Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Team Sky?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Sky.

Ryttere, der bliver på holdet

Leonardo Basso, Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, David De La Cruz, Owain Doull, Kenny Elissonde, Chris Froome, Tao Geoghegan Hart, Michal Golas, Kristoffer Halvorsen, Sebastian Henao, Vasil Kiryienka, Christian Knees, Michal Kwiatkowski, Chris Lawless, Gianni Moscon, Wout Poels, Salvatore Puccio, Diego Rosa, Luke Rowe, Pavel Sivakov, Ian Stannard, Geraint Thomas, Dylan Van Baarle

Nye ryttere

Ben Swift (UAE-Team Emirates), Jonathan Narvaez (Quick-Step), Filippo Ganna (UAE-Team Emirates), Eddie Dunbar (Aqua Blue Sport, skiftede allerede i september), Ivan Ramiro Sosa (Androni Giocattoli-Sidermec)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Sergio Henao (UAE-Team Emirates), Benat Intxausti (Euskadi-Murias), David Lopez (stopper karrieren), Philip Deignan (stopper karrieren), Lukasz Wisniowski (CCC Team), Jonathan Dibben (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er sjovt, som tiderne skifter. Engang var Team Sky kendt som holdet, der med et greb i lommen åbnede den tilsyneladende uudtømmelige britiske tegnebog og blev kendt for at købe den eneste verdensstjerne efter den anden. Efter de tidlige år, hvor holdet langsomt var blevet bygget op, hentede briterne folk som Nicolas Roche, Wout Poels, Elia Viviani, Leopold König, Mikel Landa og Michal Kwiatkowski til holdet på et tidspunkt, hvor de alle hørte til i sportens elite. Til gengæld var holdet kendt for den skræmmende imponerende evne til at kvæle unge talenter, og lynhurtigt fik mandskabet ry for at være stedet, hvor man ikke skulle starte sin professionelle karriere.

Siden er der løbet meget vand under broen. Efter købene af Landa og Kwiatkowski forud for 2016-sæsonen har strategien været helt ændret, og i de senere år har ledelsen i stedet sat en ære i at tiltrække sportens største talenter. Måske var det Gianni Moscon, der banede vejen, da briten i netop 2016 viste, at det nu om dage faktisk være en fordel at træde sine første professionelle pedaltråd hos sportens mest professionelle mandskab. Det skyldes ikke mindst en mentalitetsændring på holdet, der nu er langt mere bevidste om, at unge ryttere ikke blot skal agere slagtekvæg for stjernerne, men også skal have personligt muligheder i mindre løb.

I de seneste tre transfersæsoner har det derfor været unge ryttere, der har været i fokus, og der er stort ikke hentet én eneste verdensstjerne til holdet. Det startede i 2017 med en meget britisk satsning i form af Owain Doull, Jonathan Dibben og Tao Geoghegan Hart og fortsatte sidste år, hvor de nærmest ryddede talentbordet ved at skrive kontrakt med Egan Bernal, Pavel Sivakov, Kristoffer Halvorsen og Chris Lawless, og selvom de ikke alle har slået igennem, er især Bernals kometagtige WorldTour-debut vidner om, at strategien har været en succes.

Det er da også den strategi, man har forfulgt i år, selvom aktiviteten på transfermarkedet har været betydeligt mere afdæmpet i forhold til sidste år, hvor der blev skrevet kontrakt med ikke færre end otte ryttere. Denne gang er der blot tale om fem nyerhvervelser, som hentet ind som erstatning for seks ryttere, der siger farvel, og af disse falder de fire i talentkategorien.

At holdet stadig har en pengekasse dybere end de fleste, vidner kontrakten med Ivan Ramiro Sosa om. Sidste år havde de som sagt forrygende succes med at tiltrække sig det mest hypede etapeløbstalent i form af Bernal, og også i år er de kommet sejrrigt ud af kampen om den næste colombianske guldfugl. Sosa har i år opnået endnu bedre resultater hos Androni, end Bernal nogensinde gjorde hos det italienske mandskab, og det var naturligt nok vakt interesse hos alle sportens store hold.

Det var imidlertid Trek-Segafredo, der var de mest snarrådige og endda kom så langt i købsprocessen, at de betalte et beløb for at frigøre Sosa for Androni-kontrakten og siden udsendte en pressemeddelelse med meddelelse om indgåelse af et lykkeligt ægteskab. Et kontroversielt agentskifte i Sosa-lejren gjorde det imidlertid muligt for Sky-ledelsen med en lukrativ kontrakt at overtale den unge colombianer til at brænde sine broer og skifte mening, og efter flere måneders kontroverser og juridiske tovtrækkerier er det lykkedes Sky at trække sig sejrrigt ud af kampen.

Dermed kan fremtiden ikke tegne sig lysere for sportens førende etapeløbshold. I Bernal, Sosa og Sivakov har man nemlig tidens vel nok mest lovende etapeløbstalenter, og nu har de endda vist, at de har lært kunsten at få unge ryttere til at blomstre. Konventionel logik tilsiger ellers, at Sosa i 2019 primært skal lære, men måske har Bernal vist vejen. Sosa har som bekendt allerede sat Miguel Angel Lopez til vægs i Vuelta a Burgos, og derfor er der absolut ingen grund, at han ligesom Bernal ikke allerede kan vinde store cykelløb i det kommende år. Der er i hvert fald en vis risiko for, at Trek-ledelsen til næste efterår har endnu mere grund til at ærgre sig over, at de ikke fik den kontrakt skibet afsted i tide.

Sosa er imidlertid ikke det eneste klatretalent, der får chancen på storholdet. Det samme gør Eddie Dunbar, der efter Aqua Blue Sports sammenbrud faktisk allerede har kørt adskillige løb for holdet på baggrund af en kontrakt, der blev indgået i september. Derfor har han allerede et vist kendskab til mekanismerne og strukturerne, og han har endda allerede imponeret stort i de nye omgivelser. Ikke mindst i årets Giro della Toscana, hvor han som hjælperytter for Moscon kørte så stærkt i bjergene, at kun hans kaptajn, Romain Bardet og Domenico Pozzovivo kunne følge med, viste han, at hans talent rækker længere, end hans hidtidige resultater har antydet. Hos Hagens Berman Axeon var han måske nok stærk og vandt blandt andet U23-udgaven af Flanderen Rundt, men hverken tiden hos amerikanerne eller hos Aqua Blue Sport skilte ham ud som det supertalent, han meget vel kan vise sig at være. Umiddelbart mestrer han det meste, da han kan klatre, køre enkeltstart til husbehov og har punch, og det skal derfor blive interessant at se, i hvilken retning han vil udvikle sig hos Sky.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Holdets to sidste unge nyerhvervelser har allerede erfaring fra WorldTouren. Det gælder især for Filippo Ganna, der har kørt to år for UAE-Team Emirates, men desværre kun med en kraftigt falmende stjerne som følge. Ser man bort fra hans succes på banen og det flotte Vuelta a San Juan i januar, er det nemlig ikke meget, vi har set til italieneren, der ellers har været udråbt som den næste store italienske tempokonge og brostensstjerne. Man kan håbe, at Sky kan få ham tilbage på sporet, men umiddelbart virker det måske ikke til det mest oplagte match. Det er således kun Moscon, der som klassikerrytter har slået igennem på et hold, der ikke lægger samme vægt på endagsløbene, og Ganna falder lidt uden for den ryttergruppe, der kan karakteriseres som en klassisk Sky-signing. Omvendt har Viviani vist, at man som italiensk talent kan få meget ud af kombinationen af den britiske baneerfaring med landevejen, og man kan håbe, at Ganna kan tage ved lære af erfaringerne fra sin landsmand.

Lidt af det samme kan siges om Jhonatan Narvaez. Heller ikke ecuadorianeren har haft en specielt let start på den professionelle karriere, og han var i hvert fald ikke synderligt imponerende i sit ene år hos Quick-Step. Umiddelbart var der da også andre navne, der burde stå over ham på Skys talentliste, også fordi han mere ligner en ardennerrytter end en etapeløbsrytter. Helt skidt har hans 2018 dog ikke været, og det er bestemt ikke udelukket, at briterne kan få mere ud af ham.

Sidste nyerhvervelse er en gammel kending. Ben Swifts forsøg på at blive kaptajn hos UAE-Team Emirates endte som en dundrende fiasko, og i 2018 leverede han ikke ét eneste resultat. Alligevel stod Sky klar med et tilbud om at vende hjem. Hans tilbagevenden kommer helt sikkert ikke til at udgøre en revolution, men omvendt har han vist, at han kan præstere under Skys strukturerede rammer. Han har nu indset, at hans skæbne placerer ham i en hjælperrolle, og med sin alsidighed kan han - hvis han altså kan genfinde sit gamle niveau - gøre nytte på de fleste hold. Vi skal næppe forvente podiepladser i Milano-Sanremo eller spurtsejre, som vi har set det tidligere, men med sit kendskab til holdet og ganske store erfaring vil han kunne finde sin plads blandt de mange slidstærke hjælpere, der er så vigtige på et hierarkisk superhold.

Ser man bort fra Sosa, er listen over nyerhvervelser ikke specielt ophidsende, men det er ikke noget stort problem. Holdets stamme er som bekendt i den absolutte verdensklasse, og listen over ryttere, der siger farvel, giver bestemt ikke anledning til dybe panderynker. Mest markant er det, at man siger farvel til en af holdets mest trofaste ryttere, Sergio Henao, men det er desværre historien om noget, der aldrig blev til det, mange forventede. I begyndelsen så Sky-ledelsen en stor stjerne i colombianeren, der endda i 2013 fik lov at agere Vuelta-kaptajn med henblik på senere at kunne blive en førende etapeløbsstjerne, men sådan gik det ikke. Efter det grimme styrt i Tour de Suisse for nogle år siden blev han aldrig helt sig selv, og efter et skidt 2018 synes det desværre ikke at være en voldsom svækkelse at sige farvel til colombianeren med det engang så imponerende punch.

Det er det desværre heller ikke, at Benat Intausti efter to mareridtssæsoner i britisk tjeneste vender hjem til Baskerlandet. I sin tid hos Sky gennemførte han knap ét eneste løb som følge af en genstridig kyssesyge, og selvom Sky viste stor tålmodighed, er det klart, at den på et tidspunkt må høre op. For alle parter er det formentlig bedst, at Intxausti forsøger at genfinde løbsrytmen under knap så stort et pres hos Euskadi-Murias, men naturligvis er det en skam, at et af sportens mest spændende navne aldrig slog til hos briterne.

De øvrige afskeder er knap så spektakulære. De erfarne grand tour-hjælpere Philip Deignan og David Lopez var i 2018 så skidt kørende, at de end ikke blev udtaget til et tre uger langt etapeløb, og det synes kun naturligt, at de efter lange og flotte karriere kører cyklen i garagen. Mere fremtid er der i Lukasz Wisniowski, der særligt med 2. pladsen i Omloop Het Nieuwsblad viste betydelig fremgang, men uanset hvad vil han næppe aldrig blive til andet og mere end brostenshjælper, der på et hold som Sky sagtens kan erstattes. Det samme kan Jonathan Dibben, der i sin korte tid på holdet aldrig slog til, hverken i massespurterne, på tidskørslerne eller i klassikerne - hvis man da lige ser bort fra choksejren på enkeltstarten i sidste års Tour of California. Det var imidlertid et helt enkeltstående resultat, og da han profilmæssigt i forvejen ikke er et oplagt match for holdet, er det kun naturligt at lade ham gå.

Samlet set er det således et i alt væsentligt uforandret Sky-mandskab, der også i 2019 vil være afhængig af mange af de samme navne som i år. Den store forskel er ligesom sidste år, at der er tanket godt op på talentfronten. Og hvem ved? Måske har Sosa lært af Bernal og kan allerede i det kommende år levere resultater på niveau med sin landsmand.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Mens Sky ubetinget har været verdens i særklasse bedste etapeløbshold siden 2012, har det knebet betydeligt mere i klassikerne. Mange forventede, at Wout Poels måske satte en stime i gang, da han i 2016 i Liege vandt holdets første monument, men sådan er det slet ikke gået. Takterne fortsatte ganske vist i 2017, hvor Michal Kwiatkowski vandt monument nr. 2 i Sanremo samt sejrede i Clasica San Sebastian og blev nr. 2 i Amstel Gold Race, ligesom Gianni Moscon var på podiet i Il Lombardia og i top 5 i Paris-Roubaix, men efter en helt igennem fejlslagen klassikersæson viste 2018, at holdet fortsat blot er opkomlinge i de store endagsløb.

Heldigvis har de alle forudsætninger for at rette op på det i det kommende år. Trods det fejlslagne forår viste både Moscon og Kwiatkowski gennem resten af sæsonen, at de fortsat hører til blandt sportens allerstærkeste ryttere, og med de to som frontfigurer er der al mulig grund til at drømme stort i de kommende klassikere. De suppleres samtidig er en gruppe af ganske solide navne, der betyder at Sky burde spille en betydeligt mere prominent rolle i løbet af foråret.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Moscon og Kwiatkowski har begge det luksusproblem, at deres alsidighed gør det næsten umuligt at indsnævre prioriteterne. Begge har de dog givet udtryk for, at det i første omgang primært er endagsløbene, der har deres fokus, og hvor italieneren i første omgang har blikket rettet mod brostenene, er polakkens største ambitioner rettet mod Ardennerne. Det er derfor meget tænkeligt, at de atter vil fordele rovet mellem sig på en måde, der er meget lig det, vi så i 2018.

Er det tilfældet, kan vi forvente, at Moscon skipper åbningsweekenden og gør sin klassikerdebut i Strade Bianche - et løb, han har alle forudsætninger for at vinde allerede i det kommende år. Næste opgave vil være Milano-Sanremo, hvor han vil være et af de bedste bud på en rytter, der kan snyde sprinterne, men som for en ryttertype som ham altid vil være en hård nød at knække. Dernæst gælder det brostenene, hvor han vil være blandt de tunge favoritter i E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvis han genfinder den exceptionelle form, han havde i september 2018. Gent-Welvelgem vil være lidt sværere for en rytter med hans karakteristika, men er ikke uden for hans rækkevidde.

Holdet har imidlertid også andre bud på brostenene. Det gælder særligt Dylan Van Baarle, der desværre fortsat har manglet det sidste og derfor mest af alt ligner en aggressiv plan B, samt ikke mindst Luke Rowe, der virkelig gjorde store fremskridt, indtil hans grimme benbrud satte ham tilbage i 2018. Nu synes han at være på vej tilbage, og han har helt sikkert et stort potentiale i særligt Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor den vigtigste opgave dog vil være at støtte Moscon. Det kunne dog tyde på, at de kan få deres egen chance i åbningsweekenden, hvor Omloop Het Nieuwsblad kunne være et mål. Endelig har holdet også Ian Stannard, der er bedst skabt til fladlandet i Paris-Roubaix, men desværre har briten slet ikke været ved fordums styrke i de seneste år.

Kwiatkowski vil helt sikkert atter satse Strade Bianche, som han allerede har vundet to gange, og hvor han sammen med Moscon vil udgøre en skræmmende duo. Sejr nr. 2 i Milano-Sanremo er utvivlsomt også på ønskelisten, men som for Moscon gælder, at det for ham kræver en del held at vinde den italienske klassiker. Hvor meget han vil være aktiv på brostenene, er usikkert. I år kørte han kun Flandern Rundt, men den model fungerede slet ikke, da Ardennerne endte som en dundrende fiasko. Han kunne derfor i det kommende år helt at fravælge de nordlige klassikere, han kan vælge alene at køre eksempelvis E3, eller han kan forsøge at gentage skabelonen fra i år. Uanset hvad har han vist, at han er fuldt ud i stand til at vinde sportens store brostensløb, selvom det aldrig bliver hans vigtigste prioritet.

Kwiatkowskis vigtigste mål er dog de tre ardennerklassikere, og han har med podieplaceringer vist, at han kan vinde dem alle. Fleche Wallonne er den sværeste nød at knække, men i både Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege vil en Kwiatkowski i topform være blandt de tungeste favoritter. Efter sit fremragende VM i år ved Moscon, at ruterne i Ardennerne ikke er for hårde til ham, men om han kan holde sig frisk gennem hele året, er fortsat tvivlsomt. Til gengæld har holdet i Poels en glimrende tredje kandidat, der som bekendt allerede har vundet i Liege, og som i topform er et godt outsiderbud i både Fleche Wallonne og forårets sidse monument.

Geraint Thomas elsker klassikerne og forsøger altid at overtale trænerstaben til at klemme et stort endagsløb ind mellem alle etapeløbene. Modsat i år vil han næppe få lov at køre på brostenene, men det er meget tænkeligt, at han atter vil inkludere Liege, som han har alle egenskaber til at vinde, hvis han fortsat har sin bedste forårsform. Chris Froome har også flere gange kørt den belgiske klassiker, men det synes temmelig usandsynligt i 2019. Derimod kunne man ønske sig at se den ret eksplosive Egan Bernal i Fleche Wallonne og Liege, hvor han med sit punch sagtens kunne køre med blandt de allerbedste.

I år var holdet temmelig anonyme i efterårets klassikere. Fladbaneløbene passer i hvert fald ikke til det sprinterfattige mandskab, der næppe kan blande sig helt fremme i Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic - med mindre Moscon da slår til i en hård udgave af sidstnævnte. Til gengæld ligner de canadiske klassikere perfekte muligheder for både Kwiatkowski og Moscon, og mens polakken kan tænkes at skippe dem til fordel for Vueltaen, vil de være et oplagt mål for italieneren. Begge har de også fremragende muligheder i Clasica San Sebastian, som Kwiatkowski vandt i 2017, men som den polske stjerne atter kan vælge at skippe til fordel for Tour de Pologne. Endelig må Il Lombardia være et indlysende mål for Moscon, der efter 3. pladsen i 2016 har vist, at han sagtens kan vinde sit hjemlands monument, selvom det finder sted på en meget bjergrig rute. Og det samme kan Bernal, der meget vel kunne gøre de italienske efterårsklassikere til det store mål.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens klassikerne hidtil har været Skys akilleshæl, forholder det sig helt anderledes med de tre grand tours, der er selve holdets DNA. For Sky er kun det bedste godt nok, og derfor har de som ambition at køre med om sejren - og helst vinde - dem alle tre.

Gennem det meste af vinteren har der været en del offentlig spekulation, om holdets fordeling af opgaverne, men reelt har der aldrig været den store tvivl. Chris Froomes delvist fejlslagne Giro-Tour-satsning havde i det mindst som resultat, at han nu har sikret sig en plads i historien som vinder af alle tre uge lange etapeløb, og derfor vil hovedmålet i resten af karrieren være at vinde Touren så mange gange som overhovedet muligt. Det franske løb vil med andre ord være det altoverskyggende fokus for Froome i en 2019-sæson, hvor han vil vende tilbage til den velkendte sæsonstruktur, der har gjort ham til sportens dominerende etapeløbsrytter.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Tiden, hvor han er enerådig kaptajn, er imidlertid ovre. Med sin sejr fra 2018 har Geraint Thomas sikret sig en plads ved siden af sin tidligere leder, og selvom han længe forsøgte at holde døren til Giroen åben, har han nu gjort det helt klart, at et fransk titelforsvar er målet. Det synes derfor at være helt givet, at Sky vil komme til verdens største cykelløb med Froome og Thomas side om side, og officielt vil det være benene, der herefter besegler det endelige hierarki. Det er dog meget tænkeligt, at ledelsen nøjagtigt som i år vil have præference for endnu en Froome-sejr, ganske enkelt fordi han modsat Thomas kan indskrive sig i historien. Om det også kommer til udtryk på vejen, har vi fortsat til gode at se.

Heldigvis har de to briter vist, at de som gode venner sagtens kan samarbejde, og chancerne for, at en af de to ender øverst på podiet, er enorme. Begge har i hvert fald store vinderchancer, men Froome har nok fortsat overhånden, ikke mindst på en bjergrig rute som den, der bydes på i 2019. Hvor Thomas i de senere år nok har haft overtaget på enkeltstarten, synes Froome nemlig fortsat at være nr. 1 i bjergene, også selvom han var for træt til at vise det i årets Tour. Det er i hvert fald meget svært at se andre end Froome køre Tom Dumoulin og alle andre midt over, som Froome gjorde det i årets Giro - heller ikke en Thomas i Tour-form.

Den dobbelte Tour-satsning betyder samtidig, at vejen er fri for Egan Bernal til allerede i sit andet år på WorldTouren at blive kaptajn i en grand tour. Den unge colombianer blev forud for Giro dell’Emilia set køre på enkeltstartscykel op ad San Luca-stigningen, der er afslutning på den indledende tidskørsel i årets Giro, og det har længe været en offentlig hemmelighed, at den unge colombianer vil satse på den italienske grand tour i det kommende år. Det ligner et ambitiøst projekt så tidligt i karrieren, men enhver, der var vidne til Bernals 2018-sæson, vil vide, at han allerede i 2019 kan stræbe efter sejren. Det er klart, at der er usikkerhed om holdbarheden, men efter årets Tour tyder alt på, at han har den rette motor.

Spørgsmålet er, om han skal mere end det. Det kan faktisk slet ikke udelukkes, at unge Bernal efter Giroen skal sendes til Touren som hjælper for Thomas og Froome. Det kan virke vildt for så ung en rytter, men spørgsmålet er, om Sky har råd til at lade være. To beskyttede kaptajner på et hold, der ventes at kontrollere det meste af løbet, stiller enorme krav til de øvrige seks, og det er meget svært at se, at Bernal kan undværes i det regnskab. Det er klart, at beslutningen nok først vil blive taget efter Giroen, men en model a la Adam Yates i årets Vuelta, hvor han slappede af i halvdelen af løbet og var guld værd mod slutningen må være attraktiv.

I Vueltaen synes det givet, at Froome atter vil være kaptajn. Briten har allerede vist, at han mestrer Tour-Vuelta-doublen, og det virker usandsynligt, at han ikke vil forsøge at få det maksimale ud af sine sidste år på topniveau. Thomas’ planer er mere usikre. Han skulle egentlig have kørt det spanske løb allerede i år, men efter Tour-sejren gik der i stedet fest i den. Han har aldrig tidligere forsøgt sig i klassementet i to på hinanden følgende grand tours, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han og Froome også vil udgøre en tandem i Spanien.

Hvor efterlader det holdets øvrige grand tour-ryttere? Wout Poels drømmer stadig om den store chance, men det er svært at se, hvor den plads skal komme fra. Han kan helt sikkert ikke undværes i Touren, og efter årets svage præstation i Frankrig tør de næppe sende ham til Giroen igen. Måske kan han som i 2017 få en semibeskyttet rolle i Vueltaen, men det vil formentlig kun være tilfældet, hvis Thomas ikke er til start. Holdet vil i stedet nok forsøge at tilfredsstille ham med muligheder i ugelange etapeløb.

Michal Kwiatkowski drømmer også fortsat om at blive grand tour-rytter, men det virker ikke realistisk. Formentlig bliver det endnu et år med en Tour-Vuelta-double, hvor han denne gang skal agere hjælper i dem begge, og i stedet vil klassikerne og ugelange etapeløb være hovedmålet. Endelig er der David De La Cruz, der i 2018 dog intet gjorde for at avancere i hierarkiet og synes henvist til en rolle som hjælper.

Skys raison d’etre er som bekendt klassementet, og der er derfor ikke plads til meget andet. Spurterne bliver helt negligeret, og det er kun, hvis kaptajnerne fejler, som det senest skete i årets Vuelta, at aggressiv kørsel kan blive en reel option. Gianni Moscon er dog blevet lovet lidt frihed til at jagte etaper i sin Giro-debut, hvor han dog først og fremmest skal være en nøglehjælper for Bernal. Her ventes han i øvrigt at skulle agere støtte sammen med de unge TaO Geoghegan Hart og Ivan Sosa, der begge rygtes at have Giroen på programmet.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som det fremgår af vores sæsonevaluering, var det ikke blot i de tre uger lange etapeløb, at Sky imponerede i 2019. Faktisk var holdet en fremtrædende skikkelse i næsten alle årets ugelange etapeløb, der i næsten lige så høj grad er afgørende for briterne. Og det er bestemt ikke uden grund. I Chris Froome, Geraint Thomas, Egan Bernal, Wout Poels, Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon har de nemlig adskillige ryttere, der har vist sig i stand til at køre med om sejren i WorldTourens kortere etapeløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det vil helt sikkert igen være missionen i 2019, men det er usikkert, hvordan opgaverne fordeles. Froome har i de senere år skruet voldsomt ned for blusset i foråret, hvor han tidligere ellers var næsten altædende, og nu hører det til sjældenhederne, at han vinder et etapeløb før juni. Med udsigt til en Tour-Vuelta-double kan vi se frem til en gentagelse af det mønster, og selvom han sikkert vil være til start i løb som Tour of Colombia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie er det bestemt ikke sikkert, at han vil være i stand til at vinde dem. Han plejer til gengæld at være konkurrencedygtig i Dauphiné, men i lyset af de seneste års udvikling kan det meget vel tænkes, at han her lader Thomas være holdets førstemand denne gang.

Bernals Giro-satsning efterfulgt af en mulig deltagelse i Touren betyder formentlig, at han sættes på skånekost i løbet af foråret. Derfor skal vi næppe se ham i mange etapeløb, men der bør være plads til enkelte undervejs. Tour of Colombia, Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps kunne være et bud på et program inden Giroen, og kender vi ham ret, vil han køre med om sejren hver eneste gang, han er til start. I efteråret kunne han som nævnt meget vel tænkes at gå efter de italienske efterårsløb og måske endda Tour of Guangxi.

Enhver, der har set nylige billeder af Geraint Thomas, vil vide, at Tour-vinderen i hvert fald er betydeligt mere end en håndfuld kilo fra at være konkurrencedygtig. Han siger selv, at han er tre uger bagud i forhold til den almindelig plan, og han vil derfor ikke komme flyvende ind i sæsonen, som han ellers har for vane. Det er derfor slet ikke tænkeligt, at han når at finde form til hverken Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, men til gengæld burde han kunne gå efter sejre i april, hvor især Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie med deres traditionelle vægt på enkeltstarter kunne være gode forårsmål. Titelforsvaret i Dauphiné virker som omtalt ovenfor oplagt. Hvad der skal ske i efteråret, vil afhænge af Vueltaen, men skipper han den spanske grand tour, kunne det være på tide at forsøge at vinde Tour of Britain foran hjemmepublikummet.

Wout Poels var som bekendt bare et styrt fra at tage det, der lignede en suveræn sejr i Paris-Nice, og skal han atter agere hjælper i de lange etapeløb, må han kunne stille visse krav i foråret. Han plejer som bekendt at være flyvende i årets allerførste etapeløb i Spanien, og derudover ligner han atter den oplagte kaptajn i Paris-Nice. Et andet godt løb kunne være Vuelta al Pais Vasco inden hans satsning i klassikerne, ligesom Tour de Suisse og Tour of California også kunne give ham kaptajnroller. Han er stærk nok til at vinde dem alle.

Michal Kwiatkowski vil først og fremmest satse på klassikerne og Touren og Vueltaen, men et par mindre etapeløb kunne også være muligheder undervejs. Et titelforsvar i Tirreno-Adriatico virker i hvert fald realistisk, og det er også tænkeligt, at han vil forsøge at forsvare titlen i Tour de Pologne. Gianni Moscon synes derimod mest at fokusere på endagsløbene og vil formentlig stille sig tilfreds med en hjælperrolle i etapeløbene, men Tirreno-Adriatico, Tour de Pologne, BinckBank Tour og Tour of Guangxi er løb, han aller kan gå efter, hvis omstændighederne er de rette. I det holldansk-belgiske løb har holdet også Dylan Van Baarle, der sidste år var på podiet, og som her kan lukrere på sin stærkt forbedrede enkeltstart.

Efter et svært 2018 han David De La Cruz forhåbentlig komme tilbage i 2019, men det virker usandsynligt, at han også kan få en kaptajnrolle i et stort løb. I stedet skal han forsøge at tiltvinge sig en højere plads i hierarkiet med en serie stærke hjælpepræstationer. Det samme skal Diego Rosa, der trods sejren i Coppi e Bartali formentlig kan se en kontraktforlængelse truet af en omgang kyssesyge, der ødelagde det meste af 2018.

Holdets unge ryttere Ivan Ramiro Sosa og Tao Geoghegan Hart har begge vist sig klar til at vinde ugelange etapeløb selv på et relativt højt niveau, og selvom Giroen vil lægge beslag på en stor del af deres forår, bør de få muligheder i løbet af året, måske særligt i efteråret samt i Coppi e Bartali, der plejer at være Sky-talenternes legeplads. Sosa ligner i hvert fald et oplagt bud på en favorit i Burgos, hvor han som bekendt har en titel at forsvare, men for dem begge gælder nok, at der bliver begrænset plads i de store løb. De mindre løb er også en chance for Pavel Sivakov, der ventes at fortsætte sin rejse mod stjernerne.

Sky vil også vinde mange enkeltstarter og holdløb undervejs. Thomas, Froome, Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo, Moscon, Van Baarle og Vasil Kiryienka har i hvert fald alle fremragende evner i kampen mod uret og er i stand til at vinde på højeste niveau, og måske kan Filippo Ganna endelig indfri sit potentiale på et decideret specialisthold. Spurterne vil derimod være af begrænset interesse, men forhåbentlig kan Kristoffer Halvorsen og Chris Lawless begynde at genfinde U23-takterne, selvom det er svært på et hold, hvor støtten er minimal. I første omgang handler det om at slå til i nogle af de mindre løb, som holdet benytter til at teste talenterne.

Hvem kan overraske?

Egan Bernal var 2018-sæsonens helt store talentoplevelse, og efter et sådant år er det umuligt at karakterisere ham som en mulig overraskelse. Han hører i dag allerede til blandt sportens topnavne, men alligevel vil de fleste nok spærre øjnene op, hvis han allerede i første forsøg som klassementsrytter vinder en grand tour. Som nævnt ovenfor er det imidlertid meget muligt, at det vil ske i den kommende Giro. Vi mangler ganske vist fortsat at teste hans holdbarhed, men Touren gav i hvert fald en klar indikation af, at han er moden til at køre stærkt over tre uger. Klatreniveauet rækker i hvert fald allerede nu, og selvom han vil være hæmmet af de tre enkeltstarter, bør deres kuperede profiler faktisk slet ikke passe ham dårligt. Bliv derfor ikke overrasket, hvis Bernal trækker i lyserødt, når Giroen når Verona om et lille halvt års tid.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Bernals stjernestatus betyder imidlertid ikke, at der ikke vil være plads til en lignende sensation. Ivan Ramiro Sosas karriereforløb minder ufatteligt meget om Bernals, og det var derfor ikke uden grund, at den talentfulde colombianer endte som hovedperson i en af sæsonens mest interessante transferdramaer. Ikke overraskende vandt Sky kampen, og de har utvivlsomt store forventninger til deres nye guldfugl. Han har i hvert fald hos Androni leveret endnu bedre resultater, end landsmanden gjorde, ikke mindst med sejrene i Vuelta a Burgos og Adriatica Ionica Race samt den lovende præstation i det ekstremt stærkt besatte Tour of the Alps.

Som sagt ventes Sosa allerede i år at skulle køre Giro, og det kan gøre det lidt sværere for ham at få megen plads. Sidste år havde Bernal hele foråret til at boltre sig, men Sosa skal sikkert holdes lidt tilbage, inden han skal støtte sin landsmand i Italien. Derfor vil han formentlig primært agere hjælper, men vi kan vente at se ham folde sig ud i mindre løb som Tour of Colombia samt Coppi e Bartali og sikkert også som hjælper i nogle af de store løb. Desværre er der ikke mange bjergrige etapeløb i efteråret, men et titelforsvar i Burgos samt måske Tour of Guangxi kunne være på programmet som løb, hvor han kan gå efter den samlede sejr. Uanset hvad kunne han meget vel ende som en af årets helt store oplevelser, også selvom det primært bliver som hjælper.

Det er også den rolle, Tao Geoghegan Hart hidtil har haft, men i 2018 viste han, at han snart er klar til at være leder. Hans præstationer i Californien og Dauphiné var i hvert fald på allerhøjeste niveau, og han ventes at tage yderligere et skridt i 2019. Desværre skal også han køre Giro, hvilket kan lægge lidt begrænsninger på ham i foråret, og det vil derfor nok atter være som hjælper, at han primært vil brillere. Hans personlige muligheder kunne komme i de samme løb, som de gør for Sosa, ligesom Tour of Britain kunne være et stort mål i efteråret for den lokale rytter.

Pavel Sivakov var sammen med Bernal den helt store stjerne på U23-klassens klassementsscene sidste år, men han havde det betydeligt sværere end colombianeren i det første år på WorldTouren. Det skyldes helt sikkert, at han modsat Bernal var helt grøn i så skrapt et selskab. Talentet kan der i hvert fald ikke være tvivl, og det gav han prøver på undervejs i løb som Tour de Pologne og Tour de Suisse. Formentlig vil også han primært være hjælper i 2019, da topresultater i WorldTour-etapeløb fortsat synes at være et stykke ude i fremtiden, men man skal ikke blive overrasket, hvis Sivakov pludselig kører alt og alle i sænk på en stor bjergetape i løbet af sæsonen.

Det gjorde Eddie Dunbar for Gianni Moscon i årets Giro della Toscana. Den unge irer skrev kontrakt med briterne efter Aqua Blues kollaps og fik en chokerende god start for det britiske supermandskab. Med sin alsidighed har han muligheder i både endags- og etapeløb, og han vil sikkert bruge 2019 til at føle det hele lidt mere an. Også han vil hovedsageligt agere hjælper, men han kan sagtens ende med at tage verden med storm alligevel.

Endelig vil vi atter pege på Kristoffer Halvorsen. Den unge nordmand var i 2017 den måske mest lovende U23-sprinter, men modsat rivalen Fabio Jakobsen valgte han at skifte til et hold, der slet ikke fokuserer på massespurterne. Det er formentlig hovedforklaringen på den elendige sæson, men heldigvis er det alt for tidligt endnu at afskrive ham. Halvorsen har trods alt tidligere slået WorldTour-sprintere, og selvom han fortsat skal klare sig uden megen støtte, kan man håbe, at et år på WorldTouren har givet ham den robusthed og erfaring, der gør, at han med et par gode spurter i især mindre løb atter kan indhente en del af det forspring, Jakobsen efterhånden har fået.