Optakt: Søndagens etaper i Yorkshire og Asturien

Søndag gælder det 4. etape i Tour de Yorkshire og 3. etape i Vuelta a Asturias.

Tour de Yorkshire - 4. etape

Ruten

I de seneste tre år har man gemt løbets kongeetape til sidstedagen, og sådan vil det også være i år, hvor klassementet forventes at være helt tæt, når det søndag går løs med den klart sværeste etape. Igen i år skal der tilbringes en hel dag i det kuperede terræn nord for Leeds, hvor der er et hav af stejle mure, og hvor det går op eller ned næsten hele vejen på en etape, der er en næsten tro kopi af sidste års kongeetape. Ligesom i 2018 er der dog relativt langt fra sidste stigning ind til målet i Leeds, og det kan derfor ligesom sidste år meget vel ske, at en mindre gruppe af favoritter skal spurte om bonussekunder i kampen om den samlede sejr i det nye britiske storløb.

I alt skal der tilbagelægges 175 km, der ligesom sidste år fører feltet mellem Halifax og Leeds, som ligger ganske tæt på hinanden midt i det mest kuperede terræn i den vestlige del af regionen. Etapen består derfor af en stor sløjfe mod nord igennem den vanskeligste del af området, og det betyder, at det går løs straks fra start. Her kører man først mod nordvest ud af startbyen direkte op til Goose Eye (1,5 km, 10%), der har top efter 22 km. Derefter går det mod nord og nordøst igennem fladt terræn op til Barden Moor (1 km, 9,5%), hvis top rundes efter 39,5 km. Herefter følger en lettere og helt flad del, hvor man kører mod nordvest og nord forbi dagens første spurt, der kommer efter 58 km. Herefter går det mod nordvest op over Park Rash (2,2 km, 10,5%), der har top efter 67,5 km, hvorefter en lang nedkørsel leder mod nordøst ned til Moddleham, hvor forplejningszonen kommer i det nordligste punkt efter 86 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter frokosten vender man rundt for at køre tilbage mod sydøst og siden syd og sydvest. Denne gang kører man på grænsen mellem bakkerne og fladlandet, og det betyder, at den følgende strækning er relativt flad. Kort efter kører man imidlertid atter mod vest ind i bakkerne og op ad Greenhow Hill (3,3 km, 8,2%), hvis top rundes med 47 km igen. Herfra går det hovedsageligt nedad via en lille kontrabakke (700 m, 6,8%) mod sydøst ned til byen Otley.

Finalen indledes her, når man kaster sig over dagens sidste stigning Otley Chevin (1,4 km, 10,3%), hvis top rundes med 20,5 km igen. Herefter går det mod øst ned til en lille bakke (900 m, 5,8%), der fører op til den sidste spurt, som kommer med 12,5 km igen. Nu går det mod syd og til slut øst ind til centrum af Leeds i en lettere finale, hvor der kun venter en lille bakke (1 km, 6,3%) med top 5,5 km fra stregen. De sidste 5 km falder først let, inden det flader ud på de sidste 2300 m. Der er et skarpt sving med 2 km, men derefter bugter den 6 m brede vej sig kun ganske let. De sidste 500 m stiger svagt.

Etapen byder på i alt 2786 højdemeter.

Leeds var senest målby for sidste etape i i 2018, hvor Stephane Rossetto sejrede fra det tidlige udbrud, inden Greg Van Avermaet slog Ian Bibby og Eddie Dunbar som den hurtigste i en favoritgruppe, der kæmpede om 2. pladsen. Også i 2015 var byen vært for sidste etape, hvor Ben Hermans tog en solosejr med 9 sekunder ned til en 18-mand stor forfølgergruppe, hvis spurt blev vundet af Van Avermaet. Derudover har man ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde, men Tour de France startede i byen i forbindelse med den britiske grand depart i 2014.

Vejret

Efter en meget blæsende lørdag kan rytterne se frem til en betydeligt mere behagelig, men stadig kold søndag. Efter en solrig morgen vil eftermiddagen hovedsageligt være skyet, men uden regn. Temperaturen vil kravle op på 12 grader, og der vil denne gang blot være en let til jævn vind fra nordvest. Det giver sidemodvind på turen ud til forplejningszonen og sidemedvind det meste af vejen hjem, dog afbrudt af et kort modvindsstykke på dagens næstsidste stigning. Efter sidste sving med 2 km igen vil der være direkte medvind på den sidste strækning.

Favoritterne

Som spået betød det kraftige britiske nordenvind, at dagens etape blev langt mere selektiv, end profilen lagde op til, og det udnyttede Alexander Kamp til at tage det, der vel må være karrierens største sejr efter en dybt imponerende præstation af et Riwal-hold, der virkelig ”punchede above their weight” i en gruppe, hvor med fire mand var de bedst repræsenterede sammen med de to forventeligt stærkeste mandskaber, Ineos og CCC. Det kunne ikke omsættes i en førertrøje, men alene det forhold, at han kunne overspurte en ”rigtig” sprinter som Chris Lawless, der var storfavorit inden spurtafgørelsen, siger meget om det enorme og meget vidtfavnende potentiale, den stadig mere lovende dansker har.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Kamp er nu i samme tid som Lawless og har et forspring på 2 sekunder ned til Van Avermaet i det, der som forventet er et meget tæt klassement. Det sætter scenen til, at det hele skal afgøres på søndagens kongeetape. Den er i alt væsentligt en kopi af den, der blev brugt sidste år, og de eneste væsentlige ændringer kommer først på etapen, hvor en stigning er udeladt, og til sidst, hvor udeladelsen af en mindre bakke efter den sidste spurt betyder, at den sidste kategoriserede stigning kommer tættere på stregen. Her så vi, at 10 mand nåede mål samlet bag den tidlige udbryder Stephane Rossetto, hvor Greg Van Avermaet ved at spurte sig til 2. pladsen sikrede sig den samlede sejr.

Det er derfor nærliggende, at en lille gruppe af favoritter igen vil ende samlet, men i de foregående år har det været rigtigt indianercykelløb med mange angreb, og hvor det har været muligt at gøre forskelle i meget taktiske finaler, hvis man med gode ben, held og timing har kunnet køre væk. I 2018 kunne BMC imidlertid kontrollere det og sikre samling til en spurt i en lille gruppe, men er det førende hold svagt, kan det blive et meget taktisk og intenst drama, der kan ende i snart sagt hvad som helst. Samtidig vil bonussekunderne både på stregen og i den indlagte spurt kunne komme i spil, og det betyder, at det bliver et intenst drama og formentlig et svært underholdende løb.

I forhold til i dag vil vinden lægge sig betydeligt, og vi vil slet ikke få de samme barske betingelser. Trods de lave temperaturer vil forholdene være fine, og det vil næppe være vejret, der skaber udskilningen. Heldigvis vil der efter den indledende sidemodvind være sidemedvind på det meste af etapens sidste halvdel, herunder på den sidste kategoriserede stigning og de sidste to bakker, og det burde gøre det lettere at skabe forskelle.

I dag fik vi en fornemmelse af, hvem der er stærkest, men man skal passe på med at lægge alt for meget i dagens resultat. Her var det nemlig hovedsageligt sidevinden, der gjorde forskellen, mens det i morgen i højere grad vil være stigningerne og det samlede antal højdemeter. I dag kunne lidt tungere folk som Lawless, Jenthe Biermans, Rasmus Tiller og Andreas Stokbro være med i front, men de vil formentlig alle få det svært i morgen, i hvert fald hvis etapen er lige så selektiv som sidste år. Omvendt blæste folk som Anthony Perez, Nathan Haas, Maurits Lammertink og Jonathan Hivert alle af feltet i dag, men de vil have en langt større chance for at sidde med, når det er klatrebenene, der afgør sagen.

Den taktiske situation er ganske interessant, særligt for Ineos, der befinder sig i et vanskeligt dilemma. Skal de gå efter et let løb i håb om, at Lawless eller den lidt mere holdbare og hurtige Owain Doull kan klare ærterne? Eller skal de forsøge at gøre løbet så brutalt, at Eddie Dunbar og Chris Froome kan gøre forskelle i finalen? Vi så i dag, at briterne havde det stærkeste hold, og det er derfor i høj grad dem, der kommer til at bestemme slagets gang.

Vi så imidlertid også, at Riwal spillede med musklerne, og det danske hold kan nu lugte en samlet sejr. Skal den sikres, skal de knække Lawless, og derfor må det være i deres interesse at gøre det hårdt. Det samme gælder for CCC, men polakkerne er desværre stærkt svækkede af at have mistet en sygdomsramt Alessandro De Marchi. Det efterlader Greg Van Avermaet med støtte fra en formsvag Serge Pauwels samt nogle tunge drenge, der gjorde det godt i sidevinden, men får det sværere på bakkerne i morgen.

Sidste år så vi, at Stephane Rossetto med et mageløst soloridt kunne vinde etapen. Man kan bestemt heller ikke udelukke, at et udbrud kan holde hjem i så svært kontrollerbart terræn, ikke mindst fordi en stribe gode klatrere som Huub Duijn, Anthony Perez, Nathan Haas, Stef Cras, Ethan Hayter, Jonathan Hivert, Maurits Lammerink, Ian Bibby og Cyril Barthe tabte så meget tid i sidevinden, at de ikke længere er nogen umiddelbar trussel i klassementet. Omvendt må CCC og Riwal have så klar en interesse i at gøre løbet hårdt, at det bør blive samlet, ikke mindst fordi særligt CCC også vil have bonussekunderne i spil. Falder Lawless som forventet fra, forventer vi også, at Ineos vil køre enormt offensivt, og det vil alt sammen gøre det vanskeligt for et udbrud.

Vi forventer derfor et hårdt og selektivt løb i stil med det, vi så sidste år, og vi forventer kun en lille gruppe til sidst. Her tror vi, at Ineos vil angribe i højre og venstre side, og det kan blive ganske svært for Kamp, der formentlig i den situation vil være virtuelt i front, at kontrollere løbet. Heldigvis har han i Van Avermaet en allieret, for belgieren vil ligesom Kamp helt sikkert gerne hjem at spurte. Kan de sammen kontrollere Froome, Dunbar og måske Golas? I terræn som dette burde det være muligt.

Derfor hælder vi trods etapens åbne karakter til, at det skal afgøres i en spurt i en lille gruppe, og her må Alexander Kamp være favorit. Blandt løbets klatrestærke folk er det nemlig ham og Van Avermaet, der på papiret er hurtigst, og vi så i dag, at danskeren faktisk var belgieren ret overlegen. Det kan i virkeligheden ikke undre, for Kamp kørte allerede nogle fine spurter i Coppi e Bartali, mens Van Avermaet i næsten alle klassikerne viste, at han måske ikke helt har samme hurtighed som tidligere. Det er klart, at det bliver vanskeligere for Kamp denne gang, hvor han næppe vil have så megen støtte i finalen, og hvor han formentlig skal bruge mange kræfter på at svare på Ineos’ mange angreb, men ender det i en spurt, må han være manden, der skal slås. Derfor tror vi på dobbelt op til danskeren.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Hans værste rival må naturligvis være Greg Van Avermaet. Som sagt var belgieren synligt langsommere end Kamp i dag, men han burde trods alt være bedre stillet i morgen. Van Avermaet har altid kørt sine bedste spurter, når det har været hårdt og slidsomt, og morgendagens 175 km i stærkt kuperet terræn er trods alt betydeligt mere opslidende end dagens 130 km med relativt få bakker. Det er over lange distancer, at klassikerkongen Van Avermaet for alvor excellerer, og morgendagens etape ligger derfor betydeligt bedre til ham. Samtidig kan han måske lukrere lidt på, at det i første omgang er kamp, der skal lukke huller, og derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at det i morgen er Van Avermaet, der er hurtigste mand.

Som sagt tvivler vi på, at Chris Lawless klarer strabadserne i morgen, men Ineos har en chance for at få Owain Doull med hjem. Briten viste i forbindelse med sit gennembrud i Tour of Britain for nogle år siden, at han klatrer fint, men det har knebet som professionel, også i tidligere udgaver af dette løb. Vi frygter derfor, at også denne etape kan være for hård, men med de fremskridt, han har gjort i det sidste års tid, har han i hvert fald en chance. Han har ikke spurtet meget i de senere år, men han har stadig en hurtighed, der burde gøre ham i stand til at true Kamp og Van Avermaet, når han ikke skal agere lead-out man for Lawless, som han gjorde det i dag.

Hvis ikke Doull og Lawless klarer den, må Ineos i offensiven med Chris Froome og Eddie Dunbar. Terrænet er til den lette og eksplosive side for dem begge, men får de gjort løbet knaldhårdt og isoleret Kamp og Van Avermaet, står de i en god situation, hvor de kan angribe på skift. Froome behøver vist ingen nærmere introduktion, og Dunbar er et af feltets mest lovende klatretalenter, der måske nok har haft en svær tid, men har imponeret stort i løb som Giro delle Toscana og tidligere i år i Tour La Provence. Sidste år var han bedste mand på stigningerne i dette løb, og da der trods alt er et par bakker i finalen, den sidste lige i udkanten af Leeds, er der terræn, hvor løbets måske to bedste klatrere kan bringe Kamp og Van Avermaet i defensiven.

Som sagt er det i morgen stigningerne og ikke sidevinden, der vil gøre forskellen. Det kan bringe Nathan Haas i spil igen, efter at australieren i dag kom til kort. Han er tydeligvis stadig ikke på toppen efter sine mange helbredsproblemer, men han viste et hæderligt niveau i Ardennerne. Morgendagens terræn burde passe ham, og da han sidste år i Oman viste, at han kan overspurte Van Avermaet, er han et godt vinderbud, hvis han sidder med hjem.

Det samme er Anthony Perez. Også han faldt fra i vinden i dag, men han burde være en af de bedste på stigningerne. Han kommer i hvert fald til løbet med et fint Liege i benene, og det er terræn som dette, han elsker. Sidste år sad han med de bedste hjem, og selvom han er bedst som puncheur, har han i Tour du Gevaudan vist, at han også kan afslutte på flad vej.

Det var opløftende at se Tom Jelte Slagter med fremme i sidevinden, hvilket ellers ikke er hans kop te. Det tyder på, at han endelig har fundet lidt af sit gamle niveau, selvom der stadig er et stykke vej igen. Han burde være mere komfortabel på en dag, hvor stigningerne vil gøre forskellen, og han er som bekendt slet ikke langsom i en spurt, selvom han foretrækker stigende finaler. Det bliver dog svært at slå de hurtigste, og måske er hans chance at bruge sit punch og de store holds interne kamp til at køre væk i finalen.

En anden klatrer, der faldt fra i dag, er Maurits Lammertink, men han burde have en bedre chance i morgen. Terrænet passer hollænderen, der tidligere har kørt med i front i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, og selvom også han er bedre i stigende finaler, kan han afslutte på flad vej. Det kan hans holdkammerat Nick van der Lijke også, men han er knap så klatrestærk. Roompots tredje kort er Huub Duijn, der er knap så hurtig, men desværre ikke har vist den bedste form i år.

En outsider er Ethan Hayter. Har han benene fra sidste års Tour of Britain, er han livsfarlig, da han både kan klatre og spurte. Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på, efter at han i dag faldt fra i sidevinden, og efter at han hidtil har haft fokus på banen. På den anden side er det i morgen klatrebenene, der taler, og det kan give ham en bedre chance for at havne i en situation, hvor han kan bruge sin spurt.

Er etapen for hård for Scott Thwaites? Det tror vi, men vi udelukker ikke, at den engang så lovende brite kan sidde med. Han gjorde det i hvert fald fint på stigningerne i dag, og han er formentlig nær sin topform til hjemmebaneløbet, der er sæsonens største mål. Terrænets karakter er på grænsen for ham, men overlever han, er han farlig i en spurt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Endelig er vi nødt til at pege på Jonathan Hivert. Den franske lottokupon synes igen at være inde i en af sine mange dårlige perioder, efter at han smed tid i går, og næsten blev sidst i dag. Omvendt er våde sprinteretaper eller kamp i sidevinden slet ikke hans kop te, og han viste trods alt forrygende form så sent som i Tour du Finistere, hvor han var tæt på at køre fra alt og alle. I morgen handler det om bakkerne og ikke vinden, og det giver ham en mulighed for at lave endnu et af sine mageløse comebacks i terræn, der passer ham, og hvor han kan bruge sit punch og sin gode spurt.

Folk som James Shaw, Mark Christian, Matthew Holmes, Cyril Barthe, Kevin Vermaerke, Stef Cras, Serge Pauwels og Adam De Vos klatrer alle godt nok til at være med fremme, men skal bruge megen held for at vinde etapen, da det kun er Barthe, der har en hæderlig spurt. På nær de tre førstnævnte har de dog alle tabt så meget tid, at de ligesom Perez, Hayter, Lammertink, Duijn og Hivert kunne være interessante i et udbrud (dog ikke Pauwels, der skal arbejde for Van Avermaet).

Feltet.dks vinderbud: Alexander Kamp

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Owain Doull

Outsidere: Eddie Dunbar, Chris Froome, Nathan Haas, Anthony Perez, Tom Jelte Slagter

Jokers: Maurits Lammertink, Ethan Hayter, Scott Thwaites, Jonathan Hivert, Chris Lawless, Cyril Barthe

Udbrudskandidater: Anthony Perez, Nathan Haas, Maurits Lammertink, Huub Duijn, Ethan Hayter, Jonathan Hivert, Cyril Barthe, Stef Cras, Kevin Vermaerke

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Stephane Rossettos sejr fra 2018.

Vuelta a Asturias - 3. etape

Ruten

Vuelta a Asturias er et bjergløb, og man har som regel sørget for, at klassementet også kan blive ændret på sidste etape. Det vil atter være tilfældet i år, hvor man genbruger den nu efterhånden klassiske svære afslutning i Oviedo, hvor der bydes på en grim stigning i finalen, og hvor de bedste klatrere kan forsøge at gøre en forskel inden den flade afslutning.

I alt skal der tilbagelægges bare 119,0 km mellem Cangas del Narcea og regionens hovedby Oviedo. Det meste af etapen er yderst let, idet man kører mod nordøst igennem terræn, der er ganske let faldende forbi den første spurt, der er placeret efter 23,0 km. Der venter en lille bakke inden forplejningen, der nås efter 65,8 km, hvorefter det bliver en anelse mere kuperet, mens man snor sig mod sydøst og nordøst frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 100,0 km.

Den markerer indledningen på finalen. Herfra går det nemlig igennem fladt terræn mod sydvest ned til dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Alto el Violeo. Den stiger med hele 10,5% over 2,7 km og stiger endda stabilt med 12,3% i snit over de første 2 km, inden den flader ud nær toppen, der rundes med bare 8,0 km igen. De består af en teknisk meget enkel nedkørsel, der fører mod syd og sydøst med retning mod Oviedo, og det falder jævnt hele vejen ned til mål. Finalen byder på to rundkørsler i rap omkring den røde flamme, men derefter er der kun to bløde kurver inden den 500 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1585 højdemeter

Sidste år lykkedes det Ricardo Mestre at holde hjem fra det tidlige udbrud, mens en favoritgruppe på 14 mand spurtede om 3. pladsen med Benjamin Prades som den hurtigste. I 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i en finale, hvor også Oscar Sevilla, Joao Benta, Mikel Bizkarra og Nairo Quintana kørte væk fra favoritgruppen. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999). Finalerne har imidlertid været forskellige fra år til år, og El Violeo har kun været benyttet siden 2015.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Efter to flotte dage slutter løbet også i perfekte betingelser- Søndag vil være næsten skyfri med en temperatur på 17 grader. Der vil være en let til jævn vind fra øst, hvilket giver sidemodvind hele vejen frem til den sidste spurt. Derefter vil der være sidevinde på Violeo-stigningen og derefter modvind på den første del af nedkørslen, inden man kortvarigt får sidevind inde i Oviedo og til slut igen modvind på den sidste kilometer.

Favoritterne

Helt som forventet knuste Richard Carapaz og Mikel Landa alle rivalerne i en sand magtdemonstration på kongeetapen, og som forudset kunne de derfor fordele rovet mellem sig. Det var heller ikke uventet, at de lod Carapaz krydse stregen først, så ecuadorianeren nu har kurs mod et titelforsvar og har sikret sig årets første sejr.

Inden han kan hjemtage endnu en samlet triumf, skal han dog overleve sidste etape. Vi ved fra tidligere, at intet er afgjort før til allersidst. Løbsarrangørerne er generelt tilhængere af genbrud, og det er således femte år i træk, at løbet slutter med denne vanskelige finale i Oviedo, og vi ved derfor, hvad der skal forventes. Afslutningen er hårdere end på 1. etape, men heller ikke så svær, at det ikke kan ende i en spurt i en lille gruppe. Sidste år holdt to mand hjem fra det tidlige udbrud, men bag dem endte favoritterne i en gruppe på 14 mand. I 2017 kørte den førende Raul Alarcon imidlertid fra alt og alle, herunder Nairo Quintana, i en meget selektiv finale, hvor spanieren kom alene hjem. I 2016 kørte tre mand væk med Daniel Moreno som den hurtigste, og i 2015 var Jesus Herrada den hurtigste af fem mand. Det viser, at vi helt sikkert ikke får en så stor gruppe som på 1. etape, men etapevinderen kan reelt køre alene hjem eller skulle spurte sig til sejr blandt op til formentlig ca. 15 mand.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Det vil naturligvis alt sammen afhænge af, hvem der vil køre cykelløb, og hvem der ikke vil, og igen er det naturligvis Movistar, der svinger taktstokken. Sidste år så vi, at de var fint tilfredse med blot at fragte Richard Carapaz hjem til den samlede sejr, og på 1. etape så vi også en relativt defensiv strategi på en dag, hvor de valgte at gå efter en spurtsejr med Jose Joaquin Rojas. Det kunne være en option igen denne gang, men er måske mindre sandsynligt i en afslutning, der trods alt nok er for hård for den ellers klatrestærke spanier.

Vi tvivler på, at Movistar vil gøre alverden for at hente det tidlige udbrud, og derfor kan en udbrudssejr som sidste år ikke udelukkes. Omvendt må man formode, at hurtige folk som Vicente Garcia de Mateos, Jonathan Lastra, Carlos Quintero og Edgar Pinto alle kan se en pointe i at jagte, og selvom nogle af dem måske vil have holdkammerater med i front, tror vi, at der vil være tilstrækkeligt med interesse i at skabe samling frem mod Violeo-stigningen. Ikke mindst Manzana må tro meget på Quintero efter fredagens sejr.

Vi forventer altså endnu et opgør mellem favoritterne, og her tror vi, at Movistar igen vil gå i offensiven. Mikel Landa har endnu ikke vundet en etape, så hvorfor skulle man ikke give ham den mulighed? Som sagt har vi før set, at stigningen er svær nok til, at de bedste kan køre væk, og Landa og Carapaz er så suveræne, at de formentlig kan gøre det igen. Herefter har de igen den fordel, at de kan samarbejde i modvinden til sidst, og det ligger så i kortene, at Landa skal have etapen og Carapaz den samlede sejr. Derfor tror vi på endnu en dobbeltsejr, denne gang med Landa først over stregen.

Det kan dog også blive Richard Carapaz igen. Violeo er trods alt kort og eksplosiv, og det er ikke givet, at de to stjerner bare kan køre væk. Får de selskab, er det Carapaz, der som den hurtigste af de to skal spurte, men han er også hurtig nok til at slå de fleste af løbets klatrere. Samtidig viste han på 1. etape, at han har en chance i en spurt i en større favoritgruppe, og derfor kan det sagtens blive endnu en triumf for ecuadorianeren.

