Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour de Pologne

Optakt: Tour de Pologne

02. august 2019 18:56Foto: Amgen ToC - Chris Graythen/Getty Images

Tour de France er knap overstået, men for Vuelta a Espana-favoritterne er det allerede nu tid til at komme op i gear. Tour de Pologne har opbygget et ry som en helt uvurderlig kickstart på et forsøg på at vinde den spanske grand tour, og årets startfelt viser, at det ikke vil forholde sig spor anderledes i 2019. Fra lørdag til fredag tilbyder løbet syv dage med perfekt terræn til at genfinde løbsformen, og selvom det som regel er for tidligt for Vuelta-stjernerne at være i topform, tilbyder løbet værdifulde WorldTour-point, der ofte har gjort det til en god scene for unge ryttere til at få deres store gennembrud.

Løbets rolle og historie

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

 

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

 

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

 

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

 

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

 

Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

 

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

 

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således havde man en række indledende sprinteretaper, inden det hele blev afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man gjorde dog Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.

 

I de seneste to år er løbet imidlertid vendt tilbage til rødderne. Enkeltstarten er blevet droppet, og i stedet er det hele blevet afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt en ny etape med en finale på en brutal mur i Szcyrk. Sådan vil det også være i år, hvor ”mur-etapen” har fået en ny stejl finale, men ellers ligner løbet det, vi har set i 2017 og 2018. Dermed er løbet igen i stil med det, der blev afviklet i årene 2009 til 2012, og det vil derfor igen være puncheurs, der ventes at komme til fadet.

 

I overensstemmelse med dets rolle som Vuelta-forberedelse har løbet igen i år tiltrukket mange af de Vuelta-favoritter, der ikke var til start i Touren, selvom listen slet ikke er ligeså omfattende som i tidligere udgaver. Blandt de navne, der vil bruge det polske løb til at gøre sig klar til de spanske udfordringer, finder vi således Miguel Angel Lopez, Domenico Pozzovivo, Rafal Majka, Ion Izagirre, Pierre Latour og Davide Formolo, som alle vil bruge løbet til at komme i gang igen. Tendensen med færre og færre Tour-ryttere synes også at gå igen, og efter Michal Kwiatkowskis afbud ventes der ikke at blive deltagelse fra ét eneste større navn fra den franske grand tour.

 

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirre talent for ugelange etapeløb.

 

Sidste år blev podiet dog udgjort af mere etablerede navne. Den lokale helt Michal Kwiatkowski kom hjem fra Touren med en storform, han brugte til endelig at vinde sit hjemmebaneløb. Med sejre på Muren i Sczyrk og i en ny stigende opbyggede han et forspring, der kunne forsvares på de sidste to kuperede etaper. På sidste etape forsøgte Simon Yates ellers at true ham med et stort angreb fra distancen, men briten måtte tage til takke med 2. pladsen 15 sekunder bag Kwiatkowski og 5 sekunder foran en anden Vuelta-favorit, Thibaut Pinot. Efter en svær Tour har Kwiatkowski i denne uge valgt at droppe at forsvare titlen, og dermed skal der findes et helt nyt podium, da Yates skal hvile sig efter en hård sæson, og Pinot som bekendt skal komme sig efter den skade, der så tragisk endte hans Tour.

 

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE POLOGNE HER.

 

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

 

I 2017 vender løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012, og som sagt har man fastholdt den model siden dengang, selvom man efter to år med næsten identiske ruter denne gang har ændret afgørende på løbets tre vigtigste etaper. Væk er enkeltstarten, og i stedet er det helt som i de år etaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter skal afgøre klassementet. Efter at man i 2017 og 2018 krydrede de to etaper med en afslutning på en stejl mur i Szczyrk, hvor både Dylan Teuns og Michal Kwiatkowski grundlagde deres samlede sejr, føjes der i år en helt ny afslutning til de to afsluttende etaper, idet der også i år på 4. etape venter en Fleche Wallonne-agtig afslutning, der dog synes at være lettere end den, vi kender fra Szczyrk. Dermed er der tale om en løb for ryttere, der excellerer i kuperede klassikere, mens de øvrige fire etaper udgøres af en puncheurfinale og tre helt oplagte chancer for sprinterne og i alt væsentligt er identiske med de samme etaper fra sidste års udgave. En anden nyskabelse er, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, nu er gået i den helt anden grøft og ligesom i 2018 stort set udelukkende består af yderst korte og meget eksplosive etaper.

 

Løbet indledes på præcis samme facon som i 2018 (og næsten også i 2017). Det gælder først de tre helt flade sprinteretaper, der indleder løbet fra lørdag til mandag, og byder på de allerede kendte sprinterafslutninger i Krakow, Katowice og Zabrze. Klassementskampen indledes ligesom sidste år på 4. etape, men denne gang er det altså en ny og lidt lettere mur, der vil giver det første billede af, hvem der skal vinde. Onsdag vender sidste års 5. etape tilbage i et næsten uændret format, og det betyder, at der igen er lagt op til en fantastisk puncheurafslutning på en lang, sej, men ikke speciel stejl bakke, hvor både stærke sprintere og lettere folk kan være med.

 

De to øvrige afgørende etaper venter igen til slut, hvor nyskabelsen i år er, at de begge er nytænkte. Således er 6. etape i år gjort vanskeligere end tidligere, og selvom den slutter med 3-4 km nedkørsel, ligner det en rute, der kan gøre flere forskelle, end vi plejer at se. Til gengæld er den afsluttende klassiske kongeetape til Bukowina Tatrzanska i år gjort betydeligt lettere, og det er tvivlsomt, hvor afgørende den vil være i kampen om den samlede triumf i Østeuropas eneste WorldTour-løb.

 

 

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Sådan vil det også være i år, hvor man helt ligesom i de to foregående udgaver starter i Krakow, der ellers tidligere har været fast vært for afslutningen. Selvom løbet i mange år har været kendetegnet ved sine meget lange flade etaper, har første etape som regel skilt sig ud som en ret kort sag, og da man ligesom sidste år er gået over til lutter korte etaper, vil det samme være tilfældet i år, hvor kun 132 km skal tilbagelægges, inden sprinterne ventes at dyste om den første etapesejr og førertrøje. Etapen er bortset fra helt små modifikationer en kopi af åbningsetapen fra 2017 og 2018.

 

Den 132,3 km lange etape både starter og slutter i Krakow og består i alt væsentligt af en stor rundstrækning i området sydvest for storbyen. Fra starten i den sydlige udkant bevæger man sig først mod syd gennem småkuperet terræn, hvor der venter flere mindre stigninger i løbet af de første knap 30 km. Efter 26,0 km når man frem til dagens første spurt, hvorefter man forsætter man vest op over kategori 1-stigningen Lanckorona (2,9 km, 4,8%), der har top efter 45,2 km, inden man sætter kursen mod nord, hvor terrænet gradvist bliver fladere, selvom løbets anden kategori 4-stigning, Witanowice (0,6 km, 5,7%), venter efter 73,8 km. Kort efter når man forplejningszonen, hvorfra man kører mod øst og siden nordøst tilbage mod Krakow, idet man undervejs passerer den anden spurt efter 95,0 km samt kategori 4-stigningen Kaszow (900 m, 5,6%), der har top efter 99,1 km.

 

Herfra går det igennem fladt terræn ind mod Krakows centrum, hvor dagens sidstespurt kommer efter 113,0 km. Bare 5,5 km senere rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter yderligere 1,8 km krydses stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den ,04 km lange runde, der er næsten helt flad og byder på bare tre skarpe sving. De sidste kommer med 1800 m til mål, og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

 

Etapen byder på i alt 1236 højdemeter.

 

Som altid har Tour de Pologne tiltrukket et fabelagtigt felt af sprintere, og de vil helt sikkert ikke lade denne mulighed gå til spilde. Således kan vi vente os en helt klassisk sprinteretape, hvor et udbrud kun vil få et lille forspring, inden det hele samles til en stor massespurt i Krakow, hvor den lige opløbsstrækning gør det til den ideelle finale for de rene sprintere med den højeste topfart.

 

Krakow har som regel lagt asfalt til sidste etape, men i 2017 og 2018 åbnede man løbet med en stort set identisk etape, hvor Peter Sagan i førstnævnte år spurtede sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny Van Poppel, mens Pascal Ackermann sidste år var hurtigere end Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I de senere år er løbet ellers sluttet af med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

 

 

 

 

2. etape

Første halvdel af Tour de Pologne har traditionelt været en sand sprinterfestival, og det forholder sig næppe anderledes i 2019. Efter det indledende sprinterslag i Krakow venter endnu en relativt flad etape på andendagen, hvor feltet returnerer til Katowice, der traditionelt har været rammen om en stor og meget hurtig massespurt. Det må ventes igen at være tilfældet i år, selvom man ligesom sidste år har gjort den ret flade rundstrækning som altid indeholder nogle ganske små stigninger.

 

Som sagt er et tema for årets løb, at de lange maratonetaper er erstattet af korte dage, og for anden dag i træk er distancen derfor yderst beskeden. Således skal der tilbagelægges bare 152,7 km mellem Tarmnowskie Gory og Katowice, og de indledes med en omgang på en flad 32,0 km lang rundstrækning i området vest for startbyen, inden man vender tilbage til startområdet. Herefter går det videre gennem fladt terræn hovedsageligt mod syd, mens man snor sig rundt for at besøge diverse byer på vejen mod Katowice. Undervejs er der indlagte spurter efter hhv. 65,3, 88,4 og 92,0 km.

 

Efter 94,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 700 m senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 19,1 km lange runde, der er henlagt til området syd for byen. Den er ikke helt flad, idet den byder på to mindre bakker. Den første af disse Goreckiego (300 m, 2,0%) kommer umiddelbart efter målstregen og tilbyder bjergpoint på tredje omgang efter 134,5 km. Herfra kører man mod øst og syd frem til det sydøstligste punkt, inden man snor sig mod nordvest og til sidst nord ad lidt kringlede veje med en del sving. Der venter en lille kategori 4-stigning, Korgantego (400 m, 3,0%) bare 1200 m fra stregen, og der vil være bjergpoint på spil på den første omgang efter 113,5 km. 200 m efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

 

Etapen byder på i alt 894 højdemeter.

 

Profilen ser mere skræmmende ud, end den er, og det begrænsede antal højdemeter vidner om, at det er en ganske flad etape. Rundstrækningen er ganske vist blevet gjort en anelse hårdere, end den var i de første år, men det ændrer ikke på, at det hele bør blive afgjort i en massespurt. Afslutningen er velkendt og berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder i den faldende finale. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen, hvor en af feltets hurtigste utvivlsomt vil vinde.

 

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år tog Pascal Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Fernando Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan i 2016, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

 

 

 

 

3. etape

Som regel har først halvdel af løbet budt på lutter sprinteretaper, men det ændrede man på i 2017, hvor klassementsrytterne allerede skulle i aktion på tredjedagen. Det var imidlertid et engangstilfælde, for ligesom sidste år vender tilbage til det helt klassiske format og dermed samlet de tre sprinteretaper på d tre første dage. Også mandag venter en næsten helt flad etape, men det handler også om at slå til her, for fra tirsdag og frem bliver det betydeligt mere kuperet.

 

Også denne gang er der tale om en yderst kort etape, der fører feltet over beskedne 150,5 km fra Stadio Slaski Chorzow til Zabrze på en etape, der er en næsten tro kopi af sidste års 3. etape. Start og mål er adskilt af bare få kilometer, og etapen består derfor af en stor sløjfe mod syd, inden man kører frem til et par omgange på en afsluttende rundstrækning. Fra start kører man gennem helt fladt terræn mod sydvest, idet man allerede efter 7,3 km passerer en speciel spurt, der dog ikke tæller med i de officielle konkurrencer. Efter 6,2 km når man etapen sydligste punkt, hvorefter man kortvarigt kører mod vest, inden det atter går mod nordøst gennem tilsvarende fladt terræn. Der kommer en indlagt spurt efter 88,7 km, og derudover er der en lille kategori 4-stigning, Rybnik (500 m, 4,7%), med top efter 91,9 km

 

Efter 124,1 km når man den afsluttende rundstrækning, og 1600 m senere krydses stregen. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en meget enkel 6,2 km lang rundstrækning. Den byder kun på to skarpe sving og ellers en række bløde kurver. De sidste sving kommer med hhv. 1700 og 900 m til stregen, og herefter falder det kun ganske, ganske let på opløbsstrækningen.

 

Etapen byder på i alt 821 højdemeter.

 

Etapen er den sidste oplagte sprinteretape i årets løb, og derfor synes det usandsynligt, at de mange sprintere vil lade muligheden gå til spilde. Vinden har sjældent spillet en rolle i Polen, og da mange ser frem til de kommende dages klassementsetaper, burde sprinterne igen få det sidste ord.

 

Zabrze blev også besøgt sidste år, hvor det lykkes Alvaro Hodeg af bryde Pascal Ackermanns dominans ved at sejre foran Dan McLay og André Greipel, smat i 2017, hvor Caleb Ewan endelig kom i gang efter en skidt start, da han på 4. etape spurtbesejrede Danny Van Poppel og Peter Sagan.

 

 

 

 

4. etape

Tour de Pologne-arrangørerne er ret konservative og genbruger som regel de samme etaper år efter år. I 2017 gjorde de imidlertid en ganske interessant opdagelse, da de for første gang besøgte den korte, men meget stejle mur i Szczyrk. Det skulle vise sig at være en god ide, for de stejle procenter blev rammen om en fremragende finale, hvor Dylan Teuns med en sejr lagde grunden til sin samlede triumf, og det var derfor ikke uventet, at samme afslutning blev genbrugt. Sådan bliver det ikke i år, men arrangørerne har åbenbart får hang til afslutninger på stejle mure, for årets klassementsslag skydes alligevel i gang med en Fleche Wallone-agtig afslutning, når rytterne tirsdag for første gang kastes ud i et nyt opløb i Slaskie, Kocierz, hvor der venter en helt ny muragtig afslutning som ramme om det første opgør mellem de store navne.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,3 km, hvilket gør etapen usædvanligt lang efter nyere Tour de Pologne-standard. Den fører feltet fra Jaworzno til Slaskie, Kocierz og kan inddeles i to dele. Første halvdel består af en lang rejse mod syd igennem næsten helt fladt terræn, hvor eneste højdepunkt er en indlagt spurt efter 49,6 km. Derefter begynder det at stige let, indtil man kommer frem til rundstrækningen, som nås efter 70,1 km.

 

Rundstrækningen er i alt 38,5 km lang og skal gennemkøres i alt to gange. Efter en flad indledning, der fører mod syd ned langs et par søer, kører man mod nordøst igennem let stigende terræn forbi et punkt, hvor der på anden omgang efter 125,6 km er indlagt en spurt. Derefter kører man mod nord op ad kategori 1-stigningen Kocierz (3,6 km, 6,4%), der faktisk er målstigningen, men hvor man begge gange undlader at køre helt op til stregen, men i stedet kører bjergspurter efter hhv. 95,1 og 133,7 km. Derefter går det mod nord direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Wielka Pusczka (1,3 km, 8,8%), hvis sidste 800 m stiger med 10,6%, og hvis top passeres efter hhv. 101,5 og 140,1 km. Derfra får det ned mod øst til rundstrækningens begyndelsespunkt.

 

Efter de to hele omgange tager man hul på en tredje, men denne gang slutter man med kategori 1-stigningen Kocierz, der denne gang dog ikke giver bjergpoint. Modsat de første to gange kører man denne gang hele vejen op til mål. Den er stejlest i bunden, da de sidste 3 km stiger med hhv. 14,3%, 3,4% og 1,9% i gennemsnit, men den skulle tage fat igen med nogle meget stejle ramper på den sidste kilometer, hvor stigningsprocenten skulle nå op ca. 15 på de sidste 300 m. De sidste 3 km følger en let bugtende vej med et hårnålesving bare 130 m fra stregen

 

Etapen byder på i alt 2214 højdemeter.

 

Etapen vil være den første af tre, der vil afgøre løbet, og derfor vil klassementsholdene være ivrige efter at kontrollere etapen og sætte deres kaptajner op til finalen. De indledende stigninger kommer alle for langt fra mål til at kunne bruges offensivt, og derfor er der lagt op til et favoritopgør mellem de bedste til sidst. Modsat i Szczyrk slutter den stejle del dog med 2 km til mål, og derfor bliver det betydeligt vanskeligere at gøre forskelle, selvom der på den nedre del vitterligt er tale om en mur. Det er lidt uklart, om den vitterligt bliver så igen på den sidste kilometer, for løbsbogen er temmelig tvetydig, men det ser sandsynligt ud, at en lille gruppe af klassementsryttere skal afgøre det i en stigende spurt til sidst, hvor der både kan vindes rigtige sekunder og tidsbonus.

 

Slaskie, Kocierz har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

5. etape

Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets femte dag, der byder på en ganske interessant finale fra sidste års udgave af løbet. Her så vi en interessant let stigende spurt med deltagelse af vidt forskellige folk som Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns og Pascal Ackermann, og det vidner om, at der venter en uforudsigelig dag om onsdagen, hvor både puncheurs og stærke sprintere kan drømme om en sejr.

 

Igen er der tale om en ganske kort etape, der byder på bare 153,8 km mellem Kopalnia Soli ”Wieliczka” og Bielsko-Biala. Første del er den letteste og fører feltet mod sydvest. Der er et par mindre bakker på programmet, men ikke nævneværdige udfordringer på etapens let kuperede første halvdel. Stigningerne melder sig først for alvor, når man rammer kategori 2-stigningen Hucisko (1,5 km, 4,8%), der har top efter 78,2 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Rychwald (1,6 km, 7,3%), der bestiges fra syd og har top efter 94,6 km.

 

Efter de to indledende bakker fortsætter man gennem let faldende terræn mod nordvest frem til dagens hovedudfordring. Efter 112,0 km kommer dagens første spurt, hvorefter man kører direkte mod vest ind på kategori 1-stigningen Przelecz Przegibek (6,6 km, 4,9%), der starter blødt ud, men er ganske stejl på de sidste 3 km, hvor der blandt andet venter en kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4, og hvor man undervejs når op på 11,9% knap 2 km fra toppen. Fra toppen resterer 35,0 km, der fører mod vest via en nedkørsel ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 126,0 km.

 

Efter 129,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 2,5 km senere venter første målpassage. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,2 km lange runde, hvis første del er let faldende og den anden del let stigende, men ellers er meget enkel og uden mange sving De sidste to kilometer stiger med hhv. 4,8% og 4,4% i gennemsnit. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det sidste sving kommer med 2400 m igen, hvorefter vejen er helt lige.

 

Etapen byder på i alt 2141 højdemeter,

 

Med undtagelse af en ganske lille modifikation i forbindelse med indløbet til rundstrækningen er der tale om en tro kopi af sidste års 5. etape. Her endte det hele i en fantastisk og benhård spurt, hvor vi i top 10 fandt puncheurs som vindere Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns, Enrico Battaglin, Enrico Gasparotto, Simon Yates og Jan Bakelants samt stærke sprintere som Pascal Ackermann, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo og Edvald Boasson Hagen. Det viser, at der er tale om en meget åben etape, der kan vindes af flere forskellige typer, og i et tæt klassement virker det usandsynligt, at et udbrud vil forhindre endnu en puncheurspurt.

 

Bielsko-Biala er tit blevet besøgt af det mindre polske løb Course de Solidarnosc, men har ikke været besøgt af Tour de Pologne tidligere i dette årtusinde, før vi sidste år så Michal Kwiatkowski spurte sig til sejr foran Dylan Teuns og Enrico Battaglin.

 

 

 

 

6. etape

Med undtagelse af 2013- og 2014-udgaverne, hvor man besøgte hhv. Italien og Slovakiet, har løbets vigtigste klatreudfordringer i de sidste mange år været henlagt til de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Ligesom i de to foregående udgaver byder Muren på 4. etape rytterne på en tredje klassementsetape, men igen er det de to klassiske destinationer i landets kuperede sydlige del, der vil afgøre løbet, og i fraværet af en enkeltstart vil de være endnu vigtigere, end de var frem til 2016. Som man også gjorde det i 2018 har man i år igen nytænkt Zakopane-etapen, og i stedet for den velkendte finale skal man for første gang slutte i Koscielisko med en afslutning, der ligesom den ligeledes anderledes afslutning for 12 måneder siden synes vanskeligere end den, vi kender fra tidligere år.

 

Med sine bare 160,0 km er der tale om endnu en kort etape, de fører feltet fra Zakopane til Koscielisko. Mål- og startbyerne er naboer og ligger bare få kilometer fra hinanden, og det meste af etapen består derfor af ture på en stor rundstrækning i bakkerne nord for dem. Allerede starten er benhård, idet man lægger ud med at kører mod vest og nordøst op ad den ikke-kategoriserede Gubalowka, der over 3,3 km stiger med 7,0%. Herefter fører en nedkørsel mod nordøst ned til rundstrækningen, der rammes efter 7,8 km.

 

Herefter gælder det hele fem omgange på den 28,9 km lange runde. Fra start går det mod nordvest først via let faldende terræn og siden via en ikke-kategoriseret stigning, der indledes blødt, men over de sidste 900 m stiger med 8,8%. Derfra falder det led mod øst, sydøst og nordøst, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Pitoniowka (2,7 km, 8,9%), hvis data snyder, idet den efter en let kilometer stiger med hhv. 10,6%, 14,0% og 10,0% over de næste tre 500 m-segmenter. På toppen er der bjergpoint alle fem gange, dvs. efter hhv. 27,6 km, 56,5 km, 85,3 km, 114,2 km og til sidst efter 143,1 km, hvorfra der resterer bare 16,9 km. Efter toppen fortsætter det med at stige let over de næste 6,4 km, der fører mod sydvest, og det stiger endda med hele 6,8% over de sidste 2,2 km, der leder frem til etapens højeste punkt, hvor der på de to første omgange er placeret en indlagt spurt efter hhv. 34,0 km og 62,9 km. Derudover er der en indlagt spurt efter 97,7 km på den let faldende indledende del af fjerde omgang. Til slut fører en nedkørsel mod vest ned til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter de fem omgange drejer man mod sydøst for at køre tilbage mod start- og målområdet. Det sker via kategori 1-stigningen Gubalowka, der bestiges fra den modsatte side i forhold til første gang. Her stiger den med 6,8% over 4,1 km, men da de enkelte kilometer stiger med hhv. 9,9%, 5,3%, 8,2% og 4,3%, er der tale om en ujævn affære. Fra toppen resterer bare 3,5 km, der fører mod sydvest via en ikke specielt teknisk, men heller ikke helt let nedkørsel, der særligt er lidt kringlet mod slutningen, inden man med 900 m igen drejer mod vest for at følge en lige vej ind mod mål. Nedkørslen slutter ca. 500 m stregen, hvorefter de stiger let på den sidste halve kilometer.

 

Etapen byder på i alt 3358 højdemeter.

 

Zakopane er en klassiker i Tour de Pologne-sammenhæng, men hvor man i gamle dage altid havde den samme afslutning, er der virkelig blevet åbnet for kreativiteten på det seneste. Denne finale er helt ny, og derfor kan det være svært at gennemskue, præcis hvor vanskelig den er. Næsten 3500 højdemeter over 160 km bør nok kunne skabe en udskilning, og med to stigninger dybt inde i finalen tyder det på, at vi kan få en endnu mere selektiv udgave end tidligere. Den sidste stigning kommer i hvert fald så tæt på mål, at det er muligt at køre alene hjem herfra, men spørgsmålet er, om den er svær nok. Heldigvis har man forinden den stejle mur på Pitoniowka, hvor man kan skabe en indledende udskilning inden det store slag på den sidste bakke.

 

Koscielisko er ikke tidligere blevet anvendt som mål i løbet.

 

 

 

 

7. etape

I 2010 besøgte løbet for første gang Bukowina Tatrzanska, og siden da har den vanskelige etape i det kuperede syd altid være en af løbets nøgleslag. I langt de fleste udgaver er den blevet betegnet som løbets kongeetape, og i de senere år er den altid kommet på næstsidste dag forud for den afgørende enkeltstart. Igen i år vender løbets mest ikoniske etape tilbage, og ligesom i 2017 og 2018 i en endnu vigtigere rolle end tidligere, idet den i fraværet af en enkeltstart er blevet rykket til løbets sidste dag. I år er den imidlertid gjort betydeligt lettere end tidligere, og selvom der er lagt op til angreb i klassementet, vil den i år måske ikke gøre helt så store forskelle som tidligere.

 

Etapens præcise design har varieret lidt fra år til år, men generelt har der været tale om en kort, eksplosiv etape. Det er der også i år, hvor der skal tilbagelægges 153,3 km mellem Bukovina Resort og Bukowina Tatrzanska, hvilket er en anelse længere end sidste år. Som så ofte før er der tale om et rundstrækningsløb, men hvor man i de seneste to år har kørt omgange på en næsten identisk rundstrækning, er etapen i år designet så den består af to forskellige rundstrækninger.

 

Start og mål ligger i alt væsentligt samme sted, idet forskellen blot er, at mål ligger få hundrede meter oppe ad en bakke. Etapen indledes med to omgange på en 59,6 km lang rundstrækning i området nord for byen, og den går op og ned hele vejen.

 

Faktisk er der tale om en næsten tro kopi af sidste års etape, der bestod af to omgange på en 66 km lang rundstrækning. I år runden forlænget til 68 km, men helt grundlæggende er der tale om den samme etape i det kuperede område nord for feriedestinationen, der er rammen om start og mål.

 

Fra start kører man mod sydøst og nordøst via en nedkørsel, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Rzepiska (2,0 km, 6,5%), hvis første 400 m stiger med hele 14,5%, men som derefter flader ud. Toppen passeres efter hhv. 8,9 km og 69,5 km og efterfølges af en nem nedkørsel, der fører mod nord. Et let kuperet, men relativt ladt stykke følger, mens feltet snor siv mod vest, inden man drejer mod syd og sydøst op ad kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,5%), hvis fem første kilometer stiger med hhv. 5,3%, 1,5%, 3,8%, 10,8% og 7,4%, og som når helt op på 22% på den stejleste kilometer. Toppen passeres efter hhv. 46,4 km og 106,2 km, inden man via to nedkørsler og to bakker kører mod sydøst og nordøst tilbage til mål, hvor den sidste af de to bakker leder hele vejen op til stregen. På begge omgange er der efter hhv. 36,6 og 97,4 km en pointspurt i bunden af Sciana Bukovina.

 

Efter de to omgange køres en omgang på en forkortet 33,8 km lang rundstrækning. Første del er den samme som på den store runde, og efter at have kørt en pointspurt efter den første nedkørsel efter 126,7 km skal man igen over Rzepiska (2,0 km, 6,5%) med top efter 129,4 km. Herfra resterer 23,9 km, der består af samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at køre tilbage til Sciana Bukovina via det let kuperede terræn går det gennem ligeledes let kuperet terræn mod syd tilbage mod målområdet, hvor man til slut kører mod sydvest op ad målbakken. Den stiger med 5,45% over 3,45 km, og de sidste 3 kilometer stiger med hhv. 8,0%, 2,7% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. 2,5 km fra stregen. Der er ingen sving på de sidste 3 km.

 

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

 

Finalen er helt velkendt, for etapen er sluttet med den samme målbakke i årevis, men designet af resten af etapen er forskelligt fra år til år. Desværre synes de i år at have gjort afslutningen lettere, for hvor man sidste år skulle over de 22% på Sciana Bukovina i finalen, er sidste stigning nu Rzepiska, der er både lettere og kommer længere fra mål. Dermed bliver det lette at kontrollere etapen, men det kan også åbne op for mere initiativ fra distancen, da vi af erfaring ved, at målbakken i sig selv ikke er den sværeste og ofte kun giver anledning til en stigende spurt i en favoritgruppe. Etapen har været domineret af et kolossalt stort udbrud, der i et gradvist udskilningsløb langsomt er blevet kørt ind, inden de bedste puncheurs og klatrere har afgjort det i finalen. Da det er løbets afgørende etape, og da forskelle må formodes at være meget små, vil klassementsrytterne have stor interesse i at køre om etapesejren og bonussekunderne, og da de samtidig skal gøre løbet hårdt, må man formode, at det igen er favoritterne, der skal slås i finalen, hvor de skal forsøge at udnytte terrænet maksimalt, hvis de vil gøre større forskelle.

 

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. Sidste år leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favortgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

 

 

 

 

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE POLOGNE HER.

 

Favoritterne

Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er godt kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.

 

På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb fra årets første måneder. Som sagt er der for langt hovedparten af feltet tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Kun ganske få har været i aktion i Østrig Rundt, de baskiske endagsløb, GP Cerami, Tour de Wallonie eller Adriatica Ionica Race, og de fleste har ikke kørt løb siden de nationale mesterskaber. Startlisten udmærker sig som nævnt ved at rumme mange Vuelta-favoritter, der ikke kørte Tour de France, og for dem er det en vigtig formtest. Det betyder imidlertid, at heller ikke de reelt ved, hvordan de er kørende, og da tendensen til, at Tour-ryttere benytter løbet som et sidste mål inden en pause, samtidig synes helt at være aftaget kraftigt, er der således samlet et næsten fuldt felt af ryttere, der er meget usikre på, hvordan de efter hård træning vil reagere i løbssammenhæng.

 

Billedet kompliceres samtidig af, at forskellige ryttere præsterer forskelligt i deres forberedelsesløb. Mange af favoritterne bruger løbet som optakt til Vueltaen, og der er meget stor forskel på, hvor ambitiøse de er i løb, der først og fremmest er opvarmning. Der er imidlertid en klar tendens til, at rytterne i Polen Rundt er knap så langt fremme, som Giro-favoritterne er i Tour of the Alps og Tour-favoritterne i Dauphiné. I disse to løb ser man oftest de største navne køre med om sejren inden deres store grand tour-mål, men tendensen i Polen Rundt er, at Vuelta-favoritterne stadig mangler en del, inden de når topformen. Nok endte Simon Yates og Thibaut Pinot på podiet sidste år, men ikke efter specielt overbevisende præstationer, og der var i hvert ingen tvivl om, at det var Michal Kwiatkowski, der med sin Tour-form var stærkest.

 

I 2017 og 2018 vendte Tour de Pologne som sagt tilbage til rødderne og gik fra at være et løb for tempospecialister til igen at være en sag for puncheurs og eksplosive klatrere, hvilket tydeligt er fremgået af resultatlisterne, der afslører sejre til de to puncheurs Dylan Teuns og Michal Kwiatkowski. Modellen genbruges i år, hvor det vil være samme ryttertype, som vil dominere, men hvor der alligevel hersker nogen usikkerhed. Det er nemlig således alene de fire lette etaper, der er gengangere fra sidste år, mens de tre afgørende etaper tirsdag, torsdag og fredag alle er nye.

 

Stigningerne i Polen er af en karakter, der gør dem pokkers svære at lure. De er korte og eksplosive og ofte ekstremt irregulære med nogle meget stejle ramper blandet med meget lette stykker. Det forklarer også, hvorfor de rene klatrere ofte har det svært, og hvorfor man sjældent kommer til tops i løbet, hvis ikke man har punch og spurtstyrke. Det skyldes ikke mindst, at finalernes karakter betyder, at udskilningen ofte er begrænset, hvorfor bonussekunder ofte spiller en nøglerolle i afgørelser, der gerne afgøres på marginaler.

 

Nye finaler gør det naturligvis endnu sværere. Umiddelbart er der tendenser, der kan gå i retning af både et vanskeligere og lettere løb. Vigtigst er det vel, at Bukowina Tatrzanska-etapen, der som regel har været den vanskeligste, i år synes at være lettere end nogensinde. Målbakken kender vi, og selvom den er stejl på den nedre del, gør den som regel ikke forskelle mellem de bedste. I år kommer næstsidste stigning så langt fra mål, at et stærkt hold burde kunne skabe samling til en puncheurafslutning blandt favoritterne. Omvendt er den samlede etape så svær, at den førende rytter kan få sit hyr med at kontrollere løbet, hvis hans hold er svagt.

 

På samme måde synes den nye mur på 4. etape ikke at have samme vanskelighed som muren i Szczyrk, som vi kender fra de seneste to år. Her så vi i nogle i Polen Rundt-sammenhæng ret store forskelle, men det kan blive vanskeligere at opnå i år, hvor den stejle del ender med hele 2 km igen. Den vil nok snarere skabe en lille gruppe, der skal spurte om det, når det igen bliver stejlere til allersidst, og forskellene må således forvente at blive mindre

 

I den modsatte retning trækker Zakopane-etapen. Den kunne nemlig ligne en af de vanskeligere i løbets nyere historie. Nok er Gubalowka ikke nogen voldsomt svær stigning, men vi skal tilbage til de italienske etaper i 2013 for at finde så lang en stigning med top så tæt på mål. To af de fire kilometer er også ret stejle, men om det er nok til at en eller et par mand kan køre væk, er langt fra givet. Der er en risiko for, at det ender i en spurt i en lille gruppe, men chancerne for et solonummer i stil med det, Simon Yates leverede i Bukowina sidste år er nok alligevel større, end de plejer.

 

Blandt de øvrige etaper skal man bestemt ikke undervurdere betydningen af 5. etape. Den var en vigtig del af Kwiatkowskis samlede sejr, da han her spurtede sig til 10 vigtige bonussekunder. De allerhurtigste klassementsryttere kan sagtens vinde lidt tid her, men det kræver en vis spurtstyrke. Sidste år blev Pascal Ackermann trods alt nr. 4, og det viser, at holdbare sprintere også kan være med. Til gengæld bør de tre første etaper ende i massespurter og ikke spille en rolle i klassementet.

 

Man skal ikke have set meget Tour de Pologne for at vide, at vejret kan spille en rolle. Af og til har det været glohedt, og andre år har det regnet så voldsomt, at etaper er blevet forkortet og i 2016 sågar helt aflyst. I år synes løbet imidlertid at byde på næsten dansk sommervejr. Der er udsigt til byger hver eneste dag bortset fra søndag, temperaturen vil ligge mellem 20 og 25 grader, og vinden vil ikke være stærk nok til at spille en rolle.

 

Konklusionen er, at det ligner et løb for samme ryttertype som i de seneste to år, men umiddelbart kunne de lettere finaler tyde på, at spurtstyrke vil være vigtigere end tidligere. I hvert fald er der denne gang forøget risiko for, at 4., 6. og 7. etape alle ender i en - i to tilfælde stigende - spurt, ligesom der som sagt kan være bonus at hente også på 5. etape samt naturligvis i indlagte spurter. Til gengæld har 6. og 7. etape som altid så mange højdemeter, at man skal klatre ganske godt for at have en chance - det lærte Peter Sagan, der ellers var kommet fremragende fra start, på den hårde måde i 2017 - og løbet er således alt andet end let. Derudover er de sidste to etaper så svære at kontrollere, at man sagtens med et smart angreb kan vinde tid, som Georg Preidler og Simon Yates viste det sidste år, og Ben Hermans tidligere har vist det. Bliver det ukontrollerbart, vinder stærkeste mand ikke nødvendigvis. Endelig betyder den hårdere Zakopane-finale, at chancen for, at en klatrer kan køre alene hjem, er bedre end tidligere, men det er stadig usandsynligt.

 

Årets løb synes at være endnu mere åbent end tidligere. Løbet lever lidt op til sit ry som værende et sted for unge ryttere, for der synes at være gode chancer for, at de unge folk kan være med helt i front. Verdensstjerner er der få af, og folk som Miguel Angel Lopez, Domenico Pozzovivo og Rafal Majka, der dog én gang har vundet løbet, er ikke skabt til dette terræn. Som sagt er formen også ukendt hos de fleste, og da de færreste er på toppen endnu, kan en formstærk rytter sagtens slå alle stjernerne, som unge Teuns gjorde det for to år siden. Endelig er det med formsvage Michal Kiwatkowskis forventeligt afbud påfaldende, at feltet synes næsten renset for den slags superpuncheurs, der ellers burde trives på en rute med større krav til rytternes hurtighed, og det gør det hele endnu mere åbent, fordi en relativt ”langsom” rytter derfor måske alligevel kan få del i tidsbonussen.

 

I de seneste tre uger er vi blevet betaget af et colombiansk supertalent i Frankrig, og måske skal vi betages af et andet i den kommende uge. I hvert fald vil vi pege på kometen Sergio Higuita som vores favorit. Nok har den unge colombianer ikke kørt ét eneste WorldTour-løb i Europa, men det har han til gengæld gjort i USA. Her kørte han et fremragende Tour of California, hvor det kun var i kongeetapens sidste sving, at han tabte den samlede sejr til en anden komet, Tadej Pogacar. Faktisk kørte han fra topklatrere som George Bennett og Richie Porte, og det kom som kulmination på en fabelagtig sæsonstart, hvor han igennem stort set alle større løb i Spanien i februar og marts sad i front med de allerbedste. Det fik EF til at fremrykke skiftet til det amerikanske hold, og med sin 2. plads i Californien leverede han med det samme varen.

 

Lidt overraskende har det også været hans hidtil eneste løb for holdet, og derfor er det også usikkert, hvor han står. I år har han imidlertid været på toppen i alle de løb, han har kørt, og da han ikke i første omgang er i spil til Vueltaen - det kan naturligvis stadig ændre sig - er han en af de ryttere, der kan tænkes at være i topform efter en god gang træning i Colombia. Er han det, kommer han til et løb, der passer ham. Nok er han klatrer, men han er samtidig lynhurtig, som han blandt andet viste med 3. plads på 5. etape i Californien, hvor han slog deciderede sprintere, sin 2. plads på kongeetapen i Ruta del Sol, og puncheurevnerne stillede han til skue som hurtigste mand i feltet på 2. etape i Californien. Med andre ord har han præcis det miks af spurt og klatreevne, der skal til for at gøre sig gældende, og han har vist, at der ikke umiddelbart er nogen i dette felt, han skal frygte på stigningerne.

 

Higuita mangler naturligvis noget erfaring, men han synes at være moden nok til at vinde et WorldTour-løb som dette. I stedet er det holdet, der lurer som den værste trussel, for EF har bestemt ikke udstyret ham med megen støtte. Det kan koste, hvis han skulle tage trøjen, men med lidt held kører han sig først i den efter 6. etape, hvorefter den lettere 7. etape forhåbentlig kan håndteres. Baseret alene på rytterstyrke ligner Higuita bedste bud, og fanges han ikke i det taktiske spil, må han være vores bud på en vinder.

 

Bora kommer med lokale Rafal Majka, men vi tror faktisk mere på Davide Formolo. Hvor det måske nok i Polen primært er Rafal Majka, der på Bora vil tiltrække interesse, tror vi mere på italieneren. Nok må vi sande, at han aldrig bliver den etapeløbsrytter, vi havde håbet på, men i de kuperede løb er han blevet et monster. I år har han leveret skræmmende soloridt på sidste etape i Catalonien og ved de italienske mesterskaber, og havde det ikke været for Jakob Fuglsang, havde han endda vundet Liege-Bastogne-Liege. Med en nylig andenplads bag landsholdskammeraten Diego Ulissi ved OL-løbet i Tokyo har han vist en vis form, også selvom løbet i Japan var svagt besat. Om formen rækker til at vinde i Polen, er nok fortsat tvivlsomt, men helt ringe kan han ikke være.

 

Formolo er en lidt sjov type i den forstand, at han ikke er specielt hurtig i en flad spurt, men han har efterhånden udviklet sig til at være en god puncheur. Det viste han flere gange i sidste års Giro, ikke mindst med 2. pladsen som vinder af feltets spurt på Montevergine di Mercogliano. Med andre ord burde især 4. etape, men også 7. etape passe ham, og har han sine bedste ben, burde han også være et godt bud på en rytter, der kan køre væk på 6. etape. Med andre ord er løbet her, hvor han i 2016 blev en samlet nr. 4, slet ikke ringe for ham, og han vil elske at vinde sit første løb i den italienske mesterskabstrøje.

 

Den rytter, der måske passer allerbedst til ruten, er Diego Ulissi. Italieneren er feltets førende puncheur og som skabt til finalerne på 4. og 7. etape. Han er tillige hurtig på flad vej og kan begå sig på både 5. og 6. etape, og dermed burde det være helt oplagt at gøre Ulissi til den klare favorit, ikke mindst fordi han med sejren i Tokyo også har vist, at han er i form.

 

Når vi undlader at gøre det, skyldes det, at Ulissi ikke længere er den rytter, han engang var. Nok finder han stadig formen af og til, som han gjorde i forbindelse med den overlegne etapesejr i Tour de Suisse sidste år, eller som han gjorde i juni, hvor han sejrede i Lugano og samlet i Slovenien, men de senere år har han desværre oftere skuffet end imponeret, og det gælder endda specielt i WorldTour-løbene. Hans højst overraskende 3. plads i Fleche Wallonne var et vidnesbyrd om, at han godt kan også på den store scene, men hans præstationer i de øvrige ardennerklassikere samt i Giroen viser, at man bestemt ikke kan regne med ham. Sejren i Tokyo var flot, men i et svagt felt, og derfor skal Ulissi først overbevise os om, at han har formen til at vinde et løb, der ellers passer ham fremragende.

 

Meget af det samme kan siges om Bjorg Lambrecht. Belgieren er sammen med Ulissi løbets førende puncheur og skabt til finalerne på 4., 5. og 7. etape. I år har han endda med en 5. plads i Brabantse Pijl, en 6. plads i Amstel Gold Race, en 4. plads i Fleche Wallonne og en 12. plads i Dauphiné vist, at han har nået et niveau, hvor han også kan være med i front i de allerstørste løb. Problemet er bare, at han fortsat lider af Ulissi-syndromet, nemlig at han kan være yderst svingende, og der synes endda at være en tendens til, at han skal bruge en del løb på at finde formen. I forvejen er dette løb først og fremmest et skridt mod Vueltaen, og vi tvivler derfor, at han er helt på toppen. Dertil kommer, at han ligesom Higuita støttes af et ikke alt for stærkt hold, der kan få svært ved at forsvare en eventuel føring, da deres klatrere er meget ustabile. Omvendt passer løbet ham så eminent, at en formstærk Lambrecht med ardennerben utvivlsomt kan vinde det.

 

I Kwiatkowskis fravær er Rafal Majka nu alene om at vise de polske farver frem i front, men desværre passer løbet slet ikke så godt til Bora-polakken, som det gør til den forsvarende mester. Nok vandt Majka det i 2014, men det var med en guddommelig Tour-form, der netop havde indbragt ham to etapesejre og en bjergtrøje. I år kommer han til løbet med en anden forberedelse, der er rettet mod Vueltaen, og man kan derfor tvivle på, om formen rækker til at vinde et løb, der i forvejen ikke passer ham ideelt. Omvendt så vi i 2017, hvor han også satsede på den spanske grand tour, at han alligevel endte som nr. 2 bag Teuns, og det vidner om, at han med sin særlige motivation næsten med sikkerhed vil være med fremme. Helt uden punch er han bestemt heller ikke, som han blandt andet viste med sine to 3. pladser på de vigtigste etaper for to år siden, men spørgsmålet er, om ruten i år er hård nok til, at en klatrer som Majka kan vinde.

 

Meget af det samme kan siges om Miguel Angel Lopez, der er løbets store klatrestjerne. Colombianeren bruger løbet som første skridt mod Vueltaen, og derfor er han helt sikkert ikke i topform. I de senere år hr han forberedt sig i San Sebastian, hvor han altid har floppet, og i Burgos, hvor han har kørt stærkt, men aldrig været knivskarp. Det viser, at det kan være lidt svært at vide, hvor Lopez står på vej frem mod sine store mål, men han er heldigvis altid konkurrencedygtig. Helt uden punch og spurtstyrke er han bestemt heller ikke, som han blandt andet viste med sin første sejr i Burgos for efterhånden mange år siden samt med spurtsejren på sidste års kongeetape i Tour of the Alps. Han er derfor ikke uden chance på især 4. etape, men spørgsmålet er, om han er hurtig nok til ligefrem at vinde løbet. Det vil nok kræve, at han kører alene hjem på 6. etape. Det er svært, men er der nogen, der kan gøre det, er Lopez trods alt et af de bedre bud.

 

Løbets helt store joker må være Carlos Betancur. I løbet af foråret fik han smidt de overskydende kilo, så han nåede sit bedste niveau i flere år, da han blev nr. 15 i Leiege og samlet nr. 11 i Romandiet. Højst overraskende undlod han at smide al form i løbet af den efterfølgende løbspause, og han imponerede stort med en 8. plads i Tour de Suisse. Det gjorde han til gengæld ikke i Østrig Rundt, hvor han blot blev nr. 29, men dog med en 20. plads på Kitzbüheler Horn fik vist, at formen ikke er helt væk. I forvejen har vi i de schweiziske løb set, at han har sine begrænsninger i bjergene, og derfor kan den østrigske nedtur mere skyldes ruten end Betancur selv. Man skal altid være varsom med at spå om Betancurs form efter en løbspause, men mellem Østrig og målet i Vueltaen kan den altså ikke være blevet helt ringe. Flyver humlebien højt i disse tider, har han alle de egenskaber, der skal til for at vinde dette løb, for han har både punch og hurtighed til at være med i front på alle nøgleetaperne.

 

Astana kommer med et af de stærkeste hold, men deres mange klatrere er ikke just skabt til denne rute. Det ændrer dog ikke på, at man altid skal holde øje med Ion Izagirre i et ugelangt etapeløb. Særligt motiveret må han endda være i Polen, hvor han slog igennem som etapeløbsryttere, da han blev nr. 2 i både 2013 og 2014 og vandt i 2015. Dengang blev resultaterne imidlertid grundlagt på enkeltstarten, og uden den får han det svært. Izagirre har nemlig ikke sin storebrors punch og hurtighed, og selvom hans resultater i Ardennerne og i Baskerlandet viser, at han ikke er ringe på korte, stejle stigninger, kan man tvivle på, om han kan vinde løbet. Hans og Astanas store chance er at bruge deres mange muskler til at gøre løbet knaldhårdt, og lykkes det, kan man bestemt ikke udelukke, at Izagirre med sin stabilitet i ugelange etapeløb kan snige sig væk, som vi så Yates gøre det sidste år.

 

I Kwiatkowkis fravær tilfalder kaptajnansvaret på Ineos supertalentet Pavel Sivakov. Måske havde han ikke sin bedste sæson i 2018, men i år har han virkelig slået igennem. Først vandt han Tour of the Alps og siden imponerede han ved i Giroen at ende i top 10 i den allerførste grand tour, han gennemførte. Nu er han klar til anden del af sæsonen, og da Giroen ikke umiddelbart er på programmet, kunne han tænkes at have dette løb som mål. Omvendt var han oprindeligt udset til en rolle som hjælper for Kwiatkowski, og vi tvivler derfor på, at han allerede nu er knivskarp. Selvom han i Tour of the Alps viste, at han har et udmærket punch, er dette løb i forvejen ikke helt ideelt for solide og seje Sivakov, og han mangler nok den sidste eksplosivitet. Omvendt ser man ofte, at ryttere får et boost af at gennemføre en grand tour, og gør det sig også gældende for Sivakov, ved vi, at man altid skal vente sig det bedste fra sportens supertalenter.

 

Er det i dette løb, at Pierre Latour kommer tilbage på sporet? Det kan man håbe på efter et år, der indtil nu har været lagt totalt i ruiner af et styrt umiddelbart inden UAE Tour. Hans comeback i juni var så ringe, at han måtte opgive Touren og i stedet rette fokus mod Vueltaen. Siden da har han trænet i højderne, og på den baggrund kan man håbe, at han er klar til at vise, hvorfor han vandt den hvide trøje i sidste års Tour. Finder han de ben, han sidste år havde i første del af Touren og i øvrigt i det meste af juni, er han reelt god nok til at vinde dette løb. Latour er nemlig slet ikke langsom, som han viste, da han med bonussekunder sikrede sig den samlede 3. plads i Catalonien sidste år, og derfor passer dette løb ham slet ikke dårligt. Nu skal han bare vise, at han er kommet så stærkt tilbage, at han kan finde den form, der altså allerede har givet ham en podieplads i et stort ugelangt etapeløb på WorldTouren.

 

Bahrain stiller med Domenico Pozzovivo, men mens der bør være sikkerhed for, at evigt stabile Pozzovivo ender i top 10, kan vi næsten også med sikkerhed sige, at han ikke vinder. Nok er Pozzovivo faktisk ret ”punchy” på korte, stejle stigninger som den mur, der venter på 4. etape, men på mere moderate procenter er han alt andet end hurtig. På flad vej hører han endda til blandt de allerlangsomste, og derfor er Tour de Pologne næst efter BinckBank Tour nok det ugelange europæiske WorldTour-løb, der passer ham dårligst. Man skal aldrig udelukke, hvad en formstærk Pozzovivo, der kørte stærkt i Tour de Suisse, kan levere i et ukontrollerbart løb, eller hvis 6. etape viser sig hårde end ventet, men meget skal flaske sig, hvis det skal blive til meget mere end de 6. og 7. pladser, det blev til ved de to seneste besøg i Polen.

 

Unge James Knox havde en svær start som professionel, men begyndte langsomt at vise sit potentiale mod slutningen af året. Her viste han også et lidt uventet punch, da han blev nr. 3 på den eksplosive kongeetape i Tyrkiet, og de egenskaber bekræftede han med en 5. plads i en stigende spurt i Catalonien. For nylig blev han også nr. 5 i en puncheurfinale i Adriatica Ionica Race, og det viser, at han faktisk har visse evner, der gør ham konkurrencedygtig i et løb som dette. Med en samlet 3. plads i Adriatica Ionica har han endda også vist, at han faktisk er i form, og han er derfor også udstyret med en kaptajnrolle i løbet. Omvendt må vi nok også sande, at en 5. plads på kongeetapen i Italien trods alt viser, at han stadig har sine mangler, og det er nok stadig for tidligt at tro, at han kan vinde dette løb, der er betydeligt stærkere besat.

 

En af løbets jokere er Antwan Tolhoek. Den unge hollænder kørte et fornemt 2018, hvor han særligt imponerede med sit legende lette tråd i Californien, ligesom han kørt stærkt i Dauphiné og sin første Tour. Desværre har han haft et fælt 2019, hvor hans svage kørsel i bjergene var en af årsagerne til, at Primoz Roglic var meget alene i årets Giro, og han har faktisk overhovedet ikke ramt formen i år - heller ikke selvom han faktisk vandt en bjergetape i Tour de Suisse fra et udbrud. Nu kan man håbe, at en pause har gjort ham godt, og faktisk har Tolhoek før vist, at han kan komme flyvende ud efter en træningsperiode. Har han benene, har han faktisk et hæderligt punch til de polske stigninger, men før vi for alvor tør tro på, ham, skal han først vise, at han har rejste sig efter en meget svær sæsonstart.

 

Bob Jungels indser forhåbentlig snart indset, at han bør satse på klassikere og ikke etapeløb, men skal man pege på et større etapeløb, han faktisk kan vinde, er dette slet ikke et ringe bud. Jungels har nemlig i både klassikerne og Giroen vist, at han har punch og kan spurte på flad vej, og derfor har han faktisk de rette karakteristika. Desværre er Muren på 4. etape nok for stejl til store Jungels, men han kan om nogen glæde sig over, at den flader ud nær toppen, hvor afslutningen passer ham bedre. Ligesom de fleste andre skal han først finde ud af, hvor han står formmæssigt, men er han kørende, kan han blive farlig. Det er klart, at Jungels nok ikke helt er hurtig nok til alene at vinde på sin fart, men til gengæld ved vi, hvor skræmmende stærkt han kan køre, hvis han får et hul i en ukontrollerbar finale på en af de to sidste etaper.

 

Lottos bedste bud er Lambrecht, men de har også i Carl Fredrik Hagen en spændende kandidat. Det holdt hårdt for den talentfulde nordmand at komme i gang på højeste niveau, men i Romandiet var der pludselig hul igennem til de ben, der har givet ham mange topplaceringer i de norske etapeløb. Det helt store gennembrud kom med 3. pladsen på den sidste bjergetape i Dauphiné, og dermed har han vist, at han nu er moden til at køre med de bedste på WorldTour-niveau. Også han kommer til løbet efter en lang pause, men med sine placeringer i Arctic Race of Norway samt en 2. plads i Tour Alsace har han vist, at han mestrer kunsten at finde formen igennem sommeren. Nok kalder han sig selv ren klatrer, men hans mange resultater i de norske løb viser, at han slet ikke er uden punch, og derfor burde dette være et løb, hvor han kan præstere, hvis ikke han bliver for låst af Lambrecht.

 

Det skal også blive interessant at følge stortalentet Aleksander Vlasov. Nok vandt han ikke samlet i Slovenien, men det skyldtes alene rutens beskaffenhed. På stigningerne var han stærkest, og den gode form herfra tog han med sig til de russiske mesterskaber, som han vandt i suveræn stil. Vi havde forventet, at han ville kunne vinde Østrig Rundt, men en offday på første bjergetape satte ham ud af spillet. Han svarede fornemt igen ved at køre alene hjem på Kitzbüheler Horn på sidste etape, og det viser nok engang til, at han er en fremragende klatrer. Har han samme form nu, bør han være med helt fremme i dette løb, men ligesom i Slovenien må han nok sande, at stigningerne er for eksplosive til, at han kan vinde.

 

Lad os slutte med at nævne to ryttere, der mere har karakter af longshots. Den ene er Chris Hamilton, der aldrig har slået til som professionel. I år lagde han dog ud som lyn og torden med en samlet 6. plads i Tour Down Under, og det viser, at han stadig har potentialet. Det potentiale fik vi også momentvist at se i Giroen, hvor han kørte et offensivt løb. Desværre er han også slemt ustabil og langt oftere ringe end god, og efter en lang pause kommer han sikkert igen ud i halvdårlig form. Hans kørsel i Australien viser dog, at han har evnerne i dette terræn, og derfor kan man håbe, at han griber chancen i et løb, hvor han burde kunne køre for sig selv.

 

Endelig er der Ben Swift. Efter den katastrofale tid på UAE og et styrt i foråret er den britiske sprinter for alvor kommet tilbage på sporet i de seneste måneder ”hjemme” hos Ineos. I Tour de Suisse nærmede han sig igen det klatreniveau, han havde, da han blev nr. 2 på Alpe d’Huez i Dauphiné i 2016 - en præstation, der blot er en blandt mange, som viser, at en formstærk Swift kan klatre med deciderede bjergryttere. Om han har samme form nu, vides ikke, men han vil formentlig være topmotiveret til at lægge stærkt fra land i sin britiske mesterskabstrøje. Der er ingen tvivl om, at Muren på 4. etape er for stejl for ham, men kan han komme tilbage, når den flader ud, ser det pludselig lovende ud. De to sidste etaper virker ikke helt umulige for en formstærk Swift, der med sin spurt i princippet kan gå efter bonussekunder på alle syv etaper. Formentlig ender det hele med alligevel at blive lidt for hårdt - især de stejle procenter på 4. etape - men vi åbner muligheden for, at Swift med en stor præstation atter kan vise, at han for alvor er tilbage.

 

BEMÆRK: Startlisten er fortsat meget foreløbig, og der kan derfor komme en del ændringer de kommende dage.

 

OPDATERING 1: Som erstatning for Kwiatkowski har Ineos udtaget Tao Geoghegan Hart. Med sin hurtighed er briten på papiret et bedre kort end Sivakov, men det udestår at se, hvor han står formmæssigt, da han modsat russeren havde planer om at køre i Spanien som optakt til Vueltaen, der ikke er en del af Sivakovs planer. Sivakov kan derfor have en formtiming, da gør ham bedre på denne tid af året.

 

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE POLOGNE HER.

 

***** Sergio Higuita

**** Davide Formolo, Diego Ulissi

*** Bjorg Lambrecht, Rafal Majka, Miguel Angel Lopez, Carlos Betancur, Ion Izagirre

** Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov, Pierre Latour, Domenico Pozzovivo, James Knox, Antwan Tolhoek, Bob Jungels, Carl Fredrik Hagen, Aleksandr Vlasov, Chris Hamilton, Ben Swift

* Robert Gesink, Jan Hirt, Gianluca Brambilla, Alexandre Geniez, Mikel Nieve, Neilson Powless, Amaro Antunes, Robert Power, Simon Geschke, Ben O’Connor, Gino Mader, Simon Spilak, Jai Hindley, Ruben Fernandez, Rafael Valls, Merhawi Kudus, Luis Villalobos, Kilian Frankiny, Hermann Pernsteiner, Winner Anacona, Eduardo Sepulveda, Nicolas Edet, Enrico Gasparotto, Enrico Battaglin, Eduard Prades, Pawel Cieslik

 

Danskerne

Jonas Vingegaard kan forhåbentlig bygge videre på den fine kørsel i Baskerlandet og kan måske endda levere et fint lille resultat, hvis ikke hierarkiet er alt for fast bygget op om Robert Gesink, Antwan Tolhoek og måske Neilson Powless. Jesper Hansen kan også køre efter et samlet resultat for Cofidis, men stigningernes eksplosive natur passer ikke til en ren klatrer som ham. På Sunweb skal Asbjørn Kragh primært være en vigtig del af toget for Max Walscheid, og på samme vis må Mads Pedersen forventes på Trek at skulle være sidste mand for John Degenkolb i spurterne.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Ineos: I Kwiatkowskis fravær må hele holdet være bygget op om Sivakov og Geoghegan Hart, men som nævnt kan man ikke udelukke, at Swift kan skabe en lille overraskelse.

 

Deceuninck-Quick Step: I Knox og Jungels har holdet to glimrende bud. Ruten kunne egentlig også passe til Pieter Serry, men han må nok indstille sig på en hjælperrolle. Det samme må Remi Cavagna, der ellers i Guangxi har vist overraskende styrke på kortere stigninger, og Petr Vakoc, der endnu ikke er tilbage på sit gamle niveau efter det grimme styrt i Sydafrika.

 

Bora-hansgrohe: Med Pascal Ackermann til spurterne og Majka og Formolo til klassementet har holdet rigeligt at se til.

 

Jumbo-Visma: Vi har allerede nævnt Tolhoek som holdets bedste bud på et topresultat, men selvom han ikke er så stærk som i gamle dage, kan Robert Gesink også gøre det i hvert fald hæderligt. Efter en svær start på karrieren har Neilson Powless givet prøver på talentet i Dauphiné, men løbet her passer ham ikke ideelt. Og flopper de alle, kan danske Jonas Vingegaard måske levere et resultat efter den fine kørsel i Baskerlandet.

 

Astana: Som så ofte før stiller kasakkerne med et skræmmende mandskab. Lopez og Izagirre ligner de bedste bud på succes, for løbet passer slet ikke til dieselklatreren Jan Hirt, der også altid er langsom til at komme i gang efter en pause. Merhawi Kudus har vist fremgang i år og er ligesom Dario Cataldo god i dette terræn, men begge må ventes at skulle agere hjælpere. Det samme skal Nikita Stalnov og Rodrigo Contreras, der ellers begge klatrer fornuftigt.

 

UAE-Team Emirates: Ulissi er den klare kaptajn, især fordi Valerio Conti er på vej tilbage fra en skade. Simone Petilli og i mindre grad Edward Ravasi må nok indstille sig på at køre for kaptajnen.

 

Movistar: Betancur ligner det bedste bud på succes, men holdet har flere, der kan ende langt fremme uden at vinde. Det gælder Ruben Fernandez, der dog skuffede i både Dauphiné og Østrig og stadig ikke er sig selv, det gælder Winner Anacona, der kørte stærkt i Østrig, men skuffede i Adriatica Ionica Race og ikke rigtigt passer til dette terræn, og det gælder Rafael Valls, der med den nylige sejr i Ordizia måske kan vise lidt af sit gamle niveau. Til gengæld har Eduard Prades haft et så skidt år, at vi ikke rigtigt giver ham de store chancer, selvom terrænet burde passe ham, og den opblomstring, vi så fra Eduardo Sepulveda forsvandt lynhurtigt i Adriatica Ionica Race.

 

Bahrain-Merida: Pozzovivo er den klare kaptajn, men Hermann Pernsteiner klatrer fint, selvom hans punch slet ikke gør ham velegnet til dette løb. Terrænet er i forvejen på grænsen for Matej Mohoric, og med den ringe form, han viste i Touren, er det svært at se ham imponere her. Terrænet er nok for hårdt for en ellers velkørende Jan Tratnik.

 

Groupama-FDJ: Holdet skal primært køre spurter med Marc Sarreau, men mon ikke Kilian Frankiny kan forsøge sig lidt i klassementet. Som ren klatrer passer han dog slet ikke til dette terræn. Leo Vincent kan forhåbentlig også bygge videre på de takter, han kortvarigt viste i Dauphiné sidste år.

 

Team Sunweb: Holdet kommer med alle sine fallerede australske talenter. Som sagt er Hamilton vores bud på en rytter, der kan levere, men den meget svingende Robert Power kan, hvis han kan vise lidt stabilitet og finde topniveauet, være med langt fremme. Jai Hindley viste lidt fremgang i Giroen, men er stadig meget svingende, og Michael Storer har desværre ikke vist meget i år.

 

Mitchelton-Scott: Holdet vil køre klassement med Mikel Nieve, men det eksplosive løbet er så ”anti-Nievesk”, som noget kan være. Manden ejer trods alt ikke skyggen af punch. Det gør til gengæld Nick Schultz, som forhåbentlig kan finde takterne fra januar, men som har skuffet gennem det meste af året. Damien Howson kan køre et fint klassement, men ikke være med helt i front, mens Tsgabu Grmay desværre intet har vist for holdet.

 

EF Education First: Hvis Higuita er så god som håbet, handler alt om colombianeren. Luis Villalobos er meget lovende, hvis han kan finde benene fra Utah i 2018, men i sit første store løb i Europa må han hellere dæmpe forventningerne til sig selv.

 

Trek-Segafredo: Løbet passer egentlig fint til eksplosive Gianluca Brambilla, men selvom han kørte en fornuftig Giro, er han stadig for langt fra sit gamle niveau. Unge Nicola Conci kørte et fornuftigt Adriatica Ionica Race, men han har ikke niveauet til at være med helt i front.

 

Ag2r-La Mondiale: Latour er den indlysende kaptajn, men den svingende lottokupon Alexandre Geniez kan altid overraske i terræn, der passer ham, og hvor han kan bruge sin hurtighed. Forhåbentlig kan Geoffrey Bouchard også vise lidt af takterne fra sidste år.

 

Lotto Soudal: Lambrecht ligner den klare kaptajn med Hagen som plan B. Sander Armee har været en skygge af sig selv siden etapesejren i Vueltaen i 2017, og det samme har Tomasz Marczynski, der endda har været syg i Vallonien. Unge Harm Vanhoucke viste endelig lidt takter i Dauphiné, men har generelt haft det svært som professionel.

 

CCC Team: Egentlig burde løbet passe til Amaro Antunes, der har et fint punch, men han har intet vist for det polske hold. Simon Geschke kom flot ud af Touren og burde kunne gøre det hæderligt. Serge Pauwels kørte for ringe en Tour til, at man kan have fornåbninger.

 

Katusha-Alpecin: Løbet passer slet ikke til Simon Spilak, der i forvejen er langt fra sit gamle niveau, og det passer slet heller ikke til Daniel Navarro, der fortsat er på vej tilbage fra det grimme styrt.  Egentlig kunne den Enrico Battaglin, vi så i sidste års Giro, være en farlig joker på denne rute, men han har intet vist siden dengang, som gør det realistisk at tro på det store. Løbet passer ikke til klatrerne Steff Cras og Matteo Fabbro. Til gengæld ville det være et perfekt løb for eksplosive Dmitriy Strakhov, men efter skiftet til Katusha er det kun gået baglæns for den ellers så lovende russer.

 

Dimension Data: Ben O’Connor kom endelig tilbage på sporet i Østrig, men som dieselklatrer passer han slet ikke til dette løb. Terrænet kunne passe til Enrico Gasparotto, men han har været en skygge af sig selv efter skiftet til holdet. Det skal blive spændende at følge unge Gino Mader, der efter sine skader viste fremgang i Tour de Suisse, men som nok mangler for meget til at være med helt i front, samt ligeledes unge Stefan De Bod, der fik sit gennembrud i Østrig Rundt.

 

Polen: Landsholdet har veteranen Marek Rutkiewicz, der flere gange er kørt i top 10, men som slet ikke har fordums styrke. Pawel Cieslik blev nr. 14 sidste år og ligner kaptajnen, men han har haft et svært år, som kun delvist kom tilbage på sporet med en 15. plads på Kitzbüheler Horn i Østrig. Unge Szymond Rekita blev samlet nr. 5 i Luxembourg, men terrænet her må være for hårdt.

 

Cofidis: Holdet kommer med deres mange klatrere, men hverken Darwin Atapuma, Jesper Hansen, Jose Herrada, Mathias Le Turnier eller Luis Angel Mate passer til dette terræn. Bedst chance har nok Nicolas Edet, der udgik af Touren med sygdom, men heller ikke han kan være med helt fremme.

 

Gazprom-Rusvelo: Vlasov bliver vanvittigt spændende at følge i et WorldTour-løb, men derudover har holdet den stærke klatrer Ildar Arslanov, der med den nylige 4. plads i Sibiu Tour endelig synes at være kommet i gang efter de mange skader. Efter en lovende sæsonstart er Evgeny Shalunov desværre atter faldet ned i det hul, hvor han har tilbragt det meste af de seneste sæsoner.

 

Novo Nordisk: Et udbrud til udbryderkongen Charles Planet og en god spurt fra Andrea Peron samt opmærksomhed om diabetes er målet. Peter Kusztor og David Lozano klatrer hæderligt, men de er langt overmatchet i dette løb.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Pologne
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Race Torquay(1.1) 30/01

Trofeo Felanitx, Ses Sali...(1.1) 30/01

Trofeo Andratx Lloseta(1.1) 31/01

Cadel Evans Great Ocean R...(1.WWT) 01/02

Trofeo Serra de Tramuntana(1.1) 01/02

Cadel Evans Great Ocean R...(1.UWT) 02/02

Grand Prix Cycliste la Ma...(1.1) 02/02

Trofeo Palma(1.1) 02/02

Tour of Saudi Arabia(2.1) 04/02-08/02

Etoile de Bessèges(2.1) 05/02-09/02

Herald Sun Tour(2.1) 05/02-09/02

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger