Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Følg Liege-Bastogne-Liege via LIVESTREAM på Eurosport Player

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med nu fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også en enkelt dansk vinder, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør man nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det sidste år. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Sidste års udgave blev et glimrende eksempel på netop det. Her udnyttede en snu Bob Jungels efter Cote de la Roche-aux-Faucons det store fokus på Julian Alaphilippe til at stikke af, og da først han havde åbnet for motoren, var han umulig at fange igen. Derfor kørte han hjem til en højst uventet sejr, inden Michael Woods og Romain Bardet med et sent angreb efter Cote de Sant-Nicolas kørte væk og sikrede sig hhv. 2. og 3. pladsen. Jungels har i år haft fokus på de flamske klassikere og dropper titelforsvaret for at fokusere på Giroen, men både Woods og Bardet er med igen i et løb, der er deres største forårsmål.

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Antallet af stigninger var fortsat 10, og distancen blev øget fra 253 til 258 km. Modellen blev genbrugt sidste år.

2019 bliver imidlertid året, hvor alt forandres. Allerede for mere end et år siden begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden sidste års udgave blev det bekendtgjort, at det fra i år vil være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet venter nu en flad finale i selve byen, og det var vakt megen diskussion.

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot er afslutningen, der ændres. Væk er også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet venter nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring er Rochau-aux-Faucons, der nu kommer 15 km fra mål. Som kompensation har man lagt den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det har ikke ændret på, at mange hurtige folk ser den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Den øvrige del af ruten følger det klassiske mønster, og man vender tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år at vende tilbage til sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu, Cote de la Haute-Levee. Distancen er med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger er fortsat 11. Det er således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges er lagt ind i finalen, og at selve afslutningen er helt ændret.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Som vanligt starter det i år 256,0 km lange løb i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 102,5 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de La Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) efter 75,9 km.. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Derfor tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 121 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter to års fravær. Forinden skal man dog igen i år over den nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet med 161 km igen. Bare 8,5 km senere, når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage for første gang siden 2016. Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1 k, 12,5%), hvis top rundes efter 176 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), hvis top rundes med 74,5 km igen. Herefter rammer man sidste års rute, idet der venter et lidt lettere stykke, inden man rammer man Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning. Toppen kommer med 61,5 km til mål og efterfølges af Col du Macquisard (2,5 km, 5%), der passeres med 49 km igen.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig er løbet ofte aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt i år, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

Løbet når sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 39 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre i år, hvor den nye rute næsten tvinger favoritterne til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede Cote des Forges, men det fungerede ikke. Det håber man, at det vil gøre i årets formentlig mere aggressive løb, og derfor vender Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), der er en kort, jævn stigning, tilbage igen. Toppen rundes, når der resterer bare 25 km, og håbet er, at vi denne gang vil se et felt, der allerede er splittet til atomer, inden det gælder dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt denne gang Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 15 km til mål, hvilket er 4 km færre end tidligere. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

Siden den blev introduceret i 2009 har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning, men sidste år genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr.

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig. I de senere år er der også blevet etableret stærke fremstød med folk som Julian Arredondo, Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo og Giampaolo Caruso i denne fase. Man kommer imidlertid hurtigt ud på en større vej, hvor en jagt kan organiseres, og derfor har der ofte igen været samling i en gruppe af favoritter, når man nærmer sig udkanten af Liege.

Efter Roche-aux-Faucons venter nyskabelsen. Den gang skal man som sagt ikke over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter det let stigende stykke drejer man nemlig mod nord og herfra er det fladt, inden det med 7 km igen begynder at falde let ned mod centrum af Liege via en relativt snoet og krøllet vej. Med 4 km igen flader det ud, hvorefter man med 2500 m igen via to skarpe sving krydser Meuse-floden. Umiddelbart inden den røde flamme skal man igennem en rundkørsel, hvorefter man med 1 km drejer skarpt til venstre, hvorefter den 7 m brede veje med 600 m igen buer ganske svagt til venstre ind på opløbsstrækningen, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret efter et løb, hvor en ny rute lægger op til et hav af forskellige udfaldsmuligheder.

I alt har løbet 4008 højdemeter, næsten præcis det samme som sidste år.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Følg Liege-Bastogne-Liege via LIVESTREAM på Eurosport Player

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Vejret

I søndags oplevede rytterne nærmest sommeragtige forhold til Amstel Gold Race, men de kan se frem til en helt anden oplevelse den kommende søndag. Her venter nemlig en kold og våd dag med let regn gennem hele formiddagen og den første del af eftermiddagen. Mod slutningen burde regnen mere få bygekarakter, og temperaturen vil stige fra de beskedne 10-11 grader til et maksimum på 13 grader.

Det vil dog ikke være specielt blæsende med en let til jævn vind fra vest, der gradvist drejer mod en mere nordvestlig retning. Det giver sidevind det meste af dagen, men fra toppen af Haute-Levee vil der hovedsagelig være mod- og sidemodvind helt frem til kort efter toppen af Roche-aux-Faucons. Specielt vil der være modvind på alle de tre sidste stigninger. Til slut vil der være sidevind på de sidste godt 10 km, men det vil have en anelse mere karakter af sidemodvind på de sidste 5 km.

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i årets nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og mange ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte klatrefelt - et felt, der ofte kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

I de seneste fem år har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 har den nye nøglestigning været i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans. Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt sidste år, hvor Jungels tog alle på sengen, har vi set andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit Valverde også viste sig at være den stærkeste i finalen.

I år kan vi imidlertid i vidt omfang glemme alt, om det vi kender. I nu snart et år har der været spekuleret i, hvad det vil betyde, at Cote de Saint-Nicolas og bakken i Ans er droppet, og at det nu i stedet gælder en pandekageflad finale inde i Liege. Meningerne har været delte. På den ene side har folk som Michael Matthews, Peter Sagan og Greg Van Avermaet set det som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de senere år. På den anden side er det håbet, at den nye rute vil tvinge klatrerne ud af busken allerede fra Redoute og frem, da de ikke længere har de to sidste stigninger som våben og nu er tvunget til at gøre forskellene tidligere.

Analogen til Amstel Gold Race er oplagt. Da man fjernede Cauberg i finalen, frygtede mange, at det nu ville blive et sprinterløb, men sådan er det slet ikke gået. I stedet har de seneste tre udgaver, hvor finalen har været lettere end tidligere, været de mest selektive og underholdende længe, ganske enkelt fordi klatrerne ikke længere har kunnet vente til Cauberg. Det siger sig selv, at de er tvunget til det samme denne gang, og derfor er det stensikkert, at vi vil se flere angreb på Redoute, Forges og Roche-aux-Faucons, end vi har set i de sidste mange år.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Der er imidlertid også noget, der taler imod en kopi af Amstel-succesen. Terrænet i Liege er ganske vist betydeligt hårdere end i Holland, men desværre er vejene også anderledes. Hvor den hollandske klassiker er kendt for sine smalle, snoede veje, der er til ugunst for et stort felt, er der i Liege som regel tale om betydeligt bredere hovedveje, der i den grad har favoriseret en større gruppe. Det er derfor langt fra sikkert, at et udbrud vil have samme chance for at holde sig fri, selvom de skulle have held og styrke til at gøre forskelle på stigningerne.

Et andet forhold, der vil spille ind, er formen hos sprinterne. Sagan er i hvert fald ikke længere en trussel, og Matthews har heller ikke haft diamanter i benene. Angsten for en spurt er for folk som Alaphilippe og Valverde, der selv har en fin afslutning, i hvert fald ikke så åbenlys, som den ville være, hvis Sagan lignede en reel vinderkandidat. Alligevel vil især Alaphilippe med sin fine form næppe løbe risikoen for at skulle afslutte mod folk som Matthews, Valverde og Greg Van Avermaet, hvis det kan undgås.

Det er dog først og fremmest Astana, der igen har nøglen til løbet. Kasakkerne styrede Amstel Gold Race allerede med mere end 100 km igen, og det må man forvente, at de vil gøre igen på søndag. Igen kommer de nemlig med løbets vel nok stærkeste hold, men denne gang handler det ikke nødvendigvis om at skabe et overtal. I stedet betyder Jakob Fuglsangs superform, at holdet formentlig vil satse næsten alt på den brølstærke dansker, og han kan ganske enkelt ikke få løbet hårdt nok. Derfor forventer vi, at kasakkerne vil sætte et dræbende tempo måske allerede fra Cote de Wanne og frem, og det vil være deres mål at gøre løbet så brutalt, at spurtsvage Fuglsang kan køre alene hjem, formentlig fra Roche-aux-Faucons, men måske allerede fra Redoute.

Astana er imidlertid ikke ene om det. Formentlig vil vi se temmelig mange og flere angreb end vanligt, måske også inden Redoute. Med den nye, mere åbne finale kan det i hvert fald vise sig at være en god ide at have en mand liggende ude foran, hvis kaptajnen senere skulle kunne slå hul på stigningerne. Dertil kommer, at alle har en interesse i at slide Deceuninck ned, så hurtige Julian Alaphilippe kan isoleres i finalen, og selvom Alejandro Valverde bestemt ikke er i storform, vil mange også gerne mærke Movistar, så den spanske veteran alligevel ikke ender i en situation, hvor han kan spurte sig til sejr i en lille gruppe.

En anden væsentlig faktor er vejret. Det bliver en kold og våd fornøjelse, og det vil utvivlsomt bidrage til at gøre løbet betydeligt hårdere, ikke mindst for mange af de spinkle klatrere, der sikkert sagtens kan huske, hvordan kulden slog mange af dem ud i den iskolde 2016-udgave. Omvendt vil der være næsten konstant modvind i nøglefasen med de sidste tre stigninger, og det er først på de sidste godt 10 km, at man igen får sidevind. Det er klart, at det kan gøre det vanskeligere at gøre forskelle og for en enlig mand at holde sig fri, og derfor peger vejrbetingelserne lidt i to forskellige retninger.

Alligevel forventer vi et knaldhårdt og betydeligt mere animeret og selektivt løb, end vi har set i de senere år. Det skyldes det kolde og våde vejr, men først og fremmeste Astanas klare interesse i at sætte gang i gaden. Kasakkerne har holdet, der kan gøre løbet stenhårdt, og da andre har samme interesse, forventer vi et ret brutalt udskilningsløb, hvor vi vil se en betydeligt større selektion end i de seneste ret kontrollerede udgaver.

Og hvad leder alt dette så til? Det fører såmænd til den konklusion, at vi helt usædvanligt peger på en dansk favorit til et af sportens monumenter. Der er nemlig slet ingen tvivl om, at Jakob Fuglsang i øjeblikket er feltets stærkeste rytter og det ikke med nogen uvæsentlig margin. Lige siden han tog sit første pedaltråd i Vuelta a Murcia i begyndelsen af februar, har danskeren været toneangivende ved enhver tænkelig lejlighed, og han har nået et niveau, han aldrig tidligere har været i nærheden, heller ikke da han vandt Dauphiné for to år siden. Alle tanker om, at han efterhånden måtte være træt efter et langt forår, er blevet gjort til skamme, og det er yderst usædvanligt, at en enkelt rytter, der ellers ikke just kan karakteriseres som endagsspecialist har været så dominerende i to af de tre ardennerklassikere.

Fuglsangs styrke understreges af, at hverken Amstel Gold Race eller Fleche Wallonne passer ham specielt godt. Bakkerne i Holland er alt for korte og eksplosive, og spurten på Muren i Huy har aldrig været danskerens kop te. Alligevel var det ham, der i søndags gang på gang pressede Alaphilippe til grænsen, og det mest sensationelle resultat kom onsdag, da han kun var ganske få meter fra at slå verdens bedste puncheur i dennes yndlingsfinale - og det endda selvom den knaldhårde modvind gjorde det langt vanskeligere at åbne spurten så tidligt, som den skræmmende stærke Fuglsang gjorde.

Det bedste af det hele er, at Fuglsang nu kommer til den klassiker, der passer ham allerbedst. Det større antal højdemeter og de længere stigninger i det belgiske udskilningsløb i Liege er perfekt for danskerens enorme dieselmotor. Her handler det mere om at slide sine rivaler ned end om at eksplodere i et vanvittigt syrebad, og det er præcis det, Fuglsang er bedst til. Det dårlige vejr taler heller ikke til ugunst for Fuglsang - han er trods alt dansker! - og som en relativt robust type har han før profiteret af regn i forhold til spinklere og mere skrøbelige typer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det store problem er naturligvis ruten. Fuglsang kan ikke spurte, og det ændrer den meget specielle sput i Amstel Gold Race, hvor Alaphilippe gik i panik og efterfølgende resignerede, da Van der Poel gled forbi, ikke spor på. Der er ikke mange favoritter, danskeren kan slå på stregen, og derfor er han partout tvunget til at komme alene hjem, hvis han skal vinde. I den sammenhæng er det naturligvis en kæmpe ulempe, at finalen i år er lettere, og at der vil være modvind på de tre nøglestigninger. Det bliver ingenlunde let bare at køre fra alt og alle.

Alligevel tror vi, at det vil lykkes. Fuglsang var synligt stærkere end Alaphilippe i søndags, og han burde have ganske gode chancer for at få skovlen under franskmanden på de længere og mere udmarvende bakker. Han er omgivet af et sublimt hold, der denne gang næppe vil forsøge at udnytte et overtal, men snarere gøre løbet så knaldhårdt, at Fuglsang kan gøre forskellen. I øjeblikket er han så markant stærkere end rivalerne, at chancerne for et solofremstød i Roche-aux-Faucons er store, og som vi sidste år, er det altid svært at organisere en jagt i en lille gruppe af isolerede favoritter. Det taler til Fuglsangs fordel, ohg udfordringen er derfor at slå hullet. Med den nuværende drømmeform burde det være muligt, og derfor tror vi, at Fuglsang søndag indskriver sig i historien som den anden danske monumentvinder.

Hans værste rival er naturligvis Julian Alaphilippe. Den meget modsætningsfyldte duo har over nu tre klassikere udviklet en intern rivalisering, der indtil nu klart er faldet ud i franskmanden favør. Det var imidlertid også ganske logisk, da den eksplosive natur af Strade Bianche, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne rimer på Alaphilippes slangehug langt mere end på Fuglsangs diesel, men i Liege burde de i hvert fald spille på en mere jævn bane. Hvis man ihukommer, hvor presset Alaphilippe har været, når Fuglsang har åbnet for gassen de seneste dage, er det i hvert fald ganske sandsynligt, at det denne gang vil lykkes danskeren at gøre, hvad han ikke kunne sidste søndag.

Det betyder dog ikke, at det ikke vil lykkes den lille franskmand at krone sit forrygende forår med en anden monumentsejr. Stigningerne i Liege - ikke mindst de tre sidste - er nemlig alle korte og stejle og på papiret trods alt bedre for franskmanden end for danskeren. Han har utallige gange vist, at han mestrer de lange distancer, og der er meget få, der som Alaphilippe altid præsterer, som han skal. Hans spurter i Tirreno og Sanremo er samtidig et klart bevis på, at han spurter bedre end tidligere, og at han inde i Liege kan slå langt de fleste på stregen. Spurten i Amstel var speciel og kan ingenlunde bruges som rettesnor, og Alaphilippe har nu i to klassikere set, at Fuglsang af uransagelige årsager ikke er specielt risikovillig. Derfor er chancen for, at de vil kunne samarbejde efter Roche-aux-Faucons stor, ikke mindst fordi Fuglsang tilsyneladende fortryder, at han i søndags satte sig på hjul. I givet fald vil han forære Alaphilippe en let spurtsejr, og derfor vil han stå med forrygende kort, hvis blot han kan holde sig til danskeren.

Alaphilippe har dog flere muligheder. I en spurt i en større gruppe vil han også være en af de klare favoritter, og han bakkes op at et stærkt mandskab, der først og fremmest tæller Enric Mas, som imponerede i onsdags, samt Philippe Gilbert, som forhåbentlig stadig har lidt i tanken. Dries Devenyns er bedre end længe, og dermed burde han have gode muligheder for ikke at haven på bagkant med situationen. Med sin gode spurt og sin gode form er Alaphilippe det logiske vinderbud, hvis Fuglsang ikke kan bruge sin gode form til at sætte sig igennem.

Mange var spændte på at se Adam Yates i onsdagens Fleche Wallonne. I første omgang tydede det på, at klassikerne mest var et vedhæng til et langt forår, men det er nu kommet frem, at Yates faktisk allerede i vinter gjorde Fleche og Liege til de store mål for første del af sæsonen. Hans mange flotte resultater i Tirreno, Catalonien og Baskerlandet har således blot været opvarmning, og det i sig selv er naturligvis ubehageligt nyt for alle rivalerne. Yates har nemlig været flyvende i alle sine starter, vandt etaper i begge de spanske løb, blev samlet nr. 2 i de to førstnævnte og kunne måske have vundet i Baskerlandet, hvis ikke det havde været for en dum punktering på 2. etape.

Derfor var det også så ærgerligt, at Yates styrtede i det stressende Fleche Wallonne. Heldigvis burde han slet ikke have slået sig nævneværdigt, og dermed burde han være knivskarp igen i søndag, men vi gik glip af chancen for at se ham i en styrkeudmåling mod Fuglsang og Alaphilippe i en finale, der burde passe ham. Derfor ved vi ikke, om han stadig har bevaret sin superform efter et forår, der har været længere og hårdere end de flestes, men foreløbig er der intet, der tyder på, at Yates er på vej mod et formdyk.

Mange betragter Yates som etapeløbsrytter, men han er også en eminent klassikerrytter. Hans første store sejr kom i Clasica San Sebastian, og kun Tim Wellens forhindrede ham i at vinde et vådt GP Montreal i 2015. Han er tillige blevet nr. 2 i Milano-Torino på et tidspunkt, hvor han var træt og formsvag, og når resultaterne ikke har været der i de største løb, skyldes det alene, at han i de senere år stort set kun har kørt efterårsklassikerne, hvor han altid har været udkørt og på vej på ferie.

Yates er formentlig det bedste bud på en mand, der kan true Fuglsang og Alaphilippe. I år er der endnu ikke én eneste, der varigt har kunnet køre fra briten på en bjergetape i et direkte opgør. I Tirreno kørte han endda selv fra Roglic, i Catalonien kunne Bernal ikke knække ham, og i Baskerlandet var det ham, der til sidst fik skovlen under Fuglang og Izagirre. Har han de samme ben dnene gang, bliver han svær at knække. Til gengæld er han også en humørrytter, der kunne knække i det dårlige vejr, også selvom han har fine resultater i regnen, blandt andet i benævnte GP Montreal. Samtidig er det et problem, at han i år har spurtet svagt på flad vej, og selvom han på papiret er den hurtigste af de to, kan han end ikke vide sig sikker på at kunne overspurte Fuglsang. Holdet er heller ikke det stærkeste, men handler det alene om klatrestyrke, er det svært at komme udenom, at Yates sammen med Fuglsang har været det mest konsistente i dette felt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

En af skuffelserne i onsdagens Fleche Wallonne var Michal Kwiatkowski. Polakken sad fint placeret inden Muren, men eksploderede totalt, da der blev åbnet op. Det er dog ikke nødvendigvis sigende for formen, for finalen i Huy har altid været temmelig hård kost og lidt for stejl for den tidligere verdensmester, der næppe nogensinde vinder Fleche Wallonne. Chancerne er langt bedre i Liege, hvor han har to 3. pladser, og hvor stigningerne ikke når de samme ekstreme procenter som på Muren. Samtidig er de stadig relativt korte, og derfor er det nærmest det perfekte terræn for Kwiatkowski, der sidste år under Touren nåede et klatreniveau, han aldrig tidligere har været i nærheden af.

Samtidig har Kwiatkowski vist, at han mestrer distancen, og formen synes trods onsdagens skuffelse at væe fin. I hvert fald var han brølstærk i Amstel, hvor han lignede en mand, der kunne være gået med Alaphilippe og Fuglsang, hvis han ikke havde taget sig en blunder og siddet for langt tilbage inden Kruisberg og Eyserbosweg. I Fleche var det også først på Murens sidste meter, at han falmede, og han ligner derfor en mand, der nærmer sig sit fine niveau fra 2017, hvor han senest blev nr. 3 i løbet. Den nye finale er bestemt heller ikke dårlig for Kwiatkowski, der kan slå alle - også Alaphilippe - på stregen, hvilket hans nylige 3. plads i Sanremo var seneste vidnesbyrd om, men som vi også så, da han endda vandt en spurt i en stor gruppe i Amstel Gold Race i 2015, eller da han slog Sagan i Sanremo for to år siden.

Sky-holdet er samtidig stærkt med en Wout Poels, der nu ser bedre ud, og en indhentet forstærkning i form af Tao Geoghegan Hart. Han har før excelleret i dårligt vejr, og derfor kunne kombinationen af en ny rute og en barsk søndag give ham sin måske hidtil bedste chance for at sejre i det løb, han allerhelst vil vinde.

Årets ardennerklassikere har generelt bekræftet, at de ryttere, der har kørt stærkt i første del af sæsonen, også har været de stærkeste i denne uge. En af de ryttere, der har bekræftet den tendens, er Maximilian Schachmann, der har fulgt sin forrygende sæsonstart op med to 5. pladser i de to første klassikere, og der er således ingen tegn på, at han er ved at være træt efter et meget aktivt år, der har givet hele fire sejre. Særligt hans præstation i Amstel, hvor han ene mand kørte Trentin og Kwiatkowski ind, da han efter lidt tøven endelig åbnede for gassen, var imponerende, og han fulgte det op med en god spurt på Muren, som ellers ikke er en stigning, der er helt perfekt for den relativt tunge tysker.

Den form gør naturligvis også Schachmann livsfarlig denne søndag, ikke mindst fordi han med sin gode spurt kan tillade sig at satse på et relativt defensivt løb, også selvom han på papiret i en flad finale er en anelse langsommere end både Alaphilippe og Kwiatkowski Det dårlige vejr er næppe heller en ulempe for den robuste tysker, der samtidig er bakket op af et meget stærkt hold, som med Patrick Konrad og Davide Formolo sad med tre af de stærkeste i finalen af Fleche Wallonne.

Der er dog også usikkerheden for Schachmann. Først og fremmest er der favoritter og bedre klatrere, der altså er en anelse hurtigere end ham, men man kan også frygte, at Liege alligevel bliver for hård kost for ham. Vi har nemlig i Baskerlandet og Catalonien fået dokumenteret, at han i forhold til de bedste fortsat har sine begrænsninger på længere stigninger, og derfor er Liege måske den af klassikerne, der passer ham dårligst. Omvendt har han indtil nu ikke vist meget svaghedstegn i de store endagsløb, og formen er i hvert fald ikke i tilbagegang. Derfor er det bestemt ikke umuligt, at Schaschmann kroner sit fantastiske forår ved at vinde sin første store klassiker.

Den måske største overraskelse i onsdags var, at der pludselig var udsolgt hos Dan Martin. Med sin 2. plads i Baskerlandet havde den lille irer ellers dokumenteret storform, og det er ganske længe siden, at han er kommet til sine yndlingsløb med så fint et resultat i bagagen. Også for holdet kom det som et chok, at han angiveligt havde en dårlig dag, og derfor hersker der naturligvis stor usikkerhed om, hvad vi skal forvente af ireren på søndag.

Det vil dog være dumt at afskrive en mand, der én gang har vundet løbet og formentlig havde lavet the double, hvis ikke han på berømt vis var skredet i sidste sving i 2014. Martin har en eminent næse for at præstere i endagsløbene, og han er særligt god over de lange distancer. Han er ikke helt så eksplosiv som tidligere, men det kan vise sig at være en fordel i et Liege, der i år måske snarere kommer til at handle om udholdenhed end punch. Selvom han foretrækker stigende spurter, er Martin også så hurtig, at han i et vist omfang kan satse på sin spurt, i hvert fald i en lille gruppe, der måtte køre væk til sidst. Til gengæld kan det dårlige vejr være et problem for den spinkle irer, der før er blevet iskold i regnen, og det forhold skaber sammen med den svage præstation onsdag lidt ærgerlig usikkerhed, som det også gør det, at han i de foregående løb har været en anelse under de bedste niveau. Til gengæld bakkes han op af et af de stærkeste hold, der med folk som Tadej Pogacar, Diego Ulissi og Sergio Henao måske kan sidde med flere folk i finalen, og kan det udnyttes offensivt, står Martin slet ikke uden chancer for at tage den sejr, han akkurat missede i 2014.

Er der én rytter, der slikker sig om munden ved udsigten til en våd og kold dag, er det Tim Wellens. Mens han hader varmen, der slog ham ud i Amstel Gold Race, er der få, der som Wellens kan præstere, når alle andre har lyst til at krybe under dynen. Hans største endagssejr blev taget i et GP Montreal, hvor vejret var så ringe, at der end ikke kunne produceres tv-billeder, og mange vil huske hans episke og mageløse soloridt på en helt igennem forfærdelig regnvejrsdag i Tour de Pologne i 2016. Læg dertil, at han år efter år vinder på Mallorca i januar, hvor alle andre er ved at fryse fast til cyklen, og det står klart, at Wellens er en mand, der særligt præsterer i betingelser som disse.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Til gengæld er Wellens også en lottokupon, der kører som vinden blæser. Det så vi senest, da han kollapsede i Amstel få dage efter, at han matchede Alaphilippe og Van der Poel på stigningerne i Brabantse Pijl. Heldigvis rejste han sig med et fint Fleche Wallonne, hvor han gjorde det fint i en stejl finale, der altid har været for svær for ham, og han tankede dermed vigtig selvtillid inden søndagens løb, der er hans helt store mål, og som passer ham bedre. Antallet af højdemeter er måske til den voldsomme side, og han er da heller aldrig blevet mere end nr. 16. Selvom han er hurtig, er han heller ikke den hurtigste blandt feltets favoritter. Til gengæld er han en offensiv type, der vil elske udsigten til et mere animeret løb, og da Lotto har et brølstærkt hold, der også tæller Bjorg Lambrecht og Jelle Vanendert, kan de sidde med overtal i finalen. Skal det endelig lykkes Wellens at finde de ben, der nu to gange har gjort ham i stand til at køre alle midt over på ardenneretapen i Eneco Tour, er det på en regnvejrsdag som denne, at han endelig kan vinde sin første helt store klassiker.

Der er ikke mange, der taler om Tom Dumoulin, og det er der en grund til. Ligesom i de to foregående sæsoner bruger den store hollænder nemlig løbet som en sidste test af Giro-formen efter en højdetræningslejr, og både i 2017 og 2018 manglede han det sidste i forhold til at matche favoritterne. Langt efter var han dog ikke, og han har ikke lagt skjul på, at han i år stræber efter et resultat på et Sunweb-hold, hvor han og Michael Matthews er på lige fod.

Det er klart, at der er en risiko for, at Dumoulin igen mangler den nødvendige løbsrytme, men lige netop denne gang har han formentlig bedre chancer end tidligere. Det skyldes ikke mindst det dårlige vejr, der ofte har været en stor fordel for den robuste hollænder, der ikke lade sig slå ud af lidt regn og kulde. Dertil kommer, at udsigten til et hårdere udskilningsløb burde passe til en mand, der først og fremmest er kendt for sin motor, og trods sit fokus på etapeløb har han på det seneste også genfundet lidt af sin styrke i endagsløbene. Det så vi ikke mindst, da en ellers træt Dumoulin blev nr. 4 ved et knaldhårdt VM, men også i Sanremo, hvor formen ellers ikke var helt i top. Nu burde den være betydeligt bedre, og det er derfor reelt kun den manglende løbsrytme, der igen kan forhindre hollænderen i at præstere. Med Matthews som backup til en spurt har han samtidig et godt alibi for at køre mere taktisk efter de sidste stigninger, og da han både kan spurte og angribe i en taktisk finale, står han med ganske fine vindermuligheder.

Sidste år havde Vincenzo Nibali lagt hele sit forår til rette efter, at han skulle vinde Liege-Bastogne-Liege, der sammen med VM og OL er det løb, der står højst på hans ønskeliste. Det gik slet ikke i en sæson, hvor han totalt mistimede formen, og derfor er det faktisk lidt bemærkelsesværdigt, at han i år synes at have langt bedre chancer. Denne gang er det nemlig Giroen, der er hovedmålet, og Liege er kun en ekstra, men meget kærkommen option til at udnytte formen.

Og netop formen er fin. Modsat tidligere, hvor han stort set intet har vist i optakten til sine grand tours, virker han denne gang knivskarp, efter at han kommer til Belgien på ryggen af en flot præstation i Tour of the Alps, hvor han og Rafal Majka dystede om at være stærkeste mand. Det er klart, at alpeløbet måske ikke er den ideelle optakt, men særligt holdkammeraten Domenico Pozzovivo har vist, at man sagtens kan komme fra Alperne og alligevel være en af de stærkeste i dette løb.

Nibali var meget tæt på at vinde i 2012, var kun et styrt fra tage OL-medalje i 2016 og har vundet Il Lombardia, hvor han sidste år blev nr. 2, to gange. Med andre ord er han en specialist i de længste og hårdeste endagsløb, og han vil elske, at der er udsigt til en kold og våd dag, der kan give et episk udskilningsløb. Til gengæld er han også meget spurtsvag og skal formentlig alene for at vinde løbet. Det bliver trods alt svært i et felt med så mange mere eksplosive typer. Omvendt vil han i hvert fald i duel med en fyr som Fuglsang have en fin chance, og han ligner lige nu en af feltets stærkeste. Dylan Teuns’ svage form og Domenico Pozzovivos ærgerlige styrt betyder, at han formentlig bliver temmelig alene, men heldigvis har han overblikket og roen til at komme med det rette hajbid, der alligevel kan give ham den sejr, han sådan drømmer om.

Hvad er der sket med ardennerkongen? Det er nok det allermest presserende spørgsmål i denne uge, hvor den ellers altid så pålidelige Alejandro Valverde har været en skygge af sig selv og nærmest totalt fraværende. Én ting var, at han forsvandt tidligt i Amstel Gold Race, mere urovækkende var det, at han i sin yndlingsspurt på Muren i Huy efter et relativt kontrolleret løb end ikke kunne blive mere end nr. 11. Det viser med al tydelighed, at det ikke er noget tilfælde, at Valverde har haft en helt igennem trist sæson, hvor han nærmest kronisk har underpræsteret, og nu kan han ikke længere bare henvise til, at det skyldes et ønske om at bevare friskheden til de store løb.

Det står med andre ord klart, at Valverde er langt fra sit vanlige niveau, og da han status samtidig betyder, at han ikke blot får lov at snige sig væk, ser det overordentligt kompliceret ud for ham at vinde på søndag. Han skal reelt være i stand til at køre med de bedste, og det ligner han ikke just en mand, der er i stand til. Kulden gør det bestemt ikke nemmere, for han har ofte haft det svært i sådanne betingelser, som vi senest så det, da han kollapsede i finalen af isudgaven i 2016.

Alligevel kan man ikke helt udelukke spanieren. Der har trods alt været lyspunkter, ikke mindst det flotte Flandern Rundt, hvor han i finalen åbenlyst var en af de stærkeste. Hans erfaringer også enorm, og han bakkes denne gang op af et bedre hold, der forstærkes markant med Mikel Landas ankomst. Samtidig betyder hans gode spurt, at han i teorien kan nøjes med at følge med, for selvom han i år ikke har spurtet specielt imponerende, er han stadig en af de hurtigste efter 260 km. Der er måske ikke meget, der tyder på det, men det bliver ikke os, der helt afskriver muligheden for, at en snu Valverde med klog kørsel alligevel kan spurte sig til sejr i en større eller mindre gruppe.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Romain Bardet har ikke meget punch og fremstår derfor som alt andet end prototypen på en god endagsrytter. Alligevel er det lykkedes ham at opnå nogle bemærkelsesværdige resultater i netop disse begivenheder på det seneste. Efter placeringer som nr. 6, 6, 10, 13 og 13 lykkedes det ham således sidste år at blive nr. 3 i dette løb, ligesom han blev nr. 2 til VM og var på podiet i Strade Bianche. Med andre ord har han vist, at han kan præstere i de klassikere, hvor det bliver et hårdt, slidsomt udskilningsløb, og derfor burde udsigten til et hårdt og selektivt Liege passe ham. Det samme gør udsigten til regn, hvor han altid præsterer godt, blandt andet i forbindelse med det flotte ridt i Strade Bianche.

Bardets form synes også at være bedre end ventet. Styrtet i Catalonien satte ham ellers tilbage, men han trænede stenhårdt for at indhente det forsømte og kørte sit livs bedste Amstel, der ellers ikke er et løb, som passer ham. En 13. plads på Muren, der heller ikke er hans kop te, var også ganske pænt, og dermed ser det ud til, at stabile Bardet igen vil være med langt fremme i Liege. Problemet er bare, at det er så pokkers svært for ham at vinde, da han ikke er hurtig og ikke har vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han kan sætte de bedste. Hans chance er derfor en ukontrollerbar finale, hvor han kan lave ”en Jungels” og udnytte kaosset til at snige sig væk fra de stærkere og hurtigere folk.

Davide Formolo blev af italienske medier udråbt som nr. 3 i den italienske grand tour-arvefølge, men den rolle har han ikke kunnet løfte. Mens han synes at falme som etapeløbsrytter, imponerer han til gengæld på endagsscenen, og det er især i Liege, at han for alvor har vist sin klasse. I de seneste to år er han hentet ind som joker fra Tour of the Alps, og begge gange har han været toneangivende. Sidste år blev han således nr. 7, og for to år siden kom han med et sent angreb, der næsten gav ham sejren. I år kommer han ikke fra Alperne, men var i stedet i aktion i Fleche, hvor han så ganske stærk ud, først i et tidligt fremstød og siden som hjælper for Konrad og Schachmann frem mod spurten.

På søndag burde han få mere personligt spillerum. De to mere eksplosive holdkammerater fik kaptajnstatus på Muren, men her vil det i højere grad være benene, der taler. Dem synes Formolo at have, og lader han sig ikke slå ud af kulden, ligner han en mand, der for tredje år i træk kan spille en nøglerolle. Problemet er bare, at han i en flad spurt ikke har meget at komme med, og derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde. Det er til gengæld heller ikke umuligt, hvis han i en taktisk finale kan udnytte tilstedeværelsen af hurtigere holdkammerater til at snige sig væk og lave ”en Jungels”, der vil sikre italienerne deres anden monumentsejr i år.

I mange år anså Michael Matthews Liege-Bastogne-Liege for at være for hårdt for ham. Derfor kom det som en overraskelse for ham, at han i 2017 blev nr. 4 og dermed indså, at han også kan begå sig i forårets mest kuperede klassiker. Sidste år gik det til gengæld helt galt bare få dage efter 5. pladsen i Fleche Wallonne, og selvom han dengang ikke var i topform, er det også et vidnesbyrd om, at han virkelig skal være knivskarp for at være med i så hårdt et løb.

Det er klart, at den nye finale øger Matthews’ chancer betydeligt, for nu er muligheden for en spurt i en større gruppe trods alt mere reel, og det er klart, at han på papiret er den hurtigste blandt alle løbets favoritter. Desværre tror vi som sagt ikke meget på, at vi får netop det scenarium, og Matthews har desværre heller ikke diamanter i benene i år. Han hang kun med som det tynde øl i finalen i Brabantse Pijl, og også i Amstel kom han til kort. Med sit punch lykkedes det ham at blive nr. 8 i Fleche, men kun efter et løb, hvor han var meget tæt på at ryge af på Cote de Cherave. Han indrømmer da også selv, at han ikke er, hvor han skal være, og han håber at finde nogle flere procent inden søndag. På den baggrund bliver det svært at vinde løbet, men det er klart, at han med sin hurtighed altid har en reel chance, hvis løbet bliver mindre selektivt end ventet.

Det har længe været klart, at Valentin Madouas er skabt til disse løb, men alligevel har det været overraskende at se ham køre så flot. Hans debutsæson var flot, men i år har han været på et helt andet niveau, lige siden han sikrede sig to 2. pladser i Ardeche og Drome i begyndelsen af marts. I Baskerlandet klatrede han bedre, end man kunne have troet i terræn, der burde have været for hårdt for ham, og det giver en tro på, at han også kan klare sig på de længere og sværere stigninger i Liege.

Formen sidder i hvert fald i skabet. I Baskerlandet var han som sagt god, og det har han fulgt op på i klassikerne. Han var i top 10 i Amstel, men valgte på holdets opfordring at tage den med ro onsdag for i stedet at være helt frisk til den kommende søndag, hvor ruten passer ham bedre. Præstationen i Amstel viser, at han ikke behøver at være svært bekymret for distancen, og han har samtidig sin gode spurt som et glimrende våben. Vi kan stadig have vores tvivl om, hvorvidt terrænet alligevel er en anelse for hårdt, men da det bare er et spørgsmål om tid, inden han er med helt i front, er det bestemt ikke umuligt, at det sker allerede i år.

Unge Bjorg Lambrecht imponerede bestemt ikke i sin første sæson som professionel, hvor det særligt kneb med niveauet i WorldTour-løbene. Han er imidlertid i den grad kommet efter det i år, hvor han allerede i Baskerlandet viste klare tegn på fremgang. Det har han fulgt op med en fantastisk klassikerkampagne, hvor han med en 5. plads i Brabantse Pijl, en 6. plads i Amstel og senest en 4. plads i Fleche totalt har overstrålet sine kaptajner, Wellens og Jelle Vanendert.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Formen kan således ikke diskuteres, men Liege er trods alt noget andet end de øvrige løb. Her har Lambrecht i vidt omfang kunnet lukrere på sit punch, men det vil blive sværere på søndag, hvor han i stedet skal satse på sine klatreevner og sin motor. Desværre har vi set i Baskerlandet og flere andre løb, at han stadig kommer til kort på de hårde dage, og da han heller ikke bryder sig om regn og kulde, frygter vi, at det kan blive lidt svært for ham at gentage den flotte kørsel på søndag. På baggrund af det, vi har set hidtil, er det dog dumt at udelukke endnu en overraskelse, og da han er lynhurtig i en spurt, har han ganske gode chancer for også at gøre arbejdet færdigt.

Det bliver ganske spændende at se, hvordan Simon Clarke vil klare strabadserne. Australieren har haft en sand drømmesæson, hvor han har forbedret sit niveau i et omfang, de færreste havde regnet som muligt, og efter den flotte kørsel i Strade Bianche, Tirreno og Milano-Sanremo kom kronen på værket, da han blev nr. 2 i Amstel Gold Race. Han gjorde det hæderligt i et Fleche Wallonne, hvor Muren ikke passede ham, og han har i hvert fald vist os, at formen stadig er intakt.

Spørgsmålet er bare, om ikke Liege trods alt bliver lidt for hårdt. Clarke er trods alt ikke klatrer, og det er vanskeligt at se ham følge med de bedste på så lange og svære stigninger. Omvendt viste han på kongeetapen i Tirreno, at det kan lade sig gøre, når han har sine bedste ben, og det synes at have i øjeblikket. Ruten gør det formentlig ikke muligt for ham at have en specielt offensiv tilgang, men kommer han med i finalen, er han både snu, erfaren og ikke mindst ganske hurtig på stregen.

Greg Van Avermaet afviste i vinter ideen om at køre Liege, men stille og roligt har han set sig mere og mere lun på ideen. Det skyldes naturligvis den nye rute, hvor han med sin spurtstyrke har en langt større chance for at vinde en tidligere. Til gengæld er det også et terræn, der er på grænsen af Van Avermaets evner, ikke mindst fordi han som den eneste i hele feltet har kørt med i front af klassikerne gennem hele sæsonen. Vi så da også i Amstel, at det bare er svært for brostensrytterne at holde den gående hele vejen, og selvom han kørte et flot løb og var ganske stærk, var han ikke på samme niveau som i brostensklassikerne.

Van Avermaets opgave på søndag er derfor også ganske enkel. Det handler om at hænge på og håbe på, at bedste klatrere ikke kan gøre en forskel. Med en 7. og en 11. plads i tidligere udgaver af løbet har han trods alt vist, at han godt kan være med, og det dårlige vejr burde alt andet lige være til fordel for en mand, der er kendt for at begå sig i de tidligste klassikere. Hans våben er naturligvis spurten, der er så god, at han efter 260 km kan slå alle i dette felt, og han må derfor bare krydse fingre for, at løbet bliver knap så hårdt, og at en større gruppe skal spurte om sejren.

Kan I huske 2016-udgaven? Havde man ikke i netop den udgave indlagt en brostensstigning i udkanten af Ans, var det formentlig Ilnur Zakarin , der havde vundet løbet. Den langlemmede russer var nemlig den klart stærkeste både på Saint-Nicolas og på målbakken, men ligesom mange andre letvægtere kom han til kort, da de tunge folk kørte væk på brostenene. Mange har glemt den præstation, for Zakarins udprægede mangel på punch betyder, at han er alt andet end en klassisk endagsrytter, men han har altså vist, at han godt kan, når det tager ham.

Gør det så det på søndag? Det kan ikke udelukkes. Efter et katastrofalt 2018 har Zakarin nemlig været betydeligt bedre i dette forår, hvor han trods store udsving har haft gode dage i UAE Tour, Paris-Nice og Catalonien, og havde det ikke været for både styrt og sygdom, var det formentlig blevet til meget mere. Det lover godt frem mod Giroen, og ligesom i 2016 , hvor han altså var flyvende i dette løb, kommer han netop til Liege efter en hård forberedelse frem mod sit store mål i Italien. Derfor kan vi vente os en ret formstærk Zakarin, der tillige har vist i Giroen, Liege og Romandiet, at han er god i regn og kulde. Han vinder ikke noget som helst i en spurt, men ender han først i en lille gruppe i finalen, kan han måske lave ”en Jungels”.

Lige siden sidste års flotte 2. plads har Michael Woods haft dette løb som sæsonens måske allerstørste mål. Den eksplosive canadier elsker nemlig klassikerne, og med 2018-resultatet samt den flotte 3. plads ved VM, hvor han lignede stærkeste mand, har han vist, at han excellerer i de længste og hårdeste endagsløb. Han vil desværre savne den gamle, mere eksplosive finale, og selvom han ikke er langsom på flad vej, er der flere af favoritterne, der er hurtigere end ham. Til gengæld elsker han de relativt stejle passager på de vigtigste stigninger, og det samlede antal højdemeter taler til hans fordel.

Når han alligevel ikke er en af topfavoritterne, skyldes det noget, der ligner en mistiming af formen. Det så ellers lovende ud, da han som eneste mand kunne køre med Kwiatkowski i Liege, men ret hurtigt blev han sat af og det endda, selvom den langt tungere Matteo Trentin hang på. Han håbede på oprejsning i Fleche, men her faldt han helt igennem og kom ikke engang med feltet frem til Muren. Det tyder altså på, at der er gået et eller andet helt galt i forberedelsen, og vi er derfor ikke optimistiske på hans vegne. Alligevel udelukker vi ikke, at han kan rejse sig igen. Sidste år skuffede han nemlig også i de første to klassikere, men endte alligevel med at blive nr. 2, da det virkelig gjaldt. Derfor er omvæltninger mulige for den tidligere løbere, men han ligner ikke umiddelbart en mand, der er klar til at gentage bedriften.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

En anden rytter, der tidligere har imponeret i løbet, men som ikke synes at have ramt formen, er Wout Poels. Hollænderen er i forvejen kendt som en ustabil type, fra hvem man aldrig ved, hvad der skal forventes, og derfor var det ikke helt uventet, at han faldt helt igennem i Amstel Gold Race. Han så dog betydeligt bedre ud i Fleche, men dog ikke mere, end at han valgte at ofre sig for Kwiatkowski i stedet for selv at spurte på Muren, hvor han blev nr. 4 fire dagen, inden han tog karrierens største sejr i netop dette løb. Han ligner derfor ikke en mand, der har benene til at være med helt i front.

Alligevel skal man altid passe på med Poels. I 2016 skuffede han også i Amstel, og alligevel endte han øverst på podiet i Liege. Denne gang har han ikke vist samme form i Fleche, men formen synes i hvert fald at blive bedre i takt med, at han finder løbsrytmen. Det dårlige vejr er endnu et forhold, der giver mindelser om 2016, hvor han var bedste mand i den isnende kulde, og han har derfor vist, at han kan præstere under disse betingelser. Den nye rute er til gengæld en ulempe, for mens målbakken i Ans passede ham, har han ikke meget at skyde med i en flad spurt. Til gengæld er han del af et hold, der med Kwiatkowski kan have flere folk i finalen, og det kan han måske udnytte til sin fordel, hvis der kan angribes på skift i en ukontrollerbar afslutning.

Endelig vil vi pege på Ion Izagirre . Baskeren blev nr. 5 i løbet for to år siden og viste dermed, at han har evnerne til at begå sig i et langt og hårdt endagsløb. I år har han endda været bedre end nogensinde, ikke mindst på stigningerne, hvilket gav ham en stor sejr på hjemmebanen i Baskerlandet. Træthed tvang ham dog til at droppe Amstel for i stedet at fokusere på Fleche og Liege, og hans forberedelse til søndag blev bestemt ikke bedre af, at han måtte udgå i onsdags efter et styrt.

Heldigvis har han ikke slået sig slemt, og han burde med den form, han har vist, og i det regnvejr, han elsker, have gode chancer for at være med i front. Problemet for ham er nok snarere, at Fuglsang har været så velkørende, at de formentlig satser alt på danskeren i stedet for at udnytte et potentielt overtal. Derfor kan det blive Izagirres lod at skulle bidrage til at gøre løbet hårdt, ikke mindst hvis han stadig er mærket efter onsdagens møde med asfalten. Omvendt kan man med de ben, han viste i Baskerlandet ikke udelukke, at både han og Fuglsang kan ende i en gruppe i finalen, og mens alle kigger på den formstærke dansker, kan den lille basker måske snige sig væk. Til gengæld har heller ikke han meget at byde ind med i en spurt.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne optakt er det kommet frem, at Michael Woods forsvandt fra fronten af Fleche som følge af en defekt. Formen er derfor ikke nødvendigvis så ringe, og baseret på hans hæderlige kørsel i Amstel samt ikke mindst hans tendens til at toppe ardennerugen i Liege tilskriver vi ham ganske gode chancer. Vi har derfor nu placeret ham som første mand blandt vores tostjernede favoritter.

***** Jakob Fuglsang

**** Julian Alaphilippe, Adam Yates

*** Michal Kwiatkowski, Maximilian Schachmann, Dan Martin, Tim Wellens, Tom Dumoulin

** Michael Woods, Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Romain Bardet, Davide Formolo, Michael Matthews, Bjorg Lambrecht, Valentin Madouas, Simon Clarke, Greg Van Avermaet, Ilnur Zakarin, Wout Poels, Ion Izagirre

* Mikel Landa, Patrick Konrad, Tadej Pogacar, Laurens De Plus, Jelle Vanendert, Alberto Bettiol, David Gaudu, Enric Mas, Diego Ulissi, Enrico Gasparotto, Alessandro De Marchi, Sergio Henao, Rui Costa, Daniel Martinez, Tao Geoghegan Hart, Giulio Ciccone, Antwan Tolhoek, Roman Kreuziger, Dylan Teuns, Rudy Molard, Alexey Lutsenko, Guillaume Martin, Gorka Izagirre, Alexis Vuillermoz, Daryl Impey, Matej Mohoric, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Julien Simon

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Bardet ligner det bedste bud. Holdet henter klassikerspecialisten Alexis Vuillermoz ind fra Tour of the Alps, men her lignede han ikke en mand med formen til at spille en rolle. Benoit Cosnefroy overraskede med en 12. plads i Fleche, men han burde komme til kort på så kuperet en rute.

Astana: Også i dette løb har Astana et superhold, hvor alle mand reelt kunne opnå et resultat. Fuglsangs gode form betyder imidlertid som nævnt, at det meget vel kan blive alle mand for danskeren med Ion Izagirre som en god plan B. Alexey Lutsenko vil som kasak nok blive beskyttet, men han synes slet ike at have guldformen fra første del af sæsonen. Gorka Izagirre er velkørende, men ender formentlig som hjælper, og det synes også at være rollerne for Luis Leon Sanchez, Omar Fraile og Davide Villella, der ellers alle har kvaliteter om ville gøre dem konkurrencedygtige.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Bahrain-Merida: Tabet af Domenico Pozzovivo er ærgerligt, og derfor ser det nu ud til at være alle mand for Nibali. Dylan Teuns har nemlig slet ikke fundet formen, løbet er for hårdt for en ikke specielt formstærk Matej Mohoric, og Damiano Caruso er langt fra sit bedste niveau.

Bora-hansgrohe: Schachmann og Formolo ligner de bedste bud, men man kan bestemt ikke udelukke, at Patrick Konrad kan lave et resultat. Vi frygter, at ruten er en anelse for hård, men både i Fleche og Baskerlandet viste han fin form, og han har sin spurt som et godt våben.

CCC Team: Van Avermaet er kaptajn, men denne gang med et klart mindre fast hierarki end i brostensklassikerne. Det udnyttede en meget formstærk Alessandro De Marchi til at blive nr. 7 i Amstel, og han kunne meget vel overraske igen i søndag, hvor han burde elske et langt udskilningsløb i regnvejr. Det er dog svært at se den spurtsvage italiener vinde.

Cofidis: Efter en svær tid viste Jesus Herrada lidt fremgang i Fleche, men han har ikke formen til at være med i front. Efter sejren er Finistere er Julien Simon nok et bedre bud, og efter uheld i Fleche er han nok revanchelysten. Desværre er han slet ikke så stærk som tidligere. Anthony Perez får det for hårdt og er ikke i god form.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe fortjener fuld støtte, og da holdet ventes at tage en del ansvar, bliver der nok at gøre for hans holdkammerater. Det låser formentlig også Philippe Gilbert, der næppe heller klatrer nok godt længere til atter at være en stor trussel i Liege, ikke mindst fordi han ikke så stærk ud i Amstel. Enric Mas viste fornem form i Fleche, men også han må nok indstille sig på en rolle som hjælper.

EF Education First: Holdet ventes at fokusere på Woods og Clarke, da Alberto Bettiol ikke længere synes at have sin bedste form og tillige kan finde ruten for hård. Et godt resultat kan dog ikke afvises fra den ustabile italiener, der har si spurt som våben. Daniel Martinez er formentlig bare er med for at lære og har Romandiet som et større mål. Tanel Kangert har været formsvag i år, men har han fundet benene efter en pause, burde et langt, opslidende regnvejsløb passe ham perfekt. Lawson Craddock kan formenlig også være med længe

Groupama-FDJ: Madouas ligner det bedste bud. David Gaudu burde ellers være en af de bedste på stigningerne, men vi så i Lombardiet sidste år, at han har det svært med distancen, hvad holdledelsen ogsp bekræfter, og han var i onsdags allerede tømt med 30 km igen. Rudy Molard har ikke samme form som sidste år.

Lotto Soudal: Wellens og Lambrecht ligner de bedste bud, men holdet har naturligvis også erfarne Jelle Vanendert. Han har imidlertid ikke samme drømmeform som sidste år, hvor han var en af de klart stærkeste i dette løb, og vi tvivler på, at han køre med de bedste i år. I en flad spurt er han også langsom, og derfor er det svært for ham at vinde løbet

Mitchelton-Scott: Holdet satser formentlig 100% på Yates, men man kan ikke helt afskrive, at Daryl Impey eller Dion Smith kan sidde med hjem til en spurt, hvis en større gruppe skal afgøre det. Det er til gengæld slut for Michael Albasini med at være med i front i disse løb.

Læs også

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Movistar Team: Trods den tvivlsomme form får Valverde naturligvis fuld støtte, men holdet henter også Mikel Landa ind. Med få uger til Giroen burde han have en fin chance for at køre finale, men det er svært at se den spurtsvage basker vinde, ikke mindst fordi hovedopgaven er at hjælpe Valverde.

Sport Vlaanderen: Dries Van Gestel har helt mistet den gode form fra de flamske klassikere, Benjamin Declercq er stadig ikke sig selv, og derfor er det Thomas Sprengers, der er bedste bud. Top 30 synes dog at være det absolut maksimale.

Arkea-Samsic: Efter styrtet i Catalonien bliver Warrem Barguil ikke klar. Holdets bedste bud er derfor Elie Gesbert , men han kommer direkte fra Tour of the Alps og ventes ikke at være frisk. Jeremy Maison klatrer fint, og Romain Hardy ser bedre ud igen, men ingen ventes at være med helt fremme.

Dimension Data: Roman Kreuziger burde egentlig elske et knaldhårdt udskilningsløb, men han styrtede slemt i onsdags, og selvom han ikke har pådraget sig væsentlige skader, ligner han en mand, der må betale en pris, ikke mindst fordi formen slet ikke er som sidste år. Derfor er Enrico Gasparotto nok bedste bud, men selvom han er blevet nr. 3, 6 og 6 skal han være i superform for at være med helt fremme i så hårdt et løb. Det synes han ikke at være i år. Michael Valgren har desværre ikke formen til at være med i front, og Tom Jelte Slagter er en skygge af sig selv.

Jumbo-Visma: Laurens De Plus kørte fantastisk i UAE Tour og burde kunne overraske positivt i et opslidende løb, der burde passe ham. En 15. plads i Fleche, der ikke passer ham, var i hvert fald lovende. Antwan Tolhoek burde også kunne gøre det godt, men hans form er usikker, og han kan få det svært med kulden. Robert Gesink skuffede fælt i Fleche, som Floris De Tier gjorde det i Amstel, og de synes ikke at have formen.

Katusha-Alpecin: Nathan Haas var betydeligt bedre i onsdags, men selv i topform ville den uhelds- og sygdomsramte australier få det svært. Da Enrico Battaglin og Jose Goncalves er langt fra topformen, er Zakarin eneste reelle bud.

Team Sky: I Kwiatkowski og Poels har briterne hele to gode kort. Holdet henter formstærke Tao Geoghegan Hart ind fra Tour of the Alps, men det er nok for meget at forlange, at den unge brite også skal være med i front i Liege. David De La Cruz og Eddie Dunbar synes alle at være formsvage, og ireren styrtede endda i onsdags.

Team Sunweb: Matthews og Dumoulin får fuld støtte af et hold, hvor man kan håbe, at de ustabile Chris Hamilton og Robert Power kan ramme en god dag. På sigt er det et godt løb for stortalentet Marc Hirschi, men han mødte sin grænse i Amstel og får det derfor endnu sværere her.

Total Direct Energie: Lilian Calmejane er holdet kaptajn, men han er træt efter et langt forår, og selvom han blev nr. 5 i Tro-Bro Leon, har de seneste løb vist, at formen ikke er i top. Lottokuponen Jonathan Hivert, der vandt i GP Indurain, rejste sig efter et par skuffelser ved næsten at vinde i Finistere, men han ligner ikke en mand med formen til at begå sig i et løb, der nok er for hårdt.

Trek-Segafredo: Holdet har sendt formstærke Bauke Mollema hjem for at forberede sig til Giroen, og derfor er det nu op til Giulio Ciccone at vise trøjen. Han har desværre haft en skuffende sæson, og selvom han så bedre ud i Fleche og vil kunne lide denne hårdere rute, ser vi ham ikke være med i front, ikke mindst fordi han er bedre i de rigtige bjerge. Løbet er for hårdt for Toms Skujins, og Peter Stetina er en skygge af sig selv.

UAE- Team Emirates: Martin er den erklærede kaptajn, men efter onsdagens 3. plads skal man naturligvis også holdet øje med Diego Ulissi. Problemet er bare, at han har det svært efter mere end 200 km, og dette løb bør være for hårdt, selvom hans spurt giver ham et våben. Vi ville gerne tro på Tadej Pogacar, der har vist, at han har niveauet til at køre med om sejren, men efter skuffelserne i de to første løb, ser han ud til at have tabt den gode form. Sergio Henao er bedre end længe, men viste i onsdags, at han stadig er en skygge af sig selv, og Rui Costa synes slet ikke at have sin bedste form.

Vital Concept: Ruten er en anelse for hård for holdets to bedste puncheurs Quentin Pacher og Patrick Müller. Pacher har nok den bedste chance, men top 30 er nok det maksimalt opnåelige. Cyril Gautier har været formsvag hele året.

Wallonie-Bruxelles: Holdets bedste klatrer Eliot Lietaer er desværre ikke i topform, og selvom Dimitri Peyskens kører flot, kan han ikke være med på dette niveau.

Wanty-Groupe Gobert: Guillaume Martin kørte hæderligt i Fleche Wallonne og burde være mere komfortabel på de længere stigninger her. Han har dog lidt en del med en skade og har ikke sin bedste form, ligesom han kan få problemer med vejret. Xandro Meurisse ser endelig bedre ud, men han har stadig ikke fundet sit bedste niveau. Odd Christian Eiking har mistet al den gode form, han havde for et par uger siden, og heller ikke klatrestærke Fabien Doubey har samme niveau som tidligere på året. Loic vliegen er aldrig kommet sig over den sygdom, der slog ham ud først på sæsonen.

Danskerne

Alle danske øjne vil naturligvis være rettet mod Jakob Fuglsang, der, som det fremgår ovenfor, aldrig har haft en bedre chance for at vinde en klassiker. Michael Valgren må desværre sande, at han ikke når at finde formen i år, og han skal derfor formentlig bare hjælpe Gasparotto og Kreuziger.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.