Optakt: Tirreno-Adriatico

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes for nylig, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor forrige lørdag, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de meste prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.
 

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse, der har tiltrukket opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire og Fabian Cancellara, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De seneste udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste to år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordel sig mere ligeligt mellem de to løb, men i år er der dog ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Mens Ilnur Zakarin og Esteban Chaves er de eneste to ryttere i Frankrig, der tidligere har været på podiet i en grand tour, må arrangørerne i Italien slikke sig om munden ved udsigt til, at Chris Froome, Tome Dumoulin, Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Rafal Majka, Romain Bardet, Wilco Kelderman, Louis Meintjes, Fabio Aru, Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez, Ada Yates, Bob Jungels, Geraint Thomas, Simon Spilak, George Bennett, Davide Formolo og Rohan Dennis alle vil være klar til at kæmpe med om sejren i det kuperede italienske terræn.

På samme tid vinder Paris-Nice frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste syv vindere er de fem kommet fra Frankrig, herunder vinderne i 2014, 2015 og 2016. For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Det ændrer dog ikke på, at folk som Peter Sagan, Mark Cavendish, Marcel Kittel, Giacomo Nizzolo, Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Sonny Colbrelli og Sacha Modolo vil være klar til at slås om sejren på de flade etaper, mens klassikerstjerner som Greg Van Avermaet, Michal Kwiatkowski, Philippe Gilbert, Diego Ulissi, Jasper Stuyven, Gianni Moscon, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Tiesj Benoot og Niki Terpstra vil forberede sig til de store endagsløb over den kommende uge i Italien.

Sidste års udgave af løbet var udtryk for en magtdemonstration af Nairo Quintana, der trods store tab på holdløbet og enkeltstarten med en suveræn sejr på kongeetapen sikrede sig sin anden sejr i den italienske begivenhed. Det kunne imidlertid meget vel have været anderledes, hvis ikke Geraint Thomas og resten af Sky-holdet havde haft uheld på holdløbet, for briten kørte en god enkeltstart og blev nr. 2 på kongeetapen og kunne dermed have truet den colombianske vinder, hvis heldet havde været med ham. I stedet blev Rohan Dennis en flot nummer 2 efter sejr på begge tidskørsler, mens Thibaut Pinot med en tredjeplads fortsatte sin stime af gode resultater i det italienske løb. Quintana forsvarer ikke sin titel i år, da han satser på et mere stille forår med henblik på at bevare friskhed frem mod Touren, og da Pinot har samme planer, er heller ikke han med denne gang. Dermed er Dennis eneste genganger fra sidste års podium, og efter et sent afbud fra Richie Porte kan han nu få lov at køre sin egen chance.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. De sidste seks udgaver er alle startet med en holdstidskørsel på Den Tyrrhenske kyst og er sluttet med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derimellem har der været klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt et par dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring er imidlertid, at der hvert år siden 2012 har været en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor er løbet blevet en sag for grand tour-specialister, nøjagtig som det vil være tilfældet i 2018, hvor man har designet en rute efter helt samme opskrift, som man har benyttet siden 2012.

Årets udgave består igen af en indledende holdtidskørsel, en afsluttende enkeltstart, en stor bjergetape, to relativt flade etaper, en etape for puncheurs samt en kuperet etape med korte, stejle mure, der både kan vindes af klassikertyper og gøre forskelle i klassementet. Den afgørende forskel fra år til år har været sværhedsgraden af sidstnævnte etape samt af målstigningen på bjergetapen. I de senere år har balancen været tippet mod de tempostærke folk med et godt hold til holdløbet, da stigningerne ikke har været voldsomt hårdt.

Det synes der imidlertid at være ændret på denne gang. Det helt flade holdløb og den helt flade enkeltstart er nøjagtig de samme som sidste år og vil stadig spille en helt afgørende rolle, men denne gang har klatrerne en endnu bedre chance en tidligere. Først og fremmest har man designet en hårdere kongeetape end vanligt. Lørdag skal rytterne ikke blot slutte på en stejlere stigning end tidligere, undervejs skal de også overvinde ufatteligt mange højdemeter på en dag, hvor der stort set ikke er fladt terræn overhovedet. Derudover venter der en brutal mur på fredagens 3. etape, og en afslutning, der er sværere end Mur de Huy, vil give klatrerne endnu en chance for at vinde lidt tid. Dermed er der denne gang langt op til en mere jævnbyrdig dyst mellem forskellige ryttertyper.

Som altid er der også muligheder for sprinterne, der kan se frem til at boltre sig på den helt flade 2. etape, ligesom 6. etape burde være en god chance, hvis de da kan overleve den ganske vanskelige start, som etapen byder på. Klassikerrytterne burde være i deres es på 5. etape, der er en hyldest til Michele Scarponi og slutter med en bakke, der burde være god for folk som Peter Sagan og Greg Van Avermaet. Med andre ord byder Tirreno-Adriatico også i år på lidt for enhver smag, og det vil som altid være en alsidig rytter, der vil hæve det ikoniske trofæ næste tirsdag i San Benedetto del Tronto.

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en holdtidskørsel, og det har man ikke ændret i 2018. Det er således syvende år i træk, at man har haft planer om at lade en kollektiv kamp mod uret starte begivenhederne, men i 2015 måtte man grundet dårligt vejr i sidste øjeblik ændre etapen til en kort prolog. Som kompensation valgte man at åbne både 2016- og en 2017-udgaven af løbet med en tro kopi af den aflyste etape, og det er en let modificeret og forkortet udgave af samme rute, der vil blive benyttet til at skyde festen i gang i år.

I 2012, 2013 og 2014 blev holdtidskørslen afviklet mellem byerne San Vincenzo og Donoratico på den Tyrrhenske kyst, men nu er etapen blevet flyttet til den nærliggende ferieby, Lido di Camaiore. Distancen er varieret en anelse fra år til år, idet etapen har været mellem 16,9 og 18,5 km lang, men efter at man er flyttet til nye omgivelser har man forlænget distancen til 22,7 km i de seneste to udgaver. I år har man imidlertid skåret et lille stykke af ruten af, og derfor er distancen denne gang reduceret til 21,5 km.

Den gamle rute fra tiden før 2015 var ikke teknisk og for det meste flad, men der var en lille stigning undervejs. På den nye rute er der imidlertid ingen grund til at finde klatrebenene frem, idet arrangørerne har sammensat en meget enkel rute i Lido di Camaiore. Fra staten følger man den flade kystvej i nordlig retning i 9,5 km, inden et skarpt højresving leder ind i byen. Der følger yderligere tre skarpe sving umiddelbart efter, inden man atter rammer kystvejen i forbindelse med en venstresving, hvor mellemtiden tages efter 10,7 km. De sidste 10,8k m består af den lange tur tilbage til start- og målområdet, denne gang i den modsatte retning. Etapen er helt flad, idet man befinder sig mellem 2 og 3 meter over havets overflade hele vejen. I forhold til sidste år er eneste ændring, at den lille sløjfe i forbindelse med vendepunktet er gjort mindre.

Da der stort set ingen højdeforskelle er, men til gengæld mange lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen, er det en etape for de virkeligt kraftfulde ryttere. Den gamle rute var tilsvarende simpel, men der var i det mindste en lille bakke og lidt flere tekniske udfordringer, der kunne skabe lidt variation. Den nye etape kunne ikke være enklere, og den vil blive vundet af det hold, der har mest power og de største maskiner.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

I lyset af den flade, ikke-tekniske natur af den gamle rute er det ikke overraskende, at Orica-GreenEDGE og Omega Pharma-QuickStep, der hører til blandt de største specialister i disciplinen, vandt holdtidskørslen i de første tre år. Belgierne var således hurtigst i 2013 og 2014, men australierne vandt i 2012. I de to første år spillede vinden imidlertid en afgørende rolle og gav ganske ulige vilkår for de forskellige hold. Det kan ske igen i år, hvor vinden fra havet kan påvirke udfaldet af en etape, der giver en spektakulær og flot åbning i en festival af kraft og fart. Det var i hvert fald tilfældet i både 2017 og 2016, hvor BMC levede op til favoritværdigheden på den nye rute ved at slå Quick-Step med hhv. 17 og 2 sekunder og overraskelsen FDJ med hhv. 9 og 22 sekunder sekunder. I alt sluttede hele 13 hold inden for et minut af vindertiden i 2017, hvilket viser, at forskellene kan forventes at være små på en så hurtig rute.

Lido di Camaiore var også rammen om den hastigt arrangerede prolog i 2015, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen.

2. etape

Den første linjeløbsetape har traditionelt været en sag for sprinterne, men den tradition blev ændret i 2016 og 2017, hvor man i stedet gav klassikerrytterne en chance på en kuperet rute i Pomerance. I år vender man imidlertid tilbage til traditionen og bringer de hurtige folk i rampelyset på løbets første linjeløbsetape, der er usædvanligt flad efter vanlig Tirreno-standard. En helt ny rute betyder nemlig, at man ikke med det samme starter rejsen på tværs af den italienske støvle, og i stedet tilbringer man endnu en dag langs den flade italienske vestkyst, hvor sprinterne for alvor kan boltre sig.

Arrangørerne har klogelig valgt at gøre den flade etape ret kort, og der skal derfor blot tilbagelægges 167 km mellem Camaiore og Follonica. Begge byer er placeret langt den Tyrrhenske kyst, men fra start kører man kortvarigt et lille stykke ind i landet for at forcere Montemagno-stigningen (3,0 km, 4,3%, max. 8%), der har top allerede efter 4,3 km. Herfra går det mod sydøst via en kort nedkørsel, inden man igen rammer fladlandet. Herfra forsættes mod sydøst og siden syd, og selvom man holder sig et par kilometer inde i landet og ikke følger kystvejen, er terrænet helt fladt.

De flade veje fortsætter, mens man fortsætter mod syd øst om feriebyen Livorno, inden man rammer kystvejen kort før løbets gamle startby, Donoratico. Herfra følger man vandt forbi den første spurt i netop Donoratico efter 107,3 km, inden man kort efter drejer væk fra vandt for at kører mod sydvest mod målbyen Follonica. Efter 142,0 km krydser man målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med tre omgange på en helt flad 8,3 km lang rundstrækning langs kysten. Den byder på et par grimme sving kort efter passagen af stregen, men derefter er det en lang, lige vej, der leder mod nordvest frem til en U-vending med knap 3 km igen. Herefter følger man den 7,5 km flade kyst vej, der kun buer ganske let med lidt mere end en kilometer til mål.

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en sådan flad kystetape, men det er aldrig specielt blæsende i regionen, og det er svært at erindre, at vinden nogensinde har splittet feltet i det italienske løb. Med tanke på, at dette er løbets allerfladeste etape, er det det allerstørste mål for de rene sprintere Marcel Kittel, Mark Cavendish og Caleb Ewan, og derfor vil det være en mindre sensation, hvis ikke vi bliver vidner til et brag en massespurt på den lange flade og ret brede opløbsstrækning, der er som skabt til de hurtigste af de hurtige.

Follonica var senest vært for et stort cykelløb på 1. etape af Giro della Provincia di Grossetto i 2008, hvor Filippo Pozzato vandt en reduceret massespurt foran Grega Bole.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

3. etape

I de senere år har Tirreno-Adriatico budt på to kuperede etaper skabt til klassikerryttere, og meget ofte har mindst en af dem tillige haft rigtig klassikerdistance for derved at fungere som perfekt forberedelse til årets første store endagsløb. De to etaper har oftest været placeret på hver sin side af kongeetapen, og det er også tilfælde i år, hvor den første af de to klassikeretaper kommer fredag, dagen inden løbets bjergudfordring. Med en menu bestående af hele 239 km med relativt mange små stigninger undervejs samt en rigtig puncheurfinale med mål på en kort, stejl bakke i Trevi er der lagt op til en fremragende test af formen for de ryttere, der går efter sejrene i de største endagsløb i løbet af foråret. Den afsluttende stigning er imidlertid så stejl, at løbet mere har karakter af et Fleche Wallonne end af en flamsk klassiker, og derfor vil det formentlig være klassementsrytterne og de letteste ardennespecialister, der skal slås om sejren.

Etapen er som sagt hele 239 km lang og fører feltet fra torsdagens målby Follonica til en helt ny afslutning i Trevi. Dagen markerer indledningen på rejsen mod øst på tværs af den italienske støvle og dermed kører man stort set hele dagen stik øst væk fra det flade kystterræn og ind i det kuperede indre af landet. Indtil man kommer væk fra vandet, er det relativt fladt, men klatreudfordringerne starter alligevel tidligt, når man efter 35,7 km når toppen af Roccastrada-stigningen (6,2 km, 4,6%, max. 10%). Efter nedkørslen flader det igen ud, inden det gælder dagens sværeste udfordring, Passo del Lume Spento (12,1 km, 4,4%, max. 11%), der har top efter 64,7 km. En længere nedkørsel leder derefter til en småkuperet fase med et par mindre bakker omkring forplejningszonen, men det er kun La Foce (5,4 km, 4,4%, max. 10%) med top efter 113,8 km, der er kategoriseret.

Efter La Fose flader terrænet ud, og selvom der fortsat er et par små bakker på menuen er det over de næste ca. 100 km generelt fladt. Undervejs passerer man dagens første spurt i Moiano efter 140,1 km, indtil det begynder at stige let op mod dagens sidste spurt, der kommer i Montefalco efter 215,1 km. Herefter fører en nedkørsel og et kort fladt stykke frem til Trevi, hvor man for første gang skal op over målbakken, inden man krydser stregen efter 227,9 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på 11,1 km lang rundstrækning, der indledes med yderligere 300 m klatring med passager på hele 16%. Derefter fører en hurtig nedkørsel på en relativt bred vej ned til en skarpt højresving ved det sydligste punkt. Herfra går det via en lige og flad vej mod nord ord nordvest frem til det norsligste punkt, hvor man med 2,5 km igen atter drejer ind på den afsluttende stigning, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,0. Den første kilometer er ganske let med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3, men de sidste 1500 m stiger med hele 11,5% i gennemsnit. Undervejs er der endda et par mindre nedkørsler, og det er derfor mange gange endnu stejlere. Man når eksempelvis 16% kort før den røde flamme og helt op på 20% på de sidste 300 m. Vejen er smal, men uden skarpe sving, indtil der kommer to af disse kort efter hinanden på de sidste 100 m. Opløbsstrækningen er med sine 7,5 m i bredde betydeligt bredere.

Den sidste stigning er brutal, og med 1500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 11 er finalen endnu sværere end Mur de Huy. Derfor bør det ikke være en dag for folk som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar, der formentlig kommer til kort på så svær en stigning. I stedet er det en slags Fleche Wallonne, hvor de eksplosive og lette ardennerspecialister ventes at slås om sejren. I fravær af folk som Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Dan Martin og Sergio Henao er der ingen oplagt favorit på en dag, hvor toppen af resultatlisten vil blive domineret af klassement, og hvor der vil være mulighed for at vinde tid i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Trevi har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Tirreno-Adriatico blev engang betragtet som et af de få etapeløb, som klassikerryttere kunne vinde, men den tid er for længst ovre. Siden 2012 har løbet hvert år bevæget sig ind i de høje bjerge på søndagens femte etape, der er endt på med en hård bjergafslutning. Det har altid været en risikabel affære - bare tænk på de ikoniske billeder af Nairo Quintana, der kæmpede sig gennem faldende sne til toppen af Monte Terminillo i 2015, eller på 2016-etapen, der desværre måtte aflyses på grund af sne - men trods to år med begrænset succes har arrangørerne ikke ladet sig skræmme. I 2018 vil løbet atter byde på en regulær bjergafslutning på løbets kongeetape, der også i år er rykket til lørdag. Denne gang har man endda fundet en helt ny stigning, der umiddelbart synes betydeligt sværere end tidligere målbjerge, og da den kommer som afslutning en lang etape igennem klassisk Tirreno-terræn med et hav af korte, stejle mure, er der udsigt til den måske sværeste etape i løbet i mange år.

Etapen er med sine 219 km længere end de fleste øvrige kongeetaper i løbet og fører feltet fra Folingo til toppen af Sarnano Sassotetto-stigningen i 1335 m højde. Allerede starten er hård, når man kører mod nordøst på ad en næsten 20 km lang ikke-kategoriseret stigning. Herefter følge etapen letteste del, når man fortsætter mod nordøst via et kort fladt stykke og en længere gradvis nedkørsel samt en ganske lille bakke, når man kører en omgang på en lille rundstrækning, inden man atter fortsætter mod nordvest op mod forplejningszonen.

Efter 80 km ændrer etapen karakter, når man rammer det ubønhørlige savtakkede terræn, der om noget kendetegner Tirreno-Adriatico. De følgende 100 km byder stort set ikke på én eneste flad kilometer, men i stedet på et hav af korte, stejle stigninger samt tekniske nedkørsler, mens man kører mod øst og siden hovedsageligt syd, mens man snor sig rundt i terrænet på de smalle, krøllede veje. Den første indlagte spurt kommer på toppen af en af de mange stigninger efter 114,3 km, og derudover er tre af murene kategoriserede. Det gælder San Ginesio (6,3 km, 4,7%, max. 8%) efter 137,6 km, der er en meget regulær stigning uden stejle procenter, Gualdo (2,5 km, 9,2%, max. 13%) efter 151,3 km, der er kort og stejl, men yderst regulær, og Penna San Giovanni (5,4 km, 5,9%, max. 15%) efter 170,9 km, der byder på en meget stejl første del med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,2 over 2500 m, inden den flader ud med procenter på 2-4.

Efter den sidste af disse stigninger venter yderligere én lille mur, inden den kortvarigt flader ud, mens man kører mod sydvest og siden nordvest. Det stiger ganske vist let, men terrænet er betydeligt lettere end tidligere på etapen. En kort nedkørsel leder derefter frem til den sidste spurt, der kommer med 13,2 km igen i byen Sarnano. Kort efter rammer man den 11,8 km lange målstigning, der stiger med 7,2% i gennemsnit og byder på en maksimal stigningsprocent på 13. Den bestiges fra nordøst og start relativt let med et stykke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,1%. Med ca. 8 km igen indledes en 4 km lang strækning, der stiger med 8,8% i snit og byder på flere passager med mere end 10%, herunder det stejleste 13%-stykke med ca. 4 km igen. De næste 2 km er ligeledes hårde med 8,3% i snit, men de sidste 2 km er betydeligt nemmere med et gennemsnit på bare 5,5%. Der er ikke mange sving på den nedre del, mens de sidste 7 km byder på mange hårnålesving. Det sidste kommer med ca. 800 m igen, ogerefter er der yderligere et sving, inden man rammer den 100 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Dette er dagen, klatrerne har ventet på, og den ubetinget vigtigste etape i årets Tirreno-Adriatico. Faktisk er det meget svært at huske, at rytterne har været udsat for så svær en etape. Som regel har kongeetapen ikke budt på alt for mange stigninger inden målbjerget, men denne gang tilbringer man mere end 100 km i klassisk Tirreno-terræn uden én eneste meter med fladt terræn og et hav af højdemeter. Samtidig er målbjerget stejlere end tidligere, og der burde være masser af plads til, at bedste klatrere kan gøre en forskel inden de sidste 2 ret lette kilometer. Dermed er scenen sat til et brag af et bjergslag, hvor nogle allerede meget trætte klassementsryttere skal slås om sejren på målbjerget, der formentlig vil skabe større tidsforskelle end tidligere.

Sarnano Sasstotetto-stigningen har ikke tidligere været målbjerg for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

5. etape

Hvis der er én ting, der kendetegner Tirreno-Adriatico, er det de mange etaper i Appenninerne i den østlige del af det italienske fastland. Her er terrænet som skabt til godt cykelløb, idet der er et væld af små, snoede veje med korte, ekstremt stejle stigninger, og det er stort set umuligt at finde én meter med flad vej. For et par år siden var det disse etaper, der ofte afgjorde løbet og gjorde det til en sand fest for puncheurs og ardennerryttere. Siden en meget berømt etape i 2013, hvor man besteg adskillige af disse mure på en dag, hvor forfærdeligt regnvejr tvang adskillige ryttere til at udgå, og hvor Vincenzo Nibali en sjælden gang fik Chris Froome til at knække og sikrede sig den samlede sejr, efter at briten suverænt havde vundet kongeetapen, har man imidlertid skruet gevaldigt ned for mængden af disse mure. RCS indrømmede dengang, at etapens sværhedsgrad havde taget overhånd, og derfor har der ikke været en lignende etape i flere udgaver. Sidste år forsøgte man sig dog igen med en meget spektakulær etape, der blev vundet af Peter Sagan foran alle klatrerne, og også i år har man designet en lignende etape, der er placeret om søndagen. Selvom man har døbt den ”mur-etapen”, er den dog betydeligt lettere og med færre højdemeter end tidligt. Til gengæld vil det være en meget emotionel dag, når klatrerne, ardennerspecialisterne og de eksplosive puncheurs slås om sejren i Filottrano, der er udvalgt som målby i en hyldest til Michele Scarponi, Ørnen fra Filottrano.

Modsat tidligere udgaver af denne ”mur-etape” skal der i år bare tilbagelægges 178 km mellem Castelraimondo og Filottrano. Første del af etapen er væsensforskellig fra finalen, da den byder på meget let terræn. Der indledes nemlig med at afslutte rejsen ud til Adriaterhavskysten, og derfor før det i den første del mod nordøst gennem let faldende terræn, der leder ud mod vandet. Kort før kysten slår man dog et lille smut mod syd for at køre over Montelupone-stigningen (4,5 km, 4,9%, max. 16%), der har top efter 49,9 km (der er ikke tale om den berømte mur i byen, der tidligere er blevet benyttet som etapemål), inden man fortsætter mod syd ned til den første spurt, der kommer efter 58,5 km. Herfra fortsætter man via en gradvis nedkørsel det sidste stykke ud til kystbyen Civitanova Marceh, der nås efter 71,5 km.

Fra Civitanova Marche følger man den helt flade kystvej mod nordvest forbi dagens anden spurt i Porto Recanati efter 84,9 km, inden man drejer mod sydvest for atter at køre ind i landet med kurs mod Filottrano. Mens man fortsætter mod vest venter der en ikke-kategoriseret stigning med top efter 106,4 km samt Osimo-stigningen (4,9 km, 4,5%, max. 12%) med top efter 117,8 km. En nedkørsel og et fladt stykke leder nu det sidste stykke frem til Filottrano, hvor man første gang skal op over målstigningen, dog uden at køre de sidste 300 m til toppen.

I stedet drejer man til venstre for at tage hul på to omgange på den 16,1 km lange afsluttende rundstrækning i området vest for byen. Fra start går det mod vest og nordvest gennem relativt fladt terræn frem til Catalupo, hvofra man vender rundt og kører tilbage mod nordøst, sydøst og øst, nu dog gennem let faldende terræn. Med 4,7 km drejer man mod syd og rammer her Filottrano-stigningen (1,8 km, 7,8%, max. 16%), der har top 2900 m fra stregen og er meget stejl på første halvdel, hvor den over 500 m stiger med 12,8% i snit. Toppen kommer med 2900 m igen (der er bjergpoint på spil ved 1. og 2. passage), hvorefter der venter en vanskelig og teknisk nedkørsel, der slutter 1500 m fra stregen. Herefter stiger det atter op mod mål med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,1 og med et maksimum på 10% med ca. 500 m igen. Det bliver langsomt stejlere med stigningsprocenter på mellem 6 og 7,5 på de sidste 700 m. På de sidste 2 km er der et skarpt svinglige før den røde flamme og igen, når man med 300 m tilbage forlader rundstrækningen for at køre det sidste stykke op til målet for enden af den smalle 5,5 m brede vej, der har en brostensagtig belægning.

Dette er en helt klassisk Tirreno-Adriatico- etape af en type, der som sagt for nogle år siden var meget populær. Denne gang er den dog betydeligt lettere end tidligere, og det ligner ikke en etape, der vil gøre de helt store forskelle. Den sidste stigning i Filottrano er stejl, men kommer for langt fra mål til, at det er sandsynligt, at favoritterne vil kunne holde et eventuelt forspring. I stedet er der en god chance for, at folk som Peter Sagan og Greg Van Avermaet denne gang kan komme med over og spurte om sejren i den stigende finale, hvor procenterne er af en helt anden karakter end på 3. etape, hvor det formentlig har været for svært for de lidt tungere klassikerspecialister. Det ligner med andre ord en dag for klassikerspecialister og puncheurs og kunne meget vel blive rammen om en klassisk Sagan-Van Avermaet-duel.

Filottrano har ikke været vært for afslutningen på et stort cykelløb i mere end et årti.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

6. etape

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden, og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2016 og 2016 de rene sprinter i at komme til fadet. Den model har man fastholdt i år, hvor en ganske kuperet indledning måske kan bringe de hurtige folk i vanskeligheder inden den helt flade afslutning ved Adriaterhavskysten.

Med sine bare 153 km etapen en kort sag, der fører feltet mellem de to kystbyer Fanano og Fano. Turen foregår imidlertid ikke langs den flade kystvej, og derfor er starten alt andet end let. Ganske vist lægger man ud med at følge kysten mod nordvest op til storbyen Ancona, men selv her er der flere mindre bakker og ikke meget fladt. Derefter drejer man mod sydvest for at køre ind i landet og over Offagna-stigningen (3,6 km, 6,1%, max. 13%), der har top efter 36,2 km. Derefter flader det ud, mens man fortsætter mod vest, indtil en lille nedkørsel leder mod nordvest til byen Jesi, hvor der første spurt kommer efter 59,2 km

Herefter bliver terrænet en anelse lettere, men der er bestemt ikke fladt, mens man fortsætter op over flere mindre bakker mod nordvest. En af disse, Ostra (1,3 km, 7,8%, max. 13%), der har top efter 75,8 km, er løbets sidste kategorisede stigning. Derrefter venter yderligere en mindre bakke, inden man når forplejningszonen efter 87,2 km. Den markerer starten på den relativt flade finale, hvor man først kører mod nordøst ud mod vandet, inden man vender rundt for atter at slå en lille sløjfe ind i landet via en ganske lille bakke, inden man atter kører mod nordøst ud til kysten og målbyen Fano. Her krydser man efter 127,4 km målstregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt, inden løbet afsluttes med to omgange på en 12,8 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den er helt flad, men byder på en del akarpe sving. Det bliver mindre kompliceret efter en rundkørsel med 4,5 km, men der venter en svær afslutning med skarpe sving hhv. 1200 og 350 m fra mål, inden man rammer den hele 8,5 m brede opløbsstrækning.

Dette er sidste chance for sprinterne til at teste benene forud for Milano-Sanremo, men historien viser, at det ikke altid er helt enkelt på denne sidste linjeløbsetape. Som altid er der nemlig flere bakker undervejs, og vi så i 2015, hvordan det lykkedes Tinkoff med en voldsom forcering på en grim regnvejrsdag at komme af med mange af de rene sprintere, inden Peter Sagan vandt spurten for det russiske hold. Denne gang kommer stigningerne endnu tidligere, og det bør derfor ende med en massespurt, men en aggressiv indledning, hvor mange gerne vil finpudse formen inden lørdagens klassiker, kan betyde, at det bliver nogle meget trætte sprintere, der skal slås om sejren i den meget tekniske afslutning i Fano.

Fano var senest målby for et stort cykelløb i 2012, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt i Giroen foran Matthew Goss og Daniele Bennati. I 2003 blev Gianpaolo Mondini italiensk mester i enkeltstart i byen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto med Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen.

De seneste syv udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavert i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2018. Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet i de senere år, er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer.

Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt kort før 5 km-mærket. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

På grund af den korte distance er afstandene typisk ganske små mellem klassementsrytterne, og med undtagelse af 2016-udgaven, hvor aflysningen af kongeetapen betød, at det blev en kamp om sekunder, har etapen sjældent spillet den store rolle i kampen om den samlede sejr. Med en lang holdtidskørsel og en hård bjergafslutning er det også usandsynligt, at etapen i år bliver afgørende, men i et ugelangt etapeløb kan det hele blive afgjort på marginaler, og i det tilfælde vil enkeltstarten komme i spil, som den eksempelvis gjorde det i den spændende dyst mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012. Klassementsrytterne vil imidlertid ikke være i spil til etapesejren, der altid bliver udkæmpet i en kamp mellem de helt store specialister og de store motorer, der kan benytte deres enorme kraft til at træde store gear og nå høje hastigheder på de lige, flade veje.

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er rekord. Den kunne Rohan Dennis ikke slå sidste år, hvor han besejrede Jos Van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder.

Favoritterne

Med løbets nye status som en slags mini grand tour er det næsten svært at tro, at dette engang var et løb for puncheurs og klassikerryttere. Ganske vist betød aflysningen af kongeetapen, at vi i 2016 kortvarigt vendte tilbage til fortiden og så en duel mellem Greg Van Avermaet og Peter Sagan, men det var en undtagelse. Tirreno-Adriatico er nu et løb for sande etapeløbsryttere, og det kræver en meget komplet rytter at vinde Italiens næststørste etapeløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I løbet af de syv dage bliver rytterne testet på alle områder, men som i en grand tour er det primært klatreegenskaber og tidskørslerne, der vil forme det endelige klassement. Vinden spiller sjældent en rolle i løbet, og det ser heller ikke ud til at være tilfældet denne gang. Der ventes ganske vist regulært uvejr med regn og blæst til holdløbet, men vejret skulle være fremragende på 2., 3. og 4. etape. Der ventes igen regn søndag og mandag, hvor der faktisk kan være en lille risiko for sidevind på 6. etape, selvom det i lyset af historien næppe vil blive afgørende. Vejret vil igen være godt til den afsluttende enkeltstart.

Vinden og regnen vil som udgangspunkt gøre 6. etape stressende, men hvis man kan undgå uheld, bør hverken den eller 2. etape spille nogen rolle i klassementet. Scarponi-etapen til Filottrano virker ikke voldsomt skræmmende, og vi tvivler på, at finalen er hård nok til at ryste klassikerryttere som Sagan og Van Avermaet af. En god spurt kan måske give et par bonussekunder, men der bør ikke være forskelle mellem de bedste.

Dermed er det klart, at det vil være. 1., 3., 4. og 7. etape, der vil afgøre løbet, og umiddelbart er det onsdag og lørdag, der fremstår som de vigtigste dage. På en 22,7 km lang holdtidskørsel kan man tabe en del tid, og selvom de sidste års udgaver viste, at der næppe vil være de store forskelle mellem de bedste hold, kan de svage hold tabe meget. Sidste år tabte Sky med Geraint Thomas 1.42 - dog som følge af uheld - Simon Spilak smed 1.36, Rigoberto Uran 1.18, Rafal Majka 1.11, Rui Costa 1.09, Domenico Pozzovivo 1.00, Bauke Mollema 58 sekunder, Fabio Aru 55 sekunder, Vincenzo Nibali 53 sekunder og Primoz Roglic 40 sekunder. I et løb, der som regel afgøres med relativt små marginer, er det ganske meget. Mellem klassementsrytterne på de bedste hold bliver der ikke store forskelle, men er man på et svagt hold, bliver det praktisk talt umuligt at vinde samlet.

Den allervigtigste etape er imidlertid kongeetapen. Det er svært at huske, at den i nyere tid har været hårdere. Målstigningen er meget svær og sværere end de øvrige bjerge, der har været benyttet på det seneste, og resten af etapen er med sin længde og ekstremt udfordrende terræn voldsomt hård. Vi har to gange set, at Nairo Quintana kunne vinde nok tid på den noget lettere Monte Terminillo til også at vinde samlet, og denne gang har klatrerne langt bedre muligheder end tidligere for at vinde samlet. Taber man meget på holdkørslen og enkeltstarten, skal man stadig være ganske suveræn for at vinde samlet, men de lette drenge har bedre vilkår end tidligere, og det bliver utvivlsomt meget vanskeligt for en fyr som Rohan Dennis denne gang at begrænse tidstabet lige så meget som sidste år.

Etapen til Trevi vil give klatrerne endnu en chance for at vinde sekunder, og finalen er faktisk så svær, at man hurtigt kan vinde lige så meget tid, som man taber på enkeltstarten. Den afsluttende stigning er både længere og stejlere end Mur de Huy, og det er derfor en perfekt afslutning for Fleche Wallonne-specialister. Med et godt punch kan man vinde både sekunder og bonus, og det vil helt sikkert være en etape, der også vil spille en rolle i kampen om klassementet.

Endelig er der den sidste enkeltstart, der naturligvis også kommer til at spille en rolle. Historien viser imidlertid, at afstandene mellem klassementsrytterne er ganske små. Det er imidlertid muligt for store specialister som Tom Dumoulin, Geraint Thomas og Rohan Dennis, der også kører klassement, at vinde helt op til 40-50 sekunder på nogle af de mindre ryttere. Derfor er det en etape, hvor specialisterne kan vinde en del tid, men hvor forskellene mellem de fleste af rytterne vil være små.

Tirreno-Adriatico er et af de få store etapeløb, som Sky endnu ikke har vundet, men det kan de lave om på i år. De kommer med et sandt klassemandskab med hele fire ryttere, der reelt kan køre klassement. Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon vil dog nok bruge løbet som forberedelse til klassikerne og her ofre sig for Chris Froome og Geraint Thomas. På papiret er Froome naturligvis det store navn, men tendensen i de senere er år er som bekendt, at den britiske stjerne er ikke er 100% på denne tid af året-

Det er imidlertid Geraint Thomas, og han er vores favorit til den samlede sejr. Britens fremskridt i 2017-sæsonen var vanvittigt imponerende, og selvom uheld betød, at vi aldrig fik set ham folde sig ud i Giroen, viste han forinden i Tirreno-Adriatico og med sejren i Tour of the Alps, at han for alvor skal regnes som en af verdens bedste i ugelange etapeløb. Faktisk havde han formentlig vundet dette løb sidste år, hvis ikke Sky havde været så uheldige på holdløbet, at et styrt tvang fire af deres ryttere til at vente på en femte mand.

Sidste år blev Thomas nr. 2 på kongeetapen bag Nairo Quintana, og han var i særklasse den stærkeste på stigningerne i Tour of the Alps. Det vidner om, hvor fremragende en klatrer han er blevet. Samtidig er han nu endnu stærkere end tidligere på enkeltstarterne, hvilket hans sejr på 1. etape i Touren, 2. plads på den lange enkeltstart i Giroen samt senest hans suveræne sejr på tidskørslen i Algarve vidner om. Blandt klassementsrytterne er det kun Tom Dumoulin og specielt Rohan Dennis, der kan true ham på 7. etape, og her vil han kunne køre med om etapesejren. Samtidig kommer Sky med et decideret superhold til 1. etape, hvor de sammen med BMC er de indlysende favoritter, og dermed vil han kunne vinde tid på de fleste på de to tidskørsler.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Man kan naturligvis frygte, at 3. og 4. etape bliver for hårde for Thomas, der som bekendt ikke er ren klatrer, men efter sidste års præstation er der ingen grund til at tro, at han ikke vil være blandt de allerbedste på kongeetapen. Han vil formentlig kunne sætte en ikke alt for formstærk Dumoulin, og han er klasser bedre end Dennis. Måske vil han miste tid til specielt Mikel Landa, men han vil til gengæld vinde tid på baskeren på begge de to tidskørsler. Stigningen på 4. etape er ganske regulær og ikke dum for Thomas, der nok får større vanskeligheder på 3. etape, der er en smule for stejl for en stor fyr som ham. Han har dog stadig et godt punch og vil næppe tabe mange sekunder. Han havde vundet i Algarve, hvis ikke det havde været for den specielle Sky-taktik, og vi tror, at han endelig får sin sejr i denne uge.

Hans værste rival må være Tom Dumoulin, men det er ikke helt til at blive klog på hans form. Han kørte en fremragende enkeltstart i Abu Dhabi, hvor han måske havde kunnet true selveste Dennis på en for australieren ideel rute, hvis ikke han var blevet sat tilbage af defekt. På kongeetapen kunne han helt som ventet ikke matche rykkene fra Valverde og Lopez, men han udviste sin vanlige ro, undlod at gå i panik og var måske på vej til på klassisk Dumoulin-maner at pace sig tilbage, da han atter fik defekt. Det lovede derfor godt inden Strade Bianche, men her skuffede han stort. Om det var kulden, ved vi ikke, men det har i hvert fald givet lidt tvivl om hans form.

Ruten her passer imidlertid Dumoulin ganske glimrende. Han er måske ikke helt så kraftfuld som Dennis og Thomas på en enkeltstart som den, der venter på 7. etape, men som han viste i Abu Dhabi, er han stadig stærk nok til at køre med om sejren alligevel. Hans Sunweb-hold er som bekendt verdensmestre i holdløb og møder her op med en trup, der måske endda kan true BMC og Sky og under alle omstændigheder ikke vil tabe meget, selvom tabet af Michael Matthews naturligvis er stort. Det store spørgsmål er som for Thomas, hvor stærk han er i bjergene. Sidste år manglede han endnu lidt i dette løb, men han virkede måske lidt mere overbevisende i Abu Dhabi end for 12 måneder siden og er samtidig også blevet en bedre klatrer siden. Naturligvis er 4. etape til den hårde side, ligesom finalen på 3. etape kan vise sig at være lidt for stejl for den store hollænder - man skal dog passe på med at undervurdere Dumoulin, der både i Vueltaen og Giroen har vundet på meget stejle opkørsler - og det er usikkert, om han allerede nu kan true de allerbedste. Vi ved dog, at niveauet er godt, og at han er en mester i at pace sig selv og minimere et eventuelt tab. Derfor burde han køre med om sejren.

Havde dette været et klassisk Tirreno-Adriatico, havde vi ikke tilskrevet Mikel Landa de helt store chancer. Nairo Quintana har dog to gange vist, at den bedste klatrer sagtens kan vinde, hvis han er tilstrækkeligt suveræn, og i år har klatrerne som sagt en endnu bedre mulighed end tidligere. Baskeren har i de seneste år været sat tilbage af skader og har derfor ikke haft de store resultater først på året, men i år synes det at være anderledes. Han meldtes i storform forud for Ruta del Sol, og selvom han skuffede på kongeetapen, hvor han formentlig endnu manglede lidt løbsrytme, viste han sig som den stærkeste på 4. etape, hvor det kun var brostenene, der forhindrede ham i at sætte Tim Wellens til vægs i en finale, der ellers ikke passede ham.

Der er ingen tvivl om, at Landa nu er endnu bedre, og dermed er der meget stor chance for, at han - måske sammen med Miguel Angel Lopez - vil vise sig at være den bedste klatrer. Dermed kan det meget vil blive til sejr på den usædvanligt hårde kongeetape, og som han viste på 4. etape i Ruta del Sol og tidligere har vist i både Baskerlandet og Tour of the Alps, har han faktisk også et ganske godt punch på en mur som på 3. etape, specielt når den er så stejl, som det er tilfældet. Han har en reel mulighed for at vinde begge etaper og dermed score 20 vigtige bonussekunder. Til gengæld vil han få klø på 7. etape. Han har forbedret tempoevnerne betragteligt, men denne rute er simpelthen den værst tænkelige for baskeren, der i Ruta del Sol viste, at han fortsat mangler noget i kampen mod uret. Også på holdløbet vil han tabe tid, selvom Movistar kommer med et fornuftigt mandskab, der burde kunne køre i top 5. Spørgsmålet er, om Landa kan tage det tilbage i bjergene. Det er bestemt ikke umuligt.

Havde dette været juli måned, havde Chris Froome været storfavorit på en rute, der passer ham næsten helt perfekt, men i marts måned forholder det sig anderledes. For et par år siden var briten altædende i løbet af foråret, men efter at han zoomede ind på drømmen om at vinde to grand tours i samme år, har han været betydeligt mere anonym i årets første måneder. Faktisk skal vi helt tilbage til hans sejr i Ruta del Sol i februar 2015 for at finde hans seneste sejr i et europæisk etapeløb afholdt inden juni måneds Dauphiné. Specielt har han altid skuffet i Volta a Catalunya og i de senere år også i Tour de Romandie.

Ruta del Sol gav bestemt ikke megen tro på, at det forholder sig anderledes i år. Froome kunne ikke matche de bedste på kongeetapen, og han kørte en decideret skidt enkeltstart. Niveauet her er endda langt højere, og derfor skal han have forbedret formen meget markant, hvis han skal kunne gøre sig håb om at vinde.

Vi taler imidlertid om en af historiens bedste etapeløbsryttere, og vi skal ikke glemme, at han formentlig havde vundet i Catalonien sidste år, hvis ikke han havde sovet på den ellers ufarlige 6. etape og havde været oppe mod en helt ustoppelig Valverde. Han kan derfor vise sig pludselig at møde op i fin form efter en lille træningslejr på Teide, og ruten passer ham som sagt fint. Sky har som sagt et af de to bedste holdløbshold, og selvom han ikke kan matche Thomas, Dumoulin og Dennis på en enkeltstart som denne, vil han kunne vinde tid på langt de fleste rivaler. Samtidig er han naturligvis den allerbedste klatrer, hvis formen er i top, og han har også vist, at han er fremragende i finaler som den, der venter på 3. etape, hvor han i topform måske vil være den allerstørste favorit. Har han samme form som i Catalonien sidste år - eller er endnu bedre - kan han derfor bryde sin forårstørke i Europa med en sejr her.

Sammen med Landa er Miguel Angel Lopez utvivlsomt løbets bedste rene klatrer, og ingen kan betvivle, at colombianeren møder op i storform. Han vandt kongeetapen i Tour of Oman, og var han ikke blevet bedt vente på Alexey Lutsenko havde han også taget den samlede sejr. I Abu Dhabi var det kun en imponerende Valverde, der forhindrede ham i at vinde i et meget stærkt felt, og hvis man mangler yderligere bevis for klatreevnerne, skal man bare huske på, hvordan han i den anden uge af Vueltaen nærmest tørrede gulv med alle stjernerne. Derfor er der ingen tvivl om, at han vil køre med om sejren på 4. etape og måske også på 3. etape, der burde være stejl nok til, at han vil kunne være med fremme. Desværre er tidskørslerne et problem. Selvom han kørte en flot enkeltstart i Abu Dhabi, vil han tabe en del tid på 7. etape, der slet ikke passer en lille fyr som ham, og endnu værre vil det formentlig gå på holdløbet, hvor Astana vil få klø af de bedste hold. Lopez skal derfor være flyvende i bjergene for at vinde. Det kan ikke udelukkes, at han er så god, at han kan gentage Quintanas bedrift fra sidste år, men det bliver svært for den ellers ekstremt imponerende colombianer.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Sunweb satser mest på Dumoulin, men som vi så i Abu Dhabi har man i Wilco Kelderman en ganske glimrende plan B. Hollænderen er siden skiftet til det tyske hold for alvor kommet tilbage på sporet og har for første gang i karrieren været i stand til at køre stærkt i bjergene og på enkeltstarterne på samme tid. Det viste han gennem hele 2017, hvor det kulminerede med en overraskende 4. plads i Vueltaen, og det viste han senest i Abu Dhabi, hvor han blev nr. 5 på både enkeltstarten og kongeetapen. Enkeltstarten her minder meget om den i Abu Dhabi, og Kelderman bør på en rute som denne køre i top 10. Lægger man dertil, at Sunweb som sagt har et af de tre bedste hold til holdløbet, ser det pludselig ganske lovende ud for hollænderen inden bjergetaperne. Han har et fint punch til 3. etape - han har været i top 10 i Fleche Wallonne - og han har vist, at han ikke mangler meget for at følge de bedste i bjergene. Det bør være en stensikker top 10, men kan meget vel blive til endnu mere.

Adam Yates plejer at starte lidt stille ud, men det har han ikke gjort i år - tværtimod. I februar, hvor han plejer at være langt efter, var det kun en forrygende Valverde, der forhindrede ham i at vinde kongeetapen. Det lever godt forud for dette løb, hvor han sidste år blev nr. 3 på kongeetapen og derfor har en glimrende historik. I søndagens GP Larciano viste han også fornuftig styrke, men blev sat tilbage af en punktering i finalen, der kostede for mange kræfter til, at han kunne gøre forskellen. Hans punch gør ham til en af de helt store favoritter på 3. etape, og har han samme form som sidste år, vil han også være blandt de bedste på kongeetapen. Mitchelton-Scott er ikke så stærke i holdløb som tidligere, men de har dog et hold, som gør, at Yates kan begrænse tabet til de bedste og vinde tid på mange. Det store problem er enkeltstarten, der måske vil koste for meget tid til, at han kan vinde.

Rafal Majka har været en af forårets positive overraskelser. Polakken har sjældent kørt stærkt på denne tid af året, men det gør han i 2018. Han var allerede god i San Juan, hvor han kørte en fremragende enkeltstart, og i Abu Dhabi kørte han atter en efter hans standard god tidskørsel og var blandt de bedste på kongeetapen. Det er alt sammen en del af en klar strategi om at opnå resultater i løbet af foråret, og det synes at være lykkes at ramme formen. Selvfølgelig vil han tabe tid på 7. etape, men han viste i Abu Dhabi, at han kan begrænse tabet. Bora har faktisk et godt hold til 1. etape, hvor han ligeledes kan begrænse tabet. Han er næppe den stærkeste i bjergene, og derfor vil han tabe for meget tid på tidskørslerne til at kunne vinde, men han har formen til et topresultat.

Det samme har Romain Bardet, der er en reel vinderkandidat på både 3. og 4. etape. Franskmanden har trods en ufrivillig pause i februar efter et uheld hjemme hos sig været flyvende siden sit comeback. Han tog en knusende solosejr i Classic de l’Ardeche og blev en imponerende nr. 2 i Strade Bianche, der ellers ikke just er et løb for ham. Formen er derfor fabelagtig, og han vil drage fordel af, at de to svære etaper er knaldhårde. Desværre er han meget svag på enkeltstarter som disse, og Ag2r er notorisk kendt for at køre dårlige holdløb. Samlet set vil han derfor tabe for meget tid på tidskørslerne til at kunne vinde samlet.

En af de meget spændende ryttere er George Bennett. Siden 10. pladsen i Vueltaen sidste år har han været fantastisk kørende, og han var formentlig sluttet i top 10 i Touren sidste år, hvis ikke han var blevet syg. Hans klatring har forbedret sig markant, og noget kunne tyde på, at han i år er endnu stærkere. I hvert fald var han fremragende i de australske løb, hvis eksplosive natur ellers ikke passede ham, og hvor han lige var kommet tilbage efter en operation. Nu har han haft to måneder til at forbedre formen, og derfor burde han være på et højt niveau. LottoNL-Jumbo har et top 5-hold til holdløbet, og Bennett burde være en af de bedste på 4. etape. Problemerne er den eksplosive finale fredag, der ikke er ideel for Bennett, samt især enkeltstarten. Man skal dog ikke glemme, at han chokerede hele verden med sin enkeltstart i Californien sidste år, og er det udtryk for det nye niveau, kan det blive rigtig godt.

Primoz Roglic var med helt fremme sidste år og har vist sig som en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Som sagt har LottoNL et glimrende hold til 1. etape, og Roglic er nu at regne som en af verdens absolut bedste temporyttere, også på korte, flade enkeltstarter, hvilket sidste års 4. plads på sidste etape i dette løb vidner om. Dermed vil han kunne sætte tid i banken på de to tidskørsler, men desværre frygter vi, at specielt 4. etape vil vise sig at være lidt for hård. Ganske vist har Roglic forbedret sig voldsomt i bjergene - han vandt jo en bjergetape i Touren sidste år - men han mangler stadig at klatre med de allerbedste i denne type løb. Da han fortsat manglede lidt på kongeetapen i Valencia, frygter vi, at kongeetapen her også vil være lidt for stor en mundfuld til, at han kan vinde samlet.

Vincenzo Nibali var tidligere kendt for altid at køre stærkt i foråret, men det har ikke været tilfældet i de senere år. Desværre er der heller ikke noget, der tyder på, at det er anderledes denne gang. I hvert skuffede han stort i Oman, og da han har meget store ambitioner i Liege, tror vi ganske enkelt ikke, at han allerede nu vil være i stand til at køre med de bedste. Lægger man dertil, at Bahrain vil tabe meget tid på 1. etape, og at Nibali heller ikke er blandt de bedste på en kort, flad enkeltstart, kræver det meget god form i bjergene, hvis Nibali skal vinde samlet. Man skal aldrig afskrive en klasserytter som ham, og derfor kan et godt resultat ikke udelukkes, men sejr bliver det næppe til.

Det er svært ikke at være spændt på at se Leopold König. Tjekken missede stort set hele 2017 som følge af en grim knæskade, men i efteråret kom han tilbage. Han har haft en problemfri vinter, men ingen aner, hvor han står nu. Han har ikke kørt løb siden januar, og derfor er han løbets store joker. Man skal ikke glemme, at König meget vel kunne være sluttet på podiet i Vuelraen i 2016, hvis ikke det var for Sky-kollapset i Formigal, og han er generelt undervurderet som klassementsrytter. Bora har som sagt et udmærket hold til 1. etape, og han er blandt de bedste temporyttere i klassementsfeltet. Det skal blive spændende at se, om han vitterligt er tilbage ved fordums styrke.

En meget spændende outsider er stortalentet Jaime Roson. Skiftet til Movistar betyder, at han ikke får mange personlige muligheder, og her skal han da også primært arbejde for Landa. Han har imidlertid vist så god form både i søndags i Larciano og i Valencia, at han formentlig kan lave et godt resultat alligevel. Det stærke Movistar-hold vil give ham et godt udgangspunkt efter 1. etape, og hans potentiale rækker til noget stort på 4. etape - ikke mindst, hvis han har forbedret sig yderligere efter skiftet til Movistar. Enkeltstarten er naturligvis et stort problem, men da han vil vinde tid på mange på 1. etape, kan det sagtens blive til et godt resultat alligevel.

Rigoberto Uran har i de seneste år altid været blandt de bedste på bjergetaperne i de ugelange etapeløb. Efter en god start i Colombia Oro y Paz vil det helt sikkert også være tilfældet denne gang, og også den eksplosive mur på 3. etape er glimrende for Uran, der næppe nogensinde har været bedre. Problemet er 1. og 7. etape. EF Education vil være blandt de svageste i holdløbet, og selvom Uran sidste år kørte én god enkeltstart i Touren, har han siden 2015 kørt rædselsfulde enkeltstarter, der har kostet ham et hav af topplaceringer i ugelange etapeløb. Det er svært at forestille sig, at det vil være anderledes på en rute, der bestemt ikke passer ham. Selvom Uran vil gøre det godt i bjergene, vil det næppe være nok til at vinde.

Endelig vil vi pege på de to klarere Davide Formolo og Louis Meintjes. Begge er de meget store klatretalenter, men begge er de gået lidt i stå. Efter sin imponerende start stod Formolo nærmest stille på Cannondale, og Meintjes’ store fremskridt stoppede sidste år. Noget tyder imidlertid på, at det kan være anderledes i år. I hvert fald kørte Formolo bedre end længe på kongeetapen i Abu Dhabi, hvor han også kørte sit livs enkeltstart - en disciplin, der ellers er en voldsom akilleshæl for ham. Meintjes plejer at være en langsom starter, men gjorde det lovende på stigningerne i Algarve, der ellers ikke passede ham. Begge vil de få klø på 7. etape, og Meintjes vil også tabe alt for meget tid på holdløbet, men heldigvis er ruten i år så hård, at de med en god præstation på 4. etape alligevel kan slutte langt fremme.

***** Geraint Thomas

**** Tom Dumoulin, Mikel Landa

*** Chris Froome, Miguel Angel Lopez, Wilco Kelderman, Adam Yates, Rafal Majka

** Romain Bardet, George Bennett, Primoz Roglic, Vincenzo Nibali, Leopold König, Jaime Roson, Rigoberto Uran, Davide Formolo, Louis Meintjes

* Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, Bob Jungels, Rohan Dennis, Ben Hermans, Simon Spilak, Diego Ulissi, Damiano Caruso, Alexandre Geniez, Tiesj Benoot

Danskerne

I år kører næsten alle danskerne Paris-Nice, og derfor er Søren Kragh Andersen og Mads Pederrsen ene om at repræsentere os i Tirreno-Adriatico. Kragh skal primært arbejde for Tom Dumoulin og Wilco Kelderman og måske køre spurterne på 2. og 6. etape for Nikias Arndt samt teste sig på enkeltstarten og køre en topplacinger hjem på holdløbet. Også 5. etape kunne være en mulighed, hvis ikke den bliver en anelse for hårdt. Pedersen skal primært køre spurter for Giacomo Nizzolo og måske prøve sig af på enkeltstarten.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO