Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tre Valli Varesine
08. oktober 2018 15:54 af Emil AxelgaardFoto: Innsbruck-Tirol 2018 / BettiniPhoto

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 13. oktober afvikles ikke færre end 12 store endagsløb i landet. Efter den hektiske start, en uges pause på grund af VM og sidste weekends to løb udgøres den sidste uge i perioden af en solid blok bestående af fire af de allerstørste løb, og der lægges ud med en af de ældste italienske klassikere, Tre Valli Varesine, der typisk er rammen om en interessant dyst mellem puncheurs og stærke sprintere, der som regel slås om sejren i den sidste begivenhed i løbsserien Trittico Lombardo.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Efter sidste weekends Giro dell’Emilia og GP Beghelli har den sidste uge har naturligvis lørdagens Il Lombardia som det helt store højdepunkt, men inden vi når til den store finale, tjener tre af de største og ældste løb i Italien som den sidste opvarmning. Tirsdag kommer klassikerrytterne og de stærke sprintere i spil i Tre Valli Varesine, klatrerne tager over onsdag i Milano-Torino, og torsdag har sprinterne deres store chance i Gran Piemonte.

 

Mens Milano-Torino, Gran Piemonte og Il Lombardia alle er arrangeret af RCS Sport og derfor har temmelig ensartede holdudtagelser, adskiller Tre Valli Varesine sig som det eneste løb, der har en anden arrangør. Løbet blev første gang afviklet i 1919 og er en af de mest prestigiøse cykelbegivenheder i Italien. Sammen med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi udgør det løbsserien Trittico Lombardo, og det er klart den største af de tre begivenheder. Da serien blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb, og i stedet kommer den store finale flere uger efter de to første løb.

 

Tre Valli Varesine er kun blevet aflyst to gange siden den første udgave og er blevet vundet af de fleste af de italienske giganter, idet navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Fiorenzo Magni, Gianni Motta, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Claudio Chiapucci og Vincenzo Nibali alle figurerer på vinderlisten. Selvfølgelig har Eddy Merckx også sejret, men udenlandske sejrherrer har været en sjældenhed. Faktisk var kun seks udgaver blevet vundet af ikke-italienske ryttere, da Daniel Martin sejrede i 2010. I de senere år har løbet - modsat mange andre italienske løb, der er blevet reduceret til meget nationale affærer - haft et mere internationalt præg, da kun tre af de seneste otte udgaver har haft hjemlige vindere.

 

Startfeltet generelt blevet boostet voldsomt af den nylige kalenderændring, der betød, at løbet blev flyttet til samme uge som Il Lombardia. Tidligere har mange haft svært ved at finde løb til at teste formen forud for det italienske monument, men da dagene forinden nu byder på tre forberedelsesløb, har mange et ekstra incitament til at tilbringe ugen op til det store mål i Italien. I et år, hvor VM-ruten var som skabt til klatrere, er antallet af formstærke bjergryttere ekstra stort, og det har også gjort det italienske felt fremragende. Mange foretrækker ganske vist at teste Lombardiet-benene i Giro dell’Emilia og Milano-Torino, der passer bedre til denne ryttertype, men alligevel vil vi også tirsdag se et ganske stærkt felt i aktion.

 

Modsat mange andre klassikere har Tre Valli Varesine ikke en fast rute. Faktisk har der været enormt store afvigelser. Nogle udgaver har været for klatrere, mens andre har været for klassikerryttere og puncheurs. I de seneste år har arrangørerne imidlertid fastholdt et relativt uændret format, og man synes at have lagt sig fast på en rute, der har tippet balancen til ugunst for klatrerne. I stedet betyder en kuperet rundstrækning i Varese nu, at det er det ideelle løb for stærke sprintere og klassikerryttere.

 

Sådan regnede mange da også med, at det skulle være sidste år, men her var en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali i hopla. Sammen med Thibaut Pinot kørte den italienske stjerne væk på den sidste stigning, men i den absolutte finale fik både Alexandre Geniez og Diego Ulissi kontakt med duoen. Det lykkedes Geniez at tage karrierens største endagssejr ved at slå Pinot og Nibali på stregen, mens en træt Ulissi missede podiet. Geniez vender tilbage for at forsvare sin titel og er igen oppe mod Pinot og Nibali, mens Ulissi har foretrukket at forsvare sine titel i Tyrkiet i stedet.

 

Ruten

Som sagt synes arrangørerne i de senere år at have fundet et fast format efter mange år med vidt forskellige ruter, og i fire år i træk er det meste af løbet blevet afviklet på den velkendte rundstrækning i Varese, der også blev benyttet ved VM i 2008. Startbyen er varieret en smule, men finalen har i alle fire udgaver været den samme. I år har man imidlertid valgt at give finalen et nyt touch, så der til slut skal køres to omgange på en ny rundstrækning, der inkluderer en sværere stigning end tidligere, men hvor der til gengæld er længere fra toppen og frem til mål.

 

Den 98. udgave vil tage udgangspunkt i Saronno, slutte i Varese og strække sig over i alt 197,1 km. Fra startbyen bevæger feltet sig langs flade veje mod nordvest frem mod målbyen. Kort før man når frem, drejer man mod vest for at slå en lille sløjfe i området øst for Varese for at ramme byen fra nord i stedet for sydøst. Formålet er at sende rytterne op over stigningen Orino (7,3 km, 3,3%), der har top efter 62,8 km. Herfra kører man ned mod Varese, der ligger stort set i bunden af nedkørslen.

 

Efter 77,8 km krydses målstregen for første gang, og den sidste del af løbet består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Først køres seks omgange på den gamle 12,8 km lange rundstrækning. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (1,9 km, 5,2%), inden de tager hul på en længere nedkørsel. Med 3,6 km igen rammer rytterne den sidste udfordring, en 2,5 km lang stigning, der stiger med 4,9% i gennemsnit. Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et fladt indløb i til mål, hvor det sidste sving kommer 800 m fra stregen.

 

Årets nyskabelse i forhold til sidste års rute er, at de sidste tre af sidste års ni omgange er erstattet af to omgange på en ny og længere rundstrækning. Den er i alt 21,3 km lang og indledes med endnu en passage af Montello (1,9 km, 5,2%). Herefter venter igen samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at benytte samme finalestigning som på den lille rundstrækning sender man ryttere op over Morosolo (1,5 km, 7,5%), der har top 7,9 km fra stregen. Den leder direkte over i Casciago (1,8 km, 4,9%), hvis top rundes med 4,9 km igen. Herfra falder det ganske let på det sidst stykke, hvor der på de sidste 3 km er sving med 2800 m, 1000 m og 400 m igen.

 

Løbet byder på i alt 3169 højdemeter.

 

 

 

 

Vejret

Norditalien ventes at blive ramt af regn senere på ugen, men det ser ud til, at tirsdagens løb vil blive afviklet under gode forhold. Således ventes der tirsdag kun få skyer og en temperatur på 23 grader. Det vil være næsten vindstille med bare en svag vind fra syd. Det giver primært med- og sidemedvind på det indledende stykke frem til rundstrækningerne. På den store afsluttende rundstrækning vil der første være sidevind, så mod- og medvind og til slut sidemodvind på de sidste ca. 5 km.

 

Favoritterne

Det kan godt være, at Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt har man fire år i træk benyttet VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor har vi nu set, hvilke ryttertyper der kan begå sig.

 

Scenariet har hver gang været det samme. På de sidste omgange er der blevet kørt vanvittigt aggressivt, og det har skabt et udskilningsløb. På sidste omgang er der blevet etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der har spurtet om sejren. Kun i 2015 og i 2017, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i dagene op til Lobardiet, var der ryttere, der kunne gøre forskellen. Samtidig har vi set, at man skal køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det er som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sidder med til sidst. Stærke sprintere kan imidlertid også klare terrænet, og vi har set, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle være med til sidst. At man skal være stærk, ses imidlertid af løbet i 2016, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen.

 

I år har løbet fået et nyt twist med den nye rundstrækning til sidst, og det gør det igen sværere at sige, hvad vi skal forvente. Den nye rundstrækning byder på en betydeligt sværere dobbeltstigning i finalen, og meldingen fra ryttere med lokalkendskab er, at det er en irregulær sag med procenter på op til 16 undervejs. På den anden side er der nu længere fra top til mål, og da der ikke er en efterfølgende nedkørsel, kræver det et ret godt samarbejde at forhindre en eller anden form for regruppering til sidst. Den generelle konsensus er dog, at løbet i i den nye udgave er hårdere, og at det bliver sværere for de stærke sprintere at være med.

 

Ligesom sidst år er feltet historisk stærkt, og der er mange WorldTour-mandskaber, der møder op i skræmmende formationer. Normalt vil Milano-Torino være den oplagte sidste test in Lombardiet, men mange foretrækker i stedet af køre i Varese, da det giver en ekstra dag til at komme sig. Det gælder særligt for Vincenzo Nibali, der med stor succes har brugt denne model til nu at vinde Lombardiet to gange, men også blandt andre Primoz Roglic vil følge den formel.

 

Den nye, hårdere rute har tydeligvis haft sin effekt på feltet. I år har de fleste hold ladet selv deres mest holdbare sprintere blive hjemme. Selv Sonny Colbrelli, der før har været tæt på at vinde i Varese, skipper løbet, og i skrivende stund, hvor den foreløbige startliste desværre er meget mangelfuld, er der ikke mange hurtige folk i spil. Faktisk er det kun Matteo Trentin og Michael Matthews, der giver sig i kast med opgaven, men også hurtige folk som Davide Ballerini, Francesco Gavazzi, Marco Canola og Marco Tizza, der mere falder i kassen over klassikertyper med en god spurt, vil være i aktion.

 

Det betyder også, at der er meget lidt interesse i at holde tingene samlet, mens der omvendt er mange mandskaber med en klar interesse i at gøre det hårdt. Det gælder særligt Bahrain med Vincenzo Nibali, Ag2r med Romain Bardet, FDJ med Thibaut Pinot og LottoNL med Primoz Roglic. Derfor forventer vi også et svært løb med stor udskilning.

 

Reelt set er der vel tre mulige udfald. Løbet er altid meget aggressivt til sidst, og der er meget få hold, der venter til finalen. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at det vil være muligt at vinde fra et relativt tidligt fremstød, som Alessandro De Marchi gjorde det i lørdags, eller Bauke Mollema gjorde det i går. En anden og mere sandsynlig mulighed er, at de store navne vil angribe hinanden på bakken til sidst, og at vi vil se en gentagelse af sidste års scenarium, hvor tre mand afgjorde det til sidst. Det kan gøres færdigt enten i en spurt eller med et sent angreb på det flade stykke, der kan vise sig helt umuligt at kontrollere. Endelig er der chancen for, at samarbejdet til slut vil være så dårligt, at vi får samling i en større gruppe på 10-15 mand, og det kan bringe folk som Matthews og Trentin i spil.

 

De mange scenarier gør det også til den mest åbne af denne uges fire italienske klassikere, og det er derfor med nogen tøven, at vi peger på Alejandro Valverde som vores favorit. Den spanske veteran gør endelig debut i den regnbuetrøje, han har jagtet gennem hele karrieren, og der vil derfor være tale om en meget speciel dag for ham. Hvor han står formmæssigt, er til gengæld ikke helt givet, for man skal ikke have fulgt meget med i medierne for at vide, at Valverde har haft en overordentlig travl tid siden VM-sejren. Det er da også et velkendt mønster, at den megen VM-hype betyder, at nykårede verdensmestre altid har det svært i årets sidste løb, og vi skal tilbage til Paolo Bettini-dagene for at finde en regnbuetrøje, der gjorde arbejdet færdigt i Lombardiet.

 

Er der nogen, der kan bryde den trend, må det imidlertid være evigt ambitiøse Valverde. Alene det, at han har besluttet sig for at køre både tirsdag og onsdag, viser, at han tager opgaven med at starte godt ud i sin nye trøje, meget seriøst. Det kan godt være, at han skal bruge de første løb til at ryste benene igennem inden lørdag, men det betyder ikke, at han ikke kan være konkurrencedygtig. Det er Valverde som bekendt altid, og Tre Valli Varesine er trods alt et så relativt let løb for en fyr som Valverde, at han bliver svært at sætte af til sidst. Blandt klatrerne er han samtidig den suverænt hurtigste i en spurt, og ender det derfor med, at en lille gruppe skal afgøre det til sidst, bliver han svær at slå på stregen. Problemet er, at det hurtigt bliver alle mod Valverde, og da Movistar kommer med et svagt hold, vil han formentlig være ganske alene. Det øger risikoen for, at han ikke kan holde det samlet, men skal man pege på én favorit til løbet, er det umuligt at komme udenom, at Valverde er manden, der skal slås.

 

Netop det forhold, at Valverde er så svær at bide skeer med i en spurt, kan åbne døren for Michael Matthews. Australieren kan måske få lidt svært ved at matche de allerbedste på stigningerne, men er han i form, bør han ikke være langt efter. Nægter folk at samarbejde i finalen, kan det hele hurtigt blive overordentligt taktisk, og det øger chancen for, at en gruppe på mere end 10 ryttere kan samles til sidst. I en sådan situation har Matthews gode chancer for fortsat at være med, og i givet fald vil han være en af de klart hurtigste. På papiret er han også hurtigere end Valverde, også selvom den spanske veteran sagtens kan vinde en spurt efter et hårdt løb, men Matthews må i næsten enhver situation være favorit i en spurt.

 

Usikkerheden relaterer sig til formen. Matthews var flyvende i Canada, men oplevede en stor skuffelse, da australierne lidt uforståeligt fravalgte ham til VM. Han har ikke kørt siden VM i holdløb, og alt afhænger af, om han har kunnet bevare motivationen til at holde sig i gang frem mod en sæsonfinale, der måske ikke passer ideelt til en ryttertype som ham. Det aner vi ikke, men har han de canadiske ben, kan en mand, der har været i top 5 i både Fleche og Liege sagtens vinde dette løb.

 

Blandt klatrerne er der ikke mange, der er specielt spurtstærke, men Thibaut Pinot skiller sig ud. Franskmanden blev bedre og bedre gennem Vueltaen og kørte et fremragende VM-løb, hvor han som tredjesidste led i den franske raket ofrede sig for holdet, men alligevel sad med helt fremme til slut. I Giro dell’Emilia var han igen en af de allerstærkeste, og han føler sig så frisk, at han er den eneste af de store stjerner, der kører i Emilia, Varese og Torino forud for Lombardiet. Den nye, hårdere finale er en stor fordel fro Pinot, der som bekendt blev nr. 2 sidste år, og han har med sine etapesejre i Tour of the Alps og Giroen vist, at han er hurtig nok til at vinde en spurt i en lille gruppe af klatrere. Valverde er en umulig nød at knække, men er spanieren fortsat rusten, kan Pinot sagtens ende i en situation, hvor han kan vinde, enten i en spurt eller med et sent angreb.

 

Kan I huske, at der engang var en verdensmester, der hed Rui Costa? Efter to svære sæsoner er den portugisiske stjerne næsten forsvundet totalt fra radaren, men faktisk lignede han endelig sig selv igen i Romandiet i år, hvor han ganske enkelt var fremragende i meget skrapt selskab. Siden da har han imidlertid døjet med en grim knæskade, der har betydet, at han har brugt de seneste måneder til at genopbygge formen. Det er imidlertid lykkedes. Ved VM kørte han nemlig i top 10, selvom der til slut var en stejl stigning, der var alt for svær for en stor fyr som ham. Det vidner om fremragende form, og nu kommer han til et løb, der virkelig burde passe ham. Costa har i Ardennerne vist sig som en af verdens bedste i terræn som dette, og han burde være god nok til at køre finale. Samtidig er han hurtig på stregen, men allerfarligst er han måske, hvis han kommer med et af sine berømte veltimede angreb på det flade stykke til sidst.

 

Modsat Costa havde Primoz Roglic et VM, han helst vil glemme. Slovenerens form var et åbent spørgsmål, men han viste stor selvtillid ved at bede det slovenske hold kontrollere en stor del af løbet. Et styrt ødelagde imidlertid det hele, og vi fik aldrig at se, hvad det vitterligt kunne være blevet til. I lørdagens Giro dell’Emilia viste han sig imidlertid som en af de stærkeste og fik vist, at han ville have været konkurrencedygtig i Østrig også. Desværre viste San Luca-stigningen også, at han bestemt ikke er i Tour-form, for han hang med som det tynde øl på stigningen op til mål. Efter et let løbsprogram ventes benene imidlertid at blive bedre, og han burde være ganske stærk på en rute som denne. Han er halvhurtig på stregen og har i Baskerlandet vist sit gode punch på korte stigninger. Først og fremmest har han dog i Tirreno og Baskerlandet vist sin evne til at time et sent angreb, og det kan være vigtigt i et løb, der ikke bliver let at kontrollere.

 

Mitchelton-Scott håber, at Matteo Trentin kan gøre sig gældende, og det er bestemt ikke umuligt. Europamesteren havde ganske vist en skidt Vuelta, hvor han slet ikke var i nærheden af sidste års tårnhøje niveau, men i den sidste uge fandt han endelig sine gode ben. Her var han instrumental i hjælpearbejdet for Simon Yates, og han har i diverse interviews efterfølgende givet udtryk for, at han har ild i benene og er fyr og flamme for at slutte godt af. Superformen var tydelig i søndagens GP Beghelli, hvor han var med i alle fremstød i finalen og faktisk var manden bag den gruppe, hvorfra Bauke Mollema til slut slap væk. Der er ingen tvivl om, at han kommer til kort, når de store åbner for gassen til sidst, men ligesom for Matthews gælder, at Valverdes tilstedeværelse øger chancen for, at han kan komme tilbage i spillet. Det er klart, at han klatrer dårligere end australieren, men med de ben, han synes at have i øjeblikket, er han bestemt ikke uden chance.

 

En af lørdagens positive overraskelser var Rigoberto Uran. Den colombianske stjerne lignede ellers ved VM en mand, der trængte tl ferie, men han rejste sig i den grad med en flot andenplads. Ganske vist udnyttede han i høj grad Michael Woods’ styrke til at køre væk til sidst, men helt tydeligt var det, at han var blandt de bedste. For tredje år i træk synes han derfor at være blandt de bedste i de italienske efterårsklassikere, og nu går han ind til et løb, der ikke nødvendigvis passer ham dårligt. Han er ganske eksplosiv på korte stigninger, og selvom han ikke er så hurtig som tidligere, kan han afslutte. Størst chancer har han dog med et sent angreb på det flade, og da han i lørdags vel iværksatte årets første offensiv, kan man måske håbe på, at Uran faktisk er i et sjældent angrebslystent humør i øjeblikket.

 

Løbets store joker kan vise sig at være talentfulde Davide Ballerini. Det italienske talent oplevede en drømmeperiode i weekenden inden VM, hvor han over to dage vandt de stærkt besatte Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti. I begge tilfælde skete det ved at køre med de bedste på stigningerne og herefter slå til i en spurt i en mindre gruppe. Det gør ham naturligvis til en helt oplagt kandidat til dette løb. Denne gang er finalen dog betydeligt sværere og klatrefeltet skarpere, og det er derfor langt fra givet, at han kan sidde med til sidst. Ender det i en spurt i en større gruppe, er der imidlertid en god chance for, at det kan blive til en tredje sejr til den kommende Astana-rytter.

 

Patrick Konrad havde så store forventninger til VM på hjemmebane, men løbet endte som en stor skuffelse for den østrigske kaptajn, der ellers i Canada havde tydet på, at han var godt forberedt. Meldingen fra ham selv, da jeg talte med ham i Østrig, var da også, at han var i topform, og der kan derfor bare have været tale om en dårlig dag. Er det tilfældet, burde han have ganske gode chancer for at gøre sig gældende i dette løb. På sine gode dage har han med sin top 10 i Giroen vist, at han kan klatre med de bedste, men hans helt store styrke er, at han blandt klatrerne er en af de hurtigste. Det gør ham til en oplagt mand til et løb som dette, hvis han altså er kommet sig over skuffelsen over ikke at slå til på hjemmebane.

 

En af tiden allermest formstærke ryttere er naturligvis Romain Bardet, der kørte et fremragende VM og bekræftede den gode form i Giro dell’Emilia. Dette løb er dog langt fra ideelt for en mand, der måske nok vil være blandt de stærkeste på stigningerne, men bestemt ikke er blandt de hurtigste i en spurt. Derfor er hans chance at komme alene væk på det flade ind mod mål, og det kræver lige så meget held som gode ben. Det sidste har han imidlertid og kigger alle på Valverde efter et hårdt løb, ved vi fra Liege, at Bardet har næse for at udnytte det.

 

Det var en fornøjelse at se Vincenzo Nibali i Giro dell’Emilia. Her lignede den italienske stjerne nemlig langt om længe sig selv igen og fik vist, at han har kurs mod i hvert fald at spille en rolle i Lombardiet. Nu kommer han imidlertid til et løb, der ikke just passer ham ideelt. Ganske vist har han nu været på podiet to gange, men det skete i år, hvor han var i vanvidsform og i stand til ene mand at smadre feltet. Det er han helt sikkert ikke i år, og derfor bliver det langt sværere for ham at gentage succesen denne gang. Med de ben, han viste i tirsdags, vil han dog være en af de bedste til allersidst, og i en ukontrollerbar finale er Nibali altid en mester i at udnytte manglen på opmærksomhed til at køre alene hjem.

 

Det var svært ikke at føle med Gianluca Brambilla i lørdags. Efter en svær sæson havde den lille italiener endelig kurs mod lidt succes, da han med et sent angreb var ganske tæt på at fange De Marchi og dermed tage en stor sejr. En defekt i bunden af den sidste stigning satte desværre en nærmest grædefærdig Brambilla ud af spillet, men han kan forhåbentlig finde trøst i, at han efter en god Vuelta og et flot VM endelig synes at have fundet sine gode ben. En eksplosiv finale som denne passer den formstærke Brambilla, der samtidig er ganske hurtig på stregen og har en ganske god evne til at time sene angreb.

 

Kan Nibali ikke gøre sig gældende, kan Bahrain håbe på Giovanni Visconti. Desværre har han i år ikke ramt den form, han havde håbet på, og derfor blev han forbigået til VM. I Emilia i lørdagd havde han angiveligt en dårlig dag, og derfor er der meget, der tyder på, at vi ikke skal have de helt store forventninger til den tidligere italienske. I år har han imidlertid gang på gang spurtet så godt, at han vil være en af de store favoritter, hvis der sker samling i en lidt større gruppe, og finder den altid lidt uforudsigelige Visconti sine gode ben, er det en rute, der passer ham.

 

En af VMs positive oplevelser var også Peter Kennaugh. Den britiske lottokupon har haft et mareridtsår hos Bora, men nu synes han at have fundet storformen. Han var ganske tæt på at tage en choksejr i Quebec, og i Østrig kørte han sig til en dybt imponerende 16. plads på en rute, der burde have været for svær for ham. Han har en friskhed, der burde komme ham til gode sidst på sæsonen, og med de ben, han har vist på de seneste, burde han være i stand til at gøre sig gældende i en finale som denne. Han er ikke langsom på stregen, men hans helt store styrke er, at han har vist en fantastisk evne til at lancere soloangreb i finaler af hårde løb. Han ligner derfor et godt bud på en mand, der kan lave en ”De Marchi”.

 

Sidste år vandt Alexandre Geniez ganske overraskende løbet. Dengang kom hans form lidt ud af det blå, og det følger meget godt trenden for en af feltets allermest svingende figurer. Den ene dag kan han være flyvende og den næste i gruppettoen, og vi aner derfor aldrig, hvad vi skal forvente. Senest kørte han et forfærdeligt VM, hvor han blev sat meget tidligt, for så i Emilia i lørdags at køre en fremragende og aggressiv finale. Derfor kan det også tirsdag både blive fugl og fisk for Geniez, men har han de gode ben, er det en finale, der passer ham. Han kan angribe tidligt og sent, og han er et godt bud i en spurt i en lidt større gruppe.

 

Cofidis har i Julien Simon en god kandidat. Franskmanden har ikke haft sin bedste sæson, men har kørt stærkt i dette efterår. Han vandt det hårde Tour du Doubs, og i en ustabil tid med både gode og dårlige løb er det også blevet til en 7. plads i Coppa Sabatini. I øjeblikket ligner han lidt en lotteokupon, der næppe kan køre med de allerbedste, men kan blive farlig i en spurt i en lidt større gruppe.

 

Sunweb satser mest på Matthews, men har i Sam Oomen og Wilco Kelderman to gode kort, hvis det bliver for hårdt for kaptajnen. Begge synes nemlig at være i ganske god form, og de bør være blandt de stærkeste på stigningerne. Kelderman er med sit bedre punch og halvgode spurt måske nok den, der passer bedst til en finale som denne, men til gengæld er han måske også den mest formsvage efter et VM under niveau. I Østrig var Oomen imidlertid helt fabelagtigt kørende, da han angreb igen og igen og stadig sad med helt fremme til sidst. Med Matthews som alibi kan de måske begge sidde på hjul i finalen, og det kan de udnytte til at udnytte en ukontrollerbar finale til at tage sejren.

 

Mens finalen nok er for hård for kaptajn Marco Canola, har Marco Tizza gode muligheder for at gøre sig gældende for Nippo. Italieneren har nemlig vist en overraskende holdbarhed på det seneste, hvor han er blevet nr. 5 i Giro delle Toscana, nr. 9 i Memorial Marco Pantani og nr. 3 i Trofeo Matteotti. I alle tilfælde har han klatret med gode klatrere og derefter brugt sin gode spurt i en lille gruppe. Finalen her kan vise sig at være for svær for ham, men han er en af de hurtige folk, der bør have en god chance i en lidt større gruppe.

 

Det samme har Francesco Gavazzi. I de seneste løb har han stået lidt i skyggen af Ballerini, der har vist sig både mere holdbar og hurtigere i en flad spurt, men Gavazzi er altid farlig i disse løb- I år har han været langt bedre i 2017, og særligt sejren i Burgos står som en af sæsonens store oplevelser. Inden VM blev han nr. 6 i Coppa Sabatini og nr. 3 i Memorial Marco Pantan og har dermed vist, at han stadig er konkurrencedygtig i hårde løb, også selvom han måske ikke klatrer helt så godt som tidligere. Det virker usandsynligt, at han ligefrem vil være hurtigst, men et topresultat i et knap så selektivt løb er bestemt muligt.

 

Skal man pege på to outsidere, er Jesus Herrada, Ben Hermans og Davide Villella gode bud. Herrada kørte en flot Vuelta og så stadig relativt frisk ud ved VM. Om han stadig har friskheden nu, er nok mere usikkert, men har han lidt energi til overs, er det et ganske godt løb for ham. Han er ikke så hurtig som tidligere, men har dog stadig en rimelig afslutning. Først og fremmest er han med sin aggressivitet dog et godt bud på en mand, der kan lave ”en De Marchi”. Det samme er Hermans, der var Belgiens bedste mand ved VM, er god i terræn som dette og har kørt meget stærkt gennem hele anden del af sæsonen, samt Villella, der som altid har fundet topformen til de italienske efterårsløb. Italieneren tog den samlede sejr i Kasakhstan i VM-weekenden som opvarmning, inden han i lørdags blev nr. 12 i Emilia, der ellers er et lidt for svært løb for ham. Denne finale passer ham langt bedre, og hans aggressivitet og gode form gør ham derfor også til en spændende fyr at holde øje med til sidst.

 

BEMÆRK: Arrangørerne er desværre ikke kommet ind i det 21. århundrede og har end ikke frigivet en foreløbig startliste. Derfor er denne optakt desværre temmelig mangelfuld, da vi fortsat ikke har den store ide om, hvem især Mitchelton, EF og Trek stiller med ud over de i optakten nævnte. Især er det interessant, om Michael Woods eller Adam Yates stiller til start, da de begge burde være gode bud i en finale som denne. Stjernetildelingen nedenfor blive opdateret, når den endelige startliste først på aftenen forhåbentlig er kendt.

 

OPDATERING 1: Mitchelton-Scott stiller med Michael Albasini som alternativ til Matteo Trentin. Schweizeren er tidligere vinder af løbet og har en chance i en spurt i en mindre gruppe. Han har dog ikke just imponeret i år, og vi tvivler på, at han er konkurrencedygtig. Derudover stiller Jesus Herrada ikke til start for Cofidis, der vel satser 100% på Simon, ligesom Ben Hermans ikke er med for Israel Cycling Academy. Endelig stiller Trek med en formstærk Toms Skujins som et bud på en mand, der måske kan foregribe finalen.

 

OPDATERING 2: EF stiller ud over Uran med meget formstærke Michael Woods, der med sit punch og gode spurt ligedles er en glimrende kandidat. Ender det i en spurt i en større gruppe, kan Simon Clarke måske gøre sig gældende.

 

***** Alejandro Valverde

**** Michael Matthews, Thibaut Pinot

*** Rui Costa, Michael Woods, Primoz Roglic, Matteo Trentin, Rigoberto Uran, Davide Ballerini

** Patrick Konrad, Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti, Peter Kennaugh, Alexandret Geniez, Julien Simon, Sam Oomen, Wilco Kelderman, Marco Tizza, Francesco Gavazzi, Davide Villella, Michael Albasini

* David Gaudu, Simon Clarke, Toms Skujins, Alexandr Riabushenko, Davide Formolo, Antwan Tolhoek, Rafal Majka, Luis Leon Sanchez, Sebastien Reichenbach, George Bennett, Miguel Angel Lopez, Marco Canola, Nicola Bagioli, Luca Wackermann, Giulio Ciccone, Mattia Cattaneo, Emanuel Buchmann,

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

 

Sidste års løb

Du kan gense Alexandre Geniez’ sejr fra 2017 og Sonny Colbrellis sejr fra 2016.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger