Optakt: Volta a Catalunya

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie                                                                                            

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015, 2016, 2017 og 2019 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb. Fire år i træk kunne man således præsentere Alberto Contador og Chris Froome, og stjerner som Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Fabio Aru, Dan Martin og Rigoberto Uran hørte i samme periode til blandt de regelmæssige deltagere.

I 2018 og 2021 tabte man dog kampen om de allerstørste stjerner, der i stort tal tilvalgte enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico og efterfølgende valgte en træningsperiode frem mod enten Giroen eller klassikerne, og sådan var det desværre også til 2022-udgaven. Heldigvis var det anderledes sidste år, hvor løbet fik stor opmærksom i kraft af dets rolle som Giro-generalprøve med et opgør mellem Remco Evenepoel og Primoz Roglic. I år kan løbet heldigvis også bryste sig af, at det er sæsonens eneste ugelange løb for Tadej Pogacar, men igen må man sande, at startlisten ikke er he så stjernespækket som tidligere. Alligevel skal navne som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Sepp Kuss, Mikel Landa, Lenny Martinez, Enric Mas, Nairo Quintana, Cian Uijtdebroeks og Egan Bernal nok sørge for, at der bliver holdt øje med et løb, der vil være næsten lige så imødeset som dem, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og co. vil køre på brostenene, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.

Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.

00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed det mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.

Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalanske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april, senere maj og nu august.

Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse, helt sikkert ovre.

Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium International og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte var arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, havde holdene et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.

Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalanske løb været den store vinder. Faktisk har man i fem af de seneste ni år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og dominansen har været så kolossal, at Criterium International siden 2017 har været helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.

Sidste år var feltet heller ikke helt så stjernebesat, som vi har vænnet os til, men som sagt sørgede Roglic og Evenepoel for i den grad at kaste glans over foretagendet. De viste sig da også som altdominerende på en historisk hård rute, der bød på hele tre bjergfinaler, og selvom Giulio Ciccone overraskede og slog dem begge på den første bjergetape, tog de i den grad for sig af retterne med to etapesejre til hver. Jævnbyrdigheden var endda så stor, at det hele næsten blev afgjort på bonus, da Roglic slog sin belgiske rival med bare 6 sekunder efter at have indsamlet to bonussekunder mere end Evenepoel. Til gengæld var der uhyre langt ned til de øvrige, hvoraf Joao Almeida, der tabte hele 2.11, var en klar nr. 3. Roglic og Evenepoel kører i år begge Paris-Nice og Baskerlandet i stedet, men Almeida er efter to 3. pladser i træk med igen som den eneste genganger fra det seneste podium.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts, har tidskørsler været stort set bandlyst, og det har kun været i 2017, hvor man havde et holdløb, og i 2021, hvor man havde en enkeltstart, at traditionen er blevet brudt.

2008- og 2010-udgaverne stikker ud som særligt nemme, fordi der i de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.

En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Flere af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman, Luka Mezgec og senest Kaden Groves, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre og derfor har vundet flere etaper i samme løb.

Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig i 2017 med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. I 2018 og 2019 vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format med to dage i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der tiltalte en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs. I 2021 var formatet det samme, dog med inklusionen af en enkeltstart som et eksperiment, inden man i 2022 havde en helt klassisk rute med alle de velkendte elementer.

Sidste år var det imidlertid tid til et nyt eksperiment. Som sagt har de tre finaler i Pyrenæerne, som man har brugt igen og igen, ikke været voldsomt vanskelige, men da man i 2017 erstattede den ene pyrenæeretape med den brutale afslutning på den korte, men stejle Lo Port blev det helt anderledes selektivt. Derfor glædede mange klatrere sig over, at Lo Port efter fem års fravær endelig vendte tilbage, og det sker endda på en historisk hård rute. Modsat det, vi så i 2017, erstattede den nemlig ikke en af de to pyrenæeretaper, der fastholdtes i det format, vi kender, og dermed blev der for første gang i nyere tid hele tre bjergfinaler, herunder altså også på Lo Port, der er langt vanskeligere end pyrenæerfinalerne.

Resten af løbet fulgte det klassiske mønster, men det var sprinterne, der betalte prisen for den ekstra bjergetape. Således var der kun én chance for klassiske sprintere, som endda skulle overvinde 2500 højdemeter, hvis de ville have chancen for at spurte. Derudover åbnedes løbet for tredje år i træk med puncheurspurten i Sant Feliu de Guixols, hvor Michael Matthews vandt i både 2019 og 2022, og hvor Primoz Roglic sejrede for, mens der som så ofte før var en udpræget udbrudsetape om lørdagen - en etape, der dog blev ændret i sidste øjeblik og derfor gav sprinterne en sidste mulighed - inden det hele sluttede med den traditionelle finaleetape i Barcelona.

Den model var vist et hit. I hvert fald bruger man præcis samme opskrift i 2024, hvor man nok engang byder på hele tre bjergfinaler, men den store ændring er, at den ”nye” bjergafslutning nær kysten ikke finder sted på Lo Port. I stedet skal der sluttes på den noget lettere Queralt-stigning, der er en kort, eksplosiv sag, men det kompenserer man for ved at designe en gigantisk bjergetape med 4000 højdemeter over kun godt 150 km og nogle meget stejle stigninger undervejs. Resten af løbet er til gengæld næsten en tro kopi af sidste års udgave, da det igen åbnes med puncheurspurten i Sant Feliu de Guixols og de to pyrenæeretaper, inden anden del af løbet byder på en sprinteretape, en sandsynlig udbrudsetape, den nye bjergfinale og den klassiske finaleetape i Barcelona.

Det er altså de eksplosive puncheurs, der åbner ballet mandag på en åbningsetape, der byder på samme finale som i 2019, 2022 og 2023, men denne gang også en betydeligt hårdere rute med 2700 højdemeter. Formentlig skal der spurtes i en afslutning, som lægger op til typer som Matthews, der har vundet spurten foran Alejandro Valverde i 2019 og Sonny Colbrelli i den dramatiske og tragiske åbning i 2022, og som kan give bonussekunder til klassementsrytterne, som vi så sidste år, hvor Primoz Roglic sejrede foran Remco Evenepoel.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Tidligere er de to pyrenæeretaper blevet afviklet onsdag og torsdag, men for at gøre plads til transporten frem og tilbage og den ekstra bjergetape helt uden ved kysten besøger man igen i år bjergkæden allerede tirsdag og onsdag, hvor der venter to af de tre velkendte bjergfinaler. Der lægges ud med den hårdeste, når vi igen skal besøge Vallter 2000, der er svær nok til, at Adam Yates i 2021 grundlagde sin samlede sejr ved at køre alene, inden det onsdag gælder det mindst benyttede af de tre faste målbjerge, nemlig Port Ainé, der er en anelse lettere end Vallter 2000, men som til gengæld kommer som afslutning på en meget vanskeligere etape med næsten 4000 højdemeter.

Torsdag venter den klassiske transportetape, der fører feltet fra Pyrenæerne tilbage til kysten, og det er her, sprinterne kan få deres chance på en rute, der er for løbet helt usædvanligt flad, men også slutter i et område, hvor vinden før har spillet en rolle. Modsat sidste år venter udbrudsetapen allerede om fredagen, hvor der bydes på en ganske lang og svær stigning med top ca. 30 km fra mål - formentlig nok til at afskrække de holdbare sprintere, selvom man ikke kan udelukke, at et par af dem vil forsøge at holde dets samlet og overleve stigningen.

Lørdagen er typisk helliget udbryderne, men i år venter den nye bjergfinale her, når der altså bydes på den omtalte voldsomme etape med 4000 højdemeter, to meget stejle, sene stigninger og slutteligt afslutningen på det nye, eksplosive målbjerg Queralt. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren. Ligesom i 2021, 2022 og 2023 har man givet etapen et twist med en betydeligt stejlere opkørsel ad Montjuic, men det gjorde ingen væsentlig forskel de tre foregående år. Det ender dog altid i et aggressivt og hæsblæsende løb, hvor førertrøjen ganske vist aldrig har skiftet ejermand, men hvor vi stadig har set forskydninger i toppen af klassementet, og hvor vi sidste år så, at Remco Evenepoel og Primoz Roglic var så overlegne, at de kunne køre resten af feltet midt over.

1. etape

Ni år i træk vænnede vi os til, at løbet altid startede med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest endte i en massespurt. Nu skal vi imidlertid til at vænne os til noget nyt, da det for tredje år i træk er en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols, som vil være vært for løbets indledning. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da åbningsetapen ganske vist slutter med en anden rundstrækning end den, der blev brugt i 2019, 2022 og 2023, men med samme stigende spurt, som har været rammen om først to spurtsejre til Michael Matthews foran hhv. Alejandro Valverde og Sonny Colbrelli, der jo desværre efterfølgende kollapsede på dramatisk vis, og senest til Primoz Roglic foran Remco Evenepoel. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 20 km igen kunne skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi ved de tre foregående besøg så, at puncheurs have en overhånd i forhold til tungere afsluttere.

I alt skal der tilbagelægges 173,9 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, der ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest, vest og nordvest ad et kort, fladt stykke, inden det går mod nord og nordøst op ad kategori 3-stigningen Alt de Romanya (4,6 km, 5,6%), der var den sidste stigning i 2022 og 2023, er relativt jævn og har top efter 12,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst tilbage mod havet, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (3,6 km, 4,3%), der har en første kilometer med 5,7%, men derefter stiger med under 5% frem mod toppen, som rundes efter 29,8 km.

Nu er det slut med den hårde start. En faldende vej leder mod nordvest og nord ned til dagens første spurt, der køres efter 40,3 km. Et let kuperet stykke fører nu mod vest, nord og nordvest, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Alt dels Angels (4,8 km, 6,5%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, inden den flader ud med 4,7% over de sidste 1800 m frem mod toppen, som rundes efter 55,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og sydvest ned til udkanten af Girona, hvor det går ad lige og næsten let stigende veje mod syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 75,8 km.

Derfra går det videre mod syd igennem fladlandet frem til byen Llagostera, hvor man drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke, inden det går mod sydvest ad en nedkørsel, hvorefter det bliver ganske kuperet med mange bakker, hvoraf den første er den sværeste (1,6 km, 5,9%) og har top efter 104 km, mens man fortsætter mod sydvest ud til kystbyen Tossa de Mar, hvor man drejer mod nordøst for at følge en meget kuperet og snoet kystvej. Undervejs rammer man den afsluttende rundstrækning, der bl.a. inkluderer endnu en længere bakke (1,6 km, 5,2%) ind til målbyen, hvor man kører mod nordvest op ad målbakken frem til stregen, som krydses efter 124,0 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 49,9 km lange runde, der indledes med at man kører fladt mod nordvest ad en nedkørsel og en let stigende vej, inden man forsætter mod nord op ad Alt de Romanya. Denne gang kører man dog kun de første 3,0 km, der stiger med 5,0 km, inden man drejer mod sydvest for at køre ad let faldende veje tilbage til Llagostera, hvor dagens sidste spurt køres efter 143,3 km. Modsat sidste gang kører man nu mod sydøst op ad den nye finalestigning, kategori 2-stigningen Alt de Sant Grau (8,0 km, 4,0%), der er en ujævn sag. De første 3,7 km er ganske lette, men derefter venter 4,3 km med 5,5%, herunder en kilometer med 6,9%, inden den sidste kilometer stiger med 4,1% frem mod toppen, som rundes efter 154,0 km

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Herfra resterer fortsat 19,9 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst ned til kystvejen, hvor man rammer den del, man allerede har kørt én gang. Således gør det mod nordøst ad den uhyre snoede og ganske kuperede vej, der har fire mindre bakker, hvoraf den værste (1,6 km, 5,2%), har top med 7,8 km igen. Med 3,5 km igen begynder det at falde, indtil det med 1500 m igen flader ud. Med 1800 m igen drejer man skarpt, inden man med det samme skal igennem en rundkørsel, og derefter er der endnu to skarpe sving med hhv. 1400 m og 1200 m. Slutteligt er der to bløde sving lige efter den røde flamme, hvorefter man rammer opløbsstrækningen. Den inkluderer målbakken, der stiger med 4,6% over 600 m, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 5-6% på den sidste del.

I forhold til de seneste to år er både første del og rundstrækningen helt forandret, så det kun er de sidste 1200 m, der er de samme.

Etapen byder på i alt 2661 højdemeter mod 2058 højdemeter i 2023 og 1653 højdemeter i 2022.

På den gamle rute i Calella så vi af og til udbrudssejre, men her var etapen også i mange tilfælde ganske kuperet. I år har man skruet voldsomt op for udfordringerne med 700 højdemeter mere end sidste år, men det er stadig usandsynligt, at det er andet end vinden, der vil være en trussel mod et samlet felt. Til gengæld er det en ganske svær stigning, der til slut kan rydde ganske pænt ud i feltet, hvis der lægges pres på, og som er ny i forhold til sidste år, og derudover kommer den tættere på mål end tidligere med et endnu mere kuperet indløb til målbakken. Da finalen blev brugt i 2019, var det kun ca. 100 mand, der overlevede, mens vi i 2022 havde ca. 90 mand, mens sidste år mere end 100 mand. Meget taler for større udskilning i år, inden der skal spurtes i den vanskelige finale, hvor Michael Matthews sejrede i både 2019 og 2022, og Primoz Roglic slog Remco Evenepoel i 2023, og hvor det ser ud til, at puncheurtyper har overhånden.

Sant Felius Guixols hark kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2023, hvor Primoz Roglic fik en drømmestart ved at sejre foran Remco Evenepoel og Ide Schelling, i 2022, hvor Michael Matthews sejrede foran Sonny Colbrelli (i karrierens sidste løb) og Quentin Pacher, samt i 2019, hvor Matthews også sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey - i alle tilfælde i samme finale som denne.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

I mange år har det været en fast tradition, at løbet har budt på to store etaper i Pyrenæerne onsdag og torsdag, hvor man med 2022-udgaven som en undtagelse har vekslet mellem tre finaler på La Molina, Vallter 2000 og Port Ainé, men den model ændrede man sidste år, og det gør man igen i år, hvor man bruger samme opskrift som i 2023. Med beslutningen om at lægge en ekstra bjergfinale ind senere i løbet er besøget i Pyrenæerne nemlig fremrykket med en dag, og derfor skal klatrebenene allerede findes frem til tirsdag. Denne gang skruer man endda op for sværhedsgraden ved at bruge de to vanskeligste af de tre klassiske målbjerge, og ligesom sidste år lægger man ud Vallter 2000, der skal bestiges for sjette gang siden 2013, og som er rigeligt svær til at skabe pæne forskelle, hvad vi særligt så i 2021, hvor den lagde grundstenen til Adam Yates’ samlede sejr. Dermed har vi allerede tirsdag et meget klart billede af, hvem der vil vinde løbet - akkurat som vi fik sidste år, selvom Giulio Ciccone overraskede ved at sejre foran Primoz Roglic og Remco Evenepoel.

I alt skal der tilbagelægges 186. 5km, der fører feltet fra Mataro til Vallter 2000. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og derfor består det meste af etapen af en rejse mod nord gennem fladlandet frem til Pyrenæerne. Modsat sidste år lægger man dog ud med at køre mod nordvest ad den helt flade kystvej, inden man sætter kurs mod bjergene, når man drejer mod nordvest for at køre ad lige og helt flade veje frem til den store by Girona, hvor dagens første spurt køres efter 74,0 meget lette kilometer.

Herfra går det videre mod nord ad flade veje, inden man drejer mod nordvest for at køre ad en let stigende vej frem til Banyoles, der passeres efter 99 km. Den ligger på kanten af bjergene, men arrangørerne er nådige. Således holder man sig i dalen, når man kører mod nordvest ad let stigende veje, inden en nedkørsel leder ned til byen Olot, hvor dagens anden spurt kommer efter 127,7 km, der har været meget nemme.

Det slutter fra dette punkt, hvorfra etapen er den samme som sidste år. Man drejer nemlig mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (10,0 km, 5,4%), der er en helt jævn stigning med top efter 138,6 km. Herefter indledes de sidste 47,9 km med en lidt teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst og senere nord for at køre ad en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer i byen Camprodon efter 164,0 km.

Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 7,3% over 12,9 km. De første 2 km er lette med 4-6%, men derefter følger 6 km, hvor de enkelte kilometer stiger med mellem 7,2% og 10,6%. Nu bliver det lettere med to kilometer med hhv. 6,4% og 5,2%, inden der venter to kilometer med 7-8% og slutteligt 900 m med 6,1%. Der et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 3464 højdemeter mod 3219 højdemeter, hvor man kørte mere direkte mod bjergene via en kortere, men lidt mere kuperet indledning

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Blandt de tre bjergfinaler, løbet typisk har gjort brug af i Pyrenæerner, er Vallter en af de vanskelige, men den har gjort overraskende små forskelle ved de tidligere besøg. Hver gang er relativt mange mand end inden for 30-40 sekunder af vinderen, men data viser, at det altså ikke er en let stigning. For to år siden var det også her, at Adam Yates kørte fra alt og alle og lagde grunden til sin samlede sejr, og selvom det er en stigning, der er følsom over for modvind, er det med de rette vindbetingelser utvivlsomt en afslutning, der vil gøre nogen skade og dermed give en meget klar ide om, hvem der skal vinde løbet.

Vallter 2000 blev senest besøgt i 2023, hvor Giulio Ciccone, Primoz Roglic og Remco Evenepoel kørte væk til sidst, og hvor Giccone overraskende sejrede foran Roglic og Evenepoel på en dag med 11 mand inden for 20 sekunder. Forinden var det i 2021, hvor Adam Yates kørte fra alt og alle og sejrede med 13 og 19 sekunder ned til to genrejste ryttere, hhv. Esteban Chaves og Alejandro Valverde, inden Geraint Thomas 31 sekunder senere vandt en spurt i en større gruppe. I 2019 kunne Egan Bernal ikke sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014 udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

3. etape

Det kan godt være, at man har fremrykket besøget med en enkelt dag, men man holder fast i, at der skal tilbringes to dage i Pyrenæerne og benyttes to af de tre velkendte finaler, man typisk skifter mellem. I år bruger man de to sværeste af slagsen, og det betyder, at man dagen efter det første bjergslag skal slutte på det mindst benyttede af de tre bjerge, nemlig Port Ainé, hvor Nairo Quintana og Dan Martin begge har lagt grunden til samlede sejre. Modsat den foregående etape er der denne gang tale om en rigtig bjergetape med hele tre store stigninger, og dermed er der lagt op til endnu et stort slag mellem bjerggederne, inden man skal tilbage mod kysten - også selvom selve målbjerget er lettere, end det var på 3. etape.

I alt skal der tilbagelægges 176,7 km, der fører feltet fra Sant Joan de les Abadesses til toppen af Port Ainé. Startbyen ligger for foden af Pyrenæerne, hvorfra man kører ad en let faldende dalvej mod sydvest ned til Ripoll, som nås efter 8 km, hvorefter etapen er præcis den samme som i 2021. Nu går det ad en let stigende dalvej kører mod nord over 11 km, inden man drejer væk fra dalen for at følge en stigende vej, der slutter med 7,6 km med 3,9%, mod vest frem til bunden af kategori 1-stigningen Port de Toses (6,2 km, 7,0%, max. 14%), der er en ganske stejl sag med 4 km med mere end 9,1% frem mod toppen, der rundes efter 41,9 km.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Nu leder en teknisk nedkørsel mod nordvest ned til dalen, hvor man rammer en let faldende dalvej, der følges over knap 45 km mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 104,2 km. Her drejer man mod sydvest for ad en let faldende vej at køre frem til næste udfordring. Den melder sig, når man drejer mod vest og senere nordvest for at passere Port del Canto, der er uden for kategori. Den stiger med 4,5% over hele 24,3 km og kan deles i to dele. De første 6 km er stejle med 7-9%, men derefter venter 9 km med bare 0-5%. Nu følger tre kilometer med 6-8%, inden den sidste del igen er let med aldrig mere end 5%.

Toppen rundes efter 132,9 km, hvorfra der resterer 43,8 km. De indledes med en teknisk kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest og nord ned til byen Rialp, hvor man efter 156,5 km kører dagens sidste spurt og derfra kører ad en flad vej kører et kort stykke mod nordøst frem til bunden af Port Ainé, der ligeledes er uden for kategori og bestiges fra den vestlige side. Den stiger med 6,8% over 18,8 km med et maksimum på 12% og starter svært med 3 km med 8-9%. Herefter er den meget vekslende med mange lette kilometer på ca. 5% og enkelte med 7-8%. Slutteligt bliver den igen lidt stejlere med to kilometer med hhv. 7,0% og 6,6%, inden de sidste 1400 m stiger med 8,8%. Bjergvejen bugter sig med enkelte hårnålesving, det sidste med 2 kilometer til toppen, hvorefter vejen bugter sig let med en skarp hårnåleagtig kurve bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3909 højdemeter.

Port Ainé er ikke så svær som Vallter 2000, og det er en stigning, der kan skuffe med de mange relativt lette sektioner midtvejs. Flere af de foregående besøg har dog givet pæne forskelle, og da bjerget kommer efter en meget vanskelig dag, må man formode, at der er basis for det samme denne gang, i hvert fald hvis vinden står rigtigt - også selvom det stærke Sky-mandskab for tre år siden kontrollerede det hele så stramt, at forskellene var meget små. Modsat dengang er der en bjergfinale senere i løbet, men da dette er løbets sidste længere målbjerg er der utvivlsomt lagt op til et meget vigtigt slag.

Port Ainé blev senest besøgt i 2021, hvor etapen som sagt næsten var den samme, og hvor Ineos lagde løbet i et jerngreb for den førende Adam Yates. Alligevel kunne Esteban Chaves køre væk og sejre med 7sekunder ned til hele 9 mand, hvis spurt vandtes af Michael Woods foran Geraint Thomas, mens i alt 15 mand var inden for 31 sekunder af vindertiden. Forinden var det helt tilbage i 2016, hvor Thomas de Gendt imponerede ved at sejre alene fra et udbrud, inden Nairo Quintana lagde grunden til sin samlede sejr ved at distancere Richie Porte og Alberto Contador med 15 sekunder og Tejay van Garderen og udbryderen Pieter Weening med 28 sekunder. I 2013 udnyttede Dan Martin et styrt fra Alejandro Valverde til at sejre fra et tidligt udbrud og derved erobre førertrøjen, da han med 36 sekunder holdt Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana bag sig, mens Jurgen van den Broeck og Robert Gesink tabte hhv. 47 og 51 sekunder. I 2012 betød dramatisk snevejr, at man pludselig besluttede at afkorte etapen og tegne en målstreg et sted i sneen, hvorved Janez Brajkovic tog en udbrudssejr længe inden toppen på en dag, hvor tidsforskellene blev annulleret.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

4. etape

Efter de to dage i Pyrenæerne byder løbet altid på en transportetape, der bringer rytterne tilbage mod kysten, og den har typisk været en af løbets letteste og en sjælden chance for sprinterne. En sådan etape finder vi også i år, og igen burde de hurtige folk have en god chance. I Catalonien er lette etaper egentlig et særsyn, men denne gang bydes der på en for løbet helt usædvanligt nem dag, for selvom man skal over en stejl stigning midtvejs, vil en helt flad sidste halvdel på en dag med bare ca. 1300 højdemeter i den grad invitere løbets få sprintere til et spurtopgør - hvis altså ikke den catalanske vejr, der før har skabt drama, pludselig forvandler det hele.

Med en distance på 169,2 km er der tale om en kortere etape, der fører feltet fra Sort til Lleida. Startbyen ligger midt i Pyrenæerne, mens målbyen ligger på den helt flade slette, man finder i det nordlige Spanien vest for Barcelona og syd for bjergene, og derfor er der tale om en helt klassisk transportetape, hvor det går mod sydvestsyd det meste af dagen i terræn, der generelt er faldende. Man lægger således også ud med at køre mod sydvest ad en lige og let faldende dalvej, der er helt uden udfordringer. Undervejs når man søen Panta de Sant Antoni, som følges videre mod sydvest ned til Tremp.

Her drejer man mod syd, og nu begynder det i stede at stige, når man kører ad lige veje, inden man kortvarigt kører mod vest igennem det stigende terræn frem til dagens store udfordring. Den melder sig, når man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Port D’Ager (3,9 km, 6,8%), der er en hel jævn stigning med top efter 73,5 km.

Herfra er resten af etapen meget let. En lige og faldende vej leder videre mod syd og sydøst ned til den helt flade slette, hvor man med det samme kører dagens første spurt efter 100,2 km. Derfra går det mod sydøst og syd ad lige og flade veje frem til dagens anden spurt, der kommer allerede efter 115,5 km, hvorefter man fortsætter mod syd igennem fladlandet frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 139,8 km.

Nu kører man nordvest, nord og vest, inden man rammer en helt lige vej, der leder mod nordvest ind til målbyen. Den er generelt let faldende, men har en lille bakke med top med 4,5 km igen, inden det falder ned mod de sidste 1500 m, der er let stigende, den sidste kilometer med 0,6% i snit. Den lige vej afbrydes af flere rundkørsler, inden man drejer skarpt med 2700 m igen. Med 1600 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man skal igennem tre rundkørsler med hhv. 1200 m, 1000 m og 900 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 1381 højdemeter.

Det er virkelig et særsyn, at man i Catalonien har så let en etape og har så få højdemeter. Løbet har aldrig mange sprintere, men for dem, der er rejst til Spanien, er dette den helt store chance. Derfor taler alt da også for, at de vil lægge løbet i et jerngreb på en sikkert ikke specielt spændende etape, men det kan ændre, hvis vinden raser. Det har den før gjort i Catalonien, og hvis det sker, kan det, der ligner en stensikker spurtafgørelse måske blive til en vigtig dag for klassementet.

Lleida har i dette årtusinde fire gange været mål for et WorldTour-løb. Dette løb var senest forbi i 2013, hvor Francois Parisien overraskede stort ved at vinde massespurten foran Samuel Dumoulin og Stephane Poulhies. Vueltaen har også været forbi tre gange, senest i 2018, hvor Jelle Wallays overraskede stort ved at vinde fra et udbrud foran makkeren Sven Erik Bystrøm og Peter Sagan, der var hurtigst i feltet. Forinden var det i 2015, hvor Danny van Poppel vandt en massespurt foran Daryl Impey og Tosh van der Sande, og i 2010, hvor Mark Cavendish var hurtigst foran Tyler Farrar og Matthew Goss. I årene mellem 2005 og 2008 fandtes et mindre etapeløb, Volta a Lleida, der altid sluttede med en etape med mål i byen. Her vandt Federico Pagani (2008), Stanislav Volkov (2007), Zdenek Stybar (2006) og Sjef De Wilde (2005) finaleetaperne i byen.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

5. etape

Blandt de ugelange etapeløb er Volta a Catalunya formentlig det, der er mest venligt over for udbrydere. Lykkeridderne synes altid at holde hjem på mindst én etape, og de kunne drømme om at få en chance om fredage. Her skal der nemlig klatres 2200 højdemeter i terræn, der generelt er overkommeligt, men da det hele slutter med en relativt lang stigning med top ca. 30 km fra mål, kan det ligne en dag, hvor klassementsrytterne vil holde sig i ro, og sprinterne vil give op, hvorfor lykkeridderne kan holde hjem. Omvendt har sprinterne meget få chancer i løbet, og det kan bestemt ikke udelukkes, at særligt Kaden Groves kunne finde på at forsøge at skabe samling til en reduceret massespurt i en felt, der næppe vil være alt for stort.

I alt skal der tilbagelægges 167,3 km, der fører feltet fra Altafulla til Viladecans. Vi er tilbage ved kysten, og mens startbyen ligger sydvest for Barcelona er målbyen en forstad til storbyen. I stedet for at køre hen langs vandet, holder man sig imidlertid inde i landet i det ganske kuperede terræn, der præger området. Man kører kortvarigt mod vest ad flade veje, inden det går mod nord ind i terrænet ad let stigende veje. Efter byen Nulles, der passeres efter 18 km bliver det fladt, når man kører mod sydøst, sydvest og øst, inden en bakke og en nedkørsel leder ned til dagens første spurt, som kommer efter 49,2 km. Nu kører man kortvarigt videre mod vest ad let faldende veje, inden dagens første udfordring melder sig.

Den kommer, når man kører mod nordvest op kategori 2-stigningen Coll de Les Ventoses (7,6 km, 4,4%), der er en helt jævn og ikke særligt stejl stigning med top efter 64,9 km. En kort nedkørsel fører derfra videre mod nordvest, inden det igen begynder at stige op ,et op mod etapens højeste punkt Her drejer mand mod sydøst, hvorefter det går ad lige og faldende veje, inden det kortvarigt flader ud, når man kører mod nord. Nu drejer man mod øst og senere nordøst for at køre ad lige og let faldende veje ud mod havet.

Finalen indledes, når man efter små 120 km drejer mod sydøst for at køre op ad en bakke (3,6 km, 4,6%), der har top efter 122 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst, inden det går mod sydøst op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 2-stigningen Alt de la Creu d’Aragell (6,4 km, 5,9%), der her tre kilometer med 6-8% og derudover stiger med 4-6%.

Toppen rundes efter 137,4 hvorefter de sidste 29,9 km indledes med en småteknisk nedkørsel, som afbrudes af en bakke (400 m, 6,1%) med top efter 143 km, og som fører mod øst ned til udkanten ad Barcelona, hvor man kører dagens sidste spurt efter 152,6 km. Herfra går det mod sydøst ad en helt lige og flad vej, inden man drejer mod sydøst for at køre igennem fladlandet det sidste stykke ind til målbyen, hvor den sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det går ad en lige vej med mange rundkørsler frem til en teknisk finale, hvor man drejer i en rundkørsel med ca. 5000 m igen, skal igennem en rundkørsel umiddelbart derefter, dreje med ca. 4000 m igen og derefter igennem en rundkørsel med 2900 m igen. Med 2200 m igen drejer man i en rundkørsel, og derefter er der et skarpt sving med 1800 m igen. Nu følger en rundkørsel med 1700 m igen, en kurve med 1500 m igen, en rundkørsel med 900 m ige og slutteligt et skarpt sving med 800 m igen.

Etapen byder på i alt 2192 højdemeter.

Den sidste stigning er både lang og stejl og kan formentlig afholde sprinterne fra at forsøge sig. Hvis han er i form igen efter sin skade, er det dog ganske sandsynligt, at Kaden Groves vil forsøge at gå efter etapen. Det kan blive en svær opgave, både at overleve stigningen og hente et udbrud, men får han hjælp, er det ikke umuligt. En reduceret massespurt kan således ikke udelukkes, men mest sandsynligt må det være med en udbrudssejr på em dag, hvor klassementsrytterne bør holde sig i skindet, hvis ikke vinden bliver en faktor.

Viladecans har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

6. etape

Siden man indførte det nuværende format for løbet i 2013, har mønsteret været ret fast, men særligt én gang har man afveget fra manuskriptet. Det var i 2017, hvor man erstattede den ene pyrenæeretape med en ny og langt hårdere bjergfinale på Lo Port næsten helt ude ved den catalanske kyst. Siden dengang har man ikke genbrugt eksperimentet, men sidste år gjorde man det igen, da man supplerede besøget i Pyrenæerne med endnu et besøg på Lo Port. Noget kunne tyde på, at det er en model, arrangørerne sætter pris på, for den genbruges igen i år, hvor den sidste bjergafslutning dog først kommer om lørdagen og ikke om fredagen. Denne gang byder man dog på en nyt og lidt lettere målbjerg, der er en relativt kort og eksplosiv sag, men til gengæld har man designet en helt anderledes voldsom etape med ikke færre end 4000 højdemeter over kun godt 150 km. Dermed burde der være basis for at gøre etapen så hård, at også det relativt beskedne målbjerg vil kunne skabe forskelle i et klatreslag, der formentlig vil afgøre løbet, hvis ikke Barcelona-etapen har en overraskelse i ærmet.

Med en distance på 154,7 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Berga til Queralt, der er et bjerg lige uden for startbyen. Etapen består derfor af en tur rundt i det kuperede terræn, inden man sluttet med at køre op ad målbjerget. Starten er relativt let, da man kører mod vest ad en lige og flad dalvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 17,6 km. Derfra kommer dagens første udfordring, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Coll de la Batallola (11,8 km, 3,0%), der er en ganske let opkørsel, som kun har tre kilometer med procenter over 4, inden den efter en lille nedkørsel slutter med 2,1 km med 6,7%.

Toppen rundes efter 29,7, hvorefter en let nedkørsel fører mod nord, inden man kører mod øst ad en uhyre snoet vej, der først byder på en bakke (6,6 km, 3,2%) med top efter 43 km og siden en nedkørsel. Nu går det mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Collet de Cal Ros (10,0 km, 4,3%), der er ujævn sag. De første 4,0 km stiger således jævnt med 6,3%, hvorefter det er næsten fladt og siden faldende, inden de sidste 3 km stiger med 5-7% frem mod toppen, som runde efter 57,1 km.

Efter denne hårde indledning går det mod sydvest ad en teknisk nedkørsel, inden man kører videre mod sydvest ad lige og let faldende veje. De leder frem til en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang, og den er ganske brutal. Den indledes nemlig med, at man kører mod vest, sydvest og igen vest op ad Coll de Pradell (14,6 km, 7,0%), der er uden for kategori. Data snyder, da de første 7,2 km stiger jævnt med 5,7% inden der venter 1,4 km, der først er faldende og siden let stigende, inden den slutter med 6,0 km, der stiger med hele 10,5% i snit og mod slutningen har to kilometer med hhv. 12,7% og 11,4%.

Toppen rundes efter 95,0, hvorefter de sidste 59,7 km indledes med en småsnoet nedkørsel, der fører mod vest og nord, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (3,3 km, 4,3%), der har top efter 108 km. Derfra fortsætter man mod øst ad endnu en småsnoet nedkørsel, der leder tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter denne tur op og ned ad bjerget kører man et kort stykke mod syd ad en let faldende dalvej, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Collada de Sant Isidre (4,9 km, 8,8%), der stiger jævnt md 9-10% over de første 4 km, inden den flader ud med 6,9% over de sidste 900 m frem mod toppen, der rundes efter 128,0 km.

De sidste 26,7 km indledes nu med en uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod syd, vest og nord ned til dalen, hvor man kører mod syd ad en ganske kuperet dalvej, som går op og ned ad to mindre bakker, inden man er tilbage i startbyen, hvor dagens sidste spurt køres efter. Etapen afsluttes nu med, at man kører mod nordvest op ad målbjerget, kategori 1-stigningen Queralt (6,0 km, 7,2%), der er relativt jævn med stigningsprocenter på hhv. 6,2%, 8,0%, 5,5%, 7,8%, 7,9% og 7,7% over hver af de 6 km. På den nedre del går den ad en snoet vej, inden der er hele ni hårnålesving på den øvre del, det sidste med 800 m igen, hvorefter der slutteligt er en 90-graderskurve 400 m fra stregen og en blød kurve med bare 50 m igen.

Etapen byder 4076 højdemeter.

I sig selv er målstigningen ikke noget særligt, men det er godt nok lidt af en etape, de har fået designet i terrænet nær Barcelona. Højdemeterne er mange, og de sidste to stigninger inden målbjerget er meget stejle. Det taler for, at der kan skabes så hård en dag, at der alligevel vil ske en vis skade på den afsluttende opkørsel, der bestemt heller ikke er helt let. I sig selv appellerer den mere til eksplosive folk end klassiske bjergryttere, men det kan den samlede etapes vanskelighed delvist kompensere for, hvis terrænet udnyttes. Der er i hvert fald lagt op til et stort slag, der med nogen sandsynlighed vil krone den samlede vinder.

Læs også

Giro-spillet åbnet for tilmelding

Queralt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

7. etape

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt konceptet hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2024. I 2021 gav man dog den afsluttende rundstrækning et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skulle passeres færre gange, og den ide vil også finde genanvendelse. Ganske vist har den siden Scarponis kup kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 145,3 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører ind til rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.

Fra starten i den vestlige udkant af Barcelona lægger man ud med at køre ad en helt lige vej mod sydvest, inden man efter ca. 10 km drejer mod nordvest for at køre ad endnu en helt lige og flad vej. Efter 20 km drejer man mod sydvest for at køre ind i terrænet ad en let stigende vej, hvorefter det går mod vest op ad kategori 3-stigningen Coll de la Creu de l’Ordal (7,0 km, 4,4%), der midtvejs har 3 km med 5-7%, men derudover stiger med bare 3-4%.

Toppen rundes efter 36,5 km, hvorefter det går ad en let faldende vej mod sydvest ud til det vestligste punkt. Her drejer man mod sydøst for at køre tilbage mod kysten ad en let stigende vej, inden en list teknisk nedkørsel leder ned til udkanten af Barcelona, hvor man med det samme køres dagens første spurt efter 72,9 km. Herfra går det mod syd ad en helt lige og flad vej ud til kysten, hvor dagens anden spurt køres allerede efter 75,3 km. Kortvarigt kører man nu mod øst ad den flade kystvej, inden det går ad lange, lige og flade vej mod nordøst ind mod centrum af Barcelona.

I hjertet af storbyen krydses målstregen for første gang efter 98,1 km, og herefter afsluttes løbet som i 2021, 2022 og 2023 med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en igen forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 600 m efter målstregen rammer man kategori 2-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den som i 2021, 2022 og 2023 fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,6%, men hvor den derefter er meget let indtil de sidste 900 m, hvoraf de første 500 m stiger med 5,1% og de sidste 400 m med hele 11,8%.

Fra toppen resterer bare 5,5 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en 500 m lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%, og der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen.

Etapen byder på i alt 2055 højdemeter, hvilket er ca. 200 flere end i 2022, ca. det samme som i 2021, ca. 100 flere end i 2021 og ca. 100 færre end i 2019.

De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. Som sagt har toppen af klassementet kun sjældent ændret sig, og hver eneste gang har løbets førende kunnet afværge angrebene. Både Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 har imidlertid brugt etapen til med angreb at avancere betydeligt i klassementet, og bonussekunder kan også komme i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre typer klatrestærke afsluttere i stil med Alejandro Valverde beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren, som de ofte har gjort det, men det er heller ikke uset, at etapen er endt i en spurt i en lille gruppe eller med succes til et sent angreb - og sidste år kørte Primoz Roglic og Remco Evenepoel endda fra alt og alle. Igen i år kan etapen med den vanskelige opkørsel af Montjuic endda måske blive en anelse mere selektiv end tidligere, selvom det ikke gjorde nogen væsentlig forskel de sidste tre år.

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012 og 2023. I 2012 lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC. Sidste år var det til gengæld Andreas Kron, der på en delvist neutraliseret etape på bakken kørte fra alt og alle og tog karrierens største sejr, inden Kaden Groves vandt feltets spurt foran Andrea Vendrame.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.

I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

I 2018 angreb Simon Yates i finalen, og han holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand.

I 2021 lagde Ineos, der havde nr. 1, 2 og 3 i klassementet, løbet i et jerngreb, og mens Thomas de Gendt kørte fra Matej Mohoric og tog sin anden sejr på etapen via et udbrud, udgjorde en blanding af udbrydere og klassementsfolk en 20 mand stor gruppe, der nåede mål 1.46 bag De Gendt. I 2022 var det den førende Sergio Higuita, der blev angrebet, men han kom aldrig i problemer, og da de bedste, der var kørt væk på sidste stigning, ikke kunne samarbejde, indtraf en større regruppering, så 18 mand kunne spurte om sejren, der gik til Andrea Bagioli foran Attila Valter og Fernando Barcelo.

Sidste år lykkedes det så endelig for de bedste at køre fra alt og alle, da Remco Evenepoel og Primoz Roglic fortsatte deres dominans, inden Evenpoel tog etapesejren og Roglic den samlede triumf. Bag dem kørte Marc Soler alene væk til en 3. plads med et tab på 53 sekunder, inden Corbin Strong 5 sekunder senere var hurtigst i en spurt blandt 28 mand.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Favoritterne

Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. 2017- og 2021-udgavernes nyskabende ruter var undtagelser, men ellers har løbet i alt væsentligt fulgt samme format siden 2013. Som det eneste af forårets europæiske WorldTour-løb uden enkeltstart, har det været et løb for klatrere, og løbet er oftest blevet vundet af den bedste bjergrytter. I 2021 skulle tempobenene højst usædvanligt i spil, men sådan bliver det ikke i år, hvor meget er ved det gamle.

Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling, nu hvor bonus i de seneste par år har været et nyt element i løbet, der ellers som de fleste andre spanske løb længe forsagede den slags.

Årets rute synes at skulle blive afgjort af de samme elementer, men akkurat som sidste år er det i endnu højere grad klatrernes fest. Det skyldes naturligvis inklusionen af den ekstra bjergfinale i løbets sidste halvdel. Målbjerget er slet ikke så svært som Lo Port fra sidste års udgave og kan i sig selv ikke gøre den helt store skade, men når den samlede etape er så voldsom, bør vi kunne se pæne afstande. De to sidste stigninger inden finalebjerget er decideret rædsomme, og det burde kunne sikre, at også de rene klatrere kan trives her, selvom selve slutstigningen appellerer mere til eksplosive folk.

De rene klatrere vil dog mere entydigt være i deres es på de to dage i Pyrenæerne. Som altid bruger vi to af de tre finaler, man altid veksler mellem, og klatrerne vil glæde sig over, at vi for en sjælden gangs skyld skipper den lette, nemlig La Molina. Nu skal der kæmpes på de to sværeste, Port Ainé og Vallter 2000, og de har tidligere vist, at de kan gøre ret stor skade.

Vigtigst er nok tirsdagens Vallter 2000. Den har dataene til at gøre forskelle, også fordi vi befinder os i højderne, og vi har da også set, at bedste mand er kørt alene, senest med Adam Yates i 2021. Dataene synes imidlertid at snyde, for stigningen har historisk gjort overraskende små forskelle - mellem de bedste ofte bare sekunder, som det også var tilfældet bag Yates og Esteban Chaves for tre år siden, og sidste år vandt Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Giulio Ciccone heller ikke mange sekunder på de øvrige, selvom de to førstnævnte var i særklasse. Særligt hvis der er modvind, er det igen altså med nogen sandsynlighed bonussekunder, der kan blive forskellen mellem de bedste, men Yates har trods alt vist, at man godt kan vinde mere tid.

Port Ainé er lettere, og også her har historien vist, at forskellene ofte er overraskende små. Det var i hvert fald tilfældet ved seneste besøg i 2021, hvor Sky lagde løbet i et jerngreb for Yates, men vi så i 2016, at Nairo Quintana godt kunne bruge bjerget til at skabe større afstande, som vi også så med Joaquim Rodriguez og Quintana i 2013. Det vigtige er her, at den samlede etape er langt vanskeligere end 2. etape, og det kan øge selektionen, men også her vil vindretningen være afgørende.

Hierarkiet kan måske også være lidt anderledes i Pyrenæerne end på kongeetapen, da der er tale om lidt ret forskellige stigninger med tre mellemliggende dage, der kan akkumulere træthed, men meget taler for, at forskydningerne nok vil være små. Med så svær en sidste bjergetape bør det som i 2023 blive et mere ærligt løb, og det er mindre sandsynligt, at taktik og bonus bliver en faktor, som det kunne være det på de lidt lettere ruter indtil sidste år. Alligevel var Evenepoel og Roglic sidste år så jævnbyrdige, at det hele blev afgjort at bonus.

Hvor meget eksplosivitet vil betyde i Pyrenæerne, vil således meget være bestemt af vindretningen, der vil bestemme sandsynligheden for, at vi får splittelse tidligt på stigningerne. Her er der godt nyt til klatrerne, da der vil være medvind på Vallter 2000, mens det er mere blandet på Port Ainé, hvor der både vil være mod- og medvindstykker. Desværre ser vejrudsigten kedelig ud, særligt om onsdagen, men en del regn, men jeg tror, at det er lunt nok til, at nedbøren falder som regn på toppen. Optakten baseres derfor på antagelsen om, at de ikke må ændre på etaperne. Uanset hvad kan det godt blive en lidt kold fornøjelse, når de kommer op i højderne. Vejret vil til gengæld være strålende lørdag, hvor der vil være medvind på den nedre del af målbjerget og sidevind på den øvre del - igen godt nyt for klatrerne.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Sidevinden er som sagt også et potentielt tema, men det bliver den formentlig ikke i år. Mandagen bliver skyet, men tør og relativt rolig, og den meget farlige torsdag byder på skyet vejr og også for svag vind. Den farligste dag bliver fredagen, men det vil undre mig, hvis vinden er stærk nok. Til gengæld lugter det af fuld modvindsfinale, hvilket kan inspirere sprinterne til at gøre forsøget. Endelig bliver det meget blæsende til søndagens storbyetape, men her er sidevind aldrig være et tema. Man kan dog notere sig, at der ventes kraftig modvind på Montjuic, hvilket vil gøre det endnu vanskeligere at gøre forskelle. Det bliver altså ikke i år, at sidevind bliver et tema, men måske kan kulden i Pyrenæerne spille ind.

Det tyder altså på, at afgørelsen skal falde på 2., 3. og 6. etape, og meget taler også for, at den bedste klatrer vinder løbet. Åbningsetapen ender formentlig i den nu velkendte puncheurspurt, men den har en karakter, hvor klassementsryttere godt kan få bonus, hvad Roglic, Evenepoel og Valverde har vist. Torsdagens 4. etape er sprinternes helt store chance, og vinden kommer ikke i spil.

Fredagens 5. etape ligner en dag for et udbrud, hvis ikke en modig sprinter vil holde det samlet. Sker det, kan man ikke udelukke, at etapen bliver så selektiv, at Tadej Pogacar kan spurte sig til bonus, men som udgangspunkt kan kun vinden for alvor skabe forskelle på en dag, hvor favoritterne bør spare sig til lørdag, og hvor modvinden vil gøre det mindre selektivt. På den tilsvarende etape - dog med en helt anden rute - så vi dog det store kup fra Richard Carapaz og Sergio Higuita i 2022, ligesom Movistar og Tinkoff fik skovlen under Froome på en lignende etape i 2017, men det var alt sammen i forfærdeligt regnvejr. Den slags overraskelser ser vi næppe denne gang.

Endelig er der Barcelona-etapen. Den giver jo altid herligt cykelløb, der er svært at kontrollere, og det har top 10-ryttere kunnet benytte til at vinde tid. Til gengæld har det altid været umuligt for de ryttere, der kørte om sejren, at ryste hinanden. Igen i år betyder den vanskeligere opkørsel af Montjuic, at det måske lader sig gøre, men jeg vil stadig blive forundret, hvis førertrøjen kommer i problemer, hvad den heller ikke gjorde i 2021, 2022 og 2023, hvor den nye rundstrækning også blev brugt. Sidste år så vi dog, at Roglic og Evenepoel kørte fra alt og alle, og meget taler for, at Pogacar kan gøre det samme i år, men at tro at der kommer et førertrøjeskifte er svært, hvis ikke Pogacar af en eller anden grund er kommet bagud. Udfordringen bliver at kontrollere etapen, hvis holdet er svagt, og det er tæt mellem mange ryttere i toppen, men det er usandsynligt med denne hårdere rute. Derudover kan bonus komme i spil, hvis det som tidligere ender i en spurt i en lille gruppe.

Konklusionen er altså klar: formentlig vinder løbets bedste klatrer løbet. Han skal både kunne klare en eksplosiv etape med kun én stigning som på 2. etape samt store dage med mange højdemeter som på 3. og 6. etape, hvor den samlede vanskelighed bør reducere betydningen af eksplosivitet. Spurtstyrke og bonus kan komme i spil på 1. og 7. etape - samt måske endda på 5. etape - men på den hårde rute er det tvivlsomt, om det vil afgøre løbet.

For nogle år siden havde løbet nogle vilde startlister, men i de senere år har det været mere sløjt. Det gælder også i år, hvor feltet i hvert fald mangler den dybde, vi tidligere har set. Det så vi også sidste år, hvor man til gengæld kunne byde på en fantastisk duel mellem Primoz Roglic og Remco Evenepoel. En sådan duel har vi ikke i år, for her er der kun én stor stjerne i form af Tadej Pogacar. Derudover er feltet som altid spækket med klatrere og klassementsryttere, og de vil alle være særligt glade for årets usædvanligt hårde rute, men der er færre stjerner end vanligt.

Selvfølgelig er Tadej Pogacar storfavorit. Sloveneren er ikke blevet slået i et ugelangt etapeløb siden Baskerlandet i 2022, og her er det ikke usandsynligt, at han kun tabte til Roglic og Jonas Vingegaard som følge af uopmærksomhed på en nedkørsel. Nu om dage synes den eneste, der kan true sloveneren i etapeløb at være Vingegaard, og i de ugelange løb gælder endda, at sloveneren formentlig vil have overhånden i forhold til danskeren. Hans ærkerival er som sagt ikke til start i dette løb, og dermed lugter det af, at kun uheld kan koste ham sejren.

Der var ellers folk, der spekulerede i, om han med sit fokus på Giroen ville starte knap så formstærkt som vanligt. Den ide fik han effektivt aflivet med sit gigantridt i Strade Bianche, og dermed vil han formentlig være ganske overlegen på stigningerne. Ja, faktisk kan det meget vel ende i total Pogacar-dominans. Han vil være den store favorit til de tre bjergetaper, men derudover ligner han favoritten til den indledende puncheurspurt, som Roglic altså vandt sidste år.

Historisk har Barcelona-etapen ikke skabt forskelle mellem de bedste, men sidste år kørte Roglic og Evenepoel fra alt og alle, og meget taler for, at Pogacar kan gøre det samme. Og gør modvinden det umuligt, kan han vinde en spurt, hvis ikke et udbrud snyder ham. I teorien kan også vinde 5. etape, hvis vi får en spurt efter et meget selektivt løb, og dermed er det kun 4. etape, han nok slet ikke kan vinde. Seks etaper bliver det nok ikke til, men hvis UAE er grådige, kunne Pogacar meget vel rejse hjem med fem ud af syv sejre. Selvom der er spørgsmålstegn ved flere af rytterne, er holdet som altid også skræmmende stærkt, og vi ved tillige, at Pogacar vil elske det dårlige vejr i Pyrenæerne. Nej, det er formentlig kun uheld, der kan forhindre, at Pogacar vinder det første af de tre etapeløb, han vil køre i år - og grundet den hårde rute i voldsomt overlegen stil.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den værste rival kunne være Sepp Kuss, men det er bestemt ikke sikkert. Jeg synes ellers, at Vuelta-kongen startede sin sæson så overbevisende i Algarve og Jaen, men han skuffede mig voldsomt i Strade Bianche. På den anden side var det bestemt heller ikke et ideelt løb for en ren klatrer som ham, men det er dette til gengæld. De lange målbjerge i Pyrenæerne, hvor han er på hjemmebane, passer ham ideelt, og de mange højdemeter på de kortere stigninger på lørdag er også ganske ideelle. Enkeltstarter skal han heller ikke slås med, og samtidig ved vi, at han er den rytter i feltet, der vel har det næsthøjeste topniveau i bjergene.

Han nåede i hvert fald helt nye højder i Vueltaen, og selvom han aldrig har præsteret lige så godt i ugelange løb, hvor hans motor ikke er varm, eller i foråret, burde det også komme til udtryk uden for grand tours. Han skal desværre slås med dårligt vejr, der ikke plejer at være hans styrke, men det klarede han nu fint i Giroen. Desværre skaber Strade Bianche mere usikkerhed, end jeg gerne ville have, men jeg synes trods alt, at han var så god i de første løb, at jeg har en forventning om at se ham som en af de allerbedste i det ugelange løb, der passer ham bedste.

Det er svært ikke at glæde sig voldsomt til at se Lenny Martinez. Vi vidste godt, at han var et megatalent, men han manglede trods alt stadig en del sidste år. Noget tyder imidlertid på, at han har udviklet sig enormt med en grand tour i benene. Han har været her, der og alle vegne i år, hvor han allerede har vundet to gange, og det er endda først nu, han kommer til et løb, der for alvor passer ham. Det gør det til gengæld også i fuldt flor, for dette løb er som sagt skabt til de helt rene klatrere - og det er præcis, hvad Martinez er. Han vil elske de lange målbjerge og de mange højdemeter, og vi så i Galicien, at han pludselig også kunne klare den kulde, der har drillet ham så voldsomt.

Netop Galicien er grunden til, at han rangerer så højt på denne liste. Det var rystende godt, at han på kongeetapen kunne svare på Vingegaards første angreb og efter det andet kun smide 15 sekunder. Det kunne læses som et dansk svaghedstegn, men Tirreno viste, at det nok snarere skal læses som fransk styrke. Det skete endda på en eksplosiv stigning, der passede ham ganske dårligt, og nu møder han de lange bjerge, han elsker. Det burde ende rigtigt godt for det franske stortalent.

Vismas andet kort er Cian Uijtdebroeks, men han kom bestemt ikke flyvende fra start. Allerede i Galicien var han skuffende, og drømmen om, at det skyldtes vejret, døde med den lidt skuffende kørsel i Tirreno. Ordet ”skuffende” skyldes dog udelukkende, at mine forventninger til ham er så høje, for han endte trods alt som en af de bedste på begge bjergetaper. Forklaringen er formentlig, at han bygger langsomt op mod Giroen, og det taler for, at han vil være endnu bedre nu, hvor hans motor også er mere varm. Samtidig går han ind til et løb, der passer ham perfekt, hvorfor han længe har talt om dette løb som et mål. Målbjergene i Pyrenæerne er gode for en dieselklatrer, og det samme gælder med de mange højdemeter på lørdag.

Allerede sidste år var han god i dette løb og i Vueltaen, men vi så også, at han ikke var på niveau med de bedste. Han skal altså have forbedret sig, men det burde også være stensikkert, at det vil ske for så stort et talent, der udviklet sig lovende. Skiftet til Visma vil efter alt at dømme have hjulpet ham yderligere, da han sidste år næsten var den eneste, der kunne præstere for Bora, mens alle blomstrer i hollandsk tjeneste. Indtil nu har vi ikke set det, men vi ser formentlig den hidtil bedste Uijtdebroeks i år - og han burde altså komme meget langt på denne rute.

Hvad kan vi vente os af Mikel Landa? Dette er hans eneste personlige chance inden Vueltaen, og han må derfor ventes at være topmotiveret. Vi ved bare ikke, hvor han står, for han har ikke kørt i en måned, og starten var lidt blandet. Han skuffede fælt i Figueira-løbet, og efter en lovende Foia-etape havde jeg ventet mig mere af ham på Malhao-etapen, hvor han ganske vist skulle jagte Van Aert og Healy, men forsvandt hurtigere end ventet. Nu har han trænet i højderne, og derfor må han antages at nærme sig sin første formtop, men desværre så vi sidste år, at han er blevet pokkers ustabil. Han var slet og ret flyvende i foråret, hvor han var bedre end længe, men sommeren og starten på Vueltaen var en katastrofe, indtil han pludselig mod Vueltaens slutning viste, at der stadig er liv i de gamle ben. Hvis han har det niveau, han havde sidste forår eller i sidste del af Vueltaen, kommer han meget langt i dette felt på en rute, der er perfekt for en ren klatrer, men den store ustabilitet og en lidt sløj start skaber usikkerhed. Vi taler trods alt om en mand, der har nået en alder, hvos han hele tiden skal bevise sig selv.

For UAE handler det om Pogacar, men jeg tror godt, at vi kan have forventninger til Marc Soler. Spanieren er på sin catalanske hjemmebane og har for vane at overraske her. Han blev nr. 3 i 2017, nr. 5 i 2018 og senest nr. 4 for et år siden, og siden så vi i Vueltaen, at han stadig kan klatre på et fornemt niveau, når han er i form. Spørgsmålet er, om han er det. Han startede svagt, men blev bedre og bedre i de spanske løb i februar, men efter en pause udgik han af Paris-Nice efter at have slået en muskel. Det kan have sat ham tilbage, men lød bestemt ikke alvorligt, og hvis ikke det har hæmmet ham for meget, vil jeg tro, at han kan nærme sig sidste års niveau. Det burde føre langt i dette felt, og selvom han skal slide for Pogacar, kan det hurtigt blive en fordel at kunne sidde på hjul, når sloveneren er kørt alene væk.

Det var en fornøjelse at se Wout Poels i Tirreno. Allerede sidste år kom der en genrejsning, da han vandt to grand tour-etaper, men vigtigst af alt viste han på Angliru, at han stadig har så højt et topniveau, at han kan blande sig med de allerbedste. Det var dog også i den tredje uge af en grand tour, hvor han altid har haft sin styrke, og i ugelange løb har han aldrig fundet samme niveau. En 10. plads på kongeetapen i Tirreno vidner dog om, at han kommer langt i dette felt, hvis han har de samme ben, og logikken tilsiger også, at han har forbedret sig. Han forbliver jo desværre en uforbederlig lottokupon, der sagtens kan falde helt igennem, men Tirreno indikerer, at chancen for gevinst er relativt god. Denne benhårde rute bør også passe glimrende til en mand, der typisk bliver bedre og bedre undervejs. Lad os håbe, at han kan bekræfte den sene genfødsel, han har indledt.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det bliver meget spændende at følge Egan Bernal. Colombianeren er endelig en rytter, vi igen skal regne med, og det gode er, at han synes at blive bedre og bedre løb for løb. Han har haft et voldsomt program, men det er næppe skidt for hans motor, og nu kommer vi til det for ham hidtil bedste løb. Højder, mange højdemeter, lange målbjerge og dårligt vejr plejer ikke at skabe megen brok for den tidligere colombianske stjerne, og vi bør kunne forvente den hidtil bedste præstation. Hans kørsel i Paris-Nice skaber dog usikkerhed. Han startede stærkt, men havde en skuffende sidste weekend. Lørdag var det dog også et powerbjerg, der passede ham dårligt, og søndag var han fanget bag styrtet. Det ændrer dog ikke på, at han blev sat af Skjelmose og McNulty på den sidste mur, og det tyder på, at hans niveau var aftagende. Det har jo desværre været et mønster for ham, at hans restitution slet ikke er som tidligere, og derfor kan jeg godt frygte, at denne meget hårde rute kan ende med at blive for svær. Det skaber i hvert fald en ekstra usikkerhed, men fortsætter han den lovende udvikling, skal vi vel regne med, at han tager næste skridt tilbage mod fordums styrke.

Er Aleksandr Vlasov ved at rejse sig? Hans kørsel i Valencia og på Mallorca indikerede desværre, at han var på det samme triste niveau som i 2023, og det samme gjorde hans dårlige start i Paris-Nice. Hans stærke afslutning indikerer dog, at det håb, der var i Lombardiet, måske alligevel lever. Han er ikke det uhyre, han var i første del af 2022, men nu er der da i det mindste et håb om, at vi kan se ham nærme sig det niveau. Desværre tror jeg mere på en skuffelse end en stor succes. Så overbevisende var han heller ikke i Frankrig, og han har skuffet ganske længe. Løbet her passer ham heller ikke alt for godt, da han har været bedre på de kortere end på de lange stigninger, og han kan derfor måske få det lidt svært i Pyrenæerne, også i den kulde, der plejer at drille ham. Til gengæld passer lørdagens målbjerg ham godt, og han kan med sin gode spurt måske også blande sig på 1. og 7. etape. Niveauet rækker formentlig til en top 10, men jeg tvivler på, at han kører med om podiet.

Movistar har store ambitioner på hjemmebanen med Enric Mas, men desværre er jeg efterhånden bekymret for den spanske stjerne. Han fandt aldrig sit topniveau i 2023, hvor han tværtimod havde et bekymrende bundniveau, og selvom Vueltaen var pæn, var den slet ikke som tidligere. Årets debut i Tirreno var også langt svagere, end vi har vænnet os til, for han er slet ikke den langsomme starter, han tidligere var. Nu er hans motor heldigvis blevet varmet mere op, og dette løb passer ham også langt bedre end det italienske med længere målbjerge og en brutal kongeetape med mange højdemeter, men det virker ikke realistisk, at han har forbedret sig så meget siden Tirreno, at han vil blande sig i podiekampen. Hans alder nærmer sig de 30, og det er her, de unge kometer plejer at gå i forfald, og måske gælder det også for Mas. Det er dog heldigvis for tidligt at konkludere, og han bør i hvert fald gøre det bedre end i Tirreno.

Kan vi have forventninger til Simon Yates? Jeg må indrømme, at jeg ikke er optimistisk. Han fik sin sejr i det svage felt i AlUla Tour, men hans sæsonstart var uhyre skyggende og kørslen i Saudi-Arabien var mildt sagt pauver. Siden har han endda været syg, og noget tyder på, at han ikke er på toppen. I hvert fald er det ret overraskende, at han til dette løb kun er sidestillet kaptajn med Chris Harper, hvilket tydeligt indikerer, at holdet ikke selv har de helt store forventninger. Selv lyder han heller ikke alt for optimistisk, og han kommer endda fra et 2023, hvor han gennem det meste af året var langt fra sit niveau. Han fik heldigvis i Touren bevist, at han stadig er en af verdens bedste, men det så vi intet til i foråret. Hans sæsonstart følger den triste trend, og når Jayco melder ud, som de gør, tror jeg, at vi vil se en ret svag Yates på en rute, der med de store bjergetaper og langt målbjerge heller ikke er ideel for ham. Alligevel skal han have en vis rangering, fordi han jo nåede at vise, at han stadig kan køre med i front i et løb som dette, hvis han altså mod forventning nærmer sig det niveau, han havde i Touren.

Jeg ville gerne rangere Pavel Sivakov meget højere, men vi skal nok dæmpe forventninger. Med hans vilde sæsonafslutning har jeg en forventning om, at han kan ende med at få sin hidtil bedste sæson efter skiftet til UAE, men desværre udgik han af Valencia med en skade. Siden har han ikke kørt løb, og selvom jeg ikke kender hans oprindelige sæsonplan, indikerer det formentlig, at det har taget noget tid at komme sig over. I forvejen er han jo på et hold med et hav af potentielle kaptajner, og derfor er der en betydelig risiko for, at han vil være relativt langt nede i hierarkiet. Da der er en chance for, at han aldrig havde planer om at køre løb tidligere i marts, kan det dog ikke udelukkes, at han bare har trænet i højderne. Hvis det er tilfældet, og hvis han nærmer sig det niveau, han havde i efteråret, kan han blive ganske livsfarlig.

Hvilke forventninger kan man have til Michael Woods? Det har jeg pokkers svært ved at vurdere. Canadieren er helt sikkert ikke på samme niveau som tidligere, men sidste år endte han stadig som nr. 6 her. Hans niveau var dog meget blandet, for efter en fin 5. plads i Emilia, sluttede han sæsonen med en skuffelse i Lombardiet. Hans sæsonstart har heller ikke været prangende, for efter fin kørsel i Var skuffede han fælt i Ardeche. Nu har han heldigvis haft en lille måned til at finde topformen, og mon ikke han ligesom sidste år er ganske langt fremme? Spørgsmålet er bare, hvor langt hans topniveau stadig rækker i et felt af denne dybde - særligt når de store bjergetaper ikke er hans spidskompetence. Mit gæt er nok, at det ikke rækker helt så langt som sidste år.

UAE kører naturligvis 100% for Pogacar, men det vil undre, hvis ikke Joao Almeida også kører sit eget klassement. Det ligner dog en svær opgave. Sygdommen i februar havde åbenbart sat ham ret langt tilbage, for han var chokerende langt fra sit niveau i Paris-Nice. Derfor ligner det også en umulighed, at han har indhentet nok til at køre med om podiet her, men han bør have forbedret sig. Han elsker også dette løb, hvor de lange målbjerge passer til hans dieselagtige stil, og derfor har han da også være med helt fremme med 3. pladser i både 2022 og 2023, etapesejr i 2022 og førertrøje i 2021. Denne gang ser det dog ud til, at han ikke kommer helt så langt, men han har i det mindste den taktiske fordel, at han kan sidde på hjul, når Pogacar forventeligt er kørt fra alt og alle. Til gengæld skal han så i Pyrenæerne slås med det dårlige vejr, der plejer at svække ham ret voldsomt, selvom han på den front heldigvis viste fremgang i den drivvåde Giro.

Jeg er spændt på Harold Tejada. Colombianeren kørte sit livs løb i Paris-Nice, men fik ødelagt sit klassement af en defekt om lørdagen og kollapsede så om søndagen. Det kollaps skaber en vis usikkerhed, men forinden så han altså uhyre overbevisende ud. I teorien burde disse længere stigninger vel passe ham bedre, men han har stadig alt at bevise, da hans niveau i Frankrig var langt bedre end tidligere. Der bør nok også være en klar grænse for, hvor langt hans niveau rækker, men har han de ben, han havde de første i dage i Paris-Nice kan han godt ende med at køre sit hidtil bedste løb.

Movistars joker er Nairo Quintana, men vi skal nok dæmpe forventningerne. Colombianerens debut på hjemmebanen i Colombia var en gigantisk skuffelse i et felt, der var så svagt, at formsvage Richard Carapaz vandt kongeetapen, og dermed stod det vel klart, at et helt år uden løb har sat ham langt tilbage. Nu har han så endda haft covid, hvilket kostede ham deltagelsen i Galicien, og det har næppe hjulpet på det. Heldigvis giver det også lidt håb. Han var nemlig angiveligt lidt småsyg allerede under det colombianske løb, og det skaber et håb for, at det var forklaringen på nedturen. Da han senest kørte i Europa, var han stadig så god, at han vandt endte som nr. 6 i Touren og havde førertrøjen i dette løb, som han var tæt på at vinde, og i det hele taget har han længe været et uhyre i sæsonstarten. Det kan bare være lidt svært at tro, at han efter sin pause kan genfinde det niveau i den høje alder, men usikkerheden og sygdommen i Colombia gør, at jeg rangerer ham højt på vinderpotentiale - også fordi den brutale rute med højder i Pyrenæerne passer ham perfekt. Det ændrer dog ikke på, at jeg nok mest forventer endnu en større skuffelse.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Jeg er ret spændt på Matthew Riccitello. Han udviklede sig lovende i 2023 og ligner et af de større talenter blandt de rene klatrere. Desværre skuffede han mig meget på kongeetapen i Emiraterne, og det har lagt en dæmper på forventningerne. Det var dog også hans første løb på sæsonen, og han kan meget vel have brugt alt for mange kræfter i den sidevindskørsel, der rasede først på etapen. Dette løb burde i hvert fald passe perfekt til en helt ren klatrer som ham, men det er også klart, at han skal have hævet sit niveau ganske meget, hvis han skal være med helt fremme. Han så dog så godt ud på Jebel Jais i Emiraterne, at jeg faktisk er ganske optimistisk, når nu sidevinden meget vel kan forklare den skuffende kongeetape i Mellemøsten.

Er der livstegn fra Hugh Carthy? Det kunne der være. Han kom i hvert fald meget stærkt i gang i Galicien, hvor han arbejdede som en hest for Carapaz, og da han endelig fik frihed, endte han som nr. 3 på kongeetapen. Det var endda på korte stigninger, der ikke passede ham, og nu kommer vi til det WorldTour-etapeløb, der passer ham bedst. Alle de tre bjergetaper er gode for hans dieselmotor, der også plejer at køre for fulde omdrejninger i dårligt vejr. Sandt er det dog også, at niveauet her er et helt andet, end vi så det i Galicien, og vi har trods alt ikke set Carthy blande sig fremme på dette niveau i ganske lang tid. Ja, faktisk var hans 2023-sæson jo ganske skidt og hans hidtil værste, og derfor skal vi nok ikke skrue forventningerne alt for højt op - men der er da tændt et håb igen.

Som sagt er Yates kun sidestillet kaptajn med Chris Harper, og der er da også grund til at tro på et godt løb fra australieren. Som dieselklatrer passer han perfekt til dette løb, og han har efterhånden nået et ret højt niveau, som vi særligt så under Touren, hvor han på sine gode dage ikke var langt fra de bedste. Jeg havde måske lidt større forventninger til ham i Paris-Nice, men det var også et løb, der passede ham ret dårligt. Nu kommer vi til de længere stigninger, han elsker, og hans motor har helt sikkert haft godt af at få et etapeløb i benene. Der er selvfølgelig grænser for, hvor langt han niveau rækker, men den Harper, vi så i Touren kan efterhånden godt tillade sig at drømme om et godt resultat også på dette niveau.

Jeg er ret spændt på Lorenzo Fortunato. Sidste år klatrede han bedre end nogensinde, men på WorldTouren er han altid kommet til kort. I Tirreno kørte han imidlertid sit hidtil bedste WorldTour-klassement, og det kunne indikere, at han har taget næste skridt. Dette løb passer endda langt bedre til en ren dieselklatrer, og nu skal han endda ikke slås med nogen enkeltstart. Tirreno viste, at han ikke kommer hele vejen, men der burde være en chance for, at han kan fortsætte udviklingen og levere et endnu bedre resultat, end han gjorde i Italien.

Meget af det samme kan siges om Cristian Rodriguez. Han gjorde enorme fremskridt sidste år, hvor han var ganske flyvende i juni. I Vueltaen var han også bedre end tidligere, men her manglede han stadig lidt. Det gjorde han også i Tirreno, men vi så vel stadig den hidtil bedste WorldTour-præstation fra ham. Dette løb med de lange målbjerge burde endda passe ham endnu bedre, men der er trods alt også grænser for, hvor langt han kommer. Han har tydeligvis taget et skridt siden sidste forår, men vi har stadig til gode at se ham helt fremme i WorldTour-løb på dette niveau.

Det var ret opløftende at se Carlos Verona i Emiraterne. Vi så, hvor højt et niveau, han havde i 2022, hvor han blandt andet vandt kongeetapen i Dauphiné, men hans 2023 var til gengæld en stor skuffelse. Noget kunne imidlertid tyde på, at skiftet til Lidl har gjort ham godt. I hvert fald gjorde han det ganske fornemt i ørkenløbet på en rute, der ikke passede ham. Denne rute med store bjergetaper burde passe ham bedre, men desværre var feltet i Emiraterne også så svagt, at vi skal passe på med at forvente alt for meget i dette løb. Hans 2023 skræmmer lidt for meget. Til gengæld viser hans 2022 også, at vi godt kan tillade os at drømme om et godt resultat.

Movistars tredje af fire bud er vel Einer Rubio. Desværre har han til gode at være med helt i front på dette niveau. Han manglede en del i Giroen sidste år, og han manglede igen noget i Emiraterne i år, selvom hans kongeetape indikerede, at han har forbedret sig siden sidste år. Jeg vil dog have forventet, at en god Rubio havde forsøgt at gå med Bettiol i onsdags, og selvom han gjorde det fint, vil det overraske mig, hvis han pludselig har niveauet til at hævde sig fremme i et felt, der er langt stærkere, end det var i Emiraterne. Til gengæld passer ruten med højderne i Pyrenæerne ham godt, og derfor har han da i hvert fald en chance for at bevise, at han har taget næste skridt.

Movistars sidste bud er Ivan Ramiro Sosa. Hans pludselige genfødsel i Tirreno gør jo, at jeg er nødt til at nævne ham igen, men desværre viste kongeetapen også, at han formentlig stadig er for ustabil. Han er altid faldet sammen efter nogle dage, og det sker formentlig igen i dette løb, hvor han skal køre stærkt hele vejen fra 2. og 6. etape. De to første dage i Pyrenæerne passer ham til gengæld helt perfekt - ikke mindst grundet højderne - og derfor kan man håbe, at han starter stærkt som i Tirreno. Herefter må vi se, hvor længe han kan holde niveau, men jeg kan godt frygte, at han igen oplever et af sine kollaps på lørdagens kongeetape - eller at han smider tid i Barcelona, hvor finalen ikke passer ham. Det dårlige vejr er også en hæmsko, men lad os give ham chancen for at fortsætte sin genrejsning.

Jeg nævner også Jan Hirt, men det er uden den store optimisme. Tjekken havde et katastrofalt 2023, hvor han var milevidt fra et niveau, men pludselig rejste han sig igen i Oman, hvor han blev nr. 2 bag Adam Yates på kongeetapen. Desværre kom vi ned på jorden med en uhyre skuffende præstation i Emiraterne, og i lyset af hans 2023 er det derfor svært for alvor at tro på ham. Omvendt var han i 2022 bedre end nogensinde, og ørkenløbet kunne ikke passe ham ringere. Dette løb med mange højdemeter og lange bjerge kunne til gengæld ikke passe ham bedre, så lad os i lyset af Oman åbne en lille dør på klem for en genrejsning.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Soudals anden kaptajn er Ilan Van Wilder, men jeg er ikke alt for optimistisk. I Giroen manglede han som klatrer stadig meget, og hans sæsonstart indikerer ikke, at han har fundet mange procent siden dengang. Han skuffede mig i hvert fald i UAE Tour, og i Paris-Nice var han mildt sagt et svingende bekendtskab, da han svigtede Evenepoel på to deciderede offdays. Nu kommer han endda til et løb med lange bjerge, hvor han traditionelt har haft det vanskeligere. Når jeg alligevel kan se lidt håb, skyldes det hans flotte Bondone-etape i Giroen og et efterår, der indikerede et nyt niveau. Vi har bare slet ikke set det endnu i år.

En spændende outsider er Florian Lipowitz. Den tyske klatrer imponerede sidste efterår med sin samlede sejr i Tjekkiet og sin 4. plads i Tyrkiet. Det var i felter af en helt anden svag kaliber end dette, men logikken tilsiger vel, at han skal have udviklet sig i løbet af vinteren. Han missede nogle løb i sæsonstarten, hvilket indikerer skade eller sygdom, men han var godt kørende i sæsondebuten i Torino. Omvendt kunne han ikke følge Alberto Bettiol, men det ville også være meget at forlange af en ren klatrer som ham. Netop fordi han er ren klatrer, vil han elske dette løb, så lad os se, hvor langt han kan komme.

Endelig er der William Junior Lecerf. Belgieren var skam et spændende talent ved sæsonstart, men han overgik klart mine forventninger i AlUla Tour, hvor han kortvarigt så ud til at skulle vinde hele løbet. Desværre var det også et meget svagt felt, og når han ikke kan vinde samlet i Rwanda, får han det formentlig meget, meget svært i dette løb. Det er også hans første løb på WorldTouren, og lige netop Catalonien har det med at være lidt af et reality check for unge ryttere, der typisk har det svært - men nu var han så god i AlUla Tour, at vi lige giver ham en chance for at overraske igen.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at optakten er baseret på antagelsen om, at de to pyrenæeretaper afvikles som planlagt og ikke ændres grundet udsigten til mulig sne.

BEMÆRK OGSÅ: Der er ikke udsendt en foreløbig startliste. Det er meget uklart, hvem Alpecin, Astana, Bahrain, Cofidis, FDJ, Intermarché, Israel-PT, UAE og Uno-X stiller med. Jeg forventer ikke, at der dukker nye ryttere op, der fortjener omtale ovenfor, men jeg opdaterer optakten søndag aften, hvor jeg også uddeler de sidste stjerner og færdiggør holdoversigten.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er tilføjet afsnit om Harold Tejada, Marc Soler, Pavel Sivakov, Michael Woods og Matthew Riccitello.

***** Tadej Pogacar

**** Sepp Kuss, Lenny Martinez

*** Cian Uijtdebroeks, Mikel Landa, Marc Soler, Wout Poels, Egan Bernal

** Aleksandr Vlasov, Enric Mas, Simon Yates, Michael Woods, Joao Almeida, Pavel Sivakov, Harold Tejada, Nairo Quintana, Matthew Riccitello, Hugh Carthy, Chris Harper, Lorenzo Fortunato, Cristian Rodriguez, Carlos Verona, Einer Rubio, Ivan Ramiro Sosa, Jan Hirt, Ilan Van Wilder

* Florian Lipowitz, William Junior Lecerf, Jesus David Peña, Louis Meintjes, Alex Baudin, Jay Vine, Sergio Higuita, Remy Rochas, Javier Romo, Torstein Træen, Darren Rafferty, Laurens De Plus, James Knox, Geraint Thomas, Antonio Tiberi, Damiano Caruso, Maxim Van Gils, Dylan Teuns, Attila Valter, Bart Lemmen, Guillaume Martin, Clement Berthet, Nick Schultz, Mikel Bizkarra, Stephen Williams, Raul Garcia Pierna, Valentin Paret-Peintre, Nicolas Prodhomme, Juan Pedro Lopez, Johannes Kulset, Tobias Johannessen, Esteban Chaves, Frederik Wandahl, Pablo Castrillo, Joan Bou, Jose Manuel Diaz,Felix Grossschartner, Andreas Leknessund, Brandon Rivera, Oscar Rodriguez, Ben Zwiehoff, Mauri Vansevenant, George Bennett, Patrick Konrad, Kenny Elissonde, Edoardo Sepulveda, Lawson Craddock, Harold Martin Lopez, Laurens Huys, Frank van den Broek

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Danskerne

Hos Bora skal Frederik Wandahl formentlig støtte Aleksandr Vlasov og Sergio Higuita, men det skal blive spændende at se, hvor langt fremme han kan ende. Hos Lotto gør Andreas Kron sæsondebut efter sin skade, og han skal - hvis formen tillader det - jagte etapesejre på vel særligt 1., 5. og 7. etape med god støtte fra Jonas Gregaard, der også er tilbage efter en skade. Endelig skal Christopher Juul hos Jayco støtte Simon Yates og Chris Harper.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der kan udover de ovennævnte måske kan gøre noget i klassementet.

UAE Team Emirates: Pogacar er naturligvis den entydige kaptajn, men som nævnt kan man måske også tro på et resultat fra Soler, Sivakov og Almeida. Jay Vine synes stadig at mangle for meget, og en ellers velkørende Felix Grossschartner må være et stykke nede i hierarkiet.

Team Visma | Lease a Bike: Kuss og Uijtdebroeks er de erklærede kaptajner. Løbet er for svært for Attila Valter, der efter en god start har virket under niveau i Italien. Bart Lemmen har imponeret stort i år, men disse bjerge bør være for svære, som vi så i Emiraterne. Robert Gesink og Steven Kruijswijk har været brugt som hjælpere og er næppe for formstærke.

Soudal-Quick Step: Landa og Van Wilder er de erklærede kaptajner, men Hirt og Lecerf kan måske overraske. James Knox viste fine takter i Algarve, men Drome-Ardeche tilsiger ikke, at vi ser ham på sit niveau fra Baskerlandet, selvom han har haft tid til at forbedre sig og kan overraske. Løbet er for svært for en i år skuffende Mauri Vansevenant og unge Antoine Huby.

INEOS Grenadiers: Bernal ligner det bedste bud. Jeg vil forvente at se en bedre Geraint Thomas, men hans historik tilsiger, at han stadig vil mangle ret meget. Laurens De Plus var solid i Paris-Nice, men langt fra sit Giro-niveau, og selvom han nåede nye højder i Emiraterne, er Brandon Rivera overmatchet her, hvad også en i Emiraterne skuffende Oscar Rodriguez må være i lyset af hans seneste sæsoner.

Lidl-Trek: Verona ligner det bedste bud. Juan Pedro Lopez har skuffet i lang tid, senest i Emiraterne, og selvom det har været bedre i år, er Patrick Konrad langt fra fordums styrke, som det også gælder for Sam Oomen, der gør comeback efter en skade, og Bauke Mollema. Amanuel Ghebreigzabhier skuffede mig i Tirreno.

Bahrain-Victorious: Poels er den erklærede kaptajn. Jeg udelukker ikke, at Antonio Tiberi kan overraske, for han er som bekendt en stor lottokupon, men han manglede godt nok meget i Tirreno, hvor Damiano Caruso også var et stykke fra sit bedste. Det er et perfekt løb for Torstein Træen, men selvom han har haft tid til at forbedre sig, har han manglet en del. Løbet er for svært for Edoardo Zambanini, mens Jack Haig var helt ved siden af sig selv i Paris-Nice.

Groupama-FDJ: Martinez er den klare kaptajn, men den i år ganske flyvende Remy Rochas kan meget vel komme ganske langt, selvom han er svær at regne med. Reuben Thompson mangler stadig for meget.

Alpecin-Deceuninck: Holdet er her helt uden klatrere.

BORA-hangrohe: Vlasov ligner det bedste bud med Lipowitz som joker. Den anden kaptajn er formentlig Sergio Higuita, men efter et lille håb om en genrejsning i Algarve lignede han i Strade igen den rytter, han desværre var i 2023. Frederik Wandahl viste form i Torino go har formentlig et niveau, der kan føre et pænt stykke. Ben Zwiehoff har skuffet i år og er overmatchet, og Anton Palzer mangler også for meget.

EF Education-EasyPost: Carthy ligner det bedste bud, men jeg er ret spændt på stortalentet Darren Rafferty, der efter en svær start imponerede i Laigueglia. Esteban Chaves var senest en skygge af sig selv i Colombia, og Georg Steinhauser har været formsvag, mens det er for svært for Sean Quinn.

Movistar Team: Mas, Quintana, Rubio og Sosa er alle gode bud. Javier Romo har imponeret stort i år, senest i Galicien, men det vil være nyt at se ham helt fremme i et WorldTour-løb.

Team Jayco AlUla: Yates og Harper er de erklærede kaptajner, men den uhyre lovende Jesus David Peña kan overraske. Hans Emiraterne tilsiger dog, at han stadig kan mangle en smule for meget. Lawson Craddock klatrede chokerende godt i Tirreno, men kommer trods alt ikke alt for langt, og løbet er for svært for Felix Engelhardt.

Intermarché-Wanty: Løbet passer ret perfekt til den genfødte Louis Meintjes, men han plejer først for alvor at finde formen senere på året. Rein Taaramae, Kevin Colleoni, Lilian Calmejane og Simone Petilli har alle skuffet i år, og løbet er for svært for formstærke Francesco Busatto.

Cofidis: Der er ikke megen opmuntring at hente hos Guillaume Martin, der var langt fra at være med de bedste i Tirreno. Kenny Elissonde kan ikke længere være med på dette niveau, og Jesus Herrada har helre året været i en gigantisk formkrise. Vi har til gode at se Ben Hermans tilbage på et højt niveau efter sin sygdom, og løbet er for svært for Jonathan Lastra.

Team dsm-Firmenich PostNL: Holdet kommer helt uden klassementsambitioner. Bedste bud er Frank van den Broek, men han har skuffet mig på stigningerne i år.

Decathlon Ag2r La Mondiale: Jeg er egentlig ret spændt på Alex Baudin, Valentin Paret-Peintre og Nicolas Prodhomme, der alle startede sæsonen meget stærkt, men Prodhomme skuffede i Tirreno, og Paret-Peintre bør mangle for meget. Baudin har største chance for en overraskelse, men Ardeche bekymrer mig. Clement Berthet er solid og kan komme ganske langt, men er en smule overmatchet, og Jaakko Hänninen har intet vist i år.

Arkea-B&B Hotels: Rodriguez ligner det bedste bud. Den anden kaptajn, Raul Garcia Pierna, har imponeret på stigningerne i år, men her bør løbet være for svært. Holdets øvrige klatrere, Alessandro Verre, Laurens Huys og Michel Ries har ikke vist nok i år, og ruten er for svær for Louis Barré.

Astana Qazaqstan Team: Tejada og Fortinato ligner de gode bud. Harold Martin Lopez har manglet for meget i år, hvor Santiago Umba har skuffet stort. Løbet er for svært for Henok Mulubrhan , der har været skadet, mens Vadim Pronskiy kun er god efter en grand tour.

Lotto Dstny: Efter afbuddet fra Van Eetvelt vil de formentlig alene jagte etaper med formstærke Maxim Van Gils og Andreas Kron, der gør comeback efter en skade, da det vil undre mig, hvis Van Gils vil køre klassement i et løb, hvor stigningerne er for lange. Det passer bedre til Jonas Gregaard, der dog gør comeback efter en skade, og Eduardo Sepulveda kan ikke længere være med på dette niveau.

Israel-Premier Tech: Woods er den erklærede kaptajn, men Riccitello har også potentiale. Stephen Williams har skuffet stort, siden han kom til Europa. Dylan Teuns er hæderligt kørende, men ruten er for svær, og selvom han gjorde det godt i Torino, ser jeg ikke Nick Schultz helt fremme. Marco Frigo har været formsvag, og George Bennett har igen været en skygge af sig selv.

Uno-X Mobility: Man burde have forventninger til Tobias Johannessen, der tidligere har været med helt fremme i netop dette løb, men dette er hans første løb siden det brækkede kraveben fra Alpes-Maritimes. Den lovende Johannes Kulset har manglet en del i år, Andreas Leknessund manglede stadig meget i Tirreno, og Anders Johannessen faldt efter den lovende start sammen igen, mens niveauet er for højt for Ådne Holter.

Caja Rural-Seguros RGA: Holdets klatrer er Sebastian Berwick, der har været helt væk indtil nu, og heller ikke Jokin Murguialday, Samuel Fernandez eller Joel Nicolau har vist meget. Ruten er for svær for Fernando Barcelo.

Equipo Kern Pharma: Jeg har stadig ret store forventninger til den spændende Pablo Castrillo, men et meget skuffende Galicien dæmper optimismen. Jose Felix Parra og Urko Berrade har intet vist i år, og løbet er for svært for Pau Miquel og Jon Agirre.

Burgos-BH: Bedste bud er vel Jose Manuel Diaz, der sidste år endte som nr. 18, men har skuffet i år. Victor Langellotti har været helt væk, og i stedet er det Eric Fagundez, der har imponeret, men han vil finde ruten for svær. Det samme gælder for Jambaljamts Sainbayar , der også skuffede i Taiwan, Ander Okamika og Mario Aparicio, der efter den tidlige sejr i Sharjah kom ned på jorden i Oman og Galicien.

Euskaltel-Euskadi: Mikel Bizkarra plejer at komme langt i dette løb, der passer ham perfekt, men han kæmper stadig med at finde sig selv efter sidste års alvorlige skade. Joan Bou er fortsat de lovende takter fra sidste år, men hele vejen kommer han ikke, og det gør heller ikke Victor De La Parte eller Luis Angel Maté, der er for langt fra fordums styrke. Mikel Iturria har været genrejst i år, men løbet er for svært.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT