Optakt: Liège-Bastogne-Liège

nullNår Liège-Bastogne-Liège er slut tager etapeløbsrytterne over, først i Tour de Romandie og derefter i Giro d’Italia, der starter om to uger og så kommer de store endagsløb først tilbage i efteråret. I den forstand er Liège-Bastogne-Liège et lidt vemodigt løb for mange af de ryttere, der indtil videre har domineret sæsonen, vil nu i højere grad indtage en rolle som hjælperyttere på deres respektive hold. Samtidig deltager der i netop Liège-Bastogne-Liège også en hel del af de ryttere, der de kommende måneder vil skabe cykelscenen, så på den måde må man sige, at løbet binder de forskellige dele af sæsonen sammen.

Verdens ældste klassiker blev kørt for først gang i 1892 og har siden været holdt i hævd på trods af nogle store afbrydelser omkring verdenskrigene. Det er et af sportens fem monumenter og måske det endagsløb, der tiltaler flest muligt forskellige ryttertyper, idet løbet modsat mange andre ikke kan defineres ned til én type rytter, der har mulighed for at vinde. Således kan både alsidige sprintere, brostenseksperter og etapeløbsryttere sidde med helt ind i finalen, men udgangspunktet må alligevel være en accelerationsstærk og let rytter, der kan bruge stigningerne i finalen til at køre alene.

Det var sådan Andy Schleck (Team Saxo Bank) gjorde sidste år, hvor han brugte stigningen med det mundrette navn, Côte de la Roche aux Faucons, til at efterlade alle efter sig og i suveræn stil køre alene til målstregen i byen Ans, der ligger lidt uden for Liège. Schlecks sejr vidnede om overlegen styrke, men det unge Tour de France-håb har haft lidt sværere ved at ramme formen i år og må højest tilskrives en outsiderrolle i forhold til løbets største favoritter.

Ruten
Der er ikke sket de store ændringer siden sidste år, men stigning Côte de la Vecquee er udgået, hvilket betyder, at der i år kun er ti stigninger i alt. Opbygningsmæssigt minder de to belgiske giganter Ronde van Vlaanderen og Liège-Bastogne-Liège utroligt meget om hinanden, idet begge har en meget lang indledning, hvor der intet sker og så en komprimeret finale, hvor de mange kilometer gerne skulle have sat sig i benene, så den stærkeste kan gøre forskellen. Der er dog også forskelle heriblandt den indlysende mangel på brosten i Liège-Bastogne-Liège, længden af stigningerne og så betyder vejret ikke så meget, medmindre det da ligefrem sner som dengang i 1980 Bernard Hinault vandt sin måske mest mytologiske sejr nogensinde.

Finalen starter med godt 100 kilometer til mål og stigningen Côte de Wanne, der altid skaber det første frafald bagerst i feltet. Herfra kommer flere stigninger, der alle har det formål at mærke rytterne inden de rammer Côte de Reduite (2,1 km, 8,4 %) med 35 kilometer igen. Denne stigning var tidligere det helt afgørende punkt i løbet, men det har ændret sig gennem årene og nu er Côte de Reduite blevet reduceret til et fremragende tilskuerspektakel, hvor favoritterne viser sig, men ikke satser.

Derfor indførte man også stigningen Côte de la Roche aux Faucons (1,5 km, 9,9 %), der med sin beliggenhed 20 kilometer fra mål allerede på to år er gået hen og blevet det helt afgørende punkt i løbet. Stigningen er meget stejl og ligger strategisk helt perfekt, idet man kan satse på at køre alene uden at der på noget tidspunkt vil kunne nå at samles et stort felt med hjælperyttere bag angriberen. Afgøres løbet ikke her er den ligeledes stejle Côte de Saint-Nicolas (1,0 km, 11,1 %) et oplagt sted at satse hele butikken med kun seks kilometer til mål, men det er overraskende sjældent at den får direkte betydning for løbets afgørelse.

Målstregen ligger som nævnt i Ans og afslutningen er let stigende, hvilket giver en fordel til ryttere, der er kørt alene. Selve opløbet kommer efter et skarpt sving med 300 meter til stregen, hvor det gælder om at have placeret sig rigtigt inden spurten køres, hvilket vil sige blandt de tre forreste ryttere.

Favoritterne
Hvis resultaterne i Amstel Gold Race og Fléche Wallonne skal bruges som udgangspunkt så må det konstateres, at der ikke findes nogen entydig favorit. Sjældent har resultaterne af de to andre Ardennerløb været så divergerende og det betyder, at et i forvejen meget mudret favoritoverblik, bliver endnu mere uoverskueligt.

Philippe Gilbert (OmegaPharma-Lotto) må alligevel finde sig i at blive den de andre holder øje med. Den måske lidt skuffende indsats i Flèche Wallonne (6. plads) kan forklares med at afslutningen ganske simpelt ikke passer til Gilbert, der også har brug for mere længde til virkelig at kunne sætte pres på. Derfor passer Liège-Bastogne-Liége også glimrende til Gilbert, der må være topmotiveret, idet han på trods af sine mange flotte sejre aldrig har vundet en egentlig klassiker i hjemlandet.

Løbets anden store favorit er vinderen af Flèche Wallonne, Cadel Evans (BMC), der efterhånden har udviklet sine vinderegenskaber så meget, at man må regne med ham i klassikerne, hvor han tidligere blot var mand for en god placering uden at have præget afslutningen. Udover Karsten Kroon mangler Evans stærke hjælperyttere, hvorfor han må køre afventende og se om muligheden byder sig i finalen, hvor skal alene til målstregen.

Det russiske mandskab Katusha virker stadig som det skarpeste hold i Ardennerne, men holdets styrke virker næsten som et problem, da der ikke er hjælpere til at ofre sig for kaptajnerne. Får de det til at hænge sammen vil både Rodriguez, Kolobnev og Ivanov være at finde i finalen og så gælder det om at have rollefordelingen på plads.

Stjernerytterne og de to tidligere vindere Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) og Damiano Cunego (Lampre) har ikke helt fået det til at spille i Ardennerne, og begge vil nok gribe løbet afventende an, så de kan bruge deres afslutningsevner til at afgøre løbet uden at have brugt for meget energi undervejs. Chris Horner (Radioshack) bør også bemærkes som en mulig kandidat sammen med outsidere som Robert Gesink (Rabobank), Roman Kreuziger (Liquigas) og Ryder Hesjedal (Garmin) og så skal Alberto Contador (Astana) bestemt også nævnes selvom klassikere på over 250 kilometer aldrig tidligere har været noget for den forsvarende Tour de France-vinder.

Team Saxo Bank har på ingen måde været så dominerende i Ardennerne som de var sidste år, men holdet har alligevel vist aggressiv kørsel som omvendt ikke har givet det store udbytte. Liège-Bastogne-Liège er den klassiker, der ligger bedst til Fränk og Andy Schleck og som titelforsvarer må det forventes at det danske hold endnu engang tager teten og forsøger at gøre løbet så hårdt som muligt. Danskerne Jakob Fuglsang, Nicki Sørensen, André Steensen og Jonas Aaen har ikke vist meget i Ardennerne, men får nu endnu en mulighed for at gøre vise sig som nyttige hjælperyttere, helst et godt stykke ind i finalen. Den sidste dansker i løbet er Rasmus Guldhammer (Columbia-HTC), der stadig har lidt svært ved at få gang i pedalerne.