Optakt: Paris - Roubaix

nullPotentialet til en historisk klassiker er således til stede og holder vejrudsigten, så vil vinderen kunne skrive sig ind blandt de største i cykelsportens historie. Sådan er det, når man vinder den største af alle klassikere, et løb der på mange måder kun overgås at Tour de France i prestige, men som henvender sig til en komplet anden gruppe ryttere for hvem en sejr i Touren allerede fra barnsben har været udelukket.

Det er de tunge drenges dag, verdensmesterskabet på brosten, men også et løb, der hører blandt de mest forudsigelige på løbskalenderen, fordi der er så få der egentlig mester det. At det så samtidig er det løb, hvor held, punkteringer og styrt har den største betydning er paradoksalt, men groft sagt må det konstateres at de virkelige specialister styrter og punkterer mindre end de andre ryttere i feltet, så måske har det alligevel ikke så meget med held at gøre.

Ruten
Løbet er komplet bygget op omkring de nævnte 52,8 kilometers brostensstrækninger. Der er således ikke en eneste nævneværdig stigning på ruten, men til gengæld udgør de mange brostensstrækninger en udfordring de fleste gerne ville have byttet til en tur op af Alpe d’Huez.

At det er vanskeligt at lave manøvrer på brosten er én ting. Muligheden for at lave hurtige beslutninger og undvige ryttere foran er begrænset og samtidig er det sin sag bare at få lov at overhale fordi rytteren foran har valgt den ideelle linie over stenene, mens man så for at komme forbi skal ud og køre der hvor ingen har lyst til at være. Noget andet er at ens krop bliver rystet igennem for hvert eneste sekund man befinder sig på brostenene og det er således ekstremt opslidende konstant at skulle forcerer nye stykker.

I alt 28 sektioner med brosten er der startende med Troisvilles efter 98 kilometers kørsel og sluttende med et lille stykke i Roubaix med to kilometer til mål. Arrangørerne har været så venlige at kategoriserer stykkerne med stjerner, så man ved hvilke steder, der er de vanskeligste og således har tre stykker fået topkarakteren fem.

Løbet plejer at åbne sig efter 155 kilometer, hvor det 2,5 kilometer lang stykke Haveluy (****) ligger. Et godt bud vil være at løbet i år bliver åbnet meget tidligt, da det i regnvejret vil være af stor taktisk betydning at få feltet reduceret kraftigt, således at holdvognene kan komme hurtigere frem, idet der givet vil være en masse punkteringer. Jeg tror derfor at Haveluy vil være stedet, hvor der for første gang for alvor bliver sat tempo, for det vil give de store hold mulighed for at komme ind på det næste stykke i front af feltet.

Blot 5,5 kilometer efter Haveluy ligger det notoriske Trouée d’Arenberg (*****), der naturligvis har fået topkarakter af arrangørerne og som er stykket, hvor galskaben i Paris – Roubaix for alvor står til skue. De 2,4 kilometer ligger stadig så langt til mål, at man ikke bare kan angribe på stykket, men samtidig ved alle specialisterne at man bliver nødt til at sidde fremme, for feltet vil uundgåeligt begynde at gå i opløsning og man skulle nødigt blive fanget i en gruppe bagved.

Herefter kommer brostensstykkerne med cirka fire kilometers mellem resten af løbet og hvilket et der vil blive brugt til at afgørende angreb er umuligt at forudsige. Mons-en-Pévèle og Carrefour de l’Arbre er begge femstjernede stykker og særligt sidstnævnte, der kombineret med stykket Camphin-de-Pévèle forinden giver næsten fire kilometers benhård og sammenhængende brostenskørsel, vil være af stor strategisk betydning.

Derfra er der 15 kilometer til mål og med minimale udfordringer til sidst, skal det afgørende angreb være sat ind på nuværende tidspunkt. Det gør Paris – Roubaix til et helt specielt løb, for det betyder, at en rytter som oftest kommer alene ind på den åbne velodrom i Roubaix og således vil der sjældent være spurtopgør for tilskuere, der kun skal bekymre sig om at hyld vinderen.

Favoritterne
Man kan godt påstå, at favoritfeltet er mere broget i år end tidligere, men alligevel skiller to hold sig ud som dem, der formentlig vil skabe løbet til fordel for deres kaptajn.

Tom Boonen (Quick-Step) har indtil videre været en stor skuffelse i foråret og da han endelig så ud til at have benene løb holdkammeraten Stijn Devolder med sejren i Ronde van Vlaanderen. Nu skal der betales tilbage og Boonen er opsat på at gentage sejren fra 2005, men når alt kommer alt, så ligger Paris - Roubaix ikke ligeså godt til Boonen og særligt ikke, hvis det som lovet bliver regnvejr. Udover at have Devolder som superhjælper, så har Boonen også kapaciteter som Steven de Jongh, Kevin van Impe og Wouter Weylandts til sin rådighed og Quck-Step vil garanteret være meget synlige og dominere fronten af feltet, når der skal accelereres på brostenene.

Det eneste hold, der i sin sammensætning kan true en Quick-Step dominans er Team CSC. På holdet befinder de to seneste vindere af løbet sig i form af Fabian Cancellara og Stuart O’Grady. Cancellara er trumfkortet selvom han ikke har virket nær så skarp de seneste uger som da han vandt Milano - San Remo. O’Grady virker omvendt til at have fundet formen lige på falderebet af brostenssæsonen efter ikke at have vist sig hele foråret.

CSC’s taktiske muligheder begrænser sig ikke kun til disse to ryttere for også Kurt Asle Arvesen, Allan Johansen og Matti Breschel vil være seriøse kort at spille ud allerede tidligt i løbet og i det mindste må det formodes, at CSC vil være talstærkt repræsenteret, når løbet går ind i sin afgørende fase. Særligt Allan Johansen, der kører sit sidste løb for Team CSC må siges at have gode muligheder, hvis brostenene bliver våde og det mere bliver råstyrken hos den enkelte rytter, der kommer i centrum.

Min helt store outsider er Rabobanks Juan Antonio Flecha, der kørte et glimrende Ronde van Vlaanderen sammen med resten af Rabobank-holdet. Taget i betragtning at Paris-Roubaix ligger bedre til Flecha, så er der grund til at forvente en god indsats fra spanieren, der omvendt måske lige mangler det sidste i de afgørende dueller for at komme helt til tops. En af årets positive overraskelser Sebastian Langeveld skal ikke forglemmes og måske også Joost Posthuma, der tidligt måtte trække sig i forrige weekend.

Team High Road stiller til start med Bernard Eisel, George Hincapie og Andreas Klier, men selvom alle tre på en god dag kan sidde med indtil afslutningen, er det svært at se nogen af disse som en potentiel vinder. Derimod kan Leif Hoste (Silence-Lotto) gøre det, hvis han vel at mærke undgår de uheld, der prægede Ronde van Vlaanderen.

Liquigas stiller til start med en god duo i Filippo Pozzato og Manuel Quinzato, men begge mangler at bevise, at de har råstyrken til at sidde med hele vejen til Roubaix. Alessandro Ballan (Lampre) er derimod et solidt bud på en rytter, der kan sidde med til det sidste, men umiddelbart mangler der nogle stigninger, hvor Ballan kan udnytte sit eksplosive antrit. Tidligere vindere som Magnus Backstedt (Slipstream) og Frederic Guesdon (Francaise des Jeux) bør ej forglemmes, særlig fordi begge har vist fremgang på det seneste. To af forårets overraskelser i form af Martijn Maaskant (Slipstream) og Niki Terpstra (Milram) skal blive spændende at følge.

Udover Matti Breschel og Allan Johansen stiller CSC også til start med Kasper Klostergaard og Lars Bak. På papiret må begge forvente at skulle stå til holdets rådighed, men omvendt er Paris - Roubaix et løb, hvor ryttere fra et stort udbrud kan holde til langt ind i finalen og begge er solide og holdbare. Det samme er Frank Høj (Cofidis) og man under efterhånden den danske veteran et godt resultat.