Optakt: UAE Tour

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb på andre kontinenter.

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan samt i mindre omfang Tropicale Amissa Bongo, Tour du Rwanda og Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

Ny stjerne til Giroen?

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen. Også det nyere Tour of Guangxi kæmper med at opnå den prestige, de ambitiøse kinesere drømmer om.

Tour of Beijings tidlige endeligt åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abu Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb i et af de mange forsøg på sportswashing, som de stensrige arabere har været kendt for. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent ses på den tid af året.

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lovede at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi i det, man med god ret kan betegne som sportswashing, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på den 10,8 km lange Jebel Hafeet-stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor havde arrangørerne et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst og helt forsvandt - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgjorde nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen blev reduceret til tre løb. Det markerede en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket gjorde det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik de gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner, kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i 2018 vandt Abu Dhabi ubetinget kampen om de store stjerner, og atter var det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kom direkte fra Oman, og de fik selskab af navne som Alejandro Valverde, Dan Martin, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kom en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff og Caleb Ewan, og derfor måtte RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

De ambitiøse arabere havde imidlertid aldrig lagt skjul på, at det langsigtede mål var et rigtigt nationalt etapeløb i De Forenede Arabiske Emirater - en begivenhed, der skulle etablere sig som den tidlige sæsons absolutte højdepunkt inden starten på de historiske løb i Europa. I 2019 realiseredes den drøm endeligt, da man i et fortsat nært samarbejde med RCS fusionerede landets to løb i Dubai og Abu Dhabi under navnet UAE Tour. Det betød ganske vist, at den tidligere så flotte mellemøstlige løbsblok nu blev reduceret til blot at bestå af to begivenheder, Tour of Oman samt altså løbet i Emiraterne, men til gengæld afvikledes det nye løb nu over hele syv dage. Med etableringen af AlUla Tour er der nu igen udsigt til, at den mellemøstlige løbsblok med løbene i Saudi-Arabien, Oman og Emiraterne kan opnå en renæssance i fremtiden, selvom de to ASO-løb har haft det lidt svært med at tiltrække stjerner på det seneste.

Med skabelsen af UAE Tour indfris de gamle drømme, idet det med det nye, længere format bliver muligt at besøge alle landets emirater. Grundlæggende er der dog ikke tale om megen nyskabelse, for de to ikoniske kongeetaper fra de to forgængere samt de klassiske helt flade og meget lette sprinteretaper i hhv. Dubai og Abu Dhabi har fortsat været på menuen. Udbredelsen til nye arealer gav i 2019 imidlertid anledning til at indføre en anden bjergafslutning i tillæg til den allerede kendte på Jebel Hafeet-stigningen samt en ny relativt flad ørkenetape, og der var derfor plads til mere variation, end man kunne frygte for et længere løb i Mellemøsten, hvor monotonien til tider har kunnet taget en smule overhånd. Samtidig fastholdtes den i 2018 indførte tidskørsel, men modsat 2017-udgavens enkeltstart var der denne gang tale om en kollektiv en af slagsen, idet der blev lagt ud med et kort og fladt holdløb i Abu Dhabi. Arrangørerne har ganske vist lovet større variation, men selvom man både har haft en rute med og uden tidskørsel, har der i de første år været tale om et meget forudsigeligt genbrug af de samme finaler.

Man må i den grad sige, at der er taget godt imod det nye løb. I 2019 ryddede araberne næsten bordet og efterlod de europæiske løb med meget tamme felter. I 2020 var tendensen ikke helt så udtalt, men feltet var stadig så stjernebesat, at selv en grand tour ville være misundelig. I 2021 førte coronakrisens masseudskydelser jo til nærmest desperat kamp om pladserne i de få tilbageværende løb, og derfor kunne det ingenlunde undre, at feltet til fulde matchede det, vi så tidligere, og selvom sammenfaldet med åbningsweekenden altid lægger begrænsninger på antallet af klassikerryttere, var det en skræmmende samling af klassementsryttere og sprintere, der flokkedes i ørkenen.

Både i 2022, 2023 og nu igen i 2024 er kalenderen atter normal, og det betyder, at UAE Tour har hård konkurrence fra løbene i Frankrig, Andalusien og Algarve, men hvor udsigten til godt vejr og WorldTour-point nok engang gjorde løbet i Mellemøsten til vinderen blandt de fire i 2022, har det været anderledes i både 2023 og nu 2024, hvor det særligt på klassementsfronten er et vel historisk svagt felt, der er rejst til Mellemøsten. Sådan er det dog ikke for sprinterne, for løbet har udviklet sig et slags sprinternes verdensmesterskab, og år efter år ser vi de hurtige folk valfarte til WorldTourens mest sprintervenlige løb.

Sidste år var altså det første med et lidt tamt felt, men heldigvis havde de et stort trækplaster i Remco Evenepoel, der dog blev truet af Adam Yates med dennes forrygende historik i løbet. Evenepoel fik dog gjort kål på Yates allerede på 1. etape, der udviklede sig til et sidevindsdrama, og derefter øgede han afstandene, da Soudal vandt holdløbet. Det blev imidlertid også hans eneste etapesejr, for på Jebel Jais blev han snydt af et tidligt angreb fra Einer Rubio, og da det hele for anden gang sluttede med kongeetapen til Jebel Hafeet, måtte han til sidste se Yates køre væk til den eftertragtede etapesejr. Det ændrede dog ikke på, at Evenepoel tog en ganske komfortabel samlet sejr med 59 sekunder ned til Luke Plapp, der også havde vundet tid i vinden og med bare ét sekund tog 2. pladsen foran Yates. Evenepoel starter i år sin sæson i Algarve, hvorfor han ikke forsvarer titlen, og da Plapp heller ikke deltager denne gang, bliver Yates den eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

For arrangørerne af Dubai og Abu Dhabi har det været oplagt, at hovedformålet med løbet har været at promovere de to storbyer som turistdestinationer, og derfor har det været uundgåeligt, at det meste af Dubai og Abu Dhabi Tour har fundet sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det har givet den oplagte interessekonflikt, som man begge steder forsøgte at løse ved at sammenkoble en stribe næsten helt flade og meget lette sprinteretaper med to ganske forskellige kongeetaper, der i Dubai bestod af den eksplosive finale på den korte rampe op til Hatta Dam og i Abu Dhabi af bjergfinalen på den nu berømte Jebel Hafeet-stigning. Derudover håbede man, at der kunne opstå lidt sidevindsaction på et par ørkenetaper, men i alt væsentligt var det enten kongeetaperne eller bonussekunder, der var bestemmende for udfaldet. I 2018 forsøgte man sig dog med lidt nytænkning i Abu Dhabi, hvor man supplerede kongeetapen med en enkeltstart.

Sammensmeltningen af de to løb har egentlig gjort interessekonflikten endnu tydeligere, men heldigvis har man undladt at forfalde til den oplagte løsning at kombinere de to velkendte kongeetaper med fem helt flade byetaper i landets metropoler. I stedet sammensatte man til den første udgave et løb, der bestod af en storbyetape i hver af metropolerne, de to velkendte kongeetaper, en flad etape med mulighed for sidevind, et holdløb og ikke mindst en helt ny finale på det dengang ukendte bjerg Jebel Jais. Da ørkenlandskabet naturligvis ikke giver den helt store mulighed for adspredelse, er det klart, at der altid vil være en del genbrug, men faktisk havde arrangørerne nogle overraskelser i ærmet til den anden udgave.

Den mest markante ændring var, at tidskørslen var erstattet af endnu en sprinteretape, og at Jebel Jais-etapen blev erstattet af endnu en puncheuretape som supplement til Hatta Dam, idet der nu også skulle spurtes op ad en bakke til en anden dæmning, Rafisa Dam. Desværre betød vejarbejde, at man i begyndelsen af februar måtte droppe den etape, og derfor var gode råd dyre, da der med kort varsel skulle findes en erstatning. Løsningen blev den meget specielle at indlægge endnu en bjergetape med mål på Jebel Hafeet, denne gang dog med et andet og anderledes ørkenstykke forinden.

Eksperimentet med Rafisa Dam blev en engangsforestilling, og i 2021 vendte man tilbage til en rute, der mindede meget om den, vi så i 2019. Således vendte tidskørslen tilbage, men denne gang skete det ikke som et holdløb, men i form af en enkeltstart. Jebel Jais vendte også tilbage som den anden af de to bjergetaper i tillæg til den klassiske kongeetape med mål på Jebel Hafeet, men alligevel var der forskelle. Lidt overraskende forsvandt den ikoniske finale på Hatta Dam, og i stedet blev der denne gang hele fire muligheder for sprinterne, da ørkenetapen og de to storbyetaper fik selskab af en flad etape, der både bød på kørsel i ørkenen og langs kysten. Den model var åbenbart et hit, for det var præcis samme opskrift, der blev brugt i 2022, hvor den store nyskabelse var, at man byttede rundt på de to bjergetaper, så man åbnede med den lette Jebel Jais og sluttede af med den meget stejlere Jebel Hafeet, der nu endda skulle bestiges på sidstedagen - og den opskrift blev genbrugt totalt i 2023, hvor man dog igen havde et holdløb i stedet for en enkeltstart.

Det gør den også i 2024, hvor der igen bydes på en næsten tro kopi af det, vi har set de seneste tre år, og hvor man fastholder kongeetapen til Jebel Hafeet som den store finale. Alligevel er der én væsentlig ændring i forhold til sidste år, da enkeltstarten atter erstatter holdløbet. Derudover er opskriften præcis den samme med de to bjergetaper til Jebel Jais og Jebel Hafeet, de to klassiske storbyetaper i Dubai og Abu Dhabi samt to ørkenetaper, hvoraf den ene dog er helt ny og for første gang ikke slutter ved kysten med midt ude i ørkenen, mens den anden er mere traditionel med en finale ved den vestlige kyst.

Da det i 2019 senest havde et holdløb, indledtes løbet med tidskørslen, men siden dengang er man begyndt med ørkenetapen ved den østlige kyst. Den er som sagt i år forsvundet til fordel for en ny ørkenetape med mål midt inde i landet, og her betyder en tur ad en lineallige vej, at der er basis for et sidevindsdrama, hvis vinden står rigtigt. Ruten har endda også flere stigninger end vanligt, men det ændrer ikke på, at det er vinden, der skal forhindre end massespurt, som det skete sidste år. Sker det igen, vil vi allerede se forskelle inden 2. etape, der på papiret er den første nøgleetape. Her venter nemlig løbets tilbagevendte enkeltstart, der nok engang finder sted på en rute, der med sine lange, lige og flade veje er en gave til wattmonstrene.

Sidste år indførte man en ny model, der gentages i år. Nu kommer den første bjergetape nemlig allerede på tredje etape, hvor der skal sluttes på den bløde Jebel Jais, inden der går ren sprinterfest i den med hele tre sprinteretaper i træk. Der åbnes med den klassiske storbyetape i Dubai, der for tredje år i træk ikke har mål på den berømte palmeø, men som i 2022 ved havnen lige ved siden af øen, inden det fredag gælder den anden af de to ørkenetaper med finale ved vestkysten, hvor der venter samme finale som sidste år, men denne gang skal man som noget nyt tværs gennem ørkenen, hvilket øget chancen for sidevindskørsel.

Lørdag får sprinterne så deres sidste chance, når det gælder årets sightseeingtur rundt i Abu Dhabi, hvor der sluttes med den helt velkendte spurt ved Abu Dhabi Breakwater. Herefter vil intet være afgjort, for som nævnt rundes der søndag af med det helt store bjergslag, hvor den vanskelige Jebel Hafeet-stigning vil afsløre, hvem der skal vinde den sjette udgave af Mellemøstens eneste WorldTour-løb.

1. etape

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Efter et års fravær vendte tidskørslen tilbage i 2021, men selvom den nu synes at være en fast bestanddel af løbet, er det slut for tempospecialisterne med at drømme om den første førertrøje. Det domæne har sprinterne overtaget, når løbet for femte år i træk åbnes med en helt flad etape. Ligesom de foregående år lægges der dog ud med en af de frygtede ørkenetaper, når man denne gang for første gang skal slutte i Liwa, og som vi senest så i 2023 på netop åbningsetapen, er det bestemt muligt at få sidevindskørsel i Emiraternes ørken. Hvis til gengæld ikke vinden står rigtigt, kan rytterne se frem til en rolig åbning og sprinterne til en nem og enkel sprinteretape, og det er jo meget passende i et løb, der først og fremmest er en sprinterfest - selvom de denne gang skal slås med lidt flere højdemeter og endda en lille bakke i finalen.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Med en distance på 141,0 km er der tale om en meget kort åbningsetape, der fører feltet fra Madinat Zayed til den nye finale i Liwa. Jeg tror aldrig, jeg har set så enkel en åbning på et cykelløb, for man lægger ud med at køre næsten stik syd ad en ørkenvej, der er så lige, at den kunne tegnes med en lineal, der er altså ikke skyggen af sving, og denne del af ørkenen er endda helt flad, hvorfor det er en uhyre monoton indledning,

Efter 53,9 km har den lige vej ledt frem til målet i Liwa, hvor man krydser stregen i forbindelse med dagens første spurt, og derefter afsluttes etapen med en omgang på en 87,1 km lang rundstrækning. Nu bliver det en smule mere kompliceret, når man følger en let snoet vej mod sydvest, sydøst, syd, igen sydvest og atter sydøst igennem terræn, der nu bliver en anelse mere kuperet.

Den leder ned til en cykelsti, som man rammer efter 79,1 km. Den er 18,1 km lang og skal tilbagelægges to gange. Den går ad en ganske snoet vej med en del kurver og er tillige hovedsageligt flad, men med tre mindre bakker. Den slutter med den sværeste af dem (1,3 km, 6,5%), inden en nedkørsel leder tilbage til indgangen til banen.

Efter anden omgang forlader man efter 115,3 km banen, og nu kører man tilbage til Liwa ad den samme snoede og let kuperede vej som tidligere. Umiddelbart efter banen kører man dagens anden spurt efter 117,5 og derefter går det mod nordvest, nordøst nord, nordvest og slutteligt sydøst tilbage til Liwa. Her venter en finale, der ikke er helt enkel. Med 2,5 km igen begynder det nemlig at stige, og den næstsidste kilometer stiger med 2,1% i snit, selvom en stor del af den er flad. Den sidste kilometer er dog enklere, da den falder med 0,4% i snit, selvom de sidste 100 m er let stigende med ca. 3%. Det går ad den lige ørkenvej frem til en rundkørsel med 2 km igen, inden man drejer til venstre i en rundkørsel ved den røde flamme.

Etapen byder på i alt 1391 højdemeter.

Det er en lidt atypisk ørkenetape, de har designet denne gang. Den har flere højdemeter end vanligt, og de små bakker på cykelstien er faktisk ret hidsige. De kommer dog for langt fra mål til at spille en rolle, og det bør derfor blive det klassiske scenarium med et sidevindsdrama eller en massespurt. Med den lineallige vej fra start er det klart, at det kan eksplodere totalt, hvis vinden står rigtigt, men står den forkert, kan etapen også blive meget let. I det tilfælde får vi den klassiske massespurt, der dog denne gang er lidt kompliceret, da det stiger lidt mod slutningen.

Liwa har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

2. etape

Tidskørsler i løb uden for Europa har sjældent været noget populært koncept, da det stiller store logistiske krav og kræver ekstra udgifter at transportere specialudstyr ud af sportens hovedkontinent. Mange har løst udfordringen ved at stille krav om brug af landevejscykler, som vi blandt andet har set det i Qatar og Argentina, men RCS er ikke bange for at udfordre holdenes logistik. Siden deres løb som Abu Dhabi Tour kom på WorldTour-kalenderen i 2018, har der nemlig været en tidskørsel i fem af de seks udgaver, først som en enkeltstart i 2018, siden som et holdløb i 2019, så igen som enkeltstarter i 2021 og 2022 og senest som et holdløb i 2023. I år er det igen den individuelle disciplin, der er på programmet, og det er den i det format, vi kender fra løbet, nemlig med en kort, flad tonserrute, hvor de store specialister kan åbne for gassen i en prøve på watt og aerodynamik.

Med en distance på 12,1 km har den nogenlunde den samme distance, som vi plejer at se det i løbet, og akkurat som i 2021 skal man køre en tur rundt på Hudayriat Island, der er en ø ud for Abu Dhabis kyst. Man følger dog ikke samme rute som for tre år siden, hvor man fulgte meget snoede veje, mens man denne gang kører ad langt mere lige veje i terræn, der er så fladt, at man bare finder 1 højdemeter undervejs!

Starten er den mest enkle, da man efter tre hurtige og bløde kurver kører ad en enkel vej, der i starten bugter sig til venstre og siden går mod nordvest op langs vandet, hvor den er helt lige. Den leder direkte op til øens nordligste punkt, hvor man efter 5,7 enkle kilometer tager dagens eneste mellemtid.

Efter tidstjekket er der en blød kurve, hvorefter det går mod syd ned langs vandet frem til den tekniske fase. Her er der en U-vending efter 7,5 km, hvorefter vejen bugter sig meget kraftigt 180 grader to gange, inden der efter 9,2 km er endnu en U-vending. Herefter bliver det til gengæld igen helt enkelt, når vejen, der føret mod syd og derefter sydøst kun bugter sig ganske let, indtil de sidste 600 m er stort set helt lige.

Den pandekageflade etape byder på i alt bare 1 højdemeter.

Arrangørerne synes at gøre en dyd ud af, at deres tidskørsler skal være lækkerbiskner for wattmonstrene, og de designer altid helt enkle og pandekageflade ruter i en havneby. Sådan er det også denne gang, hvor kreativiteten nok engang har været begrænset. Terrænet er fladere end en pandekage, men som i 2021, hvor man kørte på samme ø, er vejen en anelse mere kringlet med en del kurver og to U-vendinger. Den er dog slet ikke så kringlet som for tre år siden, hvor Filippo Ganna som ventet sejrede, og der er da også så begrænsede tekniske udfordringer, at det vitterligt også i år er wattmonstrenes paradis.

Al Hudayriat Island har to gange tidligere været vært for et stort cykelløb. Det var senest for enkeltstarten i dette løb i 2021, hvor Filippo Ganna knuste al modstand over 13 km ved at sejre med 14 sekunder ned til Stefa Bissegger og 21 sekunder ned til Mikkel Bjerg. Forinden var det fordet indledende holdløb i 2019-udgaven, hvor man kørte en anden og langt mindre kringlet rute, og hvor Jumbo-Visma lagde grunden til Primoz Roglics samlede sejr ved at vinde med 7 sekunder ned til Sunweb og 8 sekunder ned til Bahrain-Merida over den 16 km lange distance.

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

3. etape

Et af formålene med skabelsen af UAE Tour var muligheden for at besøge hele De Forenede Arabiske Emirater og dermed gøre brug af de begrænsede muligheder for terræn, det generelt flade land giver. Det førte ved første udgave i 2019 til ”opdagelsen” af den nye stigning Jebel Jais, der i fire af de seneste fem udgaver har haft rollen som afgørende udfordring på den nyeste af de to bjergetaper, som løbet nu fast byder på. Da der er tale om en relativt blød stigning helt uden de samme stejle procenter som løbets mest kendte stigning, Jebel Hafeet, har arrangørerne siden 2022 foretrukket at placere Jebel Jais som rammen om det første bjergslag inden den langt vanskeligere kongeetape til Jebel Hafeet senere på ugen. Det gælder således også i år, hvor den første bjergetape akkurat som sidste år venter allerede på tredjedagen, men det vil mere være en dag, der vil give en indikation på styrkeforholdet. Historien viser nemlig, at det meget vel kan ende i en eller anden form for spurt på toppen, men som minimum vil vi på denne onsdag få en første fornemmelse af, hvem der kan vinde årets løb, ligesom de mere eksplosive folk kan sætte vigtige bonussekunder i banken.

I alt skal der tilbagelægges 176,0 km, der fører feltet fra Ras Al Marjan Island til toppen af Jebel Jais. Man plejer at starte på østkysten og køre tværs gennem ørkenen frem mod bjerget, der ligger nær vestkysten, men i år prøver man noget nyt med en start på vestkysten relativt tæt på selve bjerget. Derfor består den første del af etapen af en tur rundt i den nærliggende ørken, inden man kører frem til bjerget.

Starten er meget enkel, da man lægger ud med at kører mod nordøst ad den helt lige og flade kystvej frem til byen Ras Al Khaimah, hvor dagens første spurt køres efter 24,1 km. Her følger en lidt mere teknisk dek, når man skal på sightseeing rundt i byen, inden man kører mod nordøst og sydøst ud af byen. Man når stort set frem til bunden af Jebel Jais, men man skal ikke til toppen endnu. I stedet kører man mod syd ad en helt lige og flad ørkenvej ned til en næsten helt flad rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Man lægger ud med at køre mod sydvest ad en helt lige vej, inden man i det vestligste punkt drejer mod sydøst for at følge endnu en lige og næsten helt flad vej. I det sydligste punkt sætter man kursen mod nord, og derefter er der kortvarigt et lille stykke, der går mod vest, inden en lige og flad vej leder mod nord tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter rundstrækningen kører man mod nord tilbage ad samme vej som tidligere frem til udkanten af Ras Al Khaimah, men denne gang skal man ikke ind til byen, men i stedet op ad Jebel Jais. Efter 135,7 km drejer man mod nordøst for at følge en let stigende vej, der leder frem til dagens anden spurt, som kommer efter 140,6 km. Herfra går det videre mod først øst, så nord, dernæst sydøst og slutteligt nord igennem let stigende terræn frem til foden af Jebel Jais, der bestiges ad en vej, der fører mod nord.

Etapen afsluttes med den store finale på opkørslen til toppen af Jebel Jais, der over 21,1 km stiger med 5,4% i snit. Der er tale om en regulær opkørsel, hvor stigningsprocenten kun sjældent når over 6. I stedet ligger den på 5-6 det meste af vejen, men der venter 2,7 kilometer med 7,1% til allersidst, hvor den også når sit maksimum på 9%. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, det sidste med 1400 m til stregen, hvorefter vejen blot bugter sig let, dog med en ret skarp kurve 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2025 højdemeter mod 2736 højdemeter i 2023 og mod 2639 højdemeter i 2022, hvor man havde en betydeligt mere kuperet tur tværs gennem ørkenen.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Vi kender Jebel Jais fra 2019, 2021, 2022 og 2023, og alle gange så vi, at den ikke er voldsomt vanskelig, og at modvind kan reelt slå etapen ihjel. Ved første besøg kunne Laurens de Plus blot skabe gradvis udskilning med sit føringsarbejde for Primoz Roglic, der siden viste sig som hurtigste mand blandt de 11 overlevende, og det skete endda på en dag med medvind. Selvom turen gennem ørkenen i 2021, 2022 og 2023 gav 1000 ekstra højdemeter, viste det sig også ved disse besøg umuligt for de bedste at køre fra hinanden. Til gengæld havde Tadej Pogacar og Adam Yates så travlt med deres indbyrdes kamp, at Jonas Vingegaard kunne snige sig væk til sejr i 20021, men den slags var vanskeligere i 2022, hvor etapen kom på et tidspunkt, hvor vi fortsat ikke vidste, hvem der var de reelle trusler til den samlede sejr, og det endte som en kontrolleret etape, hvor UAE satte Pogacar op til en spurtsejr. Sidste år overraskede Einer Rubio med et tidligt angreb, men forskelle mellem de øvrige favoritter kom der ikke. Formentlig vil vi se det samme igen i år, hvor etapen igen kommer tidligt, og særligt i modvind ligner det en spurtafgørelse på toppen af et bjerg, der er så let, at Filippo Ganna var med de bedste hele vejen til toppen i 2022-udgaven.

Jebel Jais blev som sagt første gang besøgt i 2019, hvor Laurens de Plus førte det meste af vejen op ad stigningen, indtil en gruppe på 11 mand endte med at spurte om sejren, der gik til den førende Primoz Roglic foran Tom Dumoulin og David Gaudu. Ved andet besøg i 2021 år så vi som sagt, at Tadej Pogacar og Adam Yates kun havde blik for hinanden, og det udnyttede mange til at angribe. Af dem var Jonas Vingegaard den eneste, der kunne holde sig fri, og han sejrede med 3 sekunder ned til Pogacar og Yates, der i spurten slog et hul på bare op til 5 sekunder til de øvrige ryttere i top 17. I 2022 var det en ganske kontrolleret affære, hvor det stærke UAE-hold med Joao Almeida og Rafal Majka kontrollerede finalen hårdt og blandt andet neutraliserede et angreb fra WorldTour-debutanten Luke Plapp, så Pogacar på toppen kunne spurte sig til sejr i samme tid som Adam Yates og Aleksandr Vlasov og med 3 sekunder ned til hele 13 mand, der helt sensationelt på 11. pladsen også talte store Filippo Ganna. Det forsøgte Soudal at kopiere sidste år, men de blev snydt af et tidligt angreb fra Einer Rubio, der holdt sig fri med 14 sekunder ned til Remco Evenepoel, der i spurten slog et hul på 1 sekund ned til de næste 25 mand, hvoraf den første var Adam Yates.

4. etape

Da både Dubai og Abu Dhabi Tour blev skabt med det formål at promovere storbyerne som turistdestinationer i det, man vel bedst kan betegne som et forsøg på sportswashing, er det ikke overraskende, at begge løbs mest markante kendetegn var storbyetaper, der bød på sightseeing rundt til de to storbyers seværdigheder. Naturligvis har disse byetaper overlevet fusionen, og indtil 2022-udgaven var afslutningsetapen også altid en af disse storbyetaper. Sådan er det ikke længere, nu hvor kongeetapen udgør den store finale, og ligesom sidste år kommer begge de to storbyetaper koncentreret mod slutningen, hvor de to storbyer skal besøges på fjerde og næstsidste dag. Man plejer altid at bytte rundt på rækkefølgen fra år til år, men i år er det for anden gang i træk Dubai, der åbner storbyshowet, som indledning på et sandt sprinterparadis med tre sprinteretaper i træk. På denne Dubai-etape skal rytterne som altid en tur ud i ørkenen, men det plejer ikke at spille en rolle. Ligesom de to foregående år har man droppet den spektakulære afslutning på den berømte palmeø, og da rytterne denne gang slet ikke skal ud på den blæsende ø, er der næppe noget, der kan stå i vejen for den klassiske massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 175,0 km, der starter i den nordlige del af Dubai og har samme mål som i 2023, nemlig ved Dubai Harbour lige ved siden af, men ikke ude på selve palmeøen. Fra start kører man mod nordvest ud til kysten, hvor man ska ud på en lille ø, hvor man kører en omgang på en ovalformet rundstrækning. Herefter går det mod sydvest ned ad den flade kystvej, inden man zigzagger sig ind gennem byen ved at køre mod sydøst, sydvest og igen sydøst frem til Dubai Hills Golf Club, hvor dagens først spurt køres efter 50,6 flade kilometer.

Efter spurten går det mod syd ud gennem forstæderne, idet man laver en lille afstikker ved at køre mod nordvest frem til en U-vending og tilbage igen. Derefter går det ad lige veje mod syd og sydøst ud i ørkenen, hvor man skal køre en omgang på en rundstrækning. Den leder mod syd ad en lige vej ned til Al Qudra Cycle Track, hvor man efter 86,8 km kører dagens anden spurt. Herefter går det mod sydvest ned til en U-vending, inden man kører mod nordøst tilbage ad samme vej frem til et sving, der leder ned til endnu en U-vending. Den tager man efter 104,6 km, hvorefter man kører igennem svinget tilbage til det punkt, hvor spurten blev kørt. Rundstrækningen slutter nu med, at man kører mod nord ad samme lige ørkenvej som tidligere frem til udgangspunktet.

Efter denne lille tur gennem ørkenen drejer man mod vest for at køre ad en lige vej tilbage mod Dubai. I udkanten drejer man mod nord, og nu zigzagger man sig ind gennem storbyen ved at køre mod nord, nordvest, nord, nordøst og til slut nordvest ud til kystvejen. Den rammer man med 7,1 km igen, og den følges nu mod sydvest direkte ned forbi Palmeøen, som man altså ikke besøger i år. I stedet fortsætter man frem til et sidste sving, der kommer med 750 m igen og leder ind på opløbsstrækningen - hele tiden ad veje, der er pandekageflade.

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Den helt flade etape byder på i alt 2888 højdemeter.

Vi kender finalen på palmeøen fra de tidligere besøg, men for tredje år i træk slutter vi altså denne gang ikke ude på øen. I stedet er det samme afslutning som i 2023, og det lægger i den grad op til en enkel massespurt. Sidste år kunne en tur ud på øen have skabt drama og vind, men den slags kommer næppe i spil denne gang, da den tidlige tur ud i ørkenen aldrig har ført til noget. Det vil være stærkt overraskende, hvis ikke det hele ender i den klassiske massespurt i Dubai.

Dubai er altid været for mindst én etape i løbet, men denne finale er kun blevet brugt i 2023. Alle Dubai-etaperne er med én undtagelse endt i massespurter, som det skete sidste år, hvor Sebastian Molano tog en meget overraskende sejr foran Olav Kooij og Sam Welsford. Undtagelsen kom i 2022, hvor Mathias Vacek vandt fra et udbrud foran Paul Lapeira og Dmitry Strakhov, da man sluttede ved Expo 2020 Dubai. I 2021 sejrede Sam Bennett foran Elia Viviani og Pascal Ackermann, og i 2020, hvor byen var vært for to etaper, vandt Pascal Ackermann først foran Caleb Ewan og Rudy Barbier, inden Dylan Groenewegen sejrede foran Fernando Gaviria og Pascal Ackermann, mens sejren i den første udgave i 2019 gik til Sam Bennett foran Fernando Gaviria og Caleb Ewan. I det hedengangne Dubai Tour var der to etaper i 2018, hvor hhv. Dylan Groenewegen og Elia Viviani sejrede, to etaper i 2017, hvor sejrene begge gik til Marcel Kittel, to etaper i 2016, hvor sejrene gik til Elia Viviani og Marcel Kittel, to etaper i 2015, hvor sejrene begge gik til Mark Cavendish, og to etaper i den første udgave i 2014, hvor Marcel Kittel også vandt dem begge. Byen var også vært for en enkeltstart i 2014, hvor Taylor Phinney vandt den første etape i løbets historie.

5. etape

UAE Tour er og vil altid være et sprinterparadis, men det er er alligevel usædvanligt, at arrangørerne samler tre af de fire sprinteretaper på rad og række. Det er ikke desto mindre blevet norman, for det sker i 2024 for anden gang i træk, således at sprinterne ventes at skulle i aktion både torsdag, fredag og lørdag. Alligevel kan de ikke vide sig helt sikre på løbets fredagsetape, for her skal tværs gennem ørkenen, inden de for anden gang skal slutte i Umm-Al-Quwain. Det åbner døren for et muligt sidevindsdrama, men mest taler trods alt for, at de hurtige folk får endnu en chance i den nye afslutning helt ude ved Emiraternes kyst efter endnu en pandekageflad etape.

Distancen er 182,0 km, der fører fra Al Aqah til Umm Al Quwain. Modsat sidste år, hvor både start og mål lå på vestkysten, starter man denne gang på øst- og skal slutte på vestkysten, hvorfor man skal tværs gennem ørkenen. Man lægger ud med at køre et kort stykke mod nord ad den helt flade kystvej, inden man drejer mod først vest og siden sydvest for at køre ind gennem ørkenen. Her begynder det at stige, når man skal op ad en bakke (7,2 km, 2,5%), der har top efter 37,6 km, hvorefter man drejer mod nordvest. Herefter går det videre ad lige ørkenveje, der først er flade og siden let faldende, indtil man når frem til dagens første spurt, der kommer efter 60,3 km.

Efter spurten fortsætter man kortvarigt mod nordvest ad en relativt flad ørkenvej, inden man drejer mod sydvest for at følge en helt lige og flad ørkenvej over mange kilometer. I en rundkørsel drejer man mod øst for at køre tilbage i den ”forkerte” retning ad en let snoet og flad ørkenvej, der leder ud til en U-vending. Her vender man rundt for at køre mod vest i den modsatte retning, idet man umiddelbart efter vendingen kører dagens anden spurt efter i alt 120,4 km.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Når man er tilbage i den omtalte rundkørsel, fortsætter man denne gang mod nordvest ad den flade ørkenvej med retning mod kysten, og umiddelbart herefter rammer man sidste års rute. Kort derefter drejer man mod nordøst for at køre ad en lige og flad ørkenvej, indtil man drejer mod vest for at køre ud mod vandet. Det når man efter en kort strækning, hvorefter mandrejer mod sydvest for at køre hen langs havet frem til målbyen, hvor man kører mod nordvest og nord op langs kysten hele vejen frem til mål. Man drejer i en rundkørsel med ca. 5 km igen, og derefter afbrydes den lange, lige og flade vej kun af tre rundkørsler med hhv. 4800 m, 1600 m og 900 m igen.

Etapen byder på i alt 1020 højdemeter mod 518 højdemeter på sidste års rute

Som alle andre ørkenetaper er der lagt op til to scenarier. Historikken i UAE Tour taler for en stille og rolig langgaber, der vil ende i en massespurt, men når man skal gennem ørkenen kan der ske ting og sager. En blæsende dag kan gøre det helt anderledes dramatisk, selvom den sidste del af etapen desværre hovedsageligt foregår i byzone, hvor der kan være for meget læ, og den ser farligere ud end sidste år, hvor der aldrig var dramatik. Mest taler dog for en rigtig powerspurt på den lange, lige opløbsstrækning op langs havet.

Um Al Quwain var sidste år målby for første gang i dette løb, og her sejrede Dylan Groenewegen i en massespurt foran Fernando Gaviria og Sam Bennett. Byen var derudover i 2015 vært for de nationale mesterskaber i enkeltstart, og tilbage i 2008 var den endda været for et fire dage langt 2.2-etapeløb under navnet Umm Al Quwain Race - et løb, der blev vundet af Hossein Askari foran lokale Yousif Mirza Al Hammadi og Roman Bronis.

6. etape

Indtil 2020 var det traditionen, at løbet sluttede med den anden af de to storbyetaper i enten Abu Dhabi eller Dubai. Sådan har det dog ikke været de seneste to gange, hvor den helt store nyskabelse har været, at løbet endte med kongeetapen. Den model gentages i år, og dermed skal sprinterne indstille sig på, at deres sidste mulighed denne gang allerede kommer om lørdagen, hvor det er den anden og sidste af de to storbyetaper, der runder sprinterfesten af. Ganske atypisk sker det i den samme by som sidste år, da Abu Dhabi-etapen, der typisk forløber som en helt klassisk storbyetape med mere sightseeing end drama, nok engang kommer efter Dubai-etapen. Ligesom sidste år skal man sågar ikke rigtigt ud i ørkenen, men vi har før set, at det kan være blæsende, når man kører hen langs kysten. Det har dog aldrig skabt varig splittelse, og alt taler derfor, at det går, som det plejer, nemlig at sprinterne får det sidste ord i Abu Dhabi.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 138,0 km, der fører feltet fra Louvre Abu Dhabi til det klassiske mål ved Abu Dhabi Breakwater, der ligger på en ø ud for den helt flade millionby. Startområdet ligger på en af byens mange øer nordøst for målområdet, og herfra kører man ad en lang og lige vej mod sydøst over en bro, derefter endnu en ø og slutteligt en tange, der leder hen til motorsportsbanen Yas Marina Circuit. Her kører man en lidt kringlet tur frem til selve banen, hvor dagens første spurt køres efter 29,5 km.

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter spurten fortsætter man kortvarigt mod syd, inden man kører mod sydvest ad en lang, lige vej, der leder ud til en U-vending. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordøst ad en lidt anden og ganske kringlet vej, der slutter med en teknisk passage med flere sving. I det østligste punkt vender man rundt for nu atter at køre mod sydvest i en teknisk fase med adskillige sving ind gennem byen. Senere drejer man mod nordvest for at køre frem til endnu en meget teknisk sektion med et hav af sving.

Den får dog hurtigt en ende, og derfra bliver det meget enkelt. En lang, lige vej leder mod nordvest, inden man kører mod nord over den lange Musaffah Bridge, der passeres efter 89,6 km. Den leder ud på en ø, hvor man drejer mod vest for at køre ad en lige vej tilbage mod hovedlandet, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 107,9 km. Umiddelbart herefter er der en lidt teknisk fase, hvorefter man drejer mod sydvest og senere sydøst for at køre ad en lang, lige vej. Den afbrydes af to sving, der kommer i rap, og derefter går det ad en lang, lige vej, der kun afbrydes af to tidlige sving mod nordvest ud mål målet ved havet. Først med 1900 m igen er der herefter et ganske blødt højresving, hvorefter den flade vej kun bugter sig ganske let til højre, mens man kører over en bro, der leder ud til målet på en lille ø ud for Abu Dhabi.

Den helt flade etape byder på i alt bare 107 højdemeter mod 141 højdemeter i 2023.

Helt uden undtagelse af de flade byetaper Abu Dhabi altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da vi tidligere på en lignende etape har set, at passagerne over broerne langs byens kyst kan give anledning til ganske stressende sidevindskørsel. Sådanne passager kommer denne gang imidlertid meget tidligt, og da man heller ikke skal ud i ørkenen, vil det være på kanten til en sensation, hvis sprinterne ikke igen skal til fadet i en finale, de kender, selvom man som i 2023 kommer fra en anden retning og dermed har en meget længere opløbsstrækning - men arrangørerne har da designet en mere kringlet rute, måske med håb om at et udbrud kan blive lidt vanskeligere at hente.

Finalen blev første gang benyttet i Abu Dhabi Tour i 2016, hvor Mark Cavendish spurtsejrede foran Elia Viviani og Andrea Guardini, inden Marcel Kittel i 2017 sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish. I 2018 lykkedes det overraskende Phil Bauhaus at krydse stregen først foran Kittel og Pascal Ackermann, og i 2019 fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Ewan. I 2020 var etapen planlagt til sidstedagen, men måtte aflyses efter et coronaudbrud, inden den i 2021 vendte tilbage på pladsen som løbets finale, hvor det var Caleb Ewan, der fik revanche efter sine første to nederlag til Sam Bennett, som han henviste til 2. pladsen foran Bauhaus. I 2022 tog Cavendish sin anden sejr på stedet, da han efter en skuffende 1. etape på andendagen sejrede foran den førende Jasper Philipsen og Pascal Ackermann, mens sejren i 2023 gik til Tim Merlier, der vandt foran Sam Bennett og Dylan Groenewegen.

7. etape

Da man i 2015 opfandt forgængeren Abu Dhabi Tour gjorde man med det samme det nye løb til en sag for klatrere ved at inkludere en afslutning på det ganske vanskelige bjerg Jebel Hafeet, der ligger midt ude i den arabiske ørken. Siden dengang har bjerget været det absolutte nøglepunkt i først Abu Dhabi Tour og siden i UAE Tour og det endda i så udtalt en grad, at vinderen på bjerget i otte af de ni udgaver af de to løb også er løbet med den samlede sejr. I den sidste udgave af Abu Dhabi Tour i 2018 gjorde man det hele endnu mere spektakulært ved at runde hele løbet af med den absolut vigtigste etape, og den tradition overtog man i 2022 for første gang i UAE Tour. Sådan vil det også være i år, og dermed er det først til allersidste, at vi finder vinderen af løbets sjette udgave på det, der uden tvivl vil være løbets absolutte nøgleetape.

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, men hvor man i alle tidligere udgaver er kørt mod nord på den tidlige ørkentur, prøver man denne gang som noget helt nyt at køre mod vest. Det ændrer dog ikke på, at etapen fører fra Al Ain til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen - denne gang over 161,0 km. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

Fra start kører man kortvarigt en tur mod øst og tilbage mod vest inde i byen, inden det går mod nord ud til byens udkant. Modsat tidligere år drejer man dog hurtigt mod sydvest for at køre tilbage til byen. Her zigzagger man sig mod syd, vest, nordvest, vest og sydvest ud i ørkenen, hvorefter man vender rundt for at køre mod nordøst tilbage til byen, hvor dagens første spurt kommer ved byens universitet efter 63,9 km.

Efter denne lidt kringlede tur rundt om Al Ain skal man endelig rigtigt ud i ørkenen. En lang, lige vej leder mod sydvest, inden man kører ad endnu en lige og flad vej mod vest ud til et vendepunkt. Her foretager man efter 101,8 km en U-vending, hvorefter man kører mod øst tilbage ad samme vej. I stedte for at køre mod nordøst tilbage til Al Ain drejer man dog mod sydøst for at køre ud mod målbjerget, og herefter går det mod sydøst og siden nordøst igennem ørkenen frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 147,0 km.

Nu drejer skarpt man mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur op ad Jebel Hagfeet, hvor det stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næste 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1267 højdemeter mod 1376 højdemeter i 2023.

Med nu hele ti besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour og UAE Tour kender vi efterhånden alt til denne etape. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er til gengæld lettere, og derfor skal de stærkeste have gjort forskelle, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion - en selektion, der formentlig vil afgøre, hvem der skal vinde den sjette udgave af løbet.

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Vindens betydning så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskelle, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

I 2020 betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu. I 2021 fik Pogacar sin revanche i en herlig duel med Yates, der angreb utrætteligt, men ikke kunne komme af med en tilsyneladende presset Pogacar, der let slog briten i spurten, inden Sergio Higuita 48 sekunder senere var hurtigste mand i en seksmandsgruppe. I 2022 var billedet det samme, da Yates konstant angreb den førende Pogacar, som han ikke kunne sætte, og det gav Pello Bilbao og Joao Almeida mulighed for at komme tilbage. Til sidst spurtede Pogacar sig til endnu en sejr, igen foran Yates og med Bilbao på tredjepladsen. Sidste år ville Remco Evenepoel meget gerne vinde etapen, men hans forsøg på at slide Adam Yates ned mislykkedes, og i stedet angreb den lille brite, så han kunne sikre sig sejren med 10 sekunder ned til belgieren, der dog forsvarede førertrøjen, og 42 sekunder ned til Geoffrey Bouchard.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

Det har imidlertid ikke været tilfældet for hverken Dubai eller Abu Dhabi Tour. Tværtimod har de været helt enkle at forholde sig til, og det har ikke voldt problemer at gennemskue, hvor løbene skulle afgøres. Dubai Tour var altid en kamp på bonussekunder og tid vundet i den eksplosive finale på Hatta Dam, mens Abu Dhabi Tour i sin oprindelige version altid blev afgjort på Jabel Hafeet og i 2018 også på enkeltstarten.

Den slags luksus for optaktsskribenter skyldes, at hovedparten af de mellemøstlige etaper har været meget lette sprinteretaper, hvor der ganske vist altid har været en chance for, at vinden kunne komme i spil, men hvor det sjældent er sket. Dermed har de aldrig spillet nogen rolle for klassementet - i hvert fald ikke i Abu Dhabi Tour, hvor klatrebenene har talt.

Det nye UAE Tour er også dejligt enkelt. Etaperne er hver især meget lette at fortolke, og ser man bort fra sidevinden, er der ikke megen plads til overraskelser. Også i år bliver det endda endnu mere enkelt af, at Hatta Dam-etapen, der har været den mest åbne for flere forskellige ryttertyper og med en lille mulighed for tidsgevinster også for klassementsryttere, er væk, og nu er det syv meget ”rene” etaper, der udgør årets løb.

Alligevel er det ikke helt så enkelt som i 2020. Dengang betød den sene ruteomlægning, at der var hele to bjergfinaler Jebel Hafeet, der har vist sig så svær, at bedste klatrer ofte vinder. Da vinden heller ikke i 2020 kom i spil, blev det altså et helt regulært opgør på bedste bjergben i februar, og det viste sig lidt overraskende, at de tilhørte Adam Yates og ikke den tårnhøje forhåndsfavorit, Tadej Pogacar, der vist fik sig et mindre varmechok.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Ligesom i de tre foregående udgaver er det denne gang ikke så enkelt længere. Det kan godt være, at de enkelte etaper er lette at læse, men inklusionen af en pandekageflad tonserenkeltstart for specialister har øget kompleksiteten betydeligt. Som vi ved fra disse udgaver, fra 2018-udgaven af Abu Dhabi Tour, der havde en tilsvarende etape, og fra Tirreno-Adriatico, der inkluderer med en lignende enkeltstart, er der meget få klassementsryttere, der mestrer den type enkeltstart - selv en tempospecialist som Chris Froome gjorde det sjældent gjort i den slags wattudladninger - og de få, der er, har stort set alle været fraværende.

Sidste år var det i stedet et holdløb, men nu er det igen en af denne slags lynhurtige fladbaneenkeltstarter, der komplicerer billedet. Det siger sig selv, at det stiller større krav til alsidigheden end et holdløb, og derudover skal en enkeltstart over 12 km større afstande end sidste års kun en anelse længere holdløb. Som eksempel på forskellen kan vi se på enkeltstarten i 2021, der er et bedre sammenligningsgrundlag end 2022, hvor enkeltstarten kun var 9 km lang. Dengang kørte man 13 km, og her var bedste klassementsrytter Tadej Pogacar, der slog Joao Almeida med 6 sekunder, Daniel Martinez med 12 sekunder og Jonas Vingegaard med 19 sekunder, men han slog de temposvage folk med langt mere. Hans værste rival, Adam Yates, tabte således 34 sekunder, mens det var endnu værre for en mand som Sepp Kuss, der lykkedes med at smide hele 1.16! Det er altså en etape, der handicapper klatrerne ret voldsomt.

Man kan dog hente meget på Jebel Hafeet. Den golde ørkenstigning er nemlig ganske selektiv, som vi har set det i de seneste udgaver. Ikke mindst ved den første opkørsel i 2020, hvor der endda var modvind på den helt åbne ørkenvej, viste Adam Yates jo, hvordan det kan gøres, og selvom de foregående og heller ikke den senere etape i samme løb gav samme gigantiske forskelle, siger det lidt om potentialet for en formstærk klatrer, at Yates kunne slå Tadej Pogacar med 1.03, Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30, og at de næste seks mand var næsten to minutter efter.

En sådan magtdemonstration gør det i hvert fald muligt at eliminere betydningen af enkeltstarten. Omvendt har vi også set, at vindfølsomheden og den relativt lette afslutning har givet tendens til, at rytterne er ankommet i mindre grupper, og oftest er der blevet spurtet om etapesejren, som vi også så ved andet besøg i 2020, i 2021 og senest i 2022, hvor Pogacar, Yates, Pello Bilbao og Joao Almeida spurtede på toppen. Sidste år var forskellene igen større, da Yates vandt med 10 sekunder ned til Remco Evenepoel, men hvor nr. 3, Geoffrey Bouchard, smed hele 42 sekunder. Det vidner om, at løbet meget vel kan blive afgjort af enkeltstarten, når de bedste klatrere skal adskilles.

Hvad så med inklusionen af Jebel Jais, der også var med i 2019, 2021, 2022 og 2023? Kan den ikke gøre en forskel? Jeg tror ikke, at vi skal være alt for optimistiske. For fem år siden var der sågar medvind, men alligevel lykkedes det en ganske vist brølstærk Laurens de Plus at føre stort set hele vejen og langsomt sætte ryttere af, indtil hans kaptajn Primoz Roglic var hurtigste mand blandt de 11 overlevende. I 2021 var der brutal modvind, og da Ineos havde brændt hele deres hold af fra bunden, og Pogacar bare holdt øje med sin eneste reelle rival, Yates, endte det i en ukontrollerbar angrebsfest. Jonas Vingegaard var snu og stærk nok til at udnytte duellen mellem Pogacar og Yates til at tage sejren, og herefter spurtede Pogacar først over stregen i feltet. Resultatet var, at de to stjerner vandt to sekunder på Sergio Higuita og lidt mere på de øvrige, men Damiano Caruso på 17. pladsen tabte altså bare 5 sekunder!

Heller ikke i 2022 lykkedes det. Her kørte man for første gang etapen inden Jebel Hafeet, og dermed blev stigningen ikke kørt så aggressivt, fordi mange sparede sig til det vigtigere slag. Denne gang var det UAE, der kontrollerede - også fordi Pogacar i teorien førte løbet efter enkeltstarten - og Pogacar vandt på toppen en spurt, hvor hele 16 mand var inden for 3 sekunder, og hvor store Filippo Ganna overraskede og endte som nr. 11. Dengang var der sidevind. Sidste år var der også sidevind, og her fik vi en overraskelse, da Soudal var for svage til at neutralisere det tidlige angreb fra Einer Rubio, men bag ham endte det igen i en spurt, hvor Remco Evenepoel tog et enkelt sekund på en enorm gruppe med hele 25 mand. Vi har således ved de fire besøg set, at forskellene har været små, uanset hvilken vindretning vi har haft.

Det er med andre ord en stigning, der næppe kan skabe forskelle - i hvert fald ikke, hvis det førende hold er stærke nok til ikke at lade kaptajnen isolere og dermed gøre ham sårbar over for taktik og en byge af angreb, som vi så i 2021. Den tidlige placering betyder bare nok igen, at etapen ikke kan blive mindre aggressiv, men der er også grænser for, hvor passiv man kan være, hvis man har kørt en dårlig enkeltstart. Uanset hvad kan de 10 bonussekunder, Roglic og Pogacar spurtede sig til på toppen i hhv. 2019 og 2022, sagtens blive afgørende, og en god spurt er derfor slet ikke et ringe våben.

De øvrige fire etaper må alle ventes at ende i stensikre massespurter i et felt med næsten alle verdens topsprintere, hvis ikke vinden raser, og dermed er vi efterladt med fire elementer, der vil afgøre løbet: klatrebenene på Jebel Hafeet, en god spurt om bonussekunder i indlagte spurter og ikke mindst på Jebel Jais, gode evner på en kort, flad tonserenkeltstart og risikoen for sidevind. Sidstnævnte har historisk aldrig har været specielt toneangivende i Emiraterne, som åbenbart slet ikke er så oplagt til sidevindskørsel som Qatars højdramatiske ørken. Vi har dog haft to undtagelser, nemlig i både 2021 og 2023, hvor 1. etape viste sig at eliminere langt hovedparten af favoritterne, og hvor kampen om sejren blev et opgør mellem de ganske få klatrere, der havde været med i første gruppe.

Dermed er vejret også en særlig nøglekomponent, både i forhold til sidevind og vindretning på de to eksponerede og golde bjerge. Det hele starter som i 2021 og 2023 med en meget blæsende 1. etape. Desværre kommer vinden fra nordnordvest, og det betyder direkte medvind på den lineallige vej fra start. Derefter vil der også være primært med- eller modvind, men på turene rundt på cykelstien er der lidt sidevind. Derefter er der bare modvind tilbage mod Liwa, dog med et kort sidevindsstykke lige inden mål. Jeg tror desværre, at vinden står helt forkert til drama, men helt udelukke kan jeg det ikke. I hvert fald kan der måske ske lidt på det allersidste stykke, men så bliver forskellene små. Vinden skal dog ikke gå meget over i nordvest, før vi får sidemedvind, og visse prognoser siger, at der vil være nordvestenvind på det første stykke. Det øger chancen for sidevindskørsel.

Dansker triumferer i junioretapeløb

Tirsdagen vil også være blæsende, men her vil forholdene være ens for alle på enkeltstarten. Derefter lægger vinden sig til onsdagen, hvor der ikke burde være risiko for sidevindskørsel. Det bliver en anelse mere blæsende torsdag, men ikke nok til at skabe drama, selvom man kortvarigt skal ud i ørkenen. Lidt mere farligt kan det blive fredag, men vinden er nok for svag, selvom der er en del sidevindsstykker til slut, men også en del modvind. Lørdagen i Abu Dhabi bliver ikke farlig, og det gør søndagen næppe heller, da det ligner enten mod- eller medvind på turen ud i ørkenen. Løbet er også kendt for sin varme, men det er ikke så slemt denne gang med mandag, hvor temperaturen ventes at nå 27 grader, ser ud til at blive varmest.

Min konklusion i forhold til vinden er altså uklar. Får vi nordvestenvind mandag, kan det sagtens blive et drama fra start som i 2021 og 2023, men er den i nordnordvest, tror jeg, at det bliver et år uden sidevindskørsel. Historien taler for det sidste.

Så er der det med vindretningen på stigningerne. Det ligner igen sidevind på Jebel Jais, dog med lidt sidemedvind til allersidst. Der er heldigvis ikke modvind, men vi så i 2022 og 2023, at den ikke rigtigt splittede i sidevind, og at en stor gruppe alligevel spurtede på toppen. Man må forvente, at det vil ske igen i år. Endelig ligner det sidemedvind på Jebel Hafeet, hvor vi sidste år havde en let modvind. Det er godt nyt for klatrerne, der nu kan se frem til større forskelle.

Endelig skal man skal også være opmærksom på, at bjergetaperne er meget specielle. Bjergetaper med en helt flad indledning og en afsluttende klatretur på en halv times tid er helt anderledes end store dage med adskillige bjergpas og mange højdemeter. Selvom Jebel Hafeet i sig selv er svær, ser man ofte, at lidt mere eksplosive folk end klassiske bjergryttere kan være med på denne slags etaper. For en del år siden var Julian Alaphilippe endda tæt på at vinde, selvom han i de europæiske bjerge dengang altid kom til kort.

I år har UAE Tour for anden gang u træk tabt kampen til Europa om stjernerne, og det er et noget smallere favoritfelt, end vi har været vant til. Langt de fleste hold ser det som en sag for deres sprintertog, og så har de koblet en klatrer eller to på. Det er den sædvanlige model, men denne gang er det bare primært mindre navne. Faktisk er det kun UAE og til dels Bahrain, der for alvor synes at prioritere klassementet mere end sprinterne.

Det er ikke mærkeligt, at UAE prioriterer løbet. Det er deres store hjemmebaneløb, og selvom Pogacar igen i år har fået fri, kommer de med det i særklasse bedste klassementet. De kommer endda med Mr UAE Tour, nemlig Adam Yates. År efter år har han været den stærkeste på Jebel Hafeet, der passer ham som fod i hose. I 2020 nærmest ydmygede han Pogacar, sidste år slog han Evenepoel, og i 2021 og 2022 måtte han ganske vist se sig slået af Pogacar, men der var ingen tvivl om, at han med sine angreb pressede sloveneren til det yderste.

Det vil være en ret stor overraskelse, hvis ikke Yates igen er stærkest på Jebel Hafeet. Han bekræftede storformen med den samlede sejr i Oman, hvor hans loyalitet mod Finn Fisher-Black formentlig var skyld i, at han ikke vandt med større margen. Han lignede i hvert fald en mand, der også i år har timet formen storartet på den højdetræningslejr, der har forberedt ham til dette løb. I år skal han endda ikke slås med Evenepoel og Pogacar på Jebel Jais, og ser man på favoritterne i årets løb, ligner han således manden, der har størst chance for at tage de 10 bonussekunder i spurten på toppen.

Så er der enkeltstarten. Som sagt tabte han stort til Pogacar i 2021, men i 2022 var det allerede meget bedre. Her endte han som nr. 12 med et tab på 11 sekunder sloveneren over 9 km, og meget taler for, at det vil gå endnu bedre i år, hvor han har glæde af UAEs nye supermateriel, hvad der hjalp ham voldsomt i 2023. Faktisk er to af de eneste, der for alvor kan slå ham på tirsdag hans to holdkammerater. Det kan dog også blive et problem. Vi så i Oman, at han var nødt til at være loyal mod Fisher-Black. Jeg kan godt frygte, at Brandon McNulty og/eller Jay Vine tager trøjen, og at han derfor skal holde igen på Jebel Hafeet. Det er i hvert fald ikke givet, at de to kommer i problemer, som Fisher-Black gjorde.

Det er den ene af to trusler, jeg ser. Den anden er vinden på 1. etape. Den kostede ham måske sejren sidste år, og her ser UAE altså sårbare ud. Får vi et sidevindsdrama på 1. etape, risikerer han, at det går galt igen, men klarer han den dag - og retningen taler for det - vil han formentlig vinde løbet for anden gang, hvis ikke hans holdkammerater ender med at stå i vejen.

Giro-spillet åbnet for tilmelding

Derfor er det også naturligt at rangere dem som nr. 2 og 3. Brandon McNulty er i år startet som lyn og torden. Tidligere har han været ret begrænset i bjergene, men hans kørsel i Valencia indikerer, at han har nået et niveau. Denne knap så stejle stigning burde endda passe ham endnu bedre, og han har også flere gange vist, at han er ret eksplosiv i stigende spurter som den, der venter på Jebel Jais. På begge parametre er han dog formentlig Yates underlegen, men han har ét stærkt våben. Hans enkeltstart er svingende, men kører han som til VM, hvor han blev en overraskende nr. 4, vil han ende som bedste klassementsrytter på tirsdag, Ruten her passer ham dårligere, men sidste års 5. plads i Tirreno vidner om, at han kan være skræmmende god på denne slags enkeltstarter også.

Lykkes det ham at slå Yates, hvad han bør gøre, kan han låse sin kaptajn på samme måde, som Fisher-Black gjorde, og så vil han vinde løbet, medmindre han kommer i problemer, eller Yates alligevel får frihed. Med de klatreben, han har haft indtil nu, er det svært at se, hvem andre end Yates og måske Jay Vine der skal sætte ham, og dermed kan han ende som vinder, selvom han ikke er stærkest. Det kræver dog, at han klarer vinden, hvor han og UAE er sårbare, men han bør være bedre i den disciplin end Yates - og det kan være en anden vej til en kaptajnrolle.

Det tredje bud er Jay Vine, der er større tvivl om. Hans form er nemlig ukendt, men sidste år startede han i hvert fald som lyn og torden i Australien. Har han samme form nu, er han formentlig den eneste, der har klatreevnerne til at slå Yates, for vi ved fra Vueltaen i 2022, at han kan være skræmmende. Hans bundniveau er imidlertid også ganske lavt, og selvom han er mere stabil nu, kan han altid skuffe. Han er også en af de få, der har alsidigheden, for han er jo blevet en hel tempospecialist, selvom McNulty på denne rute nok må ventes at slå ham. Omvendt var det altså Vine, der var bedst på Giroens 1. etape, der også var meget flad. Kan han blive bedste UAE-rytter, er det ham, der kan låse Yates, og så er han i en pokkers god situation. Til gengæld er han utvivlsomt også den allermest sårbare i sidevinden, hvor han meget let kan ende som en taber, hvis vi alligevel får nordvestenvind mandag.

Hvem skal true UAE? Det kunne være Ben O’Connor. Australieren havde et ganske elendigt 2023, men jeg skal love for, at han har rejst sig. Han var ganske enkelt flyvende, da han vandt i Murcia, og det lover uhyre godt forud for dette løb. Vi så nemlig også i Dauphiné, at han er blevet en sand tempospecialist - endda på en relativt flad rute - og kan han gentage det på Ag2r’s nye materiel, står han stærkt tirsdag. Jeg kan dog være bekymret for, om han kan præstere på samme niveau over denne uhyre korte distance. Desværre er han ikke rasende eksplosiv på Jebel Jais, men i dette felt kan han godt få bonus.

Skal han vinde løbet, skal det dog være enten via Jebel Hafeet eller måske vinden. Det bliver svært at slå Yates på søndag, men han ligner manden, der måske kan gøre det. Desværre lider han under finalens meget eksplosive natur, da han er bedst på de store bjergdage med mange højdemeter. Heldigvis kan mindre gøre det, hvis han kan vinde tid i vinden. Desværre er Ag2r svage, og han er nok mindst lige så sårbar som Yates, men han har tidligere i Paris-Nice vist, at han godt kan finde ud af det - og da UAE også er sårbare, kan han måske her sikre sig sejren.

Det bliver uhyre spændende at se Lennert Van Eetvelt på Jebel Hafeet. Da han kørte fra Brandon McNulty og Aleksandr Vlasov i næstsidste løb på Mallorca - efter at have slået dem i en spurt dagen forinden - lignede han nemlig en mand, der har taget et stort næste skridt. Hvis det er rigtigt, og har den svingende belgier bevaret formen, kan han blive en af de helt store trusler mod Yates på Jebel Hafeet. Derudover viste han på Mallorca, at han har punchet til at blande sig i kampen om bonus på Jebel Jais, men desværre har han også én stor svaghed. Hans enkeltstart er ikke noget at skrive hjem om, og den kan meget vel koste ham chancen for at vinde samlet. Det samme kan desværre også vinden, hvor hans evner er ukendte. Han er dog belgier, og det taler for, at han har en chance for faktisk at ende som en vinder på 1. etape, men det bekymrer mig, at hans hold er så svagt. Han skal altså klare det selv, men får han en tidsgevinst her, og er hans enkeltstart ikke alt for dårlig, bliver han meget spændende på Jebel Hafeet.

Hvad så med løbets anden komet? Modsat Van Eetvelt har Max Poole ikke haft chance for at vise sin form, og det kan godt gøre mig lidt bekymret. Han har nemlig vist sig meget svingende, men vi så sidste år, at han kom blæsende ind til Dauphiné efter en pause. Samme form har han nok ikke i en sæson, hvor Giroen er hans første mål, men hans potentiale er til gengæld enormt. Det niveau, han viste i Romandiet og Dauphiné, var rasende højt, og han er så ung, at vi ikke aner, hvor meget bedre han er blevet nu. Til gengæld har også han en stor udfordring på enkeltstarten, hvor han vil tabe masser af tid, og han er heller ikke den eksplosive type til Jebel Jais. Han skal altså vinde det hele på Jebel Hafeet, hvor det kan gå begge veje - men skal han slå Yates, skal også han nok have hjælp ag vinden. Her er han næppe alt for stærk selv, men da han kommer til løbet med et rent sprinterhold, har han faktisk nok en bedre chance for at klare den end det store flertal.

Et andet bud er Ilan Van Wilder. Han har hidtil været lidt begrænset i bjergene, men sidste efterår fik man fornemmelsen af, at han har forbedret sig. Det er dog også nødvendigt, for klatrer han stadig som i Giroen, bliver det svært at vinde dette løb. Uanset hvad rækker bjergevnerne næppe til, at det er dem, der sikrer ham sejren, men de burde være gode nok til, at han ikke mister en bondegård, ligesom han faktisk ligner en af favoritterne til at vinde den forventede spurt på Jebel Jais. Hans vej til sejr går dog ad en anden kanal. Enkeltstarten passer ham bestemt ikke perfekt, men han er absolut en af de mest tempostærke, der bør vinde tid på langt de fleste konkurrenter. Hans helt store våben er dog vinden på mandag, hvor han selv og ikke mindst hans hold bør være blandt de allerstærkeste. Sidste år kuppede Evenepoel jo Yates på 1. etape, og kan Van Wilder gå sin kaptajn i bedene, er der en vej til sejr. Det kræver dog bedre form end på Mallorca og bedre klatreevner end hidtil, men førstnævnte har han i hvert fald haft god tid til at forbedre.

En rytter, der altid er god i dette løb, er Pello Bilbao. Han blev nr. 3 i 2022 og nr. 4 i 2023, og selvom han i år ikke var helt oppe at ringe i Valencia, viste han, at formen var på rette vej. Den er helt sikkert bedre nu, og han er en af de ryttere, der har alsidigheden til dette løb. Han er ikke en specielt god afslutter på en stigning, men helt uden chancer for bonus på Jebel Jais er han ikke. Vigtigere er det dog, at han bør være en af de mere tempostærke. Det var han ikke i 2022, hvor han blot blev nr. 24, men det var på Bahrains gamle materiel. De hævder selv, at det nu er endnu bedre end sidste år, og han bør i hvert fald slå de fleste rivaler på tirsdag. Til gengæld ved vi også, at han ikke slår Yates på Jebel Hafeet, men han har alligevel en vej til sejr. Sidste år satte han nemlig briten i sidevinden på 1.etape, og det viste sig at sikre ham så stort et forspring, at Yates kun akkurat kom forbi ham i klassementet - med sølle 3 sekunder. Han skal bede til vejrguderne om nordvestenvind på mandag, men får han det, har han en vej til sejr.

Stortalent bliver ikke klar til Giro-debut

På papiret er Eddie Dunbar en af løbets bedste klatrere, men vi aner ikke, hvor han står. Han har tidligere startet ret stærkt, men han udgik af Valencia efter styrt og skippede så pludselig Andalusien til fordel for dette løb, som end ikke passer ham specielt godt. Han har egentlig et fint punch, men hans enkeltstart er ikke alt for god - selvom den var meget bedre end tidligere i 2023 - og han ser ret sårbar ud i vinden, hvor hans power er begrænset. Her hjælpes han dog voldsomt af Dylan Groenewegens tog, der betyder, at han har et relativt stærkt hold. Om det er nok, hvis vinden raser, vil tiden vise, men derudover skal han vise noget form på Jebel Hafeet. Den er jeg ikke sikker på, men den Dunbar, vi så i Giroen, er ubetinget en af de bedste klatrere i dette felt.

Dette bliver en af få chancer for Attila Valter til at køre for sig selv, og den vil han sikkert gerne gribe. Vi aner ikke, hvor han står, men han startede uhyre stærkt sidste år, hvor han særligt imponerede i Strade Bianche. I det hele taget hævede han sit niveau ganske markant i 2023, men det var mere på eksplosive stigninger end i bjergene. Heldigvis er stigningerne her også relativt eksplosive, selvom Jebel Hafeet kan være en anelse for svært, men han lider under en enkeltstart, der kunne være bedre. Hvis han kører som i Vueltaen, går det dog ikke helt galt, og måske kan han også få lidt hjælp af vinden. Han er i hvert fald en af de mere alsidige typer, og Visma lider et ganske stærkt hold, hvis vi alligevel får vind på mandag.

Hvad så med Jan Hirt? Han gentager modellen fra 2022, hvor han var flyvende i Oman, som han var det igen i år, hvor Yates dog var for hård en nød at knække. Desværre så vi i 2022, at han ikke havde samme niveau, da han kom i skrappere selskab i dette løb, men i år hjælpes han af, at feltet slet ikke er lige så stærkt denne gang. En forklaring på forskellen er dog utvivlsomt, at disse stigninger slet ikke har de stejle procenter som Green Mountain, og faktisk passer disse eksplosive finaler ham ganske elendigt. Han får også helt enorme klø på enkeltstarten, og derudover ligner han en taber i vinden, selvom hans hold er så stærkt i den disciplin. Det ændrer heldigvis ikke på, at han ligner en af de mest formstærke klatrere, og det bør med medvind på Jebel Hafeet føre et stykke.

Jeg er uhyre spændt på Bart Lemmen. Baseret på det, vi har set i 2023, er Jebel Hafeet lidt for svær, men den uprøvede militærmand udvikler sig med lynets hast. Hans kørsel i Australien var på grænsen til sensationel, og selvom det var i eksplosivt terræn, vidner det om hans potentiale. Han har også en fin enkeltstart, der formentlig eksploderer på Vismas materiel, men han vil mangle noget erfaring i vinden. Her kan han dog i kraft af sit hold måske endda ende som en vinder, og så må tiden vise, hvor godt han klatrer i dag på et rigtigt bjerg. Han hjælpes i hvert fald af, at det ikke er en stor bjergetape med mange bjerge.

Jeg er også ret spændt på Rainer Kepplinger. Den spændende roer levede ikke helt op til mine forventninger sidste år, men der var lovende takter undervejs. Nu kan han stå foran sit gennembrud. Hans 7. plads på kongeetapen i Valencia vidner i hvert fald om enorm fremgang og i hvert fald også om god form. Hans enkeltstart er ikke skræmmende god, men den er bestemt heller ikke helt elendig, som vi så med hans 19. plads på prologen i Romandiet og har set ved de nationale mesterskaber. Derudover har han en stor styrke i vinden, hvor Bahrain ser stærke ud. Det bliver i hvert fald spændende at se, om han kan gentage kørslen fra Valencia.

Bahrain har også Torstein Træen, men han er et åbent spørgsmål. Han udgik i Australien efter styrt, men det kan ikke være alt for alvorligt, da han kæmpede sig igennem flere dage, inden han stod af. Han gjorde enorme fremskridt i 2023, hvor hans klatring i Dauphiné var på et ekstremt højt niveau, men han har også været ret svingende og sjældent god tidligt på året. Hans enkeltstart er heller ikke god, men den gik faktisk ikke helt ringe i Dauphiné. Til gengæld er han ikke den kraftfulde type, og selvom holdet er stærkt, kan han måske få problemer, hvis vinden mod forventning raser. Først og fremmest skal han dog være i form, og det vil undre mig, hvis han flyver allerede nu.

En rytter, der bliver uhyre spændende, er Matthew Riccitello. Som ren klatrer passer han dårligt til løbet, for han ligner en sikker taber i den eventuelle vind og på enkeltstarten, ligesom bjergetaperne heller ikke er ideelle. Heldigvis er Jebel Hafeet svær nok til, at hans klatreevner bør komme til udtryk, og de har kurs mod at blive fremragende. Det så vi i Alperne, i Giroen og i l’Avenir, og de bliver helt sikkert bedre i år. Om vi får dem at se allerede nu, er dog usikkert, for selvom han melder om god form, aner vi ikke, hvor han står.

En rytter, der kan have taget næste skridt, er Nicolas Prodhomme. Han kørte med i Kuss-angrebet i Murcia, hvilket siger ganske meget, og han bekræftede den gode form i Jaen. Det tyder på, at han har nået et niveau, der vil bringe ham langt på Jebel Hafeet, for formen er i hvert fald god. Til gengæld vil han tabe på enkeltstarten, og han skal bede til vejrguderne om nordenvind og ikke nordvestenvind på mandag.

Et andet talent, der kan eksplodere, er Jesus David Peña. Colombianeren bragede ind på scenen sidste år, hvor han imponerede i Slovenien, Østrig og til slut i Kina. Til gengæld var han også meget svingende, og da han kun har kørt de nationale mesterskaber, der var et specielt løb, aner vi ikke, hvor han står. Colombianere er dog typisk gode fra start, og hvis han har taget endnu et skridt, kommer han langt på Jebel Hafeet, Til gengæld er enkeltstarten en tabersag, og det samme vil det formentlig være, hvis vi får sidevindskørsel.

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

En af skuffelserne i Oman var Mauri Vansevenant, der slet ikke var på sidste års niveau. Han leder altså stadig efter sin bedste form, men man må antage, at han er i fremgang. Han er aldrig for alvor slået igennem, men disse ret eksplosive stigninger passer ham, og finder han det niveau, han havde på samme tid sidste år, kommer han langt i dette felt. Det gør han nok ikke, men til gengæld kan hans hold måske hjælpe ham til en lille gevinst i vinden. Det har han dog også brug for, for selvom hans enkeltstart ikke er helt elendig, vil han tabe tid til mange på tirsdag.

Hvad så med vores lottokupon? Bare i denne sæson har Simon Carr allerede været både flyvende og enormt skuffende, så vi aner ikke, hvilken udgave vi får. Hvis han finder sine bedste ben, kommer han dog relativt langt i dette felt, og han ser efter sin flotte enkeltstart i Besseges, hvor ruten dog var meget speciel, ud til måske at kunne få fordel af 2. etape i forhold til mange. Til gengæld vil han også være en ret sikker taber i vinden, som han før har været det i Besseges - men det kan alt sammen være ligegyldigt, hvis han er en nitte og igen rammer sit lave bundniveau.

Sidste år tog Einer Rubio en stor sejr på Jebel Jais. Det viste sig dog, at det mere handlede om et svagt Soudal-hold, for han floppede fælt på Jebel Hafeet. I det hele taget har det knebet for alvor at slå igennem, og den fremgang, han viste i Giroen, har vi kun set i begrænset omfang siden. Heldigvis har colombianere for vane at starte stærkt, men noget tyder på, at det ikke gælder for ham. I hvert fald skuffede han fælt i Valencia, og når han samtidig lider under sin enkeltstart og evner i vind, er jeg ikke alt for optimistisk.

Jeg skal vel også nævne Tobias Foss, men det er ikke med den store entusiasme. Nordmanden har slet ikke været i nærheden af noget i bjergene siden Giroen i 2021, og derfor ligner det en lussing på Jebel Hafeet. Han har dog andre fordele. Han vil køre en god enkeltstart, og han vil formentlig have en god chance for at gøre det godt i vinden. Skal han ende helt fremme, skal vi dog med sikkerhed nok bruge sidevindskørsel og et betydeligt blodbad, medmindre han har fundet nogle klatreevner, vi ikke har set i lang tid - og vi aner slet heller ikke, om han er i form.

Endelig vil jeg nævne tre talenter, nemlig Alexy Faure Prost, Georg Steinhauser og Valentin Paret-Peintre. Alle er de ret endimensionelle klatrere, der formentlig taber i vinden og på enkeltstarten, og ingen af dem har endnu bevist, at de kan være helt fremme på dette niveau. Mine forventninger til den unge Faure Prost er dog enorme, og selvom han ikke indfriede dem i Oman, er jeg spændt på at se, hvad han kan drive det til med et løb i benene. Steinhauser har været langsom om at slå igennem, men der var bestemt lovende takter med hans 3. plads i Occitanie, og er han i form fra start, kan han måske tage næste skridt nu. Endelig er der den svingende Paret-Peintre, der efter lovende perioder i 2023 startede chokerende godt i Australien. Hans bundniveau er meget lavt, og han kan sagtens være faldet sammen siden dengang, men har han samme ben nu, er der potentiale.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt i rangeringen af Van Eetvelt og Poole over Van Wilder og Bilbao.

BEMÆRK OGSÅ: Der er ikke kommet en foreløbig startliste, og derfor er det meget usikkert, hvem FDJ, Cofidis, Lidl, Alpecin og Tudor stiller med. Optakten opdateres søndag aften, hvor holdoptakten også skrives.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet med flere potentielle klassementsryttere, der er omtalt nedenfor. Den eneste, der fortjener to stjerner er Michael Storer, der også er omtalt nedenfor, og som får to stjerner mere på potentiale end forventning.

***** Adam Yates

**** Brandon McNulty, Jay Vine

*** Ben O’Connor, Lennert Van Eetvelt, Max Poole, Ilan Van Wilder, Pello Bilbao

** Eddie Dunbar, Attila Valter, Jan Hirt, Bart Lemmen, Rainer Kepplinger, Torstein Træen, Matthew Riccitello, Nicolas Prodhomme, Jesus David Pena, Mauri Vansevevant, Simon Carr, Einer Rubio, Michael Storer, Tobias Foss, Georg Steinhauser, Valentin Paret-Peintre, Alexy Faure Prost

* Oscar Rodriguez, Florian Stork, Patrick Konrad, Carlos Verona, Emanuel Buchmann, Ben Zwiehoff, Ivan Romeo, Harold Tejada, Kenny Elissonde, Natnael Tesfatstion, Bruno Armirail, George Bennett, Harm Vanhoucke, Juan Pedro Lopez, Louis Meintjes, Pelayo Sanchez, Sean Quinn, Jason Osborne, Ruben Fernandez, Andrew August, Remi Cavagna, Harold Martin Lopez, Brandon Rivera, Jardi Christiaan van der Lee, Stefan De Bod, Kevin Colleoni, Mick van Dijke, Markel Beloki

Sagan på startlisten til landevejsløb

Danskerne

På UAE kommer Mikkel Bjerg på arbejde for både Sebastian Molano og særligt de mange klassementsryttere, men han kan jagte et personligt resultat på enkeltstarten. Det samme kan Johan Price Pejtersen på Bahrain, hvor han ellers skal hjælpe både Phil Bauhaus og Pello Bilbao i positionskamp og vind. Hos Astana skal Michael Mørkøv forsøge at hjælpe Mark Cavendish til sejr på en af sprinteretaperne, mens Tobias Lund på DSM har samme rolle, bare for Fabio Jakobsen. Endelig skal Mads Würtz Schmidt på Israel-PT støtte George Bennett, Matthew Riccitello på stigningerne og Pascal Ackermann i massespurterne, mens Sebastian Changizi skal spille sin vanlige rolle i toget for Arvid de Kleijn hos Tudor.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

UAE Team Emirates: Det handler om Yates, McNulty og Vine. Mikkel Bjerg kunne sikkert køre et pænt klassement, men der lidt for mange, han skal hjælpe.

Alpecin-Deceuninck: Holdet kommer stort set udelukkende for spurterne, men de har Jason Osborne, der dog ikke viste noget gennem hele 2023 - og Fabio Van Den Bossche har intet vist i flere år.

Astana Qazaqstan Team: Holdet satser på Harold Tejada, men en halvsløj præstation på kongeetapen i Colombia giver ikke optimisme. Alternativet er den spændende Harold Martin Lopez, men han virkede heller ikke flyvende i Colombia.

Bahrain-Victorious: Bilbao er den erklærede kaptajn, men Kepplinger og Træen er også spændende

BORA-hangrohe: Holdet satser på Ben Zwiehoff og Emanuel Buchmann, men begge skuffede stort i Oman og havde det også relativt svært sidste år. Enkeltstarten er også en ulempe.

Cofidis: Det handler om Ruben Fernandez og Kenny Elissonde, men selvom der var fremgang for sidstnævnte i Oman, er det svært at se ham helt fremme, når han står så svagt på enkeltstarten.

Team Corratec-Vini Fantini: Holdet kommer her for spurterne, men de skal prøve med primært Alessandro Monaco og alternativt Andrii Ponomar og Marco Murgano. Alle er dog klart overmatchet, og ingen har vist form.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: O’Connor er kaptajnen, mens Prodhomme og Paret-Peintre er spændende jokers. Er han i storform, kan Bruno Armirail, køre et pænt klassement på denne rute, men det er han sjældent på denne årstid, og han virkede ikke flyvende i Provence, hvor han udgik med sygdom.

EF Education-EasyPost: Carr og Steinhauser ligner de bedste bud. Jardi Christiaan van der Lee er spændende, men med sin korte baggrund i sporten mangler han formentlig for meget, som vi så i Australien. Sean Quinn kan komme et stykke på denne rute, men kongeetapen er lidt for svær, og Stefan De Bod klatrer ikke længere godt nok, mens den helt unge Markel Beloki mangler for meget.

INEOS Grenadiers: Foss ligner det bedste bud, men kan han finde sig selv igen, kan Oscar Rodriguez komme ret langt i dette felt. Der var et lille lyspunkt i Limousin, der kan give håb. Brandon Rivera kan komme et stykke i dette felt, men han skuffede i Colombia. Unge Andrew August er uhyre lovende, men de første løb har vist, at det nok er for tidligt, som det også er for Michael Leonard, der stadig har det svært.

Intermarché-Wanty: Jeg tror mest på Faure Prost. Louis Meintjes passer helt elendigt til løbet, manglede meget i Oman og er aldrig god på denne årstid. Kevin Colleoni er en lottokupon, men det vil undre mig at se ham langt fremme i dette felt.

Israel-Premier Tech: Riccitello logner det bedste bud. Den anden kaptajn, George Bennett, gav ingen tegn på fremgang i Australien. Er han i form, kan Mads Würtz komme et stykke i et løb som dette.

Lidl-Trek: Bedste bud er nok Patrick Konrad, der endelig viste livstegn i Valencia, men han har skuffet så længe, at jeg ikke ser ham komme alt for langt. På sit 2022-niveau er Carlos Verona spændende, men han havde et svært 2023 og var meget langt væk på Mallorca. Natnael Tesfatsion skuffede gennem hele 2023 og trods en god spurt undervejs, var han ikke imponerende i Australien. Juan Pedro Lopez viste heller intet i 2023, og han passer meget dårligt til løbet.

Lotto Dstny: Van Eetvelt er bedste bud. Harm Vanhoucke håber meget på en genrejsning, som vi grundet sygdom ikke fik at se i Oman. Han kan overraske, men har været langt fra sit niveau i en menneskealder. Henri Vandenabeele er stadig på vej tilbage fra sin langvarige coronasygdom, og Johannes Adamietz mangler stadig meget.

Movistar Team: Rubio er den erklærede kaptajn, men jeg er også meget spændt på den uhyre godt klatrende Ivan Romeo, der vil finde Jebel Hafeet for svær, men med en tidsgevinst i vinden godt kan komme langt. Det kan Pelayo Sanchez også, men trods sejren på Mallorca har han ikke fundet Vuelta-formen. Remi Cavagna kan også køre et ganske pænt klassement, hvis han vinder tid i vinden, mens Lorenzo Milesi er for tung.

Soudal-Quick Step: Van Wilder, Hirt og Vansevenant er alle fornuftige bud.

Team dsm-firmenich PostNL: Poole er eneste klatrer på et rent sprinterhold.

Team Jayco AlUla: Det handler om Dunbar og Peña.

Team Visma | Lease a Bike: Holdet er her mest for spurterne, men Valter og Lemmen er spændende bud - og så skal det blive spændende, om Mick van Dijke klatrer lige så vildt som i Murcia.

Tudor Pro Cycling Team: Holdet satser på Michael Storer, der kan overraske, men han skal have forbedret sig ganske dramatisk siden Australien, og han har det også svært på enkeltstarten. Potentialet er dog stort, hvis han finder formen på en tid af året, hvor det sjældent sker. Formstærk er til gengæld Florian Stork, der tidligere har imponeret stort på Jebel Hafeet, men han kommer ikke alt for langt, og Rick Pluimers vil også finde kongeetapen lidt for svær.