Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta a Burgos

Optakt: Vuelta a Burgos

28. juli 2020 12:00Foto: Team Ineos

Corona-krisen har ikke mange vindere, men skal man inden for cykelverdenen pege på et løb, der har draget fordel af omstændighederne, er det Vuelta a Burgos. Det traditionelle opvarmningsløb til Vueltaen har igennem flere år kæmpet med at leve op til tidligere tiders storhed, men i 2020 står løbet foran en renæssance. Som det første ProSeries-løb i Europa efter den lange løbspause har det haft en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på de mange stjerner, der jagter løbskilometer i den tidlige del af sæsonen, og derfor er der lagt op til en sand stjerneparade, når det over de kommende fem dage går løs med den traditionelle bjergrige rute, der i år ikke skal agere opvarmning til en spansk, men derimod en fransk grand tour.

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergregioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidaterne ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

 

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun ProSeries-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Således har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i samme periode.

 

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i de senere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

 

I 2016 lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor blev tingenes tilstand i 2017 normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau var til start. Den tendens fortsatte i 2018, hvor man var nede på fire WorldTour-hold i en uge, hvor der var konkurrence fra Tour de Pologne, Tour of Utah og Czech Cycling Tour, og gik igen i 2019, hvor løbet ganske vist var flyttet til BinckBank Tour-ugen, men hvor konkurrenter fra Utah og Tjekkiet var flyttet med, og hvor der også var modstand fra Arctic Race of Norway.

 

Sådan er det heldigvis ikke i 2020. Løbet er den store vinder som følge af corona-krisen, da det afvikles som det første store etapeløb efter løbspausen og derfor har fungeret som fluepapir for alverdens tophold, der desperat har jagtet løbskilometer inden Touren. I den sammenhæng er løbet i Burgos nærmest perfekt, da det med sin bjergrige rute altid netop af fungeret som grand tour-forberedelse. I første omgang var løbet meget tæt på en aflysning, men det stod hurtigt klart, at løbet stod med en hidtil uset chance.  Ikke færre end 40 hold viste interesse i at deltage, og det gav arrangørerne et uhyre stærkt salgsargument over for myndighederne, der desperat jagter en genrejsning af turismesektoren. Med udsigt til massiv tv-dækning og deltagelse af flere verdensstjerner indløb de rette godkendelser og den nødvendige finansiering, og dermed bliver 2020 året, hvor Vuelta a Burgos vender tilbage til tidligere tiders storhed med deltagelse af ikke færre end 14 af de 19 WorldTour-hold og blandt andre fire grand tour-vindere i et felt, der kan få mundvandet til at løbe.

 

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delgado, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana, Alberto Contador og Mikel Landa har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

 

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas De Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det vil ligesom i 2017, 2018 og 2019 ikke være tilfældet i år, hvor man for fjerde år i træk har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være endnu en usædvanligt hård udgave skabt til de rene klatrere. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, men den ryttertype må i år leve med blot en enkelt mulighed.

 

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i de fleste udgaver synes mindst én etape at blive plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frygter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

 

Sidste år endte som et sandt triumftog for den forsvarende vinder, Ivan Ramiro Sosa. Efter allerede at have vundet kongeetapen i Route d’Occitanie fortsatte det colombianske supertalent sin rejse mod stjernerne ved i overlegen stil at vinde begge løbets bjergetaper og dermed vinde løbet for anden gang i træk, denne gang med 31 sekunder ned til Oscar Rodriguez og 42 sekunder ned til Richard Carapaz, som forberedte sig til en Vuelta, han endte med aldrig at køre. Sosa vender tilbage for at forsvare titlen, og denne gang stiller han til start sammen med Carapaz, der også deltager igen, og det samme gør Rodriguez, der nu er kaptajn for et ikke alt for stærkt Astana-hold.

 

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart eller et holdløb, flade etaper, puncheurfinaler samt den store kongeetape til Lagunas De Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men i 2017 ændrede man grundlæggende på løbets format. Således tippede man balancen over til de rene klatrere på en rute, der var den hårdeste i mange, mange år. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for i 2018 og 2019 var der tale om næsten totalt genbrug, hvor den eneste væsentlige ændring var, at løbets to fladeste etaper var nytænkt. Som regel har én af de to haft en stigende finale og den anden en klassisk sprinterafslutning, men sidste år havde alle fem etaper mål på en bakke af varierende længde.

 

Formatet genbruges i år, hvor løbets tre vigtigste etaper alle har samme afslutning som i de seneste år. Som det nu er blevet en fast tradition, lægges der ud med den eksplosive puncheuretape med mål på toppen af den lille Alto del Castillo inde i selve Burgos, hvor klassementsrytterne altid skal passe på med at undgå dumme tidstab. Det virkelige slag om klassementet skal imidlertid igen slås på 3. og 5. etape, hvor der først er mål på den stejle Picon Blanco-stigning, der altså er med for fjerde år i træk, inden det hele kulminerer med løbets traditionelle kongeetape med mål på toppen af Lagunas de Neila-stigningen.

 

Indimellem venter onsdag og fredag to stort set helt flade etaper, hvor arrangørerne med et hav af retningsændringer håber på masser af sidevind. Modsat sidste år håber de mere klassiske sprintere denne gang at komme til fadet, da 2. etape ar en helt flad afslutning, og selvom 4. etapes finale byder på en lille bakke, ventes det også her kun at være vinden, der kan forhindre en massespurt på næstsidstedagen. Med andre ord er der guf for både sprintere, puncheurs og klatrere, men det er sidstnævnte, der skal slås om den samlede sejr igen i år.

 

 

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, og den etape vender i år tilbage som afslutning på åbningsetapen. Som det var tilfældet i både 2017, 2018 og 2019, vil den finde sted på førstedagen og dermed bestemme, hvem der skal bære løbets første førertrøje.

 

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 157 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem fladt terræn mod nordøst, inden det langsomt begynder at falde let ud mod etapens østligste punkt. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn mod nordvest op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod syd.

 

Kort efter drejer man mod vest ind på den normalt flade etapes nyskabelse, kategori 1-stigningen Alto de Altotero (6,3 km, 5,9%), der har to stejle kilometer på knap 8% i bunden, inden den primært stiger med 5-6% resten af vejen op til toppen, som nås efter 75,0 km. Den leder op på Burgos-plateauet, og derfor er der ingen nedkørsel. I stedet følger man en let faldende vej mod sydvest og senere syd, hvor det flader ud med enkelte mindre bakker undervejs. Kort efter drejer man mod sydøst, inden man i udkanten af selve Burgos slår en sløje for nordøst for at køre mod syd ind mod byens centrum.

 

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, men med 3,5 km igen, når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 1509 højdemeter.

 

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Giacomo Nizzole og Carlos Barbero har i storform været med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

 

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Giacomo Nizzolo slog Alex Aranburu i en gfascinerende duel, mens Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, og i 2018, hvor Francesco Gavazzi viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Alex Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato viste sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

Det kan godt være, at Vuelta a Burgos afgøres i bjergene, men det meste af Burgos-regionen er flad. Det kom til udtryk på 1. etape, og det kommer i den grad også til udtryk på 2. etape, der er om muligt endnu fladere end den første. Denne gang har arrangørerne dog ikke gjort brug af deres hang til små finalebakker, der ofte har ødelagt det for sprinterne. Tværtimod venter der denne gang en helt flad finale, hvor det kun synes at være vinden, som kan true en massespurt.

 

Med en distance på 168,0 km er 2. etape en af de længere i løbet, og den fører feltet fra Castrojeriz til Villadiego. Fra starten følger man en næsten helt flad vej mod nordvest frem til byen Melgar de Fernamental, der nås efter 15,0 km. Her drejer man mod øst, hvorefter man i længere tid snor sig i denne retning igennem terræn, der langsomt bliver en anelse mere kuperet med et par mindre bakker undervejs. Efter 54,0 km når man Las Quintanillas, hvor man drejer mod nord, inden man 6 km senere sætter kursen mod nordvest igennem terræn, der stadig er småkuperet. Nu slår man en sløjfe mod syd, inden man kører mod nord med retning mod Villadiego. Inden man når frem slår man et lille smut mod nordøst, inden man kører mod sydvest ind til målbyen, som passeres efter 96,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 72 km lang rundstrækning, der er stort set helt flad og kun har en mindre bakke i finalen. Først går det mod nordvest ud til Sotresgudo, hvor man efter 112,0 km drejer mod sydøst. En lang, lige vej leder ned til Sasamon, som man passerer efter 133,0 km, hvorefter en lige vej leder mod nordøst tilbage til udkanten af Villadiego, som nås efter 144,0 km. Nu går det mod nordøst til det nordligste punkt, inden man kører mod sydøst, syd og sydvest for slutteligt at kører ad en lige vej mod nordvest tilbage til Villadiego. Den eneste lille bakke kommer med knap 20 km igen, men derudover er terrænet fladt. I finalen følger man en lige vej, der over de sidste 2 km er ganske let faldende, indtil man med bare 215 m igen drejer skarp til højre ind på den 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 1179 højdemeter.

 

Feltets sprintere har ikke kørt en massespurt i adskillige måneder, og de er derfor begejstrede for, at arrangørerne i år har indlagt hele to etaper på det flade Burgos-plateau. Derfor vil de næppe lade denne chance gå til spilde, men de skal tage sig i agt. Den kringlede rute har mange retningsændringer efterfulgt af lange, lige, eksponerede veje, og derfor er der garanti for sidevind før eller siden. Hvis styrken er den rette, kan en ellers let etape derfor hurtigt blive ganske dramatisk.

 

Villadiego har to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i forbindelse med dette løb. Det skete i 2015, hvor Vladimir Isaychev var hurtigst i et firemandsudbrud, der højst overraskende snød sprinterne, og i 2014, hvor Matteo Pelucchi vandt den ventede massespurt foran Steven Lammertink og Thomas Damuseau.

 

 

 

 

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget i både 2018 og 2019 og nu igen i 2019, hvor det voldsomt stejle bjerg igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne i det, som allerede er ved at udvikle sig til en lille klassiker.

 

Med sine 150,0 er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sargentes de la Lora til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startbyen ligger i et ganske kuperet område, og det betyder, at der ligesom sidste år vil være lidt udfordringer på programmet undervejs. Først kører man via en nedkørsel mod øst, inden man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Alto de la Mota (4,5 km, 6,0%), der har top efter 20,0 km og leder op til en rundstrækning. Her kører man en enkelt omgang, hvilket betyder, at man efter 39,0 km, når toppen af kategori 3-stigningen Alto Escaleron (3,6 km, 6,0%). Når man for anden gang når bunden af denne stigning, drejer man imidlertid mod nordøst og kører frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km, 7,5%), der bestiges fra sydøst, og hvis top rundes efter 64,0 km.

 

Herefter ændrer etapen karakter. Nedkørslen fører mod nord og nordøst ned til den flade Burgos-slette, der følges mod øst og nordøst frem til Median di Pomar. Her vender man rundt for at køre mod vest, nordvest og til slut nordøst, inden man rammer stigningerne omkring målområdet. Her fungerer kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 7,5%), hvis reelle del dog kun er de sidste 3 km, hvor det stiger med 8,9% over de sidste 900 m, og som har top efter 124,0 km, som opvarmning.

 

Efter den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,3% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning som afslutning på en sidste kilometer, der stiger med 9,2% i snit.

 

Etapen byder på i alt 2636 højdemeter.

 

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle. Der er en stor sandsynlighed for, at vi efter denne etape vil have en meget god ide om, hvem der kan vinde løbet, også selvom løbets traditionelle kongeetape stadig venter. Picon Blanco er nemlig løbets vanskeligste stigning, og i de foregående tre år er vinderen her også endt i den samlede top 2.

 

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas. I 2018 var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De La Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere. Sidste år var den forsvarende vinder Sosa i særklasse, da han nåede mål i ensom majestæt 17 sekunder før Oscar Rodriguez og 24 sekunder før Antonio Pedrero.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne håber sprinterne at få en anden og sidste chance på løbets næstsidste dag. Denne gang har arrangørerne imidlertid været lidt mere tro mod deres natur, og selvom der ikke er tale om en klassisk puncheurfinale, har man alligevel funder plads til en lille bakke på den sidste kilometer. Den kan måske trætte benene lidt, men en massespurt kan kun undgås, hvis vinden blæser kraftigt over det åbne og flade Burgos-plateau.

 

Med en distance på 163,0 km er der tale om endnu en kort etape, som fører feltet fra Bodegas Nbal (Cumiel de Izan) til Roa de Duero. Fra start kører man mod sydøst via et let faldende stykke, inden det begynder at stige let, mens man kører mod nordøst. Herfra snor man sig mod syd og sydvest via er par småbakker, indtil man når etapens sydligste punkt. Nu går det mod nordvest og siden nord op til Aranda de Duero, stadig i fladt terræn med enkelte mindre bakker.

 

Bakkerne bliver færre, når man derfra kører mod nordvest og nordøst op til etapens nordligste punkt, hvor forplejningen er placeret efter 101,0 km. Nu går det mod vest og slutteligt sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører de sidste 7 km mod syd ned til Roa de Duero, hvor målstregen krydses for første gang efter 127,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 36 km lange runde, der er henlagt til området vest for byen. Først går det mod sydvest og siden nord igennem let stigende terræn, inden det kortvarigt flader ud. Dernæst fortsætter man mod nordvest, nordøst, øst og slutteligt syd igennem terræn, der hovedsageligt er let faldende. Slutteligt når man frem til målbyen, hvor man modsat forrige passage kører en tur rundt i centrum. Efter at være passeret igennem to rundkørsler drejer man med 2 km igen til højre i endnu en rundkørsel, inden man med 1,3 km igen foretager en U-vending, der leder ind på en bakke, der indledes med 3%, indtil man med det samme drejer til venstre i endnu en U-vending, hvorefter det stiger med 4-5%. Med 640 m igen drejer man til højre, hvorefter det stiger med 1,9%, inden vejen bugter sig først til højre og siden til venstre over de sidste 500, hvor det først falder let og siden er fladt. Med 220 m igen rammer man den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1244 højdemeter.

 

Igen har arrangørerne sammensat en flad etape, så den er spækket med retningsændringer. Det betyder naturligvis, at risikoen for sidevind på plateauet er overhængende, og det vil stille krav til klassementsrytternes opmærksomhed. Hvis ikke det blæser, peger alt imidlertid på en massespurt, hvor den sidste lille bakke vil favorisere de lidt stærkere typer på bekostning af de allertungeste.

 

Roa de Duero har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2006-udgaven af dette løb, hvor Carlos Torrent vandt en massespurt foran Simone Cadamuro og Jose Joaquin Rojas.

 

 

 

 

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom de tre foregående år denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen ligesom i 2018 sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man for fjerde år i træk har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

 

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 158,0 km fra Covarrubios til Lagunas de Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del har siden 2017 været droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på to mindre kategori 3-stigninger - endda mod tre i både 2017 og 2018.

 

Startbyen ligger på det flade Burgos-plateau, hvor man følger en let faldende vej mod vest til Lerma. Her vunder man rundt for at køre mod sydøst og siden øst tilbage mod stigninger via en let stigende vej. I det kuperede terræn snor man sig herefter mod sydvest via flere mindre bakker, inden man kører mod sydøst ned til det sydligste punkt og derefter mod nordøst op til den første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,5 km, 3,6%), der har top efter 103,0 km. Herefter fortætter man mod nordøst op til forplejningszonen, der nås efter 109,0 km.

 

Efter frokosten drejer man mod sydøst for at følge plateauet yderligere et stykke, inden man drejer man mod nordøst og siden nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,3%), der har top, når der resterer bare 25 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen. Som noget nyt uddeles der bjergpoint for kategori 3-stigningen Alto del Collado (4,0 km, 4,5%) med 4,8 km igen, inden man tager fat på den afsluttende kategori 1-stigning, der herfra stiger med 9,91% i snit.

 

I forhold til sidste år er første del ændret, men fra bunden af de første stigning er resten af etapen uændret.

 

Etapen byder på i alt 2323 højdemeter.

 

Alle, der har kørt Vuelta a Burgos, kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen ligesom de foregående tre år imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret. I 2018 lykkedes det Ivan Ramiro Sosa at overtage førertrøjen i sidste sekund, og noget lignende er bestemt muligt igen i år, når en af Spaniens mest berømte stigninger atter vil være rammen om en fantastisk finale på det spanske bjergløb.

 

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år cementerede Ivan Ramiro Sosa som løbets bedste, da han med en voldsom forcering til sidst akkurat gik forbi Rui Costa, der ellers med et tidligt angreb så ud til at løbe med det hele, mens de øvrige favoritter tabte 14 sekunder. I 2018 var Sosa på spil igen, da han lykkedes med at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det til gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Mikel Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

 

 

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i de seneste tre år. Normalt plejer tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren i 2016 - men som i 2017, 2018 og 2019 er der heller ikke den gang nogen form for kamp mod uret. I stedet er der tale om et løb stort set præcis som i de seneste tre sæsoner, hvor det udelukkende er blevet afgjort i bjergene på 3. og 5. etape, hvor målstigningerne er så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

 

Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. I hvert fald har man hele tre etaper, hvor man drøner rundt på det flade Burgos-plateau, og selv på de to bjergetaper får man de sletteagtige betingelser at mærke. Vi skal dog et par år tilbage for at finde det seneste sidevindsdrama, men måske kan det ske i år. De første to dage ser nemlig ganske blæsende ud, særligt tirsdag. Desværre synes der hovedsageligt at være med- eller modvind, og derfor er det nok snarere 2. etape, der bliver farlig. Derefter venter to mere rolige dage, inden det atter mere blæsende til den afsluttende bjergetape, hvor der måske kan ske noget i indløbet til stigningen, selvom det er tvivlsomt.

 

En helt afgørende faktor kan også blive varme. De første to dage er menneskelige med temperaturer på knap 30 grader, men derefter går det helt amok. Løbet afvikles altid på denne tid af året, men vi skal år tilbage for at finde samme temperaturer som i år. Lørdag hedder den 31 grader, torsdag 33 grader, og værst er det fredag, hvor rytterne på den flade etape skal stege i 36 grader.

 

I de senere år har løbet ikke været sprinterne venligt stemt. Sidste år var alle de tre etaper, der ikke havde bjergfinaler, nemlig for puncheurs, da de sluttede på korte stigninger. I år har den særegne kalender ført til et historisk stærkt felt, også på sprintersiden, hvor mange bruger løbet som forberedelse til Milano-Sanremo. Måske derfor har løbet denne gang to klassiske sprinteretaper onsdag og fredag, hvor klassementet kun vil komme i spil, hvis vinden på særligt 2. etape bliver farlig. Dermed må puncheurtyperne nøjes med den helt klassiske afslutning på Alto del Castillo tirsdag, hvor vi af erfaring ved, at også stærke sprintere kan være med. Samtidig ved vi, at der altid opstår huller i den kringlede finale, og her kan man sagtens tabe værdifulde sekunder, hvis ikke man mestrer positionskampen. Og så skal vi huske, at sidevinden måske kan spille en rolle på denne etape.

 

Der er dog ingen tvivl om, at løbet med det nuværende design med to store bjergfinaler hidtil er blevet vundet af den bedste og mest formstærke klatrer. Historien viser dog, at tidsforskellene på Lagunas de Neila, hvor det kun bliver stejlt til allersidst, sjældent er voldsomt store, ikke mindst nu hvor den første del etapen for fjerde år i træk er ret nem. Stigningen på 3. etape, Picon Blanco, er imidlertid modbydelig, og her vil afstanden kunne blive voldsomme, som det var tilfældet ved de tre seneste besøg. Ingen af bjergetaperne har voldsomt mange højdemeter, og ingen af de to målbjerge er voldsomt lange - specielt ikke den stejle del af Lagunas de Neila - og derfor er punch ikke helt uden betydning, ligesom hang til høje procenter heller ikke er det.

 

Konklusionen er således atter, at løbets mest formstærke klatrer med evner i den slags finaler formentlig vinder løbet. De tabte sekunder på 1. etape vil næppe blive afgørende, men det er klart, at sidevinden skal tages i betragtning, særligt på 2. etape. Endelig er det værd at bemærke, at der aldrig er bonussekunder i løbet, og derfor får eksempelvis Alejandro Valverde ikke meget ud af at køre med om sejren på Alto del Castillo på 1. etape. Det er den reelle tid, som afgør slaget.

 

Hvem er så den bedste klatrer? Det har næppe nogensinde været vanskeligere at besvare det spørgsmål. Cykelsporten er nemlig på mange måder en konservativ sport. Kalenderen er stort set den samme fra år til år, og derfor bliver rytterne og holdene det samme. Nok er alle ryttere forskellige, men man får hurtigt en fornemmelse af, hvem der har brug for mange løbsdage for at finde formen, hvem der typisk er flyvende fra start, og hvem der har for vane at køre stærkt på bestemte tidspunkter.

 

Alle disse erfaringer kan imidlertid næsten lægges helt til side i den meget mærkelige corona-sæson 2020. Selvom mange ryttere betragter det som en frisk sæsonstart, og mange har talt om, hvordan de seneste uger har føltes som vintertræningen frem mod en ny sæson, er det meget vanskeligt at bruge de erfaringer, man gør ved begyndelsen på en almindelig sæson.

 

Betingelserne er nemlig helt anderledes. Én ting er vejret, der har givet langt bedre betingelser for træning, end man ser det i de kolde vintermåneder, hvilket i sig selv utvivlsomt vil have en positiv indvirkning på mange langsomme startere, der har svært ved at mobilisere den store motivation på den kolde årstid. Noget andet er naturligvis selve kalenderstrukturen, der betyder, at de store mål nu kommer med det samme for langt de fleste. Hvis en grand tour-rytter kører langsomt i februar, skyldes det ikke nødvendigvis, at han er en langsom starter. Det skyldes ofte også, at hans store mål først ligger mange måneder ude i horisonten.

 

Sådan er det ikke denne gang. Nok kan man forvente, at i hvert fald ryttere, der satser entydigt på Giroen eller brostens- eller ardennerklassikere, måske vil være lidt længere tilbage fra sæsonstart, mens Tour-rytterne til gengæld må antages at være flyvende fra km 0, men de fleste har samtidig talt om, at den korte, intense sæson er så begrænset, at der er meget lidt plads til justeringer af formen undervejs. Det er således meget få, der har omtalt om en planlagt mere rolig indkøring til de større mål senere på sæsonen, og selv en fyr som Vincenzo Nibali, der har VM og Giroen som de store mål og i de senere år har haft for vane kun sjældent at være i form før sine vigtigste løb, har intentioner om at levere resultater fra start.

 

Alt disse usikkerhedsmomenter gør, at det i større omfang end vanligt bliver gætværk, når man skal pege på favoritter til sæsonens første løb. Normalt baserer en sådan sig på en sammenholdning af rytterkarakteristika med ruten samt naturligvis på en vurdering af formen, men sidstnævnte element er i hvert fald i første omgang pillet næsten helt ud af ligningen. I de kommende uger bliver det i vidt omfang et spørgsmål om at vurdere ruten og rytternes individuelle evner og derudover basere det på en fornemmelse af, hvordan formen kunne være med det kendskab, vi har til rytterprogrammer og rytternes normale formkurvemønstre.

 

Det bliver særligt udtalt i dette løb, hvor feltet nok er stærkt - og i hvert fald langt stærkere end vanligt - men hvor vi mangler en rytter i stil med Primoz Roglic, der vinder ugelange etapeløb, hver eneste gang han stiller til start. Blandt de uhyre mange meget stærke klatrere i løbet er det således kun meget få, der faktisk har vundet løb af denne kaliber, og lægger man usikkerhed om formen ind i ligningen og betragter den enorme jævnbyrdighed blandt de mange favoritter, er der sjældent mange ryttere, som faktisk kan vinde løbet. Det er uhyre sjældent for et løb, der reelt kun afgøres i bjergene og derfor er meget ”rent”.

 

Usikkerheden når derfor også kolossale højder, når jeg peger på de seneste to års vinder, Ivan Ramiro Sosa, som min favorit. Det kan i sig selv virke mærkeligt i et løb med verdensstjerner som Mikel Landa, Simon Yates og Richard Carapaz, men det er formentlig bare et spørgsmål om tid, inden Sosa også hører til i den kategori. Desværre betød hans halvsløje Giro sidste år, at hans stjerne falmede lidt, men tilbage i 2018 var han på alles læber, da han besejrede Miguel Angel Lopez i dette løb, og på mange måder overgik ”mini Bernal” faktisk Tour-kongen i sin sidste sæson hos Androni, der har været trædesten i deres to næsten identiske karriereforløb. Og trods de lidt skuffende resultater var han trods alt igen helt overlegen i dette løb, besejrede Valverde og Uran på kongeetapen i Route d’Occitanie og rundede sæsonen af med at sætte Bernal op til en sejr i et Gran Piemonte, hvor han kørte blandt andre Emmanuel Buchmann ud af hjulet.

 

Sosa lagde også forrygende fra land i år ved de colombianske mesterskaber, hvor han kørte væk fra blandt andre Egan Bernal og Nairo Quintana og lignede stærkeste mand, indtil et styrt og en brækket hånd sendte ham ud af spillet. Nu har han imidlertid trænet godt i Colombia, som han gjorde forud for magtdemonstrationen sidste år, og selvom hans mål er Giroen som superhjælper for Carapaz, virker det sandsynligt, at han har gjort netop dette løb til et fokuspunkt, dels fordi han kan lave hattrick, og dels fordi han her får en sjælden chance. Lagunas de Neila er lige vel eksplosiv for ham, men han har alligevel vundet der to gange, og Picon Blanco passer ham næsten perfekt. Holdet med Carapaz, og Eddie Dunbar ligner et af de stærkeste, og han har store Filippo Ganna til at hjælpe i sidevinden. Alt sammen får det mig til at tro på et hattrick til Sosa trods den knaldhårde modstand.

 

Det bliver dog ikke let at slå sin forgænger. For tre år siden var Mikel Landa ganske overlegen i dette løb, hvor han tog revanche for den bitre Tour-pille, som måtte sluges, da et enkelt sekund kostede ham en plads på podiet. Denne gang er målet dog et andet, nemlig at vise, at han er klar til Touren. Måske er Landas stjerne falmet i tiden hos Movistar, men faktisk lignede han i bjergene næstbedste mand i Giroen sidste år, ligesom han i Touren også var flyvende, indtil det hårde program ramte ham i den sidste uge. I år lagde han trods en uventet slem ribbensskade stærkt ud i Ruta del Sol, hvor det i bjergene trods vejrtrækningsproblemerne kun var Jakob Fuglsang, der var stærkere, og det vidner om, at klassen er tårnhøj.

 

Landa er ikke kendt som nogen suveræn starter, men han er heller ikke kendt som det modsatte, og han er som regel i fin form i forberedelsesløbene til grand tours, som han blandt andet har vist med sejren i Tour of the Alps. For ham er det vigtigt at vise sig værdig til Bahrains nærmest ubegrænsede tillid, og det gør han bedst ved atter at vinde et løb, hvor Lagunas de Neila måske er lidt for eksplosiv, men hvor han allerede har vist, at han kan vinde på Picon Blanco. Bahrain ligner med Damiano Caruso og Pello Bilbao, der begge selv må ventes i form og kan køre i top 10, hvis ikke de skal ofre sig for meget for kaptajnen, et af de stærkere mandskaber, og dermed har Landa også holdet til at gøre det hårdt nok til, at han kan ryste de mere eksplosive typer. Dermed kan også han vinde igen, især fordi holdet også har tyngden til at hjælpe ham i sidevinden.

 

Et andet supertalent er David Gaudu. Den unge franskmand har gang på gang vist, at han efterhånden er meget tæt på verdenseliten, senest i sidste års Tour, hvor han var guld værd for Pinot, inden han rundede sæsonen af med fabelagtig kørsel i de italienske klassikere. Han har lært, at han responderer godt på højdetræning, og han kommer direkte fra Alperne, hvor han har trænet med FDJs Tour-trup. Her får han en chance på en perfekt rute for en klatrer, der tillige har et godt punch, og det er hans eneste mulighed, inden alt handler om Pinot. Han har erklæret sine ambitioner, men desværre er han også totalt utilregnelig og meget svingende, som vi så det i foråret, hvor han floppede fælt i Provence, inden han rejste sig lidt med en 4. plads i Emiraterne. Gaudu udvikler sig stadig med stormskridt, og er han i form, kan han vise sig som bedste klatrer. Til gengæld kan det blive et problem, at hans sidevindsstærke sprinterhold forsvinder som dug for solen i bjergene, og vi så i 2018, at en isoleret gul trøje (Lopez) kan smide det hele væk, hvis han alene skal forsvare sig på Lagunas de Neila.

 

Udover veteranen Valverde, den fallerede Aru og den næppe alt for formstærke Carapaz er Simon Yates løbets eneste grand tour-vinder. Det gør ham naturligt til en favorit i et løb, hvor de relativt få højdemeter og korte etaper kombineret med nogle stejle og relativt eksplosive finaler gør ham nærmest skræddersyet til netop dette løb. Lægger man dertil, at holdet med Jack Haig, Mikel Nieve og Lucas Hamilton er skræmmende stærkt i bjergene, burde Vuelta-vinderen fra 2018, hvor han var helt suveræn overalt, vel egentlig være favorit. Jeg har imidlertid min tvivl om hans form. For Yates handler alt om Giroen, og selvom Il Lombardia kunne være et delmål, tvivler jeg lidt på, at han er flyvende allerede nu. Dertil skal lægges, at Yates slet ikke har været på sit niveau siden 2018, og han kom også meget skidt fra start i år. En Yates i topform vil på denne rute være den naturlige favorit, og derfor kan han sagtens vinde - i hvert fald hvis hans nonchalante kørsel ikke koster i sidevinden - men jeg frygter, at formen ikke rækker allerede nu.

 

Løbets joker er naturligvis Remco Evenepoel. Erfaringen har lært os, at det belgiske fænomen har en udviklingskurve, der er stejlere end Monte Zoncolan, og at han altid kan træde 5 watt mere, end han kunne i går. Derfor tær man slet ikke tænke på, hvor god han er blevet efter et par måneders coronapause, som blev brugt på at lave nogle vilde og voldsomme projekter som at køre op og med ad Muur van Geraardsbergen en hel dag. Meldingen fra Deceunincks træningslejre er, at han - igen - kører som den motorcykel, der i foråret nåede at vinde de to eneste etapeløb, han kørte.

 

Når han alligevel er et stykke nede på favoritlisten, skyldes det, at han stadig har til gode at vise sig frem på længere stigninger, der hidtil har været hans mest oplagte mangelvare, eksempelvis i et Adriatica Ionica Race, hvor han ellers var i fremragende form. Hans kørsel i Algarve viste klar fremgang, men stigningerne her er både længere, sværere og stejlere, og vi så på Malhao i netop Algarve, at han stadig har (eller havde) begrænsninger. Det er bare et spørgsmål om tid, inden Evenepoel også vinder bjergløb som disse, men sker det allerede nu? Svaret har vi på lørdag. Han støttes af Joao Almeida og Andrea Bagioli, der begge trods en lovende sæsonstart må være overmatchet her.

 

Hvad så med Richard Carapaz? Har han Giro-benene er han formentlig løbets stærkeste, for meget så ud til, at han vandt det italienske løb uden nogensinde for alvor at blive testet. Den stadig unge ecuadorianer er næppe blevet ringere siden da, men alligevel tvivler jeg på, at vi ser en flyvende Carapaz i disse uger. Vi ved af erfaring, at han stort set aldrig kører voldsomt stærkt uden for grand tours, og derfor er han oftest ret anonym i ugelange etapeløb, hvis ikke de ligger lige op til en grand tour. Der er en mulighed for, at han ar gjort Il Lombardia til et reelt mål, men jeg tror, at han har øjnene stift rettet mod Giroen og stadig er temmelig rusten. Samtidig er dette en god chance for at sætte point i banken ved at køre for Sosa inden oktober. Omvendt er Carapaz så god, at han bliver meget svær at slå, hvis han vitterligt allerede er i form, og vi så i Tour Colombia, hvor han kørte for Bernal, at han var sjældent stærk så tidligt på året. Derfor kan en Carapaz-sejr ikke udelukkes. Ineos har som tredje kandidat Eddie Dunbar, men hans stjerne falmede lidt i februar, hvor han skuffede lidt i de to chancer, han fik. Her ender han formentlig som hjælper, selvom top 10 ikke kan udelukkes.

 

En spændende kandidat er George Bennett. Newzealænderen skulle egentlig have kørt Giro som kaptajn, men da Laurens de Plus pludselig blev ramt af et tilsyneladende flere måneder langt maveonde - som vist mere handlede om utilfredshed med hans skifte til Ineos - blev han hentet ind som nøglehjælper for de tre kaptajner i Touren. Dem har han trænet med i de seneste uger, og man må formode, at han er temmelig skarp allerede nu. Der er imidlertid også en grund til, at Bennett ikke kører Dauphiné. Han har nemlig haft problemer med at komme for hurtigt i form, og derfor får han en lettere optakt end holdkammeraterne for ikke at brænde ud som i Giroen og Vueltaen i 2018. Derfor har han formentlig holdt lidt igen, men samtidig ved vi altså, at han lynhurtigt træner sig i form. Lagunas de Neila er alt for eksplosiv for ham, men hans eksplosivitet er blevet kraftigt forbedret, som vi blandt andet så i Polen i 2018, hvor han var helt i særklasse på bakkerne. Sidste år fik han ikke mange personlige chancer og gik derfor lidt i glemmebogen, men har han de ben, han viste i sine formstærke perioder i 2018, er han en stærkt undervurderet klatrer, der i Tour-form kan blive farlig i dette løb.

 

Hvor har vi Alejandro Valverde? Dette er et spansk etapeløb, og derfor har veteranen naturligvis vundet det tidligere, men i de sidste mange år har han valgt det fra. Det passer ham ellers fremragende. Lagunas de Neilas eksplosive karakter skriger på navnet Valverde, og Picon Blanco er med sin ikke alt for voldsomme længe og stejle procenter også glimrende for veteranen. Alligevel tvivler jeg på en flyvende Valverde, selvom han med 2. pladsen i Vueltaen nok engang fik bevist, at man aldrig må begrave feltets Duracell-kanin. Det er ellers fristende efter en februar måned, hvor han var historisk ringe, men det var efter hans eget udsagn alene udtryk for den vilde sæsonplan, han havde i et år med både OL og VM for klatrere. Samme logik kan meget vel benyttes nu, da det fortsat er VM, der er hans altoverskyggende fokus, og selvom han er kendt for at køre som den vildeste motorcykel lige fra sæsonstart, har vi i både 2018 og 2019 set, at han er blevet betydeligt mere svingende med alderen. Med knap måneder til VM tror jeg, at formen stadig mangler for meget, og måske er alderen vitterligt også begyndt at trykke. Men på denne rute kan man aldrig afskrive Valverde.

 

Det stærke Mitchelton-Scott har reelt fem mand, der kan køre klassement. I tillæg til Yates drejer det sig blandt andre om Jack Haig, der med stille og rolige skridt nærmer sig verdenstoppen. Vi så i foråret, at han fortsat mangler lidt, men samlede andenpladser i Valencia og Ruta del Sol vidner både om stabilitet og klasse. I Andalusien var han dog også synligt svagere end Jakob Fuglsang og Mikel Landa, men hans udvikling betyder, at han sikkert allerede er bedre nu. Etaperne her måtte gerne have været hårdere, me særligt Picon Blanco er et bjerg, hvor Haig bør kunne vise, at han har taget endnu et skridt mod verdenstoppen. Og selvom hans mål er en hjælperrolle for Yates i Giroen, er det tænkeligt, at han er i form og har ambitioner om at udnytte lidt sjælden frihed i årets første løb.

 

Løbet er den store chance for Jumbos Tour-hjælpere, og det betyder, at også Sepp Kuss får en sjælden chance. Desværre har amerikaneren været uhyre svingende, og som regel har han haft det svært efter sine løbspauser. Der er dog også undtagelser. Hans store gennembrud i Tour of Utah, hvor han ganske enkelt var på en anden planet, kom netop efter en god gang sommertræning, og da han i februar lagde solidt ud i Provence, var han selv meget begejstret over, at det nu lykkedes ham også at køre stærkt fra sæsonstart. Han kommer direkte fra Tignes-træningslejren, og da han responderer godt på højdetræning, skulle det ikke undre, om han er flyvende en måned inden Tour-starten. Til gengæld kan han også falde helt igennem. Det ved vi ikke endnu, men vi ved til gengæld, at den Kuss, der var afgørende for Roglic i en Vuelta, hvor han også vandt en etape, efterhånden er meget tæt på at kunne klatre med de allerbedste.

 

Bora-hangrohe stiller med Rafal Majka¸ der jo desværre aldrig helt er blevet til det, man troede efter Touren i 2014 og Vueltaen i 2015. Heldigvis har han i 2019 rejst sig med hæderlige præstationer i Giroen og Vueltaen, og det fulgte han op med en ganske lovende præstation i UAE Tour i sæsonstarten. Også han har Giroen som mål, men han har også gjort det klart, at han meget gerne vil køre stærkt på hjemmebanen i Tour de Pologne og i Il Lombardia, hvor han ofte har gjort det godt. Majka kan således formodes at være i relativt god form, men man må dog trods alt tvivle på, om polakken fortsat er god nok til at vinde i et felt med så mange superklatrere, som man finder her. Bora stiller også med Felix Grossschartner, men han klatrer ikke godt nok til at vinde et bjergløb i så skrapt et selskab, med Lennard Kämna, der trods forbedringer stadig mangler for meget, og med Matteo Fabbro, der desværre aldrig har indfriet forventningerne.

 

Egentlig burde Enric Mas være blandt topfavoritterne. Det spanske supertalent kom efter et svært 2019 tilbage på sporet med sejren i Guangxi, og selvom hans sæsonstart blev ødelagt af sygdom, kan man håbe, at han er klar til at vise, hvorfor han i en purung alder blev nr. 2 i Vueltaen. Et vigtigt kendetegn ved Mas er imidlertid også, at han er en langsom starter, og derfor er han bestemt ikke prototypen på en rytter, der kommer flyvende ud fra en coronapause. Touren venter lige om hjørnet, og derfor kan han ikke tillade sig at være helt væk, men jeg tror, at han skal tæskes igennem i løbene i august, før han finder sin topform. Movistars tredje kaptajn, Marc Soler, får det nok svært i dette selskab. Ganske vist gjorde han store fremskridt som klatrer i Touren og Vueltaen sidste år, men vi så også i sæsonstarten, at han stadig har sine begrænsninger. Stigningerne her er ganske enkelt for stejle og stjernerne for mange. Antonio Pedrero, der ellers kørte med om sejren sidste år, må nok indstille sig på en hjælperrolle.

 

Det er nu eller aldrig for Fabio Aru. Italieneren insisterer på, at han er tilbage efter at være kommet sig først over sin arterieoperation og siden den sygdom, der ramte ham under Vueltaen. Han har imidlertid alt at bevise efter en ikke specielt imponerende start i Colombia, og hvis han vitterligt vil være kaptajn foran Pogacar i Touren, som manager Jose Fernandez Matxin hævder, at han er - en påstand, der næppe er nogen i denne verden, som tror på - skal han køre stærkt nu. Der er ikke meget at hænge sit håb på, men der er dog noget. Uden nogen forberedelse blev han trods alt nr. 14 i Touren, og hans Vuelta-start var også meget lovende, indtil han blev syg. Vi giver Aru endnu en chance for at vise, at talentet er der endnu, men det skal også være nu, at det skal ske.

 

Heldigvis har UAE en sand guldfugl. Andres Camilo Ardila kan meget vel være den næste colombianske superklatrer, efter at han sidste år helt ud af det blå knuste al modstand i Baby-Giroen. Den slags plejer at borge for kvalitet - bare husk hvordan Lopez gjorde noget lignende i Tour de l’Avenir - men han kom desværre skidt fra start med en skuffende præstation i Colombia i februar. Det kan dog sagtens være et udtryk for dårlig form så tidligt på sæsonen, og der er al mulig grund til at tro, at vi taler om en rigtig diamant. Forhåbentlig får vi det at se i dette løb. Holdet har også David de la Cruz, men selvom der har været lidt tegn på fremgang, er han gået helt i stå, efter at han forlod Quick-Step.

 

Israel SUN stiller med Ben Hermans, der i 2015 var så tæt på at vinde dette løb foran selveste Contador, som man overhovedet kan være. Siden dengang er belgieren, der ellers var puncheur, kun blevet bedre og bedre i bjergene, og sidste år vandt han eksempelvis både i Østrig og Utah, der var to af sæsonens allermest bjergrige løb med nogle af sæsonens stejleste og vanskeligste bjergfinaler. Niveauet i de løb var dog et andet end her, og man må trods alt tro, at store Hermans får svært ved at vinde her, også selvom han har vist, at netop stejle stigninger af denne type passer ham glimrende. Han har i hvert fald haft tid til at komme tilbage efter sit grimme styrt Down Under, og han har givet udtryk for, at han vil jagte resultater fra start i stedet for at skulle hjælpe Dan Martin i Touren. Holdet har også Daniel Navarro, men alderen har desværre indhentet veteranen.

 

Mitchelton-Scott har udover Haig endnu et stortalent. Lucas Hamilton er lidt yngre end sin landsmand, men han synes mindst lige så talentfuld. Hans indsats for Yates i sidste års Giro var i hvert fald fremragende, og han viste med sin samlede sejr i Coppi e Bartali, at han også kan som kaptajn. Her er han nok desværre lidt nede i hierarkiet, og han har også lidt at revanchere efter et Tour Down Under, der ikke levede op til de tårnhøje forventninger. Til gengæld er han også i så hastig en udvikling, at der er al mulig grund til at tro, at han nu er endnu bedre end for et år siden, og her får han måske lidt mere frihed end i Giroen, hvor han skal være slave for Yates.

 

Holdet har naturligvis også Esteban Chaves, men desværre kan man her næsten gentage hele historien om Aru. Modsat italieneren er det endda svært at finde nogen som helst grund til optimisme, for selvom han vandt en bjergetape i Giroen, har han ikke været i nærheden af at klatre med de bedste, siden den uheldige kyssesyge, der som bekendt har ødelagt et hav af cykelkarrierer de senere år - spørg bare Benat Intxausti og Mark Cavendish. Man kan frygte, at Chaves vil lide samme skæbne, for hans kørsel i Colombia i februar var ikke just lovende. Ligesom for Aru giver jeg ham dog endnu en chance for at vise, at han stadig kan rejse sig, efterhånden som sygdommen bliver et fjernere og fjernere minde. Holdets sidste klatrer er Mikel Nieve, men vi så i 2019, at også han er ved at blive gammel, og selvom han er et relativt stabilt kort, er det meget svært at se ham vinde i dette selskab.

 

Andre ryttere, der kan tænkes at køre klassement, er sidste års nr. 2 Oscar Rodriguez, men han må være overmatchet i dette selskab, samt holdkammeraterne Rodrigo Contreras og Yuriy Natarov, der dog slet ikke har niveauet i dette selskab. Burgos vil prøve med Juan Felipe Osorio og Caja Rural med Cristian Rodriguez og Alejandro Osorio, der desværre er gået i stå. CCC har Victor de la Parte, der efterhånden nærmer sig sit gamle niveau, men også finder niveauet for højt, og det samme må være tilfældet for unge Attila Valter, der mangler for meget. Bingoal har den lille Laurens Huys, der gjorde det pænt ved sæsonstarten, men får sin ilddåb her, samt de erfarne Eliot Lietaer og Jelle Vanendert, der dog ikke har fundet niveauet på det seneste. Gazprom har det spændende talent Nikolay Cherkasov, der dog fortsat mangler for meget, samt Sergei Chernetckii, der har været en skygge af sig selv siden 2018, og Andrey Rybalkin. Euskaltel stiller med Mikel Bizkarra og Ruben Fernandez, der kan gøre det hæderligt uden at være med i front. Hos NTT er svært at tro på en genrejsning af Louis Meintjes, der så sent som i Langkawi manglede meget, og det kan fine præstationer i virtuel cykling ikke ændre på. Ben O’Connor er også gået i stå, og Benjamin Dyball har aldrig kørt et så stærkt besat løb. Nippo Delko vil prøve med Mauro Finetto, Delio Fernandez og Jose Manuel Diaz, der alle er overmatchede, og det samme er unge Juan Pedro Lopez, der får lov at køre lidt klassement på et Trek-holdt fyldt med tunge folk.

 

OPDATERING: FDJ har udtaget Kilian Frankiny. Det er helt afgørende for David Gaudu, der nu ikke længere er Palle alene i verden i bjergene. Skulle han have behov for at forsvare en trøje på 5. etape, vil hans chancer være betydeligt større nu.

 

***** Ivan Ramiro Sosa

**** Mikel Landa, David Gaudu

*** Simon Yates, Remco Evenepoel, Richard Carapaz, George Bennett, Alejandro Valverde

** Jack Haig, Sepp Kuss, Rafal Majka, Enric Mas, Fabio Aru, Andres Ardila, Ben Hermans, Lucas Hamilton, Esteban Chaves

* Eddie Dunbar, Mikel Nieve, Marc Soler, Louis Meintjes, Pello Bilbao, Oscar Rodriguez, David de la Cruz, Damiano Caruso, Ben O’Connor, Nikolay Cherkasov, Ruben Fernandez, Felix Grossschartner, Mikel Bizkarra, Kilian Frankiny, Joao Almeida, Benjamin Dyball, Daniel Navarro, Lennard Kämna, Juan Pedro Lopez

 

Danskerne

Mads Pedersen stiller til start i VM-trøjen på et Trek-hold og skal formentlig hjælpe Matteo Moschetti på de to sprinteretaper, Jasper Stuyven på 1. etape, hvor han måske kan få sin chance, og Juan Pedro Lopez i klassementet. Hos Deceuninck skal Michael Mørkøv spille sin vanlige nøglerolle for Sam Bennett på de tre fladere etaper, mens Christopher Juul får nok at gøre med at servicere de hele fem klatrere på det stærke Mitchelton-mandskab.

Ivan Ramiro Sosa
Mikel Landa, David Gaudu
Simon Yates, Remco Evenepoel, Richard Carapaz, George Bennett, Alejandro Valverde
Jack Haig, Sepp Kuss, Rafal Majka, Enric Mas, Fabio Aru, Andres Ardila, Ben Hermans, Lucas Hamilton, Esteban Chaves
Eddie Dunbar, Mikel Nieve, Marc Soler, Louis Meintjes, Pello Bilbao, Oscar Rodriguez, David de la Cruz, Damiano Caruso, Ben O’Connor, Nikolay Cherkasov, Ruben Fernandez, Felix Grossschartner, Mikel Bizkarra, Kilian Frankiny, Joao Almeida, Benjamin Dyball, Daniel Navarro, Lennard Kämna, Juan Pedro Lopez
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Burgos 
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Mont Ventoux Dénivelé C...(1.1) 06/08

Czech Tour(2.1) 06/08-09/08

HAMMER Limburg(2.1) 07/08-09/08

Tour de l'Ain(2.1) 07/08-09/08

Mont Ventoux Dénivelé C...(1.1) 06/08

Czech Tour(2.1) 06/08-09/08

HAMMER Limburg(2.1) 07/08-09/08

Tour de l'Ain(2.1) 07/08-09/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Milano-Sanremo(1.UWT) 08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 09/08

Critérium du Dauphiné(2.UWT) 12/08-16/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 13/08-16/08

Great War Remembrance Race(1.1) 14/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 14/08-19/08

Il Lombardia(1.UWT) 15/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS