Optakt: Rund um den Finanzplatz

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har reddet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Rund um den Finanzplatz), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten sidste år, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern vil man i år genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Rund um den Finanzplatz, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig gør. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961. Det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne og var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Man blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der var markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet er nu kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det slutter i finanskvarteret i Frankfurt, der er kendt som Tysklands finansielle centrum. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det har altid været et højdepunkt på forårskalenderen og altid tiltrukket et fint felt af internationale stjerner, der har blandet sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb har det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

Sidste år nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite og viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

I år har man ikke kunnet tiltrække et helt så stærkt felt, men man kan dog stadig præsentere WorldTour-holdene UAE, Trek, Sunweb, Katusha, Quick-Step, Lotto, Bora, Bahrain og Ag2r fra WorldTouren. Samtidig vil Kristoff, Matthews, Greipel, Gaviria, Naesen, Nacer Bouhanni, Sam Bennett, Simon Spilak, Edward Theuns og Emanuel Buchmann alle kaste stjernestøv over arrangementet, der også har tiltrukket de fleste af de mest lovende tyske talenter.

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. John Degenkolb er den seneste tyske vinder i 2011, men han overgås af Erik Zabel, der med tre sejre har rekorden, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

I år har ruten fået et nyt twist, idet man har lagt ekstra stigninger ind undervejs. Det har vakt en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygter, at hjemlandets ryttere får sværere ved at begår sig på en hårdere rute. Den afsluttende del er dog fortsat den samme, og sandsynligheden for en reduceret massespurt er derfor fortsat stor.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Sidste år fuldendte Alexander Kristoff sit hattrick, da han på en meget våd dag udnyttede et fabelagtigt lead-out fra Rick Zabel til at sikre sig en dobbeltsejr til Katusha. John Degenkolb måtte tage til takke med 3. pladsen, efter at hans lead-out man Jasper Stuyven havde tabt kæden i spurten. Kristoff vender tilbage for at jagte en 4. sejr og er denne gang oppe mod sin hjælper fra sidste år, idet Zabel i år er kaptajn for Katusha. Degenkolb kæmper imidlertid med en knæskade og må opgive sit hjemmebaneløb i år.

Ruten

Som sagt afvikles Rund um den Finanzplatz i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den nu om dage skal forceres hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor slutter løbet med et par omgange på en flad rundstrækning har der altid været god tid til, at der kan ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren har man som sagt i år gjort endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det sker ved, at man har justeret lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der nu venter yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man har ændret en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt.Det giver flere højdemeter, men den sidste del af løbet har grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændres reelt ikke på løbets identitet. Distancen er derudover reduceret fra 215,7 til 212,5 km.

Løbet starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 12,5 km. Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning og en spurt efter 34,5 km venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der har top i 833 m højde efter 55,5 km. Herefter forsætter man med en lille nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer den store rundstrækning, der vil udgøre den midterste del af løbet.

Først kører man to hele omgange på den 34 km lange runde. Den indledes halvvejs ned ad nedkørslen med den lille Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), der passeres efter hhv. 67 og 100,5 km. Den sidste del af nedkørslen leder videre mod sydøst, inden man kører gennem fladt terræn mod øst og nordvest frem til bunden af Mammolshainer (2,3 km, 8,2%9, der passeres de første to gange efter hhv. 88,5 og 122,5 km. Et kort fladt stykke fører direkte ind på nyskabelsen Billtalhöhe (20 km, 6,2%), hvis top rundes efter hhv. 93 og 127 km, inden en nedkørsel leder det sidste stykke mod nordvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter to omgange tager man hul på en tredje runde, hvilket betyder, at man atter skal over Ruppertshain og Mammolshainer efter hhv. 134,5 og 156,5 km. På toppen på sidstnævnte drejer man imidlertid mod sydøst for i stedet at køre en omgang på en kortere 14,5 km lang rundstrækning, der efter en nedkørsel og et kort fladt stykke slutter med en fjerde og sidste passage af Mammolshainer, hvis top igen nås, der resterer 41,5 km.

Efter stigningen drejer man atter mod sydøst, og herefter går det i den retning hele vejen tilbage mod centrum af Frankfurt. Efter en nedkørsel flader det ud, mens man passerer gennem startområdet i Escborn, hvor der er en sidste spurt efter 183,5 km. Herefter går det gennem fladt terræn ind mod storbyen,  hvor man slår en lille sløjfe mod sydøst, inden man vender rundt for at køre mod nordvest tilbage mod finanskvarteret, hvor den afsluttende rundstrækning er placeret. Efter 206,3 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med tre omgange på en 3,0 km lang rundstrækning. Den er næsten helt flad og byder mest på bløde sving. Der er imidlertid nogle skarpe sving mod slutningen. Det første af disse kommer med 1200 m til mål, og derefter venter yderligere tre med hhv. 800, 600 og 340 m til stregen. Opløbsstrækningen er 6,5 m bred.

Ruten har i alt 3012 højdemeter.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Der bliver heldigvis ingen gentagelse af sidste års regnvejr, men heller ikke de sommerlignende forhold, Frankfurt har oplevet i weekenden. Tirsdag vil hovedsageligt være skyet med enkelte kig til solen sidste på dagen og en temperatur på beskedne 14 grader. Der vil være en let til jævn vind fra vest, hvilket primært giver modvind i første del af løbet. På de to rundstrækninger vil der være sidemodvind på Mammolhainer og til slut sidemedvind på turen tilbage til Frankfurt. På den afsluttende rundstrækning vil der primært være sidevind. Der vil dog være mod- og sidemodvind efter den røde flamme og frem til sidste sving, hvorefter der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Rund um den Finanzplatz er en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det er har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et fascinerende forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsiger, at det kan gå begge veje.

Ikke desto mindre synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet en anelse i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, har vi i de seks seneste udgaver haft fire reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

Sidste år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurte aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og Peter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

I år har ruten fået en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det var været meget omtalt i de seneste dage, hvor ruten er blevet beskrevet som hårdere, men det er nu svært at se, at det vil gøre en voldsom forskel. Naturligvis er der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kommer kun i forbindelse med de to første passager af stigningen. Den sidste del af løbet er stort set uforandret i forhold til tidligere.

Et blik på startlisten lader heller ikke megen tvivl herske: de fleste hold er kommet til Tyskland med det formål at sikre sig en massespurt. Det er ganske vist ikke alle WorldTour-holdene, der har en topsprinter, men holdene uden en meget hurtig mand, er ret svagt besatte. Det er ikke svært at finde hold med en interesse i at komme af med Alexander Kristoff og co., men det er til gengæld svært at se et hold med styrken til både at køre væk på Mammolshain og herefter holde sprinterholdene stangen. De fleste ardennerspecialister, der kan gøre en forskel i terræn som dette, holder pause, og for mange af de øvrige klassikerryttere er dette comebackløbet efter en længere pause.

Der er ingen tvivl om, at UAE vil køre 100% for en fjerde spurtsejr i træk til Alexander Kristoff, og de kan vente sig hjælp fra Bora, der vil gøre alt for på hjemmebane at vinde med Sam Bennett eller måske Pascal Ackermann. Afhængig af Nacer Bouhannis form vil også Cofidis køre for en spurt. Quick-Step har også et spurtstærkt hold, men med Fernando Gavirias usikre form og et for Fabio Jakobsen måske lidt for hårdt løb, vil de formentlig køre afventende, indtil stigningerne er overstået.

Nøglen til at åbne løbet har Sunweb og Dimension Data. Tyskerne har i Michael Matthews en god kandidat, men han har ikke store chancer i en spurt mod Kristoff og co. Sidste år gik han til gengæld med i angrebene, og det vil han formentlig gøre igen. Det samme kan Edvald Boasson Hagen gøre, og han har i Tom-Jelte Slagter og Serge Pauwels to meget formstærke klatrere, der måske vil kunne hjælpe en lille gruppe med at holde feltet bag sig.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det betyder, at vi kan vente et aggressivt løb i den kuperede zone, hvor vi formentlig vil se Matthews og Boasson Hagen gå med i rykkene. Særligt hvis de begge kommer med i en gruppe, hvor også Pauwels og/eller Slagter er med, vil der kunne være tilstrækkelig interesse i at holde feltet bag sig. Problemet er, at det er de færreste, der vil hjem at spurte med nordmanden og australieren, og det kan dræbe et sådant fremstød, når der bagude formentlig vil blive jagtet hårdt fra UAE, Bora og andre hold, der måtte have misset en sådan gruppe.

Derfor tror vi, at det atter ender i en reduceret massespurt, og det får os til at pege på Alexander Kristoff som vores favorit. Nordmanden har allerede vundet løbet tre gange i træk - og det havde formentlig været fire, hvis ikke 2015-udgaven var blevet aflyst på grund af frygten for terror - og han har ikke lagt skjul på, at han i år går efter at sætte sig alene på rekorden over flest triumfer i den tyske klassiker. Hans mange sejre viser til fulde, at den kuperede rute passer ham glimrende. Kristoff hører nemlig til blandt de mest holdbare sprintere og er kendt for at være særligt god til at spurte efter et hårdt løb. Dertil skal lægges, at han har et ufatteligt højt bundniveau, og selvom løbet altid er kommet efter en lille løbspause, har han hver gang været i stand til at møde op i bemærkelsesværdig god form.

Det må vi formode vil være tilfældet igen i år. Kristoff havde en skidt klassikersæson, men hans fjerdeplads i Sanremo viste dog, at han fortsat besidder evnen til at afslutte efter et hårdt løb. Det er klart, at der er flere ryttere, der på papiret er hurtigere end ham, men enten er de formentlig for tunge til den hårde rute, eller også er de ikke i topform. Samtidig kommer spurten efter et så hårdt løb, at Kristoff altid vil have en fortrin. Den tekniske finale passer også en positioneringsstærk rytter som ham, og i Filippo Ganna og Simone Consonni har han to glimrende lead-out men, der måske vil kunne overleve stigningerne undervejs. Alt sammen får det os til at pege på Kristoff som vores favorit.

Hans værste rival må være Sam Bennett. Ireren er sammen med Fernando Gaviria på papiret løbets hurtigste mand, men desværre ved man aldrig, hvor man har ham. Bennett er blandt feltets mest ustabile ryttere, og denne gang bliver det ikke lettere af, at dette er hans første løb efter en længere træningsperiode. Vi er meget tæt på Giroen, og formen burde derfor være i top, men om han skal bruge et par løbskilometer for at finde de bedste ben, er usikkert.

Dertil kommer, at ruten kan være for hård for Bennett. Han er faktisk en glimrende klatrer, men han er ikke så holdbar som Kristoff, og hans svingende niveau betyder, at man aldrig ved, hvor meget han kan overleve. Dertil kommer, at den tekniske finale ikke passer Bennett, der altid har været svag i positionskampen, og han kan ikke regne med, at han får Pascal Ackermann med hjem til at køre lead-out. Gregor Mühlberger og Peter Kennaugh burde dog kunne støtte ham på glimrende vis, og finder han en god position, burde han være hurtigste mand, hvis han kommer med hjem.

Edvald Boasson Hagen havde ikke den klassikersæson, han drømte om. En galdeblæreoperation i januar satte ham tilbage, men det lykkedes ham dog alligevel at finde et fornuftigt niveau undervejs. Han var blandt andet ganske tæt på at vinde Dwars door Vlaanderen. Nu har også han haft en lille pause, og derfor er hans form lidt usikker, men han plejer som regel at være flyvende, når han genoptager aktiviteterne i maj. På papiret passer dette løb ham ganske glimrende. Han er en fremragende klatrer, der ikke burde få problemer i dette terræn, og han er sammen med Matthews den eneste af sprinterne, der endda vil kunne køre offensivt.

Det er klart, at folk som Kristoff og Bennett er hurtigere, men Boasson Hagen har til gengæld flere muligheder. Han kan enten gå i offensiven og forsøge at køre hjem med en lille gruppe eller vente til en spurt. Med Serge Pauwels og Tom-Jelte Slagter har han to gode folk, der vil kunne hjælpe med måske at komme af med de tungere folk, og lykkes det, efterlader det ham i en god position. Han har nemlig i det sidste års tid spurtet bedre end længe, særligt under Touren sidste år. I et knaldhårdt løb burde han være en af de bedste.

Som sagt forsøgte Michael Matthews sig sidste år med offensiv kørsel, men planen mislykkedes. Det samme vil han formentlig gøre igen i år, hvor udsigten til et spurtopgør med Kristoff ikke just er specielt behagelig for australieren. Den hårdere rute giver ham imidlertid også en reel mulighed for at gøre en forskel, og man kan faktisk heller ikke udelukke, at det vil lykkes for Matthews og Sunweb at komme af med Kristoff og de øvrige mere rene sprintere, hvis tempoet blot er tilstrækkeligt hårdt. Derfor har Matthews muligheder både med offensiv kørsel og i en reduceret massespurt, hvis løbet bliver knaldhårdt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det store spørgsmål er, hvor han står. Han kørte fremragende i Amstel og Fleche, men skuffede i Liege. Derefter vandt han prologen i Romandiet, men var efterfølgende så træt, at han måtte forlade løbet totalt udmattet efter bare tre dage. Dette er hans sidste løb, inden en længere pause, og det er hævet over enhver tvivl, at han ikke længere er på toppen. Matthews er dog så god en klatrer, at han i et løb som dette burde kunne gøre sig gældende alligevel.

Quick-Step har løbets helt store jokere. Deres bedste kort er formentlig stortalentet Fabio Jakobsen, der i sin debutsæson allerede har vundet Nokere Koerse og endda selveste Scheldeprijs. Selvom han sidste år vandt U23-udgaven af dette løb, siger logikken dog, at det burde være for hårdt for ham på professionelt niveau, særligt med den nye, hårdere rute. Det mest sandsynlige er derfor, at Jakobsen ikke kommer med hjem. Skulle det alligevel lykkes - og det kan sagtens lade sig gøre for Jakobsen, der ikke er den allertungeste sprinter - vil han imidlertid stå fremragende, fordi han formentlig vil kunne regne med Maximilano Richeze som lead-out man i en teknisk finale, hvor positionering vil være helt afgørende. Og Jakobsen har allerede vist, at han kan slå de fleste i en spurt.

Holdets andet kort er Fernando Gaviria. Egentlig burde colombianeren være storfavorit på en rute som denne. Det kuperede terræn passer ham, han er voldsomt holdbar og samtidig feltets hurtigste mand. Han har i Maximilano Richeze løbets bedste lead-out man, og han elsker tekniske finaler. Med andre ord har han alle de nødvendige ingredienser til at vinde løbet med én vigtig undtagelse: form. Han er netop kommet tilbage efter en lang skadespause, og selvom han særligt på 2. etape af Tour de Romandie faktisk gjorde det langt bedre end ventet, vil det være en overraskelse, hvis han allerede nu er konkurrencedygtig på så svær en rute. På den anden side taler vi om et af sportens supertalenter, og har han allerede fundet benene, vil han blive meget svær at slå i et løb som dette.

En anden rytter, der burde passe godt til dette løb, er Nacer Bouhanni. På papiret er han en af de allerhurtigste i feltet, han klatrer glimrende, og han er i sit es i tekniske finaler. Han har imidlertid haft et rædselsfuldt forår med masser af sygdom, og efter ikke at være blevet udtaget til Sanremo og at være udgået i både Catalonien og Sarthe har han endda været udsat for voldsom kritik af holdmanager Cedric Vasseur. Stemningen på Cofidis er elendig, og det skal blive interessant at se, hvordan Bouhanni reagerer på det. Enten kan det anspore ham til at bevise sit værd, eller også kan det have en negativ effekt på moralen. Han har ikke været til start i et løb i næsten en måned, så vi aner ikke, i hvilken retning det bærer. Har han kunnet træne godt og med motivation de sidste uger, burde han imidlertid køre med om sejren her.

Boras topmand er utvivlsomt Bennett, men som nævnt er ireren lidt af en lottokupon. Har han en af sine mange dårlige dage, kan fokus i stedet blive rettet mod Pascal Ackermann, der efter sejren i Romandiet utvivlsomt er sprængfyldt med selvtillid. Logikken taler desværre for, at ruten er for hård for den ikke specielt holdbare tysker, men sidste år lykkedes det ham faktisk at sidde med feltet hjem. Formen kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, men det er klart, at han efter seks dage i Romandiets bjerge næppe er den mest friske. Med det høje niveau, han har haft i spurterne i år, hvor han er blevet nr. 2 i både Scheldeprijs og De Panne samt nr. 3 i Handzame, vil han dog være livsfarlig, hvis han sidder med hjem og får sin chance på bekostning af Bennett, særligt fordi han er så god til at positionere sig.

En meget spændende kandidat er Justin Jules. Franskmanden har i de seneste to sæsoner vundet tre store løb på højt niveau, senest på 1. etape i Sarthe, hvor han satte flere gode sprintere til vægs. Han er en af de allermest holdbare sprintere, og da han samtidig elsker tekniske finaler - det var blandt andet hans positionering i de mange sving, der gav ham sejren for et par uger siden - burde dette løb passe ham som fod i hose. For at have en reel vinderchance skal han have et hårdt løb, hvor de tunge folk sættes af, men lykkes det, burde han være en af de hurtigste i feltet.

Sunweb satser på Matthews, men som sagt er australieren yderst træt. Det kan betyde, at man undervejs skifter strategi og i stedet sætter pengene på Edward Theuns. Belgieren havde en elendig klassikersæson, der blev ødelagt af sygdom, og efter en pause ved vi ikke, hvor han står. Han er formentlig ikke i topform, men han klatrer så godt, at han burde have en fin chance for at sidde med hjem, hvis det ender i en reduceret massespurt. Han har ikke spurtet meget i år, men han viste sidste år sin store klasse, da han satte adskillige topsprintere til vægs i BinckBank Tour. Med Matthews som lead-out man burde han i en spurt kunne blande sig helt fremme.

Usikkerhed om formen hos Gaviria og Jakobsen betyder, at der kan åbne sig en dør for Maximiliano Richeze. Argentineren er de seneste to år blevet hhv. nr. 2 og 8 i løbet, og det vidner om, at det passer ham godt. Han er meget svingende, men når han finder formen, er han meget klatrestærk, og han er en af de allerbedste i positionskampen. Den tekniske finale passer ham derfor. Desværre har han spurtet ret svagt i 2017, og han synes ikke helt at have samme hurtighed som i 2017. I San Juan vandt han dog en massespurt, og han har derfor stadig ganske fin fart i stængerne.

Egentlig burde det være et fremragende løb for André Greipel. Tyskeren bliver med alderen bare mere og mere holdbar, og i dette forår klatrede han bedre end tidligere. I Sanremo havde han kurs mod et topresultat, indtil han styrtede på nedkørslen fra Poggio. Det endte hans klassikersæson, og faktisk er dette hans comebackløb. I forvejen er ruten på grænsen af, hvad han kan klare, og derfor vil det være en overraskelse, hvis han efter en pause på mere end en måned, kan sidde med feltet hjem, ligesom den tekniske finale bestemt heller ikke passer ham. Det ændrer dog ikke på, at Greipel naturligvis vil være en af de allerhurtigste, hvis han skulle overgå forventningerne og alligevel klare stigningerne.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Egentlig burde ruten være lidt for hård til Rudy Barbier, men sidste år sad han faktisk med hjem. Han missede desværre flere af klassikerne efter et styrt, men han gjorde det alligevel ganske fint i Tor-Bro Leon. Siden da har han trænet, og han er derfor formentlig i glimrende form inden Dunkerque, der burde være et mål for ham. Han er god i tekniske finaler og vil Oliver Naesen, Tony Gallopin og Alexis Gougeard formentlig have et af de allerbedste tog, hvis han kan overleve stigningerne.

Nippo stiller med Marco Canola og Eduard Grosu, der befinder sig i hver sin grøft. For Canola kan løbet ikke blive hårdt nok, og han er endda så god, at han vil kunne køre aggressivt på stigningerne og måske slå til sammen med en lille gruppe, der kan snyde feltet. Også en reduceret massespurt vil han have en chance, men det kræver, at de allerhurtigste er væk. For Grosu vil løbet formentlig være alt, alt for hårdt, men vi tør alligevel ikke helt afskrive ham. Han overraskede nemlig stort ved at vinde feltets spurt på den ret hårde sidste etape i Kroatien, hvor han også vandt en mere traditionel sprinteretape. Derfor vil vi ikke helt udelukke, at han kan overgå forventningerne, og sidder han med hjem, vil han med Canola og Juan Jose Lobato have et fremragende tog.

Bliver løbet for hårdt for Greipel, vil Lotto satse på Moreno Hofland. Desværre er hollænderen en skygge af det store talent, der var tæt på at vinde i Kuurne og tog en flot etapesejr i Paris-Nice. Sidste år var der kortvarigt håb om fremgang, da han vandt det hårde Famenne Ardenne Classic i efteråret, men i år har han været en kolossal skuffelse. I teorien burde han dog være god på en kuperet rute som denne, og sidste år kom sejren i Ardennerne også en smule ud af det blå.

Vi glæder os meget til at se Ivan Garcia Cortina i dette løb. Den unge spanier har imponeret meget i brostensklassikerne, hvor han dog var ramt af en del uheld. Han er ikke den mest klatrestærke type, men han viste sidste år i Vueltaen, hvor han var meget tæt på at vinde en svær etape, at han faktisk kan klatre glimrende, når han rammer formen. Dette er hans første løb efter en pause, så logikken siger, at han ikke kommer med hjem. På den anden side er det en chance for at jagte et personligt resultat i en reduceret massespurt, og selvom han ikke er verdens hurtigste, viste spurten i Madrid i Vueltaen sidste år, at han vil kunne blande sig.

Endelig vil vi pege på Sergey Shilov. Russeren har vundet flere hårde endagsløb ved at overleve svære stigninger og slå til i spurter i mindre grupper. Hans niveau er dog også meget svingende, og man ved derfor ikke altid, hvor man har ham. Selvom han ikke har vist topform, har han været fint kørende på det seneste, og dette løb burde passe ham. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men bliver løbet meget hårdt, kan han vise sig som en af de hurtigste i et decimeret felt.

OPDATERING: Siden den oprindelige udgave af denne optakt er startlisten ændret. Vigtigst er det, at Wanty stiller til start med Andrea Pasqualon, der er skabt til et hårdt sprinterløb som dette. Bahrain har samtidig meldt ud, at de kører for Bole og Pibernik og ikke Garcia i en spurt, ligesom de stiller til start med Enrico Gasparotto, der fremstår som det måske bedste bud på en mand, der kan snyde sprinterne. Katusha stiller med Marcel Kittel, men løbet burde være alt for hårdt for den store tysker. Endelig stiller hverken André Greipel eller Sergey Shilov til start.

***** Alexander Kristoff

**** Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen

*** Michael Matthews, Fabio Jakobsen, Fernando Gaviria, Nacer Bouhanni, Pascal Ackermann

** Andrea Pasqualon Justin Jules, Edward Theuns, Maximiliano Richeze, Rudy Barbier, Marco Canola, Enrico Gasparotto, Moreno Hofland, Ivan Garcia, Eduard Grosu

* Rick Zabel, Jan Tratnik, Julien Simon, Tom-Jelte Slagter, Grega Bole, Jerome Baugies, Dion Smith, Sean De Bie, Oliver Naesen, Pieter Weening, Alexis Gougeard, Tony Gallopin, Alex Kirsch, Michael Gogl, Oscar Riesebeek, Huub Duijn, Dries Van Gestel, Bjorg Lambrecht, Gregor Mühlberger, Pawel Poljanski, Thomas Sprengers, Anthony Delaplace, Serge Pauwels, Juan Jose Lobato

Danskerne

Lasse Norman og Casper Pedersen er til start for Aqua Blue, og det kan ikke helt udelukkes, at særligt Norman måske kan overleve stigningerne og gøre sig gældende i en spurt. Sandsynligvis er terrænet dog for svært for de to danskere.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexander Kristoffs sejre fra 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.