Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali
26. marts 2019 19:20 af Emil AxelgaardFoto: Team Sky 2019

Ugen efter Milano-Sanremo giver etapeløbsrytterne masser af muligheder for at jagte succes. Mens de fleste af de store stjerner er samlet i Catalonien til Volta a Catalunya, følger mange af de italienske ryttere et andet spor ved det mindre Settimana Coppi e Bartali, der har udviklet sig til et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia for mange af de lokale hold, og som med aflysningen af Criterium International synes at vinde mere og mere frem som et godt skridt på vejen frem mod den første grand tour. Sidste år fik løbet et voldsomt boost og kunne præsentere den i særklasse bedste startliste i mange år, og den tendens fortsætter i år, hvor storhold som Sky, Movistar og Mitchelton-Scott vil kaste glans over en begivenhed, der ofte har afsløret nogle af sportens store talenter.

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater har man nu fundet en formel, man er tilfredse med, og løbet har udviklet sig til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder har arrangørerne været nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk består af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der er delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som i de senere år har været afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene er inddelt i to. Dermed har man skabt et fint løb, der har lidt for enhver smag, og det har gjort løbet ganske populært.

 

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino) samt Giroen til at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

 

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Skys kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været aflyst, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltgaelse af hele tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling er bare fortsat i år, hvor man kan præsentere Sky, Movistar, Mitchelton-Scott, Sunweb og EF Education fra det fineste selskab og endda vender tilbage til oprindelige femdagesformat. I år bruger Landa igen løbet som vej tilbage efter en skade, og derudover kommer mange WorldTour-hold som altid med nogle af sportens mest spændende talenter, der ser frem til en chance for at jagte et personligt resultat.

 

Sidste år oplevede Diego Rosa sin eneste jubelstund i en sæson, der ellers blev ødelagt af kyssesyge. Italieneren var ellers blevet slået af Bauke Mollema på kongeetapen, men på den afsluttende enkeltstart fik han skovlen under hollænderen, så han kunne tage karrierens første etapeløbssejr foran Mollema og Richard Carapaz. Efter en fornuftig start på sæsonen skal italieneren forsøge at forsvare titlen i et løb, hvor han for en gangs skyld kan søge sin egen chance, men han er denne gang oppe mod nye rivaler, da Mollemas Trek-hold ikke deltager, og Carapaz i stedet er sendt til Catalonien.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i år betyder udvidelsen til fem dage, at der er plads til lidt nytænkning. Tidligere har man af og til haft en enkeltstart, men det var først sidste år, at den vendte tilbage efter en pause på hele fem år. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der passer de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som har været benyttet siden 2013 og betydet, at holdene er blevet delt i to firemandshold. Den ide har man dog måttet droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

 

I år har man valgt at følge denne skabelon igen, og der bliver altså ikke en gentagelse af sidste års enkeltstart. I stedet vil man som i de foregående år have en kuperet etape som afslutning. Nyskabelsen er i stedet at udvidelsen til fem dage har gjort det muligt at lægge yderligere en kiperet etape ind om fredagen. Dermed er løbet mere end tidligere gearet mod klatrerne, der således ikke skal bekymre sig om en enkeltstart, men kan se frem til vanskeligt terræn torsdag, fredag og søndag. Den øvrige del af ruten er helt klassisk med onsdag, der byder på den velkendte første halvetape for de hårdføre sprintere samt det traditionelle holdløb om eftermiddagen, mens man lørdag som altid kan se frem til den helt flade etape i Crevalcore, hvor vinden dog i de seneste to år har givet sprinterne problemer.

 

 

Etape 1a

Som vanligt starter løbet med en første halvetape omkring byen Gatteo, hvor de hårdføre sprintere som regel har skulle slås om sejren. Etapen bød imidlertid både i 2017 og 2018 på en overraskelse, da udbrud i begge tilfælde holdt hjem, fordi de øvrige hold havde et halvt øje på eftermiddagens holdløb. Denne gang burde de hurtige folk imidlertid være opmærksomme og håbe på, at de skal spurte om sejren.

 

I 2016 blev der indført en ny, lidt lettere rute, og ligesom i 2018 er der tale om en tro kopi. I alt skal rytterne tilbagelægge 97,8 km med både start og mål i Gatteo. Efter starten kører man først to omgange på en helt flad 19 km lang rundstrækning nordøst for byen, inden man efter anden passage af målstregen bevæger sig ud i bakkerne, der ligger mod sydvest. Her kører man tre omgange på en 14,3 km lang rundstrækning, der indeholder Longiano-stigningen (900 m, 10,1%), som således skal passeres i alt tre gange, sidste gang med blot 17,1 km til mål. Herefter kører feltet tilbage til Gatteo, hvor etapen afsluttes med en omgang på en flad 8,7 km lang rundstrækning i centrum af byen. I finalen drejer rytterne med 1600 m igen og følger dernæst en lige vej frem til et højresving 250 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 590 højdemeter.

 

Den gamle rute var meget selektiv, men den nye, der første gang blev benyttet i 2016, viste sig at være nemmere for sprinterne. Selv folk som Matteo Pelucchi- og Mattia Gavazzi kom med over stigningen, inden de begge blev slået af Manuel Belletti. Dermed ved sprinterne, at de sagtens kan være med på denne etape, og derfor bør det ende i en massespurt. I de seneste to år har vi imidlertid set overraskelsende udbrudssejre, og er de store hold lidt for fokuserede på holdløbet, kan man ikke udelukke endnu en overraskelse.

 

Sidste år var det Pascal Eenkhoorn og Lawson Craddock, der kørte væk, og på stregen sejrede hollænderen i spurten. I 2017 bestod det succesrige udbrud af Laurent Pichon og Lilian Calmejane, og her var det førstnævnte, der var hurtigst, mens Belletti som nævnt vandt en massespurt året forinden. Forud for 2016 vandt Belletti, Ben Swift, Fabio Felline og Elia Viviani reducerede massespurter på den gamle, hårdere rute.

 

 

 

 

Etape 1b

Det første klassementsslag kommer på den 13,3 km lange holdtidskørsel i Gatteo, der vil blive afviklet på samme rute som i 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018. I tidligere udgaver har man som sagt haft særlige regler, hvor holdene er blevet delt i to, men ligesom i 2+18 afvikles det som et klassisk holdløb. På så kort en rute er forskellene altid ganske små, men i et løb, der som regel afgøres med små marginer, er det en helt afgørende etape for klassementet.

 

Etapen er i alt 13,3 km og har både start og mål i Gatteo. Efter en meget teknisk start ved havnefronten, hvor der venter et hav af sving bevæger man sig gennem fladt terræn mod sydvest. Langsomt aftager antallet af sving, mens man fortsætter mod syd ind mod en mere kuperet del af området. Derfor begynder det efter 6 km at stige ganske svagt, men da man kun bevæger sig fra havniveau til 23 m over havet, er der reelt tale om en flad rute, hvis profil snyder. Den sidste del byder ikke på mange tekniske udfordringer, mens man gradvist drejer mod vest frem mod et sidste skarpt sving bare få hundrede meter fra stregen.

 

Etapen byder på i alt bare 28 højdemeter.

 

I et løb, der ofte afgøres med små tidsforskelle, kan afstandene i holdtidskørslen som sagt være meget vigtige. Da den er stort set helt flad, er den skabt til de store specialister, men den tekniske natur betyder, at der er svært at holde sammen på tropperne, og det bliver ikke lettere af, at man igen skal køre med fuldt hold. Overordnet set er det dog en etape, der vil blive domineret af de mest kraftfulde hold fra WorldTouren

 

Sidste år levede Sky op til favoritværdigheden ved at besejre CCC med 10 sekunder, mens det i 2017 lidt overraskende var omvendt, da polakkerne sejrede med 2 sekunder ned til briterne. I 2016 vandt Gazprom-Rusvelo 12 sekunder foran Rally, mens CCC også var bedst i 2015. Sky var hurtigst i 2014, Katusha vandt i 2013 og NetApp i 2012.

 

 

 

 

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer på 2. etape, der altid slutter med et par omgange på den samme vanskelige rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Ligesom i de to seneste udgaver er etapen kortere end tidligere, og rytterne skal kun tilbagelægge 140 km mellem kystbyen Riccione og Sogliano al Rubicone, men der er alene tale om, at man har fjernet en helt flad sektion allerførst på etapen, og der i alt væsentligt tale om samme klassiske etape, som i mange år har været en af løbets mest afgørende. En kombination af stejle stigninger i stærkt kuperet terræn samt en brostensmur op mod mål har gjort det til en perfekt etape for ardennerspecialister, der kan vinde vigtig tid efter holdløbet.

 

De 140,0 km indledes i Riccione ved Adriaterhavskysten og slutter i Sogliano al Rubicone i det kuperede område inde i landet. Etapen indledes med, at man kører mod sydvest og nord væk fra vandet igennem fladt terræn og undervejs passerer dagens spurt, der kommer efter 13,6 km. Derfra kører man igennem let stigende terræn mod sydvest ind i miniputstaten San Marino, hvor rammer Porta del Loco-stigningen (10,4 km, 4,7%), hvis top rundes efter 42,5 km, og som er ganske svær, da et fladt stykke midtvejs bringer den gennemsnitlige stigningsprocent ned. Derfra går det mod nord tilbage til Italien via en nedkørsel, inden man drejer mod vest for at forcere Torriana (2,2km, 10,5%), der har top efter 60,5 km. Et let kuperet stykke - blandt andet med en 6,5 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 - fører nu mod nord og vest frem til den 22,1 km lange rundstrækning, hvor de lægger ud med næsten at køre næsten en hel omgang, inden de krydser målstregen for første gang.

 

Herefter skal der køres to omgange. Det er en hård sag, der kan inddeles i tre. Først er der en lang nedkørsel, der leder til bunden af Monte Tiffi (4,3 km, 7,7%, max. 16%), som er en ganske regulær og svær stigning. Toppen kommer med bare 8,7 km igen, og den sidste del udgøres hovedsageligt af en nedkørsel, selvom der er en mindre stigning undervejs. Finalen er imidlertid svær, da man slutter med en 280 m lang, meget smal og brostensbelagt stigning, der stiger med mellem 6 og 17%, men der er ingen væsentlige sving på den sidste kilometer.

 

Etapen byder på i alt 3126 højdemeter.

 

Denne etape spiller altid en helt afgørende rolle i det samlede klassement. Monte Tiffi er en hård stigning, og den kommer så tæt på mål, at feltet typisk er splittet til atomer, når man når den sidste bakke op til mål. Den afslutning gør det til en perfekt etape for ardennerspecialister og klatrere med et godt punch, der typisk har domineret etapen. Ofte er de bedste kørt væk på Monte Tiffi, hvorefter det som regel er endt i et hektisk forfølgelsesløb mellem en mindre gruppe og 2-3 ryttere, inden det hele er blevet afgjort på brostensbakken op til mål. Når de når stregen, ved vi under alle omstændigheder meget mere om, hvem der ender med at løbe med den samlede sejr.

 

I 2018 slog Bauke Mollema til i spurten på brostensbakken, hvor han vandt med 2 sekunder ned til Diego Rosa og 3 sekunder ned til Giulio Ciccone, Guillaume Martin og Richard Carapaz. I 2017 tog Tom Skujins en overraskende solosejr, da han nåede mål med 7 sekunder ned til en favoritgruppe på 8 mand, hvis spurt på bakken blev vundet af Arnold Jeannesson. I 2016 kørte Sergey Firsanov og Egan Bernal væk på Monte Tiffi, og efter at sidstnævnte var styrtet, tog russeren en solosejr 15 sekunder foran Mauro Finetto, der var første man i en lille gruppe af favoritter. I 2015 viste Ben Swift, at han er meget mere end en sprinter ved at tage en imponerende sejr. Peter Kennaugh var bedst i 2014, mens Diego Ulissi vandt i 2013.

 

 

 

 

3. etape

Beslutningen om at udvide løbet med en ekstra dag har gjort det muligt at lægge en ny kuperet etape ind om fredagen, hvor der venter et rundstrækningsløb i Forli. Her skal rytterne flere gange op over den lille Rocca della Caminate-stigning, og selvom der er tale om både lettere stigninger og en fladere finale end på den foregående etape, er der lagt op til nye angreb mellem favoritterne på løbets tredje etape.

 

I alt skal der tilbagelægges 166,2 km, der har både start og mål i Forli. Fra starten kører man igennem let stigende terræn mod syd ud af byen, hvor man hurtigt rammer rundstrækningen. Den er 22 km lang og skal tilbagelægges i alt syv gange. En indledende flad sektion leder frem til Rocca delle Caminate (3,5 km, 6,6%), der er en helt jævn stigning uden de store variationer. Toppen rundes for sidste gang med 16,4 km, hvorefter man via en nedkørsel kører ned til rundstrækningens udgangspunkt. Efter den sidste omgang kører man de sidste 7,5 km tilbage til centrum af Forli igennem let faldende terræn, inden der venter to skarpe sving lige inden den røde flamme og med 800 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2539 højdemeter.

 

Etapen er som sagt ny, hvilket skaber nogen usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Rocca delle Caminate er ikke verdens sværeste stigning, men den burde nok kunne blive brugt til angreb mellem favoritterne. Der er imidlertid ganske langt fra toppen og hjem til mål, og derfor kunne det meget vel være en etape, der ender i en spurt i en lille gruppe af klatrestærke typer.

 

Forli var senest vært for et stort cykelløb i 2015, da Nicola Boem overraskende snød sprinterne på en Giro-etape. Også i 2006 kom Giroen forbi, og her var Robbie McEwen hurtigst i en massespurt.

 

 

 

 

 

4. etape

De rene sprintere får altid deres bedste chance på lørdagens etape, der er et helt enkelt og helt fladt rundstrækningsløb. I 2017 blev ruten modificeret en anelse i starten af etapen, idet man nu både starter og slutter i Crevalcore, men langt det meste af etapen finder sted på en let justeret 13 km lang rundstrækning, der har været benyttet i adskillige år, og her vil de hurtige afsluttere se frem til at komme til fadet. Man skal dog tage sig i agt for vinden, der både i 2017 og 2018 ganske overraskende splittede feltet.

 

I alt skal rytterne på årets længste etape tilbagelægge 171,4 km. Fra starten bevæger man sig ud på en lille tur nordøst for start- og målbyen Crevalcore gennem helt fladt terræn. Efter 41,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 13 km senere krydser man målstregen for første gang. Herefter består resten af etapen af 10 omgange på den helt flade, 13,0 km lange rute, der heller ikke har mange tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer 400 m fra mål. Etapen er helt identisk med 3. etape fra 2017 og 2018.

 

Etapen byder på i alt bare 121 højdemeter.

 

Der er mange sprintere til start, og de har alle udset sig denne etape som deres største mål. Derfor er der ingen tvivl om, at det hurtige rundstrækningsløb vil blive kontrolleret med hård hånd, inden det formentlig skal afgøres i en massespurt - hvis altså ikke vinden igen splitter feltet.

 

Det var netop, hvad der skete sidste år, inden Chris Lawless spurtede sig til sejr i en lille gruppe. I 2017 splittedes feltet også, inden Direct Energie, der havde taget initiativet, spurtede sig til sejr med Thomas Boudat. Forhåndsfavoritten Elia Viviani var fanget i anden gruppe. De tidligere vindere inkluderer Jakub Mareczko (2016), Francesco Chicchi (2015) og Elia Viviani (2014), og det siger meget om, at det er de helt rene sprintere, der som regel skal slås om sejren på denne etape.

 

 

 

 

5. etape

Løbet er som regel blevet afsluttet med en meget svær etape, der er varieret meget fra år til år, og som har givet klatrerne endnu en chance for at gøre en forskel. Sidste år brød man traditionen ved i stedet at indlægge en afsluttende enkeltstart, men denne gang vender man tilbage til det klassiske format, idet man atter vil bruge en næsten tro kopi af den etape, der afsluttede løbet for to år siden. Her så vi, at en lille gruppe på bare 10 mand spurtede om sejren, og der er derfor mulighed for også på sidste etape at forsøge at vende op og ned på klassementet.

 

I alt skal der tilbagelægges 160,0 km mellem Fiorano Modenese og Sassuolo, der i 2017 vendte tilbage som målby efter en længere pause. De to byer er naboer og hænger næsten sammen og etapen består derfor af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 26,4 km lang og byder efter en flad indledning, der fører mod nordvest og vest på den ikke-kategoriserede Montebabbio (2,9 km, 7,8%), der over de første 2 km er modbydeligt stejl med stigningsprocenter på 8-10, inden den flade ud på den sidste del.  Derefter går det mod syd via en nedkørsel og derefter mod øst og nordøst gennem fladt terræn.

 

Efter anden omgang kører man ind til Sassuolo, hvor målstregen krydses efter 62,2 km. Etapen afsluttes nu med fire omgang på en 22,8 km lang rundstrækning. Den fører først mod øst og sydvest gennem fladt terræn, inden det gælder Valico de Fazzano (1,9 km, 9,4%), der er en kort, men modbydeligt stejl sag. Fra toppen resterer blot 9,9 km, der består af en teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til Sassuolo, hvor de sidste 3 km er flade. Der er er skarpt sving ved den røde flamme og igen et bare 50 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2006 højdemeter.

 

Vi kender etapen fra 2017, hvor vi så, at kun 10 mand overlevede stigningen, og at de holdt en ca. 20 mand stor gruppe væk med 22 sekunder. Da det er sidste etape, kan vi igen forvente et stort slag om den samlede sejr, og det kan bestemt ikke udelukkes, at en enkelt eller et par mand kan køre væk på den svære Valico de Fazzano. Mest sandsynligt er det dog, at vi igen får en spurt i en lille gruppe, der dermed også skal udkæmpe et slag om potentielt vigtige bonussekunder.

 

Sassuolo, som var målby mellem 2003 og 2011 og igen i 2017 og 2018. I 2017 vandt Lilian Calmejane en spurt i en lille gruppe på en dag, hvor Toms Skujins efter en defekt tabte løbet til franskmanden, mens man i 2018 sluttede enkeltstarten på toppen af den nærliggende Montegibbio-stigning, hvor Jan Tratnik sejrede. I 2011 vandt Giovanni Visconti en spurt i en relativt store gruppe, i 2010 tog Bartosz Huzarski en solosejr, Cadel Evans vandt en spurt i en gruppe på en håndfuld ryttere i 2009, og Emanuele Sella holdt akkurat 14 klatrere bag sig i 2008. Riccardo Ricco slog Michele Scarponi i en tomandsspurt i 2007, og i 2006 var han hurtigere end tre rivaler. Elio Aggiano tog en solosejr i 2005, Ruggero Marzoli vandt en spurt i 2004, og det samme gjorde Ruslan Ivanov i 2003.

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har som sagt nu i flere år fulgt et ret velkendt mønster, og også selvom man i år har kunnet udvide til fem dage, er der meget genbrug af etaperne. Således er hele fire af de seks etaper i alt væsentligt kopier af gennemprøvede ruter fra sidste år, nemlig etaperne 1a, 1b, 2 og 4, og også sidste etape kendes fra 2017. Dermed er det kun den nye 3. etape, der giver et ekstra lag af uforudsigelighed, men ellers er det en udgave af løbet, der er helt i overensstemmelse med traditionen.

 

Den væsentlige forskel i forhold til 2018 er naturligvis, at nyskabelsen med en afsluttende enkeltstart er droppet. Det er sket på bekostning af en genindførelse af afslutningsetapen fra 2017, og dermed er ruten reelt en kopi af det, vi så for to år siden, med Forli-etapen som en ekstra tilføjelse. Dermed bliver løbet betydeligt mere uforudsigeligt end tidligere, for hvor en enkeltstart er ret let at aflæse, er de kuperede etaper i Coppi e Bartali altid svære at fortolke. Stigningerne er nemlig ikke voldsomt lange, og da man aldrig har mål på toppen, kan de blive ganske taktiske. Det er således ikke altid stærkeste mand, der vinder, for kollektiv styrke kan være vigtigt, hvis det ender i et strategisk spil efter toppen af de sidste stigninger på 2. 3. og 5. etape.

 

Umiddelbart er fire af de seks etaper betydningsfulde. Ganske vist har udbrudssejre på den første halvetape i både 2017 og 2018 truet med at spille favoritterne et puds, men selv hvis vi igen skulle se en gruppe køre væk, vil favoritterne vide ikke at lade farlige folk snige sig med, især i et år, hvor der er nogle stærke hold fra særligt Sky, Movistar og Mitchelton til start. 4. etape har givet anledning til drama i sidevinden i de seneste to år, hvor den har vendt op og ned på klassementet, men med mindre vejrudsigten ændrer sig drastisk, sker det ikke i år. Der venter nemlig en næsten vindstille lørdag, I det hele taget er der lagt op til en flot og solrig uge, hvor vinden formentlig kun vil kunne blive en faktor på etape 1a. Det har den aldrig rigtigt været, og da der hovedsageligt vil være modvind på sidste del, vil det næppe heller være tilfældet i år.

 

Dermed er det de tre kuperede etaper og holdløbet, der synes at skulle afgøre løbet. Vi ved fra tidligere, at det på 2. etape kan lade sig gøre for en eller et par ryttere at køre væk, men som regel er det en gruppe på ca. 10 mand, der skal slås om sejren på brostensbakken op til mål. 5. etape endte i 2017 i en spurt i en lille gruppe af favoritter, og det er nærliggende at tro på det samme på 3. etape, hvor den sidste stigning umiddelbart er lettere og kommer så langt fra mål, at udskilningen må ventes at være mindre.

 

Det betyder også, at det er et løb, hvor det måske mere kan handle om at kunne sidde med de bedste på de tre nøgleetaper, for det er ikke sikkert, at bedste mand kan sætte sig igennem på de dage, og det kan derfor blive et løb, der skal vindes ved at holde sig til snarere end ved at køre fra alt og alle. Derfor kan betydningen af bonussekunder ikke undervurderes, for en god afslutning på torsdagens brostensbakke eller de flade finaler fredag og søndag kan give vigtig tid i et klassement, der vil være tæt. Endelig kan kollektiv styrke blive vigtig, hvis det bliver taktisk i de flade finaler, for her kan et overtal måske udnyttes til at sende en enlig mand i offensiven.

 

Netop kollektivet skal ikke undervurderes. I år er der nemlig så stærke og brede hold fra Sky, Mitchelton og Movistar, at det bliver meget vanskeligt for enkelte ryttere at køre væk. Sandsynligheden for relativt små forskelle på stigningerne er store, og dermed kan holdløbet vise sig at få helt afgørende betydning. Måske er forskellene over den korte distance begrænsede, men de 15-20 sekunder, som Sky sidste år hentede på rivalerne, kan blive helt afgørende, især hvis briterne allerede efter første dag havner i en situation, hvor de med deres superhold bare skal forsvare sig.

 

Og det kunne meget vel blive scenariet. Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, for det er tydeligt, at særligt Sky og Mitchelton bruger det som en chance for deres unge ryttere til at køre deres egen chance i et etapeløb. Begge kommer de med et hav af klatrere, der alle har gode muligheder, og begge kan de også køre et godt holdløb, hvor de meget vel kan ende med at skulle slås om sejren. Det kan godt blive et knivskarpt opgør på sekunder, som efterfølgende vil fortsætte i bjergene. Hvor australierne måske har overtaget på tidskørslen, er det dog briterne, der virker stærkest besatte på stigningerne. Meget kunne derfor tyde på, at det bliver et opgør mellem de to, ganske enkelt fordi de andre vil have tabt tid allerede efter første dag, hvorefter de to stærke hold bliver svære at knække.

 

Det gør løbet meget åbent, men vi vover pelsen og peger på Tao Geoghegan Hart som vores favorit. Den unge brite fik sit store gennembrud i sidste års Tour of California, hvor han uden uheld på en flad etape var endt på podiet trods rollen som hjælper for Bernal, og siden i Dauphiné, hvor han som nøglehjælper for Geraint Thomas slog igennem i et af verdens sværeste løb. Det viser, at han nu skal regnes til gruppen af verdens bedste klatrere, og han har kun fortsat de gode takter i år, hvor han senest leverede et fremragende job for Bernal i Paris-Nice. På papiret ligner han løbets bedste og mest formstærke klatrer, og han er et godt bud på en mand, der kan gøre det færdigt på stigningerne.

 

Spørgsmålet er, om han kan få skovlen under Mitchelton, hvis australierne vinder holdløbet. Geoghegan Hart er nemlig ikke nogen sprinter, og han er ikke prototypen på en mand, der vinder mange bonussekunder. På 2. etapes brostensbakke bør han imidlertid kunne sætte sig igennem på sin form, og dertil kommer, at Sky meget vel kan være så stærke, at de kan knække de unge Mitchelton-drenge. Vi tror, at en velkørende Geoghegan Hart bliver så svær at holde tilbage, at han efter et fint holdløb tager sejren på de svære dage i bjergene.

 

I et år ødelagt af kyssesyge oplevede Diego Rosa en enkelt successtund, da han vandt dette løb. Det drømmer han utvivlsomt om at gentage, og han skulle angiveligt være ovre sine sygdomsproblemer. Det så da også bedre ud i sæsondebuten i Valencia, men siden skuffede han fælt i Provence. Senest lignede han atter sig selv med et stort udbrud i Strade Bianche, men det er svært at vurdere, hvor han virkelig står efter et løb, hvor han ikke kæmpede direkte mod favoritterne. Han så dog brøkstærk ud den lørdag, og har han de ben igen, burde manden, der tidligere er blevet nr. 2 i Il Lombardia, være blandt de bedste på stigningerne her. Han er nemlig slet ikke dårligt i eksplosivt terræn og har fordel af det stærke Sky-hold både på holdløbet og stigningerne. Selvom han ikke er hurtig, er han også mere eksplosiv end Geoghegan Hart, hvilket kan være en fordel i deres indbyrdes opgør.

 

Sejren kan imidlertid også meget vel gå til et andet talent. Lucas Hamilton havde en lidt skuffende første sæson på WorldTouren, men det er han i sandhed kommet efter i år. Således kørte han som en motorcykel i Tour Down Under, hvor han var nøglerytteren, der sikrede Daryl Impey den samlede sejr, og da han fik chancen som kaptajn i Herald Sun Tour, var han ikke langt fra at kunne matche Michael Woods og Richie Porte. Hvor han står nu, er tvivlsomt, for faktisk har han slet ikke kørt siden begyndelsen af februar, men mon ikke han allerede har dette løb som et mål, da det er en unik chance for at køre for sig selv? Har han de samme ben som i Australien, bliver han i hvert fald ikke let at sætte på stigninger som disse, og kan Mitcheltin leve op til favoritværdigheden på holdløbet, skal han i princippet bare holde sig til og håbe på en vis spredning af bonussekunder for at vinde samlet.

 

Udover tilbagevendte Mikel Landa er David De La Cruz den eneste i feltet, der har været i top 10 i en grand tour. Dermed er han også på papiret et af topnavnene, men det er efterhånden lidt svært at vide, hvad man skal mene om spanieren, der er gået meget i stå hos Sky. Heller ikke i år har han imponeret, og selvom han oplevede en lille renæssance på 2. etape i Algarve, faldt han helt sammen, da han på kongeetapen end ikke kunne følge store fyre som Søren Kragh og Zdenek Stybar. Siden da har han ikke været i aktion, og det er derfor efterhånden lidt af et lotterispil at gætte på, hvor De La Cruz står. På papiret bør han dog være Skys førstemand, og med udgangspunkt i et godt holdløb bør han herefter som del af det stærke Sky-kollektiv stå stærkt. Hverken han eller de andre på holdet er hurtige, og de står derfor ikke godt i kampen om bonussekunder. Hvem der ender bedst, kan meget vel blive bestemt af hierarkiet eller brostensbakken på 2. etape. Her tror vi mest på Geoghegan Hart, men har De La Cruz efter pausen benene fra sidste år i Burgos, hvor han oplevede en lille renæssance, kan han sagtens få lidt oprejsning med en sejr her.

 

Egentlig ville vi genre have Eddie Dunbar som vores favorit. Siden han rev feltet i stumper og stykker på stigningerne i Toscana sidste efterår, har det stået klart, at han allerede nu hører til i eliten. I år lagde han ud som lyn og torden i Provence, hvor han og David Gaudu måske var løbets to bedste, men desværre var han senere drønuheldig, da han styrtede på 1. etape i Algarve. Her ødelagde han sin skulder og pådrog sig en hjernerystelse, og siden dengang har han ikke kørt et eneste løb. Det er også hovedårsagen til, at han  ikke er vores favorit, for med de ben, han havde i Provence, lignede han Skys bedste bud på de mere eksplosive stigninger i dette løb, hvor han har mere punch end De La Cruz og Geoghegan Hart. Det er imidlertid et ret åbent spørgsmål. Har han blot brugt de seneste uger på at træne efter uheldet, og har han benene fra Provence, kunne han meget vel vinde, i hvert fald hvis han som ung rytter får chancen på et hold, der ikke just mangler kaptajner.

 

Nicolas Schultz fik en drømmedebut for Mitchelton, da han sejrede på kongeetapen i Herald Sun Tour. Allerede i 2018 viste han med podiepladsen i GP Miguel Indurain, at potentialet er stort. Især i eksplosivt terræn som dette er han i sit es, og modsat de ovennævnte har han den fordel, at han også har en hæderlig spurt. Det kan være nøglen til sejr, hvis Mitchelton er foran eller lige bag Sky efter holdløbet, for der kan være mange sekunder at vinde i spurterne på de hårde etaper. Omvendt har vi en lille frygt for, at han mangler det sidste for på stigningerne at kunne følge det formidable Sky-mandskab, specielt fordi han ikke imponerede synderligt i sine italienske endagsløb for et par uger siden.

 

Den hurtigste af løbets klatrere er utvivlsomt Robert Stannard, der er som skabt til dette løbs eksplosive stigninger. Han kan både spurte på flad vej og på 2. etapes brostensbakke, og dermed kan han potentielt set sikre sig et hav af livsvigtige bonussekunder. Vinder Mitchelton samtidig holdløbet, står han dermed på papiret enormt stærkt, men måske er året i år ikke det helt rette til at vinde dette løb. Denne gang kommer Sky nemlig med så stærkt et mandskab, at vi frygter lidt for, at det trods alt bliver for svært for det australske etapeløbstalent, der endnu har til gode at vise sig frem på højeste niveau.

 

Løbets eksplosive stigninger falder ikke rigtigt i god jord hos Kenny Elissonde, der er bedre i de høje bjerge. Den lille franske klatrer kan dog sagtens komme i spil alligevel, for sammen med resten af Sky vil han stå godt efter holdløbet. Elissonde nåede sit hidtil højeste niveau i sidste års Giro, hvor han var manden, der iscenesatte Froomes legendariske offensiv, og også i år har han kørt fornemt i Australien. Siden da har der været mere stille om ham, men han har været mere stabil, end han plejer. Han ender desværre nok som hjælper, men i et taktisk spil, hvor Sky udnytter overtallet, skal man bestemt ikke udelukke, at det kan være Elissonde, der har timingen til at køre væk og tage sejren. Dylan van Baarle kører til gengæld sit første løb, siden han brækkede hånden i Omloop, og har næppe formen til at klatre, som han gjorde i Australien.

 

Damien Howson er endt i rollen som luksushjælper på Mitchelton, og han får kun sjældent egen chance. Det gør han i dette løb, men desværre passer ham det ham ikke ideelt. Howson har nemlig hverken punch eller spurtstyrke, og derfor får han næppe del i bonussekunderne. Samtidig har han ikke lignet en mand med styrken til bare at køre fra alt og alle, og derfor skal han lukrere enten på et godt hold, taktik eller en god fordeling af bonussekunderne for at vinde. Det er usandsynligt, at det alt sammen går hans vej, men han er ikke uden chance.

 

Ser man ud over de to store holdløbsfavoritter, er det Movistar, der har de bedste chancer. De stiller med en stærk duo i Ruben Fernandez og Winner Anacona, hvor vi tilskriver førstnævnte de bedste chancer. Spanieren er måske ikke sig selv endnu efter sine mange helbredsproblemer, men han viser klare tegn på fremgang. Han sluttede stærkt af i Guangxi, kørte trods en uheldig defekt flot i Australien og var meget stærk på stigningerne i Murcia, hvor han arbejdede stenhårdt for Valverde. Ustabile Fernandez er altid svær at forudsige, men er han i form, er han blandt de bedste i eksplosivt terræn. Anacona lagde ud som lyn og torden i Argentina, men var tydeligvis ikke på samme niveau i Paris-Nice. I et løb som dette bør han dog gøre det godt. Problemet for dem begge er dog, at de næppe kan genvinde det tabte fra holdløbet. Mikel Landa kører sit blot andet løb efter styrtet i januar, og selvom man altid skal passe på med at udelukke noget fra en klasserytter som han, tyder Sanremo-præstationen på, at han primært er her for at forbedre formen. Eduardo Sepulveda og Antonio Pedrero er gået lidt i stå og skal nok primært hjælpe, og selvom Carlos Betancur endelig begynder at vise lidt form, er der stadig for mange kilo at smide til, at vi tror på det store i dette løb.

 

En spændende kandidat er Lawson Craddock, der allerede i Colombia viste, at han endelig er på vej tilbage. Det bekræftede han med en fornem enkeltstart i Paris-Nice, hvor han desværre senere udgik med en forslået skulder. Præstationen i Sanremo viste, at han ikke er mærket, og her burde hans EF-hold kunne køre et godt holdløb. Desværre får han det svært mod Sky og Mitchelton, der også i bjergene står stærkere end ham, og hans hold kan knækkes, hvis han tager førertrøjen. Man kan også håbe på en genrejsning af det fallerede talent Lachlan Morton, selvom intet peger i den retning, og så skal det blive interessant at følge talentet Sean Bennett, der i sin spurt har en god adgang til bonussekunder.

 

Med et hav af defekter i nøglemomenter har Ben Hermans haft en skidt start på sæsonen. Han var uheldig i Valencia, og siden blev han skadet ved et uheld i sit hjem. Yderligere to defekter satte ham tilbage i Tirreno, men han meldte om ret gode ben. I det hele taget har Hermans siden den samlede sejr i Østrig igen lignet den mand, der for et par år siden knuste alle i Tour of Oman, og han burde være blandt de bedste i dette terræn, der passer ham perfekt, og da han ikke er langsom, er der måske også bonus i vente. Desværre får hans hold svært ved at forsvare en trøje, og holdløbet bliver for dyrt. Vi glæder os også til at se hans talentfulde holdkammerat Matteo Badilatti, der kørte fornemt i det nyligt overståede Tour de Rwanda, hvor han tog kampen op mod Astanas overmagt.

 

Arkea-Samsic har et meget lovende kort i Elie Gesbert, der i Oman endelig fik sit gennembrud både som klatrer og puncheur. I Paris-Nice viste han klassen med offensiv kørsel på alle de tre svære etaper, og han bør - hvis han har samme ben nu - være en god kandidat til at vinde alle de tre hårde etaper, ganske enkelt fordi han er lynhurtig på stregen. Det kan give mange bonussekunder, men han vil tabe for meget på holdløbet til at kunne vine.

 

Mens Giovanni Visconti fortsat kæmper med formen og får det for svært, kan Neri Sottoli satse på Dayer Quintana. Colombianeren er blomstret op efter sit skifte til lavere niveau og har været blandt de bedste på stigningerne i både Argentina og Colombia. Senest imponerede han på 4. etape i Tirreno, inden en dum punktering satte ham ud af spillet på kongeetapen. Han bør helt sikkert være med i front på stigningerne, men holdløbet gør det svært at vinde. Vi glæder os også til at se kometen Davide Gabburo, der imponerde stort på Tirrenos kongeetape, samt Edoardo Zardini, der igen ligner lidt af sig selv. Til gengæld bliver det nok lidt for svært for Laigueglia-vinderen Simone Velasco, der ellers har sin spurt som et våben.

 

Androni stiller som altid med et lovende hold af klatrere, hvor det særligt er værd at holde øje med Mattia Cattaneo, der endelig viste lidt form med 2. pladsen i Larciano, og Fausto Masnada, der imponerede med sit udbrud i Milano-Sanremo. De vil dog tabe for meget tid på holdløbet, og Francesco Gavazzi har ikke formen til at sidde med på stigningerne, mens Miguel Florez har skuffet igen i år.

 

Alle øvrige hold er reelt elimineret på forhånd som følge af holdløbet, men der er navne, der skal holdes øjes med. Det gælder de hurtige og eksplosive Jonathan Lastra og Eliot Lietaer, der har lagt stærkt ud i år, og som kan sikre sig bonussekunder. Det samme kan Nicola Bagioli, men der er dog en risiko for, at han ligesom kaptajnen, Marco Canola, får det for svært, som det også før sig gældende for formsvage Mauro Finetto. Derudover skal det blive interessant at følge de mange unge talenter, især Alexander Vlasov, der viste klassen i Ruta del Sol, men også Alejandro Osorio samt Joao Almeida, der dog har skuffet i starten af året. Matteo Sobrero overraskede i Laigueglia, men skuffede i Larciano, og det kan også være værd at holde øje med colombianeren Jonathan Canaveral, den vekørende Evngeny Shalunov og ungareren Attila Valter. Man kan håbe, at Pierpaolo Ficarra og Danilo Celano endelig genfinder niveau fra for et par år siden, og så skal det blive interessant at se, hvor langt de hurtige Marco Tizza og Paolo Toto kommer på stigningerne.

 

OPDATERING: Mitchelton-Scott kommer med Brent Bookwalter, der styrker dem på holdløbet, og som samtidig med sin gode spurt og fine form ligner næststærkeste kort efter Hamilton.

 

VIGTIG OPDATERING: Sky har i sidste øjeblik taget vores favorit, Tao Geoghegan Hart, af startlisten og stiller nu med bare seks mand. Det er en betydelig svækkelse inden holdløbet og øger Mitcheltons chancer betydeligt. Vi tror stadig, at Sky kan knække australierne på stigningerne og vinde løbet med vores nye favorit, Rosa, men chancerne for Mitchelton-sejr, især med Hamilton, er større, end da vi skrev optakten.

 

***** Diego Rosa, 

**** Lucas Hamilton, David de la Cruz

*** Brent Bookwalter, Eddie Dunbar, Nicolas Schultz, Robert Stannard, Kenny Elissonde

**  Damien Howson, Ruben Fernandez, Winner Anacona, Lawson Craddock, Ben Hermans, Elie Gesbert, Mikel Landa, Dayer Quintana, Alexander Vlasov, Jonathan Lastra, Mattia Cattaneo, Eliot Lietaer, Joao Almeida

* Fausto Masnada, Davide Gabburo, Edoardo Zardini, Carlos Betancur, Nicola Bagioli, Lachlan Morton, Evgeny Shalunov, Alejandro Osorio, Mauro Finetto, Matteo Badilatti, Sean Bennett, Simone Velasco, Atilla Valter, Jonathan Canaveral, Pierpaolo Ficara, Danilo Celano, Marco Tizza, Matteo Sobrero

 

Danskerne

Efter en svær sæsonstart skal Matti Breschel i gang igen, og han skal på EF hjælpe formstærke Lawson Craddock. Måske kan han selv få lov at spurte på de to sprinteretaper, hvis formen allerede er der. Mikkel Bjerg bliver på holdløbet vigtig, så han kan give Joao Almeida et godt afsæt i klassementet. Endelig stiller Riwal med Alexander Kamp, Mathias Norsgaard og Rasmus Quaade, men da Kamp har været formsvag, og ruten er for hård for de øvrige, er det nok snarere holdets tre udlændinge Lukas Eriksson, Krister Hagen og Sindre Lunke, der har den bedste chance for et resultat, selvom også de får det svært mod de store hold.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Tour of Croatia(2.1) 23/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Asian Road Championships(CC) 23/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour de Romandie(2.UWT) 30/04-05/05

Rund um den Finanzplatz E...(1.UWT) 01/05

Campeonato Panamericano d...(CC) 01/05

Tour de Yorkshire(2.HC) 02/05-05/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 03/05-05/05

L'Etoile d'Or(1.NCUP) 04/05

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger