Optakt: Paris-Camembert

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

April måned er kendt som årets vigtigste for de store endagsryttere. Først kæmper de tunge drenge om sejrene i de store brostensløb, inden det lette kavaleri bringes ind forud for ardennerklassikerne. Sideløbende med de store internationale begivenheder er samme periode imidlertid også den vigtigste for de franske ryttere, der i disse uger oplever den klart travleste periode i deres meget prestigefulde Coupe de France-løbsserie.

Coupe de France-løbene er i sig selv store mål for alle de franske hold, men de fungerer samtidig som perfekt forberedelse for de af franskmændene, der også har ambitioner i de større løb på den internationale kalender. Det er måske allermest tydeligt i et af de ældste løb på den franske kalender, Paris-Camembert, der denne onsdag fortsætter den travle kalender efter søndagens La Roue Tourangelle, og som er det femte af syv løb, der afvikles på en måned inden en lille pause frem mod GP Morbihan og Tro Bro Leon i begyndelsen af maj.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Mange af løbene i Coupe de France er relativt nye, men det gælder ikke Paris-Camembert. Det blev afviklet første gang helt tilbage i 1934 under navnet Paris-Vimoutiers og fik sit nuværende navn i 1943. Som mange andre løb med en lang historie forbinder det ikke længere de to byer, der udgør dets navn, og det har i et par år faktisk sluttet i Vimoutiers, der var en del af det oprindelige navn. I år forbinder det imidlertid Magnanville og Livarot, og navnet er således meget misvisende.

Trods dets flotte historie har løbet altid været domineret af franskmænd. I 1990erne syntes det kortvarigt at etablere sig som et stort internationalt løb, og der var adskillige udenlandske vindere i det årti. Siden da har det imidlertid tabt lidt af sin prestige, og som de fleste andre Coupe de France-løb tiltrækker det ikke længere udenlandske WorldTour-hold.

I de senere år har Paris-Camembert været afviklet tirsdagen inden Amstel Gold Race, og dets kuperede terræn har gjort det til det perfekte forberedelsesløb til Ardennerne. Det var eksempelvis det, Alejandro Valverde brugte det til, da han vandt det i 2008. I 2014 og 2015 blev det imidlertid afviklet samme søndag som Flandern Rundt for at skabe mere synergi med Route Adelié Vitré. De to løb gav sammen to kuperede udfordringer på tre dage, men det mistede sin rolle som klassikerforberedelse.

Bortset fra i 2021, hvor løbet grundet coronakrisen blev afviklet i juni forud for de franske mesterskaber, har det siden været tilbage på sin oprindelige plads som et 1.1-løb på den franske kalender, mens sprinterløbet La Roue Tourangelle i første omgang overtog den tidligere dato. I år vender løbet dog tilbage til Flandern Rundt-ugen, denne gang om onsdagen, og dermed mister det igen den oplagte synergi med ardennerklassikerne. Det har heller ikke længere samme internationale appel som tidligere, og faktisk har der siden 2010 kun været tre udenlandske rytter på podiet, nemlig Andrea Vendrame i 2018, Maurits Lammertink i 2020 og Fredrik Dversnes i 2023.

Løbet afvikles på en kuperet rute, der giver mulighed for adskillige mulige udfald, og som gør det til perfekt opvarmning til Amstel Gold Race. For det meste er det blevet vundet fra udbrud, men det er også blevet afgjort i reducerede massespurter, eksempelvis i 2014 og 2018, hvor hhv. Bryan Coquard og Nacer Bouhanni vandt.

Sådan blev det dog ikke sidste år, hvor en stærk duo bestående af Valentin Ferron og Ewen Costiou kørte væk, og selvom de blev jagtet hårdt af Fredrik Dversnes, Valentin Madouas og Guillaume Martin kunne de spurte om sejren. Her viste Ferron sig som den hurtigste, inden Dversnes bare 15 sekunder senere slog de to franskmænd i kampen om 3. pladsen. Ferron vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da Costiou og Dversnes også begge er med igen, er der deltagelse fra hele det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som sagt forbinder løbet ikke længere Paris og Camembert, og i stedet var der i de mange af de nyere udgaver mål i Vimoutiers, der var målby for det første løb i 1934. I 2017 valgte man imidlertid at ændre løbets format ved at flytte målet til Livarot, mens starten bibeholdtes i Pont-Audemer. Det gav anledning til en helt ny rute, der viste sig at være langt nemmere end tidligere, og det hele endte derfor i en massespurt. Samme model genbrugtes i 2018, men det lykkedes med en hårdere finale at forhindre en spurt. Det gjorde det også i 2019, hvor man brugte tre nye rundstrækninger omkring Livarot, og i 2020, 2021 og 2022, hvor man opfandt en endnu hårdere finalerundstrækning.

I 2023 blev løbet imidlertid betydeligt lettere. Starten flyttedes nemlig til Magnanville, og det betød, at den indledende, kuperede strækning erstattes af en stort set helt flad tur frem til målbyen, inden det hele sluttede med omgange på rundstrækninger omkring målbyen, som det har gjort de seneste år. Den model genbruges i år, hvor man justerer på det indledende stykke, der bliver en smule længere.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

I 2019 opfandt man to nye rundstrækninger, der begge blev kørt hver én gang, og de genbrugtes i 2021 og i 2022. I 2021 og 2022 kortede man dog det første stykke af, men kørte til gengæld to omgange på den sidste af de to rundstrækninger. Sidste år genbrugte man finalerundstrækningen, der nu igen kun skulle køres én gang, mens den første rundstrækning til gengæld blev længere og mere kuperet end den, der blev brugt i 2022-udgaven. I år forkorter man begge de to rundstrækninger som kompensation for den længere indledning, og det betyder, at stigningerne kommer tættere på hinden i en mere kompakt finale end sidste år.

Med en distance på hele 213,8 km var 2022-udgaven den længste udgave siden 1993, men i år skal der ”kun” køres 205,6 km, der altså nu fører fra Magnanville til Livarot. Som sagt ligger den nye startby i en helt flad del af Frankrig, og derfor er det med undtagelse af nogle enkelte småbakker pandekagefladt, når man lægger ud med at køre mod vest og nordvest ad lange lige veje frem mod byen Lisieux. Umiddelbart inden man når den, skal man over Cote de Glos (700 m, 9,4%), der har top efter 118,5 km. Bare 1200 m senere, når man Lisieux, hvor man drejer mod sydvest og senere syd for at køre ad en lige vej, der har en mindre bakke og to nedkørsler, frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 141,2 km, dog fra den forkerte side.

Nu afsluttes løbet med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 45,8 km lang - mod 53,3 km i 2023 - og er en kortere og undervejs også modificeret udgave af sidste års udgave, der var helt ud. Man lægger ud med næsten med det samme at køre mod sydøst op ad Cote de l’Angleterre (1,5 km, 5,5%), der har top efter 144,0 km, hvorefter man snor sig mod sydvest og syd ned til Cavée de Crouttes (2,7 km, 4,1%), hvis top passeres efter 155,2 km. Derfra kører man mod sydvest og sydøst ned til det sydligste punkt, hvorfra det går mod nordvest op ad den i år nye Cote des Champeaux (1,5 km, 5,7%), der har top efter 165,6 km. En nedkørsel leder videre mod nord, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad Cavée de Crouttes (1,6 km, 6,6%) for anden gang, idet man denne gang dog kører mod nordvest og ikke sydøst på den anden den af stigningen

Denne gang når man toppen efter 170,8 km, hvorfra man kører mod nordøst og nord frem til Saint-Fouy-de-Montgommery, hvor man drejer mod sydvest for at køre op ad Butte des Fondits (700 m, 10,9%), hvis top passeres efter 177,8 km. Slutteligt køer man mod sydvest ad en nedkørsel og derefter mod nord ad en flad og lige frem til stregen, der krydses efter 187,9 km, denne gang fra den rigtige retning.

Løbet afsluttes nu med én omgang på en 18,6 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af sidste års 27,2 km lange rundstrækning, som også er blevet brugt de seneste år, og som for anden gang skal køres én og ikke to gange. Igen lægges ud med en passage af Cote de l’Angleterre (1,7 km, 5,2%) med top efter 191,4 km, inden man i år som noget nyt kører mod syd og sydøst direkte ned til Butte des Fondits (1,0 km, 9,7%), der nu bestiges fra en anden side, hvor kun den sidste del er den samme som før, og som herfra stiger med 8,6% over de første 500 m og 10,4% over de sidste 500 m.

Fra toppen passage resterer fortsat 9,2 km, der indledes med en nedkørsel, inden de sidste ca. 5 km er helt flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret med et sidste sving med 2500 igen, hvorefter en lang, lige vej leder frem til stregen.

Løbet byder på i alt 1842 højdemeter mod 1960 højdemeter i 2023, 2769 højdemeter i 2022, 2660 højdemeter i 2021, 2304 højdemeter i 2020 og 2051 højdemeter i 2019.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Mens rytterne har pænt vejr i Belgien, er betingelserne i Frankrig knap så behagelige. Der vil endnu være en del sol fra start, men hurtigt vil det blive skyet med en bygerisiko på 40-55%. Til de sidste par timer vil den dog falde til 10-25%, men det vil stadig primært være skyet. Temperaturen vil være beskedne 9-11 grader, og det vil være blæsende med en frisk til hård vind (22-28 km/t) fra sydsydvest. Det giver nærmest direkte sidevind over de første 120 km og derefter direkte modvind på det sidste stykke ned til rundstrækningerne. Her vil der på den første hovedsageligt være modvind på den første halvdel og medvind på den anden halvdel på. På den lille rundstrækning vil der være sidemod- og modvind på første del, indtil man kort efter sidste stigning får næsten direkte medvind tilbage til mål, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Rutens karakter og den aggression og mangel på kontrol, der altid præger Coupe de France-løbene, har gjort Paris-Camembert til en meget uforudsigelig affære. Oftest er det et stærkt udbrud, der har afgjort løbet, og selvom ruten er hård, kræver det altid en vis portion held at vinde i et sådant scenarium. Selv de største favoritter kan mistime deres angreb, og det er meget let at blive låst i en taktisk situation. På den anden side er løbet også blevet afgjort i en reduceret massespurt, og det har givet muligheder for de mest klatrestærke af de hurtige folk.

I 2017 fik løbet et helt nyt element af uforudsigelighed som følge af den nye rute, der var betydeligt lettere end den gamle. I hvert fald lykkedes det Cofidis at holde feltet samlet til en massespurt vundet af Nacer Bouhanni, hvilket ellers har været et sjældent udfald i løbet. I 2018, 2019 og 2020 ændrede man så igen på de afsluttende rundstrækninger, hvilket gjorde terrænet hårdere, og vi undgik en spurt, som vi også gjorde det i 2021 og 2022, hvor rundstrækningerne fra 2020 genbrugtes.

I 2018 lykkedes det Lilian Calmejane at køre alene hjem, inden også Valentin Madouas og Andrea Vendrame kørte væk på den sidste bakke i finalen. Bag dem sad imidlertid en ret stor gruppe, der også talte relativt tunge sprintere, men de var 38 sekunder bag Calmejane. I 2019 kørte ni af løbets bedste puncheurs væk, og det blev senere til solosejr til Benoit Cosnefroy, mens et lille felt med kun de mest klatrestærke sprintere spurtede om 10. pladsen hele 37 sekunder senere. I 2020 var vi meget tæt på at få en spurtsejr til Nacer Bouhanni foran Vendrame og Eduard Grosu, men Dorian Godon og Maurits Lammertink, der var kørt op til det tidlige udbrud inden for de sidste 30 km, holdt akkurat hjem med et forspring på 20 sekunder.

Det scenarium gentog sig i 2021, hvor det var fire mand, der snød feltet - igen med Godon som vinder - men denne gang var der kun 14 mand tilbage i feltet. De fleste sprintere var sat, men en halvtung fyr som Lorrenzo Manzin sad med hjem. I 2022 så vi det samme, da de fem bedste kørte væk, inden Anthony Delaplace tog en choksejr ved at snige sig væk i den taktiske finale til sidst, inden resten af feltet kom ind spredt over flere grupper med 9 mand i første gruppe, herunder sprintere som Edvald Boasson Hagen, Luca Mozzato og Damien Touzé.

Sidste år blev det mere uforudsigeligt af den nye rute. Det var en stor skam for de ryttere, der ville have et hårdt løb, at hele starten nu var flad. Det reducerede antallet af højdemeter fra ca. 2800 til ca. 2000, og det gjorde det til en betydeligt lettere affære. Til gengæld var den nye næstsidste rundstrækning umiddelbart hårdere end den gamle, og der blev mindre fladland i finalen af, at man kun kørte én omgang på finalerundstrækningen.

De færre højdemeter var altså koncentreret mod slutningen, og det gav lidt overraskende en helt usædvanligt selektiv udgave. Den første større gruppe, der talte folk som Bryan Coquard, Stian Fredheim, Lewis Askey, Paul Penhoët og Sandy Dujardin smed hele 2.17, og det blev afgjort af otte ret klatrestærke folk, nemlig Valentin Ferron, Ewen Costiou, Fredrik Dversnes, Valentin Madouas, Guillaume Martin, Mikel Azparren, Elie Gesbert og Nicolas Prodhomme - slutteligt i en spurt mellem de to førstnævnte.

Det er det løb, vi kan bruge som det bedste pejlemærke for årets løb. Ruten er i hvert fald i store træk den samme. Men betingelserne for et hårdt løb er vel endnu bedre. De forkortede rundstrækninger betyder, at højdemeterne kommer endnu mere koncentreret end sidste år. Historikken tilsiger, at holdbare sprinter ikke kan afskrives, men baseret på det, vi så sidste år, er der nok en større chance for puncheurtyperne.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

En anden faktor er vejret. Det bliver meget blæsende, og da der vil være direkte sidevind på det lange, flade stykke i starten, kan man ikke udelukke, at vi vil få varig sidevindssplittelse. Jeg mindes ikke, at vi har set det før, men det er også kun anden gang, vi har denne indledning. Det er ikke umuligt, at et par klatrere kan ryge af, men da der er få stærke hold, vil man oftest se, at alle de store hold får deres bedste folk med.

Vindretningen kan også blive afgørende på rundstrækningerne. Her vil der stort set kun være med- eller modvind, og det er virkelig dårligt nyt for klatrerne, at der er benhård modvind på de sidste to stigninger. Ja, faktisk er der modvind på næsten alle stigningerne, og det er kun på Cjampeaux, der kommer med ca. 40 km igen, at der vil være decideret medvind - og det er trods alt ikke verdens sværeste stigning.

Det skaber et ret mudret billede. Sidste år kørte de bedste klatrere væk allerede på den store rundstrækning. Det skal de også gøre i år, for med den kraftige modvind på de sidste to bakker, kan man ikke tillade sig at vente. Spørgsmålet er bare, om det er muligt, når der er så megen modvind på alle bakkerne. Vinden kunne godt tale for, at vi får en eller anden form for spurt.

Det væsentligste element i et løb som dette er dog altid holdenes taktik. De væsentligste hold er her Ag2r, Cofidis og Arkea, og de synes alle helst at ville undgå en spurt. Jeg regner særligt med, at Ag2r vil forsøge at sætte Benoit Cosnefroy i scene, men de har ikke det allerbedste hold. Det holder, der står med de bedste chancer for at skabe et blodbad, er Arkea, men de vil næppe lægge et voldsomt pres, for med Vincenzo Albanese og Clement Venturini står de bedst ved et mellemhårdt løb.

Jeg tror, at vinden bliver afgørende. Jeg kan ikke se, at man med så voldsom en modvind kan få samme blodbad som sidste år. Jeg vil stadig tro, at vi får nogen udskilning, men mit gæt er, at det vil ende i en spurt i en lidt større gruppe, og det vil så være på en lang, lige vej med medvind, hvor farten virkelig kan tale. Skulle vi alligevel se, at en lille gruppe kan køre væk, vil de formentlig spurte om det, vi så i 2022, da Delaplace choksejrede, at han sneg sig alene væk i en taktisk finale, selvom han slet ikke kan spurte.

I det lys går jeg med Vincenzo Albanese. Han har ledt efter formen i en skuffende sæson, men hans 9. plads i E3 viser, at han er der nu. Vi ved, hvor godt han klatrer, når han er i form, og med modvind på disse bakker tror jeg ikke, at han bliver sat her. Han kan derfor være med i både en spurt i en relativt stor gruppe og i et hårdt løb, og i begge scenarier har han en god chance for at vinde en spurt. Desværre har han for vane at skuffe i disse spurter, men med et godt lead-out fra Clement Venturini burde han havde en god chance for at gøre det færdigt, når jeg ser på den sandsynlige modstand. Samtidig har Arkea det stærkeste hold til at holde det samlet, og derfor tror jeg, at han tager sin første sejr for holdet.

I det hele taget står de stærkt. Clement Venturini klatrer ikke så godt som Albanese, men med modvind på bakkerne har han en god chance for at være med de bedste. I en større gruppe er han der i hvert fald, og så er spørgsmålet, hvem de spurter med. Jeg tror, at det er Albanese, men kører de for Venturini har de vel en ligeså god chance. Derudover har de sidste års nr. 2, Ewen Costiou, men han skal formentlig alene hjem for at vinde, og det bliver svært i denne modvind, selvom han har udviklet sig enormt i år. 20222-vindere Anthony Delaplace er spurtsvag og slet ikke så stærk som tidligere.

Den værste rival må vel være Benoit Cosnefroy. Han er tidligere vinder af løbet, der passer ham som fod i hose, og selvom han virkelig er en lottokupon i disse tider, viser hans genfødsel i Strade, at han bør være den bedste på stigningerne her. De er korte og eksplosive og er skræddersyet til ham, men kan han køre alene væk i modvinden? Det bliver nok svært. Heldigvis er han også hurtig, som han viste med sejren i Alpes-Maritimes, hvor han jo faktisk slog Albanese. Derfor kan han sagtens vinde, selvom der skal spurtes i også en relativt stor gruppe, men han lider under et svagt hold. Han ledsages dog af Valentin Retailleau, der gå godt ud i søndags, og Jordan Labrosse, der var god i Alpes-Maritimes, men jeg vil forvente, at de i dette løb er rene hjælpere for holdets stjerne. En joker er det formstærke talent Noa Isidore, men han er uprøvet på dette niveau, mens Leo Bisiaux kører sit første løb i år og kommer direkte fra juniorklassen.

Udsigten til en spurt i en større gruppe bringer Filippo Fiorelli i spil. Han klatrer næppe godt nok til et hårdt løb, men har genfundet tidligere tiders holdbarhed i år, hvor han startede enormt stærkt. Desværre har han været syg efter Tirreno, og derfor er hans form usikker, men han så fin ud i søndagens dog meget lettere løb. I en spurt i en større gruppe burde han kunne vinde i dette felt. Bardiani har også den hurtigere Enrico Zanoncello, som jeg grundet modvinden ikke helt tør afskrive, men det vil undre mig, hvis ikke han får det for hårdt. Til angrebene har holdet hurtige Filippo Magli samt Alessandro Tonelli og formsvage Samuele Zoccarato, men de kan næppe være med de bedste.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Cofidis skal vel satse på Stefano Oldani, der er skabt til dette løb. En god Oldani kan være med i et hårdt løb og vinde en spurt i en lille gruppe, men lige nu har vi ikke en god Oldani. Tværtimod har han virkelig været længe om at finde formen efter styrtet i Marseille, og han har ikke lignet en mand, der kan vinde på denne rute. Med modvind på stigninger tør jeg dog ikke afskrive ham, og i en spurt i dette felt vil han have en reel chance. Holdets bedste bud til et hårdt løb er Anthony Perez, der også er plan B til en spurt og spurtede fornemt i Alpes-Maritimes, men han virker ikke knivskarp lige nu. Endelig har de Guillaume Martin, der endelig fandt sig selv i søndags, men med modvind på stigningerne er det svært at se den spurtsvage franskmand vinde. Det skal i hvert fald være via taktik.

Total kommer med sidste års vinder, Valentin Ferron, men han er milevidt fra sidste års form. Selv hvis han var flyvende, ville han få svært ved at vinde, for selvom han er hurtig, vinder han næppe en spurt i en større gruppe. Her vil holdet formentlig satse på Julien Simon, der er langt fra fordums styrke, men som via modvinden måske har en chance for at komme med hjem. Jeg ser ham dog ikke længere vinde en spurt. Faktisk er holdets bedste bud på en vinder sprinteren Jason Tesson, der virkelig har fundet formen. Al logik tilsiger, at denne rute er for hård, men hvis modvinden virkelig dræber løbet, har han måske en chance, selvom han er tonstung. Sidder han med hjem, vinder han!

Q36.5 drømmer om en spurt med Matteo Moschetti, der er feltets hurtigste, men han synes stadig formsvag efter sin sygdom, og han skal virkelig være på 110% for at klare disse bakker. Til gengæld betyder modvinden, at Rory Townsend, der synes i form, har en fair chance for at sidde med hjem, og i dette felt vil han ikke være chanceløs, som vi så i søndags. Holdets plan C er Walter Calzoni, der stadig skuffer. Han er vel stadig den mest holdbare, men det er også svært at se ham vinde en spurt.

Det er sjældent, at Novo Nordisk har et reelt vinderbud, men det har de her. Matyas Kopecky imponerer virkelig lige nu, senest i sidevinden i Koksijde. Han kører ikke med de bedste på bakkerne, men i en spurt i en større gruppe må han i dette felt have en helt reel chance. Han lider dog under sit meget svage hold og vil være helt alene til sidst, da Andrea Peron ikke kommer med hjem.

FDJ er her med en B-trup, der mest består af unge navne. Deres mand til et hårdt løb er Thibaud Gruel, der virkelig har imponeret i år, men selvom han godt kan spurte, er flere hurtigere end ham. Bedst chance for at vinde har de i en massespurt med Marc Sarreau eller Noah Hobbs, der burde have gode chancer, hvis de sidder med hjem. Modvinden øger chancen, men det vil undre mig, da Sarreau er milevidt fra fordums holdbarhed og har været styrtet flere gange for nylig, mens Hobbs end ikke sad med hjem i søndags. Et sidste bud er Brieuc Rolland, der gjorde det godt i Rwanda, men næppe vinder på dette niveau, selvom han har punch. Klatreren Josh Golliker har ikke vist form.

Uno-X kommer med Fredrik Dversnes, der var flyvende i disse uger for et år siden, hvor han vandt i Vitré og endte som nr. 3 i dette løb. Efter en svag start ligner han en mand, der har fundet formen, og jeg vil tro, at han er blandt de bedre på bakkerne. Modvinden er dog dræbende for et hårdt løb, og selvom han sidste år viste en fornem spurtstyrke, er det svært at se ham overspurte folk som Albanese og Cosnefroy. Holdet har også Simon Dalby, der imponerede så stort på stigningerne i Var, men han er måske ikke skabt til dette meget eksplosive løb og lider under modvinden. Carl-Frederik Bevort virker meget formstærk, men passer ikke til løbet, og Anders Skaarseth gjorde først sæsondebut i søndags, formentlig grundet en skade. Holdets bedste chance for at vinde kan være, at Erlend Blikra overlever til en spurt, men selv med modvinden burde han være for tung, særligt fordi han har været formsvag i år, selvom det har set bedre ud på det sidste.

Kern Pharma kommer med den genrejste Kiko Galvan, der har genfundet både holdbarhed og fart. Han kører dog ikke med i et hårdt løb, og i en større gruppe kan han ikke opnå mere end en yderlig top 10. Holdets hurtigste er Antonio Soto, der er skræddersyet til løbet, men han er udgået af alle sine seneste løb og styrtede i søndags. Endelig har holdet klatreren Unai Iribar, men han får som spurtsvag svært ved at vinde.

Euskaltel får et svært løb. De har Andoni Lopez de Abetxuko til en spurt, men han mangler fart og får det formentlig for hårdt. De skal satse på et hårdt løb med formstærke James Fouché, der dog får svært ved at gøre det færdigt. Et bedre bud burde være Xabier Berasategi, men han har slet ikke fundet formen i år. Endelig har holdet de relativt formstærke klatretyper Enekoitz Azparren og Txomin Juaristi , men det skal virkelig flaske sig, hvis de skal vinde.

På kontinentalholdene finder vi en af favoritterne. Alexandre Delettre vil helt sikkert også i dette løb være en af de bedste på stigningerne, og han har i år spurtet flot. Han lider dog under modvinden, og der er folk, der er hurtigere end ham. Auber vil også håbe, at Romain Cardis kan sidde med hjem til en spurt, og da han endelig er ved at finde formen, kan det ikke helt udelukkes, selvom holdbarheden ikke er som tidligere. Deres klatrer, Joris Delbove, har til gengæld ikke viste meget i år. Hos Nice har de den spændende puncheur Jean-Louis Le Ny, der er svingende, men imponerede i Loire Atlantique, mens løbet bør være for hårdt for deres hurtige Paul Hennequin og Jonathan Couanon. Nantes har den spændende klatrer Clement Braz Afonso, der har gjort det godt, men er spurtsvag og lider under modvinden, mens Artus Jaladeau har skuffet på det sidste, og Mael Guegan ikke er hurtig nok til en spurt. Endelig har Roubaix et på papiret meget stærkt kort i hurtige og eksplosive Maxime Jarnet, men selvom det går fremad, synes formen ikke at række til et hårdt løb. Med modvind kan Jeremy Leveau, der synes i form, måske sidde med hjem til en spurt.

***** Vincenzo Albanese

**** Benoit Cosnefroy, Clement Venturini

*** Filippo Fiorelli, Stefano Oldani, Anthony Perez, Jason Tesson, Rory Townsend

** Matyas Kopecky, Enrico Zanconcello, Marc Sarreau, Erlend Blikra, Alexandre Delettre, Fredrik Dversnes, Romain Cardis, Ewen Costiou, Julien Simon, Noah Hobbs, Valentin Ferron, Guillaume Martin, Thibaud Gruel, Kiko Galvan, Antonio Soto, Walter Calzoni

* Maxime Jarnet, Valentin Retailleau, Simon Dalby, Clement Braz Afonso, Jordan Labrosse, Jean-Louis Le Ny, Jeremy Leveau, Paul Hennequin, Andoni Lopez de Abetxuko, James Fouché, Txomin Juaristi, Enekoitz Azparren, Brieuc Rolland, Unai Iribar, Alessandro Tonelli, Matteo Moschetti, Jonathan Couanon, Filippo Magli, Anthony Delaplace, Xabier Berasategi, Josh Golliker, Joris Delbove, Mael Guegan

Danskerne

Hos Uno-X skal Simon Dalby, Carl-Frederik Bevort og Marcus Sander Hansen formentlig støtte Fredrik Dversnes og måske Erlend Blikra, men som nævnt ovenfor kan Dalby måske få sin chasnce.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Valentin Ferrons sejr fra 2023, Anthony Delaplaces sejr fra 2022, Dorian Godons sejre fra 2021 og 2020, Benoit Cosnefroys sejr fra 2019, Lilian Calmejanes sejr fra 2018, Nacer Bouhannis sejr fra 2017, Gyril Gautiers sejr fra 2016 og Julien Loubets sejr fra 2015.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT