Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour Down Under

Optakt: Tour Down Under

20. januar 2020 17:51Foto: Sirotti

Den tid, hvor de første måneder af den nye cykelsæson kan benyttes til stille og roligt at genfinde løbsrytmen, er for længst ovre. Nu om dage er der vigtige WorldTour-point på spil straks fra start. For mange ryttere er Tour Down Under årets første løb, men den australske begivenhed repræsenterer samtidig en stor chance for at sætte de første væsentlige point i banken. Det gør automatisk løbet til en særdeles højspændt affære, og da tiden, hvor sprinterne kan vinde årets første WorldTour-løb, for længst er ovre, er scenen sat til en fascinerende dyst mellem de bedste puncheurs, klatrere og klassikerspecialister.

SÆT DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD
 

Løbets rolle og historie

2020 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny indledning, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I flere år slog Tour Down Under og Tour de San Luis pjalterne sammen og splittede feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere rejste til Australien og etapeløbsrytterne drog til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner er rejst til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.


Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst ved udsigten til hård kamp om WorldTour-licenserne frem mod den næste fase af den store UCI-reform i 2023 - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

 

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

 

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsserie, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

 

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle ProTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelig sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

 

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i i kraft af bonussekunder at vinde løbet for anden gang. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af samme Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

 

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt opad bakken i Stirling fundet.

 

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, i 2016 og 2018 var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet og i 2017 atter kombinationen af Paracombe og Willunga. Kun i 2017 var det en anelse lettere med kun Willunga-etapen som en relativt selektiv sag.

 

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprintere. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

 

Løbet har traditionelt kæmpet med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb har tilbudt en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, har feltet delt sig i to. Sprinterne and klassikerrytterne er hovedsageligt draget til Australien, mens etapeløbsrytterne har foretrukket Argentina. I 2017 blev Tour de San Luis aflyst, og derfor blev konkurrencen mindre intens, men da Vuelta a San Juan, der indledtes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, overtog rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, blev systemet hurtigt genetableret og har varet ved også i 2018 og 2019

 

Trenden fortsætter i 2020, og modsat sidste år, hvor en usædvanligt tidlig dato for det australske løb betød, at Peter Sagan faktisk kunne deltage i begge løb, har ryttere med hang til en tidlig start denne gang skullet træffe et valg. Som det i stigende grad har været tilfældet i de seneste år, synes det i høj grad at være australierne og deres WorldTour-point, der har vundet kampen. Listen over grand tour-ryttere er som vanligt ikke skræmmende lang, men tæller navne som den lokale helt Richie Porte samt udenlandske stjerner som Romain Bardet, Simon Yates, George Bennett og Pavel Sivakov, mens Caleb Ewan, Sam Bennett, Elia Viviani, Kristoffer Halvorsen, Giacomo Nizzolo, Marc Sarreau, Jasper Philipsen, Alberto Dainese og André Greipel sikrer, at en stjerneparade af sprintere er samlet. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et stærkt felt af ardennerspecialister og puncheurs anført af den forsvarende vinder, Daryl Impey.


Grundet dets lavere status har de argentinske løb kunnet tilbyde mindre stress og færre medier, og det har givet det dets helt egen appel. Således har visse sprintere som Sagan, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Sacha Modolo og Tom Boonen ofte foretrukket den argentinske begivenhed, ligesom klatrerne helt naturligt har været langt mere tiltrukket af det bjergrige argentinske terræn. Det gør sig delvist gældende igen i 2019, hvor blandt andre Gaviria, Alvaro Hodeg og Sagan har foretrukket Vuelta a San Juan. På den anden side betyder den større prestige, at niveauet i Tour Down Under er meget højt, mens kampen om den samlede sejr i Argentina har været domineret af lokale ryttere, mens de internationale stjerner hovedsageligt har været i Argentina for at træne. Det samme gør sig gældende i 2019, hvor San Juans store navne som Julian Alaphilippe og Remco Evenepoel ikke har lagt skjul på, at de ikke har de helt store ambitioner i et løb, der for dem først og fremmest handler om forberedelse.

 

Sidste år var det et også et yderst fornemt felt, der skulle slås om de første WorldTour-point, og det blev næsten en gentagelse af løbet fra 2018 i den forstand, at det udviklede sig til en kamp mellem Richie Porte, der skulle slå til på stigningerne, og den forsvarende vinder Daryl Impey, der nok engang skulle lukrere på bonussekunder. Modsat hans første sejr, der blev opnået med den mindst mulige margin, var der imidlertid denne gang ikke den store tvivl om udfaldet. Med en sejr på Corkscrew-etapen, hvor Porte egentlig i første omgang var kørt fra sydafrikaneren, sikrede Impey sig et forspring, han kunne forsvare på Willunga, selvom Porte vandt kongeetapen for sjette gang ud af seks mulige. Dermed blev han den første rytter til at vinde løbet to gang i træk, da han sejrede med hele 13 sekunder - en stor margin i Tour Down Under-sammenhæng - ned til Porte og yderligere fire sekunder ned til Wout Poels. Impey vender i år naturligvis tilbage for i et forsøg på nok engang at skrive historie ved at sikre sig det allerførste hattrick, og han er igen oppe mod Porte, der satser på at vinde for anden gang i karrieren. Til gengæld er der denne gang ingen deltagelse fra Poels, der udsætter sin debut for Bahrain-McLaren til Volta a la Comunitat Valenciana i begyndelsen af februar.

 

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet som sagt gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære med etaper, der giver muligheder for forskellige ryttertyper, og hvor der er langt større udskilning end tidligere. I fem år frem til og med 2016 havde løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte var for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

 

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, valgte arrangørerne at ændre en smule på tingenes tilstand. 2017-ruten var på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne tilgodeså de hurtige afsluttere. På den anden side var de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og der blev skabt større forskelle end tidligere. De store tabere var de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet etaperne enten tilgodeså sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således blev etapen til Stirling, der ellers har rammen om et årligt tilbagevendende slag mellem stærke sprintere og puncheurs, sløjfet, og der var ingen etape, hvor en sen stigning kunne rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reduceret massespurt.

 

I 2018 var ruten endda endnu nemmere, da den ene af de to klassementsetaper var så let, at den ikke gjorde den store forskel. Stirling-etapen vendte ganske vist tilbage, men da tre af etaperne var flade sprinteraffærer, var det reelt kun på den klassiske kongeetape med mål på Willunga Hill, at klatrerne kunne gøre en forskel. Trenden blev brudt i 2019, hvor de ellers meget konservative arrangører var meget nyskabende med hele to nye etapeafslutninger, hvoraf to var for klassementsrytterne, én for hårdføre folk og tre for sprinterne, hvormed man i en vis forstand vendte tilbage til den gamle model, selvom Stirling-etapen for anden gang på tre år var fraværende.

 

I 2020 fortsætter mønsteret med hårdere ruter. Faktisk har man designet noget, der måske kan betegnes som den hårdeste nogensinde. For det første udgøres de to klassementsetaper denne gang af den klassiske finale på Willunga Hill samt af afslutningen i Paracombe, der byder på den klart vanskeligste af de hårde afslutninger, der supplerer Willunga-etapen, og som i 2017 var delvist medvirkende til, at suveræne Richie Porte kunne vinde med en uhørt stor margin. Dertil kommer, at Stirling-etapen vender tilbage, og da man samtidig ligesom i 2016 på den ellers normalt så flade Victor Harbor-etape skal over den stejle Kerby Hill med bare 20 km til mål, er scenen også her sat for de hårdføre afsluttere. Sprinterne efterlades imidlertid skuffede tilbage, idet der kun kan ventes at blive to muligheder for de klassiske afsluttere.

 

Som altid kommer den første af disse allerede på førstedagen, hvor en første førertrøje er på spil, og dernæst handler det om at slå til på 4. etape, der modsat 1. etape dog byder på en teknisk finale. De eksplosive puncheurs og hårdføre afsluttere, herunder den forsvarende vinder Daryl Impey, får deres store chance for at vinde bonussekunder i den stigende spurt i Stirling på 2. etape og i den hårde afslutning i Victor Harbor på 5. etape. Heldigvis kan klatrerne så glæde sig over, at de denne gang har to fremragende muligheder for at distancere de tungere folk, når de skal op ad den stejle bakke til målet i Paracombe på 3. etape og igen, når hele festen for andet år i træk slutter med den ikoniske kongeetape til Willunga Hill, der altså nu afvikles som søndagen og ikke som tidligere om lørdagen inden et afsluttende gadeløb i Adelaide.

 

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden udelukker muligheden for en tidskørsel, betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udmarvende affære, og man har flere gange oplevet, at etaper er blevet forkortet.

 

Som vanligt vil rytterne varme op i søndagens gadeløb, Schwalbe Classic (tidligere Down Under Classic), i Adelaide. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et ikke-UCI løb med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor går løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

 

 

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. Efter tre år med mål i Lyndoch og sidste års eksperiment med mål i hjertet af selve Adelaide, er det denne gang Tanunda - et hyppigt besøgt mål - der får lov at være rammen om årets første store cykelløb. Det sker, når første etape tager form som et relativt fladt rundstrækningsløb, hvor de hurtige folk ventes at komme til fadet.

 

Som altid er de australske etaper relativt korte, og denne gang skal der på første dag således blot tilbagelægges 150,0 km, der alle sammen er henlagt til en rundstrækning med start og mål i Tanunda. Den er i alt 30,0 km lang og skal tilbagelægges i alt fem gange. Fra start kører man ud af byen mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at passere en ganske lille bakke. Herfra drejer man mod nordøst for at køre igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydøst, hvorefter det begynder at stige let op mod Angaston, hvor der er placeret indlagte spurter på 1. og 3. omgang efter hhv. 15,0 og 75,0 km.

 

Umiddelbart herefter drejer man mod nordøst og siden nordvest for at tage hul på dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Breakneck Holl Road (600 m, 3,9%), på hvis top der er bjergpoint på 2. og 4. omgang efter hhv. 46,9 og 106,9 km. Nu venter en teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for via en lang, let faldende vej at køre ind mod målet i Tanunda. Det sidste sving kommer med 7,2 km igen, hvorefter man skal lige igennem rundkørsler med hhv. 6,1 km og 3,9 km igen, inden man rammer den lange og næsten helt flade opløbsstrækning

 

Etapen byder på i alt 1245 højdemeter.

 

Etapen er ganske vist ny, men det er terrænet ikke. Trods passagen den lille bakke holder man sig fra væsentlige stigninger, og det virker derfor stærkt usandsynligt, at sprinterne ikke skal slås om den første førertrøje. Vinden har ganske vist tidligere spillet en rolle i det australske løb, men det hører absolut til sjældenhederne Der er dermed lagt op til et brag af en massepurt på årets første løbsdag på WorldTouren i en teknisk meget enkel finale, hvor der for alvor er plads til at lade farten tale.

 

Tanunda var i løbets første år meget ofte på programmet, men agerede senest målby helt tilbage i 2013. Dengang vandt André Greipel en af sine mange sejre i en massespurt, mens det året forinden var Oscar Freire, der var hurtigst i den australske by. I 2010 var Greipel atter hurtigst, da han vandt åbningsetapen i byen, mens Karl Menzies tog en udbrudssejr på førstedagen i 2007, hvor løbet endnu ikke var en del af WorldTouren, på en dag, hvor Lars Bak blev nr. 3. I 2005 vandt Robbie McEwen massespurt i byen, mens det i løbets første fire udgaver blev til en solosejr til Cadel Evans (2002) samt spurtsejre til Kai Hundertmarck (2001), Erik Zabel (2000) og Stuart O’Grady (1999).

 

 

 

 

2. etape

Et af løbets faste kendetegn har været spurten op ad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. I de seneste sæsoner har der imidlertid været afvigelser, da byen i stedet fungerede som etapestart i 2017 og var helt fraværende i 2019. I år vender man til genældtilbage til den klassiske finale på bakken op til målet i byen, der er placeret i en af de mere kuperede dele af regionen, og dermed er der på andendagen lagt op til, at der kan opstå de første mindre forskelle i det samlede klassement.

 

De 135,8 km bringer rytterne fra den nye startby Woodside til Stirling, der altså modsat er en af de hyppigst besøgte byer. Afstanden mellem de to byer er dog ganske lille, og derfor indledes løbet på en 11,5 km lang rundstrækning i området øst for startbyen. Her lægger man ud med at køre tre hele omgange i terræn, der først er fladt og fører mod nordøst, inden man drejer mod sydøst ind på kategori 2-stigningen Quarry Road (1,0 km, 7,1%), hvor der er bjergpoint på spil på anden omgang efter 15,5 km. Efter toppen falder det let mod sydvest, inden man kører igennem fladt terræn mod vest og nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter de tre hele omgange kører man næsten en fjerde, hvilket betyder, at man nok engang skal over Quarry Road, hvor der er bjergpoint på spil igen efter 38,5 km. Mod slutningen af rundstrækningen drejer man imidlertid mod sydvest for at forlade rundstrækningen og igennem næsten helt fladt terræn at sætte kursen mod Stirling, blandt andet med en passage gennem tyskerbyen Hahndorf efter 55,8 km. Efter 64,0 km rammer man rundstrækningen, hvorefter man for første gang kører op ad bakken til målstregen, som passeres efter 72,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 21,3 km lange runde, der en klassiker i Tour Down Under-sammenhæng. Først snor man sig mod syd og sydøst igennem let faldende terræn forbi byen Heathfield, hvor der er indlagte spurter efter hhv. 74,9 og 96,2 km på 1. og 2. omgang. Terrænet fortsætter med at falde, mens man kører mod nordøst frem til rundstrækningens laveste punkt i byen Mylor. Her drejer man mod nordvest for at forcere den 7,3 km lange bakke op mod mål. I alt stiger den med 3,3% i gennemsnit og byder først på 4 km med 3,3-3,9%, inden der venter en kilometers nedkørsel. Med 2300 m igen stiger det over den næste kilometer med beskedne 1,3%, inden stigningen tager fat med 3,8% over de sidste 1300 m, herunder 4,2% over de sidste 330 m. Hele stigningen er uden skarpe sving og byder kun på passage gennem en rundkørsel med 2,1 km til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2486 højdemeter.

 

Der er som sagt tale om en helt klassisk etape, der dog har varieret i format fra år til år. Tidligere gjorde man den hårdere og hårdere ved at tilføje flere og flere omgange på rundstrækningen, og det kulminerede i 2013, hvor man skulle rundt hele fem gange. I 2014 og 2015 var der kun to omgange på programmet, inden der i 2016 atter skulle tilbagelægges fem runder. I 2018 og i år er der fire passager af målbakken på programmet. Det har haft en indflydelse på graden af udskilning, men etapen har altid haft det samme udfald, nemlig en hård spurt op ad den afsluttende bakke. Her har det typisk været en kamp mellem puncheurs og stærke sprintere, og ofte har et par af klassementsrytterne sikret sig vigtige bonussekunder. De mere rendyrkede klatrere har skullet tage sig i agt for de huller, der altid opstår i den lynhurtige finale, og etapen har ofte givet den første lille ide om, hvem der er i form. Det vil formentlig være tilfældet igen i 2020, hvor de mere hårdføre sprintere som den seneste vinder Caleb Ewan samt puncheurs som Daryl Impey, Diego Ulissi, Patrick Bevin, Nathan Haas og Jay McCarthy sikkert har udset sig etapen som et mål.

 

I 2009 slog Allan Davis rivalen Graeme Brown i spurten, mens Manuel Cardoso med en lang spurt fik ram på Alejandro Valverde og Cadel Evans in 2010. I 2011 viste en ung Michael Matthews sine evner i denne type finaler, da han sejrede foran André Greipel og Matthews Goss. Året efter var han igen den hurtigste i spurten, men desværre rakte det kun til en andenplads, da William Clarke tog en storslået solosejr efter et langt udbrud. I 2013 lagde Tom-Jelte Slagter grunden til sin samlede sejr ved at slå Goss og Philippe Gilbert, mens Diego Ulissi timede det hele perfekt i 2014, hvor han slog Simon Gerrans og Evans. I 2015 var Juan Jose Lobato hurtigere end Daryl Impey og Gorka Izagirre, mens Jay McCarthy sejrede foran Ulissi og Rohan Dennis, da finalen blev benyttet i 2016. Ved seneste besøg i 2018 overraskede Caleb Ewan sig selv ved at tage en uventet sejr foran holdkammeraten Impey og 2016-vinderen McCarthy.

 

 

 

 

3. etape

Efter et par dage, hvor en god spurt har været afgørende, får klatrerne endelig den første af deres to muligheder, når løbet på 3. etape for tredje gang i historien skal slutte med den knaldhårde finale på den stejle Mount Torrens Road i byen Paracombe, hvor både Rohan Dennis og Richie Porte med solosejre har lagt grunden til en senere samlet triumf. Med mål bare 500 m fra toppen af løbets stejleste stigning giver etapen en første chance for at vinde tid på de tungere og hurtigere folk, inden det afgørende slag skal slås på Willunga Hill på løbets sidste dag i en finale, der passer endnu bedre til de letteste folk end løbets ikoniske kongeetape på søndag.

 

Med en distance på beskedne 131,0 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Unley til Paracombe. Begge byer er østlige forstæder til Adelaide, og derfor består den første del af etapen af en stor sløjfe rundt i det relativt flade terræn øst for storbyen. Starten er dog som altid hård, når der startes tæt på centrum af den lavtliggende storby, da man fra begyndelsen kører mod sydøst op ad en 6,4 km lang stigning, der stiger med 6,2%, og som fører ud til udkanten af den foregående etapes målby, Stirling. Her drejer man mod nordøst for at fortsætte igennem ganske kuperet terræn, hvor det konstant går op eller ned, og som blandt andet fører igennem byen Uraidla, der sidst år var mål for en ganske hård etape. Kort efter drejer man mod sydøst for via en bakke (1,4 km, 7,1%) og en efterfølgende nedkørsel at køre frem til byen Lobethal.

 

Efter den kuperede indledning bliver det lettere, når feltet igennem let faldende og fladt terræn kører mod nord og siden sydvest og vest frem til byen Cudlee Creek, hvorfra man kører mod nord og vest rundt om en sø via en lille bakke (500 m, 10,5%), indtil man i byen Inglewood rammer en rundstrækning efter i alt 72,5 km. Den er i alt 11,0 km lang og skal tilbagelægges i alt fire gange. Den er i alt væsentligt flad med en let stigende første del og en let faldende anden del og fører blandt andet igennem målområdet i Paracombe, hvor målstregen dog passeres i den forkerte retning. Undervejs er der indlagte spurter i Inglewood 500 m efter starten på 2. og 3. omgang efter i alt hhv. 84,0 og 95,0 km.

 

Efter afslutningen på fjerde omgang kører man igennem hovedsageligt let faldende terræn tilbage i den modsatte retning mod øst og syd rundt om føromtalte sø og op over den tidligere omtalte bakke, denne gang i den modsatte retning. Når man er tilbage i Cuddle Creek kører man imidlertid denne gang mod sydvest for via en snoet og let faldende vej at brage ned mod bunden af kategori 1-stigningen Mount Torrens Road, der indledes nærmest helt uden fart efter et skarpt sving. Herefter går det mod vest op ad den 1,2 km lange bakke, der stiger med i alt 9,7% i gennemsnit og har top med bare 500 m til stregen. Efter yderligere 100 m drejer man til venstre ind på opløbsstrækningen, hvorefter det fortsætter med at stige jævnt hele vejen op mod målet i Paracombe.

 

Etapen byder på i alt 2881 højdemeter.

 

Vi har efterhånden lært Paracombe-etapen at kende, og der er tale om en ganske modbydelig sag. Alene positionskampen på det lynhurtige og let faldende stykke ned mod bakken er brutal, og herefter venter en stigning, der er så svær, at Richie Porte for to år siden kørte fra alt og alle. Til gengæld så vi også ved debuten i 2015, at Domenico Pozzovivo, Tom Dumoulin, Porte og Cadel Evans ikke kunne køre fra hinanden, hvorefter en regruppering på det sidste stykke gav Rohan Dennis mulighed for at snige sig væk. Med andre ord er det en chance både for den bedste rytter til afgørende at sætte sig igennem, men den lidt lettere finale kan også igen gøre det en taktisk affære. Uanset hvad er det en afgørende etape, hvor klatrerne meget gerne skulle tilføje puncheurtyperne som Daryl Impey et nederlag.

 

Finalen i Paracombe blev som sagt første gang benyttet i 2015, hvor Richie Porte, Cadel Evans, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin slap fri på stigningen. Samarbejdet var imidlertid dårligt, og derfor fik en forfølgergruppe kontakt hen over toppen. Rohan Dennis angreb med det samme og udnyttede den manglende enighed blandt resten af favoritterne til at sikre sig en solosejr. Evans gjorde dagen endnu bedre for BMC ved at angribe i finalen og sikrede dermed en dobbeltsejr for det amerikanske mandskab. Mere enkelt var det i 2017, hvor Richie Porte leverede en sand magtdemonstration ved at sejre med uhørte 16 sekunder ned til Gorka Izagirre og Esteban Chaves, mens Rohan Dennis spurtede sig til en 4. plads i en gruppe på 17 mand, der tabte yderligere 3 sekunder til den suveræne sejrherre.

 

 

 

 

4. etape

Den første halvdel af løbet har ikke være specielt venlig ved de rene sprintere, der som regel ellers har haft masser at gå efter i det australske løb. Heldigvis for de hurtige folk er der mindst én chance mere at komme efter i den anden halvdel. Den kommer på 4. etape, hvor rytterne udfordres af en etape med mål i Murray Bridge, som ikke har været besøgt siden 2001, og hvor en kuperet indledning efterfølges af så flad en afslutning, at alt peger i retning af en massespurtsafgørelse.

 

Etapen er med sine 152,8 km relativt lang efter vanlig Tour Down Under-standard og fører feltet fra Norwood til Murray Bridge. For anden dag i træk startes der i en østlig forstad til Adelaide, hvilket som sædvanlig betyder, at man lægger ud med at klatre ud af byzonen. De første mere end 10 km, der alle fører mod nordøst, er således stigende og byder undervejs på 800 m med et gennemsnit på 8,1%. Derefter venter en lille nedkørsel, inden endnu en bakke fører op til dagens første spurt, der er placeret efter 18,1 km.

 

Efter spurten forsætter man mod nord igennem fladt og let faldende terræn frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 40,3 km. Herfra vender man rundt for at køre mod sydøst op over en bakke (1,2 km, 6,9%), inden der venter relativt fladt terræn, der først er let stigende og siden let faldende. Det ændres der ikke på, når man drejer mod sydvest for at køre frem til byen Torrens, hvor man til gengæld hurtigt drejer skarpt mod øst for at passere kategori 2-stigningen Mount Torrens (1,2 km, 6,9%), der har top efter 76,4 km.

 

Det afslutter den svære del af etapen. Herefter fortsætter man mod nordøst via en let faldende vej, der afbrydes af enkelte mindre bakker, inden det falder uafbrudt mod sydøst hele vejen ned til byen Mannum, der nås med knap 40 km igen. Her slår man et smut mod sydvest, inden kursen sættes mod syd med retning mod Murray Bridge. Herfra er terrænet i alt væsentligt fladt med kun nogle ganske små bakker. Til slut venter imidlertid en teknisk finale, da den lange, lige vej afbrydes af to sene sving med 1500 m og bare 300 m igen. De sidste knap 2 km er let stigende, særligt de første 700 m af disse.

 

Etapen byder på i alt 2001 højdemeter.

 

Sprinterne må formodes at have været resultatløse siden 1. etape, og derfor vil de være ivrige efter at slå til på denne etape. Den byder på en hård start med to relativt tidlige pointspurter, der kunne være et mål for hurtige klassementsryttere som Daryl Impey, men den anden halvdel burde være til at kontrollere for sprinterholdene. Vinden kan altid blive en trussel, men formodningen er, at vi skal have en massespurt i en halsbrækkende finale med det sidste meget skarpe sving bare 300 m fra mål.

 

Murray Bridge er kun én gang tidligere blevet besøgt af løbet, nemlig i 2001, hvor Fabio Sacchi vandt en massespurt i byen.

 

 

 

 

5. etape

Hvis der er én ting, der har ligget fast, har det været, at løbets traditionelle kongeetape til Willunga Hill altid har ligget på næstsidste dag, men det blev der lavet om på i 201. Dengang skubbede man som noget nyt løbets nøgleetape med yderligere 24 timer, og derfor skulle vi helt frem til sidste etape for at finde løbets afgørelse på toppen af Willunga Hill. Den model var man tilsyneladende begejstrede for, idet den gentages i 2020. Den betød også, at sprinterne mistede deres traditionelle afsluttende massespurt i Adelaide, men til gengæld fik de som kompensation en sidste chance på lørdagsetapen, der som sagt ellers altid har været tiltænkt klassementsrytterne. Det håber de også at få i år, men denne gang bliver det slet ikke let at få en spurt, der den typisk forblæste afslutning i Victor Harbor vender tilbage, men i den hårde udgave fra 2016, hvor en sen og stejl stigning betød, at det i stedet blev Simon Gerrans, der spurtede sig til sejr fra et reduceret felt.

                                                                               

I alt skal der tilbagelægges 149,1 km mellem Glenelg og Victor Harbor. Starten går helt ude ved kysten syd for Adelaide, og som mange andre etaper indledes det hele med en af de bakker, der fører ud af millionbyen. Herefter består den første del af etapen af den tur mod syd ned langs vandet, hvor let faldende terræn først afløses af småkuperet terræn, når man drejer mod øst for at køre frem til dagens første spurt, der er placeret efter 33,9 km. Herefter begynder det at stige let, mens man kører mod nordøst og siden sydøst, indtil man når frem til dagens anden spurt efter 56,0 km. En lille bakke (2,4 km, 4,2%) følger, hvorefter det i stedet begynder at falde let mod øst og sydøst hele vejen ned til Strathalbyn, som nås efter godt 75 km.

 

Herfra bliver det næsten helt fladt, mens man kører mod sydvest med retning mod kysten, der nås i byen Goolwa med knap 40 km igen. Her drejer man mod vest for at køre hen langs vandet med retning mod Victor Harbor. Kort inden byen venter der imidlertid en grim overraskelse, når rytterne drejer mod nordvest for at forlade vandet. Her begynder det at stige let, inden man rammer kategori 2-stigningen Kerby Hill (1,6 km, 9,0%), der har top med bare 20,0 km til mål. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod nord, man vender rundt og kører mod sydvest og syd via en nedkørsel med retning mod kysten. Man drejer mod sydvest med 8,3 km igen, hvorefter det bare er let faldende, inden man skal over en bakke (1,4 km, 4,1%), der har top bare 5,5 km fra mål. Den efterfølgende nedkørsel ender med 4 km igen, hvorefter det er helt fladt. Med 2,4 km igen drejer man skarpt mod øst for at køre ind gennem byen ud mod vandet, hvor man skal lige igennem en rundkørsel med 1200 m igen, hvorefter der er to skarpe sving med bare 700 og 600 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2006 højdemeter.

 

Victor Harbor ligger på halvøen Fleurieu, hvor det kan være ganske blæsende, men selvom det er sket tidligere, hører det til sjældenhederne, at den altid frygtede vind spiller en rolle. Denne gang tilbringes det meste af tiden langt fra kysten, men mod slutningen nærmer man sig vandet, hvor blæsten kan komme i spil. Den største udfordring er imidlertid Kerby Hill, der i 2016 ”slog de rene sprintere ihjel” og halverede feltet, inden Simon Gerrans slog en blanding af holdbare sprintere og puncheurtyper. Det er højst sandsynligt, at Mitchelton-Scott vil gå benhårdt efter etapesejr og bonussekunder til Daryl Impey, og vi kan derfor se frem til knaldhårdt tempo på bakken og atter en reduceret spurt i en gruppe, hvor der næppe vil være mange sprintere tilbage.

 

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt i 2018, hvor Elia Viviani tog sin første sejr i løbet, i 2017, hvor Caleb Ewan tog sin anden af fire etapesejre, i 2016, hvor Simon Gerrans vandt etape i en reduceret massespurt i årets hårde finale, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke, Luis Leon Sanchez, Philippe Gilbert, Robbie McEwen, Alessio Galletti og Stuart O'Grady alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

 

 

 

 

6. etape

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting har altid været fast. Løbets afgørende weekend har budt på lørdagens kongeetape med Willunga Hill og et afsluttende gadeløb i Adelaide, men den tradition afsluttedes i 2019. For andet år i træk venter løbets ikoniske nøgleetape nemlig som den helt store finale om søndagen, og derfor vil alt være i spil helt frem til allersidste pedaltråd. Igen vil det være den berømte bakke, der vil være løbets afgørende slagmark. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil altså igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående otte udgaver.

 

De 151,5 km starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører mod syd, vest, syd og atter vest ud til kysten, hvorefter det går mod nord, nordøst og til slut øst tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km i Snapper Point godt halvvejs på 2. og 3. omgang.

 

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre mod sydøst og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau, der leder mod nordøst i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem mod nordvest og vest tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de igennem fladt terræn mod syd tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

 

Kategori 1-stigningen har en længde på 2,9 km og en gennemsnitlig stigning på 7,3%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med hhv. 6,7 og 9,4% på de to første 500 m-segmenter. Herefter følger tre 500 m lange stykker med stigningsprocenter på hhv. 7,4%, 6,8% og 7,8%, inden det flader ud med 5,4% over de sidste 400 m. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1801 højdemeter.

 

Den første del af etapen er vanligvis ikke specielt spændende, men af og til har vinden spillet en rolle. Favoritterne sparer som regel på kræfterne til en afsluttende spurt op ad stigningen, men de sidste 30 km er ofte meget aggressive. Ofte bliver der angrebet på første passage af stigningen, og selvom det sjældent fører til noget, betyder den hårde fart altid, at der er stor udskilning. På toppen rammer feltet en meget vindblæst strækning, hvor Astana og BMC for fire år siden splittede feltet og næsten kørte Richie Porte ud af spillet. Sky fik imidlertid bragt samling igen, men det viser, at det er afgørende at være i en god position, når målstregen passeres for første gang.

 

Finalen er skabt til puncheurs og ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store - med mindre Porte altså er så suveræn som i 2017. Eksempelvis sluttede 33 ryttere i 2016 inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder, og sidste år var hele 16 mand inden for 20 sekunder. Meget afhænger også af vindretningen, idet modvind som i 2018 og 2019 gør det meget mindre selektivt og kan betyde, at en relativt stor gruppe slutter inden for ganske få sekunder. Ikke desto mindre viser historien, at det er Willunga-etapen, der ofte er den meste afgørende, selvom det ikke nødvendigvis gælder, når Paracombe som i år også er på programmet. Alligevel er det dagen, klassementsrytterne har udset sig til at gøre en afgørende forskel, og efter en indledende udskilning ved første passage af stigningen - og måske i sidevinden mellem de to opkørsler, som det var tilfældet for et par år siden - kan vi vente et brag af en kamp mellem løbets forhåndsfavoritter.

 

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde den samlede vinder Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som Kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende i 2017, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

 

 

 

 

PRÆMIER TIL DE 25 BEDSTE I DOWN UNDER MANAGERSPILLET

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for syv år siden, ligesom Daryl Impeys første triumf i 2018 bestemt heller ikke var den mest forventede, og Patrick Bevins ”næsten-sejr” i 2019, hvor et styrt satte ham ud af spillet, heller ikke lå i kortene. Generelt kan man med en god træningsindsats hen over vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under, og i det hele taget betragtes løbet derfor som en god mulighed for at hente relativt ”billige” WorldTour-point. På denne tid af året kan man komme langt med solid forberedelse, og generelt betyder form her langt mere end generelle evner.

 

På den anden side har de seneste udgaver af løbet været nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier, Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. I 2016 var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform. I 2017 sejrede Porte endelig som øverste mand i en top 4, der bestod af hele tre australiere, og også i 2018 var det generelt de ventede navne, der var med fremme, selvom Impey altså havde held og styrke til - med god hjælp fra den kraftige modvind på Willunga Hill - at snyde storfavoritten Porte. Mønsteret gentog sig sidste år, hvor Impey sejrede foran Porte og Wout Poels, der sammen med netop Impey og Michael Woods var udpeget som topkandidaterne allerede inden løbet.

 

Igen i år er løbet også et stort mål for særligt de lokale helte, og Porte samt landsmændene Nathan Haas og Jay McCarthy, der alle tidligere har været med helt fremme, har ikke lagt skjul på ambitionerne. Det har Impey bestemt heller ikke - ikke mindst fordi løbet for Mitchelton-Scott er en næsten livsvigtig affære - men hvem af de europæiske, nordamerikanske og sydamerikanske ryttere, der ender som deres største konkurrenter, er til gengæld langt mere åbent. Ryttere som Diego Ulissi og Luis Leon Sanchez, der alle er kendt for deres stærke sæsonstarter, har ganske vist ikke lagt skjul på ambitionerne, men man må langt hen ad vejen basere vurderingerne på rytternes historik og de begrænsede udmeldinger, de er kommet med forud for løbet. Selvom Simon Yates og Romain Bardet på papiret er gigantiske stjerner, skal man bestemt ikke blive overrasket, hvis de viser sig endnu ikke at være konkurrencedygtige. Med andre ord vil favoritudpegning til Tour Down Under altid have et element af gætværk og mavefornemmelse over sig.

 

Den tid, hvor en sprinter kan vinde løbet, er for længst ovre, og i stedet er det sandsynligt, at vinderen er en type, der excellerer på korte stigninger og har et solidt punch, mens en god spurt bestemt heller ikke er nogen ulempe - spørg bare Impey, der nu to gange har taget sejren i kraft af bonussekunder. Generelt har løbet nu fundet sin identitet som et klassisk opgør mellem klatrerne - anført af Porte, som seks gange i træk har vundet kongeetapen til Willunga Hill - og de eksplosive puncheurs, som har skullet begrænse tabet på stigningerne og vinde løbet i kraft af bonussekunder. Det har givet nogle knivskarpe afgørelser, som i 2012, hvor Simon Gerrans og Alejandro Valverde endte i samme tid, i 2014, hvor Gerrans slog Cadel Evans med et enkelt sekund, i 2015, hvor Dennis besejrede Porte med 2 sekunder, og igen i 2018, hvor også Impey og Porte endte i samme tid, men hvor bedre etapeplaceringer sikrede Impey sejren, præcis som det var tilfældet for Gerrans i opgøret med Valverde i 2012.

 

Der er ingen tvivl om, at det er de hurtige puncheurs med hang til bonussekunder, som har haft overtaget. Ser man på de otte udgaver, hvor der har været mål på toppen af Willunga Hill, og som derfor kan sammenlignes med årets udgave, har Gerrans (tre gange), Impey (to gange) og Slagter (én gang) alle primært vundet løbet ved at begrænse tabet på stigningerne og udnytte hurtigheden til at sikre sig bonus. Selvom Porte altså har vundet kongeetapen de seneste seks gange, har han kun én gang vundet løbet, mens det er blevet til hele fire andenpladser og en enkelte fjerdeplads. Den eneste anden vinder, som ikke først og fremmest vandt via bonussekunder, var Dennis, der sejrede i en 2015-udgave domineret af klatrestærke folk som ham selv, Porte, Evans, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo.

 

Det burde gøre det indlysende at pege på puncheurtyperne som årets favoritter, men så enkelt er det ikke. Det skyldes årets rute, der er den måske hårdeste i løbets historie. Forklaringen hedder Paracombe, hvis brutale og for Tour Down Under uhørt stejle bakke har været brugt som finale to gange tidligere. Det var bemærkelsesværdigt nok netop i 2015 og 2017 - altså i de år, hvor klatrerne ingen problemer havde med at sætte de hurtige folk til vægs.

 

I 2020 vender Paracombe altså tilbage for tredje gang, og da den traditionelle kongeetape til Willunga Hill er intakt - og for anden gang afvikles som sidste etape - har klatrerne altså i år to virkelige chancer for at vinde ikke bare ”rigtig” tid, men også få del i de bonussekunder, som ellers er dem, der skal sikre de hurtige folk sejren. Ganske vist har det i nu mange år været kutyme at have to klassementsetaper, men i de øvrige år har den første af de to altid haft mål nogle kilometer efter toppen af sidste stigning. Dermed har etapen i langt de fleste tilfælde i stedet været til fordel for de hurtige folk i stedet for for klatrerne. Det så vi senest sidste år, hvor Porte, Poels, Woods og George Bennett ganske vist kørte væk på sidste stigning, men hvor Impey alligevel endte som den store vinder ved at vinde spurten i den gruppe, der alligevel samledes til sidst.

 

Sådan går det ikke denne gang. Ganske vist er der ikke mål på toppen af Paracombe-stigningen, men som Porte med sin knusende magtdemonstration i 2017 har vist, kan bedste mand sagtens vinde endog ganske mange sekunder. Den sejr lagde grunden til Portes uhørt suveræne sejr på hele 48 sekunder ned til Esteban Chaves på andenpladsen, men det skete også i en sæson, hvor Porte måske var verdens allerbedste etapeløbsrytter.

 

Den slags magtdemonstration kan vi ikke være sikre på denne gang, men der er ingen tvivl om, at Paracombe bliver en udfordring for Impey-typerne. Faktisk er den meget værre end Willunga, der måske nok er længere, men slet ikke lige så stejl. Her har Impey haft god hjælp af at kunne sidde på hjul - ikke mindst i modvinden sidste år, hvor en yderst imponerende Lucas Hamilton reddede hans bagdel - men Paracombe er langt lettere at udnytte for de lette folk. Til gengæld så vi også i forbindelse med 2015-sejren til Dennis, der faktisk var sat af på selve bakken, at der kan ske en regruppering på den sidste kilometer, hvis en enkelt rytter ikke kan gøre forskellen, og der derfor går taktik i den.

 

Som kompensation for de to klatreetaper har Impey-typerne to etaper at gøre godt med. Det gælder først og fremmest Stirling-etapen, der efter et års fravær er tilbage, og hvor en vinderliste med navne som Jay McCarthy, Diego Ulissi, Tom-Jelte Slagter viser, at det for hurtige klassementsrytter er en nøgleetape. Til gengæld skal de frygte, at de holdbare sprinter som 2018-vinderen Caleb Ewan snyder dem for sejren, for udnyttede de ikke denne mulighed optimalt, bliver det næsten umuligt at vinde samlet i et løb med to finaler til klatrerne.

 

Den anden mulighed er Victor Harbor-etapen, der i år ikke er den flade sprinteraffære, som vi kender. Tværtimod bruges samme model som i 2016, hvor det lykkedes Simon Gerrans med sit hold at sætte sprinterne af på sidste stigning, hvorefter han kunne vinde spurten. Det vil Mitchelton-Scott helt sikkert forsøge at gøre igen i år for derved at sætte Impey op til sejr, men igen vil puncheurtypernes samlede sejrschancer i høj grad afhænge af, om folk som Ewan, Sam Bennett og Elia Viviani kommer med hjem på lørdagens etape.

 

Til gengæld burde 1. og 4. etape ikke være væsentlige, da det ligner oplagte sprinteretaper. Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Dels er der risikoen for sidevind, som før har spillet en rolle i løbet, dels er Mitchelton-Scott traditionelt altid gået benhårdt efter indlagte spurter undervejs ved at kontrollere løbet frem til en tidlig spurt eller ved at hente udbruddet tidligt frem mod en sen spurt. Med to bakkefinaler i år bliver indlagte spurter endnu vigtigere end tidligere, hvis Impey-typerne skal vinde, og derfor vil de formentlig jagte indlagte spurter med endnu større ihærdighed, måske allerede på 1. etape, hvor løbets allerførste spurt kommer tidligt.

 

I de seneste uger og måneder har man ikke kunnet sige Australien uden også at sige hedebølge og skovbrande. Heden er altid et nøgletema i Tour Down Under, hvor etaper er blevet forkortet grundet temperaturer på mere end 40 grader, men sådan bliver det formentlig ikke i år. Denne optakt skrives næsten to uger inden afslutningen på løbet, men i skrivende stund ser vejret pænt ud. De første fire dage tales om temperaturer på op til 25 grader og endda om en risiko for byger på de første tre etaper, inden det bliver lidt varmere med 27-28 grader i weekenden. En helt stabil faktor vil være en relativt kraftig vind på 20-25 km/t fra en sydvestlig retning, og den kan bestemt blive et tema. Betingelser for sidevind synes at være til stedet på begge de to sprinteretaper, særligt 4. etape, og den har også før været i spil på kongeetapen. Historien viser, at den sjældent bliver afgørende, med udelukkes kan det ikke, specielt ikke på 4. etape.

 

Derudover skal man altid bemærke sig vindretningen på Willunga Hill. Den er nemlig helt afgørende for klatrernes mulighed for at gøre forskelle, og havde der ikke været knaldhård modvind i både 2018 og 2019, havde Porte formentlig vundet samlet. I år ser det ud til, at der bliver direkte sidevind, og selvom medvind havde været at foretrække, er det for Porte langt bedre end den brutale modvind, han har været vant til. Til gengæld må han affinde sig med sidemodvind i Paracombe, men her er bakken stejlere, hvormed det alligevel er lettere at gøre forskelle. Puncheurtyperne må leve med sidevind i Stirling og på bakken på 5. etape, hvor de havde håbet på medvind i forsøget på at komme af med folk som Ewan, Bennett og Viviani.

 

Samlet set ligner det et løb, der i højere grad går klatrernes vej end tidligere. Historien viser, at Impey-typerne har det svært, når Paracombe er med på ruten, og selvom de kan score bonussekunder på både 2. og 5. etape, har Porte-typerne jo også to muligheder for at få bonus. De indlagte spurter bliver meget vigtige, hvis ikke en klatrer skal vinde, og derudover skal Impey og co. håbe på, at der igen går taktik i den i Paracombe som i 2015. Hvis en rytter ligesom Porte i 2017 kører væk på 3. etape, virker det helt umuligt for en puncheur at vinde, især hvis Ewan, Bennett, Viviani og co. også stjæler bonussekunder på ”deres” to etaper. En joker er sidevinden, men som udgangspunkt er det bonussekunder på 2., 3., 5. og 6. etape samt i de indlagte spurter og de forskelle, der gøres på 3. og 6. etape, som vil bestemme løbets vinder.

 

Det er rutens beskaffenhed, der gør, at vi peger på Richie Porte som favorit. Det er efterhånden blevet kutyme for australieren at stille op som forhåndsfavorit, men selvom Mr. Willunga Hill har vundet kongeetapen seks gange i træk, har han altså kun taget den samlede sejr en enkelt gang. Til gengæld vandt han løbet med en uhørt stor sejrsmargin, da vi sidste havde Paracombe på programmet, og som sagt har det altid været klatrerne, der har afgjort slaget, når løbets hårdeste finale har været med. Med dette rutedesign er der en vis sandsynlighed for, at den bedste klatrer vinder, og det har nu seks år i træk været Porte.

 

Når Porte alligevel ikke er den tårnhøje og soleklare favorit, hans historik tilsiger, skyldes det, at der er stor forskel på 2017- og 2020-udgaverne af australieren. For tre år siden var australieren vel verdens bedste etapeløbsrytter, og han var igennem hele først del af den sæson fuldstændig umulig at slå, når terrænet var tilstrækkeligt hårdt. Desværre synes alderen at have indhentet den sympatiske australier, for efter et stadig stærkt 2018 er det kun gået ned ad bakke, siden han for nu halvandet år siden styrtede ud af Touren for 117. gang. Særligt 2019 var en trist affære, og det var nærmest tragisk at se, hvordan den engang så suveræne australier end ikke kunne komme i top 10 i en Tour, hvor han endelig undgik uheld.

 

Trods alle disse trængsler var der ét løb, hvor Porte var på toppen. I Tour Down Under vandt han ikke bare kongeetapen igen, han gjorde det også på en dag, hvor knaldhård modvind gjorde det uhyre svagt, og hvor modstanden var skarpere end i mange andre udgaver. Det viser, at selv den halvgamle udgave af Porte er en magtfaktor i dette løb, og det vil formentlig også være tilfældet i år, hvor han melder om en form, der er nogenlunde, som den plejer. Det plejer at være nok til at vinde på Willunga Hill, og har han samme ben denne gang, vil han formentlig også kunne vinde i Paracombe, hvor den stejlere stigning vel i virkeligheden passer ham endnu bedre.

 

Porte vinder næppe med et lille minut som for tre år siden, men mindre kan også gøre. Han ejer ikke skyggen af spurt, og han er sårbar i sidevinden, hvor han dog er bakket op af stærke folk som Koen de Kort og Mads Pedersen, men til gengæld har han to chancer for at sætte de tunge folk til vægs. Juan Pedro Lopez, Michel Ries og ikke mindst Kenny Elissonde, der plejer at være god i dette løb, vil kunne gøre løbet tilstrækkeligt hårdt til, at en Porte i vanlig Tour Down Under-form kan gøre det færdigt. Hans dominans på Willunga Hill nærmer sig afslutningen, men vi tror, at Porte stadig er god nok til at tage sejren endnu en gang i 2020.

 

Hans værste rival er i vores øjne Simon Yates. Ganske vist er det Daryl Impey, der som forsvarende vinder er forhåndskaptajnen, men Mitchelton-Scott har ikke lagt skjul på, at Yates er klar på sidelinjen, hvis denne rute er for hård for den relativt store sydafrikaner. Til gengæld hersker der større usikkerhed om Yates’ form, for mens løbet her er et decideret mål for Impey, er det for Yates først og fremmest forberedelse.

 

Alligevel er der grund til at tro på, at formen er god. For det første er løbet uhyre vigtigt for Mitchelton-Scott, og derfor havde Yates aldrig fået plads, hvis han bare var rejst på badeferie til Australien. For det andet stoppede han sin sæson allerede efter Touren, og meldingerne fra ham selv er, at formen allerede er ganske god. Tidligere havde han og bror Adam ellers for vane at starte skidt, men det var helt anderledes sidste år, hvor Simon trods egne udsagn om dårlig form i sæsondebuten i Ruta del Sol først agerede så meget hjælper for brormand, at han røg ud af klassementet, inden han pludselig overraskede sig selv ved at være så god, at han vandt kongeetapen foran blandt andre Jakob Fuglsang, Steven Kruijswijk og Ion Izagirre.

 

Noget kunne tyde på, at Yates er i mindst lige så god form denne gang, og er det tilfældet, er han farlig. De eksplosive finaler passer ham nærmest perfekt, særligt den stejle bakke i Paracombe, og hans punch er bedre end Portes. Han er også hurtigere end australieren, men dog næppe hurtig nok til at få del i bonussekunderne på de fladere etaper. Også han skal vinde løbet på de to stigninger, men det kan han også sagtens gøre, hvis formen er god. Var der garanti for topform, ville Yates være et mere oplagt valg i lyset af Portes trængsler og britens mere eksplosive natur. Portes historik og garanteret gode form gør ham til vores vinderbud, men vi vil overhovedet ikke blive overraskede, hvis Yates viser sig som den stærkeste.

 

En rytter med en stærk historik i løbet er Diego Ulissi. Der efter en 3. plads ved debuten i 2014 siden sin anden deltagelse i 2016 er blevet hhv. nr. 11, 5, 4 og 9 i de seneste fire udgaver af løbet. Historien viser altså klart, at Ulissi altid er i form til løbet, og han har da heller ikke lagt skjul på, at han forventer at være med i front igen denne gang. Faktisk er der grund til at være ekstra optimistisk denne gang, for efter nogle svære år - og specielt et kritisk 2018 - blev han sig selv igen i løbet af efteråret. Her kørte han som en drøm i særligt de canadiske løb, hvor han sammen med Peter Sagan og Greg van Avermaet var eneste mand til at følge Alaphilippe i Quebec og senere kørte en fremragende spurt i Montreal i kamp mod nogle af verdens bedste puncheurs. Selv i et ustabilt forår blev han nr. 3 i Fleche Wallonne, ligesom han vandt samlet i et ganske stærkt besat Tour de Slovenie.

 

Desværre har Ulissi trods et generelt højt niveau aldrig været på 100% i Australien, og han har altid manglet nogle procent. Alligevel må han tilskrives gode chancer, for ruten passer ham nærmest ideelt. Som superpuncheur er han skabt til både 3. og 6. etape, og ikke mindst 3. etapes stejle procenter burde passe Fleche Wallonne-treeren godt. Modsat Yates og Porte har han også sin spurt som et regulært våben, dels på de to nøgleetaper, dels i de indlagte spurter, men måske først og fremmest på Stirling-etapen, som han vandt ved debuten i 2014. Den kombination af fart og punch betyder, at Ulissi rimer på Tour Down Under. Nu skal han bare vise, at han har de procent, han har for vane at mangle på australsk grund.

 

Udover Porte og Impey er der én rytter, der har vundet løbet, efter at det fik sin nuværende form (Cameron Meyer og André Greipel vandt, inden Willunga blev målstigning, og Luis Leon Sanchez’ sejr fandt sted helt tilbage i stenalderen, inden nogen overhovedet havde hørt ordet WorldTour). Rohan Dennis udnyttede i 2015 det store fokus på sin kaptajn Cadel Evans til at vinde samlet, men siden har han vist, at sejren ikke kun skyldtes den snu manøvre, da han sneg sig væk fra favoritterne efter toppen i Paracombe. I 2017 blev han nr. 6 trods en rolle som hjælper for Porte, og så sent som i 2019 blev han nr. 5.

 

Derfor er der al mulig grund til at tro på Dennis. Sidste år blev han nr. 4 på Willunga Hill, og da han vandt i 2015, var det kun til allersidst han slap Porte på selvsamme stigning. Som sagt har han allerede én gang vundet i Paracombe, og sandheden er da også, at Dennis er både klatrestærk og eksplosiv og dermed aldeles velegnet til dette løb. Faktisk er han så hurtig, at han har vundet en reduceret stigende massespurt i Tour of the Alps, og selvom han nok ikke helt er hurtig nok til Stirling eller indlagte spurter, er hans punch velegnet til de to nøgleetaper. Ganske vist led han et pinligt nederlag ved de australske mesterskaber, men det gjorde han også sidste år, hvor han alligevel blev nr. 4 på Willunga. Han er udpeget som kaptajn for Ineos, og meldingen er, at han stræber efter at køre med om sejren. Det plejer at betyde, at Dennis er farlig, og med støtte fra Pavel Sivakov og Dylan van Baarle er han omgivet af to andre fremragende klatrere.

 

George Bennett har et had-kærlighedsforhold til dette løb. På den ene side har han aldrig lagt skjul på, at han hader Willunga, der da overhovedet heller ikke passer til den antieksplosive newzealænder. På den anden side er det næsten hans hjemmebaneløb, og han plejer at være i god form, som han var det sidste år, hvor han sammen med Porte, Woods og Poels kørte fra alt og alle på løbets stejleste stigning, Corkscrew. Normalt er Bennett slet ikke hurtig eller eksplosiv nok til at være en trussel i dette løb, men i et Paracombe-år skal han tages seriøst. Sidste år var han måske endda den allerstærkeste på Corkscrew, og har han de samme ben i Paracombe, kan han trods sin antieksplosive natur sagtens gøre forskellen på den stejle bakke på en tid af året, hvor formen trods alt langt fra er den bedste hos rivalerne. Bonussekunder er en by i Rusland for ham på alle andre etaper end 3. og 6., men som en af løbets klart bedste klatrere har han også mulighed for at vinde uden dem. Har han de ben, han havde sidste år, er det bestemt inden for mulighedernes grænser.

 

Naturligvis skal Daryl Impey også regnes som en af topfavoritterne, men han får det betydeligt sværere end i 2018 og 2019. Denne gang er der nemlig næppe gået julekort mellem Sydafrika og Australien, for Impey må være godt og grundigt træt af løbsdirektør Mike Turtur, som til sin afsked har designet en anti-Impeysk rute. Historien viser, at tunge folk som Impey får det uhyre svært i et Paracombe-år, og det vil formentlig også være tilfældet denne gang.

 

Alligevel kan Impey ikke afskrives. De sidste to år har han kørt Willunga med hovedet, gemt sig i feltet undervejs og mod slutningen iværksat en voldsom spurt, der sågar gav en 2. plads bag Porte for to år siden. Det bliver sværere uden modvind, men Impey har vist, at han kan begrænse tabet. Paracombes stejle procenter bliver sværere for store Impey, men som vi så i 2015, kan taktik og regruppering blive til Impeys fordel efter toppen. Kombinerer han et godt forsvare på disse etaper med sejr på mindst én af 2. og 5. etape, der burde passe ham godt - han er tidligere blevet nr. 2 bag den daværende holdkammerat Ewan i Stirling - samt bonussekunder i en stribe indlagte spurter, er et historisk hattrick en mulighed, selvom det kræver absolut topform at vinde på en rute, der ikke giver ham mange foræringer.

 

Israel Start-Up Nation drømmer om at komme flyvende fra start i deres første sæson på WorldTouren, og det er bestemt ikke umuligt, at det kan lade sig gøre. De stiller nemlig med Ben Hermans, der tidligere har vist, at han kan være et monster fra sæsonstart. Det var han i hvert fald i 2017, hvor han knuste al modstand i Tour of Oman og var ganske tæt på at vinde i Valencia også. I det hele taget har han fået smag for ugelange etapeløb efter et 2019, hvor han (igen) vandt i Østrig og tillige sejrede i Utah. I forbindelse med sejren i Oman viste Hermans, at han er en fremragende puncheur, og generelt passer løbet ham ganske glimrende. Det gælder særligt i et Paracombe-år, da han naturligvis også skal vinde løbet på stigningerne, og det er muligt, hvis benene er som for tre år siden. Meget peger på, at han i de senere år blevet mere klatrer og mindre puncheur, men finder han lidt af de gamle takter, kan han give en israelsk drømmestart på WorldTouren.

 

Udover Yates er Romain Bardet den eneste rytter, der tidligere har været på podiet i en grand tour, og på mange måder er det nærliggende at sammenligne de to. Begge stoppede deres sæson efter Touren og et generelt skuffende år, og starter nu tidligt i Australien for at kompensere for den lange pause. Det er nu ikke nyt for Bardet at starte i januar, da han ofte kører GP Marseillaise, og selvom den franske åbning ikke passer ham, plejer han at køre stærkt på stigningerne allerede i sæsondebuten. Det vil formentlig også gælde denne gang, hvor han længe har trænet i Australien for at forberede sig. Til gengæld passer løbet ikke specielt godt til Bardet, men franskmanden har trods alt så meget punch på korte stigninger, at han har været på podiet i Liege og Strade Bianche. Det er stadig svært for en Bardet-type at vinde løbet, men i et Paracombe-år kan det lade sig gøre. Det kræver bare, at Bardet er i lige så god januarform, som han plejer - og gerne lidt til.

 

2020 bliver sandsynligvis et år, hvor Pavel Sivakov tager endnu et skridt mod verdenstoppen, og han kan meget passende lægge stærkt ud med en god præstation i Australien. Det australske etapeløb passer ham imidlertid ikke som fod i hose, da stigningerne er for korte til hans russiske dieselmotor. På den anden side var det samme tilfældet i Tour of the Alps, og her lykkedes det ham alligevel at vinde, først og fremmest fordi han og Ineos kørte et fremragende løb, hvor de udnyttede deres overtal fornemt. Det kan de muligvis også gøre Down Under, da de med Dennis, Sivakov og Dylan van Baarle har hele tre klassementsryttere, og Dennis har før vist, hvordan et overtal kan udnyttes til at snige sig væk i en taktisk finale i Paracombe. Selvom han har trænet godt i Australien og formentlig er i form, vinder Sivakov næppe alene i kraft af sine evner på stigningerne - dertil mangler han eksplosivitet - men både sejrene i Tour of the Alps og Tour de Pologne blev opnået ved, at brølstærke Sivakov udnyttede sit holds kollektive styrke optimalt. Det kan han måske gøre igen.

 

Nr. 1 i 2005, nr. 2 i 2006, nr. 8 i 2008, nr. 12 i 2009, nr. 2 i 2010, nr. 26 i 2012, nr. 13 i 2015, nr. 15 i 2016, nr. 16 i 2017, nr. 9 i 2018 og senest en fornem nr. 4 i 2019. Luis Leon Sanchez har et langt og godt forhold til det australske løb, og det er slet ikke noget tilfælde. Sanchez er nemlig kendt som Mr. Sæsonstart, der har for vane at køre som en motorcykel fra starten af året til og med Paris-Nice, hvor han altid gør det godt og endda tidligere har vundet. Nok er Sanchez ikke så stærk som i 2009, hvor han udnyttede Contador berømte sukkerkrise til at vinde løbet mod solen, men eksempelvis sidste års 4. plads viser, at han altid er farlig i årets første måneder. Desværre blev sidste års resultat primært opnået i kraft af en pludselig genfunden spurtstyrke, mens det i de sidste mange år har knebet lidt for den store spanier på bakkerne. Det bliver helt sikkert også tilfældet i år, hvor særligt den stejle Paracombe ikke er skabt til Sanchez. Alligevel skal man altid passe på den snu spanier, der med sit punch og sin hurtighed altid vil være med fremme i et løb som dette.

 

Nok er Bennett Jumbos kaptajn, men det er ikke sikkert, at det kun er ham, det handler om. Holdet stiller nemlig også med Antwan Tolhoek, der i 2019 endelig åbenbarede sit store potentiale. Han havde et skidt 2020, men sluttede sæsonen i Tour of Guangxi, hvor det var ham, der var hovedrolleindehaver med sine konstante forceringer på kongeetapen. Hvis det har givet ham motivation frem mod vinteren, kan man håbe, at han kommer til løbet i god form. Sker det, er han ganske eksplosiv og slet ikke ringe til et løb som dette, hvor den hårdere rute er et es i ærmet for den lette hollandske klatrer. Alt sammen kræver det dog, at han vitterligt er i form. Bruger han alene løbet som træning med den hensigt at agere hjælper for Bennett, kan han ende langt, langt fra de bedste.

 

Egentlig ville vi gerne have Lucas Hamilton som en af topfavoritterne. Vores forudsigelse er nemlig, at 2020 bliver året, hvor den australske klatrer slår sit navn fast i verdenseliten. Allerede i 2019 tog han gigantiske skridt med blandt andet fremragende kørsel i Giroen, og det hele startede med suveræn kørsel i Australien, hvor Impey næppe havde vundet uden Hamiltons arbejde for ham på de to sværeste etaper. I år tyder alt på, at den australske klatrer er endnu bedre efter en sublim præstation ved de nationale mesterskaber, hvor han lignede bedste mand på stigningerne, men hvor han blev låst taktisk af Cameron Meyer og derfor ”kun” fik sølv. I dette løb skal han desværre agere hjælper for Impey og Yates, og derfor er det usandsynligt, at han laver et personligt resultat. Omvendt ved man aldrig, hvad der sker, hvis Impey allerede giver fortabt i Paracombe, hvor stigningen sagtens kan vise sig stejl. Vi vil slet ikke blive overraskede, hvis Hamilton er løbets bedste og mest formstærke klatrer. Spørgsmålet er bare, om han får lov at vise det.

 

Sidste år græd hele cykelverdenen formentlig med Patrick Bevin, der lignede en sandsynlig samlet vinder, indtil et ærgerligt styrt på den sidste sprinteretape efterlod ham med så mange knubs, at Willunga Hill blev en tand for hård. Nu vender han tilbage i jagten på revanche, men desværre er han en af taberne på den hårdere rute. Ligesom Impey kan han få svært ved at forsvare sig selv tilstrækkeligt på særlig Paracombe-etapen, og skal han vinde, skal han udnytte sin hurtighed maksimalt. Til gengæld har han gode chancer på 5. etape og ikke mindst i Stirling, hvor finalen er skræddersyet til en mand, der sidste år chokerede alt og alle ved at besejre folk som Ewan og Sagan i en kun ganske let stigende spurt. Formen er helt sikkert god. Spørgsmålet er bare, om ruten ikke er lidt for hård for sidste års uheldige helt.

 

Meget af det samme kan siges om Jay McCarthy. Australieren har altid været brølstærk i dette løb, siden han tog en flot sejr i Stirling i 2016, hvor han endte som nr. 4 i klassementet. I 2017 blev han endda nr. 3, og i 2018 kunne han være blevet nr. 3, hvis ikke han havde satset hele butikken på et modigt, men ambitiøst forsøg på som eneste mand at følge Porte til dørs på Willunga. Desværre havde han et skidt 2020, hvor han også fejlede i dette løb, og han viste stort set kun i Liege lidt glimt af sin gamle klasse. Heldigvis så han fornuftig ud ved de australske mesterskaber, og han er helt sikkert i fornuftig form. Spørgsmålet er bare, hvor langt det rækker på en rute, der på papiret er lidt for hård. I 2017 lykkedes det ham at blive nr. 3 på en næsten identisk rute, men dengang havde han også haft en stærkere optakt. Ligesom for Bevin og Impey gælder, at han skal drage maksimal fordel af sin hurtighed på 2. og 5. etape, og at han undervejs skal jagte indlagte spurter. Men først og fremmest skal han vise, at 2019 bare var en enlig svale.

 

Endnu mere usikkerhed hersker om Nathan Haas. Det var ham, der akkurat missede podiepladsen i 2017. da McCarthy i en indlagte spurt til sidst gik forbi på bonussekunder. Derudover blev han nr. 5 i 2015, men desværre er hans forhold til Tour Down Under karakteriseret ved den ustabilitet, der for altid vil være forbundet med ham. I langt de fleste år er han faldet helt igennem, som det blandt andet er sket i de to seneste år, og generelt var 2019 desværre hans måske allerværste sæson som professionel. Heldigvis efterlod han et ganske positivt indtryk ved de nationale mesterskaber, hvor han måske var næstbedste mand på stigningen efter Hamilton, og måske er skiftet væk fra Katushas dødsbo slet ikke en dårlig ting. 4. pladsen i 2017 viser, at han kan begå sig på den hårde rute, hvis han får maksimalt udbytte af sin hurtighed på 2. og 5. etape og i indlagte spurter, men først og fremmest skal lottokuponen Haas undgå at bryde helt sammen, som det desværre er sket for mange gange tidligere. Heldigvis synes det denne gang ikke at blive helt så varmt, og det burde tale til fordel for Haas, der før har haft det svært, når termometeret har vist 40 grader.

 

Den sidste puncheur, der fortjener at blive nævnt, er den meget spændende Andrea Vendrame, som vi har store forventninger til i den kommende sæson. For en Vendrame i topform havde dette løb nærmest været en gave, da han med sin hurtighed og klatreevner, der i 2019 gav en 2. plads bag Chaves på en bjergetape i Giroen - som han med stor sandsynlighed havde vundet uden et sent uheld - og en toppræstation ved de italienske mesterskaber og i Tour de Slovenie. Hans hurtighed giver ham ideelle muligheder for at jagte bonussekunder i spurter undervejs samt på 2. og 5. etape, og hans klatreevner fører ham langt på de to nøglestigninger. Desværre vil vi blive overraskede, hvis han er i form, for han har historik været en temmelig langsom starter. Vi regner derfor med, at han primært er i Australien for at træne, men er han virkelig i form, kan Vendrame i princippet vinde det hele, selvom han havde foretrukket en knap så hård rute.

 

Hos Israel Start-Up Nation satser man på Hermans, men det vil være en god ide også at holde øje med James Piccoli. Den spændende canadier er måske ikke tidligere løber, men ellers minder han meget om landsmanden Michael Woods, der også sent kom til Europa efter en overbevisende indsats i Nordamerika. Det har Piccoli i den grad også leveret i et fornemt 2019, hvor han var med fremme i næsten alle løb og især blev nr. 2 bag sin nye kaptajn Hermans på den knaldhårde rute i Utah. Som en ganske eksplosiv fyr, der brugte sit punch til at vinde den meget eksplosive prolog i netop Utah, burde han have alle forudsætninger for at gøre det godt. Han er formentlig supermotiveret til sin WorldTour-debut og har det givet ham en god form fra start, kan han få sit gennembrud med det samme.

 

Nu om dage er Dries Devenyns primært kendt som hjælper for især vennen Julian Alaphilippe, men i Australien får han altid sin chance. Særligt i 2018 var han flyvende med sin flotte 5. plads, men også sidste år blev han en hæderlig nr. 10. Løbet passer fint til en eksplosiv fyr som Devenyns, der tillige kan gøre brug af en ganske hæderlig spurt. Desværre kan man tvivle på, om han fortsat klatrer godt nok til faktisk at vinde, men motivationen til at gribe en af årets få chancer er utvivlsomt stor. Sidste år manglede han lidt for meget, men genfinder han benene fra 2018, vil han være ganske tæt på.

 

Movistars trup afspejler deres nye triste virkelighed, hvor de formentlig vil være statister i mange løb, men de har trods alt en chance for at gøre sig gældende. Det skyldes, at de stiller med Eduard Prades, der i sit fantastiske 2018, hvor han blandt andet vandt Tour of Turkey og Tour of Norway viste, at han er specialist i puncheurløb som disse, hvor han kan bruge sin kombination af hurtighed og punch på korte bakker. Desværre havde han et trist 2019, hvor han kun i glimt gav prøver på sin klasse, blandt andet med en meget imponerende puncheurspurt i Polen, hvor han dog som så ofte før tabte på dårlig positionering. Prades skal være i temmelig god form for at følge de bedste på bakkerne på denne hårde rute, men til gengæld vil han elske spurten i Stirling. Vi tvivler på, at han er i topform allerede nu, men han er en af de ryttere, der kan blive en seriøs kandidat, hvis han vitterligt har lagt fra land i forbindelse med vintertræningen.

 

Deceuninck-Quick Step satser på Devenyns, men de har også en spændende kandidat i Mattia Cattaneo, der gør debut for holdet. Den tidligere vinder af Baby-Giroen er en sand lottokupon, der enten kan give stor gevinst eller vise sig som en grim nitte. Desværre har han ofte været en lidt langsom starter, og vi regner ikke med, at han er flyvende fra sæsonstart. Omvendt kom han for nogle år siden faktisk tilbage på sporet ved at tage en tidlig sejr i Provence, og måske har holdskiftet fået ham til at tæske igennem på de regnvåde italienske veje i løbet af vinteren. Hvis det er tilfældet, burde han som klatrer være ganske komfortabel på denne hårdere rute, også selvom han måske mangler det sidste punch til for alvor at blive en trussel mo de allerbedste.

 

Endelig vil vi nævne endnu en Deceuninck-rytter. Belgierne stiller nemlig også med talentfulde Joao Almeida, der sidste år blev nr. 4 i Utahs bjerge bag blandt andre Hermans og Piccoli. Det var desværre også det eneste højdepunkt i et trist 2019, men 2. pladsen i Babu-Giroen og sejren i U23-Liege i 2018 vidner om klassen. Han er måske mere klatrer end bakkespecialist, men han har et fornuftigt punch, der burde kunne give et hæderligt resultat i et løb som dette. Alt sammen bestemmes det af, hvor han står formmæssigt, og her er det næsten umuligt at sige, hvordan den lovende portugiser er kommet gennem sin første vinter som WorldTour-rytter.

 

OPDATERING: Patrick Bevin er desværre ude af løbet på grund af hjerteproblemer.

 

***** Richie Porte

**** Simon Yates, Diego Ulissi

*** Rohan Dennis, George Bennett, Daryl Impey, Ben Hermans, Romain Bardet

** Pavel Sivakov, Luis Leon Sanchez, Antwan Tolhoek, Lucas Hamilton, Jay McCarthy, Nathan Haas, Andrea Vendrame, James Piccoli, Dries Devenyns, Eduard Prades, Mattia Cattaneo, Joao Almeida

* Chris Harper, Dylan van Baarle, Rafael Valls, Fabio Felline, Jai Hindley, Aleksandr Riabushenko, Kilian Frankiny, Hermann Pernsteiner, Neilson Powless, Omar Fraile, Robert Power, Samuele Battistella, Matthew Holmes, Lachlan Morton, Ide Schelling, Geoffrey Bouchard, Simon Geschke, Sergio Samitier, Ryan Gibbons

SÆT DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD

 

Danskerne

Mads Pedersen kører sæsonens første løb i regnbuetrøjen, og selvom hans hovedopgave er at hjælpe Richie Porte til samlet sejr, har han fået lov også at vise farverne lidt frem i løbets massespurter. Her vil Michael Mørkøv være meget synlig som lead-out man for sin nye kaptajn, Sam Bennett, og også Asbjørn Kragh skal på Sunweb være del af et tog, når han skal forsøge at sætte stortalentet Alberto Dainese op til sejr. Endelig gør Mikkel Bjerg debut for UAE, hvor han skal støtte Diego Ulissi i klassementet og Jasper Philipsen i spurterne.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

 

Mitchelton-Scott: Holdet har to kaptajner i form af Impey og Yates, og derudover kan man håbe, at Hamilton kan få sin chance. Holdet forventes at tage stort ansvar, så de øvrige ryttere må anses som rene hjælpere.

 

Trek-Segafredo: Holdet satser 100% på Porte. I teorien kunne Kenny Elissonde og de unge Juan Pedro Lopez og Michel Ries også lave et resultat, men det bliver der næppe plads til på et hold, der har behov for at gøre løbet så hårdt som muligt.

 

Ag2r-La Mondiale: Bardet er den klare kaptajn, men som sagt håber vi, at Vendrame også er i form til at køre klassement. Vuelta-bjergkongen Geoffrey Bouchard samt måske Larry Warbasse kunne i princippet også gøre det hæderligt, men vi tvivler på, at formen rækker.

 

Lotto Soudal: Holdet satser primært på etapesejre med Caleb Ewan, men Matthew Holmes burde med sine to top 6-placering i Yorkshire kunne gøre det godt i et eksplosivt løb som dette. Thomas de Gendt plejer at mangle for meget på formen i Australien og vil primært vise sig frem i udbrud og måske jagte bjergtrøje.

 

Cofidis: Haas er holdet klare kaptajn, men klatreren Mathias Le Turnier kan også gøre det hæderligt, hvis han er i form fra sæsonstart.

 

Deceuninck-Quick Step: Den primære mission er at jagte etaper med Sam Bennett, men som sagt kan Devenyns, Almeida og Cattaneo alle gøre det godt i klassement.

 

Team INEOS: Dennis er den erklærede kaptajn, men derudover har holdet to jokers i den ovenfor omtalte Sivakov samt Dylan van Baarle. Den store hollænder klatrede som en drøm i Australien sidste år, hvor han vandt Herald Sun Tour, men han er trods alt nok for stor til at være med helt i front på denne hårde rute.

 

CCC Team: Holdet satsede 100% på Patrick Bevin, der nu er ude med hjerteproblemer. Måske kan Simon Geschke kan i stedet gøre det hæderligt, hvis han er i form fra sæsonstart.

 

Israel Start-Up Nation: Holdet har Hermans og Piccoli til klassementet, men resten af holdet er bygget op om André Greipel.

 

UAE-Team Emirates: Ulissi er den klare kaptajn, men hvis han er i form, er Alexandr Riabushenko med sin spurt og sit punch også en rytter, der kan overraske. Desværre er han sjældent på toppen, og det er meget usandsynligt, at han kommer flyvende ud fra vintertræningen.

 

Bora-Hansgrohe: Det handler stort set kun om McCarthy, men Ide Schelling burde som ardennerrytter kunne gøre det godt i et løb som dette, der dog er hans WorldTour-debut. Derudover kan den evige hjælper Cesare Benedetti gøre det fint, men formen rækker næppe allerede nu.

 

Astana Pro Team: Holdet satser på Sanchez, men i teorien burde løbet også være fremragende for Omar Fraile og Fabio Felline. Baskeren har imidlertid erklæret, at han primært er her for at hjælpe, og italieneren er stadig så meget en skygge af sig selv, at han næppe kan være med helt i front på en rute, der er en anelse for hård for ham i hans nuværende tilstand.

 

Team Sunweb: Holdet er uden en testikelskadet Chris Hamilton og satser nu i stedet på Jai Hindley. Som nr. 2 i det seneste Tour de Pologne burde han kunne gøre det godt, men et skidt australsk mesterskab tyder på, at han mangler form. Faktisk så Robert Power bedre ud, men også han manglede en del sidste søndag. Den tredje kandidat er Michael Storer, men han mangler stadig at vise sig fremme på dette niveau.

 

Groupama-FDJ: Holdet satser primært på spurterne med Marc Sarreau, men de har Kilian Frankiny til klassementet. Han kørte brølstærkt fra sæsonstart sidste år, men dette eksplosive er ikke ideelt for hans dieselmotor.

 

Movistar Team: Det unge hold skal udover at køre spurter med Gabriel Cullaigh satse på Prades i klassementet. Sergio Samitier klatrer også godt, men han er meget svingende.

 

NTT Pro Cyling: Holdets bedste bud er U23-verdensmesteren Samuele Battistella, der med sit punch egentlig burde være god på denne rute, men formentlig er en anelse overmatchet. Holdets unge klatrer Dylan Sunderland virkede meget formsvag ved de nationale mesterskaber. Ryan Gibbons var chokerende god med sidste års 11. plads, men denne rute må trods alt være for hård. Endelig kan Stefan de Bod begå sig, hvis han har formen fra Østrig Rundt, men den har han slet ikke været i nærheden af siden dengang.

 

Team Jumbo-Visma: Bennet er kaptajn, men derudover er Tolhoek et godt bud. Holdets meget lovende klatrer Chris Harper gjorde det også godt ved de nationale mesterskaber, men manglede det sidste i finalen, hvorfor han her nok også vil komme en anelse til kort i sin WorldTour-debut-

 

Bahrain-McLaren: Holdet satser på Rafael Valls, der tidligere har været i top 10, men han har ikke været på samme niveau i nu mange år og mangler desuden eksplosivtet. Det samme gør den ellers meget lovende Hermann Pernsteiner, form hvem stigningerne er alt for korte. Endelig drømmer unge Santiago Buitrago om ungdomstrøjen, men han har slet ikke været i nærheden af noget, der gør det realistisk at tro på det store på dette niveau.

 

EF Pro Cycling: Holdet satser på Neilson Powless og Lachlan Morton. Morton er på hjemmebane, men han har været helt ved siden af sig selv i så mange år, at det er svært at være optimistisk. Powless gik helt i stå hos Jumbo, og han mangler for meget til at tro på, at han kan køre med om podiet i et løb, der også er for eksplosivt for ham.

 

UniSA-Australia: Det unge landshold kommer denne gang primært med en hel stribe hurtige folk i form af Sam Welsford, Cameron Scott, Kelland O’Brien og Nicholas White, hvoraf Welsford nok er den hurtigste. Det ligner ikke et resultat i klassementet, men måske vil Samuel Jenner og den nykårede australske U23-mester Jarrad Drizners, der som banerytter har meget lidt landevejserfaring, forsøge sig.

SÆT DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD

Richie Porte
Simon Yates, Diego Ulissi
Rohan Dennis, George Bennett, Daryl Impey, Ben Hermans, Romain Bardet
Pavel Sivakov, Luis Leon Sanchez, Antwan Tolhoek, Lucas Hamilton, Jay McCarthy, Nathan Haas, Andrea Vendrame, James Piccoli, Dries Devenyns, Eduard Prades, Mattia Cattaneo, Joao Almeida
Chris Harper, Dylan van Baarle, Rafael Valls, Fabio Felline, Jai Hindley, Aleksandr Riabushenko, Kilian Frankiny, Hermann Pernsteiner, Neilson Powless, Omar Fraile, Robert Power, Samuele Battistella, Matthew Holmes, Lachlan Morton, Ide Schelling, Geoffrey Bouchard, Simon Geschke, Sergio Samitier, Ryan Gibbons
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour Down Under
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Race Torquay(1.1) 30/01

Trofeo Felanitx, Ses Sali...(1.1) 30/01

Race Torquay(1.1) 30/01

Trofeo Felanitx, Ses Sali...(1.1) 30/01

Trofeo Andratx Lloseta(1.1) 31/01

Cadel Evans Great Ocean R...(1.WWT) 01/02

Trofeo Serra de Tramuntana(1.1) 01/02

Cadel Evans Great Ocean R...(1.UWT) 02/02

Grand Prix Cycliste la Ma...(1.1) 02/02

Trofeo Palma(1.1) 02/02

Tour of Saudi Arabia(2.1) 04/02-08/02

Etoile de Bessèges(2.1) 05/02-09/02

Herald Sun Tour(2.1) 05/02-09/02

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger