Optakt: Paris-Bourges

Løbets rolle og historie

Siden UCI omstrukturerede kalenderen og byttede rundt på rækkefølgen af Il Lombardia og Paris-Tours, har det franske løb været det sidste store løb i Europa. Senere har nogle af de belgiske ryttere som regel været i aktion i Nationale Suitijsprijs, og et par temporyttere har holdt formen oppe frem til Chrono des Nations, men den franske klassiker har været sæsonens sidste store løb. Det har givet løbet en speciel position, og den sene placering på kalenderen har givet mere underholdende cykelløb og flere overraskelser, end man ville se på en tilsvarende flad rute tidligere på året.

Sidste år blev de to afsluttende klassikere for første gang afviklet i samme weekend, hvor klatrerne kæmpede om hæder i Lombardiet om lørdagen, og sprinterne kastede sig ud i forsøget på at vinde en af årets største klassikere om søndagen. I år vender man tilbage til den tidligere struktur, hvor det igen er Il Lombardia, der næste lørdag lukker den europæiske fest, mens sprinterne sidste store begivenhed på sportens hovedkontinent allerede finder sted på Avenue de Grammont i Tours på søndag. Nogen decideret sæsonfinale er der dog for manges vedkommende ikke tale om, da den bjergrige VM-rute har betydet, at de hurtige folk ikke har satset på løbet i Innsbruck, og derfor er der flere, der også planlægger at være i aktion i de sidste WorldTour-etapeløb i Tyrkiet og Kina i de kommende uger.

I gamle dage, hvor Paris-Tours lå søndagen efter VM, var det let at holde gang i benene frem til den franske klassiker. Efter kalenderændringen har det imidlertid i stigende grad været nødvendigt at finde begivenheder til at holde løbsrytmen i gang, og for ryttere, der slet ikke har kørt VM, er det naturligvis endnu vigtigere. Betydningen af dette har været endnu større i år, hvor VM-ruterne har været kuperede, og hvor Paris-Tours derfor har været efterårets hovedmål. I år er sprinterne gået en stor bue udenom VM, og derfor er de hurtige folk altså særligt på udkig efter opvarmningsløb i det relativt flade terræn i Nordeuropa.

Læs også

Optakt: Eschborn-Frankfurt

Til at holde benene i gang har man ofte brugt de mange belgiske endagsløb i september, etapeløbet Circuit Franco-Belge, der nu er reduceret til endagsløbet Tour de l’Eurometropole og tirsdagens Binche-Chimay-Binche. Det er imidlertid torsdagens Paris-Bourges, der af mange betragtes som den virkelige generalprøve forud for søndagens finale. Med en rute, der minder meget om weekendens, og med en placering bare tre dage tidligere, har løbet i Bourges traditionelt været en nøgleindikator for, hvem der er i form forud for den store klassiker. Som et mindre løb er det klart, at man i torsdagens løb aldrig har samme formidable felt, men især for de franske sprintere har det ofte været stedet, hvor man kan pudse selvtilliden af inden efterårets sidste store løb.

Paris-Bourges er måske at betragte som lillebror, men akkurat som storebroren i Tours er det et meget gammelt løb. Det blev første gang afviklet som et amatørløb helt tilbage i 1913, men det fik en omtumlet start. Sandsynligvis som følge af krigen blev anden og tredje udgave først afviklet i henholdsvis 1917 og 1922, og efter fire udgaver i træk mellem 1922 og 1926 forsvandt det igen i kalenderen. Det vendte imidlertid tilbage efter Anden Verdenskrig i 1947, og to år senere blev det et professionelt løb. Uheldigvis forsvandt det igen efter 1957-udgaven, men siden 1971 har det med en enkelt undtagelse i 1989 været afviklet hvert eneste år.

Det etablerede sig endda som et stort efterårsløb, og Bernard Hinault, Joop Zoetemelk, Gilbert Duclos-Lassalle og Phil Anderson var alle på podiet i løbet af 70erne og 80erne. Vinderlisten i 80erne og 90erne inkluderer Stephen Roche, Sean Kelly, Laurent Jalabert og Andrei Tchmil, men som det er tilfældet for Paris-Tours, har det i de senere år tabt lidt af sine status. Ikke desto mindre er det stadig en af mulighederne for sprinterne til at teste formen forud for storebroren i Tours, og topsprintere som André Greipel, Nacer Bouhanni, Arnaud, Demare, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo og Sam Bennett har alle været på podiet i de senere år. Fra 1993 til 2008 var løbet også en del af Coupe de France-kalenderen, men det er ikke længere tilfældet.

