Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik Van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Under dets fravær har Mellemøsten overtaget rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman har gjort det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia (der fra i år atter er et kort etapeløb) og Almeria samt Ruta del Sol. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste to år var Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange valgte at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

I 2017 fik Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød til gengæld, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

Den trend er blot yderligere styrket i år, hvor løbene i Dubai og Abu Dhabi er fusioneret, hvilket har betydet, at løbet i Valencia nu blot er i direkte konkurrence med Etoile de Besseges. Således fortsætter det, der synes at være en næsten ustoppelig succeshistorie, og hvor man sidste år kunne præsentere hele 11 af de 18 WorldTour-hold samt et hav af sportens allerstørste stjerner, har man i år tiltrukket det samme antal mandskaber fra sportens højeste niveau. De stiller til start med navne som Alejandro Valverde, Geraint Thomas, Greg Van Avermaet, Adam Yates, Esteban Chaves, Alexander Kristoff, Dan Martin, Rui Costa, Dylan Groenewegen, Matteo Trentin, Roma Kreuziger og Sonny Colbrelli som frontfigurer i endnu en stjerneparade, der er klar til at kaste sig ud i fem dages cykelløb på de solrige veje omkring Valencua.

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007. Ruben Plaza vandt den sidste udgave inden aflysningen i 2008.

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved tillige at vinde løbets kongeetape. I 2017 lykkedes det Nairo Quintana at overvinde et stort tidstab fra et usædvanligt langt holdløbet og alligevel sikre sig den samlede sejr via et flot soloridt på kongeetapen.

Sidste år blev løbet ramt af en lille kontrovers, da dårligt vejr betød, at holdløbet blev neutraliseret og ikke talte i den samlede stilling. Det forhindrede imidlertid ikke Alejandro Valverde i at fortsætte sit drømmecomeback efter sin grimme skade, og den spanske veteran viste sig at være i absolut særklasse. Således vandt han begge løbets to hårde etaper, og det sikrede ham en suveræn samlet sejr foran en velkørende Astana-duo bestående af Luis Leon Sanchez og Jakob Fuglsang. Valverde vender tilbage for at forsvare sin titel efter en ikke helt tilfredsstillende debut på Mallorca og er igen oppe mod Sanchez, der viste fremragende form i Australien. I år starter Fuglsang imidlertid senere, og han er således ikke til start i denne uge.

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører synes at foretrække en relativ hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn, men man styrer som regel udenom de højeste bjerge, og de afgørende stigninger har derfor altid været korte og eksplosive. Samme model benyttes i år, hvor man har sammensat et alsidigt mix med en enkeltstart, en eksplosiv kongeetape, to sprinteretape og en finale for puncheurs og klassikerryttere.

Efter at have indledt løbet med en enkeltstart i 2016 har man i de seneste to udgaver i stedet benyttet sig af et for et ugelangt etapeløb næsten urimeligt langt holdløb. Den model dropper man i år, hvor det i stedet er en 10,3 km og meget alsidig enkeltstart med en stejl målstigning, der indleder festen og vil skabe de første tidsforskelle. Ligesom i tidligere udgaver er det tidskørslen sammen med lørdagens kongeetape, der ventes at afgøre løbet. Sidstnævnte er denne gang henlagt til den korte, men ganske stejle Ermita Santa Llucia-stigning i udkanten af Alcossebre, hvor de mest eksplosive klatrere ventes at skulle slås om den samlede sejr. Sprinterne ventes at komme til fadet på 2. etape, der dog er ganske kuperet med 2500 højdemeter, og den helt flade 5. etape, der fører ind i hjertet af Valencia, mens den mere uforudsigelige 3. etape ligner en sag for klassikerryttere og puncheurs, der ser frem til at boltre sig i en finale med 2 korte stigninger i løbet af de sidste 20 km.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

1. etape

Da løbet vendte tilbage i 2016, indledtes løbet med en ganske hård enkeltstart, der på suveræn vis blev vundet af Wout Poels, som herved lagde grunden til sin samlede sejr. I de seneste to år har tidskørselselementet i stedet været et næsten urimeligt langt holdløb, der desværre på forhånd udelukkede hovedparten af feltet fra at blande sig i kampen om sejren. Derfor virker det fornuftigt, at man i år vender tilbage til modellen fra debutåret og indleder løbet med en enkeltstart, der ligesom for tre år siden er ganske hård. Således sluttes der på toppen af en hård bakke, og dermed vil der allerede fra første fløjt blive skabt afstande, der kan vise sig afgørende i et løb, hvor forskellen næppe bliver voldsomt store.

Årets enkeltstart er i alt 10,3 km og har både start og mål i Orihuela. Der er tale om en rute i to helt skarpt adskilte dele, idet hovedparten er pandekageflad, inden man til slut skal op ad en stejl stigning. Fra start bevæger man sig via to sving mod sydøst og sydvest ud af byzonen, hvorefter en lang lige vej leder mod sydvest ned til det sydligste punkt. Herfra går det gennem fladlandet mod nordøst frem til mellemtiden, der tages efter 5,0 km.

Efter tidstjekket kører man via en lang, lige vej mod nordvest frem til udkanten af byen, hvor der venter tre sving i rap med godt 2 km igen. Kort efter rammer man den afsluttende bakke, der over 700 m stiger med 8,2% i snit, og som består af hele fire hårnålesving over den ganske korte distance, inden man drejer til højre bare få meter fra mål.

Etapen byder på i alt 79 højdemeter.

I et løb, hvor kongeetapen ikke er voldsomt svær, vil den indledende tidskørsel være meget afgørende. Ligesom i 2016 er der en hård stigning på programmet, men modsat for tre år siden, hvor ruten var meget teknisk, er der denne gang tale om en indledende del, der er meget simpel. Således er de første nap 10 km skabt til de store specialister og slet ikke klatrerne, og der er derfor tale om en etape, der tilgodeser de mest alsidige, der både kan træde store watt og samtidig blæse op ad den eksplosive og ganske stejle stigning til sidst

Orihuela lagde i 2017 asfalt til det indledende holdløb, som i suveræn stil blev vundet af BMC foran Team Sky. Vueltaen kom forbi i 2011, hvor Chris Sutton vandt løbets første massespurt, og i 2019, hvor Alessandro Petacchi var hurtigste mand.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

2. etape

Siden sin tilbagevenden til kalenderen har Volta a la Comunitat Valenciana som regel haft to muligheder for sprinterne. Det synes også at blive tilfældet i år, hvor den første af de lettere etaper kommer om torsdagen. Som det ofte har været tilfældet i det spanske løb, er det imidlertid langt fra givet, at alle de hurtige folk kommer med hjem, for selvom det hele slutter med en 40 km lang nedkørsel, har der forinden været så mange højdemeter, at der nok skal blive ryddet lidt ud i feltet.

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km med både start og mål i feriebyen Alicante på den spanske østkyst. Der lægges benhårdt ud, i det det allerede fra start går via et let stigende stykke mod nordvest, inden man fortsætter med at klatre mod nord. Kort efter rammer man kategori 2-stigningen Puero de Maimo (8,3 km, 3,9%), der er en lang jævn stigning, som aldrig bliver stejl. Toppen rundes efter 24,5 km, men der venter ingen umiddelbar nedkørsel. I stedet snor man sig igennem let kuperet terræn mod nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Onil (5 km, 5,6%), der er en anelse stejlere, men aldrig når op på mere end 7%. Toppen i mere end 1000 m højde nås efter 57,7 km, hvorefter en længer nedkørsel leder mod nordøst forbi dagens spurt, der kommer efter 78,8 km.

Efter forplejningen i det nordligste punkt sætter man kursen mod syd og sydvest, og herfra begynder det atter at sige let. Kort efter rammer man officielt kategori 3-stigningen Alto de Carrasqueta (7,8 km, 3,4%), der ligeledes er en jævn, let opkørsel. Fra toppen resterer der fortsat 40,3 km, og de består af en lang, jævn og ukompliceret nedkørsel, der fører mod syd ned mod Alicante. Her begynder det at stige let med 5 km igen, hvorefter det falder ganske let over de sidste 3 km. Finalen er teknisk ukompliceret, idet der over de sidste 3 km kun er to meget bløde sving på næstsidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2454 højdemeter.

Med tre lange stigninger og 2500 højdemeter er der ingenlunde tale om en let etape, slet ikke i et løb, der for mange er sæsondebut. Stigningerne er dog typisk for regionen, nemlig lange, jævne opkørsler, der aldrig bliver stejle. Da klassementsrytterne intet incitament har for at skabe kaos, og da der er en del hårdføre sprintere til start, peger alt derfor, at et reduceret felt skal slås om sejren i det første af to forventede spurtopgør.

Alicante har ikke tidligere været mål for et stor cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

3. etape

2. etape gav mulighed for at varme klatrebenene op, og i et løb med smuk progression bliver der over de næste dage skruet gradvist op for vanskelighederne. På løbets tredje dag venter således en betydeligt hårdere sag, hvor der ikke er mange kilometer med flad vej, og med en finale, der byder på to eksplosive stigninger inden for de sidste 20 km er der lagt op til et slag mellem de bedste puncheurs på en etape, der dog næppe vil skabe de helt store forskelle i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 194,3 km, som fører feltet fra Quart de Poblet til Chera. Startbyen er en forstad til Valencia næsten helt ude ved den spanske kyst, og herfra bevæger man sig igennem relativt fladt og gradvist let stigende terræn mod nordvest væk fra vandet. Det fører frem til det kuperede område omkring målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Her drejer man mod sydvest for at ramme den første af de to stigninger, der vil indgå i finalen. Det er kategori 3-stigningen Sot de Chera (3,7 km, 6,2%), der stiger med 5-7,5% hele vejen op og har top efter 54,0 km. Herfra går det direkte ned til bunden af den sidste kategori 3-stigning, Salto de la Mora, der over 5,4 km stiger med 4,5%, men som kun byder på stigningsprocenter på 3-5 afbrudt af et kort stykke med 6,6% ca. 5 km fr stregen. Toppen rundes med 2,4 km igen, hvorefter det kortvarigt flader ud, inden det atter begynder at stige med 3,4% over den sidste km.

Efter at have passeret målstregen afsluttes løbet med en omgang på den 127,9 km lange rundstrækning i området nordvest for målbyen. Først fortsætter det med at stige, mens man kører mod sydvest op over kategori 3-stigningen Alto Reuqena (5,8 km, 4,4%), der har top efter 78,8 km. Den leder op til et flsdt plateau, hvor den indlagte spurt venter efter 78,8 km. Herfra drejer man mod nordvest, hvorefter det atter begynde at stige let, inden man drejer mod nord og kører frem til det højeste punkt. Derefter begynder det endelig at falde mod nord og nordøst ned til bunden af kategori 3-stigningen Mata Parda (6,0 km, 5,5%), hvis top rundes efter 138,0 km. Herfra falder det let mod sydøst og syd over et længere stykke, indtil man atter kommer til finalen med kategori 3-stigningerne Sot de Chera og Salto de la Mora. Den første har top med 12,6 km igen, og den anden med 2,4 km til stregen, men der er ikke bjergpoint ved sidste passage af sidstnævnte. Efter toppen bugter vejen sig let, indtil der er to skarpe sving i træk med ca. 300 m igen.

Etapen byder på i alt 3210 højdemeter.

Modsat den foregående etape har sprinterne ikke mange chancer i en finale, der byder på to eksplosive stigninger, hvor særligt den første nok burde kunne skabe lidt udskilning. Den sidste er imidlertid ikke voldsomt vanskelig, og da det endda flader ud ind mod mål, er det ikke en dag for klatrere. Tværtimod kan eksplosive puncheurs se frem til at slås om sejren, så mon ikke folk som Alejandro Valverde og Greg Van Avermaet har kig på denne etape som en mulighed.

Chera har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

4. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger. Den model fastholdes i år, hvor der finalen dog er en anelse lettere end i de tidligere udgaver. Denne gang skal der sluttes på den korte Ermita Santa Llusia i Alcossebre, hvor vi for to år siden så en medrivende Vuelta-finalen, og selvom der ingenlunde er tale om verdens sværeste stigning, burde en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 9% nok kunne skabe visse forskelle i det, der vil blive klatrernes eneste chance for at vinde tid efter enkeltstarten.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, som fører feltet fra Vila-Real til Alcossebre. Startbyen ligger ganske få kilometer fra den spanske østkyst, og man lægger ud med at vende ryggen til havet for at køre mod nordvest via et let stigende stykke. Herefter går det mod nord via et plateau, indtil man tager hul på dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Culla (11,3 km, 4,8%), der har top efter 67,6 km. Herefter kører man nordøst, sydøst og sydvest via et faldende stykke ned til bunden af kategori 2-stigninegn La Bandereta (4,4 km, 6,7%), hvis top rundes efter 102,8 km. Endnu en skarp nedkørsel leder nu mod sydøst ned til dagens spurt, der er placeret efter 116,0 km.

Vanskelighederne fortsætter med det samme, idet man nu kører mod nord op ad kategori 2-stigningen La Serratella (10,7 km, 3,9%), hvis top passeres efter 135,4 km. Først her venter et længere lettere stykke, idet en nedkørsel nu fører mod nord og øst. Herefter venter et rullende stykke, der fører mod sydøst, inden dent til slut falder let ned mod Alcossebre og den afsluttende stigning, Ermita de Santa Lucia, der er i kategori 1. Der er tale om en 3,7 km lang opkørsel, der stiger med 8,8% i gennemsnit. De første to km stiger med hhv. 7,1% og 8,0 %, mens det over de sidste 1700 m stiger med knap 10,5%. Der er ingen sving før kort inden den røde flamme, hvorefter der venter to skarpe kurver og et hårnålesving, inden vejen bugter sig let over de sidste 700 m.

Etapen byder på i alt 3269 højdemeter.

Etapen er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, men afstandene vil være begrænsede. De indledende stigninger kommer for tidligt til at gøre en forskel, og derfor vil det være et relativt intakt felt, der skal slås om sejren på den sidste stigning. Den er ganske stejl på de sidste knap 2 km, men der er samtidig tale om en så kort sag, at det mere handler om punch og eksplosion end klatreevner. Med andre ord er der tale om en lækkerbisken for en fyr som Alejandro Valverde, der her drømmer om at lægge grundstenen til endnu en samlet sejr.

Samme finale blev benyttet i Vueltaen i 2016, hvor Alexey Lutsenko viste sig som den klart stærkeste i et udbrud og sejrede med 42 sekunder ned til Merhawi Kudus. Længere tilbage nåede Alberto Contador, Chris Froome, Michael Woods og Esteban Chaves mål I samme tid, hvorefter der var huller på op til knap 30 sekunder mellem favoritterne. Vincenzo Nibali med et nederlag på 26 sekunder den største taber.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

5. etape

Nøjagtigt som i tre to foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I tidligere udgaver har man undervejs skullet op over en ganske hård bakke, der for to år siden skabte en del udskilning, men i år har man fjernet den forhindring. I stedet er der tale om en for løbet helt usædvanligt nem sag, hvor der afsluttes med omgange på en rundstrækning i Valencia, og hvor der derfor er lagt op til en stor massespurt.

I alt skal der tilbagelægges bare 88,5 km, der fører feltet fra Paterna til Valencia. Startbyen er en forstad til målbyen, og den indledende del af etapen består således af en lille sløjfe mod nordvest. Først kører man mod nordøst igennem fladlandet, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkter. Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod syd ind gennem forstæderne og direkte ind til hjertet af Valencia.

Efter 53,3 km krydser man målstregen for første gang, og derefter afsluttes løbet med fem omgange på den 7 km lange rundstrækning. Der er tale om en helt flad, men halvteknisk sag, hvor der undervejs er en del sving. Kort efter 3 km-mærket drejer man to gang i rap, inden et længere lige stykke leder frem til endnu med 1500 m igen. Herefter bugter vejen sig let, inden det sidst sving venter med 500 m igen.

Etapen byder på i alt bare 361 højdemeter.

Som sagt har man ændret på etapen i forhold til tidligere, så der denne gang ingen bakker er, og da det meste af etapen finder sted i nærheden af eller i storbyen Valencia, burde vinden heller ikke komme i spil. Der er med andre ord lagt op til en stensikker massespurt - hvis man altså ikke som for et par år siden undervurderer de tekniske udfordringer til slut og dermed lader et udbrud atter snyde de hurtige folk

Sidste år endte det i den ventede massespurt, hvor Jurgen Roelandts profiterede af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny Van Poppel og Clement Venturini. I 2017 endte det hele i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Favoritterne

I den første udgave af løbet efter dets tilbagevenden til den internationale kalender var Wout Poels ganske suveræn. Hollænderen tog en meget overraskende sejr på enkeltstarten og var i en klasse for sig på den stejle Xorret del Cati. Han forsvarede sig fint i den mere eksplosive finale på Fredes-stigningen, hvor Dan Martin vandt, og Sky var undervejs i fuld kontrol på de fladere etaper.

Løbet var med sine to bjergetaper og sin enkeltstart et helt klassisk etapeløb tilpasset grand tour-ryttere og folk, der excellerer i ugelange begivenheder. Det ændrede sig imidlertid markant i 2017, hvor indførslen af et næsten umenneskeligt langt holdløb reelt gjorde det til en kamp mellem kun nogle meget få hold, sevom det dog alligevel lykkedes Nairo Quintana med en sejr på den ganske svære kongeetape til toppen af den stejle Alto Mas De La Costa at overvinde et ret stort tidstab på holdløbet. Sidste år blev holdløbet neutraliseret som følge af dårligt vejr, og derfor blev løbet i alt væsentligt afgjort på kongeetapen samt den mellemkuperede 2. etape, hvor det ganske overraskende lykkedes Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Jakob Fuglsang at køre væk.

I år vender man tilbage til et format, der minder meget om 2016-udgave. Igen synes løbet at have to klare nøgleetape, hvoraf den ene er en kort enkeltstart med en væsentlig stigning, og hvoraf den anden har mål på en kort, stejl stigning skabt til de mest eksplosive klatrere. Med elimineringen af holdløbet har man sikret, at løbet igen har et betydeligt bredere favoritfelt, men det ændrer ikke på, at tidskørslen fortsat er meget afgørende. Formentlig grundet den tidlige kalenderplacering udelader arrangørerne nemlig områdets længste og højeste stigninger, og ligesom i de foregående udgaver har kongeetapen ikke mål på noget bjerg, men derimod en kort sag, hvor det i høj grad er muligt at begrænse eventuelle tab.

Heller ikke denne gang er det derfor et løb for rene klatrere. Dertil er enkeltstarten alt for vigtig, og selvom den har en kort bakke til slut, består den hovedsageligt af fladt tonserterræn uden mange sving. Det er klart, at den stejle målbakke betyder, at de helt tunge specialister sættes ud af spillet, men de små klatrere vil samtidig miste alt for meget på den flade indledende del. Det er derfor en etape for de lidt lettere specialister samt ikke mindst de alsidige etapeløbsryttere, der har et godt punch på en stigning som denne.

Enkeltstarten vil sammen med kongeetapen skabe forskellene, og den afsluttende stigning i Alcossebre er da også stejl nok til at eliminere en stor del af tempofolkene. Vi så således i Vueltaen i 2016, at favoritterne sagtens kunne splittes op på den stejle sidste del, men vi så samtidig, at forskellene var ganske små og mindre end 30 sekunder mellem klassementsrytterne. Ingen kan derfor vente de helt store tidsgevinster, og derfor kommer man ingen vegne, hvis ikke man også kører en god enkeltstart, der umiddelbart ligner den vigtigste etape. Det styrkes af det forhold, at løbet er uden bonussekunder, hvorfor man ingen ekstra gevinst får ved at vinde kongeetapen.

De øvrige etaper ventes ikke at komme i spil. Stigningerne på 2. etape er for lette og kommer for tidligt til at spille en rolle, og både 2. og 5. etape bør derfor ende i massespurter. 3. etape har ganske vist en ret interessant finale, der sagtens kan blive vundet af en klassementsrytter som Alejandro Valverde, men da den sidste bakke er ret let, er det snarere en sag for eksplosive klassikerryttere end for mere klatrestærke, og der vil altså heller ikke være tidsbonus at vinde. Da rytterne samtidig kan se frem til en vejrmæssigt flot uge med høj solskin og en regnfuld søndag, burde heller ikke vinden komme i spil.

Med andre ord er det et løb for en god temporytter, der kan være med helt fremme på enkeltstarten, og som samtidig kan gøre sig gældende på den meget eksplosive kongeetape. Dermed er det også nærliggende at pege på Alejandro Valverde som favorit også til årets løb. Den spanske veteran var ganske enkelt i særklasse sidste år og har som bekendt tradition for at starte sine sæsoner i et hæsblæsende tempo, der har givet ham et hav af sejre i årets første måneder. I år lykkedes det ham imidlertid ikke at vinde på Mallorca, men det skyldtes ikke dårlige ben. Førstedagens løb var for let, og han blev for skarpt markeret af rivalerne til, at det var muligt at kontrollere. Andendagens løb blev grundet en ruteændring slet ikke for klassiske klatrere og atter var Valverde totalt mandsopdækket, inden han til allersidste fik feltet til at sprænges på bakke op mod mål. I lørdagens løb var han med helt fremme på stigningen, men i de iskolde betingelser foretrak han at trække i varmt tøj fremfor at kaste sig ud i en livsfarlig nedkørsel med Tim Wellens, inden han til slut viste stor styrke på den sidste bakke.

Valverde er måske ikke helt så skarp som sidste år, men han kommer i hvert fald fra Mallorca med stor tilfredshed med formen. Han kan glæde sig over, at det blandt de meget alsidige klassementsryttere kun er Geraint Thomas, der er til start, og da waliseren ikke ventes at være i storform, vil Valverde være blandt de bedste klatrere på enkeltstarten. Han er ganske vist ikke specialist, men netop en kort enkeltstart med en eksplosiv stigning er ganske god for ham. Det samme er naturligvis kongeetapen, der med sin eksplosive karakter er som skræddersyet til Valverde. Denne gang er han også bakket op af et fornuftigt hold med særligt formstærke Nelson Oliveira og Ruben Fernandez, og de vil hjælpe med at kontrollere tingene. Enkeltstartens store betydning gør samt det forhold, at Valverde ikke er specialist, gør, at Valverde bestemt ikke er tårnhøj favorit, men med sin alsidighed og favoritstatus på kongeetapen må han være manden, der skal slås.

Hans værste rival må være Ion Izagirre. Baskeren er som bekendt specialist i ugelange etapeløb, hvor han nu i flere år har været en af verdens allerbedste. Samtidig er han kendt som en skarp starter, der altid kører stærkt fra første fløjt, og han kan se frem til et løb, der burde passe ham fint. I gamle dage ville han måske endda have været den naturlige topfavorit, for dengang var han blandt verdens allerskarpeste temporyttere. Det har desværre ændret sig i de seneste to år, hvor han har leveret den ene skuffende enkeltstart efter den anden. Denne tidskørsel har også lidt for mange powerstykker til virkelig at passe ham, men til gengæld elsker han en kort stigning som den, der venter til sidst. Under alle omstændigheder bør han blandt de bedste klassementsryttere. Han har samtidig gang på gang vist sin styrke på korte, eksplosive stigninger som den, der venter på kongeetapen, og han har således hele pakken til at køre med om sejren.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I det hele taget står Astana fremragende. Sidste år blev Luis Leon Sanchez nr. 2 i løbet, hvilket ikke var uventet af en mand, der er kendt for sine evner først på sæsonen. Også i år er han startet ud som lyn og torden med fejende flot kørsel i Australien, og går det ligesom sidste år, er han nu blot endnu bedre. På papiret burde han i den grad kunne drage fordel af enkeltstarten, men desværre har det i de senere år knebet en del med tidskørslerne, der ellers tidligere var hans speciale. Særligt sidste år skuffede han fælt i kampen mod uret, men på papiret burde den indledende etape stadig være til hans fordel. Han har i hvert fald en god chance for at slå de øvrige favoritter, og klatrer han lige så godt som sidste år, vil han også være med helt fremme på den eksplosive kongeetape, selvom den sidste stigning er en anelse for stejl efter hans smag.

For nogle år siden var Adam Yates kendt som en meget langsom starter, men det ændrede sig sidste år, hvor han lagde stærkt ud med at blive nr. 2 bag Valverde på kongeetapen i dette løb. Også i år meldes ha faktisk at være glimrende kørende, og han kommer i hvert fald til løbet med visse ambitioner. Er han vitterligt kørende, er kongeetapens skræddersyet til eksplosive Yates, der er en af de få, der kan byde Valverde op til dans. Til gengæld er enkeltstarten en stor udfordring for Yates, der er alt andet end specialist. Han har imidlertid tidligere i Baskerlandet og sidste år i Touren, at han på kuperede og særligt korte enkeltstarter kan gøre det ganske godt, ligesom bror Simon gjorde det på den rullende 1. etape i Giroen sidste år. Der er lidt for meget power på 1. etape her til, at han kan være med helt fremme, men kan han bekræfte de opløftende tendenser fra nogle af de foregående enkeltstarter, kan han sagtens begrænse tabet så meget, at han kan være med helt i front, ikke mindst fordi han bør flyve op ad den sidste bakke.

Egentlig burde det ligge på den flade for Geraint Thomas at vinde dette løb. Blandt klassementsrytterne er han den i særklasse bedste temporytter, og han burde være den helt klare favorit til at vinde 1. etape. Også den eksplosive 4. etape passer ham glimrende, og al logik ville derfor egentlig tilsige, at Thomas var manden, der skulle slås. Efter et efterår i festens tegn har han imidlertid indrømmet, at hans form er langt fra det vanlige niveau, og at han er flere uger efter sit vanlige skema, også selvom han i de seneste uger har trænet hårdt i Los Angeles. De seneste billeder af Thomas, der dog er fra før hjul, lignede da også mere fotografier af en kuglestøder, der havde været på ferie hos Carlos Betancur, ed en Tour-vinder, og han skal derfor have forbedret sig ret markant, hvis han som i tidligere år skal komme flyvende ud af starthullerne. Omvendt er Thomas bare en klasserytter, der aldrig helt kan afskrives. Selv i halvdårlig form har han en reel chance for at vinde en del tid på enkeltstarten, og da kongeetapen ikke vil skabe de helt store forskelle, kan det måske alligevel være nok til, at Thomas faktisk kan vinde løbet.

Et mere atypisk bud på en vinder må være Nelson Oliveira. Portugiseren kommer ganske vist til Spanien med den intention at hjælpe Alejandro Valverde, men det kan blive til meget mere end det. Oliveira er nemlig en af feltets bedste temporyttere og har en fremragende chance for at vinde den indledende tidskørsel, der med sin kombination af bakke og fladland passer ham ganske udmærket. Hans store problem er, at han er langt bedre over længere distancer og kun sjældent kører med om sejren på de helt korte ruter, men sammenlignet med mange af klassementsrytterne er han overlegen. Man skal ikke glemme, at han i de seneste to år er blevet hhv. nr. 4 og 5 til VM, hvilket siger vi alt om, at taler om en af verdens bedste i disciplinen. Samtidig synes han at være i fremragende form, efter at han trods hjælpearbejde for Valverde blev nr. 6 i det hårdeste løb på Mallorca. Kører han stærkt på 1. etape og måske endda erobrer førertrøjen, burde han have gode muligheder for at tilkæmpe sig en beskyttet rolle, også selvom han naturligvis først og fremmest skal støtte Valverde. Han vil utvivlsomt tabe tid til de bedste på 4. etape, men har han sikret sig en solid buffer forinden, kan man bestemt ikke udelukke, at han kan ende øverst på podiet.

Dylan Teuns gør debut for Bahrain-Merida og er blevet lovet en kaptajnrolle i sit første løb. Det er meget uklart, hvor han står efter vinteren, men holdskiftet kan meget vel have givet ham masser af motivation til en stærk start. Normalt ville man ikke have tilskrevet ham de store chancer i et løb med en vigtig enkeltstart, for den individuelle disciplin har altid været en markant svaghed. Det ændrede sig imidlertid i Vueltaen, hvor han kørte to fremragende enkeltstarter, der rakte til 11. pladser. Det vidner om en vis fremgang, der dog først skal bekræftes, men er der vitterligt tale om et nyt niveau, burde 1. etapes rute passe ham fint. Det samme er tilfældet for kongeetapen, hvor en kort, stejl stigning er ideelt for manden, der specialiserer sig i stejle mure. Hans forrygende efterår med en fabelagtig Vuelta og en 3. plads i il Lombardia var tillige vidnesbyrd om et helt nyt niveau, som vil bringe ham helt i front på 4. etape, hvis han altså er kommet godt igennem vinteren.

De seneste år har mildt sagt været katastrofale for Rui Costa, der dels har kæmpet med svage præstationer og i 2018 også med en knæskade. Når han endelig var skadesfri, kørte han imidlertid ganske stærkt, først i Tour de Romandie, hvor han atter lignede sig selv, og siden ved det knaldhårde VM, hvor han kørte i top 10. Ifølge eget udsagn gav det ham motivation til at arbejde hårdt i løbet af vinteren, og han har forud for løbet lydt som en mand med stor tiltro til egen form. Han har da også meget ofte været bedst kørende i årets første måneder, og dette burde være et løb, der passer ham. Det er ganske vist mange år siden, at han har kørt en god enkeltstart, som synes at være blevet en mere tydelig akilleshæl på det seneste, men en Costa i form burde kunne klare sig hæderligt på den rute, der venter onsdag. Herefter er det op til ham selv at gøre arbejdet færdigt på kongeetapen, hvor den eksplosive finale burde passe godt til ham, også selvom den er en anelse for stejl for ham. Tidstabet på enkeltstarten vil nok være for stort til, at han kan vinde, men han burde kunne køre med i kampen om de helt sjove placeringer.

Ben Hermans aspirerer til titlen som sidste uges mest uheldige mand. Han kom nemlig fra Mallorca helt uden resultater, men det skyldtes i hvert fald ikke dårlig form. I det første løb blev han sat ud af spillet af det store styrt, og i lørdagens hårdeste løb var han klar til at køre finale med Tim Wellens, Emanuel Buchmann og Sergio Higuita, da en punktering næsten med sikkerhed kostede ham en podieplads. Resultaterne fortæller således slet ikke den reelle historie om hans gode form, og han vil i den grad være opsat efter revanche. Man skal ikke glemme, at Hermans i 2017 var flyvende i februar, hvor han blandt andet vandt Tour of Oman i overlegen stil, og den eksplosive stigning på kongeetapen har hans navn skrevet ud over sig. Samtidig var han i hvert fald i tiden hos BMC en glimrende temporytter. Det skal han fortsat bekræfte hos Israel Cycling Academy, der ikke har samme fokus på disciplinen, men som udgangspunkt burde han være en af de klassementsryttere, der kan gøre det bedst på 1. etape.

Det er er lidt svært at sige, hvad man skal mene om David De La Cruz . Spanieren havde nemlig et meget skuffende 2018, hvor han aldrig indfriede forventningerne. Derudover kørte han enkeltstarter, som vinden blæser, efter at han lagde ud med at tage en choksejr i Ruta del Sol, men derefter kun levede op til forventningerne på Vueltaens lange enkeltstart. Det er derfor meget svært at vide, hvad vi skal forvente af ham på 1. etape, og meget vil afhænge af, hvordan han er kommet igennem vinteren. Med overraskelsen i Ruta del Sol in mente, kan han imidlertid atter blive lidt af en joker. Til gengæld passer kongeetapens eksplosive karakter ham ingenlunde perfekt, og særligt med tanke på hans generelle klatring i 2018 vil han nok tabe lidt tid til de bedste.

Modsat Hermans var Jesus Herrada en af Mallorcas vindere. Med klog kørsel foregreb han favoritterne og vandt således det første løb, inden han fulgte det op med en top 5 på andendagen. Det vidner om, at han atter er kommet stærkt ud af vinteren, og han kan i denne uge se frem til et løb, der passer ham. Egentlig burde han med sin gode form være langt oppe på listen over favoritter, men desværre har han i de sidste mange år været en skygge af sig selv på enkeltstarterne. I gamle dage var han ellers en slags semispecialist, men skal man for alvor tro på ham, skal han rejse sig markant i forhold til de senere år. Kongeetapens eksplosive karakter burde til gengæld passe ham ganske godt, også selvom han utvivlsomt havde foretrukket, at målstigningen var knap så stejl.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Roman Kreuziger gør debut for Dimension Data og plejer at starte sine sæsoner ganske stærkt. Meldingen fra holdet er da også, at han har visse ambitioner, og er han vitterligt velforberedt, burde han i hvert fald være med fremme på kongeetapen. I de senere år har han nemlig gjort klassikerne til lidt af et speciale, og selvom han ikke just er eksplosiv, er han stærkt på korte stigninger. Problemet for ham er til gengæld enkeltstarten, der i karrierens unge år var en force, men som i de seneste talrige sæsoner har været en markant svaghed. Det er således svært at se Kreuziger være med i kampen om sejren, men med god form kan han komme ganske langt.

Astanas tredje kort er Pello Bilbao, der dog må være under Izagirre og Sanchez i hierarkiet. Således er han den svageste temporytter af de tre, og han har heller ikke samme tradition for at starte sine sæsoner stærkt ud. Kongeetapen burde ellers passe ham ganske glimrende, men tidstabet på enkeltstarten vil formentlig gøre ondt. Omvendt skal vi ikke glemme, at han sidste år i Giroen på en ganske tilsvarende rute kørte chokerende godt, og selvom han har til gode at genbekræfte de takter, vidner det om, at han har en overraskelse i sig. Om formen rækker langt, er nok mere tvivlsomt, selvom han trods alt startede hæderligt sidste år.

Mallorcas sensation var Sergio Higuita, der som bekendt havde skrevet kontrakt med EF, men i december besluttede sig først at tjene lidt flere lærepenge hos Fundacion Euskadi. Efter ikke at have imponeret i sin tid hos Manzana Postobon fik han sit store gennembrud i den forløbne uge, først med en 6. plads i det første løb og siden med en sublim 4. plads i det hårdeste løb, hvor han kun kan ærgre sig over, at han ikke kunne følge Wellens til allersidst. Det vidner om en fremragende form, der naturligt bør bringe ham helt frem på kongeetapen. Desværre bliver det meget svært for ham også at blande sig helt fremme i klassementet, da han ingenlunde er enkeltstartsspecialist, og uden den specifikke træning i denne meget specielle disciplin vil han formentlig få sig lidt af en lussing på 1. etape.

Det samme er tilfælde for Dan Martin. Ireren har en berettiget forventning om en stærk præstation på kongeetapen, i hvis eksplosive finale han er en af verdens allerbedste. Til gengæld må vi også konstatere, at han aldrig bliver tempospecialist, og der burde vente et betydeligt nederlag på 1. etape. Det vil han næppe kunne kompensere for på kongeetapen, hvor den afsluttende stigning som bekendt er alt for kort, og hans bedste chance vil derfor nok være en etapesejr. Samtidig var han ikke alt for imponerende på Mallorca, hvor han manglede det sidste i fredagens løb og udgik lørdag, hvilket dog meget vel kan tænkes at skyldes kulden.

Endelig vil vi pege på Diego Rosa. Italieneren har haft en forfærdelig tid på Sky, hvor han fik næsten hele 2018 ødelagt af kyssesyge. Derfor er det svært at være meget optimistisk på hans vegne, men vi skal ikke glemme, at Rosa er en klasserytter, der for tre år siden lagde ud som lyn og torden i netop dette løb. Der kørte han landt andet en fremragende enkeltstart, og selvom det ikke er hans specialitet, viser det, at han kan overraske på 1. etape. Vi har stadig til gode at se ham rejse sig igen, men er han vitterligt både rask og velforberedt, kan den tidligere toer i Il Lombardia måske bruge dette løb til at rejse sig igen.

Andre kandidater tæller Jack Haig, der dog ikke plejer at være i god form på denne tid af året, Jose Goncalves, der viste god form i det første løb på Mallorca, og som kører en god enkeltstart, men somnok får visse problemer på kongeetapen, Esteban Chaves, der dog først og fremmest skal genfinde løbsrytmen efter sin lange pause, alsidige Koen Bouwman, samt Matej Mohoric, Hermann Pernsteiner, Raul Alarcon, Floris De Tier, Mikel Nieve, Merhawi Kudus og Amaro Antunes, der dog alle vil miste for meget tid på enkeltstarten, selvom de to sidstnævnte har tradition for at lægge ud som lyn og torden.  Omvendt vil tempospecialisten Jan Tratnik tabe for meget på kongeetapen, og det samme vil nok være tilfældet for Tony Martin , der ikke har klatret på sit gamle niveau i flere sæsoner. Endelig skal det blive ganske interessant at følge vinderen af Baby-Giroen, Alexander Vlasov, samt den spændende Ag2r-debutant Geoffrey Bouchard ligesom man aldrig helt ved, hvad man skal forvente af Rein Taaramae , der efter en stærk afslutning på 2018 måske kan overraske.

***** Alejandro Valverde

**** Ion Izagirre, Luis Leon Sanchez

*** Adam Yates, Geraint Thomas, Nelson Oliveira, Dylan Teuns, Rui Costa

** Ben Hermans, David De La Cruz, Jesus Herrada, Roman Kreuziger, Pello Bilbao, Sergio Higuita, Daniel Martin, Diego Rosa

* Jose Goncalves, Rein Taaramae, Tony Martin, Jan Tratnik, Amaro Antunes, Merhawi Kudus, Jack Haig, Esteban Chaves, Alexander Vlasov, Koen Bouwman, Geoffrey Bouchard, Ruben Fernandez, Matej Mohoric, Hermann Pernsteiner, Raul Alarcon, Floris De Tier, Mikel Nieve

Danskerne

Mest interessant bliver det at følge Magnus Cort, der burde få frit spil til at jagte etapesejre på 2. og 5. etape, og som måske endda vil kunne gøre sig gældende på 3. etape, selvom det i begyndelsen af februar nok er usandsynligt. Mads Würtz Schmidt skal støtte Jose Goncalves og særligt Rick Zabel på Katusha i sin sæsondebut, mens Christopher Juul får nok at gøre med at servicere Adam Yates, Esteban Chaves, Jack Haig og Matteo Trentin på et meget stærkt Mitchelton-mandskab. Lars Bak får ligeledes travlt med at køre spurter for Giacomo Nizzolo og støtte Roman Kreuziger i klassmentet.