Optakt: Tour du Limousin

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Som det er tilfældet i Spanien har mange regioner deres egne etapeløb, og modsat det store land på Den Iberiske Halvø har landet været i stand til at redde de fleste af dem igennem den økonomiske krise. Mange er relativt små 2.2-løb på UCI-kalenderen, men enkelte skiller sig ud med deres 2.1-status. Tour de l’Ain (dog ikke fra og med 2018), Tour du Poitou-Charentes, Tour du Limousin og Tour du Gevaudan afvikles i den anden halvdel af året, Tour du Haut Var og Tour La Provence holdes i februar, og i maj har man traditionelt haft Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, der nu begge er forsvundet.

Sammen med løbene i Ain og Poitou-Charentes har Tour du Limousin altid udgjort en fremragende løbsblok i august, hvor ryttere af alle typer kan finde noget til deres smag. Klatrerne har kunnet stjæle rampelyset i den bjergrige Ain-region, mens sprinterne og enkeltstartseksperterne har været i fokus i det flade terræn i Poitou-Charentes. Tour du Limousin er mere blandet. Terrænet er mere kuperet end i Poitou-Charentes, men der er ikke store bjerge som i Ain. De mange korte, stejle stigninger gør det til gengæld til et perfekt løb for puncheurs, der typisk slås om den samlede sejr. Nu er løbet i Ain flyttet til maj, men de to øvrige løb fungerer fortsat som en solid chance for at komme i gang efter sommerpausen inden de vigtige franske endagsløb senere på sæsonen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Tour du Limousin blev første gang afviklet i 1968 og var for amatører indtil 1974. I 1975 blev det en professionel begivenhed, og siden da er det blevet afviklet hvert år. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det et 2.1-løb, men det var kortvarigt i 2.HC-kategorien i 2011 og 2012. Siden 2013 har det imidlertid igen haft den lavere 2.1-status.

Vinderlisten er imponerende, inkluderer mange af de store navne og fortæller meget om løbets status i Frankrig. Bernard Hinault vandt to gange tidligt i sin karriere, og siden da har folk som Marc Madiot, Thierry Marie, Charly Mottet, Andrei Tchmil, Laurent Brochard, Patrice Halgand, Pierrick Fedrigo, Björn Leukemans og Martin Elmiger alle sejret. I de tidlige år var det primært en fransk affære, da kun to udgaver havde udenlandske vindere, indtil Jens Heppner sejrede i 1994. Det har imidlertid ændret sig meget i de senere år, og faktisk skulle vi indtil sidste år tilbage til 2009 for at finde den sidste franske vinder, Mathieu Perget. I de seneste fem år er kun seks af de femten podiepladser taget af en lokal rytter.

Løbet er traditionelt blevet afviklet over fire dage i august og har givet muligheder både for sprintere og puncheurs. Af og til har der været en enkeltstart, senest i 2010 hvor Gustav Larsson tog sejren. En sådan etape har imidlertid typisk afgjort klassementet fuldstændigt, da terrænet ikke er hårdt nok til at skabe store forskelle, og derfor har arrangørerne generelt foretrukket at holde sig til fire linjeløbsetaper, hvilket har gjort det til et slag om bonussekunder for de stærkeste sprintere og de bedste puncheurs.

Det var også tilfældet sidste år, hvor eksplosive Alexis Vuillermoz trods en sejr på kongeetapen tilsyneladende måtte se sig slået samlet af Elie Gesbert, der havde overrasket alle ved fra et udbrud at vinde 1. etape. Med smart kørsel lykkedes det imidlertid Vuillermoz alligevel at tage sejren via bonussekunder på sidste etape, og han endte med at slå Gesbert på summen af etapeplaceringer, mens Francesco Gavazzi var 19 sekunder efter på 3. pladsen. Efter sit styrt i Touren er Vuillermoz ikke i stand til at forsvare titlen, og Gesbert er heller ikke med denne gang. Det er til gengæld en formstærk Gavazzi, der netop har vundet en etape i Burgos.

Ruten

Som sagt har løbet før haft en enkeltstart, men det er ikke længere tilfældet. I stedet består det typisk af en blanding af relativt flade sprinteretaper og kuperede etaper med afslutninger på korte, stejle stigninger, hvor puncheurs og klassiskerspecialister samt stærke sprintere kan vise sig frem. I det hele taget har man en forkærlighed for bakker op til mål, og etaperne afsluttes som regel med stigende spurter.

Sidste år gav man løbets sværhedsgrad en ekstra tand, og den model har man fastholdt i år, hvor man byder på en sjælden afslutning på en ganske lang stigning over mere end 4 km. Løbet indledes med en klassisk puncheurfinale, hvor der allerede fra start vil være en chance for klassementsrytterne til at slå til, inden det torsdag gælder løbets kongeetape med mål på den nye stigning til målet i Grezes, der ganske vist ikke er stejl, men en del længere end typiske Limousin-bakker.

De sidste to dage er mere til hårdføre sprintere. 3. etape har en flad finale, men en lille bakke på den sidste kilometer betyder, at det også kan blive endnu en mulighed for puncheur-typerne. Til slut afsluttes der med den klassiske stigende spurt i Limoges, hvor vi altid ser en knivskarp dyst mellem en blanding af stærke sprintere og puncheurs, og hvor bonussekunder helt frem til sidste moment kan vende op og ned på det hele.

1. etape

I de senere år har løbet budt på flere og flere puncheurafslutninger og færre og færre sprinteretaper, og det er da også en sådan afslutning, der lægges ud med. På en ganske kuperet dag i typisk Limousin-terræn afsluttes der med en lille bakke i finalen, inden det gælder det stigende opløb, og dermed vil vi med det samme få en ide om, hvem der kan køre med om sejren i løbet.

I alt skal der tilbagelægges 172,7 km mellem Saint-Just-le-Martel og Bonnat. Første del af løbet foregår i kun let kuperet terræn, mens man kører mod nordøst med retning mod målbyen forbi den første spurt, der kommer efter 36,9 km. Efterhånden som man nærmer sig Bonnat, bliver terrænet mere udfordrende, og man skal blandt andet over kategori 3-stigningen Cote de Champsanglard (3,1 km, 4,5%) med top efter 72,4 km samt flere mindre bakker.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Efter 81,9 km krydser man målstregen for første gang, og etapen af sluttes nu med en omgang på en 90,8 km lang i det kuperede terræn nord for byen. Her venter der efter 92 km en spurt, inden man efter 119,7 km når toppen af kategori 3-stigningen Cote du Suchaud (3,7 km, 3,4%). Det uvejsomme terræn fortsætter, mens man kører forbi den sidste spurt efter 148,7 km, inden det gælder de to bakker i finalen. Først skal man over kategori 3-stigningen Cote de Linard-Malval (1,5 km 4,6) med top bare 5,5 km fra mål, inden man kører ned til bunden af målbakken. Den er ca. 2,2 km lang og stiger relativt jævnt med en sidste kilometer med 4,4% i snit. Finalen er teknisk, idet man følger en let bugtende vej fra toppen af stigning med flere halvskarpe kurver, inden man drejer skarpt med 450 m igen ind på den 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2375 højdemeter.

Finalen er ukendt og ikke specielt velbeskrevet, men det synes at være en god afslutning for både puncheurs og stærke sprintere. Den sidste bakke er ikke voldsomt stejl, så de lidt tunger folk kan godt være med, og da finalen generelt passer meget godt til resten af løbet, får vi med det samme en pejling om styrkeforholdet mellem favoritterne.

Bonnat har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

2. etape

Tour du Limousin er kendt for sine korte mure, men meget sjældent er der længere stigninger på menuer. Det forholder sig anderledes i år, hvor man for første gang skal slutte på toppen af en ganske lang opkørsel til Coteu de Grezes. Stigningen bliver aldrig stejl og er på ingen måde et reelt bjerg, men det burde kunne give anledning til lidt større forskelle, end man typisk ser i det franske løb.

I alt skal der tilbagelægges 176,7 km mellem Base departementale de Rouffiac og Coteau de Grezes. Fra start kører man igennem let kuperet terræn mod vest og siden syd forbi den første spurt, der kommer efter 18,9km. Senere drejer man mod sydøst, inden man rammer kategori 2-stigningen Cote des Grottes de Lascaux (1,8 km, 7,1%), der har top efter 61 km. Herfra slår man en sløjfe ved at køre mod nord op over kategori 3-stigningen Cote de Beauregard (3 km, 5%), der har top efter 83,1 km og frem til den anden spurt, der er placeret efter 100,2 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod sydøst, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning ved den tredje spurt, der kommer efter 128,7 km.

Herefter kører man næsten en hel omgang på runden, inden man kører ganske tæt forbi målstregen en første gang. Det betyder, at man skal over kategori 2-stigningen Cote de Terrasson (4 km, 5%) en første gang, denne gang dog uden bjergpoint på spil, ligesom man klatrer næsten hele vej op til mål via en 4,15 km lang opkørsel, der stiger med 5,1% i snit, hvis top nås efter 143,5 km. Herefter kører man en hel omgang på den 35 km lange runde med endnu en passage af Terrasson med top 10,6 km fra stregen - denne gang med bjergpoint på spil - inden man kører ned til målbakken, hvor der denne gang køres hele vejen til toppen af den 4,5 km lange stigning, der stiger med 5,35% i gennemsnit. I finalen følger man en let bugtende vej, indtil man drejer skarpt ind på den 200 m lange, 5 m brede opløbsstrækningen

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen har i alt 2618 højdemeter.

Som sagt er der tale om længere stigninger end vanligt i det franske løb, og det betyder, at det er en etape, der stiller større krav til klatrestyrken. Formentlig er de afsluttende stigninger for lange for sprintertyperne, og derfor ligner det en etape for puncheurs og eksplosive ardennerspecialister, der har et godt punch på stigninger, der ikke er specielt stejle.

Coteau de Grezes har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde. I 2014 var der mål i Grezes, hvor Cyril Gautier sejrede foran Davide Rebellin og Rein Taaramae i en puncheurafslutning.

3. etape

Efter to etaper for puncheurs håber sprinterne at komme i spil på de sidste to etaper, og der lægges ude med løbets eneste flade afslutning på 3. etape. Det betyder dog ikke, at der er tale om en let sag for i det stærkt kuperede Limousin-terræn går det op og ned hele dagen, hvor der er mange højdemeter på menuer, og det betyder, at man skal klatre ganske godt for at have en chance efter en hård etape. Derudover er der en skarp lille bakke i finalen, der formentlig vil være for hård for mange af afslutterne.

I alt skal der tilbagelægges 190,1 km mellem Egletons og Uzerche. Den indledende del af etapen er relativt flad, mens man kører mod først syd, så vest, siden nordvest og til slut sydvest frem til det mere kuperede terræn. Undervejs passerer man den første spurt efter 25,8 km, inden man rammer kategori 1-stigningen Cote des Costes (1,4 km, 12,2%), der har top efter 72,6 km. Herefter fortsætter man igennem relativt fladt terræn mod vest forbi den anden spurt, der kommer efter 93,1 km, inden man drejer mod nordvest og siden nordøst og blandt andet skal op over kategori 2-stigningen Cote de Comborn (3,2 km, 5,8%), der har top efter 108,8 km.

Terrænet bliver mere rynket, mens man kører det sidste stykke frem til rundstrækningen, hvor målstregen krydses for første gang efter 133,3 km. Herefter afsluttes etapen med en omgang på den 56,8 km lang runde i det kun let kuperede område nord for byen. Den byder på en spurt efter 145,3 km samt kategori 3-stigningen Cote de la Tour de Masseret (1,3 km, 8,5%) med top 20,5 km fra stregen. Herefter venter kun et par mindre bakker, inden det falder ned mod målbyen, indtil man med 1 km igen rammer en lille 500 m lang bakke, der stiger med 6-7%. De sidste 500 m er herefter let faldende. Finalen er teknisk med et skarpt sving under den røde flamme og et hårnålesving på bakken, inden vejen bugter sig let ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2876 højdemeter.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen er lidt svær at læse for den sidste bakke er ikke særlig velbeskrevet. De holdbare sprintere bør dog kunne klare sig med over og forsøge sig i en spurt, men bakkens tilsyneladende stejlhed betyder, at det også er en afslutning for de puncheurs, der ventes at have domineret de første etaper. Dermed kan vi vente os, at mange af hovedpersonerne fra de første dage igen vil køre med om sejren også her.

Uzerches har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Én ting er altid sikkert i Tour du Limousin: løbet slutter på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor et stigende opløb giver perfekte muligheder for stærke sprintere og puncheurs til at score afgørende bonussekunder. Løbet er altid tæt, og derfor bliver det som regel først afgjort i allersidste spurt, hvilket sandsynligvis vil være tilfældet igen i år.

Mens finalen altid er den samme, varierer resten af etapen fra år til år. I 2018 bydes der på 162,6 km mellem Bellac og Limoges. Fra starten snor man sig mod vest gennem relativt fladt terræn, inden man kører mod nordvest og siden nordøst op til den første spurt, der kommer efter 37,1 km. Her drejer man mod øst for at køre op over kategori 3-stigningen Cote de Darnac (3,3 km, 3,7%), inden man senere drejer mod syd for at køre ned til kategori 3-stigningen Cote de Rancon (1,9 km, 3,6%), der har top efter 73,7 km. Herefter går det mod sydvest forbi den anden spurt, der kommer efter 90,8 km, inden man drejer mod sydøst for at køre frem mod Limoges via den sidste spurt, der kommer efter 106,2 km og kategori 3-stigningen Cote de la Lande du Haut (3,3 km, 4,7%), der har top efter 113,4km

Efter 126,6 km krydser man målstregen for første gang, hvorefter der skal nu køres tre omgange på den småkuperede 12 km lange rundstrækning, hvor der først er en bakke, inden det falder ned mod den de sidste 2 km, der er stigende med en sidste kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,6%. Fet sidste sving leder ind på den 1000 m lange, 7 m brede opløbsstrækning i hjertet af Limoges.

Etapen byder på alt 2157 højdemeter.

Dette er en sand klassiker i Tour du Limousin, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Ganske vist er det før lykkedes udbrydere at holde hjem, men som regel ender det hele i en ganske hård spurt i løbets hovedby. Her har man både set puncheurs og stærke sprintere sejre, og de vil igen have blikket rettet mod endnu en spurtafgørelse i år. Det samme vil være tilfældet for klassementsrytterne, der håber, at finalen er hård nok til, at de måske kan forbedre deres position ved at score bonussekunder - måske også i de indlagte spurter, som Vuillermoz gjorde det sidste år - og som regel afgøres løbet først i sidste øjeblik, når alle bonussekunder er gjort op.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Løbet slutter som sagt altid i Limoges med samme finale. Sidste år overraskede et udbrud, da Guillaume Martin og Jerome Baugnies kørte hjem og tog en dobbeltsejr til Wanty, inden Mathieu van der Poel slog Damien Touze og Manuel Belletti i feltets spurt. I 2016 slog Sonny Colbrelli Francesco Gavazzi og Romain Feillu i den hårde spurt. I 2015 vandt Maurits Lammertink foran Colbrelli og Thomas Sprengers, mens Manuel Belletti var hurtigst i 2014. I 2013 viste Stephane Rossetto  ogsåat et udbrud kan holde hjem, og det samme gjorde Jeremy Roy i 2013. Matthieu Ladagnous, Davide Appollonio og Romain Feillu vandt spurter i hhv. 2012, 2011 og 2010. Benoit Vaugrenard snød sprinterne i 2009, og Aliaksandr Usau (2008), Sebastien Hinault (2007), Thor Hushovd (2006) og Pierrick Fedrigo (2005) har også alle taget spurtsejre. Inden det sejrede Cedric Vasseur (2004), Bernhard Eisel (2003), Fedrigo (2002) Gilles Boivard (2001), Felix Cardenas (2000) og Laurent Desbiens (1999). Touren var forbi i 2016, hvor Marcel Kittel tog sin eneste etapesejr det år, og i 2000, hvor Christophe Agnolutto vandt. William Bonnet og Franco Pellizotti har vundet Paris-Nice-etaper i byen i hhv. 2010 og 2007.

Favoritterne

Tour du Limousin ender som sagt næsten altid i en dyst på bonussekunder mellem puncheurs og stærke sprintere, der elsker de mange spurter i stigende finaler. Sværhedsgraden af løbet har dog varieret en del fra år til år. I nogle udgaver - eksempelvis i 2016 - havde sprinterne gode chancer på de fleste af etaperne, men i andre udgaver har terrænet været så kuperet, at det reelt kun har været puncheurs og ardennerspecialister, der har haft muligheder.

2018-udgaven synes at ville falde i sidstnævnte kategori. Ligesom sidste år har man designet en ganske svær sag med særligt den nye lange stigning for enden af 2. etape, der vil være langt den vigtigste dag. Bakken er ganske vist aldrig stejl, men den er lang, og det bliver derfor sværere for de mere klatrestærke sprintere at hænge på. Det betyder, at man i år skal være en relativt god klatrer for at kunne gøre sig gældende, og selvom etapen bør ende i en spurt i en relativt stor gruppe for eksplosive afsluttere, stiller løbet i år større krav til klatrebenene end vanligt.

Derudover vil de samme puncheurs formentlig have en god chance for at blande sig i kampen om sejren på bakken på 1. etape, men her kan stærke sprintere også være med. Det samme er formentlig tilfældet på 3. etape, hvor selve spurten er flad, men hvor bakken på den sidste kilometer umiddelbart virker ganske stejl. Til slut kender vi finalen i Limoges, hvor både puncheurs og stærke sprintere kan blande sig. Samlet set forventer vi fire spurtafgørelser af forskellig hårdhedsgrad, selvom udbrud ganske ofte har snydt feltet i det uvejsomme terræn.

Den hårdere rute betyder, at bonussekunder kan blive mindre afgørende end tidligere, og vi bør se større forskelle end vanligt. Da finalerne ikke er stejle, men snarere vil skabe udskilning bagfra er det dog formentlig stadig knivskarpt mellem de øverste i klassementet. Formentlig vil det derfor alligevel være tidsbonussen, der adskiller de folk, der kan gøre sig gældende alle dage.

Vejret bliver sommerligt med kun begrænset vind fra vest og kraftig varme de to første dage samt mere beherskede temperaturer de sidste to dage. Vinden vil derfor næppe spille den store rolle, og den vil ikke give anledning til splittelse. Der vil dog være medvind på målbakken på torsdag, og det kan gøre det hele lidt mere selektivt end ellers på den slags ikke specielt stejle stigninger.

Udsigten til en kamp mellem puncheurs får os til at pege på Francesco Gavazzi som vores favorit. Den erfarne italiener er specialist i at spurte på en bakke, og det er ikke uden grund, at han sidste år blev nr. 3 i løbet. Desværre har der været lidt langt mellem snapsene i år, men nu synes han at have fundet superformen. I hvert fald satte han flere topspecialister til vægs i puncheurafslutningen på 1. etape af Vuelta a Burgos, og det viser, at der fortsat er liv i de gamle ben. Den afslutning minder meget om den, der venter på 1. etape, og her vil han have en god chance for at køre med om sejren. Endnu bedre er mulighederne torsdag, for selvom han ikke elsker lange stigninger burde han nok kunne klare bakken på kongeetapen. 3. etape er mere åben, for han er ikke specielt hurtig i flade spurter, og det kan også blive svært at slå de tunger folk i Limoges. Samlet set betyder Gavazzis gode form og hans evner som puncheur dog, at han ligner et godt bud på en vinder via især de bonussekunder, han kan score i starten. Derfor er han vores favorit.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Egentlig havde vi Andrea Pasqualon som favorit, for den stærke italiener har i år vist sin klasse som puncheur. Allerede sidste år vandt han Coppa Sabatini foran selveste Sonny Colbrelli, og i år har han været endnu bedre med sejren på bakken i GP Plumelec og ikke mindst den samlede sejr i Tour de Luxembourg, hvor han atter viste sine evner i disse afslutninger. Formen er usikker efter Touren, men sidste år kom han flyvende ud fra Frankrig, og gør han det igen, kan han meget vel være favorit til 1., 3. og måske også 4. etape. Vi er dog bange for, at stigningen torsdag bliver lidt for lang her, og kan han ikke sidde med på især den lidt stejlere sidste kilometer, kan al den opsparede tidsbonus hurtigt forsvinde. Kan han til gengæld sidde med og undgå tidstab, behøver han ikke køre med om sejren, for som sprinter kan han med tidsbonus i indlagte spurter og på de tre øvrige etaper blive meget svær at slå.

Efter næsten at være forsvundet fra scenen nyder Anthony Roux nu måske sin hidtil bedste tid. Det startede med sejren på sidste etape i Route l’Occitanie, så vandt han et knaldhårdt fransk mesterskab, og senest kom han tilbage efter et skuffende Tour de Wallonie med en dybt imponerende 3. plads i Clasica San Sebastian, der ellers burde have været for hårdt. Det vidner om superform, og det gør ham farlig i et let kuperet terræn som dette. Stigningerne er i hvert fald ikke for svære, og hans gode spurt er velkendt. Dermed burde der være basis for masser af bonussekunder på særligt de sidste to etaper, hvor de fladere afslutninger passer ham. Vi har imidlertid lidt større skepsis over for chancerne på de første to etaper, for han mangler stadig for alvor at vise sine evner som afslutter på stigninger. Uanset hvad vil Roux være fremme alle dage og dermed køre med om sejren.

Julien Simon er med sin relativt gode flade spurt samt evner på korte bakker er som skabt til dette løb, hvor han sidste år blev nr. 4. Desværre har det været et skidt 2018, hvor kun hans 2. plads i favoritløbet i Plumelec bag Pasqualon viste, at der stadig er liv i benene. Efter en skuffende Tour kom han imidlertid flyvende ind til San Sebastian, hvor han pludselig endte som nr. 5 i et løb, der ellers burde være til den svære side. Det tyder på, at han er kommet godt ud af Touren, og er han det, er han farlig på især de første to etaper. I en flad spurt er han ikke så hurtig som tidligere, men alt i alt burde han alligevel kunne score mange bonussekunder og derfor blande sig i kampen om sejren.

Eduard Prades havde et drømmeforår, hvor han efter en 3. plads i Castilla y Leon blev nr. 2 bag Van Avermaet i Yorkshire og siden tog den helt store samlede sejr i Tour of Norway efter en stor duel med Alexander Kamp. Han fortsatte med en 4. plads i Luxembourg, men siden da har der været stille om ham, mens han har forberedt sig til Vueltaen. Han udgik af EM, så hans form er temmelig uklar, men så tæt på Vueltaen bør han være stærk. Han har i både Yorkshire og Luxembourg viste sine skarpe evner som puncheur, og derfor burde især de to første etaper passe ham glimrende. Han mangler dog stadig at vise, at han også er hurtig nok til at vinde disse afslutninger, og i et løb afgjort på bonussekunder, kan det blive svært mod de mange specialister i dette løb. Det bliver også spændende at se hans unge holdkammerat Cyril Barthe fortsætte de gode takter i et løb, der burde passe ham fint.

Det har været en skidt sæson for Lilian Calmejane, der senest oplevede en meget skuffende Tour, hvor han ligesom i resten af 2018 aldrig fandt sine bedste ben. Nu skal han forsøge at rejse sig, men ingen ved, hvor han står formmæssigt. Calmejane er ikke en typisk puncheur, men han har en ganske god afslutning i stigende finaler, og derfor kan han gøre sig gældende i dette løb. De sidste to etaper er formentlig for nemme for ham, og når han skal tælles som en af topfavoritterne skyldes det især den lange stigning på 2. etape. Den bør nemlig tale til hans fordel, og selvom der på papiret er hurtigere folk end ham, kan en Calmejane, hvis han endelig har fundet formen, blive livsfarlig på de første to etaper, hvor han kan opbygge en buffer, han skal forsvare de sidste dage.

En af Prdes’ konkurrenter i Luxembourg var Anthony Perez, der nu to år i træk med sin gode spurt op ad bakke har vundet etaper i fyrstendømmet, endda sidste år foran Van Avermaet. Det vidner om klassen, og selvom han kun sjældent har vist det, vidner resultaterne om, at hans evner som puncheur ikke skal undervurderes. Han kørte samtidig en flot Tour, hvor han klatrede bedre end vanligt, og derfor burde han også have chancer her, selvom 2. etape har en længere stigning. Den er den største forhindring for ham, men en Perez i storform kan i teorien køre med om sejren på som minimum de første to etaper, og det gør ham til en god kandidat. Cofidis’ tredje kandidat er Nicolas Edet, der har et ret godt punch, men i et løb med både Perez og Simon, der er bedre afsluttere, kan han ende i en hjælperrolle.

Nippo-Vini Fantini stiller med et veritabelt superhold med hele fire specialister i at spurte op ad bakke. Desværre er de ikke tilgodeset af den længere stigning på 2. etape, der kan blive for svær for dem alle. Størst chance tilskriver vi talentfulde Nicola Bagioli , der i årets første måneder viste sit fantastiske potentiale også i ret svært terræn, og han bekræftede det gode indtryk med en fremragende 3. plads i den stigende spurt på 4. etape i Burgos, hvor han ellers kom fra en håbløs position. Desværre blev han sat ud af spillet af defekt på 1. etape, der havde passet ham endnu bedre. Her viste Marco Tizza med en 4. plads storform, og det bekræftede han med en 2. plads foran Bagioli på 4. etape. Desværre kan bakken på 2. etape blive for lang. Det samme kan den for holdets normale kaptajn Marco Canola, der skuffede lidt på 1. etape i Burgos, og mens de tre af etaperne passer ham godt, er vi lidt bange for, at 2. etape bliver for svær. Endelig er der Juan Jose Lobato, der er ved at genrejse karrieren med et par fine præstationer, men som trods sine evner i stigende spurter nok skal spille en hjælperrolle.

Det har ikke været en let tid for Michel Kreder, men med gode resultater i de stigende spurter i Østrig viste han, at han er tilbage. Det samme gjorde han med en fin, men dog lidt ustabil indsats i Wallonien, og han må have set frem til dette løb, der passer ham ganske perfekt. Hans speciale er nemlig puncheurfinaler, og med blandt andet en podieplads i Arctic Race of Norway sidste år har han vist klassen også på relativt lange bakker som den, der venter på 2. etape. Formentlig er han oppe mod lidt for hurtige folk til at vinde, men han bør være med fremme. Til gengæld mangler holdkammeraterne Stefan Denifl, Larry Warbasse og Dan Pearson, der ellers klatrer godt, nok eksplosiviteten til at blande sig.

Ag2r er uden den forsvarende vinder Alexis Vuillermoz, men de har stadig et par gode kort. Bedst chancer har nok den altid så ustabile Alexandre Geniez, for han har gang på gang vist sin hurtighed i spurter efter hårde løb, blandt andet i Tour de l’Ain og Tre Valli Varesine. Desværre ved man aldrig, hvor man har Geniez, der opgav Touren på grund af dårlig form, så det kan gå begge veje for ham. Han er oppe mod hurtigere folk, men med en længere stigning på 2. etape har han en chance. Spændende bliver det, om 2. etape er for hård for holdkammeraten Samuel Dumoulin . Han er ellers specialist i afslutningerne på de øvrige 3 etaper, hvor han vil være blandt favoritterne, men han klatrer ikke så godt som tidligere. Klarer han 2. etape, er hans livsfarlig, men det kan blive for svært. Også hurtige Matteo Montaguti burde være god her, men han mangler stadig at vise evnerne i stigende spurter. Også Cyril Gautier har et rimeligt punch, men han er næppe hurtig nok til at vinde.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

En spændende oustider er Andrea Vendrame. Den unge italiener har vist sig som en fremragende puncheur og stærk i kuperet terræn. Han vandt favoritternes spurt bag de to forreste på kongeetapen i Sarthe og viste med en imponerende samlet 14. plads i Slovenien, at han også kan klare meget længere stigninger. Derfor burde han have en chance for at klare også 2. etape, og de øvrige finaler passer ham alle ret perfekt. Problemet er, at han formentlig skal køre for Gavazzi, der er i storform. Holdet har også Mattia Cattaneo, men han var ikke alt for skarp i Burgos og er heller ikke hurtig nok til for alvor at blande sig.

Fortuneo er her uden sidste års overraskelse Elie Gesbert, men har stadig i hvert fald to gode kort. Det gælder særligt den tidligere U23-verdensmester Kevin Ledanois, der har haft en ganske svær tid som professionel, men kørte en ganske flot Tour. Med sit gode punch burde han passe godt til dette løb. Det samme gør holdkammeraten Maxime Bouet, der er en god klatrer og en fornuftig afslutter, men som desværre har haft en skadesramt sæson og kørte en Tour under niveau. Holdet kan også se til altid stærke og halvhurtige Anthony Delaplace, mens det nok bliver for hårdt for Armindo Fonseca, der ellers har stigende spurter som sit speciale.

Feltet tæller også rene klatretyper som Sebastien Reichenbach, Pieter Weening, Giulio Ciccone, Ildar Arslanov, Alexey Rybalkin og Hubert Dupont , men de mangler eksplosivitet til at blande sig I kampen om sejren. Andre spændende navne kunne være Angel Madrazo, Julien Antomarchi, Simone Andreetta, Romain Combaud, Oscar Riesebeek, Patrick Müller og Benoit Cosnefroy, men hvis ikke de kører aggressivt, kan de næppe køre med om sejren.

OPDATERING: Davide Ballerini er en sen tilføjelse til startlisten i stedet for Mattia Cattaneo, og han kan blive farlig, hvis ikke han skal køre for Gavazzi. Klatrenerne Giulio Ciccone og Sebastien Reichenbach kommer til gengæld ikke til start. I stedet for Ciccone kan formstærke Simone Sterbini måske gøre det pænt. Benjamin Thomas kan være en outsider for FDJ, men skal formentlig køre for Roux. Endelig er de hurtige Anthony Maldonado og Kevin Le Cunff kommet på startlisten som interessante oustidere, ligesom Elie Gesbert alligevel skal forsøge at gentage sidste års andenplads og bør kunne gøre det godt. Han erstatter Maxime Bouet

***** Francesco Gavazzi

**** Andrea Pasqualon, Anthony Roux

*** Julien Simon, Eduard Prades, Lilian Calmejane, Anthony Perez, Nicola Bagioli

** Marco Canola, Marco Tizza, Davde Ballerini, Alexandre Geniez, Samuel Dumoulin, Michel Kreder, Andrea Vendrame, Elie Gesbert, Nicolas Edet, Kevin Ledanois

* Cyril Barthe, Matteo Montaguti, Cyril Gautier, Angel Madrazo, Anthony Maldonado, Kevin Le Cunff, Simone Sterbini, Bryan Coquard, Anthony Delaplace, Julien Antomarchi, Alvaro Cuadros, Stefan Denifl, Juan Jose Lobato, Simone Andreetta, Benjamin Thomas, Filippo Zaccanti, Ildar Arslanov, Alexey Rybalkin, Ivan Rovny, Larry Warbasse, Romain Combaud, Oscar Riesebeek, Hubert Dupont, Patrick Müller, Benoit Cosnefroy

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.