Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: UAE Tour

Optakt: UAE Tour

22. februar 2020 21:00Foto: Bettini Photo | UAE Team Emirates

Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, Abu Dhabi Tour, der i 2017 og 2018 fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. Sidste år tog de ambitiøse arrangører så et væsentligt yderligere skridt i jagten på at etablere et rigtigt storløb, da Dubai Tour og Abu Dhabi Tour fusionerede til UAE Tour, der efter en succesrig debut også i år over syv dage vil byde på det bedste af det, vi kender fra de to forgængere, og med sin stærke kapital i ryggen atter har tiltrukket en sand stjerneparade til det, der som WorldTourens andet etapeløb nu er Mellemøstens absolutte cykelstolthed.

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb på andre kontinenter.

 

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

 

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen. Også det nyere Tour of Guangxi kæmper med at opnå den prestige, de ambitiøse kinesere drømmer om.

 

Tour of Beijings tidlige endeligt åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abu Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

 

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent ses på den tid af året.

 

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

 

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

 

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på den 10,8 km lange Jebel Hafeet-stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

 

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor havde arrangørerne et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

 

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgjorde nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen blevet reduceret til tre løb. Det markerede en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket gjorde det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

 

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik de gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer.

 

Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner, kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

 

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i 2018 vandt Abu Dhabi ubetinget kampen om de store stjerner, og atter var det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kom direkte fra Oman, Dan Martin ankom fra Algarve, og de fik selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kom en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff og Caleb Ewan, og derfor måtte RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

 

De ambitiøse arabere har imidlertid aldrig lagt skjul på, at det langsigtede mål var et rigtigt nationalt etapeløb i De Forenede Arabiske Emirater - en begivenhed, der skulle etablere sig som den tidlige sæsons absolutte højdepunkt inden starten på de historiske løb i Europa. I 2019 realiseredes den drøm endeligt, da man i et fortsat nært samarbejde med RCS fusionerede landets to løb i Dubai og Abu Dhabi under navnet UAE Tour. Det betød ganske vist, at den tidligere så flotte mellemøstlige løbsblok nu blev reduceret til blot at bestå af to begivenheder, Tour of Oman samt altså løbet i Emiraterne, men til gengæld afvikles det nye løb nu over hele syv dage. Selvom Tour of Oman grundet sultanens død er aflyst i år, er det med etableringen af Saudi Tour udsigt til, at den mellemøstlige løbsblok med løbene i Saudi-Arabien, Oman og Emiraterne kan blive endu mere attraktik i fremtiden.

 

Med nyskabelsen indfris de gamle drømme, idet det med det nye, længere format bliver muligt at besøge alle landets emirater. Grundlæggende er der dog ikke tale om megen nyskabelse, for de to ikoniske kongeetaper fra de to forgængere samt de klassiske helt flade og meget lette sprinteretaper i hhv. Dubai og Abu Dhabi er fortsat på menuen. Udbredelsen til nye arealer gav i 2019 imidlertid anledning til at indføre en anden bjergafslutning i tillæg til den allerede kendte på Jebel Hafeet-stigningen samt en ny relativt flad ørkenetape, og der var derfor plads til mere variation, end man kunne frygte for et længere løb i Mellemøsten, hvor monotonien til tider har kunnet taget en smule overhånd. Samtidig fastholdtes den i 2018 indførte tidskørsel, men modsat 2017-udgavens enkeltstart var der denne gang tale om en kollektiv en af slagsen, idet der blev lagt ud med et kort og fladt holdløb i Abu Dhabi. Selvom genbrug altid vil være uundgåeligt i et land med megen ørken, er der udsigt til lidt flere nyskabelser i de kommende år.

 

Man må i den grad sige, at der er taget godt imod det nye løb. Sidste år ryddede araberne næsten bordet og efterladte de europæiske løb med meget tamme felter. I år er tendensen ikke helt så udtalt, men et felt, der tæller klassementsryttere som Tadej Pogacar, Alejandro Valverde, Adam Yates, Dabide Formolo, Wilco Kelderman, Domenico Pozzovivo, David Gaudu, Ilnur Zakarin, Emmanuel Buchmann, Rafal Majka, Wout Poels, Alexey Lutsenko og et med spænding imødeset comeback til Chris Froome samt supersprintere som Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Caleb Ewan, Arnaud Demare og Mark Cavendish, vil kunne få selv en grand tour til at se misundeligt til.

 

Blandt sidste års stjerner var Primoz Roglic, der startede sin drømmesæson som lyn og torden. Efter sejr på det indledende holdløb måtte han ganske vist se sig overspurtet af Alejandro Valverde på den Jebel Hafeet, men med sejr på den nye bjergetape til Jebel Jais viste han sig som løbets klart stærkeste og sejrede md 31 sekunder ned til Valverde og 44 sekunder ned til David Gaudu, der fik sin første podieplads i et WorldTour-etapeløb. Der skal imidlertid findes en ny vinder i år, da Roglic skubber sæsondebuten i en lang sæson til Paris-Nice, men både Valverde, der blev den sidste vinder af Abu Dhabi Tour, og Gaudu er med igen efter en for dem begge frustrerende sæsonstart.

 

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

 

For arrangørerne i Dubai og Abu Dhabi har det været oplagt, at hovedformålet med løbet har været at promovere de to storbyer som turistdestinationer, og derfor har det været uundgåeligt, at det meste af Dubai og Abu Dhabi Tour har fundet sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det har givet den oplagte interessekonflikt, som man begge steder forsøgte at løse ved at sammenkoble en stribe næsten helt flade og meget lette sprinteretaper med to ganske forskellige kongeetaper, der i Dubai bestod af den eksplosive finale på den korte rampe op til Hatta Dam og i Abu Dhabi af bjergfinalen på den berømte Jabel Hafeet-stigning. Derudover håbede man, at der kunne opstå lidt sidevindsaction på et par ørkenetaper, men i alt væsentligt var det enten kongeetaperne eller bonussekunder, der var bestemmende for udfaldet. I 2018 forsøgte man sig dog med lidt nytænkning i Abu Dhabi, hvor man supplerede kongeetape med en enkeltstart.

 

Sammensmeltningen af de to løb har egentlig gjort interessekonflikten endnu tydeligere, men heldigvis har man undladt at forfalde til den oplagte løsning at kombinere de to velkendte kongeetaper med fem helt flade byetaper i landets metropoler. I stedet sammensatte man til den første udgave et løb, der bestod af en storbyetape i hver af metropolerne, de to velkendte kongeetaper, en flad etape med mulighed for sidevind og ikke mindst en helt ny finale på det ukendte bjerg Jebel Jais. Da ørkenlandskabet naturligvis ikke giver den helt store mulighed for adspredelse, er det klart, at der altid vil være en del genbrug, men faktisk havde arrangørerne nogle overraskelser i ærmet til den anden udgave.

 

Den mest markante ændring var, at tidskørslen var erstattet af endnu en sprinteretape, og at Jebel Jais-etapen blev erstattet af endnu en puncheuretape som supplement til Hatta Dam, idet der nu også skulle spurtes op ad en bakke til en anden dæmning, Rafisa Dam. Desværre betød vejarbejde, at man i begyndelsen af februar måtte droppe den etape, og derfor var gode råd dyre, da der med kort varsel skulle findes en erstatning. Løsningen blev den meget specielle at indlægge endnu en bjergetape med mål på Jebel Hafeet, denne gang dog med et andet og anderledes ørkenstykke forinden.

 

Dermed blev et løb, der egentlig så ud til at være lettere end sidste år, pludselig hårdere end nogensinde. Jebel Hafeet er nemlig meget vanskeligere end Jebel Jais, og dermed er der denne gang to chancer for klatrerne til at gøre seriøse forskelle. De kommer på 3. og 5. etape, hvor rytterne altså sidste gang for mulighed for at lære af erfaringerne fra første forsøg, og det vil formentlig være de to etaper, der i alt væsentligt vil være afgørende. Man skal dog ikke negligere Hatta Dam-etapen, der i år er blevet ændret, så turen ind gennem ørkenen byder på næsten 3000 højdemeter, mere end dobbelt så mange som sidste år. For klassementsrytterne vil det ikke være et problem, men det kan blive sværere for de holdbare sprintere, der traditionelt har domineret etapen, at komme med hjem denne gang, ligesom titelkandidaterne måske kan gå efter bonussekunder i den eksplosive afslutning, hvor der altid kan vindes få sekunder som følge af huller.

 

Den etape kommer denne gang på andendagen og vil give mulighed for at varme klatrebenene op inden det første Jebel Hafeet-besøg tirsdag. Resten af løbet burde være dedikeret til sprinterne, da 1., 4., 5. og 7. etape alle er stort set helt flade. Onsdagens og lørdagens etaper byder på de klassiske sightseeingture rundt i hhv. Dubai og Abu Dhabi og burde med sikkerhed blive en sag for de rene sprintere - selvom vinden godt kan spille en rolle lørdag langs Abu Dhabis kyst - men søndagens åbning og fredagens helt nye etape kan være mere udfordrende. 1. etape byder således på en tur rundt i ørkenen omkring Dubai, hvor mange retningsændringer kan give mulighed for splittelser, mens 6. etape består af en tur hen langs Emiraternes nordkyst. Selvom meget taler for, at løbets bedste klatrer vil vinde, kan man altså tabe det hele med uopmærksomhed i ørkenvinden, og hvis ikke det blæser, kan de mange supersprintere i løbet se frem til hele fire meget lette sprinteretaper, der vil give et mere klart billede af, hvem der lige nu er verdens hurtigste sprinter.

 

 

1. etape

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Om det er besværet med udstyret, der er årsagen, skal vi lade være usagt, men modellen gentages ikke i år. I 2020 er tidskørslen fjernet igen, og dermed bliver den første førertrøje som det oftest er tilfældet i ørkenløbene, en sag for sprinterne, der kan se frem til en af de klassiske meget lette og helt flade byetaper i storbyen Dubai.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 148,0 km, som fører feltet fra The Pointe til Dubai Silicon Valley, der begge er attraktioner inde i hjertet af Dubai. Startområdet ligger ude på den berømte palmeø, hvor der traditionelt har været mål for en sprinteretape, og herfra begiver feltet sig mod sydøst via tunnelen tilbage til fastlandet, hvor de fortsætter mod sydøst ud gennem storbyen, indtil man i udkanten drejer mod syd for at fortsætte ind gennem ørken frem til den første spurt, der efter 46,3 km kommer ved Al Qudra Cycle Track.

 

Her kører man mod sydvest ad en flad ørkenvej ud til et vendepunkt, hvorfra man kører tilbage til cykelbanen, der atter nås efter 70,4 km. Nu kører man videre mod nordøst med to retningsændringer undervejs gennem den flade ørken frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 111,6 km i ørkenbyen Lahbab. Derfra går det mod nordvest tilbage mod Dubai, inden man drejer mod sydvest for at køre ind gennem byens udkant frem til Dubai Silicon Oasis. Her kører man en tur rundt om komplekset, inden man til slut drejer ind i selve området i en helt flad finale, der byder på tre sving i rundkørsler omkring kilometermærket, hvorefter vejen bugter sig 180 grader ind på den få hundrede lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder i alt på 530 højdemeter.

 

Helt uden undtagelse af de flade byetaper i Dubai og Abu Dhabi Tour altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da man denne gang tilbringer en relativt stor del ude i ørkenen. Hvis det blæser, kan det derfor blive ganske dramatisk, men da man slutter af i byzone må man formode, at de mange supersprintere skal udkæmpe deres første slag på dag 1.

 

Dubai Silicon Oasis har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Mens kongeetapen i Abu Dhabi Tour med sit mål på 3. etape Jebel Hafeet-stigning altid har været en sag for klatrerne, har det forholdt sig helt anderledes i Dubai Tour. Her er terrænet langt fladere, og derfor har løbet været lidt af en sprinterfest. Undtagelsen har været den nu efterhånden ikoniske kongeetape, der har ført feltet ud i ørkenen, hvor de eksplosive puncheurs har kunnet slås om sejren på den korte, men meget stejle Hatta Dam-stigning. Naturligvis skal den finale genbruges også i UAE Tour, hvor den ganske vist ikke som i det gamle løb ventes at spille nogen stor rolle i kampen om den samlede sejr, men hvor den som altid vil give anledning til et forrygende og spektakulært show, og hvor evnen til at overleve et sandt syrebad vil bestemme, hvem der skal hyldes som vinder af det, der allerede nu er blevet lidt af en klassiker.

 

Etapen er imidlertid nytænkt, så man skipper den lange, flade tur gennem ørkenen og i stedet tilbringe hele dagen i bakkerne omkring byen Hatta, hvor der som noget nyt er start, og hvorfra man kører en tur mod nord ud i ørkenen, inden man vender tilbage til afslutningen på den nærliggende Hatta Dam efter i alt 168,0 km, som byder på dobbelt så mange højdemeter som sidste års udgave af etapen. Fra start snor man sig mod nord og nordvest ind gennem ørkenen, der her er ganske kuperet med to stigende stykker, der begge efterfølges af nedkørsler. Efter 47,8 km når man dagens første spurt i byen Shawka, hvorfra man fortsætter mod nord og kort efter mod øst videre gennem ørkenen via et længere stigende stykke og en afsluttende nedkørsel, der leder ned mod kysten til byen Fujairah.

 

Her kører man en omgang på en ganske lille rundstrækning i forbindelse med forplejningszonen, inden man vender rundt for at følge samme vej tilbage mod vest gennem ørkenen. Det betyder, at der venter en længere stigning, inden det begynder at falde - afbrudt af enkelte småbakker - mod øst og siden syd tilbage til Shawka, hvor der også denne gang er spurt efter 119,3 km. Herefter fortsætter man mod sydøst og siden syd tilbage mod Hatta, men denne gang følger man en anden vej tilbage til byen, hvor man har en finale, der bortset fra en mindre modifikation inde i selve byen, hvor passagen bliver mindre teknisk, er den vi kender fra tidligere.

 

Med 18 km igen begynder det at stige let op ad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 11% mod toppen, der rundes med 11,5 km igen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der når op på 12% og har top med 9,6 km til mål, men herefter går det ned til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter to sving i byen Hatta og et sving med frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Der er et sving med m igen, inden det sidste, meget skarpe sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2770 højdemeter.               

 

Da etapens finale er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2016, 2018 og 2019, ved vi, hvad vi skal forvente. Vinden i ørkenen kan komme i spil, men det har vist sig at være usandsynligt. Selvom der blev angrebet voldsomt på de første bakker, viste de sig i 2016 og 2018 ikke at skabe samme udskilning som de hårdere stigninger i 2015, og derfor var det et næsten fuldt felt, der nåede bunden af den sidste stigning. O år er højdemeterne betydeligt flere, og derfor er det meget tænkeligt, at vi vil se større udskilning, inden feltet når tilbage til Hatta. Her kan vi forvente en benhård positionskamp, idet placeringen ved foden næsten er vigtigere end spurtstyrke. Historien viser, at de meget kraftfulde sprintere har en fordel over de lettere puncheurs, men det er typisk en blanding af disse ryttertyper, der vil slås om etapesejren. Denne gang kan de rene sprintere imidlertid tage den med ro, der på den bjergrige rute ikke er en samlet sejr at køre op, og for UAE Tours klassementsryttere handler det derfor hovedsageligt om at undgå at smide dumme sekunder i de huller, der altid opstår i den hektiske finale.

 

Finalen har været benyttet fire gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet tilstrækkeligt til at vinde samlet. I 2016 var etapen betydeligt lettere og havde en finale, der var en kopi af de seneste års udgave. Det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med 4 sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt.

 

I 2017 var nøjagtigt samme etape på programmet, men her betød meget kraftig vind desværre, at man efter i første omgang at have ændret løbet til et rundstrækningsløb helt måtte aflyse etapen. I 2018 lykkedes det atter at afvikle etapen, og her var Brandon McNulty meget tæt på at levere en sand sensation, da han efter en lang dag i udbrud først blev hentet mindre end 100 m fra stregen. I stedet endte det i den ventede puncheurspurt, og denne gang var det Sonny Colbrelli, der sejrede foran en stærkt afsluttende Magnus Cort og Timo Roosen. Sidste år var Caleb Ewan i særklasse, da han sejrede med 2 sekunder ned til Matteo Moschetti og Primoz Roglic og 5 sekunder til de nærmeste forfølgere.

 

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage i emiratet Dubai bevæger feltet sig til emiratet Abu Dhabi med en gentagelse af den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at vinderen af 3. etape også vil sejre samlet - ikke mindst fordi man skal op ad præcis samme stigning én gang til senere i løbet - men om ikke andet vil Jebel Hafeet atter give os en ganske klar indikation på, hvem der skal slås om den samlede sejr i den første udgave af Mellemøstens storløb.

 

Selvom målet er det samme som det, vi kender fra tidligere, er det ikke den klassiske etape. Den venter nemlig først senere i løbet, mens der denne gang er tale om en transport fra Dubai til det ikoniske bjerg i Abu Dhabu-emiratet. Således kører man 184,0 km fra Al Qudra Cycle Track i udkanten af byen Dubai til toppen af Jebel Hafeet, som ligger mod sydøst dybt inde i ørkenen. Fra start kører man mod sydvest igennem den helt flade ørken, inden man drejer mod sydøst og senere øst for at følg den flade ørkenvej frem til forplejningen, som nås efter 109,3 helt flade kilometer.

 

Efter frokosten sætter man kursen mod sydøst og fortsætter igennem den flade ørken ned mod byen Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet. Her kører man mod syd frem til den første spurt, der efter 150,5 km ligger i byens udkant, inden man fortsætter mod syd ind gennem byen og ud til foden af bjerget. Her kører man den sidste spurt efter 170,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1471 højdemeter.

 

Med nu hele fem besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour kender vi efterhånden alt til denne etape, der vil være rammen om det første af de to store klatreslag. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke, selvom ruten denne gang er en anden. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion.

 

Det så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

 

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

 

4. etape

Hvis der er noget, der har karakteriseret både Dubai og Abu Dhabi Tour, er det de helt flade sprinteretaper i de to metropoler. Dem er der naturligvis også blevet plads til i UAE Tour, og efter at det sidste var Dubai, der fik lov at runde festen af med ”deres” byetape, er det i år Abu Dhabi, der luller ballet. Det betyder, at turen rundt til seværdighederne i Dubai kommer allerede på 4. etape, hvor turisturen ventes at kulminere med et brag af en massespurt og et stort opfør mellem flere af verdens allerhurtigste afsluttere.

 

Med en distance på 173,0 km er der tale om en forlænget udgave af sidste års afslutningsetape. Denne gang går starten i Zabeel Park, hvorfra der køres til det klassiske mål ved Dubai Citywalk nær havnefronten. De to lokationer ligger få meter fra hinanden, og etapen består af en tur rundt til byen seværdigheder. Man lægger ud med at sno sig mod sydøst igennem fladlandet, indtil man når ud til byens udkant. Her kører man mod sydvest han langs byen frem til Dubai Motor City, hvor dagens første spurt kommer efter 38,6 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre tilbage ind mod bycentrum frem til Jumierah Islands, hvor man kører en meget kringlet tur rundt i området på 7,1 km.

 

Efter turen ind gennem Jumeirah Islands kører man mod nordøst ad en stor boulevard ind mod hjertet af byen. I stedet for at køre ind til mål fortsætter man imidlertid mod vest ud mod byens nordøstlige udkant. Her kører man en omgang på en helt flad rundstrækning, der kortvarigt berører ørkenen og byder på en sidste spurt efter 131,7 km. Derefter går det tilbage mod vest ind gennem byen, inden man kører mod sydvest og til slut nordvest frem til målet ved Dubai City Walk. Her følger man en lang, lige vej og helt flad vej frem til finalen, hvor et skarpt sving med ca. 500 m igen leder ind på den 8,5 m brede, brostensbelagte opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 540 højdemeter.

 

Det præcise design af etapen er en anelse anderledes, end vi kender det, men grundlæggende er der tale om en gentagelse af afslutningsetapen fra Dubai Tour og sidste års udgave af UAE Tour. Med det stærke sprinterfelt, der er til start, er der derfor ingen tvivl om, at de hurtige folk ser frem til at få chancen på en dag, hvor vinden har svært ved at komme i spil. Således er der lagt op til et slag mellem feltets helt rene sprintere, der dog skal håndtere den ikke helt enkle finale, hvis de vil gøre sig håb om at kunne slås om sejren på den spektakulære scene i feriemekkaet Dubai.

 

Sidste år sluttede sidste etape som sagt ved Dubai City Walk, og her kunne Sam Bennett endelig tage en sejr, han havde kredset om, ved at henvise Fernando Gaviria og Caleb Ewan til de sekundære placeringer. Den afsluttende etape i Dubai Tour, der på mange måder minder om denne, blev i 2018 vundet af Elia Viviani, der var hurtigste mand i et sandt styrtkaos, der eliminerede de fleste af rivalerne i den komplicerede finale. I 2017 havde Marcel Kittel allerede inden etapen et stort forspring, men det forhindrede ham ikke i at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Viviani og Riccardo Minali. I 2016 var Kittel igen hurtigst, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter. I 2015 var Mark Cavendish stærkest og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre, mens Kittel også bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt den tilsvarende etape, der dengang havde en anden afslutning.

 

 

 

 

5. etape

Egentlig skulle der kun have været én bjergetape i årets udgave af UAE Tour, men da vejarbejde pludselig umuliggjorde en ny etape med en interessant puncheurfinale, måtte arrangørerne være kreative. Kreativiteten var det nu småt med, da løsningen blev at indlægge endnu en bjergfinale på Jebel Hafeet og dermed øge antallet af bjergetaper til to, som vi også havde i sidste års udgave af løbet. Derfor skal rytterne på 5. etape, der faktisk er det oprindeligt planlagte besøg på stigningen, atter op ad Emiraternes mest berømte cykelstigning, hvor klatrerne formentlig skal udkæmpe det endelige slag om den samlede sejr.

 

Modsat den første Jebel Hafeet-etape, der bragte feltet fra Dubai, følger den 162,0 km lange etape følger det helt klassiske mønster som kendes fra Abu Dhabi Tour, også selv om ruten er modificeret en anelse i forhold til tidligere udgaver. Starten går således atter i Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet, og består først af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top. Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 24,6 km i byens nordlige udkant.

 

Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod sydøst, inden det via endnu en lige, flad vej går mod sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen. Her venter den sidste spurt efter 148,6 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1405 højdemeter.

 

Med nu hele fem besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour kender vi efterhånden alt til denne etape, der vil være rammen om det første af de to store klatreslag, og selvom det er anden tur op ad bjerget, kan vi formentlig forvente samme forløb.. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke, selvom ruten denne gang er en anden. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion - en selektion, der formentlig vil afgøre, hvem der skal vinde den anden udgave af løbet.

 

Det så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

 

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

 

6. etape

De mellemøstlige løb er kendt for deres hang til gentagelser, men der er dog blevet plads til en enkelt nyskabelse i årets udgave. 6. etape byder nemlig på en tur hen langs Emiraternes nordkyst, men det er også det eneste specielle, der er over ruten. Kystvejen er nemlig både lige og pandekageflad, inden man afslutter etapen med omgange på en rundstrækning i Al Mirfa. Der venter derfor formentlig endnu en massespurt, hvis da ikke den frygtede ørkenvej har tænkt sig at splitte feltet til atomer.

 

Med en distance på 158,0 km er der tale om en relativt kort etape, som fører feltet fra Al Ruwais til Al Mirfa. Der er tale om to byer helt oppe ved landets nordkyst, og det er svært at forestille sig en enklere etape end denne. Ganske viste er starten lidt kringlet, når man igennem et par sving kører mod sydvest og syd ud gennem startbyen, men efter bare få kilometer når man hovedvejen, der fører igennem ørkenen hen langs kysten. Den er både lange og lige og helt uden skarpe sving, indtil man når Al Mirfa. I udkanten drejer man efter 94,6 km mod nord for at køre ind gennem byen.

 

Her rammer man den afsluttende rundstrækning, der ikke fås meget enklere. Den er 18,9 km lang og skal tilbagelægges i alt tre gange. Kort efter målpassagen skal man hele vejen rundt i en rundkørsel, hvorefter rundstrækningen helt enkelt består af en tur mod sydøst hen langs den lige, flade kystvej, der kun afbrydes af et par rundkørsler, inden man vender rundt i den tredje rundkørsel. Herefter går det tilbage mod nordvest ad samme vej, hvor man skal igennem tre rundkørsler, den sidste med bare få hundrede meter til stregen. Der er indlagte spurter ved målpassagerne de efter første og anden omgang, dvs. efter hhv. 120,3 og 139,1 km.

 

Etapen byder på i alt 307 højdemeter.

 

Som udgangspunkt er de sidste to dage i løbet helliget sprinterne, men skal der ske noget, skal det være på denne etape. Turen hen langs kysten burde have potentiale til lidt sidevindskørsel, og da den afsluttende rundstrækning nærmest ikke berører byzone, kan der også ske splittelser her. Det kan derfor blive en ganske dramatisk etape, hvis vinden står rigtigt, men desværre viser Emiraternes historie, at meget taler for, at det bliver en begivenhedsfattig sprinteretape, der dog vil blive afsluttet med et brag af et slag mellem verdens allerhurtigste.

 

Al Mirfa har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

7. etape

Ved skabelsen af det nye løb lå det i kortene, at Abu Dhabi og Dubai skulle være værter for første og sidste etape, og at begge byer skulle lægge asfalt til en af de flade sprinteretaper, der altid har været løbenes mest markante karakteristikum. Ved fordelingen af opgaverne blev det besluttet, at Abu Dhabi skulle skyde festen i gang, og at Dubai skulle være vært for den store finale, og i år har det været helt naturligt at bytte rundt på rollerne. Derfor er det i år Abu Dhabi, der runder festen af, og det sker med en endnu en turistetape, der fører feltet rundt til storbyens attraktioner. Der er derfor nok engang lagt op til en paradeagtig afslutning, der ventes at kulminere i den helt klassiske massespurt for de reneste af de rene sprintere.

 

Med en distance på 127,0 km er der som så ofte på sidstedagen tale om en kort etape, der fører feltet fra Al Maryah Island til målet på øen Yas Beach ud for Abu Dhabi. Startområdet ligger bare få kilometer nordøst herfor, og herfra lægger man ud med at køre mod nordøst op langs vandet. Kort efter kører man mod sydøst hen over de mange øer langs den forrevne arabiske kyst, inden man atter når fastlandet. Her kører man mod sydøst ned til Yas Maria Circuit, hvor den første spurt kommer efter 27,0 km, inden man når frem til en rundstrækning.

 

Her kører man en hel omgang på runden, der har enkelte kringlede og tekniske passager, men mest af alt består af lange, lige veje, der fører mod sydvest og tilbage igen. Efter rundstrækningen følger man samme vej mod nordvest forbi Yas Marina Circuit, hvor den anden spurt kommer efter 84,1 km, inden man atter bruger samme vej som tidligere, når man kører mod nordvest hen langs øerne ved kysten. Senere drejer man mod sydvest for at køre hen langs vandet, idet man dog slår et lille smut helt ud til vandet, hvad man ikke gjorde ved første passage. Nu går det mod sydvest hen langs vandet forbi startområdet og videre mod sydvest hen til byens vestligste punkt. Her drejer man med godt 1 km igen skarpt til højre og kører derefter direkte ud til målet på Yas Beach ad en ganske let stigende vej, der bugter sig ganske let til højre.

 

Etapen byder på i alt 825 højdemeter.

 

Helt uden undtagelse af de flade byetaper i Dubai og Abu Dhabi Tour altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da vi tidligere på en lignende etape har set, at passagerne over broerne langs byens kyst kan give anledning til ganske stressende sidevindskørsel. Sådanne passager venter både i etapens første halvdel og ikke mindst inden for de sidste 40 km, og det vil under de rette vejrbetingelser måske kunne skabe lidt drama. Alt peger dog i retning af, at en massespurt nok engang skal slutte festen af, som det er sket i alle tidligere udgaver af løbene i Emiraterne.

 

Finalen på Yas Beach blev første gang benyttet i 2018, hvor det lykkedes Elia Viviani at sejre i den ventede massespurt foran Danny Van Poppel og Pascal Ackermann. Sidste år kom etapen allerede på andendagen, og her fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Caleb Ewan.

 

 

 

 

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

 

Det har imidlertid ikke været tilfældet for hverken Dubai eller Abu Dhabi Tour. Tværtimod har de været helt enkle at forholde sig til, og det har ikke voldt problemer at gennemskue, hvor løbene skulle afgøres. Dubai Tour var altid en kamp på bonussekunder og tid vundet i den eksplosive finale på Hatta Dam, mens Abu Dhabi Tour i sin oprindelige version altid blev afgjort på Jabel Hafeet og i 2018 også på enkeltstarten.

 

Den slags luksus for optaktsskribenter skyldes, at hovedparten af de mellemøstlige etaper har været meget lette sprinteretaper, hvor der ganske vist altid har været en chance for, at vinden kunne komme i spil, men hvor det sjældent er sket. Dermed har de aldrig spillet nogen rolle for klassementet - i hvert fald ikke i Abu Dhabi Tour, hvor klatrebenene har talt.

 

Det nye UAE Tour er også dejligt enkelt. Løbet består nemlig af fire helt flade sprinteretaper og tre kuperede etaper, hvis finaler alle er kendte, og hvoraf i hvert fald de to bjergetaper er meget enkle at forholde sig til. Den mest markante forskel i forhold til sidste år er naturligvis fraværet af holdløbet, hvilket betyder, at det i vidt omfang skal afgøres på de to opstigninger af Jebel Hafeet på 3. og 5. etape.

 

Som udgangspunkt må man formode, at de fire flade etaper alle ender i massespurter. De skal dog dels i to. 4. og 7. etape er helt klassiske storbyetaper, der med statsgaranti ender i et brag af et spurtopgør mellem feltets mange topsprintere, selvom det faktisk godt være lidt blæsende langs Abu Dhabis forrevne kyst på sidstedagen. 1. og 6. etape er lidt farligere, da de begge for en stor dels vedkommende afvikles i ørkenen. Det åbner risikoen for sidevind, som kan koste chancerne for de spinkle klatrere.

 

Vejrudsigten kan også deles i to dele. De første to dage ser relativt fredsommelige ud, og selvom 1. etape ikke vil finde sted i helt stille betingelser, vil en nordenvind gøre det umuligt at skabe splittelse. Fra tirsdag tager vinden imidlertid fat, og det er først på sidste etape, at den igen vil have lagt sig så meget, at den ikke vil spille nogen stor rolle, selvom der faktisk vil være sidevind på hele turen hen langs kysten i Abu Dhabi til allersidst.

 

Da vind ikke spiller en rolle i Dubai på 4. etape, er det altså på 3., 5. og 6. etape, vejrudsigten skal studeres. Desværre vil der være enten mod- eller medvind på rundstrækningen på 6. etape, og derfor ser det ud til, at de splittelser, der måtte opstå tidligere, vil blive neutraliseret inden et sprinteropgør. Det efterlader os med de to Jebel Hafeet-etaper, der begge vil finde sted i meget blæsende betingelser, men med to forskellige vindretninger.

 

Tirsdag vil der være søndenvind, hvilket giver en lang dag med næsten uafbrudt modvind. Det betyder for det første, at der ikke vil ske splittelser i sidevinden, men for det andet også, at den knaldhårde modvind på den meget vindeksponerede Jebel Hafeet vil gøre det uhyre vanskeligt at skabe forskelle. I forvejen ved vi fra tidligere, at modvind kan neutralisere meget på denne åbne ørkenstigning, og det kan derfor slet ikke udelukkes, at det bliver en gruppe, der skal spurte til sidst.

 

Helt anderledes vil det være to dage senere. Torsdag vil den kraftige vind være drejet om i nordvest. Det betyder for det første, at man ikke helt kan udelukke muligheden for splittelser i sidemedvinden inden stigningen, som vi før har set det - jeg tror dog ikke, at retningen er helt rigtig - men også at der vil være næsten direkte medvind på Jebel Hafeet. Selvom man højst usædvanligt skal bestige det samme bjerg i samme etapeløb, betyder de to vidt forskellige vindretninger, at der formentlig vil blive tale om to meget forskellige etaper. 3. etape kan sagtens ende som en lille fuser, mens det til gengæld er på 5. etape, at forskellene for alvor skal gøres.

 

Hvor efterlader alt dette os? Vinden betyder, at vi må forvente, at 1., 4.,6. og 7. etape alle ender i massespurter, selvom i hvert fald 6. etape bliver en meget nervøs affære. 2. etapes finale på Hatta Dam kender vi efterhånden til hudløshed, og den kan godt komme i spil. Ganske vist viser historien, at de hårdføre sprintere har overtaget, men ryttere som Alejandro Valverde og Primoz Roglic har begge været i top 3. Dermed kan de eksplosive folk sikre sig bonussekunder, og vi ved tillige, at der altid opstår huller på et par sekunder. Chancen for bonussekunder er endda større i år, hvor etapen har næsten dobbelt så mange højdemeter som tidligere, og det kan gøre det sværere for sprinterne, mens Valverde-typerne vil have en større chance for faktisk at vinde etapen.

 

På Hatta Dam kan der imidlertid kun vindes sekunder. Løbet skal afgøres på Jebel Hafeet, og da vi mangler et holdløb, og Jebel Hafeet er meget vanskeligere end Jebel Jais, som udgjorde den anden af de to bjergfinaler sidste år, er det mere end nogensinde et løb for bjergryttere. Måske kan de få svært ved at gøre forskelle i modvinden på 3. etape, hvor en god spurt kan være vigtig i jagten på bonussekunder, men på 5. etape må man formode, at bedste klatrer vinder. Ganske vist flader den ud til sidst, men i de seneste to udgaver har vi set, at den ganske svære stigning har skabt ganske betydelige afstande.

 

Man skal dog også være opmærksom på, at bjergetaperne er meget specielle. Bjergetaper med en helt flad indledning og en afsluttende klatretur på en halv times tid er helt anderledes end store dage med adskillige bjergpas og mange højdemeter. Selvom stigningen i sig selv er svær, ser man ofte, at lidt mere eksplosive folk end klassiske bjergryttere kan være med på denne slags etaper. For en del år siden var Julian Alaphilippe endda tæt på at vinde, selvom han i de europæiske bjerge dengang altid kom til kort.

 

Med udsigt til, at løbet vil blive vundet af løbets bedste klatrer, er det svært ikke at pege på Tadej Pogacar som favorit. Man skal altid forvente de vildeste udviklingskurver fra sportens supertalenter, men der var alligevel næppe mange, der havde spået, hvor langt det slovenske vidunderbarn ville komme på så kort tid. Straks fra start vandt han Volta ao Algarve, og derefter gik det slag i slag frem mod Vuelta-gennembruddet, hvor han som debutant på uhørt vis vandt tre bjergetaper og sluttede på podiet.

 

Desværre for rivalerne får de fleste ryttere et boost af deres første grand tour. Noget tyder på, at det samme gælder for Pogacar. I hvert fald landede han med et brag, da han kom hjem fra højderne og gjorde sæsondebut i Valencia. Med to etapesejre og samlet triumf var han i særklasse i det stærkt besatte spanske løb, og det viste, at han var på sporet mod sit første store mål. Pogacar er nemlig den eneste i hele feltet, der har dette løb som omdrejningspunktet for første del af sæsonen, og selvom Touren er det allervigtigste, har han beskrevet UAE Tour som det helt store fokuspunkt indtil da. Det skyldes naturligvis, at det er holdets hjemmebaneløb, og Pogacar har trænet målrettet efter at toppe netop her.

 

Pogacar og UAE kunne have været sårbare i sidevinden, men det bliver næppe et tema. I stedet skal det afgøres på Jebel Hafeet, og her kunne han meget vel vinde begge gange. Han bliver i hvert fald svær at følge i medvinden på 5. etape, men også i modvinden på 3. etape står han stærkt med den hurtighed, han viste på 2. etape i Valencia, hvor han overspurtede en vis Valverde. Det betyder også, at han står fint på Hatta Dam, og selvom nok er for kort til, at han kan vinde, bør han snarere vinde end tabe et par sekunder. Kobler man det med stærk støtte fra Diego Ulissi og Davide Formolo, når Jabel Hafeet skal kontrolleres, må Pogacar være manden, der skal slås.

 

Hans værste rival kunne ligne Emmanuel Buchmann. Sidste år var dette løb et af de første, der signalerede det gigantiske niveauspring, tyskeren havde taget i løbet af vinteren, og som kulminerede med 4. pladsen i Touren. Dengang kom han til løbet efter en fremragende debut på Mallorca, hvor han havde leveret et stort soloridt, der førte til sejr, og minsandten om ikke historien gentager sig. Også i år kommer han nemlig til løbet på ryggen af en suveræn debut på ferieøen, hvor han igen tog en stor solosejr og i det hele taget lignede ugens klart stærkeste på stigningerne.

 

Nu må Buchmann formodes at være endnu stærkere, og der er ingen grund til at tro, at han ikke vil gøre det endnu bedre end sidste år, hvor han endte som nr. 4 og sidste blandt den kvartet, der skilte sig ud som de stærkeste, og som foruden ham bestod af Roglic, Valverde og Gaudu. Det skyldtes i høj grad et tab på holdløbet, som han i år slipper for. Man kan frygte, at bjergetaperne er lidt for lette for en dieselmotor for Buchmann, der nok får svært ved at vinde i modvinden på 3. etape. Til gengæld er Jebel Hafeet svær nok til, at tyskeren med sin superform kan sætte sig igennem på torsdag, og kan han undgå tidstab på Hatta Dam, kan det meget vel være nok til at tage karrierens første store etapeløbssejr.

 

Et af løbets store spørgsmålstegn er Adam Yates. Den lille brite var engang kendt som en langsom starter, men det ændrede sig i den grad for et år siden. Her lagde han ud som lyn og torden ved at vinde kongeetapen i Valencia, og herefter kørte han som lyn og torden igennem et helt forår, hvor han var mindre end et sekund fra at vinde Tirreno, hvor han vandt bjergetaper i Baskerlandet og Catalonien, og hvor han rundede af med en topplacering i Liege. Meldingerne er, at han er supermotiveret og i form, og han kommer til et løb, der virkelig passer ham.

 

Det er velkendt, at Yates kan have det lidt svært med store bjergetaper med mange højdemeter og mange bjergpas. Disse ”lette” bjergetaper med bare én relativt eksplosiv stigning ligger derimod til hans højreben, og han har samtidig det kick, der skal til for at vinde en eventuel spurt, særligt på 3. etape, men også på 5. etape, hvis bedste man ikke kan sætte sig igennem. Hatta Dam ligger heller ikke helt skidt til ham, selvom hans positionering nok betyder, at det her primært handler om ikke at tabe tid. Lykkes det, passer de to bjergetaper ham fremragende, især hvis han med sin spurt kan sikre sig 10 bonussekunder i tirsdagens modvind. Efter sit drømmeforår i 2019 er Yates klar til at gentage succesen i år, og det kan meget vel starte allerede her.

 

En rytter, der er al mulig grund til at frygte, er Alexey Lutsenko. I gamle dage ville man have udelukket, at kasakken kunne vinde et stjernebesat etapeløb med to bjergfinaler, men det er blevet nye tider. Det er allerede velkendt, at Lutsenko har fået smag på februars mellemøstlige etapeløb, efter at han to gange har vundet Tour of Oman - den ene gang endda i fuldstændig suveræn stil - og siden Dauphiné har han pludselig også kunnet forsvare sig i de europæiske bjerge, hvor han hidtil har været helt væk. Det blev bekræftet, da han for et par dage siden blev nr. 2 på Mont Ventoux, der er et langt sværere bjerg end Jebel Hafeet, og her satte han også en fed streg under, at februarformen er mindst lige så god, som den plejer.

 

Det gør naturligt Lutsenko farlig i dette løb. De meget eksplosive bjergetaper passer ham ganske glimrende, især i modvinden på 3. etape, hvor han får fuld valuta af sin spurt. Han ligner også et oplagt bud på en mand, der kan køre med om bonussekunderne på Hatta Dam. Den helt store udfordring for Lutsenko bliver at følge Pogacar og co., når de lukker på i medvinden på torsdag. Her kan Jebel Hafeet stadig vise sig at være for svær, som Ventoux var det, da Quintana angreb i sidste uge, men chancerne for, at Lutsenko kan være med er endnu større på denne stigning. Kobler man det med bonussekunder på 2. og 3. etape, er han i spil til sejren.

 

Lige så sikker, man kan være på Lutsenkos februarform, lige så usikker er man altid på Wout Poels. Vi vidste godt, at hollænderen kører, som vinden blæser, men vi fik alligevel en påmindelse om det i Valencia, hvor han kørte katastrofalt på 2. etape, inden han fandt benene til kongeetapen, hvor han blev nr. 2 bag Pogacar. Sidstnævnte præstation viser, at formen er fremragende, og det plejer den da også at være for manden, der tidligere har vundet samlet i Valencia og vundet etaper i Andalusien. Disse lidt eksplosive stigninger passer heller ikke dårligt til Poels, der allerede havde stået som vinder på Jebel Hafeet, hvis ikke han var styrtet i sidste sving i første udgave af Abu Dhabi Tour i 2015. Hatta Dam er for kort til ham, men han har punchet til at begrænse tabet, både her og i en spurt på 3. etape. Derefter skal han vise, at han har fundet de procent, han manglede i Valencia, når det går løs på 5. etape. Efter et svært 2018 og 2019 har han meget at bevise, men hvis han finder sit gamle niveau, er han suverænt en af verdens bedste bjergryttere. Starten i Valencia indikerer, at han er på rette vej.

 

Egentlig ville jeg gerne have David Gaudu højere på listen. Franskmanden har nemlig nu flere gange vist, at han allerede skal regnes som en af verdens bedste bjergryttere, blandt andet da han sidste år blev nr. 3 i dette løb. Dengang kom han imidlertid til løbet efter en fremragende indsats i Provence, hvor han vel var bedste mand på stigningerne, men sådan er det ikke i år. Her skuffede han fælt på de franske landeveje og måtte skuffet ende løbet på en 10. plads, selvom ruten var skabt til en klatrer som ham.

 

Dengang var Gaudu langt fra Lutsenko, men det betyder ikke, at han kan afskrives. Historien viser nemlig, at Gaudu kan være uhyre svingende, specielt når han kommer tilbage efter en pause. Det så vi, da han slog igennem i Catalonien i 2017, hvor han var faldet igennem et par dage forinden, det så vi i Ardennerne sidste år, hvor han pludselig var flyvende i Liege, og det så vi sidste efterår, hvor han var helt væk Emilia, indtil han pludselig kørte et mindeværdigt Milano-Torino. Netop det løb viser også, at han mestrer disse meget eksplosive afslutninger, som han også gjorde med 3. pladsen på Jebel Hafeet sidste år. Han skal holde sig til på Hatta Dam, hvor han har et hæderligt punch og følge med på 3. etape. Skal han vinde løbet, skal han vise sine guddommelige klatreben og sætte sig igennem på torsdag, hvor han skal forbedre sidste år 3. plads

 

Det er højst usædvanligt at placere Alejandro Valverde så langt nede af listen i et løb, der passer ham som fod i hose, og hvor han sidste år blev nr. 2 efter at have vundet Abu Dhabi Tour i 2018. Han har tillige vundet på Jebel Hafeet to år i træk og dermed dokumenteret, at etapen naturligvis er skræddersyet til en eksplosiv fyr som Valverde. Efter nedturen i Valencia er det dog svært at være meget optimistisk på Valverdes vegne. Allerede sidste år kneb det gevaldigt i foråret - også i dette løb, hvor han med lidt sygdom i kroppen led på Jebel Jais - og dengang kom han trods alt bedre til løbet med en 2. plads på kongeetapen i Valencia. Denne gang faldt han helt igennem i det spanske løb, og det kan ikke redde ham, at han var stærkeste mand på stigningerne i et svagt besat Vuelta a Murcia.

 

Det betyder dog ikke, at Valverde ikke kan vinde. Ser man alene på rutens sammensætning, er der ingen, den passer bedre til. Valverde kan vinde på Hatta Dam, hvor han tidligere har været meget tæt på - især nu med de flere højdemeter - og en eventuel modvindsspurt på 3. etape burde også være perfekt for ham. Det kan sikre en del bonussekunder inden det store slag på 5. etape. For at vinde løbet skal han imidlertid have forbedret sig markant siden Valencia, hvor Pogacar kørte ham midt over. Det kan være svært at tro på, men omvendt har Valverde jo i løbet af sit svingende 2019 vist, at han altid kommer tilbage før eller siden.

 

Sidste år var Laurens de Plus en af løbets nøglefigurer. På Jebel Jais kørte han nemlig så fabelagtigt for Primoz Roglic, at ingen overhovedet turde angribe sloveneren, og det blev det første bevis på, at belgieren nu er en del af klatreeliten. Det bekræftede han senere i en Tour, hvor hans tempo for Kruijswijk i bjergene var imponerende højt, og der er absolut ingen grund til at tro, at han ikke er endnu bedre i år. Han kommer direkte fra højderne i Tenerife, som det var tilfældet sidste år, og dengang var han flyvende fra start. Personlige chancer får han ikke mange af på det stærkt besatte Jumbo-hold, og derfor vil han formentlig være ret opsat på at vise sig frem i dette løb. Til gengæld kan man frygte, at bjergetaperne er en anelse for lette for den ikke specielt eksplosive De Plus, der kun vinder løbet, hvis han sætte sig igennem i medvinden på torsdag.

 

Den anden rytter, der skal gribe en sjælden chance, er Giulio Ciccone . Den italienske klatrer har udsigt til et år, hvor hovedopgaven bliver at hjælpe og samtidig lære af Vincenzo Nibali. Derfor handler det om at slå til i dette løb, og noget tyder på, at han er klar fra start. I hvert fald vandt han suverænt sæsondebuten i Laigueglia, men man skal naturligvis også passe på med at lægge for meget i et løb, der var relativt svagt besat. Til gengæld viste Ciccone i 2019, at han efter nogle triste år, endelig har taget skridtet ind i verdenseliten, og udviklingen må formodes at fortsætte i år. Man kan frygte, at løbet her er lidt for let for den ikke alt for eksplosive Ciccone, men er han flyvende i medvinden på 5. etape, kan han tage endnu et skridt mod mere ansvar i de kommende år ved at køre med om sejren i dette løb.

 

En joker er Ilnur Zakarin. Russeren har haft nogle svære år, men man kan håbe, at skiftet væk fra Katushas fallitbo har bragt ham tilbage på sporet. Interessant nok har han gjort de ugelange etapeløb til det klassementsmæssige fokus i år, og derfor satser han på at være skarp i foråret. Han har før vist, at han kan komme bragende ud af vinterpausen, da han i 2017 var meget tæt på at vinde på Jebel Hafeet, og dermed har han vist, at han kan præstere på bjerget. Samlet set passer løbet ham ikke specielt godt, da han med sikkerhed smider sekunder på Hatta Dam, ligesom modvinden på 3. etape heller ikke tiltaler ham. Mistanken om, at han starter i god form, kan dog gøre ham til en ganske farlig herre, når vinden vender torsdag.

 

Wilco Kelderman har også for vane at starte stærkt, og alt tyder på, at det gentager sig i år. I hvert fald var han meget velkørende i Provence, hvor han først leverede en overbevisende præstation i modvinden på Les Cretes, og siden var klart stærkeste mand i favoritgruppen på Ventoux. Alligevel var udkommet på sidstnævnte bjerg lidt skuffende, når blandt andre Lutsenko kørte ham agterud, og derfor er det også lidt svært at se ham vinde dette løb. Han har dog et glimrende punch, og Jebel Hafeet burde passe ham ganske glimrende, som det har gjort, da han tidligere kørte det. Med den fine form burde der være næsten garanti for en top 10. En sejr eller en podieplads er dog en anden sag.

 

En af de ryttere, der sad i hans gruppe på Ventoux, var Eddie Dunbar. I 2019 var den lille irer sammen med Gaudu bedste mand på Provences stigninger, men det var ikke tilfældet i årets stærkere felt. Alligevel efterlod han et meget overbevisende indtryk, der naturligt gør ham til en nøglefigur i dette løb, hvor han burde få en sjælden chance for at jagte et personligt resultat. Han er en relativt eksplosiv fyr, der burde passe glimrende til Jebel Hafeet-etaperne, og han viste på Ventoux, at han også kan køre længere stigninger. Ligesom for Kelderman gælder dog, at han formentlig vil mange for meget for at vinde løbet.

 

Davide Formolo har for vane at starte sin sæson her, hvor han plejer at gøre det ganske godt på Jebel Hafeet. I år kan han endda ventes at være endnu bedre, for UAE beder som regel deres gode ryttere om at være i form til dette løb, som altså er holdkammeraten Tadej Pogacars første store mål.  Netop Pogacars fremragende form betyder dog også, at Formolo meget vel kan ende i en hjælperrolle, også selvom han skulle være i forrygende form. Omvendt kan det store fokus på Pogacar også være hans chance, hvis de store favoritter er lidt for jævnbyrdige. Her vil Formolo som UAEs underdog måske kunne snige sig væk, som da Rui Costa vandt på bjerget for tre år siden. Ganske vist har han sine store begrænsninger i bjergene, men denne stigning er så eksplosiv og kort, at Formolo, der har specialiseret sig i de hårde klassikere, sagtens kan være med, hvis han er klar fra start.

 

Hans tidligere holdkammerat Rafal Majka har haft for vane at køre i Mellemøsten, selvom han var fraværende i 2019, men han synes altid at mangle et par procent. Det er alligevel blevet til pæne placeringer som nr. 5 og 6, og det vidner om, at han altid gør det hæderligt. I år startede han på Mallorca, hvor han bestemt ikke imponerede, men det har han aldrig gjort. Han bør være bedre nu, og efter et 2019, hvor han var bedre end i mange, kan man forvente en solid præstation fra ham. Sejren virker langt væk på et hold, der primært handler om Buchmann, men endnu et topresultat er inden for rækkevidde.

 

En rytter, der er kendt for at køre stærkt fra start, er Jesus Herrada. Spanieren plejer altid at køre stærkt i de første spanske løb og i Tour of Oman, og i år har han også lagt fornemt fra land med en stærk præstation på Ventoux, der egentlig er en lidt for vanskelig stigning for ham, selvom han tidligere har vundet der. Løbet her burde passe hans eksplosive karakter langt bedre, og selvom han normalt ikke klatrer godt nok til at køre klassement i WorldTour-etapeløb, er det noget andet i februar. Herrada vinder ikke løbet, men kørslen i Provence vidner om at top 10 er muligt.

 

Astana handler om Lutsenko, men det er værd også at holde øje med Oscar Rodriguez. Den talentfulde spanier synes at være kommet godt i gang på Astana, hvor han gjorde det glimrende i Valencia, inden han var del af holdets store offensiv i Murcia på sidste etape. Han har stadig været et par procent under de bedste, men potentialet er stort, som blandt andet 2. pladsen i Burgos sidste år viste. Udgangspunktet er, at han skal være løjtnant, men han ligner en mand, der også selv kan gå i top 10.

 

En rytter, der bliver spændende at følge, er Jai Hindley . Sunweb-rytteren skuffede sig selv slemt i Tour Down Under, men pludselig var der hul igennem, da han totalt dominerede Herald Sun Tour. Det australske løb var ganske vist også svagt besat, men Hindley har med 2. pladsen i Tour de Pologne vist, at han kan være med på WorldTouren. Udgangspunktet er, at han skal hjælpe Kelderman, men da holdet ikke skal kontrollere, kan det meget vel tænkes, at Hindley også selv kan levere.

 

Endelig er der James Knox. Briten endte i top 10 sidste år, men synes at være gået i stå. Det blev ganske vist til en fin Vuelta, men hans deltagelse i topkampen handlede mere om sidevind og udbrud end god klatring. I år kom han bestemt heller ikke lovende fra start i Valencia, hvor han var temmelig skuffende. Man må formode, at han er bedre nu, men der er et stykke vej, inden vi for alvor kan regne med at se ham helt i front, også fordi han foretrækker større bjergetaper end disse meget eksplosive sager.

 

BEMÆRK: Husk at stemme til Cykelduellen nedenfor.

 

***** Tadej Pogacar

**** Emmanuel Buchmann, Adam Yates

*** Alexey Lutsenko, Wout Poels, David Gaudu, Alejandro Valverde, Laurens de Plus

** Giulio Ciccone, Ilnur Zakarin, Wilco Kelderman, Eddie Dunbar, Davide Formolo, Rafal Majka, Jesus Herrada, Oscar Rodriguez, Jai Hindley, James Knox

*  Mattia Cattaneo, Diego Ulissi, Patrick Konrad, Gregor Mühlberger, Domenico Pozzovivo, Carl Fredrik Hagen, Niklas Eg, Victor de la Parte, Robert Power, Omar Fraile, Gorka Izagirre, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Giovanni Visconti, Geoffrey Bouchard, Andrey Amador, Rafael Valls, Koen Bouwman, Daniel Navarro, Jaakko Hänninen, Nikolay Cherkasov

 

Danskerne

Michael Mørkøv bliver meget synlig på de flade etaper, hvor han spiller sin nøglerolle i at levere Sam Bennett til spurtsejre. På Trek skal Niklas Eg støtte Giulio Ciccone, men det er meget tænkeligt, at han efter en pæn indsats i Tour de la Provence selv kan kørei top 20. Jesper Hansen skal støtte Jesus Herrada på Cofidis og burde i teorien også selv være top 20-kandidat, men han manglede en del i Provence. Asbjørn Kragh skal forsøge at køre Alberto Dainese frem til massespurterne på Sunweb, og Michael Carbel spiller samme rolle for Max Walscheid på NTT. Endelig skal Jonas Gregaard hjælpe Alexey Lutsenko på Astana.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

 

Ag2r-La Mondiale: Bedste bud er formentlig Geoffrey Bouchard, der er klar til næste skridt, men ikke virkede helt på toppen i Australien. Francois Bidard og Jaakko Hänninen kan også køre klassement, men manglede en del på Ventoux. Holdet har sent også udtaget Andrea Vendrame, der vil finde Jebel Hafeet lang, men ikke er uden chance for at køre et pænt klassement.

 

Astana Pro Team: Lutsenko må være det bedste bud, men Rodriguez har som nævnt virket velkørende og kunne også være top 10-kandidat. Omar Fraile var også overbevisende i Murcia, men stigningerne her er nok lidt for lange. Til gengæld virker Gorka Izagirre ikke på toppen, og stigningerne er også en anelse for lange. Heller ikke Merhawi Kudus synes at have formen til at være med helt i front.

 

Bora-hansgrohe: Buchmann er plan A med Majka som en solid plan B, men holdet har også to ekstra kort i Patrick Konrad og Gregor Mühlberger. Konrad gik desværre lidt i stå i 2019 og får det nok lidt svært i sin sæsondebut. Mühlberger var flyvende på Mallorca, men har stadig til gode at være med helt i front i denne slags løb.

 

CCC Team: Det handler 100% om Zakarin, selvom Victor De La Parte viste form i Valencia og kan køre top 20. Jan Hirt er som altid helt ude af form fra start.

 

Cofidis: Det handler om Herrada. Jesper Hansen burde også være top 20-kandidat, men han manglede lidt i Provence. Jose Herrada er ikke længere god nok til at være med i front.

 

Deceuninck-Quick Step: Knox er den erklærede kaptajn, men holdet har også Mattia Cattaneo som plan B. Italieneren er imidlertid meget svingende og syntes ikke at være flyvende i de australske løb. Endelig vil man aldrig med Pieter Serry, der godt kan køre top 20 i et løb som dette.

 

Gazprom-Rusvelo: Holdets har den meget lovende Nikolay Cherkasov, men selvom han styrtede, virkede han meget formsvag i Saudi Tour. Sergei Chernetckii kan også køre klassement, men efter en pæn start i Saudi Tour skuffede han i Murcia.

 

Groupama-FDJ: Det handler helt om Gaudu, da resten af holdet er bygget op om Arnaud Demare.

 

Israel Start-Up Nation: Daniel Navarro klatrer stadig godt nok til en top 20, men han faldt helt igennem i Valencia og kan være formsvag. Alternativt har man Alexander Cataford, men niveauet her er for højt.

 

Lotto Soudal: Holdet vil køre for unge Carl Fredrik Hagen, der dog ikke imponerede i sæsondebuten på Mallorca. Selvom han kørte i top 10 i Vueltaen, er dybden i feltet her større, og han kan få svært ved at klemme sig helt i front allerede nu i en sæson, hvor han har et ambitiøst program med Giro og Vuelta. Steff Cras kan også klatre, men han var langt væk på Mallorca.

 

Mitchelton-Scott: Yates er den klare kaptajn. Tsgabu Grmay kunne agere plan B, men han var langt væk i Valencia.

 

Movistar Team: Det handler 110% om Valverde. Dario Cataldo kunne være en plan B, men virker som altid formsvag i starten af året.

 

NTT Pro Cycling: Holdet vil satse på Domencio Pozzovivo, der efter sin lange skadespause dog stadig manglede lidt for meget i Provence. Niveauet er nok for højt for Stefan de Bod ,

 

Team Bahrain-McLaren: Holdet satser på Poels. Rafael Valls burde også kunne gøre det hæderligt, men efter styrtet Down Under er han helt sikkert ikke på toppen. Eros Capecchi klatrer ikke længere godt nok til at være med i front.

 

Team INEOS: Naturligvis tales der meget om det store comeback for Chris Froome, men han vil naturligvis være langt fra at kunne blande sig med de bedste. Det handler om Dunbar, men nytilkomne Andrey Amador kunne måske også lave en top 20.

 

Team Jumbo-Visma: Det handler 100% om De Plus, da det meste af holdet er bygget op om Dylan Groenewegen. Koen Bouwman kan også gøre det hæderligt, men han har generelt skuffet siden sidste års Giro.

 

Team Sunweb: Kelderman er den erklærede kaptajn med Hindley som plan B. Den svingende Robert Power lagde ud som lyn og torden i Down Under, men faldt så sammen igen på kongeetapen og i Sun Tour. Man ved dog aldrig, hvornår han hiver en kanin op af hatten.

 

Trek-Segafredo: Ciccone er den klare kaptajn, men Niklas Eg kan efter en pæn præstation i Provence stræbe efter top 20 i et løb, hvor han før har gjort det godt. Stigningen er for lang til, at Gianluca Brambilla kan være med helt fremme, og Nicola Conci synes formsvag.

 

UAE-Team Emirates: Holdet kommer med det meste af A-kæden til hjemmebaneløbet og satser på at vinde med Pogacar. Formolo er en solid plan B, men holdet har også Diego Ulissi. Historisk har Jebel Hafeet dog været lidt for lang, men top 10 er ikke helt umulig for ham, hvis ikke han ender med at skulle køre 100% for Pogacar.

 

Vini Zabu-KTM: Giovanni Visconti kan normalt godt køre et fornuftigt klassement, men hans arbejde for holdet i Laigueglia tyder på, at han stadig har et stykke vej. Alternativer er Lorenzo Fortunato og Andrea Garosio, der begge kan klatre, men kun Fortunato synes at være i fornuftig form.

Tadej Pogacar
Emmanuel Buchmann, Adam Yates
Alexey Lutsenko, Wout Poels, David Gaudu, Alejandro Valverde, Laurens de Plus
Giulio Ciccone, Ilnur Zakarin, Wilco Kelderman, Eddie Dunbar, Davide Formolo, Rafal Majka, Jesus Herrada, Oscar Rodriguez, Jai Hindley, James Knox
Mattia Cattaneo, Diego Ulissi, Patrick Konrad, Gregor Mühlberger, Domenico Pozzovivo, Carl Fredrik Hagen, Niklas Eg, Victor de la Parte, Robert Power, Omar Fraile, Gorka Izagirre, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Giovanni Visconti, Geoffrey Bouchard, Andrey Amador, Rafael Valls, Koen Bouwman, Daniel Navarro, Jaakko Hänninen, Nikolay Cherkasov
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Itzulia Basque Country(2.UWT) 06/04-11/04

Circuit Cycliste Sarthe -...(2.1) 07/04-10/04

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Ronde van Vlaanderen(1.NCUP) 11/04

Paris-Roubaix(1.UWT) 12/04

Klasika Primavera de Amor...(1.1) 12/04

Paris-Camembert(1.1) 14/04

GP Beiras e Serra da Estrela(2.1) 17/04-19/04

Tour du Finistère(1.1) 18/04

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger