Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Deceuninck-Quick Step?

Nedenfor giver vi en analyse af Deceuninck-Quick Step.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Remi Cavagna, Tim Declercq, Dries Devenyns, Philippe Gilbert, Alvaro Jose Hodeg, Fabio Jakobsen, Bob Jungels, Iljo Keisse, James Knox, Yves Lampaert, Davide Martinelli, Enric Mas, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze, Fabio Sabatini, Florian Senechal, Pieter Serry, Zdenek Stybar, Petr Vakoc, Elia Viviani

Nye ryttere

Remco Evenepoel (nyprofessionel), Mikkel Frølich Honoré (Team Virtu Cycling)

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ryttere, der forlader holdet

Niki Terpstra (Direct Energie), Fernando Gaviria (UAE-Team Emirates), Eros Capecchi (?), Maximilan Schachmann (Bora-hansgrohe), Laurens De Plus (Team Jumbo), Jhonatan Narvaez (Team Sky)

Hvordan gik transfersæsonen?

Vi kender efterhånden melodien. År efter år topper Quick Step alle sejrslister efter en jubelsæson, der overgår alle forventninger, men som desværre også har den konsekvens, at holdet er ude af stand til at holde på flere af deres mest vindende ryttere, som meget ofte udnytter den megen succes til at anmode om mere i løn. Sådan var det, da Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran sagde farvel efter 2015-sæsonen, da Tony Martin og Gianni Meersman søgte nye græsgange efter 2016, og måske særligt efter det flotte 2017, da Dan Martin, Marcel Kittel, Tom Boonen, Matteo Trentin og David De La Cruz alle tog både mange sejre og point med sig til andre hold. Hver gang er der imidlertid sket præcis det samme: nye navne har taget over, og det belgiske supermandskab har atter toppet alle sejrslister også i det følgende år.

Man skal derfor være yderst varsom med at komme med dommedagsprofetier, når vi taler om netop Quick-Step, for manager Patrick Lefevere vil altid have historien på sin side i sit forsøg på at argumentere for, at det nok skal gå. Det har han således også forud for den kommende sæson, selvom han også denne gang har måttet indse, at det ikke har kunnet lade sig gøre at holde sammen på de tropper, der afsluttede 2018-sæsonen med helt utrolige 73 sejre. Denne gang var det imidlertid ikke så meget forhøjede lønkrav, der var skurken, men derimod den enorme usikkerhed, der gennem årets første ni måneder efterlod Lefevere uden en ny sponsor som erstatning for Quick-Step og dermed ude at stand til at bruge løs af nogle penge, han ikke vidste, om han havde.

De fleste af holdets store navne havde allerede kontrakt for den kommende sæson, men der var én undtagelse. Holdets største stjerne i brostenssæsonen, Niki Terpstra, stod uden bindinger for 2019, og Lefevere måtte åbent erkende, at kun en ny sponsor ville gøre det muligt at finde de nødvendige ressourcer til at holde på en af holdets vigtigste ryttere. Det lykkedes i begyndelsen af oktober at finde ny finansiering, da Deceuninck overtog navnesponsoratet, men da var det desværre allerede for sent. På det tidspunkt var fuglen for længst fløjet, og Terpstra havde foretaget det meget overraskende valg at skifte til Direct Energie.

Betydningen af Terpstras farvel er svær at overvurdere. Ikke blot var han med sin lange tid på holdet en vigtig kulturbærer, han stikker også af efter sin hidtil bedste sæson. I år var han ganske enkelt brostenssæsonens stærkeste rytter, og han efterlader derfor et stort hul. I 2018 var Quick-Steps store styrke, at de med Terpstra, Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og Yves Lampaert havde et skræmmende firehovedet monster, som ingen kunne tæmme, og som var i stand til at vinde de fleste store brostensløb. Det monster er nu i hvert fald betydeligt svækket, og selvom Quick-Step fortsat har det vel nok stærkeste brostensmandskab, bliver det uden Terpstra svært at gentage 2018-succesen i de løb, der betyder allermest for Lefevere.

Desværre kostede usikkerheden også en anden superstjerne. Da udsigterne var mest dystre, måtte Lefevere give sine mest løntunge ryttere en chance for at se sig om efter nye græsgange, og det var UAE-Team Emirates ikke sene til at udnytte. Der blev gravet dybt i pungen med arabiske oliemillioner, så man kunne tilbyde Fernando Gaviria en stærkt forbedret kontrakt. Da Deceuninck trådte til, havde Lefevere egentlig muligheden for at håndhæve sine eksisterende kontrakt, som han gjorde det med Enric Mas, der ligeledes havde et alternativt tilbud på hånden, men da Gaviria angiveligt i utvetydige vendinger gjorde det klart, at han foretrak den forhøjede løncheck hos araberne fremfor den fantastiske støtte, han kunne få hos sit hidtidige mandskab, valgte den belgiske manager at lade den colombianske fugl flyve i stedet for at bure den ind mod sin vilje.

Resultatet er, at holdet har mistet den ene af sine to supersprintere, og det efterlader nu Elia Viviani, der ellers hidtil har spillet andenviolin, som den klare nr. 1. Den situation er ikke ny for holdet, men modsat de foregående tilfælde, hvor Mark Cavendish og Marcel Kittel sagde farvel, har det denne gang ikke været muligt at finde en erstatning. Heldigvis havde de unge Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg nærmest sensationelle debuter på WorldTouren, hvor de begge opnåede imponerende mange sejre, men selvom de utvivlsomt vil kunne løfte en del af ansvaret, har ingen af dem Gavirias erfaring i de store løb, ligesom de fortsat har til gode at vise, at de har samme klasse. Selv hvis de hæver deres niveau voldsomt, vil holdet stadig være efterladt med tre sprintere mod tidligere fire, og det bliver selv for Lefevere svært at undgå, at det kan aflæses direkte på antallet af sejre.

Desværre stopper åreladningen ikke her. En af 2018-sæsonens mest spændende unge ryttere var Maximilian Schachmann, der efter en moderat debutsæson virkelig sprang ud i fuldt flor i sit andet år på højeste niveau. Med sin enorme alsidighed gjorde han sig gældende i kuperede endagsløb, på enkeltstarter, i klassementer i korte etapeløb samt som etapejæger i Giroen, alt sammen med stor succes. Der var endda ikke umiddelbart noget tegn på, at den stejle læringskurve ville stoppe, og hans afsked må gøre ondt for et hold, hvis største mangel i 2018 måske var en ekstra klassementsrytter til etapeløbene.

Det hul kunne Laurens De Plus måske have udfyldt, efter at den belgiske klatrer efter to grimme styrt endelig kom tilbage på sporet i løbet af efteråret. Sådan bliver det imidlertid ikke, for heller ikke ham kunne Lefevere holde på, da Team Jumbo tilbød ham en chance for at blive en del af et hold, der har en større tradition på etapeløbsfronten. Om De Plus nogensinde bliver den stjerne, mange belgiere drømmer om, er fortsat et åbent spørgsmål, men der bør ikke herske tvivl om, at et belgisk hold gerne ville have holdt på e af de få belgiske klatrere.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det tredje og sidste talent, der siger farvel, er Jhonatan Narvaez, men selvom det også er ærgerligt, er det næppe en katastrofe. Trods gode momenter undervejs havde ecuadorianeren nemlig ikke nogen stor første sæson på WorldTouren, og selvom udviklingspotentialet fortsat er stort - ellers var selveste Team Sky næppe kommet løbende med en kontrakt - er det nok ikke det tab, der får Lefevere til at ligge allermest søvnløs i 2019. Heller ikke Eros Capecchis exit vil være årsag til alt for mange hovedbrud, for her er tale om et bevidst valg fra den erfarne belgiske manager, der ligesom resten af cykelverdenen måtte sande, at den engang så lovende italienske klatrer aldrig blev mere end en anonym hjælper.

Er der da slet ikke blevet hentet forstærkninger midt i denne faneflugt? Jo, men usikkerheden om budgettet betød, at alle kræfter måtte sættes ind på at forlænge eksisterende kontrakter, og derfor var det kun, da lokummet for alvor brændte, at der måtte afviges fra den defensive strategi. Det skete, da Team Sky truede med at stjæle det belgiske fænomen, Remco Evenepoel, med hvem man egentlig havde lagt en karriereplan, der betød, at han i 2019 skulle træde sine professionelle barnesko på talentholdet Hagens Axeon Berman, inden han i 2020 skulle dyppe tæerne på WorldTouren hos Quick-Step. Briterne fristede imidlertid Evenepoel over evne, og pludselig stod Lefevere med et klart valg: enten skrev han kontrakt med guldfuglen allerede for 2019, eller også måtte han atter se det britiske superhold løbe med et af sportens allerstørste talenter.

I den situation var valget naturligvis ikke svært. Det ville være en mindre katastrofe for Lefevere, hvis ikke han fik fingrene i den mest spændende juniorrytter, vi har set i mange, mange år, ikke mindst fordi hans pas er belgisk. Evenepoels præference var da også Quick-Step, og derfor lykkedes det ham at få fat i en af sportens mest eftertragtede underskrifter. Det betyder imidlertid samtidig, at fænomenet skal gøre WorldTour-debut tidligere, end Lefevere egentlig havde ønsket det, og planen er da også, at han især i det første år primært skal lære. Hans sæsonplan for de første måneder er allerede kendt og byder på deltagelse i Vuelta a San Juan, Volta ao Algarve, Volta a Catalunya og Tour of Turkey, der kan ligne en uventet hård kost for en til den tid blot 19-årig gut. Resultater skal vi nok ikke forvente allerede nu, men om 12 måneder vil vi formentlig vide mere om, i hvilken retning han vil udvikle sig. Lige nu synes han nemlig at kunne vælge og vrage mellem alle typer løb.

Holdets sidste nyerhvervelse er dansk og blev først gjort mulig, da de ekstra millioner kom i hus efter sikringen af en ny hovedsponsor. Det fik Lefevere til at give Mikkel Frølich Honoré chancen, efter at den unge dansker havde imponeret som stagiaire i årets sidste måneder. Også for ham gælder, at han i det kommende år primært skal lære, men kender man Lefevere ret, får også de unge ryttere en chance eller to undervejs, formentlig i et belgisk 1.1-løb. Sker det, skal Honoré, der før har gjort det godt i flere forskellige typer løb, være klar til at slå til.

Selvom Evenepoel nærmest allerede har stjernestatus i Belgien, kan hverken han eller Honoré dog på nogen måde fylde hullet ud efter særligt Terpstra og Gaviria og i mindre grad efter Schachmann. Specielt de tre tab er så store, at ingen kan diskutere, at Quick-Step igen i år fremstår i en svækket udgave efter transfersæsonen. Al logik siger, at det bør føre til en væsentlig nedgang i antallet af sejre i 2019. Det sagde vi bare også om 2016-, 2017- og 2018-sæsonen, og hver gang var det Lefevere, der til sidst lo bedst. Spørgsmålet er, om det mønster vil gentage sig i 2019. Det er i hvert fald kun en tåbe, der på forhånd afskriver sportens mest imponerende vindermaskine.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det kan godt være, at Quick-Step i de senere år har været en sand vindermaskine i de tre grand tours, men det er fortsat klassikerne, der er holdets DNA. Ikke mindst i hjemlandet vurderes Patrick Lefeveres tropper næsten udelukkende på, hvad de præsterer i de afgørende uger i marts og april, og dommen er faldet prompte og nådesløst, når holdet en sjælden gang har fejlet. Sådan er det imidlertid ikke gået i de senere år, og særligt i 2018 var holdet en næsten uovervindelig vindermaskine, der ikke blot gjorde næsten rent bord på den traditionelle hjemmebane i brostensklassikerne, men også vandt hele to af de tre ardennerklassikere, hvor de traditionelt har haft det sværere.

Det bliver næsten helt umuligt at leve op til succesen fra den forgangne sæson i 2018. Efter en lidt skuffende åbningsweekend vandt holdet nemlig alle deres løb på belgisk grund fra Le Samyn i slutningen af februar frem til Liege-Bastogne-Liege i slutningen af april med undtagelse af Gent-Wevelgem, hvor Elia Viviani ”blot” blev nr. 2 bag Peter Sagan, og Brabantse Pijl, hvor Pieter Serry blev nr. 4. Det skyldtes en fabelagtig kollektiv styrke, der gjorde dem muligt til gang på gang at udnytte deres overtal til en taktisk fordel, og selvom de ikke altid havde feltets stærkeste rytter, løb de alligevel ofte med sejren.

Det er også den kollektive styrke, der bliver nøglen igen i 2019, for det står hævet over enhver tvivl, at de i hvert fald på brostenene ikke vil have feltets stærkeste mand. Det havde de i 2018, hvor Niki Terpstra var et sandt monster i hele perioden fra E3 Harelbeke og Paris-Roubaix, hvor særligt hans magtdemonstrationer i E3 Harelbeke og Flandern Rundt er svære at glemme, men hans afgang blev som nævnt ovenfor den største pris for den usikkerhed, sponsorsituationen skabte. Det efterlader holdet med en meget bred og stærk brostenstrup, der dog kun kan vinde de store klassikere, hvis det taktiske spil falder ud til deres fordel.

Spydspidserne vil være Zdenek Stybar, Philippe Gilbert og Yves Lampaert, der vil føre holdet an i de fleste af de store flamske løb fra Omloop Het Nieuwsblad til og med Flandern Rundt. Med lidt helt er de alle stærke nok til at vinde, i hvert fald i de hårdeste løb Flandern Rundt, E3 Harelbeke og Omloop Het Nieuwsblad. Stybar har haft nogle svære år, men gav i efteråret visse indikationer på, at han måske kan genfinde niveauet fra landevejskarrierens tidlige år, og det kan gøre ham livsfarlig. Gilbert blev i 2018 gang på gang låst af Terpstras tidlige angreb, men viste så sent som i 2017, at han med sin erfaring stadig kan vinde de store løb. Og Lampaert tog et stort skridt i den forgangne sæson, og kan han lægge yderligere et lag på, er han klar til at figurere i finalerne i de store løb. Trioen vil også stå i spidsen for hold i Paris-Roubaix, der sammen med Milano-Sanremo udgør Gilberts allerstørste mål, men hvor den belgiske veteran desværre har meget begrænset erfaring, og hvor Stybar ligner holdets bedste kort.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Elia Viviani vil også spille en stor rolle i klassikerne, hvor hans største mål er Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. I den italienske klassiker er han efter Fernando Gavirias exit holdets soleklare sprinter, men han må leve med, at Julian Alaphilippe og Gilbetr også vil påberåbe sig en vis frihed til at angribe på Poggio, hvilket Alaphilippe før har gjort med stor succes. Efter nu to gange at have været med feltet hjem er Viviani dog en af de klare favoritter i den italienske klassiker. Det samme er han i Gent-Wevelgem, hvor det i år kun var Peter Sagan, der forhindrede ham i at tage karrierens første store klassikersejr. Det virker også oplagt, at han vil gå efter Dwars door Vlaanderen, der har gode chancer for at ende i en spurt, samt 3 Dage ved Panne, som han vandt i 2018.

Fabio Jakobsen burde også få lidt spillerum, når Viviani er fraværende. Først og fremmest har han en titel at forsvare i Scheldeprijs, hvor han dog kan vente sig hårdere modstand end i 2018-udgaven, der var skæmmet af en massediskvalifikation af topnavne. Derudover burde Kuurne-Bruxelles-Kuurne også være en mulighed for det hollandske talent. Holdet kan også håbe, at Florian Senechal er klar til at tage næste skridt og give holdet en fjerde option i finalen af de hårdere brostensklassikere, og endelig vil det være en overraskelse, hvis ikke Stybar atter er blandt de bedste i yndlingsløbet Strade Bianche. Her vil Alaphilippe i øvrigt gøre debut, og han ligner allerede nu en oplagt favorit til grusvejsløbet, hvor han dog kan være en anelse hæmmet af sin spinkle statur.

I Ardennerne ser de fleste frem til duellen mellem Alejandro Valverde og Alaphilippe, der er tidens to klart bedste i netop de løb. Den spanske veteran var under niveau i 2018, hvor den franske opkomling var bedste mand, men rammer Valverde topformen igen til næste år, er det i skrivende stund meget svært at spå om, hvem der vil være stærkest, ikke mindst i Fleche Wallonne. Den unge franskmand kan vinde alle de tre løb, men har bedst chancer i Fleche og Liege. Gilbert vil også køre det fulde program, men hans klatreevner rækker næppe længere til sejr, ikke mindst fordi han nu om dage prioriterer de tidlige klassikere. Bob Jungels har en sejr i Liege at forsvare, men meget skal flaske sig, hvis det skal lykkes, og der er ingen tvivl om, at Alaphilippe er holdets klare førstemand. Endelig kunne Brabantse Pijl være en chance for solide folk som Serry og Dries Devenyns, der ellers primært skal agere hjælpere, ligesom man kan drømme om, at den tidligere vinder Petr Vakoc kan genfinde niveauet efter sit grimme styrt i februar. Det vil dog undre, hvis han allerede er på toppen i marts.

I efteråret synes det oplagt, at Alaphilippe skal forsvare titlen i Clasica San Sebastian, der er skræddersyet til hans karakteristika. I det hele taget kan august blive en stor succes, hvis Viviani går efter atter at vinde Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, hvor han har sejret hhv. to og en gang. Hvis ikke kan Jakobsen være en plan B. Det vil tillige være en drøm at se Alaphilippe tage kampen op med folk som Sagan, Greg Van Avermaet, Michael Matthews og Sonny Colbrelli i de canadiske løb, hvor han vil være en af de naturlige favoritter, men også Gilbert og Stybar er i hvert fald i stand til at sikre sig topresultater i de løb. Endelig kan man håbe, at det knap så hårde VM vil give Alaphilippe kræfter til atter at fokusere på Il Lombardia, hvor han i 2017 blev nr. 2. Siden da er klatreevnerne kraftigt forbedret, og selvom ruten kan synes at være til den hårde side for en fyr som ham, ligger det på den flade, at han efter præstation sidste år simpelthen må vinde det italienske monument før eller siden.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I de seneste to år har Quick-Step vundet mindst fire etaper i hver eneste grand tour, hvor holdet i alle seks løb har haft den mest vindende sprinter. Sejrene er imidlertid ikke kun opnået i massespurter med folk som Fernando Gaviria, Marcel Kittel, Matteo Trentin og Elia Viviani, men også fra udbrud med Julian Alaphilippe, Trentin, Yves Lampaert og Maximilian Schachmann, og i Vueltaen viste Enric Mas sig sågar som den stærkeste klatrer i et regulært favoritopgør på en bjergetape.

Det er da også etapesejre, der har været holdets primære fokus, men i de fleste tilfælde har man også haft en klassementsrytter, og det blev således til top 11-placeringer til Bob Jungels i Giroen i 2017, til Dan Martin i Touren i 2017, til Jungels i Touren i 2018 og til Mas i Vueltaen i 2018, hvor den unge spanier endda endte på en sensationel 2. plads.

I 2019 vil det også atter være etapesejre og massespurter, der vil stå i centrum, men det er stadig ret åbent, hvordan opgaverne fordeles. Meget vil blive bestemt af Elia Vivianis planer, efter at italieneren nu er den klare nr. 1 i sprinterhierarkiet. Den italienske mester står over for et meget svært valg. På den ene side betyder Gavirias exit, at han endelig får chancen for at køre Tour de France som førstesprinter, men på den anden side har han igennem hele livet drømt om at køre Giroen iført den italienske mesterskabstrøje - en option, der blot bliver gjort endnu mere attraktiv af, at løbet i år slutter i hjembyen Verona.

Det synes imidlertid at være helt udelukket, at det belgiske superhold ikke stiller til start i Touren med deres bedste sprinter, og det er således svært at forestille sig, at holdet ikke vil komme til Frankrig med et dedikeret sprintertog bygget op om Viviani, der med sublim støtte har en reel chance for at vinde etaper i første forsøg. Det udelukker imidlertid ikke, at han ikke også kan køre i hvert fald den første halvdel af Giroen, hvor langt de fleste sprinteretaper er koncentreret, men om han også når hele vejen til Verona, er nok mere tvivlsomt. Uanset hvad har han gode chancer for atter at være den dominerende sprinter på sin italienske hjemmebane.

Holdets to øvrige sprintere, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, står klar i kulissen, hvis Viviani vælger at skippe Giroen. Jakobsen er den klart mest holdbare af de to og ligner klart det bedste bud på et andetvalg. Den unge hollænder burde i hvert fald få sin grand tour-debut i 2019, og stjæler Viviani pladsen i årets første to grand tours, vil han have ganske gode muligheder for at vinde en etape i det svagere besatte sprinterfelt i Vueltaen. Hodeg vil nok skulle vente et års tid med sin grand tour-debut, med mindre Viviani vælger blot at køre én grand tour, og dermed åbner en plads til den unge colombianer i Vueltaen.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Det andet store spørgsmål er, hvad der vil være Enric Mas næste mål efter 2. pladsen i Vueltaen. Umiddelbart efter det spanske løb drømte han højt om Tour-deltagelse allerede i 2019, men spørgsmålet er, om Patrick Lefevere er med på den. Den bjergrige rute har helt sikkert øget hans chancer, og han synes også at være moden til allerede nu at jagte en top 10. Samtidig betyder den enkeltstartstunge Giro-rute, at det er oplagt at jagte endnu en top 10 i Italien med Bob Jungels, der vil have meget små chancer på den klatretunge rute i Touren. Alternativet kunne være helt at droppe klassementet i Touren, hvor Julian Alaphilippe nemlig også skal jagte etapesejre og endnu en bjergtrøje, og i stedet lade Mas gå efter endnu en podieplads i Vueltaen, hvor presset er knap så stort.

Uanset hvad er der på Quick-Step altid plads til at jagte etaper. Alaphilippe vil formentlig nuppe mindst én i Touren, men derudover synes det også givet, at Philippe Gilbert og Zdenek Stybar har blik på sejre i mindst én af de tre grand tours. Med to klassementsryttere og et sprinterfokuseret mandskab vil pladsen dog være mindre, end den tidligere har været på det belgiske supermandskab.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Skal man pege på et enkelt område, hvor Quick-Step klarede sig knap så godt i den forgangne sæson, må det være klassementerne i de ugelange etapeløb. Efter Dan Martins farvel lå ansvaret hos Bob Jungels, Julian Alaphilippe og Enric Mas, og mens luxembourgeren fejlede konsekvent, og Alaphilippe gang på gang eksploderede på de lange stigninger, var det kun Mas, der med gode resultater i Baskerlandet og Tour de Suisse reddede æren i de traditionsrige europæiske etapeløb.

Det skal gøres bedre i 2019, og det vil atter være op til de tre samme ryttere at sikre resultaterne. Satser han på Touren, må Mas i hvert fald have ganske gode muligheder for at ramme en formtop i løbet af foråret. Hidtil har han været hæmmet af sin svage enkeltstart, men er præstationen i Vueltaen et tegn, synes den svaghed måske at være elimineret. Formentlig vil han fokusere på de spanske løb i Catalonien og Baskerlandet, men også Paris-Nice og Tour de Romandie kunne være en mulighed.

Jungels har aldrig rigtigt slået til i de korte etapeløb, hvor hans motor aldrig når at blive varm, og hvor hans klatreevner derfor ikke rækker, men han har en chance for topresultater i løb, hvor enkeltstarten er vigtig og ruten ikke for bjergrig. Endelig burde Alaphilippe have fremragende chancer i årets Tirreno-Adriatico, der er skræddersyet til puncheurs - lige nu ligner han årets favorit, men også i Baskerlandet kan han med sine stærkt forbedrede klatreevner nu køre med om sejren. Dauphiné er til gengæld nok fortsat for hård en nød for ham, selvom han i 2016 var at finde i top 10 i det franske løb. Endelig er Yves Lampaert, Zdenek Stybar og Philippe Gilbert næsten altid med fremme i BinckBank Tour, hvor særligt Lampaert med sin gode enkeltstart burde have gode chancer, og så kunne det være interessant at se unge James Knox få chancen i nogle af de lettere løb som UAE Tour, Tour of California, Tour of Turkey og Tour of Guangxi.

Skal holdet igen ende som det mest vindende - og det plejer de jo - er det især sprinterne, der skal lever. Med Gavirias farvel er man nede på tre hurtige folk, og det vil være op til Elia Viviani, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg at vinde igennem hele sæsonen. Holdet vil med tre afsluttere være i stand til at stille til start i de fleste af WorldTour-løbene med topsprinter bakket af et stærkt tog. Viviani vil lægge ud i Tour Down Under og UAE Tour samt stille til start i enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, men med hans fokus på klassikere og grand tours, burde der derudover være masser af plads i de store etapeløb til de to unge sprintere, der tillige vil have en hel stribe endagsløb i især Belgien at gå efter. Endelig har Maxmiliano Richeze gang på gang vist, at han i ikke alt for skrapt selskab kan vinde, og i Gavirias fravær kan han måske få lidt flere chancer, end det har været tilfældet i de senere år.

Holdet er først og fremmest blevet en vindermaskine i kraft af evnen til at vinde med et hav af forskellige ryttere. Den trend vil man forsøge at fortsætte i 2019, og der er rigeligt med vinderkandidater i tillæg til de store navne, der allerede er nævnt ovenfor. På udvalgte etaper i etapeløb og i nogle af de mindre endagsløb er ryttere som Florian Senechal, Philippe Gilbert, Zdenek Stybar, Yves Lamoaert, Dries Devenyns, Maximilano Richeze, Iljo Keisse,Pieter Serry og måske sågar Kasper Asgreen og Reni Cavagna under de rette omstændigheder alle i stand til at løbe med en sejr eller to. I hvert fald har holdet en imponerende evne til ofte at vinde i de mindre belgiske 1.1-løb, også selvom de ikke på papiret stiller med en oplagt vinderkandidat, og det vil være uventet, hvis ikke det mønster gentager sig igen i 2019.

Hvem kan overraske?

Lad os bare få elefanten ud af rummet med det samme. Der findes ikke mange nyprofessionelle, der vil blive gransket så grundigt, som det vil være tilfældet i 2019 for fænomenet Remco Evenepoel Spørgsmålet er bare, hvor meget man med rimelighed kan forvente af en rytter, der kommer direkte fra juniorklassen, også selvom han helt indlysende er noget helt unikt.

Matej Mohoric er et eksempel på en rytter, der i en meget ung alder tog springet fra en lovende ungdomskarriere til de professionelles rækker, og han fik sig en gedigen omgang prygl i sin første tid på højeste niveau. Det er klart, at Evenepoel umiddelbart er i en anden liga, men man skal nok trods alt ikke skrue forventninger alt for meget i vejret. 2019 vil primært handle om at lære, og alene det forhold, at løbene fremover vil være betydeligt længere, vil i den grad teste ham. Han har endda fået et overraskende ambitiøst program med Vuelta a San Juan, Volta ao Algarve, Volta a Catalunya og Tour of Turkey i årets første måneder, og han har end ikke i første omgang planer om at køre de mindre belgiske endagsløb, hvor han ellers ville have sine største chancer. Vi udelukker ikke, at han kan vise sig frem i nogle mindre løb sidst på sæsonen, men formodningen må være, at 2019 selv for et talent af Evenepoels størrelse vil være et læreår.

Efter et år, hvor de begge vandt adskillige sejre på WorldTouren, kan Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg ikke længere føjes til listen over mulige overraskelser. Som nævnt ovenfor er det snarere forventningen, at de i det kommende år vil opnå adskillige sejre, også i store løb. Alligevel var det meget bemærkelsesværdigt, hvordan særligt Jakobsen med sejrene i meget skrapt selskab i Kina sidst på sæsonen syntes at have taget et ganske markant skridt fremad. Mens Hodeg som ryttertype og sprinter fortsat synes lidt begrænset, kan Jakobsen bestemt ende som en af de mest vindende sprintere i et år, hvor den første grand tour-sejr meget vel kan vente.

Niki Terpstras exit efterlader et tomrum i brostensklassikerne ved siden af Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Philippe Gilbert. Det hul kunne Florian Senechal tænkes at udfylde. Franskmanden gik lidt i stå hos Cofidis, men syntes efter et år som luksushjælper hos Quick-Step at have udviklet sig en del. I hvert fald kørte han et stærkt efterår, og han kunne blive en overraskelse som del af Quick-Step-kollektivets i forårets store endagsløb på de nådesløse pavéer.

Endelig vil vi fremhæve danske Kasper Asgreen. Det kan godt være, at han tilbragte det meste af sin første sæson på WorldTouren som slagtekvæg, men han viste især i Hammer Series og Vueltaen samt ikke med det storslåede udbrud ved VM, at hans motor allerede er ganske veludviklet. Hans enkeltstart er måske ikke helt så god, som ungdomsårene kunne have antydet, men til gengæld har han vist sig overraskende klatrestærk og ikke mindst fysisk meget veludviklet. Hans karakteristika gør ham ikke til den udprægede vindertype, men på Quick-Step kan unge ryttere alene i kraft af deres råstyrke ofte vinde et mindre endagsløb eller to. Den chance har Asgreen bestemt også i 2019. Og så skal det blive interessant at se, om klatreren James Knox efter en svær start i 2019 kan bygge videre på de fine takter, han viste mod slutningen af 2018.