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour DeLa Provence, det nu tre dage lange Tour du Haut-Var og de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de mest omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn, og i år er serien også blevet meget attraktiv for de udenlandske hold.

Læs også

Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo Van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i de senere år tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

I år er alt dog anderledes. Coronapandemien har stort set ført til aflysning af hele den ellers stadig mere righoldige januarkalender, og løbene i Australien og Argentina er alle aflyst, mens løbene på Mallorca er blevet udskudt til maj. Den mellemøstlige kalender bliver også reduceret til et absolut minimum, og det har betydet, at de store hold er flokkedes om de første løb i Europa, der pludselig efter år med hård konkurrence fra andre kontinenter har oplevet en renæssance. Det gælder også for løbet i Marseille, der efter flere år med deltagelse af kun de franske og højst et enkelt udenlandsk WorldTour-hold, til årets udgave pludselig kan præsentere hele ni af de 19 hold fra den fineste division og en stjerneparade af navne, man ikke har set længe. Nok var sidste søndags genopstandne endagsløb i Valencia årets første europæiske løb, men GP La Marseillaise er med sin 1.1-status sæsonpremiere for alle de deltagende WorldTour-hold, der ellers nu i mange år altid er startet i Australien.

GP La Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Lighthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste fem år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste, der vandt feltets spurt, tage til takke med tredjepladsen. I 2017 kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane. Det mønster gentog sig i 2018, hvor Alexandre Geniez overspurtede ni mand, herunder Odd Christian Eiking og Calmejane, der begge endte på podiet, men i 2019 oplevede man en sjælden sejr til det tidlige udbrud, da Anthony Turgis sejrede i en spurt mod Romain Combaud, mens et reduceret felt spurtede om 3. pladsen med Tom van Asbroeck som første mand.

Sidste år havde løbet igen et mere traditionel forløb i forhold til løbets nyere historie. Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada kørte væk på Route des Cretes og lykkedes med at holde feltet bag sig, inden Cosnefroy spurtsejrede foran Madouas og Devriendt. En knæskade parkerer Cosnefroy på sidelinjen, så han ikke forsvarer sin titel, og heller ikke Madouas er med denne gang. Det er til gengæld både Devriendt og Herrada, der går efter at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet mere selektivt end vanligt. I 2017 imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. Siden dengang har ruten i alt væsentligt været uforandret.

Det vil den ikke være i år. Grundet den tidlige kalenderplacering har arrangørerne altid holdt sig til en begrænset distance på knap 150 km. Grundet det stærkere felt i årets specielle udgave har arrangørerne imidlertid forlænget det med næsten 30 km fra 144,6 km til 171,0 km, dog med en bemærkning om, at det er et éngangstilfælde. Ruten bevarer da også samme finale som tidligere, og der er alene tale om nogle ekstra kilometer i den knap så afgørende indledende fase samt en anden opkørsel af Espigoulier-stigningen midtvejs, hvilket i alt giver ca. 200 højdemeter ekstra.

Årets løb er altså 171,0 km langt og indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig til forstanden Allauch, hvor den reelle start bliver givet. Feltet kører videre mod nordøst, hvor det går op ad den bløde Cote des Thermes (8,8 km, 2,6%), der aldrig stiger med mere end 2-3%, straks fra start. Toppen rundes efter 8,8 km, hvorefter ruteændringen følger, når rytterne igennem småkuperet terræn kører mod nord op til en lille rundstrækning, hvor der køres én omgang.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Herfra går det mod syd, indtil man igen rammer den gamle rute og kører mod nordøst og øst igennem en småkuperet sektion frem til byen Trets, hvor der drejes mod syd for at tage hul på den velkendte Petit Galibier/Pas de Couelle (4,3 km, 4,2%), der stiger med 4-5% det meste af vejen med en næsten flad kilometer 2. Toppen kommer efter 59,1 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst. Nu afviger man igen fra den gamle rute ved at køre mod øst og sydøst igennem relativt fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre op ad Plateau de la Sainte-Baume (5,9 km, 4,8%), der stiger med 5-6% næsten hele vejen, dog med en lettere start og slutning.

Her rundes toppen efter 81,0 km, hvorefter man følger et fladt plateau mod sydvest, inden man fortsætter op ad en lille stigning (3,4 km, 3,7%), der leder op til toppen af Col de l’Espigoulier, hvor man efter 93,4 km rammer den klassiske rute igen. Efter dagens længste og ganske tekniske nedkørsel, der hovedsageligt fører mod syd, er næste udfordring Col des Bastides (8,0 km, 2,9%), der er endnu en let opkørsel uden stejle procenter, og fra hvis top der fortsat resterer 55 km.

Efter en længere nedkørsel, der leder mod sydvest ned til havnebyen Cassis, gælder det en lille rundstrækning, der først fører feltet mod sydøst op over sidste års nyskabelse, Pas de Bellefille (3 km, 5,5%) med top efter 132,5 km. Herfra går det direkte ned til La Ciotat, hvor man vender rundt for at køre mod nordvest op over dagens sværeste stigning, Route des Cretes (3,8 km, 7,9%), der over de første 3 km stiger jævnt med 8-9%, inden den flader ud med 6,3% over de sidste 800 m inden toppen, der kommer med 27,6 km til mål.

Et kort fladt stykke og en nedkørsel afslutter rundstrækningen, hvorefter man rammer man den helt klassiske rute fra tiden før 2016, idet man kører mod vest op over den velkendte Col de la Gineste (7,2 km, 3,1%), der stiger med 5,9% over de første 2 km og er dagens sidste udfordring. Efter at have nået toppen med bare 10 km til mål går det lynhurtigt ad en let nedkørsel mod vest og nordvest tilbage til Marseilles centrum, hvor løbet afsluttes i faldende terræn ad en lang, flere kilometer lang vej, hvis eneste udfordring er en rundkørsel på den sidste kilometer, og som leder til stregen foran Stade Velodrome, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet. Den sidste kilometer er dog næsten flad og falder bare med 0,5%.

Løbet byder på i alt 2803 højdemeter, hvilket over den længere distance er ca. 200 mere end sidste år.

Læs også

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet. I 2019 var vinden endda så voldsom, at løbet var truet af aflysning, og igen i år ser mistralen i den grad ud til at ville spille ind på en uhyre blæsende søndag. Vejret vil egentlig være flot med kun få skyer og en temperatur på hæderlige 11 grader, men vinden vil blæse kraftigt fra nordvest med helt op til 45 km/t ved starten, inden den aftager til forventeligt 37 km/t ved målgang. Det giver indledende sidemodvind efterfulgt af medvind, men fra bunden af den todelte opkørsel af Espigoulier rammer man ind i et længere stykker med hovedsagelig sidevind. Fra bunden af Bastides får man medvind, men fra bunden af Les Cretes får man enten direkte mod- eller sidemodvind hele vejen hjem, herunder med direkte modvind på den alenlange opløbsstrækning.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var det i spurten om 3. pladsen bare Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero, der jævnligt blander sig i massespurter, som var med til at spurte om tredjepladsen.

I 2017 blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper. Det scenarium gentog sig i 2018, hvor de 9 stærkeste klatrere kørte væk på Route des Cretes, inden Alexandre Geniez sejrede i spurten, og i den efterfølgende gruppe var der færre end 20 ryttere og kun Dumoulin og Anthony Maldonado som en form for sprintere.  Det samme så vi sidste år, hvor det var Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada, som kørte væk, inden Edward Planckaet, Clement Venturini og Damien Touze 17 sekunder senere var hurtigst i et felt på 38 mand.

Der er dog én udgave, der skiller sig ud. Det var i 2019, da voldsom vind truede med aflysning, og da der tillige var knaldhård modvind på fra Cretes-stigningen og hele vejen hjem, kunne ingen gøre forskelle. Havde det ikke været for en overraskende sejr til det tidlige udbrud, var det endt i en reduceret massespurt - en spurt, der nu gjaldt 3. pladsen, og som vandtes af den holdbare sprinter Tom van Asbroeck i et felt på 48 mand.

Med andre ord tyder alt på, at den nye rute i vidt omfang har ændret løbets karakter. Den er dog fortsat så ny, at usikkerheden er stor, særligt fordi forskellen mellem felt og frontgruppe ofte har været relativt lille Vil det som i de foregående år lykkes for de bedste klatrere at gøre en forskel og holde hjem? Eller vil en større gruppe skulle spurte om sejren, som det næsten skete i 2019? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk har så overlevet?

Der er ingen tvivl om, at der vil blive skabt mere udskilning end vanligt, men det store spørgsmål er, om ruten er hård nok til, at klatrerne kan køre fra. Det lykkedes for en duo i 2016 og for små grupper i 2017, 2018 og 2020, men det kræver, at den lille gruppe, der måtte komme fri, er indstillet på at samarbejde. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og i 2017 var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen. I 2018 sad Ag2r i så markant et overtal, at de med det samme tog kontrol og afleverede Geniez i spurten, og sidste år var de fire forreste alle så hurtige, at de troede på deres spurt.

Læs også

Optakt: Tro-Bro Leon

Vejret har ofte spillet en rolle i løbet, som det var særligt tydeligt med 2019-udgavens stormende betingelser, og faktisk ser det ud til, at det er netop det løb, vi skal bruge som reference for årets løb. Vinden bliver nemlig uhyggeligt voldsom med så kraftig en styrke, at man også denne gang kan frygte, at der kan spekuleres i en aflysning. Da der er tale om den helt klassiske mistral, kommer den nok engang fra nordvest - den sædvanlige vindretning i området - og det betyder, at betingelserne vil svare meget til dem, vi oplevede for to år siden.

Dermed kan sprinterne også slikke sig om munden. Nok snød Anthony Turgis og Romain Combaud fra det tidlige udbrud akkurat feltet dengang, men det viste sig, at den voldsomme modvind fra bunden af Les Cretes hele vejen ind til målet i Marseille reelt slog løbet i stykker. Forskelle kunne der ikke gøres fra fronten, og selvom feltet altså blev reduceret til knap 50 mand ud af de godt 100 startende, så de tunge sprintere stadig blev elimineret, var det mere et GP Marseillaise, som vi kendte det i tiden før 2016.

Meget taler for en gentagelse. Den kraftige vind vil gøre det meget svært at køre væk på Cretes-stigningen, og selv hvis det skulle lykkes, bliver det en monumental opgave at holde feltet stangen i den brutale modvind. Gineste-stigningen er så let, at den med så kraftig en modvind reelt er ligegyldig, og medmindre et udbrud nok engang kommer på tværs, peger meget på en spurtafgørelse.

Vinden er dog også en joker på anden måde. Der er relativt kraftig sidevind mellem bunden af dobbeltopkørslen ad Espigoulier og bunden af Bastide, og det kunne måske skabe nogen udskilning. Vinden er i hvert fald rigeligt kraftig, men er terrænet åbent nok? Det er det ikke nødvendigvis inden i bakkerne omkring Marseille, og vi så da også i 2019, at der aldrig rigtigt blev den ventede sidevindskørsel. Nervøsiteten vil være stor og presse farten i vejret, men skal vi bruge 2019 som målestok, er det formentlig stadig bakkerne, der skal skabe udskilningen.

Chancen for en spurt øges også af det stærkere felt. De mange aflysninger af andre løb har tiltrukket ikke færre end 7 WorldTour-hold, og det gør oftest løbet mere kontrolleret. Af de er der flere, der gerne vil have en spurt. Det vil utvivlsomt gælde for UAE, FDJ og formentlig også Lotto og Intermarché, selvom de begge har optioner til et hårdere scenarium også. Ag2r og Cofidis vil til gengæld gerne have et selektivt løb, mens EF-mandskabet er så svagt, at de næppe vil være toneangivende.

Dertil skal lægges, at der blandt de mange ProTeams er flere andre med en klar interesse i en spurt. Det gælder mest af alt B&B med Bryan Coquard, men også Arkea med Amaury Capiot og Delko med Eduard Grosu kan tænkes at arbejde målrettet frem mod en samlet afgørelse. Mere tvivlsomt er det med Total, der både har Edvald Boasson Hagen og Chris Lawless til en spurt, men også har en række stærke klatrere til at gøre forskellen.

Det betyder ikke, at det ikke bliver et hårdt løb. Man må formode, at særligt Ag2r vil lægge et hårdt pres for at sætte sprinterne under pres og gentage sidste års sejr, og det kan i kombination med vinden skabe en pæn udskilning midtvejs. Dernæst er det helt givet, at der vil komme angreb fra løbets mange gode klatrere på Cretes-stigningen, men under de givne vejrbetingelser bliver det meget svært at gøre en forskel. Meget taler således for, at 2021-udgaven kan blive rammen om den første reducerede massespurt siden 2015, men næppe i noget fuldt felt. Dertil er ruten for hård og vinden for voldsom.

Netop det forhold gør det også sværere at udpege favoritter. Det er langt fra oplagt, hvem der kan overleve udfordringer på dette tidlige stadium af sæsonen. Enkelte kørte sidste weekends løb i Valencia, men for langt hovedparten af feltet er det sæsondebut. Derfor er vi henvist til at basere vurderinger af formen på fornemmelse og tradition. Sidstnævnte plejer at være en ganske god indikator, når det ofte er de samme ryttere, der er skarpe fra start, men netop i år er usikkerheden større. Den tidligere sæson sluttede sent, næsten alle decembertræningslejre blev aflyst, og mange kan have ændret vaner ved udsigten til, at første del af sæsonen kan blive atypisk. Derfor famles der mere i blinde end normalt.

Udsigten til en sandsynlig spurt får mig til at pege på Bryan Coquard som favorit. Den lille franskmand har ganske vist kun kørt løbet én gang tidligere for syv år siden, men han har for vane at starte sin sæson med et brag. Det er således ikke noget tilfælde, at han i det første franske etapeløb har vundet hele otte etaper siden 2013 og således er delt nummer 2 på løbets etapevinderliste, dog stadig med fem sejre op til Jaan Kirsipuu. Har han samme form nu, burde dette løb ligge glimrende til ham. Desværre har han på det seneste tabt en del af den holdbarhed, der gav ham en 4. plads i Amstel Gold Race, men med kraftig modvind burde Coquard have en fair chance for at komme med hjem, særligt fordi han i 2020 viste fornyet modstandsstyrke ved blandt andet de franske mesterskaber.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

Det er dog ikke kun holdbarheden, den har haltet med på det seneste. Det har det også med farten, og Coquard har slet ikke samme fart som tidligere. Alligevel viste han sidste efterår i Touren og med en 3. plads i Scheldeprijs, at han stadig må regnes som en af de allerhurtigste i dette felt. Den store udfordring er, at han kører uden sit tog, og hans positionering har altid været en udfordring. Holdet er dog klatrestærkt og vil sidde med mange mand til sidst, herunder formentlig halvhurtige folk som Jonathan Hivert, Cyril Barthe og Eliot Lietaer. I en ukompliceret finale tror jeg, at han får plads til at lade farten tale, og derfor er han min favorit.

B&B har dog også andre optioner, hvis løbet bliver hårdere. Jonathan Hivert og måske Cyril Barthe kan køre en hæderlig spurt, hvis Coquard falder fra, men også i tilfælde af at en gruppe kører væk, har de mulighed for at være med. Det gælder særligt med Hivert, der er skabt til et sådant scenarium og kan afslutte, men som desværre har meget at bevise efter et skidt 2020. Også Quentin Pacher og Eliot Lietaer vil måske kunne sidde med, men begge har været skuffende de seneste år og mangler hurtigheden til at vinde.

Edvald Boasson Hagen drømme utvivlsomt om at få en drømmestart for et nyt hold, og det burde ikke være en umulighed. Ganske vist har det været uhyre trist at se nordmandens forfald de seneste år, ikke mindst i 2020, men i dette løb burde han stadig have en fair chance. Efter en hård dag er han nemlig stadig ganske hurtig, som vi så med 2. plads på sidste års sidevindsetape i Touren, og dette løb burde passe ham fremragende. Han er altid startet meget stærkt, som vi senest så med enkeltstartssejren i Valencia i 2019 og tidligere har set i blandt andet Mellemøsten, og han vil elske denne powerspurt. Total har et fremragende hold af klatrere, der vil sidde i overtal, og folk som Alexandre Geniez, Anthony Turgis, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz er alle hurtige nok til at køre lead-out, ligesom han har Chris Lawless og Geofrrey Soupe, hvis de overlever. Lawless kunne også være en option, men briten er sjældent formstærk fra start, og med tanke på hans 2020 kan han meget vel finde løbet for hårdt. Farten har heller ikke været overbevisende på det sidste.

Holdet har også optioner til det hårde scenarium. Særligt Pierre Latour og Alexis Vuillermoz ligner nogle af de bedste klatrere, hvis de er tidligt i form, og det har de ofte været. Begge er tillige hurtige i en spurt i en lille gruppe. Det samme er Anthony Turgis, der var fabelagtig i efteråret 2020, men som nok trods alt får svært ved at gå med de bedre klatrere, selvom han kan afslutte.

En anden rytter, der drømmer om en stærk start for et nyt hold, er Matteo Trentin, der støttes af Ryan Gibbons. Desværre spurtede han skidt i 2020, både i klassikere og etapeløb, og synes ikke at have fordums hurtighed, men med et meget stærkt tog bestående af Gibbons, Alessandro Covi og Alexandr Riabushenko,, står han stærkt, særligt hvis det har været hårdt. Trentin starter altid fremragende, som vi særligt så i hans vilde februar i 2019, og derfor kan han sagtens vinde dette løb. Faktisk klatrer han også så godt, at han kan vinde, hvis en gruppe kører væk. Man kan heller ikke helt udelukke, at chancen går Gibbons, der i Tour Down Under også har vist sin imponerende evne til at starte som lyn og torden. Når han er i form, klatrer han fremragende, men det er usandsynligt, at han får chancen for at spurte. Skulle en gruppe køre væk, skal man i tillæg til Trentin også holde øje med talentfulde Alessandro Covi, der bestemt kan overraske, hvis han har benene fra sidste års Brabantse Pijl, særligt fordi han også er ganske hurtig på stregen. Til gengæld synes Alexandr Ruabushenko ikke at være en kandidat efter et skidt 2020.

En svær størrelse at vurdere er John Degenkolb. I de seneste år har tyskeren desværre tabt stort set al sin hurtighed, og særligt i 2019 og 2020 har han været meget langt fra at kunne begå sig i massespurterne. Han fik lidt selvtillid med sin sejr i den reducerede massespurt i Luxembourg sidste år, hvor han fik en pæn skalp ved at slå Eduard Grosu, men senere gik det igen galt med spurterne i klassikerne. Til gengæld var han netop i endagsløbene bedre end i mange år, og han synes som klassikerrytter at være tilbage på sporet. Han har for vane at starte stærkt, som vi har set i blandt andet Mellemøsten og på Mallorca, og bakkerne her burde være håndterbare, hvis han klatrer som i 2020. Udfordringen er som altid hans svage positionering, men netop dette meget lette opløb med en powerspurt passer ham, og samtidig har han i Philippe Gilbert, Andreas Kron, Tim Wellens og måske Stefano Oldani gode folk til at sætte sig op.  Oldani kunne måske også få chancen i en spurt, men det synes usandsynligt, og holdets mere rendyrkede sprinter, Gerben Thijssen, kommer næppe med feltet hjem. Hvis alle sprinterne falder fra, vil vi formentlig kunne se Gilbert spurte sig til et pænt resultat.

En joker er Eduard Grosu. Den lille rumæner har før vist, at han kan vinde spurter på dette niveau, og han har i de senere år også opnået en holdbarhed, der gør det muligt for ham at få efter et løb som dette. Udfordringen er, at samme holdbarhed svinger meget med formen, og det er svært at tro, at han allerede nu kan komme med hjem. Lykkes det, vil han dog være en reel vinderkandidat, selvom den lange powerspurt ikke er er hans kop te. Som alternativ har Delko nytilkomne August Jensen, der i sin storhedstid havde været skabt til dette løb, men som siden skiftet væk fra Norge har været langt fra sit gamle niveau. I sit sidste år hos Riwal var der dog opløftende takter, men hurtigheden rækker næppe til at vinde. Til det hårde scenarium skal holdet nok engang tro på erfarne Mauro Finetto, men han synes efterhånden at have lagt sin bedste tid bag sig. Mere interessant er den i 2020 så uhyre overbevisende Alessandro Fedeli, men Cretes-stigningen er nok for skrap til, at han kan gå med Wellens-typerne.

Til det hårde scenarium har holdet måske den mest klatrestærke af alle. Tim Wellens er altid helt ustoppelig i januar, som hans 117 sejre i Mallorcas hårdeste endagsløb bevidner, og meget taler for, at han vil være bedste mand på Cretes. I en flad spurt risikerer han dog at være oppe mod hurtigere folk. Desværre melder Philippe Gilbert stadig om lang vej igen efter sit styrt i Touren, og det virker usandsynligt, at han kan gå i offensiven. Til gengæld skal man ikke blive overrasket, hvis danske Andreas Kron kan køre med de bedste, og så må han og Wellens finde ud af, hvem der skal spurte. Det er bestemt ikke udelukket, at det kunne blive danskeren, der kan få en drømmedebut for holdet, hvis ikke vinden spolerer planerne.

En af de få ryttere, der allerede har været i aktion, er Amaury Capiot. Det blev dog til en lidt skuffende 3. plads i Valencia, hvor han blandt andre blev slået af Mikel Aristi, som han normalt burde kunne slå i en flad spurt. I dette felt er han dog fortsat en af de hurtigste, og den halvhårde rute passer glimrende til en klatrestærk klassikerfyr som ham. Hans resultater i blandt andet BinckBank Tour vidner om en i dette felt fornuftig fart, men han får i det lette opløb ikke helt glæde af sin gode positioneringsevne, som dog kan kompensere for et svagt tog. Arkea har i det hele taget ikke det stærkeste hold og kan næppe gøre sig gældende, hvis en gruppe kører væk, med mindre den ligeledes hurtige puncheur Benjamin Declercq har fundet nogle ben, han ikke har vist i nogen tid. De dage, hvor Laurent Pichon kan begå sig, synes i hvert fald talte.

Læs også

Pogacar erkender nederlag til ”hurtigere” mand: Det var ikke vores dag

Intermarché kører deres første løb som WorldTour-hold og har en oplagt vinderkandidat i Andrea Pasqualon. Italieneren er uhyre holdbar og vil elske en reduceret massespurt. Det virker usandsynligt, at han ikke sidder med hjem, men til gengæld er han ikke nogen Dylan Groenewegen i en flad spurt. Toget virker bestemt heller ikke skræmmende, og det skal flaske sig, hvis han skal vinde en spurt, hvori han med stor sandsynlighed vil køre i top 10. Holdet har også Tom Devriendt, der chokerede stort ved at køre med de bedste sidste år. Det sker næppe igen i år, men han kunne måske være et alternativ til en spurt, selvom han stort set aldrig spurter. Kører en gruppe væk, står holdet stærkere med Odd Christian Eiking og Maurits Lammertink, der også begge kan spurte, men som har meget at bevise efter et skidt 2020. Løbet ligger ikke til nytilkomne Rein Taaramae , der slet ikke er hurtig på stregen.

FDJ kommer bestemt ikke med deres A-hold, men de har en ganske spændende outsider i Jake Stewart. Den unge sprinter imponerede stort med sin samlede 2. plads i Tour de Limousin, hvor han var så stærk i kuperet terræn, at han kan gøre sig håb om at sidde med hjem. Her viste han også en imponerende hurtighed med to andenpladser, men senere så vi også hans begrænsninger i spurterne i Baby-Giroen og i efterårets sprinterløb. Han synes særligt at mangle lidt i positionskampen, men man skal bestemt ikke udelukke, at hans fart rækker pænt i dette felt. Som alternativ har holdet den knap så hurtige Fabian Lienhard, der nok mere er top 10-kandidat, mens Benjamin Thomas måske vil spurte, hvis begge de to sprintere falder fra. Til gengæld har holdet næppe en mand, der kan køre med klatrerne i finalen.

Ag2r vandt løbet for et år siden med Benoit Cosnefroy, der er ude med en knæskade (og heller ikke havde løbet på sit program inden helbredsproblemerne), men de får svært ved at forsvare titlen. Holdet er ellers utvivlsomt et af de stærkeste, men modvinden rammer den hårdt. Hvis ikke en gruppe kører væk, skal de gøre løbet så hårdt, at Andrea Vendrame kan begå sig i en spurt, men den uhyre talentfulde italiener er formentlig overmatchet i en flad spurt, hvis ikke de fleste sprintere er faldet fra. Til gengæld står holdet stærkt, hvis de bedste kan gøre forskelle. Vendrame selv er så god, at han måske kan køre med i en gruppe, men derudover har holdet både Lilian Calmejane og Tony Gallopin, der begge før har kørt finale i dette løb. Begge er også ganske hurtige i en spurt, men desværre har de begge meget at bevise efter nogle meget svære år, der for Gallopins vedkommende første og fremmest skyldes skadesproblemer. Til gengæld har de begge for vane at starte sæsonen stærkt. Aurelien Paret-Peintre kan også være med på stigningerne, men er en usandsynlig vinder i en så let finale.

Kern Pharma stiller med veteranen Enrique Sanz , men han er altid svær at blive klog på. Når han er i form, klatrer han pænt, men til gengæld kniber det, når formen mangler. I sine bedste år kunne han vinde en spurt i dette felt, men hans 2020-sæson var bestemt ikke overbevisende, og han imponerede heller ikke i Valencia i sidste uge. Helt afskrives kan han ikke, men meget taler for, at han slet ikke kommer med hjem. Derudover har holdet den klatrestærke Vojtech Repa, men han mangler farten til at vinde dette løb, som ikke synes at passe ham.

Cofidis er det eneste WorldTour-hold, der kommer uden en sprinter, og derfor gør modvinden det meget svært for dem at vinde. Deres mand til en spurt må være Anthony Perez, der før har vundet spurter i mindre grupper, men det er stærkt usandsynligt, at han vil være hurtigste mand i et reduceret felt. Snarere skal de håbe, at en gruppe alligevel kan køre væk, og her kan man håbe, at hurtige Perez, der efter nogle svære år fandt sig selv i 2020, måske kan være med. Bedst chance har dog Jesus Herrada, der altid er flyvende fra sæsonstart, men som stadig har til gode at vinde spurten i en lille gruppe i dette løb, hvor han ofte har kørt finale, nu hvor han har tabt megen hurtighed i de seneste år. Også Nicolas Edet, Ruben Fernandez og måske Remy Rochas kan begå sig på stigningerne, men de får meget svært ved at vinde. Endelig bliver det interessant at se den nye puncheur Andre Carvalho, der burde kunne lide dette løb, men også synes at mangle hurtighed på flad vej.

EF er utvivlsomt det WorldTour-hold, der står svagest, og de kommer næppe til at spille en nøglerolle. Håbet må være, at veteranen Julien El Fares kan køre med de bedste i en gruppe på Cretes-stigningen, men han synes ikke længere at være god nok. Holdets anden klatrer, Simon Carr, er næppe i form og formentlig overmatchet i dette selskab. Holdet kan derudover håbe, at Moreno Hofland kommer med hjem til en spurt, men hans generelle forfald gør det ganske usandsynligt. Som alternativ har holdet Logan Owen, men han vinder ikke en spurt og har heller ingen garanti for at overleve stigningerne.

Sport Vlaanderen, Caja Rural og Bingoal får det alle svært. Bedst chance har sidstnævnte, der kan få Milan Menten og Sean De Bie med hjem til en spurt, som de dog ikke kan vinde. De Bie er efter sine skader også blevet så svingende, at han formentlig falder fra, og Menten kan også vel ryge af undervejs. Den meget spændende Arjen Livyns vil klare sig, men mangler farten på flad vej. Caja Rural kan håbe på, at David Gonzalez sidder hjem til en spurt, men det synes usandsynligt. Hos Sport Vlaanderen er løbet for hårdt for sprintere Sasha Weemaes , hvorfor de mest af alt kan håbe, at halvhurtige Kenneth van Rooy spurter i top 10.

De to kontinentalhold kommer næppe til at spille en rolle. De har ikke en mand, der kan køre med på stigningerne, og deres hurtige folk kommer næppe med hjem. Bedst chance har nok Roubaix’ Jordan Levasseur, der var samlet vinder af Tropicale Amissa Bongo sidste år og derfor i hvert fald kan finde ud af at passe vintertræningen. Som alternativ har de Jeremy Leveau. Auber-mandskabet skal krydse fingre for Tony Hurel, men det vil være overraskende, hvis han klarer så svært et løb.

OPDATERING 1: Det sprinterløse Cofidis-mandskab har klogelig valgt at stille med Christophe Laporte, der i lyset af den kraftige modvind ligner en god kandidat. Franskmanden, der før har vundet Etoile de Besseges, har for vane at starte sæsonen meget stærkt og bør i vanlig januarform have en fin chance for at komme med hjem. Hans tog er svagt, men han er god i positionskampen, der er hans store styrke. Til gengæld mangler han en smule fart til en flad powerspurt som denne. Han erstatter blandt Carvalho, der ikke kommer til start.

Læs også

Quick-Step havde Remco-strid med Giro-arrangører

OPDATERING 2: Enrique Sanz kommer ikke til start for Kern Pharma, der dermed ikke har meget at skyde med. Håbet er, at Kiko Galvan eller Raul Garcia Pierna kan køre en spurt, men selv top 10 virker nu meget optimistisk. Bingoal er uden Sean de Bie, men har stadig Menten til en spurt, hvis denne overlever. Også Dmitri Peyskens er hentet ind som mere klatrestærk afslutter sammen med Arjen Livyns, men ingen af dem har mange chancer i en massespurt.

OPDATERING 3: Arkea stiller med et markant anderledes hold end først udmeldt. Mest relevant er det, at de kommer med Thomas Boudat, der i en spurt kan agere alternativ til Amaury Capiot. Er han i form, er det ikke udelukket, at han overlever, men det er i fire forsøg endnu ikke lykkedes ham. Kommer han med hjem, er det sandsynligt, at han kører spurten, men efter et svært 2020 må det regnes som usandsynligt. Lige så markant er det, at holdet stiller med Diego Rosa, der startede sæsonen ganske stærkt i et 2020, hvor han rejste sig, og han ligner en af de ryttere, der bør være med i en eventuel, som kører væk. Hvis det mod forventning sker, vil han dog være for spurtsvag til at have mange vinder chancer. Til gengæld deltager hverken Benjamin Declercq eller Laurent Pichon.

OPDATERING 4: Den endelige startliste er nu på plads, og der kom en række interessant ændringer til allersidst. Desværre er Ag2r nu uden Vendrame, og dermed er de reelt uden chance i en spurt, hvorfor incitamentet til at skabe et hårdt løb nu er endnu mere udtalt end nævnt ovenfor. Deres eneste reelle chance er nu, at en gruppe med Tony Gallopin og/eller Lilian Calmejane kører væk, mens de til en spurt højst kan håbe på en top 10, formentlig med Gallopin. Derudover er Delko nu uden Eduard Grosu, hvorfor August Jensen nu må regnes som deres entydige kaptajn, i hvert fald i tilfælde af en spurt.

Den anden væsentlige ændring er en voldsom ændring af det svage EF-mandskab. Nu stiller de pludselig med den uhyre talentfulde Stefan Bissegger til en spurt. Hans klatreevner er stadig relativt ubeskrevne, men hans flotte BinckBank Tour kombineret med en top 20 i Tour de l’Avenir vidner om, at han har en god chance for at overleve. Han bør i dette felt have en reel chance i en spurt. Alternativt har holdet halvhurtige Jonas Rutsch, der dog ikke kan vinde. Til gengæld er holdet uden både Moreno Hofland og Logan Owen.

***** Bryan Coquard

**** Edvald Boasson Hagen, Matteo Trentin

*** John Degenkolb, Christophe Laporte, Amaury Capiot, Stefan Bissegger, Andrea Pasqualon

** Jake Stewart, Tim Wellens, Thomas Boudat, Ryan Gibbons, Chris Lawless, Anthony Turgis, Tony Gallopin, Alexis Vuillermoz, Jonathan Hivert, Andreas Kron, August Jensen

* Lilian Calmejane, Pierre Latour, Alessandro Covi, Gerben Thijssen, Tom Devriendt, Anthony Perez, Jesus Herrada, Odd Christian Eiking, Maurits Lammertink, Diego Rosa, Philippe Gilbert, Fabian Lienhard, David Gonzalez, Milan Menten, Jordan Levasseur, Stefan Oldani, Mauro Finetto, Julien El Fares, Alessandro Fedeli

Danskerne

Andreas Kron gør debut for Lotto Soudal i et løb, der burde passe ham. Holdet er stjernebesat med John Degenkolb, Tim Wellens og Philippe Gilbert, men det kan ikke udelukkes, at han kan få en fri rolle, hvorfor han er omtalt ovenfor.