I 2016 år betød den sene placering af VM, at løbet fik et gevaldigt boost, og det tiltrak igen adskillige topnavne efter en lidt svær periode. Uheldigvis har løbet med vores tilbagevenden til normaltilstanden tabt det hele igen, og modsat Paris-Tours, der fortsat tiltrækker et fremragende felt, er løbet desværre denne gang et meget fransk foretagende, også i højere grad end tidligere. For første gang i mange år er der denne gang således ikke ét eneste udenlandske WorldTour-hold, der har set løbet som en god test forud for weekenden. Feltet udgøres af de franske WorldTour-hold samt en stribe franske og udenlandske prokontinental- og kontinentalhold, og der er desværre denne gang mere tale om noget, der minder om et middelmådigt Coupe de France-løb end en af sportens ældste klassikere. Der er således ikke én eneste af søndagens favoritter i feltet denne gang.

Som Paris-Tours afvikles Paris-Bourges i en flad del af Frankrig, og derfor er det en sag for sprinterne. Som i den større klassiker er der imidlertid også i Bourges en overraskende stor tendens til uventede udfald. På denne tid af året er rytterne trætte og løbene derfor mindre kontrollerede. Det har gjort det muligt for aggressive ryttere at snyde sprinterne, som Florian Vachon gjorde det i 2012 og Mathew Hayman i 2011. Samtidig kan vinden ofte spille en afgørende rolle, og selvom det er endt i en spurt, har løbet ofte været ganske selektivt.

Sidste år var feltet usædvanligt svagt og en meget fransk affære. Det gav mulighed for Rudy Barbier til at tage sin eneste sejr i sit første år hos Ag2r på falderebet, da han i den ventede massespurt henviste Marc Sarreau og Jeremy Lecroq til de øvrige podieplaceringer. Efter endnu en sejrsløs sæson håber Barbier i år at gentage kunststykket fra sidste år, og han er igen oppe mod Sarreau, der i Arnaud Demares fravær f¨r endnu en chance. Lecroq tager sig derimod en fridag og overlader ansvaret på Vital Concept til Bryan Coquard og Lorrenzo Manzin.

Ruten

Som mange andre gamle løb forbinder Paris-Bourges ikke længere de to byer, der udgør dens navn. Nu om dage er distancerne i cykelsport meget kortere end tidligere, og det gør det ofte umuligt at fastholde en rute, der lever op til løbets navn. Derfor er det længe siden, at Paris-Bourges faktisk er startet i Paris, og i dag tager man i stedet udgangspunkt i Gien, hvorfor løbets officielle navn nu er Paris-Gien-Bourges.

Den 68. udgave af løbet vil benytte den nøjagtigt samme 193,7 km lange rute, der også blev benyttet i 2016 og 2017, og som altså forbinder byerne Gien og Bourges. Fra starten bevæger man sig mod sydøst igennem fladt terræn, inden man slår en lille sløjfe mod vest for at komme frem til byen Vailly-sur-Sauldre. Her kører man en omgang på 33 km lang rundstrækning i området vest for byen, inden man fortsætter rejsen mod Bourges ved at køre mod sydøst frem mod den større by Sancerne. Undervejs skal man over dagens første to mindre stigninger Cote de Jars (1 km, 5,5%) og Graveron (1,6 km, 6,8%) efter hhv. 101,8 og 127,5 km.

Fra Sancerne fortsætter man igen mod vest op over dagens sidste stigning, Cote de la Chapelotte (3,2 km, 4,3%), der kommer med 40,5 km igen. Herefter går det mod sydvest igennem let faldende terræn frem til Bourges, som rammes med 4 km igen. En lang, lige boulevard leder frem til byens centrum, hvor er venter et par bløde kurver lige inden den røde flamme. Derefter følger et skarpt venstresving og derefter igen to bløde kurver, inden man rammer den 350 m lange opløbsstrækning i den flade finale.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Løbet byder på i alt 1821 højdemeter.

Vejret

Som sagt har vinden ofte spillet en helt afgørende rolle i både Paris-Bourges og Paris-Tours. Det bliver imidlertid næppe tilfældet i årets Paris-Bourges, der afvikles på det, der minder om en sommerdag. Torsdag vil byde på en skyfri himmel og temperaturer på hele 24 grader. Der vil blot være en let vind fra nordøst, hvilket giver sidevind på første del, forskellige vindretninger i den midterste fase og direkte medvind fra toppen af sidste stigning og frem til mål. Til slut får man sidevind i den absolutte finale.

Favoritterne

Paris-Bourges har ry for at være et typisk sprinterløb, men som sagt er det ikke altid, at det er helt så enkelt, som ruten antyder. Som i Paris-Tours kan kombinationen af vind, stigninger og træthed gøre løbet meget hårdere end ventet. Finalen er dog fladere end i Tours, og derfor er det stadig vanskeligere at snyde sprinterne, men ikke sjældent har det været et ganske lille felt, der har spurtet om sejren i Bourges.

Den bestemmende faktor er som regel vinden, men det ser ud til at 2018-udgaven bliver en af de lettere. Vejret torsdag bliver fremragende, og selvom det ikke bliver helt stille, vil det ikke være nok til at splitte feltet afgørende. Man skal dog stadig være varsom. Som sagt har udbrydere altid en meget bedre chance sidst på sæsonen, og det har vi set meget ofte i de seneste uger. Mange havde ventet massespurter i Tour de l’Eurometropole, Primus Classic og ikke mindst i GP d’Isbergues, der både hvad felt og rute angår, er det løb, der kommer Paris-Bourges nærmest. I ingen af tilfældene lykkedes det imidlertid at skabe samling.

De tre løb var dog alle enten mere kuperede end løbet i Bourges eller præget af dårligt vejr. Sandsynligheden for en massespurt er derfor større på torsdag. Hvad der taler imod en samlet afgørelse er det betydeligt svagere felt, idet der denne gang ikke er én eneste topsprinter til start, og man ser ofte i de franske løb, at det kan give ret overraskende udfald.

Omvendt åbner manglen på en klar favorit også muligheden for, at andre sprintere kan komme til fadet. Særligt FDJ med Marc Sarreau, Cofidis med Christophe Laporte og Vital Concept med Bryan Coquard og Lorrenzo Manzin må se dette som en stor chance, og derfor er det sandsynligt, at de vil arbejde for en spurtafgørelse. Også Ag2r med den forsvarende vinder Rudy Barbier kunne tænkes at give 2017-mesteren en sjælden dag med fuld opbakning, og vi tror derfor, at årets udgave ender i den ventede spurt.

Læs også

Bora svarer utilfreds Buchmann: Kämnas ulykke ændrede alt

Selve spurten er ganske enkel. Der er for det meste kun bløde kurver, og den eneste reelle udfordring er det sidste skarpe sving på den sidste kilometer. Her vil det være vigtigt at være langt fremme, og det er derfor af væsentlig betydning at være bakket op af et stærkt tog.

Det er også på den baggrund, at vi peger på Christophe Laporte som vores favorit, men det er egentlig ikke med vores gode vilje. Normalt har Cofidis-sprinteren nemlig svært ved at vinde rene massespurter som disse, og han er langt bedre efter en lang og hård dag eller i en stigende finale. I dette løb er der da også hurtigere folk end ham, men han har med Michael van Staeyten, Julien Simon og Bert Van Lerberghe det bedste tog ved sin side. Samtidig er han fremragende til selv at positionere sig, ligesom han elsker tekniske finaler. Aggressiv kørsel i de knaldhårde løb i Isbergues og Binche viser, at formen efter lidt sygdom i august er ganske god. Derfor tror vi, at han med et godt lead-out fra sit gode hold kan tage en stor sejr.

Løbets næstbedste sprinterhold må være Vital Concept, også selvom de her er til start uden en stor del af deres ellers så stærke tog. Det er imidlertid uklart, om der i en spurt skal satses på Bryan Coquard eller Lorrenzo Manzin. Normalt er der ikke skyggen af tvivl om, at Coquard er førstemanden, men efter en lang pause med et brud på skulderbladet har han kun kørt fire løb. De har vist, at der fortsat er et stykke vej til topformen, men faktisk har han gjort det bedre, end man kunne vente. Så sent som i Binche sad han fremme sent i løbet, og da løbet i Bourges forventes at blive ret let, burde han kunne sidde med til sidst. Derfor virker det da også sandsynligt, at der satses på Coquard, som har brug for en sejr, inden sæsonen går på hæld. Han har ikke spurtet så godt i år, men det er dog blevet til et par sejre, og i dette felt har han gode chancer, ikke mindst fordi han med Kevin Reza og ikke mindst Manzin har et godt tog.

Melder Coquard hus forbi, overlades kaptajnrollen til Manzin, der har været fremragende i anden halvdel af sæsonen, hvor han både har klatret og spurtet godt. Særligt imponerende var hans sejr i den hårde spurt på sidste etape i Limousin, men desværre har han ikke længere samme form. I Famenne Ardenne Classic måtte han således slippe feltet. I et let løb som dette burde han dog kunne gøre sig gældende, ikke mindst fordi han vil have det gode tog, hvis sprinterrollen tildeles ham.

Sammen med Coquard er løbets hurtigste mand formentlig Marc Sarreau, der i år ved flere lejligheder har vist, at han kan slå alle i dette felt. Senest kørte han en fin Vuelta med to femtepladser, herunder en på Madrid-etapen. Det viser, at han er kommet ud af det spanske løb med god form, men om den stadig holder efter en pause, er mere tvivlsomt. Problemet for Sarreau er det sene sving, da hans svaghed altid har været positionering, og selvom han har Mickael Delage ved sin side, har han ikke megen større. Meget afhænger derfor af positionen. Er han langt fremme, vil han formentlig vinde, men overmandes han af de stærkere hold, bliver det svært på den korte opløbsstrækning.

Sidste år tog Rudy Barbier sæsonens eneste sejr i netop dette løb, og i år håber han at gentage kunststykket. I mange år har han været en af de mest stabile franske sprintere i løb som disse, men i 2018 har han virket til at være et stykke fra sit bedste. Et par podiepladser og top 10-placeringer er det dog blevet til i franske massespurter, og han har således vist, at han stadig skal tages seriøst i løb som disse. Han er langsommere end alle de ovennævnte, men er god til at positionere sig. Ikke mindst har han i Samuel Dumoulin , der er holdets plan B, en erfaren lead-out man. Kan han føre kaptajnen frem inden sidste sving, kan han måske gentage sidste års sejr.

En rytter, der jubler over det sene sving, må være Justin Jules. Det er netop i finaler som disse, hvor han har taget to af sine største sejre i Provence sidste år og i Sarthe i år. Desværre synes hans form at være temmelig elendig, efter at han er udgået af sine sidste fire løb, men ender det som en let dag, burde han no kunne blande sig. Han har i Kevin Ista en god lead-out man, og kan han igen vise sine kamikazeagtige trick i det sene sving, har han vist, at det præcis er i en afslutning som denne, at han kan slå de hurtigere folk.

En af løbets mest formstærke ryttere er ubetinget Guillaume Boivin, der er kommet flyvende tilbage efter sin skadespause. En 4. plads i Gooikse Pijl, en 13. plads i det hårde løb i Binche og ikke mindst den flotte sejr i Famenne Ardenne Classic siger det hele. Han er egentlig ikke en mand til massespurter som disse, men sidste års andenplads i Coppa Bernocchi bag Colbrelli og foran Viviani, viser, at han med god form kan blande sig. Holdets normale sprinter, Sondre Holst Enger, kan også få chancen med et godt lead-out fra Boivin, men han har som altid været meget ustabil på det seneste og er formentlig kun i spil, hvis løbet har været let.

Efter en svær tid med flere skuffende resultater i Italien rejste Andrea Paqualon sig med en fremragende 5. plads i det hårde løb i Binche. Dermed synes han endelig at være tilbage i form, og det bør gøre ham til en kandidat i dette løb. Desværre er han ikke en mand til klassiske massespurter som disse, og løbet ender nok med at blive en anelse for let for ham. Omvendt er toget med Tom Devriendt og Pieter Vanspeybrouck et af de bedste, og det kan måske med en god position netop i en finale som denne lade sig gøre at slå de hurtigere folk.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Aubers mange hurtige folk er altid gode i disse løb. Denne gang satses der på talenterne Damien Touze og Kevin Le Cunff, der meget ofte kører i top 10 i de franske spurter. Begge viste god form ved at sidde med de bedste i det hårde Famenne Ardenne Classic, og især Touze har med en pointtrøje i Tour de l’Avenir haft en god tid. Desværre mangler de nok den sidste fart til at vinde et løb, der har udsigt til at blive lidt for let for holdbare fyre som dem.

Rudys lillenbror Pierre Barbier kørte nogle fremragende spurter i Frankrig i starten af året, hvor han særligt imponerede med sin gode positioneringsevne. Desværre har han vist dårlig form gennem hele efteråret, hvor det ikke er blevet til gode resultater. Til hans fordel taler imidlertid, at løbet kan blive ret let, og med sin gode positioneringsevne burde han kunne lide en teknisk finale som denne.

Helt omvendt forholder det sig for Milan Menten , der kommer til løbet med en frisk femteplads fra det hårde Famenne Ardenne Classic, hvor kun Danny Van Poppel var hurtigere i feltets spurt. Også i Danmark Rundt var han i top 7 i de tre massespurter, ligesom han gjorde det godt på Vejle-etapen. Han er således bedst i hårde løb, og derfor kan dette vise sig at være for let for ham. Han burde dog kunne blande sig i dette felt, selvom en sejr ser usandsynlig ud.

Endelig vil vi pege på erfarne Adrien Petit, der nu om dage sjældent kører spurter. I dette løb burde han dog give den et skud, og han har trods alt med sejren i Paris-Troyes vist, at han kan vinde på dette niveau. På papiret er der mange, der er hurtigere end ham, men med sin rutine kan han måske udnytte det sene sving til at sikre sig et godt resultat.

Andre kandidater til en spurt er Jeremy Leveau, Evaldas Siskevisius, Armindo Fonseca, Enrique Sanz og Nils Eekhof, men de burde ikke kunne vinde.

Skulle det mod forventning ende med, at en gruppe kører hjem, vil vi pege på Guillaume Boivin, Samuel Dumoulin, Julien Simon, Silvan Dillier, Benoit Cosnefroy, Mauro Finetto, Dimitri Claeys, Xandro Meurisse, Marc Hirschi og Valentin Madouas som de bedste kandidater.

OPDATERING: Der har været flere meget interessante sene ændringer. Først og fremmest er formstærke Timothy Dupont og Bram Welten blevet bragt ind som ganske gode kandidater for hhv. Wanty og Fortuneo i en massespurt, ligesom Euskadi står med gode chancer med Jon Aberasturi, der erstatter Enrique Sanz som deres sprinter. FDJ har ladet Marc Sarreau blive hjemme, og det betyder, at de stiller med et ungt hold med Mickael Delage som bedste - og ikke særligt gode - bud i en spurt. Roubaix stiller med deres formstærke sprinter Emiel Vermeulen, der også ligner en ganske god kandidat, ligesom Auber har erstattet Kevin Le Cunff med en anden hurtig herre, Anthony Maldonado. Endelig har Vorarlberg bragt Joeri Stallaert ind i truppen som dertes sprinter.

***** Christophe Laporte

**** Timothy Dupont, Bryan Coquard

*** Bram Welten, Jon Aberasturi Lorrenzo Manzin, Rudy Barbier, Justin Jules

** Emiel Vermeulen, Guillaume Boivin, Sondre Holst Enger, Andrea Pasqualon, Damien Touze, Pierre Barbier, Milan Menten, Adrien Petit

* Joeri Stallaert, Anthony Maldonado, Evaldas Siskevisius, Nils Eekhof, Samuel Dumoulin, Julien Simon, Silvan Dillier, Benoit Cosnefroy, Mauro Finetto, Dimitri Claeys, Marc Hirschi, Valentin Madouas, Quentin Pacher, Patrick Müller,

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Sidste års løb

Du kan gense Rudy Barbiers fra 2017 og Sam Bennetts sejr fra 2016.