Optakt: Le Samyn

Løbets rolle og historie

Belgien er inddelt i to store regioner, der som bekendt har endog meget svært ved at enes. De har imidlertid kærligheden til cykelsporten til fælles, og begge områder er vært for nogle af de største cykelløb i verden, herunder to af sportens fem monumenter. Der er dog stor forskel på begivenheder i de to regioner: hvor den flamske cykelkalender domineres af brosten og korte, stejle hellingen, er de vallonske løb typisk karakteriseret af de længere stigninger i Ardennerne.

Den flamske cykelsæson startede på meget spektakulær vis med Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne i den berømte åbningsweekend, og for mange signalerer de to løb den reelle start på landevejssæsonen. Begge løb er helt typiske for Flandern og er store begivenheder på den internationale kalender.

De vallonske højdepunkter i Ardennerne er stadig meget langt væk, og derfor er det ikke overraskende, at starten på sæsonen i den sydlige region er mindre grandios. Den starter traditionelt onsdagen efter åbningsweekenden med den lille semiklassiker, Le Samyn, der dog sidste år blev rykket til tirsdag,

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Løbet afholdes i Vallonen, men det har faktisk en helt perfekt kalenderplacering, idet det mindre langt mere om en flamsk klassiker. Det foregår ikke i Ardennerne, og hovedudfordringerne er vejret, brosten og hellingen, nøjagtigt som det var tilfældet i weekendens løb i Flandern.

Le Samyn blev første gang afviklet som professionelt løb i 1968 og har en lang historie. Det blev først vundet af franskmanden Jose Samyn, og da han døde året efter, fik løbet hans navn. Ikke overraskende har det som et mindre løb på den internationale kalender været domineret af hjemlige ryttere, men i dette årtusinde er det blevet mere internationalt. Frank Høj vandt således i 2000, og siden da har internationale stjerner som Magnus Backstedt, Robbie McEwen, Jimmy Casper, Arnaud Demare og Niki Terpstra været først over stregen.

Le Samyn mangler imidlertid den prestige, der er forbundet med de store løb, og de vigtigste stjerner rejser ofte hjem efter åbningsweekenden for at forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Det åbner vanligvis døren for nogle af hjælperytterne, der kan gå efter et personligt resultat på brostenene, og sammen med Tre Dage i VestFlandern, der traditionelt har været afviklet fra fredag til søndag, men siden sidste år har været reduceret til et endagsløb og i år er helt aflyst, har det været en alternativ vej for mange af de unge ryttere og loyale holdkammerater, der ikke er blevet udtaget til de to store etapeløb på WorldTouren. Det er dog ikke altid tilfældet, og sejre til folk som McEwen, Philippe Gilbert, Demare og Terpstra viser, at nogle af de store navne af og til møder op. Det var i særlig grad tilfældet sidste år, hvor Quick-Step mødte op med alle deres tre brostenskaptajner, Terpstra, Gilbert og Zdenek Stybar, ligesom Lotto Soudal kom med et af deres topnavne, Jens Keukeleire.

I 2016 blev man en del af den nye Napolen Games Cycling Cup, der er en serie af belgiske 1.1-løb, som er gået sammen om at skabe et samlet klassement og en fælles platform for international og national tv-dækning, og som i år kendes under navnet Bingoal Cycling Cup. Le Samyn er dog fra i år ikke længere en del af serien. Samtidig har man været i overlevelseskamp, da det i 2017 viste sig, at kassereren havde taget af kassen, og det var kun ved hjælpe af de lokale myndigheder, at det lykkedes at afholde 2017-udgaven som planlagt. De problemer skulle nu høre fortiden til, og arrangørerne befinder sig atter i smult vande

Løbet har ofte været domineret af sprintere, men som ethvert løb i Flandern kan vejret ændre begivenhederne radikalt, og sammen med en ny, hårdere rute har det gjort de seneste tre udgaver til brutale udskilningsløb. Det var særlig tilfældet i 2018, hvor et næsten skræmmende stærkt Quick-Step-hold kørte alle i sænk. Til sidst tog Damien Gaudin kampen op mod Niki Terpstra og Philippe Gilbert, men i Quick-Step-sandwichen måtte han se Terpstra køre alene hjem til sin anden sejr i løbet, mens Gilbert til slut også satte Gaudin, der endte på en flot, men ærgerlig 3. plads. Terpstra og Gaudin vender tilbage i 2019, denne gang som holdkammerater på Direct Energie, men der er til gengæld ingen Gilbert på et Decenuninck-hold, der kommer i betydeligt svagere opstilling end sidste år.

SE LØBET VIA LIVESTREAM PÅ EUROSPORT PLAYER

Ruten

Le Samyn har traditionelt været en typisk belgisk klassiker med masser af vind, smalle veje, korte stigninger og lidt brosten. Det har vanligvis været et løb for stærke og kraftfulde sprintere, der har afgjort løbet i en hård spurt på den stigende opløbsstrækning. Derfor var løbet i mange år kendt som lidt af et sprinterløb.

I 2015 fik sprinterne det imidlertid meget vanskeligere end vanligt. Efter adskillige år med det samme format lavede arrangørerne en markant ændring af den afsluttende rundstrækning for herved at inkludere flere brosten, herunder en meget svær sektor på 700 m bare 2 km fra stregen. Det gjorde løbet langt mere selektivt, og Etixx-QuickStep skabte med en voldsom acceleration på dette vanskelige stykke en lille gruppe, der afgjorde løbet i en spurt.

I 2016 gjorde arrangørerne løbet endnu hårdere, da man fandt en ny pavé med en sværhedsgrad på 3 stjerner - den højest opnåelige - og lagde den ind på rundstrækningen. Den indledende del af løbet var uforandret, men man forsøgte igen at gøre løbet endnu mere selektivt. I lyset af Terpstras solosejr og det gradvise udskilningsløb må det i den grad siges at være lykkedes, selvom hovedårsagen til det selektive udfald naturligvis var det elendige vejr. I 2017 brugte man præcis samme rute, og sidste år var der kun tale om mindre modifikationer, og igen gav det anledning til episke udskilningsløb.

Set i lyset af den store succes fra de seneste tre år ville det næsten have været kriminelt at ændre for meget på ruten, og det er da heller ikke sket. Efter tre år med samme afsluttende rundstrækning har man imidlertid foretaget en modifikation. Den første, meget lette 1 km lange pavé er nemlig erstattet af den langt sværere 300 m lange brostensbakke, Cote des Nonettes, der endda kommer tættere på mål end den gamle pavé. Arrangørerne forventer, at det vil gøre løbet endnu vanskeligere end tidligere. Derudover bevarer løbet sin karakter.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

I alt skal der tilbagelægges 198,4 km, hvilket er en anelse kortere end sidste år. Begivenhederne starteri Quaregnon og slutter helt som sædvanligt i Dour. Det kan inddeles i to dele. De første 99,2 km består af en rundtur i området nord for Dour og er helt uforandret i forhold til sidste år. Efter en flad indledning rammer rytterne mere kuperet terræn, når de udfordres af de korte stigninger Cote de Mainvalut (600 m, 6,0%), Cote de la Folie (900 m, 4,2%), Cote des Papins (600 m, 9,1%) og Cote du Semenil (800 m, 6,5%), der kommer hurtigt efter hinanden efter hhv. 36,3, 42,8, 44,6 og 49,8 km. Derefter vender man rundt for at køre tilbage mod syd til Dour, der ligger ganske tæt på startbyen. Denne del af løbet er stort set helt flad.

Kort før første passage af målstregen rammer man efter 96,4 km den afsluttende rundstrækning, hvorfra man fortsætter man frem til stregen. Løbet afsluttes med fire omgange på den 24,8 km lange runde, der som sagt er blevet ændret en anelse i år, selvom den grundlæggende afvikles på de samme veje.

Rundstrækningen inkluderer to flade brostensstykker og to hellingen, hvoraf Coyte des Nonettes er ny. Da det indledende brostensstykke fra tidligere år skippes er den første udfordring den brostensbelagte Cote de la Roquette (400 m, 2,7%), der har fået to ud af tre stjerner. Den kommer med 15,3 km til mål og leder frem til den 400 m lange trestjernede pavé Chemin de Wiheries, der gjorde debut i 2016 og er placeret med 14,3 km til stregen. Derefter afviger man fra den gamle rundstrækning, når man skipper den gamle bakke Cote d’Audregnies og i stedet kaster sig ud i den brostensbelagte bakke, 300 m lange Cote des Nonettes, der har fået tre stjerner og kommer med 9,2 km igen. Bare 1100 m senere når man toppen af den nye asfaltbakke Cote du Calvaire (600 m, 3,6%), inden man igen rammer den velkendte rute. Med 3,8 km igen rammer man den sidste 700 m lange trestjernede brostensstrækning, der stiger svagt og spillede en helt afgørende rolle i at splitte løbet, da den første gang blev anvendt i 2015. Derfra stiger det svagt hele vejen til den velkendte afslutning i Dour. Finalen er ikke teknisk, og der er ingen sving i den sidste kilometer.

Løbet byder på i alt 1449 højdemeter.

Vejret

Alle, der oplevede de seneste tre episke udgaver af løbet, vil skæve nervøst til vejrudsigten, og de har ikke megen trøst at hente i meteorologernes forudsigelser. Ganske vist er der ikke samme sibiriske kulde som sidste år, men regn og vind vil bestemt ikke gøre det til en behagelig dag i sadlen. Således ventes der let regn gennem hele løbet, hvor temperaturen dog vil nå hele 11 grader - en skarp kontrast til sidste års isnende kulde. Der vil tillige være en frisk til hård vind fra sydvest, hvilket giver sidemedvind i første del og sidemodvind på turen ned mod rundstrækningen. Her vil der være modvind på første del og primært sidevind på det svære stykke fra kort før Roquettes-stigningen og helt frem til toppen af den sidste stigning. Herefter får man medvind frem til afslutningen på sidste pavé og derefter sidevind frem til mål.

Favoritterne

Le Samyn var i mange år kendt som en sprinterløb, men arrangørernes ønske om at gøre løbet hårdere og mere selektivt synes at have båret frugt. Beslutningen om at lægge to svære brostensstykker ind på den afsluttende rundstrækning har betydet, at ingen af de fire seneste udgaver af løbet er end i den traditionelle massespurt. I 2015 lykkedes det Etixx-QuickStep at forhindre en spurtafgørelse ved at splitte feltet på den allersidste pavé, og i de tre seneste år betød de episke vejrforhold, at løbet endte som et brutalt udskilningsløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

De fire seneste udgaver af løbet viser klart, at de dage, hvor løbet med statsgaranti er for sprinterne, definitivt er ovre. De sidste tre års meget specielle løb var naturligvis i høj grad bestemt af vejret, men allerede i 2015, hvor alt tydede på en spurt med bare få kilometer til mål, så vi, at det sene brostensstykke kan bruges til at skabe udskilning. Spurtstyrke er stadig en vigtig egenskab, hvis man vil høre til blandt favoritterne i dette løb - det var trods alt en mindre gruppe, der spurtede om sejren i 2015 - men en ren sprinter har ikke længere en chance i Le Samyn.

Det store spørgsmål er naturligvis, om 2019-udgaven kommer til at minde mest om den mindre selektive 2015-udgave, hvor den afgørende udskilning først blev etableret i allersidste øjeblik, eller om vi får et brutalt udskilningsløb, som vi så i 2016, 2017 og 2018. Det bliver naturligvis i høj grad bestemt af vejret, der igen lægger op til brutalt cykelløb.

Modsat sidste år vil det ikke være koldt, men det vil til gengæld være regnfuldt, og dertil kommer, at det vil være ganske blæsende. Allerede den tidlige sidemedvind vil i et løb som dette kunne skabe splittelse, men da der derefter vil være sidemodvind på turen ned mod Dour, er der en vis chance for, at der her sker en regruppering inden rundstrækningen. I den afsluttende fase vil der imidlertid være masse af sidevind på de fire omgange, herunder særligt et længere stykke omkring stigningerne, hvorefter der endda er medvind frem til afslutningen på den svære sidste pavé. Med andre ord synes vinden at være helt rigtig, hvis man ønsker sig et hårdt løb.

Den anden væsentlige faktor er naturligvis betydningen af ruteændringen. Arrangørerne melder, at tilføjelsen af den nye Cote des Nonettes burde gøre løbet vanskeligere. Sandt er det da også, at man ved at fjerne en tidlig, let og flad pavé med en sen brostensbakke alt andet lige må gøre forholdene hårdere. Det ændrer også løbets karakter en anelse, for hvor det tidligere primært var de flade pavéer, særligt den sidste, der var vanskelige, har vi altså også nu en svær brostensstigning, der måske ikke er Koppenberg eller Muur van Geraardsbergen, men dog vil give løbet et twist af Flandern Rundt og ikke kun Paris-Roubaix.

Med andre ord er det svært at forestille sig, at vi får andet end endnu et knaldhårdt løb som i de tre seneste udgaver, og derfor forventer vi også, at det er de stærke drenge og klassikerspecialisterne, der vil sætte sig igennem i et benhårdt udskilningsløb. Særligt Quick-Step, der i fravær af sygdomsramte Fabio Jakobsen ikke har en topsprinter, og Direct Energie med den forsvarende vinder Niki Terpstra har al mulig interesse i at splitte feltet, og da begge kommer i meget stærke formationer, kan man sagtens forestille sig, at de allerede helt tidligt i løbet vil åbne op for gassen og skabe udskilning.

Netop de to hold ventes også at være dominerende. Ganske vist kommer Quick-Step ikke med sidste års supertrup med Zdenek Stybar, Philippe Gilbert og Terpstra, hvils deltagelse næsten var stik imod naturen for et løb, der ofte har været en chance for de mindre ryttere til at køre efter sejren, men de kommer stadig med et klassemandskab anført af holdets tro løjtnant Floran Senechal og med et hav af forskellige vinderbud. Direct Energie møder naturligvis op med den nye stjerne, Tersptra, der bakkes op af sidste års nr. 3 og 4, Damien Gaudin og Adrien Petit, og dermed befinder franskmændene med hele tre mand fra sidste års top 4 sig i den sjældne situation, at de er et af løbets stærkeste hold. Det er i høj grad de to mandskaber, der vil diktere slagets gang, begge med en interesse i at gøre det hårdt.

Derfor tror vi på et udskilningsløb, hvor feltet allerede splittes i den indledende fase, inden man når rundstrækningen. Der kan ske en efterfølgende regruppering, men på rundstrækningen vil det helt sikkert gå løs igen, formentlig allerede langt fra mål. Herefter vil Deceuninck formentlig angribe igen og igen og gøre alt for, at de stærkeste kan gøre forskellen på bakkerne og pavéerne, og Direct Energie vil også være aktive. Sammen med vinden vil ruten være svær nok til at gøre forskelle, og vi regner med, at der til slut vil blive etableret en lille gruppe, der skal afgøre det, ligesom det var tilfældet i tidligere år. Her skal man være stærk for at sidde med, men det kræver som regel også lidt held og timing at ramme det rette fremstød, specielt hvis man er på et hold med flere kort, hvor man let kan blive fanget bagude i et taktisk spil. En god spurt er en fordel, men man kan sagtens køre alene væk, især på sidste pavé, og selv i den hårde, stigende spurt handler det efter et svært løb mere om råstyrke end klassiske sprinterevner.

Det er med lidt usikkerhed, at vi peger på Niki Terpstra som vores favorit. Der er ingen tvivl om, at hollænderen er løbets største stjerne og den absolut stærkeste rytter. Derfor har han i den grad glæde af de vanskelige betingelser og den hårdere rute, og med to sejre i de tre seneste episke udgaver har han vist, at han med sin råstyrke kan gøre det hele færdigt. Det er klart, at spurtsvage Terpstra som regel skal alene hjem, men det er altså lykkedes ham to gange tidligere og kan sagtens ske igen, især med en pavé ganske tæt på mål. Samtidig er Terpstra ganske formstærk, for hvor han altid er skræmmende i de største klassikere, har han i de senere år været næsten usynlig i åbningsweekenden. Det var han ikke i år, hvor han måske ikke var blandt de allerbedste, men mod slutningen af Omloop og Kuurne, hvor han med et sent angreb endda sikrede sig en uventet 3. plads, alligevel viste, at han er langt bedre forberedt end i tidligere år.

Det lover naturligvis godt for dette løb, hvor Terpstra altså synes at være stærk nok til at tage sin tredje solosejr. Hans store problem kan være holdet og modstanden fra det mægtige Deceuninck, men som sagt står han med Gaudin, Petit og måske også Pim Ligthart faktisk med et mandskab, der kan matche belgiernes. Derfor ender han forhåbentlig ikke alene mod overmagten og kan holde styr på tingene, inden han med sin power sætter sig igennem. De problemer, han i de store løb har i positionskampen, har han ikke i dette knap så stærkt besatte og derfor mindre hektiske løb, og derfor bør han ikke som i weekenden komme på bagkant. Derfor tror vi, at Terpstra tager den tredje solosejr på fire år.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Deceuninck har et hav af kort at spille, men kaptajnen må være Florian Senechal. Franskmanden er i de store løb den sidste hjælper for de fire kaptajner Gilbert, Stybar, Bob Jungels og Yves Lampaert, men her får han endelig sin chance. Med en 3. plads i 2016 og en 4. plads i 2017, hvor han endnu var hos Cofidis, har han vist sine evner på denne rute, og siden dengang er han kun blevet stærkere og mere erfaren, hvilket han især viste med sin stærke afslutning på 2018. Åbningsweekenden var god, da han efter et styrt i Omloop rejste sig i Kuurne, hvor han sad med de bedste efter Kwaremont og i feltets spurt kun blev slået af Dylan Groenewegen i den kaotiske finale, hvor fire mand var kørt væk til sidst. Han virker ikke helt skarp endnu, men i dette løb vil han utvivlsomt være blandt de bedste. På Deceuninck kan han ende i en situation, hvor holdet kan angribe på skift, men Senechal har også den fordel, at han kan slå næsten alle favoritterne i en spurt. Kan han holde sig til Terpstra, står han med gode kort på hånden.

Lotto Soudal kommer ikke med det stærkeste mandskab, men de stiller alligevel med en af deres kanoner. I de store løb er Jens Keukeleire godt nok kun løjtnant for Tiesj Benoot, men han ventes også at spille en rolle i finalerne. Sidste forår blev ødelagt af sygdom og uheld, men med en 2. plads i et knaldhårdt Gent-Wevelgem og en top 5 i Paris-Roubaix har han vist sine evner i disse løb. I maj og juni sidste år viste han med flot kørsel, at han stadig kan finde sit bedste niveau, selvom han er en anelse ustabil. Åbningsweekenden var pæn uden at være prangende, da han manglede lidt på stigningerne, men alligevel endte som nr. 11 i Omloop og med det sene angreb som nr. 7 i Kuurne. På papiret er han vel sammen med Terpstra løbets stærkeste, men man sidder med den fornemmelse, at han formmæssigt mangler det sidste, og på et svagt hold kan han også let isoleres. Omvendt er han lynhurtig og kan slå alle, også Senechal, i den stigende spurt, også selvom han ikke har samme fart, som da han som helt ung vandt løbet i en massespurt.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ASSOS's FORÅRSKLASSIKERNE

Skal det lykkes for Kasper Asgreen for første gang at køre finale i et stort løb for Deceuninck? Vi var helt sikkert mange, der var imponerede, da den unge dansker med sin enorme power på Kwaremont - en af Flanderns mest frygtede stigninger - i går trods dårlig position i bunden af bakken kørte op til den stærke frontgruppe med Ian Stannard, Lampaert, Stybar, Davide Ballerini og Oliver Naesen, og det endda selvom Stannard og Lampaert begge lagde pres på. Det siger noget om, at den unge dansker er langt stærkere, end hans mange hjælperroller har kunnet vise, og efter den flotte enkeltstart i Provence synes den efterfølgende sygdom bestemt ikke at have ødelagt formen. Med gårsdagens opvisning ligner Asgreen en af løbets stærkeste, og han har med sin store motor kun glæde af, at løbet bliver knaldhårdt. Det er der gode chancer for, og håbet er, at han kan ende i et Deceuninck-overtal, der kan isolere Terpstra. Herfra skal der angribes på skift, og mens Senechal er manden til spurten, kan Asgreen med sin power måske udnytte det til at køre alene hjem.

Deceunincks tredje muskelbundt er Remi Cavagna. Ligesom Asgreen er han mest blevet brugt til at jagte udbrud, men han har momentvist understreget sin enorme styrke. Det gjorde han blandt andet, da han og Senechal udmanøvrerede alle i sidste års 3 Dage ved Vestflandern, der minder meget om dette løb, og især med den samlede 4. plads i WorldTour-løbet Tour of Guangxi. Hans 3. plads på enkeltstarten i Provence, hvor han var klart bedre end Asgreen, viser, at formen er fremragende, men ligesom danskeren er han ikke voldsomt erfaren i disse løb. Han har heller ikke mange chancer i en spurt, men han er skræmmende stærk og er et af de stærkeste bud på en rytter, der til slut kan udnytte et Deceuninck-overtal.

På Direct Energie er alle øjne naturligvis rettet mod Terspstra, der er den klare førstemand, men spiller man kortene klogt, skal man måske brede paletten lidt ud. Som sagt har man tre af de fire fra sidste års top 4, og i tillæg til Terpstra burde også Adrien Petit have gode muligheder. Den ustabile franskmand er altid en lottokupon, og han har da heller ikke vist skræmmende form i årets første løb. Det havde han bare heller ikke i 2018, hvor han alligevel kørte finale, og med top 10-placeringer i løb som Omloop og Roubaix har han vist sit flair for disse løb. Modsat Terpstra vil han slet ikke have stor bevågenhed, og Direct Energie kan gøre klogt i at sende ham med en af Deceunink-rytterne til slut. En stigende spurt er endda hans specialitet, og han kan på stregen slå langt de fleste af løbets favoritter.

Holdets tredje kort er muskelbundtet Damien Gaudin, der sidste år heroisk kæmpede mod Quick-Step-overmagten og blev nr. 3. Som Petit er han helt utilregnelig, og ligesom sidste år har han heller ikke vist megen form. Det skal man imidlertid ikke lade sig snyde af, for tunge Gaudin har aldrig kunnet køre de flamske klassikere. Hans styrke er de flade pavéer, og derfor har Roubaix, hvor han har været i top 5, samt dette løb altid været hans bedste chancer. Gaudin er brølstærk i fladt terræn, men han er også altid formmæssigt svær at bestemme, og han kan sagtens være helt væk i finalen. Han er desværre meget spurtsvag, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det er bestemt heller ikke umuligt, for spiller Direct Enegrie ham ud mod slutningen af et hårdt udskilningsløb, er der ikke mange, der kan følge Gaudin på den sidste pavé, heller ikke selvom den nye brostensbakke alt andet lige må være til ugunst for den klatresvage tidligere banerytter.

Pieter Serry er en klasserytter, men det opdager man kun sjældent. Han er nemlig i de store løb en loyal hjælper for Deceuninck, men når han en sjælden gang får chancen, åbenbarer formatet sig. Det viste han sidste år blandt andet med en 4. plads i Brabantse Pijl og en 3. plads i Tour de Wallonie. Desværre er hans force Ardennerne, og han har aldrig for alvor præsteret i disse løb. Den nye brostensbakke burde være til hans fordel, men i forhold til Senechal, Asgreen og Cavagna mangler han nok den sidste power på brostenene. Formen har ikke hidtil være helt oppe at ringe, men stabile Serry burde køre finale. Her vil han ikke være den stærkeste eller mest powerfulde, men som del af et Deceuninck-overtal kan han måske snige sig væk.

Kigger man uden for de tre stærkeste hold, falder blikket naturligt på Clement Venturini. Franskmanden har stadig til gode at vise sine evner i disse løb, men som Frankrigs bedste crossrytter burde han have evnerne. Han er måske ikke så powerfuld i fladlandet, men han er klatrestærk og er først og fremmest lynhurtig, især i en stigende spurt. Samtidig så han bedre ud end nogensinde tidligere i Oman, hvor han sikrede sig en fornem 3. plads i den knaldhårde spurt på 4. etape, og i det hele taget ser han ud til at nærme sig niveauet fra 2017, hvor han sejrede sammenlagt i Dunkerque. Et sent styrt kostede ham desværre en forventelig top 10 i Kuurne, men formen er helt sikkert intakt. Forhåbentlig er han ikke mærket af uheldet og klar igen tirsdag. Hans hold er ikke det stærkeste, men Venturini har den fordel, at han på stregen kan slå alle. Hos sig kan han måske også have Stijn Vandenbergh , der efter en svær tid lignede lidt af sig selv i Omloop, men som også styrtede i går, og desværre skal alene hjem for at vinde. Alexis Gougeard er brølstærk, men den evigt ustabile franskmand ser ud til at have en af sine mange dårlige perioder. Derudover skal det blive spædende at følge hurtige Dorian Godon , der kørte flot i Provence og kan være en joker, samt stærke Gediminas Bagdonas, der før har været med fremme i dette løb.

En af de positive oplevelser i Omloop var at se Baptiste Planckaert finde lidt af sig selv efter nogle svære år på Katusha. Med et modigt og tidligt angreb sikrede han sig en billet til finalen, hvor kræfterne dog slap op. Allerede i Oman havde han vist fin form, og han synes helt klar til denne opgave. Han har hidtil mest været kendt som en holdbar sprinter og har endnu til gode at vise sig i løb som disse, men han burde have kvaliteterne til at spille en rolle i en hård udgave som denne. Hans gode spurt gør ham altid farlig, men man kan frygte, at han mangler den sidste råstyrke til at være med i front. Hos sig har han  den lovende Emils Liepins, der som holdbar sprinter sidste år med sejren i Hesistse Pijl viste evner i disse løb, men som formmæssigt synes at mangle en del.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Israel Cycling Academy har ikke haft den bedste sæsonstart, men har i Tom Van Asbroeck et fornuftigt kort til dette løb. Belgieren er kommet væk fra EF og er nu kaptajn her. Hans 3. plads i Marseille var en glimrende begyndelse, og siden da har han bekræftet niveauet med fin kørsel, senest i går i Kuurne. Rammer han samme form, som han i de senere år har gjort i BinckBank Tour og Vueltaen, er han en temmelig holdbar fyr, der nok burde kunne være med på en rute som denne. Og så er han som bekendt lynhurtig i en spurt. Et lige så stærkt kort burde brølstærke Guillaume Boivin, der også er en stærk afslutter være, men han synes formmæssigt ikke at stå helt så stærkt, selvom han gjorde det hæderligt i går. Løbet burde også være godt for holdets hurtigste, Mihkel Raim, men han skuffede i går og får det nok lidt for svært. Det samme gør den fjerde sprinter, Rudy Barbier, formentlig, selvom heller ikke han kan afskrives helt.

Cofidis kommer med et glimrende hold anført af Hugo Hofstetter, der sidste år var uhørt stabil i mindre endagsløb og derfor vandt Coupe de France. I går tog han over, da Nacer Bouhanni faldt fra, og han spurtede sig til slut til en hæderlig 11. plads. Det vidner om en vis form, og nu skal han vise, at han også kan køre med i sejren i et udskilningsløb som dette. Hidtil har han manglet den sidste holdbarhed, men han bliver kun stærkere og stærkere. Det skal også blive meget interessant at følge den talentfulde Damien Touze, der i teorien burde kunne være med langt fremme i dette løb og er mere holdbar, men ikke helt så hurtig som Hofstetter. Den engang så lovende klassikerrytter Dimitri Claeys har også lignet sig selv en anelse i årets første uger og kunne måske rejse sig i et hårdt løb, der burde passe ham. På samme vis har halvhurtige Kenneth Vanbilsen været bedre end længe.

På de store hold er der også et par andre ryttere, der måske kan komme i spil. På Deceuninck gælder det formstærke Tim Declercq, der dog skal alene hjem for at vinde, samt Davide Martinelli, der er hurtig, men nok får det lidt for hårdt. Direct Energie har Pim Ligthart¸ der er hurtig, men stadig ikke så god som i gamle dage, ligesom han har lidt af maveproblemer i weekenden. På Lotto Soudal har man i Frederik Frison en råstærk type, der kan komme langt, hvis ikke han er for mærket af lørdagens styrt, samt det unge klassikertalent Stan Dewulf , der dog har haft en svær start på sin professionelle karriere.

Wanty har i Frederik Backaert, Aime De Gendt og Loic Vliegen tre powerfulde ryttere til disse løb. Vliegen skulle have været kaptajn, men jagter stadig formen, og derfor ligner Backaert og De Gendt de bedste byd. Særligt De Gendt har efter sit dybt imponerende belgiske mesterskab i 2018 og en lovende sæsonstart givet løfter om noget stort, og Backaert så efter en svær start ud til at klatre godt i Algarve og dermed være klar til at gøre det lige så godt som tidligere i disse løb. Holdets sprinter, Timothy Dupont, kan normalt også komme langt på en rute som denne, men efter sygdom og et styrt i går er hans chancer nok ikke helt så gode denne gang.

Sport Vlaanderen har som altid flere solide outsidere. Det gælder særligt den meget lovende Benjamin Declercq, der dog nok er en anelse bedre i ardennerløb end på brosten, men som dog er en stærk og halvhurtig rytter. Med sin rå power kan Dries Van Gestel også komme langt, mens vi stadig har til gode at se, om den stærke sprinter Amaury Capiot kan komme tilbage efter sine mange skader. I hvert fald har han sendt ret blandede signaler først på året. Og løbet bliver nok lidt for hårdt for sprinteren Edward Planckaert , der dog imponerede i Omloop.

Og så er der Lars Boom. Hollænderen burde jo være en af de allerskarpeste i et udskilningsløb som dette, men siden sidste januars hjerteoperation har han været en skygge af sig selv. Efter Ruta del Sol sagde han ganske vist, at han følte sig som sig selv igen, men han blev hevet ned på jorden i weekenden. Han ligner altså ikke en mand, der kan være med i front her, men omvendt vil det være svært ildevarslende, hvis ikke han i et ”lille” brostensløb som dette, hvor vejret falder i hans smag, kan gøre sig gældende.

Endelig vil vi nævne et par outsidere. Det skal blive spændende at se Arkeas sprinter Bram Welten, der dog nok får det en anelse for hårdt, ikke mindst fordi han styrtede i går. Andronis meget lovende Andrea Vendrame er fantastisk spændende, men helt uprøvet på de belgiske pavéer og mere en puncheurtype end klassikserspecialist. Lasse Norman kommer til løbet fra bane-VM, men selvom et udskilningsløb burde passe ham, har han nok ikke haft den perfekt forberedelse, og på Vital Concept synes Jonas Van Genechten ikke at være i form, ligesom Bert De Backer ser ud til at være ramt af skader. For næsten alle kontinentalholdene er det sæsondebut, og de får det derfor svært så tidligt på sæsonen. Brølstærke Marco Tizza, der kørte fantastisk i efterårets italienske klassikere, så rimelig ud i Laigueglia og kan komme langt, og derudover skal der måske holdes øje med Floris Gerts, Maxime Vantomme, James Shaw, Simon Pellaud samt den meget spændende Alexander Krieger

BEMÆRK: I lyset af et par henvendelser vil jeg understrege, at de mange navne, der nævnes i stjernetildelingen, har sin rod i ønsket fra flere om at bruge optakterne til diverse managerspil. Det er årsagen til, at vi nævner mange outsidere, der måske ikke kan vinde, men kan køre med om topplaceringerne. Rangeringen samt  den dybdegående analyse ovenfor viser, hvem der er de virkelige favoritter.

OPDATERING: Cofidis har erstattet Damien Touze med Bert Van Lerverghe, der også burde kunne gøre det hæderligt i et løb som dette.

OPDATERING 2: Lotto Soudal er uden Jens Keukeleire og Frederik Frison og stiller i stedet med et svækket hold anført af den stadig stærkere Lawrence Naesen. Sport Vlaanderen har føjet Thomas Sprengers til som en kompetent erstatning for Dries Van Gestel, og han kan komme ganske langt. Vital Concept har bragt Lorrenzo Manzin ind, men han synes at mangle den sidste form

***** Niki Terpstra

**** Florian Senechal, Kasper Asgreen

*** Remi Cavagna, Adrien Petit, Damien Gaudin, Pieter Serry, Clement Venturini

** Baptiste Planckaert, Tom Van Asbroeck, Hugo Hofstetter, Lars Boom, Tim Declercq, Dimitri Claeys, Guillaume Boivin, Aime De Gendt, Frederik Backaert, Benjamin Declercq, Lawrence Naesen

* Davide Martinelli, Pim Ligthart, Timothy Dupont, Mihkel Raim, Bert Van Lerberghe, Marco Tizza, Stijn Devolder, Thomas Sprengers, Loic Vliegen, Lasse Norman Hansen, Alexander Krieger, Dorian Godon, Stijn Vandenbergh, Kenneth Vanbilsen, Gediminas Bagdonas, Amaury Capiot, Stan Dewulf, Andrea Vendrame, Bram Welten

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ASSOS's FORÅRSKLASSIKERNE
 

Danskerne

Efter sin fremragende præstation i Kuurne er Kasper Asgreen en af løbets favoritter, og hans chancer er analyseret ovenfor. Lasse Norman Hansen starter efter VM sin landevejssæson og er tillige omtalt kort ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Niki Terpstras sejre fra 2018 og 2016, Guillaume Van Keirsbulcks sejr fra 2017 og Kris Boeckmans’ sejr fra 2015.

SE LØBET VIA LIVESTREAM PÅ EUROSPORT PLAYER