Den værste trussel er formentlig Vicente Garcia de Mateos. Spanieren er så hurtig, at han i Volta a Portugal har vundet massespurter, og han er samtidig så klatrestærk, at han er blevet nr. 3 i samme løb. I dag gjorde han det imponerende flot på dagens lange stigning, og han burde være mere komfortabel på en kort, stejl mur. Han skuffede i spurten på 1. etape, men normalt er han svær at slå på stregen, uanset om han skal spurte i en større eller mindre gruppe.

Sidste år viste Krists Neilands sit talent, men han har haft det svært i 2019. Nu synes han langt om længe at have fundet benene, efter at han i dag hentede Vlasov på nedkørslen og derefter spurtede sig til en 3. plads. I teorien burde han havde det endnu bedre i morgendagens mere eksplosive afslutning, og han viste med 5. pladsen på 1. etape, at han har en spurt, der gør det realistisk at tro på, at han kan overspurte Carapaz. Også i en større gruppe vil han have en reel, men dig beskeden chance.

Det var ikke helt uventet, at dagens etape blev for hård for Carlos Quintero. Den store colombianer er nemlig ikke nogen klatrer, men han klarer sig flot på korte stigninger, som vi så på 1. etape og ikke mindst i Baskerlandet. Vi så på 1. etape, at han er hurtig nok til at slå alle i en spurt, men det er også klart, at stigningen meget vel kan blive for hård. Han har formentlig kun en chance i en relativt stor gruppe, men ender det sådan, er han et af de varmeste navne.

I dag bekræftede Edgar Pinto også den fine form, han viste i Tyrkiet. Ganske vist kom han til kort, men det var forventet på så lang en stigning. Hans speciale er korte, stejle mure som El Violeo, og han burde have en bedre chance i morgen. Han er samtidig en glimrende afslutter, som vi så i dag, og selvom han skuffede på 1. etape, er han hurtig nok til at spurte sig til sejr.

Det samme er Jonathan Lastra. På mange måder minder han om Pinto, men han er ikke helt så klatrestærk. Til gengæld har han vist glimrende form på det sidste, og i dag kom han da også med hjem i en fornuftig gruppe sammen med netop portugiseren. Også han kørte en halvsvag spurt på 1. etape, men han har farten til at vinde, hvis ikke han får det for svært på stigningen.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Skal man pege på en trussel på selve stigningen, må det være Alexander Vlasov. Russeren viste sig som ventet at være deres nærmeste rival i dag, og selvom han til sidst blev hentet af Krists Neilands, var det ham, der gjorde størst modstand på stigningen. Den eksplosive finale passer ham dårligere, men han har en reel chance for at sidde med. Umiddelbart er Carapaz hurtigere, men han har en hæderlig spurt og kan tage kampen op med den lille ecuadorianer.

Som sagt udelukker vi ikke, at Movistar går efter en sejr med Jose Joaquin Rojas. Det gjorde de på 1. etape, hvor han desværre blev lukket inde og derfor kun blev nr. 4. Denne finale er sværere, og vi tror, at det bliver for vanskeligt. Omvendt klatrede han så godt i Baskerlandet, at han har en reel chance for at sidde med, hvis får en gruppe af samme størrelse som sidste år. Her vil han utvivlsomt være en af de hurtigste.

Med mindre et udbrud holder hjem, er det svært at se andre mulige vindere. Jonathan Canaveral, Angel Madrazo og Orluis Aular er begge hurtige og relativt klatrestærke, men klarer trods alt nok ikke så svær en stigning, og Garikoitz Bravo, der er hurtig, har ikke formen. Derudover er der gode klatrere som David Rodrigues, Artem Nych, Mikel Bizkarra og Cristian Rodriguez.

OPDATERING: Mikel Landa er ikke stillet til start som følge af en skade i foden.

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: Richard Carapaz, Vicente Garcia de Mateos

Outsidere: Krists Neilands, Carlos Quintero, Edgar Pinto, Jonathan Lastra, Alexander Vlasov

Jokers: Jose Joaquin Rojas, Jonathan Canaveral, Mikel Bizkarra, David Rodrigues, Artem Nych

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ricardo Mestres sejr fra 2018, Raul Alarcons sejr fra 2017 og Daniel Morenos sejr fra 2016.