Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour de Yorkshire
01. maj 2019 20:54 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Cykling blomstrer som aldrig før i Storbritannien, og gradvist er landet også ved at opbygge en kalender, der matcher den store succes, deres ryttere har haft i de seneste år. Efter den meget succesfulde Tour de France-start i Yorkshire besluttede den ambitiøse lokale arrangørgruppe at bygge videre på arven ved at skabe det nu fire dage lange Tour de Yorkshire, der allerede i dets femte år er blevet en stor succes og igen i år har tiltrukket et forrygende stærkt felt.

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de store stjerner har ikke haft mange muligheder for at vise sig frem for hjemmepublikummet med jævne mellemrum. I adskillige år var det eneste store løb i landet således Tour of Britain, der i 00erne etablerede sig som en god forberedelse til VM.

 

Tiderne ændrer sig imidlertid. Efter det meget succesfulde landevejsløb ved OL i 2012 skabte man RideLondon Classic som en måde, hvorpå man kunne bygge videre på arven, og bare to år senere var landet vært for den måske mest succesfulde grand depart i Tour de France-historien, da kolossale tilskuermængder bød rytterne velkommen til to dages cykelløb i Yorkshire og en tredje etape med mål i London.

 

Den grand depart blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite med Gary Verity i spidsen, og de var meget ivrige efter at holde momentum i live og gøre regionen til et cykelmekka. Det vigtigste middel var det tre dage lange Tour de Yorkshire, og de havde endda held til at overtale ASO til at gå ind i projektet.

 

I 2015 gjorde løbet sin debut, og det var en kolossal succes. Igen kom kolossale tilskuermængder ud på gaderne for at byde et meget stærkt felt velkommen, og det blev belønnet med aggressivt cykelløb. Den positive modtagelse viste, at løbet har stort potentiale, og arrangørerne har store planer om at gøre det til et WorldTour-løb over fire dage. Planerne om at udvide løbet med en dag blev først udsat, da British Cycling modsatte sig det, men fra 2018 og frem er det lykkedes at få den ekstra dag på programmet.

 

Formålet med arrangementet er at promovere Yorkshire som en af de bedste cykelregioner i Europa og opmuntre flere englændere til at begynde at cykle. Det kuperede terræn i området er perfekt til cykelløb og skabte fantastisk og aggressiv kørsel på 2. etape af Touren i 2014 og i de fire første udgaver af løbet.

 

Der er naturligvis ingen høje bjerge i Yorkshire, men de mange korte, stejle stigninger gør det til et ideelt løb for stærke klassikerryttere, og med dets position på kalenderen sidst i april og fra og med 2018 først i maj er det en god mulighed for ardennerspecialisterne til at udnytte deres gode form en sidste gang, inden de tager en pause. Samtidig er der nok fladt terræn til at give sprinterne muligheder, og det betyder, at det hidtil har været en god option for de hurtige folk til at gøre sig klar til Giroen. Sidste år overlappede det med den italienske grand tour, men i år er det tilbage i sin vante plads i samme uge som Tour de Romandie og dermed atter som en mulighed for at varme op til det italienske løb.

 

Som det store britiske hold vil Ineos/Sky naturligvis altid være de store favoritter, og det lykkedes også for dem at vinde den første udgave med Lars Petter Nordhaug. I 2016 måtte de imidlertid se sig slået, da Thomas Voeckler besejrede Nicolas Roche i en tomandsspurt på kongeetapen og derved tog den samlede sejr seks sekunder foran ireren, og siden da har de haft det svært. I 2017 endte det eksempelvis med dobbeltsejr til Dimension Data ved Serge Pauwels og Omar Fraile, og sidste år var de lokale helte nærmest helt fraværende.

 

Det var Greg Van Avermaet til gengæld ikke. Belgieren levede op til sin status som løbets store stjerne ved at sikre sig den samlede sejr efter en overbevisende indsats af BMC. Ganske vist blev han overspurtet af Magnus Cort i puncheurfinalen på 2. etape, men det lykkedes det amerikanske mandskab at få skovlen under danskeren på kongeetaper. Her spurtede Van Avermaet sig til en 2. plads i en lille favoritgruppe, og det var nok til at vinde samlet med hhv. 9 og 14 sekunder ned til Eduard Prades og den forsvarende mester, Serge Pauwels. Van Avermaet vender tilbage for at forsvare sin titel, denne gang endda som holdkammerat med Pauwels, der også er med igen, men de er ikke oppe mod Prades, hvis nye Movistar-hold aldrig har kørt løbet.

 

Ruten

Som et relativt nyt løb eksperimenterer man stadig med ruten for at finde det ideelle format, men man synes at have en model, der fungerer, idet de seneste tre udgaver har været relativt ensartede med to sprinteretaper samt af en savtakket kongeetape med et hav af de korte, stejle mure, der kendetegner regionen. Sidste år betød udvidelsen med en ekstra dag, at man kunne dele terrænet ligeligt mellem klassementsrytterne og sprinterne, der hver havde mulighed for at gå efter sejren på to af fire etaper, idet man som noget nyt havde en rigtig puncheuretape om fredagen.

 

I år er løbet igen fire dage langt, men denne gang er ruten mere sprintervenlig. Således lægges der i år ud med to relativt flade etaper, hvor det formentlig kun er vinden, der kan forhindre de hurtige folk i at komme til fadet. 2. etape byder dog på lidt af en attraktion, idet der undervejs skal køres en omgang på årets VM-rundstrækning, hvor man - dog ganske langt fra mål - kan få lov at prøve terrænet af i en løbssituation.

 

Derefter gælder det i weekenden de to afgørende etaper, men denne gang har man droppet puncheurfinalen på en stigning og erstattet den med en mere blandet etape, der har sine stejle mure undervejs, men hvor 30 flade kilometer til slut lægge op til en reduceret massespurt. Til gengæld bliver søndagens kongeetapen for svær for sprinterne, for her venter en næsten tro kopi af samme etape fra sidste år, hvor Greg Van Avermaet fik skovlen under den førende Magnus Cort. Ligesom sidste år går det op eller ned hele dagen, men også denne gang lægger en relativt flad afslutning op til, at det måske kan blive en lille gruppe af favoritter, der skal spurte om vigtige bonussekunder og måske den samlede sejr i det fire dage lange løb.

 

1. etape

I 2015 lagde man som sagt ud med den hårdeste etape, men den model har man nu opgivet for at bibeholde spændingen lidt længere. Som i de seneste tre udgaver lægger man derfor ud med en relativt flad etape, og da der ligesom i 2018 er tale om en for løbet usædvanligt let sag vil det være en mindre sensation, hvis ikke sprinterne skal slås om den første førertrøje.

 

I alt skal der tilbagelægges 182,5 km mellem Doncaster, der var målby for 1. etape for 12 måneder siden, og Selby. De to byer ligger ganske tæt på hinanden, og derfor består etapen af en sløjfe mod øst i en helt flad del af Yorkshire-regionen. Fra starten går det mod nord igennem fladlandet, inden der venter et længer stykke, der fører mod nordøst og øst forbi den første spurt, der kommer efter 68,5 km. Kort inden man når frem til Hull, drejer man mod nord for at passere forplejningszonen og igennem Beverley, inden man når etapens nordligste punkt et par kilometer vest for den britiske østkyst.

 

Herfra går det tilbage mod vest og sydvest med retning mod Selby. Undervejs skal man over dagens eneste stigning, Baggaby Hill (1,9 km, 4,6%), der har top efter 131 km. Derefter går det direkte ned til dagens sidste spurt, der kommer bare 3,5 km senere, inden man fortsætter igennem fladlandet mod sydvest. Til slut kører man en lille sløjfe vest om Selby, inden man drejer mod øst for at køre ind til mål. Det sidste sving kommer med 4,5 km igen, hvorefter man følger en lige og flad vej ind til centrum.

 

Etapen byder på i alt 758 højdemeter.

 

Etaperne i Yorkshire byder som regel på et par stigninger, og derfor er denne etape usædvanligt let. Samtidig er der ganske mange sprintere til start, og de har alle sat kryds ved denne etape. Vinden er altid en trussel i England, men med mindre det blæser kraftigt, bør det hele ende i en massespurt i en let finale, der er skabt til de helt rene sprintere, også selvom det sidste år nærmest sensationelt lykkedes udbruddet at holde hjem på en meget tilsvarende etape.

 

Selby har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

2. etape

Sidste år var løbet for første gang udvidet med en ekstra dag, og det gjorde det muligt at have hele to klassementsetaper og stadig to dage for sprinterne. Den model fastholdes dog ikke i år, hvor man lidt overraskende har designet en temmelig let rute, hvor sprinterne har en chance for at komme til fadet på tre af de fire dage. Det gælder således også på fredagens 2. etape, hvor der ganske vist er en lidt mere kuperet midtersektion, men hvor en flad finale bør give store chancer for endnu en massespurt. Til gengæld byder løbet på lidt en attraktion, da man undervejs får en chance for at køre en omgang på VM-rundstrækningen, der om et halvt års tid vil bestemme den nye indehaver af regnbuetrøjen.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 132 km, der fører feltet fra Barnsley til Bedale. Startbyen ligger i en flad og meget tæt befolket del af Yorkshire, hvorfra man kører mod nordøst igennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer allerede efter 20,5 km. Herefter går det mod nord og nordvest øst om storbyen Leeds, inden det bliver en anelse mere kuperet i forbindelse med dagens eneste stigning, Lindley (1,5 km, 7,4%), der har top efter 69 km.

 

Derfra går det mod nordøst ned mod VM-rundstrækningen, hvor man kører en enkelt omgang på den relativt flade runde og samtidig kører en sidste indlagt spurt på selve VM-målstregen i byen Harrogate efter 84,5 km. Det er imidlertid også etapens højdepunkt, idet den resterende del af ruten er meget let. Herfra går det nemlig igennem fladlandet mod nord, nordøst og til sidst nordvest, indtil man når frem til Bedale. Her venter endnu en ukompliceret finale, hvor der ingen sving er over de sidste adskillige kilometer. Terrænet er også stort set fladt, men den sidste kilometer stiger dog med 0,9% i gennemsnit.

 

Etapen byder på i alt 1226 højdemeter.

 

VM-rundstrækningen vil naturligvis tiltrække sig en del opmærksomhed, men man skal ikke regne med, at den vil blive tilbagelagt i samme tempo som til september. Denne gang er den nemlig bare del af en ganske let etape, der er kort og relativt flad. Særligt den sidste del er så let, at det kun er det altid frygtede britiske vejr, der ventes at kunne forhindre en massespurt.

 

Bedale har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

3. etape

Efter to meget lette dage rammer rytterne endelig noget af det vanskelige terræn, Yorkshire er kendt for. Den korte, intense 3. etape byder nemlig på hele fem kategoriserede stigninger, der alle er de typiske stejle Yorkshire-mure og derudover et hav af mindre bakker på en generelt ganske kuperet dag. Den sidste stigning kommer imidlertid hele 30 km fra målet i Scarborough, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at de mest hårdføre sprintere kan komme til fadet.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 132 km mellem Bridlington og Scarborough, der ligger lige syd for den mest kuperede del af Yorkshire helt ude ved den britiske vestkyst. Startbyen ligger dog i fladlandet, og den første del af etapen består i, at man kører mod nordvest nær vandet igennem fladt terræn. Man kører dog vest om selve Scarborough og derefter direkte ind i det kuperede terræn, hvor Silpho-stigningen (1,5 km, 8,2%), der har top efter 38,5 km fungere som opvarmning. Derfra får det igennem let kuperet terræn forbi den første spurt, der er placeret efter 48 km.

 

Kort efter når man etapens væsentligste punkt, nemlig en rundstrækning i den mest kuperede del af Yorkshire. Den byder på ikke færre end fire stigninger. Først kører man mod nordøst ud til kysten, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad Hookes House Farm (1,8 km, 6,4%), der har top efter 60,5 km. Derefter følger man en let faldende kystvej mod nordvest forbi den anden spurt, der er placeret efter 67. Kort efter skal man over den stejle Lythe Bank (1,2 km, 10%), der har top efter 75 km, inden det går igennem fladt terræn frem til det nordligste punkt, hvor forplejningszonen er placeret efter 80,5 km.

 

Her vender man rundt for igennem fladt terræn at køre mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad dagens to sidste stigninger, Grossmont (0,5 km, 15%) og Ugglebarnby (1,9 km, 8,7%), der har top med hhv. 37,5 og 30,5 km igen.  Herefter bliver det imidlertid betydeligt lettere, når man igennem fladt terræn kører mod sydøst ned til rundstrækningens afslutning, og derfra går det videre mod sydøst direkte ned til Scarborough. Der er en lille nedkørsel, der ender med 10 km igen, men derefter er det stort set helt fladt. Til slut venter samme afslutning i byen som i 2018, hvorfor man kører ud til kysten, og derefter følger den let bugtende og let kuperede vej hele vejen rundt om en lille tange med havet på højre side. Til slut leder en blød kurve ind på den 500 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er kun ganske let faldende.

 

Etapen byder på i alt 1680 højdemeter,

 

Terrænet i Yorkshire er altid hårdere og mere selektivt, end man tror, og der er ingen tvivl om, at den vanskelige midtersektion med de klassiske stejle mure er yderst vanskelig. Der er imidlertid også en del flade strækninger undervejs, og de sidste 30 km er meget lette. Med mindre vejret er dårligt må man derfor formode, at der kan ske en eller anden form for samling, og at hele vil ende i en reduceret massespurt, hvor man dog skal have ganske gode klatreben for at være med.

 

Scarborough har været målby for kongeetapen i de to første år, men her var ruterne betydeligt hårdere. I 2016 slog Thomas Voeckler Nicolas Roche i en tomandsspurt, mens Lars Petter Nordhaug i 2015 var hurtigere end Voeckler, Stephane Rossetto, Samuel Sanchez og Philip Deignan, da disse 5 nåede mål 1.10 foran en lille gruppe, der blev anført af Greg Van Avermaet. I 2017 fik sprinterne chancen i byen på 1. etape, hvor Dylan Groenewegen slog Caleb Ewan og Chris Opie, og også sidste år endte det i en massespurt, hvor Max Walscheid sejrede foran Magnus Cort og Jon Aberasturi på en etape, der dog var lettere end årets udgave.

 

 

 

4. etape

I de seneste TRE år har man gemt løbets kongeetape til sidstedagen, og sådan vil det også være i år, hvor klassementet forventes at være helt tæt, når det søndag går løs med den klart sværeste etape. Igen i år skal der tilbringes en hel dag i det kuperede terræn nord for Leeds, hvor der er et hav af stejle mure, og hvor det går op eller ned næsten hele vejen på en etape, der er en næsten tro kopi af sidste års kongeetape. Ligesom i 2018 er der dog relativt langt fra sidste stigning ind til målet i Leeds, og det kan derfor ligesom sidste år meget vel ske, at en mindre gruppe af favoritter skal spurte om bonussekunder i kampen om den samlede sejr i det nye britiske storløb.

 

I alt skal der tilbagelægges 175 km, der ligesom sidste år fører feltet mellem Halifax og Leeds, som ligger ganske tæt på hinanden midt i det mest kuperede terræn i den vestlige del af regionen. Etapen består derfor af en stor sløjfe mod nord igennem den vanskeligste del af området, og det betyder, at det går løs straks fra start. Her kører man først mod nordvest ud af startbyen direkte op til Goose Eye (1,5 km, 10%), der har top efter 22 km. Derefter går det mod nord og nordøst igennem fladt terræn op til Barden Moor (1 km, 9,5%), hvis top rundes efter 39,5 km. Herefter følger en lettere og helt flad del, hvor man kører mod nordvest og nord forbi dagens første spurt, der kommer efter 58 km. Herefter går det mod nordvest op over Park Rash (2,2 km, 10,5%), der har top efter 67,5 km, hvorefter en lang nedkørsel leder mod nordøst ned til Moddleham, hvor forplejningszonen kommer i det nordligste punkt efter 86 km.

 

Efter frokosten vender man rundt for at køre tilbage mod sydøst og siden syd og sydvest. Denne gang kører man på grænsen mellem bakkerne og fladlandet, og det betyder, at den følgende strækning er relativt flad. Kort efter kører man imidlertid atter mod vest ind i bakkerne og op ad Greenhow Hill (3,3 km, 8,2%), hvis top rundes med 47 km igen. Herfra går det hovedsageligt nedad via en lille kontrabakke (700 m, 6,8%) mod sydøst ned til byen Otley.

 

Finalen indledes her, når man kaster sig over dagens sidste stigning Otley Chevin (1,4 km, 10,3%), hvis top rundes med 20,5 km igen. Herefter går det mod øst ned til en lille bakke (900 m, 5,8%), der fører op til den sidste spurt, som kommer med 12,5 km igen. Herefter går det mod syd og til slut øst ind til centrum af Leeds i en lettere finale, hvor der kun venter en lille bakke (1 km, 6,3%) med top 5,5 km fra stregen. De sidste 5 km falder først let, inden det flader ud på de sidste 2300 m. Der er et skarpt sving med 2 km, men derefter bugter den 6 m brede vej stig kun ganske let. De sidste 500 m stiger svagt.

 

Etapen byder på i alt 2786 højdemeter.

 

Etapen er i alt væsentligt en kopi af den, der blev brugt sidste år, og de eneste væsentlige ændringer kommer først på etapen, hvor en stigning er udeladt og til sidst, hvor udeladelsen af en mindre bakke efter den sidste spurt betyder, at den sidste kategoriserede stigning kommer tættere på stregen. Her så vi, at 10 mand nåede mål samlet bag den tidlige udbryder Stephane Rossetto, hvor Greg Van Avermaet ved at spurte sig til 2. pladsen sikrede sig den samlede sejr. Det er derfor nærliggende, at en lille gruppe af favoritter igen vil ende samlet, men i de foregående år har det været rigtigt indianercykelløb med mange angreb, og hvor det har været muligt at gøre forskelle i meget taktiske finaler. I 2018 kunne BMC kontrollere det og sikre samling til en spurt i en lille gruppe, men er det førende hold svagt, kan det blive et meget taktisk og intenst drama, der kan ende i snart sagt hvad som helst. Samtidig vil bonussekunderne både på stregen og i den indlagte spurt kunne komme i spil, og det betyder, at intet vil være afgjort før til allersidst.

 

Leeds var senest målby for sidste etape i i 2018, hvor Stephane Rossetto altså sejrede fra det tidlige udbrud, inden Greg Van Avermaet slog Ian Bibby og Eddie Dunbar som de hurtigste i en favoritgruppe, der kæmpede om 2. pladsen. Også i 2015 var byen været for sidste etape, hvor Ben Hermans tog en solosejr med 9 sekunder ned til en 18-mand stor forfølgergruppe, hvis spurt blev vundet af Van Avermaet. Derudover har man ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde, men Tour de France startede i byen i forbindelse med den britiske grand depart i 2014.

 

 

 

Favoritterne

Tour de Yorkshire minder på mange måder om Tour of Britain, når det gælder terræn. Løbet har således frem til 2017 budt på to sprinteretaper samt én hård etape, hvor der stort set ikke har været noget fladt, og hvor det har gået op eller ned hele dagen. Sidste år blev der hertil lagt en puncheuretape, der sammen med en typisk kuperet kongeetape afgjorde klassementet. Det har gjort det til et meget åbent løb, hvor antallet af vinderkandidater er stort, og hvor aggression ofte belønner sig. Det har været et løb præget af, at der ikke har været en oplagt favorit og ikke et superhold, der har kunnet kontrollere løbet. I et løb som dette, hvor finalerne på de sværeste etaper har været flade, er det ikke altid den stærkeste, der vinder, og i taktiske afslutninger kan held, timing og kollektiv styrke spille en stor rolle.

 

Det synes også at blive tilfældet i år. Denne gang har man nemlig droppet puncheurafslutningen, og det betyder, at der ikke er en bakke, hvor en stærk klatrer ved, at han har en chance for at gøre forskellen. Denne gang er alle finaler flade, som det har været tilfældet i årene mellem 2015 og 2017, og det gør løbet langt mere åbent og præget af tilfældigheder. Det britiske terræns savtakkede natur gør det velegnet til aggressivt og offensivt cykelløb, og det vil blive endnu mere udtalt nu, hvor vi mangler afslutningen på Cow and Calf-stigningen, hvor Magnus Cort sejrede sidste år.

 

Årets rute synes dermed også at være lettere end sidste år. De to første etaper bør være for sprinterne, mens det er mere åbent, hvad der vil ske på 3. etape. Her er midtersektionen meget kuperet, men der er også så langt hjem, at det er svært at tro på, at det for alvor bliver selektivt. Til gengæld burde det nok være muligt at komme af med sprinterne, og hurtige klassementsryttere vil have gode muligheder for at sikre sig livsvigtige bonussekunder i en reduceret massespurt.

 

Det helt store slag skal dog slås på kongeetapen, der er en næsten tro kopi af den, der blev benyttet sidste år. Her så vi bag den sejrende udbryder Stephane Rossetto, hvordan det brølstærke BMC-hold kunne knække den førende Magnus Cort og derefter kontrollere den lille favoritgruppe, så Greg Van Avermaet kunne spurte sig til 2. pladsen i en 10-mandsgruppe, der talte klatrere som Serge Pauwels, Robert Kiserlovski og Michael Storer samt puncheurs som Patrick Bevin, Jonathan Hivert, Anthony Perez og Eduard Prades. Det siger en del om, hvilke typer der kan være med på kongeetapen, men det er også værd at notere sig, at der ikke var langt ned til lidt tungere folk som Mike Teunissen, Sylvain Chavanel og Dylan Van Baarle, der dengang ikke klatrede så godt, som han gør i dag.

 

I årene forinden var kongeetaperne mere selektive, og vi så Lars Petter Nordhaug, Thomas Voeckler og Serge Pauwels vinde i grupper på hhv. 5, 2 og 2 mand. Dengang kom de sidste stigninger imidlertid tættere på mål, mens vi på sidste års rute så, at den afsluttende gruppe var større. Det kunne imidlertid meget let have været helt umuligt at kontrollere til sidst, hvis ikke BMC indtil sidste stigning havde siddet med Van Avermaet, Bevin og Brent Bookwalter og derfor kunne kontrollere løbet. Hvis der ikke findes et hold af samme styrke, kan det sagtens ende i en ukontrolleret angrebsfest, men vi ved altså også nu, at et stærkt hold kan holde det samlet til en spurt i en lille gruppe.

 

I ethvert engelsk løb er det lunefulde britiske vejr naturligvis en faktor. De første to dage vil være fugtige med risiko for byger, men selvom det ikke vil være helt stille, vil vindretningen ikke være rigtig til at skabe splittelse. De to sidste etaper burde blive afviklet i solskin - men fredag og lørdag vil være iskolde med temperaturer på bare 7-8 grader - og særligt søndag vil være en flot dag. Lørdag vil til gengæld være ganske blæsende, og med en sidemedvind hele vejen ned langs kysten til sidst kan man ikke udelukke, at kombinationen af vind og bakker kan gøre det mere selektivt end forventet.

 

Samlet set er det mest sandsynligt, at løbet skal afgøres af en kombination af udfaldet af kongeetapen samt de bonussekunder, der kan sikres i de indlagte spurter på alle fire etaper samt i afslutningerne på 3. og 4. etape. Mest sandsynligt er det, at kongeetapen vil blive afgjort i en spurt i en lille gruppe i stil med den, vi så sidste år, men det kan også blive mere taktisk, som vi så det, da Pauwels sejrede i 2017. Med andre ord er det et løb for klatrere og klassikertyper, der kan klare udskilningen på kongeetapen og gerne er så hurtig, at man kan blande sig i spurterne på 3. og 4. etape og i de indlagte spurter. Skal en ”langsom” og klatrestærk fyr vinde, kræver det formentlig, at man sniger sig væk i en taktisk finale på 4. etape.

 

Som sagt betyder kollektiv styrke meget, og sidste år var det i høj grad BMC, der sikrede Van Avermaet den samlede sejr. Igen i år befinder belgieren sig i den på CCC ellers så usædvanlige situation, at han støttes af løbets stærkeste hold, der tæller 2017-mesteren Pauwels, som desværre er formstærk, samt ikke mindst Alessandro De Marchi, som kommer til løbet med et flot Liege og en top 10 fra Amstel i bagagen. Meget kunne derfor pege på, at det igen vil være muligt for Van Avermaets tropper at styre finalerne på 3. og 4. etape, også fordi holdet tæller stærke Michael Schär, der ligeledes klatrer godt. Det kan gøre spurtstyrke endnu vigtigere end ellers, og det kan meget vel blive endnu en kamp om bonussekunder.

 

Det får os til at pege på Greg Van Avermaet som vores favorit. Som sagt vandt belgieren løbet i 2018, selvom Cort besejrede ham på puncheuretapen. Det lykkedes ham nemlig at knække danskeren på kongeetapen, som han utvivlsomt havde vundet, hvis ikke Rossetto havde været så brølstærk i det tidlige udbrud. Det viser, at det er en nærmest perfekt etape for Van Avermaet, der er god i dette terræn, og som efter et hårdt løb kan slå langt de fleste i en spurt, hvilket blandt andre Peter Sagan kan skrive under på. Da han samtidig er bakket op af et superhold, der kan kontrollere de mange angreb og fragte Van Avermaet til mulige sejre på både 3. og 4. etape og endda hjælpe ham med at sikre sig bonussekunder undervejs, er det klart, at han har fremragende chancer for at forsvare titlen.

 

Formen er også stadig god trods en lang klassikersæson. I Liege sad han således med gode chancer for at spurte sig til en 10. plads, hvis ikke han sammen med blandt andre Michael Matthews var styrtet med 3 km igen. Heldigvis har han ikke slået sig, og han har ikke lagt skjul på, at han kommer til løbet for at forsvare sin titel. Med den støtte, han har, og den form, den altid stabile belgier udviser, er der gode chancer for et titelforsvar, hvorfor han er vores favorit.

 

Hans værste rival kunne meget vel være dansk. Alexander Kamp har haft en sand drømmesæson, der foreløbig kulminerede, da han vel var 5. stærkeste mand i et ekstremt stærkt besat Brabantse Pijl, hvor han kun manglede det sidste for at få med Alaphilippe, Matthews, Van der Poel og Wellens. Det viser, at han begå sig i et betydeligt stærkere felt end dette, og terrænet her er endda som skabt til den eksplosive dansker. Siden den belgiske klassiker har han da også forberedt sig målrettet mod netop dette løb, der er endnu en stor chance for at vise, at han kan begå sig med WorldTour-rytterne.

 

Kamp klatrer godt nok til, at han kan være med på de to svære etaper, og samtidig ved vi, at han er lynhurtig. Det viste han ikke mindst med sine flotte spurter i Coppi e Bartali, og han vil også være i stand til at true Van Avermaet i kampen om bonussekunder på begge de vigtige etaper. Det er klart, at han ikke har samme støtte som belgieren, men med en genfødt Emil Vinjebo samt de solide Lukas Eriksson og Sindre Lunke ved sin side, står Riwal faktisk med et hold, der kan give ham en fornuftig opbakning. Det er klart, det ikke matcher CCCs supertrio, men hvis Kamp kan holde sig til Van Avermaet, har han en reel chance for at overspurte belgieren og dermed tage den samlede sejr.

 

Jonathan Hivert er tidligere blevet nr. 3 i løbet. Det er ikke uden grund, for det eksplosive terræn er som skabt til den franske superpuncheur. Problemet er bare, at man aldrig kan regne med hans form, hvilket også er blevet understreget i år, hvor han efter en svag sæsonstart pludselig kørte fra et klassefelt og sejrede suverænt i GP Miguel Indurain. Siden forsvandt formen totalt igen, inden han igen faldt sig selv i et Tour du Finistere, hvor hans storslåede angreb dog kom en anelse for tidligt. Senest måtte en forfrossen Hivert udgå af Liege-Bastogne-Liege, og derfor aner vi som sædvanlig ikke, om det er Indurain-udgaven af Hivert, vi får at se, eller om vi atter skal se en tam version, der falder tidligt fra.

 

Forventningen er dog, at han er klar til et løb, der med hans fine historik må være et stort mål. Det eksplosive terræn passer ham, og selvom han først og fremmest er puncheur, er han også ganske hurtig i en flad spurt. På papiret er han måske marginalt langsommere end Van Avermaet og Kamp på flad vej, men grundlæggende er styrkeforholdet meget jævnt. Til gengæld bakkes han op af et svagt hold, der har sendt Lilian Calmejane på ferie, og det kan blive et problem, at han kun kan regne med Fabien Grellier og Romain Sicard som støtte på stigningerne.

 

Det skulle ikke undre os, om Alessandro De Marchi er løbets stærkeste rytter. Den aggressive italiener har nemlig kørt meget stærkt gennem det meste af foråret og kommer direkte fra en ardennerkampagne, hvor han var blandt de bedste. Han var i top 10 i Amstel og var en af hovedaktørerne med sit fremstød mod slutningen af Liege-Bastogne-Liege. Formen kan altså ikke diskuteres, men til gengæld passer ruten slet ikke til en mand, der hverken har punch eller ejer den mindste spurtstyrke. Til gengæld er han del af det stærkeste hold, og mens alle kigger på Van Avermaet, skulle det ikke undre, om De Marchi kan snige sig væk. Får han først et hul, ved vi alle, at han er næsten umulig at hente, ikke mindst i et relativt svagt felt som dette. 2017-vinderen Serge Pauwels kan forsøge noget tilsvarende, men med det, han har vist i et svagt 2019, ligner han holdets svageste kort i kaptajntrioen.

 

Løbet burde egentlig være helt perfekt for Nathan Haas. Australieren har tidligere været tæt på at vinde Amstel Gold Race, og han er grundlæggende bare skabt til dette terræn, hvor han virkelig kan bruge sine puncheuregenskaber. Samtidig er han måske endda den allerhurtigste af de hidtil nævnte. I hvert fald lykkedes det ham at overspurte Van Avermaet på 2. etape i Oman sidste år, og han har senere også blandet sig i deciderede massespurter i løb som Tour de Suisse og Tour of Turkey. Desværre har han haft en forfærdelig sæson, hvor han af helbredsmæssige årsager måtte trække stikket efter Tour of Oman. Alligevel lykkedes det ham efter en forfærdelig tid, hvor han stod tidligt af i Catalonien, faktisk at finde et hæderligr niveau i Ardennerne, hvor han blev nr. 37 i Amstel og kørte et aggressivt Fleche Wallonne, hvor han endte som nr. 42. Fortsætter fremgangen, burde han have en fin chance for at sidde med på kongeetapen, og gør han det, bliver han ikke sjov at skulle spurte med. Katusha har også klatrereb Steff Cras, men da han er uden spurtstyrke og punch, får han meget svært ved at vinde.

 

Roompot kommer med Maurits Lammertink¸ der inden skiftet var en fantastisk puncheur, som kørte med i front af Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, og som endda slog Philippe Gilbert i puncheurløbet Tour de Luxembourg. Med sit punch på bakkerne og sin gode spurt burde han være den perfekte rytter til dette løb, men desværre betød de to år på WorldTouren, at han forsvandt fra scenen. I år har der været tegn på fremgang, og særligt hans 10. plads i Brabantse Pijl viser, at formen er ved at være der. Til gengæld skal han vise, at han stadig har fordums hurtighed, for det er efterhånden længe siden, at han har vist noget i en spurt, selvom 7. pladsen i Sarthe var et fint tegn. Han er dog ikke eneste kort på et stærkt Roompot-hold, der også har den lige så hurtige, men måske knap så holdbare Nick van der Lijke samt Huub Duijn, der dog ikke har haft sit bedste år og er den langsomste af de tre, men som med to tidligere top 10-placeringer har vist, at han mestrer løbet.

 

Cofidis kommer med den meget lovende Anthony Perez. Franskmanden har med to etapesejre på to år i Tour du Luxembourg vist sine evner som puncheur, og i det ene tilfælde var det endda selveste Van Avermaet, han slog i en direkte duel. Siden da har det knebet lidt med at bekræfte potentialet, og 2019-sæsonen har da også været præget af både lovende og skuffende præstationer. Han kørte dog i top 25 i Liege, og det tyder på, at formen endelig er, hvor den skal være. Samtidig blev han sidste år nr. 7 i løbet her, og dermed har han vist, at han kan klare bakkerne. Han er bedst i stigende spurter, men ved at vinde en etape i Tour du Gevaudan har han vist, at han også kan afslutte på flad vej, og det gør ham til en kandidat. Desværre er han ret alene på et Cofidis-hold, hvor Stephane Rossetto kun gør comeback efter en alenlang skadespause.

 

Mange øjne vil også være rettet mod stortalentet Tom Pidcock. Måske er han mest kendt som crossrytter, men hans VM-titel på juniorenkeltstarten viser, at han kan mere end det. Han kommer til løbet med en frisk etapesejr og samlet 3. plads fra Monts et Chateaux samt en 5. plads i grusvejsløbet i Rutland i bagagen, og han er dermed i fremragende form. Samtidig blev han nr. 1 og 2 i spurter i meget store grupper i det belgiske etapeløb, og det viser, at han afslutningsevner, som gør ham livsfarlig i dette løb. I det hele taget kommer Wiggins med et superhold, hvor også Mark Christian, James Fouche, Samuel Jenner og Robert Scott alle har vist så gode klatreevner, at de kan være med i front på kongeetapen, men ingen af dem har samme spurtstyrke som kaptajnen.

 

Men har nærmest glemt, at Tom Jelte Slagter eksisterer, men måske kan han rejse sig her. Selvom han stadig er milevidt fra sit gamle niveau, var der nemlig lidt livstegn at spore i Ardennerne, hvor han blev nr. 48 i Fleche og nr. 43 i Liege. Det er ikke prangende, men det betyder, at han burde være konkurrencedygtig her. Vi ved fra hans unge dage, at han har en fin spurt, og selvom stigende finaler er hans speciale, kan han også afslutte på flad vej. Det har han ganske vist ikke gjort i en menneskealder, men i en lille gruppe på 3. og 4. etape burde han få chancen for at vise, at han stadig har lidt af sin gamle hurtighed. Til gengæld skal han ikke regne med meget støtte på det sprinterfokuserede Dimension Data-mandskab.

 

Team Ineos viser deres nye trøjer og navn frem på hjemmebanen med en trup, hvor al opmærksomhed vil samle sig om Chris Froome. Løbet her er dog alt andet end ideelt for briten, der ikke er specialist i dette terræn, og hvis ellers hæderlige spurt ikke er noget at sammenligne med det, vi ser hos de ovenfor nævnte favoritter. Til gengæld har han ved sin side stortalentet Edward Dunbar, der sidste år blev nr. 4 på kongeetapen, og som vel reelt var den stærkeste på stigningerne. Sidste efterår viste han sit enorme potentiale, da det kun var Moscon, Bardet og Pozzovivo, der kunne følge ham i Giro della Toscana, og også i år kørte han som en motorcykel i Provence. Desværre er han sat tilbage af skader, og han skuffede fælt u Ardennerne. Her bør han dog være med fremme, og det samme før Froome, der viste stærkt stigende form i Tour of the Alps, og målet må være at gøre det så hårdt, at de sammen kan angribe på skift. Det giver nok de største chancer til Dunbar, der naturligt nok vil få betydeligt mere frihed end løbets store stjerne. Man kan også håbe, at hurtige Owain Doull kan være med, men det er usandsynligt.

 

Vital Concept kommer med altid stabile Quentin Pacher, der stort set altid er med fremme i puncheurløb som disse. Han kommer da også til løbet med en 4. plads i Limburg, en 2. plads i Sarthe og en 12. plads i Brabantse Pijl i bagagen, men han havde det overraskende svært i Ardennerne. Her burde han dog med sin ukuelige fightervilje igen være med i front. Problemet er bare, at han vil være oppe mod hurtigere folk, også selvom han i de seneste løb faktisk har spurtet bedre end tidligere. Pierre Rolland gør comeback efter sit håndledsbrud og skal bare finde løbsrytmen.

 

Euskadi-Murias savner Eduard Prades, der sidste år var på podiet, men har i Cyril Barthe en fornuftig erstatning. Den unge franskman er en klassisk puncheur, der har en fornuftig spurt og klatrer godt i dette terræn. Han har ikke samme spurtstyrke som de største favoritter, men han kan afslutte hæderligt. Problemet er, at han skuffede fælt i Tyrkiet og skal vise betydeligt bedre form her. Holdet har også Hector Saez som alternativ.

 

Sidste år overraskede Colin Joyce ved at være med i front på 2. etape, men han måtte alligevel strække våben på kongeetapen. Senere viste han med en etapesejr i Arctic Race, at han kan begå sig på korte stigninger, men også her blev det undervejs lidt for svært. Selvom han vandt grusvejsløbet i Rutland i søndags, har han generelt skuffet lidt på stigningerne efter et ellers flot Giro di Sicilia, og vi frygter, at løbet her igen bliver lidt for svært. Overlever han bakkerne, gør hans spurt ham til gengæld livsfarlig. Rally har også altid aggressive Robin Carpenter, der dog nok også er lidt for tung, samt Adam De Vos¸ der har en fin spurt, men som ikke synes at have sin bedste form.

 

Hagens Berman kommer med Ian Garrison, der netop er blevet nr. 2 i Monts et Chateaux, hvor han viste både klatreevner og spurtstyrke, der gør ham farlig i dette løb. I det hele taget har amerikanerne et spændende hold, der også tæller vinder af U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege, Kevin Vermaerke, der dog er knap så hurtig. Løbet er nok trods alt for hårdt for ellers formstærke Mikkel Bjerg¸ der ellers vandt samlet i Monts et Chateaux.

 

Endelig vil vi pege på Ethan Hayter. Den britiske banerytter chokerede sidste år, hvor han trods begrænset erfaring kørte et fornemt Tour of Britain, hvor han blev nr. 11 på kongeetapen og var i top 10 i næsten alle massespurter. Ved det bjergrige VM blev han endda nr. 8 i U23-klassen, og det viser, at han alle de evner, der skal til for at begå sig her. Spørgsmålet er bare, om han har formen nu, hvor banen har taget det meste af hans fokus. I hvert fald har han blot kørt et enkelt, helt fladt løb i år, og derfor kan man tvivle, om han allerede er klar til at være med på dette niveau.

 

Andre kandidater er Ian Bibby¸der sidste år blev nr. 3 på kongeetapen, men intet har vist i år, hans holdkammerater Richard Handley og Matthew Holmes, de klatrestærke Daniel Pearson og Maximilian Stedman samt deres holdkammerat Thomas Stewart, samt den tidligere Lotto-rytter James Shaw, der synes at være i fin form.

 

***** Greg Van Avermaet

**** Alexander Kamp, Jonathan Hivert

*** Alessandro De Marchi, Nathan Haas, Maurits Lammertink, Anthony Perez, Tom Pidcock

** Tom Jelte Slagter, Edward Dunbar, Chris Froome, Quentin Pacher, Nick van der Lijke, Serge Pauwels, Cyril Barthe, Colin Joyce, Ian Garrison, Ethan Hayter, Huub Duijn

* Ian Bibby, James Shaw, Hector Saez, Emil Vinjebo, Robin Carpenter, Kevin Vermaerke, Mark Christian, Daniel Pearson, Steff Cras, Adam De Vos, Samuel Jenner, James Fouche, Mikkel Bjerg, Matthew Holmes, Owain Doull, Richard Handley Max Stedman, Thomas Stewart, Lukas Eriksson

 

Danskerne

Som nævnt er Alexander Kamp en af løbets store favoritter, og han bakkes på Riwal op af tre danskere i form af formstærke Emil Vinjebo, Torkil Veyhe samt Andreas Stokbro, der skal forsøge sig i spurterne. Mikkel Bjerg er en del af et stærkt Hagens Berman og er ligeledes omtalt ovenfor.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Yorkshire
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger