Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: GP Miguel Indurain

Optakt: GP Miguel Indurain

30. marts 2024 15:11Foto: Sirotti

Den spanske kalender er ikke, hvad den engang var, men der findes stadig en fin løbsblok i begyndelsen af april. Med Baskerlandet Rundt som det store højdepunkt er der i løbet af de næste otte dage løb i landet næsten hver eneste dag, selvom blokken har lidt under aflysningerne af Vuelta a la Rioja og Klasika Primavera. Før WorldTour-løbet starter på mandag, får rytterne chancen for at varme benene op i et endagsløb, og lørdagens GP Miguel Indurain er den helt perfekte test forud for næste uges helt store begivenhed i Baskerlandet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

 

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Itzulia Basque Country i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i en lille løbsserie, der traditionelt er blevet afsluttet med det lille endagsløb Klasika Amorebieta den efterfølgende søndag - et løb, der dog ikke har været kørt siden 2019. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil 2017 kunne sprinterne gå efter guldet om søndagen Vuelta a la Rioja, mens klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. Igen i år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

 

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere nød det endda status som 1.HC-løb, men i 2013 rykkedes det igen ned til den lidt lavere status. Ikke desto mindre har det hele tiden været et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige, og i det lys er det godt at se, at løbet i 2021 genvandt sin gamle status, da det blev en del af den ProSeries, der erstatter HC-serien.

 

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det er ofte sluttet på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det har gjort det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der var som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle var specialister i kuperede endagsløb. I dag er finalen flyttet, så der ikke længere er mål på en stigning, men løbets karakter som et ardenneragtigt løb er uforandret.

 

Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Itzulia Basque Country, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb. Desværre er der en tendens til, at holdene sparer deres største navne, men det gør sig ikke gældende i år, og synergien med WorldTour-løbet sikrer deltagelse af hele 11 af de 18 WorldTour-hold, hvilket er et enkelt mere end i 2023 og 2022 og to mere end i 2021. Stjernerne mangler bestemt heller ikke den gang, når navne som Juan Ayuso, Mattias Skjelmose, Felix Gall, Simon Yates, Isaac Del Toro og Richard Carapaz alle bruger det som den sidste forberedelse inden næste uges WorldTour-løb.

 

Sidste års udgave var måske ikke helt så stærkt besat, men det var stadig et stort antal af Baskerlandet-kandidaterne, der udfordrede hinanden. Som altid blev løbet afgjort på de sidste stigninger, hvor der tegnede sig et lidt mudret billede af, hvem der var stærkest. Mod slutningen af Eraul-stigningen lykkedes det dog for Ion Izagirre og Sergio Higuita at køre væk, og de samarbejdede om at holde forfølgerne stangen, inden Izagirre på løbets sidste lille mur kørte alene og kunne sejre med 2 sekunder ned til Higuita og 13 sekunder ned til Mattias Skjelmose, der var kørt alene væk til en 3. plads. Izagirre vender i år tilbage for at forsvare titlen og vil igen være oppe mod Skjelmose, men da Higuita i år skipper løbet, bliver der kun deltagelse af to ryttere fra det seneste podium.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det var længe primært den første flade del, der ændredes. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, var den samme i mange år.

 

Det ændrede sig imidlertid i 2018. Hele løbet var stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider havde man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet var Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper ledte frem til den nye finale i centrum af Estella. Den model fastholdt man i 2019 og i 2021, hvor ruten i alt væsentligt havde de samme hovedudfordringer som i de foregående udgaver, og hvor de sidste to rundstrækninger og dermed de sidste knap 100 km var uforandrede.

 

I 2022 var der sågar tale om et totalt genbrug af ruten fra 2021, selvom snevejr betød, at man på løbsdagen måtte ændre den markant, og sådan var det igen i 2023. Sådan bliver det ikke helt i 2024, hvor man ændrer lidt på løbets to første rundstrækninger, men de sidste to rundstrækninger vil være de samme, som de har været, siden den nye finale blev indført i 2018. Resultatet er en lidt lettere start og dermed små 300 færre højdemeter og endda også en anelse kortere distance. De sidste 111,1 km er de samme som de seneste år.

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 

Som altid starter og slutter også den 23. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 198,1 km, hvormed distancen som altid er meget tæt på de 200 km.  Den første del er de nemmeste og består i år ikke af én, men af to relativt lette rundstrækninger. Den første af disse er 50,4 km lang og er meget enkel. Her kører man nemlig mod sydvest og vest igennem let stigende terræn frem til byen Legaria, hvor man efter 15,0 km kører en spurt.

 

Her drejer man mod sydøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Alto de Olejua (1,2 km, 6,2%), der har top efter 20,5 km, inden en nedkørsel leder videre mod sydøst ned til det sydligste punkt, hvor man kører endnu en spurt efter 28,1 km. Nu går det mod nord, nordøst, nordvest, nord og igen nordøst igennem først let stigende og siden fladt terræn, inden der venter en nedkørsel og en let faldende vej, der leder ind til målbyen, hvor man efter 49,5 km for første gang skal over finalemuren Alto Ibarra (600 m, 10,2%), inden man kører ned til stregen, der for første gang krydses efter 50,4 km i forbindelse med en spurt.

 

Den anden rundstrækning er 56,4 km lang og består af dele af den første rundstrækning. Først kører man dog mod sydvest op ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%), der har top efter 55,5 km, inden man kører mod nordvest ad en nedkørsel og derefter den del, man allerede har kørt. Således kører man af den let stigende vej mod vest ud til Legaria, hvor der venter endnu en spurt efter 67,4 km, hvorefter man atter kører mod sydøst op ad Alto de Olejua (1,2 km, 6,2%), hvis top rundes for anden gang efter 74 km.

 

Man fortsætter nu mod sydøst ad en nedkørsel, men denne gang drejer man mod nordøst en anelse tidligere for at køre op ad en bakke, inden man igen rammer en del, man allerede har kørt, når man kører mod nord, nordøst, nordvest, nord og igen nordøst igennem først let stigende og siden fladt terræn, inden der venter en nedkørsel og en let faldende vej, der leder ind til målbyen.

 

Denne gang kører man dog ikke op ad finalemuren. I stedet kører man praktisk talt en hel omgang på den sidste rundstrækning. Derfor kører man for første gang mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), som her har top efter 97,3 km. Derefter går det ad en kort nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man kører mod syd op over Alto de Muru (1,7 km, 4,8%) med top efter 101,8 km og slutteligt videre ned til centrum af Estella, hvor Alto Ibarra (600 m, 10,2%) passeres for anden gang og siden også målstregen efter 106,8 km.

 

Nu kører man omgange på de samme to rundstrækninger, som blev introduceret i 2018, og som er placeret i bakkerne nord for Estella. Den første af disse er 62,6 km lang og indledes med et fladt stykke, der leder mod øst. Her drejer man mod nord op ad den lille Alto Embalsede Alloz (1,1 km, 7,0%), der har top efter 123,8 km og leder direkte mod syd ind på Alto de Arradia (2,1 km, 5,9%), der har top efter 127,7 km. Nu går en lille nedkørsel mod nord, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Alto Guirguillano (2,8 km, 5,8%), der er en helt jævn kategori 1-stigning med top efter 132,1 km.

 

Herfra leder en teknisk nedkørsel mod nordvest og nord ned til dalen, som følges igennem fladt terræn mod sydvest. Det flade terræn får en ende, når man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (3,9 km, 5,4%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 150,6 km. Et plateau følges mod nord og nordvest, inden en ikke specielt svær nedkørsel fører mod syd ned til Estella, hvor finalen med Alto de Muru (1,6 km, 4,6%) og Alto Ibarra (600 m, 11,5%) gentages frem mod en tredje målpassage efter 170,1 km

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på den klassiske 28,0 km lange finalerundstrækning, der indledes med en lille sløjfe mod sydvest og nordvest, der sender feltet op og ned ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%) for anden gang, denne gang med top efter 175,0 km. Nu går det mod nordøst og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der er helt jævn, passeres for anden gang og har top efter 188,3 km. Herfra resterer 9,8 km, der indledes med en let nedkørsel, som leder mod nordøst, inden det går mod syd op ad den lille Alto de Muru (1,6 km, 4,6%), der har top med 5,2 km igen.

 

Herefter falder det mod syd ad en helt lige hovedvej ned til Estella, hvor man drejer ind på den kringlede rampe Alto Ibarra (600 m, 10,2%), hvis top passeres med bare 1,5 km igen. Derfra går det lynhurtigt mod syd ad en kringlet nedkørsel med to hårnålesving, indtil man når tilbage til hovedvejen, hvor man med 750 meter igen skal igennem en rundkørsel. Det fortsætter med at falde ned til en rundkørsel, hvor man med 600 m igen drejer til venstre. Derfra er det helt fladt, idet der er et sidste sving 300 m fra stegen.

 

Læs også
UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 

Løbet byder på i alt 3178 højdemeter mod 3445 højdemeter i de seneste udgaver og 2788 højdemeter i 2019.

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Estella ligger på grænsen til Baskerlandet, og det indebærer naturligvis en betydelig risiko for regn, som vi har set det i nogle kolde nylige udgaver, men alligevel var mange nok ved at falde ned af stolen i 2022, hvor spansk snevejr i april betød, at man måtte droppe alle de lange stigninger. Så galt går det heldigvis ikke i år, men det er godt nok nogle våde dage, der er i øjeblikket. Heldigvis er lørdag pænere end de drivvåde dage fredag og søndag, men rytterne kan stadig se frem til en dag med en konstant bygerisiko på 25-60% og beskedne temperaturer på 9-11 grader i målbyen. Samtidig vil det som så ofte være blæsende med en jævn til frisk vind (19-22 km/t) fra sydsydøst Det giver vind fra alle retninger på de mange rundstrækninger, men i finalen vil der være sidemedvind på Lezaun og derefter forskellige former for modvind frem til næstsidste passage af stregen. Herefter får man sidemedvind frem til efter nedkørslen fra Eraul, hvorefter man får mod- og sidemodvind resten af vejen, herunder på opløbsstrækningen.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs kunne gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt fra mål, mens det i årene mellem 2015 og 2018 samt i 2021 var en ganske lille gruppe, der kørte fri på de sværeste stigninger, hvorefter de afgjorde det imellem sig på de sidste stigninger. I 2019 fik vi til gengæld et helt andet scenarium på en dag, hvor løbet ikke kunne kontrolleres og et stort og stærkt udbrud endte med at afgøre løbet og eliminere mange af favoritterne. 2022-udgaven kan naturligvis ikke bruges til noget, fordi det herlige aprilsnevejr betød, at ruten måtte omlægges helt. Også i 2023 så vi det hyppigste scenarium, men her var det et ret stort felt, der afgjorde det på de sidste tre stigninger.

 

Siden 2018 har det været en afgørende nyskabelse, at målet på Basilica de Puy-stigningen er blevet fjernet til fordel for en flad finale. I 2018 ændrede det ganske vist ikke på, at Alejandro Valverde alligevel kunne køre fra alt og alle, men det har ændret løbets dynamik. Klatrerne har ikke længere en målstigning at gøre godt med. Derfor skal de væk allerede på Eraul, der dog ikke er verdens sværeste stigning.

 

Man skal imidlertid heller ikke undervurdere den lille mur, Ibarra, der til allersidst udgør en perfekt rampe til at gøre en forskel, selvom den ganske vist er meget kort. Det så vi i 2019, hvor Tadej Pogacars forsøg var neutraliseret, og hvor det i stedet var den lille superpuncheur Jonathan Hivert, der på den stejle rampe kørte fra alle andre i udbruddet. I 2021 blev der samlet en gruppe med Valverde, Alexey Lutsenko og Luis Leon Sanchez efter Eraul, og herefter slog Valverde med sit uimodståelige ryk til på Ibarra. Sidste år kørte Ion Izagirre og Sergio Higuita væk på Eraul, hvorefter Izagirre kunne sætte sin rival på Ibarra. Selvom det var tæt på i 2019, hvor hele seks mand spurtede om 2. pladsen bag Hivert, har vi endnu aldrig oplevet, at løbet i nu fire udgaver med denne finale er blevet afgjort i en spurt, hvis man altså fraregner 2022-sæsonens mærkelige udgave.

 

Med hele elleve WorldTour-hold er det et vel det hidtil stærkeste felt, der er samlet i år, og i år er der endda flere af kaptajnerne til Baskerlandet, end der plejer at være. UAE stiller med Juan Ayuso, Brandon McNulty og Isaac Del Toro, Ag2r med Felix Gall, Lidl med Mattias Skjelmose, DSM med Arren Barguil og Oscar Onley, Cofidis med Ion Izagirre og Jayco med Simon Yates, hvormed alle WorldTour-holdene undtagen Bora og EF faktisk stiller med en eller flere af deres kaptajner til den kommende uge. Jeg mindes ikke, at vi har haft så stærkt et felt tidligere, selvom der er kommet nogle sene afbud fra et par topnabne

 

Det stærke felt bør også udelukke, at vi får en gentagelse af 2018, hvor et udbrud kørte om sejren. Der burde være for mange hold, der vil have det afgjort af deres kaptajner, og jeg vil forvente, at i hvert fald Lidl vil køre relativt kontrollerende. UAEs skræmmende hold har potentiale til at åbne løbet tidligt, men da de øvrige hold ikke har samme bredde, vil de nok være lidt alene om eventuelt at angribe tidligt. I stedet kan de bruge deres klassemandskab til at gøre løbet hårdt. Vi skal derfor nok vente os, at det igen bliver et gradvist udskilningsløb, der så skal afgøres på Eraul, Muru og Ibarra til sidst.

 

Vejret er ikke så slemt som i 2022, men prangende er det ikke. Særligt vinden kan blive en faktor, selvom der også kan ventes regn og relativt kølige betingelser. Der er en noget sidevind undervejs, men vi har i de seneste to meget blæsende udgaver set, at det næppe vil spille en rolle. I stedet skal vi se på vindretningen på stigningerne. Her havde vi sidste år modvind på Eraul og medvind på de sidste stigninger, men i år er det omvendt. Her får vi medvind på Eraul, der er den lange stigning i finalen, og det taler for større forskelle. I forvejen er der en del læ på stigningen, for vi så sidste år, at det trods den hårde modvind alligevel var muligt for de to bedste, Izagirre og Higuita, at køre væk.

 

Det ændrer dog ikke på, at Eraul altså ikke er nogen stejl stigning. Det er det samlede løb, der skal gøre den hård og selektiv, og det er ikke let for bedste mand bare at køre alene. Formentlig vil vi igen se, at det er en mindre gruppe - måske bare 2-3 mand - der runder toppen. Herefter kan der ske en regruppering, og vi kan sagtens få plads til lidt taktik, hvor et overtal kan udnyttes i modvinden til sidst. Typisk har vi dog set, at det alligevel er de stærkeste fra Eraul, der har afgjort det på Ibarra, og her er den mest eksplosive og stærkeste som regel kørt alene i en afslutning, der appellerer til folk med punch på en stejl mur. En solosejr plejer at være udkommet, men med modvind til sidst kan det ikke udelukkes, at vi man skal bruge en god spurt efter den tekniske og faldende finale, som vi så det i den særligt lette 2022-udgave. Det ændrer dog ikke på, at man skal klatre godt for at vinde på en rute med mere end 3000 højdemeter, selvom løbet samlet set er en anelse lettere, end vi har set det i de seneste år.

 

Det stærke felt gør også, at årets løb er ganske åbent, men jeg går med Juan Ayuso. Der er ingen tvivl om, at han blandt deltagerne i årets løb har været den bedst kørende, men desværre har han også haft en lille pause. Vi har før set, at det har givet ham lidt rust i sit første løb efterfølgende, men denne gang har pausen trods alt været kort. Han har fået masser af løbsdage i benene og går ind til en april med flere af forårets højdepunkter. Jeg vil derfor forvente, at han er på et højt niveau.

 

Er det så nok? Løbet passer ham nok ikke ideelt. Vi har set, at han er bedst på de store bjergdage med mange højdemeter. Heldigvis har dette løb mange højdemeter, og UAE har et uhyggeligt stærkt hold til at skabe det hårde løb, Ayuso skal bruge. Jeg kan godt frygte, at Ibarra er for kort, eksplosiv og stejl for ham, men punch har han jo trods alt masser af, og som vi har set i Ardeche, hvor han vandt en spurt foran Romain Gregoire og Mattias Skjelmose, er han rasende hurtig i en flad spurt. UAE må også formodes at sidde i en eller anden form for overtal til sidst, og dermed kan han også have en taktisk overhånd. Hans pause giver mig en bekymring, men med tanke på det, han har vist i årets endagsløb, må han være favorit.

 

Læs også
Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

UAE er dog mere end bare Ayuso. Også Isaac Del Toro må regnes som en af de tunge favoritter. Vi har allerede lært, at han kan være ekstremt svingende, og vi ved derfor ikke, hvilken udgave vi får, men får vi den udgave, vi så i Strade og Tirreno, vil han være en af de stærkeste. Jeg kan dog godt være bekymret for, om løbet passer ham. I Tirreno brugte han en dieselagtig comebackstil, men den slags går ikke på disse korte, eksplosive stigninger. Heldigvis så vi i Australien, at han skam har punch og endda er hurtigere end ventet. Han synes i lyset af rutens karakter ikke at være den største favorit, men når han samtidig er på et hold, der kan drage fordel af taktik og overtal, står han bestemt ikke ringe.

 

Det overtal vil også tælle Brandon McNulty, der har forbedret sin klatring, men han mangler punchet til en mur, og vi så i Paris-Nice, at han nok skal vinde via taktik. Det samme skal Marc Soler , der heller ikke er eksplosiv og slet ikke hurtig, og hans form er nok mere usikker efter et Catalonien, hvor han var meget svingende. Holdet har også kometen Jan Christen, der har imponeret stort i år, men jeg vil tro, at han i denne trup ender som hjælper. Det samme må gælde for Pavel Sivakov , der efter sin skade manglede ret meget i Catalonien, samt Igor Arrieta, der ellers også har forbedret sig i år.

 

Den værste rival til Ayuso må være Mattias Skjelmose. Danskeren er i lyset af det, han viste i Fleche Wallonne, nok den på papiret allerskarpeste i denne form for finale. Han er uhyre eksplosiv på denne mur, og selvom Ayuso slog ham på stregen i Ardeche, har han en chance mod alle i en spurt. Til gengæld har han ikke fundet sin bedste form endnu, hverken i Drome-Ardeche eller Paris-Nice, og Ayuso har indtil nu været den stærkeste. Heldigvis burde han have forbedret sig frem mod Ardennerne, og har vi den bedste Skjelmose nu, bliver han meget svær at slå på en rute som denne. Sidste år så vi dog også, at han ikke var knivskarp i dette løb, for selvom han endte som nr. 3 og kørte fra sine rivaler på muren, måtte han lade Izagirre og Higuita køre på den lange stigning. Heldigvis er han formentlig bedre nu, hvis formen nærmer sig 100%. Til gengæld er modstanden også meget skrappere.

 

Skjelmose kan lide under et hold, der slet ikke kan matche UAE, men sådan behøver det ikke at blive. De har nemlig også lottokuponen Andrea Bagioli, der startede sin sæson ganske forfærdeligt, men viste klar fremgang i Tirreno. Nærmer han sig frem mod Ardennerne det niveau, han havde i Lombardiet, er han blandt de allertungeste favoritter, for denne eksplosive finale med en mur og en mulig spurt passer ham helt, helt perfekt, hvis han kan overleve den lange stigning - og her hjælper det, at han i Lombardiet klatrede bedre end nogensinde. Lidl har også Natnael Tesfatsion, der med sit punch og sin fart også passer perfekt til denne finale, men han har skuffet i år og har ikke kørt siden UAE Tour. På baggrund af det, vi har set i år, må Amanuel Ghebreigzabhier, Sam Oomen og Bauke Mollema alle være hjælpere.

 

UAE og Lidl skal tage sig i agt for Stephen Williams. Briten fandt endelig noget stabilitet i efteråret, og med sin sejr i Australien nåede han et nyt niveau. Efter en skidt start i Europa tog han det til helt nye højder i Catalonien, hvor han fulgte Tadej Pogacar til dørs på 1. etape og endda skabte miraklet ved at sætte sloveneren på sidste etape. Begge gange skete det i eksplosive finaler, der minder om denne, men min bekymring er, om han kan slides ned af de mange højdemeter. Vi har nemlig nu lært, at han er puncheur og ikke klatrer, men der er håb at hente i den fremragende kongeetape, han kørte i lørdags, hvor han ventede på uheldige George Bennett. Han er stadig en uforbederlig lottokupon, men kommer han over Eraul, tror jeg, at han vinder, da han også er lynhurtig. Et andet kort er Nick Schultz, der kørte på podiet i løbet, da han fik sit gennembrud i 2018 og passer til ruten, men man må antage, at de kører for Williams, selvom australieren er i form. De ledsages af Bennett, der i Catalonien var bedre end meget længe, men selvom han bør gøre det fint, passer han dårligt til løbet. Holdet har også Michael Woods, der passer perfekt til den stejle mur og løbet generelt. Han kommer desværre fra en katastrofal indsats i Catalonien, og selvom han børe være bedre i dit foretrukne terræn, vil det undre, hvis han kører med om sejren. Løbet passer dårligt til den lovende klatrer Matthew Riccitello, der trods fremgang også skuffede i Catalonien.

 

Løbets helt store joker er Maxim Van Gils. Med det tårnhøje niveau, han har haft i år, særligt i Strade og Sanremo, burde han stå højere på denne liste, da han passer perfekt til denne ardenneragtige rute og tillige har punch og er hurtig. Desværre betød styrtet i Catalonien, at han efter et par dage måtte udgå, og selvom han ikke var slemt forslået, må det have sat ham tilbage. Derfor kan vi nok ikke helt forvente at se den bedste Van Gils allerede nu - men udelukkes kan det ikke, og ser vi ham, er han en af de helt tunge favoritter. Han ledsages af Sylvain Moniquet, der senest i Coppi e Bartali bekræftede, at han er på vej tilbage til et fint niveau, men han viste ikke nok i lyset af feltets begrænsede styrke. Logan Currie er trods god form lidt for tung, Jonas Gregaard leder stadig formen, og løbet passer ikke Eduardo Sepulveda, der dog viste en smule livstegn på kongeetapen i Catalonien.

 

Ag2r kommer med Felix Gall, der desværre kom skuffende i gang i Paris-Nice. Heldigvis har han været bedre end tidligere, for det plejer først at være til disse løb, han finder formen. Sidste år indledte han sit vilde gennembrud i dette løb og Baskerlandet, og jeg vil forvente, at vi ser en meget stærkere Gall nu. Desværre er han ikke skabt til dette løb, da andre er hurtigere og mere eksplosive, og derfor skal han nok vinde via taktik. Han ledsages af Alex Baudin, der måske er mere eksplosiv end klassisk klatrer. Sådan så det i hvert fald ud i Catalonien, og hans stærke afslutning tilsiger, at han her kan bekræfte den lovende udvikling fra sæsonstarten efter en lidt sløj periode. Et tredje kort er den uhyre formstærke Paul Lapeira, der er skabt til finalen med den eksplosive mur. Desværre frygter jeg, at UAE kan gøre det for hårdt for ham, men han viste i Drome og Laigueglia, at løbet er inden for rækkevidde, når man ser på, hvor langt fremme Corbin Strong var sidste år. Nans Peters har været godt kørende i år, men han kan næppe være med helt i front på dette niveau.

 

Bora kommer med en meget spændende kandidat i lottokuponen Matteo Sobrero. Han er grundlæggende startet stærkt og har vel aldrig været bedre end i Sanremo. Han er hurtig og har punch, men det samlede løb kan med de lange stigninger og mange højdemeter blive for hårdt. Det andet kort er Roger Adria, der ligeledes er skabt til denne eksplosive finale, men hans sæsonstart har været katastrofal. Heldigvis har han haft mere end en måned til at finde formen, men desværre er det ikke bare i år, men nu snart i et helt kalenderår, han har været langt fra sit niveau. Derfor kan det gå begge veje. Maximilian Schachmann er skabt til løbet, men er stadig en skygge af sig selv, som også Bob Jungels og Emanuel Buchmann, der ikke passer til løbet, er det. Frederik Wandahl manglede desværre en del i Catalonien, og unge Alexander Hajek er overmatchet.

 

DSM kommer vel med en af de største jokers i form af Oscar Onley. Med sit punch er han skabt til dette løb, og efter en skuffende start på 2023 viste han i Polen endelig glimt af det enorme potentiale, vi så i 2022. Hans sejr på kongeetapen i Australien indikerede, at han har taget næste skridt, men desværre skuffede han på sidste etape, inden han brækkede kravebenet i Evans-løbet. Han har derfor ikke kørt løb i to måneder, men han har trænet i højderne og er erklæret kaptajn. Han er derfor en total joker, der kan blive både fugl og fisk, men potentialet er stort, hvis han vitterligt har taget næste skridt, som Australien antydede. Han ledsages af Warren Barguil, der passer perfekt til denne finale og spurtede sig til sejr i den særligt lette 2022-udgave. Vi nærmer os den årstid, hvor hans motor er ved at være varm, men selvom han gjorde det godt i Drome, tror jeg ikke, at topniveauet rækker hele vejen i dette stærke felt. Holdets sidste beskyttede rytter er Gijs Leemreize, men han er stadig langt fra at vise det potentiale, vi så i 2022.

 

Læs også
Ayuso er stadig mærket af kuldechok

 

Efter et sent afbud fra Richard Carapaz satser EF på kometen Archie Ryan, der har vist masser af punch i Luxembourg, Slovakiet og senest Coppi e Bartali, og efter en svag start så vi i Italien, hvor han var klart stærkest på stigningerne, at han er ved at finde formen. Skulle han for alvor hævde sig her, skulle han dog nok have været mere overlegen i det svage italienske felt. Derfor kommer han næppe hele vejen, men disse supertalenter kan altid overraske, når formen er i fremgang - og han er et af de største. Et andet kort er hans bodyguard fra Italien, Jefferson Cepeda , der dog passer dårligere til løbet og ikke synes i samme form. Et tredje kort er Lukas Nerurkar, der efter en lang krise endelig viste sit talent i Coppi e Bartali, men næppe nok til, at han kan være med hele vejen i dette felt. Spændende er også James Shaw, der passer til løbet, og i Tirreno viste, at han nærmer sig det høje niveau fra Dauphiné, men helt fremme vil selv den bedste Shaw dog nok ikke være.  Esteban Chaves manglede for meget i Catalonien og er stadig en skygge af sig selv. Så har Rigoberto Uran virket stærkere, men han synes også at være for langt fra fordums styrke, mens det er for tidligt for unge Markel Beloki.

 

Cofidis kommer med den forsvarende vinder, Ion Izagirre, men det ligner en svær mission. Baskeren har længe været i gradvist forfald, men i år har han været på et bekymrende lavt niveau. Sandt er det bare også, at han altid finder formen til dette løb og særligt Baskerlandet, og det vil undre, om ikke vi ser den hidtil bedste Izagirre. Det vil dog i lyset af hans forår undre, hvis han er lige så stærk som sidste år, og da han heller ikke passer ideelt til løbet og er i meget skrappere konkurrence, har jeg ikke den store optimisme. Han er også ret alene hos Cofidis, da Jesus Herrada er i en gigantisk krise, Gorka Izagirre ikke længere er stærkt nok, Jonathan Lastra skuffede i Catalonien, og Ben Hermans er en skygge af sig selv. Jokeren er den spændende Axel Mariault, der passer til den eksplosive finale, men han har ikke været flyvende i sine seneste løb.

 

Caja Rural kommer med en meget spændende joker i form af Jefferson Cepeda. Ecuadorianeren har haft for vane at starte stærkt for siden at falde sammen efter februar. I år var han imidlertid bedre end nogensinde i Galicien, og hvis han har samme niveau nu, kommer han langt også i dette stærkere felt i et eksplosivt løb, der passer. Efter en pause er han dog altid en lottokupon. Han ledsages af erfarne Eduard Prades, der trods sejren på lavere niveau i Portugal vil finde det for hårdt, for Fernando Barcelo, der ikke kunne sidde med de bedste denne gang i Barcelona i søndags. Sebastian Berwick og Joel Nicolau har været langt fra deres bedste, og den velkørende Joseba Lopez er overmatchet.

 

Det er det store hjemmebaneløb for Movistar, men de kan få det svært. De har ellers Alex Aranburu, der startede sæsonen som lyn og torden, men som desværre ikke har kørt, siden han brækkede kravebenet i januar. Vi aner ikke, hvor han står, men det vil trods alt undre, hvis han er på 100% allerede. Omvendt vil det efter så lang en pause ikke undre, hvis han er konkurrencedygtig. Problemet er bare, at han nok skal være meget tæt på sit bedste for at overleve en UAE-massakre her, selvom selve finalen passer ham. Det gør det i den grad også for Ruben Guerreiro, der vil være mere modstandsdygtig på den lange stigning, men senest i Paris-Nice var det svært at se nogen vej ud af hans krise. Så er der straks mere x-faktor over Pelayo Sanchez, der har vist sig uventet eksplosiv og hurtig og jo i Vueltaen fik vist, at hans potentiale er større end som så. Trods sejren på Mallorca har han dog skuffet fælt i år, og selvom han har haft en måned til at forbedre sig, vil det undre, hvis han er på det Vuelta-niveau, han skal bruge i dette felt. Gonzalo Serrano passer også til finalen, men som Gregor Mühlberger og den ellers delvist forbedrede Sergio Samitier har han slet ikke vist nok i år.

 

Arkea stiller med Cristian Rodriguez, der i Catalonien bekræftede, at han er på et helt nyt niveau. Desværre passer dette løb dårligt til en dieselklatrer som ham, og selvom han sikkert vil ende ganske godt, er det svært at se ham køre med om sejren. Så passer løbet bedre til Clement Champoussin, men han har været langt fra sit niveau i år og havde også et skidt 2023 uden megen opmuntring. Finalen kunne også passe Louis Barré, men trods en bedre sidste etape var han meget skidt kørende i Catalonien, og her viste Michel Ries og Alessandro Verre heller ikke det tilstrækkelige niveau, mens niveauet er for højt for unge Martin Tjøtta.

 

Kern Pharma kommer med den uhyre spændende Pablo Castrillo, der leverede sit livs præstation på den første bjergetape i Catalonien. Desværre havde han det vanskeligere på 3. etape og endte løbet skidt efter et styrt på kongeetapen. Noget kunne dog tyde på, at det er restitutionen, det kniber med, og ser vi i dette endagsløb den Castrillo, vi så på Vallter 2000, kommer han langt på en eksplosiv rute, der vel passer ham fint. Til gengæld viste Catalonien også, at Pau Miquel, der har punch, ikke klatrer godt nok, og selvom der har været fremgang, har Unai Iribar og Urko Berrade ikke vist nok. Ivan Cobo har imponeret i år i Oman og Taiwan, men Galicien viste, at han er overmatchet på dette niveau.

 

Total stiller med Steff Cras, der nåede helt nye højder sidste år, men desværre har det knebet med at finde samme niveau i år. Han var i hvert fald ikke flyvende i Paris-Nice, hvor han endte md at udgå i kulden, men mon ikke han er bedre nu? Desværre er han spurtsvag, og han er derfor ikke den ideelle kandidat til løbet. Det passer meget bedre til eksplosive Mathieu Burgaudeau, der jo endda også har forbedret sig enormt på lange stigninger, men også han har ledt efter sin bedste form i år. Heldigvis bør også han have forbedret sig siden Paris-Nice. Den lovende Jordan Jegat kom skidt fra start, men viste fremgang i Paris-Nice og har faktisk også fundet en ny fart, der kan være god i dette løb. Desværre er han nok overmatchet i dette felt. Veteranen Alexis Vuillermoz er en skygge af sig selv, selvom dette er det ideelle løb for ham, mens Fabien Doubey trods et godt løb i Rwanda ikke kan være med på dette niveau.

 

Jayco får formentlig et svært løb. De har jo ellers Simon Yates, der med sit punch og sin fart burde passe fint til denne finale. Efter sin svage sæsonstart og efterfølgende sygdom var han dog chokerende skidt kørende i Catalonien, og det er ret umuligt at tro, at han har forbedret sig så voldsomt den seneste uge. Han ledsages af Mauro Schmid, hvis han endelig starter sin sæson, men skulle det ske, må han være langt fra formen, da han tilsyneladende har været skadet. Lawson Craddock har klatret godt i år, og Lucas Hamilton og Rudy Porter var hæderlige i Coppi e Bartali, men de er overmatchede i dette felt, mens Felix Engelhardt har været uhyre formsvag, senest i Catalonien.

 

Astana skal satse på Samuele Battistella , der efter en lang krise i Paris-Nice og Sanremo endelig begyndte at vise noget form. Dette løb er ikke uden for rækkevidde for en god Battistella, men han skal være tæt på 100%. Han bør også nærme sig topformen frem mod Ardennerne, men han har ikke i det seneste års tid vist et niveau, der giver grund til at tro, at han kan overleve et UAE-blodbad i dette løb. På sigt kunne det også være et løb for hurtige Henok Mulubrhan , men selvom han var i fremgang undervejs, manglede han en del i Catalonien. Gianmarco Garofoli passer til løbet, men er overmatchet, mens Santiago Umba og Vadim Pronskiy var formsvage i Catalonien.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

 

Q36.5 kommer med Damien Howson, der imidlertid er et helt åbent spørgsmål. Han var ufatteligt god sidste år, men i år kom han helt horribelt fra start i Tirreno, hvor han efter nogle elendige dage endte med at udgå. Nu har han heldigvis haft tre uger til at finde sig selv, og hvis der er en god forklaring på nedturen, kan han sagtens være stærkere nu. Han er dog ikke skabt til dette løb. Et mere sikkert kort er Mark Donovan, der er startet pænt, men er en anelse overmatchet, mens løbet ikke passer David De La Cruz , der intet har vist i år. Alessandro Fancellu startede pænt i Galicien, men skuffede i Coppi e Bartali i et meget svagere felt, og løbet er for svært for Mikel Azparren.

 

Burgos får et svært løb. De kommer ellers med Jose Manuel Diaz, der på 2. etape i Burgos viste sit klart højeste niveau hidtil. Desværre slog han sit lårben i styrtet på 3. etape, og selvom skaden ikke var så alvorlig som først antaget, vil det undre, hvis han er på samme niveau i et løb, der ikke passer en dieselklatrer som ham. Det passer Jetse Bol, men han er milevidt fra fordums styrke.

 

Polti stiller med den meget spændende Paul Double, der lagde ud som lyn og torden i Valencia. Siden oplevede han en krise, og selvom han heldigvis var meget bedre i Coppi e Bartali, kommer man ikke alt for langt i dette felt, når man ender som nr. 13 i det svagt besatte løb. Han er endda meget alene, da hverken Andrea Garosio, Alex Martin eller Davide De Cassan har imponeret i år, selvom De Cassan gjorde det pænt i et meget svagt felt i Taiwan.

 

Endnu vanskeligere bliver det for Euskaltel, der næppe har en rytter, der kan være med i så hårdt et løb. Bedste bud er vel eksplosive Gotzon Martin, der klatrede overraskende godt i Galicien, men i dette dybere felt bør den hurtige spanier komme til kort. Victor De La Parte er for langt fra sit tidligere niveau, og selvom de har vist takter i år, er Txomin Juaristi og Mikel Iturria overmatchede, som det også gælder for Enekoitz Azparren, der ikke har vist meget i år.

 

Endelig er der de to kontinentalhold. Sabgal har på papiret tre gode kandidater i Federico Figueiredo, Mathias Bregnhøj og Artem Nych, der alle kan komme langt på dette niveau, men trods danskerens nylige 3. plads i et svagt besat løb i Portugal, synes de alle for langt fra formen. Hos Illes Balears kan den stadig mere holdbare Alex Molenaar komme et stykke, men ikke hele vejen.

 

OPDATERING: UAE har netop udtaget en trup uden Ayuso og Christen, der kun erstattes af Finn Fisher-Black. Han går direkte ind som en af favoritterne, men hans form er usikker. Med det eminente punch, han viste i sæsonens første løb, er han skabt til denne rute, men desværre var han også meget formsvag i Paris-Nice. Med ham kan det derfor gå begge veje. Holdet har ved udtagelsen signaleret, at Del Toro er kaptajn

 

OPDATERING 2: Så røg min næststørste favorit også. Lidl har udtaget en trup uden Skjelmose, Oomen, Ghebreigzabhieer og Mollema. I stedet suppleres Bagioli, de må være den nye kaptajn, og Tesfatsion med Carlos Verona, der viste hæderlig, men ikke flyvende form i Catalonien og bestemt er skabt til løbet.

 

OPDATERING 3: Den endelige startliste er kommet. Jayco har udtaget Eddie Dunbar og Davide De Pretto. Dunbar er holdets joker, da han ikke har kørt, siden han brækkede hånden i Emiraterne, men det vil undre, hvis han er flyvende. De Pretto passer perfekt til løbet, men selvom han var god i Coppi e Bartali, var han synligt svagere end Ryan og får det nok for hårdt. Der er i stedet afbud fra Craddock. Astana er uden Umba, Cofidis er uden Mariault, og Sabgal er uden Nych. Endelig har Burgos erstattet Bol med den spændende Eric Fagundez, der passer tik løbet og med sit niveau fra Catalonien kommer langt.

 

OPDATERING 4: Jeg havde overset, at Mauro Schmid faktisk gør debut efter sin knæskade. Vi skal nok ikke have de store forventninger, men helt formsvag må han ikke være, for holdet håber stadig at have ham klar til Ardennerne.

 

***** Stephen Williams

**** Maxim Van Gils, Andrea Bagioli

*** Isaac Del Toro, Felix Gall, Matteo Sobrero, Oscar Onley, Finn Fisher-Black

** Brandon McNulty, Marc Soler, Archie Ryan, Paul Lapeira, Ion Izagirre, Jefferson Cepeda (Caja Rural), Warren Barguil, Roger Adria, Alex Aranburu, Michael Woods, Nick Schultz, Cristian Rodriguez, Eddie Dunbar, Pablo Castrillo, Steff Cras, Mathieu Burgaudeau, Simon Yates

* Ruben Guerreiro, Samuele Battistella, Davide De Pretto, Alex Baudin, Pelayo Sanchez, George Bennett, Carlos Verona, Eric Fagundez, Damien Howson, Rigoberto Uran, Jefferson Cepeda (EF), Clement Champoussin, Jose Manuel Diaz, Sylvain Moniquet, James Shaw, Natnael Tesfatsion, Matthew Riccitello, Paul Double, Gotzon Martin, Jordan Jegat, Lukas Nerurkar, Esteban Chaves, Maximilian Schachmann, Mauro Schmid, Henok Mulubrhan, Bob Jungels, Emanuel Buchmann, Mark Donovan, Gijs Leemreize, Fernando Barcelo, Gonzalo Serrano, Nans Peters, Pavel Sivakov, Igor Arrieta, Mathias Bregnhøj, Federico Figueiredo, Pau Miquel, David De La Cruz, Alexis Vuillermoz, Alessandro Fancellu, Unai Iribar, Ivan Cobo, Victor De La Parte, Txomin Juaristi, Mikel Iturria, Enekhoitz Azparren, Michel Ries, Eduardo Sepulveda, Lucas Hamilton, Gregor Mühlberger, Eduard Prades, Gianmarco Garofoli, Frederik Wandahl, Alex Molenaar

 

Danskerne

Bora skal Frederik Wandahl formentlig støtte Matteo Sobrero og Roger Adria, og hos Israel-PT skal Mads Würtz Schmidt støtte Stephen Williams. Hos Lotto skal Jonas Gregaard støtte Maxim Van Gils, og endelig kan Mathias Bregnhøj hos Sabgal, hvor han støttes af Julius Johansen, køre sin chance, hvorfor han er omtalt ovenfor.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Ion Izagirres sejre fra 2023 og 2016, Warren Barguils sejr fra 2022, Alejandro Valverdes sejre fra 2021, 2018 og 2014, Jonathan Hiverts sejr fra 2019, Simon Yates’ sejr fra 2017, Angel Viciosos sejr fra 2015 og Simon Spilaks sejr fra 2013.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Stephen Williams
Maxim Van Gils, Andrea Bagioli
Isaac Del Toro, Felix Gall, Matteo Sobrero, Oscar Onley, Finn Fisher-Black
Brandon McNulty, Marc Soler, Archie Ryan, Paul Lapeira, Ion Izagirre, Jefferson Cepeda (Caja Rural), Warren Barguil, Roger Adria, Alex Aranburu, Michael Woods, Nick Schultz, Cristian Rodriguez, Eddie Dunbar, Pablo Castrillo, Steff Cras, Mathieu Burgaudeau, Simon Yates
Ruben Guerreiro, Samuele Battistella, Davide De Pretto, Alex Baudin, Pelayo Sanchez, George Bennett, Carlos Verona, Eric Fagundez, Damien Howson, Rigoberto Uran, Jefferson Cepeda (EF), Clement Champoussin, Jose Manuel Diaz, Sylvain Moniquet, James Shaw, Natnael Tesfatsion, Matthew Riccitello, Paul Double, Gotzon Martin, Jordan Jegat, Lukas Nerurkar, Esteban Chaves, Maximilian Schachmann, Mauro Schmid, Henok Mulubrhan, Bob Jungels, Emanuel Buchmann, Mark Donovan, Gijs Leemreize, Fernando Barcelo, Gonzalo Serrano, Nans Peters, Pavel Sivakov, Igor Arrieta, Mathias Bregnhøj, Federico Figueiredo, Pau Miquel, David De La Cruz, Alexis Vuillermoz, Alessandro Fancellu, Unai Iribar, Ivan Cobo, Victor De La Parte, Txomin Juaristi, Mikel Iturria, Enekhoitz Azparren, Michel Ries, Eduardo Sepulveda, Lucas Hamilton, Gregor Mühlberger, Eduard Prades, Gianmarco Garofoli, Frederik Wandahl, Alex Molenaar
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
GP Miguel Indurain
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?