Optakt: Tour of Oman

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstart, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens traditionelle kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb viste sig at være genial, idet det skabte en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte inviterede de samme hold og havde et stort overlap af ryttere. Alligevel var der en stor forskel på de to løb, og det var vidt forskellige ryttere, der dominerede i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet blev skabt af vinden, der ofte førte til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte forblev i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, var det andet ASO-løb i Arabien domineret af klatrere.

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og navne som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Joaquim Rodriguez og Cadel Evans udkæmpede for år tilbage nogle mindeværdige slag på de omanske stigninger.

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en flot forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Froome, Contador, Nibali, Evans og Rodriguez, hvis dyst blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet atter tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det en smuk afslutning på en unik del af kalenderen.

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og det indvarslede en ny epoke. I de seneste år har man nemlig klart tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve, der begge køres i samme periode. Hovedårsagen er formentlig det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

I 2017 fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet blev Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdtes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig fik det WorldTour-status, mens det aldrig var på tale for løbet i Oman, der i stedet har været truet på dets eksistens. Det er lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour have været en styrke. Også det nye løb havde en stor bjergafslutning, og dermed appellerede de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution mellem de to begivenheder syntes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour overtog den ledige plads fra løbet i Qatar, var der atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

Desværre havde Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det var derfor ikke muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kørte begge løb, og da det var løbet i Abu Dhabi, der var højst i hierarkiet, stod Tour of Oman ligesom i både 2017 og 2018 tilbage som en stor taber. Således lykkedes det sidste år ikke at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det var hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kastede stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld har løbet fået en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai habde fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

I år er den tidligere så omfangsrige mellemøstlige kalender reduceret yderligere med beslutningen om at slå Dubai og Abu Dhabi Tour sammen til det nye og meget ambitiøse UAE Tour, der er udvidet til syv dage og en del af WorldTouren. Det har ganske vist reduceret antallet af løbsdage i regionen til 13, men egentlig burde det have haft en gunstig effekt på løbet i Oman. En klog beslutning om at flytte begivenheden, så det nu slutter tre dage inden starten i araberne burde have skabt en perfekt synergi mellem de to løb, der endda begge appellerer til klatrere. Det er imidlertid slet ikke lykkedes, og faktisk har kalenderændringen nærmest været en katastrofe for Tour of Oman. Mens løbet tilsyneladende har bibeholdt sin appel til sprintere og klassikerryttere, der med navne som Greg Van Avermaet, Giacomo Nizzolo, Magnus Cort, André Greipel, Alexander Kristoff, Niccolo Bonifazio, Niki Terpstra, Oliver Naesen, Nacer Bouhanni, Sonny Colbrelli, Nathan Haas og Bryan Coquard er valfartet til ørkenen i stort antal, er Domenico Pozzovivo i år helt alene om at repræsentere grand tour-stjernerne, og der er tilsyneladende næsten ingen, der har planer om at køre begge løb.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Allerede sidste år var favoritlisten relativt tam, og det udnyttede Astana til at knuse al modstand. Forhåndsfavoritten Miguel Angel Lopez vandt som ventet kongeetapen, men ganske overraskende måtte han samtidig agere hjælper for Alexey Lutsenko, der viste sig uventet stærk på Green Mountain, og mens colombianeren altså kunne tage etapesejren, var en 2. plads og bonussekunder fra tidligere etaper nok for kasakken til at vinde samlet med Lopez på 2. pladsen og Gorka Izagirre på 3. pladsen. Lutsenko vender tilbage for at forsvare sin titel, men må denne gang klare sig uden hjælp fra Lopez, der i stedet kører på sin colombianske hjemmebane, og heller ikke hans nye holdkammerat Izagirre er med denne gang på det, der er et meget kasakhisk Astana-mandskab.

Ruten

Efter oprindeligt at have været et løb for temporyttere er Tour of Oman som sagt nu et løb for klatrere. Enkeltstarten er væk fra ruten, der i stedet består af en blanding af flade sprinteretaper, kuperede etaper, der passer til hurtige og eksplosive klassikerryttere, og en reel bjergetape. Løbet har som regel haft perfekt vejr, og dermed er det et godt forberedelsesløb for snart sagt enhver ryttertype.

Arrangørerne har gradvist gjort løbet hårdere og hårdere ved at tilføje flere stigninger, og de har efterhånden fundet sig en samling af finaler, som de genbruger år efter år, dog i forskellige kombinationer. Dermed har løbet efterhånden fundet en relativt fast formel. I 2016 nåede hårdheden imidlertid et helt nyt niveau, idet man i tillæg til de tre hårde etaper, der typisk har været en del af ruten, inkluderede en helt ny afslutning på en stigning, ligesom man klatrede længere op ad Green Mountain på løbets kongeetape. Den model gentog man stort set i 2017, hvor det praktisk talt var de samme seks etaper, der var på menuen, og den største ændring var en ændret rækkefølge. Den forlængede udgave af Green Mountain skrottedes imidlertid, og man sluttede i stedet kongeetapen, hvor man traditionelt har gjort det.

Årets rute er også i høj grad en historie om genbrug, og vi kender derfor næsten alle etaerne fra tidligere. Højdepunktet er naturligvis igen onsdagens kongeetape til Green Mountain, hvor man igen slutter det sædvanlige sted, og det er i høj grad den etape, der vil afgøre klassementet. Den nye afslutning på stigningen uden for Quriyat, som blev brugt i 2017 og 2016, vender imidlertid også tilbage på mandag efter et års fravær og vil kunne skabe en vis splittelse, selvom de tidligere sejre til hhv. Søren Kragh og Edvald Boasson Hagen vidner om, at det er en etape for puncheurs mere end klatrere.

Mandagens etape er sammen med 2. etape den bedste chance for klassikerrytterne, der meget vel kan ende med at skulle i en mindre gruppe i søndagens eksplosive finale, der er kendt fra tidligere år. De plejer også at have tirsdagens 4. etape som en mulighed for en lignende afslutning, men denne gang har man ændret finalen på etapen, der sidste år blev vundet af Magnus Cort, så de hårdføre sprintere alle burde komme med hjem til et dog ganske interessant let stigende opløb. De rene sprintere får det på denne dag nok for svært, men kan så til gengæld se frem til den helt nye 1. etape samt den klassiske sidste etape til Mutrah Corniche, der begge ventes at ende i massespurter.

1. etape

Det har været en hovedregel, at sprinterne har haft mulighed for at spurte om sejren på førstedagen, og det var kun i 2016, at man afveg fra den model. I år har man atter den velkendte formel med en relativt flad åbningsetape, der bør give de hurtige afsluttere muligheden for igen at få en enkelt dag i førertrøjen. Alligevel er der plads til nyskabelse, da det vil ske efter en helt ny og for Tour of Oman usædvanligt flad etape.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 138,5 km, der fører feltet fra Al Sawadi Beach til Suhar Corniche, der som navnene antyder begge er lokationer ved den omanske kyst, hvor etaperne i Oman har for vane at slutte. Begge er de placeret vest for hovedstaden Muscat, og etapens nyskabelse består i, at man helt usædvanligt slet ikke begiver sig ind i landet. Tværtimod er strækningen usædvanligt enkel, idet den ganske enkelt består af en lang tur mod nordvest langs den flade kystvej.

Derfor er etapen også blottet for terrænmæssige udfordringer og må være den fladeste i Tour of Omans nu 10-årige historie. De eneste højdepunkter er de indlagte spurter, der kommer efter hhv. 32 og 106,5 km, hvorefter man fortsætter frem til byen Suhar. Her venter to sving i rap umiddelbart inden indgangen til byen, hvorefter man rammer den km lange og helt flade opløbsstrækning.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Etapen byder på i alt bare 147 højdemeter.

Uden stigninger har denne etape alle ingredienserne til at være en traditionel sprinteretape. Da de hurtige afsluttere ikke har mange mulighed i årets løb, skal de slå til hver gang, chancen byder sig, og derfor bør det blive afgjort i en massespurt. Rytterne skal imidlertid være opmærksomme på risikoen for sidevind langs den omanske kyst, men historien viser, at det aldrig rigtigt sker i Oman. Med mindre det blæser voldsomt, vil en sprinter vinde 1. etape i et brag af en spurtafgørelse.

Suhar Corniche har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

2. etape

De rene sprintere vil træde i baggrunden på dag to, der forventes at skabe den første lille udskilning i klassementet og give klassikerytterne en chance for at gå efter sejren. Finalen i Al Bustan har udviklet sig til lidt af en klassiker og har i de senere år repræsenteret den første lille test for de ryttere, der drømmer om den samlede sejr, og det vil igen være tilfældet i 2019. Samtidig har modvind før givet sprinterne mulighed for at gå efter triumfen, og det har skabt rammen om et uforudsigeligt cykelløb.

Årets etape er med sine 156,5 km en relativt kort sag, der bringer rytterne fra Royal Cavalry Oman til Al Bustan, der er en østlig forstad til hovedstaden Muscat helt ude ved kysten. Etapen er næsten en tro kopi af sidste års udgave, og det er kun startområdet, der er flyttet et par kilometer, så distancen er forkortet en anelse. Fra starten helt ude ved vandet bevæger rytterne sig mod sydvest igennem fladt terræn, hvorefter de følger vandet mod vest, inden de drejer mod syd for at køre ind i ørkenen. Det betyder, at det begynder at stige let, og det bliver kun stejlere, når man sætter kursen mod nordøst og byen Fanja. Først venter Fanja-stingingen (1 km, 9,5%), der har top efter 49 km, inden man kører ned til selve byen. Herfra fortsættes mod øst gennem fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 73,5 km, inden man kører gennem let faldende terræn mod nordøst ned til udkanten af Muscat.

I etapens anden halvdel bevæger man sig ind i bakkerne sydøst for hovedstaden, hvor man snor sig rundt og rammer stigninger, der er velkendte af de fleste ryttere. Først mødes de af Bousher Al Amerat (3,4 km, 8,8%), der er lidt af en klassiker i løbet, og som altid spiller en nøglerolle på den etape, der i år kommer på dag 4. Dens top er placeret efter 107,5 km, og herefter fortsætter man ad flade veje mod øst til den traditionelle finale, der med sine to stigninger er helt uforandret i forhold til tidligere.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Den består af en lille tur frem og tilbage nær kysten øst for Muscat og indeholder to stigninger. Den første udskilning foretages på Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9,8%), hvis top nås med bare 22,5 km til mål. Dernæst fortsætter man af faldende veje til Al Jissah, hvor dagens sidste spurt kommer bare 9 km fra stregen. Dagens afgørende udfordring er herefter Al Jissah-stigningen, der stiger med 9% over 1,4 km. Toppen kommer med bare 5 km til mål og efterfølges af en nedkørsel, der fortsætter helt frem til de sidste 1500 m, hvorfra det flader ud. 900 m fra mål når feltet kystvejen via et venstresving i en rundkørsel. I 2014 ramte feltet herefter en lille stigning, men siden 2015 er afstanden til toppen af Al Jissah blevet afkortet med én kilometer, og målstregen kommer i stedet efter nogle få hundrede meter op ad denne lille ganske beskedne bakke.

Etapen byder på i alt 1820 højdemeter.

Historien viser, at man kan forvente næsten alt på denne etape, og meget afhænger af vinden. Hvert år angriber klassementsrytterne på den sidste stigning, men deres forsøg holder sjældent hjem. Hvis der er modvind, er der stor chance for, at en større gruppe skal spurte om sejren, men er der medvind, bliver gruppen mindre, og så er det muligt at angribe på det flade stykke mod mål, som er svært at kontrollere. Efter at man i 2015 flyttede målstregen tættere på toppen af stigningen, er der kun 900 flade meter, og det har givet aggressive ryttere en langt bedre chance. Samtidig er det den første lille test for klassementsrytterne, og man har ofte set nogle store navne tabe tid på denne etape.

Etapen er som sagt velkendt og har været brugt hvert år siden 2013. Dengang satte Sky et hårdt tempo på den første af de to finalestigninger, inden Rinaldo Nocentini og Alberto Contador angreb på den sidste bakke. De blev hentet, og derefter blev 50 ryttere samlet. Der var imidlertid ikke mange hjælperyttere, og derfor lykkedes det Martin Elmiger, Vincenzo Nibali og Tony Gallopin at stikke af på de sidste 2 km. Peter Sagan kørte op, og i stedet for at vente på spurten kørte han direkte forbi til en imponerende solosejr.

I 2014 blev feltet igen decimeret på stigningerne, men da der var en stærk modvind på den sidste af disse, overlevede André Greipel og flere andre sprintere. Efter at Chris Froome, Sagan, Zdenek Stybar og Fabian Cancellara var blevet hentet på den sidste kilometer, slog tyskeren Sagan og Nacer Bouhanni i en reduceret massespurt. I 2015 angreb klassementsrytterne på stigningen, og det skabte en gruppe på 19 ryttere, der spurtede om sejren. Sagan var den store favorit, men han blev kun nummer 5 bag Fabian Cancellara, der tog sejren foran Alejandro Valverde og Greg Van Avermaet.

I 2016 var der igen udsigt til en spurt i en gruppe på bare 16 ryttere, men Bob Jungels overraskede rivalerne og kørte hjem til en solosejr. I 2017 betød en sen ændring, at man sluttede etapen på toppen af den sidste stigning, og det gjorde muligt for Ben Hermans at tage sejren i en typisk puncheurfinale foran Rui Costa og Jakob Fuglsang. Sidste år var etapen ganske selektiv, da kun 16 mand overlevede i første gruppe, og her slog Nathan Haas akkurat Greg Van Avermaet og Alexey Lutsenko i spurten.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

3. etape

Mens Tour of Oman altid har haft nogle eksplosive etaper med plads til klassikerryttere, har der som regel kun været en bjergafslutning på programmet i form af den klassiske kongeetape til Green Mountain. Den model ændrede man lidt på i 2016, hvor man som noget helt nyt introducerede et etapemål på en eksplosiv stigning i udkanten af byen Quriyat, hvor Edvald Boasson Hagen spurtede sig til sejr. Etapen blev genbrugt i 2017, hvor Søren Kragh højst overraskende tog karrierens dengang største sejr, og efter et års fravær gør den spændende etape i år comeback i det, der vil være den første alvorlige test for klassementsrytterne.

I alt skal der tilbagelægges hele 192,5 km på den forholdsvis lange etape, der fører feltet fra Shati al Qurum til målet på toppen af bakken i udkanten af Quriyat. Startområdet er placeret helt ude ved kysten i hjertet af Muscat, hvor man følger vandet mod øst, indtil man kører mod sydvest ud gennem hovedstadens forstæder. I udkanten af byen drejer man mod syd for at bestige den vanskelige Bousher Al Amerat-stigning (3,4 km, 8,8%), der vil spille en nøglerolle på 4. etape, og som har top efter 13 km. Nedkørslen fører mod sydøst videre ud i ørkenen, hvor man rammer mere fladt terræn. Efter at have passeret den første spurt efter 26,5 km fortsætter man mod sydøst i en længere periode, hvor terrænet kun er ganske let stigende, indtil et let kuperet stykke afløses af en nedkørsel, der fører ned til forplejningen efter 87 km.

Ved forplejningen rammer man en rundstrækning, der i finalen skal tilbagelægges i både en lang og en kort form. Først fortsætter man mod sydøst igennem let kuperet terræn ud til et vendepunkt, hvorefter man vender rundt for at køre tilbage mod Quriyat, som man er kørt syd om tidligere. Efter at have passeret dagens anden spurt efter 127,5 km, flader det ud, mens man følger kysten mod nordvest, indtil man drejer mod vest for for første gang at forcere Quriyat-stigningen (2,8 km, 6,5%), på hvis top målet er placeret.

Stregen krydses for første gang efter 150 km, og etapen afsluttes nu med en omgang på en 42,5 km lang rundstrækning, der indledes med, at man fortsætter mod nordvest via et let stigende stykke og en efterfølgende nedkørsel. Herefter rammer man atter forplejningszonen, hvor der drejes mod sydøst for atter at benytte den første del af rundstrækningen, der også blev tilbagelagt tidligere på etapen. Denne gang skærer man dog den fladeste del fra, idet man i udkanten af Quriyat drejer mod nord og derefter mod nordvest og siden vest for efter et helt fladt indløb at ramme stigningen for sidste gang. Den 2,8 km lange stigning er relativt regulær, men flader en anelse ud nær toppen, hvor sidste kilometer stiger med 5,2% i gennemsnit. Den har to hårnålesving tæt på den røde flamme, og derefter bugter vejen svagt mod venstre, inden rytterne når den 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2375 højdemeter.

Tidligere udgaver af etapen viser, at det næppe er en dag, hvor løbet kan vindes, men man kan sagtens tabe værdifuld tid i en finale, der passer mere til eksplosive typer end til rene klatrere. Feltets puncheurs håber på at gentage Edvald Boasson Hagens og Søren Kraghs triumfer, mens klassementsrytterne skal undgå dumme tidstab inden lørdagens kongeetape. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en af løbets favoritter kan tage sejren og score vigtige bonussekunder, hvis vedkommende besidder tilstrækkeligt punch på denne korte stigning, der som nyt skal passeres to gange, hvilket måske kan gøre etapen en anelse hårdere.

Den sidste stigning gjorde debut i 2016 og viste sig at passe til et mix af puncheurs og klassementsryttere, der spurtede om sejren på bakken. Ni ryttere sluttede således i samme tid, og af dem var Edvald Boasson Hagen hurtigst foran Vincenzo Nibali og Greg Van Avermaet. Yderligere seks mand tabte 6 sekunder, mens 35 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2017 sejrede Søren Kragh foran Rui Costa og Ben Hermans på en dag, hvor 8 mand blev noteret for vindertiden, og hvor hele top 20 sluttede inden for 10 sekunder af Kragh.

Quriyat var også vært for løbet i 2014, hvor man sluttede inde i byen. Her vandt Alexander Kristoff en massespurt foran Leigh Howard og Tom Boonen.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

4. etape

I 2013 introducerede arrangørerne en ny nøgleetape, der sluttede med flere passager af den hårde Bousher al Amerat-stigning, inden man kørte ned til en finale i området med landets mange ministerier i udkanten af Muscat. Det gav anledning til et helt fantastisk løb, og derfor blev en svagt modificeret udgave af samme etape anvendt i 2014. Igen blev det stærkt underholdende, og siden da har denne etape været på programmet hvert eneste år med ret forskellige udfald fra gang til gang. Det vil også være tilfældet i 2019, hvor etapen kommer på fjerdedagen og ikke dagen før afslutningen, som det ofte har været tilfældet, men hvor en ændring af afslutning samtidig betyder, at der denne gang er tale om en dag for hårdføre sprintere og ikke klassementsryttere.

Med sine 131 km er etapen som altid meget kort og fører i år fra kystbyen Yiti (Al Sifah) bare et par kilometer øst for Muscat til det nye mål ved Oman Convention and Exhibition Centre. Efter start bevæger rytterne sig ad tricky kystveje mod nordvest og mod Muscat, og undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 27 km.

Efter 31 km får feltet en første chance for at teste klatrebenene på Al Jissah-stigningen (1,4 km, 8.9%), der var den sidste bakke i finalen på 2. etape. Bare syv kilometer senere rammer de stigningen Al Wadi Al Kabir (1,9 km, 6,3%), hvor en lille sløjfe gør det muligt at forcere bakken, hvorefter de returnerer til fladt terræn, mens de kører ind i hovedstaden. Her kører feltet en omgang på en lille flad rundstrækning.

Fra bycentrum bevæger feltet sig mod syd ad flade veje til forstaden Al Amerat, hvor den hårde del ag etapen starter, når de rammer den svære rundstrækning med Bousher al Amerat-stigningen, som de allerede har været oppe over på de to foregående etaper. Først klatrer de mod nordvest fra den nemme side, hvor den stiger med 6,8% over 3,2 km. Derfra kører de videre ned til Muscat, hvor de vender rundt, og derefter kører en hel omgang på den 29,5 km lange rundstrækning, der er helt simpel. De første 3,4 km består af Bousher al Amerat fra den stejle side, hvor den stiger med 8,8% i gennemsnit, hvorefter der følger en nedkørsel og et kort fladt stykke. Herefter foretager man en U-vending for igen at køre op ad stigningen fra den nemme side. Der vil være bjergpoint på toppen af stigningen de første to gange, mens den sidste indlagte spurt med bonussekunder kommer ved sidste passage af toppen.

Her venter etapens nyskabelse. Hidtil er man herfra kørt de bare 13,5 km ned til målet ved Turismeministeriet, men denne gang kommer stigning med hele 27 km til stregen. Igen kører man via nedkørslen mod nord ned til Muscat, men i stedet for at slutte her køres i år mod vest igennem fladt terræn ud gennem hovedstadens forstæder. Først efter en lille bakke med knap 10 km igen drejer man mod nord via en nedkørsel, hvorefter det går mod øst hen mod mål. Her begynder det at stige let over de sidste knap 1500 m.

Etapen byder på i alt 2742 højdemeter.

Etapen er som sagt lidt af klassiker, men den er blot blevet gjort lettere fra år til år. Sammenlignet med 2014- og 2015-udgaverne har man reduceret antallet af ture op ad stigningen fra fire til tre, og som noget nyt har man denne gang altså også flyttet mål så langt væk fra bakken, at etapen nu reelt er ubrugelig for klassementsrytterne. I forvejen har modvind i de senere år tippet balancen mod hårdføre sprintere, og i år synes det næsten givet, at et reduceret felt skal spurte om sejren på en stigende opløbsstrækning, der dog også burde kunne passe fint til klassikerryttere og puncheurs.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Finalen gjorde debut i 2013, hvor vi var vidner til et stort drama, og hvor Sky med et brutalt tempo skabte stor udskilning, inden Chris Froome, Joaquim Rodriguez og Alberto Contador endte med at skulle spurte om sejren med briten som den hurtigste. I 2014 angreb Chris Froome igen på den sidste stigning, og kun Rigoberto Uran kunne følge ham. Stærk modvind gjorde det umuligt at holde forfølgerne bag sig, og i stedet angreb Uran, Vincenzo Nibali og Peter Sagan på nedkørslen. De holdt feltet bag sig, og det var naturligvis Sagan, der var hurtigste af de tre.

I 2015 blev etapen aflyst på grund af stærk vind, mens den har været overraskende lidt selektiv i de seneste tre udgaver. I 2016 endte næsten 40 mand med at spurte om sejren, og det var Edvald Boasson Hagen, der slog Greg Van Avermaet og Marco Canola og derved sikrede sig sin anden etapesejr i løbet. I 2017 lykkedes det efter mange forsøg endelig Alexander Kristoff at komme med hjem, og han havde ingen problemer med at vinde spurten foran Sonny Colbrelli og Greg Van Avermaet i en gruppe på næsten 50 mand. Sidste år kom 23 mand med hjem - denne gang uden Kristoff - og da han havde overlevet som eneste sprinter, havde Magnus Cort ingen problemer med at sætte Giovanni Visconti og Alberto Bettiol til vægs i spurten.

5. etape

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for niende år i træk vil være scene for kongeetapen. Modsat i 2015 og 2016 er etapen igen rykket til næstsidste dag, og man har gjort den en anelse lettere. I 2016 klatrede man længere op ad bjerget end nogensinde før, men som i de seneste to år vil man igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i 2017 og 2018 blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der er helt uforandret i forhold til de to udgaver.

Den bare 152 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod syd, indtil de drejer mod vest for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 90 km, hvorefter de sætter kurs mod det mægtige bjerg. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte stigning er placeret bare 11 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de oftest har gjort det, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere på en strækning med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 2 km har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%, hvilket gør det til en afslutning for de ægte klatrere. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving.

Etapen byder på i alt 1927 højdemeter.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

På papiret skulle man frygte, at ørkenvinden kunne komme i spil i den indledende fase, men historien viser, at det aldrig sker. I stedet er etapen altid blevet afgjort i et stort slag mellem klatrerne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det er tilfældet igen i år. Green Mountain er måske ikke verdens længste bjerg, men stejlheden gør det til en voldsom udfordring, der favoriserer de rigtige klatrere. Igen i år er det den sidste hårde etape i løbet, og dermed er det sidste chance for at gøre en forskel i kampen om den samlede sejr. Derfor vil alle stjernerne give sig fuldt ud i et stort klatreslag om den samlede sejr i Tour of Oman.

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, mens i 2017 var en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa. Sidste år leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen.

6. etape

Som de fleste andre nationale rundture er Tour of Oman som regel sluttet med en flad etape til landets hovedstad, og den tradition ændres ikke i 2019. Rundstrækningen på Matrah Corniche i det centrale Muscat er imidlertid ikke som nem, som man ser det i mange andre etapeløb, og da etapen endda indeholder et par stigninger tidligt på ruten, skal sprinterne ofte grave relativt dybt for at være sikre på stadig at være i spil til etapesejren.

I år skal der tilbagelægges beskedne 135,5 km på en etape, der er en næsten tro kopi af den etape, der blev benyttet i 2016, 2017 og 2018 og bringer rytterne fra Al Mouj Muscat vest for storbyen til afslutningen på Matrah Corniche i centrum. Efter starten bevæger feltet sig mod nordvest langs kysten i et par kilometer, indtil de når byen Al Seeb, hvorfra de bevæger sig langs flade veje ind i landet. Her rammer de den store Muscat Express Road, som de følger mod sydøst og nordøst hele vejen ind til hovedstaden. Også den er helt flad.

I stedet for at køre helt til centrum tager rytterne en lille afstikker på en rundstrækning i det kuperede område i den østlige udkant af byen. Fra nordvest rammer de Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9%) efter 83,5 km, inden de følger en lang nedkørsel mod sydøst til Al Jissah, hvor de dyster om point i dagens første indlagte spurt efter 97 km. Herefter vender de rundt og bevæger sig tilbage mod byen fra sydøst, mens de undervejs bestiger Al Jissah-stigningen (1,4 km, 9%). Det var disse to stigninger, der udgjorde finalen af 2. etape. Denne gang kommer de imidlertid længere fra mål, idet rytterne fortsat har 35 km igen fra toppen af sidstnævnte.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Herfra køres mod nordvest ned mod kystvejen, som feltet følger hele vejen til Matrah Corniche, hvor de krydser målstregen for første gang. Heregyer mangler 22 km, som består af tre omgange på den lidt over 7,5 km lange rundstrækning. Den følger hovedsageligt kystvejen, men foretager en lille afstikker ind i landet, inden man vender tilbage til havnefronten. Rundstrækningen er næsten helt flad, men har en lille stigning med 3,5 km til mål, som ofte har været benyttet som affyringsrampe for et sent angreb. Man når kystvejen igen lige før 2 km-mærket, og derefter følger man en flad, let snoet 8 m bred vej hele vejen til mål. Målstregen kommer til syne, når man tager den sidste bløde kurve med 210 m til mål. Den sidste pointspurt kommer efter første omgang med 15 km til mål.

Etapen byder på i alt 1396 højdemeter.

Historien viser, at det kan lade sig gøre at snyde sprinterne på denne ikke helt flade etape, men det hører til sjældenhederne. Derimod er der ingen garanti for, at alle de hurtige folk kommer med hjem, for de tidlige bakker har før kunnet bruges til at skabe en vis udskilning. Da det er en af få muligheder for de hurtige afsluttere, må man dog under alle omstændigheder formode, at der ingen chancer tages, og vi kan således vente os, at også 2019-udgaven af Tour of Oman afsluttes med en eller anden form for massespurt.

Den første udgave sluttede med en enkeltstart, men de næste fire år var det en massespurt, der afsluttede løbet. Mark Cavendish, Marcel Kittel, Nacer Bouhanni og André Greipel tog alle en stor sejr på Matrah Corniche, men de hurtige folk blev snydt i 2015. Her reagerede sprinterholdene for sent, efter at nogle af de hurtige afsluttere var blevet sat på stigningerne, og det gav Matthias Brändle mulighed for at tage en udbrudssejr efter at have angrebet sine følgesvende på den lille bakke på rundstrækningen. I 2016 havde sprinterne styr på tingene, og Alexander Kristoff spurtede sig til sin anden etapesejr i løbet. Den bedrift gentog han i 2017, hvor han henviste Eduard Grosu og Sacha Modolo til de sekundære podieplaceringer, og sidste år leverede han et hattrick, da han satte Bryan Coquard og Giacomo Nizzolo til vægs i spurten.

Favoritterne

I hovedparten af de seneste udgaver er Tour of Oman stort set alene blevet afgjort på Green Mountain, og det samlede klassement har været stort set identisk med resultatet af løbets kongeetape. Det er i virkeligheden et paradoks. I gamle dage var ruten nemmere, og der var færre muligheder til at gøre en forskel, men alligevel var det i både 2012 og 2013 ikke vinderen på det berømte bjerg, der endte som løbets samlede triumfator. Siden da har henholdsvis Chris Froome, Rafael Valls, Vincenzo Nibali og Ben Ben Hermans imidlertid lagt grunden til den samlede sejr ved at slå til på den sværeste etape, og sidste år kunne Miguel Angel Lopez formentlig have gjort det samme, hvis ikke han havde ventet på Alexey Lutsenko. Tilføjelsen af flere kuperede etaper og ikke mindst bjergafslutningen i Quriyat, der er blevet benyttet i 2016 og 2017 og er tilbage i år, har bidraget til, at der har været forskydninger på de sekundære placeringer, men helt generelt har det været løbets bedste klatrer, der har vundet.

Det vil det formentlig også være i år. Ganske vist er Quiyat-etapen tilbage, men som vi nu flere gange har set har der i den eksplosive finale alene været tale om meget små forskelle mellem de bedste. De mest eksplosive af klassementsrytterne har ganske fine muligheder for at være med i kampen om bonussekunder, som kan blive afgørende, men grundlæggende er det ikke her, men på Green Mountain, at det hele afgøres.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Skal bonussekunder i spil, har de hurtigere folk dog yderligere en mulighed. 2. etape til Al Bustan er en klassiker, der som regel ender i en spurt i en mindre gruppe. Også her vil der derfor være muligheder for - nøjagtigt som Lutsenko sidste år - at sikre sig yderligere et par sekunder. Derimod betyder ændringen af 4. etape, der ellers ”i gamle dage” var rammen om et sandt festfyrværkeri af angreb fra favoritterne, at tirsdag nu ser ud til at være en dag for de hårdføre sprintere, også selvom de hurtigste af klassementsrytterne ikke helt kan afskrive deres chancer i den stigende finale, hvis hårdhed er svær at vurdere. Derimod burde 1. og 6. etape ende i massespurter og være uden interesse i klassementskampen.

År efter år taler man om, at ørkenvinden måske kan blive farlig i Oman. Det er imidlertid endnu aldrig sket, og den har kun bidraget til at bestemme graden af udskilning på etaper som dem, der venter søndag og tirsdag. I år ventes det langsomt at blæse op fra en stille start i weekenden til en mere kraftig nordlig og nordvestlig vind i løbets anden halvdel. Vi tvivler på, at det vil spille en rolle, men modvinden på Green Mountain kan gøre kongeetapen en anelse mindre selektiv, selvom bjerget plejer at være rigeligt hårdt til at splitte feltet til atomer.

Dermed vil det med stor sandsynlighed igen være 5. etape, der i alt væsentligt afgør det endelige resultat -

evt. med en lille korrektion via huller på 3. etape og bonussekunder vundet undervejs. Det bør derfor blive et løb for de rene klatrere, der excellerer på en så stejl stigning. Bjerget er imidlertid ganske kort, og det har givet tungere folk som Rui Costa og Edvald Boasson Hagen mulighed for at begrænse deres tidstab på en opkørsel, der egentlig burde være for stejl for dem. Overordnet set bør det imidlertid være et løb, der vindes af den mest formstærke af de gode klatrere.

Som sagt lader klatrefeltet i år meget tilbage at ønske, og fakisk er der kun en virkelig topklatrer til start. Derfor har vi vel næppe heller tidligere haft en så klar favorit som i år, hvor Domenico Pozzovivo helt entydigt er manden, der skal slås. Italieneren er i særklasse feltets bedste klatrer, ikke mindst efter et 2018, hvor han i Giroen vel var bedre end nogensinde. Samtidig er Green Mountain med sin relativt korte længde og ikke mindst de meget stejle procenter som skabt til Pozzovivo, der netop har sin force på de værste procenter, og når det hverken er alt for eksplosivt eller for langt.

Pozzovivo er tillige kendt som en af feltets allermest stabile ryttere, og selvom han faktisk i de senere år har haft en lidt uvant tendens til at underpræstere i årets første måneder, kan man stort set altid regne med, at han er med fremme. Det bør også gælde i år, hvor hans Tour Down Under blev ødelagt af et styrt allerede inden løbet. Selv hvis han ikke er på toppen, burde han være i særklasse i dette felt, og bliver det hele som forventet afgjort på Green Mountain, burde Pozzovivo tage en ganske sjælden etapeløbssejr.

Rui Costa er en af de få klassementsryttere, der er tro mod Tour of Oman og vender tilbage år efter år. Placeringer som nr. 5 i 2016, nr. 2 i 2017 og nr. 10 i 2018, hvor han endda var sat tilbage af sygdom, siger alt om, at han smag for ørkenløbet. Det skyldes først og fremmest hans altid gode form i årets første måneder, hvor han som regel har sine bedste resultater, for egentlig er Green Mountain en anelse for stejl til at passe ham perfekt. Når han er kørende, klatrer han imidlertid godt, og det vidner hans tidligere præstationer her da også om.

Costa havde et svært 2018, hvor han var hæmmet af en grim knæskade, men sluttede stærkt af med en top 10 ved det knaldhårde VM. Forventningerne inden Valencia var derfor relativt store, men her var han en smule under niveau og endte ”blot” som nr. 10. En god enkeltstart vidner dog om fin form, og mere konservativ kørsel på kongeetapen havde formentlig bragt ham længere. Nu ventes han at være endnu bedre, og kan han med sin gode spurt sikre sig bonussekunder på 3. og måske også 2. og 4. etape ser det slet ikke umuligt ud for Costa faktisk at true Pozzovivo.

Vi er virkelig i tvivl om, hvad vi skal mene om den forsvarende vinder, Alexey Lutsenko. Normalt ville Green Mountain være alt for svært for en klassikerfyr som ham, men sidste år overgik han alle forventninger ved sammen med holdkammerat Lopez at køre fra alt og alle. Ustabile Lutsenko er altid svær at forudsige, men man må formode, at han har været meget opsat på at ramme formen til et titelforsvar, ikke mindst efter at han med en stærk sæsonafslutning i 2018, hvor han på imponerende vis vandt kongeetapen i Tour of Turkey kom stærkt ind i vinteren. Vi er stadig meget i tvivl om, hvorvidt Lutsenko vitterligt kan sidde med på så svær en stigning igen, men efter sidste års præstation er det bestemt muligt. Dertil kommer, at han sidste år udnyttede sin eksplosivitet til at sikre sig et hav af bonussekunder, og det kan han gøre igen i år, hvor særligt 3., men også 2. etape burde passe ham glimrende.

Veteranen Pieter Weening er kendt som en langsom starter, men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke i år. I hvert fald var han overraskende god på Mallorca, hvor det blev til en 4. og 8. plads i de to løb, han kørte. Weening er alt andet end stabil og forudsigelig, men som han viste med 2. pladsen i sidste års Tour of Croatia er han i en alder af 37 stadig i stand til at køre med om sejren i bjergløb, hvor den absolutte creme af eliten mangler. Han er bedre på lange, knap så stejle stigninger, men grundlæggende er det et fint løb for en ren klatrer som Weening, hvis det hele ender med at skulle afgøres på Green Mountain.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Løbets store joker er Darwin Atapuma. Den colombianske bjergged havde en meget svær tid hos UAE, hvor han vel reelt kun kørte stærkt på 19. etape af Touren i 2017, og hvor han i 2018 knap kunne træde en bule i en blød hat. Han siger selv, at helbredet var forklaringen, og at han er meget opsat på med det samme at vise Cofidis, at de gjorde klogt i at hente ham ind som holdets førstemand i bjergene. Dette er hans første chance, og selvom han kun sjældent er startet stærkt, har han med sin colombianske baggrund gode muligheder for at være velforberedt. Han håber, at det hele skal afgøres på Green Mountain, der burde passe glimrende til en ren klatrer som ham. Nu skal han bare vise, at han vitterligt er på vej tilbage.

En af de mest formstærke ryttere er utvivlsomt Jesus Herrada, der lagde ud med at vinde på Mallorica, hvor han med et smart angreb snød alle favoritterne, inden han blev nr. 7 på kongeetapen og nr. 6 samlet i Valencia. Det siger alt om, at han ligesom i 2018 er kommet meget stærkt ud af vinteren, og sidste år viste han med en 3. plads på kongeetapen, at han lidt overraskende kunne begå sig på Green Mountain. Omvendt viste Valencia også, at han fortsat mangler det allersidste i forhold til de rigtige klatrere, og Green Mountain er altså for stejlt for en stor fyr som ham. Hans gode form kan i et svagt klatrefelt imidlertid bringe ham langt, og hans chancer øges blot, hvis han endelig igen kan vise sin gamle spurtstyrke og sikre sig bonussekunder på 3. og måske også 2. etape.

På papiret burde Ben O’Connor vel egentlig være førsteudfordrer til Pozzovivo. Den unge australier fik som bekendt et gennembrud i sidste års Giro, hvor kun et styrt på kongeetapen skilte ham fra en top 10-placering i sin grand tour-debut. Som ren klatrer burde han også slikke sig om munden ved udsigten til Green Mountain, også selvom han er betydeligt bedre på længere stigninger. Når vi alligevel har en smule skepsis, skyldes det hans mildt sagt ikke imponerende præstation i Tour Down Under, ligesom hans manglende punch kan koste vigtige sekunder på 3. etape. Omvendt har han nu haft en måned til at forbedre sig, og er det lykkes, kan han blive livsfarlig på onsdagens kongeetape.

UAEs kaptajn må være Costa, men de har i Jan Polanc en fin plan B. Sloveneren havde mildt sagt ikke et nemt 2018, hvor han var nærmest totalt usynlig, men nu synes han at være på vej tilbage. I hvert fald kørte han stærkt i Tour Down Under, hvor han endte som en samlet nr. 15, og han har med sine to tidligere etapesejre i Giroens bjerge vist, at han normalt er en ganske stærk klatrer. Det er klart, at han nu ikke i mange år har været med helt fremme hos de allerbedste, men i dette felt ligner han både en af de mest formstærke og på papiret mest kapable klatrere.

Cofidis er et af de få hold, der faktisk kommer med en del klatrere. Udover Herrada og Atapuma har de i Jesper Hansen en tredje kandidat. Ligesom Atapuma er Hansen kommet til holdet for at styrke franskmændene i de høje bjerge, og mens hans enkeltstart i mange sammenhænge vil hæmme ham, er det netop i et løb som dette, at han virkelig kan tage sin chance. Ruten passer til en ren klatrer som ham, og han viste ganske glimrende form på Mallorca, hvor han alle dage holdt sig til de bedste. Umiddelbart står han under Herrada og Atapuma i hierarkiet, men på Green Mountain er det benene, der taler. Den burde passe fint til Hansen, der med 2. pladsen i Tyrkiet i 2017 og top 10-placeringen i Catalonien sidste år, har vist, at han sagtens kan være med helt fremme på dette niveau. Derfor er det først og fremmest formen, der bestemmer hans chancer, ligesom han skal sørge for at undgå at smide dumme sekunder på den eksplosive 3. etape, der ikke passer ham.

Mathias Frank er sammen med Pozzovivo og Atapuma den eneste i dette felt, der faktisk ha ren grand tour-top 10 på samvittigheden. Den faldt endda i Touren, men desværre er det efterhånden længe siden. I de senere år har der været bekymrende langt mellem snapsene for Frank, der slet ikke har fordums styrke. Det forhindrede ham dog ikke i sidste år at køre i top 15 i Catalonien og Californien, der er en del af WorldTouren, og det viser, at han særligt i et felt som dette fortsat er konkurrencedygtig, En langsom starter som ham kan desværre ikke ventes at være i sin allerbedste form allerede nu, men ruten burde i hvert fald passe en ren klatrer som ham.

Javier Moreno har med sine mange topplaceringer i Tour Down under i tiden hos Movistar vist, at han er en mand til den tidlige del af sæsonen. Nu er han Delkos kaptajn, og også hos franskmændene startede han sidste år stærkt. Desværre har det også været tydeligt, at han ikke er på samme niveau som tidligere, men samlede 6. pladser i de bjergrige Østrig Rundt og Tour de l’Ain samt en 2. plads i det ligeledes svære Vuelta Aragon vidner om, at han stadig har klassen. Han er ikke ren klatrer, men Green Mountain er så kort, at han nok burde kunne gøre det pænt, i hvert fald hvis han igen i år starter sæsonen brølstærkt.

Skal vi tro på Tom-Jelte Slagter? Det er efterhånden svært, efter at han på ryggen af et elendigt 2018, skuffede igen i Tour Down Under. Omvendt blev han trods alt nr. 10 på kongeetapen, og han har som bekendt for vane at lægge fint fra land. Han er bestemt ikke ren klatrer, men på en relativt kort stigning som Green Mountain vil han som andre klassikerfyre kunne forsvare sig hæderligt. For at vinde skal han dog udnytte sin spurt til at gå efter bonussekunder på særligt 3. etape. Dimension Data har også Jacques van Rensburg, der før har gjort det godt her, men det er længe siden, og præstationen ved de sydafrikanske mesterskaber var alt andet end overbevisende.

Katusha har hele tre helt rene klatrere i Ian Boswell, Matteo Fabbro og Stef Cras, der alle burde kunne gøre det godt på en stejl stigning som Green Mountain. Desværre er de alle kommet halvsløjt fra start med ikke alt for overbevisende præstationer på Mallorca og i Valencia, hvor det særligt kneb for Fabbro. Da de i forvejen har til gode at være helt fremme på dette niveau - for Boswells vedkommende i hvert fald siden farvellet til Sky - er det derfor svært at være alt for optimistisk. Omvendt passer ruten dem, og har de forbedret sig, kan de overraske. Til gengæld er det svært at tro på endnu en superpræstation fra Nathan Haas, der ellers plejer at være flyvende her. Australieren havde nemlig en forfærdelig australsk sommer, der kulminerede med et afbud til Cadel Evans Great Ocean Road Race som følge af sygdom, og da han ikke er ren klatrer, får han det svært i år.

Rally stiller med talentifulde Brandon McNulty, der stadig fremstår som et af de mest lovende etapeløbstalenter. Særligt i sidste års Dubai Tour viste han klassen, og han var også med fremme i Tour of California. Han mangler stadig at vise sig helt fremme i bjergene, men i et år, hvor han virkelig forventer at skulle steppe up, skal det blive interessant at følge ham. Starten på Mallorca var ikke overbevisende, men har han forbedret formen, burde han kunne gøre det godt.

Endelig vil vi pege på Quentin Pacher. Franskmanden er lidt af en Duracell-kanin, der altid er med fremme som en Vital Concept-enmandshær i mere kuperede løb. Samtidig bliver han bare bedre og bedre, men der er altid et par ryttere, der er stærkere end ham. Han viste som forventet glimrende form i Besseges, hvor særligt angrebet på kongeetapen var stærkt. Til gengæld har han stadig til gode at vise sig frem på et rigtigt bjerg som Green Mountain, der nok er en anelse for svært.

OPDATERING: Wanty har føjet Thomas Degand til som en potential top 10-kandidat efter en fin præstation i Besseges.

***** Domenico Pozzovivo

**** Rui Costa, Alexey Lutsenko

*** Pieter Weening, Darwin Atapuma, Jesus Herrada, Ben O’Connor, Jan Polanc

** Jesper Hansen, Mathias Frank, Javier Moreno, Tom-Jelte Slagter, Ian Boswell, Matteo Fabbro, Steff Cras, Brandon McNulty, Quentin Pacher, Thomas Degand

* Nathan Haas, Enrico Battaglin, Fabien Doubey, Luis Angel Mate, Eliot Lietaer, Jacques van Rensburg, Ryan Gibbons, Greg Van Avermaet, Huub Duijn, Maurits Lammertink, Benjamin Declercq, Antonio Nibali

Danskerne

Som nævnt ovenfor har Jesper Hansen en reel chance for at være med helt i front i et løb, der passer ham ganske glimrende. Hans chancer er omtalt i detaljer ovenfor. Magnus Cort vandt sidste år den etape, der svarer til 4. etape, og burde også denne gang have glimrende chancer på særligt den etape, men også på 2. etape og i massespurterne på 1. og 6. etape. Selv 3. etape kan endda være en mulighed, hvis han virkelig er i storform, og det er således et næsten perfekt løb for en ryttertype som Cort.