Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Milano-Torino
09. oktober 2018 17:00 af Emil AxelgaardFoto: Innsbruck-Tirol 2018 / BettiniPhoto

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 13. oktober afvikles ikke færre end 12 store endagsløb i landet. Efter den hektiske start, en uges pause på grund af VM og sidste weekends to løb når forberedelsen til Il Lombardia sit klimaks i den sidste store test forud for det italienske monument, onssdagens Milano-Torino, der giver et stjernebesat felt af klatrere en chance for at slås om sejren på den berygtede stigning Colle della Superga i udkanten af Torino.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Efter sidste weekends Giro dell’Emilia og GP Beghelli har den sidste uge har naturligvis lørdagens Il Lombardia som det helt store højdepunkt, men inden vi når til den store finale, tjener tre af de største og ældste løb i Italien som den sidste opvarmning. Tirsdag kommer klassikerrytterne og de stærke sprintere i spil i Tre Valli Varesine, klatrerne tager over onsdag i Milano-Torino, og torsdag har sprinterne deres store chance i Gran Piemonte.

 

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene, i 1920erne og i 1986

 

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i dag er det kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger De Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugo, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

 

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

 

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det er i dag et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte udgør det RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, GranPiemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det kommer bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, er det den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.HC-løb.

 

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der nu om dage forceres to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere en endnu bedre chance her, end de har i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez og senest Rigoberto Uran har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

 

Sidste år lykkedes det Uran endelig at tage den store italienske klassikerstjerne, han kredsede om i både 2016 og 2017, da han viste stig som den stærkeste på sidste stigning, hvor han sejrede med 10 sekunder ned til Adam Yates og 20 sekunder ned til Fabio Aru. Efter et hårdt sæsonprogram er Uran stadig aktiv og i god form, men har valgt at skippe sit titelforsvar for at gøre sig klar til Lombardiet. Efter et skuffende VM vender Yates, der også har Il Lombardia som sidste mål, til gengæld tilbage, ligesom der også er et gensyn med Aru, som stadig leder efter en forklaring på sin elendige sæson.

 

Ruten

Den 99. udgave af Milano-Torino vil blive afviklet på en rute, der er en anelse nytænkt i forhold den kendte strækning fra 2015, 2016 og 2017, men grundlæggende bevarer samme format. Det betyder, at der igen er tale om et meget specielt løb, der er delt i to vidt forskellige dele, som passer til to helt forskellige ryttertyper.

 

Starten på det 200,0 km lange løb går i Milano-forstaden Magenta, men i år forlænger man den indledende flade del ved at køre længere mod syd. Milano ligger som bekendt på den helt flade Po-slette, og derfor er terrænet helt fladt, når man i den indledende del kører skiftevis mod syd og sydvest frem til forplejningszonen, der nås efter 94 km. Inden da er der en lille 3,5 km lang bakke, der stiger med 3,7% i gennemsnit

 

Efter frokosten drejer man mod nordvest og fortsætter igennem terræn, der er en anelse mere kuperet, Såleder venter der først en 2,1 km lang bakke, der gennemsnitligt stiger med 4,1% og har top efter 120,5 km, inden man skal over en 1,5 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,5 og top efter 128,1 km. Herefter bliver terrænet imidlertid igen helt fladt, mens man fortsætter mod nordvest og til slut sydvest med kurs mod centrum af Torino.

 

Løbet ændrer sig totalt med 23,7 km igen. Her rammer rytterne bunden af Colle di Superga (4,9 km, 9,1%, max. 14%), der er en yderst regulær stigning med en meget konstant stigningsprocent. Første gang skipper man de sidste 600 m for i stedet med 19,5 km at tage hul på en teknisk nedkørsel, der fører tilbage til Torino. Her venter et kort fladt stykke, der leder frem til bunden af stigningen, som derefter skal forceres for anden gang. Denne gang fortsætter man hele vejen til toppen og tager et U-sving ind på den sidste del med 600 m igen. Derefter stiger det med 8,2% i gennemsnit i en ukompliceret finale, der dog byder på et sidste sving 50 m fra stregen på den 7 m brede vej.

 

Løbet byder på i alt 2135 højdemeter.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter et par flotte dage bliver Norditalien ramt af regnvejr, og derfor vil Milano-Torino blive afviklet i våde betingelser. Således er der gennem hele eftermiddagen en 50-80% risiko for byger i Torino, hvor temperaturen blot vil nå beskedne 17 grader. Der vil dog kun være en ganske svag vind fra nord, hvilket giver medvind på første del og derefter sidemod- og sidemedvind på turen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidevind på stigningen, modvind på nedkørslen og sidemedvind på det flade stykke ind mod Torino. Der vil være modvind på de sidste 600 m af stigningen, der kun skal forceres sidste gang

 

Favoritterne

Milano-Torino er på mange måder et sjovt og helt særligt løb. I grand tours er det ikke usædvanligt at finde helt flade etaper, der slutter med et reelt bjerg i finalen, men endagsløb er som regel enten kuperede eller relativt flade. Verdens ældste klassiker skiller sig imidlertid i sin nye udformning ud som noget, der i højere grad minder om en bjergetape i en grand tour. Langt hovedparten af løbet er så flad, at det kan karakteriseres som den letteste del af noget større italiensk endagsløb, men finalen er til gengæld måske den hårdeste, der overhovedet findes i et større endagsløb på hele UCI-kalenderen. Det afspejles i holdudtagelserne, der er kendetegnet ved, at de fleste hold kommer med det helt lette kavaleri som kaptajner samt et par store motorer, der skal beskytte de spinkle klatrere i den lynhurtige indledning, der ofte tilbagelægges med lynets hast.

 

Den flade del spiller absolut ingen rolle i det overordnede billede - kun hvis det blæser - og handler alene om at undgå uheld og spare så meget som muligt på kræfterne. Med de ventede vindforhold er der heller ikke i år nogen risiko for dramatik, og derfor vil vi i starten være vidne til det klassiske scenarium, hvor et tidligt udbrud jagtes af favoritholdene. Man må formode, at Quick-Step, Movistar og FDJ samt måske BMC, Sky og Mitchelton-Scott, og under alle omstændigheder vil der altid til et løb som dette være så mange ambitiøse favoritter, at det tidlige udbrud ingen chance har.

 

Det vil for alvor gå løs, når vi rammer det sidste stykke frem mod stigningen. Her er positionskampen altid brutal, og det er her, det er særligt nyttigt at have udtaget et par store maskiner, der kan føre kaptajnerne frem. Derefter ser man som regel en byge af angreb eller et favorithold, der med hårdt tempo skaber markant udskilning på stigningen.

 

Første passage, nedkørslen samt det efterfølgende flade stykke er ganske farligt for favoritterne. I de første fire udgaver med den nye finale blev det hele afgjort på sidste stigning, men i 2016 så vi, at et tidligt angreb kan bære frugt. Det samme så vi i lørdagens Giro dell’Emilia, og derfor skal favoritholdene være på stikkerne. Det kan ikke udelukkes, at vi kan se en gentagelse af et sådant overraskende scenarium, hvor en gruppe kommer fri og ender med at køre om sejren. Der er mange hold, der har flere muligheder, og får de den rette mand med i et fremstød, er der al mulig grund til at se, hvor langt det kan bære,

 

Sandsynligheden taler dog for en samlet afgørelse på sidste stigning. Det er trods alt, hvad vi oftest har set, og særligt Quick-Step og Movistar må have en interesse i, at det bliver tilfældet. Spanierne har imidlertid et ret svagt mandskab, og belgierne er udstyret med flere kort. Overraskelser er bestemt mulige igen denne gang.

 

Selve stigningen er meget stejl, men den er ikke voldsomt lang. Det er derfor ikke en drømmefinale for de helt rene klatrere, men den er stadig så lang og svær, at de sagtens kan sejre. Den er dog ikke længere, end at den stadig favoriserer ryttere med lidt mere punch, specielt fordi resten af løbet er meget let. Det afspejles af, at en relativt eksplosiv type som Ulissi har vundet, mens Contadors sejr viser, at også klatrerne kan gøre det færdigt. Sammenlignet med lørdagens løb i Emilia er der dog tale om en længere og sværere stigning, og derfor skal man være en betydeligt bedre klatrer for at kunne være med her.

 

At udpege favoritter bliver kompliceret af, at vi befinder os på tærsklen til oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Først i de sidste dage inden løbet finder man ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb, og derfor er der ofte meget sene ændringer på startlisten.

 

I år er det hele en smule lettere, fordi VM-ruten var så kuperet og derfor et stort mål for mange ryttere. Derfor ved vi temmelig meget om formniveauet hos de store navne, hvis niveau for manges vedkommende også kunne vurderes i lørdags i Emilia. Omvendt kan der også være sket ganske store forandringer på den sidste halvanden uges tid, for det er meget åbent, hvor meget motivation rytterne har kunnet mobilisere efter det, der var det altoverskyggende fokus i sæsonens sidste del.

 

I forhold til lørdages løb i Emilia er der et par nye navne, og det er to af disse, der fremstår som vores favoritter. Mest fidus har vi til Julian Alaphilippe, der i Italien jagter revanche efter et skuffende VM. Det var nu ikke dårlig form, der ødelagde det østrigske løb for den franske favorit. Faktisk sad han med langt oppe ad den sidste stigning, indtil han blev ramt af krampe. Der er derfor ikke den store tvivl om, at Alaphilippe er i fremragende form, hvilket sejrene i England og Slovakiet da også vidner om.

 

Samtidig kommer han nu til et løb, der passer ham bedre end løbet i Østrig. Her var der nemlig en usikkerhed om, hvorvidt det samlede antal højdemeter ville være en tand for meget for franskmanden, der før har haft det svært på de helt hårde dage. Her handler det hele imidlertid om to relativt eksplosive opkørsler, hvilket passer den eksplosive franskmand næsten perfekt. Der er stadig en risiko for, at Auperga-stigningen faktisk er en anelse for lang for Alaphilippe, der har haft sine begrænsninger i de høje bjerge, men i Touren viste han stor fremgang på netop det område. Særligt i endagsløb har han vist, at han kan klare sig også på lange opkørsler - OL i Rio er et andet fremragende eksempel - og det er først efter flere dage i etapeløb, at han for alvor har sine begrænsninger. Han har i år været næsten helt ustoppelig på stigninger som disse, blandt andet på Muren i San Sebastian, hvor han sejrede suverænt, og derfor tror vi, at en revanchelysten Alaphilippe gør arbejdet færdigt onsdag eftermiddag.

 

Hans evige rival er Alejandro Valverde. De to stjerner har i de senere år skilt sig ud som verdens bedste i de kuperede endagsløb, hvor Valverde hidtil har haft overhånden, men hvor Alaphilippe denne gang var bedst i Ardennerne. Valverde fik imidlertid den helt store skalp ved VM, og der kan derfor ikke herske tvivl om, at han i hvert fald for ni dage siden var på toppen af sin ydeevne. Den spanske veteran gjorde i Tre Valli Varesine endelig debut i den regnbuetrøje, han har jagtet gennem hele karrieren, men jvor han står formmæssigt, er til gengæld ikke helt givet, for man skal ikke have fulgt meget med i medierne for at vide, at Valverde har haft en overordentlig travl tid siden VM-sejren. Det er da også et velkendt mønster, at den megen VM-hype betyder, at nykårede verdensmestre altid har det svært i årets sidste løb, og vi skal tilbage til Paolo Bettini-dagene for at finde en regnbuetrøje, der gjorde arbejdet færdigt i Lombardiet.

 

Er der nogen, der kan bryde den trend, må det imidlertid være evigt ambitiøse Valverde. Alene det, at han har besluttet sig for at køre både tirsdag og onsdag, viser, at han tager opgaven med at starte godt ud i sin nye trøje, meget seriøst. Det kan godt være, at han skal bruge de første løb til at ryste benene igennem inden lørdag, men det betyder ikke, at han ikke kan være konkurrencedygtig. Det er Valverde som bekendt altid, men det er lidt mere tvivlsomt, om han også med en hård dag i benene faktisk vil være i stand til at slå en så stærk fyr som Alaphilippe. Den relativt korte, stejle stigning passer ham stort set perfekt, så mest af alt afhænger det af, hvor han står efter nogle travle dage. Det ved vi mere om efter tirsdagens og onsdagens to løb.

 

Den helt positive oplevelse i lørdagens Giro dell’Emilia var Dylan Teuns. Egentlig troede vi, at den sidste San Luca-stigning ville være en anelse for lang for den eksplosive belgier, der mest er kendt for sit punch på korte mure, men det viste sig ikke at være tilfældet. Tværtimod var han sammen med Michael Woods stærkeste mand til sidst, og det vidner om, at han er kommet ud af en imponerende Vuelta, hvor han opnåede ikke færre en fem top 5-placeringer i udbrud, med masser af overskud. I Spanien viste han også, at han er blevet langt bedre på længere stigninger, der ellers hidtil har været hans svaghed. Man kan stadig have en bekymring for, at den lidt længere Superga-stigning ikke passer ham helt godt nok, og at han kan komme til kort mod de mere rene klatretyper. De seneste præstationer gør det imidlertid meget sandsynligt, at han nu også vil være konkurrencedygtig her, hvor hans gode punch på stejle procenter atter vil komme ham til gode.

 

En af løbets store jokers er Adam Yates. Læsere af disse optakter vil vide, at jeg havde enorme forventninger til ham ved VM, men de blev aldrig indfriet. Dårlig var han ikke, men han var ikke i nærheden af at blande sig med de bedste på den sidste mur. Det er således tydeligt, at Yates’ form ikke er helt i top, men tom er han endnu ikke. Faktisk er der grund til at tro, at han efter en Vuelta, hvor han tydeligvis blev bedre og bedre og var meget stærk i den sidste uge, fortsat har rum til at lægge lidt på. VM havde for mange højdemeter til hans nuværende niveau, men onsdagens løb passer ham næsten perfekt. Superga er både, hvad længde og stejlhed angår, næsten ideel for en ryttertype som ham, og han er specialist i flade løb, der slutter eksplosivt. Det viste han sidste år, hvor han trods halvdårlig form blev nr. 2, og det gør ham til en farlig mand også i årets udgave af løbet.

 

Farlig er også Thibaut Pinot, der virkelig er i hopla i disse dage. Den stærke franskmand var flyvende i den sidste del af Vueltaen og kørte et fremragende VM, hvor han som tredjesidste mand i den franske raket var toneangivende med sit arbejde i finalen og alligevel sad med helt fremme til sidst. Den gode form blev bekræftet i lørdags i Emilia, og han burde være endnu bedre stillet på en længere og knap så eksplosiv stigning. Pinot har helt sikkert én af de mest formstærke klatrere og har samtidig et glimrende punch på en kort stigning. Han er bedst på lidt hårdere dage med flere højdemeter, men han burde bestemt have en god chance for også at vinde her, især hvis de lidt mere eksplosive folk kigger for meget på hinanden.

 

Lørdagens helt store skuffelse var Gianni Moscon. Sky førte hele dagen, og så sent som på sidste stigning arbejdede Egan Bernal stenhårdt for sin kaptajn, der imidlertid kom helt til kort til sidst. En lidt skuffende præstation ved torsdagens italienske enkeltstartsmesterskaber kan indikere, at silken måske er ved at være slidt af for en mand, der har været i form i nu snart en måned, men det kan også bare have været hangover efter en svær tid med tre hårde løb på mindre end en uge. Har han haft tid til at komme sig, bør han være god i Torino. Normalt ville man ellers sige, at den sidste stigning er lidt for svær for en stor fyr som ham, men det argument holder ikke længere efter det fremragende VM, hvor han på en brutal mur var tæt på at følge verdens førende specialister. Faktisk passer en eksplosiv finale som denne ham nu om dage ganske godt. Det helt store spørgsmål er, hvad vi skal lægge i sidste uges skuffende præstationer.

 

Heldigvis for Sky er de ikke på bar bund, hvis Moscon virkelig er slidt. Det er Egan Bernal nemlig slet ikke. Faktisk er det colombianske fænomen helt frisk efter sin lange skadespause, der kostede ham deltagelsen ved VM. Han har kun kørt to løb, men de har begge været på meget højt niveau. I Giro DelleEmilia ofrede han sig for Moscon, men han var i stand til at sætte et hårdt tempo på den sidste stigning. I GP Beghelli, der ikke just var hans løb, var han toneangivende i angrebene i finalen. Som i Romandiet i år viser han dermed, at han bare ikke skal bruge ret lang tid på at komme i form, og derfor vil han formodentlig bare blive bedre fra nu af. Nærmer han sig topformen yderligere, skulle det ikke undre om fænomenet allerede onsdag kan vinde i en finale, der ikke er dårlig for en fyr som ham.

 

Som altid har Vincenzo Nibali valgt Tre Valli Varesine som sidste forberedelsesløb til Lombardiet, og det åbner døren for, at Domenico Pozzovivo kan få sin chance. Den lille italiener har kørt på et fantastisk stabilt niveau gennem hele sæsonen, og han er ikke træt endnu. Efter at have manglet det allersidste i Toscana og ved VM var han en af de allerstærkeste i Emilia, hvor han på den sidste stigning sad med hos de bedste, selvom han arbejdede for Nibali. Det gør ham til en farlig herre i et løb som dette, for selvom han er en lille fyr, har hans mange gode resultater i Liege vist, at han har et glimrende punch på korte stigninger, specielt hvis de ikke er alt for lange. Man under snart stabile Pozzovivo den store sejr, og den kunne godt komme denne onsdag.

 

Lotto stiller med en af løbets jokere i Tim Wellens. Som ventet blev VM for hårdt for belgieren, selvom det var skuffende, at han måtte slippe så tidligt. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke er i form, for den evigt ustabile Wellens er ufatteligt svingende. Normalt er han altid flyvende på denne tid af året, og det har han egentlig også været i 2018, hvor han i BinckBank Tour og især i Canada var fremragende kørende. Hidtil er han kommet lidt til kort på svære stigninger, og der er da også en risiko for, at det her bliver for svært. Omvendt viste han i Ruta del Sol og Paris-Nice, at han skal tages seriøst også på lidt længere stigninger som disse. Har Wellens sin vanlige oktoberform, kan han blive meget farlig i dette løb, men det kan også ende med den helt store fiasko.

 

En af lørdagens skuffelser var Roman Kreuziger. Den stærke tjekke havde ved VM ellers igen vist, at han efterhånden har udviklet sig til at verdens allerbedste i kuperede endagsløb, men han havde efter eget udsagn en regulær offday i Emilia. Den gode form fra Østrig kan imidlertid ikke være helt forsvundet, og der er derfor grund tul at tro på, at han igen vil være stærk i morgen. Ved VM imponerede han i hvert fald stort i en stejl finale, der bestemt ikke passede ham ideelt. Måske er denne afslutning en anelse for eksplosiv for ham, men han viste i Ardennerne i år, at han har udviklet sig meget på det felt.

 

En anden relativt stor rytter, der imponerede ved VM, var Rui Costa. Portugiseren har haft nogle svære sæsoner, og netop som han i Romandiet atter lignede sig selv igen, blev han ramt af en grim knæskade, der kostede ham hele sommersæsonen. Det tog ham ufatteligt lang tid igen at finde formen, men den ser nu ud til at være der. Ved VM kørte han i top 10 i en finale, der var alt for stejl for ham, og det vidner om, at der er både masser af friskhed og form. Desværre er også denne afslutning lidt for stejl til Costa, der næppe blot kører væk som stærkeste mand. Til gengæld er han et godt bud på en mand, der kan snige sig væk i et taktisk spil.

 

Sunweb stiller med en stærk duo i Sam Oomen og Wilco Kelderman, der begge burde komme til løbet i god form. Særligt Oomen var dybt imponerende ved VM, hvor han angreb i et væk og stadig var meget tæt på at følge de allerbedste i finalen. Det er måske svært at se ham løbe med sejren, men han ligner et meget godt bud på et topresultat. Mere usikkerhed er der om Kelderman, der har været meget usatbil på det seneste. Han sluttede Vueltaen fremragende af, men havde et halvskuffende - om end ikke dårligt - VM. Derfor er han mere tvivlsom end Oomen, men til gengæld er han med sit punch umiddelbart et bedre kort i en finale som denne.

 

En anden rytter, der har været temmelig svingende, er Bauke Mollema. Han så meget træt ud sidst i Vueltaen, men kom stærkt tilbage med et flot VM-løb, hvor han var med i næstbedste gruppe til sidst. Han havde så en dårlig dag i Emilia i lørdags, inden han med et imponerede soloangreb tog en meget overraskende sejr i GP Beghelli. Mollemas form kan derfor være ganske uforudsigelig, men har han en god dag, er det en ganske god finale for en mand, der år efter år er en af de allerbedste på den meget tilsvarende stigning i Clasica San Sebastian. Er han ikke på toppen, kan Trek satse på en formstærk Gianluca Brambilla, der pga. en punktering måske blev frarøvet en sejr i Emilia. Han vinder næppe et opgør med favoritterne, men mon ikke han igen vil forsøge at komme dem i forkøbet.

 

Quick-Step har også Enric Mas og Bob Jungels som plan B, hvis Alaphilippe fejler. Har Mas sine Vuelta-ben, er han naturligvis en af topfavoritterne, men vi tvivler stærkt på, at det vil være tilfældet. Han havde en ganske svær dag ved VM, og da han har været i form meget længe, tyder noget på, at han efterhånden er træt. Det er Jungels til gengæld ikke, men han oplevede et meget mærkelig VM, hvor han imponerede op til og under holdløbet, men skuffede på enkeltstarten og i linjeløbet. Han klatrer ikke godt nok til at slå favoritterne, men kan med sin store motor angribe tidligere.

 

Egentlig står der Dan Martin skrevet med fed ud over denne finale, men desværre er ireren langt fra sin bedste form. I forvejen var det tvivlsomt om tvillingefødsel var den bedste VM-forberedelse, og det østrigske løb bekræftede da også de bange anelser. Det virker meget usandsynligt, at Martin pludselig kan finde sine bedste ben, men sidst på sæsonen sker der mærkelige ting. Lykkes det ham, er dette en næsten ideel finale for en eksplosiv fyr som ham. Til gengæld er det svært at tro meget på succes til Fabio Aru, der som bekendt skippede VM på grund af den fortsat uforklarlige dårlige form.

 

Astana satser på Jakob Fuglsang, men desværre er danskeren ikke helt på toppen. Et godkendt VM og en 11. plads i Emilia viser, at benene bestemt ikke er dårlige, men det er ikke just en flyvende dansk fugl, vi ser i øjeblikket. I forvejen er denne ret eksplosive stigning ikke helt perfekt for ham. Omvendt har han god næse for at angribe tidligt, så hvorfor ikke forsøge at gentage holdkammerat Lopez’ tidlige nummer fra for to år siden?

 

Uden for de flestes radar kørte Mikel Nieve et fremragende VM. Den stille basker sad med helt fremme hos Valverde til allersidst og synes derfor at have fundet en ret god form efter en hård tid med både Giro og Tour. Til gengæld er den antieksplosive Nieve alt andet end endagsrytter, men han har faktisk ofte kørt finale på hjemmebanen i San Sebastian. Han vinder ikke et opgør med favoritterne, men er et bud på en formstærk rytter, der kan forsøge sig tidligere.

 

Det er også værd at fremhæve to talenter, David Gaudu og Bjorg Lambrecht. Gaudu er i år gået lidt i stå, men i de seneste måneder har han med store udsving kørt stærkt i Italien. I denne weekend var han igen ustabil med en dårlig dag i Emilia og stærk kørsel i finalen i Beghelli. Hans punch gør ham skabt til denne finale, hvor han sidste år kørte sig til et topresultat, og skal han ikke arbejde for Pinot, vil han være motiveret til en gentagelse. Lambrecht var klart stærkeste mand ved U23-VM og har han stadig den form, burde han kunne vise sig helt fremme i en finale, der passer ham.

 

Bora stiller med flere stærke kort, men der er mere tale om outsidere end om favoritter. Bedst chance har Patrick Konrad, der var meldt i storform inden sit hjemme-VM, men skuffede stort. Det skaber usikkerhed om niveauet, men var det bare en dårlig dag, er dette en finale, der passer ham. Rafal Majka har før gjort det godt i de sene italienske efterårsløb, men han skuffede stort ved VM og ligner en meget træt mand efter en hård sæson. En overraskelse kunne komme fra Peter Kennaugh, der kørte et fabelagtigt VM og er et af de allerbedste bud på at lave ”en De Marchi”. Endelig er der Emanuel Buchmann og Davide Formolo, men ingen af dem har været godt kørende på det seneste.

 

Endelig er der Warren Barguil. Franskmanden var grædefærdig ved VM, hvor et dumt styrt satte ham ud af spillet, og dermed fortsatte en generelt trist sæson for den uheldige franskmand. Han har imidlertid vist ganske fin form i de seneste uger, ikke mindst i Coppa Sabatini, hvor han trods en meget sen undvigemanøvre på nærmest mirakuløs vis blev nr. 10. Har han kunnet fastholde motivationen efter den østrigske skuffelse, har han et ret godt punch til en stigning som denne.

 

BEMÆRK: Optakten er af tidsmæssige årsager udarbejdet inden dagens Tre Valli Varesine, hvor vi har haft lejlighed til at vurdere formen for Valverde, Pinot, Oomen, Kelderman og Konrad.

 

OPDATERING: Her til formiddag har Quick-Step efter udasrbejdelsen af denne optakt meddelt, at en træt Julian Alaphilippe har endt sin sæson. Derfor er Valverde i stedet vores favorit.

 

OPDATERING 2: Efter dagens Tre Valli Varesine er det svært at have Valverde som favorit. Balancen tipper i retning af en meget formstærk Thibaut Pinot. Stjernetildelingen nedenfor er justeret.

 

OPDATERING 3: Der er mange sene ændringer til startlisten. Astana har tirsdag aften udtaget Miguel Angel Lopez som supplement til Jakob Fuglsang. Colombianeren har bestemt ikke været i storform ved VM eller i Emilia, men helt afskrive en så stærk klatrer kan man aldrig. Derudover stiller Mikel Nieve ikke til start for Mitchelton-Scott.

 

***** Thibaut Pinot

**** Dylan Teuns, Adam Yates

*** Alejandro Valverde, Gianni Moscon, Egan Bernal, Domenico Pozzovivo, Tim Wellens

** Roman Kreuziger, Rui Costa, Sam Oomen, Wilco Kelderman, Bauke Mollema, Enric Mas, Dan Martin, Jakob Fuglsang, Miguel Angel Lopez, David Gaudu, Bjorg Lambrecht, Patrick Konrad, Bob Jungels, Warren Barguil

* Rafal Majka, Sebastien Reichenbach, Hugh Carthy, Ilnur Zakarin, Ben Hermans, David De La Cruz, Peter Kennaugh, Davide Formolo, Giulio Ciccone, Fabio Aru, Damiano Caruso, Alessandro De Marchi, Tiesj Benoot, Jan Hirt, Emanuel Buchmann, Ivan Ramiro Sosa, Daniel Martinez, Jan Polanc

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn for Astana. Hans chancer er beskrevet ovenfor. Niklas Eg skal hjælpe Bauke Mollema og Gianluca Brambilla på Trek, og Mikkel Honoré skal støtte Bob Jungels og Enric Mas på Quick-Step.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Rigoberto Urans sejr fra 2017 og Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2016.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger