Optakt: Tour de l’Eurometropole

Løbets rolle og historie

Cykelkalenderen har en smuk anatomi, der betyder, at forskellige dele af sæsonen er fokuseret på forskellige typer af løb. Mens sæsonens første måneder typisk handler om etapeløb, stjæler klassikerne og endagsløbene midt på foråret. Efter Liege-Bastogne-Liege er det igen etapeløbene, der dominerer den sidste del af foråret og det meste af sommeren, indtil klassikerne igen tager over i september og oktober.

Der har længe været en del etapeløb i Asien og Oceanien i sidste del af sæsonen, hvoraf specielt Herald Sun Tour, Abu Dhabi Tour og Tour of Beijing har været i stand til at tiltrække stærke startfelter. I de seneste år har der desuden været en voldsom tilvækst af kinesiske etapeløb, og begivenheder som Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake håber at udvikle sig til noget betydeligt større i fremtiden, ligesom Tour of Turkey og og Tour of Guangxi nu også afvikles som to sene WorldTour-løb.

I Europeaer etapeløbssæsonen imidlertid traditionelt blevet afsluttet efter Vuelta a Espana, men ét løb har dog givet rytterne en mulighed for at komme i aktion over flere dage mod slutningen af året. Tour de l’Eurometropole, der tidligere var kendt som Circuit Franco-Belge, har i mange år været det eneste etapeløb sidst på sæsonen og har typisk været afviklet i ugen efter VM.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Som det gamle navn viser, afvikles løbet tæt på den fransk-belgiske grænse og har altid besøgt begge lande. Det blev første gang afviklet helt tilbage i 1924 og har altid fundet sted sidst i september eller først i oktober. Det blev aflyst fra 1940 til 1954, men siden tilbagekomsten er det kun 1968- og 1970-udgaverne, der ikke har fundet sted. Det har ganske vist aldrig været kalenderens største løb, og vinderlisten mangler det stjernestøv, man finder i mange andre belgiske løb, men det har altid været en perfekt chance for rytterne at gøre brug af den gode form, de har bygget op forud for VM. I 2012 fik det sit nuværende navn.

Tour de l’Eurometropole finder sted i en relativt flad del af Europa, og derfor har det altid været en begivenhed for stærke sprintere, der kan overleve de små stigninger i området, der er kendt fra Gent-Wevelgem. Det har gjort det til perfekt forberedelse til Paris-Tours og dermed som regel en god formindikator forud for sæsonens sidste store klassiker. Blandt de seneste vindere finder man navne som Robbie McEwen, Jimmy Casper, Gert Steegmans, Tyler Farrar, Adam Blythe, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere og Arnaud Demare, og det afspejler tydeligt hvilken ryttertype, der typisk er fremme i dette terræn.

Uheldigvis er løbet kommet i økonomiske problemer, og i 2016blev det derfor reduceret til et endagsløb, der blev afviklet på den rundstrækning, der i de seneste år er blevet brugt til sidste etape. Det har naturligvis fjernet dets rolle som det sidste etapeløb i den europæiske sæson. Det betyder imidlertid ikke, at løbet har tabt blot den mindste prestige, og i 2016 havde man måske endda et stærkere felt end tidligere. Da VM fandt sted på en flad rute i Qatar, var mange sprintere i storform, og mange brugte det belgiske løb som et af de sidste forberedelsesløb forud for det store slag i ørkenen. På startlisten fandt man navne som Tom Boonen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jens Debusschere, Alexander Porsev og Dylan Groenewegen, der alle ventedes at spille prominente roller i Mellemøsten.

Sidste år var der tale om en lille økonomisk genrejsning, da arrangørerne havde held til også at afvikle et opvarmningsløb, Omloop Eurometropole, dagen inden hovedbegivenheden. Desværre blev det en engangsforeteelse, og i år er der igen tale om et enkeltstående løb. Samtidig er endagskalenderen som bekendt forskudt i år, og det betyder, at det nu som noget helt nyt afvikles allerede midt i september inden VM. Her er det del af den lange serie af belgiske endagsløb, hvor det i denne uge er den anden af hele tre semiklassikere. Samtidig er det med sin 1.HC-status et af efterårets største på den europæiske kalender, og det afspejles i en stjernespækket startliste, der tæller ikke færre end 9 WorldTour-hold.

Selvom løbet afvikles på ruten fra sidste etape af etapeløbet, der stort set altid endte i en massespurt, er det faktisk ikke blevet til en samlet afgørelse i det nye format. Det gjorde det heller ikke sidste år, hvor en stor gruppe på ca. 20 mand kørte væk i finalen. Her var der dog flere sprintere repræsenteret, heriblandt Dan McLay, der spurtede sig til en sidste sejr for Fortuneo ved at besejre Kenny Dehaes og Anthony Turgis. McLay er nu skiftet til EF, der ikke stiller til start, og derfor forsvarer han ikke titlen.  Heller ikke Turgis er med denne gang, men det er Dehaes, der står i spidsen for sit Veranclassic-mandskab.

Ruten

Som sagt har det været planen at lade det nye endagsløb bruge samme rundstrækning, der i mange år har været anvendt til finalen på sidste etape af det nye hedengangne etapeløb. Det var tilfældet i de to forgangne udgaver og vil være det igen i år, hvor man således igen slutter i Tournai, der byder på den lille runde med en mindre stigning på en ellers hovedsageligt flad rute. Ligesom sidste år er startbyen imidlertid ændret, idet man tager udgangspunkt i La Louviere. Det ændrer dog ikke på løbets natur, og vi kan forvente en begivenhed svarende til det, vi i mange år har været vidne til.

Med en samlet distance på 206,0 km er løbet betydeligt længere end sidste år, og starten går som sagt i La Louviere, der ligger sydøst for målbyen Tournai. Herfra bevæger rytterne sig mod nordvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man nærmer sig Tournai. Her kører man mod vest for at skære igennem det kuperede område umiddelbart nord for grænsen til Frankrig, hvor man snor sig lidt rundt i bakkerne. Undervejs skal man over stigningerne La Folie (1,6 km, 3,2%), Les Papins (600 m, 8,7%), Le Semenil (800 m, 6,2%), Le Bourliquet (1,7 km, 5,2%), Mont-Saint-Laurent (1,3 km, 6,8%), Cote du Trieu (1,0 km, 7,5%) samt Sommet de l’Enclus (700 m, 8,3%) efter hhv. 61,5 km, 64,1 km, 69,6 km, 76,6 km, 81,4 km, 97,5 km og 108,2 km og er typiske korte, belgiske bakker. Herefter rammer man igen relativt fladt terræn, mens man kører mod sydvest det sidste stykke frem til Tournai.

Efter 124,2 km rammer man den afsluttende 14,7 km lange rundstrækning, der er placeret nord for målbyen, og 2,7 km når man første gang toppen af den lille Col de la Croix Jubaru (1 km, 2,6%), der er eneste bakke på den hovedsageligt flade runde. Efter 132,5 km krydses stregen første gang, hvorefter løbet afsluttes med 5 hele omgange på rundstrækningen, hvorfor man altså skal over bakken i alt seks gange. Toppen rundes sidste gang med 5,6 km igen, hvorefter en kort nedkørsel leder ned til de sidste 4 kilometer, der er flade. Her føles en relativt lige vej frem til de sidste sving, der kommer med hhv. 1100 og 600 m igen.

Løbet byder på i alt 1693 højdemeter.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I forhold til sidste år er den indledende del med stigningerne forlænget, så der er blevet plads til de to sidste bakker som nye tilføjelser. Til gengæld har man fjernet en omgang på finalerundstrækningen.

Vejret

I 2016 forvandlede voldsomt vejr det ventede sprinterløb til et brutalt sidevindsræs, men vi vil næppe se samme drama denne gang. Fredag har Belgien ganske vist været ramt af samme efterårsstorm, som vi har i Danmark, men lørdag vil der igen være faldet mere ro på. Det betyder dog ikke, at det ikke er blæsende, for faktisk vil der være en jævn til frisk vind fra sydvest. Det giver side- og sidemodvind på det første kuperede stykke, inden man får modvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være medvind på første del frem til toppen af bakken og derefter modvind, indtil man i sidste sving drejer ind i sidemodvind. Derudover vil der først på dagen være enkelte kig til solen, men eftermiddagen byder på overskyet vejr med en stigende risiko for en sen byge. Temperaturen vil være 16 grader.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tour de l’Eurometropole som endagsløb er en ny ting, men der er nu ikke meget nyt over ruten. Finalen er som sagt den samme, som vi mange har kendt fra sidste etape af Circuit Franco-Belge, der stort set altid er endt i en massespurt. Derfor er det også velkendt, at Croix Jubaru sjældent skaber den helt store udskilning i det, der helt klart må betegnes som et klassisk belgisk sprinterløb, og profilen i løbsbogen ser langt voldsommere ud, end den burde.

Alligevel er det endnu ikke lykkedes at få en klassisk massespurt i det nye format, selvom etapen i gamle dage altid endte på den facon. I 2016 endte løbet som et episk sidevindsræs, hvor vi allerede havde haft massiv udskilning, da feltet ramte rundstrækningen, og tv-dækningen startede. Ryttere, der var sat på dette tidspunkt, så aldrig fronten igen, og det endte som et aggressivt udskilningsløb blandt løbets mest hårdføre ryttere. Selv ikke i dette scenarium kunne man dog forhindre en spurt, og det endte med, at en mindre gruppe skulle afgøre løbet til allersidst. Det markerede et nybrud i forhold til det, vi har set tidligere, og viste, at det kan lade sig gøre at se andet end en klassisk massespurt.

Lidt af det samme så vi sidste år, hvor en større gruppe rev sig fri til sidst og til slut spurtede om sejren. Det er dog værd at bemærke, at løbet blev vundet af Dan McLay, der er kendt som en af de allertungeste sprintere. Det siger alt om, at der ingenlunde er tale om et hårdt løb, og Croix-Jubaru-stigningen er så let, at det næsten er en overdrivelse at tale om en stigning. Det er således snarere vejret end bakkerne, der kan gøre forskellen.

Derfor er det også meteorologerne, der har nøglen til at forstå løbet, men de sender ikke et helt klart signal. Vejret minder nemlig meget om det, vi i Danmark oplevede først på ugen med solrige, men relativt blæsende betingelser. Der er ingenlunde tale om forhold, der kan sammenlignes med dem, vi oplevede for to år siden, men der vil være en vind, der kan mærkes, ikke mindst, fordi rytterne vil have den næsten direkte i siden på det kuperede indledende stykke.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

I teorien burde der derfor være gode chancer for at splitte feltet, men vi tvivler på, at det vil kunne ske med varig virkning. Efter den kuperede zone følger nemlig et modsvindsstykke, inden der på rundstrækningen vil være enten med- eller modvind. Det er ikke just betingelser som disse, der ansporer til at bibeholde de splittelser, der evt. kan opstå som følge af vinden og bakkerne.

Endnu vigtigere er dog feltets styrke. Det er velkendt, at der skal mere til at splitte et stærkt end et svagt felt, og i år er startlisten intet mindre end fremragende og overgår langt, hvad man ellers ser i belgiske efterårsløb. Det er tydeligt, at sprinterne i år ingen VM-ambitioner har, for langt hovedparten af dem synes at have gjort efterårets sprinterløb til et mål. Det har bidraget til at tiltrække så mange hurtige folk, at profetien om en massspurt hurtigt kan blive selvopfyldende, fordi en hel stribe af de bedste hold har en interesse i en spurtafgørelse.

Det gælder naturligvis i første række LottoNL-Jumbo med Dylan Groenewegen, FDJ med Arnaud Demare,

Bora-hangrohe med Pascal Ackermann Cofidis med Nacer Bouhanni og Quick-Step med Fernando Gaviria. Lotto Soudal med André Greipel og Trek med Giacomo Nizzolo, John Degenkolb og Jasper Stuyven kan også gøre sig forhåbninger om en spurt, men de har begge flere strenge at spille på og vil formentlig køre mere aggressivt end kontrollerende. Uanset deres anstrengelser virker det dog usandsynligt, at et så stærkt sprinterfelt kan snydes. Vi tror derfor, at det ender i en massespurt efter et aggressivt og nervøst sidevindsløb, hvor bakkerne har bidraget en anelse til at trætte sprinterne.

Antallet af topsprintere betyder, at udfaldet af en massespurt er alt andet end givet, og det er derfor med nogen usikkerhed, at vi peger på Dylan Groenewegen som vores favorit. Efter en sæson, hvor han har vundet stort set hver eneste spurt, der er startet i en nogenlunde position, kan ingen diskutere, at han er feltets hurtigste mand. Mindre bakker som disse er normalt heller ikke et problem for hollænderen, der jo faktisk vandt den episke og langt hårdere udgave for to år siden, ligesom han sejrede i Kuurne-Bruxelles-Kuurne tidligere i år. I BinckBank Tour overraskede han endda med sin holdbarhed på Amstel-etapen, og har han bevaret den form, burde han ikke komme i problemer på denne rute.

Han synes stadig at have gode ben. I hvert fald var han i særklasse, da han vandt Kampioenschap van Vlaanderen i sidste uge, og selvom det ikke lykkedes at skabe samling i Primus Classic, så han også her stærk ud. Hans største trussel er derfor snarere positionen end farten og formen, og her er han ikke så godt stillet som flere af rivalerne, ikke mindst fordi Timo Roosen, hans normale lead-out man, har meldt forfald. Han kan dog stadig regne med Amund Grøndahl, Robert Wagner og Gijs Van Hoecke, der er en sammensmeltning af hans og Van Poppels tog, og det burde nok kunne sikre, at positionen er fin i en ikke specielt kompliceret finale, ikke mindst fordi Groenewegen også selv er god til at positionere sig. Kobles det med hans høje topfart, gør det ham til vores favorit.

Det bliver imidlertid meget interessant at se, hvor Pascal Ackermann står i forhold til verdens måske allerhurtigste sprinter. Den unge tysker har ganske enkelt været flyvende, siden han tog sin første sejr i Romandiet i april. Faktisk er han siden dengang kun to gange blevet slået i en massespurt - begge gange af Alvaro Hodeg - og det skyldes bestemt ikke mangel på konkurrence. Listen over ryttere, han har slået, tæller navne som Viviani i RideLondon Classic, Hodeg, André Greipel og Nacer Bouhanni i Polen og senest Arnaud Demare og Alexander Kristoff, da han senest tog to sejre i træk for et par uger siden i Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies.

Om han stadig har den forrygende form, kan man være i tvivl om, men det kan ikke diskuteres, at han for tre uger siden stadig var flyvende i forbindelse med sine to seneste sejre. Han har samtidig vist en imponerende holdbarhed, der gør, at løbet næppe kan blive for hårdt, og ikke mindst har han i Rudiger Selig, der sammen med Maximilano Richeze vel er verdens bedste lead-out man, et helt afgørende våben, der kan give ham en bedre position end de ryttere - og det er ikke mange - der måske kan true ham på ren topfart.

Efteråret har bestemt ikke været nogen stor succes for Fernando Gaviria, der døjede med sygdom og kramper i sine første løb og måtte forlade Tour of Britain som den store taber blandt topsprinterne, idet han modsat Greipel og Caleb Ewan ikke vandt en etape. De dårlige resultater skyldtes dog mere dårlig positionering - hvilket er ganske atypisk for den positioneringsstærke colombianer - end mangel på topfart, for han kørte faktisk nogle fine spurter. Nu skal han endelig forsøge at ende tørken, og han burde være begejstret for et halvhårdt sidevindsløb som dette, hvor han kan udnytte sin holdbarhed. Vi ved, at det formentlig kun er Groenewegen, der med sikkerhed er hurtigere end ham, og han har derfor topfarten til at vinde. Vigtigst af alt er det dog, at han i Richeze har en af løbets to bedste lead-out men. Argentineren var flyvende i Touren, men nu skal den sydamerikanske duo vise, at præstationen i Tour of Britain bare var et engangstilfælde, og at de stadig udgør verdens måske farligste sprinterduo.

Arnaud Demare kunne gå på vandet, da han vandt alle etaper inkl. enkeltstarten i Poitou-Charentes. Efter at et styrt satte ham ud af spillet i Bruxelles, kom han imidlertid i den grad ned på jorden igen i Fourmies, hvor han på helt regulær vis blev overspurtet af Ackermann. Heldigvis har Demare ofte kørt stærkt på denne tid af året, og han burde derfor stadig være ganske velkørende, selvom han ligesom tyskeren har haft en længere pause. Han er en af de mere holdbare sprintere og har i år vist, at han har farten til på sine gode dage endda at slå Gaviria, som han gjorde det i Schweiz. Hans store styrke er dog først og fremmest toget med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der senest viste deres klasse i Fourmies, hvor det efter et perfekt lead-out alene var topfarten, der kostede Demare sejren. Kan de gentage den bedrift her, er Demare helt sikkert hurtig nok til at vinde.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Efter en svær tid rejste André Greipel sig igen, da han i England to gange i træk slog Ewan og Gaviria. Her viste han, at han stadig har farten til at slå de allerbedste, men desværre har han siden oplevet et tilbageslag med sygdom, der satte ham ud af spillet i de to belgiske løb i sidste uge. Han havde håbet at komme tilbage i Lichtervelde i onsdags, men her tabte han hjulet på Jasper De Buyst, der derfor endte med selv at spurte. Om han helt er kommet sig igen efter sygdommen, er derfor en anelse usikkert, men den gode form burde ikke kunne forsvinde efter bare få dage med helbredsproblemer. Et hårdt løb passer normalt Greipel fint, men det gør positionskampen ikke. Heldigvis kan han glæde sig over, at sejrene i England i høj grad skyldtes gode lead-outs fra Jasper De Buyst, og kan han gentage det samme her, ved vi igen, at Greipel i den grad er i stand til at vinde.

Trek kommer med et fabelagtigt hold, hvor den store udfordring bliver at finde ud af, om man skal spurte med Giacomo Nizzolo, John Degenkolb eller Jasper Stuyven. Normalt er Nizzolo den hurtigste af de tre, mens Stuyven er klart nederst i hierarkiet. Til gengæld har belgieren vist storform på det seneste med to sejre, herunder en decideret massespurtssejr i GP Jef Scherens. Feltet her er dog i en helt anden liga, og det vil trods den gode form være højst overraskende, hvis Stuyven kan slå alle topnavnene her. Hans opgave bliver derfor formentlig at køre aggressivt, og det må så være op til Nizzolo og Degenkolb at afklare sprinterhierarkiet. Nizzolo står umiddelbart stærkest både i kraft af topfart og positioneringsevne, men både han og Degenkolb er oppe mod hurtigere folk. Derfor er deres eneste chance for at vinde succes i positionskampen, men det burde også være muligt at opnå med et tog, der udover Stuyven tæller Koen De Kort og Mads Pedersen og derfor klart er et af de allerstærkeste.

Nacer Bouhanni kom tilbage på sporet med en flot etapesejr i Vueltaen, men desværre viste den spanske grand tour også, at Bouhanni altså ikke er så hurtig som i gamle dage. I hvert fald var Nizzolo hurtigere end ham på de spanske landeveje, og da feltet her er betydeligt stærkere, skal der held og god positionering til, hvis han skal vinde. Hans gode positioneringsevne er imidlertid et meget stærkt våben, og denne gang har ledelsen faktisk kunnet finde plads til at give ham et ganske stærkt tog med Kenneth Vanbilsen, Geoffrey Soupe og Bert Van Lerberghe. Det giver ham i hvert fald bedre forudsætninger, end han havde i Spanien.

En af løbets mest formstærke sprintere er Jonas Van Genechten, der kommer til løbet med en 2. plads i GP Jef Scherens og en sejr i onsdagens Omloop van het Houtland Lichtervelde. I begge tilfælde var han endda hurtigste mand i spurten, og han synes ikke at have været bedre, siden han vandt i Vueltaen for to år siden. Der er dog en forskel på at overspurte De Buyst og Stuyven og på at tage kampen op mod Groenewegen, Ackermann, Gaviria og Demare. Det bliver derfor næppe til en gentagelse af sejren her, men hans gode form kan bibringe ham endnu et topresultat. Normalt ville holdet naturligvis køre for Bryan Coquard, men det er i sig selv et mirakel, at han efter sit styrt i Limousin allerede er tilbage, og han er derfor formentlig reduceret til en hjælperrolle for sin formstærke holdkammerat.

På det seneste er det blevet til et hav af topresultater for Timothy Dupont, men desværre for hans sejrschancer er resultaterne i højere grad opnået via et fremragende tog end via egen topfart. Tværtimod er han på det seneste flere gange blevet klart overspurtet, og han er helt klart ikke så hurtig som i jubelåret 2010. Til gengæld har Wanty været så fremragende kørende på det seneste, at der bestemt er grobund for endnu et topresultat.

BMC stiller med et stærkt hold, men i fraværet af en topsprinter skal der køres aggressivt. Ender det i den forventede spurt, vil de satse på Jurgen Roelandts og Jempy Drucker, der begge har glæde af et hårdt løb. Særligt Roelandts viste i Tyskland god form, mens det har knebet mere for Drucker. Roelandts er derfor den sandsynlige sprinter, men jobbet som afslutter kan tilfalde dem begge. Hurtige nok til at vinde er de ikke og skal begge håbe på mere aggressiv kørsel, men særligt Roelandts kan måske alligevel via sin gode positionering levere et fint resultat.

Dimension Data skal vælge, om de satser på Ryan Gibbons eller Edvald Boasson Hagen. Gibbons kommer ud af Vueltaen, hvor han klatrede helt eminent, men hvor han manglede fordums styrke i spurterne. Boasson Hagen har omvendt haft et forfærdeligt år, hvor han trods en klar formfremgang senest kom til kort i Coppa Sabatini. Ingen af dem har farten til at vinde, men de kan til gengæld drage fordel af et godt tog, der også tækker en meget formstærk Reinardt van Rensburg.

Stortalentet Jasper Philipsen har allerede været på podiet i De Panne og vundet en stor sejr i Tour of Utah. Seneste viste han sig frem med en 3. plads i feltets spurt i Primus Classic, mens han skuffede med en 6. plads i GP Jef Scherens. Han har næppe farten til at vinde, heller ikke selvom han er god i hårde løb, men han har en fin næse for positionering og dermed mulighed for endnu et topresultat.

Unge Bram Welten har ikke haft det letteste år hos Fortuneo, men på det seneste har han været godt kørende. Således kørte han i top 5 i massespurterne både fredag og onsdag, og i begge tilfælde var det atter den dårlige positionering, der forhindrede ham i et bedre resultat. Det kan igen blive et problem her, hvor den hårdere rute heller ikke taler til hans fordel, men han kan komme langt, hvis det lykkes ham ikke at blive fanget for langt tilbage.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det samme kan Emiel Vermeulen, der synes at være den mest formstærke blandt kontinentalsprinterne. Han har altid været i stand til at præstere i belgiske endagsløb, og med to fine spurter på det seneste synes formen at være god. Man kan frygte, at løbet er en anelse for hårdt for ham, men med den gode form kan han igen levere et godt resultat. Det samme kan talentfulde Cees Bol, der ligger godt i Napoleon Games Cycling Cup i kraft af et hav af topresultater i disse løb. Dette er dog stærkere besat end tidligere, og han har næppe farten til at true de bedste her.

Andre kandidater til at blande sig i en spurt er Rudy Barbier, Mihkel Raim, Brenton Jones, Jeremy Leveau, Yannick Martinez, Evaldas Siskevicius, Romain Cardis, Mikel Aristi, Enrique Sanz, Pierre Barbier, Amaury Capiot, Edward Planckaert, Sean De Bie, Kenny Dehaes og Justin Jules, men de bør ikke være i stand til at vinde.

Skal man pege på ryttere, der kan slå til i et hårdt løb og måske snyde sprinterne, er det især de formstærke og hurtige Jasper Stuyven, Oliver Naesen, John Degenkolb, Reinardt van Rensburg, Taco van der Hoorn, Florian Senechal, Pieter Vanspeybrouck, Tiesj Benoot, Jasper De Buyst og Jens Keukeleire.

OPDATERING: Edvald Boasson Hagen stiller ikke til start.

***** Dylan Groenewegen

**** Pascal Ackermann, Fernando Gaviria

*** Arnaud Demare, André Greipel, Giacomo Nizzolo, John Degenkolb, Nacer Bouhanni

** Jonas Van Genechten, Timothy Dupont, Jasper Stuyven, Jurgen Roelandts, Jempy Drucker, Ryan Gibbons, Jasper Philipsen, Bram Welten, Emiel Vermeulen

* Cees Bol, Rudy Barbier, Kenny Dehaes, Justin Jules, Mihkel Raim, Oliver Naesen, Reinardt van Rensburg, Taco van der Hoorn, Florian Senechal, Pieter Vanspeybrouck, Tiesj Benoot, Jasper De Buyst, Jens Keukeleire

Danskerne

Mads Pedersen skal støtte Giacomo Nizzolo, John Degenkolb og Jasper Stuyven på det meget stærkt besatte Trek-mandskab, mens Mikkel Honoré skal forsøge at hjælpe Fernando Gaviria til sejr på Quick-Step.

Sidste års løb

Du kan gense Dan McLays sejr fra 2017 samt den kontroversielle spurt mellem Dylan Groenewegen og Oliver Naesen fra  2016s.