Optakt: Milano – San Remo

I klassikersammenhæng er Milano – San Remo helt sin egen. Ikke alene er løbet det klart længste på kalenderen, det har heller ikke en karakter, der minder om de øvrige store endagsløb.

Løbet med den over 100 år gamle historie var på vej op gennem 1990’erne ved at udvikle sig til en ren sprinterklassiker, men ruteændringer inden for de sidste fem år har igen gjort løbet mere åbent og nu er der igen mulighed for at accelerationsstærke ryttere kan skabe det afgørende hul på Poggio. Stadig er det den klart bedste mulighed for sprinterne til at tage en af årets største triumfer og det vidner startlisten også om.

Sidste års udgave huskes bedst for Fabian Cancellaras (Radioshack-Leopard) fantastiske indsats og håbløse taktiske overblik, idet han egenhændigt sørgede for at en lille trio kom alene til stregen for derefter let at blive overspurtet af Simon Gerrans (Orica-GreenEdge), der dermed vandt karrierens klart største sejr. Gerrans har ikke haft den heldigste optakt i år og måtte udgå af Paris-Nice, så det vil være en gedigen overraskelse, hvis han kan gentage triumfen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ruten

De 298 kilometer starter syd for Milano og derfra går det stort set stik syd ned mod den italienske Riviera, lige vest for Genova. Undervejs skal rytterne passerer rutens højeste punkt, Passo del Turchino, men med over 150 kilometer til mål fra toppen af Turchino får stigningen ingen betydning for løbets udfald.

Løbet tager for alvor fat med La Manie, der har sin top med ca. 90 kilometer til mål. La Manie er en af løbets nylige tilføjelser og noget kunne tyde på, at stigningen, selvom den ligger meget langt fra målstregen, har haft betydning for mærkningen af rytterne.

Med 55 kilometer til målstregen begynder den klassiske finale, først med de tre capos, Capo Mele, Capo Cerva og Capo Berta. Efter dem når rytterne bunden af Cipressa (5,6 km, 4,1 %), der er det sted, hvor flere hold sætter sig frem for at se om de kan sætte feltets sprintere.

Efter Cipressa vil vi se en intensiv jagt mellem flere grupper, men typisk vil der være samling hen mod bunden af Poggio ti kilometer fra mål. På Poggio (3,7 km, 3,7 %) plejer det hele at eksplodere, men tidsforskellene er sjældent store hen over toppen og de sidste seks kilometer foregår i forrygende fart nedad Poggio og ind i San Remos gader, hvor det hele afgøres på Lungomare Italo Calvino, der ligger langs Middelhavet.

Favoritterne

To ryttere skiller sig ud i jagten på løbets største favoritter, Mark Cavendish (OmegaPharma-QuickStep) og Peter Sagan (Cannondale) og begge er tæt på deres bedste form.

Mark Cavendish vandt løbet i 2009, men har siden ikke været i nærheden af at gentage triumfen. Det skyldes de afsluttende forhindringer, der hver gang har taget pusten fra den lynhurtige brite og selvom Cavendish nok stadig må betragtes som verdens hurtigste på stregen, så er det et stort spørgsmål om Cavendish nogensinde rammer den form han havde i 2009.

Mens man berettiget kan spørge om Cavendish overhovedet sidder med fremme, når feltet nærmer sig målstregen, så er der ikke tvivl om at Peter Sagan nok skal være der, hvis han undgår uheld undervejs. Sagan har i nu flere år været cykelsportens mest lysende talent og nu skal han begynde at vinde klassikere og dermed vise, at han ikke alene har spurtstyrke og acceleration, men også holdbarhed og taktiske evner. Sagan kan fysisk set alle facetter af et løb som Milano – San Remo, men kan han holde hovedet koldt på vej over og efter toppen af Poggio? Holdet kan gøre livet lettere for Sagan ved at spille stærke Moreno Moser ud på de afsluttende stigninger eller bruge ham til at holde højt tempo foran Sagan på Poggio.

Bliver det til en sprint på Lungomare trænger blandt andre vinderen fra 2010, Matt Goss (Orica-GreenEdge) sig på. Goos virker bedre i år end sidste år, hvor han skuffede en smule i en sin første sæson på hjemlandets største hold. Goss bør ikke have problemer med at sidde med, hvis en større gruppe skal dyste til sidst, men han har ikke skarpheden til at sidde med i de hårde ryk over Poggio, så han skal stole på at holdet kan samle det hele til sidst.

Andre Greipel (Lotto-Belisol) har aldrig har været i nærheden af sejren i San Remo. Det kan være at det ganske enkelt ikke er Greipels løb, men omvendt er Milano – San Remo et løb det tager nogle år at lære at perfektionere og efterhånden er Greipel nået en alder, hvor holdbarheden er større og hvor løbsintelligensen er på sit højeste. Tyler Farrar (Garmin-Sharp), John Degenkolb (Argos-Shimano) og Mark Renshaw (Blanco) er andre sprinternavne, der kan tænkes at gøre sig gældende til sidst.

Listen over sprintere er lang, men det er den også, når det kommer til ryttere, der kan tænkes at rykke over Poggio og afgøre løbet enten som solist eller ved at være den hurtigste i en mindre gruppe som Simon Gerrans var det sidste år.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Philippe Gilbert (BMC) har vist sig godt kørende, men har nok større mål en måned frem i tiden og selvom Milano – San Remo egentlig burde ligge glimrende til Gilbert, så har det aldrig haft belgierens højeste prioritet. Det samme kan siges om Sylvain Chavanel (OmegaPharma-QuickStep), der er i forrygende form og som næppe er mere bundet af Mark Cavendish end at han kan få lov at køre med i udbrud inden for de sidste 30 kilometer. Edvald Boasson Hagen (Team Sky) kan sagtens afvente en massespurt og få en pæn placering, men skal han gå efter sejren, så skal han væk på Poggio og opsøge en gruppe, hvor han normalt vil være den hurtigste på stregen.

To tidligere vindere kan også tænkes at være med helt til slut, Fabian Cancellara (Radioshack-Leopard) og Filippo Pozzato (Lampre-Merida). Deres tilgang til opgaven vil være helt forskellig, idet Cancellara vil køre meget aggressivt og risikovilligt, mens Pozzato plejer at foretrække blot at sidde med uden selv at skabe løbet. Begge kan afgøre løbet i en mindre gruppe, men særligt Cancellara er ikke længere helt så hurtig på stregen, hvorfor han vil foretrække at køre væk alene.

Det vil Vincenzo Nibali (Astana) helt sikkert også. Af alle favoritterne er han den, der har det største behov for at køre alene. Formen er omvendt også til det og selvom Nibali egentlig ikke burde være blandt de ryttere, der overhovedet kørte løbet, så er det prisværdigt at han sætter hjemlandets største endagsløb på sin kalender og også kommer i god form.

Team Saxo-Tinkoff har ikke haft den heldigste åbning på sæsonen, hvor kun Alberto Contador for alvor har vist styrke, men holdet fandt et glimt af håb i torsdag, hvor Daniele Bennati spurtede sig til en 2. plads i GP Nobili Rubinetterie. Det er selvsamme Bennati, der er holdets bedste bud på en topplacering i Milano – San Remo og han er ikke sluttet dårligere end nummer 13 de sidste fire år. Matti Breschel er holdets andet håb, men det hører efterhånden til sjældenhederne at danskeren sprinter med i de store spurter, hvorfor det kræver en udskilning på Poggio, hvis han skal køre med om topplaceringerne. Holdet har to øvrige danskere til start, Michael Mørkøv og Jonas Aaen, der formentlig vil køre aggressivt fra start for eventuelt at komme i udbrud, men ellers indstille sig på en hjælperrolle resten af dagen. Det samme må løbets eneste øvrige dansker, Lars Bak (Lotto-Belisol), der 100 % skal ofre sig for Andre Greipel.

Feltet.dks favoritvurdering

*****: Peter Sagan

****: Vincenzo Nibali, Mark Cavendish

***: Matt Goss, Fabian Cancellara, Edvald Boasson Hagen

**: Moreno Moser, Filippo Pozzato, Philippe Gilbert

*: Daniele Bennati, Simon Gerrans, Andre Greipel, Sylvain Chavanel, Mark Renshaw